Det norske Folks Historie/2/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

At Kalf Arnesſøn ikke vilde.ſlutte ſig ſaa uadſkilleligt til Olaf, ſom hans tre andre Brødre, er, ſom vi ovenfor antydede, let at forklare af hans Svogerſkab med Thore Hund, der allerede ſiden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane ſtod i et ſpendt Forhold til Kongen, men nu i den allerſidſte Tid var kommen i aabenbart Fiendſkab med ham. Dette gik ſaaledes til. Den ſamme Vinter, da Olaf ſad i Sarpsborg (1025—1026), ſendte han ſin Hirdmand, den forhen omtalte Karle fra Langø paa Haalogaland, nord over i det Ærende, at drage paa en Handelsrejſe til Bjarmeland. Denne Rejſe ſkulde indrettes paa ſamme Maade ſom den, Gudleik gerdſke i 1017 havde foretaget til Holmgard, nemlig ſaaledes at han ſkulde være i Fællig med Kongen, og hver af dem tilſkyde det halve af Omkoſtningerne, imod at dele Indtægten ligt[1]. Karle tog Vejen over Oplandene og Dovre til Nidaros, hvor han modtog de Penge, ſom Kongen havde at tilſkyde; her fik han ogſaa et til Rejſen pasſende Skib. Med dette drog han tidligt om Vaaren (1026) til Sange» hvor hans Broder Gunnſtein ſlog ſig i Følge med ham, og ſkaffede de nødvendige Penge. Paa Skibet var der henved 25 Mand. De ſatte Farten ſaa hurtigt de kunde nordefter ad Finmarken til Da Thore Hund ſpurgte dette, ſendte han dem Bud og lod dem melde, at ogſaa han agtede denne Sommer at gjøre en Rejſe til Bjarmeland; han foreſlog dem, at de ſkulde ſejle tilſammen, og dele Vindingen ligt imellem ſig. Karle og Gunnſtein lode ſvare, at de havde intet imod at ſlaa ſig i Følge med Thore, naar han kun ikke medbragte flere Folk end de, nemlig 25 Mand; Vindingen ſkulde da deles ligt mellem begge Skibe, undtagen hvad Mandſkabet ſærſkilt havde tilhandlet ſig for ſine egne Penge. Da Thores Sendebud kom hjem til Bjarkø, havde han allerede gjort ſig rejſefærdig, men i Stedet for et mindre Skib med 25 Mand, ſom de andre, havde han et Langſkib, en ſaakaldet Busſe, med henimod 80 Mand, hvilke alle vare hans Huuskarle og ſtode ganſke under hans Befaling. Han indhentede Brødrenes Skib i Sandver veſtenfor Ripnesøen, hvorfra de ſiden fulgtes ad nord- og øſtover langs Kyſten. Allerede da han kom, talte Gunnſtein til Karle om at Thore forekom ham altfor mandſterk; han meente at det var raadeligere ſtrax at vende om igjen, end at vove ſig ſaa langt bort, at de vare aldeles i Thores Vold, thi han troede ham ikke ſynderligt. Karle vilde dog ikke vende om, ſkjønt han ej negtede, at hvis han hjemme i Langø havde vidſt at Thore vilde komme med ſaa mange Folk, vilde han ogſaa have taget flere Folk med. Brødrene ſpurgte Thore, hvad det ſkulde betyde at han havde flere Folk med, end Aftalen lød. Thore ſagde: „vi have et ſtort Skib der trænger til mange Folk, og det tykkes mig derhos at en raſk Karl ej kan være tilovers i en ſaa farlig Færd“. Derved blev det, og Rejſen fortſattes. Naar der var ſvag Vind, gik Brødrenes Skib hurtigere, ſaa at de da kom undaf, men i hvasſere