Det norske Folks Historie/2/87

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 813-829).

Da Einar Thambarskelve strax efter Haakon Jarls Død mindede Kong Knut om det Løfte, han havde givet ham om Jarleværdigheden, svarede Kongen, som vi have seet, at han nu havde besluttet at give sin Søn Sven Kongedømmet i Norge, og allerede sendt Bud til ham desangaaende^[1]. Saaledes forholdt det sig ogsaa. Det havde, som man tydeligt kan see, aldrig været Knuts Hensigt at opfinde de Løfter, han havde givet Høvdingerne i Norge. A Han vilde kun bruge dem som Redskaber til at befæste sin egen Magt og Danevældet. Naar han troede at have opnaaet dette Maal, og ej længer at trænge til deres Tjeneste, vilde han lade Norge bestyre som et Lydrige under Danmark, et Forhold, der, hvor svag end de norske Høvdingers Patriotisme og Nationalstolthed var, dog ikke kunde andet end saare deres Følelser, eftersom der var stor Forskjel paa at lyde Danekongen personligt, og at see hele Riget formeligt underkastet Danmark som Provins. Endog Haakon Jarl maa, trods sin Afhængighed af Knut, have været for meget Nordmand og haft for mange Interesser fælles med Landets Høvdinger, til at han skulde kunne have afgivet noget bekvemt Redskab for Knut til Fremskyndelsen af den Tingenes Orden, han tilsigtede; og alene denne Omstændighed er tilstrækkelig til at forklare, hvorfor Knut, som enkelte fortælle, kaldte Haakon tilbage fra Norge. Han kunde ikke længer bruge ham som Redskab, og derfor var han ham i Vejen. Han vilde have et virkeligt dansk Herredømme i,Norge., og derfor overdrog han Statholderskabet til sin Søn Sven, der fik Kongetitel, eller, da Sven endnu kun var en Dreng, egentlig til en Regjering, bestaaende af Svens Moder, den kloge og herskesyge Ælfgifu, Biskop Sigurd, og flere andre danske Herrer. Ælfgifu, eller, som vore Forfædre udtalte Navnet, Alfiva, var en Datter af Ealdormanden Ælfhelm i Northampton^[2]; hun havde længe været Knuts Frille, og der er endog et Sagn om, at Kong Olaf først skal have elsket hende, men at Knut lokkede hende fra ham, og at dette bidrog meget til at stifte Fiendskab mellem dem. Med Alfiva havde Knut Sønnerne Sven og Harald; men der gaves enkelte, som paastode, at de begge vare understukne, nemlig saaledes, at Alfiva, da hun merkede at hun ingen Børn kunde faa, lod sig hemmeligt bringe Sven, der var en Prests, og Harald, der var en Skomagers, Søn, og indbildte Knut, at hiin havde født dem til Verden. Hvor vidt der var noget sandt heri eller ej, derom vidste man allerede i hine Tider ikke ret Besked^[3]; men saa meget seer man dog heraf, at Alfiva ogsaa af sine Landsmænd i England ansaaes for at være intrigant, herskesyg og samvittighedsløs, siden man tiltroede hende alene for at vedligeholde sin Indflydelse at kunne tillade lig et saa grovt Bedrageri. Siden overdrog Knut, sandsynligviis da han efter Toget til Norge forlod Danmark om Vaaren 1029, Sven Herredømmet over Jomsborg, dog, som man maa formode, under Formynderskab af sin Moder og under Overopsigt af den for omtalte Jarl Harald Thorkellssøn, der tillige, som den egentlige Statholder i Danmark, var Formynder for Hardeknut, og saaledes ganske traadte i Ulf Jarls Sted^[4]. Da Sven fik Knuts Befaling, at han skulde drage til Norge, for at overtage Kongedømmet, gjorde han sig strax rejsefærdig, og drog først over til Danmark, hvor han fik en stor Hær og Flaade. Jarlen og mange andre Høvdinger fulgte med^[5]. Toget gik først til Viken, og derfra videre langs Kysten vestover og nordover. Paa hvert Lagthing blev han, som det synes, uden Modsigelse tagen til Konge. Efter en Beretning skal han paa den Tid, da Stiklestadslaget stod, endnu ikke være kommen længer end til den vestre Deel af Viken; efter en anden skal han allerede være kommen til Viken, da Olaf endnu var i det vestlige Sverige, og dette skal have været Aarsagen, hvorfor Olaf ej tog Vejen til Viken eller Oplandene, men til Throndhjem^[6]. I Viken maa Sven have mødt Erling Skjalgssøns Sønner med den Flaade, de havde under deres Befaling. Sven standsede ikke førend han kom til Nidaros, hvor han blev tagen til Konge som andensteds i Landet^[7]. Altsaa var han nu, i det mindste af Navnet, Konge over hele Norge, og dette havde nu faaet en fuldkommen dansk Regjering.

Herpaa fik Nordmændene ogsaa snart tydelige Beviser, da Kong Sven, som det heder, bragte en Deel nye Love med sig til Landet, der deels vare indrettede efter Lovene i Danmark, deels endnu meget strengere. Disse Love opregnes udtrykkeligt i vore gamle Sagaer, og indeholdt følgende Bestemmelser:

1. Ingen skulde have Ret til at forlade Landet, uden med Kongens Tilladelse. Hvis han uden denne forlod det, skulde hans Ejendomme være forbrudte til Kongen.

2. Enhver, som dræbte en anden, skulde have forbrudt Land og Løsøre.

3. Tilfaldt der utlæg Mand en Arv, skulde den høre Kongen til.

4. Ved Juletid skulde enhver Bonde udrede til Kongen de saakaldte Julegaver, nemlig den saakaldte Røykmæle, d. e. en Mæle Malt af hver Arne, Vinjartodde (Græsgangs-Gave) d. e. et Laar af en treaarsgammel Oxe, og et Spaan Smør; enhver Huusfrue skulde ligeledes i Julegave yde den saakaldte „Rygjarto“, nemlig en Tot uspundet Liin, saa meget som man kunde spende om med Langfingren og Tommelfingren^[8].

5. Bønderne skulde være forpligtede til at –opføre alle de Bygninger, Kongen vilde’have paa sine Gaarde. .

6. Ledingen skulde udredes saaledes, at der for syv Mennesker ældre end fem Aar stilledes een vaabenfør Mand.

7. Enhver, der drog ud paa Havfiskeri, skulde, hvorfra han end roede ud, enten det var fra hans eget eller Kongens Land, betale Kongen Landvarde eller Landslod, nemlig fem Fiske.

8. Ethvert Skib, der sejlede fra Landet, skulde levne Kongen et Rum tvers over Skibet, eller og betale Leje deraf^[9].

9. Enhver, som rejste til Island, hvad enten han var Nordmand eller Islænding, skulde betale Landøre.

Endelig fik, som det heder, de Danske saa meget at sige i Norge, at een enkelt dansk Mands Vidnesbyrd skulde kunne fælde ti Nordmænds.

