Det norske Folks Historie/2/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne Vinter, den ſidſte, ſom Olaf tilbragte i Throndhjem, gjorde han endnu et Forſøg paa at faa Skat fra Jemteland, hvilket hans Skatkrævere nu i hele 10 Aar ſiden Thrond hvites uheldige Sendelſe ikke havde beſøgt[1]. Uagtet Olaf ifølge Forliget i Kongehelle 1019 betragtede det ſom et af de Landſkaber, paa hvilke Sviakongen havde gjort Afkald, vedblev denne dog at kræve Skat deraf, og ſendte Sysſelmænd derhen, og Sviarne vilde intet andet høre, end at alt Landet øſtenfor de ſaakaldte Kjoler ſkulde tilhøre deres Konge. Nu var der vel for øvrigt Venſkab, Svogerſkab og Forbund mellem Kong Olaf og Kong Anund, men dette hindrede ikke hiin fra at gjøre Fordring paa, hvad han troede der tilkom ham med Rette, lige ſaa lidet ſom Anund vilde give Slip paa, hvad han med Rette troede at beſidde. Olaf havde ladet tilkjendegive Jemterne at han fordrede Skat og Anerkjendelſe ſom deres rette Herre, og i modſat Fald truet dem med haard Straf; Jemterne derimod vare enige om at de fremdeles vilde adlyde Sviakongen[2]. Det er vel endog et Spørgsmaal, om ikke dette Anliggende tilſidſt vilde have vakt Splid og maaſkee aabenbar Krig mellem Olaf og Anund; og at en ſaadan ikke udbrød, ſkyldes maaſkee mere den fælles Fare, hvormed Knuts Herſkeſyge truede dem, end deres Svogerſkab. Imidlertid ſynes det heel uforſigtigt og kun ſlet betænkt af Olaf, juſt paa denne Tid atter at ville ſætte hine Fordringer igjennem; at han virkelig forſøgte derpaa, kan man maaſkee betragte ſom et yderligere Vidnesbyrd om at Knut paa denne Tid var i Rom, ſaa at Olaf ikke for det førſte frygtede noget Angreb af ham. Muligt er det ogſaa, at han her, ſom ellers, førſt og fremſt havde Chriſtendommens Interesſe for Øjne, thi Jemteland og Herjedalen vare paa denne Tid endnu ikke chriſtnede, og omvendtes førſt længe efter til Chriſtendommen, neppe før Aarhundredets Slutning[3].

I Begyndelſen af Vintren, altſaa ſidſt i Aaret 1026, bekjendtgjorde Kongen i Nidaros, at han vilde ſende Folk til Jemteland for at indkræve Skat. Men dette Ærende havde ingen af hans Mænd ſynderlig Lyſt til at paatage ſig, da de frygtede ſamme Skjæbne, ſom Thrond hvile. Da tilbød Islændingen Thorodd Snorresſøn ſig. Han var ſaa kjed af ſit tvungne Ophold hos Olaf, at det var ham det ſamme, hvad Fare han udſatte ſig for, naar han blot kunde komme bort og være paa ſin egen Haand. Kongen modtog hans Tilbud, og medgav ham elleve Følgeſvende paa Rejſen. Da Thorodd kom øſter til Jemteland, opſøgte han ſtrax Lagmanden, der hed Thorar, og havde meeſt at ſige blandt Jemterne. Han tog gjeſtfrit mod Thorodd og hans Følge[4]. Da de havde været hos ham en kort Tid, underrettede de ham om deres Ærende der i Egnen. Han ſagde at han i den Sag ikke i mindſte Maade raadede mere end Landets øvrige Mænd og Høvdinger, men at den maatte foredrages paa et almindeligt Thing. Et ſaadant blev da tilſtevnet, og mange Folk ſamlede ſig. Sendebudene begave ſig ikke ſelv derhen, men forbleve hjemme paa Thorars Gaard, medens han mødte frem og foredrog deres Ærende. Men den hele Thingalmue ſvarede eenſtemmigt, at de ingen Skat vilde betale Norges Konge; nogle fordrede endog at Sendebudene ſkulde hænges, andre, at de ſkulde blote-s til Guderne. Der fattedes endelig den Beſlutning, at man, under Paaſkud af at de maatte oppebie Skattens Inddrivelſe, ſkulde bolde paa dem, indtil Sviakongens Sysſelmænd kom, for at disſe da efter Overlæg med Landets Folk kunde nærmere beſtemme deres Skjæbne. Man ſkulde fordele dem to og to rundt om paa Gaardene, og imidlertid behandle dem vel, ſaa at de ej merkede Uraad. Thorodd forblev ſaaledes ſelv anden hos Thorar Lagmand. Da Julen kom, blev der holdt