Det norske Folks Historie/2/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra Jemteland tog Olaf Vejen over Grændſefjeldene mellem Aare og Suul, hvor den almindelige Vej ſtedſe har gaaet og fremdeles gaar, til Verdalen i Norge. Ogſaa fra denne Olafs ſidſte Rejſe har Sagnet og Legenden omhyggeligt opbevaret og tildeels udſmykket mange Smaatræk; men for dem alle ſynes Sandheden at ligge til Grund, og vi meddele her derfor flere, ſaaledes ſom de fortælles, iſær da de ved deres Ælde, og ved det Vidnesbyrd, de afgive om den fromme Iver, hvormed en taknemmelig Efterſlægt bevarede Olafs Minde, ere af den ſtørſte Interesſe. Da Kongen, heder det, kom ſaa langt op, at Udſigten aabnede ſig mod Veſten ud over Dalen, blev han ganſke ſtille og taus. Der var heller ikke mange om ham, thi en Deel af Hæren var forud, en anden længer tilbage. Kongen havde hidtil været lyſtig og ſnakſom paa Toget, derfor blev Biſkop Sigurd nu ængſtelig over hans Taushed og red til ham for at ſpørge ham om Aarſagen. Kongen ſvarede meget bekymret: „Underlige Ting have nu en Tidlang baarets for mig. Da jeg nu faa fra Fjeldet ud mod Veſten over Norge, kom det mig i Hu, hvor mangen glad Dag jeg havde haft i dette Land. Da forekom det mig ſom om jeg ej alene ſaa ud over Throndhjem, men og over hele Norge, og jo længere Synet vedvarede, deſto videre faa jeg, indtil jeg ſaa ud over hele Verden, baade Land og Hav. Da tyktes det mig at jeg gjenkjendte grant alle de Steder, hvor jeg for havde været; lige ſaa tydeligt ſaa jeg de Steder, jeg ikke forhen havde ſeet; ja endog nogle, jeg ikke engang for havde hørt omtale, baade bebyggede og ubebyggede, ſaa vidt ſom Verden gaar“. Da ſkal Biſkoppen have ſteget af Heſten, omfavnet Kongens Fod og bøjet ſig for ham, idet han ſagde: „det er en hellig Mand, vi her følge[1]“.

Da Kongen kom ned til Suul, den øverſte Gaard i denne Deel af Verdalen, bed han ſine Mænd at fare ſtille og ordentligt frem, og ikke nedtræde de Agre, der laa ved Vejen. Dette overholdtes af dem, der fulgte nærmeſt efter Kongen og vare under hans Øjne, men de Flokke, der kom efter, bare ſig derimod meget uſtyrligt ad, og traadte Agrene ned. Bonden paa Suul, Thorgeir Flekk, tog desuagtet vel imod Kongen, viſte ham den ſtørſte Hjelpſomhed og indbød ham til at overnatte hos ham. Kongen modtog Indbydelſen og fik af Thorgeir vide, at en ſtor Hær var ſamlet i Throndhjem, og at der i den var Lendermænd ſaavel ſøndenfra Landet, ſom nordenfra Haalogaland, dog vidſte han ikke, om de med denne Hær vilde drage Olaf imøde, eller oppebie ham andenſteds. Thorgeir klagede nu over at Kongens Mænd havde nedtraadt Ageren; Kongen beklagede det, og red hen til Ageren, der laa ganſke nede mod Jorden. Da, ſiger Sagnet, red Kongen rundt om den og ſagde derefter til Thorgeir, at Gud nok vilde bøde hans Skade, ſaa at Ageren om en Uges Tid vilde komme ſig; og Kongens Spaadom ſkal være gaaet i Opfyldelſe. Da Kongen den følgende Morgen drog videre, bad han Thorgeir følge med ham. Thorgeir tilbød i ſit Sted ſine to voxne Sønner, den ene 17, den anden 16 Aar gammel. Kongen vilde dog helſt have Thorgeir ſelv med, og derved blev det; men desuagtet paaſtode Sønnerne, at de ogſaa vilde gjøre ham Følge, og det nyttede ej at Kongen fraraadte dem det. Da vilde Hirdmændene binde dem, men da Kongen ſaa det, ſagde han at de ſkulde have ſin Vilje, og at de nok kom tilbage igjen. Saaledes gik det ogſaa[2].

Da Kongen kom ned i den egentlige Hoveddal til Stav[3], gjorde han Holdt paa Stave-Myrene. Her fik han paalidelig Efterretning om, at Bønderne virkelig nærmede ſig med en Hær, og at han derfor ſnart vilde faa en Kamp at beſtaa. Thi da de Lendermænd, der havde ſamlet ſig i Throndhjem, havde faaet at vide, at Olaf var kommen til Jemteland og agtede ſig ned til Verdalen, lode de hele Hæren drage til Indherred, og opbøde desuden her den hele Almue, baade Thegn og Træl, for med denne ſamlede Styrke at gaa Olaf imøde. Paa Stavemyrene mønſtrede Kongen ſin Hær, og optog Mandtal over dem. Det befandtes da, at der ikke var færre end ni Hundreder (1080) Hedninger i Hæren. Kongen bad dem da at lade ſig døbe, efterdi han ingen Hedninger vilde have i ſin Hær: han ſtolede nemlig mere paa Guds Hjelp, end paa ſtort Folkeantal. Hedningerne raadſloge om denne Sag, og fire Hundreder lode ſig døbe, men fem Hundreder vægrede ſig derved, og vendte tilbage til Sverige[4]. Da traadte atter Gauta-Thore og Afrafaſte frem med deres Flok, og tilbøde Kongen deres Tjeneſte. Kongen ſpurgte, om de da havde ladet ſig døbe. Da de benegtede det, ſagde Kongen ſom før, at de enten maatte lade ſig døbe, eller pakke ſig bort. De gik nu afſides, for paa ny at overlægge herom. Afrafaſte ſagde: „Jeg vil ikke under nogen Omſtændighed vende tilbage, men deeltage i Slaget, og hjelpe enten den ene eller den anden Part: hvilken det bliver, er mig egentlig ligegyldigt“. Gauta-Thore ſagde: „ſkal jeg deeltage i Striden, ſaa vil jeg helſt ſtaa Kongen bi, da han meeſt trænger dertil, og naar jeg endelig ſkal tro paa en eller anden Gud, kan jeg jo lige ſaa gjerne tro paa den hvide Chriſt ſom paa nogen anden: jeg ſtemmer ſaaledes for, at vi lade os døbe, ſiden det er Kongen ſaa meget om at gjøre“. Dette bifaldt de øvrige, og de erklærede ſig derfor villige til at lade ſig døbe, hvis Kongen lovede at ville paatage ſig Anſvaret, fordi de ikke kjendte det mindſte til den Tro, de nu ſkulde antage. Kongen lovede det; de bleve døbte, og ſtrax efter konfirmerede af Biſkoppen, ſaa at det endog fortælles, at de i det paafølgende Slag endnu gik med Fermedreglene (Konfirmationsbaandene) om Hovedet. Kongen optog dem i ſin Hird, og ſagde at de ſkulde kæmpe under hans Merke i Slaget[5].

