Det norske Folks Historie/2/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf, der havde ladet ſine Skibe tiltakle, maaſkee i den Henſigt at foretage en af de ſædvanlige Rejſer langs Veſtkyſten af Landet, for at overvintre i Nidaros, beſluttede nu, efter at have erfaret Kong Knuts Planer, at tilbringe Sommeren og den øvrige Deel af Aaret i Viken, for at være paa ſin Poſt, om Knut allerede nu ſkulde ville angribe ham. Der gik Ord om, at han ventedes til Danmark den Sommer, og Kjøbmandsſkibe, der kom fra England, bragte endog den Efterretning, at han ſamlede en ſtor Hær. Olaf ſtevnede derfor Lendermændene til ſig og omgav ſig med en talrig Krigerſkare, idet han tillige ſtedſe havde Folk ude for at pasſe paa og melde ham, om eller naar Knut kom til Danmark. Han lod ſig det ogſaa være magtpaaliggende at ſikre ſig ſin Svoger, Sviakongens, Venſkab og Underſtøttelſe. Derfor ſendte han om Høſten et Geſandtſkab til ham for at underrette ham om det Budſkab, han havde modtaget fra Knut, og foreſlaa ham, at de indgik et Forbund til Værn mod Danekongens ærgjerrige Planer, da det nemlig var at forudſee, at denne, naar han engang havde underkaſtet ſig Norge, heller ikke længe vilde unde Anund Fred i Sverige; medens de tilſammen vare ſterke nok til at gjøre ham Modſtand. Anund erklærede ſig ſtrax villig til at indgaa et ſaadant Forbund, og lovede i den Henſigt at indfinde ſig til et perſonligt Møde med Olaf, hvortil der var god Anledning, da det juſt var hans Henſigt, i Løbet af den tilſtundende Vinter at berejſe Veſtergautland, medens Olaf agtede at tilbringe Vintren i Sarpsborg. Knut kom virkelig den Høſt til Danmark, hvor han ſad Vintren over med en betydelig Styrke. Dog laa det endnu, ſom man erfarer, ej i hans Plan at angribe Norge. Han maa endnu ikke have anſeet Tiden belejlig dertil, og havde desuden for det førſte beſtemt ſig til at gjøre en Rejſe til Rom, hvortil han vel nu forberedte ſig[1]. Da han imidlertid hørte, at der havde gaaet Sendelſer mellem Kongerne Anund og Olaf, og at ſtore Planer aftaltes mellem dem, forſøgte han, om det kunde lykkes ham, ved Gaver og veſtlige Med at vinde Anund for ſig, eller i det mindſte at tilkjøbe ſig hans Neutralitet. Om Vintren ſendte han i den Henſigt et Geſandtſkab til Anund. Geſandterne foreſtillede denne at Knuts og Olafs Trætte var ham uvedkommende, og ſagde, at han derfor gjerne kunde ſidde i Ro og ſee til,i ſaa Fald ſkulde han og hans Rige være i fuldkommen Fred for Knut. De fremtoge tillige de medbragte Gaver, allerførſt, ſom der fortælles, to Lyſeſtager af Guld. Anund betragtede dem og ſagde: „vakkert Legetøj er dette, men ej vil jeg for at faa dem ſkilles fra Olaf“. Da fremtoge de et prægtigt gyldent Bordkar, beſat med Ædelſtene. „Det er et herligt Klenodie“, ſagde Anund, „men jeg ſælger ikke Kong Olaf for et Bordkar“. Endelig kom de frem med to Guldringe. „Kong Knut har visſelig megen Omtanke“, ſagde Anund, „thi han veed at jeg gjerne vil vinde Gods og ſkjønner lidet paa Hofſkik; men Kong Olaf lærte jeg at kjende, da jeg var en ung Dreng, og fattede ſaadan Kjærlighed til ham, at jeg ej vil ſkilles fra ham“. Geſandterne maatte derfor rejſe hjem med uforrettet Sag, og meldte Knut, at han ikke maatte vente noget Venſkab af Kong Anund[2]. Efter Beſtemmelſen tilbragte Olaf Vintren 1025—1026 i Sarpsborg, fremdeles omgiven af en talrig Skare. Kong Anund berejſte Veſtergautland med et Følge af over halvfjerde tuſende Mand. Der gik da Sendebud mellem begge Konger, og det aftaltes, at de ſkulde mødes om Vaaren ved Kongehelle. De udſatte Modet ſaa længe, fordi de førſt vilde ſee, hvad Knut tog ſig til. Men Knut begyndte endnu ikke nogen Krig. Ud paa Vaaren gik han ombord paa ſine Skibe, og drog atter veſt over, idet han, ſaaledes ſom han ſandſynligviis allerede forhen havde gjort, efterlod ſin Søn Hardeknut i Danmark, og Ulf Jarl ſom hans Formynder eller Statholder i Riget[3]. I Norge