Det norske Folks Historie/2/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkjendelſen og Befæſtelſen af Olafs Helligdom var derfor det haardeſte Stød, ſom kunde ramme Knytlingevældet. Naar Einar Thambarſkelve allerede i Svens førſte Regjeringsaar kunde vove at føre et ſaadant Sprog til ham og hans Moder, ſom vi ovenfor have ſeet, ſynes det virkelig, ſom om deres Magt endog da ſtod paa temmelig ſvage Fødder. Imidlertid holdt de ſig dog nogle Aar i Landet, fornemmelig af den oven angivne Grund, at man frygtede Kong Knuts Magt, og at de Høvdinger, hvis Sønner og Frænder ſom Gisler vare i dennes Vold, ikke vovede at bryde aabenbart med ham. De indtreffende Uaar forøgede Misſtemningen, thi ſom ſædvanligt gav man Kongen Skylden derfor. Men hvad der iſær opirrede Gemytterne, var de Danſkes Forrettigheder i Landet og deres Overmod[1]. Naar der nu rundt om i Landet klagedes herover, endte man ſædvanligviis med at give Thrønderne Skylden, fordi det iſær var dem, ſom havde gjort Opſtand mod Olaf og voldt hans Død, hvoraf igjen den nærværende Trældom og Skjendſel var en Følge. Det hed overalt, at Thrønderne derfor ogſaa nu vare forpligtede til at finde paa Raad til at kaſte Aaget af Nakken, ſaa meget mere ſom de udgjorde den fornemſte og mægtigſte Deel af Norges Folk. Det var maaſkee førſte Gang, at hele Norges Befolkning betragtede ſig ſom en politiſk Enhed. Dette ſkyldtes ligefrem Olafs Lovgivningsforanſtaltninger og Martyrdød. Da Thrønderne merkede, at den øvrige Deel af Folket betragtede dem ſom Ophavsmænd til den nærværende Fornedrelſestilſtand, erkjendte de ogſaa Sandheden af denne Beſkyldning, ſaa meget mere ſom de ſelv havde Plagen fra førſte Haand, og deres Høvdinger mere end de øvrige følte ſig ſkuffede. Endog den kloge Kalf Arnesſøn maatte til ſin Ærgrelſe erkjende at han var overliſtet, da han lige ſaa lidet ſom Einar, fik den lovede Jarleværdighed. Dette frembragte for det førſte en venſkabelig Tilnærmelſe mellem Kalf og hans Brødre, der efter deres Helbredelſe vare dragne hver til ſit, og efter at have taget ſig Grid, ſom det heder, af Sven, ſad i Stilhed paa deres Gaarde. Der gik Budſendinger mellem dem og Kalf, og de bleve atter gode Venner, ſom det ſømmede ſig Brødre. Men den virkſomſte af Knytlingernes Fiender, og den, ſom planmæsſigt ſøgte at forberede en Opſtand mod dem, var fremdeles Einar Thambarſkelve. Han havde begyndt Verket ved at ſkaffe Olafs Hellighed Anerkjendelſe. Han fortſatte det ved at bringe Møder og Raadſlagninger iſtand mellem Thrøndelagens Høvdinger[2].

