Det norske Folks Historie/2/68

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 670-678).

De hilsede ham dog; han modtog deres Hilsen venligt, og spurgte dem: „hvorledes er det nu med vort Kammeratskab“? De hang med Hovedet, og sagde, at de ej vidste af noget Kammeratskab at sige. „Jo“, sagde han, „I kaldte mig dog eders Kammerat“. De bleve meget ilde farne; men Kongen sagde: „I behøve ikke at ængste eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at indlade eder paa at spille andre noget Puds, end dem, I kjende^[1].

69. Knut den mægtige optræder som Prætendent til Norges Trone.

Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have skildret, søgte at skaffe sig personlige Tilhængere og derved befæste sin Magt, underordnede han dog alle saadanne personlige Hensyn det Hovedformaal, at styrke Christendommen, overholde Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganisk Sammensamling af forskjellige, indbyrdes fremmede Landskaber blev en eneste velordnet Stat. Dette maatte, som vi allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde sig i at Lov og Ret overholdtes uden Persons Anseelse. „De mægtige Mænd“, heder det, „som saa, at han dømte ligt forhøje og lave, og Lendermændene, der paa den Tid vare paastaaelige og ærgjerrige, fandt sig ej i, at de skulde give tabt for Kongen“og Jarlerne: de meente, at de selv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til kongebaarne Forfædre efter andre store Høvdinger, og saaledes begyndte de at blive trodsige mod Kongen“^[2]. I Førstningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han skulde være Konge over det hele Land; men siden, da man tyktes ikke at kunne raade sig selv for hans kraftige Styrelses Skyld, søgte flere ud af Landet^[3]. Den, til hvem de fleste toge deres Tilflugt, var Danekongen Knut Svenssøn. Deels nyttede det ikke at flygte til Sviakongen Anund, da han nu selv stod i den bedste Forstaaelse med Olaf, deels betragtedes Knut endnu af.Mange som den rette Arving til Norge, i det mindste til den sydlige Deel, og selv havde han ingenlunde til Hensigt at opgive sine Arvefordringer paa Norge efter sin Fader Sven og sin Farfader Harald. Naar han hidtil havde ladet Olaf være i Ro, var det ikke fordi han erkjendte ham for Norges retmæssige Konge, men alene fordi han endnu var saa optagen med at befæste sit Herredømme i England og Danmark, at han ikke havde Tid til at beskjeftige sig med Norge^[4]. Førend Broderen Haralds Død, der, som det synes, indtraf i 1018^[5], kunde Knut ej betragte sig som fuldkommen Herre over Danmark. Aaret efter drog han, som vi allerede have seet, hjem til dette Rige, og forblev der Vintren over. Han hyldedes af Folket, og gjorde ligeledes et Tog til Vendland, sandsynligviis for at bemægtige sig Jomsborg, der maa have løsrevet sig eller i Mellemtiden været erobret af Venderne, en Begivenhed, der upaatvivlelig staar i Sammenhæng, saavel med Thorkell den højes Unaade og Forviisning Aaret efter, som den nye Organisation.og. Udvidelse, det af Jomsvikingernes Levninger oprettede Thingmannalid fik. Ved denne Lejlighed havde Knut ogsaa engelske Tropper med, blandt hvilke Godwine, en Søn af den under Ædhelred landsforviste Kriger Wulfnodh, udmerkede sig saaledes, at Anglerne herefter hædredes lige saa meget som Danerne, og han selv fik Ulf Jarls Syster Gyda til Egte^[6]. Under Knuts Fraværelse maa der have været Uroligheder i England, thi strax efter sin Tilbagekomst 1020 holdt han et Mode, hvorved han forviste Ealdormanden Ædhelweard, og Aaret efter blev Thorkell den høje selv erklæret utlæg^[7], og flygtede til Danmark, hvor Høvdingerne, af Frygt for at han skulde vække Uroligheder, og vel tillige efter Knuts Befaling, dreve ham bort overalt, hvor han vilde lande, indtil han endelig, efter lang Omflakken, blev dræbt af en Folkehob^[8]. Det er derfor ikke usandsynligt, at han virkelig har søgt at vække Oprør mod Kongen, og at han er faldt i en derved opstaaet Kamp. Siden indsatte Knut sin Svoger Ulf Jarl til Statholder i Danmark, idet han tillige betroede ham sin ældste Søn