Det norske Folks Historie/2/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

for at kunne være rede til at modtage Olaf, hvor han end maatte komme til Landet. Erling Skjalgsſøns Sønner droge i Spidſen for alt Mandſkabet fra Jæderen, Agder og de øſtlige Landſkaber øſtefter, og pasſede her paa, om Olaf ſkulde komme til Viken eller Oplandene. Men Aaslak af Finnø (paa Rogaland) og Erlend af Gerde (fra Gaarden Gerde i Etne paa Søndhørdaland) tilligemed de øvrige Lendermænd fra Rogaland, Hordaland, Sogn og Fylkerne nordenfor droge nordefter, og forenede ſig med Thrøndelagens og Haalogalands Lendermænd. De havde, ligeſom disſe, edeligen lovet Knut at tage Olaf af Dage, om de kunde komme til[1]. Dog ſamlede der ſig paa den anden Side ogſaa flere af Olafs Venner, der ønſkede at drage Olaf imøde og ſtaa ham bi, i Særdeleshed fra hans Hjem, Oplandene. Mange af dem vare gjæve Mænd; den meeſt anſeede var Olafs Halvbroder Harald, Sigurd Syrs Søn, han var kun 15 Aar gammel[2] men høj af Væxt og drabelig at ſee til. Hans høje Byrd og Frændſkab med Olaf gjorde, at han betragtedes ſom denne Skares Anfører. Den udgjorde, da de forlode Oplandene, ſex Hundreder (720 Mand); med dem tog Harald Vejen over Eidſkogen til Vermeland og videre øſtover[3]. Imidlertid havde Olaf paa ſin Side ſendt Folk til Norge for at erfare, hvorledes Stemningen der var beſkaffen, og de bragte ham den lidet trøſtelige Efterretning, at han ingen fredelig Modtagelſe der kunde vente. Alle de, der kom, fraraadte ham derfor paa det indſtændigſte at begive ſig derhen. Men Olaf var faſt beſtemt derpaa. Han ſpurgte Kong Anund, hvad Hjelp han vilde give ham til at vinde ſit Rige tilbage. Anund ſvarede, at Sviarne ikke havde ſynderlig Lyſt til at drage i Hærfærd til Norge, da de vidſte at Nordmændene vare haarde Folk, dygtige Stridsmænd og fremme at hjemſøge i Ufred; paa noget Folkeopbud af Sverige var der ſaaledes ej at tænke, men derimod bød Anund ham fire Hundreder (480) udvalgte og vel udruſtede Mænd af ſin Hird, og gav ham Tilladelſe til at drage gjennem Sverige og tage alle de ſvenſke Mænd i ſin Tjeneſte, ſom han kunde faa, og ſom frivilligt ſluttede ſig til ham[4]. Dette Tilbud modtog Olaf, og benyttede ſig ſtrax deraf til at ſende ſin ovenfor omtalte Frænde Dag Ringsſøn, der havde et lidet Rige i Vermeland eller maaſkee i Vatsbu paa Grændſen af Vermeland og Gautland[5], et Bud om, at hvis han vilde underſtøtte Olaf med alle de Folk, han kunde ſkaffe, ſkulde han, om Olaf overvandt fine Fiender, faa lige ſaa ſtort Rige, ſom hans Forfædre havde haft. Dag, der var en heftig og fremfuſende, men lidet forſtandig Mand, fandt dette Tilbud ſaa tillokkende, at han ſtrax lovede Olaf ſin Biſtand, og gav ſig til at ſamle Folk[6]. Imidlertid tiltraadte Olaf ſit Tog, efterladende ſin Huſtru Aaſtrid og Datter Ulfhild i Svithjod. Det maa allerede have været temmelig langt paa Sommeren[7]. Vejen gik, ſom det ſynes, førſt gjennem Nærike og hen ad Væneren til, men derfra nordefter, gjennem det uvejſomme, af halvvilde Folk beboede Jarnberaland eller Dalarne, og derpaa gjennem Helſingeland og Jemteland. Undervejs mødte han ſin Broder Haralds Skare, i hvilken han med Glæde talte mange af ſine Frænder og Venner. Derpaa ſtødte Dag Ringsſøn til ham med henimod tolv