og Sverige antog man viſt i Førſtningen, at Knut vendte tilbage til England. Dette var dog ikke Tilfældet, thi han tiltraadte nu ſin længe paatænkte Pilegrimsrejſe til Rom, hvorfra han ej kom tilbage førend langt ud i det følgende Aar. Det kan ikke have varet længe, førend Efterretningen om den virkelige Beſtemmelſe for Knuts Rejſe ogſaa blev bekjendt for Nordmændene og Sviarne, og ſaaledes havde Olaf og Anund endnu en god Friſt, under hvilken de kunde tage deres Forholdsregler mod det forventede Angreb, ja endog lægge Planer til at forekomme Knut[4]. Den beſtemte Sammenkomſt holdtes ved Kongehelle, hvor der nu, ſom det heder, bar et ſaare venligt Mode og kjærlig Samtale, hvortil hele Almuen var Vidne. Dog aftalte de ogſaa i Eenrum hemmelige Planer, af hvilke flere ſiden kom til Udførelſe. Ved Afſkeden ſkiftede de Gaver med hinanden og ſkiltes venſkabeligt; Anund vendte tilbage til Gautland,“og Olaf drog nord i Viten og derfra til Agder. Han følte ſig nu ſaa tryg, at han endog beſluttede, at foretage den maaſkee allerede Aaret forud paatænkte Rejſe langs Veſtkyſten til Throndhjem, for at tilbringe Vintren i Nidaros. Han laa længe i Eikundaſund (Ekerſund) for Modvind, og hørte her, at Erling Skjalgsſøn og Jæderboerne allerede, maaſkee i Forventning om Knuts Ankomſt, havde ſamlet ſig i en Oprørshob. Da der en Dag var Tale om Vinden, hvor vidt den var gunſtig eller ej til at ſejle forbi Jæderen, ſagde Halldor, Søn af Brynjulf Ulvalde paa Vetteland: „Vinden er god nok, naar kun Erling Skjalgsſøn ikke ventede os med andet end et Gjeſtebud paa Sole“. Da bød Olaf, at man ſkulde tage Tjeldingen ned og lægge ud med Skibene. Det ſkede; endnu ſamme Dag ſejlede de forbi Jæderen uden at møde nogen Ulempe fra Erlings Side, og kom om Aftenen til Hvitingsø. Siden rejſte Olaf om paa Vejtſler i Hordaland, og ſejlede ud paa Høſten nord efter til Throndhjem.

  1. I det Brev, Knut ſiden ſkrev fra Rom, nævnte han udtrykkelig, at han allerede længe forud havde lovet Gud en Rejſe til Rom, men at han hidtil ej havde kunnet udføre den for Forretningers og Rigets Anliggenders Skyld.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 128, Snorre, Cap. 14L Den legendariſke Saga, Cap. Så. Det er denne, ſom meddeler Fortællingen om Lyſeſtagerne, Bordkarret og Ringen; hine nævne kun Gaver i Almindelighed. Men den legendariſke Saga henfører Begivenheden til et ſenere Tidspunkt, nemlig da Olaf og Anund havde herjet paa Sjæland, og ſtrax før Slaget i Helgeaa. Derfor lader den og Geſandterne ſige, at Knut „vil tilgive ham hvad han ſaa ſtorligen havde forbrudt ſig mod ham, hvis han vil forſage Olaf“.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 130, 144, Snorre, Cap. 144, 158. Den legendariſke Saga, Cap. 64. Ulf kaldes her Olaf. Se ellers herom ovenfor, S. 672.
  4. Da der ſaa vel om Knuts Rejſe, ſom flere andre vigtige Begivenheder i denne Deel af Knuts og Olafs Regjeringstid herſker ſtor Uvished med Henſyn til Chronologien, ſaaſom Skribenternes Angivelſe ere indbyrdes forſkjellige, ville vi allerede her under eet omtale dem og opſtille Grunden for den af os antagne Tidsregning. Den Bearbejdelſe al Olafs Hiſtorie, ſom gives i Olaf den hell. Saga og hos Snorre, veed intet om Knuts Romerrejſe at fortælle. Den lader Knut om Vaaren, kort før Olafs Forbund med Anund (1026) rejſe tilbage fra Danmark til England, efterladende Hardeknut og Ulf Jarl; den lader ham vende tilbage til Danmark, i Spidſen for en ſtor Hær, det følgende Aar ud paa Sommeren eller i Begyndelſen af Heſten (Cap. 142, jvfr. 148, 149), efter at Ulf Jarl i Mellemtiden havde ſøgt at gjøre Hardeknut eller rettere ſig ſelv uafhængig, og efter at ligeledes Olaf og Anund havde herjet paa Sjæland og Skaane. Slaget i Helgeaa og Ulfs Drab foregaar i ſamme Diar. Den legendariſke Saga veed heller intet om Romerrejſen, lige ſaa lidet ſom om Ulf Jarls Opſtand. Knytlingaſaga, Cap. 17, omtaler