Det norske Folks Historie/2/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Knut hørte, at Olaf havde taget Vejen til Lands hjem til Norge, hævede han Ledingen, og gav alle ſine Mænd Tilladelſe til at adſprede ſig i Vinterkvarterer, idet han ſelv drog tilbage til England for at foretage nye Udruſtninger[1]. Dog forbleve de enkelte Tropper, han allerede havde medbragt, i Danmark; de beſtode iſær af Englændere, tildeels ogſaa af Nordmænd og Folk fra andre Lande. Af de norſke Høvdinger, der havde deeltaget i Toget med ham, vendte Erling Skjalgsſøn om Høſten tilbage til Norge, og fik ved Afſkeden ſtore Gaver af ham. Thore Hund forblev hos Knut. Med Erling fulgte ogſaa nogle Sendebud fra Knut, der havde en Mængde Penge og Koſtbarheder hos nu, og rejſte om Vintren vidt og bredt gjennem Landet for at uddele Gaver i Knuts Navn, og ved ſlige Beſtikkelſer ſkaffe ham flere Tilhængere i Norge. De foretoge ſine Rejſer under Erling Skjalgsſøns mægtige Beſkyttelſe, hvilket viſer, at deres Virkſomhed iſær maa have omfattet den veſtlige Deel af Landet. De havde alt for god Fremgang, thi en Mængde lod ſig ved deres friſtende Gaver og Tilbud forføre til Frafald fra Olaf, og til at love Knut deres Hengivenhed og Tjeneſte[2]. Nogle gjorde det aldeles aabenlyſt; de fleſte holdt det endnu hemmeligt, men vare derfor ſaa meget farligere. Alt dette kom, ſom venteligt var, ſnart for Olafs Øren. En fortalte ham eet, en anden et andet; det blev det almindelige Samtale-Emne ved Hirden, og det er ej at undres over, at hans Sind fyldtes med Uro, Mismod og Mistænkelighed, der oftere gav ſig Luft. Saaledes viſte han ſig meget unaadig mod Sighvat Skald, da denne endelig, efter ſin Udenlandsrejſe, og ſandſynligviis efter et længere Ophold i Danmark, ſtrax ved Hjemkomſten til Norge indfandt ſig hos ham i Sarpsborg. Kongen ſad juſt ved Bordet, da Sighvat kom ind og hilſte ham, men han vilde ikke modtage hans Hilſen. Sighvat kvad da et Vers, hvori han bad Kongen anviſe ham, ſin Stallare, Plads i Hallen. Men Olaf ſvarede: „jeg veed ikke om du nu længer anſeer dig for min Stallare, eller om du er bleven Kong Knuts Mand“. Sighvat ſvarede i et andet Vers, at Knut visſeligen havde anmodet ham om at blive hans Mand, men at han havde ſvaret, at han ej kunde tjene mere end een Herre ad Gangen. Han paaſtod tillige at han havde været uretfærdigt bagvaſket, og at han havde opholdt ſig hos Knut alene ſom Gjeſt. Da anviſte Kongen ham hans forrige Plads, og, ſiges der, Sighvat kom ſnart i lige ſaa ſtor Yndeſt hos Kongen ſom for. Der fortælles ogſaa, at Sighvat nu fulgte Kongen baade Dag og Nat, og at han til Julen fik et prægtigt guldhjaltet Sverd af ham, hvilket de andre Hirdmænd ikke lidet misundte ham. Imidlertid ſiges der ogſaa, at Sighvat var en ſtor Ven ſaavel af Haakon Jarl, ſom af Erling Skjalgsſøn, og at han endog, da han hørte den førſte ilde omtale af Olafs Hirdmænd, fordi han trods ſin Ed førte en Hær mod Kong Olaf, der havde ſkjenket ham Livet, halv om halv ſøgte at undſkylde ham, idet han gav at forſtaa, at det var vel, hvis alle kunde ſige ſig ganſke rene for Svig. Sighvats Stilling ved Olafs Hof har altſaa neppe været ſaa ganſke behagelig[3].

