Det norske Folks Historie/2/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erlings Sønner bare paa denne Tid deels nord i Throndhjem hos Haakon Jarl, deels i Hordaland eller inde i Fjordene, for at ſamle Folk. Men da de fik deres Faders Død at vide, ſkyndte de ſig hjem[1], og paa ſamme Tid ſamlede der ſig, ved den blotte Efterretning om Drabet, hevnlyſtne Skarer baade fra Agder, Rogaland og Hordaland. Thi efterſom Efterretningen gik nordefter, blev der ſtrax Folke-Opløb, ſaa at Olaf ingenſteds kunde komme i Land, fordi han overalt truedes af en opbragt og hevnlyſten Bondehær. Disſe Flokke ſluttede ſig til Olafs Forfølgere efterſom de droge frem[2], og Erlings Sønner og Frænder forefandt ſaaledes en betydelig Flaade, med hvilken de kunde ile efter Kongen. Denne fortſatte ſin Fart, indtil han kom nordenom Stad, hvor han lagde ind til Herøerne. Her fik han vide, at Haakon Jarl havde en ſtor Hær ſamlet inde i Throndhjem, og at det ſaaledes ej var at tænke paa at begive ſig did. Tilbage kunde han heller ikke komme. Han raadſlog derfor med ſine Mænd, hvad han nu ſkulde gribe til. Endnu vare mange Lendermænd, og blandt dem alle Arnesſønnerne, ja, merkeligt nok, endog Kalf, hos ham. Kalf havde ſelv været tilſtede ved Kampen med Erling, uden, ſom det ſynes, at foretage det mindſte Skridt til at redde ham[3]. Dette kan maaſkee forklares deraf, at Kalf var ſkinſyg paa Erlings Magt og Indflydelſe, og derfor gjerne ſaa ham ryddet afvejen, maaſkee ogſaa deraf, at Kalf, ſom en ſtatsklog og forſigtig Mand, nødig vilde tage et beſtemt Parti mod Olafs Fiender, førend han ſaa, at disſe virkelig havde faaet fuldkommen og blivende Overhaand, og at Olafs Sag var uigjenkaldeligt tabt. Omgiven af ſine Brødre og andre Mænd, der vedbleve at være Olaf tro, var det vel heller ikke ſaa let en Sag for ham at ſlippe løs, hvor inderligt han end i ſit Hjerte hadede ham. Dette Had lagde han nu temmelig tydeligt for Dagen ved at give Olaf det Raad at ſøge ind til Throndhjem og angribe Haakon Jarl, trods dennes ſtore Overmagt. Thi et ſaadant Angreb vilde upaatvivlelig have Olafs Tilintetgjørelſe til Følge[4]. Der var imidlertid flere af Olafs Mænd, ſom underſtøttede Kalfs Raad, men de have vel ligeſom han ſelv hørt til Olafs hemmelige Fiender. De øvrige fraraadede det, og Sagen henſtilledes til Kongens egen Beſtemmelſe. Han lod nu førſt ſtyre til Steinavaag mellem Hesøen og Aspøen i Borgund, og blev der om Natten. Aaslak Fitjaſkalle ſtyrede med ſit Skib heelt ind til Borgund for at overnatte der. Her laa tilfældigviis en af Erlings Venner, ved Navn Vigleik Arnesſøn[5] med en Deel Folk; da han om Natten fik høre, at Aaslak, Erlings Banemand, var kommen, pasſede han paa ham, juſt ſom han om Morgenen vilde gaa ombord paa ſit Skib, og fældte ham. Samme Morgen kom nogle af Olafs Hirdmænd, hvilke havde ſiddet hjemme den Sommer, uden at deeltage i Toget, og bragte ham den Efterretning, at Haakon Jarl med mange Lendermænd og en ſtor Hær allerede Aftenen forud var ankommen til Frekøſund paa Grændſen af Nordmøre og Raumsdalen, hvor de havde hjemme, og at hans Henſigt var at angribe og fælde Kongen, hvis han kunde komme til[6]. Kongen lod ſtrax nogle af ſine Folk gaa op paa Fjeldet ovenfor Steinavaag, og ſpejde nordefter, om de ſaa noget til den fiendtlige Flaade. Fra Fjeldet ſaa de nord til Bjørnø ſtrax udenfor Gamleim, at der kom mange Skibe ſejlende nordefter. De ſkyndte ſig ned og meldte dette til Kongen, ſom ſtrax lod blæſe til Opbrud. Kongen havde nu kun 12 Skibe, da Aaslak Fitjaſkalles Skib ej var vendt tilbage. Tjeldingerne bleve tagne af, og man roede ud af Havnen. I det ſamme kom hine Skibe frem forbi Thrjotshvervet, eller Kyſten udenfor Søvik, neppe en halv Miil borte. Det var virkelig hele den throndhjemſke Flaade under Jarlens Anførſel: den beſtod af 25 Skibe. Olaf havde nu kun een Vej at tage, thi længer nord kunde han