Det norske Folks Historie/2/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved denne Friſt, Olaf ſaaledes vandt ved Kong Knuts Rejſe til Rom, ſattes han iſtand til, endnu en Stund.uhindret at fortſætte ſine Beſtræbelſer til Chriſtendommens Fremme i og udenfor Riget, og til Gjenerhvervelſe af Norges Skatlande, ſaa vel ſom overhoved til Udvidelſen af ſit Herredømme udenfor det egentlige Norges Grændſer. Orknøerne havde allerede


underkaſtet ſig ham, men et andet vigtigt Skatland, Færøerne, ſtod endnu tilbage. Vi have ſeet, hvorledes det i Erik Jarls Dage var lykkets den liſtige Thrond i Gøta at faa et Giftermaal iſtand mellem Leif Asſursſøn og Sigmund Breſtesſøns Datter Thora, hvorved begge disſe mægtige Familiers Interesſer ſmeltede ſammen, og Leif eller rettere Thrond fik det egentlige Herredømme. Færøerne ſynes i denne Tid at have indrettet ſig


omtrent ſom Islændingerne, da der nu tales om en Lovſigemand paa Øerne. Til Norge betaltes ingen Skat. Olaf havde temmelig tidligt ſendt Bud til Færøerne og ſøgt at ſkaffe ſig Venner der. Allerede i Aaret 1024 indfandt flere af de fornemſte Sætninger ſig hos ham, nemlig Leif Asſursſøn, hans Svoger Thoralf, Sigmunds Søn, der havde nedſat ſig paa ſin Fædrenegaard i Dimun, Lovſigemanden Gille, der efter Sagnet ſkal have


været et Syſkendebarn til Leif, og mange andre Bondeſønner. Endog Thrond havde ogſaa ladet, ſom om han vilde rejſe, men efter Sædvane fik han et Paaſkud til at blive hjemme: denne Gang var det en pludſelig Sygdom. Det er ſandſynligt, at Færøingerne traf Olaf paa hans Rejſe ſyd efter, medens han endnu opholdt ſig i Fjordene, Sogn eller Hørdeland. Strax efter at de vare komne, kaldte han dem til ſig, og erklærede dem,


at han vilde have Skat af Færøerne og at de ſkulde underkaſte ſig hans Love; han fordrede at alle de tilſtedeværende Færøinger ſkulde give deres Samtykke hertil, og under Ed forpligte ſig til at bringe denne hans Vilje i Udførelſe, derimod bød han til Gjengjeld de fornemſte af dem at blive hans haandgangne Mænd, og lovede dem Hæder og ſit Venſkab. Færøingerne gjorde i Førſtningen Vanſkeligheder. Men de vare her i Kongens Vold, og fandt det derfor ſnart raadeligſt at give efter; ſaaledes gik Leif, Gille og Thoralf ham til Haande, og ſaa vel de, ſom deres øvrige Landsmænd aflagde Ed paa at holde de Love og den Landsret, ſom han faſtſatte, og betale de Skatter, han paalagde. Derpaa rejſte de hjem, efter at de tre nye Hirdmænd havde faaet Vennegaver. Lidt ſenere ſendte Kongen et Skib til Færøerne for at kræve de lovede Skatter, men det blev ſeent, førend det kom afſted, og man hørte ikke til det ſiden. Et Skib, der afſendtes den følgende Sommer i ſamme Ærende, gik det ligeſaa. Man gjettede frem og tilbage paa, hvor begge Skibe kunde være blevne af; det hed, at de ikke engang havde været ſeede paa Færøerne, men Sagen var heel mistænkelig, og Kongen ſelv tvivlede ej paa, at hans Mænd vare blevne myrdede. Om Vaaren 1026 ſendte Kongen derfor Bud med et Skib, der gik til Færøerne, at en af hans nye Hirdmænd, Leif, Gille eller Thoralf, ſkulde komme til ham. Ved dette Budſkab blev der megen Tale om, hvad Kongen kunde ville; dog blev man ſnart enig om, at det ej kunde være andet end at indhente nøjere Oplysninger om, hvorledes det var gaaet med de to forſvundne Skibe. De enedes om at Thoralf ſkulde drage afſted. Han udruſtede til Rejſen et Fragtſkib, der tilhørte ham, og medtog en Beſætning af 10—12 Mand. Dame vare rejſefærdige og kun ventede paa gunſtig Vind, hendte det ſig en vakker Dag i Gøta paa Øſterø hos Thrond, da hans Broderſønner Sigurd og Thord lange ſaa vel ſom hans Syſterſøn Gaut den røde laa paa Bænken inde i Skaalen, at Thrond med eet brød ud. „Hvor underligt mangt og meget kan forandre ſig! I min Ungdom ſaa man ſjælden Mænd, der ere dygtige til hvad ſom helſt, ligge inde nogen Godvejrsdag, og aldrig vilde man have troet ſit Thoralf af Dimun ſkulde blive en raſkere Mand end I; medens mit Fragtſkib, ſom ſtaar her i Nauſtet, er nær ved at raadne under Tjærebrædingen, er hvert Huus fuldt af Uld, ſom ikke bliver gjort i Penge: ſaaledes ſkulde det ikke gaa, hvis jeg var nogle Aar yngre“. Sigurd ſprang op, kaldte paa Thord og Gaut, og ſagde at han ikke vilde taale ſlig Bebrejdelſe. De gik ud til Huuskarlene, lode Fragtſkibet ſætte frem, Farmen flytte til og Skibet lade. I faa Dage vare de færdige; de vare ligeledes ti eller tolv Mand ombord. De og Thoralf ſejlede ud paa ſamme Tid, og kunde ſtedſe øjne hinanden paa Havet under Overfarten. De kom en Aften, da det allerede var mørkt, til Hern- eller Henn-Øerne ved Indløbet til Hjæltefjorden. Sigurd lagde til noget længere ude ved Stranden, end Thoralf, dog var der kun et kort Stykke mellem dem. Førend Thoralf om Aftenen ſkulde gaa til Sængs, gik han