Det norske Folks Historie/2/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf og den Deel af Hæren, der ledſagede ham, kom ikke længere end henimod Stikleſtad, førend de i det Fjerne ſaa Bøndernes Skarer nærme ſig fra forſkjellige Kanter, ſaa at der ligeſom mylrede Folk frem fra enhver Sti. En Fortrop paa 30 Mand, der havde været ude at ſpejde længer oppe i Dalen, kom endog uforvarende ſaa tæt ind paa den kongelige Hær, at man gjenſidigt kunde kjende hinanden. Kongen gjenkjendte derfor ſtrax dens Anfører, Lendermanden Rut af Viggen, en Søn af den før omtalte Lodin[1], og ved ſtrax ſine Gjeſter at angribe og fælde ham. Han ſagde ogſaa ſpøgende til de islandſke Skalde: „Efter hvad jeg har hørt, pleje Huusbønderne paa Island at give ſine Huuskarle en Slagteſaud om Høſten: nu vil jeg give eder en Rut (Veder) at ſlagte“. Og de lode ſig ikke ſige dette to Gange, men ilede ſtrax efter Gjeſterne mod Rut, der blev dræbt med hele ſin Trop[2]. Da Dag endnu ikke var kommen med ſin Afdeling, men hvert Øjeblik ventedes, og da Højden ved Stikleſtad var en fordeelagtigere Stilling at indtage med Hæren, end de lavere Strækninger længer nede, lod Kongen gjøre Holdt her, bed ſine Mænd at ſtige af Heſtene, og ordne ſig i Fylking paa den forhen aftalte Maade, hvorved han dog, ſiden Dag endnu ikke var kommen, gjorde den Forandring, at Oplændingerne indtil videre opſtilledes paa højre Fløj, hvilken ellers Dag ſkulde have indtaget. Han havde allerede tidligere belavet ſine Folk paa at deres Fylking maatte blive lang og tynd, for at den nogenledes kunde udvikle en Front, der ſvarer til Bøndernes, og derved ſikres mod at omgaaes, Men end tyndere blev den nu, da Dags Trop, der udgjorde ikke mindre end 1440 Mand, ej var tilſtede[3]. Olaf vilde ikke at hans Halvbroder Harald ſkulde være med i Slaget, da han endnu kun var ſaa godt ſom et Barn, men Harald paaſtod at ville være med, og ſagde at om han end ikke havde Kræfter til at holde Sverdet, kunde han lade det binde faſt til ſin Arm, thi ingen, meente han, havde oprigtigere Vilje end han til at give Bønderne deres Bekomſt. Og Kongen maatte tilſidſt føje ham[4]. Da nu Haralds Flok udgjorde 720 Mand, og den i Sverige ſamlede, der ſkulde danne venſtre Fløj, omtrent 960, kan den Skare, Olaf ordnede om ſig, ſaaledes kun have beløbet ſig til 480, eller henimod 500, af hvilke det halve Antal beſtod af de Nordmænd, der allerede havde fulgt ham fra Rusland, den anden Halvdeel af dem, der havde ſluttet ſig til ham “i Thrøndelagen. Han ſkal have opſtillet dem ſaaledes at Finn ſtod paa hans venſtre Side med 240, og —Ragnvald Bruſesſøn paa hans højre med 120[5]; ſelv har han altſaa beholdt noget over et Hundrede (120) om ſig, eller rettere foran ſit Merke, hvoriblandt Skaldene, og derforuden Gauta-Thore og Afrafaſte med deres Skare. Til dem ſluttede ſig kort før Slaget ogſaa en tredie, nemlig Arnljot Gelline, der havde frelſt Thorodd Snorresſøn i Jemteland, og ſendt Kongen ſin Hilſen med ham. Juſt ſom Kongen var kommen til Stikleſtad, og flere Mænd der fra Egnen indfandt ſig hos ham, kom ogſaa Arnljot, og vakte den ſtørſte Opſigt ved ſin Højde, da ingen naaede ham længere end til Axlen, ved ſin Skjønhed, ſit fagre Haar, og ſine ypperlige Vaaben, thi han havde en prægtig Hjelm, Ringbrynje, et rødt Skjold, et ſtadſeligt Sverd ved Siden og et ſtort, guldbeſlaget, og forſvarligt tykt Spyd i Haanden. Han traadte frem for Kongen og ſpurgte om han vilde modtage hans Tjeneſte. Kongen vilde førſt vide hans Navn og Herkomſt. Arnljot underrettede ham herom, ſagde at han havde ſin Slægt i Jemteland og Helſingeland, og navngav ſig ſom den, der havde hjulpet hans Skatkrævere i Jemteland, og ſendt en Sølvdiſk tilbage med dem til Tegn paa at han vilde være Kongens Ven. Kongen ſpurgte nu ham, ſom de øvrige, om hvad Tro han havde. Arnljot ſvarede at han hidtil havde troet paa ſin Kraft og Styrke, og fundet ſig vel tjent dermed, men at han nu heller vilde tro paa Kongen. Kongen ſvarede: „vil du tro paa mig, da ſkaldet tro paa den Lære, jeg udbreder, nemlig at Jeſus Chriſtus har ſkabt Himlen og Jorden og alle Menneſker, og at alle gode og rettroende ſkulle komme til ham efter Døden“. Arnljot ſvarede: „jeg har nok hørt tale om Hvidechriſt, men veed intet om hvad han beſtiller eller hvad han raader for. Dog ſkal jeg gjerne tro paa alt hvad du ſiger, og overlader mig ganſke til din Forſorg“. Da blev Arnljot døbt; Kongen lærte ham, heder det, hvad han fandt at være det allernødvendigſte af Troen, og ſtillede ham i Spidſen af Fylkingen foran ſit Merke ved Siden af Gauta-Thore, Afrafaſte og deres Skare[6].

Paa Stikleſtad boede dengang en Bonde, ved Navn Thorgils Hjalmesſøn. Han tilſtod med Anger at han havde modtaget Stikpenge af Kong Knut og tilſvoret ham Troſkab, men ſagde at han nu vilde gjøre Bod derfor ved at deeltage i Slaget og ſtaa Kongen bi. Kongen tilgav ham, idet han undſkyldte ham med at det alene var Frygt, ſom havde forført ham. Han takkede ham for hans Tilbud, men bad ham ikke deeltage i Slaget; thi han ønſkede heller at han ſkulde tage ſig af de ſaarede i den kongelige Hær, og flytte dem til ſit Huus; „og falder jeg“, ſagde han, „ſaa ſørg for mit Lig ſaa godt du kan, hvis det ej bliver dig formeent[7]“.

Kongen ſelv var denne Dag klæd i Ringbrynje; ved ſin Side havde han ſit ſkarpe Sverd Bæſing eller Hneite, hvis Hefte var omvundet med Guldtraad[8]. Paa venſtre Arm havde han et hvidt Skjold med et forgyldt Kors, i højre Haand en ſaakaldet Keſje eller Landſe; paa Hovedet en forgyldt Hjelm[9]. Hans Merke eller Banner, der var ſyet af hans Veninde Dronning Ingegerd[10], blev baaret af Merkesmanden Thord Folesſøn. Da han havde fylket ſin Hær, talte han nogle faa opmuntrende Ord til ſine Mænd. Han bad dem hærde ſin Hu og gaa djerveligt frem, hvis det kom til Slag. „Vi have“, ſagde han, et godt og betydeligt Mandſkab, og om end Bønderne ere mandſterkere, er det derfor ikke ſagt, at Lykken følger dem. Jeg erklærer eder herved, at jeg ikke agter at fly af dette Slag, men enten at ſejre eller dø, og jeg beder Gud om at det maa ſkee, ſom han i ſin Viisdom anſeer tjenligſt for mig. Vi maa ſætte vor Lid til, at vor Sag er retfærdigere end Bøndernes, og at Gud derfor enten vil lade os beholde vor Ejendom i Fred efter Slaget, eller ogſaa belønne os langt bedre for hvad vi her give Slip paa, end vi ſelv kunne ønſke os. Overlever jeg Slaget, ſkal jeg belønne enhver efter den Tapperhed, han viſer i Kampen, og ſejre vi, da vil der være fuldt op af Land og Løsøre, der nu tilhører vore Fiender, at dele mellem eder. Vi ſkulle gjøre det førſte Anfald ſaa heftigt ſom muligt, thi det er altid det bedſte, naar man har med Overmagt at beſtille. Et hurtigt og kjekt Angreb kan da ofte gjøre Udſlaget, idet Fiendens forreſte Rækker drives paa Flugt og bringe de øvrige i Forvirring, ſaa at de falde, den ene over den anden, og det ſaa meget mere, jo flere de ere, medens det derimod er ſlemt, naar Kampen gaar i Langdrag, thi da kunne de, der have ſtørſt Folkeantal, ſkiftes til at kæmpe og hvile ſig, medens den mindre Hær, ſom ej kan dette, tilſidſt bukker rinder af Træthed og Mødighed“. Hans Tale blev modtagen med ſtort Bifald, og Krigerne opmuntrede hinanden indbyrdes[11].

