Det norske Folks Historie/2/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarl herſkede imidlertid ſom Knuts Statholder i Norge. Da Olaf fra Borgund af flygtede ind til Tafjorden, havde Haakon forfulgt ham ſaa langt ſom muligt, lige ind til Tafjorden, hvor han ſatte ſig i Beſiddelſe af Kongens efterladte Skibe, lod dem atter drage ud i Vandet, og udnævnte Styrere til hvert af dem efter Lodkaſtning, ved hvilken Lejlighed Islændingen, Jakul Baardsſøn fra Vatnsdalen, en Sønneſøn af den tapre Jakul Ingemundsſøn, om hvilken der tidligere er fortalt[1], fik Viſunden at ſtyre, men til ſin egen Skade, ſom det ſiden viſte ſig. Derpaa vendte Jarlen tilbage til Throndhjem. Kalf Arnesſøn havde, ſom oven omtalt, tilligemed flere Lendermænd og Skibsſtyrere, forladt Olaf paa Vejen mellem Borgund og Skottet, og var dragen Jarlen i Møde, hvilken tog meget godt imod dem. Kalf fulgte Jarlen nord til Throndhjem. Jarlen indbød ham til ſig og foreſlog ham at blive hans haandgangne Mand. Men den forſigtige Kalf ſagde at han førſt vilde ſee til ſin Gaard Egg og derpaa nærmere ſige Svar. Han havde ikke været hjemme ſiden ſine Stifſønners Død, og han fandt derfor ſin Huſtru Sigrid meget forbitret. Hun bebrejdede ham nemlig, at han havde kunnet ſee paa deres Drab, uden at hindre det. Kalf ſagde at han havde budt Pengebod for Thore, og at hans egen Broder Arnbjørn var falden for Grjotgards Haand. Hun ſagde at dette var meget heldigt, thi maaſkee han derved vilde lade ſig bevæge til at tage Hevn over Kongen, om han ej vilde gjøre det før hendes Skyld. Disſe og lignende Opeggelſer og Overtalelſer fra hendes Side bragte ham omſider til at love, at han vilde gaa Jarlen til Haande, hvis denne vilde forøge hans Vejtſler. Han var altſaa dog en Stund tvivlraadig, hvad han ſkulde gjøre, dog neppe faa meget for Olafs, ſom for ſine Brødres Skyld, thi han vidſte at disſe i Lykke og Ulykke vare Kongen tro, og at det derfor ej var uſandſynligt, at han ſom Jarlens Lendermand engang kunde komme til at ſtaa lige over for dem i Kampen ſom deres Fiende. Men hvad Betænkeligheder han end havde, ſaa bleve de dog nu overvundne, og Sigrid ſendte ſtrax Bud til Jarlen for at underrette ham derom. Jarlen lod nu Kalf indbyde til ſig i Nidaros, og Kalf lod ſig det være magtpaaliggende at komme ſaa ſnart ſom muligt. Jarlen modtog ham med aabne Arme, og de kom ſnart overeens med hinanden. Kalf gik Jarlen til Haande, og fik til Gjengjeld ſaa ſtore Vejtſler, at han ſom forhen blev den egentlige Høvding over Indre Throndhjem. Derpaa vendte han tilbage til ſin Gaard, men ſejlede om Vaaren over til England, for at gjøre ſin Opvartning hos Kong Knut, hvis Rejſe til England han havde erfaret. Man maa formode, at Knut har givet Haakon den Befaling, at lade Kalf komme til ham, for det Tilfælde, der let var at forudſee, at han meldte ſig ſom aabenbar Tilhænger af Jarlens Parti. Thi Knut, fortælles der, modtog Kalf paa det venſkabeligſte, overlagde mangt og meget med ham, og bad ham ſtille ſig i Spidſen for en Rejsning mod Kong Olaf, hvis denne ſøgte tilbage i Landet. Uden virkſom Biſtand af den mægtige Kalf, Indthrøndernes Høvding, var der neppe heller at tænke paa, at man ſkulde kunne gjøre Olaf nogen Modſtand. For end mere at ſikre ſig Kalf, tilbød Knut ham, ligeſom Einar Thambarſkelve, men i endnu beſtemtere Udtryk, Jarletitel og Statholderſkabet over Norge. „Thi“, ſagde han, „min Syſterſøn Haakon Jarl er ſaa ſamvittighedsfuld, at han, ſom jeg frygter, neppe vil ſkyde, om det end kun var et Skaft, mod Kong Olaf, hvis de mødes, og derfor anſeer jeg det bedſt at kalde ham tilbage til mig“. Kalf, der endnu ikke havde lært Knuts Gavmildhed paa tomme Løfter at kjende, fandt den fyrſtelige Jarleværdighed heel tillokkende, og lovede derfor alt, hvad Knut ønſkede. Derpaa tog han Afſked med Knut, fik hæderlige Gaver af ham og rejſte hjem[2].