Hundreder, ſaa at den ſamlede Hær nu udgjorde omtrent 2800 Mand. Ogſaa Biſkop Sigurd ſkal være kommen ham imøde og forgjeves have fraraadt ham at ſøge tilbage til Norge. Olafs Tog var meget møjſommeligt. Det gik gjennem Skove og Ødemarker, og ofte over ſtore Vande, mellem hvilke hans Folk maatte drage Baadene efter ſig. De Steder, hvor han tog Natteleje, fik paa flere Ste der Navnet Olafsboder, efter de Skuur eller Hytter, hans Folk ſatte op[8]. Saaledes kom han endelig til Jemteland. Hans Folk deelte ſig nede i Bygderne i flere Hobe, der droge frem temmelig langt adſkilte fra hinanden indbyrdes, ſaa længe de endnu troede ſig ſikre for Angreb. Sædvanligviis drog Kongen med Nordmændene for ſig, Dag med ſin Skare for ſig, og Sviarnes Hob for ſig. Hvor Olaf kom frem, havde han ſendt Bud om i Bygderne, og ladet forkynde, at alle de, der ønſkede at vinde ſig Gods ved Krigsbytte og ved at plyndre Kongens Fiender, ſkulde ſlutte ſig til ham og ſtøde til hans Hær. Dette lokkede en Mængde Rømningsmænd og ikke faa virkelige Stimænd til ham. Blandt dem, der paa Jemtelandsſkoven meldte ſig, nævnes to Brødre, Gaata-Thore og Afrafaſte, bekjendte ſom de ſtørſte Ransmænd, ſtore, ſterke og driſtige; de havde en Skare om ſig af ikke færre end tredive lige ſaa vilde og fortvivlede Karle ſom de ſelv. Ved at høre om Kongens Tog og hans Løfter beſluttede de at tilbyde ham ſin Tjeneſte, og begave ſig hen til ham med deres hele Flok, fuldt bevæbnede. Kongen ſpurgte hvo de vare, og da han havde erfaret det tilligemed deres Ærende, ſagde han at han ikke kunde ønſke ſig bedre Krigere i ſin Hær, men vilde dog førſt vide, om de vare chriſtne eller ej. Gauta-Thore ſvarede at han hverken var Chriſten eller Hedning, thi han og alle hans Kammerater troede kun paa deres Styrke og Sejrſælhed, hvilket havde viiſt ſig fuldkommen tilſtrækkeligt for dem. „Det er ſtor Skade“, ſagde Kongen, „at Mænd af et ſaa drabeligt Udſeende ikke ſkulle tro paa deres Skaber, Chriſtus“. „Er der da, Konge“, ſpurgte Thore, „nogen chriſten Mand i dit Følge, der har udrettet mere paa een Dag, end vi to Brødre?“ Kongen bad dem nu lade ſig døbe og antage den rette Tro, ſaa ſkulde han, hvis de fulgte ham, gjøre dem til højt anſeede Mænd; vægrede de ſig derimod ved at antage Chriſtendommen, vilde han ej have noget med dem at beſtille. Afrafaſte ſagde at han ej vilde lade ſig døbe, og dermed gik de deres Vej. Men Gaata-Thore fandt dog at det var en ſtor Skam, paa ſlig Viis at blive forſmaaet, og ſagde at han aldeles ikke vilde forlade Hæren for det førſte. De ſloge ſig da i Følge med de øvrige Rømningsmænd, ſom fulgte Flokken. Men det er let at indſee, hvor lidet anbefalende et ſaadant Følge maatte være for Olafs Hær, og hvor langt mere Bønderne i Norge derved maatte føle ſig opfordrede til at gjøre Kongen kraftig Modſtand. Overhoved faar man heraf den bedſt.e Foreſtilling om, hvilket fortvivlet Foretagende dette Kongens Tog egentlig var, og til hvilken Yderlighed han ſelv var bragt. Man ſeer dog heraf ogſaa, hvor oprigtig hans Chriſtendomsiver var, idet han, ſom ellers ikke forſmaaede at tage de værſte Stimænd i ſin Tjeneſte, dog kunde bringe det over ſit Hjerte at bortviſe en betydelig Skare haandfaſte og modige Mænd, ene og alene fordi de ej vilde antage Chriſtendommen[9].

