Det norske Folks Historie/2/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Vaaren kom, gjorde Olaf ſig rede til at drage fra Throndhjem i Spidſen for en Krigshær, han imidlertid havde ladet ſamle. Med denne Udruſtning havde han ej alene til Henſigt at være rede til at modtage Knut, om han vilde angribe Norge; men han agtede ogſaa, i Forening med Sviakongen, at forekomme Knut, og angribe Danmark, medens han endnu var langt borte. Dertil var Tiden ſaa meget mere belejlig, ſom Knuts Statholder, Ulf Jarl, havde benyttet ſig af hans Fraværelſe til at gjøre et Forſøg paa at løsrive ſig. Den egentlige Sammenhæng hermed angives noget forſkjelligt. I vore Sagaer heder det, at Ulf Jarl en Høſt, efter al Sandſynlighed Hoften 1025, rejſte over til England, hvor han og Dronning Emma aftalte den Plan, han ſiden udførte. Dronningen ſkal i Forening med Ulf have ladet et Brev opſætte i Kongens Navn til de fornemſte Høvdinger i Danmark, hvori det hed at Kong Knut bød dem tage hans Søn Hardeknut til Konge paa Viborg Thing, og ſværge ham Troſkabs-Ed; Brevet ſkal være blevet forſynet med det kongelige Segl, hvilket Dronningen ved Liſt ſkal have faaet fat paa. Da Knut ſiden havde forladt Danmark, ſkal Ulf have tilſtevnet et almindeligt Thing for hele Danmark i Viborg. Her ſkal han have ſagt, at ſaavel han, ſom mange andre Høvdinger havde foreſtillet Knut, hvor misligt det var for de danſke Mænd at ſidde uden Konger; at de forrige Danekonger havde fuldkommen nøjet ſig med at beherſke Danmark alene, ja at der endog var en Tid, da der herſkede flere Konger paa een Gang, men at Faren ved at være uden Konge nu var ſaa meget ſtørre, ſom man med det førſte kunde vente Ufred af Norges og Sveriges Konger. Kong Knut havde da, ſom han foregav, erkjendt Rigtigheden heraf, og derfor ved Afſkeden fra ham givet ham ſin Vilje tilkjende, at Hardeknut ſkulde tages til Konge over Danevældet. Til yderligere Bekræftelſe herpaa ſkal Ulf have ladet Brevet oplæſe, og ſom en Følge deraf ſkal Hardeknut være tagen til Konge, dog ſaaledes at Ulf blev den egentlige Regent[1]. Ifølge Saxo ſkal Knut have indſat ſin Syſter Æſtrid, ſom efter hans Beretning da endnu ikke var gift med Ulf, til at ſtyre Danmark i hans Fraværelſe, og Ulf, ſom var misundelig paa Knut, ſkal de under Paaſkud af at ville treffe kraftige Anſtalter for at jage de Svenſke bort fra Skaane, ſom de hvert Øjeblik anfaldt, have udvirket at Kongen medgav ham fra England et Brev, hvori Æſtrid fik den Befaling, ufortøvet at efterkomme, hvad Ulf forlangte. Han ſkal nu have forlangt, at hun ſkulde egte ham, hvilket hun heller ikke vovede at negte. Paa denne Maade, ſiges der, „tilſneg han ſig dette Egteſkab, og begav ſig ſiden af Frygt for Knuts Hevn over til Sverige, hvor han gjorde fælles Sag med Rigets Fiender, og foreſlog Anund og Olaf at angribe, hiin Skaane til Lands, denne Sjæland til Vands, idet han ogſaa ſelv kom med en Flaade fra Sverige. Men Bonden Haakon af Stangeby, Kongens tro Tilhænger, ſkal have ſkyndt ſig over til England, og underrettet Knut om den truende Fare, hvorfor Kongen lønnede K ham med tvende Bols Jord i Skaane[2]“. Hvad der her fortælles om Ulfs Giftermaal med Æſtrid er baade i og for ſig uſandſynligt, og ſtrider desuden mod Tidsregningen, da vi have ſeet, at Ulf allerede maa have været gift før 10l8, i hvilket Aar hans Søn Sven efter al Sandſynlighed var ſød. Men man erfarer dog ogſaa heraf,fat Ulf ved et forfalſket eller idetmindſte i ſvigagtig Henſigt erhvervet Brev tilvendte ſig Herredømmet i Danmark. Det var maaſkee ikke udelukkende Herſkeſyge, der beſtemte Ulf til denne Handling. At Høvdingerne i Danmark vare misfornøjede med Knuts Fraværelſe, ſaaledes ſom han ſelv ſagde paa Viborg Thing, uden at de tilſtedeværende modſagde ham, kan neppe betvivles. Knut havde gjort England til ſit fornemſte Land, og Erobringen af England, for hvilken Danerne havde ofret Liv og Blod, havde ſaaledes kun baaret.den Frugt, at Danmark var England underdanigt, ikke omvendt[3]. Ulf, Styrbjørns og Thyres Sønneſøn, havde desuden ej alene nedarvede Fordringer paa Danmarks Trone, men ſom Herre til Jomsborg og ſom misfornøjet Tronprætendent var han ſelvſkreven Repræſentant for det national-danſke Parti, hvis Tilværelſe lige ſiden Gorm den gamles og Harald Gormsſøns Tid er umiskjendelig, hvis Kjerne engang dannedes af Jomsvikingerne, eller rettere af de ſkaanſke og bornholmſke Høvdinge-Ætter, og ſom altid ſynes at have ſtaaet i en, ſnart ſterkere, ſnart ſvagere, Oppoſition mod de reen-nordiſke eller nordiſk-danſke Konger af Lodbroks Æt, undtagen naar de, ſom Tilfældet var med Harald Gormsſøn, ſelv ſøgte ſin Støtte idet nationale Parti[4]. At Ulf Jarl under disſe Omſtændigheder indlod ſig i Forbindelſe med de forbundne Konger, af hvilke Sviakongen endog var nær beſlægtet med ham, er ſaa rimeligt, at vi endog maatte antage det, om det end ikke udtrykkeligen berettedes af Saxo og bekræftedes af de engelſke Annaliſter, der ſynes at have faaet baade denne og andre Beretninger om Begivenhederne under Kong Knuts Regjering fra danſke eller norſke Kilder[5]. Det ſynes ligefrem at følge af Omſtændighederne, at Olafs og Anunds Tog mod Danmark er ſkeet efter Ulf Jarls Opfordring, da det ellers næſten ikke er rimeligt, at i det mindſte Olaf under de daværende, for ham ſelv temmelig mislige, Forhold ſkulde have vovet at begynde nogen Angrebskrig.

Olaf drog ſaaledes om Vaaren 1027 ud fra Throndhjem med en anſeelig Flaade, der efterhaanden forøgedes. Ved Agdenes mødte han efter Aftale den Ledingsſtyrke, Finn Arnesſøn havde ſamlet i Haalogaland. Fra Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre flokkede der ſig ligeledes Ledingsſkibe om ham. Alle Lendermændene fra den nordlige Deel af Landet, paa Einar Thambarſkelve nær, fulgte ham; men Einar var ſom vi have ſeet, heller ikke virkelig Lendermand paa denne Tid. Det er allerede ovenfor omtalt, at blandt de haalogalandſke Lendermænd var ogſaa Haarek i Thjøtta, der her traf ſin Fiende Aasmund Grankellsſøn, ſaa at Kongen maatte megle Forlig mellem dem. Paa denne Maade have vel flere dødelige Fiender mødt hin anden for at ſtride under Kongens Banner, og mange af dem have vel der for heller ikke været ſtort at lide paa. Rejſen ſydefter maa have gaaet noget langſomt, idet man paa forſkjellige Steder oppebiede Ledingstropperne. Navnligen var dette Tilfældet paa Søndmøre, hvor Kongen, ſom det udtrykkeligt heder, laa længe i Herederne for at vente paa ſine Folk. Herfra var det, at han ſendte Karl den mørſke til Færøerne, ſom det ovenfor er omtalt. Da han kom ſøndenfor Stad, eller til Fjordefylke, ſamlede endnu flere Folk ſig til ham fra Herederne. Men da han kom til Hordaland, fik han høre at Erling Skjalgsſøn var dragen af Landet med mange Folk og fire eller fem Skibe, hvoriblandt den ſtore Skejd, ſom han ſelv ſtyrede, og tre Tyveſesſer, der ſtyredes af hans Sønner, og at han havde taget Vejen til England for at begive ſig til Kong Knut. Hvor vidt Olaf fik Tropper i nogen betydelig Mængde fra Hørdaland og Rogaland, ſiges ikke; det fortælles kun, at han, da han drog øſter langs med Landet, havde en meget ſtor Flaade, nemlig halvfjerdehundrede (480) Skibe. Selv ſtyrede han et meget ſtort Skib, ſom han havde ladet bygge Vintren forud, og givet Navnet Viſunden, fordi det ſom Forſtavnsſmykke havde et forgyldt Viſundehoved[6].

