Det norske Folks Historie/2/75

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da Vaaren kom, gjorde Olaf sig rede til at drage fra Throndhjem i Spidsen for en Krigshær, han imidlertid havde ladet samle. Med denne Udrustning havde han ej alene til Hensigt at være rede til at modtage Knut, om han vilde angribe Norge; men han agtede ogsaa, i Forening med Sviakongen, at forekomme Knut, og angribe Danmark, medens han endnu var langt borte. Dertil var Tiden saa meget mere belejlig, som Knuts Statholder, Ulf Jarl, havde benyttet sig af hans Fraværelse til at gjøre et Forsøg paa at løsrive sig. Den egentlige Sammenhæng hermed angives noget forskjelligt. I vore Sagaer heder det, at Ulf Jarl en Høst, efter al Sandsynlighed Hoften 1025, rejste over til England, hvor han og Dronning Emma aftalte den Plan, han siden udførte. Dronningen skal i Forening med Ulf have ladet et Brev opsætte i Kongens Navn til de fornemste Høvdinger i Danmark, hvori det hed at Kong Knut bød dem tage hans Søn Hardeknut til Konge paa Viborg Thing, og sværge ham Troskabs-Ed; Brevet skal være blevet forsynet med det kongelige Segl, hvilket Dronningen ved List skal have faaet fat paa. Da Knut siden havde forladt Danmark, skal Ulf have tilstevnet et almindeligt Thing for hele Danmark i Viborg. Her skal han have sagt, at saavel han, som mange andre Høvdinger havde forestillet Knut, hvor misligt det var for de danske Mænd at sidde uden Konger; at de forrige Danekonger havde fuldkommen nøjet sig med at beherske Danmark alene, ja at der endog var en Tid, da der herskede flere Konger paa een Gang, men at Faren ved at være uden Konge nu var saa meget større, som man med det første kunde vente Ufred af Norges og Sveriges Konger. Kong Knut havde da, som han foregav, erkjendt Rigtigheden heraf, og derfor ved Afskeden fra ham givet ham sin Vilje tilkjende, at Hardeknut skulde tages til Konge over Danevældet. Til yderligere Bekræftelse herpaa skal Ulf have ladet Brevet oplæse, og som en Følge deraf skal Hardeknut være tagen til Konge, dog saaledes at Ulf blev den egentlige Regent[1]. Ifølge Saxo skal Knut have indsat sin Syster Æstrid, som efter hans Beretning da endnu ikke var gift med Ulf, til at styre Danmark i hans Fraværelse, og Ulf, som var misundelig paa Knut, skal de under Paaskud af at ville treffe kraftige Anstalter for at jage de Svenske bort fra Skaane, som de hvert Øjeblik anfaldt, have udvirket at Kongen medgav ham fra England et Brev, hvori Æstrid fik den Befaling, ufortøvet at efterkomme, hvad Ulf forlangte. Han skal nu have forlangt, at hun skulde egte ham, hvilket hun heller ikke vovede at negte. Paa denne Maade, siges der, „tilsneg han sig dette Egteskab, og begav sig siden af Frygt for Knuts Hevn over til Sverige, hvor han gjorde fælles Sag med Rigets Fiender, og foreslog Anund og Olaf at angribe, hiin Skaane til Lands, denne Sjæland til Vands, idet han ogsaa selv kom med en Flaade fra Sverige. Men Bonden Haakon af Stangeby, Kongens tro Tilhænger, skal have skyndt sig over til England, og underrettet Knut om den truende Fare, hvorfor Kongen lønnede K ham med tvende Bols Jord i Skaane[2]“. Hvad der her fortælles om Ulfs Giftermaal med Æstrid er baade i og for sig usandsynligt, og strider desuden mod Tidsregningen, da vi have seet, at Ulf allerede maa have været gift før 10l8, i hvilket Aar hans Søn Sven efter al Sandsynlighed var sød. Men man erfarer dog ogsaa heraf,fat Ulf ved et forfalsket eller idetmindste i svigagtig Hensigt erhvervet Brev tilvendte sig Herredømmet i Danmark. Det var maaskee ikke udelukkende Herskesyge, der bestemte Ulf til denne Handling. At Høvdingerne i Danmark vare misfornøjede med Knuts Fraværelse, saaledes som han selv sagde paa Viborg Thing, uden at de tilstedeværende modsagde ham, kan neppe betvivles. Knut havde gjort England til sit fornemste Land, og Erobringen af England, for hvilken Danerne havde ofret Liv og Blod, havde saaledes kun baaret.den Frugt, at Danmark var England underdanigt, ikke omvendt[3]. Ulf, Styrbjørns og Thyres Sønnesøn, havde desuden ej alene nedarvede Fordringer paa Danmarks Trone, men som Herre til Jomsborg og som misfornøjet Tronprætendent var han selvskreven Repræsentant for det national-danske Parti, hvis Tilværelse lige siden Gorm den gamles og Harald Gormssøns Tid er umiskjendelig, hvis Kjerne engang dannedes af Jomsvikingerne, eller rettere af de skaanske og bornholmske Høvdinge-Ætter, og som altid synes at have staaet i en, snart sterkere, snart svagere, Opposition mod de reen-nordiske eller nordisk-danske Konger af Lodbroks Æt, undtagen naar de, som Tilfældet var med Harald Gormssøn, selv søgte sin Støtte idet nationale Parti[4]. At Ulf Jarl under disse Omstændigheder indlod sig i Forbindelse med de forbundne Konger, af hvilke Sviakongen endog var nær beslægtet med ham, er saa rimeligt, at vi endog maatte antage det, om det end ikke udtrykkeligen berettedes af Saxo og bekræftedes af de engelske Annalister, der synes at have faaet baade denne og andre Beretninger om Begivenhederne under Kong Knuts Regjering fra danske eller norske Kilder[5]. Det synes ligefrem at følge af Omstændighederne, at Olafs og Anunds Tog mod Danmark er skeet efter Ulf Jarls Opfordring, da det ellers næsten ikke er rimeligt, at i det mindste Olaf under de daværende, for ham selv temmelig mislige, Forhold skulde have vovet at begynde nogen Angrebskrig.

Olaf drog saaledes om Vaaren 1027 ud fra Throndhjem med en anseelig Flaade, der efterhaanden forøgedes. Ved Agdenes mødte han efter Aftale den Ledingsstyrke, Finn Arnessøn havde samlet i Haalogaland. Fra Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre flokkede der sig ligeledes Ledingsskibe om ham. Alle Lendermændene fra den nordlige Deel af Landet, paa Einar Thambarskelve nær, fulgte ham; men Einar var som vi have seet, heller ikke virkelig Lendermand paa denne Tid. Det er allerede ovenfor omtalt, at blandt de haalogalandske Lendermænd var ogsaa Haarek i Thjøtta, der her traf sin Fiende Aasmund Grankellssøn, saa at Kongen maatte megle Forlig mellem dem. Paa denne Maade have vel flere dødelige Fiender mødt hin anden for at stride under Kongens Banner, og mange af dem have vel der for heller ikke været stort at lide paa. Rejsen sydefter maa have gaaet noget langsomt, idet man paa forskjellige Steder oppebiede Ledingstropperne. Navnligen var dette Tilfældet paa Søndmøre, hvor Kongen, som det udtrykkeligt heder, laa længe i Herederne for at vente paa sine Folk. Herfra var det, at han sendte Karl den mørske til Færøerne, som det ovenfor er omtalt. Da han kom søndenfor Stad, eller til Fjordefylke, samlede endnu flere Folk sig til ham fra Herederne. Men da han kom til Hordaland, fik han høre at Erling Skjalgssøn var dragen af Landet med mange Folk og fire eller fem Skibe, hvoriblandt den store Skejd, som han selv styrede, og tre Tyvesesser, der styredes af hans Sønner, og at han havde taget Vejen til England for at begive sig til Kong Knut. Hvor vidt Olaf fik Tropper i nogen betydelig Mængde fra Hørdaland og Rogaland, siges ikke; det fortælles kun, at han, da han drog øster langs med Landet, havde en meget stor Flaade, nemlig halvfjerdehundrede (480) Skibe. Selv styrede han et meget stort Skib, som han havde ladet bygge Vintren forud, og givet Navnet Visunden, fordi det som Forstavnssmykke havde et forgyldt Visundehoved[6].