et ſtort Gjeſtebud og Sammenſkudslag hos Thorar, og mange Bønder vare forſamlede i hans Thorp. Ikke langt fra var der et andet Thorp, hvor Thorars Svoger, en rig og mægtig Mand, boede. Det var ſædvanligt, at Svogrene tilbragte hver ſin halve Deel af Julen i Gilde hos hinanden; førſt ſkulde Gildet ſtaa hos Thorar og ſiden flyttes over til Svogeren. Ved Gildet hos Thorar ſad Svogrene lige over for hinanden, og Thorodd lige over for Svogerens voxne Søn. Der blev drukket ſterkt, og under Drikken blev der, ſom det ofte var Skik og Brug, anſtillet Sammenligninger mellem anſeede Mænd. Her ſtillede man Nordmænd og Sviar op mod hinanden. Der blev talt meget ivrigt herom, idet man ſammenlignede de da værende og forrige Konger, og talte om de ſidſte Fiendtligheder mellem begge Riger. Da ſagde hiin Bonde-Søn: „Ja, have end vore Konger miſtet flere Folk, da ville nok Sviakongens Sysſelmænd, naar de efter Juul komme ſøndenfor, gjengjelde det med 12 Mands Liv; ſtakkels eder, I vide nok ikke, hvorfor I her holdes tilbage“. Thorodd merkede ſig disſe Ord, idet ogſaa mange andre lo ad Nordmændene og ſpottede deres Kogge. Overhoved udlade Jemterne ſig nu, da de havde faaet noget i Hovedet, om mangt og meget, hvorom Thorodd ikke forhen havde haft nogen Anelſe. Ud paa Dagen fandt Thorodd og hans Ledſager Lejlighed til at tage ſine Vaaben og Klæder og lægge dem i Beredſkab, og om Natten, da alle de andre ſov, flygtede de bort til Skovs. Men Morgenen efter ſavnede man dem, og ſøgte efter dem med Sporhunde. De bleve fundne, grebne, førte tilbage til Gaarden og ſtængte ind i en dyb Kjelder nedenunder en Skemme eller et fritſtaaende Huus. De fik kun lidet Mad, og ingen flere Klæder, end dem, de havde paa ſig. Nu kom den Tid, da Thorar ſkulde til Gilde hos ſin Svoger. Han fulgte ham med alle frie Mænd paa Gaarden, men ſatte ſine Trælle til at pasſe paa Fangerne. Trællene, der havde faaet et godt Forraad af Drikke, og nu kunde raade ſig ſelv, gjorde ſig allerede ſamme Aften meget lyſtige, og da de bleve drukne, enedes de om at give Fangerne. Mad, for at de ingen Mangel ſkulde lide. Thorodd fornøjede dem til Gjengjeld med at kvæde for dem, og de ſyntes ſaagodt herom, at de kaldte ham en ypperlig Mand og gave ham et langt brændende Lys. Nu kom de Trælle, der hidtil havde været inde paa Gaarden, ud til dem, og bade dem ſnareſt muligt komme ind. De gjorde ſaa, og i Drukkenſkaben glemte de at tillukke ſaavel Skemmen ſom Kjelderlemmen. Thorodd og hans Kammerat lode ikke denne Lejlighed til at undfly gaa ubenyttet. De ſkyndte ſig at ſkære deres Kapper i Strimler, ſom de knyttede ſammen; derved fik de en Art af Toug iſtand, paa hvis ene Ende de ſloge en Knude, og kaſtede den op paa Gulvet, hvor den viklede ſig om Foden paa en Kiſte og fæſtede ſig. Nu lod Thorodd ſin Kammerat ſtige op paa ſine Skuldre, og hjalp ham derved til at klatre op ad Touget igjennem Kjeldergluggen. I Skemmen var der Reb nok; et af disſe tog han nu og ſlap Enden ned til Thorodd. Men han var ikke iſtand til at drage ham op. Thorodd bad ham da kaſte den ene Ende af Rebet over en Bjelke, ſlaa en Lykke paa den og binde ſaa meget Steen og Træ faſt deri, at det kunde veje ham op. Det ſkede, Thorodd bandt ſig faſt i den anden Ende, og Vegten ſank ned igjennem Gluggen, medens Thorodd kom op. I Skemmen fandt de endeel Klæder, af hvilke de forſynede ſig med det nødvendige, ſaa vel ſom med nogle Reenſkind, ſom de ſkare Kloverne af og bandt dem bagvendt under ſine Fødder. Derefter ſatte de Ild paa en ſtor Kornlade der paa Gaarden, og løb bort i Belgmørket. Laden brandt op tilligemed mange andre Huſe i Thorpet, men Thorodd og hans Staldbroder gik den hele Nat indtil de naaede nogle øde. Skove, og ſkjulte ſig om Dagen. Om