Det norske Folks Historie/2/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf ſøgte efter ſin Formand og Navne Olaf Tryggvesſøns Exempel, ogſaa at udſtrække ſin Indflydelſe til Island og Grønland. Dog led han ſig ikke, ſom han, nøje med, alene at virke til Chriſtendommens Fremme: han ſøgte ogſaa at erhverve virkeligt Herredømme over disſe norſke Kolonilande. Allerede tidligt ſøgte han, ligeſom paa Færøerne, ved Budſendinger og Gaver at ſkaffe ſig Venner paa Island og Grønland. Han modtog med Venlighed de Islændinger, der beſøgte ham, og viſte dem megen Ære. Vi have ſaaledes ſeet, hvor meget han gjorde af Sighvat Stald, der rigtignok næſten ikke længer kunde kaldes Islænding, efterſom han aldeles traadte i Olafs Tjeneſte og gjorde Norge til ſit Hjem. Om Thorarin Nevjulfsſøns ſtore Anſeelſe og betydelige Indflydelſe hos Kongen er der ovenfor talt. Der nævnes desforuden mange andre anſeede Islændinger, ſom beſøgte Olaf og fandt en venlig Modtagelſe hos ham. Blandt dem var ſaaledes Skalden Thord Kolbeinsſøn, der ſkulde til Danmark for at hente en Arv efter en der afdød Frænde. Thord beſøgte førſt Olaf, og fik af ham et ſaa godt Anbefalingsbrev til Danmark, at Arven blev ham udbetalt, ſkjønt rigtignok noget beklippet[1]; han digtede af Taknemmelighed en Draapa om Olaf, kvad den for ham, og belønnedes med en Guldring, en guldbeſat Kappe og et Sverd. Ved Brennøerne mødte han paa Tilbagevejen ſin fordums Medbejler Bjørn Hitdølakappe, der kom fra et Vikingetog med ſine Skibe og mange Stridsmænd. Thord havde i ſin Tid paa en ſkammelig Maade indbildt hans trolovede Brud at han var død, og overtalt hende til at egte ham ſelv. Til Hevn herover fratog Bjørn, der nu aldeles havde Overmagten, Thrond alle hans Koſtbarheder og Penge, men ſkjenkede ham dog Livet, af Agtelſe, ſom han ſagde, for Kong Olaf, hvis Gjeſt Thord var, ſkjønt Bjørn ej havde ſeet ham. Da Olaf ſiden fik dette at vide af Bjørn ſelv, følte han ſig meget ſmigret derved, og tilſagde ham ſit Venſkab, dog paa Vilkaar, at han ſkulde lade alt Vikingevæſen fare, da Guds Lov, ſom han ſagde, derved krænkedes. Bjørn lovede det, og bad om at maatte blive hos Kongen; denne vovede dog ej at beholde ham hos ſig, fordi han ventede den mægtige Islænding Thorkell Eyjulfsſøn, der var en Frænde af Bjørns Fiende Thord. Der fortælles at Bjørn før ſin Hjemrejſe til Island engang var i Bad paa ſamme Tid ſom Kongen, og kom til at tage et af hans Strømpebaand i Stedet for ſit; dette ſkal man ſiden, da hans Lig mange Aar derefter opgraves for at flyttes til en anden Kirke, have fundet uforandret, hvorfor det betragtedes ſom en Relikvie og anvendtes til Baand i en Mesſeſkjorte[2]. Om Olafs Hilſener til Islands Stormænd i Anledning af Kong Rørek, og den Venſkabelighed, hvormed de mødtes, er der forhen talt. For øvrigt var det Chriſtendommen paa Island, ſom han førſt tog ſig af; de politiſke Forhold vovede han kan efterhaanden at røre. Da Chriſtendommen blev lovtagen, vovede man endnu, ſom vi have ſeet, ikke at afſkaffe alle i Hedendommen brugelige Stikke, ej engang hemmelige Ofringer; og uagtet det nok beder, at de efter faa Aars Forløb ophørte af ſig ſelv, er det dog umuligt andet, end at meget deraf endnu var tilbage paa Kong Olafs Tid, ſiden det endog kunde vedligeholde ſig i Norge lige indtil han ved ſine kraftige Foranſtaltninger gjorde Ende derpaa. Hans Beſtræbelſer for at befæſte og renſe Chriſtendommen i Norge gik derfor Haand i Haand med lignende Beſtræbelſer for Islands Vedkommende. Vi have ovenfor berettet, hvorledes Kongen allerede under ſit Ophold i Throndhjem 1016 ſendte Bud efter Hjalte Skeggesſøn. Ved ſamme Lejlighed, heder det, ſendte han Bud til Skafte Lovſigemand og andre af de meeſt formaaende Mænd paa Øen, at de ſkulde tage ud af deres Lov, hvad der tyktes ham meeſt at ſtride mod Chriſtendommen, ligeſom han og ſendte Islændingerne i Almindelighed ſin venſkabeligeHilſen. Overbringeren af dette Budſkab