Det norske Folks Historie/2/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Tiden hertil var ikke længer fjern. Knut ruſtede ſig paa det ivrigſte, for at gjøre et Tog til Norge og optræde med ſaadan Vælde, at han ſtrax og uden Sverdſlag kunde fuldende Landets Underkaſtelſe, hvilken han allerede ſaa godt havde forberedt ved ſine Beſtikkelſer. Vi have ovenfor ſeet, at han ej nøjede ſig med den Hær, ſom han allerede om Sommeren 1027 havde bragt ſammen i Danmark, men at han om Høſten efter endt Felttog vendte tilbage til England for at gjøre nye Udruſtninger, medens de øvrige Tropper forbleve i Danmark, og der fordeeltes i Vinterkvarterer. Fra England ſkal Knut om Vaaren 1028 have bragt en Flaade af ikke færre end 50 Langſkibe[1]. Hans hele Styrke ſkal tilſammen have udgjort tolv Hundreder (1440) Skibe, hvoriblandt dog alle Slags Smaaſkuder og Transportſkibe maa være iberegnede. Olaf havde paa ſin Side heller ikke været ledig. Da han kom ud til Tunsberg, lod han Leding opbyde i alle Syſler, og ſendte tillige Folk øſter til Gautland efter ſine Skibe med Tilbehør, hvilke han Høſten forud havde ladet blive tilbage der. Med begge Dele gik det imidlertid heel ſmaat og langſomt, thi af det opbudte Ledingsfolk kom der kun et nogenlunde rigeligt Antal fra de nærmeſte Hereder, medens kun ſaa indfandt ſig langvejsfra, faa at man tydeligt kunde ſee, at Landets Indbyggere i det hele taget havde vendt ſig fra ham; og til Gautland var det lige ſaa vanſkeligt at komme nu, ſom tidligere, da Knut med ſin ſtore Hær bevogtede de danſke Sunde. De Skibe, Ledingstropperne bragte, vare kun de ſædvanlige ſmaa Bondefartøjer. Da det rygtedes i Norge, at Kong Knut ſamlede en.ſtor Hær, med hvilken han agtede at hjemſøge Landet for at lægge det under ſig, blev Opſætſigheden mod Olaf endnu mere aabenbar, og fra den Tid kom der kun meget lidet Folk til ham. Sighvat Skald har i Vers, der endnu ere opbevarede, udtalt ſin Harme herover. Kongen holdt oftere deels Hirdſtevner, deels ogſaa Huusthing med hele den forſamlede Hær, for at raadſlaa om, hvad man ſkulde foretage ſig. „Det nytter ikke at dølge“, ſagde han, „at Knut vil hjemſøge os i Sommer med en ſtor Hær, medens vi derimod kun have en liden Styrke, og Folket i Landet desuden nu ikke er at ſtole paa for os“. Men det lader ikke til, at man kunde hitte paa noget andet Raad, end at holde ſig ſtille i Viken, og oppebie, hvad Knut vilde foretage ſig[2].