Da Olaf var færdig med Mandtallet, befandtes det, at han havde over tredive Hundreder (3600), hvilket man ſyntes var en ſtor og vakker Hær at ſee til paa een Plet. Han forkyndte nu, hvorledes han vilde have Hæren ordnet. I Midten ſkulde Kongens eget Merke være, og omkring det hans Hirdmænd og Gjeſter, den Flok der var kommen fra Oplandene, og den, der ſluttede ſig til ham der i Throndhjem. Til højre ſkulde Dag Ringsſøn være med den Skare, han havde bragt, ligeledes under et eget Merke. Og den venſtre Fløj ſkulde dannes af alle de Folk, Sviakongen havde ſkaffet, ſaa vel ſom alle de, der ſenere paa Toget gjennem Sverige havde ſluttet ſig til Hæren; denne Fløj ſkulde have det tredie Merke. Kongen bød, at man førſt ſkulde ordne ſig i mindre Svejter eller Flokke, ſaaledes at Frænder og Bekjendte holdt ſig ſammen, efterſom det var ſandſynligſt, at den ene da underſtøttede den anden bedſt; naar disſe Svejter vare dannede, ſkulde de ſiden ordnes i Fylkinger, thi da vilde enhver bedſt kunne kjende ſin Plads og ſkjønne, om han var kommen bort fra det Merke, han ſkulde følge. Som Felttegn ſkulde et hvidt Kors[6] males paa enhvers Hjelm og Skjold, og naar man kom i Slaget, ſkulde alle have Feltraabet: „Frem, Frem, Kriſtmænd, Korsmænd, Kongsmænd“. Hvis Fienden havde flere Folk, maatte Fylkingerne udſtrækkes, om de end bleve tynde, for at man ej ſkulde blive omgaaet. Den nu foreſkrevne Orden ſkulde herefter ſtedſe iagttages paa Marſchen, og Dag og Nat ſkulde man være fuldt bevæbnet, for at kunne være ſlagfærdig hvor ſom helſt man.ſtødte paa Bondehæren. Hvor denne var, vidſte man endnu ikke nøje. Det ſkal have været Kongens Henſigt, at oppebie den paa Levanger, hvis han ikke tidligere mødte den[7].

Paa denne foreſkrevne Maade blev Hærens Inddeling ordnet, og Kongen holdt derpaa Krigsraad med Svejter-Høvdingerne. Her fremmødte de Mænd, ſom Kongen havde ſendt rundt om i Heredet for at opbyde Folk, men de bragte den Beſked, at paa de fleſte Gaarde, hvor de kom, vare alle de vaabenføre Mænd borte og havde allerede begivet .ſig til Bondehæren: de, ſom de traf hjemme, vægrede ſig ved at følge med, de fleſte af dem angivende den Grund at de lige ſaa nødigt vilde ſtride mod Kongen, ſom mod deres Frænder, og derfor helſt afholdt ſig fra at deeltage i Kampen. Saaledes havde de kun faaet faa Folk. Kongen raadſpurgte nu ſine Mænd om, hvad de troede at man nu helſt ſkulde tage ſig for, da man nu var kommen til den lavere, ſterkt befolkede Deel af Dalen. Finn Arnesſøn raadede til at fare med Hærſkjold gjennem alle Bygder, røve alt Godſet, og brænde hvert Huus, ſaa at der ej ſtod et Kot tilbage, deels for at gjengjelde Bønderne deres Frafald, deels ogſaa for at lokke dem fra Hæren; „thi“, ſagde han, „jeg tvivler ikke paa at mangen en, naar han ſeer Røgen eller Luen ſtige op fra ſin Gaard, og ikke veed hvorledes det gaar hans Kone, eller Børn, eller gamle Forældre og Frænder, bliver løs i Flokken; og naar enkelte førſt forlade den, da vil deres Fylking ſnart tyndes, thi det er ofteſt ſaa med Bønderne, at det nyeſte Raad er det, ſom alle ſynes bedſt om“. Finns Raad fandt meget Bifald, efterſom mange derved øjnede Udſigt til Bytte, og alle undte Bønderne Straf, ligeſom de ogſaa fandt det heel rimeligt, at det vilde gaa ſom han ſagde. Den heftige Thormod Kolbrunarſkald kvad endog et.Vers, hvori han opmuntrede til at brænde hvert eneſte Huus ned for Indthrønderne lige til de kolde Kul. Olaf ſvarede hertil, at Bønderne visſelig havde fortjent en ſaadan Medfart, og at han ogſaa ſelv i tidligere Dage ej havde taget i Betænkning at brænde for dem og refſe dem haardt paa andre Maader; men dette var dog fordi de havde forſaget den chriſtne Tro, og paany begyndt at blote, eller med andre Ord, fordi de havde ſveget den ſande Gud. I Sammenligning med denne Forbrydelfe var deres Svig mod ham, deres Herre, af mindre Betydenhed, og han kunde derfor vel være bekjendt at viſe Mildhed mod dem, for hvad de havde forſeet ſig mod ham, om han ej havde kunnet det før deres Synder mod Gud. Førſt vilde han nu drage Bønderne imøde. Kom det da til Forlig med dem, da var det vel, men kom det til Slag, vilde han og hans Mænd enten falde, og da var det bedſt ej at have noget Ran paa ſin Samvittighed, eller de vilde ſejre, og da var det godt at finde ſtore og vel forſynede Gaarde, thi Sejrherrerne ſkulde arve de overvundnes Ejendomme, der ved de forrige Ejeres Fald eller Flugt vare blevne ledige; hvad ſom derimod var brændt, nød ingen godt af, og Plyndringsgods plejede for ſtørſte Delen at gaa til Spilde. Kongen bød at hans Hær ſkulde drage i adſpredte Skarer ud efter Bygden, Dag længſt mod Nord, oppe under Aaſerne, Kongen længer nede langs ad Landevejen, men treffe ſammen om Aftenen paa et aftalt Sted, for her at overnatte tilſammen. Alle de vaabenføre Mænd, ſom de kunde faa, ſkulde de bringe med ſig. Hvad de behøvede til Livets Ophold, ſom Kvæg og andre Fødevarer, ſkulde de tage, men ellers ingen Skade gjøre. Dog var det godt, om de dræbte de Spejdere fra Bøndernes Hær, ſom de maatte forefinde[8].

