Det norske Folks Historie/2/78
For Olaf var der nu egentlig intet andet tilbage, end at forlade Landet, da han under disse Omstændigheder ej længer kunde have noget blivende Sted i Norge. Dog vilde han endnu gjøre et sidste Forsøg om det maaskee kunde lykkes ham at bringe de vestlige Fylker og Thrøndelagen tilbage til deres Lydighed. Han drog afsted med sine faa Skibe og de Folk der vilde følge ham. Allerede under sin Fart ud af Viken merkede han at der kun var liden Hjelp at faa enten i Penge eller af Folk, thi alene de, der byggede Øer eller Udnæs sluttede sig til ham, sandsynligviis mere af Tvang end med deres gode Vilje. Saaledes gik det ogsaa paa hans Fart længer vestover. Han fik kun Folk og Pengeunderstøttelse for saa vidt det kunde falde sig paa hans Vej, men gik sjælden eller aldrig i Land, da han overalt merkede at Landet var sveget fra ham. Hans Fart var langsom, da han kun fik daarlig Vind, og det var allerede ved Vintrens Begyndelse. Han laa meget længe mellem Seløerne strax vestenfor Lindesnes, og fik der vide af Kjøbmænd, hvad der foregik nordenfor. Saaledes underrettede man ham om, at Erling Skjalgssøn havde en stor Skare samlet paa Jæderen, og at hans Skejd, faa vel som mange andre Skibe, der tilhørte Bønderne, Skuder, Langskibe og store Rofartøjer, laa sejlfærdige ved Kysten. Kongen vovede sig da nord til Eikundasund, hvor han en Stund blev liggende. Da spurgte han og Erling gjensidigt til hinanden, og Erling drog endnu flere Folk sammen. Thomasmessedag (den 21de December) blæste der en hvas Søndenvind; det var tillige Regn og Slud, og Kongen lagde derfor ud, i Haab om at komme i en Hast og ubemerket forbi Sole og Erlings Flaade. Erling fik imidlertid over Land Nys om Kongens Afrejse, og lod strax blæse til Opbrud for sin hele Hær. Dog kom Kongen forbi Jæderen førend han var ganske færdig. Det var hans Hensigt at søge hen i de indre Egne af Bukn-Fjord, for, om muligt der at faa sig. Folk og Penge. Dog var Erlings Flaade i Hælene paa ham, og nærmede sig mere og mere, da de Skibe, hvoraf den bestod, vare lette og intet andet havde at bære end Folk og Vaaben, medens derimod Kongens Skibe, der havde ligget ude den hele Sommer, Høst og Vinter, vare opsvulnede og dertil tungt ladede. I Spidsen for den fiendtlige Flaade sejlede Erlings store Skejd, der gik hurtigere end de øvrige Skibe. For ej at fjerne sig.for meget fra dem, bød han sine Mænd at tage Reb i Sejlene. Da Olaf merkede dette, og nødig vilde komme i Kamp med den hele Flaade,.der var hans langt overlegen, søgte han ved List at lokke Erling fra sit Følge, for at kunne gjøre det af med ham alene, inden de andre kom efter. Han befalede i den Hensigt sine Mænd at lade Sejlene synke og stikke Aarerne ud, som om de af alle Kræfter søgte at komme afvejen, medens de derimod i Virkeligheden skulde sagtne Farten saa meget som muligt. Da Erling saa dette, troede han at de anstrengte sig til det yderste, og bød derfor sine Mænd tage Stenene ud og sætte afsted efter dem faa hurtigt de kunde. Paa den Maade fik Skejden atter et betydeligt Forspring. Da Olaf kom forbi Tungenes, skjulte dette ham for Erling, der troede at Kongen fremdeles sejlede videre alt hvad han kunde. Men i dets Sted lagde Kongen sig i Sundet ved Utstein nordenfor Tunge-Øerne, nærved Rennesø, og ventede her paa Erlings Ankomst[1]. Det varede heller ikke længe, førend Erlings Skejd kom ind i Sundet. Da saa han til sin Forundring, at hele Kongens Flaade laa der. Paa Flugt var der nu ej at tænke. Han lod derfor Sejlet falde og greb til Vaaben. Paa alle Kanter omringedes Skejden af de kongelige Skibe, og der opstod en heftig Kamp, idet Erling og hans Mænd forsvarede sig med fortvivlet Mod til det yderste. Men Overmagten var saa stor paa Kongens Side, at det ej varede længe, førend Mandefaldet begyndte at blive hyppigt i Erlings Skare. Kongen entrede med sine Mænd, og gik haardt frem. Erlings