Bønderne vare endnu temmelig langt borte, og Kongen befalede Hæren at ſætte ſig ned og hvile ſig. De ſad temmelig rumt, da Fylkingen, ſom vi have ſeet, var lang og tynd. Ved Kongens Side ſad Finn Arnesſøn. Olaf heldte ſig op til ham, og lagde ſit Hoved i hans Knæ. Der paakom ham en Søvn, og han ſov en Stund. Da ſaa man Bondehæren komme nærmere med oprejſte Merker, og i ſtor Mængde. Finn vakte Kongen, idet han ſagde at Bondehæren rykkede imod dem. „Hvorfor kunde du ikke lade mig nyde min Drøm“, ſagde Kongen. „Din Drøm“, ſagde Finn, „var ikke ſaa vigtig, at du jo heller burde vaage og berede dig til Kamp mod den Hær, der rykker imod os: ſeer du da ikke, hvor nær Bondehæren nu er os?“ — „Den er os dog ikke ſaa nær“, ſagde Kongen, „at det jo havde været bedre for mig at ſove“. „Hvad kunde da det være for en Drøm, ſom du fandt ſaa ſtort Savn i at ſee afbrudt“, ſpurgte Finn. „Jeg drømte“, ſvarede Kongen, „at jeg ſaa Himlen aaben og at jeg ſteg op ad en lang Stige, der naaede lige op til den fra Jorden. Jeg var juſt kommen til det øverſte Trin, da du vakte mig“. „Ikke finder jeg denne Drøm ſaa god ſom du“, ſagde Finn, thi ſnarere forekommer den mig at varſle din nær foreſtaaende Død, hvis den ellers ikke kun er almindelig Søvn-Ørſke[12]“. Men det var den visſelig ej, thi det er aabenbart, ſaa vel af den, ſom af Olafs øvrige Ytringer, at han anede ſin nær foreſtaaende Død, og at hans Sind var i den meeſt ſværmerſke Stemning. Der fortælles ogſaa at han, ved Synet af Bøndernes Hær, vilde ſige: „daarlige og uſle Folk“, men da han i det ſamme juſt rykkede op nogle Bær, der gryede i Lyngen ved hans Side, kom han til at forſnakke ſig og ſige: „daarlige og uſle Bær“. Da Ragnvald Bruſesſøn gjorde ham opmerkſom derpaa, ſkal han have ſvaret: „merk du dig, at naar du engang forſnakker dig paa lignende Maade, har du lige ſaa kort Tid igjen at leve i, ſom jeg“[13]. Det ſkulde nemlig paa et af Olafs Vikingetog være ham ſpaaet af en klog Kone, at naar han engang kom til at forſnakke ſig, ſkulde han dø ſamme Dag[14].

Imidlertid, henved Kl. 12, kom Bønderne ganſke i Nærheden. Kalf og Haarek vare i Spidſen ved Siden af Hovedbanneret. Men de begyndte ikke ſtrax Angrebet, fordi alle Dele af deres Hær endnu ikke paa langt nær vare komne tilſtede, og de oppebiede de bagerſte, hvilke Thore Hund og hans Trop, ſaaledes ſom ovenfor anført, havde paataget ſig at drive frem og hindre fra at ſkulke bort. Det var ogſaa Olaf magtpaaliggende at forhale Kampens Begyndelſe ſaa længe ſom muligt, indtil Dag kom, hvis Trop man nu endelig ſaa nærme ſig. Saaledes ſtode Hærene en Stund ſtille lige over for hinanden, og ſaa nær, at Folk gjenſidigt kunde kjende hverandre. Kongen fik ſtrax Øje paa Kalf, og ſpurgte: „hvi er du der, Kalf? Vi ſkiltes jo ſom Venner ſyd paa Møre, og det anſtaar dig ilde at ſtride mod os eller ſkyde Skræmmeſkud mod vor Hær, thi her ere fire af dine Brødre“. „Det er mangt og meget, Konge“, ſvarede Kalf, „ſom nu er anderledes end det burde; du ſkiltes ſaaledes fra os, at vi vare nødte til at holde Fred med dem, ſom kom efter, og enhver faar nu blive der, han ſtaar; dog ſkulde jeg gjerne forlige mig med dig, om jeg maatte raade“. — Da ſagde Finn: „det er et Merke hos Kalf, at naar han taler vel, har han i Sinde at gjøre ilde“. — Kongen ſagde: „det kan nok være, Kalf, at du vilde forliges, men ikke tykkes det mig dog, at I Bønder lade ſaa fredeligt“. Lendermanden Thorgeir fra Kviſtad eller Saurshaug paa Inderøen, der ſtod nær ved Kalf, tog Ordet og ſagde: „Nu ſkulle I nyde den Fred, ſom mange have nydt af eder, og det ſkal I nu undgjelde“. „Du behøver ej“, ſvarede Kongen, „at lyſte faa meget efter at møde os, thi dig er ikke Sejren over os i Dag beſkaaren; jeg har fra en ringe Mand ophøjet dig til Magten“[15].

Nu kom Thore Hund til med ſin Skare, gik frem foran Merket og gav Tegn til Angreb med det aftalte Feltraab: „Frem, frem, Bondemænd“! Strax iſtemte Bønderne Hærſkrig, og ſkøde baade med Pile og Spyd. Kongens Mænd iſtemte ligeledes Hærſkrig, og raabte til Angreb: „frem, frem, Chriſtmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ Dermed ſtyrtede de i fuld Fart ned ad Bakken mod Bondehæren, og med ſaa uimodſtaaelig Heftighed, at Bøndernes Rækker vege tilbage, og den forreſte Rad af Kongens Fylking nu ſtod der, hvor de bagerſte af Bøndernes Rækker havde ſtaaet. Kongens Mænd trængte fremdeles paa, idet de opeggede hinanden gjenſidigt ved Raabet: „Knuger, knuger, Kongens Karle, dygtigt, dygtigt Bøndernes Mænd!“[16] De Bønder, ſom ſtode længer ude paa Fløjen, gjentoge dette Raab, i den Tanke, at det var deres egne Kammeraters; men da de øvrige Bønder hørte dette, antoge de hine for at være Kongens Mænd, og angrebe dem, ſaa at Bønderne paa denne Maade kæmpede indbyrdes med hinanden, og mange af dem faldt, førend de merkede Fejltagelſen. Hidtil havde Vejret været klart og ſmukt. Men kort efter at Slaget var begyndt, omtrent Kl. , begyndte Himlen i Nærheden af Solen at overdrages med et rødt Skjer, hvilket de forbauſede Bønder kaldte Vigrode eller Kamp-Rødhed, og betragtede ſom et merkeligt Varſel; Solen tabte efterhaanden ſit Skin, og Mørket tiltog mere og mere, indtil det omſider blev ſaa mørkt ſom om Natten. Der indtraf nemlig en total Solformørkelſe, ſom var paa ſit højeſte lidt før Kl. S„ og ſom ikke ganſke ophørte førend henimod Kl. 4. Denne Solformørkelſe, ſom Sagaen omſtændeligt omtaler, og ſom Sighvat Skald kort efter berørte i ſit Kvad om Olaf, bidrog.i Oldtiden lige ſaa meget til at befæſte hans Ry for Hellighed, ſom den i vore Dage har været et vigtigt chronologiſk Moment til Beſtemmelſen af Dagen og Tiden, da det merkelige Stikleſtadſlag blev holdt[17]. Bønderne vare nu allerede nær ved at flygte, men Lendermændene og deres Huustropper ſtode faſt, og gjorde haardnakket Modſtand. Det lykkedes ogſaa Lendermændene at bringe de flygtende Bønder til at ſtandſe, og fornye Angrebet, og nu ſøgte de til fra alle Kanter, de nærmeſte med Hug, de fjernere med Spydſtik, og de, ſom endnu ſtode længer tilbage, med Kaſteſpyd og Pile. Striden blev derfor ſtrax meget blodig, og der faldt mange paa begge Sider, blandt dem Arnljot Gelline, Gauta-Thore, Afrafaſte, og deres hele Skare, dog ikke førend enhver af dem havde fældet i det mindſte een, nogle endog to eller flere Fiender„ Derved begyndte Rækkerne foran Kongens Merke at tyndes. Han befalede da Thord Folesſøn at bære Merket længer frem. Selv fulgte han efter med dem, han havde udſeet til at være ham nærmeſt, de vaabendjerveſte og bedſt ruſtede i hele Hæren. Da Olaf ſaaledes gik frem af Skjoldborgen, og traadte ud i den forreſte Række, faa at Bønderne ſaa ham i Aaſynet, ſkal Ængſtelſe og Rædſel være paakommet dem. Kampen raſede nu paa det heftigſte om Kongen ſelv her ſtred med den ſtørſte Tapperhed. Lendermanden Thorgeir af Kviſtad, der før Slagets Begyndelſe havde tiltalt ham med ſaa overmodige Ord, faldt for hans Hug, der gik tvers over Anſigtet, ſaa Næſeſkjermen paa Hjelmen gik itu, og kløvede Hovedet nedenfor Øjnene, faa at det næſten gik af. Idet han faldt, ſagde Olaf: „ſpaaede jeg ikke ſandt, Thorgeir, at du ej vilde komme til at ſejre i vort Møde:’“ I det ſamme ſtødte Thord Folesſøn Merkesſtangen ſaa haardt ned i Jorden, at den blev ſtaaende. Han havde faaet et dødeligt Saar, og faldt der under Merket. Arne Arnesſøn greb det, og bar det, indtil ogſaa han ſegnede haardt ſaaret[18]. Imidlertid vare tillige Skaldene Thorfinn Mund og Gisſur Guldbraa faldne. Den ſidſte havde kæmpet med to Fiender paa een Gang, og dræbt den ene, men hugget Foden af den anden[19].

