Det norske Folks Historie/2/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De Efterretninger, Bjørn bragte Olaf, bidroge umiskjendeligt til at oplive hans Forhaabninger. Under Opholdet i Rusland havde hidtil hans Sind været gjennemkrydſet af de forſkjelligſte Planer, og martret af den piinligſte Uro. Kong Jaroſlav og Dronning Ingegerd gjorde ham det venlige Tilbud at overtage Beſtyrelſen af Landſkabet Bolgarien i det øſtlige Rusland, hvis ſtore og blomſtrende Hovedſtad Bulghar ved Volga paa hiin Tid var et af de vigtigſte Punkter for Mellemhandelen mellem Aſien og Norden, og hvis Indbyggere, uagtet de vare Hedninger, dog havde hævet ſig til en ikke ringe Grad af Kultur[1]. Her vilde Olaf ſaaledes kunne finde en vid Mark for ſin Omvendelſes-Iver; og, merkeligt nok, var dette omtrent det ſamme Land, hvor Nordmændene i en forhiſtoriſk Urtid maa antages at have haft deres Hjem[2]. Men ved Tilbudet ſynes der dog at have været den væſentlige Mangel, at dette Landſkab

ikke egentlig tilhørte Jaroſlav, om han end gjorde Fordring derpaa, men at det førſt ſkulde erobres[3]. Olafs Mænd fraraadte ham ogſaa ganſke at befatte ſig dermed. Deres eneſte Hu ſtod til at komme tilbage til deres Hjem, og de opfordrede ham ſtedſe til at forſøge paa at gjenvinde Norge. Stundom talte Kongen om at ville nedlægge Kongeværdigheden og rejſe til Jeruſalem eller andre hellige Steder, og der gaa i Kloſter. Men Længſelen efter Norge var dog ikke mindre ſterk hos ham, end hos hans Mænd. „Den Tanke kom“, heder det, „ofteſt i hans Sind, at overveje, om eder ej ſkulde kunne gives nogen Lejlighed for ham til at vinde ſit Rige i Norge tilbage. Dog kunde han her ikke dølge for ſig ſelv, at efter at alt var gaaet let og glat for ham i de førſte ti Aar af hans Kongedømme, havde han ſiden den Tid kun mødt Vanſkeligheder og Ubehageligheder, ſaa at det nu lod til at Lykken havde ſlaaet Haanden af ham. Han var derfor meget tvivlraadig,e om han turde ſtole ſaa meget paa Lykken, at han med en ubetydelig Styrke ſkulde vove ſig midt iblandt ſine Fiender. I den Uro og Uvished, ſom ſaaledes trykkede ’hans Sind, ſøgte han ofteſt ſin Trøſt ved Bønner til Gud om at han vilde oplade hans Øjne for hvad der var ham tjenligſt“. Hans Liv under Opholdet i Rusland var derfor i det hele taget meeſt helliget Religionsøvelſer og ſtille Betragtninger, og det lader til, at han allerede her, i levende Live, fik Ry for at være en hellig Mand, der af Guds ſæregne Naade endog kunde gjøre Undergjerninger. Blandt de Legender, der ſenere, efter at han var anerkjendt ſom Helgen, plejede at oplæſes om ham, er der ogſaa et Par fra hans Ophold i Rusland. Den ene af disſe ſkildrer hans Strenghed i Helligdagens Overholdelſe. Hans Sind, ſiges det her, var ſaa fuldt af Bekymringer, at han ikke engang lagde Merke til, hvorledes Tiden led, og ſaaledes traf det ſig, at han engang ſad med ſin Kniv og telgede paa et Stykke Træ, uden at erindre at det var Søndag. Skutelſvenden, der ſtod hos ham, gjorde ham opmerkſom derpaa ved at ſige: „imorgen er det Mandag, Herre“. Da Kongen hørte disſe Ord, forſtod han ſtrax Meningen, og at han havde begaaet Helligbrøde; og for at ſtraffe ſig ſelv ſamlede han de Spaaner, han havde telget af, lagde dem i ſin Haand, ſtak Ild paa dem, og lod dem brænde indtil de vare fortærede. En anden Legende lader ham helbrede en liden Dreng for en Halsbyld ved at lægge Hænderne paa den og dertil give ham Brødſmuler, ſom han havde lagt i Kors i ſin Haand, at ſpiſe. Da Olaf, ſom man af hans egne Ord til Thore Ølvesſøn erfarer, ſtundom befattede ſig med Lægekunſten, er det heel ſandſynligt, at en virkelig Begivenhed ligger til Grund for denne Fortælling, der kun ſenere har faaet ſin legendariſke Udſmykning; heller ikke er den anden Legende uſandſynlig, naar man ſeer hen til Olafs brændende Religionsiver. Den ſkildrer tillige, hvor ſterkt hans Sind var optaget af Bekymringer og Grublerier[4].