Mænd faldt, hver i sit Rum. Paa begge Sider kæmpedes med den største Forbitrelse. Hverken, heder det, bad man synderligt om Fred, eller fik den, om man bad derom. Tilsidst stod Erling alene tilbage i Løftingen, med Hjelm, Spyd og Skjold. Han blev angreben baade fra For-Rummet og fra de øvrige Skibe, dog kunde man i lang Tid ikke komme ham nær uden med Skud og Spydstik. Han hug Odden af Spydene, og forsvarede sig saa herligt, at ingen kunde erindre at havde seet nogen holde sig saa længe mod saa mange Mænds Angreb. Aldrig søgte han at undkomme eller bad han om Fred. Da gik Kongen selv agter i For-Rummet, og sagde: „Du sætter jo ret dit Ansigt mod os idag, Erling!“ „Ansigt mod Ansigt skulle Ørnene hugges“, svarede Erling; „vil du give mig Fred?“ „Det skulle vi see paa dit Ansigt, inden vi skilles ad“, sagde Kongen[2]. Da kastede Erling Vaabnene fra sig, gik ned i For-Rummet og tog Hjelmen af. Han var nu gammel, og hans Haar graasprengt[3]. Mangehaande Følelser maa have krydset sig i Kongens Bryst. I Oldingen, som stod for ham, saa han sin bitreste og farligste Fiende, hvilken et uventet Held nu havde bragt i hans Hænder. Hans nærmeste Tanke maatte være at lade ham undgjelde sit Landsforræderi. Men paa den anden Side kunde en klog Eftergivenhed nu maaskee sikre ham Erlings Hjelp, og med Erling paa sin Side vilde han kunne trodse Knut og med Lethed vinde Norge tilbage. Han besluttede derfor heller at lytte til Klogskabens Stemme, og sagde til Erling: „Du seer nu, at Gud har givet dig i min Haand, og vil du beholde Livet, faa sveeg mig derfor den Ed, at du aldrig herefter vil være mod mig“. Erling erklærede lig villig hertil. Da bragte en uheldig Indskydelse Kongen til at løfte den lille Haandøxe, han bar, og ridse Erling med Spidsen i Kinden idet han sagde: „noget bør man dog merke Drottins-Svigeren“. Da Erlings Frænde, men tillige afsagte Fiende Aaslak Fitjaskalle saa dette, løb han frem med hævet Øxe, og med det Udraab: „saaledes merke vi Drottins-Svigeren!“ kløvede han Erlings Hoved lige ned i Hjernen, saa at han styrtede død ned paa Dækket. „Elendige, hvad har du gjort“, raabte Kongen; „nu hug du Norge af min Haand“. „Det er ilde, hvis saa er“, svarede Aaslak, „thi jeg tænkte just nu at hugge Norge i din Haand, og skal jeg have Utak af dig for dette Verk, da er det mig dobbelt haardt, thi jeg veed nok at jeg herved paadrager mig faa manges Fiendskab, at jeg langt heller kunde trænge til eders Bistand“. Kongen tilsagde ham den, og bød nu sine-Mænd forlade Erlings Skib uden at plyndre de faldne, men see til at komme bort saa snart som muligt. Da de just vare færdige til at drage videre, kom Bøndernes Flaade, men da Anføreren var falden og ingen af Erlings Sønner tilstede, blev der ej af noget Angreb, saa at Kongen uhindret fik sejle videre. Dagen var ogsaa næsten til Ende. Han skyndte sig nu nordefter faa hurtigt han kunde. Bønderne toge Ligene og forsynede dem. Erlings Lig blev bragt hjem til Søle. Hans Død beklagedes meget, og det var et almindeligt Ord, at blandt alle de Nordmænd der ej bare Jarle- eller Kongenavn, har der ingen været faa gjæv og mægtig, som Erling. Man maa alene beklage, at hans Begreber om hvad han skyldte sin Konge og sit Fædrelands Uafhængighed ikke vare mere opklarede. Men med ham, kan man sige, faldt ogsaa den sidste af de egte Fylkes-Aristokrater fra Fylkeskongernes og Danevældets Tid. De øvrige Stormænd, der havde gjort fælles Sag med Knut, lærte allerede, som vi i det følgende ville faa at see, at antage sundere og mere patriotiske Grundsætninger[4]. Sighvat Skald, der var bleven tilbage i Viken, var, som ovenfor nævnt, en god Ven af Erling, hos hvem han havde været i Besøg, og som havde givet ham Foræringer. Han digtede en Flokk om Erlings Fald, hvori han priste hans Tapperhed, beklagede Aaslaks uoverlagte Daad, og berørte flere af de enkelte Omstændigheder ved den merkelige Kamp[5].