Olaf kom neppe til Viken, førend den meste Deel af Vaaren og en Deel af Sommeren var gaaet hen. Knut var imidlertid kommen tilbage fra Rom til England. Han havde paa sin Rejse med rund Haand uddeelt Gaver, for at vise sin Magt og Rigdom, og overalt havde han mødt stor Udmerkelse. Ved sin Indflydelse hos Paven og Kejseren havde han skaffet saavel sine Erkebiskopper Nedsættelse i de overvættes Summer, der fordredes af dem i Betaling for Pallium, som sine øvrige Undersaatter, der droge til Rom, Sikkerhed og Fred for alle Ubehageligheder og Udsugelser ved Rejsen gjennem Alpepassene. Han havde ogsaa rinder Paaskefesten været tilstede ved Kejser Konrad den 2dens Kroning. Det var, som han selv skrev i et Brev, hvilket han kort efter sendte forud til England, hans Hensigt at rejse lige tilbage til Danmark ad samme Vej, han drog ud derfra, for efter Danernes Raad at slutte Fred og komme til Forlig med de Folk, der, om det havde været muligt, og Gud ikke havde gjort deres Tapperhed til intet, vilde have berøvet ham baade Liv og Rige[7]. Dette sigter enten til en allerede tidligere stedfunden Kamp, eller til at han endnu i Rom maa have faaet noget Nys enten om Ulfs eller de forbundne Kongers Foretagender. Da vi, trods hans udtrykkelige Ord i dette Brev, see ham opholde sig i England og der udruste en Hær, førend han drog til Danmark, er det tydeligt, at han paa Rejsen til Damnark, rimeligviis medens han opholdt sig i Flandern, maa have faaet saadanne Efterretninger om Sagernes betænkelige Stilling i Danmark, at han har forandret sin Bestemmelse, og skyndt sig til England, for der i Hast at bringe en Hær paa Benene, og med den drage over til Danmark. Det var sandsynligviis den før omtalte Haakon af Stangeby, der bragte denne Efterretning. Man maa derfor i Norge og Sverige en Tidlang ikke have været ganske vis paa, hvor Knut opholdt sig. Da Olaf kom til Viken, lod han flittigt spørge derom, men alt, hvad han tilsidst erfoer, var, at Knut skulde være i England og havde store Udrustninger fore, i den Hensigt at bekrige Norge. Da han saaledes ej nøje vidste, hvor han skulde møde Knut, og hans Hær var saa stor, at han ikke uden megen Ulempe kunde opholde sig paa eet Sted, hvorover ogsaa Ledingsmændene knurrede, besluttede han, kun at beholde den meest udsøgte Deel af Hæren hos sig, tilligemed alle Lendermændene, men sende de øvrige hjem. Hans Flaade bestod dog endnu af 60 store Skibe, og med den drog han ned til Sjæland, hvor han begyndte at herje vidt og bredt. Paa samme Tid herjede Kong Anund paa Skaane, ligeledes med en Flaade af 480 Skibe. Han og Olaf mødtes, og de forkyndte offentligt saavel for deres egne Tropper, som for de Indfødde, at det var deres Hensigt at underkaste sig Landet. Mange skulle ogsaa have været tvungne til at gaa dem til Haande. Ulf Jarl gjorde ingen Modstand, men drog med Hardeknut til Jylland og opbød der en Hær og Flaade, for, som de han sagde, at værge dette Landskab mod de forbundne Konger, hvilke han imidlertid lod skalte og valte i Sjæland og Skaane, som de vilde. Aabenbart at forene sig med dem vovede han vel ikke nu, siden Knut var kommen tilbage til England og hvert Øjeblik ventedes med en Hær. Han foretrak at antage en tvetydig Stilling, hvorved han, om det behøvedes, kunde give sig Udseende af at have villet varetage Knuts Interesser, medens han dog vistnok nærmest tænkte, i Hardeknuts Navn at bruge den samlede Hær mod Knut og til sin egen Fordeel[8].

Imidlertid havde. Knut samlet en stor Hær og Flaade, med hvilken han ufortøvet drog fra England til Danmark. Haakon Jarl fulgte ham som Medanfører; og desforuden Erling Skjalgssøn, Thore Hund og flere af de frafaldne Nordmænd. Hans Skibe udmerkede sig ved deres overordentlige Størrelse og store Pragt; saaledes styrede han selv et Drageskib paa 60 Rum, Haakon Jarl et andet, paa 40 Rum; begge havde forgyldte Dragehoveder, og Sejlene vare stavede med blaat, rødt og grønt[9]. Alle de øvrige Skibe vare malede ovenfor Vandgangen, og den hele Færd saare prægtig. Sighvat Skald har beskrevet den i sin Knutsdraapa, efter al Rimelighed som Øjevidne. Han var nemlig Aaret i Forvejen dragen paa en Handelsrejse til Nordmandie, hvor han tilbragte Vintren, og kom just samme Sommer fra Rouen til England, som Knut foretog sine Udrustninger, og havde nedlagt Forbud mod at noget Kjøbmandskib maatte forlade England, førend Udrustningen var tilendebragt. Sighvat, der gjerne vilde hjem, henvendte sig personligt til Knut om Tilladelse dertil: det varede en Tid, inden han blev indladt, men Knut negtede ham dog ikke Tilladelsen. Ved at see Knuts store Udrustninger dulgte han ikke sine bange Anelser om at de vilde bringe Olaf Fare, maaskee Død, og han kvad endog om at Haakon Jarl heller burde see til at forlige Olaf med de gamle Bønder, end opirre Gemytterne endnu mere. Det synes imidlertid, som om Sighvat ikke kom afsted fra England, førend samtidigt med Knut, eller endog efter hans Afrejse, thi uagtet det heder, at han strax ved sin Ankomst til Norge opsøgte Kong Olaf, traf han ham dog ikke, førend efter at han var vendt tilbage fra Toget til Danmark. Sighvat har derfor sandsynligviis gjort Følge med Knut paa Rejsen fra England, og den Beskrivelse, han har givet over hans Fart, er derfor saa meget mere paalidelig. „Vestenfra“, siger han, „skred det prægtige Skib, som bar Ædhelreds Overvinder; gunstig Medbør fyldte de blaa Sejl paa Fyrsternes Drager ved Raaen, og da Kjølerne kom vestenfra; styrede de over de brusende Bølger til Limfjorden“[10]. Her laa ogsaa Ulf Jarl og Hardeknut, men, som man af Beretningen kan see, paa et andet Sted end det, hvor Knut landede. Det synes som om Ulf hidtil nærede et Haab om, at den Hær, han havde samlet, eller i det mindste en stor Deel deraf, vilde forblive hos ham; i dette Haab lod han gjennem Dronning Emma, der ledsagede sin Mand, aabne Underhandlinger med Knut i Hardeknuts Navn, og tilbyde Bøder, hvis der var skeet noget som mishagede Kongen. Men Knut svarede, at han vidste altfor vel, at det ej var Barnet Hardeknut, til hvem han her havde at holde sig, og fordrede først og fremst en ubetinget Underkastelse. Og ved Efterretningen om Knuts Ankomst flokkede hele den samlede danske Hær sig til ham, saa at Ulf og hans Tilhængere stode alene. Da saa Jarlen ingen anden Udvej, end enten at overgive sig paa Naade og Unaade, eller at forlade Landet. Dette vilde han nødigt, og lod derfor efter alles eenstemmige Raad Hardeknut rejse til sin Fader Knut for ledt falde ham til Fode og bede ham om Tilgivelse. Med Hardeknut sendte han sin egen Søn Sven, der var af samme Alder, for hos sin Morbroder Kongen at bede om Naade for sin Fader og tilbyde sig selv som Gissel paa hans Vegne. Da Hardeknut havde kastet sig for Knuts Fødder og lagt det kongelige Segl paa hans Knæ som Tegn paa, at han frasagde sig Kongenavnet, tilgav Knut ham, tog ham ved Haanden, og fatte ham i det samme Sæde, han forhen havde indtaget. Men Ulf Jarl lod han hilse, at han først skulde samle en Hær og Skibe, og bringe ham dem, saa kunde man siden nærmere tale om Forlig. Jarlen gav sig ogsaa strax i Færd dermed. Det synes noget uforsigtigt af Knut, at han, efter hvad der havde fundet Sted, tillod Ulf at vedblive i Udøvelsen af faa stor Myndighed; men sandsynligviis har han heller ikke paa sin Side vovet at bryde aabenbart med ham, saa lange Fienden var i Landet[11].