førſt op i Land et nødvendigt Ærende, ledſaget af en Mand. Da de vare færdige til at gaa ned igjen, følte Ledſageren pludſelig, ſat der blev kaſtet et Klæde over hans Hoved, og at man løftede ham op; i det ſamme hørte han Lyden af et Hug, men nu blev han baaren afſted og kaſtet ud i Søen, dog kom han ſtrax i Land, og da han gik op til det Sted, hvor han og Thoralf havde været, fandt han dennes Lig, med Hovedet kløvet lige ned til Skuldrene. Han og hans Skibskammerater bragte Liget ombord, og ſatte det hen om Natten, men ſendte ſtrax Bud til Lygren, hvor Kongen, ſom i denne Tid berejſte Hørdeland, juſt var paa Vejtſle. Kongen lod ſtrax ſtevne Ørvarthing, ſom Loven bød i Drabstilfælde; han lod ogſaa ſærſkilt Beſætningen paa de to færøiſke Skibe tilſige at møde. Da Thinget var ſat, ſtod Kongen op og ſagde: „Her er ſkeet noget, ſom til al Lykke kun ſjælden høres: en god Mand er tagen af Dage, og, ſom vi tro, aldeles uſkyldigt; nu vil jeg vide, om der er nogen her paa Thinget, ſom veed, hvem Ophavsmanden er til denne Ugjerning“. Ingen ſvarede. Da vedblev Kongen: „jeg vil ikke dølge, at jeg har Mistanke til Færøingerne Sigurd og Thord. Jeg tror at Sigurd har dræbt Thoralf, medens Thord har kaſtet hans Ledſager i Vandet. Deres Bevæggrund tror jeg var den, at de ej vilde at Thoralf ſkulde røbe deres Udaad, hvorom han upaatvivlelig har vidſt Beſked og ſom vi ſelv have haft en Anelſe om, nemlig at de have myrdet mine Sendemænd“. Da Kongen endte ſin Tale, ſtod Sigurd Thorlaksſøn op, undſkyldte ſin Uvanthed med at tale offentligt„ og ſagde at ſlig Beſkyldning alene kunde være kommen“fra deres Fiender: den var ſaa meget mindre rimelig, ſom Thoralf var hans Foſtbroder og gode Ven, og det desuden, om han nu end vilde have dræbt ham, maatte være ham langt belejligere at udføre denne Gjerning hjemme paa Færøerne, end i Norge, lige under Kongens Øjne. Han benegtede al Deelagtighed i Verket, ſaa vel paa ſine egne, ſom paa ſine Skibsfællers Vegne, og tilbød ſig, enten efter Landets Lov at aflægge Ed derpaa, eller, om Kongen anſaa det for fuldere Beviis, at bære Jærn derfor under hans egen Opſigt. Dette er den førſte Gang, at Jærnbyrden, der tilligemed de øvrige lignende Gudsdomme indførtes ved Chriſtenrettens Vedtagelſe, omtales ſikkert i vor Hiſtorie[1]. Da Sigurd endte ſin Tale, var der flere, ſom raadede Kongen til at indvilge hans Begjæring: de ſagde at han havde talt vel, og at han viſt var uſkyldig i den Bi-øde, hvorfor han anklagedes. Kongen ſagde, at enten maatte han være uſkyldig eller djervere end man ellers ſaa Magen til: denne ſidſte Mening havde nu Kongen, og Sigurd vilde nok, ſagde han, ſnart ſelv bære ſit Vidnesbyrd herom. Efter de Tilſtedeværendes Bøn antog han Sigurds Tilbud om Jærnbyrd, og beſtemte denne til den følgende Dag, paa hvilken Sigurd havde at indfinde ſig ved Lygren, hvor Biſkoppen ſelv ſkulde foreſtaa Handlingen. Derpaa vendte Kongen tilbage til Lygren, men Sigurd og hans Staldbrødre gik ud paa Skibet igjen. Da det blev mørkt, ſagde Sigurd: „ſandt at ſige, ere vi her komne i en vanſkelig Stilling; man har ſkjendigt løjet os paa, og denne Konge er ſaa fuld af Kneb, at Udfaldet er let at forudſee: førſt lod han Thoralf dræbe, og nu vil han gjøre os til Ubodemænd. Det er naturligviis en let Sag for dem at forkvakle Jærnbyrden for os, og derfor tror jeg det er det værſte vi kunde vælge, at indlade os paa ſaadant med ham: jeg foreſlaar at vi ſtrax hejſe Sejl og ſtevne ud til Havs med Landvinden, ſaa kan Thrond ſelv næſte Sommer rejſe og ſælge ſin Uld, om han vil. Slipper jeg bort, ſkal jeg aldrig tidere ſætte min Fod i Norge“. De andre fandt dette Forſlag meget fornuftigt, de hejſede derfor Sejl, og ſatte om Natten ud til Havs ſaa ſort de kunde. De ſtandſede ej, førend de kom til Færøerne, hvor Thrond, ſom det heder, lod ilde over deres Færd, og de ſvarede heller ikke vel. Kong Olaf fik ſnart at vide, at Sigurd og hans Staldbroder vare borte, og der var nu flere, ſom ikke længer benegtede Sandſynligheden af at de vare ſkyldige. Kongen ſelv talte ikke ſtort derom, men udlod ſig dog med, at hans Formodning nu var bleven bekræftet. Det er og tydeligt nok at ſee, at det hele var aftalt af Thrond, hvis Gaards Beliggenhed paa Øſterø havde ſat ham iſtand til at oppasſe de to norſke Skatkræverſkibe og lade dem overfalde, førend nogen af Olafs Tilhængere vare blevne dem var. Hans Bebrejdelſe til Sigurd, Thord og Gaut var aabenbart kun fremſat for at de tilſtedeværende, der ej vare indviede i Planen, ikke ſkulde fatte nogen Mistanke om Rejſens ſande Henſigt, der umiskjendeligt ene og alene var den, at dræbe Thoralf ved Landſtigningen i Norge, hvilket, hvad end Sigurd forſikrede, var lettere end paa Færøerne, hvor han var omgiven af Venner og Frænder. Vi have allerede ſeet flere