- ↑ Efter nogle Haandskrifters Læsemaade skulde det synes, som om Slaget forefaldt i Buknesund ved Øen Bukn paa Nordsiden af Fjorden. Men Benævnelsen „Tunge-Øer“, den legendariske Sagas Ord „nordenfor Tunga (Tungenes) ved de Øer, som kaldes derefter“, og endelig at Skaldene Bjarne og Sighvat begge nævne Utstein som det Sted, i hvis Nærhed Slaget stod, viser, at Bókn eller Bukn her betyder „Buknfjorden“ eller Stavangerfjorden, og at Slaget maa have været holdt strax nordenfor Utstein, som Bjarne Skald siger i sit Kvad om Kalf (Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 183). Det heder ogsaa siden at Tryggve Olafssøn stred i Soknesund nordenfor Jæderen ikke langt fra det Sted hvor Erling faldt.
- ↑ Disse Udsagn, hvis Korthed og Ordspil ej godt kunne gjengives i dansk, lyde saaledes: Olaf sagde: „öndverðr horfir þú við idag, Erlingr“; eller efter den legendariske Saga og Fagrskinna: „við horfir þú idag nú, Erlingr!“ Hertil svarede Erling med det gamle Ordsprog: „öndverðir skulu ernir klóask; eða viltu gefa mér grið“? Kongens Svar lød da: „á öndverðum mun þér þat sjá áðr en vit skiljumsk“. Sighvat Skald lægger udtrykkeligt hiint Ordsprog i Erlings Mund, og nævner ligeledes, hvorledes han længe stod ene i Løftingen og forsvarede sig „nordenfor Tunga ved Indgangen til Bukn“.
- ↑ Han maa nu omtrent have været 63 Aar, se ovenfor S. 293, 294.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 168–172, Snorre, Cap. 184–186, Fagrskinna, Cap. 106. Den legendariske Olafs Saga, Cap. 60, 70. Thjodrek Munk. Cap. 16. Beretningen er vidtløftigere, og afviger derhos i enkelte Smaa-Omstændigheder, i den legendariske Saga. Fra denne har igjen Fagrskinna laant med enkelte Forkortninger. Afvigelserne ere dog højst ubetydelige, den største er at Skibenes Antal angives forskjelligt, Olafs til 3 og Erlings til 11, men muligt er det ogsaa, at flere af Olafs Skibe under Farten vare komne fra ham. Det heder i den historiske Olafs Saga, at Kongen, strax efter at Erling havde svaret: öndverðir o. s. v., sagde: „Vil du gaa mig til Haande“, hvortil Erling strax svarede Ja. Efter den legendariske Saga gjorde Olaf ham dette Spørgsmaal, eller rettere det dermed eenstydende, om han vilde sverge ham Troskabs-Ed, først efter at Erling havde kastet Vaabnene fra sig og Olaf havde ridset ham med Øxen. Denne siger ogsaa, at Aaslak under Kongens Samtale med Erling befandt sig forud i Skibet, og at han først dræbte Erling, da man skulde gaa fra dette Skib og over paa Kongens. Den lader Kongen ogsaa udtrykkelig tilføje sit Udraab „Nu hug du Norge af min Haand“ de Ord: „Erling vilde ej have sveget mig 3die Gang, og ej vilde jeg have behøvet at forlade mit Rige, om han vilde være mig tro“. Vi have ovenfor fremstillet Begivenheden saaledes, som det ved Sammenstilling af begge Beretninger syntes rimeligst.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 169, Snorre, Cap. 186. Det er vel især paa Sighvats Kvad, at Beretningen om Erlings Død grunder sig.