Det norske Folks Historie/2/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid herſkede Lendermændene i Norge. I Throndhjem var det Kalf Arnesſøn og Einar Thamnbarſkelve, ſom havde Magten, hiin i de indre, denne i de ydre Fylker. Hver af dem havde, ſom vi have ſeet, faaet det Tilſagn af Knut, at han ſkulde blive Jarl og Statholder i Norge, hvis Haakon Jarl kom bort, og det er neppe tænkeligt, at de ikke begge gjenſidigt ſkulde vide Beſked om disſe glimrende Løfter. Nu var Kalf den, hvem Løftet ſeneſt var givet, og med ſtørſt Beſtemthed. Forudſat altſaa, at Einar vidſte dette, — hvad han upaatvivleligt maatte vide eller i det mindſte ane — kan han derved ikke have undgaaet at merke Uraad, og have faaet Øjnene op for Knuts Tvetungethed og Upaalidelighed i ſine Løfter. Vi erfare ogſaa, at Einar kort efter Budſkabet om Jarlens Død drog over til England med et ſtort Følge, deels for at melde ſig og ſin Søn Eindride ſom Arvinger til de ſtore Rigdomme, Jarlen havde efterladt, deels for at minde Knut om hans Løfter angaaende Jarleværdigheden, og ſaaledes komme Kalf i Forkjøbet. Knut, der hverken til den ene eller den anden havde meent det oprigtigt med Løfterne, ſvarede, at nu kunde det ej blive af, thi Sagen ſtod ganſke anderledes. „Jeg har“, ſagde han, „beſtemt min Søn Sven Kongedømmet i Norge, og har allerede ſendt Bud til ham derom i Danmark tilligemed Jærtejner; dog vil jeg vedligeholde Venſkabet med dig; du ſkal nyde den Rang, ſom du er fød til, nemlig at være Lendermand, men du ſkal faa ſtore Vejtſler og ſtaa ſaa meget højere end de andre Lendermænd, ſom du ſelv er en dygtigere Mand end de“. Om Einar ikke tidligere havde faaet Øjnene opladte, fik han dem nu. Hvad han forhen maaſkee kun havde en dunkel Anelſe om, ſtod nu klart for ham, nemlig at Knut havde ſkuffet ham med tomme Løfter. Men herved var nu for det førſte intet at gjøre, og af Knut var der heller ikke mere at vente. Derfor beredte han ſig til at rejſe hjem igjen, uden at ſpilde flere Ord paa ham. Men da han imidlertid havde erfaret, at man maaſkee i Løbet af Sommeren kunde vente et Beſøg af Olaf i Norge, hvor det i ſaa Fald ej vilde blive fredeligt for ham, der formedelſt ſin Stilling ikke vel kunde undgaa at tage et beſtemt Parti, hvor nødigt han endog nu rimeligviis vilde, beſluttede han at drage ſin Rejſe i Langdrag ſaa meget ſom muligt. Derfor kom han heller ikke hjem, førend Sommeren var forbi, med alle dens ſtore, og for Norge ſaa ſkjebneſvangre Begivenheder. Men Olaf fik derved en mægtig Fiende mindre.

Det Afſlag, Einar fik, og ſom upaatvivleligt ſtrax rygtedes i Norge, har maaſkee for det førſte beroliget Kalf, og bekræftet ham i hans Hengivenhed for Knut. Haalogalands Høvdinger, Thore Hund i Bjarkø og Haarek i Thjøtta, vare ligeledes meget ivrige for at gjøre alle Forberedelſer til at give Olaf en varm Modtagelſe, om han ſkulde tænke paa at komme tilbage til Landet; men rigtignok ſynes de mere at have haft deres egne end Knuts Interesſer for Øjne. Thore havde i disſe to Aar beſørget Finnefærden, og hver af disſe to Vintre (1028—29 og 1029—30) opholdt ſig længe paa Fjeldet for at underhandle og kjøbſlaa med Finnerne, hvorved han havde vundet ſtor Fordeel. Han havde ladet ſig gjøre tolv Reenſkindskofter, og, ſom det heder, med ſaa megen Trolddomskunſt, at ingen Vaaben bed paa dem, og at de vare langt mere uigjennemtrængelige, end en Ringbrynje: en Egenſkab, der dog ikke behøver at forklares ved Trolddomskunſt, men alene ved Hudens Sejghed og Maaden, hvorpaa den var beredet. Der ſiges ej, hvor langt Thore drog øſtover i Finmarken. Vi have ſeet at en af hans Formænd, Thorolf Kveldulfsſøn, kom lige til Finland[1]. Men om Thore ej kom ſaa langt, er det dog højſt rimeligt, at han kom i Berørelſe med omſtrejfende Kareler, eller med Kylvinger fra Gardarike, der kunde meddele ham Rygter om, at Olaf tænkte paa at gjeſte Norge igjen. Thi om Vaaren, da han kom tilbage fra Finmarken, gjorde han ſit Langſkib ſejlfærdigt, beſatte det med ſine Huuskarle, udbød Leding over hele det nordligſte Thingdiſtrikt paa Haalogaland, og ſamlede derved en ſtor Skare, med.hvilken han drog ſydefter. Ligeledes ſamlede Haarek Folk i ſit Diſtrikt, og fik en heel Mængde; andre anſeede Mænd fulgte deres Exempel, og de bekjendtgjorde, at alt dette ſkede for at man kunde være rede til at modtage Olaf, og forſvare Landet mod ham, om han ſkulde komme øſtenfra[2].

  1. Se. ovenfor 1ſte B. S. 487.
  2. Olaf den helliges Saga,Cap. 182, Snorre, Cap. 204. Den legendariſke Saga, Cap. 68, 69, 92. Det er her Vargſtakker, ikke Reenſkindspelſe, ſom Thore lægger ſig til. Hans Ophold i Finmarken beſkrives ſom en Landflygtighed for Olaf. Dette er videre udført i Flatøbogen (Fornm. S. V. 235), hvor Thore endog faar Pelſene af den fabelagtige Finnekonge Mattul.