Kongerne Olaf og Anund fortsatte imidlertid deres Herjetog, idet de overalt søgte at faa Folket til at hylde dem. Der fortælles at Olaf nær var bleven overrasket af Knut, da han just i hiint Øjemed holdt et Ting med Indbyggerne paa Sjæland, hvorhen han havde begivet sig med et eneste Skib, medens hans Flaade laa ved nogle Øer, maaskee Amager eller Saltholmen. En gammel Mand traadte frem og svarede ham meget venligt, og han havde de bedste Forhaabninger om at opnaa sin Hensigt, da et Iilbud fra Stranden bragte den Efterretning, at en Deel store Skibe nærmede sig. Olaf blev ængstelig, men Oldingen beroligede ham med det Foregivende, at det kun vare Kjøbmandsskibe. Dog strax efter kom der et nyt Bud om at en Flaade var i Opsejling, og da nu Olaf sendte en paalidelig Mand til Stranden for at undersøge, hvorledes det forholdt sig, fik han den Besked, at det virkelig var en stor Krigsflaade, som kom sejlende. Den gamle Mand negtede det heller ikke, idet han sagde at man af hine Skibes Besætning kunde kjøbe Danmark med Staalet[12]. Olaf maatte skynde sig bort saa hurtigt som muligt, og undgik med Nød og neppe at falde i Knuts Hænder. Knut sejlede ind i Havnen[13], uden at forfølge ham, da hans egne Folk vare trætte og trængte til Hvile. Olaf og Anund, som vidste at Knuts Hær var meget større end deres, og som vel derfor heller ikke torde vove sig igjennem Øresund, hvilket Knut nu beherskede, styrede, stedse herjende, øster forbi Skaanes Kyst i den Hensigt at naa den svenske Grændse[14]. Da de kom til Helge-Aa[15], lagde de op i den. Her hørte de, at Knut fulgte efter dem og besluttede derfor at oppebie ham her, hvor der var bedst Anledning til at berede ham en varm Modtagelse. I denne Hensigt lod Olaf den Indsø, hvorfra Helgeaaen løber ud, og ved hvilken Staden Christianstad nu ligger, tilstoppe i Udløbet ved en Dæmning af Torv og Træ, og tillige ved Diger og Grave forene med andre Smaasøer, saa at den steg højt over sine Bredder; i Elvelejet lod han derimod styrte en Mængde fældte Trær. Imidlertid passede Kong Anund paa Flaaden. En Aften meldte hans Spejdere, at Knuts Flaade nærmede sig, og ikke havde langt til Land. Da lod Anund blæse til Strid, Tjeldingerne bleve nedtagne, Mandskabet væbnede sig, og man roede efter hans Befaling ud af Havnen, og lagde sig strax østenfor Indløbet, hvor Skibene sammenføjedes og ordnedes til Striden. Det var imidlertid for sildigt om Aftenen til at begynde noget Slag, og Knut, som saa, at den fiendtlige Flaade havde rømmet Havnen for ham, lagde derfor ind med sine Skibe. Hans Flaade var saa stor, at heldigviis ikke alle Skibene fik Rum i Havnen, men den største Deel laa ude paa Havet. Imidlertid sendte Anund et Iilbud til Kong Olaf om at Knut var kommen. Strax lod han Dæmningen gjennembryde, og skyndte sig derpaa om Natten ned til sine Skibe. Den følgende Morgen, da det var tyst, befandt en Mængde af Knuts Folk sig oppe paa Land, hvor de samtalede og fornøjede sig. Men med eet, inden de vidste Ordet af, kom en umaadelig Vandmasse fossende ned, oversvømmede Bredderne, og drev store Trær mod Skibene, der lede stor Skade. De som stode paa Land, og mange af dem, som befandt sig paa Skibene, druknede. Alle, som kunde komme til, kappede Landtougene, og Skibene dreve i den største Forvirring ud efter Aaen. Den store Drage, paa hvilken Kong Knut befandt sig, drev med Strømmen lige hen til Kongernes Flaade, hvor den omringedes og blev angreben fra alle Kanter. Men da Skibet var meget højere end de fiendtlige Skibe, og forsynet med en talrig og stridbar Besætning, forsvarede det sig, indtil Ulf Jarl, der nu fandt bedst Regning ved at understøtte Knut, lagde til og begyndte en Kamp. Knuts øvrige Skibe, af hvilke mange havde ligget udenfor Aaen, og derved undgaaet Ødelæggelsen, samlede sig nu ogsaa om ham, og Olaf og Anund merkede at der for Øjeblikket intet mere var at udrette, men at de maatte lade sig nøje med den Fordeel, de allerede havde erhvervet. Selv havde de ingen Folk mistet, Knut derimod en stor Mængde. Men de skjønnede, at dersom de forbleve længer der, og biede indtil Knut fik sin store Flaade samlet, vilde et Nederlag være dem vist. De besluttede derfor at drage østover, og saaledes endtes dette merkelige Slag[16]. Begge Parter tilskreve sig Sejren, der dog egentlig maatte siges at tilkomme Knut, for saa vidt han beholdt Valpladsen, om end hans Folketab var betydeligt. Ulfs Forhold under Slaget maa ganske vist have været heel tvetydigt. Det synes næsten, som om han en Stund var uvirksom Tilskuer, indtil han ved at see, at Kongernes Plan kun halvt var lykkets, og at Knut tilsidst vilde beholde Overmagten, tog det sikreste Parti, nemlig at give sig Mine af Hengivenhed for ham, og komme ham til Hjelp. Men Knut lod sig ikke skuffe derved, som det siden viste sig.