Hardeknut, medens han selv derimod tog Ulfs unge Søn Sven med sig til England^[9]. Imidlertid søgte Knut ved at smigre den engelske Nationalfølelse og især ved at vinde Gejstligheden, at bringe Folket til at glemme at han var en fremmed Erobrer, hvilket ogsaa lykkedes ham fuldkommen, dog næsten, som det synes, paa Danmarks egen Bekostning, da England aabenbart nu betragtedes som Hovedlandet, og Danmark som afhængigt deraf. Ogsaa over det sydlige Skotland udbredte Knut sin Indflydelse, thi det fortælles udtrykkeligt, at to skotske Konger kom ydmygt til ham, da han var bleven dem vred, og at han, efter at de havde ydmyget sig ser ham, tilgav dem og lod dem beholde alle de Lande, de for havde hast. Man gjenkjender strax i disse Konger Mælkolm Kenedhs Søn og hans Dattersøn Duncan, der længe vægrede sig ved at erkjende Knut som deres Lensherre for Cumberland, men nu endelig, da de sandsynligviis vare bragte i Knibe af Mælkolm af Moray, faldt ham til Fode, ja maaskee endog toge Skotland selv til Len af ham^[10]. Saaledes havde Knut visselig Hænderne fulde, og det er ej at undres over, at han i lang Tid ej fik Tid eller Lejlighed til at foretage sig noget imod Norge. Men ved det Tidspunkt, hvortil vi nu ere komne, eller omtrent ved 1024, havde han fuldkommen befæstet sin Magt, saavel i England, som i sit Arveland Danmark. „Han tog nu“, siges der, „Skat og Skyld af de rigeste Thjodlande i Norden. Men i samme Mon, som han havde større Indtægter end andre Konger, gav han ogsaa mere ud end andre Konger. I hans hele Rige var der saa god Fred, at ingen vovede at gjøre Brud paa den, og ethvert Lands gamle Lov og Ret overholdtes. Om slige Ting gik der stort Ry i alle Lande“. Det er saaledes let at indsee, at om Knut end ikke havde staaet i noget særeget Forhold til Norge, vilde de misfornøjede Nordmænd dog have flokket sig om ham. Hos ham kunde de, som der siges, see langt større Herlighed end andensteds, baade fordi der dagligen var en saa stor Mængde forsamlet, og fordi der herskede saa megen Pragt i de Herberger, der tilhørte ham, og hvor han opholdt sig. Men dertil kom nu ogsaa, at han ansaaes, eller i det mindste ansaa sig selv, at have Fordringer paa Norge, og endelig at hans Systersøn Haakon Jarl, som endnu havde mange Tilhængere og mægtige Frænder, og hvis uheldige Skjæbne af Flere beklagedes, opholdt sig hos ham. Mange anseede Mænd i Norge eller mægtige Bondesønner havde derfor allerede, under forskjellige Paaskud, begivet sig til Knut, og, tillægges der, „enhver af dem, som kom til Kong Knut og søgte hans Yndest, fik af ham Hænderne fulde af Penge“. Eftersom dette rygtedes, maa det have lokket endnu flere til ham, og denne Gave-Uddeling gik omsider, som vi ville see, over til et formeligt Bestikkelses-System. De, som kom fra Norge, klagede deels for Haakon Jarl, deels for Knut selv, over den Tvang, hvorunder Olaf holdt dem. Olafs Foranstaltninger til Christendommens Overholdelse og Statens Organisation var i deres Øjne lige saa mange Brud paa den gamle Landsret. De sammenlignede Knuts tilsyneladende Eftergivenhed med Olafs Strenghed, og sagde at Norges Mænd vare rede til, naar det skulde være, at underkaste sig Kong Knut og Haakon Jarl, for af dem at faa hvad de kaldte deres Frihed tilbage. Alle disse Taler klang godt, især i Jarlens Øre, og han bad sin Morbroder paa det indstændigste at gjøre det første Skridt til at paatale saavel hans, som sine egne Rettigheder. Han foreslog, at Knut skulde sende et Gesandtskab til Kong Olaf for at spørge ham, om han med det gode vilde oplade dem Riget eller i det mindste paa visse Betingelser afstaa noget deraf. Da mange andre bifaldt dette Forslag og understøttede det, gav han sit Samtykke dertil, skjønt det af det følgende er øjensynligt, at han endnu ikke ganske fandt Tiden at være kommen til at drive Sagerne med Eftertryk. Et Gesandtskab udrustedes paa det prægtigste, for at kunne optræde i Norge med saa megen Glands, og vække saa store Forestillinger om Knuts Magt og Rigdom, som muligt, og det afsendtes fra England til Olaf med Kong Knuts Breve og Indsegl^[11].