var ſandſynligviis den Biſkop Bernhard den bogviſe[3], om hvilken vi læſe at han havde ledſaget Olaf fra England, og ſiden af ham ſendtes til Island, hvor han forblev i fem Aar. Hjalte kom til Norge 1017, og opholdt ſig der til 1018, men benyttedes, ſom vi have ſeet, meeſt ved Forhandlingerne med Sviakongen. Dog har han viſt ogſaa raadſlaaet med Olaf om Foranſtaltninger til Chriſtendommens Fremme, og da det udtrykkeligt fortælles, at Islændingerne forandrede deres Lov og ſatte deres Chriſtenret efter hvad Olaf havde ſendt dem Bud om, kan man viſt antage at baade Afſkaffelſen af de ſidſte hedenſke Skikke, og Vedtagelſen af den førſte Chriſtenret paa Island nærmeſt er at tilſkrive Hjaltes og Bernhards Virkſomhed. I Oldſkrifterne ſelv tales intet videre derom[4]. Den ældſte, nu opbevarede, islandſke Chriſtenret fremſtiller den kirkelige Lovgivning for Øen ſaaledes ſom den i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede blev nærmere beſtemt og ved Biſkopperne Thorlaks og Ketils Foranſtaltninger; men de fleſte ældre Beſtemmelſer ere dog, ſom man maa antage, bibeholdte, da de paa det nærmeſte ſtemme med, hvad der gjaldt for Norge. Den Beredvillighed, hvormed Islændingerne antoge Kong Olafs religiøſe Reformer, lønnedes ogſaa med Erkjendtlighed fra hans Side. Han ſendte Tommer til en Kirke, ſom Islændingerne opførte paa Thingvolden ved Althinget, og ſkjenkede dertil en ſtor Klokke, ſom endnu længe efter fandtes der[5]. Der ſluttedes ogſaa en Overeenskomſt mellem ham og Islændingerne, hvorved han vel tilſtod dem betydelige Rettigheder i Norge, men disſe ogſaa til Gjengjeld gik ind paa Forpligtelſer, der i ſig ſelv indeholdt Erkjendelſen af et nærmere og inderligere Forhold mellem Island og Norge, end mellem Island og noget andet Land, og ſom allerede derved kunde ſkaffe Kongen Anledning eller et Paaſkud til at gaa videre[6]. Enhver Islænding ſkulde med Henſyn til perſonlige Fornærmelſer i Norge have ſamme Ret til Bøder, ſom en Hauld[7]. En i Norge falden Arv ſkulde ej betragtes ſom forladt eller tilfalden Kongen, hvis Arveladeren havde et Syſkendebarn eller nærmere Frænde paa Island; da var denne Frænde arveberettiget. Islændingerne ſkulde ingen Told eller Afgift betale i Norge, uden Landøre[8], og en Afgift til Vegterne i Kjøbſtæderne. Landørerne beſtemtes nu til 6 Felder og 6 Alen Vaadmaal i Varer, eller Mark Sølv i Penge, men Afgiften ſkulde allerede betragtes ſom forfalden naar det Skib, hvormed Islændingen var kommen, havde kaſtet Anker eller ſlaaet Landtoug. Den ſkulde betales af enhver frels islandſk Mand, der havde fuld Ret, og hver Gang, han efter at have været hjemme beſøgte Norge eller et af Norges Skatlande; dog ikke naar han paa en Rejſe til Grønland, eller for at opdage Lande, ved Storm eller Modvind fordreves til Norges Kyſt, og naturligviis heller ikke, naar Afgiften allerede var erlagt i et af Skatlandene. Til Gjengjeld forbandt ogſaa Islændingerne ſig til at ſtaa Norges Konge bi i Krig, for ſaa vidt ſom de opholdt ſig i hans Rige. Naar det nemlig var viſt at en fiendtlig Hær vilde angribe Norge, og Almenning var ude, ſkulde ogſaa Islændingerne, ſom opholdt ſig i Norge, gjøre Krigstjeneſte med, dog ſaaledes at af tre ſkulde kun de to fare og den tredie ſidde efter, ligeſom de og kun vare forpligtede til at forſvare Norge, men ej til at følge med paa Krigstog udenfor Landet. Islændingerne ſkulde altid kunne ubehindret forlade Norge for at drage hjem, undtagen i hiint Tilfælde, hvor fiendtligt Angreb ventedes, og hvor de ſaaledes vare forpligtede til at gjøre Krigstjeneſte. Den norſke Kongens Retsſager ſkulde være ſelvſtevnte paa Island, og forfølges efter de der gjeldende Love, ligeſom og hans Mænd der ſkulde nyde ſamme Ret, ſom Landets egne Mænd. En paa Island falden Arv ſkulde Arveladerens Frænde eller Fælligmand, om han var Nordmand, være berettiget til at tage, og var der ingen ſaadan tilſtede, ſkulde man oppebie hans Komme.

