Det norske Folks Historie/2/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olafs herſkeſyge Planer med Henſyn til Island mislykkedes ej alene i ſig ſelv, men de hevnede ſig ogſaa deri, at de islandſke Høvdingeſønners nødtvungne Ophold i Norge gav Anledning til ſtore Ubehageligheder for ham, ja udſatte ham endog for at paadrage ſig alle de mægtige Arnungers Fiendſkab. Thorodd Snorresſøn, Stein Skaftesſøn og Egil Sidu-Hallsſøn maatte ledſage Kongen til Nidaros og opholde ſig hos ham om Vintren; Dette var i den anden Vinter, de ſaaledes havde tilbragt borte fra Hjemmet ſom Giſler, og iſær vare de to førſte meget utaalmodige herover. Stein Skaftesſøn, en ſmuk Mand, dygtig i alſkens Idrætter, en god Skald og meget overmodig, klagede baade i Vers og i almindelig Tale over Kongens Adfærd, og ſaa vel han, ſom Thorodd ytrede, at det ſkulde gaa Kongen værre end dem, der havde ſendt ham ſine Sønner, hvis han ej lod dem have deres Frihed. Kongen blev meget vred herover. Skafte Lovſigemand havde digtet en Draapa om Kong Olaf og ladet Stein lære den, for at han igjen kunde kvæde den for Kongen. En Dag, da Stein var hos Kongen, ſpurgte han derfor denne, om han vilde høre hans Faders Draapa. Kongen ſagde at han førſt vilde høre hvad han ſelv havde digtet om ham. Stein ſvarede at dette intet havde at betyde, da han ikke var nogen ſtor Skald; dog ſkjønnede han godt, hvad Kongen ſigtede til, og gik derfor bort. Ikke længe efter fandt han en Nat Lejlighed til at flygte bort, ledſaget af ſin Skoſvend. Han tog Vejen over Gaularaaſen og ud til Orkedalen, hvor han næſte Aften kom til en Kongsgaard, der beſtyredes af en Aarmand ved Navn Thorgeir, hvilken juſt havde været tilſtede i Nidaros ved den ſidſte Samtale mellem Kongen og Stein. Thorgeir tilbød ham at blive der om Natten og ſpurgte, hvad der var paa Færde med ham. Stein bad ham kun om at ſaa Heſt og Slæde, da han ſtrax agtede ſig videre. Thorgeir ſvarede, at han nødig vilde indlade ſig derpaa, da han ej vidſte om Kongen havde givet ham ſit Samtykke til Rejſen. „Forleden Dag“, ſagde han, „vankede der juſt ikke myge Ord mellem dig og Kongen“. Stein ſvarede, at om end Kongen forbød ham at raade ſig ſelv, ſkulde ikke Kongens Trælle forbyde ham det. I det ſamme drog han ſit Sverd og dræbte Aarmanden; og da der juſt kjørtes noget Korn ind paa Gaarden, tog han Heſten og bød Skoſvenden ſætte ſig paa den, medens han ſelv ſatte ſig i Slæden. De rejſte nu den hele Nat over Surendalsſkoven, indtil de kom ned i Surendalen paa Nordmøre. De ſkaffede ſig Overſætning over de forſkjellige Fjorde, der laa paa deres Vej, og fik god Hjelp, hvor de kom, idet de udgave ſig for Kongens Mænd, uden at nævne noget om Drabet. Saaledes rejſte de ſaa hurtigt ſom muligt, indtil de en Aften kom til Giſke paa Søndmøre, hvor Thorberg Arnesſøn boede. Thorberg ſelv var ikke hjemme, men hans Huſtru Ragnhild, Erling Skjalgsſøns Datter, tog paa det venligſte imod ham, fordi hun kjendte ham før, og han havde haft Anledning til at viſe hende en ſtor Tjeneſte. Det traf ſig nemlig, at han paa ſin Rejſe fra Island i ſit eget Skib for halvandet Aar ſiden (1025) allerførſt landede ved Giſke, juſt ſom Ragnhild laa og ſkulde føde et Barn, men ikke kunde blive forløſt og led ſtore Smerter. Man ønſkede at have en Preſt ved Haanden, men der var ingen paa Øen, og heller ikke nogen i Nærheden. Da fik man høre, at der var kommet et Kjøbmandsſkib til Øen, og ſendte ſtrax Bud for at ſpørge om det havde nogen Preſt ombord, og i ſaa Fald bede ham