Romerrejſen, hvorom den og anfører 4 Linjer af en Draapa, Sighvat digtede om Knut, men den henfører den til Tiden umiddelbar før Knuts Død, da det heder, at han ſtrax ved ſin Hjemkomſt til England blev ſyg og døde. Fagrſkinna omtaler Ulfs Oprør, uden nogen beſtemt Tidsangivelſe, kun nævnende „en Sommer“, efter at have omtalt Olafs Fald, og idet den gjør nærmere Regnſkab for Knuts Familieforhold (Cap. 112—117); den fortæller her at Knut, ved at høre derom, rejſte fra England med en Hær, og lod ſiden Ulf dræbe i Roskilde Kirke; men dette Tog ſættes aldeles ikke i Forbindelſe med Toget mod Olaf og Anund, hvilket derimod tidligere beſkrives. Efter at omtale Ulfs Oprør, ſiger den at Knut rejſte veſter til England uden ſiden at vende tilbage til Danmark; derpaa omtales Romerrejſen, hvorved to hele Vers af Sighvats Draapa (hvoriblandt ogſaa de i Knytlinga Saga meddeelte Linjer) anføres (Cap. 117). Det ſynes ſaaledes at verre Fagrſkinnas Mening — ſkjønt det dog ingenlunde er klart — at Ulfs Oprør og Knuts Romerrejſe ſkede efter Olafs Fald; og da nu i det mindſte den førſte Begivenhed ſkede før dette, bliver det og ſandſynligt, at den anden, ſom ſtrax efter omtales, ligeledes bor ſættes tidligere. For øvrigt kan man af Overeensſtemmelſen mellem Knytlinga og Fagrſkinna i de Udtryk, hvormed Romerejſen omtales, ſlutte at hiin, der er ſammenſat i en temmelig ſildig Tid, har laant dette fra Fagrſkinna, og at dens Forfatter maaſkee kun deraf, at denne førſt paa dette Sted omtaler Rejſen, har ſluttet at den ej fandt Sted førend umiddelbart før Knuts Død. I Forbindelſe hermed maa det ogſaa merkes, at Olaf den helliges Saga og Snorre lade Sighvat Skald ſamme Sommer, Forbundet ſluttedes mellem Anund og Olaf, gjøre en Handelsrejſe til Rouen, og det følgende Aar komme til England, hvorfra Knut gav ham Tilladelſe til at vende tilbage til Norge: det tilføjes, at Sighvat om denne Rejſe digtede de ſaakaldte Veſterfararviſer, hvoraf Begyndelſen anføres; ligeledes citeres et Par Vers af ham, ſom han digtede ved at erfare Knuts ſtore Udruſtninger mod Olaf; og endelig anføres flere Vers af hans ſaakaldte Knutsdraapa, kjendelige ved deres eget Verſemaal og deres tilbagevendende Omkvæd, hvori Knuts Tog fra England til Danmark, ſaa vel ſom Olafs og Anunds til Sjæland og Skaane, beſkrives. Til denne Draapa, der i Fagrſkinna kaldes erfidrápa, hører Beſkrivelſen over Knuts Romerrejſe.“ Fagrſkinna derimod (Cap. 103) lader Sighvat digte ſine Veſterfararviſer og Verſene i Anledning af Knuts Udruſtninger Aaret efter Slaget i Helgeaa, idet den ſiger, at Skalden ſelv ſkulde gjøre en Rejſe til Rom, at Knut havde tilbragt Vintren i England og (følgende den legendariſke Saga, Cap. 67) Olaf i Nidaros, medens derimod Olaf den helliges Saga lader Knut overvintre i Danmark, Olaf i Sarpsborg, og Sighvat ej tiltræde ſin Pilegrimsrejſe førend i 1030. Altſaa opſtiller Olaf den helliges Saga følgende Tidsregning: 1026 Olafs og Anunds Forbund, Knuts Rejſe til England, Sighvats Rejſe til Rouen; 1027 Sighvats Ankomſt til England og Hjemrejſe til Norge, Ulf Jarls Oprør, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa, Ulf Jarls Død, Knuts Vinterophold i Danmark, Olafs i Sarpsborg; 1028 Knuts ſtore Tog til Norge; 1029 Olafs Flugt til Sverige og Rusland; 1030 Sighvats Romerrejſe og Olafs Død. Fagrſk. derimod har, naar vi regne tilbage fra 1030 ſom Olafs Dødsaar: 1026 Ulf Jarl Statholder i Danmark, Kongernes Angreb paa Sjæland og Skaane, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa, Olafs Vinterophold i Nidaros og Knuts i England; 1028 Knuts Tog fra England til Norge, Sighvats Tiltrædelſe af Romerrejſen, 1029 Olafs Flugt til Gardarike; 1030 Slaget ved Stikleſtad. At Fagrſkinna ſejler, hvad Sighvats Romerrejſe angaar, ſees deraf, at vi baade af ham ſelv og andre Skalde have Vers, der tydeligt viſe, at han var fraværende paa denne Rejſe under Stikleſtad-Slaget 1030; og han