Det var nu blevet næſten mørkt. Kongen var kommen lige hen mod Fiendernes Hovedbanner, hvor Kalf Arnesſøn ſtod, med Thore Hund paa den ene, og ſine to ſterke og ſtridbare Broderſønner, Kalf Arnfinnsſøn og Olaf Arnfinnsſøn, paa den anden Side. Thore Hund gik frem mod Kongen, der hug til ham tvers over Skuldrene, men Sverdet bed ikke, og det var kun, ligeſom om der røg Støv af Reenſkindspelſen. Thore hug igjen til Kongen, og de ſkiftede nogle Hug ſammen, men Sverdet bed fremdeles ikke paa Reenſkindspelſen, og Thore blev kun muret i Haanden. Da ſagde Kongen til Bjørn Stallare: „Slaa du Hunden, ſiden Jærn ikke bider paa ham!“ Bjørn vendte Øxehammeren til og gav Thore et ſaa vældigt Slag med den i Hovedet, at han ravede, og ſkal ſiden den Tid altid have baaret Hovedet paa ſkakke. I det ſamme vendte Olaf ſig mod Kalfs Broderſønner, og dræbte den ene af dem, ved Navn Olaf. Men ſtrax efter ſatte Thore ſit Spyd tvers igjennem Bjørn Stallare, med de Ord: „ſaaledes fælde vi Bjørnene nord i Finmarken“. Bjørn bed ſig i Skjegget, trykkede ſig længer ind paa Spydet, og faldt[20].

Nu var den hevnlyſtne Thorſtein Knarrarſmed kommen til. Han hug til Kong Olaf med en Øxe, og Hugget traf Kongen paa den venſtre Fod ſtrax ovenfor Knæet. Finn Arnesſøn dræbte ſtrax Thorſtein, men, lammet ved hiint Hug, kaſtede Kongen Sverdet, heldede ſig op mod en Steen, og bad Gud hjelpe ſig. Da gav Thore Hund ham et Stik med ſit Spyd nedenunder Brynjen og op i Underlivet. Disſe to Saar vare nok til at bringe ham Døden, dog fik Kongen ogſaa et tredie Saar paa Halſen, hvilke Nogle tillagde Kalf, andre derimod, ſom det ſynes, den ovennævnte Olaf, Kalfs Broderſøn. Ved Kongens Lig faldt ogſaa ſtørſte Delen af den tapre Skare, der havde ſtaaet om ham; de øvrige, hvoriblandt Thormod Skald, vege tilbage eller flygtede, de fleſte af dem ſaarede. Det var lidt før Non (Kl. 3). Solen var i det Øjeblik aldeles ſkjult, og der er ingen Tvivl om, at mange af Bønderne nu heri med Angſt og Bæven ſaa et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over deres Gjerning[21].

Kort i Forvejen var Dag Ringsſøn endelig kommen med ſin Trop, ſom han ſtrax begyndte at fylke, idet han lod Merket rejſe. Men formedelſt Mørket kunde han ikke ſaa godt kjende Fiende fra Ven, og derfor varede det en Stund, inden han begyndte Angrebet. Men da anfaldt han ogſaa Bøndernes venſtre Fløj, beſtaaende af Ryger, Horder, Sogner og Firder, ſaa eftertrykkeligt, at den maatte vige, og mange aldeles toge Flugten, medens ogſaa en heel Deel faldt, blandt dem Lendermændene Erlend af Genie og Aaslak af Finnø, der ſtode nærmeſt om Merket, hvilket nu blev nedhugget. Denne heftige Kamp kaldtes ſiden Dags-Riden. Men imidlertid var Kongen fældet og Hovedfylkingen ſlagen, ſaa at Kalf, Haarek og Thore Hund med deres Skarer kunde komme venſtre Fløj til Hjelp. Da blev Dag overvældet, ſaa at han maatte tage Flugten tilligemed de øvrige af Kongens Hær, der endnu vare tilbage og tildeels havde kæmpet med i Dags-Riden[22]. Størſte Delen af de Flygtende tog Vejen op ad Dalen, og mange af dem faldt her, da Bønderne forfulgte dem; ſiden adſpredte de ſig til to Kanter, idet nogle ſandſynligviis toge Vejen opad Hoveddalen, andre over Elven og henimod Inndalen ad den Vej, paa hvilken de vare komne. Mange af dem vare deels ſaarede, deels magtesløſe af Mødighed. Bønderne forfulgte dem dog ikke langt, thi Høvdingerne vendte ſnart tilbage til Valpladſen, hvor mange havde Frænder og Venner at ſee efter. Kalf Arnesſøn ledte ſaaledes efter ſine Brødre. Kolbjørn var falden, men Finn, Thorberg og Arne levede, dog laa de ſaarede og udmattede af Kampen paa Valpladſen. Der fortælles, at Finn ved at kjende Kalfs Skemme, idet han nærmede ſig, ſagde til ſin Broder Thorberg: „ſee der er Kalf; var jeg nu ved fulde Kræfter, vilde jeg dræbe ham!“ Thorberg ſkal have ſvaret ſaa højt at Kalf hørte det: „det ſømmer ſig ej for dig at gjøre ſaa mod vor Broder!“ Men Finn ſkal ikke deſto mindre have kaſtet et Sax efter ham, der rammede ham ved Knæet, ſaa at han ſiden haltede. „Nu har du ladet mig undgjelde nok for hvad jeg har gjort“, ſkal Kalf have ſagt, hvortil Finn ſvarede: „du veed dog altfor vel, at jeg gjerne gad gjøre dig endnu mere ondt“. Efter hvad vi forøvrigt kjende til Finns Heftighed og utæmmelige Tunge[23], bliver det højſt ſandſynligt at den her fremſtillede Scene virkelig har fundet Sted Den forſtandige Kalf lod ſig ikke ophidſe deraf, men efterat have ladet ſine Brødres Saar underſøge, og erfaret at ingen af dem vare Baneſaar, lod han dem bringe ned til ſit Skib og rejſte ſelv med dem hjem til Egg, hvor de bleve helbredede. Hans Afrejſe var et Tegn for alle de øvrige Bønder, der havde deres Hjem nogenledes i Nærheden, til at adſprede ſig og ſøge hver til ſit, ſaa at omſider næſten alene de bleve tilbage, der havde ſaarede Venner efter Frænder at ſyſle med, eller vare beſkjeftigede med de faldnes Lig. Det var derfor alle og enhver paafaldende at ſee, hvor hurtigt denne ſtore ſammenbragte Hov atter adſpredte ſig. Men Sagen var den, at den iſær beſtod af Folk fra de nærmeſte Hereder, ſom nu længedes hjem[24]. De ſaarede flyttedes op paa Gaarden Stikleſtad, hvor hvert Huusrum opfyldtes, ſaa at derhos Telte maatte opſlaaes ude. De faldne af Kongens Hær bleve ej plyndrede af Bønderne, dog gave disſe for ſaa vidt endnu Beviis paa deres Had mod Olai, ſom de aftalte imellem ſig og forkyndte efter Biſkop Sigurds Ord, at ingen af Kongens faldne Krigere ſkulde faa en Begravelſe, ſom det anſtod gode Mænd, da de alle vare Ransmænd og Utlæge. Herom brød dog ikke de mægtigere ſig, thi de af dem, der havde Frænder blandt de faldne Kongsmænd, bragte dem til Kirke, og lode dem ſømmeligt begrave. Hvad Kongens eget Lig angaar, da ſkal Thore Hund allerede paa Valpladſen have gaaet hen til det, lagt det til rette og vredt et Klæde over det. Men dette fortalte han rigtignok førſt et Aars Tid ſenere, da der var Tale om Olafs Helligdom, og da der var indtraadt et fuldkomment Omſlag i Folkemeningen. Han lagde endog til, at Kongens Aaſyn forekom ham ſaa fagert og rødkindet, ſom om han ſov, og langt klarere end da han levede; ja, at noget af Kongens Blod, der tilfældigviis kom paa det Saar, han havde faaet paa Haanden, ſtrax helbredede det[25]. Det er ſaaledes meget tvivlſomt, hvor vidt der er noget ſandt heri, og om det ikke er opfundet af Thore, da det var ham magtpaaliggende at bearbejde Opinionen i denne Retning. Strax efter Slaget var han i det mindſte endnu fiendligt nok ſtemt mod Kongens Mænd, thi da de Bønder, der havde hjemme i Verdalen, foreſtillede Haarek og Thore, at Flygtningerne ſandſynligviis vilde anrette Ødelæggelſer paa deres Gaarde, hvis man ikke ſkyndſomt forfulgte dem, ſatte Thore med ſer Hundreder (720), iſær af Verdølerne ſelv, endnu ſamme Aften afſted op ad Dalen i flyvende Fart, og ſtandſede ikke, førend han ud paa Natten kom op til Suul, hvor han fik høre at Dag Ringsſøn og mange andre Flokke af Olafs Hær allerede vare dragne forbi, og havde taget til Fjelds; ved hvilken Efterretning han ſagde, at han ej vilde fare Fjeld til Fjeld efter dem, og vendte tilbage, uden at have faaet dræbt mange af dem[26]. Da han den følgende Dag kom tilbage, fremdeles ledſaget af mange Folk, begav han ſig ſtrax hen paa Valpladſen, for at ſee efter Kongens Lig, men det var ingenſteds at finde. Paa Valpladſen var der endnu en heel Deel Bønder, beſkjeftigede deels med at opſøge og bortbære deres dræbte Frænders og Venners Lig, deels med at hjelpe de ſaarede, ſom de ønſkede at helbrede. Thore ſpurgte dem, om de vidſte, hvor der var blevet af Olafs Lig, men ingen kunde ſige ham nogen Beſked derom. Han henvendte ſig derpaa til Thorgils, Bonden paa Stikleſtad, om han maaſkee kunde give ham nogen Underretning. Men Thorgils ſvarede: „jeg var ikke med i Slaget, og veed derfor kun lidet om hvad der er foregaaet; der ſiges mangt og meget, og blandt andet heder det, at man ſkal have ſeet Olaf tilligemed en Skare Folk oppe ved Stav; er han falden, da have vel nogle af eders Hær ſkjult hans Lig i Holt eller Steenrøs“. Skjønt Thore troede at være vis i ſin Sag, at Kongen var falden, var der dog mange andre, fem fandt det rimeligt, at han kunde.bære undkommen, og at man ſnart kunde vente et nyt Angreb af ham, ſaaat det næſten lader til, at Thore ſelv tilſidſt ikke ret vidſte, hvad han ſkulde tro: en Beſtyrkelſe— mere paa, at han ikke, ſom han ſiden ſagde, ſtrax efter Slagets Ophør havde været henne hos Liget. Han lod i alle Fald nu alle Underſøgelſer fare, begav ſig til ſine Skibe, og ſejlede ud efter Fjorden. Da adſpredte ogſaa de tilbageblevne Bønder ſig[27].