Exempler paa Thronds Lumſkhed og trædſke Anſlag, ligeſom vi i det følgende ville erfare, hvorledes han og hans Frænder ganſke aftoge Maſken, og iſær disſe ſidſte optraadte ſom aabenbare Voldsmænd[2]. Kongen fortſatte ſin Rejſe nordefter, og tilbragte, ſom det allerede er nævnt, Vintren i Nidaros. Da han om Vaaren atter drog ſydefter, ſaaledes ſom det nedenfor nærmere ſkal berettes, holdt han flere Huusthing paa Herø[3], og talte paa et af dem om den Skade, han havde lidt af Færøingerne, idet hans Mænd vare blevne dræbte, men de ham tilkommende Skatter tilbageholdte. Nu, ſagde han, var det hans Henſigt at ſende Mænd derover efter Skatten. Han henvendte ſig desangaaende til flere af de tilſtedeværende, men alle undſloge ſig. Da ſtod en Mand op, ſtor og drabelig at ſee til, i en rød Kjortel, med Hjelm paa Hovedet, Sverd ved Siden og Huggeſpyd i Haanden. „I Sandhed“, ſagde han, „der er ſtor Forſkjel paa Folk. I have en god Konge, men han har ſlette Trælle. I ſige nej til denne Færd, hvori han vil ſende eder, ſkjønt I have modtaget mange Vennegaver og Hædersbeviisninger af ham. Jeg derimod har hidtil ikke været nogen Ven af Kongen, tvertimod har han været min Uven og mener at have god Grund dertil. Nu vil jeg tilbyde eder, Konge, at rejſe i dette Ærende, hvis ingen bedre kan faaes.“ Kongen ſpurgte, hvo denne raſke Mand var, der tilbød ſig ſelv til Rejſen, medens de andre undſloge ſig. „Du har derfor“, vedblev han, „meget forud for dem, men jeg kjender dig jo ſlet ikke, og veed ikke engang dit Navn“. „Mit Navn, Konge, er ikke daarligt“, ſvarede Manden, „og I har viſt hørt mig nævne; jeg heder Karl den mørſke“[4]. „Er du Karl den mørſke“, ſagde Kongen, „da har jeg visſelig hørt dig nævne, og ſandt at ſige har der været de Tider, hvor du ej ſkulde være kommen levende derfra, om jeg havde truffet dig; men nu vil jeg ikke viſe mig mindre ædelmodig end du, og da du tilbyder mig din Hjelp, ſkal jeg til Gjengjeld viſe dig Velvilje. Kom til mig idag og vær min Gjeſt, ſaa ſkulle vi nærmere tale om Sagen“. Karl lovede at komme, og dermed hævedes Thinget. Karl havde tidligere været en ſtor Viking og Ransmand, og Kongen havde meget ofte ſendt Folk ud for tage ham af Dage; forreſten var han ſtorættet og en dygtig Idrætsmand i mange Stykker. Kongen tog ham nu til Naade og viſte ham endog Kjærlighed. Han udruſtede ham paa det bedſte til Rejſen, og ſendte Bud med ham til ſine Venner paa Færøerne, fornemmelig Leif og Gille, at de ſkulde yde ham Biſtand; Budet ledſagedes af Jærtejner. Da Karl var færdig, drog han afſted; der var i alt 20 Mand paa Skibet. Han fik god Vind og kom heldigt til Thorshavn paa Strømø, hvor han lagde ind. Siden blev der ſtevnet Thing i Thorshavn[5], hvor en Mængde Folk indfandt ſig: der kom Thrond med en ſtor Skare, og ligeledes Leif og Gille med et betydeligt Følge. Da .Leif og Gille havde tjeldet og indrettet ſig, opſøgte de Karl. De hilſte hinanden med Venlighed, og Karl fremførte nu Kong Olafs Bud og venlige Hilſener til Leif og Gille, idet han derhos fremviſte Jertejnerne. De toge vel derimod, indbød Karl til ſig, lovede at underſtøtte hans Ærende, og bøde ham forøvrigt al den Biſtand, ſom det ſtod i deres Magt at yde ham. Han modtog deres Tilbud med Taknemlighed. Lidt efter kom ogſaa Thrond derhen, og hilſte Karl nok ſaa venligt. „Jeg er“, ſagde han, „glad over at ſlig en Mand er kommen hid til Landet med vor Konges Bud, hvilket vi alle ere ſkyldige at underkaſte os, og jeg vil ikke høre om andet, end at da tager dit Vinterophold hos mig med ſaa mange af dine Folk, ſom du finder pasſende“. Karl ſagde at han med Glæde ſkulde have taget imod Indbydelſen, hvis han ikke allerede havde lovet ſig til Leif. „Da er der blevet Leif en ſtor Hæder til Der-l“, ſagde Thrond, „men er der da ikke noget andet, hvori jeg kan være eder til Tjeneſte?“ „Jo“, ſvarede Karl“, at indkræve Skatten af Øſterø og alle Nordøerne“. Thrond ſagde at det ikke var mere end hans Skyldighed at være ham behjelpelig hermed efter Kongens Bud, og gik derpaa tilbage til ſin Thingbod. Paa dette Thing forefaldt der intet videre, denne Sag vedkommende, og da det var ſluttet, fulgte Karl hjem med Leif, hos hvem han efter Aftale forblev om Vinteren. Imidlertid indkrævede Leif Skatten af Strømø og alle Øer ſøndenfor denne. Vaaren efter (1028) fik Thrond, ſom han foregav, en heftig Øjenverk foruden andre Sygdomme, men drog dog til Things, ſom han plejede. Da hans Thingbod var tjeldet, lod han indenfor anbringe et ſort Forhæng, at ikke Lyſet ſkulde ſkære ham for meget i Øjnene. Da nogle af Thingdagene vare forløbne, gik Leif og Karl med et talrigt Følge til Thronds Bod, hvor der ſtod nogle Mænd udenfor. Paa Leifs Spørgsmaal, om Thrond var inde, ſvarede de ja; Leif bad dem da at anmode ham om at komme ud, da han og