Da Olaf vendte tilbage til Hæren, fylkede han ſin egen Afdeling, og udvalgte de ſterkeſte og kjekkeſte Mænd til at danne en Skjoldborg omkring ham. I denne Skjoldborg bød han ſine Skalde at tage Plads, for at de kunde være tilſtede og med egne Øjne ſee, hvad der foregik, men ſiden digte Kvad derom. Disſe Skalde vare Thormod Kolbrunarſkald, Gisſur Guldbraa, en Foſterſøn af Skalden Rev Geſtſøn paa Hovgarde øſtenfor Snefjeldsjøklen paa Island[9] og Thorfinn Mund, om hvem for Reſten intet vides. Sighvat Skald, der, ſom vi have ſeet, var en af dem, der ved Kongens Flugt fra Oplandene fik Hjemlov, havde denne Sommer tiltraadt en Pilegrimsrejſe til Rom, og var ſaaledes nu ej tilſtede. Thormod ſagde derfor ſpottende til Gisſur: „lad os ikke ſtaa ſaa trangt, Kammerat, at Sighvat, naar han kommer, ej faar ſin Plads; han vil ſtaa foran Kongen, og anderledes vil heller ikke Kongen have det“. Kongen hørte dette, og ſvarede: „I behøve ikke at ſkoſe Sighvat, fordi han ej er her; ofte har han fulgt mig godt og nu beder han for os, hvilket vi heel vel kunne trænge til“. „Det kan vel harpe, Rangen, ſagde Thormod, „at I nu meeſt trænger til Bønner, men tyndt vilde det dog være om Merkesſtangen, derſom alle dine Hirdmænd vare paa Vejen til Rom. Sandt at ſige, klagede vi ogſaa ofte i tidligere Dage over at ingen, ſom ønſkede at tale imod dig, kunde faa Rum for Sighvat“. Skaldene talte nu mellem ſig om at det var ret pasſende, om de ſtrax digtede nogle Erindringsviſer om de Begivenheder, der ſnart vilde foregaa. Gisſur kvad da et Vers, hvori han ſagde at ingen ſkulde ſpore Modløshed hos ham i det foreſtaaende Slag, og at han tappert vilde ſtaa Kongen bi. Thorfinn opfordrede til at værne om den ædle Konge, og fælde Thrønderne i Slaget, ſom Verdølernes Skare vilde begynde mod Olaf. Thormod opmuntrede ligeledes til at viſe Mod og Raſkhed. Disſe Vers bleve ſtrax nemmede og erindrede af de Omſtaaende, og Sagaerne have ſiden opbevaret dem lige til vor Tid[10].

Da Kongen var færdig med Hærens Ordning, fortſatte han ſin Vej ud efter Dalen, indtil han kom til det Sted, hvor han havde beſtemt at tage Natteleje. Der nævnes ikke, hvor det var, men det kan ej have været meget langt ovenfor Stikleſtad, maaſkee i Nærheden af Uglen[11]. Hans Tog gjennem Dalen gik, hvor vigtigt det end maatte være ham at naa Levanger og ſaaledes Søkyſten, førend Bønderne afſkare ham Vejen, dog i det hele taget meget langſomt, deels fordi han maatte bruge Forſigtighed, deels fordi hans udiſciplinerede Hær var vanſkelig at holde ſammen, ſaa at man hyppigt maatte gjøre Holdt, for at Afdelingerne ikke ſkulde komme alt for langt fra hinanden, deels endelig fordi man i hine Tider, paa de ſlette Veje, man den Gang havde, overhoved kun kom langſomt frem. Landevejen gjennem Verdalen til Jemteland gaar nu paa Sydſiden af Elven, og det hele Stykke af denne Vej fra Nes, der ligger lige over for Stikleſtad, til Grændſen, udgjør kun omtrent tre norſke Mile, og mellem Suul og Nes er der kun tvende. Ny maa viſtnok den Vej, Olaf tog, nemlig fra Indalen til højre og til Nordſiden af Elven ved Stav, have været noget længere, men mere end tre Mile kan der dog, ſelv ad denne Vei, ikke have været mellem Suul og Stikleſtad, og fra Stav til det ſidſtnævnte Sted er der neppe en halv Miil. Og dog ſee vi, at Olaf ikke tilbagelagde dette korte Stykke i een Marſch, men overnattede paa Vejen. Olaf kan ſaaledes paa denne Fart gjennem Verdalen ikke have tilbagelagt mere end henved en Miil om Dagen. Man maa derfor antage, at han har været to Dage om Vejen fra Suul til Stav. Her maa den ſtørſte Deel af Dagen være hengaaet med Mønſtringen, ſaa at han førſt henimod Aften kunde fortſætte Vejen. Dette forklarer, hvorfor han den Aften ikke kom videre end i det højeſte lidt over en Fjerdingvej udenfor Stav. Der var maaſkee og en Grund mere, hvorfor Kongen tilbragte den Dag forholdsviis i Stilhed; thi det var, efter de paalideligſte chronologiſke Beregninger, en Søndag (den 30te Auguſt[12]. Thorsdag Morgen den 27de maa han altſaa være kommen til Grændſen, og Thorsdag Aften til Smil, ſom han forlod Fredag den 28de, til Stav ankom han den 29de, og til hiint Sted, hvor han overnattede, den 30te. Her ſamledes da hele hans Hær, og laa under ſine Skjolde om Natten. Det var den ſidſte Nat, Olaf oplevede. Han vidſte at det afgjørende Slag om Liv og Rige ſnart foreſtod. Han vidſte at Udſigterne ſer ham til at ſejre kun vare ringe, da hans Fiender vare ham langt overlegne; han vidſte tillige, at ødet her gjaldt enten Sejr eller Død, da Bøndernes Høvdinger tørſtede efter hans Blod. Han maatte være bekymret, ej alene for ſin egen og ſine Venners Skyld, men ogſaa, og end mere, for det ſtore Verk, hvorpaa han havde ofret ſine bedſte Aar, og for hvilket han nu var rede til at ofre ſit Liv, nemlig Chriſtendommens Befæſtelſe, og Fædrelandets Frihed, Selvſtændighed og Civiliſation. Det er ſaaledes ej at undres over, at han tilbragte den ſtørſte Deel af Natten ſøvnløs, og i brændende Bønner til Gud for ſig og ſit Folk. Førſt henimod Morgenen faldt han i en Blund. Legenden fortæller, at han havde en Drøm, hvori Chriſtus ſelv aabenbarede ſig for ham, trøſtede ham og ſagde: „kom til mig, min kjære Tjener, thi nu er Tiden at du ſkal tage den herligſte Løn for dit Arbejde, idet du hos mig nyder evindelig Glæde“[13]. Da Kongen vaagnede, begyndte det at blive Dag. Han fandt det endnu vel tidligt at vække Hæren, men kaldte paa Thormod Kolbrunarſkald, og bad ham fordrive Tiden med at fremſige et eller andet Digt. Thormod kunde ikke modſtaa Lejligheden til atter at give ſin Harme mod Sighvat Luft, og ſpurgte, hvorfor ikke Sighvat ſkulde kvæde, og dermed lønne det guldhjaltede Sverd, ſom han havde faaet i Julegave. „Du veed jo“, ſagde Kongen, „at han er rejſt til Rom“. „Enhver gjør hvad han bedſt duer til“, ſvarede Thormod; „jeg kvæder og kæmper i Dag, medens Sighvat ſpiler ſine Fingre i Rom“[14]. Derpaa ſatte Thormod ſig op og kvad det gamle Bjarkemaal ſaa højt at det kunde høres over hele Hæren[15]. Det var det bedſte Kvad, han kunde vælge, thi de fleſte kjendte det, eller det Sagn, hvorom det handlede, og det pasſede nøje til den Stilling, hvori Kongen og Hæren nu befandt ſig. Ligeſom Hjalte vakte Bjarke og Rolf Krakes øvrige Kæmper til at ſtaa deres Herre bi i den ſidſte Heltekamp, ſaaledes vilde nu Thormod nu vække Olafs Kæmper. Det begyndte ſaaledes:

Dagen er oppe,
alt Hanen galer,
det travle Arbejd
Trællen kalder.