Bjørn Stallares Efterretning havde oplivet Olafs Haab. En Drøm, han havde, modnede hans Beſlutning. Det hændte ilet en Nat, at han laa i ſin Sæng og ikke kunde ſove for ſine ſædvanlige Bekymringer. Endelig faldt han af Træthed i en Slummer, men ikke ſterkere end at han, ſom det forekom ham, kunde ſee alt hvad der foregik i Værelſet. Det ſyntes ham da ſom om en ſtor, majeſtætiſk og prægtigt klædt Mand, hvilken han ſtrax kunde ſkjønne at være Kong Olaf Tryggvesſøn, traadte hen til hans Seng, og udtrykte ſin Forundring over at han ej vidſte, hvad Beſtemmelſe han ſkulde tage, ja endog maaſkee tænkte paa enten at nedlægge den kongelige Værdighed, ſom Gud havde givet ham, eller at modtage et Rige af en fremmed Konge. „Nej“, ſagde han, „vend tilbage til dit Rige, ſom du har faaet ved Arv, og længe beherſket med den Kraft, Gud gav dig. Lad dig ikke ſkræmme af dine Undermænd: det er en Konges Hæder at overvinde ſine Uvenner, men det er og en hæderlig Død at falde i Kampen med ſine Mænd. Tvivl ej paa, at du har Ret i denne Strid, og føg djerveligen til Landet, thi Gud vil ſelv være dit Vidne, at det tilhører dig“. Da Kongen vaagnede, ſyntes han, ſom det ofte er Tilfældet efter en livagtig Drøm, at ſee et Glimt af Manden idet han gik bort[5]. Men fra denne Tid var hans Beſlutning fattet. Han anſtrengte alle ſine Tanker og henvendte hele ſin Hu paa dette ene Formaal, at komme tilbage til Norge og gjenvinde Herredømmet derover. Dette, vidſte han, var ogſaa hans Mænds højeſte Ønſke. Den belejligſte Tid var nu forhaanden, da Landet var uden nogen egentlig Høvding, og han haabede for viſt, at naar han ſelv kom, vilde mange endnu nok ſlaa ſig paa hans Parti. Da han bekjendtgjorde denne Beſlutning for ſine Mænd, bleve de glade og takkede ham hjerteligt. Jaroſlav og Ingegerd derimod ſøgte fremdeles at afſkrække ham derfra. De foreſtillede ham det farlige i at vove ſig mellem ſine Fiender med ſaa liden Styrke, ſom han havde, og fornyede deres Tilbud om at give ham et Stykke Land i deres Rige. Da fortalte Olaf dem ſin Drøm og ſagde, at han troede det var Guds Vilje. Da de ſaa, at hans Beſlutning var urokkeligt fattet, opgave de omſider Tanken om at bringe ham derfra, og tilbøde ham venligt al den Underſtøttelſe til Rejſen, ſom han kunde ønſke ſig af dem. Kongen takkede dem for dette gode Tilbud, og ſagde at han med Glæde ſkulde benytte ſig deraf. Og nu gjorde Olaf de ivrigſte Forberedelſer til Rejſen. Dette rygtedes, ſom det ſynes, tidligt til Norge. I det mindſte ventede Høvdingerne et ſaadant Beſøg, thi de lode flittigt forhøre baade i Svithjod og i Danmark, om Olaf ſkulde komme øſtenfra Rusland.