Karl havde et Ærende til ham. Thrond lod ſvare at han havde ſaa voldſom Øjenverk, at han ej kunde komme ud, derimod bad han Leif og Karl komme ind til ham. Leif ſagde til Karl og Følget, at de ſkulde fare varligt, naar de gik ind, og ikke trænge paa hinanden, men pasſe det ſaaledes, at den, ſom ſidſt gik ind, førſt gik ud. Leif gik førſt, dernæſt Karl og det øvrige Følge. De vare fuldt væbnede, ſom til en Kamp. Leif gik ind under det ſorte Forhæng, og ſpurgte hvor Thrond var. Thrond ſvarede og hilſte Leif. Denne modtog hans Hilſen og ſpurgte om han havde indkrævet Skatten fra Nordøerne, og hvad Rigtighed han vilde aflægge for Pengene. Thrond ſvarede at han ej havde glemt ſit Løfte til Karl, og at al Rigtighed ſkulde aflægges for Skatten. „Her“, ſagde han, „er en Pung med Sølv“, ſom du kan modtage. Leif ſaa ſig om i Boden, og blev kun faa Mænd var: nogle laa paa Pallene, enkelte andre ſad oppe. Han gik derfor trøſtigt hen til Thrond, modtog Pungen og bar den ud foran i Boden, hvor det var lyſt. Her heldede han Sølvet ud i ſit Skjold, rodede i det med Haanden og bad Karl betragte det. Da de ſaaledes havde betragtet det en Stund, ſpurgte Karl Leif, hvorledes han ſyntes om det. „Jeg tror ſandelig“, ſvarede Leif, „at der findes ingen daarlig Pening paa alle Nordøerne, uden at den er heriblandt“. Thrond hørte dette, og ſpurgte: „ſynes du ikke om Sølvet, Leif?“ „Nej visſelig ikke“, ſvarede Leif. „Da ere mine Frænder ſtore Kjeltringer, ſom man ikke kan tro i noget ſom helſt“, ſagde Thrond; „jeg ſendte dem i Vaares for at indſamle Skatten fra Nordøerne, da jeg ſelv ikke i denne Vaar har duet til noget, men de maa have ladet ſig beſtikke af Bønderne til i Skattebetaling at modtage falſke Penge, ſom man ej kan være tjent med. Du faar derfor nu, Leif, ſee paa de Penge, der have været mig betalte i Landſkyld“. Leif bragte da Sølvet tilbage og modtog en anden Pung, ſom han bar ud til Karl. De ranſagede disſe Penge, og Karl ſpurgte Leif, hvordan han ſandt dem. „Daarlige“, ſagde han, „dog ikke værre end at man nok kunde modtage dem for ſaadan Gjeld, hvormed man ej regner det ſaa nøje; men for Kong Olaf vil jeg ikke modtage dem“. Da kaſtede en af de Mænd, der laa paa Pallen, Klædet bort, ſom han havde over ſit Hoved, og ſagde: „det er dog et ſandt Ord, at jo ældre en bliver, deſto uſlere bliver han og; ſaaledes gaar det nu ogſaa dig Thrond, ſiden du lader Karl den mørſke vrage Penge for dig hele Dagen“. Det viſte ſig nu, at denne Mand var Gaut den røde. Ved disſe hans Ord ſprang Thrond op, og ſkjendte meget heftigt paa fine Frænder; tilſidſt bad han Leif give ham Pengene tilbage, og i deres Sted modtage en tredie Pung med nogle Penge, hvilke hans egne Landboer, ſom han ſagde, denne Vaar havde indbetalt ham. En anden Mand rejſte ſig imidlertid fra Bænken og ſagde: „det er dog altfor galt, at vi ſkulle taale ſlige Skjendeord for Karl den mørſkes Skyld; han fortjente nok Løn derfor“. Man kjendte Manden: det var Thord den laage. Leif modtog Pengene og bragte dem ud til Karl. De underſøgte dem, ligeſom de foregaaende Punges Indhold, og Leif ſagde: „paa dette Sølv behøve vi ej at ſee længe, thi her er den ene Pening bedre end den anden, og disſe Penge ville vi modtage: ſæt derfor, Thrond, en Mand til at ſee paa Udbetalingen. Thrond ſvarede at han ikke ønſkede ſig nogen bedre til at gjøre dette paa hans Vegne, end Leif ſelv. Leif og Karl gik da ud med ſit Følge, og ſatte ſig ned for at tilveje ſig Pengene. Karl tog Hjelmen af ſit Hoved og heldte Pengene deri, efterhaanden ſom de vejedes. De ſaa en Mand gaa nær ved, med en ſid Hat paa Hovedet, grøn Trøje, linnede Buxer, og barfodet, han havde en Stok med Knap i Haanden, hvilken han ſatte ned i Jorden og gik bort med de Ord: „See du til, Møre-Karl, at min Stav ej gjør dig Meen“. Kort efter kom der en Mand løbende, og raabte af alle Kræfter paa Leif, at han endelig maatte ſkynde ſig til Gilles Bod, thi Sigurd Thorlaksſøn, ſagde han, havde trængt ind og givet en af Bodmændene Ulivsſaar. Leif ſprang ſtrax op, og ilede, ledſaget af alle ſine Bodfolk, hen til Gille, men .Karl blev ſiddende efter, og hans Mænd ſtode rundt om ham. Da løb Gaut den røde til, og hug med en Haandøxe over de andres Skuldre, ſaa at Hugget rammede Karl i Hovedet, dog ikke dybt. Men i det ſamme greb Thord lange Stokken, ſom ſtod i Jorden, og ſlog med den ovenpaa Øxhammeren, ſaa at Eggen gik lige ned i Hjernen. I ſamme Øjeblik ſtyrtede en Mængde Folk ud af Thronds Bod, og Karl blev baaren død bort. Thrond lod ilde over denne Gjerning, men tilbød dog at betale Bøder for ſine Frænder, ſaa at Sagen kunde blive forligt. Men Leif og Gille, der paatoge ſig Eftermaalet, vilde ingen Bøder modtage, og Sigurd blev utlæg for Aaverket paa Gilles Bodmand, men Thord og Gaut for Karls Drab[6].

