Det norske Folks Historie/2/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Einar Thambarſkelve ſtrax efter Haakon Jarls Død mindede Kong Knut om det Løfte, han havde givet ham om Jarleværdigheden, ſvarede Kongen, ſom vi have ſeet, at han nu havde beſluttet at give ſin Søn Sven Kongedømmet i Norge, og allerede ſendt Bud til ham desangaaende[1]. Saaledes forholdt det ſig ogſaa. Det havde, ſom man tydeligt kan ſee, aldrig været Knuts Henſigt at opfinde de Løfter, han havde givet Høvdingerne i Norge. A Han vilde kun bruge dem ſom Redſkaber til at befæſte ſin egen Magt og Danevældet. Naar han troede at have opnaaet dette Maal, og ej længer at trænge til deres Tjeneſte, vilde han lade Norge beſtyre ſom et Lydrige under Danmark, et Forhold, der, hvor ſvag end de norſke Høvdingers Patriotisme og Nationalſtolthed var, dog ikke kunde andet end ſaare deres Følelſer, efterſom der var ſtor Forſkjel paa at lyde Danekongen perſonligt, og at ſee hele Riget formeligt underkaſtet Danmark ſom Provins. Endog Haakon Jarl maa, trods ſin Afhængighed af Knut, have været for meget Nordmand og haft for mange Interesſer fælles med Landets Høvdinger, til at han ſkulde kunne have afgivet noget bekvemt Redſkab for Knut til Fremſkyndelſen af den Tingenes Orden, han tilſigtede; og alene denne Omſtændighed er tilſtrækkelig til at forklare, hvorfor Knut, ſom enkelte fortælle, kaldte Haakon tilbage fra Norge. Han kunde ikke længer bruge ham ſom Redſkab, og derfor var han ham i Vejen. Han vilde have et virkeligt danſk Herredømme i,Norge., og derfor overdrog han Statholderſkabet til ſin Søn Sven, der fik Kongetitel, eller, da Sven endnu kun var en Dreng, egentlig til en Regjering, beſtaaende af Svens Moder, den kloge og herſkeſyge Ælfgifu, Biſkop Sigurd, og flere andre danſke Herrer. Ælfgifu, eller, ſom vore Forfædre udtalte Navnet, Alfiva, var en Datter af Ealdormanden Ælfhelm i Northampton[2]; hun havde længe været Knuts Frille, og der er endog et Sagn om, at Kong Olaf førſt ſkal have elſket hende, men at Knut lokkede hende fra ham, og at dette bidrog meget til at ſtifte Fiendſkab mellem dem. Med Alfiva havde Knut Sønnerne Sven og Harald; men der gaves enkelte, ſom paaſtode, at de begge vare underſtukne, nemlig ſaaledes, at Alfiva, da hun merkede at hun ingen Børn kunde faa, lod ſig hemmeligt bringe Sven, der var en Preſts, og Harald, der var en Skomagers, Søn, og indbildte Knut, at hiin havde født dem til Verden. Hvor vidt der var noget ſandt heri eller ej, derom vidſte man allerede i hine Tider ikke ret Beſked[3]; men ſaa meget ſeer man dog heraf, at Alfiva ogſaa af ſine Landsmænd i England anſaaes for at være intrigant, herſkeſyg og ſamvittighedsløs, ſiden man tiltroede hende alene for at vedligeholde ſin Indflydelſe at kunne tillade lig et ſaa grovt Bedrageri. Siden overdrog Knut, ſandſynligviis da han efter Toget til Norge forlod Danmark om Vaaren 1029, Sven Herredømmet over Jomsborg, dog, ſom man maa formode, under Formynderſkab af ſin Moder og under Overopſigt af den for omtalte Jarl Harald Thorkellsſøn, der tillige, ſom den egentlige Statholder i Danmark, var Formynder for Hardeknut, og ſaaledes ganſke traadte i Ulf Jarls Sted[4]. Da Sven fik Knuts Befaling, at han ſkulde drage til Norge, for at overtage Kongedømmet, gjorde han ſig ſtrax rejſefærdig, og drog førſt over til Danmark, hvor han fik en ſtor Hær og Flaade. Jarlen og mange andre Høvdinger fulgte med[5]. Toget gik førſt til Viken, og derfra videre langs Kyſten veſtover og nordover. Paa hvert Lagthing blev han, ſom det ſynes, uden Modſigelſe tagen til Konge. Efter en Beretning ſkal han paa den Tid, da Stikleſtadſlaget ſtod, endnu ikke være kommen længer end til den veſtre Deel af Viken; efter en anden ſkal han allerede være kommen til Viken, da Olaf endnu var i det veſtlige Sverige, og dette ſkal have været Aarſagen, hvorfor Olaf ej tog Vejen til Viken eller Oplandene, men til Throndhjem[6]. I Viken maa Sven have mødt Erling Skjalgsſøns Sønner med den Flaade, de havde under deres Befaling. Sven ſtandſede ikke førend han kom til Nidaros, hvor han blev tagen til Konge ſom andenſteds i Landet[7]. Altſaa var han nu, i det mindſte af Navnet, Konge over hele Norge, og dette havde nu faaet en fuldkommen danſk Regjering.

Herpaa fik Nordmændene ogſaa ſnart tydelige Beviſer, da Kong Sven, ſom det heder, bragte en Deel nye Love med ſig til Landet, der deels vare indrettede efter Lovene i Danmark, deels endnu meget ſtrengere. Disſe Love opregnes udtrykkeligt i vore gamle Sagaer, og indeholdt følgende Beſtemmelſer:

1. Ingen ſkulde have Ret til at forlade Landet, uden med Kongens Tilladelſe. Hvis han uden denne forlod det, ſkulde hans Ejendomme være forbrudte til Kongen.

2. Enhver, ſom dræbte en anden, ſkulde have forbrudt Land og Løsøre.

3. Tilfaldt der utlæg Mand en Arv, ſkulde den høre Kongen til.

4. Ved Juletid ſkulde enhver Bonde udrede til Kongen de ſaakaldte Julegaver, nemlig den ſaakaldte Røykmæle, d. e. en Mæle Malt af hver Arne, Vinjartodde (Græsgangs-Gave) d. e. et Laar af en treaarsgammel Oxe, og et Spaan Smør; enhver Huusfrue ſkulde ligeledes i Julegave yde den ſaakaldte „Rygjarto“, nemlig en Tot uſpundet Liin, ſaa meget ſom man kunde ſpende om med Langfingren og Tommelfingren[8].

5. Bønderne ſkulde være forpligtede til at —opføre alle de Bygninger, Kongen vilde’have paa ſine Gaarde. .

6. Ledingen ſkulde udredes ſaaledes, at der for ſyv Menneſker ældre end fem Aar ſtilledes een vaabenfør Mand.

7. Enhver, der drog ud paa Havfiſkeri, ſkulde, hvorfra han end roede ud, enten det var fra hans eget eller Kongens Land, betale Kongen Landvarde eller Landslod, nemlig fem Fiſke.

8. Ethvert Skib, der ſejlede fra Landet, ſkulde levne Kongen et Rum tvers over Skibet, eller og betale Leje deraf[9].

9. Enhver, ſom rejſte til Island, hvad enten han var Nordmand eller Islænding, ſkulde betale Landøre.

Endelig fik, ſom det heder, de Danſke ſaa meget at ſige i Norge, at een enkelt danſk Mands Vidnesbyrd ſkulde kunne fælde ti Nordmænds.

