Det norske Folks Historie/2/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

For Olaf var der nu egentlig intet andet tilbage, end at forlade Landet, da han under disſe Omſtændigheder ej længer kunde have noget blivende Sted i Norge. Dog vilde han endnu gjøre et ſidſte Forſøg om det maaſkee kunde lykkes ham at bringe de veſtlige Fylker og Thrøndelagen tilbage til deres Lydighed. Han drog afſted med ſine faa Skibe og de Folk der vilde følge ham. Allerede under ſin Fart ud af Viken merkede han at der kun var liden Hjelp at faa enten i Penge eller af Folk, thi alene de, der byggede Øer eller Udnæs ſluttede ſig til ham, ſandſynligviis mere af Tvang end med deres gode Vilje. Saaledes gik det ogſaa paa hans Fart længer veſtover. Han fik kun Folk og Pengeunderſtøttelſe for ſaa vidt det kunde falde ſig paa hans Vej, men gik ſjælden eller aldrig i Land, da han overalt merkede at Landet var ſveget fra ham. Hans Fart var langſom, da han kun fik daarlig Vind, og det var allerede ved Vintrens Begyndelſe. Han laa meget længe mellem Seløerne ſtrax veſtenfor Lindesnes, og fik der vide af Kjøbmænd, hvad der foregik nordenfor. Saaledes underrettede man ham om, at Erling Skjalgsſøn havde en ſtor Skare ſamlet paa Jæderen, og at hans Skejd, faa vel ſom mange andre Skibe, der tilhørte Bønderne, Skuder, Langſkibe og ſtore Rofartøjer, laa ſejlfærdige ved Kyſten. Kongen vovede ſig da nord til Eikundaſund, hvor han en Stund blev liggende. Da ſpurgte han og Erling gjenſidigt til hinanden, og Erling drog endnu flere Folk ſammen. Thomasmesſedag (den 21de December) blæſte der en hvas Søndenvind; det var tillige Regn og Slud, og Kongen lagde derfor ud, i Haab om at komme i en Haſt og ubemerket forbi Sole og Erlings Flaade. Erling fik imidlertid over Land Nys om Kongens Afrejſe, og lod ſtrax blæſe til Opbrud for ſin hele Hær. Dog kom Kongen forbi Jæderen førend han var ganſke færdig. Det var hans Henſigt at ſøge hen i de indre Egne af Bukn-Fjord, for, om muligt der at faa ſig. Folk og Penge. Dog var Erlings Flaade i Hælene paa ham, og nærmede ſig mere og mere, da de Skibe, hvoraf den beſtod, vare lette og intet andet havde at bære end Folk og Vaaben, medens derimod Kongens Skibe, der havde ligget ude den hele Sommer, Høſt og Vinter, vare opſvulnede og dertil tungt ladede. I Spidſen for den fiendtlige Flaade ſejlede Erlings ſtore Skejd, der gik hurtigere end de øvrige Skibe. For ej at fjerne ſig.for meget fra dem, bød han ſine Mænd at tage Reb i Sejlene. Da Olaf merkede dette, og nødig vilde komme i Kamp med den hele Flaade,.der var hans langt overlegen, ſøgte han ved Liſt at lokke Erling fra ſit Følge, for at kunne gjøre det af med ham alene, inden de andre kom efter. Han befalede i den Henſigt ſine Mænd at lade Sejlene ſynke og ſtikke Aarerne ud, ſom om de af alle Kræfter ſøgte at komme afvejen, medens de derimod i Virkeligheden ſkulde ſagtne Farten ſaa meget ſom muligt. Da Erling ſaa dette, troede han at de anſtrengte ſig til det yderſte, og bød derfor ſine Mænd tage Stenene ud og ſætte afſted efter dem faa hurtigt de kunde. Paa den Maade fik Skejden atter et betydeligt Forſpring. Da Olaf kom forbi Tungenes, ſkjulte dette ham for Erling, der troede at Kongen fremdeles ſejlede videre alt hvad han kunde. Men i dets Sted lagde Kongen ſig i Sundet ved Utſtein nordenfor Tunge-Øerne, nærved Rennesø, og ventede her paa Erlings Ankomſt[1]. Det varede heller ikke længe, førend Erlings Skejd kom ind i Sundet. Da ſaa han til ſin Forundring, at hele Kongens Flaade laa der. Paa Flugt var der nu ej at tænke. Han lod derfor Sejlet falde og greb til Vaaben. Paa alle Kanter omringedes Skejden af de kongelige Skibe, og der opſtod en heftig Kamp, idet Erling og hans Mænd forſvarede ſig med fortvivlet Mod til det yderſte. Men Overmagten var ſaa ſtor paa Kongens Side, at det ej varede længe, førend Mandefaldet begyndte at blive hyppigt i Erlings Skare. Kongen entrede med ſine Mænd, og