Vejr indhentede Thore dem. Kun ſjælden vare begge Skibe ſamlede, men vidſte dog altid til hinanden. Da de kom til Bjarmeland, ſejlede de op ad Smaa eller Dvina til Kjøbſtaden, og ſluttede Kjøbſtevne med Bjarmerne[2]. Alle de, ſom havde Penge at betale med, fik fuldt op af Varer. Thore fik en Mængde Graaverk, Bæver- og Sobelſkind; Karle havde ogſaa mange Penge, for hvilke han kjøbte Pelsverk. Da Kjøbſtevnen var ſluttet, ſtyrede de atter ud efter Elven, og da opſagdes Freden med Indbyggerne. Da de kom ud til Havet, holdt de Skibsſtevne, og Thore ſpurgte da om nogen havde Lyſt til at gaa op paa Land og ſkaffe ſig .Koſtbarheder. De andre ſvarede at de nok havde Lyſt dertil, naar det kun ikke var forbundet med altfor ſtore Vanſkeligheder. Thore ſagde at det viſtnok var forbundet med ikke ubetydelig Fare, men at der og var ſaa meget mere Gods at vinde, hvis man var heldig. Alle ſagde da, at de gjerne vilde vove et Forſøg, naar der kun var Udſigt til Vinding. Sagen forholdt ſig ſaaledes, ſagde Thore, at naar rige Mænd i Bjarmeland døde, var det Skik at alt Løsøret ſkulde deles mellem den Afdøde og hans Arvinger. Han ſkulde have Halvdelen eller Trediedelen, ſtundom mindre; dette Gods ſkulde bæres ud i Skovene, og man plejede deels at lægge det i Høje, og fylde Muld derpaa, deels ogſaa at indrette egne Huſe dertil. Et ſligt Sted, meente Thore, hulde man ſee til at plyndre. Det var bedſt, ſagde han, at begive ſig ud paa dette Æventyr om Kvelden, og det maatte være en ſtreng Aftale, at ingen ſkulde løbe fra de øvrige, og at heller ingen ſkulde blive tilbage naar Formanden ſagde at man maatte bort. Da Aftenen kom, begav man ſig afſted efter at have ladet nogle blive tilbage for at pasſe paa Skibene. Vejen gik førſt over nogle Sletter, derpaa kom man til en ſtor Skov. Thore gik førſt, men Brødrene bagerſt. Thore bad dem alle ſammen fare frem i Stilhed, og flække noget Bark af de Trær, de kom forbi, for derved at finde .Vejen tilbage igjen. Endelig kom de frem til en ſtor opryddet Plads, hvor der ſtod en høj Skidgard med en Port, ſom var læſt. Det var ſædvanligt, at ſex af Landets Mænd hver Nat heldt Vagt over Skidgarden, to og to hver Trediedeel af Natten. Men tilfældigviis var nu den Vagt, der ſkulde afløſes, gaaet hjem, og de der ſkulde afløſe den, endnu ikke komne. Thore gik derfor til Skidgarden, hagede ſin Øxe faſt øverſt oppe og halede ſig op efter Skaftet, ſaa at han kom over Gjerdet maa ned paa den anden Side. Da var ogſaa Karle kommen over paa et andet Sted, ſaa at de paa ſamme Tid kom til Porten, toge Slagbommene fra, og lukkede den op, for at deres Følge kunde komme ind. Thore ſagde nu: „I denne Indhegning er en Høj, der heel igjennem er rørt ſammen af.Guld, Sølv og Muld; med den kunne I give eder ifærd; men her ſtaar ogſaa Bjarmernes Afgud, der kaldes Jomale: den maa ingen driſte ſig til at plyndre“. De gik nu til Højen, toge ſaa mange Koſtbarheder de kunde, og ſtak dem til ſig i ſine Klæder: der fulgte, ſom man let kan begribe, ogſaa meget