Hvad man af de vigtigſte blandt disſe Lovbeſtemmelſer tydeligt kan ſee, om det end ikke udtrykkeligt omtales, er, at den af Erobringsforholdet efter hine Tiders oldgermaniſke Statsret nødvendig følgende Feudalforfatning atter indførtes, eller forſøgtes indført, ligeſom i ſin Tid af Harald fagre, idet al Grundejendom eller Odel forudſattes at tilhøre Kongen, og de hidtil frie Odelsejere kun bleve kongelige Vaſaller, der ſkyldte ham den ſamme Lenspligt, ſom de haandgangne Mænd ſkyldte deres Herre. Derfor maatte Drab paa en Med-Underſaat, eller Med-Vaſall betragtes ſom Feloni og have Lenets Forbrydelſe, hvad enten der var ſtort eller lidet, til Følge. Derfor kunde Kongen forbyde enhver af ſine Underſaatter at forlade Landet uden hans Tilladelſe, thi denne Tilladelſe maatte haandgangne Mænd altid have, naar de vilde rejſe ud af Landet. Af ſamme Aarſag maatte alle og enhver, der drog ud at fiſke, betale Landslod, thi den hele Kyſt, og følgelig al Fiſkegrund udenfor den, ſkulde betragtes ſom Kongens Ejendom. Af ſamme Aarſag anſaaes vel ogſaa Kongen berettiget til at paalægge hvert Skib, der forlod Landet, en Afgift, thi anderledes er ikke Beſtemmelſen om hiint Rum til Kongens Raadighed at forſtaa. Der er endnu en Beſtemmelſe, ſom Sagaerne ikke anføre, men ſom man dog kan ſee har været blandt Svens, nemlig at alt Gods, der opgroves af Jorden, ſkulde tilhøre Kongen. I vore gamle Love, hvor for øvrigt de fleſte ovenfor opregnede Beſtemmelſer omtales ſom ophævede af ſenere Konger, heder det nemlig, at enhver ejer det Gods, der findes i hans Jord[10]; den Lov, ſom herved ophævedes, maa ſaaledes have hjemlet Kongen alt det Gods, ſom fandtes nedgravet i Jorden, og hvis rette Ejermand ej kunde paaviſes; og dette var ligeledes en naturlig Følge deraf at Kongen betragtedes ſom den eneſte Odelsmand eller Grundejer i Landet[11]. I Beſtemmelſen om, at Bønderne ſkulde opføre Kongens Bygninger, gjenkjende vi de danſke Hoveri-Forpligtelſer; da alle Bønder i Norge nu vare blevne Kongens Bønder, anſaaes Kongen ogſaa berettiget til at paalægge dem denne Byrde[12]. Julegaverne, i det mindſte Græsgangs-Afgiften, vare kun at betragte ſom Kjendelſer fordi man benyttede de kongelige Marker til Agerland, og de kongelige Skove og Fjeldmarker til Græsning for Kvæget. Og Udvidelſen af Landøre-Afgiften ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Forbudet mod Afrejſe fra Landet uden Tilladelſe. . Det var i Grunden en Fornyelſe af Harald Haarfagres Landøre-Paabud og Indſkrænkningen i Udvandrings-Retten; og det er endog et Spørgsmaal, om ikke egentlig alle de her nærmere omtalte Beſtemmelſer kun vare Fornyelſer af ældre Beſtemmelſer fra Harald Haarfagres Tid, ligeſom den ved dem antydede Tingenes Orden var en Fornyelſe af hvad vore Sagaer tillægge Harald Haarfagre, idet de ſige at han tilegnede ſig al Odel i Landet[13]. At i det mindſte een Beſtemmelſe, den om Udredelſen af en Mand for hvert 7de Individ over fem Aar, hverken i ſig ſelv kan have været ſaa haard, eller maaſkee endog oprindeligt er udgaaet fra Daneregimentet, maa man ſlutte deraf, at den ej nævnes blandt dem, der ſenere bleve ophævede, men endog gjentages ſom gjeldende i den ældre Gulathingslov, og det rinder den tilſyneladende ſkærpede Form, at ikke Femaars- men Treaars-Alder-en faſtſættes ſom den, der medførte Optagelſe i Mandtallet; dog kun ſaaledes, at det angivne Forholdstal alene tilkjendegiver den yderſte Grændſe, hvortil man ſkulde gaa. Man ſkulde heraf virkelig formode, at Beſtemmelſen allerede har været optagen i det mindſte i Haakon den godes Lov[14].

Beſtemmelſen, at een danſk Mands Vidnesbyrd ſkulde gjelde mere end ti Nordmænds, og ſom iſær ſynes at have oprørt Nordmændene, er, naar man nærmere underſøger den og ſammenligner den med lignende Lovbeſtemmelſer i andre Lande, ikke paa langt nær ſaa odiøs, ſom den lader. Det er aabenbart, at den ikke angaar andre Tilfælde, end hvor der opſtod Slagsmaal mellem de danſke, til Kongens Sikkerhed i Norge ſtationerede, Krigere, og norſke Almuesmænd. Man har en aldeles tilſvarende Beſtemmelſe i den gamle rusſiſke Lovbog eller Pravda, der tillægges Kong Jaroſlav. „Hvis en Mand“, i heder det her, „ſtøder til en anden eller drager ham til ſig med Heftighed, da ſkal han bøde ham tre Grivner (tre Mark Sølv), derſom denne har to Vidner derpaa, men er den Fornærmede en Væring eller Kylving, kommer det kan an paa dennes Ed“[15]. Denne Forrettighed for Væringerne og Kylvingerne ſkyldes aabenbart den Omſtændighed, at det nærmeſt var dem, der havde at værne om Kongens Sikkerhed. Den ſamme Forrettighed maatte den danſke Konge i Norge tilſtaa ſine danſke Stridsmænd, hvis han ſkulde have nogen Nytte af dem. Forrettigheden gjaldt aabenbart kun lige over for Uroſtiftere og Slagsbrødre, fornemmelig i Byen, og der var viſt aldrig Tanke om at anvende det mod Bønderne i Almindelighed, end mindre mod Høvdingerne, ligeſom den vel neppe kom andre Daner, end netop Stridsmændene, ikke Kjøbmænd og andre Rejſende til Gode, og heller ikke anvendtes ved Vidnesbyrd i Almindelighed. Og naar der tales om hele ti Nordmænds Vidnesbyrd ſom ugyldigt lige over for een danſk Mands, da grunder dette ſig øjenſynligt kun paa den ældgamle Retstalemaade: „Naar een vidner, er det ſom om ingen vidner, men to ſom om det var ti“. Men da Tilſtedeværelſen af de’danſke Stridsmænd, ſom det tydeligſte Beviis paa Landets Undertvingelſe, altid maatte være Folket ubehagelig; da de derfor ſelv ikke kunde andet end være Folket en Torn i Øjnene, og Anledning til Slagsmaal, ſaaledes og til Forrettighedens Anvendelſe, ſom en Følge deraf ofte maatte opſtaa; og da Forrettigheden, hvor ubetydelig den end var, dog altid var en Forrettighed, og følgelig ej alene var krænkende for Landets egne Børn, men og virkelig maatte friſte de Danſke til at viſe Inſolens, er det ej at undres over, at den, ved at omhandles blandt Folket, ſkildredes idet meeſt forhadte Lys. Da det Tilfælde kunde indtræffe, og vel oftere indtraf, at een danſk Krigers Udſagn blev taget til Følge med Tilſideſættelſe af flere Nordmænds, der havde været i Slagsmaal med ham, gik det ſom Sagn fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, at Sven Alfiveſøn havde givet en Lov, der gjorde een danſk Mands Vidnesbyrd gyldigere end ti Nordmænds[16].