Olaf kom neppe til Viken, førend den meſte Deel af Vaaren og en Deel af Sommeren var gaaet hen. Knut var imidlertid kommen tilbage fra Rom til England. Han havde paa ſin Rejſe med rund Haand uddeelt Gaver, for at viſe ſin Magt og Rigdom, og overalt havde han mødt ſtor Udmerkelſe. Ved ſin Indflydelſe hos Paven og Kejſeren havde han ſkaffet ſaavel ſine Erkebiſkopper Nedſættelſe i de overvættes Summer, der fordredes af dem i Betaling for Pallium, ſom ſine øvrige Underſaatter, der droge til Rom, Sikkerhed og Fred for alle Ubehageligheder og Udſugelſer ved Rejſen gjennem Alpepasſene. Han havde ogſaa rinder Paaſkefeſten været tilſtede ved Kejſer Konrad den 2dens Kroning. Det var, ſom han ſelv ſkrev i et Brev, hvilket han kort efter ſendte forud til England, hans Henſigt at rejſe lige tilbage til Danmark ad ſamme Vej, han drog ud derfra, for efter Danernes Raad at ſlutte Fred og komme til Forlig med de Folk, der, om det havde været muligt, og Gud ikke havde gjort deres Tapperhed til intet, vilde have berøvet ham baade Liv og Rige[7]. Dette ſigter enten til en allerede tidligere ſtedfunden Kamp, eller til at han endnu i Rom maa have faaet noget Nys enten om Ulfs eller de forbundne Kongers Foretagender. Da vi, trods hans udtrykkelige Ord i dette Brev, ſee ham opholde ſig i England og der udruſte en Hær, førend han drog til Danmark, er det tydeligt, at han paa Rejſen til Damnark, rimeligviis medens han opholdt ſig i Flandern, maa have faaet ſaadanne Efterretninger om Sagernes betænkelige Stilling i Danmark, at han har forandret ſin Beſtemmelſe, og ſkyndt ſig til England, for der i Haſt at bringe en Hær paa Benene, og med den drage over til Danmark. Det var ſandſynligviis den før omtalte Haakon af Stangeby, der bragte denne Efterretning. Man maa derfor i Norge og Sverige en Tidlang ikke have været ganſke vis paa, hvor Knut opholdt ſig. Da Olaf kom til Viken, lod han flittigt ſpørge derom, men alt, hvad han tilſidſt erfoer, var, at Knut ſkulde være i England og havde ſtore Udruſtninger fore, i den Henſigt at bekrige Norge. Da han ſaaledes ej nøje vidſte, hvor han ſkulde møde Knut, og hans Hær var ſaa ſtor, at han ikke uden megen Ulempe kunde opholde ſig paa eet Sted, hvorover ogſaa Ledingsmændene knurrede, beſluttede han, kun at beholde den meeſt udſøgte Deel af Hæren hos ſig, tilligemed alle Lendermændene, men ſende de øvrige hjem. Hans Flaade beſtod dog endnu af 60 ſtore Skibe, og med den drog han ned til Sjæland, hvor han begyndte at herje vidt og bredt. Paa ſamme Tid herjede Kong Anund paa Skaane, ligeledes med en Flaade af 480 Skibe. Han og Olaf mødtes, og de forkyndte offentligt ſaavel for deres egne Tropper, ſom for de Indfødde, at det var deres Henſigt at underkaſte ſig Landet. Mange ſkulle ogſaa have været tvungne til at gaa dem til Haande. Ulf Jarl gjorde ingen Modſtand, men drog med Hardeknut til Jylland og opbød der en Hær og Flaade, for, ſom de han ſagde, at værge dette Landſkab mod de forbundne Konger, hvilke han imidlertid lod ſkalte og valte i Sjæland og Skaane, ſom de vilde. Aabenbart at forene ſig med dem vovede han vel ikke nu, ſiden Knut var kommen tilbage til England og hvert Øjeblik ventedes med en Hær. Han foretrak at antage en tvetydig Stilling, hvorved han, om det behøvedes, kunde give ſig Udſeende af at have villet varetage Knuts Interesſer, medens han dog viſtnok nærmeſt tænkte, i Hardeknuts Navn at bruge den ſamlede Hær mod Knut og til ſin egen Fordeel[8].

Imidlertid havde. Knut ſamlet en ſtor Hær og Flaade, med hvilken han ufortøvet drog fra England til Danmark. Haakon Jarl fulgte ham ſom Medanfører; og desforuden Erling Skjalgsſøn, Thore Hund og flere af de frafaldne Nordmænd. Hans Skibe udmerkede ſig ved deres overordentlige Størrelſe og ſtore Pragt; ſaaledes ſtyrede han ſelv et Drageſkib paa 60 Rum, Haakon Jarl et andet, paa 40 Rum; begge havde forgyldte Dragehoveder, og Sejlene vare ſtavede med blaat, rødt og grønt[9]. Alle de øvrige Skibe vare malede ovenfor Vandgangen, og den hele Færd ſaare prægtig. Sighvat Skald har beſkrevet den i ſin Knutsdraapa, efter al Rimelighed ſom Øjevidne. Han var nemlig Aaret i Forvejen dragen paa en Handelsrejſe til Nordmandie, hvor han tilbragte Vintren, og kom juſt ſamme Sommer fra Rouen til England, ſom Knut foretog ſine Udruſtninger, og havde nedlagt Forbud mod at noget Kjøbmandſkib maatte forlade England, førend Udruſtningen var tilendebragt. Sighvat, der gjerne vilde hjem, henvendte ſig perſonligt til Knut om Tilladelſe dertil: det varede en Tid, inden han blev indladt, men Knut negtede ham dog ikke Tilladelſen. Ved at ſee Knuts ſtore Udruſtninger dulgte han ikke ſine bange Anelſer om at de vilde bringe Olaf Fare, maaſkee Død, og han kvad endog om at Haakon Jarl heller burde ſee til at forlige Olaf med de gamle Bønder, end opirre Gemytterne endnu mere. Det ſynes imidlertid, ſom om Sighvat ikke kom afſted fra England, førend ſamtidigt med Knut, eller endog efter hans Afrejſe, thi uagtet det heder, at han ſtrax ved ſin Ankomſt til Norge opſøgte Kong Olaf, traf han ham dog ikke, førend efter at han var vendt tilbage fra Toget til Danmark. Sighvat har derfor ſandſynligviis gjort Følge med Knut paa Rejſen fra England, og den Beſkrivelſe, han har givet over hans Fart, er derfor ſaa meget mere paalidelig. „Veſtenfra“, ſiger han, „ſkred det prægtige Skib, ſom bar Ædhelreds Overvinder; gunſtig Medbør fyldte de blaa Sejl paa Fyrſternes Drager ved Raaen, og da Kjølerne kom veſtenfra; ſtyrede de over de bruſende Bølger til Limfjorden“[10]. Her laa ogſaa Ulf Jarl og Hardeknut, men, ſom man af Beretningen kan ſee, paa et andet Sted end det, hvor Knut landede. Det ſynes ſom om Ulf hidtil nærede et Haab om, at den Hær, han havde ſamlet, eller i det mindſte en ſtor Deel deraf, vilde forblive hos ham; i dette Haab lod han gjennem Dronning Emma, der ledſagede ſin Mand, aabne Underhandlinger med Knut i Hardeknuts Navn, og tilbyde Bøder, hvis der var ſkeet noget ſom mishagede Kongen. Men Knut ſvarede, at han vidſte altfor vel, at det ej var Barnet Hardeknut, til hvem han her havde at holde ſig, og fordrede