ej komme, og ſøndenfra nærmede den Flaade ſig, der anførtes af Erlings Sønner. Han maatte ſøge ind til de indre Fjordegne paa Søndmøre. Han tog altſaa Vejen indenfor Nyrvø og ind om Hundsver, ſtrax veſtenfor Borgund. Da han kom udenfor Borgund, mødte Aaslak Fitjaſkalles Skib og Folk ham med Efterretningen om deres Herres Drab[7]. Kongen blev ilde tilmode herover, men kunde for Ufredens Skyld ej give ſig Tid til at foretage noget mod Vigleik, og ſkyndte ſig ind ad Vegſundet, mellem Sulsø og Oxenø, og videre ind ad Storfjorden til Slottet. Men her, eller maaſkee rettere under denne Fart, forlod Kalf Arnesſøn tilligemed flere andre Lendermænd og Skibsſtyrere ham, og droge Jarlen imøde. Deres Henſigt med hiint Raad, ſom de gave Olaf, var altſaa nu tydelig nok, men det var ikke længer muligt for Olaf at ſtraffe dette Forræderi. Han fortſatte fremdeles ſin Vej ind ad Slygs- (Slyngſtad-) Fjorden[8]. Hans hele Flaade beſtod nu kun af ſex Skibe. Han ſtandſede ej, førend han kom gjennem Norddalsfjorden og lige ind i Tafjorden (Todarfjorden), hvor han lagde til yderſt i Valdalen. Her lod han ſine Skibe ſætte op, og Sejlene med det øvrige Tilbehør forvare. Han lod Telte opſlaa paa Stranden ved Sylte, hvor der er vakre Sletter, og rejſte et Kors ved Stranden. Hans Henſigt var nu at ſøge op gjennem Valdalen, og tage Vejen over Fjeldet til Oplandene. De nærmere Omſtændigheder ved denne Rejſe ere omhyggeligt opbevarede i en halv hiſtoriſk, halv legendariſk Beretning, ſom efter al Sandſynlighed allerede faa Aar efter, da Olafs Hellighed var anerkjendt, dannede ſig blandt Egnens Beboere, hvilke nu med from Iver tilbagekaldte i Erindringen alt, endog det ubetydeligſte, hvad den hellige Konge enten havde ſagt eller gjort, og ſom vare tilbøjelige til at give enhver af hans Handlinger et helligt, underbart Præg. Endnu den Dag i Dag lever Folkeſagnet derom i Egnen[9]. Vi gjengive Beretningen her, ſaaledes ſom allerede Sagaerne fremſtillet den, med hele dens legendariſke Udſmykning. Den fornemſte Bonde i Dalen, ved Navn Bruſe, boede hiinſides Elven lige over for Sylte paa Muri, hvor nu Kirken ſtaar. Han og mange andre Bønder kom ned til Kong Olaf og modtoge ham med ſtor Venlighed. Han blev glad herved, og ſpurgte dem, om det var muligt at komme fra Valdalen op over Fjeldet til Lesje. Bruſe ſvarede, at det neppe var muligt, da der længer oppe laa en Urd, kaldet Skjervs-Urden, tvers over Dalen, og den var hverken fremkommelig for Menneſker eller Heſte. Olaf ſagde, at han dog vilde forſøge derpaa med Guds Hjelp, og bad Bønderne møde frem den følgende Dag med deres Heſte; naar man da kom til Urden, vilde han ſee om det ej ſkulde lade ſig gjøre at komme over. Bønderne indfandt ſig til den beſtemte Tid med Heſtene, og paa disſe lod Kongen nu læsſe al Oppakning og Klæder, idet han ſelv og hans Mænd fulgte efter til Fods. Da han kom til Kroſsbrekka, en høj Bakke omtrent Miil ovenfor Stranden, ſatte han ſig og hvilede, idet han fra Bakken ſaa ned til Fjorden. Da udbrød han: „en møjſommelig Færd have mine Lendermænd ſkaffet mig, ſom nu have omſkiftet deres Troſkab, uagtet de en Stund vare mine Venner og havde al min Tillid“. Siden ſteg han til Heſt, for at ride det øvrige Stykke opad Dalen. Der hvor han hvilede ſig, blev der ſiden oprejſt to Kors, efter hvilke Brekken ſynes at have faaet ſit Navn[10]. Han fortſatte Rejſen indtil han kom til Urden. Han og hans Mænd overnattede ved en Sæter i Nærheden, ſom Bruſe viſte dem, og hvor han lod ſlaa ſit Telt. Morgenen efter bød han ſine Mænd og Bønderne at give ſig ifærd med Urden, og prøve om det ikke ſkulde være muligt at faa en Vej derover. Selv blev han tilbage i Teltet. Men om Aftenen vendte de tilbage, og ſagde at de havde arbejdet meget, og ganſke forgjæves; det var en fuldkommen Umulighed at faa Vej derover. Den følgende Nat tilbragte han i Bønner til Gud, og bød Folkene