Muld med. Da man var færdig dermed, gav Thore Befaling til at drage bort. „Karle og Gunnſtein“, ſagde han, „ſkulle gaa førſt, og jeg ſidſt“. Alle gik da ud af Porten. Imidlertid ſneg Thore ſig tilbage til Jomalebilledet, og tog en Sølvbolle fyldt med Sølvpenge, der ſtod paa dets Knæ; Pengene heldte han i ſin Barm, og ſtak Armen i Hadden paa Bollen. Derpaa ſkyndte han ſig efter de øvrige. Disſe havde ſavnet ham, og Karle vendte om for at ſee, hvor han var bleven af. De mødtes indenfor Porten, og da Karle ſaa at Thore havde Sølvbollen, løb ogſaa han til Jomalebilledet. Han ſaa, at det om Halſen havde et tykt Smykke; for at faa det, r-ilde han hugge Snoren over, hvormed det var fæſtet bag ved Nakken, men han hug i ſin Ivrighed ſaa haardt, at Hovedet røg af Billedet, med et Brag ſaa ſtort at alle undredes derover. Og i det ſamme kom Vagtmændene ind paa Rydningen, og blæſte i ſine Horn. Tegnet beſvaredes af andre Horn fra alle Kanter, og Nordmændene ſkyndte ſig nu alt hvad de kunde over Pladſen ind i Skoven. De hørte Raab og Skrig bag ſig paa Pladſen, thi nu vare Bjarmerne komne, og ſatte efter dem. Det lykkedes dem, .dog at komme gjennem Skoven og over Sletterne ned til Skibene, ſkjønt de borte Bjarmernes Hærſkarer følge dem i Hælene med Raab og de ſæleſte Brøl. Karle og hans Folk kom førſt ombord og ſatte ſtrax afſted; Thore, der gik bagerſt, og ſom ſkal have anvendt hemmelighedsfulde Kunſter for at forblinde Bjarmerne[3], kom ſeneſt fra Land, iſær da hans ſtore Skib ogſaa var mindre letvindt at faa i Fart. Karles Skib var derfor allerede langt ude, da Thore ſatte Sejl til. De ſtyrede begge tvers over Gandvik eller det hvide Hav, og ſejlede, da, Nætterne endnu vare lyſe, baade Nat og Dag, indtil Karle en Aften lagde ind ved nogle Øer, hvor han lod kaſte Anker og bie paa Strømfald, fordi der var en ſvær Søgang lige foran dem[4]. Da kom Thores Skib efter og kaſtede ligeledes Anker. Thore lod ſætte en Baad ud, og roede paa den,—ledſaget af nogle Mænd, hen til Brødrenes Skib. Her gik han ombord. Brødrene hilſede ham venligt. Han forlangte, at Karle ſkulde udlevere ham Halſeſmykket, fordi, ſom han ſagde, alle de fra Billedet tagne Koſtbarheder med Rette tilkom ham, hvem alle de øvrige ſkyldte at de ſlap heelſkindede bort, medens Karle derimod havde bragt dem i den ſtørſte Fare. Karle ſvarede: „Kong Olaf ejer Halvdelen af alt det Gods, jeg vinder paa denne Rejſe; og ham tiltænker jeg Smykket. Henvend dig herfor til ham, om du vil, thi det er muligt at han ej vil befatte ſig dermed, fordi jeg tog det af Jomalen“. Thore ſagde nu, at de ſkulde gaa i Land paa Øen og ſtifte ſit Bytte. Men Gunnſtein ſvarede at det juſt nu var Strømſkifte og Tid til at ſejle. I det ſamme lettede de Anker, og da Thore ſaa det, gik han atter ned i Baaden og roede til ſit eget Skib. Brødrene vare allerede langt forud, førend han kom under Sejl, og ſaaledes gik det en Tid, at de altid vare i Forvejen, ſkjønt ogſaa Thore ſejlede alt hvad han kunde, indtil de kom til Geirsver, hvor