Om Thorgils virkelig havde hørt et ſaadant Rygte, ſom det nys nævnte, eller om han kun udſpredte det, for at forebygge alle Efterſøgelſer om Olafs Lig, er uviſt. Det ſidſte er dog ikke uſandſynligt, thi det var juſt ham, der, i Følge det Løfte, han før Slaget havde givet Kongen, nu havde borttaget og ſkjult det. Om Aftenen efter Slaget, da Thore Hund var borte og det allerede var mørkt, pasſede han ſit Snit, gik med ſin Søn Grim den gode hen paa Valpladſen, opſøgte og fandt Liget, og bar det med Grims Hjelp hen til en øde og afſidesliggende Skytje[28] paa den modſatte Side af Gaarden, hvor de ſiden bragte Lys og Vand, klædte det af, vaſkede det, ſvøbte det i Liin-Duge, og tilhyllede det med Vedſtykker. Da der imidlertid ſamlede ſig mange Folk paa Gaarden, iſær Fattigfolk, ſom havde holdt ſig i Nærheden af Hæren for at tigge, maaſkee og for at plyndre, og nu fegte ſig Natteleje rundt omkring, hvor der var Huusly at faa, bleve Thorgils og Grim bange for, at Liget ſkulde blive opdaget, iſær da En virkelig ſkal have været inde i Skytjen, og alene forladt den, fordi der, ſom han ſagde, var ſaa vaadt derinde[29]. De ſnege ſig derfor ud paa Natten hemmeligt ind i Skytjen, toge Liget ud og ſkjulte det ude i-Hagen. Men fremdeles ængſtede de ſig for, at den faldne Konges Fiender ſkulde faa fat paa Liget og mishandle det, thi de havde hørt Bønderne tale ein, at hvis de fandt Liget, da ſkulde de enten brænde det eller ſænke det ned i Søen. Det var dem derfor heel magtpaaliggende, at faa ſkjult det paa et Sted, hvor det kunde ligge mere ſikkert. Til den Ende ſloge de en Kiſte ſammen ſaa ſterkt og omhyggeligt ſom muligt, og lagde Liget deri; de gjorde ligeledes en anden, fyldte den med Halm og Steen, ſaa at den fik den tilbørlige Tyngde, og tillukkede den godt. Da alle Levninger af Bondehæren vare borte fra Stikleſtad, gjorde de et Rofartøj iſtand, bragte, ledſagede af 7 eller 8 paalidelige Frænder eller Venner, Kiſten, hvori Liget var, hemmeligt ombord, os ſatte den under Tiljerne, men ſtillede den anden Kiſte ovenpaa, ſaa at alle kunde ſee den. Derpaa roede de med begge Kiſter ud efter Fjorden til Nidaros, hvor de kom i Mørkningen og lagde til nede ved Kongsbryggen. Her ſendte Thorgils Bud op i Byen til Biſkop Sigurd, at de vare komne med Olafs Lig. Biſkoppen ſendte ſtrax nogle Folk ud til Thorgils, for at modtage Liget og ſænke det i Søen. De toge en Baad, roede hen til Thorgils’s Fartøj, forlangte Liget, fik den med Halm og Steen fyldte Kiſte, og ſænkede den i Vandet ude paa Fjorden, uden at underſøge dens Indhold. Da Biſkoppen ſaaledes var fort .bag Lyſet, og ingen Fare længer truede fra ham, roede Thorgils — det var nu ganſke mørkt — videre op efter Elven, indtil han kom forbi Byen, der da neppe ſtrakte ſig halv ſaa langt op mod Syd, ſom nu. Her lagde han til bedet Sted, kaldet Saurlid, hvor han lod Liget bringe i Land, og ind i en øde Skemme eller Bygning, der ſtod for ſig ſelv ovenfor de andre Huſe. De øvrige bleve her med Liget, medens Thorgils gik ned i Byen, for at opſøge enkelte af de der boende Mænd, om hvem han vidſte at de havde været Kongens Venner, og ſpørge dem, om nogen af dem vilde modtage hans Lig. Men ingen vovede at betalte lig dermed. Han vendte derfor tilbage, og lod Liget endnu bringe længer op langs med Elven, indtil de kom til en Sandmel, længſt oppe, hvor Elven gjør en Vending. Her nedgrove de Liget, og magede det ſaaledes, at ingen kunde ſee noget Spor af Gravningen. Med dette Arbejde bleve de færdige endnu for Dag, begave ſig derpaa tilbage til Baaden, og roede ud af Elven, og hjem til Verdalen[30].

Olafs unge Halvbroder, Harald Sigurdsſøn, var bleven haardt ſaaret, men Ragnvald Bruſesſøn tog ſig af ham, og fik ham om Natten efter Slaget bragt ind til en Bonde, der hemmelig beholdt ham hos ſig og lod ham helbrede. Derpaa ſendte Bonden ſin egen Søn med ham i al Hemmelighed over Fjeld og Ødemarker til Jemteland, hvor Ragnvald imidlertid havde oppebiet ham. Ragnvald og Harald fortſatte nu Rejſen i Fællesſkab til Svithjod, hvor de opholdt ſig om Vintren. Den følgende Sommer rejſte de over til Rusland, hvor Kong Jaroſlav tog vel imod dem, og hvor de for det førſte ſloge ſig til Ro[31]. Hvor der blev af Dag Ringsſøn, nævnes ej. Sandſynligviis er han vendt tilbage til ſit Len i Sverige[32].