ved Dagens Anbrud atter at gaa hen til Urden og prøve paa at rydde en Vej. De vilde nødig til; derfor kom ogſaa den, der forvarede Mundforraadet, og ſagde at der var ikke mere end to Nødsfald Kjød, medens Kongens Mænd udgjorde et Antal af fire Hundreder (480) og Bønderne hundrede. Olaf bød at man ſkulde lægge et Stykke Kjød i hver Kjedel, gjorde Korſets Tegn over Kjedlerne, og gav Befaling til at berede Maden. Derpaa begav han ſig ſelv til Urden. Der ſad alle hans Folk, ganſke modige af Arbejdet. Bruſe ſagde: „jeg ſiger eder, Konge, men I vil ikke tro mig, at der ved denne Urd intet lader ſig gjøre“. Men Kongen tog ſin Kappe af og ſagde at de alle ſammen endnu engang ſkulde gjøre et Forſøg. Og, heder det, da kunde 20 Mænd flytte og regjere de Stene, ſom forhen hundrede Mænd ikke kunde faa af Stedet. Midt paa Dagen var Urden ryddet, ſaa at baade Folk og Heſte kunde komme frem ligeſaa godt ſom paa ſlet Mark. Kongen gik nu ned igjen til det Sted, hvor Maden tilberedtes, og ſom ſiden kaldtes Olafsheller. I Nærheden deraf var en Kilde, hvori Olaf toede ſig; og, ſiges der, om Kvæget bliver ſygt der i Dalen, men drikker af Kildens Vand, kommer det ſig ſtrax. Da Kongen havde ſpiiſt, ſpurgte han om der var en Sæter ovenfor Urden, og nærmere Fjeldet, hvor de kunde tage Natteleje. Bluſe ſagde at der var en Sæter ved Navn Grøninge, men at ingen kunde være der om Natten formedelſt Trolde og Meenvætter, ſom havde ſin Gang der. Kongen ſagde, at han ligefuldt vilde overnatte der, og gav Befaling til Opbrud. Da kom Madforſtanderen til ham og ſagde, at der nu var Overflod paa Mad, men at han ej vidſte, hvorfra den var kommen. Olaf takkede Gud for denne Sending, og lod Mad uddele til de Bønder, der nu forlode ham for atter at drage ned ad Dalen. Kongen tilbragte Natten paa Sæteren. Midt om Natten hørte man en forfærdelig Røſt raabe udenfor: „Olafs Bønner brænde mig ſaaledes, at jeg ikke længer kan forblive her i mit Hjem, men maa flytte og aldrig komme tilbage til denne Stødl“. Om Morgenen, førend Kongen drog til Fjelds, ſagde han til Bruſe: „her ſkal man nu bygge en Gaard, og den Bonde, ſom bor her, ſkal altid have Fremgang, thi Kornet her paa Gaarden ſkal aldrig fryſe, om det end fryſer baade ovenfor og nedenfor“. Og viſt er det, at Kornet paa Gaarden Grøning i Valdalen ſjælden lider Skade af Froſten[11]. Derpaa fatte Kongen over Fjeldet. Hvorledes han kom frem, nævnes ikke, men det maa have været med uſigelig Møje, efterſom Rejſen foregik i Hjertet af Vintren, og i en af Norges vildeſte og uvejſomſte Fjeldegne. Han har neppe engang taget Vejen lige over til Flatmark i Raumsdalen, hvorved han kun vilde have haft en virkelig Fjeldrejſe af et Par Mils Længde, men ſynes at have fulgt Valelven opad og derfra at have taget den tre til fire Mile lange Vej over Brøſtefjeld og forbi Ulvevand lige ned til Lesjeſkogen. Det heder nemlig, at Dan kom frem i Einbu; denne Gaard ligger paa Lesjeſkogen, og har ſandſynligviis i hine Tider været den eneſte Gaard i hiin Skovegn[12]. Her tilbragte han Natten, og drog den følgende Dag til Lesje, og derfra videre gjennem Gudbrandsdalen ud til Hedemarken. Her viſte det ſig, heder det, hvo der vare hans ſande Venner, thi disſe bleve ham tro, medens de andre, der med mindre Troſkab havde tjent ham, forlode ham, og tildeels endog, ſom det ſiden viſte ſig, bleve hans Uvenner og aabenbare Fiender. Man merkede tydeligt, tillægges det, at Oplændingerne vare meget utilfreds over Thore Ølvesſøns Drab. Efter en enkelt Beretning ſkal Olaf efter ſine Venners Raad endog have holdt Thing med Oplændingerne og bedet dem om Hjelp mod Kong Knut, men forgjæves. Han beſluttede da, og kundgjorde det for ſine Mænd, ſom det raadeligſte at forlade Landet, og for det førſte drage til Sverige. Derfor gav han mange af ſine Mænd, der havde Huus og Børn at varetage, Lov til at drage hjem til deres Gaarde: thi det