De forbundne Konger styrede nu, som de havde besluttet, østefter langs den svenske Kyst, og lagde om Aftenen ind i en Havn, ved Navn Barvik, der ej kan have været langt fra det nuværende Karlskrona[17]. Her laa Kongerne om Natten. Sviarne vare imidlertid blevne kjede af den langvarige Leding, og en stor Deel af dem sneg sig derfor bort i Mørket, og drog østover, for saa snart som muligt at komme hjem. Da det blev lyst om Morgenen, og Kong Anund merkede denne store Afgang, lod han blæse til Huusthing, og hele Hæren gik paa Land. Her forestillede han Kong Olaf, at da de med den store Flaade, som de om Sommeren havde haft, alene havde vundet en Deel Bytte, men intet Stykke Land, var der ingen Rimelighed for, at de nu, med saa meget mindre Styrke, kunde udføre nogen Bedrift, hvorved de vilde indlægge sig Hæder; han selv havde om Sommeren haft halvfjerdehundrede (480) Skibe, og af dem var der nu kun hundrede (120) tilbage. Disse med de 60, som Kong Olaf havde, vare ikke tilstrækkelige til at modstaa Knuts Overmagt. Han foreslog derfor Olaf at følge ham hjem til Sverige, og tage Vinterophold i hans Rige og paa hans Bekostning, hvis han ikke foretrak at drage til Lands gjennem Sverige hjem til Norge. Olaf takkede ham for Tilbudet, men meente dog, at ligesom han selv fra først af havde haft halvfjerdehundrede Skibe, men fundet sig bedst tjent med alene at beholde 60 af de bedst udrustede og bemandede, saaledes antog han at det ogsaa var den bedste Deel af den svenske Flaade, der var bleven tilbage, og at man med denne samlede Styrke nok kunde ligge ude den hele Vinter paa de gamle Hærkongers Viis. Knut vilde da enten forfølge dem, i hvilket Tilfælde de kunde trække sig tilbage østefter, og vilde da snart faa Forstærkning, eller han vilde vende om og lægge ind i Havn, i hvilket Tilfælde ogsaa hans Ledingsfolk snart vilde længes hjem og adsprede sig: naar man da angreb ham, vilde der være Udsigt til at overvinde ham. Dette Forslag fandt Bifald, og der blev efter Olafs Raad sendt Speidere for at erfare, hvad Knut tog sig for. Denne havde ligeledes paa sin Side ladet holde Øje med de forbundne Kongers Bevægelser. Da han erfarede, at en stor Deel af deres Flaade var dragen bort, og at der saaledes ingen Rimelighed var for, at de vilde oppebie noget nyt Slag, fandt han det ufornødent at forfølge dem, men vendte tilbage til Sjæland, og lod sin Flaade lægge sig i Øresund, deels ved den sjælandske, deels ved den skaanske Kyst, medens han selv med et stort Følge Dagen før Mikkelsmesse (altsaa den 28de September) drog op til Roskilde, hvor Ulf Jarl modtog ham med et prægtigt Gjestebud, som om der intet Uvenskab havde været imellem dem, medens Kongen derimod ved sin Taushed og Uvenlighed tydeligt nok lagde for Dagen, at han ikke betragtede deres Mellemværende som afgjort. Og endnu samme Aften fik han Anledning nok til at tage Hevn over ham for hvad han tidligere havde forbrudt. Ulf foreslog ham nemlig et Parti Skat, spe at bringe ham i bedre Lune; men under Spillet kom Knut til at gjøre et Fejltræk, hvorved han blottede en Springer, som Ulf derfor tog fra ham: Knut vilde gjøre Trækket om, men Jarlen vilde ikke tillade dette, og glemte sig i sin Hidsighed saaledes, at han stedte Brettet om, stod op, og gik bort. Da sagde Kongen: „Render du nu, Ulf den rage (d. e. frygtsomme)?“ Jarlen vendte sig i Døren og sagde: „Længere vilde nu nok have rendt i Helgeaa, om du havde kunnet, og da kaldte du mig ikke Ulf den rage, da jeg lagde til for at hjelpe dig, medens Sviarne bankede eder som Hunde“. Den følgende Morgen (29de Septbr.), da Kongen stod op og klædte sig, sendte han sin Skosvend hen for at dræbe Ulf. Han vendte tilbage med uforrettet Sag, fordi Jarlen var gaaet i Lucii-Kirken. Da bød Kongen Nordmanden Ivar hvile, Haakon Ladejarls Dattersøn, der opholdt sig hos ham som hans Hirdmand og tilbragte Natten i samme Værelse, at gaa ind i Kirken og nedlægge Jarlen. Ivar havde ikke saa mange Betænkeligheder som Skosvenden; uden Hensyn til Kirkegriden gik han ind, sandt Jarlen i Choret, og gjennemborede ham. Presterne ved Kirken lode den strax tillukke, men aabnede den dog igjen paa Kongens Befaling at de skulde lukke den op og holde Messe: imidlertid maatte Kongen for dette Brud paa Kirkegriden skjøde betydelige Ejendomme til Kirken, og han forlod strax efter Roskilde og begav sig tilbage til sine Skibe, med hvilke han blev liggende i Øresund langt ud paa Høsten[18].