komme op paa Gaarden. Der var en Preſt ombord, men han var ganſke ung og kunde ikke ſtort af Lærdommen; derfor vovede han ſig ikke til at gaa, førend Stein lovede ham at være med. Da gik de op; kort efter fødde Ragnhild en Datter til Verden, ſom var meget ſvag og derfor ſtrax maatte døbes af Preſten. Stein holdt hende rinder Daaben, gav hende Navnet Thora, og ſkjenkede hende en Guldfingerring i Faddergave. Ragnhild tilſagde Stein ſit Venſkab og bad ham komme til hende, hvis han behøvede Hjelp. Stein ſvarede, at han nok ikke kom til at holde flere Pigebørn under Daaben, og dermed ſkiltes de dengang. Nu derimod benyttede han ſig af hendes gode Tilbud. Han fortalte hende, hvad der var ſkeet, og hvor opbragt Kongen var paa ham. Hun lovede ham at gjøre alt hvad der ſtod i hendes Magt for at hjelpe ham, og bad ham at opholde ſig der, indtil hendes Mand kom hjem. Hun gav ham Plads ved Siden af ſin tolvaarige Søn Eyſtein Orre. Da Thorberg kom, var han ikke videre blid, da han allerede havde hørt, hvorledes det var gaaet Stein. Da Ragnhild bad ham at tage ſig af ham, ſagde han: „jeg har bragt i Erfaring, at Kongen har ladet holde Orvarthing efter Thorgeir, at Stein er lyſt utlæg, nei at Kongen er overvættes vred; og jeg er klogere end ſom ſaa, at jeg ſkulde udſætte mig for Kongens Vrede ved at antage mig en udenlandſk Mand: lad Stein fare bort ſaa fort ſom muligt“. Ragnhild ſvarede, at da ſkulde hun ogſaa fare bort med ham. „Som du vil“, ſvarede Thorberg, „du kommer nok ſnart igjen, thi her har du meeſt at ſige. Da traadte Eyſtein Orre frem og ſagde, at han heller ikke vilde blive tilbage, hvis hans Moder rejſte bort. Thorberg ſagde at de viſte ſig over al Maade paaſtaaelige og heftige i dette Stykke; „dog“, ſagde han, „faar jeg vel lade eder raade; men altfor meget ligger det til din Æt, Ragnhild, at ringeagte Kong Olafs Ord“. „Anſeer du det for en ſaa farlig Sag at forſvare Stein“,“ ſagde Ragnhild, ſaa rejs ſelv med ham til min Fader Erling, eller ſkaf ham Følge, ſaa at han kommer did i Fred“. „Til Erling ſender jeg ham ej“, ſagde Thorberg, „fordi han alligevel har gjort nok til at paadrage ſig Kongens Mishag“. Og ſaaledes forblev Stein der Reſten af Vintren (1026—1027). Efter Juul kom der Sendebud til Thorberg, med den beſtemte og ſtrenge Befaling, at han før Midfaſte ſkulde komme til Kongen. Thorberg raadførte ſig med ſine Venner, hvor vidt han ſkulde vove paa at indfinde ſig hos Kongen under de nærværende Omſtændigheder. De Hefte fraraadede ham det og ſagde at han heller burde ſende Stein fra ſig. Thorberg vilde dog helſt lyde Kongens Bud. Noget efter drog han til ſin Broder Finn, fortalte ham hvorledes Sagerne ſtode og bad ham gjøre ham Følge. Finn ſagde.at det var ſlemt at have ſaadant Kvindeherredømme, at man ej for ſin Kones Skyld kunde viſe ſin rette Herre den tilbørlige Lydighed. „Det ſtaar dig frit for, om du vil følge mig eller ej“, ſagde Thorberg, „men det forekommer mig dog ſom om du undſlaar dig derfor mere af Frygt for Kongen, end af Kjærlighed til ham[1]. Derefter drog han til ſin Broder Arne, og fremſatte den ſamme Anmodning til ham. Arne fandt det underligt, at en Mand med Thorbergs Klogſkab ſkulde kunne rage i ſaadant Uheld og paadrage ſig Kongens Vrede uden mindſte Nødvendighed; det kunde lade ſig høre med en Frænde eller Foſtbroder, men at tage ſig af en islandſk Mand, ſom Kongen havde lyſt utlæg, og bringe baade ſig ſelv og ſine Frænder i Fare for hans Skyld, det var dog altfor galt. „Skal her være Tale om