Statsforfatningen var imidlertid bleven aldeles forandret; Bønderne vare atter, ſom paa Harald Haarfagres Tid, fornedrede fra Odelsmænd til Lejlændinger; enhver følte Trykket af det fremmede Herredømme, og, maa» ſkee for førſte Gang, havde Nationen følt det krænkende i at ſavne ſin Selvſtændighed. Det var, kan man ſige, nødvendigt for Nordmændene at føle dette og gjennemgaa denne Ydmygelſe, for at de kunde helbredes fra deres tidligere Uſtadighed, og Fylkes-Ariſtokraterne for deres Uvillighed til at lyde indenlandſke Konger. Og Misfornøjelſen var ſaa meget ſtørre, ſom man følte ſig ſkuffet i de Forhaabninger, Knuts glimrende Løfter havde vakt. Da Lovene kundgjordes, efter hvad man maa antage paa et almindeligt Thing i Throndhjem, maaſkee endog paa det ſamme, hvor Sven hyldedes, hørtes endog lydelig Knurren. De, ſom ej havde været med i Striden mod Olaf, ſagde til Indthrønderne: „See der den Tak og Løn, Knytlingerne give eder fordi I hjalp dem til at ſtride med Kong Olaf og fælde ham. Man lovede eder Fred og Forbedring i eders Ret; nu have I blot Trældom og Tvang, og dertil Skjændſel og Foragt, ſom Forrædere“. Men, heder det, det var ikke godt at tale imod, og ingen vovede at ſætte ſig op mod Kong Sven, iſær af den Grund, at faa mange havde overladt Kong Knut ſine Sønner og nærmeſte Frænder ſom Giſler, og fordi der ej var nogen Høvding til at ſtille ſig i Spidſen. De erkjendte, at de havde baaret ſig galt ad, men nu var det for ſilde.

Da Kong Sven ſelv endnu var et Barn, eller ſaa godt ſom et Barn, tillagde man ej ham„ men hans Moder Alfiva Skylden for alt hvad man klagede over. Det er dog tydeligt nok, at Foranſtaltningerne egentlig have gaaet ud fra Kong Knut ſelv, thi Alfiva eller hendes danſke Raadgivere vovede neppe at gjøre ſaa ſtore Forandringer paa egen Haand. Knut troede vel paa denne Maade bedſt at kunne kvæle al Oprørsaand i Norge, og tilvejebringe en fuldkommen Sammenſmeltning af Danmark og Norge til et eneſte Rige. Men Alfiva og hendes Raadgivere have maaſkee gaaet voldſommere frem end nødvendigt, og af de faa Træk, der fortælles om hende, og af det Tilnavn, man gav hende, hin titte, d. e. den mægtige, ſees ſom, at hun perſonligen maa have optraadt med en Nordmændene modbydelig Myndighed og Stolthed. Viſt er det, at man gav hende Skyld for Alt. De fire eller fem Aar, hvori hendes Søn Sven bar Kongenavn i Norge, kaldtes Alfiva-Tiden (Álfifu öld), og ſammenlignedes med Dronning Gunnhilds Tid, „den værſte, ſom hidtil havde været i Norge“. „I Alfiva-Tiden“, ſagde man, „maatte endog Fiſkerne betale Leje af Søen (hermed ſigtede man til Paabudet om Landslod); og mange andre uhørte Ting ſkede nu, af Pengegridſkhed“[17]. „Harmeligt“, heder det paa et andet Sted, „var det at leve under det Regimente, baade med Henſyn til Undertrykkelſe, og formedelſt Uaar, da Folket levede mere af Kreaturføde end menneſkelig Spiſe“[18]. Der anføres endog et Vers herom, der tillægges Sighvat Skald, og nok-“ ſom udtrykker Misfornøjelſen:

Alfivas Old vil ſikkert
Ynglingen mindes længe,
da vi Oxe-Mad aade,
ja ſelv Skav, ſom Bukke.

Andet man ſaa, da den ædle
Olaf ſtyrede Landet;
roſe ſig da kunde hver af
Hjelm og Lade kornfyldt[19].

Imidlertid erkjendtes det, at den unge Sven ſelv hverken var ſlem, gruſom eller pengegridſk; han beſkrives ſom en ret ſmuk Dreng, og ſynes forreſten at have været en ubetydelig Perſonlighed. Det indrømmes ogſaa, at der for enhver Mands Liv var god Fred: det var kun Ejendomsretten, hvori der ſkede Indgreb ved Bøder og Paalæg. At der ej forefaldt Ran eller Manddrab, tilſkrev man, ſom der ſiges, Knuts Magt; men derimod troede man ikke at ſkylde Alfiva det[20].

Den nye danſke Regjering i Norge, hvis Opgave det var at gjøre Riget fuldſtændigt til en Provinds af Danevældet og befæſte en fuldkommen Feudalforfatning, var ſaaledes i højeſte Maade upopulær. Det faldt da af m; ſelv, at man nu end mere erkjendte, hvad man havde haft i Olaf, og at Angeren over at man havde gjort Oprør mod ham blev almindelig. De Dyder og Fortjeneſter, man ej havde kunnet ſee hos Olaf, da han levede, dem ſkattede man efter hans Død. Jo ſtørre hans Fortjeneſter vare, jo haardere man følte ſig ſtraffet for Oprøret imod ham, deſto mere uforſkyldt maatte hans Død forekomme alle og enhver, og deſto mere maatte han ſtaa for dem ſom Troels-Martyr og Helgen. Derfor er det ej at undres over, at der allerede i Løbet af Vintren blev Tale om, at Olaf var en hellig Mand, og om de mange Jertegn, hvorved dette lagdes for Dagen. Man begyndte at gjøre Løfter til ham og paakalde ham i Sygdomstilfeelde, eller for at faa Lykke paa foreſtaaende Rejſer, o. a. d.; og mange troede ogſaa virkelig at ſpore gode Følger af disſe Løfter[21].