  1. Olaf den hell. Saga, Cap. 183. Snorre, Cap. 206.
  2. Harald var netop født før Vintren 1015—16, ſe ovf. S. 489. Jvfr. S. 580.
  3. Olaf den hell. Saga, Cap. 184. Snorre, Cap. 207. Den legendariſke Saga, Cap. 86.
  4. Olaf den bell. Saga, Cap. 184, 185. Snorre, Cap.208. Den legend. Saga, Cap. 80, lader Anund ſkaffe Olaf ni Hundreder (den forvexler her det hele Antal Folk, Olaf fik i Sverige, med Anunds Hirdmænd, ſe nedf. S. 782) og fortæller overhoved alt dette ganſke anderledes, og heel forvirret. Ifølge denne Fortælling (Cap. 86) ſkulde Dag Ringsſøn have været med Olaf i Gardarike, og (Cap. 80) ſenere være bleven tilbage i Sverige for at ſamle de ſvenſke Hjelpetropper, efter at Olaf havde tiltraadt ſin Marſch veſtover.
  5. Om Dag og hans Fader Ring, ſe ovf. S. 587. Det er allerede berørt, at den legend. Saga ſaa vel ſom Flatøbogen urigtigt lade Dag og Fader Ring ſlutte ſig til Olaf i Gautland, ligeſom det i Eymunds Thaatt (Fornm. S. V. 168) ſiges at de herſkede i Gautland. Da nu Sagaen, ved at beſkrive Olafs Rejſe, ſkjelner mellem Vermeland, der i vidtløftig Forſtand hørte til Gautland, og Vatsbu, der hørte til det egentlige Gautland, maa man formode, at det fornemmelig var i eller ved Vatsbu, at Ring og Dag havde deres Rige.
  6. Olaf den hell. Saga, Cap. 186. Snorre, Cap. 210.
  7. Naar man betænker, at Olaf, ſom ovenfor viiſt, neppe for Marts eller April Maaned, ja maaſkee neppe før Mai forlod Rusland, opholdt ſig en Stund paa Gotland, hvor han endog fandt Tid til at .virke for Chriſtendommen, derpaa dvælede ſaa lang Tid i Sverige, at han kunde faa Bud til Norge og Svar derfra: ſaa ſkjønner man let, at; Olaf umuligt kan være kommen afſted førend i det allertidligſte i Juni Maaned. Det er derfor aabenbart en Fejl, naar den legendariſke Saga, Cap. 50 og Flatøbogen (Fornm. S. V. 196) i en halv legendariſk Beretning lader Olaf have tilfrosne Seer at pasſere. Man kunde næſten være friſtet til at tro, at for ſaa vidt en ſaadan Begivenhed, ſom den omtalte, eller rettere ſom den, der ligger til Grund for Legenden, virkelig har fundet Sted, da har det ſnarere været paa Vejen gjennem Rusland, hvor det udtrykkeligt ſiges at Olaf drog paa de frosne Vande; men at den ved en Fejltagelſe er overført til Rejſen gjennem Sverige.
  8. Olafs Rejſe beſkrives med flere Enkeltheder, men ſaare forvirret, i den legendariſke Saga, Cap. 80, 81, 82, 86. Efter denne ſkulde det ſynes, ſom om Kongen tog Vejen gjennem Skovbygderne ved den norſke Grændſe, thi etſteds (Cap. 81) heder det „mellem Oplandene og Svithjod“, og et andet Sted (Cap. 81) „paa Oplandene mellem Mjøſen og Væneren“. Men det er engang for alle at merke, at de legendariſke Sagaer ſynes at anvende Navnet Mjøſen paa Indſøer i Fleng; ſaaledes heder det i den legend. Saga, Cap. 30, at Olafs Halvbrødre legede omkring Mjøſen Mai her være Tyrifjorden); og desuden er der i Norge flere Vande af Navnet Mjøſen. Det rimeligſte er derfor, at „Mjøſen“ her betegner en eller anden Indſø i Dalarne, f. Ex. Siljan, og „Oplandene“ Strøget mellem Væneren og denne. Thi i Nærheden af Væneren, men paa dens øſtre Side, ſynes Olaf ganſke viſt at være kommen. En Nøgle til Fejltagelſen kunde maaſkee findes i de Ord, den hiſt. Saga, Cap. 191, Snorre, Cap. 216, lægger Olaf i Munden om hans Halvbroder Haralds Skare: „þat lið er til vár kom á Upplöndum“. Thi her ſkal aabenbart læſes „af Upplöndum“ (fra Oplandene) medens Ordene, ſom de nu ſtaa, antyde at Skaren kom til Olaf „paa Oplandene“.
  9. Olaf d. hell. Saga, Cap. 188. Snorre, Cap. 212. Den legend. Saga, Cap. 80. Gauta-Thore kaldes i den hiſt. Bearbejdelſe „Gauka-Thore“, hvilket ſynes mindre rigtigt end hiint.