Øſtmændene, der havde fulgt Karl til Færøerne, vendte tilbage til Norge paa det Skib, hvormed de vare komne, og bragte Olaf Efterretningen om det uheldige Udfald af Karls Sendelſe. Men Urolighederne i Landet ſelv hindrede Olaf fra at gjøre noget derved, og ſaa længe den gamle, trædſke Thrond levede, var der heller ikke at tænke paa at faa den norſke Konges Herredømme over Øerne befæſtet. Det lykkedes endog Thrond ved ſin lumſke og ſnedige Færd at ſkaffe ſig ſtørre Magt, end hidtil. Sigurd, Thord og Gaut ſkulde efter Beſtemmelſen forlade Landet, og Thrond gav dem et Skib tilligemed noget Gods. Hermed foregave de at være daarligt hjulpne, og bebrejdede Thrond, dog, ſom det ſidenefter viſte ſig, kun for et Syns Skyld, at han forholdt dem deres Fædrenearv. Thrond ſagde at de havde faaet meget mere end de ſkulde have, og at de vare utaknemmelige: derpaa afſejlede de, foregivende at de vilde til Island. Men kort efter udbrød en heftig Storm, ſom man vidſte maatte være dem meget til Skade, og da der om Høſten fandtes Stykker af deres Skib drevne op paa tættere„ tvivlede man ej længer paa, at de vare omkomne i Søen. Men da Vintren kom, begyndte, ſom det hed, mange Gjengangere at viſe ſig i Gøta og vidt omkring paa Oftere, navnlig viſte Thronds,Frænder ſig, og tilføjede mange Folk Skade paa deres Lemmer. Iſær hjemſøgtes Thrond ſelv, ſom han paaſtod, ſaa haardt, at han ikke turde gaa ene nogen Steds. Herom blev der megen Tale, dog lader det ej til at have faldt nogen ind, at dette kunde være et af Thronds ſædvanlige Kneb, nemlig ſaaledes at Skibet hemmelig var vendt tilbage, og at han holdt ſine Frænder ſkjulte hos ſig. Dog fik man det ſnart at føle. Om Vaaren ſendte Thrond Bud til Leif og foreſlog ham at man ſkulde vedtage at alle ſkulde møde vaabenløſe paa Thinget, for at ſaadanne Voldſomheder, ſom de, der paa ſidſte Ting havde fundet Sted, ſer Fremtiden kunde undgaaes. Leif fandt dette at være et godt Forſlag, og talte til Gille derom. Gille ſandt det betænkeligt at tro Thrond alt for godt, og erklærede derfor, at han ikke anderledes vilde gaa ind paa Forſlaget, end ſaaledes at kun den egentlige Almue ſkulde være vaabenløs, hvorimod alle de haandgangne Mænd og deres Følge ſkulde være bevæbnede. Dette blev ſtrax ſaaledes afgjort[7], og om Sommeren begav man ſig paa ſædvanlig Tid til Things paa Strømø (1029). Men her hendte det ſig en Morgen, da Gille og Leif ſad og talte ſammen oppe paa en Bakke i Nærheden af Thingvolden, at de ſaa en heel Deel Folk komme frem paa en Højde mod Øſt lige rinder Solen; de talte ikke færre end tredive, og alle vare de bevæbnede paa det herligſte: Skjolde, Hjelme, Oxer og Spyd blinkede i Solen, og den hele Flok ſaa drabelig ud. Da Flokken kom nærmere, kjendte de baade Sigurd, Thord og Gaut. Leif og Gille ſkyndte ſig nu hjem til ſine Boder, men Thrond kom ud af ſin Bod, ledſaget af mange Mænd, der ligeledes vare bevæbnede, og gik ſine Frænder imøde. Leif og Gille havde kun faa Folk hos ſig i Sammenligning med den Styrke, Thrond nu kunde opſtille, og de vare ikke engang alle bevæbnede. Thrond og hans Frænder gik lige hen mod Leif og Gilles Flok, og toge nu Maſken ganſke af. „Her ere nu mine Frænder“, ſagde han, „ſom forrige Gang maatte ſkynde ſig bort fra Færøerne, og jeg finder mig ikke i, at vi Frænder ſaaledes ſkulle lade os underkue af dig og Gille. Enten ſkulle I nu lade mig alene dømme imellem eder, eller jeg tillader dem at gjøre, hvad de finde for godt“. Leif og Gille, ſom indſaa at de aldeles ikke kunde binde an med Thronds Overmagt, valgte at overlade alt til hans Afgjørelſe, hvilken han ſtrax afſagde, da han, ſom han ſagde, ikke en anden Gang vilde være klogere til at gjøre det. Den lød ſaaledes, at hans Frænder uagtet Fredløshedsdommen ſkulde have frit Lov til at opholde ſig paa Færøerne, hvor de lyſtede, og at de ingen Bøder ſkulde betale. Herredømmet paa Færøerne ſkulde ſkiftes i tre Dele, af hvilke han ſelv ſkulde have den ene, Leif den anden, og Sigmunds Sønner, Steingrim, Brand og Hjerte, den— tredie. Han tilbød Leif at opfoſtre hans treaarige Søn Sigmund, aabenbart for at have ham ſom Gisſel, og uagtet Leif ſelv betænkte ſig herpaa, tog han dog efter ſin Kone Thoras Raad derimod, fordi Thrond, ſom hun ſagde, „havde mangt og meget forud for mange andre“. Thrond blev ſaaledes atter den, der havde meeſt at rigt* paa Øerne, og i flere Aar tillode hans Frænder ſig uſtraffet de ſtørſte Voldsgjerninger, indtil endelig, ſom det ſiden ſkal viſes, Leif, opmuntret af ſin raſke Huſtru Thora, opmandede ſig og afkaſtede Aaget. Men indtil da var den politiſke Forbindelſe mellem Norge og Færøerne aldeles afbrudt[8].

