Det norske Folks Historie/2/69
Olaf, der havde ladet sine Skibe tiltakle, maaskee i den Hensigt at foretage en af de sædvanlige Rejser langs Vestkysten af Landet, for at overvintre i Nidaros, besluttede nu, efter at have erfaret Kong Knuts Planer, at tilbringe Sommeren og den øvrige Deel af Aaret i Viken, for at være paa sin Post, om Knut allerede nu skulde ville angribe ham. Der gik Ord om, at han ventedes til Danmark den Sommer, og Kjøbmandsskibe, der kom fra England, bragte endog den Efterretning, at han samlede en stor Hær. Olaf stevnede derfor Lendermændene til sig og omgav sig med en talrig Krigerskare, idet han tillige stedse havde Folk ude for at passe paa og melde ham, om eller naar Knut kom til Danmark. Han lod sig det ogsaa være magtpaaliggende at sikre sig sin Svoger, Sviakongens, Venskab og Understøttelse. Derfor sendte han om Høsten et Gesandtskab til ham for at underrette ham om det Budskab, han havde modtaget fra Knut, og foreslaa ham, at de indgik et Forbund til Værn mod Danekongens ærgjerrige Planer, da det nemlig var at forudsee, at denne, naar han engang havde underkastet sig Norge, heller ikke længe vilde unde Anund Fred i Sverige; medens de tilsammen vare sterke nok til at gjøre ham Modstand. Anund erklærede sig strax villig til at indgaa et saadant Forbund, og lovede i den Hensigt at indfinde sig til et personligt Møde med Olaf, hvortil der var god Anledning, da det just var hans Hensigt, i Løbet af den tilstundende Vinter at berejse Vestergautland, medens Olaf agtede at tilbringe Vintren i Sarpsborg. Knut kom virkelig den Høst til Danmark, hvor han sad Vintren over med en betydelig Styrke. Dog laa det endnu, som man erfarer, ej i hans Plan at angribe Norge. Han maa endnu ikke have anseet Tiden belejlig dertil, og havde desuden for det første bestemt sig til at gjøre en Rejse til Rom, hvortil han vel nu forberedte sig[1]. Da han imidlertid hørte, at der havde gaaet Sendelser mellem Kongerne Anund og Olaf, og at store Planer aftaltes mellem dem, forsøgte han, om det kunde lykkes ham, ved Gaver og vestlige Med at vinde Anund for sig, eller i det mindste at tilkjøbe sig hans Neutralitet. Om Vintren sendte han i den Hensigt et Gesandtskab til Anund. Gesandterne forestillede denne at Knuts og Olafs Trætte var ham uvedkommende, og sagde, at han derfor gjerne kunde sidde i Ro og see til,i saa Fald skulde han og hans Rige være i fuldkommen Fred for Knut. De fremtoge tillige de medbragte Gaver, allerførst, som der fortælles, to Lysestager af Guld. Anund betragtede dem og sagde: „vakkert Legetøj er dette, men ej vil jeg for at faa dem skilles fra Olaf“. Da fremtoge de et prægtigt gyldent Bordkar, besat med Ædelstene. „Det er et herligt Klenodie“, sagde Anund, „men jeg sælger ikke Kong Olaf for et Bordkar“. Endelig kom de frem med to Guldringe. „Kong Knut har visselig megen Omtanke“, sagde Anund, „thi han veed at jeg gjerne vil vinde Gods og skjønner lidet paa Hofskik; men Kong Olaf lærte jeg at kjende, da jeg var en ung Dreng, og fattede saadan Kjærlighed til ham, at jeg ej vil skilles fra ham“. Gesandterne maatte derfor rejse hjem med uforrettet Sag, og meldte Knut, at han ikke maatte vente noget Venskab af Kong Anund[2]. Efter Bestemmelsen tilbragte Olaf Vintren 1025–1026 i Sarpsborg, fremdeles omgiven af en talrig Skare. Kong Anund berejste Vestergautland med et Følge af over halvfjerde tusende Mand. Der gik da Sendebud mellem begge Konger, og det aftaltes, at de skulde mødes om Vaaren ved Kongehelle. De udsatte Modet saa længe, fordi de først vilde see, hvad Knut tog sig til. Men Knut begyndte endnu ikke nogen Krig. Ud paa Vaaren gik han ombord paa sine Skibe, og drog atter vest over, idet han, saaledes som han sandsynligviis allerede forhen havde gjort, efterlod sin Søn Hardeknut i Danmark, og Ulf Jarl som hans Formynder eller Statholder i Riget[3]. I Norge og Sverige antog man vist i