førſt og fremſt en ubetinget Underkaſtelſe. Og ved Efterretningen om Knuts Ankomſt flokkede hele den ſamlede danſke Hær ſig til ham, ſaa at Ulf og hans Tilhængere ſtode alene. Da ſaa Jarlen ingen anden Udvej, end enten at overgive ſig paa Naade og Unaade, eller at forlade Landet. Dette vilde han nødigt, og lod derfor efter alles eenſtemmige Raad Hardeknut rejſe til ſin Fader Knut for ledt falde ham til Fode og bede ham om Tilgivelſe. Med Hardeknut ſendte han ſin egen Søn Sven, der var af ſamme Alder, for hos ſin Morbroder Kongen at bede om Naade for ſin Fader og tilbyde ſig ſelv ſom Gisſel paa hans Vegne. Da Hardeknut havde kaſtet ſig for Knuts Fødder og lagt det kongelige Segl paa hans Knæ ſom Tegn paa, at han fraſagde ſig Kongenavnet, tilgav Knut ham, tog ham ved Haanden, og fatte ham i det ſamme Sæde, han forhen havde indtaget. Men Ulf Jarl lod han hilſe, at han førſt ſkulde ſamle en Hær og Skibe, og bringe ham dem, ſaa kunde man ſiden nærmere tale om Forlig. Jarlen gav ſig ogſaa ſtrax i Færd dermed. Det ſynes noget uforſigtigt af Knut, at han, efter hvad der havde fundet Sted, tillod Ulf at vedblive i Udøvelſen af faa ſtor Myndighed; men ſandſynligviis har han heller ikke paa ſin Side vovet at bryde aabenbart med ham, ſaa lange Fienden var i Landet[11].

Kongerne Olaf og Anund fortſatte imidlertid deres Herjetog, idet de overalt ſøgte at faa Folket til at hylde dem. Der fortælles at Olaf nær var bleven overraſket af Knut, da han juſt i hiint Øjemed holdt et Ting med Indbyggerne paa Sjæland, hvorhen han havde begivet ſig med et eneſte Skib, medens hans Flaade laa ved nogle Øer, maaſkee Amager eller Saltholmen. En gammel Mand traadte frem og ſvarede ham meget venligt, og han havde de bedſte Forhaabninger om at opnaa ſin Henſigt, da et Iilbud fra Stranden bragte den Efterretning, at en Deel ſtore Skibe nærmede ſig. Olaf blev ængſtelig, men Oldingen beroligede ham med det Foregivende, at det kun vare Kjøbmandsſkibe. Dog ſtrax efter kom der et nyt Bud om at en Flaade var i Opſejling, og da nu Olaf ſendte en paalidelig Mand til Stranden for at underſøge, hvorledes det forholdt ſig, fik han den Beſked, at det virkelig var en ſtor Krigsflaade, ſom kom ſejlende. Den gamle Mand negtede det heller ikke, idet han ſagde at man af hine Skibes Beſætning kunde kjøbe Danmark med Staalet[12]. Olaf maatte ſkynde ſig bort ſaa hurtigt ſom muligt, og undgik med Nød og neppe at falde i Knuts Hænder. Knut ſejlede ind i Havnen[13], uden at forfølge ham, da hans egne Folk vare trætte og trængte til Hvile. Olaf og Anund, ſom vidſte at Knuts Hær var meget ſtørre end deres, og ſom vel derfor heller ikke torde vove ſig igjennem Øreſund, hvilket Knut nu beherſkede, ſtyrede, ſtedſe herjende, øſter forbi Skaanes Kyſt i den Henſigt at naa den ſvenſke Grændſe[14]. Da de kom til Helge-Aa[15], lagde de op i den. Her hørte de, at Knut fulgte efter dem og beſluttede derfor at oppebie ham her, hvor der var bedſt Anledning til at berede ham en varm Modtagelſe. I denne Henſigt lod Olaf den Indſø, hvorfra Helgeaaen løber ud, og ved hvilken Staden Chriſtianſtad nu ligger, tilſtoppe i Udløbet ved en Dæmning af Torv og Træ, og tillige ved Diger og Grave forene med andre Smaaſøer, ſaa at den ſteg højt over ſine Bredder; i Elvelejet lod han derimod ſtyrte en Mængde fældte Trær. Imidlertid pasſede Kong Anund paa Flaaden. En Aften meldte hans Spejdere, at Knuts Flaade nærmede ſig, og ikke havde langt til Land. Da lod Anund blæſe til Strid, Tjeldingerne bleve nedtagne, Mandſkabet væbnede ſig, og man roede efter hans Befaling ud af Havnen, og lagde ſig ſtrax øſtenfor Indløbet, hvor Skibene ſammenføjedes og ordnedes til Striden. Det var imidlertid for ſildigt om Aftenen til at begynde noget Slag, og Knut, ſom ſaa, at den fiendtlige Flaade havde rømmet Havnen for ham, lagde derfor ind med ſine Skibe. Hans Flaade var ſaa ſtor, at heldigviis ikke alle Skibene fik Rum i Havnen, men den ſtørſte Deel laa ude paa Havet. Imidlertid ſendte Anund et Iilbud til Kong Olaf om at Knut var kommen. Strax lod han Dæmningen gjennembryde, og ſkyndte ſig derpaa om Natten ned til ſine Skibe. Den følgende Morgen, da det var tyſt, befandt en Mængde af Knuts Folk ſig oppe paa Land, hvor de ſamtalede og fornøjede ſig. Men med eet, inden de vidſte Ordet af, kom en umaadelig Vandmasſe fosſende ned, overſvømmede Bredderne, og drev ſtore Trær mod Skibene, der lede ſtor Skade. De ſom ſtode paa Land, og mange af dem, ſom befandt ſig paa Skibene, druknede. Alle, ſom kunde komme til, kappede Landtougene, og Skibene dreve i den ſtørſte Forvirring ud efter Aaen. Den ſtore Drage, paa hvilken Kong Knut befandt ſig, drev med Strømmen lige hen til Kongernes Flaade, hvor den omringedes og blev angreben fra alle Kanter. Men da Skibet var meget højere end de fiendtlige Skibe, og forſynet med en talrig og ſtridbar Beſætning, forſvarede det ſig, indtil Ulf Jarl, der nu fandt bedſt Regning ved at underſtøtte Knut, lagde til og begyndte en Kamp. Knuts øvrige Skibe, af hvilke mange havde ligget udenfor Aaen, og derved undgaaet Ødelæggelſen, ſamlede ſig nu ogſaa om ham, og Olaf og Anund merkede at der for Øjeblikket intet mere var at udrette, men at de maatte lade ſig nøje med den Fordeel, de allerede havde erhvervet. Selv havde de ingen Folk miſtet, Knut derimod en ſtor Mængde. Men de ſkjønnede, at derſom de forbleve længer der, og biede indtil Knut fik ſin ſtore Flaade ſamlet, vilde et Nederlag være dem viſt. De beſluttede derfor at drage øſtover, og ſaaledes endtes dette merkelige Slag[16]. Begge Parter tilſkreve ſig Sejren, der dog egentlig maatte ſiges at tilkomme Knut, for ſaa vidt han beholdt Valpladſen, om end hans Folketab var betydeligt. Ulfs Forhold under Slaget maa ganſke viſt have været heel tvetydigt. Det ſynes næſten, ſom om han en Stund var uvirkſom Tilſkuer, indtil han ved at ſee, at Kongernes Plan kun halvt var lykkets, og at Knut tilſidſt vilde beholde Overmagten, tog det ſikreſte Parti, nemlig at give ſig Mine af Hengivenhed for ham, og komme ham til Hjelp. Men Knut lod ſig ikke ſkuffe derved, ſom det ſiden viſte ſig.