gik haardt frem. Erlings Mænd faldt, hver i ſit Rum. Paa begge Sider kæmpedes med den ſtørſte Forbitrelſe. Hverken, heder det, bad man ſynderligt om Fred, eller fik den, om man bad derom. Tilſidſt ſtod Erling alene tilbage i Løftingen, med Hjelm, Spyd og Skjold. Han blev angreben baade fra For-Rummet og fra de øvrige Skibe, dog kunde man i lang Tid ikke komme ham nær uden med Skud og Spydſtik. Han hug Odden af Spydene, og forſvarede ſig ſaa herligt, at ingen kunde erindre at havde ſeet nogen holde ſig ſaa længe mod ſaa mange Mænds Angreb. Aldrig ſøgte han at undkomme eller bad han om Fred. Da gik Kongen ſelv agter i For-Rummet, og ſagde: „Du ſætter jo ret dit Anſigt mod os idag, Erling!“ „Anſigt mod Anſigt ſkulle Ørnene hugges“, ſvarede Erling; „vil du give mig Fred?“ „Det ſkulle vi ſee paa dit Anſigt, inden vi ſkilles ad“, ſagde Kongen[2]. Da kaſtede Erling Vaabnene fra ſig, gik ned i For-Rummet og tog Hjelmen af. Han var nu gammel, og hans Haar graaſprengt[3]. Mangehaande Følelſer maa have krydſet ſig i Kongens Bryſt. I Oldingen, ſom ſtod for ham, ſaa han ſin bitreſte og farligſte Fiende, hvilken et uventet Held nu havde bragt i hans Hænder. Hans nærmeſte Tanke maatte være at lade ham undgjelde ſit Landsforræderi. Men paa den anden Side kunde en klog Eftergivenhed nu maaſkee ſikre ham Erlings Hjelp, og med Erling paa ſin Side vilde han kunne trodſe Knut og med Lethed vinde Norge tilbage. Han beſluttede derfor heller at lytte til Klogſkabens Stemme, og ſagde til Erling: „Du ſeer nu, at Gud har givet dig i min Haand, og vil du beholde Livet, faa ſveeg mig derfor den Ed, at du aldrig herefter vil være mod mig“. Erling erklærede lig villig hertil. Da bragte en uheldig Indſkydelſe Kongen til at løfte den lille Haandøxe, han bar, og ridſe Erling med Spidſen i Kinden idet han ſagde: „noget bør man dog merke Drottins-Svigeren“. Da Erlings Frænde, men tillige afſagte Fiende Aaslak Fitjaſkalle ſaa dette, løb han frem med hævet Øxe, og med det Udraab: „ſaaledes merke vi Drottins-Svigeren!“ kløvede han Erlings Hoved lige ned i Hjernen, ſaa at han ſtyrtede død ned paa Dækket. „Elendige, hvad har du gjort“, raabte Kongen; „nu hug du Norge af min Haand“. „Det er ilde, hvis ſaa er“, ſvarede Aaslak, „thi jeg tænkte juſt nu at hugge Norge i din Haand, og ſkal jeg have Utak af dig for dette Verk, da er det mig dobbelt haardt, thi jeg veed nok at jeg herved paadrager mig faa manges Fiendſkab, at jeg langt heller kunde trænge til eders Biſtand“. Kongen tilſagde ham den, og bød nu ſine-Mænd forlade Erlings Skib uden at plyndre de faldne, men ſee til at komme bort ſaa ſnart ſom muligt. Da de juſt vare færdige til at drage videre, kom Bøndernes Flaade, men da Anføreren var falden og ingen af Erlings Sønner tilſtede, blev der ej af noget Angreb, ſaa at Kongen uhindret fik ſejle videre. Dagen var ogſaa næſten til Ende. Han ſkyndte ſig nu nordefter faa hurtigt han kunde. Bønderne toge Ligene og forſynede dem. Erlings Lig blev bragt hjem til Søle. Hans Død beklagedes meget, og det var et almindeligt Ord, at blandt alle de Nordmænd der ej bare Jarle- eller Kongenavn, har der ingen været faa gjæv og mægtig, ſom Erling. Man maa alene beklage, at hans Begreber om hvad han ſkyldte ſin Konge og ſit Fædrelands Uafhængighed ikke vare mere opklarede. Men med ham, kan man ſige, faldt ogſaa den ſidſte af de egte Fylkes-Ariſtokrater fra Fylkeskongernes og Danevældets Tid. De øvrige Stormænd, der havde gjort fælles Sag med Knut, lærte allerede, ſom vi i det følgende ville faa at ſee, at antage ſundere og mere patriotiſke Grundſætninger[4]. Sighvat Skald, der var bleven tilbage i Viken, var, ſom ovenfor nævnt, en god Ven af Erling, hos hvem han havde været i Beſøg, og ſom havde givet ham Foræringer. Han digtede en Flokk om Erlings Fald, hvori han priſte hans Tapperhed, beklagede Aaslaks uoverlagte Daad, og berørte flere af de enkelte Omſtændigheder ved den merkelige Kamp[5].