Det var virkelig Knuts Henſigt at kalde Haakon Jarl tilbage. Muligt er det, at han havde ſaa øm Samvittighed, ſom Knut ſagde, og at han derfor ej, om det udfordredes, vilde indlade ſig i nogen umiddelbar Kamp med Olaf, uagtet han jo rigtignok ikke hidtil af ſin Ed havde ladet ſig hindre fra at deeltage i Knuts Tog til Norge, der havde til Henſigt at omſtyrte Olafs Herredømme. Men af engelſke Efterretninger erfarer man, at Knut derhos mistænkte Haakon for at omgaaes med Planer til at ſkille ham ſelv ved Liv eller Rige, hvilket ſidſte dog vel kun kan forſtaaes ſom om han tænkte paa gjøre lig uafhængig i Norge, hvis Høvdinger, med al deres Kjærlighed til ham, ikke i det hele taget vare Danevældet gunſtige. Det Paaſkud, ſom Knut anvendte til at kalde Haakon fra Norge, ſynes at have været et aftalt Giftermaal mellem ham og en Syſterdatter af Knut, ved Navn Gunnhild. For at beſøge denne ſin Fæſtemø, heder det i vore Sagaer, drog Haakon over til England, hvor Knut tog vel imod ham, og hvor han til Brylluppet, ſom han vilde holde i Norge, anſkaffede ſig alle ſlige ſjældne og koſtbare Sager, der vanſkeligen vare at faa kjøbt i Norge. Ifølge .den engelſke Beretning var han, eller rettere, blev han allerede gift med hende, men blev noget efter St. Martins Dag (11te November) under Skin af at ſkulle rejſe i et Geſandtſkab, der ſiges ikke hvorhen, ſendt i Landflygtighed af Knut, der mistænkte ham, ſaaledes ſom ovenfor nævnt; og paa denne Rejſe omkom han[3]. Vore Sagaer fortælle, at han blev meget ſilde rejſefærdig (altſaa vel førſt henimod December Maaneds Begyndelſe), at nogle vilde have ſeet hans Skib udenfor Katanes paa Petlandsfjorden en Aften i en ſvær Storm, der blæſte ud af Fjorden, men at man ſiden hverken havde hørt til Skib eller Mandſkab, hvorfor flere troede at han var kommet i den farlige Svelg eller Malſtrøm, der findes i hiin Fjord[4]. Ogſaa den engelſke Beretning angiver at han omkom paa Søen, dog, tillægges der, ſige nogle, at han blev dræbt paa Orknøerne (1030). Heraf ſkulde man maaſkee kunne ſlutte, at det Hverv, Knut for et Syns Skyld har givet ham, var at bringe Thorfinn Jarl, der paa denne Tid var Orknøernes Herre, til at underkaſte ſig Danekongens Herredømme. Viſt er det, at man ikke hørte mere til Haakon eller hans Mænd. Sin Huſtru eller Fæſtemø Gunnhild havde han ej med, thi vi erfare, at hun ſideneſter egtede Thorkell højes Søn Harald, der nu var Statholder i Danmark, og ſom det ſynes, indtog aldeles ſamme Plads, ſom Ulf Jarl forhen, endog med Henſyn til Jomsborg, hvor Knut, uviſt naar, havde udnævnt ſin Søn Sven, der endnu var et Barn, til Herſker af Navn[5].