var uſikkert, hvor vidt deres Ejendom og Familie vilde blive ſkaanet, om de droge bort af Landet med Kongen. Han bad kun, at de vilde lade ham vide, naar der ſkede ſaadanne Tidender i Landet, ſom det kunde være af Vigtighed for ham at erfare, thi han havde, ſagde han, ikke opgivet Haabet om at faa ſit Rige tilbage hvis Gud forundte ham et længere Liv. Blandt dem, der ſaaledes fik Hjemlov, vare Bjørn Stallare og Sighvat Skald. Blandt dem, ſom fremdeles bleve hos Olaf, nævnes, foruden Dronning Aaſtrid, hans Datter Ulfhild og hans femaarige Søn Magnus, ogſaa Biſkop Grimkell, Ragnvald Bruſesſøn fra Orknø, Thorberg, Finn, Kolbjørn og Arne Arnesſønner, foruden flere Lendermænd, Thormod Kolbrunarſkald, to Brødre ved Navn Thorleif Kveik og Thorleif hvite, Thord digre, en Syſterſøn af Einar Thambarſkelve, Finn, en Søn af Haarek i Thjøtta, to Islændinger, ved Navn Einar og Thord, o. fl.[13]. Efter en Beretning ſkal det have været her, efter en anden noget tidligere, at Olaf fik fat paa tre.af Knuts Agenter, der rejſte om for at beſtikke Lendermændene. Hans Mænd, navnligen Ragnvald Bruſesſøn, ſkal have bedet ham tage Pengene fra dem og dræbe dem, men Olaf ſkal have ladet dem fare i Fred med de merkelige Ord: „jeg erkjender ſelv, at jeg i mangt og meget har ſtyret dette Rige med Haardhed og Voldſomhed, og ikke med Ret; vi lode refſe de Forbrydelſer, der ſkede mod Guds Lov, men hvad der nu er ſkeet mod os, tilgive vi gjerne“[14]. Fra Hedemarken tog Kongen Vejen over Eidſkogen. Paa den aabne Græsningsplads veſtenfor Eidſkogens Kirke ſkal ham have ſiddet og hvilet ſig. Til Minde derom oprejſtes ſiden, da Olaf var anerkjendt ſom Helgen, et ſtort Kors, hvor Pilegrime lode ſynge Mesſe, og til hvis Vedligeholdelſe der ſkjenkedes Gaver. Dette Kors ſynes at have været vedligeholdt lige til Reformationen. Mod Slutningen af det 14de Aarhundrede lod Biſkoppen i Oslo, Eyſtein, hygge et lidet Bedehuus med Altar tæt ved; dets Dør ſkulde være uden Laas, for at enhver Pilegrim der ſkulde kunne holde Mesſe, om end Kirken ſelv var læſt[15]. Fra Vermeland drog Kongen ud til Vatsbu i Veſtergautland, ſtrax øſtenfor Væneren, og derfra til Nærike, hvor han om Vaaren opholdt ſig hos en rig og mægtig Mand ved Navn Sigtrygg[16]. Da Sommeren kom, gjorde han ſig rejſefærdig og fik ſig et Skib, hvorpaa han med ſig Søn Magnus, Thormod Skald, og flere hengivne Venner, ſatte over til Gardarike, uden, ſom det ſynes, at have talt med Kong Anund[17]. Man maa næſten antage, at Olaf og Anund nu hiine ſtaaet paa en ſpendt Fod med hinanden, thi ellers vilde det være uforklarligt, hvorfor Olaf ikke ſtrax opſøgte ham, og endnu mere, hvorfor han ikke blev i Sverige, men drog heelt til det fjerne Rusland. Ja man kunde vel endog have ventet, at Anund ſtrax havde grebet til Vaaben for at underſtøtte ham. Men Anund forholdt ſig ganſke rolig. Den Tanke ligger her nærmeſt, at Olafs ſidſte Forſøg paa at unddrage Jemteland hans Herredømme er kommet til hans Kundſkab, og at han er bleven forbitret derover[18]. Olaf lod Dronning Aaſtrid og Datteren Ulfhild blive efter i Svithjod; dog nævnes der heller intet om at Anund tog ſig af dem. Biſkop Grimkell ſkal Olaf før Afrejſen til Rusland have ſendt tilbage til Norge, hvor han i nogle Aar opholdt ſig paa Oplandene. Da Olaf kom til Rusland, begav han ſig ſtrax til Jaroſlav og Dronning Ingegerd i Holmgard eller rettere til Kijev, hvor Jaroſlav ſiden 1026 havde ſin Hovedreſidens[19]. Han blev meget venligt modtagen. Jaroſlav bad ham at blive hos ham og tilbød ham et Stykke Land til ſine Folks Underhold. Olaf modtog Tilbudet, og forblev ſaaledes indtil videre i Rusland[20]. For menneſkelige Øjne maatte det nu ſynes, ſom om hans Rolle var udſpilt, og Knuts Magt for ſtedſe befæſtet i Norge. Dog opgav han ikke derfor Tanken om at faa ſit Rige tilbage, ſkjønt han for det førſte kun beholdt denne Tanke for ſig ſelv.