Hvad man af de vigtigste blandt disse Lovbestemmelser tydeligt kan see, om det end ikke udtrykkeligt omtales, er, at den af Erobringsforholdet efter hine Tiders oldgermaniske Statsret nødvendig følgende Feudalforfatning atter indførtes, eller forsøgtes indført, ligesom i sin Tid af Harald fagre, idet al Grundejendom eller Odel forudsattes at tilhøre Kongen, og de hidtil frie Odelsejere kun bleve kongelige Vasaller, der skyldte ham den samme Lenspligt, som de haandgangne Mænd skyldte deres Herre. Derfor maatte Drab paa en Med-Undersaat, eller Med-Vasall betragtes som Feloni og have Lenets Forbrydelse, hvad enten der var stort eller lidet, til Følge. Derfor kunde Kongen forbyde enhver af sine Undersaatter at forlade Landet uden hans Tilladelse, thi denne Tilladelse maatte haandgangne Mænd altid have, naar de vilde rejse ud af Landet. Af samme Aarsag maatte alle og enhver, der drog ud at fiske, betale Landslod, thi den hele Kyst, og følgelig al Fiskegrund udenfor den, skulde betragtes som Kongens Ejendom. Af samme Aarsag ansaaes vel ogsaa Kongen berettiget til at paalægge hvert Skib, der forlod Landet, en Afgift, thi anderledes er ikke Bestemmelsen om hiint Rum til Kongens Raadighed at forstaa. Der er endnu en Bestemmelse, som Sagaerne ikke anføre, men som man dog kan see har været blandt Svens, nemlig at alt Gods, der opgroves af Jorden, skulde tilhøre Kongen. I vore gamle Love, hvor for øvrigt de fleste ovenfor opregnede Bestemmelser omtales som ophævede af senere Konger, heder det nemlig, at enhver ejer det Gods, der findes i hans Jord^[10]; den Lov, som herved ophævedes, maa saaledes have hjemlet Kongen alt det Gods, som fandtes nedgravet i Jorden, og hvis rette Ejermand ej kunde paavises; og dette var ligeledes en naturlig Følge deraf at Kongen betragtedes som den eneste Odelsmand eller Grundejer i Landet^[11]. I Bestemmelsen om, at Bønderne skulde opføre Kongens Bygninger, gjenkjende vi de danske Hoveri-Forpligtelser; da alle Bønder i Norge nu vare blevne Kongens Bønder, ansaaes Kongen ogsaa berettiget til at paalægge dem denne Byrde^[12]. Julegaverne, i det mindste Græsgangs-Afgiften, vare kun at betragte som Kjendelser fordi man benyttede de kongelige Marker til Agerland, og de kongelige Skove og Fjeldmarker til Græsning for Kvæget. Og Udvidelsen af Landøre-Afgiften stod i den nærmeste Forbindelse med Forbudet mod Afrejse fra Landet uden Tilladelse. . Det var i Grunden en Fornyelse af Harald Haarfagres Landøre-Paabud og Indskrænkningen i Udvandrings-Retten; og det er endog et Spørgsmaal, om ikke egentlig alle de her nærmere omtalte Bestemmelser kun vare Fornyelser af ældre Bestemmelser fra Harald Haarfagres Tid, ligesom den ved dem antydede Tingenes Orden var en Fornyelse af hvad vore Sagaer tillægge Harald Haarfagre, idet de sige at han tilegnede sig al Odel i Landet^[13]. At i det mindste een Bestemmelse, den om Udredelsen af en Mand for hvert 7de Individ over fem Aar, hverken i sig selv kan have været saa haard, eller maaskee endog oprindeligt er udgaaet fra Daneregimentet, maa man slutte deraf, at den ej nævnes blandt dem, der senere bleve ophævede, men endog gjentages som gjeldende i den ældre Gulathingslov, og det rinder den tilsyneladende skærpede Form, at ikke Femaars- men Treaars-Alder-en fastsættes som den, der medførte Optagelse i Mandtallet; dog kun saaledes, at det angivne Forholdstal alene tilkjendegiver den yderste Grændse, hvortil man skulde gaa. Man skulde heraf virkelig formode, at Bestemmelsen allerede har været optagen i det mindste i Haakon den godes Lov^[14].

Bestemmelsen, at een dansk Mands Vidnesbyrd skulde gjelde mere end ti Nordmænds, og som især synes at have oprørt Nordmændene, er, naar man nærmere undersøger den og sammenligner den med lignende Lovbestemmelser i andre Lande, ikke paa langt nær saa odiøs, som den lader. Det er aabenbart, at den ikke angaar andre Tilfælde, end hvor der opstod Slagsmaal mellem de danske, til Kongens Sikkerhed i Norge stationerede, Krigere, og norske Almuesmænd. Man har en aldeles tilsvarende Bestemmelse i den gamle russiske Lovbog eller Pravda, der tillægges Kong Jaroslav. „Hvis en Mand“, i heder det her, „støder til en anden eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde ham tre Grivner (tre Mark Sølv), dersom denne har to Vidner derpaa, men er den Fornærmede en Væring eller Kylving, kommer det kan an paa dennes Ed“^[15]. Denne Forrettighed for Væringerne og Kylvingerne skyldes aabenbart den Omstændighed, at det nærmest var dem, der havde at værne om Kongens Sikkerhed. Den samme Forrettighed maatte den danske Konge i Norge tilstaa sine danske Stridsmænd, hvis han skulde have nogen Nytte af dem. Forrettigheden gjaldt aabenbart kun lige over for Urostiftere og Slagsbrødre, fornemmelig i Byen, og der var vist aldrig Tanke om at anvende det mod Bønderne i Almindelighed, end mindre mod Høvdingerne, ligesom den vel neppe kom andre Daner, end netop Stridsmændene, ikke Kjøbmænd og andre Rejsende til Gode, og heller ikke anvendtes ved Vidnesbyrd i Almindelighed. Og naar der tales om hele ti Nordmænds Vidnesbyrd som ugyldigt lige over for een dansk Mands, da grunder dette sig øjensynligt kun paa den ældgamle Retstalemaade: „Naar een vidner, er det som om ingen vidner, men to som om det var ti“. Men da Tilstedeværelsen af de’danske Stridsmænd, som det tydeligste Beviis paa Landets Undertvingelse, altid maatte være Folket ubehagelig; da de derfor selv ikke kunde andet end være Folket en Torn i Øjnene, og Anledning til Slagsmaal, saaledes og til Forrettighedens Anvendelse, som en Følge deraf ofte maatte opstaa; og da Forrettigheden, hvor ubetydelig den end var, dog altid var en Forrettighed, og følgelig ej alene var krænkende for Landets egne Børn, men og virkelig maatte friste de Danske til at vise Insolens, er det ej at undres over, at den, ved at omhandles blandt Folket, skildredes idet meest forhadte Lys. Da det Tilfælde kunde indtræffe, og vel oftere indtraf, at een dansk Krigers Udsagn blev taget til Følge med Tilsidesættelse af flere Nordmænds, der havde været i Slagsmaal med ham, gik det som Sagn fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, at Sven Alfivesøn havde givet en Lov, der gjorde een dansk Mands Vidnesbyrd gyldigere end ti Nordmænds^[16].

