Det norske Folks Historie/2/83
Da Vaaren nærmede sig, men Vandene endnu vare tillagte, tiltraadte Olaf sin Rejse fra Rusland[1]. Han havde henimod 240 Mand i sit Følge. Jaroslav udrustede dem med Heste og øvrige Fornødenheder, og saavel han selv, som Dronning Ingegerd viste Olaf ved Afskeden den største Opmerksomhed. Magnus, Kongens ringe Søn, blev tilbage hos dem. Olaf drog paa Isene til Havet, og da Isen løsnede, gjorde han sine Skibe rede, og sejlede afsted. En heldig Vind førte ham over til Gotland, hvor han landede i Havnen Akrgarn paa den østlige Kyst af Øen. Gotland var Samlingssted for Handelsmænd fra alle de tre nordiske Riger, og Olaf kunde saaledes her fra første Haand faa Bekræftelse paa Rygtet om Haakon Jarls Død, og Vished om, at Norge endnu var uden nogen øverste Høvding. Olaf skal have tilbragt nogen Tid paa denne Ø, hvad enten han nu ventede paa Medbør, eller det var af Iver for Christendommen, thi vist er det, at han benyttede denne Lejlighed til al skaffe den Indgang hos Gotlands Indbyggere, som endnu vare Hedninger. Flere af Landets Høvdinger modtoge Olaf med stor Forekommenhed, og indfandt sig hos ham med Gaver. Saaledes skal en vis Ormika af Heinheim have foræret ham tolv Vedre foruden andre Fødevarer, hvorimod Olaf skjenkede ham to Boller og en Bredøxe; og denne Ormika lod sig ved Olafs Overtalelser bevæge til at antage Christendommen, og gjorde sig et Bønnehuus paa en Holme tæt udenfor Akrgarn[2]. Denne Holme fik siden Navnet St. Olafs Holm, hvilket endnu er dens sædvanlige Navn, og i Stedet for Bønnehuset byggedes senere en Kirke, der indviedes til St. Olaf, og til hvilken der, som det synes, skede hyppige Valfarter og ofredes betydelige Gaver[3]. Man har saaledes fuldkommen Grund til at antage, at det var Olafs Besøg paa Gotland, der allerførst skaffede Christendommen Indgang og fast Fod paa Gotland, og af denne Omstændighed kan man maaskee forklare visse merkelige Overeensstemmelser, der i det mindste i enkelte Talemaader og Sprogegenheder findes mellem den ældste gotlandske Lov og den ældre Gulathingslov, som om nemlig den Ærefrygt, hvormed man paa Gotland betragtede Olaf som Øens første Christendoms-Apostel, ogsaa har bevæget Gotlændingerne til at gjøre sig bekjendte med hans Lovgivning i Norge og til at optage et og andet af denne[4]. Medens Olaf laa ved Gotland, traf hans Folk den samme Islænding, Jakul Baardssøn fra Vatnsdalen, der halvandet Aar forhen havde været med Haakon Jarl, da denne forfulgte Olaf ind i Slygsfjorden, og som siden ved Lodkastning fik Olafs eget Skib, Visunden, at styre. Olafs Mænd grebe ham, og førte ham frem for Kongen, der strax bød at han skulde halshugges. Der blev da, som sædvanligt ved slige Henrettelser, snoet en Vaand i Jakuls Haar, hvori en Mand holdt, for at strække hans Hals frem under Hugget. Men da Jakul hørte Hvinet af Øxen, rettede han sig hurtigt op, saa at Hugget ikke traf ham paa Halsen, men i Hovedet: Det var imidlertid saa dybt, at hans Død var vis, og Kongen sagde derfor, at man ej skulde hugge mere. Den haardføre Jakul havde Kraft nok til endnu at sidde oprejst og kvæde et Vers, hvori han omtalte sit dybe Saar, sin sørgelige Stilling, og Kongens uforsonlige Vrede. Derpaa døde han. Da den Omstændighed, at han som en Krigsmand ei Haakon Jarls Følge havde været med at sætte efter Olaf, og havde faaet dennes Skib at styre, ikke synes at indeholde Grund nok til at retfærdiggjøre, eller endog at forklare den usædvanlige Haardhed og Grusomhed, som Olaf ved denne Lejlighed viste, maa man næsten formode, at Jakul tidligere har været Olafs Hirdmand, og paa en mere end almindelig troløs og forrædersk Maade har forladt ham, for at gaa over til Haakon Jarl. Sagaen melder intet derom, men fortæller dog Jakuls Henrettelse som en Sag, der var i sin Orden[5].