Af de Skalde, der havde kæmpet i Kongens egen Nærhed, vare Thorfinn Mund og Gisſur Guldbraa faldne, ſom-allerede berettet. Thormod Kolbrunarſkald var bleven haardt ſaaret, ſaa at han ej kunde deeltage i Dagsriden, men ſtod dog ved Siden af ſine Kammerater, der efter Kongens Fald ſluttede ſig til Dags Trop. Her blev han truffen af en Piil i den venſtre Side. Han brød Skaftet af, gik op paa Gaarden, og kom til en Lade, hvor der var fuldt af ſaarede Kongsmænd, ſom ynkede og vaandede ſig. En Mand, der havde været i Bøndernes Hær, gjorde ſig lyſtig derover. Da han fik ſee, at Thormod havde en Guldring paa Armen, ſagde han: „du er en Kongsmand, giv mig Guldringen, ſaa ſkal jeg ſkjule dig, thi ellers dræbe Bønderne dig“. „Tag kun Ringen“, ſagde Thormod, „jeg har nu tabt mere“; men idet den anden rakte Haanden frem, for at tage Ringen, hug Thormod hans Haand af, og nu ynkede han ſig lige ſaa ilde, ſom hine. Thormod ſatte ſig ned i Laden, og hørte en Stund paa hvad der blev talt om; det var, ſom man kunde vente, om Begivenhederne i Slaget og om hvo der havde udmerket ſig meeſt. Nogle nævnte Kong Olaf, nogle ſatte andre ved Siden af ham. Men Thormod kvad et Vers, hvori han erklærede, at ingen kunde maale ſig med Olaf. Derfra gik han til en Skemme (fritſtaaende Stue), hvor der og var en Deel ſaarede, hvis Saar bleve forbundne af en lægekyndig Kone. Over en Ild, ſom brandt paa Gulvet, havde hun en Kjedel ſtaaende med varmt Vand, til at vaſke deres Saar. Hun havde ogſaa i en Steenkjedel lavet en Grød af Løg og andre Urter, ſom hun gav de ſaarede at ſpiſe, for derved at erfare, om deres Saar naaede til Indvoldene eller ej; thi i førſte Tilfælde, heder det, kunde hun lugte Løgen ud gjennem Saaret. Thormod ſatte ſig ved Døren. Der gik Folk ind og ud, beſkjeftigede med at ſyſle om de ſaarede. En af dem betragtede Thormod og ſagde: „hvorfor er du ſaa bleg? er du ſaaret?“ Han ſvarede i Vers: „Visſelig er jeg ikke red, men der er kun faa, ſom bryde ſig om mine Saar, ſom jeg fik i Dags-Riden af danſke Vaaben“. Altſaa har der enten været danſke Stridsmænd i Bonde-Hæren, fornemmelig maaſkee i den venſtre Fløj, hvor Rygerne ſtode, eller Thormod har halvt ſpottende kaldt Bøndernes Vaaben danſke, fordi de kæmpede til Fordeel for Danekongen. Thormod ſtod ſiden op og gik hen til Ilden. Konen bad ham hente noget Ved, der laa udenfor Døren. Han gik ud, tog et Fange Ved og kaſtede det paa Gulvet. Da betragtede hun hiint nærmere, ſtudſede over hans Bleghed, og ſpurgte, hvad der ſejlede ham. Han kvad et Vers, hvori han omtalte, at han var truffen af en Piil nær ved Hjertet. Hun forlangte at ſee alle hans Saar. Da hun ſaa dem, følte hun paa dem og merkede, at der i det, han havde paa Siden, ſad et Jærn. Hun vilde nu give ham at ſpiſe af hiin Grød, men han ſkød Skeen fra ſig idet han ſagde: „jeg har ikke Græsſot“. Derpaa vilde hun drage Jærnet ud med en Tang, men Saaret var ſaa ophovnet, at hun ej kunde faa Tag i det. Da ſagde Thormod: „ſkær omkring Jærnet, ſaa at man kan komme godt til det, og giv mig ſaa Tangen, og lad mig rykke det ud“. Hun gjorde ſaa. Thormod gav hende nu Guldringen, og bad hende gjøre med den hvad hun vilde. „Den er kommen fra en god Mand“, ſagde han, „thi Kong Olaf gav mig den i Morges“. Derpaa tog han Tangen og rykkede Jærnet ud. Der var Agnorer paa, og ved dem hang røde og hvide Trevler. Da han ſaa det, ſagde han: „Kongen har ſødt os godt, thi jeg er fed om Hjerterødderne“. Med disſe Ord ſank han tilbage og var død[33].

Saaledes endte det merkelige, og i Norges Aarbøger ſtedſe mindeværdige, Slag paa Stikleſtad. Alt, hvad der i Norge endnu var tilbage af Hang til Hedendom, al Forkjærlighed for det raaere og utøjlede Vikinge-Liv, for den Selvraadighed, ſom herſkede under Fylkeskongerne og Danevældet, gjorde ved Stikleſtad ſin ſidſte Kraftanſtrengelſe mod den nyere Tingenes Orden, mod Chriſtendom, Civiliſation, Nationalſelvſtændighed og ordnet Statsforfatning. Tilſyneladende kronedes ogſaa denne Kraftanſtrengelſe med Held, thi Olaf faldt, Bønderne triumferede, og Danevældet oprettedes fuldſtændigere end nogenſinde forhen. Men desuagtet var Kampen ved Stikleſtad ødelæggende for det Princip, hvis Tilhængere ſejrede, medens den befæſtede det, hvis ridderlige Forfegter fandt Døden. Det er aabenbart, at Bønderne den hele Tid, under Forberedelſerne til Kampen, og under ſelve Slaget, vare ſig klart bevidſte, at de ej gjorde nogen god Gjerning. De vidſte alt for vel at danſke Udſendingers Stikpenge og tillokkende Løfter, i Forbindelſe med Høvdingernes egen Herſkeſyge og Hevngjerrighed, her havde mere gjort ſig gjeldende end nogen dybt følt Trang hos Folket ſelv. Dette kunde ikke andet end fylde deres Sind med Uro, hvortil vi ogſaa i enkelte meddeelte Træk finde lydelige Spor, og de modtagne Stikpenge, ſaa uværdige for friſindede Bønder at befatte ſig med, kunde ikke andet end tynge paa deres Samvittighed. Kommer nu hertil de ſæregne Omſtændigheder ved dette Slag, at Frænder og Venner kæmpede mod hinanden indbyrdes[34], at Olafs Tapperhed ej kunde andet end vække hans Modſtanderes Beundring, at Høvdingerne nødvendigviis maatte føle ſig uhyggeligt ſtemte ved at ſtaa fiendtligt Anſigt til Anſigt lige over for deres forrige venlige og perſonligt agtede Herre, hvis bebrejdende Ord neppe undlode at gaa dem til Hjertet, og endelig, hvad der under de Tiders Overtro maa have virket utroligt paa de allerede ængſtelige og af Samvittighedsnag foruroligede Gemytter, at Solen formørkedes, ſom om Gud ſelv ved det meeſt umiskjendelige Tegn lagde ſin Vrede for Dagen: da er det ikke at undres over, om allerede Fleerheden af de fra Slaget tilbagevendende Bønder følte ſig tilmode ſom Mordere, om de vare gjennemtrængte af Foreſtillingen om at den dræbte Konge var en hellig Mand, og om de efter hans Død i deres Hjerter tilſvore ham og hans Indretninger en ſtørre og inderligere Lydighed og Hengivenhed, end det nogenſinde i hans Levetid lykkedes ham at fremkalde. Olafs Død var derfor virkeligt en Martyrdød, hvorved han beſeglede ſit Verk. Nederlaget paa Stikleſtad udrettede mere end mange Sejre; hans korte Dødskamp fuldendte, hvad flere Aars raſtløſe Virken ej havde formaaet[35].

Olaf var, da han faldt, 35 Aar gammel, altſaa i ſin kraftigſte Alder. Det var omtrent femten Aar efter at han allerførſt var bleven antagen til Konge paa Oplandene. Af disſe Aar kan man ſige at han i de førſte fem erhvervede Magten, og bekæmpede ydre og indre Fiender, i de følgende fem befæſtede ſit Herredømme og udførte ſine Planer til Chriſtendommens og den derpaa byggede Statsforfatnings Fremme, og endelig i de ſidſte fem førte den ſidſte fortvivlede Kamp mod Reaktionen, der her optraadte i Skikkelſe af Danevældet og Fylkes-Ariſtokratiet.

Uagtet al den Modgang, Olaf i de ſenere Aar havde haft, ſynes han dog at have bevaret det kraftige og blomſtrende Udſeende, ſom vi ovenfor have beſkrevet, og tom hos hans Modſtandere havde paadraget ham Øgenavnet „den digre“. Det Sagn, der beſkriver ham endnu efter Døden ſom fager og med Stemme i Kinderne, kan neppe aldeles ſavne Grund. I de følgende Tider tænkte man ham ſig altid ſom ſmuk, velvoxen, blond, med rødligt Skjeg. Saaledes finder man ham ogſaa afbildet paa de ældſte Malerier eller Tegninger fra Katholicismens Tider. Han har lange, lyſebrune Lokker, der hænge ham ned til Skuldrene; Skjegget er rødligt, og kløftet; paa Hovedet omgivet af Helgenglorien bærer han Kronen, i den højre Haand ſin langſkaftede Øxe, kaldet Hel (Døden); paa den venſtre Arm fører han ſtundom Skjoldet med Korſets Tegn. Kun de færreſte Afbildninger af ham ere vel nu tilbage: de fleſte ere vel i Tidens Løb forſvundne, iſær ved de førſte Reformatorers overdrevne Iver. Men hans Billede var for dybt indgravet i Folkets Bevidſthed til nogenſinde at kunne forſvinde. Den hellige Olaf, med ſit røde Skjeg, var ej alene Norges Nationalhelgen, ej alene den, hvem man, og med Rette, gav Æren for al gejſtlig og verdslig Lov, alle gode Indretninger i Norge, men i Sagnet indtog han endog de gamle Guders Plads: det var ham, og ikke længer Thor, der med ſit røde Skjeg ſlog Troldene med Skræk og forvandlede dem til Steen; det var ham, der endog frelſte Sol og Maane fra at falde i Troldenes Hænder, ligeſom Thor knuſte hiin Jøtne-Bygmeſter, der mod Løftet om at faa Freyja, Solen og Maanen byggede Æſernes Borg[36].