Efter at denne Overeenskomſt var ſluttet, indfandt ogſaa flere anſeede Islændinger ſig hos Olaf og bleve hans haandgangne Mænd. Blandt dem nævnes udtrykkeligt den nys omtalte Thorkell Eyjulfsſøn paa Hvam, Gudrun Uſvifersdatters Mand[9], hendes Søn og hans Stifſøn Thorleik Bollesſøn, og de to urolige Foſtbrødre, Thorgeir Haavardsſøn, et Syſkendebarn af Thorgils Aresſøn paa Reykjahole, og Thormod Berſesſøn fra Iſafjorden, en ypperlig Skald, der ſædvanligviis kaldtes Kolbrunarſkald, fordi han havde digtet et Kvad til Ære for en Pige ved Navn Thorbjørg Glumsdatter, der formedelſt ſine mørke Øjne og Haar havde faaet Tilnavnet Kolbrun[10]. Ogſaa Illuge, en Broder af Thorgils Aresſøn, var Olafs Hirdmand, ligeſaa Thord, en Søn af Børk den digre, og foruden dem, viſtnok mange andre, ſom ikke engang ere nævnte. Af Islændinger, ſom beſøgte Olaf, nævnes desforuden Gudrun Uſvifersdatters anden og meeſt udmerkede Søn, Bolle Bollesſøn, hvem Kongen ogſaa tilbød at blive Hirdmand, men ſom heller foretrak at gaa til Myklagaard, hvor han traadte ind i Væringernes Skare, og Grette den ſterke. Denne var i Slægtſkab med Olaf, efterſom han nedſtammede fra Gudbrand Kulas Morbroder Anund Træfod, og ventede ſig derfor megen Hæder og Forfremmelſe af Kongen, men tvertimod blev denne Rejſe den uheldigſte i hans Liv. Allerede ved Ankomſten led han Skibbrud ved nogle Øer ſøndenfor Stad, og da han efter ſine forfrosne Medrejſendes indſtændige Bøn havde ſvømmet over et Sund, for at hente dem noget Ild fra et Baal, ſom de ſaa brænde der i et Huus, blev han af dem, der ſad i Huſet, antagen for at være en Trold formedelſt ſin Højde og vilde Udſeende: de angrebe ham med alt hvad de kunde faa fat paa, og han forſvarede ſig med Brande fra Baalet, ſaa at Gniſterne fløj, hvorved tilſidſt hele Huſet brandt op med alle dem, ſom vare inde. Det var den anſeede islandſke Høvding Thore Skeggesſøns tvende haabefulde Sønner, tilligemed deres Følge, og de havde juſt agtet ſig til Kongen for at blive hans haandgangne Mænd. Da Grette ſiden kom til Kongen, tilbød han at beviſe Drabets Uforſætlighed, og allerede ſkulde han i Kongens, Biſkoppens og mange andres Paaſyn underkaſte ſig Jærnbyrd i Kirken, da en halvvoxen Dreng kom løbende ind, ſkammede ham ud ſom en Morder og Ugjerningsmand, og ſagde at det var uforſvarligt at ſtede ſlige Folk til Renſelſe. Derover blev Grette vred og gav ham et Slag paa Kinden ſaa at han beſvimede. Dette mishagede Kongen ſaaledes, at han ej vilde tage Grette i ſin Tjeneſte, da han, ſom han ſagde, var en til Ulykke beſtemt Mand. Grette maatte rejſe tilbage til Island, hvor de indebrændtes Fader, Thore Skeggesſøn, fik ham paa Althinget gjort til Skogarmand eller fredløs, og i henved 20 Aar friſtede nu Grette et ſaadant omflakkende farefuldt Liv, ſom Gisle Sursſøn og andre ſlige fredløſe Mænd, der ej vare heldige nok til at kunne ſlippe fra Landet. Hvis han havde kunnet holde ſig i 20 Aar, vilde hans Fredløshed derved være ophævet, men netop i det 20de Aar blev han, vanfør af et Saar, han ſelv var kommen til at tilføje ſig, lumſkeligen overfaldt paa Klippeøen Stange i Skagafjorden, og dræbt. Hans Drabsmand maatte dog forlade Landet, og begav ſig til Conſtantinopel. Men Grettes Broder Thorſtein, der levede i Norge, fulgte ham i Hælene, for at tage Hevn over ham. De lode ſig begge optage i Væringernes Skare, men desuagtet fandt Thorſtein Lejlighed til at dræbe ham, uden Henſyn til den Fare han derved, ifølge Væringernes ſtrenge Love, udſatte ſig for. Han blev ogſaa fængſlet, men det lykkedes ham dog at komme paa fri Fod, efter hvad det fortælles, ved en fornem Kvindes Mellemkomſt, der havde fattet Godhed for ham[11].

