Det norske Folks Historie/2/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarl herskede imidlertid som Knuts Statholder i Norge. Da Olaf fra Borgund af flygtede ind til Tafjorden, havde Haakon forfulgt ham saa langt som muligt, lige ind til Tafjorden, hvor han satte sig i Besiddelse af Kongens efterladte Skibe, lod dem atter drage ud i Vandet, og udnævnte Styrere til hvert af dem efter Lodkastning, ved hvilken Lejlighed Islændingen, Jakul Baardssøn fra Vatnsdalen, en Sønnesøn af den tapre Jakul Ingemundssøn, om hvilken der tidligere er fortalt[1], fik Visunden at styre, men til sin egen Skade, som det siden viste sig. Derpaa vendte Jarlen tilbage til Throndhjem. Kalf Arnessøn havde, som oven omtalt, tilligemed flere Lendermænd og Skibsstyrere, forladt Olaf paa Vejen mellem Borgund og Skottet, og var dragen Jarlen i Møde, hvilken tog meget godt imod dem. Kalf fulgte Jarlen nord til Throndhjem. Jarlen indbød ham til sig og foreslog ham at blive hans haandgangne Mand. Men den forsigtige Kalf sagde at han først vilde see til sin Gaard Egg og derpaa nærmere sige Svar. Han havde ikke været hjemme siden sine Stifsønners Død, og han fandt derfor sin Hustru Sigrid meget forbitret. Hun bebrejdede ham nemlig, at han havde kunnet see paa deres Drab, uden at hindre det. Kalf sagde at han havde budt Pengebod for Thore, og at hans egen Broder Arnbjørn var falden for Grjotgards Haand. Hun sagde at dette var meget heldigt, thi maaskee han derved vilde lade sig bevæge til at tage Hevn over Kongen, om han ej vilde gjøre det før hendes Skyld. Disse og lignende Opeggelser og Overtalelser fra hendes Side bragte ham omsider til at love, at han vilde gaa Jarlen til Haande, hvis denne vilde forøge hans Vejtsler. Han var altsaa dog en Stund tvivlraadig, hvad han skulde gjøre, dog neppe faa meget for Olafs, som for sine Brødres Skyld, thi han vidste at disse i Lykke og Ulykke vare Kongen tro, og at det derfor ej var usandsynligt, at han som Jarlens Lendermand engang kunde komme til at staa lige over for dem i Kampen som deres Fiende. Men hvad Betænkeligheder han end havde, saa bleve de dog nu overvundne, og Sigrid sendte strax Bud til Jarlen for at underrette ham derom. Jarlen lod nu Kalf indbyde til sig i Nidaros, og Kalf lod sig det være magtpaaliggende at komme saa snart som muligt. Jarlen modtog ham med aabne Arme, og de kom snart overeens med hinanden. Kalf gik Jarlen til Haande, og fik til Gjengjeld saa store Vejtsler, at han som forhen blev den egentlige Høvding over Indre Throndhjem. Derpaa vendte han tilbage til sin Gaard, men sejlede om Vaaren over til England, for at gjøre sin Opvartning hos Kong Knut, hvis Rejse til England han havde erfaret. Man maa formode, at Knut har givet Haakon den Befaling, at lade Kalf komme til ham, for det Tilfælde, der let var at forudsee, at han meldte sig som aabenbar Tilhænger af Jarlens Parti. Thi Knut, fortælles der, modtog Kalf paa det venskabeligste, overlagde mangt og meget med ham, og bad ham stille sig i Spidsen for en Rejsning mod Kong Olaf, hvis denne søgte tilbage i Landet. Uden virksom Bistand af den mægtige Kalf, Indthrøndernes Høvding, var der neppe heller at tænke paa, at man skulde kunne gjøre Olaf nogen Modstand. For end mere at sikre sig Kalf, tilbød Knut ham, ligesom Einar Thambarskelve, men i endnu bestemtere Udtryk, Jarletitel og Statholderskabet over Norge. „Thi“, sagde han, „min Systersøn Haakon Jarl er saa samvittighedsfuld, at han, som jeg frygter, neppe vil skyde, om det end kun var et Skaft, mod Kong Olaf, hvis de mødes, og derfor anseer jeg det bedst at kalde ham tilbage til mig“. Kalf, der endnu ikke havde lært Knuts Gavmildhed paa tomme Løfter at kjende, fandt den fyrstelige Jarleværdighed heel tillokkende, og lovede derfor alt, hvad Knut ønskede. Derpaa tog han Afsked med Knut, fik hæderlige Gaver af ham og rejste hjem[2].