Da Olaf havde mange Folk om ſig, men ingen Indtægter fra det nordenfjeldſke indløb til ham, efterſom de alle havde været anvendte til det forrige Aars Leding, blev det ſnart meget vanſkeligt for ham at ſkaffe ſig ſelv og ſine det nødvendige Underhold i Tunsberg. Paa nogen Rejſe til de veſtlige og nordlige Kyſtfylker var der ej at tænke, da han deels manglede de nødvendige Skibe, deels havde faaet ſaadanne Efterretninger om den der herſkende Stemning, at ingen ſynderlig Fred og Sikkerhed der var at vente for ham, hvis han ikke vilde omgive ſig med en ſtor Hær. Han beſluttede derfor ſtrax efter Julen (1028) at rejſe om paa Oplandene, hvor hans egentlige Hjem var, og hvor Folket, ſom man ſeer, ſtedſe var ham meeſt hengivent[4]. Da han kom derop, indbøde Lendermændene og de rige Bønder ham, for ſaaledes at lette ham hans Bekoſtninger. Saaledes kom han ogſaa op til den nordlige Deel af Hedemarken, hvor han tog ſit Ophold hos en af ſine Aarmænd, ved Navn Bjørn; denne var gautſk af Fødſel og noget ſkyldt til Dronning Aaſtrid, hvis Indflydelſe han ogſaa havde at takke, at han havde faaet denne Aarmenning og Kongens Sysſel i den øvrige Deel af Hedemarken, hvormed ogſaa Beſtyrelſen af Øſterdalen var forenet. Han var meget lidet yndet af Bønderne. Der havde juſt indtruffet mange Kvægtyverier i Bygden, hvor Bjørn var, og paa et Thing, ſom i den Anledning blev holdt, havde han udtalt ſin Mistanke mod Øſterdølerne, thi ſlige afſides boende Folk i Skovbygderne, ſagde han, vare ligeſt til at have begaaet ſaadanne Forbrydelſer. Øſterdalene vare nemlig i den Tid endnu kun lidet bebyggede; Gaardene laa ſpredte i Skovrydninger eller ved Vandene, og kun paa faa Steder fandtes ſtørre ſamlede Bygder. Iſær ſøgte han at henlede Mistanken paa to unge, evnelige Mænd, ved Navn Dag og Sigurd, Sønner af en rig Mand i Øſterdalen, ved Navn Rand. Deres fornemme Væſen, og Stads i Klæder og Vaaben havde længe været ham en Torn i Øjnene, og da de nu paa Thinget ſvarede paa Øſterdølernes Vegne, og tilbageviſte Beſkyldningen, lod han ſin Harme gaa ud over dem. Da Kongen kom, blev Sagen forebragt ham, og Bjørn udtrykte ligeledes for ham ſin Mistanke mod Rauds Sønner. Der blev ſendt Bud efter dem, og de kom ſtrax. Men da Kongen fik dem at ſee, ſagde han at de ſlet ikke ſaa ud til at være Tyve, og modtog derimod en Indbydelſe, de bragte fra deres Fader, om at beſøge ham i et Tredages-Gilde med alle ſine Folk. Bjørn fraraadte ham at rejſe, men han ændſede det ej, og kom til Rand, hvor han forefandt et prægtigt Gjeſtebud. Han erfarede nu, at Rand var en rig Mand af en fornem ſvenſk Æt, men at han var flygtet til Øſterdalen med ſin Huſtru Ragnhild, der var en Syſter af Kong Ring Dagsſøn, den ſamme, ſom i ſin Tid var bleven fangen af Kong Olaf og nødſaget til at flygte. Kongen erkjendte ſig derfor ſelv ſom hans Sønners Frænde, og da han merkede at de vare meget forſtandige, ſpurgte han om der ej var noget, ſom de iſær havde lagt ſig efter. Sigurd ſagde at han forſtod ſig paa at udtyde Drømme, og beſtemme Dagens Tider uden at ſee Himmellegemerne; Dag derimod, at han, ved ret at betragte en Mand, ſkulde kunne ſkjønne hans Dyder og Lyder. Kongen bad ham til en Prøve at fortælle ham hans egne Lyder, og da Dag nævnte dem, ſagde han at han havde Ret. Han bad ham nu at ſige ſin Mening om Bjørn. Dag ſagde at han var en Tyv, og at det ikke var nogen anden end ham, der havde begaaet alle hine Tyverie-r den forrige Heſt: til Beviis vilde man endnu paa Bjørns Gaard kunne finde de ſtjaalne Dyrs Been, Horn og Huder. Da Kongen efter de tre Dages Forløb forlod Raads Gaard, fik han ved Afſkeden ſtore Vennegaver, og Raads Sønner fulgte med ham. Han lod ſtrax anſtille Underſøgelſer paa Bjørns Gaard, og Levningerne af de ſtjaalne Dyr bleve ganſke rigtigt fundne. For Dronningens Skyld lod Kongen Bjørn ſlippe derfra med Livet, men han jog ham ud af Landet[5].