    kan dog ej have været borte i 3 Aar; det er ſaaledes klart, at Fagrſkinna har forvexlet hans Romerrejſe 1030 med hans Rejſe til Rouen 1026—1027. — Af danſke Kilder omtale vel Saxo og Sven Aagesſøn Knuts Rejſe til Rom, men ſaa forvirret, og ſaa aldeles uden Spor af Tidsangivelſe, at vi her ej behøve at tage Henſyn til dem. — Af de engelſke Skrifter beretter en Kodex af Chron. Sax., der er ſkreven med een Haand indtil 1046, for Aaret 1023 om hiint Forlig mellem Knut og Thorkell, hvilken Beretning vi ovenfor antoge at grunde ſig paa en Forvexling af Thorkell og Ulf; for 1028 fortæller den kun at Knut med 50 Skibe drog til Norge, for 103l), at Kong Olaf blev dræbt af ſit eget Folk og ſiden hellig, og at Haakon Jarl noget tidligere omkom paa Søen. Men den nævner intet om Slaget ved Helgeaa eller Toget til Rom. En anden Kodex, der er ſkreven med een Haand indtil 1016, men ſiden med forſkjellige og, ſom det lader, temmelig ſildige, veed intet om Forliget med Thorkell og Slaget ved Helgeaa, men melder derimod ved 1028, at Knut drog fra England til Norge med 50 Skibe og fordrev Olaf, ved 1029, at Knut kom tilbage til England; ved 1030, at Olaf kom tilbage til Norge, hvor Indbyggerne flokkede ſig imod ham og dræbte ham, og ved 103l, at Knut drog til Rom, ſamt at Robert af Nordmandie drog til Jeruſalem, hvor han døde. Florents af Worceſter, der ſkrev c. 1100, nævner intet om Knuts og Thorkells Forlig eller Slaget ved Helgeaa, men omtaler for 1027, at da Knut erfarede, at Nordmændene ringeagtede deres Konge for hans Mildhed og Retfærdighed, ſendte han ſtore .Beſtikkelſer derhen, og vandt dem; for 1028, at han med en Flaade af 50 Skibe hjemſøgte Norge og forjog Olaf; for 1029, at han vendte tilbage til England og forviſte den med Gunnhild, Kong Wyrtgeorns Datter (ſe ovenfor S. 482) gifte Haakon Jarl, fordi han ſtod ham efter Livet; for 1030, at Haakon Jarl omkom i Søen, og at Martyren Olaf led en uretfærdig Død; for 1031 nævnes Knuts Rejſe til Rom, og det af ham derfra ſkrevne Brev anføres in extenso. En Kodex af Chron. Sax., ſkreven ved 1122, nævner intet om Knuts og Thorkells Forlig, men veed derimod at fortælle ved 1025, at Knut drog med en Hær til Danmark, og til et Slag i Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf kom imod ham, og hvor Sviarne ſejrede; for 1028 omtales Knuts Tog til Norge med 50 Skibe, og Olafs Fordrivelſe; for øvrigt ſtemmer den med den ſidſtomtalte Kodex af ſamme Krønike. Et noget yngre Haandſkrift har ligeledes Toget til Helgeaa m. m. 1025, hvilket alt, faa vel ſom de øvrige Notitſer i alle Haandſkrifter og tillige hos Florents, med ſtørre eller mindre Fuldſtændighed er optaget i yngre Samleres Verker. Det ſees heraf tydeligt, at jo ældre Krønikerne ere, deſto mindre vide de om Knuts Bedrifter udenfor Landet. Det er førſt Florents, ſom veed at fortælle om Knuts Agitationer og Gaveuddelinger i Norge, ſaa vel ſom om Olafs Upopularitet; det er førſt hiin Kodex fra 1122, ſom veed at fortælle om Toget til Danmark og Slaget i Helgeaa; og hvad Notitſen om Knuts Tog til Rom angaar i den Kodex, der allerførſt meddeler den, er det, da Kodex er defekt i Enden efter 1079, og man ſaaledes

    ej har godt for at beſtemme Hændernes Ælde, uviſt, om den kun er optagen efter Florents eller dennes Kilde, eller om den er ſelvſtændig. Florents’s Kilde med Henſyn til denne Rejſe lader ſig for øvrigt let paapege. Det er Ingulf, Abbed af Croyland, fød c. 1030, Kong Viljams Sekretær og ſiden Abbed i Croyland, der ſkrev ſit Kloſters Hiſtorie c. 1090. Knuts Brev fra Rom findes nemlig allerede indført her, ledſaget af en kort Notits om hans Rejſe; hans Udfart henføres til hans 14de Aar, altſaa 103l, og ſaaledes Brevet, der vel intet Aarstal har, men hvori den følgende Paaſke nævnes, til 1032, hvorved det dog er at merke, at Brevet meddeles umiddelbart ſtrax efter et, der udtrykkelig er dateret 1032, og hvori Knut, ligeſom i Brevet fra Rom, kalder ſig Rex totius Angliæ, Danmarchiæ et Norvegiæ, et [magnæj partis Suavorum. Det maa derhos merkes, at ſaa vel Ingulf ſom Florents fortælle, at Brevet bragtes til England af Lyfing, Abbed i Taviſtoke, der endnu ſamme Aar blev Biſkop af Cridiantun eller Devonſhire, men at denne Lyfing nævnes ſom Biſkop allerede i et Diplom af 1026 (Kemble No. 743i, udſtedt af Knut og beſeglet af en Deel andre engelſke Gejſtlige, Haakon Jarl, Hertug Wrytſleof o. fl. — Mag. Adam (II. 63) henfører Knuts Romerrejſe og hans Datter Gunnhilds Giftermaal med Henrik, Kejſer Konrads Søn, til Erkebiſkop Libents den 2dens Tid (1029—1032) men det er vel at merke, at Giftermaalet førſt fandt Sted i 1036, og at der altſaa i det mindſte i en af Angivelſerne er en Fejl, hvilket ogſaa ſvækker Troværdigheden af den anden. — Dronning Emmas Enkomiaſt, der temmelig vidtløftigt omtaler Knuts Rejſe til Rom (Langebek Scr. III. 493) og iſær dvæler ved hans Ophold i St. Omer i Flandern, angiver intet Aar, men ſiger kun at han efter at være kommen hjem, og en Stund havde opholdt ſig