Disſe Raadſlagninger vare i fuld Gang, og Gjæringen var allerede ſtor, da der om Vaaren 1033, den tredie, Sven tilbragte i Landet, kom Efterretninger fra England om, at der paa den Kant, ſandſynligviis enten i Bretland eller Irland, var fremſtaaet en Mand, ved Navn Tryggve, der udgav ſig for en Søn af Olaf Tryggvesſøn og Gyda[3], og ſom udruſtede en Krigerflok, hvormed han agtede at drage til Norge for at gjøre Fordring paa ſit Fædrenerige. Hvor vidt hans Foregivende medførte Sandhed, er vanſkeligt at ſige. Ganſke uſandſynligt er det ikke, ſkjønt det i ſaa Fald er vanſkeligt at forſtaa, hvorfor Olaf Tryggvesſøn ej ſkulde have taget ham med ſig til Norge, eller efter ſin Thronbeſtigelſe have ladet ham hente, for at kunne opdrage ham hos ſig. Hans Uvenner paaſtode derimod, at han ſlet ikke var Olafs Søn, men kun Søn af en Preſt, ligeſom onde Tunger fortalte om Sven ſelv. Da denne hørte, at et Angreb af Tryggve var i Vente, udbød han ſtrax Leding nordfra Landet, og ſendte Bud til Lendermændene at de ſkulde gjøre ham Følge. De fleſte Lendermænd, ſiges der, bleve ogſaa med ham fra Throndhjem, men Einar blev ſiddende roligt hjemme, og vægrede ſig ved at drage med. Kalf Arnesſøn bemandede en Tyveſesſe med ſine Huuskarle, og ſejlede ud ad Throndhjemsfjorden, førend Sven endnu var færdig, uden at oppebie ham; han begav ſig lige til Giſke, til ſin Broder Thorberg; her indfandt ogſaa de andre Brødre ſig, og de raadſloge nu alle med hinanden indbyrdes. Derpaa vendte Kalf tilbage igjen. Da han kom til Frekøſund, eller efter en anden Beretning til Sveggeſund[4] ved Averøen, mødte han Kong Sven med ſin Flaade, paa Vejen ſydefter. Kongens Mænd raabte over til ham at han ſkulde lægge til, for at følge Kongen og hjelpe at forſvare hans Land. Kalf ſvarede: „jeg har gjort nok, om ikke for meget af at ſtride mod vore egne Landsmænd for at ſkaffe Knytlingerne Magten“; og fortſatte derpaa ſin Vej nordefter indtil han kom hjem til Egg. Heller ikke deeltog nogen af de øvrige Arnesſønner i Toget. Sven ſejlede ſydefter, langs Kyſten. Da man endnu ikke borte noget fra Tryggve, gjettede flere paa, at han havde taget Vejen lige til Viken, hvor hans foregivne Forfædre havde haft hjemme, og hvor han altſaa maatte kunne vente ſig ſtørſt Tilløb og Underſtøttelſe. I den Henſigt at opſøge ham der, ſejlede Sven ſaaledes Rogaland forbi og lige til Agder. Men imidlertid kom Tryggve veſtenfra til Kyſten af Hørdaland, og da han hørte at Sven var ſøndenfor, ſejlede han efter ham. Sven fik ogſaa paa ſin Side. Nys om Tryggves Ankomſt, og vendte ſtrax om, for at drage ham i Møde. De mødtes en Søndag i Sokneſund mellem Soknø og Brud ſtrax nordenfor Tungenes, og ikke langt ſøndenfor det Sted, hvor Erling Skjalgsſøn var falden[5]. Der tales ikke om at Erling Skjalgsſøns Sønner gjorde fælles Sag med Tryggve, uagtet han her var kommen i deres umiddelbare Nærhed: et temmelig umiskjendeligt Tegn paa, at de ikke have erkjendt ham for deres Syſkendebarn. Men hvad enten Tryggve var en Bedrager eller ej, var han en tapper, dygtig og vaabenfærdig Kriger, hvilket han nokſom lagde for Dagen i det heftige Slag, der nu ſtod mellem ham og Sven. Ligeſom, Olaf Tryggvesſøn i Svoldrſlaget, ſaaledes ſkød ogſaa han to Gaflaker ad Gangen, en med hver Haand, i det han ſtundom ſagde: „ſaaledes lærte min Fader mig at holde Mesſe“. Ved disſe Ord ſigtede han til det Rygte, at han ſkulde være en Preſteſøn; maaſkee han ogſaa derved vilde give Sven en Snert. Slaget endtes dog med at Tryggve faldt med mange af ſine Mænd, og at de øvrige deels flygtede, deels underkaſtede ſig[6].