  1. Landet kaldes Vulgaria i Olaf den hell. Saga. Det er det ſaakaldte Storbulgarien, ved Volga og Kama, hvis Indbyggere i Middelalderen vare i Beſiddelſe af den vigtige Mellemhandel paa Volga fra den nordlige Deel af Orienten til Bjarmeland og de øſterſøiſke Lande. Hovedſtaden Bulghar omtales hos arabiſke Forfattere allerede omkring Midten af det 9de Aarhundrede ſom en ſtor og blomſtrende Handelsſtad (d’Ohsson, des peuples du Caucase, p. 73—77.) Levningerne af Staden ligge i Gouvernementet Kaſan 9 Verſter veſtenfor den lille By Spaſk, paa venſtre Bred af Volga, nedenfor Kamas Udløb i denne, 90 Verſter ſøndenfor Kaſan og 80 Verſter nordenfor Simbirſk. Pallas, Reiſen durch verſch. Provinzen I. 120. Karamſin rusſ. Geſch. III. 171. De opdagedes paa Peter den ſtores Tid, og ere meget vidtløftige. En Mængde, iſær arabiſke Mynter findes der. Endnu har en mellem Ruinerne liggende Landsby Navnet Bolghary.
  2. Se ovf. 1. B. S. 10.
  3. Det er nemlig af de rusſiſke Annaler temmelig klart, at Rusſerne den længſte Tid ſtode i fiendtligt Forhold til Bulgarien, og oftere angrebe deres Stad, ſom endog erobredes af Storfyrſt Andreas Jurjeviſh 1164 og Vſevolod Jurjevitſh 1183. Karamſin II. 255. II. 51.
  4. Olaf den hell. Saga, Cap. 179. Snorre, Cap. 200, 201. Den legendariſke Saga, Cap. 79, 110. Disſe ſaakaldte Jærtegn forekomme ogſaa i de fleſte Legendeſamlinger om Olaf, ſaaledes den om Helligbrøde i Homilikodex i den arnamagn. Samling, No. 619 qv. S. 116; i Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 537, 548; et fornſvenſk Legendarium S. 870. Denne Legende, ſaa vel ſom den om den helbredede Halsbyld o. fl., er afbildet paa et gammelt, rimeligviis i Norge i det 13de Aarhundrede udſkaaret portativt Alter af Hvalrostand, der nu opbevares i Antikvitetsmuſeet i Kjøbenhavn, men af Kong Chriſtian den 1ſte 1486 foræredes til Pave Sixtus IV. i Rom, hvor det opbevaredes indtil 1694, da Pave Innocens den 13de ſkjenkede det til Prins Frederik, ſenere Konge under Navnet Frederik den 4de, da han beſøgte Italien. Nærmere Beſkrivelſe over denne merkelige Oltidslevning findes i Fortalen til Antiquités Russes, 1. B. S. XXXI; tre af Alterets Felter, hvoraf to fremſtille de ovennævnte Legender, ere gjengivne paa et af de Fakſimile-Blade, der ledſage dette Verk.
  5. Olaf den hell. Saga, Cap. 178. Snorre, Cap. 199. Man behøver viſtnok neppe, ſom enkelte have gjort, at tage ſin Tilflugt til den Formodning, at en Mand af Kongens Følge ſkulde have foreſtillet Olaf Tryggvesſøn. Ifølge en anden Legende. Langebek Scr. II. 537, ſkulde Olaf have ſeet Frelſeren ſelv, med Korſet og Tornekronen, befalende ham at opofre ſig ſelv paa ſamme Maade ſom for Chriſtendommens Skyld, og i den Henſigt at vende tilbage til Norge.