Statsforfatningen var imidlertid bleven aldeles forandret; Bønderne vare atter, som paa Harald Haarfagres Tid, fornedrede fra Odelsmænd til Lejlændinger; enhver følte Trykket af det fremmede Herredømme, og, maa» skee for første Gang, havde Nationen følt det krænkende i at savne sin Selvstændighed. Det var, kan man sige, nødvendigt for Nordmændene at føle dette og gjennemgaa denne Ydmygelse, for at de kunde helbredes fra deres tidligere Ustadighed, og Fylkes-Aristokraterne for deres Uvillighed til at lyde indenlandske Konger. Og Misfornøjelsen var saa meget større, som man følte sig skuffet i de Forhaabninger, Knuts glimrende Løfter havde vakt. Da Lovene kundgjordes, efter hvad man maa antage paa et almindeligt Thing i Throndhjem, maaskee endog paa det samme, hvor Sven hyldedes, hørtes endog lydelig Knurren. De, som ej havde været med i Striden mod Olaf, sagde til Indthrønderne: „See der den Tak og Løn, Knytlingerne give eder fordi I hjalp dem til at stride med Kong Olaf og fælde ham. Man lovede eder Fred og Forbedring i eders Ret; nu have I blot Trældom og Tvang, og dertil Skjændsel og Foragt, som Forrædere“. Men, heder det, det var ikke godt at tale imod, og ingen vovede at sætte sig op mod Kong Sven, især af den Grund, at faa mange havde overladt Kong Knut sine Sønner og nærmeste Frænder som Gisler, og fordi der ej var nogen Høvding til at stille sig i Spidsen. De erkjendte, at de havde baaret sig galt ad, men nu var det for silde.

Da Kong Sven selv endnu var et Barn, eller saa godt som et Barn, tillagde man ej ham„ men hans Moder Alfiva Skylden for alt hvad man klagede over. Det er dog tydeligt nok, at Foranstaltningerne egentlig have gaaet ud fra Kong Knut selv, thi Alfiva eller hendes danske Raadgivere vovede neppe at gjøre saa store Forandringer paa egen Haand. Knut troede vel paa denne Maade bedst at kunne kvæle al Oprørsaand i Norge, og tilvejebringe en fuldkommen Sammensmeltning af Danmark og Norge til et eneste Rige. Men Alfiva og hendes Raadgivere have maaskee gaaet voldsommere frem end nødvendigt, og af de faa Træk, der fortælles om hende, og af det Tilnavn, man gav hende, hin titte, d. e. den mægtige, sees som, at hun personligen maa have optraadt med en Nordmændene modbydelig Myndighed og Stolthed. Vist er det, at man gav hende Skyld for Alt. De fire eller fem Aar, hvori hendes Søn Sven bar Kongenavn i Norge, kaldtes Alfiva-Tiden (Álfifu öld), og sammenlignedes med Dronning Gunnhilds Tid, „den værste, som hidtil havde været i Norge“. „I Alfiva-Tiden“, sagde man, „maatte endog Fiskerne betale Leje af Søen (hermed sigtede man til Paabudet om Landslod); og mange andre uhørte Ting skede nu, af Pengegridskhed“^[17]. „Harmeligt“, heder det paa et andet Sted, „var det at leve under det Regimente, baade med Hensyn til Undertrykkelse, og formedelst Uaar, da Folket levede mere af Kreaturføde end menneskelig Spise“^[18]. Der anføres endog et Vers herom, der tillægges Sighvat Skald, og nok-“ som udtrykker Misfornøjelsen:

Alfivas Old vil sikkert
Ynglingen mindes længe,
da vi Oxe-Mad aade,
ja selv Skav, som Bukke.

Andet man saa, da den ædle
Olaf styrede Landet;
rose sig da kunde hver af
Hjelm og Lade kornfyldt^[19].

Imidlertid erkjendtes det, at den unge Sven selv hverken var slem, grusom eller pengegridsk; han beskrives som en ret smuk Dreng, og synes forresten at have været en ubetydelig Personlighed. Det indrømmes ogsaa, at der for enhver Mands Liv var god Fred: det var kun Ejendomsretten, hvori der skede Indgreb ved Bøder og Paalæg. At der ej forefaldt Ran eller Manddrab, tilskrev man, som der siges, Knuts Magt; men derimod troede man ikke at skylde Alfiva det^[20].

Den nye danske Regjering i Norge, hvis Opgave det var at gjøre Riget fuldstændigt til en Provinds af Danevældet og befæste en fuldkommen Feudalforfatning, var saaledes i højeste Maade upopulær. Det faldt da af m; selv, at man nu end mere erkjendte, hvad man havde haft i Olaf, og at Angeren over at man havde gjort Oprør mod ham blev almindelig. De Dyder og Fortjenester, man ej havde kunnet see hos Olaf, da han levede, dem skattede man efter hans Død. Jo større hans Fortjenester vare, jo haardere man følte sig straffet for Oprøret imod ham, desto mere uforskyldt maatte hans Død forekomme alle og enhver, og desto mere maatte han staa for dem som Troels-Martyr og Helgen. Derfor er det ej at undres over, at der allerede i Løbet af Vintren blev Tale om, at Olaf var en hellig Mand, og om de mange Jertegn, hvorved dette lagdes for Dagen. Man begyndte at gjøre Løfter til ham og paakalde ham i Sygdomstilfeelde, eller for at faa Lykke paa forestaaende Rejser, o. a. d.; og mange troede ogsaa virkelig at spore gode Følger af disse Løfter^[21].