Førstningen, at Knut vendte tilbage til England. Dette var dog ikke Tilfældet, thi han tiltraadte nu sin længe paatænkte Pilegrimsrejse til Rom, hvorfra han ej kom tilbage førend langt ud i det følgende Aar. Det kan ikke have varet længe, førend Efterretningen om den virkelige Bestemmelse for Knuts Rejse ogsaa blev bekjendt for Nordmændene og Sviarne, og saaledes havde Olaf og Anund endnu en god Frist, under hvilken de kunde tage deres Forholdsregler mod det forventede Angreb, ja endog lægge Planer til at forekomme Knut[4]. Den bestemte Sammenkomst holdtes ved Kongehelle, hvor der nu, som det heder, bar et saare venligt Mode og kjærlig Samtale, hvortil hele Almuen var Vidne. Dog aftalte de ogsaa i Eenrum hemmelige Planer, af hvilke flere siden kom til Udførelse. Ved Afskeden skiftede de Gaver med hinanden og skiltes venskabeligt; Anund vendte tilbage til Gautland,“og Olaf drog nord i Viten og derfra til Agder. Han følte sig nu saa tryg, at han endog besluttede, at foretage den maaskee allerede Aaret forud paatænkte Rejse langs Vestkysten til Throndhjem, for at tilbringe Vintren i Nidaros. Han laa længe i Eikundasund (Ekersund) for Modvind, og hørte her, at Erling Skjalgssøn og Jæderboerne allerede, maaskee i Forventning om Knuts Ankomst, havde samlet sig i en Oprørshob. Da der en Dag var Tale om Vinden, hvor vidt den var gunstig eller ej til at sejle forbi Jæderen, sagde Halldor, Søn af Brynjulf Ulvalde paa Vetteland: „Vinden er god nok, naar kun Erling Skjalgssøn ikke ventede os med andet end et Gjestebud paa Sole“. Da bød Olaf, at man skulde tage Tjeldingen ned og lægge ud med Skibene. Det skede; endnu samme Dag sejlede de forbi Jæderen uden at møde nogen Ulempe fra Erlings Side, og kom om Aftenen til Hvitingsø. Siden rejste Olaf om paa Vejtsler i Hordaland, og sejlede ud paa Høsten nord efter til Throndhjem.
- ↑ I det Brev, Knut siden skrev fra Rom, nævnte han udtrykkelig, at han allerede længe forud havde lovet Gud en Rejse til Rom, men at han hidtil ej havde kunnet udføre den for Forretningers og Rigets Anliggenders Skyld.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 128, Snorre, Cap. 14L Den legendariske Saga, Cap. Så. Det er denne, som meddeler Fortællingen om Lysestagerne, Bordkarret og Ringen; hine nævne kun Gaver i Almindelighed. Men den legendariske Saga henfører Begivenheden til et senere Tidspunkt, nemlig da Olaf og Anund havde herjet paa Sjæland, og strax før Slaget i Helgeaa. Derfor lader den og Gesandterne sige, at Knut „vil tilgive ham hvad han saa storligen havde forbrudt sig mod ham, hvis han vil forsage Olaf“.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 130, 144, Snorre, Cap. 144, 158. Den legendariske Saga, Cap. 64. Ulf kaldes her Olaf. Se ellers herom ovenfor, S. 672.
- ↑ Da der saa vel om Knuts Rejse, som flere andre vigtige Begivenheder i denne Deel af Knuts og Olafs Regjeringstid hersker stor Uvished med Hensyn til Chronologien, saasom Skribenternes Angivelse ere indbyrdes forskjellige, ville vi allerede her under eet omtale dem og opstille Grunden for den af os antagne Tidsregning. Den Bearbejdelse al Olafs Historie, som gives i Olaf den hell. Saga og hos Snorre, veed intet om Knuts Romerrejse at fortælle. Den lader Knut om Vaaren, kort før Olafs Forbund med Anund (1026) rejse tilbage fra Danmark til England, efterladende Hardeknut og Ulf Jarl; den lader ham vende tilbage til Danmark, i Spidsen for en stor Hær, det følgende Aar ud paa Sommeren eller i Begyndelsen af Hesten (Cap. 142, jvfr. 148, 149), efter at Ulf Jarl i Mellemtiden havde søgt at gjøre Hardeknut eller rettere sig selv uafhængig, og efter at ligeledes Olaf og Anund havde herjet paa Sjæland og Skaane. Slaget i Helgeaa og Ulfs Drab foregaar i samme Diar. Den legendariske Saga veed heller intet om Romerrejsen, lige saa lidet som om Ulf Jarls Opstand. Knytlingasaga, Cap. 17, omtaler Romerrejsen, hvorom