De forbundne Konger ſtyrede nu, ſom de havde beſluttet, øſtefter langs den ſvenſke Kyſt, og lagde om Aftenen ind i en Havn, ved Navn Barvik, der ej kan have været langt fra det nuværende Karlskrona[17]. Her laa Kongerne om Natten. Sviarne vare imidlertid blevne kjede af den langvarige Leding, og en ſtor Deel af dem ſneg ſig derfor bort i Mørket, og drog øſtover, for ſaa ſnart ſom muligt at komme hjem. Da det blev lyſt om Morgenen, og Kong Anund merkede denne ſtore Afgang, lod han blæſe til Huusthing, og hele Hæren gik paa Land. Her foreſtillede han Kong Olaf, at da de med den ſtore Flaade, ſom de om Sommeren havde haft, alene havde vundet en Deel Bytte, men intet Stykke Land, var der ingen Rimelighed for, at de nu, med ſaa meget mindre Styrke, kunde udføre nogen Bedrift, hvorved de vilde indlægge ſig Hæder; han ſelv havde om Sommeren haft halvfjerdehundrede (480) Skibe, og af dem var der nu kun hundrede (120) tilbage. Disſe med de 60, ſom Kong Olaf havde, vare ikke tilſtrækkelige til at modſtaa Knuts Overmagt. Han foreſlog derfor Olaf at følge ham hjem til Sverige, og tage Vinterophold i hans Rige og paa hans Bekoſtning, hvis han ikke foretrak at drage til Lands gjennem Sverige hjem til Norge. Olaf takkede ham for Tilbudet, men meente dog, at ligeſom han ſelv fra førſt af havde haft halvfjerdehundrede Skibe, men fundet ſig bedſt tjent med alene at beholde 60 af de bedſt udruſtede og bemandede, ſaaledes antog han at det ogſaa var den bedſte Deel af den ſvenſke Flaade, der var bleven tilbage, og at man med denne ſamlede Styrke nok kunde ligge ude den hele Vinter paa de gamle Hærkongers Viis. Knut vilde da enten forfølge dem, i hvilket Tilfælde de kunde trække ſig tilbage øſtefter, og vilde da ſnart faa Forſtærkning, eller han vilde vende om og lægge ind i Havn, i hvilket Tilfælde ogſaa hans Ledingsfolk ſnart vilde længes hjem og adſprede ſig: naar man da angreb ham, vilde der være Udſigt til at overvinde ham. Dette Forſlag fandt Bifald, og der blev efter Olafs Raad ſendt Speidere for at erfare, hvad Knut tog ſig for. Denne havde ligeledes paa ſin Side ladet holde Øje med de forbundne Kongers Bevægelſer. Da han erfarede, at en ſtor Deel af deres Flaade var dragen bort, og at der ſaaledes ingen Rimelighed var for, at de vilde oppebie noget nyt Slag, fandt han det ufornødent at forfølge dem, men vendte tilbage til Sjæland, og lod ſin Flaade lægge ſig i Øreſund, deels ved den ſjælandſke, deels ved den ſkaanſke Kyſt, medens han ſelv med et ſtort Følge Dagen før Mikkelsmesſe (altſaa den 28de September) drog op til Roskilde, hvor Ulf Jarl modtog ham med et prægtigt Gjeſtebud, ſom om der intet Uvenſkab havde været imellem dem, medens Kongen derimod ved ſin Taushed og Uvenlighed tydeligt nok lagde for Dagen, at han ikke betragtede deres Mellemværende ſom afgjort. Og endnu ſamme Aften fik han Anledning nok til at tage Hevn over ham for hvad han tidligere havde forbrudt. Ulf foreſlog ham nemlig et Parti Skat, ſpe at bringe ham i bedre Lune; men under Spillet kom Knut til at gjøre et Fejltræk, hvorved han blottede en Springer, ſom Ulf derfor tog fra ham: Knut vilde gjøre Trækket om, men Jarlen vilde ikke tillade dette, og glemte ſig i ſin Hidſighed ſaaledes, at han ſtedte Brettet om, ſtod op, og gik bort. Da ſagde Kongen: „Render du nu, Ulf den rage (d. e. frygtſomme)?“ Jarlen vendte ſig i Døren og ſagde: „Længere vilde nu nok have rendt i Helgeaa, om du havde kunnet, og da kaldte du mig ikke Ulf den rage, da jeg lagde til for at hjelpe dig, medens Sviarne bankede eder ſom Hunde“. Den følgende Morgen (29de Septbr.), da Kongen ſtod op og klædte ſig, ſendte han ſin Skoſvend hen for at dræbe Ulf. Han vendte tilbage med uforrettet Sag, fordi Jarlen var gaaet i Lucii-Kirken. Da bød Kongen Nordmanden Ivar hvile, Haakon Ladejarls Datterſøn, der opholdt ſig hos ham ſom hans Hirdmand og tilbragte Natten i ſamme Værelſe, at gaa ind i Kirken og nedlægge Jarlen. Ivar havde ikke ſaa mange Betænkeligheder ſom Skoſvenden; uden Henſyn til Kirkegriden gik han ind, ſandt Jarlen i Choret, og gjennemborede ham. Preſterne ved Kirken lode den ſtrax tillukke, men aabnede den dog igjen paa Kongens Befaling at de ſkulde lukke den op og holde Mesſe: imidlertid maatte Kongen for dette Brud paa Kirkegriden ſkjøde betydelige Ejendomme til Kirken, og han forlod ſtrax efter Roskilde og begav ſig tilbage til ſine Skibe, med hvilke han blev liggende i Øreſund langt ud paa Høſten[18].