  1. Efter nogle Haandſkrifters Læſemaade ſkulde det ſynes, ſom om Slaget forefaldt i Bukneſund ved Øen Bukn paa Nordſiden af Fjorden. Men Benævnelſen „Tunge-Øer“, den legendariſke Sagas Ord „nordenfor Tunga (Tungenes) ved de Øer, ſom kaldes derefter“, og endelig at Skaldene Bjarne og Sighvat begge nævne Utſtein ſom det Sted, i hvis Nærhed Slaget ſtod, viſer, at Bókn eller Bukn her betyder „Buknfjorden“ eller Stavangerfjorden, og at Slaget maa have været holdt ſtrax nordenfor Utſtein, ſom Bjarne Skald ſiger i ſit Kvad om Kalf (Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 183). Det heder ogſaa ſiden at Tryggve Olafsſøn ſtred i Sokneſund nordenfor Jæderen ikke langt fra det Sted hvor Erling faldt.
  2. Disſe Udſagn, hvis Korthed og Ordſpil ej godt kunne gjengives i danſk, lyde ſaaledes: Olaf ſagde: „öndverðr horfir þú við idag, Erlingr“; eller efter den legendariſke Saga og Fagrſkinna: „við horfir þú idag nú, Erlingr!“ Hertil ſvarede Erling med det gamle Ordſprog: „öndverðir skulu ernir klóask; eða viltu gefa mér grið“? Kongens Svar lød da: „á öndverðum mun þér þat sjá áðr en vit skiljumsk“. Sighvat Skald lægger udtrykkeligt hiint Ordſprog i Erlings Mund, og nævner ligeledes, hvorledes han længe ſtod ene i Løftingen og forſvarede ſig „nordenfor Tunga ved Indgangen til Bukn“.
  3. Han maa nu omtrent have været 63 Aar, ſe ovenfor S. 293, 294.
  4. Olaf den helliges Saga, Cap. 168—172, Snorre, Cap. 184—186, Fagrſkinna, Cap. 106. Den legendariſke Olafs Saga, Cap. 60, 70. Thjodrek Munk. Cap. 16. Beretningen er vidtløftigere, og afviger derhos i enkelte Smaa-Omſtændigheder, i den legendariſke Saga. Fra denne har igjen Fagrſkinna laant med enkelte Forkortninger. Afvigelſerne ere dog højſt ubetydelige, den ſtørſte er at Skibenes Antal angives forſkjelligt, Olafs til 3 og Erlings til 11, men muligt er det ogſaa, at flere af Olafs Skibe under Farten vare komne fra ham. Det heder i den hiſtoriſke Olafs Saga, at Kongen, ſtrax efter at Erling havde ſvaret: öndverðir o. ſ. v., ſagde: „Vil du gaa mig til Haande“, hvortil Erling ſtrax ſvarede Ja. Efter den legendariſke Saga gjorde Olaf ham dette Spørgsmaal, eller rettere det dermed eenstydende, om han vilde ſverge ham Troſkabs-Ed, førſt efter at Erling havde kaſtet Vaabnene fra ſig og Olaf havde ridſet ham med Øxen. Denne ſiger ogſaa, at Aaslak under Kongens Samtale med Erling befandt ſig forud i Skibet, og at han førſt dræbte Erling, da man ſkulde gaa fra dette Skib og over paa Kongens. Den lader Kongen ogſaa udtrykkelig tilføje ſit Udraab „Nu hug du Norge af min Haand“ de Ord: „Erling vilde ej have ſveget mig 3die Gang, og ej vilde jeg have behøvet at forlade mit Rige, om han vilde være mig tro“. Vi have ovenfor fremſtillet Begivenheden ſaaledes, ſom det ved Sammenſtilling af begge Beretninger ſyntes rimeligſt.
  5. Olaf den helliges Saga, Cap. 169, Snorre, Cap. 186. Det er vel iſær paa Sighvats Kvad, at Beretningen om Erlings Død grunder ſig.