Det var virkelig Knuts Hensigt at kalde Haakon Jarl tilbage. Muligt er det, at han havde saa øm Samvittighed, som Knut sagde, og at han derfor ej, om det udfordredes, vilde indlade sig i nogen umiddelbar Kamp med Olaf, uagtet han jo rigtignok ikke hidtil af sin Ed havde ladet sig hindre fra at deeltage i Knuts Tog til Norge, der havde til Hensigt at omstyrte Olafs Herredømme. Men af engelske Efterretninger erfarer man, at Knut derhos mistænkte Haakon for at omgaaes med Planer til at skille ham selv ved Liv eller Rige, hvilket sidste dog vel kun kan forstaaes som om han tænkte paa gjøre lig uafhængig i Norge, hvis Høvdinger, med al deres Kjærlighed til ham, ikke i det hele taget vare Danevældet gunstige. Det Paaskud, som Knut anvendte til at kalde Haakon fra Norge, synes at have været et aftalt Giftermaal mellem ham og en Systerdatter af Knut, ved Navn Gunnhild. For at besøge denne sin Fæstemø, heder det i vore Sagaer, drog Haakon over til England, hvor Knut tog vel imod ham, og hvor han til Brylluppet, som han vilde holde i Norge, anskaffede sig alle slige sjældne og kostbare Sager, der vanskeligen vare at faa kjøbt i Norge. Ifølge .den engelske Beretning var han, eller rettere, blev han allerede gift med hende, men blev noget efter St. Martins Dag (11te November) under Skin af at skulle rejse i et Gesandtskab, der siges ikke hvorhen, sendt i Landflygtighed af Knut, der mistænkte ham, saaledes som ovenfor nævnt; og paa denne Rejse omkom han[3]. Vore Sagaer fortælle, at han blev meget silde rejsefærdig (altsaa vel først henimod December Maaneds Begyndelse), at nogle vilde have seet hans Skib udenfor Katanes paa Petlandsfjorden en Aften i en svær Storm, der blæste ud af Fjorden, men at man siden hverken havde hørt til Skib eller Mandskab, hvorfor flere troede at han var kommet i den farlige Svelg eller Malstrøm, der findes i hiin Fjord[4]. Ogsaa den engelske Beretning angiver at han omkom paa Søen, dog, tillægges der, sige nogle, at han blev dræbt paa Orknøerne (1030). Heraf skulde man maaskee kunne slutte, at det Hverv, Knut for et Syns Skyld har givet ham, var at bringe Thorfinn Jarl, der paa denne Tid var Orknøernes Herre, til at underkaste sig Danekongens Herredømme. Vist er det, at man ikke hørte mere til Haakon eller hans Mænd. Sin Hustru eller Fæstemø Gunnhild havde han ej med, thi vi erfare, at hun sidenester egtede Thorkell højes Søn Harald, der nu var Statholder i Danmark, og som det synes, indtog aldeles samme Plads, som Ulf Jarl forhen, endog med Hensyn til Jomsborg, hvor Knut, uvist naar, havde udnævnt sin Søn Sven, der endnu var et Barn, til Hersker af Navn[5].