i ſine egne Lande, vandrede til Herren. — Den engelſk fødte Munk W. Godell (Bouquet X. 962) der ſkrev omkring 1150, henfører Knuts Rejſe til 1030. — Men paalideligere end alle de her nævnte Autoriteter er Wippo, Kejſer Konrad den ſaliſkes Kapellan, der ledſagede ham paa hans Rejſer, og i ſin Dedikation til hans Søn Henrik den 3die ſiger at han „ſkriver paa det ſandfærdigſte, hvad han ſelv har ſeet eller hørt af andre“; han er altſaa et ſamtidigt Øjevidne til hvad han beretter. Wippo ſiger udtrykkeligt (Bouquet XI. S. 3), at Knut, Englands Konge, og Rudolf, Konge af Burgund, vare tilſtede ved Konrads Kejſerkroning i Rom Paaſkedag den 26 Marts 1027. Den toursſke Krønike ſiger ligeledes, at Knut, Englands Konge, rejſte til Rom i Konrads 2det, og den franſke Kong Roberts 29de Aar, hvilket paa det nærmeſte bliver 1026 (Bouquet X. 284). — Tager man nu i Betragtning, at endog det Brev, Ingulf meddeler ſom ſkrevet af Knut, omtaler hans Nærværelſe i Rom paa Paaſkefeſten tilligemed Kong Rudolf af Burgund, og at denne ikke i noget andet Aar end netop 1027 ved Paaſketid befandt ſig i Rom med Kejſeren, end ſige med Knut, bliver altſaa ſelve Brevet et Vidnesbyrd for Rigtigheden af 1026—1027. Da nu alle hine tidligere meddeelte Angivelſer i de Skrifter, der henføre Rejſen til 103l-32, øjenſynlig ſtøtte ſig paa Ingulf, og denne, en gammel Mand, der ſkrev ſin Krønike, let i ſin Kloſtereenſomhed kunde tage Fejl

    af en 5—6 Aar, iſær da han umiddelbart forud havde anført et Brev af 1032; da han derhos af Titlen „Norges Konge“ let kunde komme paa den Tro, at Brevet var yngre end Olafs Død, uagtet Knut, ſom vi have ſeet, ingenſinde opgav ſin Fordring paa Norge, og lige ſaa viſt, naar han brugte ſin fulde Titel, kaldte ſig Norges Konge, ſom han ofte ſlet hen kaldte ſig Englands, uden engang at nævne Danmark; da man derhos let kan tænke ſig, at Ingulf eller en anden har læſt mxxxi i Stedet for mxxvi, og da derhos endog det af ham anførte Brev ved hiin Kombination af Paaſken, Konrad, Rudolf og Knut egentlig vidner ſterkere for 1026—27 end hans egen løſe Angivelſe af 1031: vil det ſaaledes let indſees, at aldeles overvejende Grunde tale for de førſt nævnte Aar. Der er og i den Omſtændighed, at Olaf den helliges Saga og Snorre lade Olaf, i Stedet for at holde Øje med Knut om Høſten og Vintren 10261027, ſlaa ſig til Ro i Throndhjem, og Ulf Jarl derimod begynde en Opſtand i Danmark, et tydeligt Vidnesbyrd om at baade Olaf og Ulf anſaa Knut for at være ſaa langt borte, at de for det førſte intet havde at frygte af ham. Vel heder det, at han i 1026 kun drog til England, men da han, ſom vi af Knytlinga Saga og Emmas Enkomiaſt erfare, drog over Flandern, nærmede han ſig dog England ſaa meget, at Nordmændene let i Førſtningen kunde antage, at han alene agtede ſig did: ſiden have de nok faaet Rejſens rette Beſtemmelſe at vide, men ved en Skjødesløshed af Sagnfortælleren er denne ej nærmere berørt. Olafs Saga og Snorre omtale ſlet ikke Udenlandsrejſen. Hertil kommer nu ogſaa følgende Omſtændighed. Sighvat Skald var i Rouen 1026—27, og traf Knut i England. Han digtede en Draapa om ham, hvori ſaa vel Romerrejſen ſom Toget til Norge omtales. Men 1030 drog Sighvat til Rom, efter Olafs Fald hjem til ſin Gaard, og begav ſig ſiden til Kong Magnus. Det er neppe tænkeligt, at Sighvat efter Olafs Død, da Forbitrelſen mod Knytlingerne var paa det højeſte, ſkulde have digtet et Æredigt over hans Fiende Knut. Da vi derimod erfare, at Sighvat i 1027 ikke kom hjem til Norge førend temmelig ſeenhøſtes, efterſom han ſtrax efter ſin Hjemkomſt traf den fra Toget til Danmark og Slaget ved Helgeaa tilbagevendte Olaf i Borg, hvor Olaf desuden ytrede Misfornøjelſe over at han havde indladt ſig for meget med Knut, bliver det ſaa godt ſom viſt, at Sighvat har ledſaget Knut fra England paa det Tog, han i Kvadet ſaa levende beſkriver, at han fra Danmark er vendt tilbage til Norge, og at han under Opholdet i Danmark har digtet hiin Draapa, hvilken Fagrſkinna urigtigt kalder erfidrápa, ſom om den var digtet efter Knuts Død. Om Rigtigheden af Aaret 1026—27 for Knuts Rejſe kan der ſaaledes ej være nogen Tvivl. Der kan i alle Fald ej være Spørgsmaal om at ſætte den efter den Tid, men ſnarere før, efterſom Lyfing i hiint Brev af 1026 allerede kaldes Biſkop, og Knut omtales ſom om han opholdt ſig i England, omgiven af ſine Stormænd. Da dette Brev for øvrigt ej indeholder nogen Stedsangivelſe, kan det gjerne være udſtedt i Flandern eller Danmark, thi 1026 var Knut, hvis han gik lige fra Danmark til Rom, ikke i England; det er vel ogſaa muligt, at Tidsangivelſen

    er urigtig, ligeſom i et andet Brev, (Kemble No. 742), der er dateret 1026, uagtet et af Vidnerne, Erkebiſkop Wulfſtan, allerede var død 1023, og et andet, Thorkell høje, 102l; men i alle Fald maa hiint Brev, hvori Lyfing nævnes ſom Biſkop, være ældre end 1030, ſiden Haakon Jarl, død i dette Aar eller 1029, nævnes ſom Vidne. Aaret 1026—1027 for Knuts Romerrejſe er ſaaledes ſikkert.