Det maatte være øjenſynligt for enhver ſtatsklog Mand, at Troen paa Olafs Hellighed, behørigt næret og underſtøttet, var det virkſomſte Middel til at give Oppoſitionen mod Knytlingevældet Eenhed og Styrke, og bringe den til at vove et beſtemt kraftigt Skridt, for at afkaſte Aaget. Hvad Fromhed og en øm Samvittighed havde begyndt, fuldendte ſaaledes i denne Henſeende Høvdingerne, idet de grebe hiin Helgentro, og underſtøttede den paa det ivrigſte. Vi ville hermed ikke ſige, at ikke ogſaa disſe eller i det mindſte nogle af dem troede paa Olafs Hellighed. Men om de end troede derpaa, er det dog ikke derfor ſagt, at de havde gjort ſaa meget Væſen deraf, ſom de virkelig gjorde, hvis ikke politiſke Henſigter havde beſtemt dem. Fra det danſke Parti, ja endog fra Biſkoppen ſelv, fremſattes ogſaa de ivrigſte og meeſt haardnakkede Benegtelſer derimod: Beviis nok paa, hvor farlig de danſke Regjeringsherrer anſaa den, og hvor vigtig en Rolle Politiken ſpillede i denne Sag. Den blandt de norſke Høvdinger, der førſt optraadte ſom en aabenbar Bekjender af Olafs Helligdom, var Einar Thanrbarſkelve[22]. Han var, ſom vi ovenfor nævnte, kommen hjem til ſine Gaarde efter at Krigen var endt, og gjorde ſig nu ikke lidet til af, at han ej havde været blandt Kong Olafs Modſtandere. Knut havde givet ham ſaa ſtore Forleninger, at de næſten knade ſiges at pasſe for en Jarl; men Einar nøjedes ej med Jarle-Magten, han vilde ogſaa have Jarle-Navnet, ſom Knut havde lovet ham, og da han ikke fik det, betragtede han ſig ſom ſkuffet og ſlet behandlet. Fra nu af lader det til, at han ivrigt har bearbejdet Opinionen til bedſte for Olafs Minde og til Skade for de danſke Magthavere. Om Sommeren efter, ſiges der, blev der megen Tale om Kong Olafs Helligdom, og nu lod Meningen langt anderledes om ham. Mange af dem, der havde været hans afſagte Fiender, og ikke i nogen Henſeende havde villet anerkjende hans Fortjeneſter, ſandede nu at han var hellig. De, der iſær havde opegget Gemytterne til Had mod Kongen, bleve nu lagte for Had og ilde omtalte. Sviir en af dem betegnedes iſær den danſke Biſkop Sigurd, der blev ſaa forhadt, at han ikke længer vovede at opholde ſig i Norge, men drog til Kong Knut i England. Det havde været et Held for Biſkop Sigurd eller de danſke Herrer, om de havde kunnet ſætte nogen anden Helgen op mod Olaf, eller havde kunnet ſtifte nogen ſtørre gejſtlig Inſtitution til Støtte for deres Samvittigheds-Herredømme. Et Forſøg herpaa ſkal Kong Knut virkelig have gjort, idet han, ſom det af en troværdig Forfatter berettes, paa Nidarholmen udenfor Nidaros grundede et Benediktiner-Kloſter, i hvilket han, hvis det kom ret til Magt, vilde kunne have en ypperlig Planteſkole for en danſkſindet Gejſtlighed. Men denne Stiftelſe, for hvilken vel Biſkop Sigurd var udſeet til Forſtander, kom, ſom man ſeer, ikke til nogen Fremgang, da den egentlige Oprettelſe af Nidarholms eller Munkholmens Kloſter førſt henimod 70 Aar ſenere fandt Sted ved Sigurd Ullſtreng, en Sønneſøn af den ſtrax før Stikleſtadſlaget faldne Bondehøvding Rut paa Viggen[23]. Muligt, at allerede denne har haft noget med Stiftelſen at beſtille, og at hans Død har lammet dens Fremgang: men i alle Fald maa Biſkop Sigurds Fordrivelſe have omſtyrtet det hele Foretagende. Da han var borte, ſendte Thrønderne, eller egentlig, ſom man ſeer, Einar Thambarſkelve i deres Navn, Bud efter i Biſkop Grimkell, der havde opholdt ſig paa Oplandene ſiden han i Svithjod ſkiltes fra Olaf, da denne rejſte til Rusland[24]. Grimkell begav ſig ſtrax afſted, og kom til Einar[25], der modtog ham paa det venligſte. „De talte“, ſiges der, „mellem ſig om mangt og meget, iſær om de ſtore Begivenheder, der havde fundet Sted i Landet; og de bleve fuldkommen enige i eet og alt“. Med andre Ord, de aftalte fuldſtændigt den Fremgangsmaade, der nu ſkulde anvendes. Grimkell rejſte derpaa ind til Been, hvor hele Almuen tog imod ham med aabne Arme. Her magte han nøje efter, hvilke Tegn det var, ſom ſkulde have foregaaet med Henſyn til Kong Olaf, og da han var bleven tilſtrækkelig underrettet derom, ſendte han Bud ind til Stikleſtad efter Thorgils og hans Søn Grim. De indfandt ſig ufortøvet, og fortalte ham alt hvad de vidſte om Sagen, ſaa vel ſom hvorledes de havde baaret ſig ad med Kongens Lig. Da Biſkoppen tilſtrækkeligt havde udſpurgt dem, ſendte han Bud efter Einar Thambarſkelve, der ſtrax begav ſig til Byen, og i Forening med Biſkoppen henvendte ſig til Kongen og hans Moder med Begjæring om Tilladelſe til at lade Kong Olafs Lig tage op af Jorden. Begjæringen kunde umulig være Alfiva behagelig, men da det vel var vanſkeligt at ſige Einar Nej, og Grimkell desuden nu efter Sigurds Bortrejſe maaſkee var den eneſte Biſkop i Landet, ſaa at man ikke godt kunde afſlaa hans Ønſke, gav Kongen ſit Samtykke. Der var juſt mange Folk tilſtede i Byen. Grimkell og Einar fik derfor et ſtort Følge, da de begave ſig hen til det Sted, hvor Thorgils og Grim havde jordet Kongens Lig, for at lade Eftergravningen anſtille. Det var i Slutningen af Juli Maaned, altſaa omtrent 11 Maaneder efter at Liget var nedgravet[26]. Kiſten fandtes ſtrax, thi den var næſten kommen op af Jorden, deels, ſom man maa formode, fordi Graven i den Haſt, hvormed den opkaſtedes, neppe kan have været ſynderligt dyb, deels vel ogſaa fordi den Sandjord, der dækkede Kiſten, ved Sneſmeltningen om Vaaren, og ved Regn tildeels var bortſkyllet. Mange af de Tilſtedeværende, fornemmelig Preſterne, raadede nu til at man atter ſkulde lade Kiſten nedgrave ved Klemenskirken, altſaa i indviet Jord, for at ſee om den anden Gang vilde hæve ſig op af Jorden. Biſkoppen ſamtykkede deri; Kiſten blev nedgraven, og, ſiges der, 9 Dage efter, da man igjen opgrov den, fandtes den virkelig næſten kommen op af ſig ſelv, derhos havde den aldeles friſk Trælugt ſom om den var nyhøvlet. Da gik Biſkoppen til, og lod Kiſten lukke op; der udſtrømmede en herlig Vellugt af den, og da han blottede Kongens Anſigt, befandtes det aldeles ikke forandret; Kinderne vare endnu røde, ſom om han nys var ſovnet ind. Og de, ſom havde ſeet Olaf da han faldt, paaſtode at hans Haar og Negle havde voxet, ſom om han havde været levende den hele Tid. Alt dette, ſom viſt nok kan finde ſin rimelige Forklaring, og hvis rette Sammenhæng vi uden f Vanſkelighed kunne gjennemſkue, betragtede den tilſtedeværende Mængde ſom et Under, og ſom det bedſte Beviis paa Olafs Hellighed. Men Alfiva var vantro, og ſøgte, ſaa længe det var muligt, at bortforklare alt, hvad der 7 ſyntes underbart ved Sagen. Hun, Kong Sven og alle de tilſtedeværende Høvdinger gik hen for at betragte Olafs Lig. Da Alfiva havde ſeet det, ſagde hun: „Lig, der ligge i Sand, holde ſig altid overmaade længe, førend de raadne; anderledes vilde det have været, om det havde ligget i Muldjord“. Biſkoppen klippede nu noget af Ligets Hovedhaar og af det lange Mundſkjeg, ſom Olaf efter den Tids Skik og Brug havde baaret; „ſaa langt“, ſagde han til Kongen og Alfiva, „bar Olaf ſit Haar og Skjeg, da han faldt; hvad I her ſee afklippet, er voxet efter hans Død“: „Vi have ofte“, ſvarede Alfiva, „ſeet Haaret heelt og uſkadt paa Folk, der havde ligget længer i Jorden end denne Mand, men derſom det heller ikke brænder i Ilden, ſkal jeg erkjende det ſom Hellighedstegn“. Biſkoppen lod ſig bringe Ild i et Fyrfad, velſignede den og lagde Røgelſe derover, ſiden lagde han det afklippede Haar ovenpaa; da Røgelſen var brændt, tog han Haaret op: det var ufortæret. Net fordrede Alfiva at Forſøget ſkulde anſtilles med uindviet Ild, „thi“, ſagde hun, „kyndige Mænd kunne ofte indvie Ild ſaaledes at den ingen Skade gjør“. Da bad Einar hende tie, og ſagde: „jeg ved nok, hvem