Da Kongerne Olaf og Anund fik høre, at Knut havde lagt ſig i Øreſund med ſin Hær, holdt de atter Huusthing for at raadſlaa. Olaf ſagde at det var gaaet aldeles ſom han gjettede, nemlig at Knut ikke længe vilde blive liggende i Helgeaa, og at det derfor nu alene kom an paa at være udholdende og tilbringe Høſten ombord paa Skibene, for at ogſaa den anden Deel af hans Gjetning ſkulde gaa i Opfyldelſe, nemlig at Knuts Flaade for en ſtor Deel vilde opløſe ſig, og han ſelv kun beholde et ubetydeligt Antal Skibe tilbage, hvormed han neppe vilde kunne modſtaa et Angreb af den forenede norſk-ſvenſke Hær. Men Sviarne vægrede ſig aldeles ved at oppebie Froſten og Vintren, om end Nordmændene havde Lyſt dertil. Disſe, ſagde de, kjendte ikke til, hvilke Islag der ofte kunde danne ſig paa den ſvenſke Kyſt, ſaa at ikke ſjælden hele Havet frøs. Selv vilde de nu hjem og ikke længer ligge ude. De talte ſaa heftigt i Munden paa hinanden, og viſte ſig ſaa utaalmodige, at Kong Anund ikke vovede andet end at give efter, og virkelig drog bort med hele ſin Flaade. Olaf blev en Tidlang liggende tilbage, idet han oftere havde Sammenkomſter og Raadſlagninger med ſine fornemſte Høvdinger, om hvad der under disſe Omſtændigheder var at gjøre. Hans Stilling var mislig nok. Han befandt ſig langt fra ſit Rige,.hvor Stemningen ingenlunde var ham god, og hvor Udſendinger fra Knut allerede bearbejdede Folket, medens Vejen derhen var ſperret for hans Flaade. Endogſaa i den Hær, der omgav ham, indfandt der ſig hemmelige Udſendinger fra Knut, der gave ſig i Tale med mange, tilbøde dem Penge og gave dem de bedſte Løfter i Knuts Navn, og ſøgte paa alle Maader at forlede dem til Frafald, hvilket ogſaa for en ſtor Deel lykkedes, ſkjønt de, der ſaaledes havde ladet ſig forføre, endnu ikke aabenbart lagde deres Sindelag for Dagen, men indſkrænkede ſig til, under de Raadſlagninger, der holdtes, at ſige ſnart et, ſnart et andet, og modſætte ſig de af Olaf og hans paalidelige Venner fremſatte Forſlag, ſaa at man ikke kunde komme til nogen Enighed. En Nat hændte det ſig, at alle de Fanger, ſom man havde gjort paa det ſidſte Krigstog, bleve ſlupne løs af Veſtgoten Tove Valgøtsſøn og Islændingen Egil Sidu-Hallsſøn, den ſidſte af de fire Gisler, der endnu opholdt ſig hos Kongen og havde gjort Følge med ham paa Toget. De ſkulde den Nat pasſe paa Fangerne, der holdtes bundne oppe i Land, og Tove ynkedes, ſom det fortælles, ſaaledes over at høre deres Jammer og Klage, at han overtalte Egil til i Forening med ham at ſkære deres Baand over og lade dem ſlippe bort. Herover blev Kongen, ſom venteligt var, meget opbragt, og ikke mindre Hæren; han havde nær ladet dem begge dræbe. Dog ſparede han deres Liv, iſær da Tove lovede at bringe ſin hedenſke Fader Valgøt til Kongen for at han kunde blive døbt, hvilket ogſaa ſkede. Da Tove ſiden nævnes ſom en af Olafs troeſte Tilhængere, kan man vel ej antage at Forræderi her var med i Spillet, men Sagen i ſig ſelv maatte lige fuldt være Kongen meget ubehagelig[19]. Den fremſkyndede maaſkee hans Beſlutning, at drage bort. Flere af hans Mænd raadede ham nu til at benytte den førſte gode Vind, og ſejle ud gjennem Øreſund, da Danerne, ſom de ſagde, neppe vilde vove at angribe ham. Men Kongen lod Olaf Tryggvesſøns Exempel være ſig en Advarſel, og da han vidſte, at der i Knuts Hær vare mange Nordmænd, mistænkte han, og visſelig med Rette, dem af hans egne Mænd, der gave ham hiint Raad, for hemmeligen at ſtaa i Ledtog med Knut. Han forkyndte derfor den Beſlutning, at han vilde drage over Land gjennem Gautland til Norge; og at de ſom vilde følge ham, maatte gjøre ſig rejſefærdige. Skibene med alle deres Forraad, ſom de ej kunde medtage, vilde han ſende øſter til en ſvenſk Havn, hvor de kunde være under Sviakongens Varetægt. Den mene, ſom vægrede ſig ved at følge Kongen, var Haarek af Thjøtta, der ſagde at han var for gammel og tungfør, og for lidet vant ved at gaa, til at drage til Fods til Norge, og heller ikke gjerne lod ſit Skib i Stikken. Olaf ſagde at han gjerne ſkulde lade ham bære, om han blot vilde følge med dem, men forgjæves; Haarek havde nu engang beſtemt ſig til at drage til Vands, og det vilde han, om faa Knut laa med nok ſaa mange Hærſkibe i Øreſund. Olaf maatte lade ham have ſin Vilje, og ſendte ſine Mænd afſted med de øvrige Stive øſter til Kalmar, hvor de bleve ſatte paa Land, og Redſkab og Forraadene forſonede. Derpaa tiltraadte han Vandringen gjennem Sverige. Hans Mænd bare ſine Gangklæder og Vaaben paa ſig; de øvrige Klæder og Løsøre førtes i Kløv paa de Heſte, de kunde faa. Vejen gik gjennem Smaaland og Veſtergautland ned til Viken, og nord efter Viken til Sarpsborg. Kongen drog ſtille og fredeligt frem, og paa hele Vejen gjennem Sverige viſte Indbyggerne ham den venligſte Hjelpſomhed. I Sarpsborg indrettede han ſig til Vinterſæde, og gav de fleſte af den forſamlede Hær Hjemlov,i idet han kun beholdt enkelte Lendermænd hos ſig, efter ſom det ſyntes ham tjenligſt. Blandt dem vare alle Arnesſønnerne, der ſtode i ſtørſt Anſeelſe hos Kongen. Hvad Kalf angaar, da kan Kongen dog ikke have haft ſynderlig Tillid til ham, men har vel helſt ønſket at have ham tinder Opſigt. Det ſamme kunde ej have været afvejen med Haarek, men denne var nu allerede ſin egen Herre. Da han paa ſin Hjemrejſe kom til Øreſund, lod han Sejlet, Maſten og Vindfløjen tage ned, Skibet ovenfor Vandgangen indhylle med graa Tjeld, og ſatte nogle af ſine Mænd til at ro for og agter, medens de øvrige fik Befaling at ſætte ſig ſaa lavt nede ſom muligt. Knuts Udkiksmænd, der ſaa det uanſelige, maſtløſe, kun ved ſvag Retning fremdrevne og tilſyneladende ſvært ladte Skib, troede at det var en Salt- eller Silde-Skude, og ændſede det ikke. Men da Haarek vel var kommen ud af Øreſund og forbi Flaaden, lod han Maſten ſætte op med forgyldt Fløj, og det ſnehvide Sejl, med blaa og røde Slaver, hejſe. Knuts Mænd troede nu at det var Olaf ſelv, ſom ſejlede der; men Knut ſagde at Olaf var meget for klog til at han med et eneſte Skib ſkulde ville vove ſig igjennem den fiendtlige Flaade; og at dette ſnarere var Haarek i Thjøtta eller en anden ſaadan Mand. Derfor, ſiges der, har man antaget for viſt, at Knut vidſte god Beſked om Haareks Færd, og at han ej havde ladet ham ſlippe ſaa fredeligt igjennem, hvis der ikke tidligere var gaaet venſkabelige Budſendinger imellem dem, hvilket ogſaa af de følgende Begivenheder bekræftede ſig. Haarek fortſatte Rejſen og kom i god Behold til ſit Hjem i Thjøtta. At han ikke ſtrax ſluttede ſig til Knut, kom formodentlig deraf, at han endnu havde endeel at udrette hjemme i Haalogaland, ſaaledes ſom det nedenfor vil ſees[20].

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 144. Snorre, Cap. 158. Fagrſk., Cap. 113.
  2. Saxo, S. 516, 517.
  3. Se ovf. S. 672.
  4. Se ovf. S. 66, 97, 109.
  5. Se Chron. Sax. ved 1025, tilligemed Henrik af Huntingdon, S. 757, hvor det heder at Knut kæmpede mod Ulf og Eilif, ſe ovf. S. 682. Sagen bekræftes ogſaa af den Omſtændighed, at Haakon af Stangeby ſkal have faaet hiint Jordegods i Skaane, thi ſandſynligviis have hans Efterkommere paa Saxos Tid ejet Gaarden, og vedligeholdt Traditionen om Gaven.