Foruden de allerede omtalte offentlige Gaver, ſom Olaf ſendte til Island, og foruden den Venlighed, han i Almindelighed viſte Islændingerne, naar de beſøgte ham, ſendte han ogſaa Høvdingerne enkeltviis ſtore Foræringer, ſom Beviis paa ſit Venſkab for dem, og ſkjenkede flere af dem Tommer til de Kirker, ſom de paa egen Bekoſtning vilde lade opføre paa deres Gaarde. De ſendte ham da ogſaa ſlige Gaver til Gjengjeld, ſom de iſær troede at han fandt Behag i. Men, ſiges der, under disſe Venſkabsbeviſer, der ſaaledes fra Kongens Side bleve Islændingerne til Deel, boede der mangt og meget, ſom ſiden aabenbarede ſig. Dette viſte ſig i Aaret 1024, da Olaf formodentlig har anſeet Gemytterne tilſtrækkeligt forberedte paa, hvad han nu agtede at komme frem med. Til at overbringe ſit Budſkab valgte han Thorarin Nevjulfsſøn, paa hvis Hengivenhed og Paalidelighed han kunde ſtole, og ſom, ſelv Islænding, maatte have lettere for at virke paa ſine Landsmænd. Thorarin fulgte Kongen fra Throndhjem, da denne om Sommeren 1024 drog ſydefter for at rejſe til Viken. Fra Møre ſatte Thorarin ud til Havs, og fik en ſaa ypperlig Vind, at han allerede efter fire Dage landede ved Ørebakke paa Island, medens Althinget endnu var ſamlet. Han begav ſig ſtrax til Things, og kom juſt medens man var forſamlet paa Lagberget. Han gik ufortøvet derhen, og da man var færdig med de øvrige Sager, ſom der ſkulde forhandles, begyndte han ſaaledes: „For fire Dage ſiden ſkiltes jeg fra Kong Olaf Haraldsſøn. Han ſender Guds og ſin Hilſen til alle Høvdinger og Styrere her i Landet, ſaa vel ſom til den hele Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, Rige og Fattige, og lader eder melde, at.han vil være eders Drottin, hvis I ville være hans Thegner, og ſaa vel han, ſom I gjenſidigt hinandens Venner og Hjelpere i alt hvad der er godt“. Man ſvarede nok ſaa vel paa denne Hilſen, og ſagde at alle med Glæde vilde være Kongens Venner, naar han vilde være deres. Hvad Thorarin lod falde om Drottin og Thegner lod man for det førſte gaa hen uden at lægge Vegt derpaa. Opmuntret ved det venlige Svar troede Thorarin at han nu kunde rykke frem med, hvad han egentlig havde paa Hjertet. „Med Kongens Hilſen“, ſagde han, „følger ogſaa dette, at han beder Nordlændingerne ſom Tegn paa deres Venſkab at give ham den Ø eller Udſkær, der ligger udenfor Eyjafjorden, og kaldes Grimsø. Til Gjengjeld vil han give de gode Ting fra ſit Land, ſom de maatte ønſke ſig. Angaaende denne Sag henvender han ſig nærmeſt til Gudmund paa Madrevalle, thi han har hørt, at han bar meeſt at ſige i den Deel af Landet“. Gudmund ſvarede: „jeg ſætter megen Priis paa Olafs Venſkab, .og tvivler ikke paa at det er mig langt nyttigere end hiint Udſkær, han forlanger; men naar han tror at jeg har mere at ſige derover, end andre, er han fejl underrettet, thi det er nu gjort til Almenning, og alle vi, der have meeſt Nytte af Øen, maa nærmere overlægge derom“. Derpaa forlod man Lagberget og gik til ſine Boder. Siden havde Nordlændingerne et Møde for at tale om Sagen, og Gudmund anbefalede, merkeligt nok, Indrømmelſen af Kongens Bøn, hvilket beſtemte mange andre til at ſamtykke deri. Kun hans kloge Broder Einar Tveræing[12] var taus. Man ſpurgte ham da, hvorfor han ikke ytrede nej, da han dog havde bedſt Forſtand paa de fleſte Sager. „Hvorfor jeg hidtil har tiet, ſagde han, er kun fordi man ej har æſket min Mening. Men ſkal jeg ſige den, da er det denne, at dette Lands Folk aldrig bør underkaſte ſig Skattegaver til Kong Olaf og finde ſig i de ſamme Paalæg her, ſom han har indført blandt Norges Mænd. Det vilde være at forſpilde ej alene vor egen Frihed, men ogſaa vore Sønners og vore Efterkommeres, og for den Trældom vilde Landet aldrig blive fri. Jeg tvivler ikke paa at denne Konge kan være nok ſaa god, men ſiden kan det.dog gaa, ſom vi oftere have ſeet ved Kongeſkifter, at ikke alle ere lige beſkafne: nogle ere gode, andre onde. Ville Landets Folk beholde ſin Frihed, ſom de have haft ſiden dette Land bebyggedes, da bør man frem for alt ikke give Kongen noget at hænge ſig faſt ved, enten Beſiddelſer her til Lands, eller beſtemte Afgifter, der kunne regnes for Afhængighedstegn; derimod er der intet i Vejen for at de, der have Lyſt, ſende Kongen Vennegaver, f. Ex. Høge eller Heſte, Tjeld eller Sejl, eller andre Ting ſom kunde kaldes Sendinger, og de ere vel anvendte, naar Kongen lønner dem med ſit Venſkab. Hvad nu Grimsø angaar, da kan man, hvis ingen Midler til Livsophold flyttes derfra, meget godt underholde en Hær paa Øen, og naar da en udenlandſk Hær førſt har ſat ſig faſt der, og kommer derfra med Langſkibe, da vil det vorde trangt nok foran mangen Smaabondes Dør“. Saa ſnart Einar havde ſluttet ſin Tale og paapeget disſe Farer, erklærede hele Almuen eenſtemmigt, at dette Kongens Forlangende aldrig ſkulde indrømmes, og Thorarin indſaa, at der ej var mere ved denne Sag at gjøre.