Uheld“, ſvarede Thorberg, „bliver det min Faders, nemlig at hans yngſte Søn ſkulde vanſlægte fra Ætten, og hvis det ej var at tilføje min Moder Skam, vilde jeg aldrig kalde dig vor, Broder“. Med disſe Ord forlod Thorberg ham og rejſte hjem, vred i Hu. Siden ſendte han. Bud til ſin Broder Kalf nord i Throndhjem, og bad ham at møde ham ved Agdenes. Kalf lovede det, uden for øvrigt at tilføje noget Ord. Imidlertid ſendte Ragnhild Bud til ſin Fader Erling efter Hjelp. Han“ſendte ſine to hjemmeværende Sønner Sigurd og Thore, hver med en Tyveſesſe og 90 Mand. Da de kom til Thorberg, blev han meget glad, og gjorde ſig ſtrax rede til Rejſen. Ogſaa han havde en Tyveſesſe, og da de nu droge nordefter, havde de ſaaledes ikke mindre end tre vel bemandede Skibe. Stein ſelv var med. Da de kom til Kraakevaad[2], laa Finn og Arne der med to Tyveſesſer, og Thorberg hilſte dem nu paa det venligſte, ſigende at hans Opeggelſer dog havde virket. Finn ſvarede, at ſligt ſjælden behøvedes med ham. Og da de kom til Agdenes, mødte Kalf dem ligeledes med en vel udruſtet Tyveſesſe. Med hele denne Flaade ſtyrede de ind ad Fjorden, og lagde ſig ved Nidarholmen om Natten. Om Morgenen holdt de Raad om, hvad de ſkulde gjøre. Kalf og Erlings Sønner vilde at de ſkulde lægge ind til Byen med deres hele. Styrke, og lade det komme an paa, hvad der da vilde ſkee. Thorberg derimod vilde at man ſkulde fare frem i Mindelighed og byde anſtændige Forligsvilkaar. Heri ſamtykkede Finn og Arne, og derved blev det. Finn og Arne begave ſig, ledſagede af kun nogle faa Mænd, til Kongen, og gjorde ham paa Thorbergs Vegne det Tilbud, at han ſkulde faſtſætte en ſaa ſtor Pengebod, ſom han vilde, naar Thorberg blot maatte have Landsviſt og beholde ſine Vejtſler, og Stein ſlippe for Straf paa Liv eller Lemmer. Kongen, ſom havde hørt, hvilken ſtor Troppeſtyrke Brødrene havde ſamlet, var:meget alvorlig, og ſagde: „Saa vidt jeg kan ſkjønne, have I allerede hjemmefra tænkt at indrette denne Færd ſaaledes, at I kunne raade i det mindſte lige ſaa meget ſom jeg, om ikke mere, og allermindſt ventede jeg af eder Brødre, at I vilde fare med en Hær mod mig. Jeg ſkjønner derfor nok, at det er Jæderboerne, ſom have udklækket dette Raad. Men Pengebøder nytter det ej at byde mig“. — „Aarſagen“, ſvarede Finn, „hvorfor vi Brødre have ſamlet al denne Styrke, er ej fordi vi vilde byde eder Ufred, Konge, men fordi vi førſt vilde tilbyde eder vor Tjeneſte; thi afſlaar I at modtage den, og tiltænker I derimod Thorberg“ nogen haard Behandling, da drage vi alle ſammen med hele denne Styrke til Kong Knut den mægtige“. Kongen ſaa en Stund paa ham, og ſagde derpaa: „Derſom I, Brødre, ville tilſværge mig at I ſkulle følge mig baade inden- og udenlands, aldrig ſkilles fra mig uden min Tilladelſe, og aldrig ſkjule for mig de ſvigagtige Anſlag, ſom I maatte erfare at der ſmedes imod mig, da ſkal jeg modtage Forligstilbudet“. Da Finn kom tilbage med dette Svar, blev der igjen raadſlaaet. Thorberg erklærede at han for ſin Deel vilde efterkomme Kongens Fordring, „thi“, ſagde han, „jeg har ingen Lyſt til at fly fra mine“ Ejendomme og ſøge hen til udenlandſke Høvdinger, medens det derimod altid vil være mig til Hæder at følge Kong Olaf og være der, hvor han er“. Kalf ſagde: „ingen Ed vil jeg tilſværge Kongen, og agter kun at forblive i Landet ſaa længe ſom jeg beholder mine Vejtſler og øvrige Hæderspoſter, og Kongen vil være min Ven: ſaaledes bør vi alle gjøre“. Finn ſagde at han vilde lade Olaf alene raade for Vilkaarene