Da Kongerne Olaf og Anund fik høre, at Knut havde lagt sig i Øresund med sin Hær, holdt de atter Huusthing for at raadslaa. Olaf sagde at det var gaaet aldeles som han gjettede, nemlig at Knut ikke længe vilde blive liggende i Helgeaa, og at det derfor nu alene kom an paa at være udholdende og tilbringe Høsten ombord paa Skibene, for at ogsaa den anden Deel af hans Gjetning skulde gaa i Opfyldelse, nemlig at Knuts Flaade for en stor Deel vilde opløse sig, og han selv kun beholde et ubetydeligt Antal Skibe tilbage, hvormed han neppe vilde kunne modstaa et Angreb af den forenede norsk-svenske Hær. Men Sviarne vægrede sig aldeles ved at oppebie Frosten og Vintren, om end Nordmændene havde Lyst dertil. Disse, sagde de, kjendte ikke til, hvilke Islag der ofte kunde danne sig paa den svenske Kyst, saa at ikke sjælden hele Havet frøs. Selv vilde de nu hjem og ikke længer ligge ude. De talte saa heftigt i Munden paa hinanden, og viste sig saa utaalmodige, at Kong Anund ikke vovede andet end at give efter, og virkelig drog bort med hele sin Flaade. Olaf blev en Tidlang liggende tilbage, idet han oftere havde Sammenkomster og Raadslagninger med sine fornemste Høvdinger, om hvad der under disse Omstændigheder var at gjøre. Hans Stilling var mislig nok. Han befandt sig langt fra sit Rige,.hvor Stemningen ingenlunde var ham god, og hvor Udsendinger fra Knut allerede bearbejdede Folket, medens Vejen derhen var sperret for hans Flaade. Endogsaa i den Hær, der omgav ham, indfandt der sig hemmelige Udsendinger fra Knut, der gave sig i Tale med mange, tilbøde dem Penge og gave dem de bedste Løfter i Knuts Navn, og søgte paa alle Maader at forlede dem til Frafald, hvilket ogsaa for en stor Deel lykkedes, skjønt de, der saaledes havde ladet sig forføre, endnu ikke aabenbart lagde deres Sindelag for Dagen, men indskrænkede sig til, under de Raadslagninger, der holdtes, at sige snart et, snart et andet, og modsætte sig de af Olaf og hans paalidelige Venner fremsatte Forslag, saa at man ikke kunde komme til nogen Enighed. En Nat hændte det sig, at alle de Fanger, som man havde gjort paa det sidste Krigstog, bleve slupne løs af Vestgoten Tove Valgøtssøn og Islændingen Egil Sidu-Hallssøn, den sidste af de fire Gisler, der endnu opholdt sig hos Kongen og havde gjort Følge med ham paa Toget. De skulde den Nat passe paa Fangerne, der holdtes bundne oppe i Land, og Tove ynkedes, som det fortælles, saaledes over at høre deres Jammer og Klage, at han overtalte Egil til i Forening med ham at skære deres Baand over og lade dem slippe bort. Herover blev Kongen, som venteligt var, meget opbragt, og ikke mindre Hæren; han havde nær ladet dem begge dræbe. Dog sparede han deres Liv, især da Tove lovede at bringe sin hedenske Fader Valgøt til Kongen for at han kunde blive døbt, hvilket ogsaa skede. Da Tove siden nævnes som en af Olafs troeste Tilhængere, kan man vel ej antage at Forræderi her var med i Spillet, men Sagen i sig selv maatte lige fuldt være Kongen meget ubehagelig[19]. Den fremskyndede maaskee hans Beslutning, at drage bort. Flere af hans Mænd raadede ham nu til at benytte den første gode Vind, og sejle ud gjennem Øresund, da Danerne, som de sagde, neppe vilde vove at angribe ham. Men Kongen lod Olaf Tryggvessøns Exempel være sig en Advarsel, og da han vidste, at der i Knuts Hær vare mange Nordmænd, mistænkte han, og visselig med Rette, dem af hans egne Mænd, der gave ham hiint Raad, for hemmeligen at staa i Ledtog med Knut. Han forkyndte derfor den Beslutning, at han vilde drage over Land gjennem Gautland til Norge; og at de som vilde følge ham, maatte gjøre sig rejsefærdige. Skibene med alle deres Forraad, som de ej kunde medtage, vilde han sende øster til en svensk Havn, hvor de kunde være under Sviakongens Varetægt. Den mene, som vægrede sig ved at følge Kongen, var Haarek af Thjøtta, der sagde at han var for gammel og tungfør, og for lidet vant ved at gaa, til at drage til Fods til Norge, og heller ikke gjerne lod sit Skib i Stikken. Olaf sagde at han gjerne skulde lade ham bære, om han blot vilde følge med dem, men forgjæves; Haarek havde nu engang bestemt sig til at drage til Vands, og det vilde han, om faa Knut laa med nok saa mange Hærskibe i Øresund. Olaf maatte lade ham have sin Vilje, og sendte sine Mænd afsted med de øvrige Stive øster til Kalmar, hvor de bleve satte paa Land, og Redskab og Forraadene forsonede. Derpaa tiltraadte han Vandringen gjennem Sverige. Hans Mænd bare sine Gangklæder og Vaaben paa sig; de øvrige Klæder og Løsøre førtes i Kløv paa de Heste, de kunde faa. Vejen gik gjennem Smaaland og Vestergautland ned til Viken, og nord efter Viken til Sarpsborg. Kongen drog stille og fredeligt frem, og paa hele Vejen gjennem Sverige viste Indbyggerne ham den venligste Hjelpsomhed. I Sarpsborg indrettede han sig til Vintersæde, og gav de fleste af den forsamlede Hær Hjemlov,i idet han kun beholdt enkelte Lendermænd hos sig, efter som det syntes ham tjenligst. Blandt dem vare alle Arnessønnerne, der stode i størst Anseelse hos Kongen. Hvad Kalf angaar, da kan Kongen dog ikke have haft synderlig Tillid til ham, men har vel helst ønsket at have ham tinder Opsigt. Det samme kunde ej have været afvejen med Haarek, men denne var nu allerede sin egen Herre. Da han paa sin Hjemrejse kom til Øresund, lod han Sejlet, Masten og Vindfløjen tage ned, Skibet ovenfor Vandgangen indhylle med graa Tjeld, og satte nogle af sine Mænd til at ro for og agter, medens de øvrige fik Befaling at sætte sig saa lavt nede som muligt. Knuts Udkiksmænd, der saa det uanselige, mastløse, kun ved svag Retning fremdrevne og tilsyneladende svært ladte Skib, troede at det var en Salt- eller Silde-Skude, og ændsede det ikke. Men da Haarek vel var kommen ud af Øresund og forbi Flaaden, lod han Masten sætte op med forgyldt Fløj, og det snehvide Sejl, med blaa og røde Slaver, hejse. Knuts Mænd troede nu at det var Olaf selv, som sejlede der; men Knut sagde at Olaf var meget for klog til at han med et eneste Skib skulde ville vove sig igjennem den fiendtlige Flaade; og at dette snarere var Haarek i Thjøtta eller en anden saadan Mand. Derfor, siges der, har man antaget for vist, at Knut vidste god Besked om Haareks Færd, og at han ej havde ladet ham slippe saa fredeligt igjennem, hvis der ikke tidligere var gaaet venskabelige Budsendinger imellem dem, hvilket ogsaa af de følgende Begivenheder bekræftede sig. Haarek fortsatte Rejsen og kom i god Behold til sit Hjem i Thjøtta. At han ikke strax sluttede sig til Knut, kom formodentlig deraf, at han endnu havde endeel at udrette hjemme i Haalogaland, saaledes som det nedenfor vil sees[20].

  1. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 144. Snorre, Cap. 158. Fagrsk., Cap. 113.
  2. ↑ Saxo, S. 516, 517.
  3. ↑ Se ovf. S. 672.
  4. ↑ Se ovf. S. 66, 97, 109.
  5. ↑ Se Chron. Sax. ved 1025, tilligemed Henrik af Huntingdon, S. 757, hvor det heder at Knut kæmpede mod Ulf og Eilif, se ovf. S. 682. Sagen bekræftes ogsaa af den Omstændighed, at Haakon af Stangeby skal have faaet hiint Jordegods i Skaane, thi sandsynligviis have hans Efterkommere paa Saxos Tid ejet Gaarden, og vedligeholdt Traditionen om Gaven.
  6. ↑ Ved visundr, Tydsk „Wisent“, forstode vore Forfædre Bison- eller Pukkel-Oxen.