den førſte ordentlige Havn og Bryggeleje fandtes for dem, ſom kom øſtfra[5]. Her ankom de begge en Aften, og lagde ind i Havnen, Thore inderſt, og Karle længer ude. Da man havde tjeldet paa Thores Skib, gik han, ledſaget af et talrigt Følge, op paa Land, og hen til det Sted, hvor Brødrenes Skib laa. Han raabte ud til Skibet og bad dem komme i Land. De gjorde ſaa; nogle faa Folk fulgte dem. Da begyndte Thore, ſom før, at fordret at man ſkulde bringe Hærfanget op paa Land og ſkifte det. Brødrene ſvarede at det ikke behøvedes, førend man var kommen hjem, hvert ſit Bygd. Thore indvendte, at det var Skik og Brug at ſkifte Hærfang ſnareſt muligt, og ikke faa ganſke at ſtole paa Folks Ærlighed. Herom talte de en Stund ſammen, uden at kunne enes, og Thore gik bort. Men da han havde gaaet et lidet Stykke, vendte han tilbage, befalende ſit Følge at bie paa ham. Han raabte paa Karle og ſagde at han vilde tale i Eenrum med ham. Karle vendte om og gik hen imod ham, men i det ſamme de mødtes, ſtødte Thore et Spyd i hans Bryſt, ſaa at det ſtod tvers igjennem ham, med de Ord: „her, Karle, kan du lære en Bjarkøing at kjende; jeg tænkte nok ogſaa at du ſkulde faa Spydet Selshevner[6] at føle“. Karle døde ſtrax, og Thore og hans Mænd gik til deres Skib. Da Gunnſtein og hans Følge ſaa Karle falde, løb de til, toge Liget, bare det ombord, ſloge Tjeldingerne ned, trak Bryggerne op, hejſede Sejl, og ſkyndte ſig afſted. Da Thore og hans Mænd ſaa dette, kaſtede ogſaa de Tjeldene af,.og ſøgte ſaa hurtigt ſom muligt at komme efter; men da de hejſede Sejlet, braſt Slaget faa at Sejlet faldt ned tvers over Skibet. Det varede længe, førend de atter fikSejlet op, og dette forſinkede dem ſaaledes, at Gunnſtein allerede var kommen langt, førend Thores Skib var i Fart. Thore baade ſejlede og roede af alle Kræfter Dag og Nat; det ſamme gjorde Gunnſtein, og det varede længe førend Skibene nærmedes, thi da man var kommen forbi Kvænangen, begyndte Farten at gaa gjennem Sundene, hvor Gunnſteins Skib var lettere at vende. Dog halede Thores Skib ind paa dem, ſaa at de, da de kom til Lengvik ſtrax øſtenfor Senjen, fandt det raadeligſt at lægge til Land og løbe op fra Skibet. Strax efter kom Thore, løb op paa Land og forfulgte dem, dog lykkedes det dem at faa ſkjult ſig ved en Kones Hjelp[7], men Thore og hans Mænd toge alt det Gods, der var ombord i deres Skib, fyldte det med Steen i Stedet, førte det ud paa Fjorden, hug Hul i det og ſænkede det ned. Thore ſatte nu Farten lige hjem til Bjarkø, men Gunnſtein og hans Mænd nødſagedes til at ſøge hjem paa Smaabaade, og ganſke hemmeligt, ſaaledes at de kun rejſte om Natten og laa ſtille om Dagen, indtil de kom ud af Thores Sysſel[8]. Gunnſtein begav ſig førſt hjem til Sange, men drog efter et kort Ophold der til Kongen i Throndhjem, og fortalte ham om hvorledes det var gaaet paa Bjarmelandsfarten. Kongen beklagede det meget, og lovede at ſkaffe ham Ret, ſaa ſnart han kunde. Imidlertid forblev Gunnſtein hos ham efter hans Indbydelſe[9].