Olaf, der, som vi have seet, havde tilbragt Vintren paa Oplandene, og her bortgiftet sin Halvsyster og sin Moders Syster, drog siden over Thoten, Hadeland og Ringerike ud til Viken, hvor han om Vaaren tog sit Sæde i Tunsberg. Her opholdt han sig temmelig længe, medens den livligste Kjøbstevne stod paa og der var størst Tilførsel. Han lod tillige sine Skibe tiltakle, og havde mange Folk hos sig. Her var det ogsaa, at Knuts Gesandtskab fandt ham. I Spidsen for dette Gesandtskab skal en Mand ved Navn Sigurd have staaet, sandsynligviis dansk af Fødsel; han skal have været en af Knuts kjæreste Venner, men hvad han for øvrigt var, siges ikke. Da man meldte Olaf, at der var kommet Gesandter fra Kong Knut, blev han ærgerlig, da han, som han sagde, godt vidste at Kong Knut ikke havde noget Ærende til ham, som kunde være ham selv eller Riget til Baade. I flere Dage vilde han ikke see dem. Han følte godt, at dette var Begyndelsen til langt andre Gjenvordigheder, end dem, han hidtil havde haft at bekæmpe. Endelig bekvemmede han sig dog til at lade dem komme for sig. De fremlagde nu Kong Knuts Breve og fremførte deres Ærende. „Kong Knut“, sagde de, „paastaar at hele Norge tilkommer ham, og at hans Forfædre før ham have haft dette Rige; men fordi Kong Knut helst vil holde Fred med alle Lande, vil han heller ikke, hvis han kan undgaa det, drage med Hærskjold til Norge. Ønsker derfor Olaf Haraldssøn fremdeles at være Konge over Norge, da har han at indfinde sig hos Knut, tage Riget til Len af ham, blive hans Mand, og betale ham saadan Skat som Jarlerne fordum“. De fremlagte Breve indeholdt det samme. Ligesom forhen under Forhandlingerne med Olaf svenske, saaledes viste det sig tydeligt her, at Lodbroke-Ætlingerne fremdeles kun betragtede Harald Haarfagres Efterkommere som Fylkeskonger, der ikke vare berettigede til at føre uafhængigt Herredømme over Riget. Olaf svarede: „jeg har bort fortalt i gamle Frasagn, at Danekongen Gorm tyktes at være en gild Thjodkonge, skjønt han kun herskede over Danmark alene. De følgende Danekonger have dog ikke villet lade sig nøje dermed. Ro er det kommet saa vidt, at Knut hersker baade over Danmark og England, og dertil har underkastet sig en stor Deel af Skotland. Men endda fordrer han mit Arverige, som jeg har i Besiddelse. Han skulde dog engang lære at nøje sig med hvad han har. Agter han da ene at raade over alle Nordens Lande, eller vil han ene æde al Kaal i England? Det faar han først see til at gjøre, førend jeg fører ham mit Hoved eller gjør ham nogen Hylding. Bringer ham nu mit Svar, at jeg vil værge Norge med Odd og Egg saa længe jeg lever, og ikke betale nogen Mand Skat af mit Rige“. Med denne Besked maatte Gesandterne drage bort, og vare meget ilde tilfreds^[12]. Sighvat Skald, som tidligere havde været hos Kong Knut, og af ham havde faaet en Guldring af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Marks Vegt, medens Kong Olafs Fiende Berse Skaldtorvessøn