Han havde dog endnu en Plan i Baghaanden. Dagen efter gik han atter til Lagberget, og ſagde: „Kong Olaf hilſer ſine Venner her til Lands, navnlig Gudmund Eyjulfsſøn, Snorre Gode, Thorkell Eyjulfsſøn, Skafte Lovſigemand og Thorſtein Sidu-Hallsſøn, og indbyder eder til et venſkabeligt Beſøg; han tilføjer, at I ikke ſkulle udſætte denne Rejſe, derſom I ſætte nogen Priis paa hans Venſkab“. De takkede for Indbydelſen, men vilde dog ikke ſige noget beſtemt Svar, førend de havde overtænkt Sagen og raadſlaaet derom med deres Venner. Da de nu raadſloge derom, raadede Snorre og Skafte, paa hvis Klogſkab vi-allerede oftere have ſeet Beviſer, at give ſig ſaaledes Nordmændene i Vold, ſom Tilfældet vilde være, naar alle de mægtigſte Mænd paa engang droge til Norge. De ſagde at dette Budſkab forekom dem heel mistænkeligt, og at hentyde paa,hvad Einar havde ſagt, nemlig at Kongen havde i Sinde at undertvinge Islændingerne, hvis han fik ſin Vilje frem. Gudmund og Thorkell raadede derimod ivrigt til at modtage Indbydelſen, og ſagde at dette vilde være en meget hæderlig Rejſe. Efter nogen Tale frem og tilbage om denne Sag blev det endelig beſluttet, at de ikke ſelv ſkulde rejſe, men at derimod enhver af dem ſkulde ſende en Mand i ſit Sted, ſom han fandt bedſt ſkikket dertil. Med denne Aftale ſkiltes man ad paa dette Thing, og den kom ikke engang til Udførelſe den Sommer. Thorarin rejſte tilbage til Norge, og kom om Høſten til Olaf, hvem han berettede Udfaldet af ſit Ærende, og tilføjede at ifølge hans Indbydelſe vilde enten Høvdingerne paa Island komme ſelv eller ſende ſine Sønner i ſit Sted. Der tales ikke om at Olaf denne Gang ytrede nogen Misfornøjelſe med at hans førſte Bøn var afſlaaet. Han haabede vel, at den ſidſte Plan ſkulde lykkes des bedre[13].

Den følgende Sommer (1025) kom virkelig Stein, en Søn af Skafte Lovſigemand, Thorodd, Snorre Godes Søn, Gelle, en Søn af Thorkell Eyjulfsſøn, og Egil, en Søn af Sidu-Hall og Broder af Thorſtein, til Norge ifølge hiin ved Thorarin Nevjulfsſøn overbragte Indbydelſe. I Gudmund Eyjulfsſøns Sted kom ingen. Om Vintren (1024—25) havde han endt ſit lange og for hans Fædreneøs politiſke Udvikling ſaa vigtige Liv. I ham tabte Kongen ſin meeſt formaaende Ven paa Øen[14]. Gudmunds Sønner deelte hans Ejendomme mellem ſig, og fik andet at tænke paa, end at beſøge Kong Olaf. Se ovennævnte fornemme Islændinger opſøgte ved deres Ankomſt til Norge ſtrax Kongen, der da opholdt ſig i Viken. De bleve venligt modtagne, og han beholdt dem alle ſammen hos ſig, ſaa vel under ſit Ophold i Sarpsborg om Vintren (1025—26), ſom paa ſin Rejſe nordefter det følgende Aar. De begyndte nu at længes hjem, og talte til Kongen herom, men kunde ikke faa noget beſtemt Svar. Omtrent paa den ſamme Tid, ſom Kongen havde haft de ubehagelige Forhandlinger med Færøingerne i Anledning af Thoralf Sigmundsſøns Drab, kaldte han dem til ſig og ſagde, at han havde tænkt over deres Sag, og beſluttet at lade Gelle rejſe ſamme Sommer, men derimod at beholde de øvrige hos ſig indtil han erfoer, hvad Svar man vilde give paa det Budſkab, Gelle ſkulde medbringe. Dette Budſkab var hverken mere eller mindre, end at Islændingerne ſkulde antage de ſamme Love, ſom han havde faaet vedtagne i Norge, og derforuden forpligte ſig til at betale ham Thegngilde og Nefgilde eller Næſeſkat, nemlig en Pening for hver Næſe af det Slags, hvoraf der gik 10 for 1 Alen Vaadmaal. Det var altſaa nu tydeligt, at Kongen vilde holde dem tilbage ſom Giſler, for derved at tiltvinge ſig Islands Underkaſtelſe. Naar Islændingerne, foruden at antage de i Norge gjeldende Love, forbandt ſig til at betale Thegngilde[15], hvorved de ligefrem erkjendte ſig for at være Kongens Thegner eller Underſaatter, og derhos underkaſtede ſig den ſamme Næſeſkat, ſom Harald Haarfagre havde paalagt Nordmændene[16], og ſom kun i Sø-Diſtrikterne var forandret til Ledings-Udredning, var det forbi med Øens Uafhængighed, og den var kun en Provins af Norge. Man kan undres over, at Høvdingerne paa Island ſaa beredvilligt ſendte ſine nærmeſte Paarørende til Kongen, men de maa rimeligviis, ſom Jarlen paa Orknøerne, og ſom Færøernes Høvdinger, have frygtet hans Magt. Gelle rejſte til Island, og fremſatte Sommeren efter (1027) Kongens Forſlag paa Althinget, idet han tilføjede, at Kongen lovede dem ſit Venſkab, der vilde ſamtykke deri, men truede de andre med haard Behandling, naar og hvor han kunde komme til. Der blev længe raadſlaaet derom, men man beſluttede dog tilſidſt at negte alt hvad Kongen forlangte. Dertil bidrog vel, at Giſlerne, ſom vi ville ſee, ej længer vare i Kongens Vold. Da Kongen fik Efterretningen, havde han andet og vigtigere at tænke paa, end Islands Undertvingelſe, og ſaaledes var den Fare, der fra Norge truede Islands Uafhængighed, for det førſte, og, ſom det ſiden viſte ſig, for mere end to Aarhundreder, afvendt.