Tidligt den følgende Vaar (1027), kort efter at Finn Arnesſøn og hans to:Brødre havde ſvoret Olaf Troſkabsed, kaldte han Finn og andre af ſine Raadgivere til ſig, og tilkjendegav ſin Henſigt, at udbyde Leding, baade af Folk og Skibe, fra det hele Land, for at være rede til at møde Kong Knut, naar denne, hvad han nu maatte vente, vilde paaføre ham Krig. Han overdrog Finn Arnesſøn det Hverv at drage til Haalogaland for at udbyde.Almenning paa Kongens Vegne, faſtſættende Agdanes ſom det Sted, hvor den ſkulde møde ham; han udnævnte derhos nogle til at fare ind i Throndhjem og andre til at drage ſydefter i ſamme Ærende, ſaa at Budet altſaa udgik over det hele Land. Finn rejſte nordefter paa en Skude med henved 30 Mand. Da han kom til Haalogaland, ſtevnede han Bønderne til Thing, fremførte Kongens Ærende, og krævede Leding. Bønderne i de Hereder havde ſtore ledingsdygtige Skibe, og de udruſtede ſig ſtrax ifølge Opbudet. Paa denne Maade drog Finn fra Hered til Hered nordefter; deels holdt han. Thing, deels ſendte han, hvor han fandt det bekvemmeſt, ſine Mænd omkring for at kræve Udbud. Saaledes ſendte han ogſaa Bud til Thore Hund i Bjarkø, og lod kræve Leding der, ſom andenſteds. Da Thore fik Budſkabet, udruſtede han ſtrax paa ſin egen Bekoſtning det Skib, han Sommeren forud havde brugt til Bjarmelandsrejſen, og beſatte det med ſine Huuskarle. Finn foreſkrev at alle Haaleygerne fra de nordligere Hereder ſkulde møde med deres Skibe i Vaagen. Her ſamledes da om Vaaren en ſtor Flaade, ſom oppebiede Finn, medens han var nordenfor; ogſaa Thore Hund indfandt ſig. Da Finn kom, lod han ſtrax blæſe til Huusthing for alle Ledingsfolkene. Her ſkulde de viſe ſine Vaaben, og det ſkulde underſøges, om Udbudet fra hver Skibrede var lovmæsſigt fyldeſtgjort. Da dette var bragt i Orden, henvendte Finn ſig til Thore Hunde og ſpurgte, hvad Tilbud han vilde gjøre Kongen fordi han havde dræbt hans Hirdmand Karle og for Rimet paa Kongens Gods i Lengvik. „Jeg har“, ſagde han, „Kongens Fuldmagt i denne Sag, og vil vide dit Svar“. Thore ſaa ſig om; paa begge Sider ſtod der en Mængde vel bevæbnede Mænd, blandt hvilke han kjendte Gunnſtein og mange andre af Karles Venner: her nyttede altſaa ingen Modſtand. Han ſagde derfor: „mit Tilbud er ſnart ſagt, nemlig at overlade det hele til Kongens Dom“. Finn ſvarede: „du faar nu finde dig i det mindre hæderlige, nemlig at overlade det til min Dom“. Ogſaa hermed erklærede Thore ſig tilfreds, og overlod højtideligt Finn den hele Afgjørelſe. Finn fremſagde nu Forligsbetingelſerne, nemlig at Thore for Karles Drab ſkulde betale Kongen 10 Merker Guld, og ligeledes 10 Merker Guld til Gunnſtein og hans Frænder; endnu 10 Merker Guld ſkulde han bøde for Ran og Ejendomsſpilde, altſaa tilſammen 30 Merker Guld, og det ſkulde udredes ſtrax[10]. Thore indvendte at dette var en ſvær Pengebod. Finn ſvarede at enten maatte han betale den, efter der blev intet af Forliget. Thore bad nu om Friſt til at laane Pengene ſammen af ſine Naboer. Finn var ubøjelig, og ſagde at han ſkulde betale ſtrax og dertil udlevere det Smykke, han havde taget af Karles Lig. Thore paaſtod at han intet Smykke havde taget. Men Gunnſtein traadte frem og ſagde, at Karle visſelig havde et Smykke om Halſen da de ſkiltes ad, men at det ſavnedes paa hans Lig. Thore ſvarede at dette Smykke ikke var kommet ham i Hu, og at det, hvis han virkelig havde