vaager, o vaager,
Venner kjære,
alle de ypperſte
Adils’s Gjeſter[16].

Haar den haardgreipe,
Hrolf ſkjotande,
ættgode Mænd,
ſom aldrig fly;
Ej jeg til Viin jer vækker
ej til væne Kvinder,
nej, til Hildes
den haarde Leg.

Da vaagnede Hæren. Thormod fortſatte Kvadet, hvori der handledes om den ædle Konges Gavmildhed mod ſine Mænd, og om disſes Pligt at ſtaa ham bi til det yderſte. Der tales endog, merkeligt nok, om Odins Ondſkab og Svig, og Bødvar Bjarke forkynder, at om han kunde faa ham fat, ſkulde han kryſte og ødelægge ham ſom det værſte Utøj[17]. Da Thormod havde endt Kvadet, følte alle ſig ſtyrkede og oplivede, og takkede ham meget; de ſagde at dette i Sandhed kunde kaldes Huuskarlenes Opmuntring (húskarla hvöt). Kongen takkede ham ligeledes, og gav luun en Guldring af en halv Marks Vegt til Løn. Thormod takkede og ſagde: „Vi have en god Konge: men uviſt er det nu, hvor længe han lever: min Ben er, Konge, at du aldrig lader os adſkilles enten i Livet eller Døden“. — „Vi ſkulle alle“ ſagde Kongen, „blive tilſammen, ſaa længe jeg raader, hvis I ikke ville ſkilles fra mig“. — „Ja“, ſagde Thormod, „jeg haaber baade i Ondt og Godt at ſtaa ved eders Side, ſaalænge jeg kan, hvor ſaa end Sighvat Skald farer med Guldhjaltet“. „Jeg veed juſt ikke“, ſagde Kongen, „om vi begge to ere lige forberedte til at komme paa et Sted; hvor gammel er du, og hvor mange Mænd har du dræbt“? — „Jeg er 35 Aar gammel“, ſvarede Thormod, „og har i alt dræbt 14 Mænd, hvis jeg hugſer ret“. „Du er ikke gammel“, ſagde Kongen, „og det vil maaſkee komme dig til Gode; jeg haaber, at du da ſlipper med de ſædvanlige ſyv Dage før Begravelſen, ſaaledes at der kommer to Mænd paa hver“. — „Vær hjertelig takket for dette Tilſagn“, ſvarede Thormod[18].

Derpaa gav Kongen Befaling til Opbrud. Mange Bønder kom nu til, og de fleſte ſluttede ſig til Hæren; alle bragte den eenſtemmige Efterretning, at Lendermændene nærmede ſig med en overmaade ſtor Hær, for at holde Slag med Kongen. Da lod Kongen holde Mesſe, og ſine Mænd gaa til Skrifte og nyde Sakramentet. Gautathore og Afrafaſte undſloge ſig i Førſtningen derfor, da de, ſom de ſagde, ej ſkjøttede om at hviſke med Biſkoppen, men paa Kongens Foreſtilling deeltoge de endelig deri. Siden tog Kongen mange Merker Sølv, og leverede dem til en Bonde. „Forvar disſe Penge“, ſagde han, „for ſiden at uddele det mellem Kirker, Preſter og Fattigfolk, for de Mænds Liv og Sjæl, der falde i Slaget kæmpende mod os“. „Du meente vel dine egne Mænd, Konge,“ ſagde Bonden. „Nej,“ ſvarede Kongen; „Pengene ſkulle anvendes til Sjælebod for dem, der ere i Bøndernes Hær og falde for vore Vaaben, thi de ſom ſtride paa min Side, ville alle frelſes og behøve derfor ingen Sjælebod“[19]. Derpaa fortſattes Vandringen. Dag tog fremdeles en anden Vej med ſin Skare.

Imidlertid vare ogſaa Lendermændene komne til den ydre Deel af Verdalen med Bondehæren. Den var Olafs langt overlegen i Antal. Den.anſlaaes nemlig til hundrede Hundreder eller 14400 Mand, og der ſiges om den, at ingen af de der tilſtedeværende Folk havde ſeet en ſaa talrig Hær ſamlet i Norge, hvilket og er bogſtaveligt ſandt, thi i alle de Slag og Fegtninger, der havde fundet Sted indenlands lige ſiden Harald Haarfagres Tid, havde kun et forholdsviis ubetydeligt Antal Stridsmænd paa begge Sider været anvendt[20]. Den var ellers meget forſkjelligartet, thi ved Siden af en Deel Lendermænd med deres Huustropper, og mange mægtige Bønder, beſtod Hovedmasſen af Thorpere (Huusmænd og Inderſter), og Arbejdsmænd, af hvilke endog den ſtørſte Deel var ſamlet i Verdalen ſelv. Men alle vare de meget fiendtligt ſtemte mod Olaf, og deres Fiendſkab opeggedes endnu mere af en danſk Biſkop Sigurd, der af Kong Knut, hos hvem han længe havde opholdt m, var bleven medgiven Haakon Jarl ſom Hirdbiſkop, og efter dennes Bortrejſe var bleven tilbage i Throndhjem, hvor han paa alle Maader ſøgte at virke for Knut og opflamme Hadet mod Olaf[21]. Paa et Huusthing i Bondehæren opregnede Sigurd alle dennes foregivne Synder, at han lige fra Ungdommen af havde gjort Røveri og Plyndren til ſin Sysſel, at han uretmæsſig havde ſat ſig faſt i Kong Knuts og Olaf Sviakonges Skatlande, at han havde forjaget Jarlerne Svein og Haakon fra deres fædrene Beſiddelſer, og raſet endog med ſine egne Frænder, i det han havde forjaget dem fra Oplandene, mishandlet dem og ſaaledes udryddet alle fyrſtelige Mænd i Landet; at han havde dræbt eller forjaget Lendermændene, faret om i Herederne med Røverhobe, ſkjendt og brændt, og at han nu endelig kom med en udenlandſk Hær, beſtaaende af de værſte Stimænd. Han ſluttede ſin Tale med at opmuntre Bønderne til, djervt at angribe og uden Skaanſel nedhugge dette Pak, hvis Lig ikke engang ſkulde begraves ved Kirker eller i chriſten Jord. Hans Tale vakte meget Bifald, og alle lovede at gjøre ſom han ſagde[22].