Nu var altſaa det Tidspunkt indtruffet, efter hvilket baade Einar Thambarſkelve og Kalf længedes, at Haakon ej længer beklædte Jarleværdigheden i Norge. En Kjøbmænd fra England bragte Rygtet om hans Død, ſmigrede de ſig begge med Haabet om Statholderſkabet. Imidlertid, inden Knuts nærmere Beſtemmelſe herom indtraf, ſtod Norge alene under Lendermændenes Beſtyrelſe. Rygtet om Jarlens Død blev ogſaa temmelig ſnart bragt til Olaf i Rusland ved Bjørn Stallare. Denne, der, ſom vi have ſeet, ved Olafs Rejſe til Sverige fik Hjemlov, havde ſiden den Tid ſiddet hjemme paa ſin Gaard. Men da han var en anſeet Mand, ſom det var meget vigtigt at have paa ſit Parti, havde Haakon Jarl og dennes Tilhængere gjort ſig megen Umage for at vinde ham. De ſendte Bud til ham med Hilſen fra Kong Knut, Haakon Jarl og andre Høvdinger, og lode ham ſige, at Knut ſatte megen Priis paa hans Venſkab, og derfor anmodede ham om at gaa i hans Tjeneſte, hvilket desuden nu var ſaa meget rimeligere, ſom Olaf ej længer kunde beſkytte ſine Venner. Bjørn ſvarede førſt, at han vilde ſidde hjemme i Ro uden at tjene Høvdingerne. Men Sendebudet forelagde ham nu to Vilkaar, enten at fare i Utlegd, eller at gaa Knut og Haakon til Haande, imod klækkelig Betaling: i det ſamme heldte han engelſke Sølvpenge ud for ham af en ſtor Pung. Bjørn var temmelig pengekjær, og blev derfor heel tvivlraadig, da han ſaa Sølvet: han vilde nødig forlade ſine Ejendomme, og beſmykkede allerede i Tankerne et Frafald dermed, at Olaf alligevel ikke vilde kunne faa Herredømmet i Norge tilbage. Medens han overvejede dette, lagde Sendebudet endnu to digre Guldringe frem med de Ord, at alt dette dog kun var en Ubetydelighed imod hvad han vilde faa, hvis han beſøgte Kong Knut ſelv. Disſe glimrende Tilbud var Bjørn for ſvag til at kunne modſtaa. Han tog imod Gaverne og ſvor den forlangte Troſkabs-Ed. Men ikke længe efter hørte han at Jarlen ſkulde være død, og da begyndte han at angre ſit Frafald. Han var løſt fra ſin Ed til ham, og fik nu virkelig noget Haab om at Olaf atter kunde komme til Magten, hvis han ſtrax vendte tilbage til Norge, førend det endnu havde faaet en øverſte Høvding. Angeren drev ham til, ufortøvet at ſøge Kong Olaf i Rusland, og bringe ham den vigtige Efterretning om Jarlens Død og Norges høvdingsløſe. Tilſtand. Kongen og alle de Nordmænd, der havde fulgt ham, glædede ſig meget ved hans Ankomſt og de Nyheder, han bragte. Kongen ſpurgte ham om mangt og meget, og tilſidſt ogſaa, hvorledes hans hjemmeblevne Venner overholdt deres Troſkabsløfte til ham. „Nogle godt, andre daarligt“, ſagde Bjørn, og kaſtede ſig i det ſamme for Kongens Fødder, ſom han omfavnede med de Ord: „Alt i Guds og eders Vold. Konge; jeg har modtaget Penge af Knuts Mænd og ſvoret dem Troſkabsed, men nu vil jeg følge dig, og ikke ſkilles ved dig, ſaa længe vi begge ere i Live“. Kongen ſvarede: „ſtaa ſtrax op, Bjørn; min Tilgivelſe har du, thi jeg veed jo nok, at der nu kun er faa i Norge, ſom blive mig tro, naar ſlige Mænd ſom du lade ſig forføre; ſandt at ſige ere ogſaa mine Mænd i en vanſkelig Stilling da jeg ſelv er borte, og mine Fiender true dem med Ufred“. Bjørn underrettede nu Kongen om at hans værſte Fiender, og de ſom iſær ſøgte at ſætte Folket op mod ham og hans Mænd, vare Erling Skjalgsſøns Sønner, Einar Thambarſkelve, Kalf Arnesſøn, Thore Hund og Haarek af Thjøtta[6].