Knuts Flaade, der var bleven tilbage i Danmark, ſamlede ſig efter hans Befaling ved Limfjorden, hvor han ſelv ogſaa indtraf med den ſidſte i England ſamlede Styrke[3], for derfra at drage lige over til Agder og videre mod Veſten og Norden, da det iſær var Kyſtfylkerne, eller Gulathingslagen og Froſtathingslagen, hvor han havde ſikret ſig Tilhængere. Haakon Jarl, ſaa vel ſom de fleſte frafaldne Nordmænd, der havde ſøgt til ham, fulgte nu med. Fra Limfjorden ſejlede han ſaa hurtigt ſom muligt til Agder, hvor han ſtrax lod ſtevne Thing. Bønderne indfandt ſig ſtrax, toge ham til Konge og ſtillede ham Giſler. Saaledes gik det ogſaa i de øvrige Fylker, efterſom han drog nordefter. Ingenſteds løftedes endog en eneſte Stemme imod ham; men han blev overalt tagen til Konge, indſatte Sysſelmænd, og modtog Giſler af Bønderne, der flokkede ſig til ham fra Herederne. Han laa en Stund i Eikundaſund; der kom Erling Skjalgsſøn til ham med en ſtor Skare, og Knut og han forbandt ſig med hinanden paany. Knut, der var gavmild med ſtore Løfter, lovede ham at forlene ham med alle Fylker mellem Stad og Rygjarbit, altſaa hele Gulathingslagen paa Søndmøre nær. Dette var mere, end Erling havde haft endog under Olaf Tryggvesſøn. Knut ſtandſede ikke, førend han kom til Nidaros. Hans Tog langs Norges Kyſt er levende beſkrevet af et Øjevidne, den islandſke Skald Thorarin Lovtunga, der ſelv var med paa Toget, og ſom allerede forhen havde digtet en Draapa om Knut[4], men nu ogſaa forevigede dette Tog i en egen Draapa, kaldet Tugdraapa, der i Verſemaal og Indhold har ſaa meget tilfælles med Sighvats Draapa om Knut, at man næſten maa antage den ene for en Efterligning af den anden. „Den raſke Fyrſte“, ſiger han, „førte ingen liden Hær ud fra Limfjorden. De flinke Egder betragtede med Forbauſelſe Sejrfyrſtens prægtige Færd, thi hans Skib var heelt forgyldt, og her var i Sandhed Syn for Sagn. De kulſorte Havheſte ſtevnede frem paa Havet foran Liſter, hele Eikundaſund var bedækket med Skibe. De troe Hirdmænd ſtyrede hvaſt forbi Hornelens gamle Klippe, og da Søheſtene pløjede Bølgen udenfor Stad, var Kongens Færd ikke daarlig. I herlig Bør bare Bølgerne de lange Snekker forbi Stimsheſten; Havets Falke fløj ſaa godt fra Syden at Herren omſider kom nord til Nid“[5]. Da Olaf var kommen til Nidaros, ſtevnede han 8 Fylkers Thing paa Ørene, eller det ſaakaldte Ørething, og blev her tagen til Konge for hele Norge. Thore Hund havde ledſaget ham fra Danmark, og var nu hos ham, ligeledes indfandt Haarek ſig fra Haalogaland. Begge lode ſig nu udnævne til Knuts Lendermænd, og ſvore ham Troſkabsed. Han gav dem ſtore Vejtſler og derhos Finnefærden, med andre Ord, han forlenede dem med hele Haalogaland; dertil gav han dem ſtore Gaver. Alle andre Lendermænd, der kom til ham, og vilde hylde ham, gav han ligeledes baade Vejtſler og Gods med rund Haand, ſaa at de alle fik ſtørre Magt end hidtil[6].