Om Stedet, hvor Olaf faldt, har der været nogen Uenighed. Et nu gængſe Sagn henfører Valpladſen til Sletten ved veſtre Stikleſtad henimod Bjertnes, hvor der er en ſtor Gravhøj, kaldet Dagrings-Haugen. Men dette Navn, der aabenbart hentyder til Dag Ringsſøn, ſom ej faldt i Slaget, gjør Sagnet ſelv mistænkeligt[37]. Sagaens Beſkrivelſe over Slaget har været ſaa længe bekjendt i de nyere Tider, at de derpaa grundede Gisninger af Egnens Beboere i Forbindelſe med Rejſendes og Oldgranſkeres Bemerkninger, kunne have frembragt et ſaadant, tilſyneladende gammelt, men i ſig ſelv nyt og uegte Sagn. At Kampen ellers for en ſtor Deel har foregaaet paa den ovenfor nævnte Slette, er rimeligt nok, men Kongen er neppe falden der, lige ſaa lidt ſom paa det Sted, hvor det nuværende Mindesmerke om Olafs Fald er oprejſt, nemlig paa en Bakke nedenfor øvre eller øſtre Stikleſtad. Den legendariſke Saga om Olaf den hellige, forfattet allerede i det 12te Aarhundrede, ſiger udtrykkeligt: „det var paa en Højde at Olaf faldt, og paa det ſamme Sted er nu Kirken opført“[38]. Den Kirke, ſom her menes, kan ikke være nogen anden end Stikleſtads Kirke, Verdalens Hovedkirke, der er en meget gammel Bygning, ſaa gammel, at det maaſkee endog er den ſelvſamme ſom den, Sagaen omtaler, og ikke en nyere, opført i dens Sted. Man erfarer i det mindſte heraf, at Sagnet i det 12te Aarhundrede antog Stikleſtad Kirke opført paa det Sted, Olaf faldt. At baade Thorgils og hans Søn Grim-den gode, der efter ham boede paa Stikleſtad, nøje vidſte, hvor de havde hentet hans Lig, og at Traditionen derom længe vedligeholdt ſig paa Gaarden, kan ej betvivles. Vi erfare ligeledes, at Kong Magnus nogle Aar ſenere lod Kalf Arnesſøn betegne ham Stedet[39]. Dette maa ſaaledes have været almindelig bekjendt. Og en 70aarig Mand, der i Midten af det 12te Aarhundrede betegnede det for Sagnfortælleren, kunde godt, i ſit 15de Aar, omkring 1095, have ladet ſig det betegne af en 80-aarig Verdøling, der ſom 15aarig Dreng var Vidne til Slaget. Hvis Stikleſtad Kirke var ældre end 1030, eller en af dem, Olaf ſelv lod opføre, vilde Sagaens Angivelſe have været urigtig. Men det er bekjendt, at Verdalens egentlige Fylkeskirke, og altſaa rimeligviis den, Olaf ſelv lod opføre, ſtod paa den nærliggende Kongsgaard Haug veſtenfor Stikleſtad[40]. Hvad der gav Anledning til at opføre Kirken paa Stikleſtad, der ej laa længer borte, der ej var Kongsgaard, og førſt ſenere erhvervedes for Erkeſtolen, kan alene være den Interesſe, Stedet havde ſom det, hvor Olaf led Martyrdøden. Det faldt da næſten af ſig ſelv, at Kirkens Alter oprejſtes nøjagtigt der, hvor han var falden.