Morgenen ſavnede man dem paa Gaarden, og ledte efter dem med Sporhunde, men Sporene førte Hundene tilbage til Gaarden, fordi Reensklovene, ſom hine havde bundet under ſine Fødder, viſte den Vej. Flygtningerne bleve ſaaledes ikke fundne. De vankede længe om i Ødeſkovene. En Aften kom de til et lidet Huus, hvor de gik ind, og fandt en Mand og en Kone, der ſad ved Ilden. Manden, der kaldte ſig Thore, ſagde at han for en Drabsſag var flygtet fra Bygden og havde nedſat ſig paa dette øde Sted; han tilbød dem at være der om Natten, og ſaavel Mand ſom Kone viſte dem megen Gjeſtfrihed. Der blev redet op for dem paa Bænken, og de lande lig til at ſove. Men førend Thorodd var falden i Søvn, ſaa han ved Skinnet af Ilden, ſom endnu brandt, at der fra et andet Huus kom en Mand, hvis Lige han ej havde ſeet i Højde; han havde Skarlagensklæder beſatte med Guld og ſaa meget ſtatelig ud. Han hørte ham bebrejde Thore og Konen at de toge imod Gjeſter, naar de neppe havde ſaa megen Mad at de kunde bjerge ſig ſelv, men Konen ſagde: „vær ikke vred, Broder; dette hændes jo ſaa.ſjælden, bedre var det efter min Mening, om du vilde verre dem til nogen hjem, thi dertil er du bedre ſkikket end vi“. Thorodd ſkjønnede heraf, at den høje Mand maatte være Konens Broder. Han hørte ogſaa at de kaldte ham Arnljot Gelline[5], og nu vidſte han, hvo han var, thi han havde oftere hørt Arnljot omtale ſom den ſtørſte Stimand og Ugjerningsmand. Om Natten ſov Thorodd og hans Staldbroder, da de vare trætte af at gaa, men da der endnu var en Trediedeel af Natten tilbage, kom Arnljot og vækkede dem, idet han bad dem ſtaa op og følge ham. De ſtode ſtrax op og.klædte ſig. Da de havde faaet Dagverd, gav Thore dem hver et Par Ski, og de begave ſig paa Vejen, Arnljot i Spidſen; han havde et Par Ski, der baade vare brede og lange. Neppe havde han ſat Skiſtaven mod Jorden, førend han var langt foran dem. Han biede da og ſagde, at de paa den Viis ikke vilde komme nogen Vej, men bad dem derimod ſtaa bag paa Skierne med ham. De gjorde ſaa. Thorodd ſtillede ſig ham nærmeſt og holdt ſig i hans Belte; den anden holdt ſig igjen i Thorodd. Derpaa ſatte Arnljot afſted, lige ſaa hurtigt ſom om ingen ſtod paa med ham. Ud paa Natten kom de til et Sælehuus eller aabent Herberge for Rejſende, hvor de toge ind, tændte Ild og ſpiſte; Arnljot ſpiſte af en Sølvdiſk, ſom han tog frem af ſin Lomme; derpaa lagde de ſig til at ſove[6]. Om Morgenen, da de havde ſpiiſt, ſagde Arnljot at han heri maatte ſkilles fra dem; men han viſte dem Sporene af en Age-Vej, der vilde føre dem rigtigt frem. Han bad Thorodd hilſe Kong Olaf fra ham og ſige, in han var den Mand, ſom han fremfor Alt havde Lyſt til at lære at kjende; „dog“, ſagde han, „vil Kongen neppe ſætte ſynderlig Priis paa min Hilſen“. Han tog derpaa Sølvdiſken, hvoraf han havde ſpiiſt, tørrede den med Dugen og bad Thorodd give Kongen den, naar han overbragte hans Hilſen. Derpaa ſagde han dem Farvel, og de kom uden videre Æventyr tilbage til Throndhjem, hvor Thorodd ſtrax fremſtillede ſig for Kongen i Nidaros, fortalte hvorledes det var gaaet ham, hilſede ham fra Arnljot og overrakte ham Sølvdiſken. Kongen beklagede, at Arnljot ikke havde fulgt med, og at en ſaa udmerket Mand ſkulde være kommen i en ſaa mislig Stilling. Der tales ikke om, hvad han for øvrigt ſagde om Jemternes Uvillighed til at underkaſte ſig hans Herredømme, og deres lumſke Færd mod hans Sendebud, hvilke, ſom man maa formode, alle, med Undtagelſe af Thorodd og hans Kammerat, bleve dræbte, da de ſvenſke Sysſelmænd ankom. Thorodd fik ſiden, da Sommeren kom, Tilladelſe til at vende tilbage til Island, og ſkiltes venſkebeligt fra Olaf. Men om Jemtelands Underkaſtelſe var der ikke længer nogen Tale[7].