Det maatte være øjensynligt for enhver statsklog Mand, at Troen paa Olafs Hellighed, behørigt næret og understøttet, var det virksomste Middel til at give Oppositionen mod Knytlingevældet Eenhed og Styrke, og bringe den til at vove et bestemt kraftigt Skridt, for at afkaste Aaget. Hvad Fromhed og en øm Samvittighed havde begyndt, fuldendte saaledes i denne Henseende Høvdingerne, idet de grebe hiin Helgentro, og understøttede den paa det ivrigste. Vi ville hermed ikke sige, at ikke ogsaa disse eller i det mindste nogle af dem troede paa Olafs Hellighed. Men om de end troede derpaa, er det dog ikke derfor sagt, at de havde gjort saa meget Væsen deraf, som de virkelig gjorde, hvis ikke politiske Hensigter havde bestemt dem. Fra det danske Parti, ja endog fra Biskoppen selv, fremsattes ogsaa de ivrigste og meest haardnakkede Benegtelser derimod: Beviis nok paa, hvor farlig de danske Regjeringsherrer ansaa den, og hvor vigtig en Rolle Politiken spillede i denne Sag. Den blandt de norske Høvdinger, der først optraadte som en aabenbar Bekjender af Olafs Helligdom, var Einar Thanrbarskelve^[22]. Han var, som vi ovenfor nævnte, kommen hjem til sine Gaarde efter at Krigen var endt, og gjorde sig nu ikke lidet til af, at han ej havde været blandt Kong Olafs Modstandere. Knut havde givet ham saa store Forleninger, at de næsten knade siges at passe for en Jarl; men Einar nøjedes ej med Jarle-Magten, han vilde ogsaa have Jarle-Navnet, som Knut havde lovet ham, og da han ikke fik det, betragtede han sig som skuffet og slet behandlet. Fra nu af lader det til, at han ivrigt har bearbejdet Opinionen til bedste for Olafs Minde og til Skade for de danske Magthavere. Om Sommeren efter, siges der, blev der megen Tale om Kong Olafs Helligdom, og nu lod Meningen langt anderledes om ham. Mange af dem, der havde været hans afsagte Fiender, og ikke i nogen Henseende havde villet anerkjende hans Fortjenester, sandede nu at han var hellig. De, der især havde opegget Gemytterne til Had mod Kongen, bleve nu lagte for Had og ilde omtalte. Sviir en af dem betegnedes især den danske Biskop Sigurd, der blev saa forhadt, at han ikke længer vovede at opholde sig i Norge, men drog til Kong Knut i England. Det havde været et Held for Biskop Sigurd eller de danske Herrer, om de havde kunnet sætte nogen anden Helgen op mod Olaf, eller havde kunnet stifte nogen større gejstlig Institution til Støtte for deres Samvittigheds-Herredømme. Et Forsøg herpaa skal Kong Knut virkelig have gjort, idet han, som det af en troværdig Forfatter berettes, paa Nidarholmen udenfor Nidaros grundede et Benediktiner-Kloster, i hvilket han, hvis det kom ret til Magt, vilde kunne have en ypperlig Planteskole for en dansksindet Gejstlighed. Men denne Stiftelse, for hvilken vel Biskop Sigurd var udseet til Forstander, kom, som man seer, ikke til nogen Fremgang, da den egentlige Oprettelse af Nidarholms eller Munkholmens Kloster først henimod 70 Aar senere fandt Sted ved Sigurd Ullstreng, en Sønnesøn af den strax før Stiklestadslaget faldne Bondehøvding Rut paa Viggen^[23]. Muligt, at allerede denne har haft noget med Stiftelsen at bestille, og at hans Død har lammet dens Fremgang: men i alle Fald maa Biskop Sigurds Fordrivelse have omstyrtet det hele Foretagende. Da han var borte, sendte Thrønderne, eller egentlig, som man seer, Einar Thambarskelve i deres Navn, Bud efter i Biskop Grimkell, der havde opholdt sig paa Oplandene siden han i Svithjod skiltes fra Olaf, da denne rejste til Rusland^[24]. Grimkell begav sig strax afsted, og kom til Einar^[25], der modtog ham paa det venligste. „De talte“, siges der, „mellem sig om mangt og meget, især om de store Begivenheder, der havde fundet Sted i Landet; og de bleve fuldkommen enige i eet og alt“. Med andre Ord, de aftalte fuldstændigt den Fremgangsmaade, der nu skulde anvendes. Grimkell rejste derpaa ind til Been, hvor hele Almuen tog imod ham med aabne Arme. Her magte han nøje efter, hvilke Tegn det var, som skulde have foregaaet med Hensyn til Kong Olaf, og da han var bleven tilstrækkelig underrettet derom, sendte han Bud ind til Stiklestad efter Thorgils og hans Søn Grim. De indfandt sig ufortøvet, og fortalte ham alt hvad de vidste om Sagen, saa vel som hvorledes de havde baaret sig ad med Kongens Lig. Da Biskoppen tilstrækkeligt havde udspurgt dem, sendte han Bud efter Einar Thambarskelve, der strax begav sig til Byen, og i Forening med Biskoppen henvendte sig til Kongen og hans Moder med Begjæring om Tilladelse til at lade Kong Olafs Lig tage op af Jorden. Begjæringen kunde umulig være Alfiva behagelig, men da det vel var vanskeligt at sige Einar Nej, og Grimkell desuden nu efter Sigurds Bortrejse maaskee var den eneste Biskop i Landet, saa at man ikke godt kunde afslaa hans Ønske, gav Kongen sit Samtykke. Der var just mange Folk tilstede i Byen. Grimkell og Einar fik derfor et stort Følge, da de begave sig hen til det Sted, hvor Thorgils og Grim havde jordet Kongens Lig, for at lade Eftergravningen anstille. Det var i Slutningen af Juli Maaned, altsaa omtrent 11 Maaneder efter at Liget var nedgravet^[26]. Kisten fandtes strax, thi den var næsten kommen op af Jorden, deels, som man maa formode, fordi Graven i den Hast, hvormed den opkastedes, neppe kan have været synderligt dyb, deels vel ogsaa fordi den Sandjord, der dækkede Kisten, ved Snesmeltningen om Vaaren, og ved Regn tildeels var bortskyllet. Mange af de Tilstedeværende, fornemmelig Presterne, raadede nu til at man atter skulde lade Kisten nedgrave ved Klemenskirken, altsaa i indviet Jord, for at see om den anden Gang vilde hæve sig op af Jorden. Biskoppen samtykkede deri; Kisten blev nedgraven, og, siges der, 9 Dage efter, da man igjen opgrov den, fandtes den virkelig næsten kommen op af sig selv, derhos havde den aldeles frisk Trælugt som om den var nyhøvlet. Da gik Biskoppen til, og lod Kisten lukke op; der udstrømmede en herlig Vellugt af den, og da han blottede Kongens Ansigt, befandtes det aldeles ikke forandret; Kinderne vare endnu røde, som om han nys var sovnet ind. Og de, som havde seet Olaf da han faldt, paastode at hans Haar og Negle havde voxet, som om han havde været levende den hele Tid. Alt dette, som vist nok kan finde sin rimelige Forklaring, og hvis rette Sammenhæng vi uden f Vanskelighed kunne gjennemskue, betragtede den tilstedeværende Mængde som et Under, og som det bedste Beviis paa Olafs Hellighed. Men Alfiva var vantro, og søgte, saa længe det var muligt, at bortforklare alt, hvad der 7 syntes underbart ved Sagen. Hun, Kong Sven og alle de tilstedeværende Høvdinger gik hen for at betragte Olafs Lig. Da Alfiva havde seet det, sagde hun: „Lig, der ligge i Sand, holde sig altid overmaade længe, førend de raadne; anderledes vilde det have været, om det havde ligget i Muldjord“. Biskoppen klippede nu noget af Ligets Hovedhaar og af det lange Mundskjeg, som Olaf efter den Tids Skik og Brug havde baaret; „saa langt“, sagde han til Kongen og Alfiva, „bar Olaf sit Haar og Skjeg, da han faldt; hvad I her see afklippet, er voxet efter hans Død“: „Vi have ofte“, svarede Alfiva, „seet Haaret heelt og uskadt paa Folk, der havde ligget længer i Jorden end denne Mand, men dersom det heller ikke brænder i Ilden, skal jeg erkjende det som Hellighedstegn“. Biskoppen lod sig bringe Ild i et Fyrfad, velsignede den og lagde Røgelse derover, siden lagde han det afklippede Haar ovenpaa; da Røgelsen var brændt, tog han Haaret op: det var ufortæret. Net fordrede Alfiva at Forsøget skulde anstilles med uindviet Ild, „thi“, sagde hun, „kyndige Mænd kunne ofte indvie Ild saaledes at den ingen Skade gjør“. Da bad Einar hende tie, og sagde: „jeg ved nok, hvem