Efter dette Slag vendte Sven tilbage til Throndhjem. Men hans Ophold der blev ej af lang Varighed. Einar og Kalf havde, ſom man tydeligt kan ſee, benyttet ſig paa det bedſte af hans Fraværelſe til at bearbejde Gemytterne og forøge Gjæringen. Hvor meget de allerede havde udrettet, viſte ſig paa et talrigt Thing, ſom holdtes i Nidaros, og hvor Bønderne foredroge deres Klagemaal for Sven og Alfiva, ſom begge vare til ſtede. Da der ingen beſtemt Afgjørelſe var at faa, idet Kongen og hans Moder hverken ſagde Ja eller Nej til Bøndernes fremſatte Ønſker, ſagde Einar ſaa højt at mange hørte det: „Jeg var juſt ikke nogen Ven af Kong Olaf, men Thrønderne viſte ſig dog ſom daarlige Kjøbmænd, da de ſolgte ſin Konge og i hans Sted fik en Mær med ſit Føl; denne Konge kan jo ikke engang tale, og hans Moder vil alene det ſom ondt er, og har Magt nok dertil“. Alle, ſom hørte disſe Ord, bifaldt dem lydeligt, lo og fortalte dem til ſine Sidemænd. Da ſagde Alfiva: „ſætter eder ned, I Bønder, og hører paa hvad Kongen ſiger, uden at knurre ſaaledes“! Da blev det ſtille, men Einar ſtod op og ſagde højt: „Farer I kun hjem, Bønder! et daarligt Ærende have I baade før og nu haft ved at ſøge Alfiva. Lige ſaa gjerne kunne I ſidde hjemme og oppebie Uretten, ſom ſøge den alle tilſammen paa eet Sted, og der kun lytte til en Kvindes Ord, naar I ikke ville lytte til Kong Olafs, hvilken nu i Sandhed er en hellig Mand. Det var et ſtort Nidingsverk, der blev begaaet mod ham, men Straffen er og bleven ſtor, ſaa megen Skjendſel ſom vort Folk har maattet taale, ſiden dette Herredømme er kommet over det. Gud give at det ej maatte vare længe; det har desværre allerede været alt for langvarigt“. Med disſe Ord gik Einar fra Thinget, og den øvrige Skare fulgte hans Exempel, uagtet Alfiva endnu havde meget paa ſit Hjerte ſom hun vilde ſige. Siden, da Vintren kom, forſøgte hun at faa et nyt Thing ſammenkaldt[7]. Men ingen indfandt ſig. Svens Venner begyndte nu for Alvor at merke Uraad, og frygte for at Thrønderne, ligeſom de havde ſveget Olaf, nu ogſaa vilde ſvige Sven. Fra Kong Knut ſelv var der nu neppe nogen Hjelp at vente, thi han havde, ſom man maa formode, nok at beſtille med at forſvare ſig, eller gjøre de nødvendige Anſtalter til Forſvar mod Hertug Robert af Nordmandie. Thi denne underſtøttede Kong Ædhelreds fordrevne Sønner, og for at ſkaffe dem Riget tilbage gjorde han virkelig et Tog til England, der vel mislykkedes, men ſatte dog Knut, der tillige plagedes af en haard Sygdom, i ſtor Ængſtelſe, ſiden han ſtrax efter ſendte Geſandter til Robert, og tilbød Ædhelreds Sønner Halvdelen af England[8]. Under disſe Omſtændigheder var Sven ganſke overladt til ſig ſelv, og efter ſine Venners Raad fandt han det derfor bedſt at forlade det urolige Throndhjem, og tilbringe Vintren (1033—1034) i den ſydlige Deel af Landet[9]. Fra denne Tid kan man regne hans Herredømme i Norge at være ophørt.

  1. Danſke Mænd havde da megen Overgang i Norge, heder det i den hiſtoriſke Saga. Om Uaaret, ſe ovenfor S. 821.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, 231, Snorre, Cap. 226, 261.
  3. Se ovenfor S. 242.
  4. Frekøſund nævnes hos Snorre, Sveggeſund i Olaf den helliges Saga.
  5. Se ovenfor S. 752.
  6. Olaf den helliges Saga, Cap. 233. Snorre (noget vidtløftigere) Cap. 262. Fagrſkinna, Cap. 118. Der anføres Vers, ſaavel af en om Tryggve digtet „Tryggvaflokk“, ſom af de Kvad om Sven, der omtale dette Slag.