    medens de endog i den ældſte Afſkrift af den hiſtoriſke Saga viſe ſig mere eller mindre forvanſkede. Saaledes ſtaar der i den legendariſke Saga þrjótshverfi, hvilket i den hiſtoriſke Beretning er forvanſket til þjótandi (om det Sted, hvor Thrøndernes Skibe ſaaes at komme frem); i den legendariſke Saga Toðarfjörðr (Tafjord), i den hiſtoriſke Roðrarfjördr; i den legendariſke Skerfsurð eller Skarfsurð; i den hiſtoriſke Sefsurð (Stedet kaldes nu Skjersurden). Det Sted, hvor Olaf hvilede, og ſom den legendariſke Saga kalder Krossbrekka, et Navn, der aabenbart er opkommet efter de Kors, Olaf der lod oprejſe, kalder den hiſtoriſke Saga Orosbrekka, aabenbart fordi man har læſt cros ſom om der ſtod oros. Det eneſte Navn, ſom den hiſtoriſke Bearbejdelſe ſynes at have rigtigere, er Navnet paa Bruſes Gaard Muri, hvilken den kalder Mœrin, medens den legendariſke Saga har ; dog er det nok ogſaa muligt, at der i „Muri“ kunde dølge ſig en Oldform „Mórinn“. Alle disſe Fejl, hvortil og de forhen paapegede i Beretningen om Gudbrandsdalens Omvendelſe ſlutte ſig, findes, kun med faa Undtagelſer, i ſamtlige Afſkrifter af den hiſtoriſke Saga, og dette vidner om, at de allerede maa have været tilſtede i den Originalkodex, efter hvilken Afſkrifterne, middelbart eller umiddelbart ere tagne, og at de altſaa endog ſkyldes den førſte Bearbejders urigtige Læsning af de Optegnelſer, han havde for ſig. Men da en ſaadan Fejllæsning ej vel var mulig for en med Lokalforholdene bekjendt Nordmand, maa hiin Bearbejder antages for en Islænding, dog neppe Are eller Sæmund, hvilke dertil levede for langt op i Tiden. — Om Olafs ſidſte Rejſe langs Kyſten og i Valdalen er der for øvrigt endnu flere Sagn, ſom Sagabearbejderen ej har benyttet, men ſom neppe i deres Oprindelſe ſynes ſtort yngre end de, han har anført. Saaledes heder det, at da han forfulgtes gjennem Karmſund (altſaa efter Erling Skjalgsſøns Drab) og en anden fiendtlig Flaade ventede ham ved Sletten (Kyſten af Svedens Sogn) lod han ſine Skibe drage gjennem Brekkedalen tvers over Øen, og fik her en Kilde til at vælde frem, hvilken ſiden flyder baade Vinter og Sommer, og har helbredet mange for Øjenſvaghed. Ved at drage gjennem Vegſund, ſkal han og have drukket af en Kilde ved Vejbuſtad, ſom derfor endnu kaldes St. Olafs Kilde, og i gamle Dage ſtod i ſaadan Anſeelſe, at man langvejs fra ſtrømmede ſammen for at hente eller drikke dens Vand. I Fjorden udenfor Valdalen ſkulde en Søorm have forfulgt Olaf, ſom greb den og kaſtede den mod Fjeldet, hvor den forvandledes til Steen, og endnu ſkal kunne ſees. (Fayes norſke Sagn, S. 120, 211).

  1. Dette ſiges vel ikke udtrykkeligt, men det heder dog, at de ſtillede ſig i Spidſen for de Skarer, der ſiden ſamlede ſig efter Opbudet. Altſaa maa de, eller i det mindſte de nærmeſte af dem, have gjort et kort Beſøg i Hjemmet; det var ogſaa at vente, at de vilde være tilſtede ved Faderens Begravelſe.
  2. Fagrſkinna, Cap. 107.
  3. At Kalf var tilſtede ved dette Slag, vidner udtrykkeligt Skalden Bjarne Gullbraaſkald i et Kvad, han ſidenefter digtede om ham, og hvori et Par Vers anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 187, Fagrſk. Cap. 107. Her heder det: „du Kalf, var tilſtede øſter ved Bukn, da Haralds Arving (Olaf) bød at Kampen ſkulde begynde; — Folkene lede ondt af Striden, Erling blev fangen, og Dækket vædedes med Blod nordenfor Utſtein. Tydeligt er det, at Riget blev ſveget fra Kongen, og Landet underlagdes Egdernes Folk“. Dette Vers hentyder ogſaa, ſom det ſynes, paa Kalfs hemmelige Fiendſkab mod Kongen og Venſkab for Erlings Sønner.
  4. Man behøver her ikke bedre Vidnesbyrd, end at Kalf ſelv og flere andre Lendermænd al dem, der ledſagede Olaf, ſtrax ved Efterretningen om Jarlens Nærmelſe forlode Kongen og ſluttede ſig til Jarlen. Det ſamme vilde de vel have gjort, naar de vare komne til Throndhjem.
  5. Hvo denne Vigleik var, omtales ingenſteds. Han kan, ſkjønt vi finde ham ſaa nær ved Giſke, neppe have været en Broder til Kalf og de øvrige Arnesſønner, da han ingenſteds opregnes blandt disſes Tal.
  6. Den legendariſke Saga, Cap. 72, fortæller her urigtigt, at det var Kalf Arnesſøn, Haarek og Thore Hund, der vare ankomne til Frekøſund. Det har foreſvævet Nedſkriveren, at disſe tre ſiden vare Bøndernes Anførere. Men Kalf var, ſom man af det følgende erfarer, endnu hos Kongen, og havde desuden, ifølge Bjarne Gullbraaſkalds udtrykkelige Udſagn, været tilſtede ved Erling Skjalgsſøns Drab.
  7. Ifølge den legendariſke Saga, der kun giver Kongen tre Skibe, var det ej Aaslaks Skib, men kun en med hans Folk bemandet Sexæring, ſom Olaf mødte.
