Det norske Folks Historie/2/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Vaaren nærmede ſig, men Vandene endnu vare tillagte, tiltraadte Olaf ſin Rejſe fra Rusland[1]. Han havde henimod 240 Mand i ſit Følge. Jaroſlav udruſtede dem med Heſte og øvrige Fornødenheder, og ſaavel han ſelv, ſom Dronning Ingegerd viſte Olaf ved Afſkeden den ſtørſte Opmerkſomhed. Magnus, Kongens ringe Søn, blev tilbage hos dem. Olaf drog paa Iſene til Havet, og da Iſen løsnede, gjorde han ſine Skibe rede, og ſejlede afſted. En heldig Vind førte ham over til Gotland, hvor han landede i Havnen Akrgarn paa den øſtlige Kyſt af Øen. Gotland var Samlingsſted for Handelsmænd fra alle de tre nordiſke Riger, og Olaf kunde ſaaledes her fra førſte Haand faa Bekræftelſe paa Rygtet om Haakon Jarls Død, og Vished om, at Norge endnu var uden nogen øverſte Høvding. Olaf ſkal have tilbragt nogen Tid paa denne Ø, hvad enten han nu ventede paa Medbør, eller det var af Iver for Chriſtendommen, thi viſt er det, at han benyttede denne Lejlighed til al ſkaffe den Indgang hos Gotlands Indbyggere, ſom endnu vare Hedninger. Flere af Landets Høvdinger modtoge Olaf med ſtor Forekommenhed, og indfandt ſig hos ham med Gaver. Saaledes ſkal en vis Ormika af Heinheim have foræret ham tolv Vedre foruden andre Fødevarer, hvorimod Olaf ſkjenkede ham to Boller og en Bredøxe; og denne Ormika lod ſig ved Olafs Overtalelſer bevæge til at antage Chriſtendommen, og gjorde ſig et Bønnehuus paa en Holme tæt udenfor Akrgarn[2]. Denne Holme fik ſiden Navnet St. Olafs Holm, hvilket endnu er dens ſædvanlige Navn, og i Stedet for Bønnehuſet byggedes ſenere en Kirke, der indviedes til St. Olaf, og til hvilken der, ſom det ſynes, ſkede hyppige Valfarter og ofredes betydelige Gaver[3]. Man har ſaaledes fuldkommen Grund til at antage, at det var Olafs Beſøg paa Gotland, der allerførſt ſkaffede Chriſtendommen Indgang og faſt Fod paa Gotland, og af denne Omſtændighed kan man maaſkee forklare visſe merkelige Overeensſtemmelſer, der i det mindſte i enkelte Talemaader og Sprogegenheder findes mellem den ældſte gotlandſke Lov og den ældre Gulathingslov, ſom om nemlig den Ærefrygt, hvormed man paa Gotland betragtede Olaf ſom Øens førſte Chriſtendoms-Apoſtel, ogſaa har bevæget Gotlændingerne til at gjøre ſig bekjendte med hans Lovgivning i Norge og til at optage et og andet af denne[4]. Medens Olaf laa ved Gotland, traf hans Folk den ſamme Islænding, Jakul Baardsſøn fra Vatnsdalen, der halvandet Aar forhen havde været med Haakon Jarl, da denne forfulgte Olaf ind i Slygsfjorden, og ſom ſiden ved Lodkaſtning fik Olafs eget Skib, Viſunden, at ſtyre. Olafs Mænd grebe ham, og førte ham frem for Kongen, der ſtrax bød at han ſkulde halshugges. Der blev da, ſom ſædvanligt ved ſlige Henrettelſer, ſnoet en Vaand i Jakuls Haar, hvori en Mand holdt, for at ſtrække hans Hals frem under Hugget. Men da Jakul hørte Hvinet af Øxen, rettede han ſig hurtigt op, ſaa at Hugget ikke traf ham paa Halſen, men i Hovedet: Det var imidlertid ſaa dybt, at hans Død var vis, og Kongen ſagde derfor, at man ej ſkulde hugge mere. Den haardføre Jakul havde Kraft nok til endnu at ſidde oprejſt og kvæde et Vers, hvori han omtalte ſit dybe Saar, ſin ſørgelige Stilling, og Kongens uforſonlige Vrede. Derpaa døde han. Da den Omſtændighed, at han ſom en Krigsmand ei Haakon Jarls Følge havde været med at ſætte efter Olaf, og havde faaet dennes Skib at ſtyre, ikke ſynes at indeholde Grund nok til at retfærdiggjøre, eller endog at forklare den uſædvanlige Haardhed og Gruſomhed, ſom Olaf ved denne Lejlighed viſte, maa man næſten formode, at Jakul tidligere har været Olafs Hirdmand, og paa en mere end almindelig troløs og forræderſk Maade har forladt ham, for at gaa over til Haakon Jarl. Sagaen melder intet derom, men fortæller dog Jakuls Henrettelſe ſom en Sag, der var i ſin Orden[5].