fik to Guldringe, hver af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Marks Vegt, og dertil et prægtigt Sverd, gav sig for Gesandternes Afrejse i Tale med dem for at høre nyt fra England. Han spurgte dem tillige, hvorledes deres Ærende hos Kong Olaf var løbet af. De sagde at han havde taget det ilde op. „Vi vide ikke“, sagde de, „hvorledes han tør vove paa noget saadant, som at vægre sig ved at blive Kong Knuts Mand og begive sig til ham. Det var det klogeste, han kunde gjøre, thi Kong Knut er saa mild, at ingen Høvding, hvor meget han end bar forbrudt sig mod ham, ej faar hans fuldkomne Tilgivelse naar han kommer til ham og falder ham til Fode. Nu for ganske kort Tid siden kom der saaledes to Konger til ham fra Fife i Skotland; han eftergav dem ganske sin Vrede, lod dem beholde alle deres hidtil hafte Besiddelser, og skjenkede dem oven i Kjøbet store Pengegaver“. Sighvat kvad nu et Vers, hvori han sagde, at om end Kongerne fra Fife havde ført Kong Knut deres Hoved, saa vilde dog aldrig den sejrrige Olaf nedlade sig dertil. Da Gesandterne vare komne tilbage til England og meldte Kong Knut Olafs Ord, sagde han: „Olaf tænker fejl, hvis han tror at jeg alene vil æde al Kaal i England; jeg haaber nok han skal finde, at der er andet end Kaal alene inden mine Ribbeen, thi fra hvert af dem skulle herefter holde Raad fremkomme“^[13]. Ved denne Tale om Kaalen har Olaf maaskee sigtet til, hvad der ogsaa andensteds findes antydet, at Knut saa vel som hans Forfædre ikke ansaaes for synderlig kloge^[14]. Men Knut vilde lade Olaf føle, at han var klog nok til at blive ham en farlig Fiende.

Endnu samme Sommer forøgedes Antallet af de misfornøjede Nordmænd, der opholdt sig hos Knut, med Erling Skjalgssøns Sønner Aaslak og Skjalg. De bleve modtagne med aabne Arme, saa meget mere som Skjalg, gift med Svein Jarls Datter, var i Svogerskab med Haakon Jarl. Knut gav dem betydelige Forleninger og de nøde stor Anseelse hos ham^[15]. Dette deres Skridt, der neppe skede uden deres Faders Vidende og Samtykke eller endog Tilskyndelse, kunde ej betragtes anderledes en.d som en aabenbar Krigs- eller Oprørs-Erlæring fra hans Side. Allerede i det følgende Aar finde vi ogsaa ham selv i Spidsen for en Oprørsflok. Saaledes var han den første af Norges Stor-Høvdinger, der faldt fra. Der var heller ingen, der med større Harme og Utaalmodighed havde baaret Kong Olafs Herredømme, end han.

1. Olaf d. hell. Saga i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 230, Den leg. Saga, Cap. 99.
2. Fagrskinna, Cap. 99.
3. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
4. Knut, heder det paa sidstnævnte Sted, havde længe haft meget Arbejde med at bringe det dertil, at Folket i England var ham lydigt, men da han endelig ansaa sig for sikker i Herredømmet, mindtes han hvad han tyktes at have Ret til af det Rige, som han dog ikke selv nu beherskede, og det var Norge: han meente at have Arveret til hele Norge.