Knut havde ſaaledes uden Sverdſlag underkaſtet ſig alle Kyſtfylkerne eller hvad der dengang anſaaes for det egentlige Norge, og havde tillige paa Ørething faaet Kongetitelen over det hele Rige. Merkeligt nok, det var nu juſt den Deel af Riget, der hidtil havde viiſt Danekongerne Hengivenhed, nemlig Viken og Oplandene, ſom længſt blev Olaf tro, medens derimod Kyſtfylkerne, eller den Deel, der ellers var Haarfagre-Stammens Støtte, nu allerførſt gav ſig i Danekongens Vold. Men hertil bidrog vel deels, at Olaf ſelv hørte hjemme paa Oplandene, deels at han nu i denne Tid opholdt ſig i Viken, og ved ſit perſonlige Nærværelſe hindrede Folket fra aabenbart Frafald. Da Knut ſaaledes var bleven anerkjendt ſom Norges Konge, holdt han i Nidaros et ſtort Thing, baade for Nordmændene og de ham ledſagende fremmede Tropper. Her ſatte han ſin Søn Hardeknut i Højſædet hos ſig, gav ham Kongenavn, og tildeelte ham Danmark; hvad Norge derimod angaar, bekjendtgjorde han, at han ſatte ſin Syſterſøn Haakon Jarl til at beſtyre alt det Land, han paa dette Tog havde vundet[7]. Fremdeles tog han Gisler af alle Lendermænd og Storbønder, enten deres Sønner, Brødre eller andre Nærpaarørende. Saa ſnart Haakon Jarl havde antaget Regjeringen, traadte Einar Thambarſkelve frem af Privatlivet og ſluttede ſig aabenlyſt til ham. Hidtil havde han, ſom det ſynes, holdt ſig tilbage, da han formodentlig enten nødig vilde træde i umiddelbar Forbindelſe med Knut, eller ogſaa har anſeet ſig bunden ved ſit Forlig med Olaf, ſaa længe denne var Landets virkelige Konge. Men Knuts Anerkjendelſe naa Ørething ſom Norges Konge var tillige en Erklæring af Folket, at Olaf havde ophørt at regjere. Haakon gav Einar alle de Vejtſler, ſom han forhen havde haft under Jarlerne Eriks og Sveins Regjering. Knut lod ſig det ogſaa være heel magtpaaliggende at vinde den ſtorættede, indflydelſesrige Einar. Han gav ham ſtore Gaver, og ifølge ſin ſædvanlige Politik end ſtørre Løfter. Han ſagde at Einar ſkulde være den øverſte og gjæveſte af alle ikke fyrſtelige Perſoner i Norge, ſaalænge Haakon herſkede, og lod ſig derhos forlyde med, at om denne ej var til, vilde ingen efter hans Mening være nærmere eller bedre ſkikket til at bære Jarlsnavn i Landet, end Einar eller hans Søn Eindride, for hans Æts Skyld. Disſe Løfter faldt Einar godt i Øret, og Knut opnaaede derved ſit Ønſke, at Einar aldeles lod ſig vinde, og tilſagde ham Troſkab[8].

Da Kong Knut havde befæſtet ſit Herredømme i det Nordenfjeldſke og indſat Haakon Jarl til ſin Statholder, drog han atter ſydefter. Fremdeles holdt han Thing med Bønderne, ſandſynligviis i de Hereder, hvor han ikke paa Oprejſen havde været, og modtog Troſkabsed og Gisler. I al denne Tid havde Kong Olaf holdt ſig uvirkſom i Oslofjorden. De Mænd, han havde ſendt til Gautland efter Skibene, vare ſlupne ud af Øreſund, da Knut ſamlede, hele ſin Flaade i Limfjorden; men de bragte ikke paa langt nær alle de Skibe, Olaf havde ladet blive tilbage. De fandt dem nemlig i en ſaa daarlig Forfatning, at de anſaa det tjenligſt at brænde de fleſte og kun beholde tretten, der vare i nogenlunde i ordentlig Stand, tilligemed Redſkaben og Forraadene. Med denne ubetydelige Styrke kunde Olaf ikke tænke paa at gjøre Knut nogen Modſtand. Da han derfor hørte at Knut drog nordefter, forlod han Tunsberg, og ſtyrede med ſine Skibe længer ind i Oslofjorden og derfra ind i Dramnsfjorden. Her, hvor hans Frænder boede i Nærheden, og hvor hvor han derfor var ſikreft paa at møde Velvilje og Troſkab, holdt han ſig den hele Tid, Knut var i Norge, ſtundom opholdt han ſig paa Oplandene, ſandſynligviis hos ſine Frænder paa Ringerike[9]. Da Knut kom tilbage til Agder, ſtyrede han ikke lige tilbage til Danmark, men ſejlede over Folden til Sarpsborg, hvor han ligeledes holdt Smug; og lod ſig Landet tilſværge. Saaledes var han nu ogſaa hyldet i Viken, og havde, ſom det ſiges, underkaſtet ſig Norge uden Sverdſlag, ſaa at han nu beherſkede trende Thjodlande. — Da førſt vendte han tilbage til Danmark, og derfra om Vaaren det følgende Aar til England[10], efter at have udnævnt Harald, en Søn af Thorkell den høje, til Statholder i Danmark, eller Formynder for Hardeknut. Da Olaf hørte at Knut var borte, vendte han tilbage til Tunsberg. Det var allerede ſildigt paa Aaret. Hans Kongedømme i Norge maatte nu aldeles ſiges at være ophørt[11].