mellem dem. Arne erklærede, at naar han havde beſluttet ſig til at følge Thorberg, om han end agtede at ſtride mod Kongen, vilde han ſaa meget heller være med ham, naar han valgte det bedre Raad,; han vilde derfor, ſagde han, følge ham og Finn og antage de ſamme Vilkaar ſom de. Derpaa gik de tre Brødre ombord paa et af Skibene, roede ind til Byen, og begave ſig til Kongen, med hvem de nu ſluttede Forlig, ſaaledes at de tilſvore ham den forlangte Ed, men Kongen derimod tilſagde Stein i fuldkommen Fred, dog med det Tillæg, at han ikke længer vilde have ham hos ſig. De vendte nu tilbage til deres øvrige Følge, og Flaaden ſkiltes ad. Kalf, der ej havde villet binde ſig ſaa nøje til Kongen, drog ind til Egg; Finn begav ſig til Kongen, og Thorberg tilligemed de øvrige droge ſydefter. Stein fulgte med Erlings Sønner ſyd til Jæderen, og rejſte ikke længe efter, tidligt om Vaaren, til England, hvor han ſiden gik Kong Knut til Haande[3]. Efter en anden, mindre ſandſynlig, Beretning ſkal Olaf virkelig have taget Stein fuldkommen til Naade, og fremdeles beholdt ham hos ſig, men han ſkal desuagtet have rømt over til Knut[4]. Efter nogles Sigende ſkal han have opholdt ſig længe hos Knut; efter andres ſkal hans Forfængelighed og Overmod have paadraget ham Knuts Misnøje, ſaa at han ej længe kunde forblive ved dennes Hof[5]. Ja den ſkal endog tilſidſt have voldt hans Død, thi der fortælles, at da han engang led Skibbrud paa Jyllands Kyſt, og vel kom levende i Land, men aldeles udmattet og kraftesløs, ſkal en Kone, d.er juſt kom ned for at vaſke Klæder, have faaet ſaa ſtor Lyſt til alle de Koſtbarheder, han bar paa ſig, at hun ſlog ham ihjel med ſit Banketræ og plyndrede Liget. „Og dette“, tilføjes der, „var tilpas til ham formedelſt hans Overmod og Ulydighed mod Kong Olaf“[6].

  1. Maaſkee Finn allerede da boede paa Auſtraat paa Yrje eller Ørlandet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, at han ſenere boede der, er viſt, ſe Harald. Sigurdsſøns Saga, Cap. 64.
  2. Hos Snorre ſtaar her „fyrir þróndheimsmynni“ d. e. til Mundingen af Throndhjemsfjorden, og ſom dennes Munding anſaaes Farvandet omkring den lille Ø Kraakevaad midt imellem Ørlandet og Hiteren. Krákuváð sem er þróndheimsmynni heder det i en gammel geografiſk Optegnelſe, ſe Hist. Norv. Anmerkn. S. 31. I de ældſte Haandſkrifter af Olaf den helliges Saga er Rum aabent for Navnet.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 134, Snorre, Cap. 148.
  4. Den legendariſke Olafs Saga, Cap. 63.
  5. Den legendariſke Saga, l. c. Stein, heder det, lod ſin Heſt ſko med Guld ligeſom Kongen ſelv; han lod ogſaa ſit Sverdfæſte belægge med Guld, ſaaledes at Hjaltene vare af Guld, men Mellemgrebet ubelagt. Da han fremviſte det ved et Drikkelag, angav han ſom Grund til den ufuldſtændige Udſmykning, at han ej havde haft Penge nok. Knut bød ſin Skatmeſter tage et Guldſtøb og give ham ½ Mark Guld deraf. Stein ſagde: er da denne halve Mark bedre end den anden halve, ſom er tilbage? Dertil ſvarede Kongen: „ſlige Mænd er os for ſtore; tag her en heel Mark Guld, men med vort Samliv er det forbi“.
  6. Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 181. At hine Tiders fromme Tro ſaa i Steins ſørgelige Endeligt et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over hans Færd mod Kong Olaf, ligeſom man i Sigmund Breſtesſøns lignende Dødsmaade, (ſe ovf. S. 333, 417.) havde ſeet en Straf fordi han vedblev at bære Afgudsbilledets Ring trods Olaf Tryggvesſøns Advarſel, er heel naturligt.