der bedſt fortjente at lægges i Ilden, det er du ſelv“. Hun ſvarede: „Diger er din Hals, Einar, men jeg har nok ogſaa ſeet ſlige Fiſke ſom dig løbe i Nettet“. „Min Hals er juſt ikke ſaa diger“, ſvarede Einar, „men derſom mange ſlige ſom jeg løbe i Nettet, ville nok ikke dine Maſter taale det[27]“. Da fandt hun det raadeligſt at tie. Og nu blev der efter Biſkoppens Erklæring[28], hvori ogſaa Kongen ej vovede andet end at ſamtykke, og efter hele den forſamlede Mængdes Dom, vedtaget og erkjendt, at Kong Olaf var en ſand Helgen (3die Auguſt 1031). Hans Lig blev baaret ind i Klemenskirken, og opſtillet paa et dertil indrettet Sted over Højalteret. Kiſten indſvøbtes i Pell, og der blev tjeldet over den med Purpurklæde. Og ſtrax, heder det, ſkede der mange Jertegn ved Olafs Helligdom[29]. Olafs Helligdom var anerkjendt, og ſom det heder, dømt; men alene af Folket. Den blev ikke nogenſinde formelig bekræftet af Paven, og nogen udtrykkelig Kanoniſation fandt ſaaledes ikke Sted. Men ſtiltiende ſkede den derved, at hans Navn optoges i Martyrologierne og Kalendarierne, og der var ikke mange Aar forløbne efter hans Død, førend Troen paa hans Hellighed var udbredt i den hele nordlige Deel af Europa. Hvor ubetinget man allerede ſtrax efter den højtidelige Erkjendelſesakt troede paa den i Norge, viſer den Omſtændighed, at endog Kong Knuts lovtalende Hofſkald og Smigrer, den før omtalte Thorarin Lovtunga, i et Digt, han forfattede til Kong Svens Ære, da Uaaret herſkede, ikke tog i Betænkning, at omtale Kong Olafs Hellighed og anbefale Kongen at ty til hans Forbøn, paa en Maade, der røber den inderligſte Overbeviisning og aldeles ikke den ringeſte Tanke om, at Kongen derved i nogen Henſeende ſkulde føle ſig ſaaret. Efter at have nævnt.om Svens Tog fra Danmark, ſiger han: „Nu har Thjodkongen (Sven) beredet ſig ſit Sæde i Throndhjem; der vil han, den gavmilde Baugebryder, ſtedſe bygge og bo; der hvor Olaf forhen boede, førend han ſteg til Himmerige; der hvor han, ſom alle vide, blev kirkeſat. Haralds Søn (Olaf) havde allerede med ivrig Hu beſtemt ſig for Himlen, førend han, den ædleſte Konge, Chriſti Yndling, endte ſit Liv. Der ligger den lovſæle Fyrſte med ſit Legeme aldeles heelt, faa at der endog voxer Haar og Negle paa ham, ſom paa en Levende; der ringe Klokkerne af ſig ſelv over hans Kiſte; hver Dag hører Folket Klokkeklangen over Kongen. Der brænde Kjerter, Chriſto behagelige, ovenfor, over Alteret;ſaaledes har Olaf ſelv fri for Synd, før ſin Død ſørget for ſin Sjæl. Der hvor ſelve den hellige Konge er, faar hver Krøbling ſin Helbred; Blinde faa deres Syn, og Stumme deres Mæle. Bed du — her henvender Digteren ſig til Sven — Olaf, at han vil unde dig ſit Land, thi han er Guds Mand; han ſkaffer alle et godt Aar og Fred fra Gud ſelv, naar du kan frembærer dine Bønner for Ordets Tjener[30]“. Saadan Ros over Olaf og ſaadan Opfordring havde Hofſkalden ej vovet at fremſætte til Kong Sven, derſom ikke denne ſelv og alle hans Omgivelſer i det mindſte tilſyneladende lagde den meeſt ubetingede Tro paa Olafs Hellighed for Dagen. Ogſaa Sighvat Skald omtaler i et Vers, hvorledes Haaret voxede paa Olafs Lig, og nævner om at en Valdemar, — man maa antage at det har været Vladimir, Jaroſlavs Søn, der af ſin Fader havde faaet Novgorod at beſtyre — blev helbredet ved Olafs Haar[31]. Thore Hund, ſom ſelv var en af de førſte blandt Høvdingerne, der erkjendte Olafs Helligdom, og ſom fortalte at det Saar, Kongen havde givet ham i Haanden, ſtrax blev helbredet af Olafs Blod, da han efter Slagets Ende lagde hans Lig til Rette, gjorde, ſom man tydeligt kan ſee, af Samvittighedsnag, en Rejſe til Jeruſalem, hvorfra han ikke kom tilbage: det fortælles, at han lagde Vejen om England, og berettede Kong Knut, hvorledes Sagerne nu ſtode; at Knut vel blev meget ilde tilmode ved at høre det, men at han desuagtet lovede at ville give Penge til Olafs Skriin, og ikke herefter at komme til Norge[32]. Endnu i de førſte ti Aar efter Olafs Død gav Nordmændenes Biſkop Duncan i Dublin til den af ham og Kong Sigtrygg opførte Chriſtkirke i denne Sted blandt flere Relikvier ogſaa Stykker af St. Olafs Klæder[33]; og Magiſter Adam af Bremen ſiger om St. Olaf allerede ved 1075, kun 45 Aar efter hans Død: „Hans Lig er med al pasſende Hæder begravet i en ſtor Stad i hans Rige, i Throndhjem; der værdiges den Dag i Dag Herren ved flere Jertegn og Helbredelſer, der ſkee ved hans Lig, at tilkjendegive hvor ſtore hans Fortjeneſter agtes i Himlen, ſiden han ſaaledes forherliges paa Jorden. Han herſkede i tolv Aar[34]; hans Feſtdag holdtes den 29 Juli, og fejres baade af Nordmænd, Sviar, Gauter, Samlændinger, Daner og Slaver (Vender) ſom en ſtaaende Feſt[35]“. Hans Hellighed omtales i engelſke Krøniker neppe tyve Aar efter hans Død[36]; og hans Martyrdom ſaavel af engelſke, ſom nordmanniſke Skribenter fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede[37]. Der indviedes Kirker til hans Ære ej alene i Norge, men ogſaa i Sverige og Danmark, i England (hvor der, ſom bekjendt, endnu findes Kirker, kaldte St. Olafs Kirker, endog i London); hans Relikvier fremviſtes paa forſkjellige Steder udenfor Norge, og til hans Helligdom kom der Pilegrime i Mængdeviis, endog fra de fjernere Egne i Europa, hvilke alle bragte rige Gaver, ſaa at der paa denne Maade indſamledes ſtore Skatte, der kunde anvendes til at udſtyre hans Skriin og hele hans Helligdom paa det prægtigſte. Den Tanke maatte ſnart opſtaa, at opbevare hans Levninger i en egen Kirke, der udelukkende tilhørte den ham hengivne Gejſtlighed, og ikke i Klemenskirken, der mere var at betragte ſom et kongeligt Kapel, og ſiden blev Sognekirke i Byen. Intet Sted kunde dertil være mere pasſende, end det, hvor han havde ligget i Jorden, ſaa meget mere ſom der ganſke i dets Nærhed fremvældede en herlig Kilde, i hvis Vand mange troede at finde helbredende Kraft[38]. Kilden blev forſynet med den nødvendige Ombygning, og omhyggeligt bevogtet; og paa det Sted, hvor Liget ſelv havde ligget, opførtes et Kapel, ſaaledes at Alteret kom til at ſtaa lige over Gravſtedet. Det ſiges ej, naar dette ſkede, men det ſynes at være Sagaens Mening at henføre det Kong Svens Regjeringstid[39], og det lader endog til, at det er dette Kapel, hvortil Skalden Thorarin ſigter, naar han ſiger at dets Klokker ringe af ſig ſelv over hans Skriin[40]. Her maa det da have været, hvor Biſkoppen, ſom det heder, bevogtede Olafs Helligdom, og klippede hans Haar og Negle[41]. Her var altſaa nu“Norges Nationalhelligdom, thi Olaf blev i Ordets egentligſte Forſtand Norges National- og Skytshelgen. Til ham gjorde Nordmændene fortrinsviis Løfter og Bønner, naar de vare i Fare, eller ønſkede at ſikre ſig Held paa deres Foretagender. Endog de norſke Væringer i Conſtantinopel tyede til ham, paakaldte hans Hjelp, og troede i Slagtumlen at ſee ham ride i Spidſen for dem paa ſin hvide Ganger[42]; hans Sverd Hneite, der paa en vidunderlig Maade ſkal have været opdaget paa ſet af Væringernes Krigstog, opbevaredes deri deres Kirke, ſom var helliget St. Maria og Olaf i Forening[43]. Og i taknemlig Erkjendelſe af hvad de ſkyldte Olaf tænkte Nordmændene ſig fra den Tid under Benævnelſen „St. Olafs Lov“ Indgrebet af alt, hvad der værnede om Chriſtendommen, og ſikrede deres Frihed, Nationalſelvſtændighed og hele deres private og offentlige Ret[44]. Alt hvad der vedkom Olaf fik Hellighedens Stempel. Og det Legitimitetens Præg, ſom hverken Harald Haarfagres Magt og Krigerhæder, eller Haakon den godes fredelige Syſler, eller Olaf Trygvesſøns Ridderlighed og glimrende Talenter, havde kunnet give Ynglingeſtammen i Norge, det blev den.nu til Deel ved St. Olafs Helgenglands.