Nu var altsaa det Tidspunkt indtruffet, efter hvilket baade Einar Thambarskelve og Kalf længedes, at Haakon ej længer beklædte Jarleværdigheden i Norge. En Kjøbmænd fra England bragte Rygtet om hans Død, smigrede de sig begge med Haabet om Statholderskabet. Imidlertid, inden Knuts nærmere Bestemmelse herom indtraf, stod Norge alene under Lendermændenes Bestyrelse. Rygtet om Jarlens Død blev ogsaa temmelig snart bragt til Olaf i Rusland ved Bjørn Stallare. Denne, der, som vi have seet, ved Olafs Rejse til Sverige fik Hjemlov, havde siden den Tid siddet hjemme paa sin Gaard. Men da han var en anseet Mand, som det var meget vigtigt at have paa sit Parti, havde Haakon Jarl og dennes Tilhængere gjort sig megen Umage for at vinde ham. De sendte Bud til ham med Hilsen fra Kong Knut, Haakon Jarl og andre Høvdinger, og lode ham sige, at Knut satte megen Priis paa hans Venskab, og derfor anmodede ham om at gaa i hans Tjeneste, hvilket desuden nu var saa meget rimeligere, som Olaf ej længer kunde beskytte sine Venner. Bjørn svarede først, at han vilde sidde hjemme i Ro uden at tjene Høvdingerne. Men Sendebudet forelagde ham nu to Vilkaar, enten at fare i Utlegd, eller at gaa Knut og Haakon til Haande, imod klækkelig Betaling: i det samme heldte han engelske Sølvpenge ud for ham af en stor Pung. Bjørn var temmelig pengekjær, og blev derfor heel tvivlraadig, da han saa Sølvet: han vilde nødig forlade sine Ejendomme, og besmykkede allerede i Tankerne et Frafald dermed, at Olaf alligevel ikke vilde kunne faa Herredømmet i Norge tilbage. Medens han overvejede dette, lagde Sendebudet endnu to digre Guldringe frem med de Ord, at alt dette dog kun var en Ubetydelighed imod hvad han vilde faa, hvis han besøgte Kong Knut selv. Disse glimrende Tilbud var Bjørn for svag til at kunne modstaa. Han tog imod Gaverne og svor den forlangte Troskabs-Ed. Men ikke længe efter hørte han at Jarlen skulde være død, og da begyndte han at angre sit Frafald. Han var løst fra sin Ed til ham, og fik nu virkelig noget Haab om at Olaf atter kunde komme til Magten, hvis han strax vendte tilbage til Norge, førend det endnu havde faaet en øverste Høvding. Angeren drev ham til, ufortøvet at søge Kong Olaf i Rusland, og bringe ham den vigtige Efterretning om Jarlens Død og Norges høvdingsløse. Tilstand. Kongen og alle de Nordmænd, der havde fulgt ham, glædede sig meget ved hans Ankomst og de Nyheder, han bragte. Kongen spurgte ham om mangt og meget, og tilsidst ogsaa, hvorledes hans hjemmeblevne Venner overholdt deres Troskabsløfte til ham. „Nogle godt, andre daarligt“, sagde Bjørn, og kastede sig i det samme for Kongens Fødder, som han omfavnede med de Ord: „Alt i Guds og eders Vold. Konge; jeg har modtaget Penge af Knuts Mænd og svoret dem Troskabsed, men nu vil jeg følge dig, og ikke skilles ved dig, saa længe vi begge ere i Live“. Kongen svarede: „staa strax op, Bjørn; min Tilgivelse har du, thi jeg veed jo nok, at der nu kun er faa i Norge, som blive mig tro, naar slige Mænd som du lade sig forføre; sandt at sige ere ogsaa mine Mænd i en vanskelig Stilling da jeg selv er borte, og mine Fiender true dem med Ufred“. Bjørn underrettede nu Kongen om at hans værste Fiender, og de som især søgte at sætte Folket op mod ham og hans Mænd, vare Erling Skjalgssøns Sønner, Einar Thambarskelve, Kalf Arnessøn, Thore Hund og Haarek af Thjøtta[6].