Paa Hedemarken havde den unge Thore, en Syn af Ølve paa Egg, Stifſøn af Kalf Arnesſøn og Syſterſøn af Thore Hund, nys nedſat ſig. Han havde nemlig gjort et godt og rigt Giftermaal, og derved erhvervet Beſiddelſer der i Egnen. Han var ſtor, ſterk og ſmuk, meget venneſæl, og betragtedes allerede ſytti en vordende Høvding. Ogſaa han indved Kongen til ſig med hele hans Følge, og Kongen modtog Indbydelſen. Gildet var meget herligt, og paa Gaarden fandtes ſaa megen Pragt og Rigdom, at Kongen og hans Mænd ikke vidſte hvad de meeſt ſkulde beundre, Huſebygningerne, Bohavet, Bordtøjet, Bevertningen eller Verten ſelv. Ogſaa til Dag udtalte Kongen ſin Beundring. Dag ſandede Kongens Ord, men ſvarede dog noget undvigende. Kongen, fem nu oftere havde havt Anledning til at ſætte Dags dybe Menneſkekundſkab paa Prøve, og havde fattet den ſtørſte Tillid til ham, bad ham at udtale ſig beſtemtere, og ſige, hvad han havde at udſætte paa Thore. Dag ſvarede at han nok ſkulde ſige det, hvis Kongen ogſaa vilde overlade vaiet at beſtemme Straffen for Thores Fejl. Derpaa vilde Kongen ikke indlade ſig, da han, ſom han ſagde, ej vilde henſkyde ſine Domme rinder andre; men fordrede dog at Dag ſkulde beſvare hans Spørgsmaal. „Dyrt er Drottens Ord“, ſvarede Dag; „jeg faar da ud med Sproget: det gaar Thore ſom ſaa mange, at han er alt for begjærlig efter Gods“. „Er han da Tyv eller Ransmand“, ſpurgte Kongen. „Ingen af Delene“, ſvarede Dag. „Hvad er da paafærde med ham“, ſpurgte Kongen. „Han har“, ſagde Dag, „for at faa Gods og Guld lovet at ſvige ſin Herre, idet han har modtaget Beſtikkelſer af Kong Knut for at ſtaa dig efter Livet“. „Hvorledes kan du beviſe det“, ſagde Kongen. „Han bærer en diger Guldring paa Armen“, ſagde Dag; „den har han faaet af Knut, og derfor lader han ingen ſee den“. Kongen blev, ſom man let kan foreſtille ſig, meget harmfuld herover, ſkjønt det rigtignok maatte være noget, han kunde vente, at Thore, hvis Fader han havde ladet dræbe, og ſom dertil var en Syſterſøn af Thore Hund og Fætter af Aasbjørn Selsbane, ej kunde være ham god. Da han ſiden ſad til Bords, og alle vare luftige efter at Bægerne flittigt havde gaaet rundt, kaldte Olaf Thore til ſig, der gik om og ſaa ſine Gjeſter til Gode. Thore ſtillede ſig foran Kongen og lagde Hænderne paa Bordet. Kongen ſpurgte ham, hvor gammel han var. „Atten Aar“, ſvarede Thore. „Du er en ſtor og drabelig Mand, til at være ſaa ung“, ſagde Kongen, idet han tog hans højre Arm og ſtrøg den med ſin Haand op mod Albuen. „Tag varligt“, ſagde Thore, „thi jeg har en Byld paa Armen“. Kongen følte at der var noget haardt under, og ſagde: „veed du da ikke, at jeg forſtaar mig paa Lægekunſten? lad mig ſee Bylden“. Thore, ſom ſaa at det ej nyttede længer at ſkjule Ringen, tog den frem. „Har du faaet den fra Kong Knut“, ſpurgte Kongen. Thore kunde ikke negte det. Kongen lod ham ſtrax gribe og ſætte i Jærn. Da traadte hans Stiffader Kalf Arnesſøn frem, bade om Fred for ham og tilbød Pengebod paa hans Vegne. Mange andre bade ligeledes for ham og tilbøde ſit Gods. Men Kongen var ſaa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Thore, ſagde