  7. ↑ Om dette Brev, der meddeles af Ingulf, Florents og Viljam af Malmsbury, se ovfr. S. 683,684. Brevets Egthed er vistnok ikke hævet over enhver Tvivl, men dets Indhold synes dog i alle Fald at grunde sig paa sikre Efterretninger; det kan ikke være yngre end Ingulfs Tid (c. 1090), og hvad det nævner om Knuts Sammentref med Pave Johannes, Kejser Konrad og Kong Rudolf i Rom under Paasken, stemmer godt med Wippos Beretning. At Knut i Brevet kalde sig Danernes, Nordmændenes og en Deel af „Sviarnes“ Konge, er i sin Orden, da han, som vi have seet, gjorde Fordring paa Norges Trone; „Svaverne“ er snarere Slaverne eller Venderne, end Sviarne. Om Knuts Romerrejse siger Fagrskinna, Cap. 17, at han tiltraadte den fra England og drog som Pilegrim, med Stav og Skreppe, men havde mange Heste med sig, kløvjede med Guld og Sølv, og dertil tog saa meget af Kejserens Gods, som han behøvede; at Kejseren selv mødte ham og fulgte ham til Rom, at han oprettede Hospitaler paa Vejen, gav Gods til hellige Stiftelser, og underholdt alle de Mænd, der paa deres Romerrejse trængte til Understøttelse, saa at de ej behøvede at tigge. Ingen Mand af den danske Tange, heder det, har faret med saadan Anseelse til Rom. Der anføres og et Par Vers af Sighvats Knutsdraapa, hvor det udtrykkeligt heder, at Knut drog til Rom med Stav i Haand, men at han ved Clus-Petrus, rimeligviis Clausen i Tyrol, afkortede Vejen, d. e. vel, at han derfra skyndte sig hjem, sandsynligviis paa Grund af de modtagne Efterretninger. Knuts øvrige Hændelser og Bedrifter paa denne Rejse tilhøre nærmest Danmarks og Englands Historie, se derom især Lappenberg, Gesch. Englands, I. S. 476, 477.
  8. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 141, 144, Snorre, Cap. 155, 158. Fagrskinna, Cap. 100, 113.
  9. ↑ Var Knuts Skib paa 60 Rum eller 120 Halvrum, maa man, hvis Halvrummene her, som paa Ormen lange (se ovenfor S. 379) rummede 8 Mand, antage en Besætning af 960 Mand, eller henimod 1000; Besætningen paa Haakon Jarle Skib bliver 640, eller henimod 700. Dette viser, at Knuts Hær maa have været meget stor.
  10. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 142, 143, 157, Snorre, Cap. 156, 157, 170.
  11. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 144, Snorre, Cap. 158. Det er at formode, at Ulf Jarl og Hardeknut have ligget med deres Skibe i det indre af Limfjorden, nærmere Viborg, hvor Hardeknut var tagen til Konge, medens Knut derimod laa længer ude, maaskee ved Hals eller Aalborg. Ulf har saaledes været indestængt i Limfjorden, og dette har maaskee været en Grund mere til at han ikke vovede at gjøre Knut aabenbar Modstand. At Knut paa sin Side vistnok havde ønsket at kunne tage Ulf strax af Dage, viser den Omstændighed, at han siden lod ham aflive. Naar han derfor nu behandlede ham faa eftergivende, maa det have været fordi han endnu ikke vovede at bryde aldeles med ham. En anden Sag var det senere, da Knut var vendt tilbage til Sjæland efter at have overvundet sine Fiender.
  12. ↑ Dette fortælles af Saxo, S. 517, og klinger saa rimeligt, at der ikke er mindste Grund til at betvivle Troværdigheden deraf.
  13. ↑ Da det heder, at Olafs Skibe laa ved nogle Øer, der neppe kunne verre andre end Amager og Saltholm, eftersom Beretningen viser, at han ej kan have fjernet sig langt fra den skaanske Kyst og Anunds Flaade, maa man antage, at den Havn, i hvilken Knut løb ind, og i hvis Nærhed Olaf havde holdt sit Thing, var Kjøbenhavn, der i saa Fald her for første Gang omtales.
  14. ↑ At Olaf og Knut virkelig søgte at underkaste sig danske Landskaber, men forgjæves, viser Sighvats Ord i Knutsdraapa: „De tapre Fyrster formaaede ej paa deres Tog at underkaste sig Danmark; da lod Danernes Fiende skarpt herje Skaane“.
  15. ↑ Helgeaa, der er en kort, men bred Strøm, som forbinder en Række af Søer, hvoriblandt den store Helgesjø, ved hvilken Christianstad ligger, med Østersøen, var i hine Tider ikke langt fra den svenske Grændse, da Bleking paa den Tid endnu tilhørte Sverige. Dette viser sig deels deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 147, Snorre, Cap. 161, udtrykkelig siger at Olaf og Anund strax efter Slaget i Helgeaa sejlede øster langs Sviakongens Rige (hvortil altsaa Bleking maatte høre) og lagde ind i Barvik, der saaledes selv maa søges i Bleking, deels deraf at Cap. 155, Snorre, Cap. 155, fortæller at han fra Barvik lod sine Skibe bringe „øster til Kalmar“.
  16. ↑ Paa denne Maade beskrives Helgeaa-Slaget i Olaf d. hell. Saga, Cap. 145, 146, og hos Snorre, Cap. 159, 1600 Beskrivelsen synes at hidrøre fra et Øjevidne og bærer fuldkommen Troværdighedens Prag. Saxo derimod fortæller det anderledes(S. 518–520). Knut, siger han, hørte af Sjellandsfarerne, at Anund (Omundus) havde besat Skaane med en Landshær, Ulf Helgeaa med en Flaade. Derfor drog han selv mod Anund, men sendte en Flaade mod dem, der laa i Helgeaa. Han overvandt Anund i et stort Slag ved Stangebjerg. Ved Efterretningen herom vilde Flaadens Anførere ej staa tilbage for ham i Tapperhed, men besluttede at angribe Fienden. Denne havde besat en Ø i Elven, og for at komme til den byggede de fra en anden Ø en Dæmning til hiin over den mellemliggende Arm af Elven, der her udvider sig ligesom en Indsø. Ulf, der her optræder som den fiendtlige Anfører, bød sine Folk ikke forstyrre de Danske i Arbejdet, da de selv derved beredede sig Undergang, men kun siden, naar de gik over, at angribe dem med Kastespyd og Pile. Da Arbejdet var fremskredet, opstillede Ulf sine Folk i Slagorden paa den anden Side, som om han vilde formene Danerne Overgangen. Derover bleve disse saa hidsige paa at begynde Angrebet, at de i altfor store Masser stormede ud paa Broen, der brast under dem, hvorved de alle sammen ynkeligt druknede. Imidlertid begyndte Ulf at frygte for den sig nærmende Knuts Hevn, og besluttede derfor ved en List at frelse sig. Han lod om Natten sin Hær forlade de større Skibe og bragte den hemmelig over paa den anden Side. Da Knut om Morgenen angreb Skibene, merkede hans Folk, at de vare tomme. Kongen lod derpaa Indsøen undersøge, og de omkomnes Lig begrave ved Aasum. Ved denne Beskrivelse af Slaget er det først og fremst at merke, at Valpladsen henføres til et andet Sted, end i Sagaerne. Disse henlægge den yderst ude i Aaens Munding, saaledes at endog en Deel af Knuts Flaade ligger ude paa Havet. Saxo derimod taler om at Elven paa dette Sted udvider sig til en Sø; han lader Knut begrave sine faldne Krigeres Lig ved Hurum, der ligger ved den øvre, større Indsø, lige over for Christianstad, og lader ham i Forvejen overvinde Anund ved Stangebjerg, der ligger endnu længer mod Nordvest i Nærheden af Vinsløv i vestre Gyinge Hered. Ifølge Saxo maa altsaa Knut have gaaet i Land i Skaane, og sendt Flaaden fra sig omkring Falsterbo, medens han selv med en Landhær er marscheret tvers igjennem Skaane til Gyinge Hered, har der stødt paa Anund ved Stangebjerg, og er siden dragen sydøstefter til Helgesjø, hvor den fiendtlige Flaade imidlertid har bestaaet en