Lendermændene holdt derpaa et Krigsraad for at beſtemme, hvorledes Hæren ſkulde fylkes, og hvo der ſkulde føre Overbefalingen. Men med al deres krigerſke Iver, og ſaa ærefuldt dette Hverv end var, ſaa røbede de dog en kjendelig Ulyſt til at befatte ſig dermed, og den ene ſøgte at ſkyde det over paa den anden. Saaledes ytrede Kalf Arnesſøn, at Haarek, ſom den fornemſte af dem — han nedſtammede nemlig fra Harald Haarfagre — ſom den, der formedelſt Grankells Drab havde haardere Medfart at vente af Kongen, end de øvrige, og ſom en meget krigsprøvet og dertil ærgjerrig Mand, var bedſt ſkikket til at være Overanfører. Men Haarek undſkyldte ſig med ſin Alderdom, og med ſit Frændſkabsforhold til Olaf, hvilket, om Kongen end ringeagtede det, dog gjorde det mindre pasſende for ham at optræde i Spidſen for hans Fiender; han foreſlog derimod Thore Hund, der ſelv havde en ſtor Regning at opgjøre med Olaf, og desuden havde lovet ſaavel Knut ſom ſine Frænder at hevne Aasbjørn Selsbaae. Thore undſkyldte ſig igjen med at Thrønderne, der udgjorde Hærens Hovedmasſe, vare for overmodige til at ville lyſtre en Haalogalændings Befalinger. Han havde, ſagde han, Lyſt nok til, perſonligt at binde an med Olaf, og havde derfor endog udvalgt de elleve tapreſte af ſine Huuskarle, for med dem alle, ligeſom han ſelv, iførte de ugjennemtrængelige Reenſkindspeltſe, at ſætte ind paa ham; men Overanførſelen vilde han ikke paatage ſig. Da tog Kalf atter til Orde, og bad de forſamlede Høvdinger paa det indſtændigſte at betænke, hvilken Skam det var, om hele deres Foretagende nu ſkulde — blive til intet og den ſtore Hær forgjeves være ſamlet, fordi ingen vilde paatage ſig Anførſelen. Olafs Hær var vel langt mindre, men den var ſtridbar og ham hengiven, og Bondehæren trængte derfor til duelige og tapre Anførere, der ved deres Tale og Exempel kunde ſætte Mod i de mange, der ellers vilde blive bange om Hjertet. Her kom det fremfor alt an paa Enighed og Raſkhed. Holdt ikke nu alle ſammen ſom een, da var det lige ſaa godt, ſtrax at bede Olaf om Naade, og han ſelv, der havde Brødre i Olafs Hær, vilde da maaſkee være bedre faren, end de øvrige Lendermænd. Men han foreſlog derfor, at han,Haarek og Thore ſkulde ſtille ſig ſammen under Hovedbanneret, og ſaaledes alle tre i Fællesſkab paatage ſig at føre Befalingen. Dette Forſlag bifaldtes ſtrax af de øvrige, ſom ſagde at de ganſke vilde føje ſig efter Kalfs Beſtemmelſe. Han blev altſaa dog den egentlige Overanfører, og det var ham, ſom paatog ſig at beſtemme, i hvilken Svejt enhver ſkulde ſtaa, og hvorledes Svejterne ſkulde ordnes i Fylkinger[23]. Da Anførerne vare vendte tilbage til Hæren, lod han derfor ſit Merke rejſe ſom Hovedbanner, og ſtillede under dette ſine egne Huuskarle, ſaa vel ſom Haarek og hans Skare. Thore Hund med ſin Skare ſkulde ſtaa foran Merket, men fik foreløbigt det Hverv, under Fremrykningen at holde ſig bagenfor Hæren, for at drive paa Efternølerne, og hindre de frygtſomme fra at vige tilbage, naar man nærmede ſig Fienden. Der var i Hæren en ſtor og ſterk Haalogalænding ved Navn Thorſtein Knarrarſmed, ſaaledes kaldet formedelſt ſin Dygtighed i alſkens Haandverker, iſær Skibsbyggeri. Han plejede at fare paa Kjøbmandsrejſer, men var meget voldſom og en ſtor Slagsbroder, ſom ikke tog i Betænkning at dræbe enhver, med hvem han kom i Uenighed. Kong Olaf havde i ſin Tid til Straf for hans Voldsgjerninger og ſom Thegngilde for et Drab, han havde begaaet, frataget ham et nyt og ſtort Kjøbmandsſkib, ſom han havde bygget. Dette kunde Thorſtein ikke glemme, og tørſtede efter Hevn. Nu traadte han frem for Fylkingen, gik hen til Thore Hund, og udbad ſig at maatte optages i hans Skare, for at han, om muligt, kunde være den førſte til at bære Vaaben paa Olaf, og ſaaledes gjengjelde ham Skibstaget. Thore og hans Mænd optoge ham alt for gjerne mellem ſig[24]. Paa begge Sider af Thores Plads og Hovedbanneret ſtilledes de ſtridbareſte og bedſt bevæbnede af Bønderne. For Reſten beſtod denne Fylking, der ſom Hovedfylking var baade tyk og lang, af Thrønder og Haaleyger. Paa højre Fløj ordnedes en anden Fylking, der beſtod af Mører, Raumsdøler og Naumdøler, under et eget Merke[25]. Og paa venſtre Fløj, under et tredie Merke, ſtilledes en Fylking, beſtaaende af Ryger, Hørder, Sygner og Firder, anførte af Aaslak af Finnø og Erlend af Gerde[26]. Bondehæren ſkal i alt have haft 24 Merker, af hvilke de tre ovennævnte vare de fornemſte, og Kalfs Hovedbanneret[27]. Anførerne formanede Stridsmændene paa det omhyggeligſte til, under den lange Marſch, ſom endnu foreſtod[28], nøje at pasſe paa deres Plads, ſaa at Fylkingerne ej kom i Uorden, naar Ludrene lode og Kampen ſkulde begynde. Som Krigsraab vedtoges: „Frem Frem Bondemænd“! Anførerne opeggede nu ſine Skarer, og Kalf opfordrede udtrykkeligt— enhver, ſom havde nogen ſæregen Hevn at tilfredsſtille mod Kongen, til at tage Plads under Hovedbanneret, hvor de vilde komme til at ſtaa lige over for Kongen ſelv. Han bad dem at mindes al den Harm og Skade, de havde lidt, og ſagde, at ligeſom der aldrig var bedre Lejlighed end nu til at hevne ſig, kunde de heller ikke vente ſig nogen Skaanſel af deres Fiender, om disſe ſejrede: der var altſaa intet andet for, end at kæmpe paa det tapreſte og til det yderſte. Hans Tale beſvaredes med høje Bifaldsraab, og over hele Hæren hørtes gjenſidige Opmuntringer og Opeggelſer. Derpaa fortſattes Marſchen opad Dalen[29].