  1. Disſe 50 Skibe nævnes udtrykkeligt, ſom ovenfor omtalt (S. 682) i Chron. Sax., dog ſaaledes at det ej i den ældſte Kodex udtrykkeligt ſiges at han drog fra England til Norge, hvilket dog rigtignok ogſaa her ſynes at være underforſtaaet. I Fagrſk., Cap. 103 og 104, ſtaar der ligeledes udtrykkeligt, at Knut, efter at han om Høſten 1027 var vendt tilbage til England, den følgende Vaar udbød Almenning baade fra England og Danmark, drog fra England til Limfjorden, og ſatte derfra over til Agder.
  2. Olaf den hell. Saga, Cap. 161, 162. Snorre, Cap. 177, 178.
  3. Saaledes Fagrſk., Cap. 104, hvilket i ſig ſelv er rimeligſt. Olaf den helliges Saga, der lader Knut blive Vintren over i Danmark, fortæller dog at han med ſin Flaade ſtyrede til Limfjorden og ſatte over til Norge.
  4. Om denne Thorarin fortæller Olaf den hell. Saga det med Henſyn til Knuts Fordringer charakteriſtiſke Træk, at Knut, da han havde erfaret, at Thorarin havde digtet en Flokk om ham, d. e. et mindre Kvad, der ſædvanligviis digtedes til Jarler og ringere Mænd, blev ſaa vred at han truede med at lade ham dræbe, hvis han ikke næſte Dag havde bragt en fuldſtændig Draapa iſtand. Thorarin forandrede Flokken til en Draapa ved at forøge den med de nødvendige Stev eller Omkvædsvers m. m.; og da lønnede Knut ham ogſaa med 50 Merker Sølv. Denne Draapa kaldes ogſaa Hovedløsningen, fordi Thorarin derved løſte ſit Hoved eller frelſte ſit Liv.
  5. Denne Tugdraapa udmerker ſig ved ſine ſmukke Linjerim, der ej godt kunne gjengives i Overſættelſen, ſe Olaf den hell. Saga, Cap. 166. Snorre, Cap. 182. Fagrſk., Cap. 141. Den leg. Saga, Cap. 76.
  6. Olaf den hell. Saga, Cap. 164. Snorre, Cap. 180. Ørething nævnes ej udtrykkeligt i Olaf den hell. S., men derimod baade i Fagrſk. og den legend. Saga.
  7. Dette omtales ogſaa i Thorarin Levtungas Kvad: „da gav den forſtandige Konge ſin Syſterſøn hele Norge, ligeſom han gav ſin egen Søn Danmark“.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 165, Snorre, Cap. 181, Fagrſkinna, Cap. 105. Den legendariſke Saga, Cap. 68. Ogſaa i Chron. Sax. ſiges det at Knut i Aaret 1028, efterat have drevet Olaf fra Landet, aldeles tilegnede ſig Norge.
  9. Fagrſkinna, Cap. 105, ſiges der udtrykkeligt, at Olaf opholdt ſig paa Oplandene, medens hans Skibe laa i Oslofjorden. Olaf den helliges Saga og Snorre nævne intet derom.
  10. Chron. Sax. ved 1029. Olaf den helliges Saga, Cap. 174, Snorre, Cap. 195.
  11. Olaf den helliges Saga, Cap. 167, 168, Snorre, Cap. 183, 184.