5. Se herom ovf. S. 483. At Harald endnu levede 1017 og da var i England, see Dipl. i Hickes’s Thesaurus II. S. 181. Men ved 1019, da Knut i det Aar var i Danmark, omtales han ej.
6. Knuts Besøg i Danmark 1020 omtales i Chron. Sax., foruden hos de øvrige Forfattere, der have benyttet dette. Toget til Vendland omtales derimod allerførst af Henrik af Huntingdon, i hist. Angl. L. 6, Monum. hist. Br. I. S. 757, hvor det heder: „Knut gik i sit 3die Riges Aar til Danmark, idet han førte en Hær af Angler og Daner mod Venderne (Vandali); da han havde nærmet sig Fienderne, for næste Dag at angribe dem, gjorde Godwine, Befalingsmand over den engelske Hær, o.m Natten et Angreb paa dem, og dræbte eller drev dem paa Flugten ved saaledes at overraske dem. Kongen, som i Førstningen troede at Anglerne havde flygtet, eller troløst gaaet over til Fienden, fandt om Morgenen, da han vilde angribe Fienden, kun Lejren opfyldt med Blod, Lig og Bytte, og holdt sidenefter Anglerne i lige saa stor Ære som Danerne“. For øvrigt nævnes Godwine i Diplomer som dux allerede fra 1018. Knytl. Saga, Cap. 11, meddeler et Sagn om hvorledes Godwine allerede strax efter Slaget ved Sceorstan hjalp Ulf Jarl, der havde forvildet sig i en Skov, tilbage til Knuts Hær, og at Ulf siden tog ham til sig og bragte ham i Vej ret. Det er derfor, saa vel som af Godwines paafølgende Giftermaal med Gyda højst rimeligt, at han ogsaa i 1019 har kæmpet nærmest for at hjelpe Ulf, hvilket igjen bestyrker, at Kampen her især har drejet sig om Jomsborg, Ulfs Fædrenebesiddelser. Hvo veed, om ikke Udsendinger fra Thorkell have sat sig fast i Jomsborg, for at skaffe ham og Jomsvikingerne det tilbage? At Thingmannalidet undergik en ny Organisation, seer man af Vidrlagsretten, eller den af Knut indrettede og af Thingmændene vedtagne Skraa for deres Korps, thi ifølge denne Ret blev Kongen selv dens første Medlem, og underkastet Lovbestemmelserne, ej længer en udenfor staaende Høvding, hvem Korpset havde solgt sin Tjeneste. Det blev altsaa nu et kongeligt Korps, og den traditionelle Forbindelse med Jomsborg ophørte.
7. Se Chron. Sax. ved 1020.
8. Se Vita Elphegi hos Langebek III. S. 453, jfr. ovf. S. 484. Ogsaa Jomsv. Saga, Cap. 52 siger at Thorkell blev dræbt paa Knuts Foranstaltning.