  1. I Olaf den helliges Saga, Cap. 181, Snorre, Cap. 203, ſtaar der at han tiltraadte ſin Rejſe ſtrax efter Julen (þegar á bak jólum). Men i den legendariſke Saga, Cap. 80, ſtaar der kun „om Vintren efter Juul“, og i Fagrſkinna, Cap. 10.9, ligeledes „efter Juul“, og højeſt om Vintren, da Iſene laa. Ordet „ſtrax“ ſynes derfor kun at være en ſenere Tilſætning. Nu er det ovenfor viiſt, at Haakon Jarls Forliis efter al Sandſynlighed ikke indtraf førend ſtrax efter Juul, eller i Begyndelſen af 1030. Olaf brød ikke op fra Rusland førend efter at han var kommen til Kundſkab derom; og denne Efterretning kunde dog neppe komme til ham paa kortere Tid end een Maaned i det aller mindſte. Altſaa kan Olaf umuligt have forladt Jaroſlav førend i Marts eller maaſkee endog i April. Dette indlyſer ogſaa af andre Omſtændigheder. Iſene i Rusland gaa ſjælden op førend langt ud paa Aaret, iſær Nevafloden, der plejer at ligge til Begyndelſen af April: Olaf kan ſaaledes neppe have ſat ſig i Bevægelſe førend henimod denne Tid. For Reſten er der et Spørgsmaal, hvad Vej Olaf har taget. Hvis man antager, hvad der er det ſandſynligſte, at ſaavel Jaroſlav, ſom han ſelv paa denne Tid har opholdt ſig i Kijev, er det ikke rimeligt, at Olaf nu har ſøgt hen til Aldegjaborg, der ellers var Nordmændenes Landingsplads,“ men ſnarere til en Havn i den liflandſke Bugt, navnlig Dünamünde (det allerede i Ragnar Lodbroks Hiſtorie bekjendte Dynumynni). Dette beſtyrkes ogſaa derved, at han paa Vejen til Svithjod anløb Gotland, der ellers vilde have ligget ude af hans kurere. De Iſe, Olaf rejſte paa fra Kijev, have ſaaledes maaſkee været Dnepr og derefter Dyna. Det eneſte, der maatte have bevæget ham til at tage Vejen over Aldegjaborg, maatte have været, om han havde haſt ſine Skibe liggende der. Men da det ej lader til, at han ſelv ejede de Skibe, paa hvilke han ſatte over fra Sverige, maa man formode, at disſe kun vare fragtede for Rejſen, og at han ved Hjemrejſen ligeledes fragtede Skibe i den Havn, hvorfra han ſatte ud.
  2. Gotlands-Lagen, hiſtoriſk Tillæg Cap. 3. Det er allerede ovenfor (S. 764) anmerket, at Gotlandslagen henfører dette Beſøg af Olaf til dennes Rejſe fra Sverige til Jaroſlav i Holmgard. Men da en Fejltagelſe i denne Henſeende let kunde opſtaa i det gotlandſke Sagn, medens den derimod er mindre tænkelig i Sagaen, ſom Skridt for Skridt følger Olafs Bevægelſer og udtrykkeligt nævner Opholdet ved Gotland paa Tilbagerejſen; og da derhos Beliggenheden af Akrgarn eller St. Olafs Holm paa Øſtkyſten af Gotland ſnarere taler: for at Olaf kom fra .—Oſten, end fra Veſten, maa det anſees retteſt at henføre Beſøget til Olafs Tilbagerejſe, og antage det for det ſamme, under hvilket han lod Jakul Baardsſøn henrette.
  3. Schlyter, Samling af Sveriges gamla Lagar, 7de B. S. 314. Det viſes her af Diplomer aldeles ſikkert og utvivlſomt, at Akrgarns Kirke er den ſamme, ſom ſenere kaldtes Capella Sancti Olavi in Akergarn, hvoraf Levninger endnu findes, og at Stedet ſelv er den nu ſaakaldte St. Olafs Holm i Hetli (Helgavi) Sogn paa Øſtkyſten af Gotland, hvilken nu ej længer er omflydt, men landfaſt. De anførte Diplomer (af 1246, 1248, 1277, 1280, 1349) handle alle om Anvendelſen af det Offer, ſom faldt paa St. Olafs Altar i Akrgarn.
  4. Schlyter, ſamme Verk, Fortalen, S. VI, VII. Her anføres flere Ord og Talemaader, der ellers ikke brugtes i Svenſk, og heller ikke forekomme i de ſvenſke Love, men derimod gjenfindes i Norſk, og i den ældre Gulathingslov, f. Ex. eþa, ikke eller; laigulenningr (leiglendingr) i Stedet for landbói; raiþi rangr, reka for vrêþi, vrangr, vreka; „landi oru bygðu“ (Cap. 1) ligeſom i Cap. 1 af Gulathingsloven, þau at siðer sei (þó at síðar sé); garþr ir granna setr (garðr er granna sættir, Gulathingsloven, Cap. 82).
  5. Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 193.