  8. Fjorden nævnes i Fagrſkinna, Cap. 107, i den legendariſke Saga, Cap. 71, og i Ágrip, Cap 23.
  9. Se Strøms Søndmøres Beſkrivelſe II. S.267—72. Fayes norſke Sagn, S. 121 flg. Beretningen anføres vidtløftigt i den legendariſke Saga, Cap. 71, 72, kortere i Olaf den helliges Saga, Cap. 170, 171, Snorre, Cap. 188, 189. Merkeligt er det dog, at den allerældſte Redaktion af den legendariſke Saga kun i ſtørſte Korthed fortæller at Olaf ſatte ſine Skibe paa Land i Slygsfjord i Møre og derfra drog til Oplandene, hvilket igjen Fagrſkinna Cap. 109 har optaget. Men derved er Sammenſætteren af den yngre Bearbejdelſe af den legendariſke Saga kommen til at begaa den Fejl, at gjøre Olafs Tog i Slygsfjorden m. m. til tvende. Førſt beretter den (Cap. 71) at Kong Olaf drog med ſine Skibe nord til Møre, hvor han hørte at Thrønderne vare imod ham, og at han derfor gik fra ſine Skibe paa et Sted der kaldtes Glygs, ledſaget af to Brødre, der ogſaa ſiden efter omtales ſom Deeltagere i hans Flugt og begge hed Thorleif, den ene med Tilnavnet „hvite“, den anden med Tilnavnet „Kveik“; de ſagde ham, at de kjendte Kong Knuts Skibe, og at han var kommen i Landet; derpaa (Cap. 72) ſiges der, at Knut virkelig kom til Norge, at Olaf drog nordefter og kom til Søndmøre, laa i Steinavaag o. ſ. v. Nedſkriveren har ſaaledes glemt, at.han ſtrax i Forvejen allerede har ladet Olaf komme til Møre og forlade ſine Skibe. Det er ligeledes en aabenbar Fejl, at han har ladet Knut komme til Landet, .da han juſt nys var dragen bort fra Landet. Og idet følgende begaar han endnu en ſtor Fejl, idet han til Olafs videre Rejſe gjennem Lesje henfører, hvad der vedkommer hans Omvendelſesrejſe i 1024, nemlig at Lesje chriſtnedes og han ſelv drog gjennem Lordalen og over Stavabrekka ned til Vaage m. m, ſe ovenfor S. 611. Det er merkeligt nok, at juſt alt dette, der indeholder Modſigelſerne og Urigtighederne, ligefra Beretningen om de to Hirdmænd, der gjenkjendte Knut, og indtil Lesjes og Vaages Omvendelſe til Chriſtendommen, er indſkudt i den yngre Bearbejdelſe, men udeladt i den ældre. Skade derfor, at man ej har den ældre fuldſtændigt, for at kunne ſee, om den henfører Beretningen om Chriſtendommens Indførelſe i Lesje og Vaage til ſit rette Sted, eller om den ogſaa her fatter ſig kortere, og forbigaar den hele Epiſode. Det ſidſte ſynes at være det rimeligſte. Men i ſaa Fald maa man da ogſaa antage, at de forſkjellige Beſtanddele, hvoraf Olaf den helliges Saga er ſammenſat, endnu paa den Tid, da den yngre legendariſke Bearbejdelſe kom iſtand, ſlet ikke vare ret ordnede og bragte i Harmoni, ſaaledes ſom i den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga. Havde dette været Tilfældet, da kunde Bearbejderen af den legendariſke Saga umuligt have begaaet ſaa ſtore Fejl. Hans Arbejde ſynes at være det førſte ubehjelpelige Forſøg paa at bringe hine Lokalſagn fra enkelte Egne af Norge ind i den hidtil vedtagne, og meſtendeels legendariſke, Beretning. Fagrſkinnas Sammenſætter ſynes at have benyttet Sagaen i dens ældre, kortere Form. For øvrigt har den legendariſke Saga her, ſom ellers, Navnene i en rigtigere Form,
  10. Bakken kaldes nu Langbrekka; at et af Korſene vedligeholdtes i det mindſte i forrige Aarhundrede, bevidner Strøms Beſkrivning over Søndmøre, II. 267.
  11. Strøm, II. 267. Sagnet i Egnen veed ej alene at fortælle herom, men tilføjer og, at Olaf, da en kjølig Vind ſvalede ham paa Sæteren, lovede, at Gaarden Grøning aldrig ſkulde fattes Vind, hvorfor der ſtedſe blæſer paa dette Sted. Hvad der ovenfor nævnes om Meenvætterne paa Sæteren, har ſit Sideſtykke i utallige Sæterſagn, der endnu fortælles rundt om i Landet, ja endog fremdeles opſtaa fra nyt af. At enkelte Sætte ofte hjemſøges af Vætter, enten Huldre, Bjergfolk eller andre lignende, er en faſtgroet Tro, ſom neppe nogenſinde lader ſig rokke, og viſt er det, at endog Folk, der ellers ere ſanddrue og troværdige, fortælle Hiſtorier af det Slags, der vanſkeligt lade ſig forklare paa nogen naturlig Maade. Hvad der ſiges om Madens pludſelige Tilvæxt, er, ſom det ſynes, en reen Mirakel-Legende, for hvilken endog Chriſti eget Mirakel med Brødet og Fiſkene har været Mønſter.
  12. Dette ligger deels i Navnet „Einbu“, deels ogſaa i den Omſtændighed, at de øvrige Gaarde der i Bygden, ſom „Nyſtuen“, „Klevſtuen“ o. ſ. v. øjenſynligt have nyere, og om ſenere Oprydning vidnende Navne.