  6. Ved visundr, Tydſk „Wiſent“, forſtode vore Forfædre Biſon- eller Pukkel-Oxen.
  7. Om dette Brev, der meddeles af Ingulf, Florents og Viljam af Malmsbury, ſe ovfr. S. 683,684. Brevets Egthed er viſtnok ikke hævet over enhver Tvivl, men dets Indhold ſynes dog i alle Fald at grunde ſig paa ſikre Efterretninger; det kan ikke være yngre end Ingulfs Tid (c. 1090), og hvad det nævner om Knuts Sammentref med Pave Johannes, Kejſer Konrad og Kong Rudolf i Rom under Paaſken, ſtemmer godt med Wippos Beretning. At Knut i Brevet kalde ſig Danernes, Nordmændenes og en Deel af „Sviarnes“ Konge, er i ſin Orden, da han, ſom vi have ſeet, gjorde Fordring paa Norges Trone; „Svaverne“ er ſnarere Slaverne eller Venderne, end Sviarne. Om Knuts Romerrejſe ſiger Fagrſkinna, Cap. 17, at han tiltraadte den fra England og drog ſom Pilegrim, med Stav og Skreppe, men havde mange Heſte med ſig, kløvjede med Guld og Sølv, og dertil tog ſaa meget af Kejſerens Gods, ſom han behøvede; at Kejſeren ſelv mødte ham og fulgte ham til Rom, at han oprettede Hoſpitaler paa Vejen, gav Gods til hellige Stiftelſer, og underholdt alle de Mænd, der paa deres Romerrejſe trængte til Underſtøttelſe, ſaa at de ej behøvede at tigge. Ingen Mand af den danſke Tange, heder det, har faret med ſaadan Anſeelſe til Rom. Der anføres og et Par Vers af Sighvats Knutsdraapa, hvor det udtrykkeligt heder, at Knut drog til Rom med Stav i Haand, men at han ved Clus-Petrus, rimeligviis Clauſen i Tyrol, afkortede Vejen, d. e. vel, at han derfra ſkyndte ſig hjem, ſandſynligviis paa Grund af de modtagne Efterretninger. Knuts øvrige Hændelſer og Bedrifter paa denne Rejſe tilhøre nærmeſt Danmarks og Englands Hiſtorie, ſe derom iſær Lappenberg, Geſch. Englands, I. S. 476, 477.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 141, 144, Snorre, Cap. 155, 158. Fagrſkinna, Cap. 100, 113.
  9. Var Knuts Skib paa 60 Rum eller 120 Halvrum, maa man, hvis Halvrummene her, ſom paa Ormen lange (ſe ovenfor S. 379) rummede 8 Mand, antage en Beſætning af 960 Mand, eller henimod 1000; Beſætningen paa Haakon Jarle Skib bliver 640, eller henimod 700. Dette viſer, at Knuts Hær maa have været meget ſtor.
  10. Olaf den helliges Saga, Cap. 142, 143, 157, Snorre, Cap. 156, 157, 170.
  11. Olaf den helliges Saga, Cap. 144, Snorre, Cap. 158. Det er at formode, at Ulf Jarl og Hardeknut have ligget med deres Skibe i det indre af Limfjorden, nærmere Viborg, hvor Hardeknut var tagen til Konge, medens Knut derimod laa længer ude, maaſkee ved Hals eller Aalborg. Ulf har ſaaledes været indeſtængt i Limfjorden, og dette har maaſkee været en Grund mere til at han ikke vovede at gjøre Knut aabenbar Modſtand. At Knut paa ſin Side viſtnok havde ønſket at kunne tage Ulf ſtrax af Dage, viſer den Omſtændighed, at han ſiden lod ham aflive. Naar han derfor nu behandlede ham faa eftergivende, maa det have været fordi han endnu ikke vovede at bryde aldeles med ham. En anden Sag var det ſenere, da Knut var vendt tilbage til Sjæland efter at have overvundet ſine Fiender.
  12. Dette fortælles af Saxo, S. 517, og klinger ſaa rimeligt, at der ikke er mindſte Grund til at betvivle Troværdigheden deraf.
  13. Da det heder, at Olafs Skibe laa ved nogle Øer, der neppe kunne verre andre end Amager og Saltholm, efterſom Beretningen viſer, at han ej kan have fjernet ſig langt fra den ſkaanſke Kyſt og Anunds Flaade, maa man antage, at den Havn, i hvilken Knut løb ind, og i hvis Nærhed Olaf havde holdt ſit Thing, var Kjøbenhavn, der i ſaa Fald her for førſte Gang omtales.
  14. At Olaf og Knut virkelig ſøgte at underkaſte ſig danſke Landſkaber, men forgjæves, viſer Sighvats Ord i Knutsdraapa: „De tapre Fyrſter formaaede ej paa deres Tog at underkaſte ſig Danmark; da lod Danernes Fiende ſkarpt herje Skaane“.
  15. Helgeaa, der er en kort, men bred Strøm, ſom forbinder en Række af Søer, hvoriblandt den ſtore Helgeſjø, ved hvilken Chriſtianſtad ligger, med Øſterſøen, var i hine Tider ikke langt fra den ſvenſke Grændſe, da Bleking paa den Tid endnu tilhørte Sverige. Dette viſer ſig deels deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 147, Snorre, Cap. 161, udtrykkelig ſiger at Olaf og Anund ſtrax efter Slaget i Helgeaa ſejlede øſter langs Sviakongens Rige (hvortil altſaa Bleking maatte høre) og lagde ind i Barvik, der ſaaledes ſelv maa ſøges i Bleking, deels deraf at Cap. 155, Snorre, Cap. 155, fortæller at han fra Barvik lod ſine Skibe bringe „øſter til Kalmar“.
  16. Paa denne Maade beſkrives Helgeaa-Slaget i Olaf d. hell. Saga, Cap. 145, 146, og hos Snorre, Cap. 159, 1600 Beſkrivelſen ſynes at hidrøre fra et Øjevidne og bærer fuldkommen Troværdighedens Prag. Saxo derimod fortæller det anderledes(S. 518—520). Knut, ſiger han, hørte af Sjellandsfarerne, at Anund (Omundus) havde beſat Skaane med en Landshær, Ulf Helgeaa med en Flaade. Derfor drog han ſelv mod Anund, men ſendte en Flaade mod dem, der laa i Helgeaa. Han overvandt Anund i et ſtort Slag ved Stangebjerg. Ved Efterretningen herom vilde Flaadens Anførere ej ſtaa tilbage for ham i Tapperhed, men beſluttede at angribe Fienden. Denne havde beſat en Ø i Elven, og for at komme til den byggede de fra en anden Ø en Dæmning til hiin over den mellemliggende Arm af Elven, der her udvider ſig ligeſom en Indſø. Ulf, der her optræder ſom den fiendtlige Anfører, bød ſine Folk ikke forſtyrre de Danſke i Arbejdet, da de ſelv derved beredede ſig Undergang, men kun ſiden, naar de gik over, at angribe dem med Kaſteſpyd og Pile. Da Arbejdet var fremſkredet, opſtillede Ulf ſine Folk i Slagorden paa den anden Side, ſom om han vilde formene Danerne Overgangen. Derover bleve disſe ſaa hidſige paa at begynde Angrebet, at de i altfor ſtore Masſer ſtormede ud paa Broen, der braſt under dem, hvorved de alle ſammen ynkeligt druknede. Imidlertid begyndte Ulf at frygte for den ſig nærmende Knuts Hevn, og beſluttede derfor ved en Liſt at frelſe ſig. Han lod om Natten ſin Hær forlade de ſtørre Skibe og bragte den hemmelig over paa den anden Side. Da Knut om Morgenen angreb Skibene, merkede hans Folk, at de vare tomme. Kongen lod derpaa Indſøen underſøge, og de omkomnes Lig begrave ved Aaſum. Ved denne Beſkrivelſe af Slaget er det førſt og fremſt at merke, at Valpladſen henføres til et andet Sted, end i Sagaerne. Disſe henlægge den yderſt ude i Aaens Munding, ſaaledes at endog en Deel af Knuts Flaade ligger ude paa Havet. Saxo derimod taler om at Elven paa dette Sted udvider ſig til en Sø; han lader Knut begrave ſine faldne Krigeres Lig ved Hurum, der ligger ved den øvre, ſtørre Indſø, lige over for Chriſtianſtad, og lader ham i Forvejen overvinde Anund ved Stangebjerg, der ligger endnu længer mod Nordveſt i Nærheden af Vinsløv i veſtre Gyinge Hered. Ifølge Saxo maa altſaa Knut have gaaet i Land i Skaane, og ſendt Flaaden fra ſig omkring Falſterbo, medens han ſelv med en Landhær er marſcheret tvers igjennem Skaane til Gyinge Hered, har der ſtødt paa Anund ved Stangebjerg, og er ſiden dragen ſydøſtefter til Helgeſjø, hvor den fiendtlige Flaade imidlertid har beſtaaet