Kamp med hans egen. Dette afviger ganske fra, hvad Sagaerne fortælle, og er tillige heel usandsynligt i Forhold til de øvrige Omstændigheder, thi de forenede Konger vilde vel neppe, naar de ventede Knuts overlegne Flaade, have vovet sig saa langt op i Landet med sine Skibe, som til Aasum. Her kan man dog rigtignok tænke sig en Forvexling af „Aahus“, der ligger ved Elvens Udløb i Havet, med „Aasum“ ved Helgesjø, og antage, at Saxo paa Grund deraf vilkaarligt har henført Scenen til den øvre Sø, og lempet Beskrivelsen derefter. Men vanskeligere bliver det med Slaget ved Stangebjerg, der umuligt synes ganske at kunne være opdigtet af Sagnfortællerne, medens det paa den anden Side ikke synes tænkeligt, at Anund skulde have fjernet sig saa langt fra Skibene, ligesom det ogsaa aldeles strider mod Sagaens Ord. Vi maa derfor her tage vor Tilflugt til den Gjetning, at Slaget ved Stangebjerg har været leveret ved en anden Lejlighed, som Sagaerne ikke omtale, fordi den ikke vedkom Norges Historie, og at Saxo urigtigt har sat det i Forbindelse med Slaget i Helgeaa. Der er nemlig intet, som hindrer os i at antage at Knut allerede tidligere, i 1025, har overvundet Anund paa et Herjetog, som denne fra Smaaland eller Bleking af har foretaget ind i Skaane. Om Vintren 1025–26 berejste Anund, som vi have seet, Vestergautland: han kan saaledes let have gjort et saadant Strejfetog ned igjennem Smaaland til Skaane, og der bestaaet en Kamp med Knut ved Stangebjerg, uden at derfor Sagaerne behøvede at omtale det. Dette giver os maaskee Nøglen til, hvorledes Henrik af Huntingdon og nogle senere Haandskrifter af Chron. Sax. virkelig, som vi ovenfor have nævnt, i 1025 kunne lade Knut drage til Danmark og kæmpe med de Svenske ved Helgeaa. Knut, heder det, drog til Danmark med en Flaade „til Holment“ ved Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf kom ham imøde med en meget stor Styrke baade til Lands og Vands fra Svithjod; Knut tabte mange Folk, og Sviarne beholdt Valpladsen. Denne Beretning grunder sig vel for en Deel paa en Forvexling med det store Slag 1027, men den vilde dog neppe være bleven henført til 1025, hvis der ikke virkelig ogsaa da havde fundet en Kamp Sted i Nærheden af Helgeaa, som siden er bleven forvexlet og sammenblandet med den anden. I den angliske Beretning om Slaget 1025 tales kun om Sviar, ikke om Nordmænd, der tales, ligesom hos Saxo, om „Holmen“ ved Helgeaa; der tales ligeledes baade om Landhær og Flaade, medens Sagaerne kun nævne om den sidste; Ulf nævnes som Sviarnes Anfører, ligesom hos Saxo, og naar Chron. Sax. ikke omtaler Slaget til Lands, der var fordeelagtigt for Knut, men kun Slaget til Søs, hvori han tabte, kan dette forklares derved at Krønikenotitsen kun holdt sig til det endelige Resultat, hvilket endog efter Saxo unegtelig var dette, at Knut, skjønt han sejrede til Lands, dog led et Nederlag til Søs. Af denne Grund har Chron. Sax. heller ikke nævnt Anund, men kun Ulf og Eglaf (Eilaf) Flaadens Anførere. Ved Ulf behøver man for øvrigt ikke her med Saxo at tænke paa Ulf Jarl, Knuts Svoger. Vi vide af Sagaerne, at den paa Grund af sit Venskab for Kong Olaf af Sviakongen Olaf Erikssøn forjagne og med Dronning Ingegerd til Rusland overflyttede Ragnvald Jarl havde to Sønner, Ulf og Eilif Jarl. Da der efter Olaf svenskes Død herskede den bedste Forstaaelse mellem det norske og svenske Hof, og saaledes den Grund, der gjorde Ragnvald Jarl forhadt ved det sidste, nu var ophørt, er intet rimeligere end at Ragnvalds unge Sønner – han selv var vel for gammel dertil – for en Tid vendte tilbage til Fædrelandet, og toge Tjeneste hos deres Frænde Anund. Deres Ravne „Ulf og Eilif“ stemme paa det merkeligste med Chron. Sax., „Ulf og Eglaf“. De kaldes heller ikke endnu-Jarler, medens derimod Godwine og andre Jarler nævnes med denne Titel. Anund har altsaa maaskee betroet dem Anførselen over Flaaden (snarest en i Hast sammenbragt Mængde af Baade) medens han selv har anført Landtropperne, men de have været heldigere end han. Og til denne Kamp sigter maaskee Knut i sit før omtalte Brev fra Rom 1027, hvor han fortæller, at hans Fiender gjerne vilde have berøvet ham Liv og Rige, men „at Gud havde gjort deres Tapperhed til intet“. Thi disse Ord hentyde unegtelig paa et Slag, som havde fundet Sted allerede før hans Udrejse fra Danmark. At Saxo har kunnet forvexle Ulf Ragnvaldssøn med Ulf Jarl, er ikke saa besynderligt, da Ulf virkelig stod paa en spendt Fod med Knut, jog han desuden ogsaa, som vi have seet, havde en Broder ved Navn Eilif. Men Saxo, som derhos forvexler dette Slag med Slaget i 1027, og dertil henlægger det til Tiden efter at Olaf var fordreven fra Norge, synes tillige sat forvexle; Ulf med Olaf, idet han gjør Ulf til Anfører af Flaaden, og lader det vare ved hans List, at Danerne druknede, ligesom maaskee og den Omstændighed, at Olaf efterlod fine Skibe, har foresvævet ham, hvor han lader Ulf i al Stilhed forlade Skibene med sine Mænd. Saxo er ikke ene om at forvexle Ulf og Olaf, thi ogsaa den legendariske Olafs Saga kalder den første Olaf Jarl, ikke Ulf. Og naar den lader Knuts Gesandtskab til Kong Anund, der, som vi have seet, afsendtes i 1025, treffe ham strax før Slaget i Helgeaa, ligger ogsaa heri en Antydning af, at enkelte have henført Helgeaa-Slaget til 1025. Hvis der virkelig, hvad vi efter det foranførte næsten maa antage for vist, fandt to Slag i eller ved Helgeaa Sted i en saa kort Tid, som mellem 1025 og 1027, kan man nok holde de gamle Sagnfortællere til Gode at de forvexlede og sammenblandede dem. At Sammenstød mellem Daner og Sviar oftere kunne have fundet Sted i hiin Egn, er sandsynligt formedelst dens Beliggenhed paa Grændsen. – Vi have dog ikke i Texten selv vovet at omtale mere end eet Slag, det historisk sikre i 1027, da Antagelsen af tvende kun hviler paa Gisning, og desuden det første Slag, mellem Knut og Anund, ikke strengt taget kan siges at vedkomme Norge, ligesom det heller ikke nævnes i Sagaerne. – Se svenske Chronister have for øvrigt grebet Saxos Beretning om Slaget ved Stangebjerg og henført den til Kong Emund slemme eller gamle, Anunds Efterfølger, under den Form, at Emund med en Herr angreb Skaane, men at Knut rike fra England sendte imod ham Ulf Sprakalegg, der slog og fældte ham ved en Bro, kaldet Stangapelle. Fants Scr. rer. Sv. I. S. 4. Denne Beretning, hvis Urimelighed endog fremgaar deraf, at Emund blev Konge først længe efter Knuts Død, og at Saxo heller ikke siger at Omund er falden, men kun overvældet (obrutus), gaar igjennem alle de senere svenske Krøniker, Riimkrøniken (S. 257), og fornemlig Ericus Olai (II. 56) som her især er forvirret, fordi han ogsaa gjennem den i svenske Riim parafraserede Olaf den helliges Saga kjender noget til de norske Beretninger. – Viljam af Malmsbury (Savile S. 74) rører Beretningen i Chron. Sax. om Slaget mod Ulf og Eglaf, og Henrik af Huntingdons, om Kampen med Venderne (se ovenfor S. 671) sammen, idet han lader Sveriges „Konger“, Ulf og Eiglaf underkaste sig ved Godwines Forestillinger.