  1. Se ovenfor S. 524. Lodin kaldes og Lodin Viggjaſkalle, ſe Magnus Barfods Saga, Cap. 4, Snorre, Cap. 5, hvor der dog urigtigt ſtaar at han var Fader til Sigurd Ullſtreng, der levede paa Magnus Barfods Tid, c. 1100. Den legendariſke Saga, Cap. 85, fortæller derimod rigtigere, at Sigurd var en Søn af Rut.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 221. Den legendariſke Saga, Cap. 85 anfører denne Beretning ved Slutningen af den førſte Fremſtilling af Olafs Tog (Cap. 80—85), og lader her Rut blive dræbt med 120 Mand, ligeſom den og lader Kongen ſærſkilt henvende ſig til Gisſur ſvarte med hiint Udſagn. Ogſaa tales der urigtigt om at Kongen og hans Mænd ſaa Ruts Skib. Siden (Cap. 86—89), fortælles Toget paany, men med andre Enkeltheder, og derfor nævnes Rut her atter (Cap. 89), ſom en af Anførerne. Endelig, i Cap. 90, nævnes atter Gisſur ſvarte og Udſagnet om den Skik at dræbe en Slagteſaud. Det ſættes her i Forbindelſe med Fortællingen om, hvorledes Gisſur i Slaget ſelv dræbte to Mænd, hvilket ſidſte i ſig ſelv viſtnok er rigtigt, da ogſaa den hiſtoriſke Saga omtaler det og dertil anfører et Vers af Gisſurs Foſterfader Hovgarda-Rev, hvori det berøres. Man maa derfor antage, at Gisſurs Navn egentlig hører hjemme paa det ſidſte Sted, og at den legendariſke Saga uretteligt har nævnt ham ſærſkilt paa det førſte. Thi at han for øvrigt, tilligemed de øvrige Islændinger, deeltog i Ruts Drab, ſynes utvivlſomt. Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) taler ogſaa vidtløftigere om at Gisſur dræbte to Mænd i Slaget, men nævner intet om Slagteſauden, kun om den Skik paa Island at foreſætte Arbejdsmænd et viſt Verk. Og dette tør maaſkee være den rette Form af Sagnet.
  3. Til den lange Udſtrækning af Kongens Front ſigtes der vel, naar den legendariſke Saga Cap. 90 fortæller, at ligeſom Bønderne havde 24 Merket, men 120 Mand under hvert, havde Kongen ogſaa 24, men kun med 40 under hvert.
  4. Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 22l. Her tilføjes og et Vers, ſom Harald efter Folks Sigende ſkulde have kvædet, omtrent af følgende Indhold: „Jeg ſkal nok viſe at jeg tør forſvare den Arm (Fløj) hvori jeg ſtaar, vi ſkulle farve Skjoldene rode; den unge, kæmpekjære Kriger ſkal ej vige tilbage for Spydene, hvor Huggene falde og Mændene kæmpe“. Men i den legendariſke Saga, Cap. 90, lægges dette Vers i Munden paa Thormod, hvorved ogſaa Sagaen baade her, og ſenere i Cap. 91, kommer til at lade Kongen ſtille Thormod og de øvrige (islandſke) Kæmper paa den anden Fløj, medens den derimod lader ham ſtille Harald hos Bjørn Stallare, altſaa i ſin egen Nærhed. Dette er aabenbart urigtigt, deels fordi Thormod, ſom allerede 35 Aar gammel, ikke med noget ſæregent Eftertryk kunde kalde ſig den „unge“ Kriger, deels fordi baade den hiſtoriſke Saga og Foſtbrødra Saga fornemmelig udhæve, at Thormod og de øvrige Skalde dannede en Skjoldborg om Kongen, ligeſom og den legendariſke Saga ſelv ſenere lader Thormod „lege løſt“ d. e. fegte paa ſin egen Haand i Striden, og nævner Gisſur, Thormods Kammerat, ſom en af Kongens Sidemand. Altſaa maa man antage at Forvexlingen af Thormod og Harald med Henſyn til Verſet ogſaa har bevirket deres Forvexling med Henſyn til Stillingen, og at den hiſtoriſke Saga har Ret.
  5. Dette fortælles kun i den legendariſke Saga, Cap. 91, og ſaa forvirret, at man ej ret kan ſee, om Meningen er, at Ragnvald og Finn ſtode i hver ſin Fløj, eller om de kun ſtode paa hver ſin Side af Kongen. Men at dette dog er Meningen, ſluttes af hvad der ellers vidner om Finns umiddelbare Nærhed ved Kongen.
  6. Olaf den helliges Saga, Cap. 201, Snorre, Cap. 227. Tildragelſen berøres ganſke korteligt i den legendariſke Saga, Cap. 88.
  7. Olaf den helliges Saga, Cap. 196, Snorre, Cap. 222. Den legendariſke Saga, Cap. 92. Her tilføjes og at Kongen bad Thorgeir Bonde at følge hans Lig til Graven og lade mane Krigeres Saar vaſke i det Vand, hvori hans Lig var toet“. Om denne Thorgeir er Thorgeir Sum eller om Navnet er fejlſkrevet for „Thorgils“ (hvilket ſynes rimeligſt), vides ikke.
  8. Om Bæſing eller Hneite, ſe ovenfor S. 494, 496, 505.
  9. Merkeligt nok, og neppe rigtigt, heder det i den legendariſke Saga, Cap. 91, ſaa vel ſom i Ágrip Cap. 25, at Kong Olaf hverken havde Hjelm eller Brynje.
  10. Den legendariſke Saga, Cap. 81.
  11. Olaf den helliges Saga, Cap. 197, Snorre, Cap. 223.
  12. Olaf den helliges Saga, Cap. 200, Snorre, Cap. 226. Den legendariſke Saga, Cap. 89. Homilie om St. Olaf i Cod. Arn. 619, S. 226. Drømmen anføres endog i Scholien til Mag. Adam, II. 59, No. 42. Her kaldes Finn (Phin) Anføreren for hans Hær, og det heder at Olaf ſov i et Telt.
  13. Den legendariſke Saga, Cap. 896. Flatøbogen (Fornm. S. V. 201).
  14. Se ovenfor S. 510, Note 5. Hvorledes Olafs Spaadom med Henſyn til Ragnvald ſenere gik i Opfyldelſe, ſkal nedenfor omtales, (ſe Orkn. S. S. 74).
  15. Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 237. Den legendariſke Saga, og efter den Flatøbogen (Formn. S. V. 202) anføre endnu mere af Olafs Samtaler med de fornemſte Anførere i Bondehæren. Saaledes ſkulde han have ſagt til Erlend af Gerde: “jeg gjorde dig ringe Mand til en ſtor Mand, nu drager du en Flok imod mig og vil dræbe mig i Dag, men jeg kan ſige dig, at du i Dag vil falde, og at din Sjæl vil være i Helvede, førend dit Blod er koldt paa Jorden“. Til Kalf ſkulde han have ſagt, at om han ſelv (Kongen) ſejrede, vilde han alene ſtraffe ham med at paalægge ham en Pilegrimsrejſe til Rom og Pønitens; til Thore Hund, at han i ſamme Fald vilde paalægge ham mange Arbejder indenlands, ſom ellers ingen brav Mand vilde udrette; til Thorgeir af Kviſtad: „Erindrer du det ſidſte Julegilde, du var i hos mig, da har du Hovedet højt, men nu ſtrider du mod mig, og det anſtaar dig ej“; hvortil Thorgeir ſkulde have ſagt, at han maatte ſaa gjøre for Kalfs Opeggelſers Skyld. For noget af dette kan maaſkee Sandheden ligge til Grund; men at i det mindſte Samtalen med Erlend er opdigtet, ſees deraf, at denne kæmpede i en anden Fløj, ligeſom og de Ord, Kongen ſkulde have henvendt til ham, efter den hiſtoriſke Saga rettedes til Thorgeir.
  16. Dette ſtaar kun i den legendariſke Saga, Cap. 92, og lyder ſaaledes: „Knýjum, knýjum, konungs liðar, harðla, harðla búanda menn“; hvorimod denne Saga intet kjender til det Feltraab, den hiſtoriſke Bearbejdelſe anfører og ſætter i umiddelbar Forbindelſe med Bøndernes Fejltagelſe. Det er dog tydeligt, at den kongelige Hær har brugt begge Raab, og anvendt dem ſaaledes ſom ovenfor angivet; det førſte før Slagets Begyndelſe, ſom Angrebstegn; det andet under ſelve Marſchen, ſom Opmuntringsraab. Dette ſkjønnes deels deraf, at Raabet „Knýjum&c. i og for ſig giver et Taktſlag, der ganſke pasſer til at marſchere efter, deels deraf, at Raabet „fram Kristsmenn“ o. ſ. v. er ſaa betegnende for de kongelige, at end ikke de meeſt enfoldige og tankeløſe i Bondehæren kunde falde paa at efterſkrige det, hvorimod det andet, der ſelv ender med „búanda menn“, og med den ubetydelige, og i Slagtumlen neppe herlige Forandring af liðar til liða faar den modſatte Betydning, nemlig en Opfordring til Bønderne om at ſætte ind paa de Kongelige, netop var egnet til at misforſtaaes ſaaledes ſom oven anført, og derfor til at efterſiges af Bønderne.
  17. Se herom de oven citerede Afhandlinger af Hanſteen i Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, iſær I. S. 459—466, og II. S. 159—161. Det er her oplyſt, at Formørkelſen for Stikleſtads Horiſont begyndte Kl. 1, 31 Min. 16 Sekunder, altſaa paa det nærme-ſte ved Kl. 1½ eller „miðmunda“, (d. e. Midten mellem Kl. 12 og 3) ſom Sagaen ſiger; at den var ſterkeſt Kl. 2, 51 Min., 13 Sekunder, altſaa lidt før Non, eller Kl. 3, til hvilken Tid Sagaen (Cap. 219, Snorre, Cap. 248) ſiger at Mørket ophørte; og at den endte Kl. 3, 58 Min., 11 Sekunder. — Der oplyſes tillige, at den netop ved Stikleſtad maa have været total.
  18. Den legendariſke Saga ſiger Cap. 91, at „Folk ſige at Arne Arnesſøn bar Kongens Merke under Slaget“,.men den fortæller dog Cap. 89, at Thord Folesſøn blev ſaaret paa den Finger, der laa Merkesſtangen nærmeſt, men ſenere helbrededes. Altſaa erkjender dog denne Bearbejdelſe Thord ſom den, der bar Merket, og det bekræftes udtrykkeligt i et Vers af Sighvat, anført i Olaf den helliges Saga, Cap. 198, Snorre, Cap. 224. Det ſandſynligſte er derfor, at Arne efter Thords Fald har grebet Merket, ſaaledes ſom ovenfor fremſtillet. I den hiſtoriſke Bearbejdelſe ſtaar der at Thord fik „Baneſaar“; dette Ord antyder nærmeſt at Satirer virkelig bragte Døden, men ifølge den legendariſke Saga ſkulde han have overlevet Slaget. Hvis denne ikke har forvexlet Arne med ham, ſkulde man altſaa formode, at „Baneſaar“ her kun betyder „dødeligt Saar“.
  19. Se herom ovenfor S 794. Det fortælles vidtløftigere i Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) og i den legendariſke Saga, Cap. 90, men henføres til Tiden før Slagets Begyndelſe.
  20. Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 238—240. Den legendariſke Saga, Cap. 92.