     Heraf følger ogſaa næſten ligefrem, at Tiden for Knuts Tog til Danmark og Slaget ved Helgeaa ſamt Ulf Jarls Oprør var 1027, ſom Olaf den helliges Saga har det, ikke 1025, ſom det angives i Krønikehaandſkriftet af 1122. Beretningen i dette er dog forholdsviis ſaa eneſtaaende, at den viſtnok maa antages at grunde ſig paa uafhængige, ældgamle Sagn, eller paa Notitſer i tabte Krønikehaandſkrifter, maaſkee og paa Fortællinger fra Norge eller Danmark; kun er Tiden fejlagtig angiven. Man ſkulde næſten ogſaa formode, at Florents’s Fortælling om, hvorledes Olaf blev forhadt af Nordmændene, og disſe lode ſig beſtikke af Knut, hidrører fra nordiſke Sagn, thi det maa vel merkes, at Olaf, ſom Helgen, paa hiin Tid ogſaa var berømt i England, og at man derfor her kjendte nærmere til hans, end mange andre norſke Kongers, Hiſtorie, hvilket derimod ej var Tilfældet nærmere hans egen Tid. Vi have allerede tidligere gjort opmerkſom paa, at Viljam af Jumiéges i ſit Skrift om de nordmanniſke Hertuger tilføjer flere, øjenſynligt fra nordiſke Kilder eller Sagn hentede, Notitſer, der viſe, at ſlige Sagn omkring Aarene 1100—1120 maa være komne til England; disſe Sagn kunne jo og have ſtrakt ſig til Olaf, og været benyttede af andre end Viljam; og merkeligt nok, der ſpores et tydeligt Slægtſkab mellem Viljams og Florents’s Beretninger om Olafs Død.
     Fagrſkinnas Udſagn, at Knut tilbragte Vintren 1027—28 i England, ej i Danmark, beſtyrkes af den næſtældſte Kodex af Chron. Sax., der ſiger at Knut i dette Aar drog fra England til Norge. Den ældſte ſiger kun at han drog til Norge, men forudſætter dog næſten at det var umiddelbart fra England. Det er i ſig ſelv ogſaa heel rimeligt, og det lader ſig meget godt tænke, at Nordmændene i Førſtningen ej have vidſt andet end at Knut den hele Tid var i Danmark, ſaa at denne Beretning har fæſtet ſig i Sagnet. Det er og let tænkeligt, at han alene har udſkrevet en Flaade fra England, og at Chron. Sax., der ej omtaler hans Afrejſe i 1027, har urigtigt henført den til 1028. Sagen er i ſig ſelv ikke af ſtor Vigtighed.
     Tidsregningen bliver altſaa denne: i 1026—27 Knuts Romerrejſe og Sighvats Rejſe til Nordmandie: I 1027 Olafs og Anunds Tog til Danmark, Ulf Jarls Oprør efter Sommeren, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa og Ulfs Drab. I 1028 Knuts Tog til Norge. I 1029 Olafs Flugt. I 1030 Sighvats Udenlandsrejſe og Olafs Død.

  1. Jærnbyrden, eller overhoved Prøven med at bære eller gaa paa gloende Jærn, foreſkrives ofte i vore ældſte Chriſtenretter, hvor ligeledes en anden Prøve, det ſaakaldte Kjedeltag, eller Optagelſen af en Ring eller Steen paa Bunden af en Kjedel med kogende Vand, omtales. Nøjagtige Regler gives derfor i de gamle angliſke Love. Vi have allerede ſeet, hvorledes Jærnbyrden anvendtes af Preſten Poppe, da Kong Harald Gormsſøn i Danmark ſkulde omvendes til Chriſtendommen. Som Ordal eller Beviismiddel omtales Kjedeltaget allerede i et af de yngre blandt de gamle Eddakvad, rimeligviis fra det 9de eller 10de Aarhundrede Gudrunarkvida III.) hvilket viſer, at det ej har været ukjendt i den hedenſke Tid; derimod blev Jærnbyrden aldrig anvendt, maaſkee fordi Kjedeltaget brugtes for Kvinder, medens Mænd heller brugte den hæderlige Afgjørelſesmaade ved Holmgang, eller Retstvekamp, der i flere Lande bibeholdtes til langt ned i Tiden, medens den hos os og paa Island, ſom vi have ſeet, afſkaffedes næſten paa ſamme Tid, kort efter Chriſtendommens Indførelſe. Vi ville nedenfor, hvor Retsforfatningen omtales, komme til at berøre denne Sag nærmere. Jærnbyrd omtales ogſaa under Olaf, da Grette den ſterke ſtedtes til Prøve, ſe nedenfor S. 699, men denne Beretning er ikke ſaa meget at ſtole paa.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 131, Snorre, Cap. 145, Færeyinga Saga, Cap. 43.
  3. Herø eller Hærøerne paa Søndmøre, i Nærheden af Gurſkøen.
  4. Det er fra Møre, her rimeligviis Søndmøre. Til hvilken berømmelig Æt denne Karl hørte, ſiges ikke, men man ſkulde, ſiden det udtrykkeligt ſiges at han var ſtorættet, næſten formode at han har været beſlægtet med Giſke-Folkene eller Arnmødlingerne.
  5. Dette Thing kan dog neppe have været tilſtevnet alene i Anledning af Karls Ankomſt; det ſynes at have varet der ſædvanlige Sommerthing, der, ſom vi have ſeet, plejede at holdes i Thorshavn, og Kongen har viſtnok ordnet Karls Rejſe ſaaledes at han indtraf derved. Indretningen af Thinget maa, ſom man ſeer, have haft meget tilfælles med den islandſke: der var Thingboder, ſom tjeldedes, og en Lovſigemand. Sandſynligviis holdtes det ogſaa paa ſamme Tid, ſom Althinget paa Island og Thingene i Norge, nemlig i den ſidſte Halvdeel af Juni Maaned.
  6. Olaf d. hell. Saga, Cap. 139. Snorre, Cap. 153. Fær. Saga, Cap. 44—46.
  7. Da det neppe er rimeligt, at en ſaa vigtig Beſtemmelſe, ſom denne, kunde blive afgjort af Høvdingerne paa egen Haand uden tillige at vorde lovtagen paa Thinget, ja da det endog maatte være vanſkeligt, for ej at ſige umuligt, at faa den bekjendtgjort i Tide for Folket inden Thinget holdtes, ſkulde man ſnareſt formode at Thrond, der viſtnok forlængſt havde opgjort ſin Plan, foreſlog den allerede paa det Thing hvor Karl blev dræbt og at den der vedtoges, ſaa at Sagaens Beretning her er unøjagtig.
  8. Færeyinga Saga, Cap. 48.