  13. Navnene opregnes forſkjelligt. Den ældſte Bearbejdelſe af den legendariſke Saga nævner: Dronning Aaſtrid, Gudrød, Halfdan, Ragnvald, Dag, Ring, to Thorleifer, Aaslak, Helge, Thord, Einar, Finn Haareksſøn, Thord, Finn Arnesſøn, Thorberg, Arne, Kolbjørn, Thormod Skald, Tone, Egil. Intet Tillæg føjes til Navnene. Den yngre Bearbejdelſe af den legendariſke Saga har: Dronning Aaſtrid, Gudrød og Halfdan, Ragnvald og Dag, Ring og Thorleif, Aaslak og Helge, Thord og Einar, Finn Arnesſøn, Thorberg og Arne, Thorbjørn og Thormod Skald. Dette ſtemmer med den foregaaende Liſte paa det nær, at Thorleif kun nævnes een Gang, (hvilket dog alene kan grunde ſig paa Skjødesløshed, da ogſaa hiin nævner Thorleif i Enkelttal: Þorleifr tveggjahvárr), Finn Haareksſøn og den Thord, der nævnes efter ham, udelades, og Thorbjørn ſættes i Stedet for Kolbjørn, hvilket er en Fejl, da her aabenbart ſigtes til Arnesſønnerne, af hvilken en hed Kolbjørn (Kolbein), der ogſaa ſiden nævnes blandt Olafs Ledſagere, men ingen Thorbjørn, uden i Fagrſk. Arnmødlingtal, der ligeledes, ſom ovenfor viiſt, fejler heri. Den ældſte Kodex af den hiſtoriſke Saga nævner: Dronning Aaſtrid, Ulfhild, Magnus, Ragnvald Bruſesſøn, Thorberg, Finn og Arne Arnesſønner. Flatøbogen ſammenſtiller begge Liſter, idet den nævner Aaſtrid, Ulfhild, Magnus, Ragnvald Bruſesſøn, Dag og Ring i Gautland, Finn Haareksſøn (i Udgaven Fornm. S. V. 25 ſtaar Haraldssøn, hvilket aabenbart maa være en Læſefejl), Egil Hallsſøn, Tone Valgautsſøn, Thord digre, Syſterſøn af Einar Thambarſkelve, Thorſtein Ragnhildsſøn, to islandſke Mænd ved Navn Einar og Thord,Thorleif Kveik og Thorleif hvite, Thorberg, Finn, Arne og Kolbein Arnesſønner, Gisſur Gullbraaſkald og Thormod Kolbrunarſkald. Det er aabenbart, at ſaa vel den legendariſke Saga, ſom Flatøbogen her have opregnet de fornemſte af de Mænd, der i den hele Tid fra Flugten til Sverige indtil Slaget ved Stikleſtad enten ledſagede Olaf, eller ſiden ſluttede ſig til ham, eller kæmpede under hans Banner ved Stikleſtad. Saaledes erfarer man af den hiſtoriſke Saga, at Dag Ringsſøn førſt ſtødte til Olaf efter hans Tilbagekomſt fra Rusland. Rigtignok lader den legendariſke Saga (Cap. 80 og 86) Dag ledſage Olaf fra Rusland til Sverige, men i alle Fald kan han og Faderen ej have ſluttet ſig til Olaf, førend efter at denne var kommen ind i Vermeland eller Gautland, hvor de ſiden Rings Forjagelſe 1017 opholdt ſig. Derfor tilføjer Flatøbogen „á Gautlandi“. At Ring ſelv fulgte ham, er ellers uſandſynligt, og man maa formode at den ældſte Afſkriver har læſt Dagr Ringr i Stedet for Dagr Ringssun; der var heller ikke nogen Rimelighed i at ſætte Sønnens Navn foran Faderens. Ved Gudrød og Halfdan, hvilke Flatøbogen udelader, forſtaar den legendariſke Saga viſtnok Guthorm og Halfdan,Olafs Halvbrødre, men det forholder ſig neppe ſaa, at de fulgte ham; i alle Fald have de viſt ikke fulgt ham længer end til den ſvenſke Grændſe. Thorleiferne ere, ſom man af Flatøbogen ſeer, de to forhen nævnte; at de virkelig ledſagede Olaf, ſaavel her, ſom tidligere i Valdalen, er rimeligt nok. Man kjender for Reſten ikke videre til dem, lige ſaa lidt ſom til Islændingerne Einar og Thord, der nævnes baade i Flatøbogen og den legendariſke Sagas tvende Haandſkrifter. Aaslak og Helge, ſom kun nævnes i de legendariſke Sagaers Liſte, kjendes ikke, med mindre Aaslak ſkulde være den ſamme, ſom den legendariſke Saga ſiden i Cap. 86 omtaler under Navnet Aaslak af Fitje, hvilken dog igjen ſynes at være den ſamme ſom Aaslak Fitjaſkalle, og da denne allerede var dræbt ved Borgund, er hans Nævnelſe her følgelig urigtig. At Finn Haareksſøn, ſkjønt hans Fader ſtod paa Oprørernes Parti, dog fulgte Olaf, er i ſig ſelv ikke uſandſynligere end at Kalf Arnesſøn ſtod paa hines, men hans Brødre paa Kongens Side. Finn maa have været i Sverige eller have haft Forbindelſer, ja maaſkee endog nedſat ſig der, da vi ſiden erfare, at hans Søn Haakons Datter Ulfhild blev gift førſt med den danſke