Udfaldet af Olafs Underhandlinger med Høvdingerne paa Grønland ſynes at have haft et heldigere Udfald end hans Beſtræbelſer for at faa Islands Høvdinger til at underkaſte ſig, thi det ſiges udtrykkeligt, at Olaf gjorde ſig Grønland ſkatſkyldigt ſaa vel ſom Orknøerne, Hjaltland og Færøerne[17]. Men hvad Tid dette ſkede, eller hvorledes disſe Underhandlinger bleve drevne, omtales ikke udtrykkeligt. Man erfarer kun, at Thorkell, Leif Eriksſøns Søn, og efter hans Død, der maa være indtruffen omkring 1021, den fornemſte Høvding paa Øen, var Olafs ſynderlige Ven, at en anden anſeet Grønlænding, Stuf paa Stokkenes i Eriksfjord, var Olafs Hirdmand, og at Grønland fra denne Tid af ſtod i nærmere Forbindelſe med Norge, end med Island, da der langt oftere tales om Skibsfart mellem Norge og Grønland end mellem Norge og Island, ja det endog ſynes ſom om Islændingerne rejſte til Grønland over Norge[18]. Vi erfare for øvrigt, at Thormod Kolbrunarſkald, Kongens før omtalte Hofſkald og Yndling[19], omtrent i Aarene 1024—1027 opholdt ſig paa Grønland for at hevne ſin Foſtbroder Thorgeirs Drab, og ved den Lejlighed øvede megen Uſtyr i Landet. En af Thorgeirs Drabsmænd var den mægtige grønlandſke Høvding Thorgrim Trolle fra Einarsfjorden; den anden, Thorarin ofſe, en Islænding, var allerede bleven dræbt paa Island. Det er forhen nævnt, hvorledes Thormods Hu ſtod til at hevne ſin Foſtbroder, og da nu Stuf fra Stokkanes juſt ſkulde rejſe hjem fra Norge, kunde han ej modſtaa Lyſten til at følge med, men fulgte ham, med Kongens Tilladelſe. Kongen medgav ham de bedſte Anbefalinger til Thorkell Leifsſøn i Brattelid, hos hvem han tog ſin Bolig. Thorgrim, heder det, var Godordsmand, hvilket viſer, at Forfatningen paa Grønland for øvrigt lignede den paa Island; der holdtes og et fælles Hovedthing, i Lighed med det islandſke Althing, ved Garde i Einarsſjorden. Thorgrims ſtore Magt gjorde det til en vanſkelig Sag for Thormod at komme ham til Livs, iſær da han ved et Vredesdrab paa en Mand i Thorkells Gaard havde lagt ſig ud med denne. Thorkell vilde endog lade Thormod dræbe, men nøjede ſig dog med Bøder, da Stuf foreſtillede ham den Fare, han ſelv paadrog ſig ved at fælde Kong Olafs Hirdmand og Skald. Det lykkedes dog endelig Thormod ved Liſt at overfalde og dræbe Thorgrim i hans Bod paa Thinget ved Garde, og han beſtod nu mange Farer, idet han forfulgtes paa det heftigſte af Thorgrims raſke Syſterſønner, af hvilke dog ikke mindre end fire faldt for hans Haand. Efter tre Aars Ophold paa Grønland ſlap han heldigt tilbage til Norge med Stof, og Kong Olaf ſkal i Førſtningen ej have været ham ſynderlig blid, førſt fordi han troede at han ej havde udført ſit Ærende rigtigt, men kun pralede deraf, dernæſt, efter at have erfaret Sagens rette Sammenhæng, fordi han fandt at Thormod havde udſtrakt ſin Hevn altfor vidt, og dræbt altfor mange Menneſker. Dog gav han ham omſider Ret, og Thormod var fra nu af hans uadſkillelige Tilhænger[20]. Dette er alt, hvad der fortælles om Olafs Forhold til Grønland. At Landet virkelig paa en Maade blev afhængigt af Norge, kan man vel neppe betvivle, om end denne Afhængighed endnu var ſvag og kun havde lidet at betyde. I fuldkommen Afhængighed kom det, ſom vi i det følgende ville ſee, førſt under Kong Haakon Haakonsſøn herved 1260.

  1. Bjørn Hitdølakappes Saga.
  2. Bjørn Hitdølakappes Saga. Olaf d. hell. Saga, Cap. 60.
  3. Ares Islendingabok, Cap. 8. Hungrvaka, Cap. 3. Se ovf. S. 599.
  4. Alt hvad i Sagaerne nævnes om denne Sag, er de nys anførte Ord, at Islændingerne efter Olafs „Ordſending“ indrettede deres Lov og Chriſtenret; Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Antaget, at Bernhard rejſte over til Island 1016, maa han, ſiden han ſkal have opholdt ſig der i 5 Aar, være kommen tilbage til Norge 1021. Omkring 1020—21 har altſaa maaſkee Chriſtenretten været lovtagen paa Island.