det, maatte ligge hjemme i Bjarkø. Men Finn lod ſig ikke afſpiſe hermed, ſatte Spydsodden for Bryſtet paa Thore, og ſagde at han ſtrax ſkulde komme frem med Smykket. Da tog Thore det af ſin Hals, og rakte Finn det: han havde ſaaledes hidtil kun ſøgt Udflugter. Thore gik nu bort, og ombord paa ſit Skib, men Finn fulgte ham med mange Folk, og begyndte at underſøge Rummene. Seet ved Maſten nedenunder Dækket ſaa de to uhyre ſtore Tønder. Finn ſpurgte hvad der var i dem. Thore ſvarede at det var Drikkevarer. „Hvorfor giver du os da ikke noget at drikke“, ſpurgte Finn, „ſaa ſtort Forraad ſom du har?“ Thore bød en af ſine Mænd at tappe noget ud af dem; det ſkede, og Drikken blev befunden at være meget god. Nu forlangte Finn, at Thore ſkulde udrede Pengene. Thore, ſom imidlertid havde gaaet frem og tilbage paa Skibet, og talt ſnart med en, ſnart med en anden, bad Finn gaa op paa Land, ſaa ſkulde han betale der. Finn føjede ham heri og Thore begyndte nu at udbetale Pengene i Sølv, Førſt kom han frem med en Pung, hvori der var 10 Merker vejede, derpaa med mange Knytter, af hvilke nogle indeholdt en Mark, andre en halv, ja flere endog kun nogle Ører. Dette, ſagde han, var Penge, ſom forſkjellige Folk havde laant ham, da hans egne Rejſepenge allerede vare opbrugte. Han gik ud paa Skibet igjen, og vendte atter tilbage med en Deel mindre Summer, ſom han ſaaledes efterhaanden udbetalte i Smaat. Dette medtog lang Tid, og det lakkede allerede mod Aftenen. Man var imidlertid bleven færdig med Forhandlingerne paa Thinget, og de fleſte havde allerede begivet ſig bort. Finn ſaa, at den ham omgivende Hob blev tyndere og tyndere. Flere ſpurgte ham, om han nu ikke ſnart; var færdig, og bad ham ſkynde ſig. Men endnu var ikke Trediedelen af Pengene betalt. „Det gaar ſeent med Udbetalingen, Thore“, ſagde Finn, „og jeg ſeer, den.gaar dig meget nær; jeg ſkal derfor lade dig ſlippe nu for denne Gang, ſaa kan du betale Kongen ſelv Reſten“. Med disſe Ord ſtod Finn op for at gaa bort. „Det er mig kjært, Finn, at vi ſkilles ad“, ſvarede Thore, „og jeg har den bedſte Vine in at vante denne Gjeld ſaaledes at hverken du eller. Kongen ſkal ſynes at have faaet for lidet“. Finn gik nu til ſit Skib og ſejlede efter den øvrige Flaade, men Thore blev ſeent færdige førend han kom ud af Havnen. Da Sejlet var oppe paa hans Skib, holdt han ud paa Veſtfjorden og ſiden ud til Havs, fortſættende Vejen ſydefter langs Kyſten ſaaledes, at kun den øverſte Deel af Fjeldene ſyntes over Vandet, ja ſtundom endog Toppene ſelv ſkjultes. Da han kom ſyd til Englandshavet eller Nordſøen, ſatte han lige over til England, hvor han ſiden begav ſig til Kong Knut, der tog meget godt imod ham. Det viſte ſig da, at Thore havde en Mængde Løsøre, og at han var i Beſiddelſe af alt, hvad ſaavel han, ſom Karle og Gunnſtein havde vundet i Bjarmeland. I de ſtore Tønder var der dobbelt Bund; kun det ubetydelige Rum mellem Bundene indeholdt Drikke, for øvrigt vare Tønderne fyldte med Graaſkind, Bæver- og Sobelſkind. Finn Arnesſøn drog imidlertid med den Flaade, han havde ſamlet, til Kong Olaf og fortalte ham hvorledes det var gaaet ham med Thore. „Jeg formoder“, ſagde han, „at han er dragen til England for at ſlutte ſig til Kong Knut; og os er han viſt til meget lidet Gavn“. „Jeg tror ogſaa“, ſagde Kongen, „at Thore er vor Uven, men jeg tænker altid det er bedre at han er mig fjern, end nær“[11].