  1. Se herom ovf. S. 543.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 133. Snorre, Cap. 147.
  3. Det er ovenfor (1 B. S. 405) nævnt, at ifølge et Udſagn i Grændſetraktaten mellem Norge og Sverige af c. 1268 omtales udtrykkeligt en Ljot Dagsſøn, der i 8de Led nedſtammede fra Herjulf, Herjedalens førſte Bebygger, ſom den, der førſt byggede Kirke i Herjedalen. Da Herjulf ſkal have levet paa Halfdan ſvartes og den ſvenſke Kong Anunds eller Emunds Tid, altſaa ved 830, falder følgelig Ljots Fødſel ved 1040; omtrent det ſamme faar man, om man end antager Herjulfs Tilværelſe for uſikker, ud ved at beregne Tiden for de Led, ſom opføres mellem Ljot og Tiden da Grændſeſkjellet blev bekræftet, nemlig c. 1268; thi ſom ſidſte Mand, altſaa ſamtidig med Akten, nævnes en Aasulf, der i 7de Led nedſtammede fra Ljot. Var Aasulf 30 Aar i 1270, og følgelig fød 1240, maatte Ljots Fødſel efter den ſædvanlige Beregning falde ved 1030. I Aarene 1060—70, eller maaſkee ſenere, er ſaaledes den førſte Kirke bygget i Herjedalen. Hvad Jemteland angaar, da heder det i ſamme Dokument, at en vis Lodin, der da var tilſtede, og, upaatvivlelig ſom Olding og erfaren Mand, vidnede om det rette Grændſeſkjel, kunde erindre at ingen i Straum (Strøms Preſtegjeld) endnu kunde pater noster, altſaa at Chriſtendommen da endnu var i ſin Barndom. Hvis dette gjaldt hele Jemteland, ſkulde dette Landſkab følgelig ikke være chriſtnet førend i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede. Men Straum er kun den øſtligſte Bygd, og efter al Sandſynlighed er Hovedbygden, omkring Storſøen, chriſtnet meget tidligere. Dette ſynes næſten endog at maatte ſluttes deraf, at Jemteland, uagtet det allerede i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede underkaſtede ſig Norges Konge Eyſtein, dog i kirkelig Henſeende hørte under Upſala Erkeſtift; thi man maa heraf ſlutte at Chriſtendommen er bleven indført der i Mellemtiden mellem. Olaf den hellige og Kong Eyſtein, da det endnu var et ſvenſkt Landſkab. Der findes endnu paa Frøsø en Runeſteen, med en Indſkrift, der blandt andet in deholder, at en „Auſtmadr Gudfaſtarſun“ lod chriſtne Jemteland. Runernes Form og Sprogets Ælde tyde ſnarere paa en Tid nærmere 1050 end omkring 1200. Kong Olaf ſelv drog, ſom vi ſkulle ſee, ſiden med ſin Hær gjennem Jemteland, hvis Hovedbygd lige fra det 10de Aarhundrede var den ſædvanlige Vej for alle dem, der fra Indthrøndelagen agtede ſig over Land til Øſterſøen og omvendt; det er neppe tænkeligt at en ſaa hyppigt befaren Bygd længe ſkulde være forbleven hedenſk. Desuden plejede visſelig Jemterne da, ſom ſiden, at ſøge til Throndhjem for at tilhandle ſig alſkens Nødvendigheder, og dette maatte uundgaaeligt have til Følge, at mange, ja vel endog de fleſte af dem, antoge Chriſtendommen.
  4. Lagmandsværdigheden viſer at man havde indrettet ſig paa ſvenſk Viis, ligeſaa Benævnelſen „Thorp“, der anvendtes om de ſtørre Gaarde.