  1. Se ovenfor S. 772.
  2. Hos Florents af Worceſter, der omtaler hendes Herkomſt (Monum. hist. Br. I. 597), kaldes hun filia Alfhelmi ducis et nobilis matronæ Wulfrunæ. Han kalder hende tillige Northamtunensis og Hamtunensis. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253, ſaa vel ſom Knytlinga Saga, Cap. 17 kalde hendes Fader Alfrun Jarl, hvilket ſynes at være en Sammenſtøbning af Faderens og Moderens Navne.
  3. Saaledes Florents, l. c., hvor Beretningen anføres, dog med det Tillæg, at han lader dens Troværdighed ſlaa derhen. Men allerede den ældſte med Knut næſten ſamtidige, Kodex af Chron. Sax. ſiger ved 1085 om Harald, at han „ſagde, han var en Søn af Knut og den anden Ælfgifu (Dronning Emma kaldtes ligeledes Ælfgifu), men at det ej var ſandt“. Den taler ikke om Sven, men naar Rygtet førſt var der om Harald, maa det ogſaa have exiſteret om den anden Broder. Det fortælles ogſaa baade om Harald og Sven af Radulf de Diceto, hos Twysden S. 470. Knytlinge Saga, Cap. 17 og Sønnen Saga, Cap. 52, gjøre Harald til en Søn af Knuts Huſtru Emma.
  4. Se ovenfor S. 766. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre Cap. 253. At Harald Jarl virkelig havde Overopſigt ſaa vel over Sven ſom over Hardeknut, ſynes at maatte ſluttes deraf at han ledſagede Sven til Norge, og tillige fordi Jom ej kunde anſees ſom noget ſelvſtændigt Len, men alene ſom en Provins under Danmark, hvor Harald var Overſtatholder. Da det heder at Knur ved ſin Rejſe til England 1029, havde giver Harald Jarldom i Danmark, er det rimeligt, at det var ved ſamme Lejlighed, Sven udnævntes til Herre i Jomsborg.
  5. Skalden Thororm Lovtunga, der ſelv, ſom det ſynes, var med, og ſiden digtede et Kvad til Svens Ære, ſiger i dette udtrykkeligt, at Danerne gjorde en herlig Ferd med Kongeſønnen, at førſt og fremſt Jarlen og derhos mange andre, den ene bedre end den anden, fulgte ham. (Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253). Verſet anføres og i Fagrſkinna, Cap. 110, hvor dog „Jarlen“ urigtigt forklares ved Ulf Jarl, fordi Harald, der beklædte hans Plads, er forvexlet med ham.
  6. Thjodrek Munk, Cap. 19. Det er imidlertid meget muligt, ja endog ſandſynligt, at Thjodrek ſelv har gjort denne Kombination, og at han intet andet har haft for ſig, end Sagaens ſimple Ord, at Sven allerførſt kom til Viken.
  7. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 224.
  8. Benævnelſen „reykmæli“ forekommer ikke i Sagaen, men kun i Froſtathingsloven XVI. 1, 2, 3. I den legendariſke Sagn, Cap. 77 ſlaar der, at den ſkulde ydes for hvert nef, hvilket øjenſynligt er en Fejl, da Afgiften ellers havde været for overdreven ſtor: Navnet reykmæli viſer desuden at den ſtaar i Forbindelſe med Arnen. Benævnelſen „Julegaver“ forekommer i den ældre Gulathingslov Cap. 144. Ordet vinjartoddi ſkrives ſaaledes i den legendariſke Olafsſaga, hvor ſlige Navne i det hele taget ſkrives rigtigt. Det er da ſammenſat af det ældgamle, ellers kun i Stedsnavne brugelige Ord, vin, Gen. vinjar, Pl. vinjar, der endnu forekommer i mange Stedsnavne ſom „Vin“ eller „Ven“, eller i Plur. Form „Vinje“, eller ſammenſatte ſom, Björgvin, (Bergen) Leikvin (Lekve), Töðvin (Tøjen) oſv.; det forekommer i Gotiſk under Formen vinja, og betegner der „Græsgang“. Toddi overſættes i et ældgammelt Glosſarium med det latinſke frustllum, d. e. Lækkerbiſken, Sending af delikat Spiſe. I de øvrige Sagahaandſkrifter findes Sammenſætningen ſkrevet vinartoddi, hvilket maatte overſættes „Venne-Sending“, men er neppe rigtigt, og grunder ſig viſtnok kun derpaa, at Formen vinjar allerede har været Afſkriverne uforſtaaelig. Formen vinjar forekommer og i den gamle Froſtathings Lov XVI. 2; dog ſtaar der ikke vinjartoddi, men vinjarsponn; og i XVI. 3 ſtaar synjarsponn. Her maa man antage, at der oprindelig har ſtaaet vinjartoddi ok smjorsponn, men at en ſkjødesløs eller ukyndig Afſkriver har læſt baade vinjar og smjor, der maaſkee endog har været ſkrevet smiar, ſom sinjar, gsynjar, hvilket han har antaget at være det rette, og derfor udeladt det mellemkommende toddi ok ſom urigtigt. Muligt og, at Udeladelſen har været tilfældig, og at Formen synjar er opſtaaet ved et ſenere Afſkriverforſøg paa at konjekturere en Rettelſe. Rýgjartó er den Form, der forekommer i den ældre Froſtathings Lov, og i den legendariſke Saga; ellers ſkrives rukkjartó, rykkjartó, hvilket ligeledes ſynes at vare et Forſøg paa at forklare det ellers obſolete rýgjar (Gen. af rýgr, Kvinde); medens rukkjar er Gen. af rukkr, Rok. I den ældre Froſtathings Lov forekommer blandt disſe Julegaver ogſaa en, kaldet afráð, men hvori den beſtod, vides ej.
  9. I Sagaerne ſtaar der deels at Skibet ſkulde „lade,“ (hlaða d. e. lade, fragte, ikke láta), deels at det ſkulde „gjelde“ (gjalda d. e. betale) Kongen et Rum tvers over Skibet; Paabudet kaldes i den ældre Froſtathings Lov skipleigur, hvoraf man kan ſee, at det egentlig kun reducerede ſig til en vis Afgift af hvert Skib, og neppe nogenſinde opfyldtes bogſtaveligt.