  7. Den legendariſke Saga, Cap. 102. Fagrſkinna, Cap. 119, 120.
  8. Om Hertug Robert af Nordmandie, med Tilnavnet Djevelen, hans foregivne Giftermaal med Knuts Syſter, Æſtrid eller Margarete, er der ovenfor talt. (S. 477). Han var en Søn af den ovenfor (S. 482, 509) omtalte Hertug Richard II (1026), Broder til Dronning Emma, og Søn af Richard I. Robert var bleven Hertug da hans ældre Broder Richard III efter to Mars Regjering døde af Gift (1028), hvilket man, neppe uden Føje, tilſkrev den herſkeſyge Robert ſelv. Hvis Robert, hvad ogſaa den næſten ſamtidige Glaber Rodulfus (Bouquet X. 51) bevidner, virkelig var gift med Æſtrid, maa dette ikke, ſom Mag. Adam ſiger, have været førend hun egtede Ulf, men efter dennes Død 1027. Den uſtadige og heftige Robert kan lige fuldt have forſkudt hende, da han kom paa en ſpendt Fod med Knut, og beſluttede at tage ſig af ſine Syſkendebørn, Ædhelreds Sønner, der, ſom vi have ſeet, opholdt ſig i Rouen. Krigen mellem ham og Knut omtales bedſt og omſtændeligſt af Villjam af Jumièges (VII. 10—12), ſaaledes: „Da Ædhelred, forjagen af Sven Danekonge, atter fra Nordmandie, hvorhen han havde flygtet, vendte tilbage til ſit Fædreland, efterlod han ſine Sønner for at opdrages hos deres Morbroder Richard. De levede ſaaledes ved Hertugernes Hof, og Robert viſte dem ſaa megen Ære, at han endog antog dem ſom Brødre. Af Medlidenhed med deres langvarige Landflygtighed, ſendte han Geſandter til Kong Knut med den Hilſen, at han dog nu endelig kunde lade det have Ende med deres Landflygtighed, og at han ſkulde gjengive dem hvad der tilkom dem: i ſaa Fald ſkulde han lønne ham med ſit Venſkab. Men Knut vægrede ſig ved at opfylde Anmodningen, og herover blev Hertugen overmaade vred, ſammenkaldte ſine Vaſaller, og gav ſtrax Befaling til at udruſte en Flaade, der og i Haſt tilvejebragtes fra alle de nordmanniſke Havne, og vel bemandet ſamledes ved Fécamp. Derfra ſatte de Sejl til, men Storm drev Flaaden til Øen Gers eller Sark, hvor den kom i ſtor Fare, og hvor Modvind opholdt dem ſaa længe, at Richard, raſende ærgerlig, opgav Haabet om, denne Gang at komme over, men vendte tilbage til Mont St. Michel, hvorfra han imidlertid bekrigede Bretagne. Nu kom der Geſandter fra Knut, forkyndende, at han var villig til at overlade Halvdelen af England til Ædhelreds Sønner, naar Robert kun vilde ſkjenke ham Fred, da han led af en ſvær Sygdom; og Hertugen opſatte derfor indtil videre et nyt paatænkt Tog til England, men gjorde derimod en Rejſe til det hellige Land, ſom han længe havde haft i Sinde, og hvor han døde (den 22 Juli 1035). Viljam omtaler hiint Tog til England efter at han (Cap. 9) har nævnt Aaret 1034; vel iagttager han ikke Chronologien aldeles nøje, men nogenledes følger han den dog, og omkring 1033 eller 1034 ſynes altſaa Roberts Tog at have fundet Sted. Knuts Tilbud om at dele England var neppe oprigtigt meent, men det viſer dog, i hvilken Knibe han befandt Hø. Ogſaa Viljam af Malmsbury Cap. 10 (Savile S. 73) omtaler Toget. I Chron. Sax., og hos de ældre engelſke Chroniſter omtales det ej.
  9. Olaf den helliges Saga, Cap. 235, Snorre, Cap. 264, Fagrſkinna, Cap. 119. Det er denne, ſom nøjagtigt beſtemmer hiint Thing til Tiden efter Slaget med Tryggve og til Vintrens Begyndelſe.