  5. Alrnljot Gelline nævnes allerførſt paa Kong Olaf Tryggvesſøns Tid, for ſaa vidt ſom det ſiges, at Vikar af Tiundaland, en af Kæmperne paa Ormen lange (ſe ovf. S. 381) var en Broder af Arnljot Gelline. Heraf ſees det, at Arnljot maa have været ſvenſk af Fødſel, fra ſelve Tiundaland, eller det Landſkab, hvor Upſala ligger. Hvorledes han var kommen til at ſlaa ſig paa Røveri og Stimandsfærd, omtales ikke; men ſandſynligviis er det vel gaaet ham ſom hans Svoger Thore, at en Drabsſag eller et andet lignende Uheld har nødt ham til at flygte bort i øde Marker, og der friſte Livet ſom han bedſt kunde. Noget lignende fortælles, ſom vi have ſeet (1 B. S. 529), om den gautſke Jarl Ingemunds Søn, der havde lagt ſig paa Røveri paa Lesjeſkogen, og blev dræbt af den raumsdalſke Herſeſøn Thorſtein. I den for Reſten temmelig upaalidelige Fortælling om Harald Haarfagres Skaldes Rejſe til Sverige (ſe 1. B. S. 58l) tales der ligeledes om nogle ſvenſke Stimænd af høj Byrd, der havde taget deres Leje i Grændſeſkoven for at plyndre Rejſende. Man ſkulde ſaaledes næſten formode, at dette oftere hendtes i Sverige og de øſtlige Landſkaber af Norge, hvor de ſtore Skove gave Stimændene et godt Tilhold.
  6. Olaf den helliges Saga udſmykker her Beretningen med et fabelagtigt Æventyr, ſom Thorodd ſkulde have beſtaaet, eller rettere, hvortil han var Vidne. „Da de kom ind i Sælehuſet og de ſkulde ſpiſe, ſagde Arnljot at de maatte vogte ſig for at kaſte Been eller Smuler ned. Han gjemte Levningerne, og gik ſiden med dem op paa et Loft over Tvertrærne i den ene Ende af Huſet, hvor de lagde ſig til at ſove, Arnljot fremmeſt. Kort efter kom 12 Kjøbmænd ind i Huſet; de ſkulde til Jemteland for at ſælge ſine Varer, og vare meget lyſtige, tændte ſtore Ilde og kaſtede Benene ud, efterſom de ſpiſte; de lagde ſig til at ſove ved Ilden. Da de havde ſovet en liden Stund, kom en ſtor Troldkvinde ind, ſopede om ſig, tog alle Benene og alt hvad der kunde ſpiſes, og greb endelig fat paa den Mand, der laa hende nærmeſt, ſled ham iſtykker og kaſtede ham paa Ilden; det ſamme gjorde hun ved de øvrige, der imidlertid vaagnede, undtagen en, der med Klageraab løb henimod Loftet, hvor Arnljot greb ham og drog ham op. Troldkonen ſatte ſig nu ved Ilden og gav ſig ifærd med at æde de ſtegte Mænd, men Arnljot ſtod op, tog ſit Spyd og ſatte det mellem hendes Skuldre ſaa at det ſtod ud af Bryſtet. Hun brølede højt og løb ud; man ſaa ikke mere til hende, men Dagen efter ſagde Arnljot, da de ſkiltes ad, at han vilde lede efter ſit Spyd, og tilegnede ſig ſom Løn for ſin Hjeltegjerning Kjøbmændenes Varers. Den, ſom var frelſt,fulgte med Thorodd tilbage til Throndhjem“. Det er tydeligt nok, at denne Fortælling neppe kan være kommen fra nogen anden end Thorodd ſelv, der ſenere maa have givet den til Bedſte paa Island. Han ſpiller nemlig i det hele taget ſaaledes Hovedrollen her, og hans Æventyr træde ſaaledes i Forgrunden fremfor hvad der egentlig ſkulde være Hovedſagen, de øvrige Sendebuds Skjæbne og Jemternes videre Foretagender, at Beretningen ej kan være bleven formet og opbevaret i Norge, men derimod maa have været Thorodds egen, der paa Island er gaaen fra Mund til Mund, og ſenere er bleven indſat i de norſke Kongeſagaer af islandſke Bearbejdere, f. Ex. Are frode, der modtog mange Beretninger af Thorodds Syſter Thurid. Om nu Thorodd med Flid har opdigtet dette Æventyr om Troldkvinden, for at gjøre ſig mere interesſant, eller en ſand Begivenhed ligger til Grunden, f. Ex. at Kjøbmændene kunne have været dræbte af andre Stimænd, og at Arnljot forjog disſe, er vanſkeligt at ſige.
  7. Olaf den helliges Saga, Cap. 137. Snorre, Cap. 152.