  10. I den ældre Gulathings Lov, Cap. 148 ſtaar: „Det Gods ſkal enhver have, ſom man) finder i ſin Jord, ſkjønt en anden opgraver det“; og i Froſtathings Lov XVI. i: „Jordgravet Gods ejer den ſom finder det, men Landsdrotten Landnam af den, der grov uden hans Tilladelſe“. Ved at ſammenholde begge disſe Lovſteder ſees det, at „finder“ her ej tages i den bogſtavelige Betydning af „selv at opdage“; Meningen med at Ejeren „finder“, er kun, at Godſet „findes i hans Ejendom“; thi den egentlige, bogſtavelige Finder er jo Opgraveren. Kun for det Tilfælde at denne grov med Ejerens Samtykke, tilfaldt Godſet ham; ellers maatte han betale Landnam og endda give Slip paa det Fundne.
  11. Hvorledes Beſtemmelſen omtrent lød, ſees af Harald Sigurdsſøns Saga Cap. 59, hvor Harald ſiger: „det er Lov i Landet, at Kongen kan tilegne ſig det Gods, der findes i Jorden“; hvortil Einar Thambarſkelve ſvarer: „ja viſt, naar man ej veed hvo der har ejet det, men ikke i nærværende Tilfælde, hvor min Søns og hans Moders Arveret dertil kan beviſes“.
  12. Derfor heder det og ſærdeles oplyſende hos den danſke Chroniſt Sven Aagesſøn, hvor han omtaler Opførelſen af Danevirke ved Dronning Thores Foranſtaltning (Cap. 3): „her fik alle Befaling til med egne Hænder at opføre en vældig Muur, ſom ſnareſt muligt ſkulde rejſes … Ingen kunde unddrage ſig Arbejdet; Unge, Gamle, Halvvoxne, kort Alle, der enten ikke var ſpade Børn eller udlevede Smage, maatte tage Haand i med. Ingen turde heller undſlaa ſig for at adlyde, thi alle og enhver, baade Rige og Fattige, vare forpligtede til at gjøre Hoveri ved hendes Tigre og Landgaarde (ut omnes divites et pauperes ejus agris et prædiis culturam tamquam coloni impenderent). Thi hele Statsindretningen paa de Tider var ſaadan, at Landsherren beſad al Rigets Jord med Ejendom“. Jvfr. Knytl. S. Cap. 28.
  13. Se herom ovenfor, 1ſte B. S. 466, 468, 571.
  14. Se ældre Gulathings Lov, Cap. 297: „Ved fuld Almenning ſkal der udredes en Mand for hver ſyvende Næſe“, ſammenholdt med Cap. 296: „Enhver ſkal regne i Mandtallet med ſig alle de Børn, ſom have oplevet tre Julenætter“. Dog tilføjes det i Cap. 297: „Men om vi have bedre Mandtal, da ſkulle alle nyde det; og af dette Mandtal ſkulle vi udrede ſaa mange Skibe af hvert Fylke ſom vi ere blevne enige om med vor Konge“. Da der nu tillige findes en Beſtemmelſe om, hvor mange Skibe der ſkulde udredes af hvert Fylke, og tillige hvor ſtore disſe Skibe ſkulde være (f. Ex. Tyveſesſer, Trediveſesſer o. ſ. v.), hvorved ogſaa Beſætningens Størrelſe paa en vis Maade var beſtemt, er Meningen af hiint Cap. aabenbart den, at, om det var nødvendigt for Tilvejebringelſen af den foreſkrevne Beſætning, at der for hvert 7de treaarsgammøtt Individ ſtilledes een Mand, maatte det ſkee, men var Befolkningen ſtørre, ſlap man med en lempeligere Proportion; og at Forholdet 7 : 1 ſaaledes kun antydes ſom Maximum.
  15. Evers, das älteſte Recht der Rusſen, S. 267, 268.
  16. Paa anden Maade, end den her fremſatte, lader denne foregivne Beſtemmelſe ſig neppe forklare. Saaledes, ſom den efter Ordene lyder, ſtaar den ſom en fuldſtændig Umulighed. Hvor er det tænkeligt, at den danſke Regjering, om den end var nok ſaa overmodig, ſkulde kunne have vovet at ville erklære enhver Nordmands, altſaa endog en Einar Thambarſkelves eller Kalf Arnesſøns Vidnesbyrd for mindre end en Tiendedeel gyldigt i Sammenligning med hvilkenſomhelſt Danes? Det havde været at give Tegn til aabenbart Oprør, og det laa ikke engang i Tidens, end mindre i de germaniſke Folks iland. Sagaen, der fremſtiller det Hele fra et norſkt nationalt Standpunkt, og ſaaledes aabenbart afſpejler den Indignation, ſom i den almindelige Folketale gav ſig Luft, har derfor ogſaa, ſom ſlig Folketale plejer, grebet og faſtholdt den meeſt forhadte Side ved Sagen, og egentlig omtalt en blot Mulighed ſom fuldkommen Virkelighed.
  17. Fagrſkinna, Cap. 110, 111.
  18. Ágrip, Cap. 26. Den legend. Olafsſaga, Cap. 101. Det maa ellers, hvad denne ſidſte angaar, bemerkes, at den ſynes urigtigt at lade Sven Knutsſøn tiltræde Regjeringen allerede i Mellemtiden mellem Olafs Rejſe fra Norge og hans Tilbagekomſt, og allerede her ved denne Anledning anfører hans Love. Dog er det muligt, at denne Anachronisme ikke egentlig har været tilſigtet, men at den kun er en Følge af den Forvirring i Chronologien, hvoraf denne Saga overhoved lider.
  19. Ágrip l. c. Den legend. Saga, Cap. 101. Flatøbogen i Fornm. S. V. 250.
  20. Fagrſkinna, Cap. 111.
  21. Olaf den hell. Saga, Cap. 224. Snorre, Cap. 255.
  22. Olaf den hell. Saga, Cap. 225. Snorre, Cap. 255.
  23. Matthæus Paris, der ſelv i Midten af det 12te Aarhundrede var i Norge for at reformere Munkholmens Kloſter, og derfor havde den bedſte Anledning til at lære Stiftelſens Oprindelſe at kjende, fortæller udtrykkeligt at Knut ſtiftede Kloſteret paa Holmen ved Nidaros. (Math. Paris ed. Watts, S. 505, 506.) Bromton (Twysden S. 912, 913) ſiger ligeledes at Knut efter ſin Tilbagekomſt fra Rom ſtiftede to Benediktinerkloſtre, et i Norge og et i England. Om Sigurd Ullſtrengs Stiftelſe ſe Magnus Barfods Saga, Cap. 10; Thjodrek, Cap. 31.
  24. Se herom ovenfor, S. 764.
  25. Einar boede, ſom man maa formode, fremdeles paa Huſeby i Skaun eller Børgſeſkougn.