  5. Olaf d. hell. Saga, Cap. 121. Snorre, Cap. 133.
  6. Den her følgende merkelige Opregnelſe af Islændingernes Rettigheder i Norge og Nordmændenes paa Island findes indført i den gamle islandſke Lovbog, kaldet „Graagaas“, efter et edeligt Vidnesbyrd af Biſkop Gisſur og flere andre (altſaa omkring 1090) om at de havde hørt Gisſurs Fader Isleif, og flere Mænd med ham ſværge, „at Kong Olaf gav Islændingerne denne Ret eller bedre“. Se „Norges gl. Love“ I. S. 437, 438. Tiden da Overeenskomſten ſluttedes, maa, ſom man ſeer, have været efter at Orknøernes Jarler underkaſtede ſig 1021, ſiden Orknøerne omtales ſom Skatland; men derimod førend Olaf i 1024 havde gjort Forſøg paa at ſtrække ſin Magt over Island videre, ſom det nedenfor ſkal fortælles; det maa altſaa være c. 1022. Merkeligt nok, omtales her udtrykkeligt Opdagelſesrejſer; man har aabenbart haft Rejſer til Viinland for Øje.
  7. Dette var rimeligt nok, da de fleſte Landnamsmænd vare Haulder, og tillige Byboere havde Hauldsret; og ſom Byboere eller Handelsmænd maatte Islændingerne nærmeſt betragtes. Om Hauld og Hauldsret, ſe ovf. S. 143.
  8. Her findes altſaa den førſte nøjere Beſtemmelſe med Henſyn til Landørerne, ſaaledes ſom deres Betaling ordnedes, efter at den længe havde været vaklende. Hertil ſigter Are Frode i Islendingabok, Cap. 1. „Harald Haarfagre“, heder det her, „forligtes med Islændingerne om at enhver, ſom drog fra Norge til Island og ikke allerede var ſkilt derfra, (d. e. havde affundet ſig med Kongen), ſkulde betale fem Ører til Kongen. Dette var Oprindelſen til hvad der nu kaldes Landører, og ſiden den Tid betaltes ſtundom mere ſtundom mindre, indtil Olaf digre erklærede, at enhver Mand, ſom foer mellem Norge og Island, ſkulde betale Kongen Landøre, ½ Mark, undtagen Koner og dem han ſærſkilt undtog. Altſaa var Landøren, ſom vi og ovenfor (1. B. S. 556) have bemerket, i Førſtningen en Afgift, ſom erlagdes engang for alle; ſiden blev den en Afgift for hver Islænding, der kom til Norge, hvor ofte han end beſøgte Landet. Egentlig ſkulde den ifølge ſin Oprindelſe betales ved Afrejſen fra Norge, men betaltes, ſom man ſeer, efter Olafs Foranſtaltning og maaſkee før (ſe ovf. S. 551) ved Ankomſten.
  9. Om Thorkell Eyjulfsſøn, ſe ogſaa ovenfor S. 450.
  10. Om disſe to Foſtbrødre er der en heel, meget underholdende Saga, kaldet Foſtbrødra-Saga, der ogſaa øjenſynligt har været benyttet ved Kongeſagaernes Redaktion, men hvis Paalidelighed i alle Enkeltheder dog ikke er vis. Thormods Fader Berſe var en Sønneſøn af hiin Gunnbjørn, ſom opdagede Gunnbjørnsſker, ſe ovenfor S. 358. De havde begge været opdragne i Iſafjorden, og allerede i deres Drengeaar ſluttet Foſtbroderſkab ved at gaa under Jordſtrimler med hinanden (ſe ovenfor 1ſte B. S. 782). Thorgeir begik ſaa mange Drab paa Island, at han tilſidſt blev erklæret fredløs; dog var han imidlertid bleven Kong Olafs Hirdmand, og rejſte en Tidlang frem og tilbage mellem Norge og Island. I denne Tid holdt Thormod ſig hjemme. Den ovenfor omtalte Thorbjørg lærte han at kjende paa en Fiſkefart udefter Iſafjorden. Da han havde digtet Kvadet til hendes Ære, og det blev bekjendt, fik han Bebrejdelſer derfor af en tidligere Kjæreſte, han havde, ved Navn Thordis, og han vidſte ikke at hjelpe ſig paa anden Maade end ved at foregive at Digtet egentlig gjaldt Thordis, og at kvæde det for denne med enkelte Forandringer, hvorved hans Udſagn bekræftedes. Men om Natten, heder det, aabenbarede Thorbjørg Kolbrun ſig for ham i Drømme, bebrejdede ham hans Upaalidelighed, og ſagde at han ſkulde faa de heftigſte Øjenſmerter, indtil han havde givet hende hendes Kvad tilbage. Drømmen gik ſtrax, fortælles der, i Opfyldelſe, og Thormod blev ikke fri for Øjenſmerterne, førend han han havde bragt Kvadet i ſin gamle Skik, og offentligen erklæret, at det var tilegnet Thorbjørg og ingen anden. Da fik han Tilnavnet Kolbrunarſkald. Hans Foſtbroder blev omſider dræbt, ſom det nedenfor ſkal omtales, og Thormod tog ſig ſaa nær deraf, at han forlod Island, og begav ſig til Kong Olaf, ſom ved at høre at han var Thorgeirs Foſtbroder ſtrax bød ham velkommen, og ſiden gjorde ham til ſin Hirdmand. Efter en anden Beretning ſkulde Thormod førſt have beſøgt Knut den mægtige i Danmark, og paa en ſaare æventyrlig Maade være kommen til Olaf (Foſtbrødra-Saga, Cap. 24—26, den legendariſke Olafs Saga, Cap. 57, 58), hvilken Beretning dog, uagtet ſin Ælde, er mindre ſandſynlig.