der bedst fortjente at lægges i Ilden, det er du selv“. Hun svarede: „Diger er din Hals, Einar, men jeg har nok ogsaa seet slige Fiske som dig løbe i Nettet“. „Min Hals er just ikke saa diger“, svarede Einar, „men dersom mange slige som jeg løbe i Nettet, ville nok ikke dine Master taale det^[27]“. Da fandt hun det raadeligst at tie. Og nu blev der efter Biskoppens Erklæring^[28], hvori ogsaa Kongen ej vovede andet end at samtykke, og efter hele den forsamlede Mængdes Dom, vedtaget og erkjendt, at Kong Olaf var en sand Helgen (3die August 1031). Hans Lig blev baaret ind i Klemenskirken, og opstillet paa et dertil indrettet Sted over Højalteret. Kisten indsvøbtes i Pell, og der blev tjeldet over den med Purpurklæde. Og strax, heder det, skede der mange Jertegn ved Olafs Helligdom^[29]. Olafs Helligdom var anerkjendt, og som det heder, dømt; men alene af Folket. Den blev ikke nogensinde formelig bekræftet af Paven, og nogen udtrykkelig Kanonisation fandt saaledes ikke Sted. Men stiltiende skede den derved, at hans Navn optoges i Martyrologierne og Kalendarierne, og der var ikke mange Aar forløbne efter hans Død, førend Troen paa hans Hellighed var udbredt i den hele nordlige Deel af Europa. Hvor ubetinget man allerede strax efter den højtidelige Erkjendelsesakt troede paa den i Norge, viser den Omstændighed, at endog Kong Knuts lovtalende Hofskald og Smigrer, den før omtalte Thorarin Lovtunga, i et Digt, han forfattede til Kong Svens Ære, da Uaaret herskede, ikke tog i Betænkning, at omtale Kong Olafs Hellighed og anbefale Kongen at ty til hans Forbøn, paa en Maade, der røber den inderligste Overbeviisning og aldeles ikke den ringeste Tanke om, at Kongen derved i nogen Henseende skulde føle sig saaret. Efter at have nævnt.om Svens Tog fra Danmark, siger han: „Nu har Thjodkongen (Sven) beredet sig sit Sæde i Throndhjem; der vil han, den gavmilde Baugebryder, stedse bygge og bo; der hvor Olaf forhen boede, førend han steg til Himmerige; der hvor han, som alle vide, blev kirkesat. Haralds Søn (Olaf) havde allerede med ivrig Hu bestemt sig for Himlen, førend han, den ædleste Konge, Christi Yndling, endte sit Liv. Der ligger den lovsæle Fyrste med sit Legeme aldeles heelt, faa at der endog voxer Haar og Negle paa ham, som paa en Levende; der ringe Klokkerne af sig selv over hans Kiste; hver Dag hører Folket Klokkeklangen over Kongen. Der brænde Kjerter, Christo behagelige, ovenfor, over Alteret;saaledes har Olaf selv fri for Synd, før sin Død sørget for sin Sjæl. Der hvor selve den hellige Konge er, faar hver Krøbling sin Helbred; Blinde faa deres Syn, og Stumme deres Mæle. Bed du – her henvender Digteren sig til Sven – Olaf, at han vil unde dig sit Land, thi han er Guds Mand; han skaffer alle et godt Aar og Fred fra Gud selv, naar du kan frembærer dine Bønner for Ordets Tjener^[30]“. Saadan Ros over Olaf og saadan Opfordring havde Hofskalden ej vovet at fremsætte til Kong Sven, dersom ikke denne selv og alle hans Omgivelser i det mindste tilsyneladende lagde den meest ubetingede Tro paa Olafs Hellighed for Dagen. Ogsaa Sighvat Skald omtaler i et Vers, hvorledes Haaret voxede paa Olafs Lig, og nævner om at en Valdemar, – man maa antage at det har været Vladimir, Jaroslavs Søn, der af sin Fader havde faaet Novgorod at bestyre – blev helbredet ved Olafs Haar^[31]. Thore Hund, som selv var en af de første blandt Høvdingerne, der erkjendte Olafs Helligdom, og som fortalte at det Saar, Kongen havde givet ham i Haanden, strax blev helbredet af Olafs Blod, da han efter Slagets Ende lagde hans Lig til Rette, gjorde, som man tydeligt kan see, af Samvittighedsnag, en Rejse til Jerusalem, hvorfra han ikke kom tilbage: det fortælles, at han lagde Vejen om England, og berettede Kong Knut, hvorledes Sagerne nu stode; at Knut vel blev meget ilde tilmode ved at høre det, men at han desuagtet lovede at ville give Penge til Olafs Skriin, og ikke herefter at komme til Norge^[32]. Endnu i de første ti Aar efter Olafs Død gav Nordmændenes Biskop Duncan i Dublin til den af ham og Kong Sigtrygg opførte Christkirke i denne Sted blandt flere Relikvier ogsaa Stykker af St. Olafs Klæder^[33]; og Magister Adam af Bremen siger om St. Olaf allerede ved 1075, kun 45 Aar efter hans Død: „Hans Lig er med al passende Hæder begravet i en stor Stad i hans Rige, i Throndhjem; der værdiges den Dag i Dag Herren ved flere Jertegn og Helbredelser, der skee ved hans Lig, at tilkjendegive hvor store hans Fortjenester agtes i Himlen, siden han saaledes forherliges paa Jorden. Han herskede i tolv Aar^[34]; hans Festdag holdtes den 29 Juli, og fejres baade af Nordmænd, Sviar, Gauter, Samlændinger, Daner og Slaver (Vender) som en staaende Fest^[35]“. Hans Hellighed omtales i engelske Krøniker neppe tyve Aar efter hans Død^[36]; og hans Martyrdom saavel af engelske, som nordmanniske Skribenter fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede^[37]. Der indviedes Kirker til hans Ære ej alene i Norge, men ogsaa i Sverige og Danmark, i England (hvor der, som bekjendt, endnu findes Kirker, kaldte St. Olafs Kirker, endog i London); hans Relikvier fremvistes paa forskjellige Steder udenfor Norge, og til hans Helligdom kom der Pilegrime i Mængdeviis, endog fra de fjernere Egne i Europa, hvilke alle bragte rige Gaver, saa at der paa denne Maade indsamledes store Skatte, der kunde anvendes til at udstyre hans Skriin og hele hans Helligdom paa det prægtigste. Den Tanke maatte snart opstaa, at opbevare hans Levninger i en egen Kirke, der udelukkende tilhørte den ham hengivne Gejstlighed, og ikke i Klemenskirken, der mere var at betragte som et kongeligt Kapel, og siden blev Sognekirke i Byen. Intet Sted kunde dertil være mere passende, end det, hvor han havde ligget i Jorden, saa meget mere som der ganske i dets Nærhed fremvældede en herlig Kilde, i hvis Vand mange troede at finde helbredende Kraft^[38]. Kilden blev forsynet med den nødvendige Ombygning, og omhyggeligt bevogtet; og paa det Sted, hvor Liget selv havde ligget, opførtes et Kapel, saaledes at Alteret kom til at staa lige over Gravstedet. Det siges ej, naar dette skede, men det synes at være Sagaens Mening at henføre det Kong Svens Regjeringstid^[39], og det lader endog til, at det er dette Kapel, hvortil Skalden Thorarin sigter, naar han siger at dets Klokker ringe af sig selv over hans Skriin^[40]. Her maa det da have været, hvor Biskoppen, som det heder, bevogtede Olafs Helligdom, og klippede hans Haar og Negle^[41]. Her var altsaa nu“Norges Nationalhelligdom, thi Olaf blev i Ordets egentligste Forstand Norges National- og Skytshelgen. Til ham gjorde Nordmændene fortrinsviis Løfter og Bønner, naar de vare i Fare, eller ønskede at sikre sig Held paa deres Foretagender. Endog de norske Væringer i Constantinopel tyede til ham, paakaldte hans Hjelp, og troede i Slagtumlen at see ham ride i Spidsen for dem paa sin hvide Ganger^[42]; hans Sverd Hneite, der paa en vidunderlig Maade skal have været opdaget paa set af Væringernes Krigstog, opbevaredes deri deres Kirke, som var helliget St. Maria og Olaf i Forening^[43]. Og i taknemlig Erkjendelse af hvad de skyldte Olaf tænkte Nordmændene sig fra den Tid under Benævnelsen „St. Olafs Lov“ Indgrebet af alt, hvad der værnede om Christendommen, og sikrede deres Frihed, Nationalselvstændighed og hele deres private og offentlige Ret^[44]. Alt hvad der vedkom Olaf fik Hellighedens Stempel. Og det Legitimitetens Præg, som hverken Harald Haarfagres Magt og Krigerhæder, eller Haakon den godes fredelige Sysler, eller Olaf Trygvessøns Ridderlighed og glimrende Talenter, havde kunnet give Ynglingestammen i Norge, det blev den.nu til Deel ved St. Olafs Helgenglands.