  21. Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 240. Den legendariſke Saga, Cap. 93. Hvad Olafs tredie Saar angaar, da ſtaar der i den legendariſke Saga, Cap. 92: „þat var ok snimma er Ólafr konungr féll ok frændi Kálfs Arnasunar … hann særði Olaf konung á fœti“. Da Olafs Fald ſenere omtales, maa dette aabenbart anſees ſom en Skrivfejl, i Stedet for „þat var ok snimma er Ólafr féll frændi Kálfs o. ſ. v.“, og overſættes ſaaledes: „det var ogſaa tidligt at Olaf faldt, en Frænde af Kalf, … han ſaarede Kong Olaf paa Foden“. Siden heder det i Cap. 93, at Thore Hund og Thorſtein Knarrarſmed bare Ord for at være Olafs Banemænd. Det ſynes altſaa at være denne Bearbejdelſes Mening, at Olaf Arnfinnsſøn ſaarede Kongen paa Foden, Thorſtein paa Halſen, og Thore i Underlivet, hvilke tre Saar ſynes at have været de, Sagnet lige fra Begyndelſen af omtalte, thi de ſamme Saar findes og antydede paa et gammelt Billede af Olafs Martyrdød. Men den hiſtoriſke Sagas Fremſtilling ſynes her, ſom ellers, paalideligſt.
  22. Olaf den helliges Saga, Cap. 212, Snorre, Cap. 241 Thjodrek, Cap. 19. Dag Ringsſøns Ankomſt ſættes hos denne og i den legendariſke Saga ſtrax efter Olafs Fald. Nøje at beſtemme, om Olafs Fald indtraf ſtrax for eller ſtrax efter Dags Ankomſt under Solformørkelſen, var uviſt. Men den legendariſke Saga lader ham ogſaa førſt byde Bønderne ſig, ſiden Harald Sigurdsſøn, til Konge, begge Dele forgjæves; dette er i en høj Grad uſandſynligt.
  23. Se f. Ex. hans Scene med Harald Haardraade efter Nisaaſlaget, Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 81, Snorre, Cap. 68.
  24. Olaf den helliges Saga, Cap. 213, 214, Snorre, Cap. 242, 243.
  25. Olaf den helliges Saga, Cap. 213, Snorre, Cap. 242.
  26. Olaf den helliges Saga, Cap. 215, Snorre, Cap. 244. Den legendariſke Saga, Cap. 49.
  27. Olaf den helliges Saga, Cap. 221, Snorre, Cap. 251. Det luder vee at Thore Hund kom tilbage Thorsdagen, der forudſattes naturligviis at den foregaaende Dag, Slagdagen, var Onsdag.
  28. I Olafsſaga ſtaar húskytja, hvilket Ord nærmeſt ſynes at være en Sammenſætning af hús og kytja, det ſidſte dannet af kot. Men da der ſiden udtrykkeligt ſiges, at Indgangen var ſaa lav, at man næſten maatte krybe ind, pasſer dette nærmeſt med Indretningen af en ſaakaldet Skytje (paa ſomme Steder ogſaa udtalt Skykje) eller Udbygning til en Lade, ſaa at man altſaa kunde formode at den med rette Ord mindre bekjendte Sagaſkriver har forandret skytja (af skot) til húskytja, eller at dette Ord egentlig ſkulde ſkrives hússkytja.
  29. Dette ſætter den hiſtoriſke Saga i Forbindelſe med det førſte i Legendarierne optagne Jertegn, der ſkulde være foregaaet ved Olafs Lig. Blandt hine Fattigfolk, ſom ſværmede om paa Gaarden og ſøgte Huusly, var og, heder det, en blind Mand, der lod ſig lede af ſin Dreng; de gik rundt om, indtil de fandt hiin Skytje, hvor den blinde Mand krøb ind, efterſom Døren var faa lav, at man ej kunde gaa oprejſt. I det han famlede med Hænderne paa Gulvet, kjendte han noget vaadt; da Hatten i det ſamme gled ned foran hans Anſigt, rettede han den op, men kom derved til at røre ved ſine Øjne. Strax fik han en ſaadan Kløe i Øjnene, at han gned dem med ſine vaade Fingre. Han krøb baglængs ud igjen, og ſagde at han ej kunde ligge der, fordi alt var vaadt. Men da han var kommen ud, kunde han allerede i Nattemørket ſkimte enkelte Gjenſtande; han gik ind paa Gaarden og i Stuen, hvor han nok ſaa godt kunde ſee, og fortalte, ſaa alle hørte det, at han havde faaet ſit. Syn igjen efter at have været inde i hiin Skytje, ſaaledes ſom oven berettet. De andre undredes da over, hvad der kunde have været i Skytjen, og Thorgils og Grim bleve ængſtelige derved o. ſ. v. Olaf den hell. Saga, Cap. 220, Snorre, Cap. 250. Den legendariſke Saga fortæller Jertegnet ikke mindre end 3 Gange, 2 Gange ganſke korteligt, i Cap. 100, hvor der ſtaar at en blind Mand fik ſit Syn ved at vaſke fine Øjne i det blodige Vand, hvori Olafs Lig var toet; derpaa i Cap. 103: at Olafs Lig efter hans Død blev flyttet til et Huus, hvor hans egne Hirdmænd vaſkede det; at en blind Tigger ſnublede udenfor Døren, hvor Vandet var ſlaaet ud, kom til et gribe med Haanden i det vaade, ſtrøg ſine Øjne dermed, og fik ſit Syn igjen. Det fortælles eens hermed i Homilie-Haandſkriftet (Cod. Arn. 619) S. 111; i Legenderne, meddeelte af Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 534, 543; omtrent paa ſamme Maade i det oldſvenſke Legendarium S. 864, og i det lübeckſke Paſionale hos Langebek l. c. S, 538; det berøres endelig i Einar Skulesſøns, 1152 forfattede Digt Geiſli, V, 23. Afvigelſerne viſe, at den legendariſke Form og derfor vel og det uſandſynlige af Indholdet tilhører en ſildigere Tid, da Olafs Helligdom var anerkjendt eller ſkulde anerkjendes. Det ſandſynlige, og derfor vel ogſaa virkelige i Begivenheden er viſtnok kun, hvad der ovenfor i Texten er anført.
  30. Olaf den hell. Saga, Cap. 222. Snorre, Cap. 251.
  31. Olaf den hell. Saga, Cap. 216. Snorre, Cap. 45. Fagrſk. Cap. 248.
  32. Foſtbrødre Saga, Cap. 49, indeholder en Beretning om, hvorledes Dag, hvilken Bønderne vilde hindre fra at komme bort om Natten, fik det Raad af Thormod Kolbrunarſkald, at gjøre ſtore Vagtilde, for at indbilde Bønderne at de vare tilſtede, men at de imidlertid ſkulde ſnige ſig bort, idet de kun efterlode fire Mand ved hvert Baal, hvilke ſiden paa een Gang ſkulde ſlukke Ildene. Dette Raad ſkulde Dag have fulgt, og tillige indbudt Thormod, der var ſaaret, til at følge med ham efter i Sverige, hvor han ſkulde faa gode Dage, men Thormod ſkal have afſlaaet Tilbudet, ſigende at han efter Olafs Fald ej kunde tjene nogen anden Konge. At en ſaadan Samtale fandt Sted mellem Dag og Thormod ſynes lidet rimeligt, da der neppe engang var Tid dertil, efterſom Dag alle: rede ſamme Aften kom op til Sum. Men det antyder dog, at Dug efter Sagafortællerens Mening kom tilbage til ſit Rige i Sverige.
  33. Olaf den hell. Saga, Cap. 218. Snorre, Cap. 246, 247. Foſtbrødra Saga, Cap. 49, 50. Saavel denne, ſom iſær den leg. Olafsſaga, Cap. 95—97, beretter endnu flere Træk af Thormods ſidſte Øjeblik; det ſkulde næſten ſynes ſom om den gamle Sagnfortæller har behaget ſig i at udmale Fortællingen efter egen Fantaſi, thi meget af hvad der ſaaledes tilføjes ſynes overdrevet og lidet rimeligt. Derhos afviger det ogſaa i andre Henſeender fra det ovenfor efter den hiſt. Saga meddeelte. Det heder at Thormod ej vilde beſkytte ſig i Kampen, men dog ikke fik ſtore Saar, hvorover han ſelv undredes; at han endog laante en Mand ſit Skjold, og at han da endelig ved at løbe over en Skidgard fik en Piil i den venſtre Side, hvorved han udbrød: „ingen Mand drog ſin Bue i en heldigere Stund“. At han blev ſaaret i Dagsriden, ſiges ikke. Der meddeles og nogle andre Samtaler paa Valpladſen, hvortil han var Vidne; og hvad der ſenere foregik, da han hug Haanden af Bonden, o. ſ. v., fortælles temmelig forvirret og indviklet, iſær i den legend. Saga. Der lægges vant et Vers i Munden, hvori han næſt Kongen roſer Haralds, Rings og Dags Tapperhed; men den blotte Omſtændighed, at Ring her nævnes ſom deeltagende i Slaget, ſynes at viſe, at Verſet er underſkudt og uegte; det udelades og i den hiſt. Saga. (Thjodrek, Cap. 18, nævner rigtignok ogſaa Dag, men det ſynes kun at være ved en Misforſtaaelſe.) Den underlige og for de Tiders Lægekunſt charakteriſtiſke Fortælling om Grøden af Løg o. ſ. v., udelades i den lege-nd. Saga. Overhoved ſynes det, ſom om der har været to indbyrdes noget forſkjellige Sagn om Thormod, af hvilke den hiſt. Saga har fulgt det rimeligſte, den legendariſke det uſandſynligſte men tillige meeſt underholdende.
  34. Den legend. Saga, Cap. 95, og Foſtbrødra Saga fortælle udtrykkeligt om en Fader og hans Søn, der begge laa dødeligt ſaarede paa Valpladſen, hiin paa Kongens, denne paa Bøndernes Side.
  35. Det ubeſtemte og kun i Almindelighed fremſatte Udtryk, at Olaf led Martyrdøden, har, ſom det ſynes, givet Anledning til Sagn, der fremſtille hans Død paa en aldeles urigtig Maade, aabenbart ſaaledes ſom en Fortæller, der ej vidſte nærmere Beſked, har tænkt ſig det og udmale der paa egen Haand. Saaledes“ ſiger allerede Mag. Adam af Bremen (II. 59): „Nogle ſige at Olaf er dræbt i et Slag, andre, at han er bleven ført frem i en Kreds af Folket og priisgiven dets Forhaanelſer, atter andre — hvad jeg antager for ſandſynligſt, — at En har ſnigmyrdet ham for derved at vinde Kong Knuts Gunſt“. I det lübeckſke Pasſionale hos Langebek (Scr. rer. Dan. II. 537, 538) beſkrives hans Død næſten aldeles ſom Chriſti egen; det lader ham forhaanes, udſtilles med en Tornekrone, Scepter og Kongedragt, idet man ſagde: „See hvilken Konge“, og endelig korsfæſtes.
  36. Se Snorre Edda, Cap. 42, jvfr. Fayes Sagn, S. 14.
  37. Se herom deels Munthes Anmerkninger til Aalls Overſættelſe af Snorre, I. S. 943, deels Krafts Beſkrivelſe over Norge, jvfr. Fayes Sagn, S. 124.
  38. Den legend. Saga, Cap. 93.
  39. Olaf den helliges Saga, Cap. 242, Magnus den godes Saga, Cap. 24, Snorre, Cap. 15.
  40. Se Munthes Anmerkninger til Aalls Overſættelſe af Snorre I. 260.