  17. ↑ Barvik eller Bardvik, som det ogsaa skrives, have flere antaget for at være Baresund i Gryts Sogn i Hammerkinds Hered i Østergøtland, der danner Indløbet saavel til Norrkøping som til Søderkøping. Men da det siden (i Cap. 155, Snorre, Cap. 168) udtrykkeligt heder, at Olaf fra Barvik lod sine Skibe flytte „øster til Kalmar“, ligesom det ogsaa sees at have ligget omtrent en Dags Sejlads fra Helgeaa, maa det nødvendigviis søges omtrent midtvejs mellem denne og Kalmar, altsaa i det østlige Bleking. Strax vestenfor Karlskrona er der en Gaard ved Navn Baraakra ved en Vig; maaskee denne Vig er Barvik (se Munthes Anmærkning til Aalls Snorre, I. S. 308).
  18. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 149–151. Snorre, Cap. 162–163. Fagrskinna, Cap. 114, 115. Her nævnes ikke Ivar hvite, kun en „Ridder“ som Ulfs Drabsmand. Her henlægges ogsaa Hardeknuts Underkastelse til Tiden efter Ulfs Drab. Knut, heder det, sendte Bud efter Hardeknut og Sven Ulfssøn, af hvilke den første faldt ham til Fode, udleverede ham Indseglet, og svor ham en Ed selv 12te, at han ikke skulde holde Danmark uden som et Len at Faderen, med Titel af Underkonge. Om Sven staar derimod intet andet, end at han lange opholdt sig i Sverige og nød stor Anseelse, fordi Olaf svenske, Anunds Fader, var hans Morbroder. Da det er langt sandsynligere, hvad Olafssagaen fortæller, at Hardeknuts Underkastelse skede før Ulfs Drab, og da det ikke engang er rimeligt at hans Søn Sven efter Drabet skulde have villet opholde sig hos Knut, eller begive sig til ham, om han end sendte Bud efter ham, ligesom Fagrsk. heller ikke veed om nogen Forhandling mellem Knut og Sven sat fortælle, men strax efter lader ham „opholde sig i Sverige“; bliver det saa gode som aabenbart, at Sven ved Faderens Død har taget Flugten til Sverige, for at søge Beskyttelse hos sine Mødrenefrænder; han maa endog efter sin Mormoder Sigrid have haft Besiddelser i Sverige, nemlig en Deel af den saakaldte Sigridlev, hvoraf meget i det 13de Aarhundrede tilhørte hans Ætling Valdemar II, se dennes Jordebog i Langebeks Scr. rer. Dan. VII. S. 529. I Harald Sig. Saga, Cap. 26, staar ogsaa, at da Magnus den gode efter Hardeknuts Død var bleven Konge i Danmark, kom Sven Ulfssøn til ham fra Gautland: det siges udtrykkeligt at han havde opholdt sig hos Anund og ingen Erstatning havde faaet af Knut den mægtige for Faderens Død, hvilket neppe kan forstaaes anderledes end at Sven efter Ulfs Drab havde flygtet til Sverige. Ogsaa Mag. Adam (II. 71) fortæller at Sven Ulfssøn i 12 Aar opholdt sig i Krigstjeneste hos Anund (altsaa maaskee fra 1027–39) og derfra rejste til England. Saxo, S. 524, fortæller Anledningen til Ulfs Drab saaledes, at han ved et Gilde i Roskilde i Drukkenskab sang Smædeviser over Knuts Uheld i Helgeaa, og at Kongen derfor lod ham dræbe, dog ej i Kirken, men ved Bordet.
  19. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 153. Snorre, Cap. 165. Beretningen er, egentlig legendarisk, og fortælles vidtløftigt saavel i den leg. Saga, Cap. 53–55, som i Flatøbogen (Fornm. S. V. S. 321); det heder at Olaf siden helbredede Egil for en Hjerte-Sygdom; Valgaut (ogsaa kaldet Valgard) gjøres til Jarl, og Begivenheden sættes i Forbindelse med en, som det synes, aldeles uhjemlet og urigtig Fortælling om et Fredsmøde, Olaf skulde have aftalt i Limfjorden med Knut, men hvor denne udeblev, og hvor Olaf fik saa tydelige Beviser paa at Knut vilde svige ham, at han besluttede at herje, tage alle femtenaarige og derover til Fange, og plyndre saa meget Gods som muligt. Disse Fanger skulde da Egil og Tove siden have sat paa fri Fod. Sagnet er aabenbart vedligeholdt i Egil Sidu-Hallssøns Æt; der tales ogsaa om at Egil havde sin Kone Thorlaug og Datter Thorgerd med sig, om hvilken sidste Kong Olaf sagde at hun var bestemt til en stor Lykke: her sigtes til, at hun siden blev Moder til den hellige Biskop Jon. Ligeledes nævnes Egils Søn, der efter hans Ven blev kaldet Kone, og dennes Datter Thordis. Naar det legendariske fraregnes, er der i sig selv intet urimeligt i selve Beretningen om Fangernes Løsladelse. At den fremskyndede Kongens Afrejse, siges temmelig tydeligt i Fornm. S. S. 323.
  20. ↑ Olaf den helt. Saga, Cap. 155, 156. Snorre, Cap. 168, 169. Fagrskinna, Cap 104, 102. Den leg. Saga, Cap. 66, 67. Fagrskinna lader Olaf selv begive sig til Kalmar med sin Flaade for der at oppebie at Danehæren skulde adsplittes, men desuagtet senere forlade Skibene i Barvik og derfra drage over Østergøtland, Smaaland og Vestergøtland til Viken. Den leg. Saga nævner ikke Kalmar, men lader dog Olaf fra „Bardvik“ begive sig, som det i den ældste Kodex heder, „gjennem Gautland, Smaaland og derpaa det vestre (Gautland) ned i Viken“. Herefter skulde det altsaa virkelig synes, som om Bardvik laa østenfor Kalmar, men det kan umuligt forliges med de øvrige Beretninger om Kongens Rejse, allermindst med den, at begge Konger endnu samme Dag, da de forlode Helgeaa, om Aftenen skulde have naaet Barvik.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/75&oldid=85796»