  1. Olaf den hell. Saga, Cap. 189. Snorre, Cap. 213. Den leg. Saga, Cap. 81. Denne, der ogſaa fortæller Sagnet ſtrax førend den omtaler Mønſtringen paa Stavemyrerne, henlægger dog begge Dele, ſom det ſynes, til Vandringen i de ſaakaldte Oplande i Sverige; men Uordenen i Fortællingen er dog her ſaa ſtor, at man ej ret bliver klog paa, til hvilken Egn, eller til hvilken Tid Fortælleren vil have hvert enkelt Træk henført. Ifølge den hiſtoriſke Saga ſkulde Biſkoppen kun have ſagt at Synet var helligt og merkeligt, men den legendariſke Saga ſynes at maatte have Fortrinnet i alt hvad der angaar Legender.
  2. Olaf den hell. Saga, Cap. 190. Snorre, Cap. 214. Den leg. Saga, Cap. 83, fortæller denne Begivenhed paa en egen Maade, idet den lader det være Thormod Kolbrunarſkald og hans Følge, der nedtraadte Ageren. Den tillægger ogſaa, at Thormod, der havde lovet at faſte 9 Søndage, men ſpiiſt Kjød 9 Fredage for at kunne faa dræbt Thorgrim Trolle, nu, erindrende ſig dette Løfte, tog et Stykke Fedt og ſpiſte det. Dette er dog hentet fra Foſtbrødreſaga, Cap. 47, hvor det henføres til et Beſøg, Kongen aflagde hos en anden Bonde, efter at have forladt Thorgeir Flekks Gaard.
  3. Om Gaarden Stav, der nu ej længer findes, men af hvis Navn der gjenkjendes Levninger i Stubſkin (Stafsskeneyjar) i Nærheden af Vuku, ſe ovf. 1. B. 723.
  4. Hertil ſigtes der i den legend. Saga, Cap. 80, hvor det heder at Anund ſkaffede Kongen ni Hundreder. Men derved gjøres de fire Hundreder, Anund ſkaffede, til eet med de fire Hundreder, der lode ſig døbe. Fagrſkinna, Cap. 109, lader fem Hundreder antage Daaben.
  5. Olaf d. hell. Saga, Cap. 191. Snorre, Cap. 216. Den leg. Saga, Cap. 87. Hedningernes merkelige Ord under Raadſlagningen med hinanden indbyrdes forekomme kun i den hiſt. Saga; deres Svar til Kongen kun i den legendariſke.
  6. At Felttegnet (herkuml) juſt ſkulde være i Korsform, nævnes ikke udtrykkeligt, men deels ligger det i Benævnelſen „Korsmænd“, der optoges i Feltraabet, deels deraf, at Olafs Skjold ſiden i Cap. 199 omtales ſom hvidt med et gyldent Kors. Dertil kommer, at paa et gammelt norſkt Maleri maaſkee fra det 13de Aarhundrede, der fremſtiller Olafs Fald, og ſom nu opbevares i Oldſagsmuſeet i Kjøbenhavn, er netop Korſet anbragt paa de kongelige Krigeres Hjelme og Skjolde.
  7. Dette ſynes at være Meningen af hvad Foſtbr. Saga, Cap. 46, ſiger: at Kongen gjorde ſig rede tidligt om Morgenen, og ville bide „liðs síns“, rettere liðsins d. e. bónda-liðsins (Bondehæren) paa Levanger, (i Udg. Sifanga læs Lifangra). I den legend. Saga, ſaa vel ſom i Flatøbogen, fortælles flere Hændelſer, Olaf paa Vejen ſkal have haft, men ſom alle ere ſaa uſandſynlige, at vi her have udeladt dem. Saaledes heder det (den legend. Saga, Cap. 82, Fornm. S. V. 197) at Kalf Arnesſøn ſelv femte mødte Kongen allerede paa Grændſefjeldene mellem Jemteland og Verdalen, og ſøgte at indbilde ham, at han meente det godt med ham, men at Finn Arnesſøn fraraadede Kongen at ſætte Lid til hans Ord, og vilde endog have ham greben og dræbt, hvilket dog Kongen ej vilde tillade. Dernæſt heder det, at Kongen red paa en hvid Heſt om Dagen, og at Kongen ſnublede, men at Kongen, udraabende Ordſproget „býsna skal til batnaðar“ (der ſkal ondt til før det gode kommer) forbandt Heſtens Fod, ſom kort efter fandtes lægt. Derefter ſkal Kongen, ſom fandt det varmt om Dagen, have forlangt et Bæger Vand; da han fik det, og havde læſt Velſignelſen over det (Flatøbogen lader Biſkoppen læſe Velſignelſen) ſmagte han paa det, men merkede at det var Øl; da rakte han det fra ſig, idet han ſagde at han ej vilde drikke Øl, og bad om Vand i Stedet. Han fik et nyt Bæger Vand, men efter Velſignelſen befandtes det at være Mjød; et tredie Bæger Vand fandtes forvandlet til Viin, og da ſagde Biſkoppen, at han ſkulde drikke det, da den, ſom gav det, havde Ret dertil, og at dette var et merkeligt Tegn.
  8. Olaf den hell. Saga. Cap. 191. Snorre, Cap. 216. Den legend. Saga omtaler dette løſeligt, ſom om Thormod ſkulde have givet Raadet at ſkjende og brænde, og anfører Thormods Vers, Cap. 89.
  9. Om Gisſur og hans formodede Identitet med Gisſur ſvarte, ſe ovf. S. 762, jvfr. Landn. II. 6.
  10. Olaf den hell. Saga, Cap. 192. Snorre, Cap. 218. Foſtbr. Saga, Cap. 47. Den legend. Saga tillægger Thormod Gisſurs Vers, og anfører dette, ſamt Thormods eget, noget ſenere (Cap. 91). Derimod anføres Thorfinns Vers paa et Sted (Cap. 89), der omtrent ſvarer til det, hvor det forekommer i den hiſt. Saga.