  1. Se ovf. 1. B. S. 788, 789, nærv. B. S. 176.
  2. Olaf den hell. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 194.
  3. Beretningen om Haakons Død forekommer ſimpelt hen, uden at hans Giftermaal omtales, i den ældſte, dette Tidsrum omfattende Kodex af Chron. Sax. ved 1030. Førſt omtales Kong Olafs Død, ſiden heder det: „i ſamme Aar, før dette ſkede, omkom den dygtige Jarl Haakon paa Søen“. Derimod fortæller Florents af Worceſter (Mon. hist. Br. I. 595) aabenbart, ſom man maa antage, efter ſæregne, maaſkee nordiſke Oplysninger, ved 1029: „Canutus, rex Anglorum, Danorum, et Norreganorum, ad Angliam rediit, et post festivitatem Sancti Martini Danicum comitem Hacun, qui nobilem matronam Gunildam, sororis suæ et Wyrtgeorni regis Winidorum filiam, in matrimonio habuit, quasi legationis causa in exilium misit: timebat enim ab illo vel vita privari vel regno expelli“. Og ved 1030: Prædictus comes Hacun in mari periit: quidam tamen dicunt eum fuisse occisum in Orcada insula. Om denne Wyrtgeorn og hans formodede Identitet med Wrytsleof dux, og Vrjatſheſlav, Fyrſt af Polotſk, have vi ovenfor talt, S. 482, 589. Florents fortæller videre, ved 1044 (S. 602), at Gunnhild, Enke ſaavel efter Haakon, ſom efter Harald, blev fordreven fra England med fine Sønner Heming og Thorkell, og drog til Brügge i Flandern, hvorfra hun ſenere begav ſig til Danmark. Sønnernes Navne viſe nokſom, at hendes ſidſte Mand var Thorkell den højes Søn. Af den Omſtændighed, at hun overlevede Haakon, maa man naturligviis ſlutte, at hun ikke fulgte ham paa Rejſen. Vor Saga har derfor maaſkee Ret, naar den kun lader hende være Haakons Fæſtemø, med hvilken han førſt ſenere agtede at holde Bryllup. Muligt, at hun ikke engang opholdt ſig i England, men.i Jomsborg, og at Henſigten med Haakons Rejſe til England nærmeſt har været kun at gjøre Indkjøb til Brylluppet. I ſaa Fald er det ej uſandſynligt, at hendes Giftermaal med Harald Thorkellsſøn ſtaar i Forbindelſe med den Unaade, hvori Haakon faldt, ſaaledes at f. Er. Harald i Jomsborg er bleven bekjendt med hende, og for at faa hende har ſværtet Haakon for Knut. Haakon Jarls Død henføre vore Sagaer til Høſten 1029, ja lade endog Efterretningen derom komme til Norge om Høſten. Men de engelſke Krønikers udtrykkelige Ord blive her af ſtørre Vegt. Desuden, naar han førſt blev ſejlfærdig en Stund efter Mortensdag, er det ingenlunde urimeligt, at han har været tumlet om paa Søen af Storm og Søgang indtil førſt i Januar 1030, og at han da er omkommen i Pettlandsfjorden. Der findes, merkeligt nok, et Diplom udſtedt af Knut 103l, (Kemble, No. 744), hvor „Hacun dux“ nævnes ſom Vidne, men hvis dette ſkal være Haakon Jarl, hvad man neppe kan betvivle, maa Diplomet enten være uegte eller Dateringen fejlagtig. En Datter af Haakon omtales i Knytl. S. Cap. 75.
  4. Om Svelgen i Pettlandsfjorden, der endnu kaldes Swelchie, herſkede det Sagn at den frembragtes af Frodes berømte Kvern, der ſtedſe laa og malede Salt paa Havets Bund; Snorres Edda, Cap. 43, ſe ovf. 1. B. S. 219, Endnu paa Kong Haakon Haakonsſøns Tid omtales at ſtørre Skibe forgik i Svelgen. Saa vidt vides, er den nu, ſom de fleſte lignende, engang meget frygtede, Malſtrømme, kun meget lidet farlig.
  5. Olaf d. hell. Saga, Cap. 115. Snorre, Cap. 195. Fagrſk., Cap. 109. Denne forvexler ſenere Harald med Ulf, idet den lader Ulf følge Sven Knutsſøn til Norge, uagtet han da forlængſt var dræbt, hvorimod Kongeſagaerne nævne Harald (Olaf den hell. Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253l; dette ſynes umiskjendeligt at vidne om at Harald indtog ſamme Stilling ſom Ulf.
  6. Olaf den hell. Saga, Cap. 176, 177. Snorre, Cap. 196, 197. Den legendariſke Saga, Cap. 76. Denne fortæller Sagen anderledes, nemlig at Knut (der ifølge ſamme Saga kom til Norge ſtrax før Olafs Flugt) ſelv ſendte ſine Mænd med 12 Guldringe til Bjørn for at forføre ham, at Bjørn dog ej lod, ſig forføre, men derimod lod Knuts Mænd ophænge, og tog Guldet, hvormed han rejſte til Olaf i Rusland. Den ſamme Fortælling har Flatøbogen optaget (Fornm. S. V. 187) men gjengiver den noget vidtløftigere og med den Forandring, at det er Kalf Arnesſøn, der lader Knuts Sendemænd drage til Bjørn. Begivenheden ſættes ſtrax efter Olafsſagaens Cap. 15l, hvor der tales om Sighvat Skalds Hjemkomſt til Olaf, og ſaaledes bliver det ej i Rusland, men i Norge, at Bjørn ſtrax efter opſøger Kongen. Men desuagtet meddeles Fortællingen ogſaa ſenere i den ovenanførte, rigtigere Skikkelſe.