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 181, Snorre, Cap. 203, staar der at han tiltraadte sin Rejse strax efter Julen (þegar á bak jólum). Men i den legendariske Saga, Cap. 80, staar der kun „om Vintren efter Juul“, og i Fagrskinna, Cap. 10.9, ligeledes „efter Juul“, og højest om Vintren, da Isene laa. Ordet „strax“ synes derfor kun at være en senere Tilsætning. Nu er det ovenfor viist, at Haakon Jarls Forliis efter al Sandsynlighed ikke indtraf førend strax efter Juul, eller i Begyndelsen af 1030. Olaf brød ikke op fra Rusland førend efter at han var kommen til Kundskab derom; og denne Efterretning kunde dog neppe komme til ham paa kortere Tid end een Maaned i det aller mindste. Altsaa kan Olaf umuligt have forladt Jaroslav førend i Marts eller maaskee endog i April. Dette indlyser ogsaa af andre Omstændigheder. Isene i Rusland gaa sjælden op førend langt ud paa Aaret, især Nevafloden, der plejer at ligge til Begyndelsen af April: Olaf kan saaledes neppe have sat sig i Bevægelse førend henimod denne Tid. For Resten er der et Spørgsmaal, hvad Vej Olaf har taget. Hvis man antager, hvad der er det sandsynligste, at saavel Jaroslav, som han selv paa denne Tid har opholdt sig i Kijev, er det ikke rimeligt, at Olaf nu har søgt hen til Aldegjaborg, der ellers var Nordmændenes Landingsplads,“ men snarere til en Havn i den liflandske Bugt, navnlig Dünamünde (det allerede i Ragnar Lodbroks Historie bekjendte Dynumynni). Dette bestyrkes ogsaa derved, at han paa Vejen til Svithjod anløb Gotland, der ellers vilde have ligget ude af hans kurere. De Ise, Olaf rejste paa fra Kijev, have saaledes maaskee været Dnepr og derefter Dyna. Det eneste, der maatte have bevæget ham til at tage Vejen over Aldegjaborg, maatte have været, om han havde hast sine Skibe liggende der. Men da det ej lader til, at han selv ejede de Skibe, paa hvilke han satte over fra Sverige, maa man formode, at disse kun vare fragtede for Rejsen, og at han ved Hjemrejsen ligeledes fragtede Skibe i den Havn, hvorfra han satte ud.
- ↑ Gotlands-Lagen, historisk Tillæg Cap. 3. Det er allerede ovenfor (S. 764) anmerket, at Gotlandslagen henfører dette Besøg af Olaf til dennes Rejse fra Sverige til Jaroslav i Holmgard. Men da en Fejltagelse i denne Henseende let kunde opstaa i det gotlandske Sagn, medens den derimod er mindre tænkelig i Sagaen, som Skridt for Skridt følger Olafs Bevægelser og udtrykkeligt nævner Opholdet ved Gotland paa Tilbagerejsen; og da derhos Beliggenheden af Akrgarn eller St. Olafs Holm paa Østkysten af Gotland snarere taler: for at Olaf kom fra .–Osten, end fra Vesten, maa det ansees rettest at henføre Besøget til Olafs Tilbagerejse, og antage det for det samme, under hvilket han lod Jakul Baardssøn henrette.
- ↑ Schlyter, Samling af Sveriges gamla Lagar, 7de B. S. 314. Det vises her af Diplomer aldeles sikkert og utvivlsomt, at Akrgarns Kirke er den samme, som senere kaldtes Capella Sancti Olavi in Akergarn, hvoraf Levninger endnu findes, og at Stedet selv er den nu saakaldte St. Olafs Holm i Hetli (Helgavi) Sogn paa Østkysten af Gotland, hvilken nu ej længer er omflydt, men landfast. De anførte Diplomer (af 1246, 1248, 1277, 1280, 1349) handle alle om Anvendelsen af det Offer, som faldt paa St. Olafs Altar i Akrgarn.
- ↑ Schlyter, samme Verk, Fortalen, S. VI, VII. Her anføres flere Ord og Talemaader, der ellers ikke brugtes i Svensk, og heller ikke forekomme i de svenske Love, men derimod gjenfindes i Norsk, og i den ældre Gulathingslov, f. Ex. eþa, ikke eller; laigulenningr (leiglendingr) i Stedet for landbói; raiþi rangr, reka for vrêþi, vrangr, vreka; „landi oru bygðu“ (Cap. 1) ligesom i Cap. 1 af Gulathingsloven, þau at siðer sei (þó at síðar sé); garþr ir granna setr (garðr er granna sættir, Gulathingsloven, Cap. 82).
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 193.