han, ſkal have ſlig Dom, ſom han tiltænkte mig. Siden lod han ham dræbe. Saa vel fortjent, ſom denne Straf var, ſaa uforſigtigt var det dog af Kongen, netop paa denne Tid, da hans Magt ſtod paa ſaa ſvage Fødder, at lade den fuldbyrde i dens hele Strenghed. Thi dette vakte den ſtørſte Uvilje ſaavel paa Oplandene, ſom iſær i Throndhjem, hvor Thore havde ſine fleſte Frænder. Ogſaa Kalf Arnesſøn, ſom allerede forud ikke bar Kongen god, blev ham nu end mere fiendſk, thi han holdt meget af Thore, ſom han ſelv havde opdraget. Thores Drab drog ogſaa ſtrax flere efter ſig. Hans ældre Broder Grjotgard, ligeledes en dygtig og drabelig Mand, opholdt ſig juſt paa Hedemarken, omgiven af en betydelig Skare. Saa ſnart han hørte at Thore var dræbt, begyndte han aabenbar Fejde mod Kongen, idet han angreb hans Mænd og herjede hans Ejendomme, hvor han fandt dem. Han tog ofte ſit Tilhold i Skovene eller andre Skjuleſteder. Da Kongen hørte om denne Ufred, lod han Grjotgards Bevægelſer udſpejde, og erfarede endelig engang, at han havde taget Natteleje i Nærheden af det Sted, hvor Kongen ſelv opholdt ſig. Olaf drog ſtrax om Natten derhen med ſine Mænd, kom did i Dagningen, og lod Huſet, hvori Grjotgard og hans Følge befandt ſig, omringe. De vaagnede ved Larmen og grebe til ſine Vaaben. Grjotgard løb ud i Forſtuen og ſpurgte, hvo Angriberen var. Det blev ham ſagt, at det var Kongen ſelv. Da ſpurgte han, om Kongen kunde høre, hvad han ſagde. Kongen, der ſtod foran Døren, bad Grjotgard ſige, hvad han vilde, da han godt kunde høre hans Ord. „Ikke beder jeg om Fred“, ſagde Grjotgard, og løb i det ſamme ud med Skjoldet over Hovedet og draget Sverd i Haanden. Det var hans Henſigt, at gjennembore Kongen, men da det endnu ikke var ret lyſt, og han derfor ikke ſaa tydeligt, traf han Arnbjørn Arnesſøn, ſom faldt død ned paa Stedet. Grjotgard blev ogſaa ſtrax dræbt tilligemed ſtørſte Delen af hans Flok. Efter disſe Begivenheder vendte Kongen tilbage til Viken. Opholdet paa Oplandene kunde ej længer være ham behageligt, ja neppe engang ſikkert[6].

Omtrent paa ſamme Tid tog ogſaa Haarek i Thjøtta Maſken af, idet han begyndte med at tage Hevn for den Forhaanelſe, hans, Huuskarle havde lidt af Aasmund Grankellsſøn. Hans tyveſædede Skib laa ſejlfærdigt udenfor Gaarden, og han foregav at han vilde til Throndhjem. Men en Aften om Vaaren gik han ombord med ſine Huuskarle, til et Antal af henved 80 Mand. De roede hele Natten, og kom om Morgenen til den gamle Grankells Huus. De omringede og ſatte Ild paa det. Grankell ſelv, og de fleſte paa Gaarden, brandt inde; kun faa kom ud, og bleve ſtrax dræbte. I alt omkom der tredive Mand. Derpaa vendte Haarek tilbage til Thjøtta, og blev ſiddende hjemme i Rolighed. Aasmund Grankellsſøn, den nærmeſte til at hevne denne Udaad, og den eneſte, der havde Magt og Mod dertil, var nede hos Kongen, og kunde ſaaledes intet foretage ſig mod Haarek. Af de øvrige Haalogalændinger var der ingen, ſom vovede eller vel endog ſkjøttede om at kræve Haarek til Regnſkab; ſelv bød han heller ingen Bod. Han, ſaa vel ſom de øvrige frafaldne, ventede nu alene paa Kong Knuts Komme.