  26. Da det nedenfor nævnes, at Kiſten anden Gang laa i Jorden 9 Dage, og den da følgende Optagelſe og højtidelige Skriinlægning fandt Sted den 3die Auguſt, maa følgelig den førſte Optagelſe have fundet Sted 9 Dage forud, altſaa den 25de Juli. Ved Angivelſen af denne Dag har ellers den legend. Sagas Forfatter begaaet en Uagtſomhedsfejl. Førſt ſtaar der: „Olafs Lig laa i Jorden 2 Halvaar og fem Dage; da var hans Legeme kommet op af Jorden“. Da Olafs Dødsdag i denne Saga, ſom i de øvrige, regnes til 29de Juli, henfører den altſaa den førſte Opgravning til den 3die Auguſt, eller rettere man ſeer at det maa være Sagaſkriverens Mening, ſkjønt Liget ſtrengt taget ej kunde ſiges at ligge i Jorden lige fra Dødsdagen. Men ſiden heder det at Kiſten atter blev nedgraven, laa i Jorden i 9 Dage, og blev anden Gang optagen paa St. Stephans Findingsdag, d. e. inventio Stephani, ligeledes 3die Auguſt. En af Angivelſerne maa ſaaledes være urigtig. Da nu ogſaa den hiſt. Saga henfører den anden Optagelſe af Liget til 12 Maaneder og fem Dage efter Kongens Død (fremdeles henført til 29de Juli) bliver den førſte Optagelſe retteſt at henføre til 25de Juli. Forvirringen i den legend. Saga er rimeligviis opſtaaet derved, at den 3die Auguſt, der i de norſke Kalendarier kaldes „Translatio Olavi“, ſtundom, og mindre nøjagtigt kaldes „Inventio Stephani et Olavi“, ſom om Dagen ogſaa for Olaf var Gjenfindelſesdagen, ikke Flytningsdagen. Enkelte Kalendarier have vel og ſlet og ret „Inventio“, men Breviarium Nidrosiense, der her er meeſt at ſtole paa (Langebek Scr. rer. Dan. II. 548) har „Translatio“. Beretningen om Prøve-Begravelſen ſtaar ellers omſtændeligere og tydeligere fortalt i den legendariſke Saga, end i den hiſtoriſke.
  27. Samtalen mellem Einar og Alfiva ſtaar i den hiſtoriſke Saga kun korteligt berørt ſaaledes, at Einar „brugte mange haarde Ord mod hende“. Den legend. Saga meddeler den fuldſtændigt.
  28. Fagrſkinna, Cap. 110 nævner her, viſtnok kun ved en Skjødesløshedsfejl, Sigurd i Stedet for Grimkell.
  29. Olaf den hell. Saga, Cap. 227, 228. Snorre, Cap. 257, 258. Den legend. Saga, Cap. 100, 101. Thjodrek, Cap. 20. Ogſaa han angiver Optagelſen af Jorden og Overflytningen til den 3die Auguſt.
  30. Olaf den helliges Saga, Cap. 229, Snorre, Cap. 259. Om Thorarin og dette Digt, kaldet Glælognskviða, ſe ovenfor S. 814, 815.
  31. Olaf den helliges Saga og Snorre, ſammeſteds. Der ſtaar: „jeg lyver, hvis ikke Olaf har Negle, ligeſom levende; jeg priſer iſær i mit Digt at Kongens Haar voxer. Haarvæxten vedbliver endnu hos den, der efterlod ſin opvoxende Søn i Garde; Valdemar fik Skadebod fra den lyſe Isſe (nemlig fra Olafs Lokker)“. Sammenſtillingen af Magnus Olafsſøn i Garde og Valdemar tyder hen paa at denne gjennem Magnus har faaet noget af Olafs Haar til ſin Helbredelſe. I Neſtors Annaler heder det ved 1034—36, at Jaroſlav ſatte ſin Søn Vladimir til Statholder der. Denne Vladimir ſynes det, ſom om Sighvat i ſit Vers har meent med „Valdemar“. For øvrigt navne de rusſiſke Annaler ej om nogen ſlig Helbredelſe.
  32. Olaf den helliges Saga, Cap. 239. Snorre, Magnus den godes Saga,Cap. 12. Flatøbogen (Fornm. S. V. 207, 208) fortæller om Thores Beſøg hos Knut. Beſøget og Indholdet af deres Samtale, ſom den angives er ingenlunde uſandſynligt. Aarſagen, hvorfor Knut blev ilde tilmode, angives for øvrigt at være den, at han ſelv havde ventet at blive en Helgen.
  33. Worsaae, Minder af Nordm. S. 425.
  34. Nemlig 1016; 1029 og 1030 fraregnede.
  35. Mag. Adam, II. 60.
  36. Saaledes i den ældſte Kodex af Chron. Sax. med en Haand fra c. 1046.
  37. Nemlig af Florents af Worceſter og Villjam af Jumièges.
  38. Olaf den helliges Saga, Cap. 229, Snorre, Cap. 259.
  39. At Kapellet opførtes paa Svens Tid, ſynes rimeligt, førſt deraf at Sagaen omtaler Kildens Opkomſt og dets Opførelſe ſtrax efter at have omtalt Ligets Translation, og under Svens Hiſtorie, uden for øvrigt nærmere at angive noget Tidspunkt, men derimod omtalende ſenere Bygningsarbejder paa Stedet; dernæſt fordi det i ſig ſelv var rimeligt, at Grimkell ej kunde anſee Klemenskirken, der laa ſaa nær ved Kongsgaarden, før et ſaa ſikkert Opbevaringsſted før Liget, ſom det i hiin Tid afſidesſtaaende Kapel øverſt ved Elven.
  40. Thorarins Vers anføres nemlig efter at Kapellets Opførelſe er omtalt. For Reſten ſiges det ikke udtrykkeligt, at Liget flyttedes ind i Kapellet. Men hvis Thorarins Vers ſigter til dette, maa Flytningen være ſkeet, førend han digtede det. Det heder ogſaa i Fagrſkinna, Cap. 181, ſaa vel ſom i Flatøbogen, at Magnus, Olafs Søn, begroves i Chriſtkirken, det vil da ſige i den Kirke, i hvis Sted Chriſtkirken ſiden byggedes, og det var netop hiint Kapel.
  41. Siden, indtil Olaf Kyrre opførte Chriſtkirken, bevogtedes, ſom man ſeer, Olafs Helligdom af Kongerne: et Tegn mere paa, at Kong Sven ikke bevogtede den, eller at Grimkell fandt det fornødent at have den for ſig ſelv.
  42. Se herom den legendariſke Saga, Cap. 105. Homilikodex S. 112. Olaf den helliges Saga, Cap. 250. Einar Skulesſøns Vers i Geiſli, Legenden hos Langebek Scr. rer. Dan. II. 535, 539, 544, 551. Mere herom nedenfor, hvor der he? Harald Sigurdsſøns Bedrifter i Conſtantinopel.
  43. Olaf den helliges Saga, Cap. 230.
  44. Se f. Ex. Indledningen til den ældre Froſtathings Lov. Paa Orknø og Hjaltland tales endnu om St. Olafs Lov ſom den gamle, der egentlig burde gjelde, og ſkulde ſikre Indbyggerne deres Rettigheder. Se Hibberts Beſkrivning over Shetland, S. 275.