  1. Se ovf. 1. B. S. 788, 789, nærv. B. S. 176.
  2. Olaf den hell. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 194.
  3. Beretningen om Haakons Død forekommer simpelt hen, uden at hans Giftermaal omtales, i den ældste, dette Tidsrum omfattende Kodex af Chron. Sax. ved 1030. Først omtales Kong Olafs Død, siden heder det: „i samme Aar, før dette skede, omkom den dygtige Jarl Haakon paa Søen“. Derimod fortæller Florents af Worcester (Mon. hist. Br. I. 595) aabenbart, som man maa antage, efter særegne, maaskee nordiske Oplysninger, ved 1029: „Canutus, rex Anglorum, Danorum, et Norreganorum, ad Angliam rediit, et post festivitatem Sancti Martini Danicum comitem Hacun, qui nobilem matronam Gunildam, sororis suæ et Wyrtgeorni regis Winidorum filiam, in matrimonio habuit, quasi legationis causa in exilium misit: timebat enim ab illo vel vita privari vel regno expelli“. Og ved 1030: Prædictus comes Hacun in mari periit: quidam tamen dicunt eum fuisse occisum in Orcada insula. Om denne Wyrtgeorn og hans formodede Identitet med Wrytsleof dux, og Vrjatsheslav, Fyrst af Polotsk, have vi ovenfor talt, S. 482, 589. Florents fortæller videre, ved 1044 (S. 602), at Gunnhild, Enke saavel efter Haakon, som efter Harald, blev fordreven fra England med fine Sønner Heming og Thorkell, og drog til Brügge i Flandern, hvorfra hun senere begav sig til Danmark. Sønnernes Navne vise noksom, at hendes sidste Mand var Thorkell den højes Søn. Af den Omstændighed, at hun overlevede Haakon, maa man naturligviis slutte, at hun ikke fulgte ham paa Rejsen. Vor Saga har derfor maaskee Ret, naar den kun lader hende være Haakons Fæstemø, med hvilken han først senere agtede at holde Bryllup. Muligt, at hun ikke engang opholdt sig i England, men.i Jomsborg, og at Hensigten med Haakons Rejse til England nærmest har været kun at gjøre Indkjøb til Brylluppet. I saa Fald er det ej usandsynligt, at hendes Giftermaal med Harald Thorkellssøn staar i Forbindelse med den Unaade, hvori Haakon faldt, saaledes at f. Er. Harald i Jomsborg er bleven bekjendt med hende, og for at faa hende har sværtet Haakon for Knut. Haakon Jarls Død henføre vore Sagaer til Høsten 1029, ja lade endog Efterretningen derom komme til Norge om Høsten. Men de engelske Krønikers udtrykkelige Ord blive her af større Vegt. Desuden, naar han først blev sejlfærdig en Stund efter Mortensdag, er det ingenlunde urimeligt, at han har været tumlet om paa Søen af Storm og Søgang indtil først i Januar 1030, og at han da er omkommen i Pettlandsfjorden. Der findes, merkeligt nok, et Diplom udstedt af Knut 103l, (Kemble, No. 744), hvor „Hacun dux“ nævnes som Vidne, men hvis dette skal være Haakon Jarl, hvad man neppe kan betvivle, maa Diplomet enten være uegte eller Dateringen fejlagtig. En Datter af Haakon omtales i Knytl. S. Cap. 75.
  4. Om Svelgen i Pettlandsfjorden, der endnu kaldes Swelchie, herskede det Sagn at den frembragtes af Frodes berømte Kvern, der stedse laa og malede Salt paa Havets Bund; Snorres Edda, Cap. 43, se ovf. 1. B. S. 219, Endnu paa Kong Haakon Haakonssøns Tid omtales at større Skibe forgik i Svelgen. Saa vidt vides, er den nu, som de fleste lignende, engang meget frygtede, Malstrømme, kun meget lidet farlig.
  5. Olaf d. hell. Saga, Cap. 115. Snorre, Cap. 195. Fagrsk., Cap. 109. Denne forvexler senere Harald med Ulf, idet den lader Ulf følge Sven Knutssøn til Norge, uagtet han da forlængst var dræbt, hvorimod Kongesagaerne nævne Harald (Olaf den hell. Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253l; dette synes umiskjendeligt at vidne om at Harald indtog samme Stilling som Ulf.
  6. Olaf den hell. Saga, Cap. 176, 177. Snorre, Cap. 196, 197. Den legendariske Saga, Cap. 76. Denne fortæller Sagen anderledes, nemlig at Knut (der ifølge samme Saga kom til Norge strax før Olafs Flugt) selv sendte sine Mænd med 12 Guldringe til Bjørn for at forføre ham, at Bjørn dog ej lod, sig forføre, men derimod lod Knuts Mænd ophænge, og tog Guldet, hvormed han rejste til Olaf i Rusland. Den samme Fortælling har Flatøbogen optaget (Fornm. S. V. 187) men gjengiver den noget vidtløftigere og med den Forandring, at det er Kalf Arnessøn, der lader Knuts Sendemænd drage til Bjørn. Begivenheden sættes strax efter Olafssagaens Cap. 15l, hvor der tales om Sighvat Skalds Hjemkomst til Olaf, og saaledes bliver det ej i Rusland, men i Norge, at Bjørn strax efter opsøger Kongen. Men desuagtet meddeles Fortællingen ogsaa senere i den ovenanførte, rigtigere Skikkelse.