Konge Nikolaus, ſiden med den ſvenſke Konge Inge Hallſteinsſøn, (denne Konge burde for øvrigt være omvendt) og endelig med den ſvenſke Konge Sverke Kolsſøn. (Fagrſkinna, Cap. 145, Snorre, Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 102). Navnet Ulfhild tyder paa en Opkaldelſe efter Olafs Æt, og ſaaledes paa et venſkabeligt Forhold til denne. Finn havde desuden Frænder i Sverige, da Eyvind Skaldeſpilders Broderdatter, og følgelig Haareks Syſkendebarn Aaſtrid, var gift med Ragnvald gamle, og maaſkee ſiden med Kong Emund gamle, ſamt Moder til Steinkell, der ſiden blev Konge i Sverige. (Olaf den helliges Saga, Cap. 1). Egil Hallsſøns og Toves Navne ere hentede fra Legenden om disſe to Mænd, ſe ovenfor S. 737. Thord digre, Einars Syſterſøn, omtales ej andenſteds. Thorſtein Ragnhildsſøn forekommer i den legendariſke Beretning om Thorarin Nefjulfsſøn, Fornm. S. V. 315. Gisſur Gullbraa, Hovgardarevs Foſterſøn, omtales ſiden i den hiſtoriſke Saga ſom Deeltager i Stikleſtadſlaget, hvor han faldt. I den legendariſke Saga Cap. 85, 91), kaldes han Gisſur ſvarte. Denne nævnes igjen i den hiſtoriſke Saga, Cap. 70, 71, 72, ſom en af Skaldene ved Olaf ſvenſkes Hof. Hvor vidt han virkelig var den ſamme, vides ej. Grimkell nævnes førſt ved en ſenere Lejlighed, Olaf den hell. S., Cap. 227,Snorre, Cap. 257. — Vi have ovenfor kun nævnt dem af Olafs Ledſagere, om hvis Deeltagelſe i Rejſen til Sverige der ej kan være Tvivl. At flere ſiden kom til ham, ſiges udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 184, 185, Snorre, Cap. 206, 207, i den legendariſke Saga, Cap. 76, og Fagrſkinna, Cap. 88.
  14. Den legendariſke Saga, Cap. 75. Ogſaa Flatøbogen omtaler Olafs Mildhed mod Knuts Mænd, men tidligere, ſtrax efter Thores og Grjotgards Drab (Cap. 161), og uden hiint merkelige Tillæg (Fornm. S. V. S. 190).
  15. Biſkop Eyſteins Jordebog, fol. 83. Dipl. Norv. I. No. 545.
  16. Olaf den helliges Saga, Cap. 172, Snorre, Cap. 191, Fagrſkinna, Cap. 108. Den legendariſke Saga, Cap. 75. Denne Sigtrygg havde en Søn ved Skara Ivar, der igjen ifølge den ældſte Bearbejdelſe af den legendariſke Saga havde en Søn Sune, Fader til Karl Sunesſøn, Jarl i Gautland, der i 1137 gjorde et Indfald i Norge.
  17. Fagrſkinna, Cap. 208 ſiger rigtignok, at Olaf drog til Anund og fik Skive af ham, men det ſynes mere at være antaget ſom rimelig Gisning end efter udtrykkelig Hjemmel.
  18. Se derom ovenfor S. 719.
  19. Man erfarer nemlig af de rusſiſke Annaler, at Jaroſlav, da hans Broder Mſtiſlav i Aaret 1023 efter en vunden Sejr tilbød ham Kijev, dog ej vovede at vende tilbage til denne Stad, ſaa længe Freden ej var ordentligt afſluttet, men forblev i Novgorod, og ſendte en Statholder til Kijev. Men i 1026, heder det, nærmede Jaroſlav ſig Kijev med en forſterket Hær, og ſluttede Freden, hvorved Riget deeltes, ſaaledes at Jaroſlav fik den veſtlige, Mſtiſlav den øſtlige Deel. Det forſtaar ſig derfor af ſig ſelv, ſkjønt det ej udtrykkeligt nævnes, at Jaroſlav nu virkelig tog ſit Sæde i Kijev. Sidenefter (ved 1035) heder det, at Jaroſlav begav ſig til Novgorod, og ſatte ſin Søn til Statholder der, hvilket i alle Fald vidner om at Novgorod ej var hans Reſidens. Sagaernes Udtryk „i Holmgard“ kan ogſaa let betragtes ſom et mindre nøjagtigt Udtryk, i Stedet for „Holmgarde-Riget“, thi Novgorod var fremdeles den fornemſte Stad, efter hvilken Riget ofte benævnes.
  20. Olaf den helliges Saga, Cap. 172, Snorre, Cap, 192. Den legendariſke Saga, Cap. 75. Fagrſkinna, Cap. 107. Ágrip, Cap. 23, jvfr. 28. Thjodrek Munk, Cap. 16. Legenderne i Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 531, 533, 537, 513. Fornſv. Legendarium S. 862. Saxo, S, 514 (han nævner dog Olafs Flugt urigtigt før Krigen med Knut) Ifølge Gotlandslagens hiſtoriſke Tillæg Cap. 3 ſkulde Olaf paa Vejen til Rusland have anløbet Gotland og chriſtnet det. Hans Beſøg paa Gotland forefaldt dog ifølge vore Sagaer, hvad der viſtnok er rigtigere, ved Tilbagerejſen fra Rusland, ſe nedenfor.