  11. Se Grettes Saga. Maaden, paa hvilken Thorſtein reddedes, er i Sagaen ſaa romantiſk fortalt, og ligner ſaa ganſke, hvad der ellers fortælles i Romanen eller Viſen om Triſtan og Iſolde, at man neppe kan tvivle om at det er taget herfra; dog hindrer dette ikke Sandfærdigheden af det væſentlige i Beretningen, nemlig at Thorſtein virkelig hevnede ſin Broders Drab i Conſtantinopel, og frelſtes paa en ualmindelig Maade. Ved Sagaens Slutning heder det udtrykkeligt, at den berømte Lagmand Sturla Thordsſøn kaldte Grette den eneſte Islænding, ſom blev hevnet i Conſtantinopel. Vi have ogſaa ovenfor S. 452) ſeet hvorledes Thorſtein Vigaſtyrsſøn ſøgte at hevne ſin Fader i Conſtantinopel.
  12. Om Einar paa Tveraa eller Tveræing, ſe ovenfor S. 179—182.
  13. Olaf den helliges Saga, Cap. 121, 123; Snorre, Cap. 133—155.
  14. De nærmere Omſtændigheder ved Gudmunds Død fortælles i Ljosvetningaſaga Cap. 21. Han ſad, heder det, i ſin Anſeelſe lige til ſin Død. Da det lakkede til Enden med ham, havde en Mand i Eyjafiorden ved Navn Thorhall, en Drøm, ſom han vilde faa en klog Drømmeudtyder, kaldet Drømme-Finne, til at forklare. Men Finele ſagde at han ej vilde høre Drømmen, og bød ham fortælle den til Gudmund. Denne havde endnu ſamme Dag redet ud efter Heredet, og ventedes hjem om Aftenen. Hans Broder Einar lagde ſig ned og ſov; han drømte at en ſvær Oxe med ſtore Horn gik op efter Heredet til Madrevalle, beſøgte hvert Huus paa Gaarden, og gik endelig til Andveget, hvor den faldt død ned. Han ſagde: „dette ere Mænds Fylgjer, og de varſle om ſtore Tidender“. Da Gudmund om Aftenen kom hjem gik han efter ſin Skik til hvert Huus paa Gaarden, og ſatte ſig endelig i Andveget, hvor han lagde ſig ned, idet Thorhall, ſom imidlertid var kommen, fortalte ham ſin Drøm. Derpaa rejſte han ſig op for at ſpiſe, da Maden var kommen paa Bordet. Det var Melk, opvarmet med hede Stene. Men Gudmund ſagde: „Melken er ikke varm“. Hans Huſtru Thorlaug forundrede ſig, og hedede Stene endnu engang, men Gudmund ſagde fremdeles: „den er ikke varm“; lænede ſig bagover og var død. „Dette“, ſagde Thorlaug, „er en ſtor Tidende og vil ſpørges baade vidt og bredt, men ingen ſkal røre ved ham, førend Einar kommer; han har ofte haft Anelſe om mindre Tidender end denne. Siden kom Einar og ordnede hans Lig. Men han ſagde til Thorhall: „din Drøm har ikke haft liden Kraft, og det er tydeligt at Finne ſkjønnede at den, hvem den fortalte om, var fejg, og det undte han Gudmund. Han maa have været kold indvendig, ſiden han ej følte Varmen“.
  15. Om Thegngilde, eller Erſtatning for det Tab af en Thegn eller Underſaat, ſom Kongen led, naar en af Landets fribaarne Mænd var dræbt, ſe ovenfor 1ſte B. S. 134.
  16. Om Næſeſkatten, ſe ovenfor 1ſte B. S. 440, 497, 718. Det paa ſidſtnævnte Sted anførte ſaa vel ſom den ovenfor i Texten optagne Udſagn, ere af den ſtørſte Vigtighed med Henſyn til Beſtemmelſen af denne Skats Forhold til Ledingen. Det viſer ſig deraf, at Ledingen kun var en forandret Form for Næſeſkatten, ſom følgelig vedblev uforandret udenfor Sødiſtrikterne eller paa Oplandene. Der gik den dog i Tidens Løb over til at blive en reel Afgift, og antog Navnet „Visøre“.
  17. I Flatøbogen, ſkreven 1387, ſtaar der udtrykkeligt: Retteligen have kyndige Mænd ſkrevet og ſagt med Sandhed, at Kong Olaf gjorde ſig alle de Lande, der nu ligge under Norge, paa Island nær, ſkatſkyldige, nemlig Orknøerne, Hjaltland, Færøerne og Grønland; ſe Færøingaſaga, S. 189.
  18. F. Ex. Audun veſtfirdſke, der paa Harald Sigurdsſøns Tid rejſte til Grønland og der ſkaffede ſig en Iisbjørn, ſe Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 72.
  19. Det er forhen viiſt, hvorledes Thormod nedſtammede fra Gunnbjørn, der opdagede Gunnbjørnsſker, og ſelv havde hjemme i Iſafjorden, nordveſtligſt paa Island. Dette kan maaſkee og have givet ham et viſt Drag til Grønland.
  20. Se om alt dette Foſtbrødreſaga.