Den ſamme Vinter (1026—1027) havde Aasmund Grankellsſøn været i ſin Sysſel paa Haalogaland, og opholdt ſig hos ſin Fader Grankell. Til dennes Gaard havde der fra gammel Tid ligget et Udvær, hvor der baade var Sæl- og Fugle-Fangſt, Eggvær og Fiſkevær. Men Haarek i Thjøtta havde tilegnet ſig det, og i flere Aar haft al Nytte deraf. Nu meente Aasmund og hans Fader, ſat de kunde nyde godt af Kongens “Hjelp i enhver retfærdig Sag, og begave ſig derfor om Vaaren til Haarek med Bud og Jærtejner fra Kongen, at han ſkulde afſtaa fra ſine Fordringer paa Været. Haarek vilde ikke høre noget herom. Han paaſtod at Aasmund havde faret med Uſandhed for Kongen, og at han ſelv havde Retten paa ſin Side. „Du burde dog, Aasmund“, ſagde han, „lære at holde Maade, om du end nu tror at være en ſtor Mand, fordi du har Kongen i Ryggen. Dette kan nok ogſaa behøves, hvis det ſkal kunne lykkes dig at dræbe Høvdinger og gjøre dem til Ubodemænd, og plyndre os, der hidtil troede at kunne holde vore Jevnbaarne Stangen, end ſige ſaadanne ſom dig, der ikke paa langt nær ere vore Ligemænd, hvad Æt og Byrd angaar“. „Det faa nok mange at føle“, ſagde Aasmund, „at du, Haarek, er frændeſtor og anmasſende, thi mange ſidde ſkjæve for din Skyld; men til os ſkal det ikke nytte dig at komme med ſlig Uretfærdighed og ſaadan Krænkelſe af Lov og Ret, ſom denne“. Dermed ſkiltes de. Haarek ſendte til eller 12 Huuskarle med et ſtort Rofartøj til Været, hvor de efter hans Befaling toge al den Vejdefang, de kunde faa, og ladede Fartøjet. Men da de vare færdige til at drage hjem, kom Aasmund over dem med 30 Mand, og bød dem give Slip paa altſammen. De vægrede ſig derved, men Aasmund angreb dem, og da han havde Overmagten, bleve de deels bankede, deels ſaarede, deels jagne ud i Vandet, men al Fangſten bragt over fra deres Fartøj til Aasmunds. Haareks Huuskarle kom hjem og bragte deres Herre denne Efterretning. „Der ſkeer nu mangt og meget“, ſagde han, „ſom er nyt og uhørt; det har aldrig før hændt ſig at mine Mænd have faaet Bank“. Imidlertid talte han intet videre derom, og var tilſyneladende nok ſaa lyſtig. Om Vaaren lod han en tyveſædet Snekke udruſte paa det ypperligſte, bemandede den med ſine Huuskarle, og begav ſig ifølge Opbudet til Kongen, hos hvem han traf Aasmund. Kongen lod ſig det være magtpaaliggende at forlige dem, og fik dem til at henſkyde deres Trætte under hans Dom. Aasmund lod føre Vidner paa, at Været havde tilhørt Grankell; efter dette Vidnesbyrd dømte Kongen ſaaledes, at Grankell ſkulde beholde Været, men ingen Bod betales for Haareks Huuskarle. Dette, ſiges der, gav Sagen et ſkakt Udfald; dog ytrede Haarek at det var ingen Skam for ham at lyde Kongens Dom, hvorledes det end ſiden gik med Sagen[12]. Det var imidlertid let at ſkjønne, at Haarek, ſom allerede forhen ikke var Kongen ſynderlig god, herefter i ſit Hjerte maatte være ham end mere fiendſk, og at Kongen vilde have været bedre tjent med at vide ham, ſom Thore, hos Knut blandt ſine aabenbare Fiender, end i ſin Hær ſom en tilſyneladende Ven.

  1. Se ovenfor S. 544.
  2. Om Handelen med Bjarmerne, ſe ovenfor 1ſte B. S. 609, hvor Haalogalændingen Ottars merkelige Beſkrivelſe over denne Bjarmelandsfart anføres, ſaa vel ſom nærværende B. S. 30, hvor der tales om Harald Graafelds Tog til Bjarmeland. Hvilken den Kjøbſtad var, der nævnes ſaavel paa ſidſtnævnte Sted, ſom her ovenfor, ſiges ikke udtrykkeligt, dog maa man nærmeſt tænke paa Cholmogory, der ligger paa en Ø ved Flodens venſtre Bred, og ſom ſiden efter, da Bjarmeland var blevet rusſiſk, og indtil Archangelſk blev anlagt, betragtedes ſom Hovedſtaden i hiint Landſkab. Dog er det altid et ſtort Spørgsmaal, om Cholmogory virkelig er ældre end det rusſiſke Herredømme. Der gives for øvrigt dem, der af Mangel paa Kjendſkab til Forholdene bare fablet om at Cholmogory ſkulde være det ſamme ſom „Holmgard“ og deraf villet beviſe Cholmogorys Ælde; om Urimeligheden heraf er det ufornødent at tale videre.