1. Se ovenfor S. 772.
2. Hos Florents af Worcester, der omtaler hendes Herkomst (Monum. hist. Br. I. 597), kaldes hun filia Alfhelmi ducis et nobilis matronæ Wulfrunæ. Han kalder hende tillige Northamtunensis og Hamtunensis. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253, saa vel som Knytlinga Saga, Cap. 17 kalde hendes Fader Alfrun Jarl, hvilket synes at være en Sammenstøbning af Faderens og Moderens Navne.
3. Saaledes Florents, l. c., hvor Beretningen anføres, dog med det Tillæg, at han lader dens Troværdighed slaa derhen. Men allerede den ældste med Knut næsten samtidige, Kodex af Chron. Sax. siger ved 1085 om Harald, at han „sagde, han var en Søn af Knut og den anden Ælfgifu (Dronning Emma kaldtes ligeledes Ælfgifu), men at det ej var sandt“. Den taler ikke om Sven, men naar Rygtet først var der om Harald, maa det ogsaa have existeret om den anden Broder. Det fortælles ogsaa baade om Harald og Sven af Radulf de Diceto, hos Twysden S. 470. Knytlinge Saga, Cap. 17 og Sønnen Saga, Cap. 52, gjøre Harald til en Søn af Knuts Hustru Emma.
4. Se ovenfor S. 766. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre Cap. 253. At Harald Jarl virkelig havde Overopsigt saa vel over Sven som over Hardeknut, synes at maatte sluttes deraf at han ledsagede Sven til Norge, og tillige fordi Jom ej kunde ansees som noget selvstændigt Len, men alene som en Provins under Danmark, hvor Harald var Overstatholder. Da det heder at Knur ved sin Rejse til England 1029, havde giver Harald Jarldom i Danmark, er det rimeligt, at det var ved samme Lejlighed, Sven udnævntes til Herre i Jomsborg.
5. Skalden Thororm Lovtunga, der selv, som det synes, var med, og siden digtede et Kvad til Svens Ære, siger i dette udtrykkeligt, at Danerne gjorde en herlig Ferd med Kongesønnen, at først og fremst Jarlen og derhos mange andre, den ene bedre end den anden, fulgte ham. (Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253). Verset anføres og i Fagrskinna, Cap. 110, hvor dog „Jarlen“ urigtigt forklares ved Ulf Jarl, fordi Harald, der beklædte hans Plads, er forvexlet med ham.
6. Thjodrek Munk, Cap. 19. Det er imidlertid meget muligt, ja endog sandsynligt, at Thjodrek selv har gjort denne Kombination, og at han intet andet har haft for sig, end Sagaens simple Ord, at Sven allerførst kom til Viken.
7. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 224.
8. Benævnelsen „reykmæli“ forekommer ikke i Sagaen, men kun i Frostathingsloven XVI. 1, 2, 3. I den legendariske Sagn, Cap. 77 slaar der, at den skulde ydes for hvert nef, hvilket øjensynligt er en Fejl, da Afgiften ellers havde været for overdreven stor: Navnet reykmæli viser desuden at den staar i Forbindelse med Arnen. Benævnelsen „Julegaver“ forekommer i den ældre Gulathingslov Cap. 144. Ordet vinjartoddi skrives saaledes i den legendariske Olafssaga, hvor slige Navne i det hele taget skrives rigtigt. Det er da sammensat af det ældgamle, ellers kun i Stedsnavne brugelige Ord, vin, Gen. vinjar, Pl. vinjar, der endnu forekommer i mange Stedsnavne som „Vin“ eller „Ven“, eller i Plur. Form „Vinje“, eller sammensatte som, Björgvin, (Bergen) Leikvin (Lekve), Töðvin (Tøjen) osv.; det forekommer i Gotisk under Formen vinja, og betegner der „Græsgang“. Toddi oversættes i et ældgammelt Glossarium med det latinske frustllum, d. e. Lækkerbisken, Sending af delikat Spise. I de øvrige Sagahaandskrifter findes Sammensætningen skrevet vinartoddi, hvilket maatte oversættes „Venne-Sending“, men er neppe rigtigt, og grunder sig vistnok kun derpaa, at Formen vinjar allerede har været Afskriverne uforstaaelig. Formen vinjar forekommer og i den gamle Frostathings Lov XVI. 2; dog staar der ikke vinjartoddi, men vinjarsponn; og i XVI. 3 staar synjarsponn. Her maa man antage, at der oprindelig har staaet vinjartoddi ok smjorsponn, men at en skjødesløs eller ukyndig Afskriver har læst baade vinjar og smjor, der maaskee endog har været skrevet smiar, som sinjar, gsynjar, hvilket han har antaget at være det rette, og derfor udeladt det mellemkommende toddi ok som urigtigt. Muligt og, at Udeladelsen har været tilfældig, og at Formen synjar er opstaaet ved et senere Afskriverforsøg paa at konjekturere en Rettelse. Rýgjartó er den Form, der forekommer i den ældre Frostathings Lov, og i den legendariske Saga; ellers skrives rukkjartó, rykkjartó, hvilket ligeledes synes at vare et Forsøg paa at forklare det ellers obsolete rýgjar (Gen. af rýgr, Kvinde); medens rukkjar er Gen. af rukkr, Rok. I den ældre Frostathings Lov forekommer blandt disse Julegaver ogsaa en, kaldet afráð, men hvori den bestod, vides ej.
9. I Sagaerne staar der deels at Skibet skulde „lade,“ (hlaða d. e. lade, fragte, ikke láta), deels at det skulde „gjelde“ (gjalda d. e. betale) Kongen et Rum tvers over Skibet; Paabudet kaldes i den ældre Frostathings Lov skipleigur, hvoraf man kan see, at det egentlig kun reducerede sig til en vis Afgift af hvert Skib, og neppe nogensinde opfyldtes bogstaveligt.