en Kamp med hans egen. Dette afviger ganſke fra, hvad Sagaerne fortælle, og er tillige heel uſandſynligt i Forhold til de øvrige Omſtændigheder, thi de forenede Konger vilde vel neppe, naar de ventede Knuts overlegne Flaade, have vovet ſig ſaa langt op i Landet med ſine Skibe, ſom til Aaſum. Her kan man dog rigtignok tænke ſig en Forvexling af „Aahus“, der ligger ved Elvens Udløb i Havet, med „Aaſum“ ved Helgeſjø, og antage, at Saxo paa Grund deraf vilkaarligt har henført Scenen til den øvre Sø, og lempet Beſkrivelſen derefter. Men vanſkeligere bliver det med Slaget ved Stangebjerg, der umuligt ſynes ganſke at kunne være opdigtet af Sagnfortællerne, medens det paa den anden Side ikke ſynes tænkeligt, at Anund ſkulde have fjernet ſig ſaa langt fra Skibene, ligeſom det ogſaa aldeles ſtrider mod Sagaens Ord. Vi maa derfor her tage vor Tilflugt til den Gjetning, at Slaget ved Stangebjerg har været leveret ved en anden Lejlighed, ſom Sagaerne ikke omtale, fordi den ikke vedkom Norges Hiſtorie, og at Saxo urigtigt har ſat det i Forbindelſe med Slaget i Helgeaa. Der er nemlig intet, ſom hindrer os i at antage at Knut allerede tidligere, i 1025, har overvundet Anund paa et Herjetog, ſom denne fra Smaaland eller Bleking af har foretaget ind i Skaane. Om Vintren 1025—26 berejſte Anund, ſom vi have ſeet, Veſtergautland: han kan ſaaledes let have gjort et ſaadant Strejfetog ned igjennem Smaaland til Skaane, og der beſtaaet en Kamp med Knut ved Stangebjerg, uden at derfor Sagaerne behøvede at omtale det. Dette giver os maaſkee Nøglen til, hvorledes Henrik af Huntingdon og nogle ſenere Haandſkrifter af Chron. Sax. virkelig, ſom vi ovenfor have nævnt, i 1025 kunne lade Knut drage til Danmark og kæmpe med de Svenſke ved Helgeaa. Knut, heder det, drog til Danmark med en Flaade „til Holment“ ved Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf kom ham imøde med en meget ſtor Styrke baade til Lands og Vands fra Svithjod; Knut tabte mange Folk, og Sviarne beholdt Valpladſen. Denne Beretning grunder ſig vel for en Deel paa en Forvexling med det ſtore Slag 1027, men den vilde dog neppe være bleven henført til 1025, hvis der ikke virkelig ogſaa da havde fundet en Kamp Sted i Nærheden af Helgeaa, ſom ſiden er bleven forvexlet og ſammenblandet med den anden. I den angliſke Beretning om Slaget 1025 tales kun om Sviar, ikke om Nordmænd, der tales, ligeſom hos Saxo, om „Holmen“ ved Helgeaa; der tales ligeledes baade om Landhær og Flaade, medens Sagaerne kun nævne om den ſidſte; Ulf nævnes ſom Sviarnes Anfører, ligeſom hos Saxo, og naar Chron. Sax. ikke omtaler Slaget til Lands, der var fordeelagtigt for Knut, men kun Slaget til Søs, hvori han tabte, kan dette forklares derved at Krønikenotitſen kun holdt ſig til det endelige Reſultat, hvilket endog efter Saxo unegtelig var dette, at Knut, ſkjønt han ſejrede til Lands, dog led et Nederlag til Søs. Af denne Grund har Chron. Sax. heller ikke nævnt Anund, men kun Ulf og Eglaf (Eilaf) Flaadens Anførere. Ved Ulf behøver man for øvrigt ikke her med Saxo at tænke paa Ulf Jarl, Knuts Svoger. Vi vide af Sagaerne, at den paa Grund af ſit Venſkab for Kong Olaf af Sviakongen Olaf Eriksſøn forjagne og med Dronning Ingegerd til Rusland overflyttede Ragnvald Jarl havde to Sønner, Ulf og Eilif Jarl. Da der efter Olaf ſvenſkes Død herſkede den bedſte Forſtaaelſe mellem det norſke og ſvenſke Hof, og ſaaledes den Grund, der gjorde Ragnvald Jarl forhadt ved det ſidſte, nu var ophørt, er intet rimeligere end at Ragnvalds unge Sønner — han ſelv var vel for gammel dertil — for en Tid vendte tilbage til Fædrelandet, og toge Tjeneſte hos deres Frænde Anund. Deres Ravne „Ulf og Eilif“ ſtemme paa det merkeligſte med Chron. Sax., „Ulf og Eglaf“. De kaldes heller ikke endnu-Jarler, medens derimod Godwine og andre Jarler nævnes med denne Titel. Anund har altſaa maaſkee betroet dem Anførſelen over Flaaden (ſnareſt en i Haſt ſammenbragt Mængde af Baade) medens han ſelv har anført Landtropperne, men de have været heldigere end han. Og til denne Kamp ſigter maaſkee Knut i ſit før omtalte Brev fra Rom 1027, hvor han fortæller, at hans Fiender gjerne vilde have berøvet ham Liv og Rige, men „at Gud havde gjort deres Tapperhed til intet“. Thi disſe Ord hentyde unegtelig paa et Slag, ſom havde fundet Sted allerede før hans Udrejſe fra Danmark. At Saxo har kunnet forvexle Ulf Ragnvaldsſøn med Ulf Jarl, er ikke ſaa beſynderligt, da Ulf virkelig ſtod paa en ſpendt Fod med Knut, jog han desuden ogſaa, ſom vi have ſeet, havde en Broder ved Navn Eilif. Men Saxo, ſom derhos forvexler dette Slag med Slaget i 1027, og dertil henlægger det til Tiden efter at Olaf var fordreven fra Norge, ſynes tillige ſat forvexle; Ulf med Olaf, idet han gjør Ulf til Anfører af Flaaden, og lader det vare ved hans Liſt, at Danerne druknede, ligeſom maaſkee og den Omſtændighed, at Olaf efterlod fine Skibe, har foreſvævet ham, hvor han lader Ulf i al Stilhed forlade Skibene med ſine Mænd. Saxo er ikke ene om at forvexle Ulf og Olaf, thi ogſaa den legendariſke Olafs Saga kalder den førſte Olaf Jarl, ikke Ulf. Og naar den lader Knuts Geſandtſkab til Kong Anund, der, ſom vi have ſeet, afſendtes i 1025, treffe ham ſtrax før Slaget i Helgeaa, ligger ogſaa heri en Antydning af, at enkelte have henført Helgeaa-Slaget til 1025. Hvis der virkelig, hvad vi efter det foranførte næſten maa antage for viſt, fandt to Slag i eller ved Helgeaa Sted i en ſaa kort Tid, ſom mellem 1025 og 1027, kan man nok holde de gamle Sagnfortællere til Gode at de forvexlede og ſammenblandede dem. At Sammenſtød mellem Daner og Sviar oftere kunne have fundet Sted i hiin Egn, er ſandſynligt formedelſt dens Beliggenhed paa Grændſen. — Vi have dog ikke i Texten ſelv vovet at omtale mere end eet Slag, det hiſtoriſk ſikre i 1027, da Antagelſen af tvende kun hviler paa Gisning, og desuden det førſte Slag, mellem Knut og Anund, ikke ſtrengt taget kan ſiges at vedkomme Norge, ligeſom det heller ikke nævnes i Sagaerne. — Se ſvenſke Chroniſter have for øvrigt grebet Saxos Beretning om Slaget ved Stangebjerg og henført den til Kong Emund ſlemme eller gamle, Anunds Efterfølger, under den Form, at Emund med en Herr angreb Skaane, men at Knut rike fra England ſendte imod ham Ulf Sprakalegg, der ſlog og fældte ham ved en Bro, kaldet Stangapelle. Fants Scr. rer. Sv. I. S. 4. Denne Beretning, hvis Urimelighed endog fremgaar deraf, at Emund blev Konge førſt længe efter Knuts Død, og at Saxo heller ikke ſiger at Omund er falden, men kun overvældet (obrutus), gaar igjennem alle de ſenere ſvenſke Krøniker, Riimkrøniken (S. 257), og fornemlig Ericus Olai (II. 56) ſom her iſær er forvirret, fordi han ogſaa gjennem den i ſvenſke Riim parafraſerede Olaf den helliges Saga kjender noget til de norſke Beretninger. — Viljam af Malmsbury (Savile S. 74) rører Beretningen i Chron. Sax. om Slaget mod Ulf og Eglaf, og Henrik af Huntingdons, om Kampen med Venderne (ſe ovenfor S. 671) ſammen, idet han lader Sveriges „Konger“, Ulf og Eiglaf underkaſte ſig ved Godwines Foreſtillinger.