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna, Cap. 103, ſaa vel ſom i de engelſke Annaler, ſe ovf. S. 685; efter Olaf den hell. Saga forbliver Knut Vintren over i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.
  2. Olaf den hell. Saga, Cap. 158. Snorre, Cap. 171. Om Knuts Beſtikkelſer tales der paa mange Steder, nemlig i den leg. Saga, Cap. 68; Fagrſk. Cap. 103; Ágrip, Cap. 23; Thjodrek, Cap. 16; Saxo, S. 520, Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. I. S. 595, Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. 532, 533, 541, 543. Som haandgribeligt Beviis paa Knuts Beſtikkelſer i Norge, iſær hvor Erling Skjalgsſøn havde meeſt at ſige, kan man vel ogſaa anſee de 1500 Stykker Sølvmynter, der i 1836 bleve fundne indlagte under en ſtor Steen nær ved Ekerſund (Eikundaſund), af hvilke ingen er yngre end Knut, og de fleſte ere engelſke Mynter med Knuts og Ædhelreds Præg (ſe Urda, I. S. 329). Man maa vel her, ſom det ſammeſteds antydes, nærmeſt tænke paa Knuts eget Ophold, i Eikundaſund 1028, men det ſynes dog, ſom om der da var mindre Grund til at ſkjule eller nedgrave Pengene, end tidligere, da Beſtikkelſerne endnu dreves hemmeligt. Forſkjellen i Tid gjør dog kun lidet til Sagen, thi i alle Fald maa Pengene have været nedlagte i 1028 eller ſidſt i 1027.
  3. Olaf den hell. Saga, Cap. 157, 158. Snorre, Cap. 170, 171, 172. I Fortællingen om Sverdet heder det og, at Sighvat kvad et Vers derom, hvilket anføres. Men i den leg. Olafsſaga, Cap. 62, tillægges dette ſamme Vers Ottar ſvarte. Det er imidlertid ſandſynligere, at den hiſt. Saga her, ſom ſædvanligt, har Ret, iſær da Verſet udtrykkeligt handler om at Sverdet var prydet med Guld, og der ſiden hentydes til dette Guldhjalte af Thormod Kolbrunarſkald i Stikleſtadſlaget. Olaf den hell. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 220.
  4. Det heder i Olaf den hell. Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172, at Olaf drog til Oplandene, uagtet der endnu ej var hengaaet ſaa lang Tid ſiden han ſidſt var der, ſom det var lovbeſtemt eller Skik og Brug. Denne Tid ſkulde, ſom vi ovenfor have ſeet (S. 576) være 3 klar. Men da nu Olaf ſidſt havde været paa Oplandene Vintren 1024—25, var virkelig Tiden udløben, og Sagafortællerne maa altſaa her have erindret Fejl.
  5. Olaf den hell. Saga, Cap. 159, 160, Snorre, Cap. 173, 174. I Flatøbogen ſtaar der en vidtløftig Fortælling om Kongens Beſøg hos Rand, der og kaldes Raudulf eller Ulf, om hans Drømmeudtydninger og underlige Kunſter (Fornm. S. V, 1) men den bærer Præget af at nære ſenere udſmykket.
  6. Olaf den hell. Saga, Cap. 161. Snorre, Cap. 175, 176. Den leg. Saga, Cap. 68, omtaler dette paa en forvirret Maade. Da Olaf, heder det, i ſit Riges 11te klar merkede at Knuts Beſtikkelſer havde virket, lod han dræbe fire Mænd for ſine Fiender, blandt dem een, ſom var Syſterſøn af Thore Hund, en anden, ved Navn Grjotgard, der var gift med den Kone, ſom ſiden giftede ſig med Kalf Arnesſøn. Altſaa forvexles her Grjotgard med Faderen Ølve.