den og anfører 4 Linjer af en Draapa, Sighvat digtede om Knut, men den henfører den til Tiden umiddelbar før Knuts Død, da det heder, at han strax ved sin Hjemkomst til England blev syg og døde. Fagrskinna omtaler Ulfs Oprør, uden nogen bestemt Tidsangivelse, kun nævnende „en Sommer“, efter at have omtalt Olafs Fald, og idet den gjør nærmere Regnskab for Knuts Familieforhold (Cap. 112–117); den fortæller her at Knut, ved at høre derom, rejste fra England med en Hær, og lod siden Ulf dræbe i Roskilde Kirke; men dette Tog sættes aldeles ikke i Forbindelse med Toget mod Olaf og Anund, hvilket derimod tidligere beskrives. Efter at omtale Ulfs Oprør, siger den at Knut rejste vester til England uden siden at vende tilbage til Danmark; derpaa omtales Romerrejsen, hvorved to hele Vers af Sighvats Draapa (hvoriblandt ogsaa de i Knytlinga Saga meddeelte Linjer) anføres (Cap. 117). Det synes saaledes at verre Fagrskinnas Mening – skjønt det dog ingenlunde er klart – at Ulfs Oprør og Knuts Romerrejse skede efter Olafs Fald; og da nu i det mindste den første Begivenhed skede før dette, bliver det og sandsynligt, at den anden, som strax efter omtales, ligeledes bor sættes tidligere. For øvrigt kan man af Overeensstemmelsen mellem Knytlinga og Fagrskinna i de Udtryk, hvormed Romerejsen omtales, slutte at hiin, der er sammensat i en temmelig sildig Tid, har laant dette fra Fagrskinna, og at dens Forfatter maaskee kun deraf, at denne først paa dette Sted omtaler Rejsen, har sluttet at den ej fandt Sted førend umiddelbart før Knuts Død. I Forbindelse hermed maa det ogsaa merkes, at Olaf den helliges Saga og Snorre lade Sighvat Skald samme Sommer, Forbundet sluttedes mellem Anund og Olaf, gjøre en Handelsrejse til Rouen, og det følgende Aar komme til England, hvorfra Knut gav ham Tilladelse til at vende tilbage til Norge: det tilføjes, at Sighvat om denne Rejse digtede de saakaldte Vesterfararviser, hvoraf Begyndelsen anføres; ligeledes citeres et Par Vers af ham, som han digtede ved at erfare Knuts store Udrustninger mod Olaf; og endelig anføres flere Vers af hans saakaldte Knutsdraapa, kjendelige ved deres eget Versemaal og deres tilbagevendende Omkvæd, hvori Knuts Tog fra England til Danmark, saa vel som Olafs og Anunds til Sjæland og Skaane, beskrives. Til denne Draapa, der i Fagrskinna kaldes erfidrápa, hører Beskrivelsen over Knuts Romerrejse.“ Fagrskinna derimod (Cap. 103) lader Sighvat digte sine Vesterfararviser og Versene i Anledning af Knuts Udrustninger Aaret efter Slaget i Helgeaa, idet den siger, at Skalden selv skulde gjøre en Rejse til Rom, at Knut havde tilbragt Vintren i England og (følgende den legendariske Saga, Cap. 67) Olaf i Nidaros, medens derimod Olaf den helliges Saga lader Knut overvintre i Danmark, Olaf i Sarpsborg, og Sighvat ej tiltræde sin Pilegrimsrejse førend i 1030. Altsaa opstiller Olaf den helliges Saga følgende Tidsregning: 1026 Olafs og Anunds Forbund, Knuts Rejse til England, Sighvats Rejse til Rouen; 1027 Sighvats Ankomst til England og Hjemrejse til Norge, Ulf Jarls Oprør, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa, Ulf Jarls Død, Knuts Vinterophold i Danmark, Olafs i Sarpsborg; 1028 Knuts store Tog til Norge; 1029 Olafs Flugt til Sverige og Rusland; 1030 Sighvats Romerrejse og Olafs Død. Fagrsk. derimod har, naar vi regne tilbage fra 1030 som Olafs Dødsaar: 1026 Ulf Jarl Statholder i Danmark, Kongernes Angreb paa Sjæland og Skaane, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa, Olafs Vinterophold i Nidaros og Knuts i England; 1028 Knuts Tog fra England til Norge, Sighvats Tiltrædelse af Romerrejsen, 1029 Olafs Flugt til Gardarike; 1030 Slaget ved Stiklestad. At Fagrskinna sejler, hvad Sighvats Romerrejse angaar, sees deraf, at vi baade af ham selv og andre Skalde have Vers, der tydeligt vise, at han var fraværende paa denne Rejse under Stiklestad-Slaget 1030; og han