  3. Der fortælles, at der gik to Mænd lige foran ham, værende en Sæk, hvoraf han fra Tid til anden fremtog noget der lignede Aſke og ſnart ſtrøede det i Sporene bag ſig, ſnart kaſtede det fremover Skaren; hvoraf Virkningen ſkal have været den, at Bjarmerne, da de kom frem paa Sletten, ej kunde ſee dem. Noget lignende fortælles om Dronning Gunnhild, da hun forvildede Svaret for Finnerne (ſe ovenfor 1ſte B. S. 587), ogſaa hun ſtrøede noget, der lignede Aſke. At Thore virkelig har gjort nogle ſlige Kunſter, eller ſtrøet noget om ſig, ſynes viſt, da han ſiden dukkede derpaa, og tilegnede ſig Fortjeneſten af at de alle vare undkomne; men hvor vidt han ſelv troede derpaa, er en anden Sag.
  4. Dette maa have været et Sted ved Udløbet af det hvide Hav, maaſkee ved Trioſtrova eller de tre Øer yderſt paa Trinnes-Halvøen, ved de af Ottar ſaakaldte Terfinners Land.
  5. Navnet Geirsver udtales nu ſkjødesløſt, og udtaltes vel allerede i Oldtiden „Gjesver“; Været ligger i Tuefjorden ved Magerøen ſtrax veſtenfor Nordkap.
  6. Nemlig det Spyd, med hvilket Aasmund Grankellsſøn havde hevnet Thore Sel ved dermed at gjennembore Aasbjørn Selsbane; dette havde Aasbjørns Moder ſiden givet Thore med den højtidelige Opfordring at hevne ham, ſe ovenfor S. 626. Det var Karle, ſom havde udpeget Aasbjørn for Aasmund, derfor gik Hevnen ud over ham.
  7. Ogſaa denne Kone ſkal efter Sagaen have anvendt Trolddom.
  8. Heraf ſkulde det ſynes, ſom om ogſaa Thore havde Sysſel paa Haalogaland, uagtet Sagaerne ellers kun tale om at Sysſelen paa Haalogaland var deelt mellem Haarek og Aasmund. Maaſkee dog kun Udtrykket her er unøjagtigt, og alene betegner det Strøg, hvor Thore havde Indflydelſe. For Reſten kan det godt være muligt, at“Thore, da han blev Olafs Hirdmand, fik den allernordligſte Deel, eller Amd, i Sysſel (Amdarnes sýsla); ſamt at Aasmund havde Ylfe- og Lofotens Sysſel, maaſkee ogſaa Stegen og Salten.
  9. Olaf den helliges Saga, Cap. 129, Snorre, Cap. 143.
  10. Uagtet Forholdet mellem Guld og Sølv i hiin Tid neppe var ſtørre end ſenere, nemlig ſom 8 : 1, var denne Bod dog overmaade ſtor. 30 Merker Guld var det ſamme ſom 210 Merker Sølv; regnes hver Mark for omtrent 9 Sølvſpecier, bliver dette 2160 Spdlr.; men tager man nu dertil i Betragtning, at Pengene paa hiin Tid næſten var 10 Gange ſaa meget værd, ſom nu, vil Summen ſvare til ikke langt fra 20,000 Spd. i vore Penge. Men det er øjenſynligt, at den ej alene ſkulde være en Bod, men ogſaa indeholde Erſtatning for det koſtbare Gods, der var røvet fra Karle.
  11. Olaf den helliges Saga, Cap. 135. Snorre, Cap. 149.
  12. Olaf den helliges Saga, Cap. 136. Snorre, Cap. 150.