  11. Den legend. S., C. 86 antyder Stikleſtad ſelv ſom Stedet, hvor han overnattede.
  12. Den følgende Dag, da Stikleſtadſlaget ſtod, var nemlig, ſom Hanſteen ved aſtronomiſke Beregninger har viiſt (Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie I. S. 452 flg. II. S. 157 flg.), Mandagen den 31te Auguſt, thi da indtraf den Solformørkelſe, der ifølge Sagaerne og Sighvat Skalds, paa Øjevidners Beretninger grundede, Kvad, udmerkede Olafs Dødsſtund. Det ſædvanlige var ellers, ej alene i nyere, men ogſaa i ældre Tider, at antage St. Olafs Dag, 29de Juli, for hans Dødsdag. Saaledes ſiges der i Olaf den helliges Saga, Cap. 219, hos Snorre, Cap. 248, og i Annalerne, at Olaf faldt Onsdagen den 29de Juli 1030; hos Thjodrek Munk, Cap. 19, at han faldt Onsdagen den 29de Juli 1029, i Legenderne, meddeelte efter arnamagnæanſke Haandſkrifter af Langebek (Scr. rer. Dan. II. S. 532, 534), at han faldt Onsdag den 29de Juli 1028, ligeſaa i Breviar. Nidros., ogſaa anført af Langebek (ſammeſteds S. 543) men i det lübeckſke „Pasſionale“, hvoraf Langebek ligeledes ſammeſteds har meddeelt St. Olafs Legende, til „en Fredag i Auguſt 1028“, og endelig i det fornſvenſke Legendarium (S. 863) til Tirsdagen den 29de Juli 1028. Hvad nu Aaret angaar, da er det allerede ovenfor (S.490, 491) viiſt, at det alene kan være 1030, hvilket endog alle de, der ellers nævne Onsdagen den 29de Juli, egentlig bekræfte, efterſom 29de Juli 1028 var en Mandag, og 1029 en Tirsdag. Hvorfra det lübeckſke Pasſionale har faaet Fredag, kan neppe forklares uden derved, at Nedſkriveren har forſtaaet Ordet feria i Udtrykket feria quarta, quarto Kal. Aug. ɔ: Onsdag den 29de Juli) ſom „en Feriedag“ eller „Fridag“, og maaſkee af Skjødesløshed overſeet quarto Kal. hvorved han har kunnet ſkrive „op enen vrigdach in de Owestmaente“. Herfra maa den urigtige Angivelſe „en Fredag i Auguſt“ 1025 være kommen ind i Indſkriften paa den St. Olafs Støtte, der i den ſenere Tid har ſtaaet ved Stikleſtad, ſkjønt dette vilde blive den 6te Auguſt. Tirsdagen maa den ſvenſke Legendeforfatter have faaet, fordi han ſkjødesløſt har forklaret 4 Kal. Aug. ſom 4de Auguſt, der rigtignok ej i 1028, men i 1030 indtraf paa en Tirsdag. Om man nu end vilde indvende, at Solformørkelſen, der ifølge Hanſteens Beregning utvivlſomt indtraf den 31te Auguſt, og ved Stikleſtad næſten var total, kun ſenere, og vilkaarligt, er ſat i Forbindelſe med Slaget, for derved at gjøre Olafs Død ſaa meget mere betydningsfuld ſaa er der dog ſaa meget andet, der taler for, at 31te Auguſt er den rette Dag. Vi have nemlig ſeet, at Olafs Rejſe fra Rusland i 1030 og ſaaledes hans Rejſe fra Upſala indtraf meget ſildigere, end Sagaerne angive. Betænke vi nu, hvor langſomt han drog frem gjennem Verdalen, og hvor meget langſommere det maa have gaaet med ham gjennem de uvejſomme Egne i Sverige, hvor han drog frem, kan man, om man antager en Vejlængde for ham af noget over 80 Mile fra Upſala til Grændſen ved Verdalen, neppe regne at han ogſaa her har tilbagelagt mere end i Gjennemſnit en Miil om Dagen, hvorved vi altſaa faa ud, at Rejſen varede i det mindſte to Maaneder og 20 Dage. Begyndte den ſaaledes i Juni, var den ej tilbagelagt førend ſidſt i Auguſt. Endnu i vore Dage kan man paa mange Steder ad Sideveje og Fjeldveje ikke tilbagelægge ſtort mere end 174 indtil 2 Miil om Dagen. Fremdeles maa det merkes, at den legendariſke Saga, Cap. 83, ved at meddele den af os tidligere (S. 87) omtalte Fortælling om Thormod, og hans beſynderlige Løfte for at faa taget Thorgrim Trolle af Dage, nemlig at faſte 9 Søndage og ſpiſe Kjød 9 Fredage, lader ham om Morgenen, da man brød op fra Suul, mindes dette Løfte, og ſpiſe et Stykke Fedt, hvorved altſaa denne Dag middelbart ſiges at være en Fredag. Den ſamme Fortælling, men ikke faa tydeligt eller nøjagtigt fortalt, forekommer ogſaa i Foſtbrødra Saga, Cap. 47, hvor den øjenſynligt hører hjemme, og hvorfra den, men i en mere uforvanſket Form, er optagen i den legendariſke Saga. Da Fortællingen er charakteriſtiſk for Thormod, og drejer ſig om en væſentlig Begivenhed i hans Hiſtorie, har man al Grund til at antage den for ſand, og Fredagen ſom Opbrudsdag fra Suul faar derved ſtor Rimelighed for ſig. Da nu, efter den ovenfor antagne Maaleſtok, Rejſen fra Suul til Stav medtog to hele Dage, og Mønſtringen maa have medtaget den ſtørſte Deel af den tredie Dag, pasſer det ſaare godt, at Olaf om Søndagen har holdt Raſt og Mønſtring ved Stav, og Mandag Morgen er dragen ud til Stikleſtad, hvor Slaget da blev holdt. — Endelig maa det merkes, hvad der og ovenfor er omtalt (S. 316, 494), at det ſamme Brevia. Nidr., der lader Olaf falde den 29de Juli, dog i Overſkriften over Legenden (Langebek l. c. S. 539) kalder Dagen hans Fødſelsdag (natalitium); en ſaare merkelig Oplysning, der viſer, at der dog gaves Enkelte, hos hvem Erindringen holdt ſig om at man i 29de Juli ej højtideligholdt Olafs Dødsdag, men hans antagne Fødſelsdag. Men allerede Sagaſkriverne, ſom gik ud fra den Forudſætning, at 29de Juli var Dødsdagen, have ved anſtillet Beregning faaet ud, at den faldt paa en Onsdag, og denne Antidatering af mere end een Maaned har maaſkee endog udøvet en Tilbagevirkning paa Tidsangivelſerne for Olafs Rejſe fra Rusland og Haakon Jarls Død. Merkeligt nok, ſtaar der hos Adam af Bremen, den ældſte Forfatter, der omtaler Olafsdagen (II. 59), i den bedſte Kodex: „agitur festivitas ejus 4 Kal. Aug.“; og festivitas behøver ej at være hans Dødsfeſt; kun i de mindre gode Haandſkrifter ſtaar „passionis festivitas“. Hvad ellers Olafs Rejſetid i Verdalen angaar, da taler den hiſtoriſke Bearbejdelſe udtrykkeligt kun om tvende Natte-Ophold, nemlig paa Suul og imellem Stav og Stikleſtad. Men det ſiges ikke udtrykkeligt, at disſe vare de eneſte, og Marſchen fra Suul til Stav omtales i ſaadan Korthed, at man ſlet ikke tydeligt kan ſee, hvor lange den varede; da den nu, ſom ovenfor viiſt, maa have medtaget mere end een Dag, ſtrider det ſlet ikke mod Sagaens Ord, at fordele den paa de to Dage, Fredag og Løverdag. Den legendariſke Saga, Cap. 86 lader Olaf ligge under Telte ved Stikleſtad Søndag, Mandag og Tirsdag. Dette, der for øvrigt aldeles ſtrider mod den hiſtoriſke Sagas Beretning, ſaa vel ſom mod Rimeligheden i og for ſig, da Olaf aabenbart ſøgte at komme til Kyſten førend Fienden hindrede hans Fremtræden, viſer ſig tydeligt at være fremkommet derved, at Sagnfortælleren har villet forklare, hvorfor Slaget ej foregik førend om Onsdagen; men det er øjenſynligt, at han ej havde behøvet at opſtille denne urimelige Dvælen, hvis han ikke tillige antog det for aldeles viſt og uimodſigeligt, at Olaf havde marſcheret om Løverdagen og gjort Holdt om Søndagen: denne Søndagsraſt har han altſaa vilkaarligt udſtrakt til Mandag og Tirsdag. Alle Omſtændigheder tyde ſaaledes hen paa, at Stikleſtadſlaget holdtes Mandagen den 31te Auguſt.