  17. Barvik eller Bardvik, ſom det ogſaa ſkrives, have flere antaget for at være Bareſund i Gryts Sogn i Hammerkinds Hered i Øſtergøtland, der danner Indløbet ſaavel til Norrkøping ſom til Søderkøping. Men da det ſiden (i Cap. 155, Snorre, Cap. 168) udtrykkeligt heder, at Olaf fra Barvik lod ſine Skibe flytte „øſter til Kalmar“, ligeſom det ogſaa ſees at have ligget omtrent en Dags Sejlads fra Helgeaa, maa det nødvendigviis ſøges omtrent midtvejs mellem denne og Kalmar, altſaa i det øſtlige Bleking. Strax veſtenfor Karlskrona er der en Gaard ved Navn Baraakra ved en Vig; maaſkee denne Vig er Barvik (ſe Munthes Anmærkning til Aalls Snorre, I. S. 308).
  18. Olaf den hell. Saga, Cap. 149—151. Snorre, Cap. 162—163. Fagrſkinna, Cap. 114, 115. Her nævnes ikke Ivar hvite, kun en „Ridder“ ſom Ulfs Drabsmand. Her henlægges ogſaa Hardeknuts Underkaſtelſe til Tiden efter Ulfs Drab. Knut, heder det, ſendte Bud efter Hardeknut og Sven Ulfsſøn, af hvilke den førſte faldt ham til Fode, udleverede ham Indſeglet, og ſvor ham en Ed ſelv 12te, at han ikke ſkulde holde Danmark uden ſom et Len at Faderen, med Titel af Underkonge. Om Sven ſtaar derimod intet andet, end at han lange opholdt ſig i Sverige og nød ſtor Anſeelſe, fordi Olaf ſvenſke, Anunds Fader, var hans Morbroder. Da det er langt ſandſynligere, hvad Olafsſagaen fortæller, at Hardeknuts Underkaſtelſe ſkede før Ulfs Drab, og da det ikke engang er rimeligt at hans Søn Sven efter Drabet ſkulde have villet opholde ſig hos Knut, eller begive ſig til ham, om han end ſendte Bud efter ham, ligeſom Fagrſk. heller ikke veed om nogen Forhandling mellem Knut og Sven ſat fortælle, men ſtrax efter lader ham „opholde ſig i Sverige“; bliver det ſaa gode ſom aabenbart, at Sven ved Faderens Død har taget Flugten til Sverige, for at ſøge Beſkyttelſe hos ſine Mødrenefrænder; han maa endog efter ſin Mormoder Sigrid have haft Beſiddelſer i Sverige, nemlig en Deel af den ſaakaldte Sigridlev, hvoraf meget i det 13de Aarhundrede tilhørte hans Ætling Valdemar II, ſe dennes Jordebog i Langebeks Scr. rer. Dan. VII. S. 529. I Harald Sig. Saga, Cap. 26, ſtaar ogſaa, at da Magnus den gode efter Hardeknuts Død var bleven Konge i Danmark, kom Sven Ulfsſøn til ham fra Gautland: det ſiges udtrykkeligt at han havde opholdt ſig hos Anund og ingen Erſtatning havde faaet af Knut den mægtige for Faderens Død, hvilket neppe kan forſtaaes anderledes end at Sven efter Ulfs Drab havde flygtet til Sverige. Ogſaa Mag. Adam (II. 71) fortæller at Sven Ulfsſøn i 12 Aar opholdt ſig i Krigstjeneſte hos Anund (altſaa maaſkee fra 1027—39) og derfra rejſte til England. Saxo, S. 524, fortæller Anledningen til Ulfs Drab ſaaledes, at han ved et Gilde i Roskilde i Drukkenſkab ſang Smædeviſer over Knuts Uheld i Helgeaa, og at Kongen derfor lod ham dræbe, dog ej i Kirken, men ved Bordet.
  19. Olaf den hell. Saga, Cap. 153. Snorre, Cap. 165. Beretningen er, egentlig legendariſk, og fortælles vidtløftigt ſaavel i den leg. Saga, Cap. 53—55, ſom i Flatøbogen (Fornm. S. V. S. 321); det heder at Olaf ſiden helbredede Egil for en Hjerte-Sygdom; Valgaut (ogſaa kaldet Valgard) gjøres til Jarl, og Begivenheden ſættes i Forbindelſe med en, ſom det ſynes, aldeles uhjemlet og urigtig Fortælling om et Fredsmøde, Olaf ſkulde have aftalt i Limfjorden med Knut, men hvor denne udeblev, og hvor Olaf fik ſaa tydelige Beviſer paa at Knut vilde ſvige ham, at han beſluttede at herje, tage alle femtenaarige og derover til Fange, og plyndre ſaa meget Gods ſom muligt. Disſe Fanger ſkulde da Egil og Tove ſiden have ſat paa fri Fod. Sagnet er aabenbart vedligeholdt i Egil Sidu-Hallsſøns Æt; der tales ogſaa om at Egil havde ſin Kone Thorlaug og Datter Thorgerd med ſig, om hvilken ſidſte Kong Olaf ſagde at hun var beſtemt til en ſtor Lykke: her ſigtes til, at hun ſiden blev Moder til den hellige Biſkop Jon. Ligeledes nævnes Egils Søn, der efter hans Ven blev kaldet Kone, og dennes Datter Thordis. Naar det legendariſke fraregnes, er der i ſig ſelv intet urimeligt i ſelve Beretningen om Fangernes Løsladelſe. At den fremſkyndede Kongens Afrejſe, ſiges temmelig tydeligt i Fornm. S. S. 323.
  20. Olaf den helt. Saga, Cap. 155, 156. Snorre, Cap. 168, 169. Fagrſkinna, Cap 104, 102. Den leg. Saga, Cap. 66, 67. Fagrſkinna lader Olaf ſelv begive ſig til Kalmar med ſin Flaade for der at oppebie at Danehæren ſkulde adſplittes, men desuagtet ſenere forlade Skibene i Barvik og derfra drage over Øſtergøtland, Smaaland og Veſtergøtland til Viken. Den leg. Saga nævner ikke Kalmar, men lader dog Olaf fra „Bardvik“ begive ſig, ſom det i den ældſte Kodex heder, „gjennem Gautland, Smaaland og derpaa det veſtre (Gautland) ned i Viken“. Herefter ſkulde det altſaa virkelig ſynes, ſom om Bardvik laa øſtenfor Kalmar, men det kan umuligt forliges med de øvrige Beretninger om Kongens Rejſe, allermindſt med den, at begge Konger endnu ſamme Dag, da de forlode Helgeaa, om Aftenen ſkulde have naaet Barvik.