10. I den ældre Gulathings Lov, Cap. 148 staar: „Det Gods skal enhver have, som man) finder i sin Jord, skjønt en anden opgraver det“; og i Frostathings Lov XVI. i: „Jordgravet Gods ejer den som finder det, men Landsdrotten Landnam af den, der grov uden hans Tilladelse“. Ved at sammenholde begge disse Lovsteder sees det, at „finder“ her ej tages i den bogstavelige Betydning af „selv at opdage“; Meningen med at Ejeren „finder“, er kun, at Godset „findes i hans Ejendom“; thi den egentlige, bogstavelige Finder er jo Opgraveren. Kun for det Tilfælde at denne grov med Ejerens Samtykke, tilfaldt Godset ham; ellers maatte han betale Landnam og endda give Slip paa det Fundne.
11. Hvorledes Bestemmelsen omtrent lød, sees af Harald Sigurdssøns Saga Cap. 59, hvor Harald siger: „det er Lov i Landet, at Kongen kan tilegne sig det Gods, der findes i Jorden“; hvortil Einar Thambarskelve svarer: „ja vist, naar man ej veed hvo der har ejet det, men ikke i nærværende Tilfælde, hvor min Søns og hans Moders Arveret dertil kan bevises“.
12. Derfor heder det og særdeles oplysende hos den danske Chronist Sven Aagessøn, hvor han omtaler Opførelsen af Danevirke ved Dronning Thores Foranstaltning (Cap. 3): „her fik alle Befaling til med egne Hænder at opføre en vældig Muur, som snarest muligt skulde rejses … Ingen kunde unddrage sig Arbejdet; Unge, Gamle, Halvvoxne, kort Alle, der enten ikke var spade Børn eller udlevede Smage, maatte tage Haand i med. Ingen turde heller undslaa sig for at adlyde, thi alle og enhver, baade Rige og Fattige, vare forpligtede til at gjøre Hoveri ved hendes Tigre og Landgaarde (ut omnes divites et pauperes ejus agris et prædiis culturam tamquam coloni impenderent). Thi hele Statsindretningen paa de Tider var saadan, at Landsherren besad al Rigets Jord med Ejendom“. Jvfr. Knytl. S. Cap. 28.
13. Se herom ovenfor, 1ste B. S. 466, 468, 571.
14. Se ældre Gulathings Lov, Cap. 297: „Ved fuld Almenning skal der udredes en Mand for hver syvende Næse“, sammenholdt med Cap. 296: „Enhver skal regne i Mandtallet med sig alle de Børn, som have oplevet tre Julenætter“. Dog tilføjes det i Cap. 297: „Men om vi have bedre Mandtal, da skulle alle nyde det; og af dette Mandtal skulle vi udrede saa mange Skibe af hvert Fylke som vi ere blevne enige om med vor Konge“. Da der nu tillige findes en Bestemmelse om, hvor mange Skibe der skulde udredes af hvert Fylke, og tillige hvor store disse Skibe skulde være (f. Ex. Tyvesesser, Tredivesesser o. s. v.), hvorved ogsaa Besætningens Størrelse paa en vis Maade var bestemt, er Meningen af hiint Cap. aabenbart den, at, om det var nødvendigt for Tilvejebringelsen af den foreskrevne Besætning, at der for hvert 7de treaarsgammøtt Individ stilledes een Mand, maatte det skee, men var Befolkningen større, slap man med en lempeligere Proportion; og at Forholdet 7 : 1 saaledes kun antydes som Maximum.
15. Evers, das älteste Recht der Russen, S. 267, 268.
16. Paa anden Maade, end den her fremsatte, lader denne foregivne Bestemmelse sig neppe forklare. Saaledes, som den efter Ordene lyder, staar den som en fuldstændig Umulighed. Hvor er det tænkeligt, at den danske Regjering, om den end var nok saa overmodig, skulde kunne have vovet at ville erklære enhver Nordmands, altsaa endog en Einar Thambarskelves eller Kalf Arnessøns Vidnesbyrd for mindre end en Tiendedeel gyldigt i Sammenligning med hvilkensomhelst Danes? Det havde været at give Tegn til aabenbart Oprør, og det laa ikke engang i Tidens, end mindre i de germaniske Folks iland. Sagaen, der fremstiller det Hele fra et norskt nationalt Standpunkt, og saaledes aabenbart afspejler den Indignation, som i den almindelige Folketale gav sig Luft, har derfor ogsaa, som slig Folketale plejer, grebet og fastholdt den meest forhadte Side ved Sagen, og egentlig omtalt en blot Mulighed som fuldkommen Virkelighed.
17. Fagrskinna, Cap. 110, 111.
18. Ágrip, Cap. 26. Den legend. Olafssaga, Cap. 101. Det maa ellers, hvad denne sidste angaar, bemerkes, at den synes urigtigt at lade Sven Knutssøn tiltræde Regjeringen allerede i Mellemtiden mellem Olafs Rejse fra Norge og hans Tilbagekomst, og allerede her ved denne Anledning anfører hans Love. Dog er det muligt, at denne Anachronisme ikke egentlig har været tilsigtet, men at den kun er en Følge af den Forvirring i Chronologien, hvoraf denne Saga overhoved lider.
19. Ágrip l. c. Den legend. Saga, Cap. 101. Flatøbogen i Fornm. S. V. 250.
20. Fagrskinna, Cap. 111.
21. Olaf den hell. Saga, Cap. 224. Snorre, Cap. 255.
22. Olaf den hell. Saga, Cap. 225. Snorre, Cap. 255.
23. Matthæus Paris, der selv i Midten af det 12te Aarhundrede var i Norge for at reformere Munkholmens Kloster, og derfor havde den bedste Anledning til at lære Stiftelsens Oprindelse at kjende, fortæller udtrykkeligt at Knut stiftede Klosteret paa Holmen ved Nidaros. (Math. Paris ed. Watts, S. 505, 506.) Bromton (Twysden S. 912, 913) siger ligeledes at Knut efter sin Tilbagekomst fra Rom stiftede to Benediktinerklostre, et i Norge og et i England. Om Sigurd Ullstrengs Stiftelse se Magnus Barfods Saga, Cap. 10; Thjodrek, Cap. 31.
24. Se herom ovenfor, S. 764.
25. Einar boede, som man maa formode, fremdeles paa Huseby i Skaun eller Børgseskougn.