  13. Fornſvenſk Legendarium, S. 863. Langebek Scr. rer. Dan. II. S. 543. Den legendariſke Saga, Cap. sö„ lader Olafs Hær ligge under Telte, (man kunde, hvis dette er rigtigt, tænke paa en Fejlſkrift eller Fejllæsning i den hiſtoriſke Saga af skjöldum i Stedet for tjöldum) og angiver Teltenes Antal til ſer Hundreder (720) hvilket aabenbart er for meget, og ſynes at maatte være en Skrivfejl.
  14. Den legendariſke Saga, Cap. 88. Foſtbrødra Saga (hvorfra vel Beretningen nærmeſt er tagen) Cap. 48.
  15. Om Bjarkemaal, ſe ovenfor 1ſte B. S. 252.
  16. Dette var et Hædersnavn for Rolfs Kæmper, der havde været med ham ved det farlige Beſøg hos Adils i Upſala, ſe ovenfor 1ſte B. S. 251.
  17. Rolf Krakes Saga, Cap. 51, (Fornald. S. Norðrl. I. 107 jvfr. 112).
  18. Olaf den helliges Saga, Cap: 194, Snorre, Cap. 220. Den legendariſke Saga, Cap. 88. Foſtbrødra Saga, Cap. 48. De ſyv Dage, hvortil her ſigtes, eller, ſom det i Sagaen heder, sjaund, var, ſom man af vore gamle Love kan ſee, den ſædvanlige Tid, der gik hen mellem en Mands Død og hans Grav- eller Arveøl, hvorved en ſtørre Sjælemesſe holdtes; Gravøllet kaldtes derfor ofte ſelv sjaund, og endnu den Dag i Dag kaldes det ofte ſaaledes. Sandſynligviis antog man da, at Skjersilden ſædvanligviis, naar der ej var Spørgsmaal om grovere Synder, varede i denne Uge, og Olaf giver altſaa Thormod det Løfte, at de 14 Drab ſkulde fordeles ſaaledes paa hine 7 Dage, at Skjersilden ej for den Sags Skyld vilde blive forlænget. Se Anmerkn. S. 117 til den legendariſke Saga, udgivet af Keyſer og Unger.
  19. Olaf den helliges Saga, Cap. 193, Snorre, Cap. 219. Flatøbogen Fornm. S. V. 201. Den legendariſke Saga, Cap. 86, 89. Thjodrek Munk, Cap. 19.
  20. Olaf den helliges Saga, Cap. 210, Snorre, Cap. 236. Den legendariſke Saga vakler meget i ſine Angivelſer; i Cap. 89 og 91 nævnes 7000, i Cap. 90 24 Hundreder eller 2880, (ſe dog derom nedenfor, S. 793 Note 4). Maaſkee paa førſte Sted vij fejlagtigt ſtaar for xij.
  21. Om denne Sigurd, ſe ovenfor S. 598, Note.
  22. Olaf den helliges Saga, Cap. 203, 20, Snorre4, Cap. 229, 230.
  23. Olaf den helliges Saga, Cap. 205, 206, Snorre, Cap. 231, 232. Kalf nævnes ſom Overanfører i den legendariſke Saga, Cap. 87. Denne (Cap. 82), og ligeledes Flatøbogen fortæller at den førſt udſeede Bannerfører i Bondehæren, Lendermanden Kole, blev blind, da han tog ved Merket, ſaa at han ej kunde deeltage i Slaget, og Merket maatte leveres en anden.
  24. Olaf den helliges Saga, Cap. 208, Snorre, Cap. 234. Den legendariſke Saga, Cap. 90, 92.
  25. At Mørerne, ſaa vel ſom Naumdølerne og de fleſte Lendermænd nordenfor Stad deeltoge i Striden, ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna, Cap. 109, og den legendariſke Saga, Cap. 89.
  26. Det viſte ſig nemlig ſiden, at Erlends og Aaslaks Fløj netop var den, ſom førſt blev angreben af Dag Ringsſøn, der ſkulde indtage Pladſen til højre for Olafs Hær.
  27. De 24 Merker omtales i den legendariſke Saga, Cap. 90, medens ogſaa den hiſtoriſke Bearbejdelſe, foruden Kalfs Hovedbanner i hans Fylking, omtaler flere Merker, hvilket viſer at Merkernes Antal ej indſkrænkede ſig til 3, men at rimeligviis enhver Lendermand havde ſit Merke. Men det tillægges ogſaa at Bønderne havde et Hundrede (120) Mand under hvert Merke, hvilket maa være en Fejl, da deraf kun udkommer 2880. Dog er der meget, ſom taler for at herved kun forſtaaes Hovedfylkingen, beſtaaende af Thrønder og Haalogalændinger, da det tillige ſiges at Kongen lod frembære lige ſaa mange Merker, men kun 40 under hvert, hvoraf udkommer 960, hvilket netop var ſaa meget, ſom Olafs egen Flok, tillagt den oplandſke. Thrøndernes Antal angives til tolv Hundreder, altſaa 1440.
  28. Dette Udtryk er merkeligt, da det viſer at denne Mønſtring foregik langt ude, maaſkee endog paa Levanger, førend Hæren naaede Verdalen.
  29. Olaf den helliges Saga, Cap. 207, Snorre, Cap. 233.