26. Da det nedenfor nævnes, at Kisten anden Gang laa i Jorden 9 Dage, og den da følgende Optagelse og højtidelige Skriinlægning fandt Sted den 3die August, maa følgelig den første Optagelse have fundet Sted 9 Dage forud, altsaa den 25de Juli. Ved Angivelsen af denne Dag har ellers den legend. Sagas Forfatter begaaet en Uagtsomhedsfejl. Først staar der: „Olafs Lig laa i Jorden 2 Halvaar og fem Dage; da var hans Legeme kommet op af Jorden“. Da Olafs Dødsdag i denne Saga, som i de øvrige, regnes til 29de Juli, henfører den altsaa den første Opgravning til den 3die August, eller rettere man seer at det maa være Sagaskriverens Mening, skjønt Liget strengt taget ej kunde siges at ligge i Jorden lige fra Dødsdagen. Men siden heder det at Kisten atter blev nedgraven, laa i Jorden i 9 Dage, og blev anden Gang optagen paa St. Stephans Findingsdag, d. e. inventio Stephani, ligeledes 3die August. En af Angivelserne maa saaledes være urigtig. Da nu ogsaa den hist. Saga henfører den anden Optagelse af Liget til 12 Maaneder og fem Dage efter Kongens Død (fremdeles henført til 29de Juli) bliver den første Optagelse rettest at henføre til 25de Juli. Forvirringen i den legend. Saga er rimeligviis opstaaet derved, at den 3die August, der i de norske Kalendarier kaldes „Translatio Olavi“, stundom, og mindre nøjagtigt kaldes „Inventio Stephani et Olavi“, som om Dagen ogsaa for Olaf var Gjenfindelsesdagen, ikke Flytningsdagen. Enkelte Kalendarier have vel og slet og ret „Inventio“, men Breviarium Nidrosiense, der her er meest at stole paa (Langebek Scr. rer. Dan. II. 548) har „Translatio“. Beretningen om Prøve-Begravelsen staar ellers omstændeligere og tydeligere fortalt i den legendariske Saga, end i den historiske.
27. Samtalen mellem Einar og Alfiva staar i den historiske Saga kun korteligt berørt saaledes, at Einar „brugte mange haarde Ord mod hende“. Den legend. Saga meddeler den fuldstændigt.
28. Fagrskinna, Cap. 110 nævner her, vistnok kun ved en Skjødesløshedsfejl, Sigurd i Stedet for Grimkell.
29. Olaf den hell. Saga, Cap. 227, 228. Snorre, Cap. 257, 258. Den legend. Saga, Cap. 100, 101. Thjodrek, Cap. 20. Ogsaa han angiver Optagelsen af Jorden og Overflytningen til den 3die August.
30. Olaf den helliges Saga, Cap. 229, Snorre, Cap. 259. Om Thorarin og dette Digt, kaldet Glælognskviða, se ovenfor S. 814, 815.
31. Olaf den helliges Saga og Snorre, sammesteds. Der staar: „jeg lyver, hvis ikke Olaf har Negle, ligesom levende; jeg priser især i mit Digt at Kongens Haar voxer. Haarvæxten vedbliver endnu hos den, der efterlod sin opvoxende Søn i Garde; Valdemar fik Skadebod fra den lyse Isse (nemlig fra Olafs Lokker)“. Sammenstillingen af Magnus Olafssøn i Garde og Valdemar tyder hen paa at denne gjennem Magnus har faaet noget af Olafs Haar til sin Helbredelse. I Nestors Annaler heder det ved 1034–36, at Jaroslav satte sin Søn Vladimir til Statholder der. Denne Vladimir synes det, som om Sighvat i sit Vers har meent med „Valdemar“. For øvrigt navne de russiske Annaler ej om nogen slig Helbredelse.
32. Olaf den helliges Saga, Cap. 239. Snorre, Magnus den godes Saga,Cap. 12. Flatøbogen (Fornm. S. V. 207, 208) fortæller om Thores Besøg hos Knut. Besøget og Indholdet af deres Samtale, som den angives er ingenlunde usandsynligt. Aarsagen, hvorfor Knut blev ilde tilmode, angives for øvrigt at være den, at han selv havde ventet at blive en Helgen.
33. Worsaae, Minder af Nordm. S. 425.
34. Nemlig 1016; 1029 og 1030 fraregnede.
35. Mag. Adam, II. 60.
36. Saaledes i den ældste Kodex af Chron. Sax. med en Haand fra c. 1046.
37. Nemlig af Florents af Worcester og Villjam af Jumièges.
38. Olaf den helliges Saga, Cap. 229, Snorre, Cap. 259.
39. At Kapellet opførtes paa Svens Tid, synes rimeligt, først deraf at Sagaen omtaler Kildens Opkomst og dets Opførelse strax efter at have omtalt Ligets Translation, og under Svens Historie, uden for øvrigt nærmere at angive noget Tidspunkt, men derimod omtalende senere Bygningsarbejder paa Stedet; dernæst fordi det i sig selv var rimeligt, at Grimkell ej kunde ansee Klemenskirken, der laa saa nær ved Kongsgaarden, før et saa sikkert Opbevaringssted før Liget, som det i hiin Tid afsidesstaaende Kapel øverst ved Elven.
40. Thorarins Vers anføres nemlig efter at Kapellets Opførelse er omtalt. For Resten siges det ikke udtrykkeligt, at Liget flyttedes ind i Kapellet. Men hvis Thorarins Vers sigter til dette, maa Flytningen være skeet, førend han digtede det. Det heder ogsaa i Fagrskinna, Cap. 181, saa vel som i Flatøbogen, at Magnus, Olafs Søn, begroves i Christkirken, det vil da sige i den Kirke, i hvis Sted Christkirken siden byggedes, og det var netop hiint Kapel.
41. Siden, indtil Olaf Kyrre opførte Christkirken, bevogtedes, som man seer, Olafs Helligdom af Kongerne: et Tegn mere paa, at Kong Sven ikke bevogtede den, eller at Grimkell fandt det fornødent at have den for sig selv.
42. Se herom den legendariske Saga, Cap. 105. Homilikodex S. 112. Olaf den helliges Saga, Cap. 250. Einar Skulessøns Vers i Geisli, Legenden hos Langebek Scr. rer. Dan. II. 535, 539, 544, 551. Mere herom nedenfor, hvor der he? Harald Sigurdssøns Bedrifter i Constantinopel.
43. Olaf den helliges Saga, Cap. 230.
44. Se f. Ex. Indledningen til den ældre Frostathings Lov. Paa Orknø og Hjaltland tales endnu om St. Olafs Lov som den gamle, der egentlig burde gjelde, og skulde sikre Indbyggerne deres Rettigheder. Se Hibberts Beskrivning over Shetland, S. 275.