9. I et temmelig gammelt Haandsk. af Chron.Sax. heder det ved 1023: „I dette Aar vendte Kong Knut tilbage til England, og forligte sig med Thorkell, hvem han betroede Danmark og sin Søn at tage vare paa, hvorimod Kongen tog Thorkells Søn med sig til England“. Dette staar ej ilde øvrige Haandskrifter, lige saa lidt som hos Florents af Worcester eller Henrik af Huntingdon. Det er desuden for saa vidt urigtigt, som Thorkell, efter hvad vil have seet, paa den Tid allerede var dræbt. Men da Beretningen, at Statholderskabet i Danmark og Formynderskabet for Knuts Søn overdroges en mægtig Høvding, maa være skrevet senest 1046, hvor den Haand, der har nedskrevet disse Begivenheder i hiint Haandskrift, hører op, kan man neppe betvivle dens Sandhed i sig selv, kun maa der være en Fejltagelse i Høvdingens Navn. Og den rette Høvding kan da ej være nogen anden end Ulf, deels fordi han efter al Sandsynlighed var Herre til Jomsborg, ligesom Thorkell fordum; deels fordi vi virkelig, som vi nedenfor skulle see, ogsaa i vore Sagaer finde det omtalt, at Knut indsatte Ulf til Statholder i Danmark og gav ham sin Søn Hardeknut i Varetægt. Dette henføres dog til et senere Aar (1026) det vil sige, det heder Cap. 144, at Knut da ved sin Afrejse fra Danmark efterlod Ulf som Statholder, tilligemed Hardeknut, skjønt det rigtignok ej siges at Ulf ikke tidligere havde beklædt den samme Værdighed. Men da man siden seer, at enkelte Haandskrifter af den angl. Krønike, der omtale Helgeaa-Slaget og henføre det til 1025 i Stedet for 1027, ligge to Aar tilbage, er det ikke usandsynligt, at hiint Haandskrift her ogsaa har henført til 1023, hvad der egentlig skulde henføres til 1025 eller rettere 1026, ved Knuts daværende Afrejse fra Danmark. Det bestyrkes deraf at Hardeknut, tilligemed Knut, i alle Haandskrifter omtales som nærværende i London ved St. Ælfeahs Translation i Juni Maaned, 1023, og at Knut saaledes neppe engang har været i Danmark med Hardeknut i dette Aar. Naar den engelske Beretning er unøjagtig i Tiden, kan den og være det i Navnet.
10. Vi ville strax i det følgende faa at see, hvorledes ikke alene de Ord lægges Kong Olaf i Munden, at Knut endnu om Vaaren 1025 havde underkastet sig en stor Deel af Skotland, men hvorledes det og udtrykkeligt siges, og bekræftes med et Vers af Sighvat Skald, „at to Konger fra Fife i Skotland nys havde indfundet sig hos ham, bragt ham, som det heder, sine Hoveder, og faaet hans Tilgivelse samt de Besiddelser, de forhen havde“. I de engelske og skotske Kildeskrifter ere Beretningerne om disse Begivenheder heel forvirrede. Simeon af Durham, der i denne Periode synes at være saare vel underrettet, især hvad de northumberlandske eller nordengelske Anliggender angaar, fortæller at der 1018 var en stor Kamp ved Carr mellem Angler og Skotter, eller mellem Uhtred Waltheofs Søn, Northumbrernes Jarl, og Mælkolm Kenedhs Søn, Skotternes Konge, der ogsaa havde Eogan, Kongen af Lothian, med sig. (Twysden, col. 177, Mon. hist. Br. I. S. 594). Hvad Uhtred angaar, da er dette urigtigt, for saa vidt Simeon selv paa et andet Sted oplyser, at han da (se ovf. S. 480) allerede var dræbt, og hans Broder Eadwulf Cudel bleven Jarl (rimeligviis under Erik Jarl, eller i et nordligere Strøg) i hans Sted. (Twysden, col. 81, Mon. hist. Br. I. S. 687). Chron. Sax. henfører Mælkolms Underkastelse til 1031, i hvilket Aar Knut, som det siges, strax efter at vare kommen tilbage fra Rom, drog til Skotland, hvor Kong Mælkolm tilligemed to andre Konger, Mælbæth og Jehmarc, underkastede sig ham. Men deels foregik Knuts Rejse, som vi nedenfor skulle see, ikke i 1031, men 1026–1027; deels synes det ikke engang som om „Jehmarc“ var en skotsk Konge, thi snarere maa han ansees for den samme, som Eachmargach, Konge i Dublin noget efter Sigtrygg, hvis Datter egtede Tadg, Brian Boroimhes Søn. Saavel Aarstallet som Beretningen i sig selv blive her altsaa meget tvivlsomme, og det eneste, vi kunne faa ud med Sikkerhed, er at Mælkolm virkelig underkastede sig. Fordun fortæller at Mælkolm Kenedhs Søn overvandt ved Burg den engelske Jarl Uhtred, som var Danerne undergiven, idet denne søgte at plyndre Cumberland; at han havde givet sin Dattersøn Duncan Cumberland at bestyre, uden dog at indhente Kong Ædhelreds Samtykke, da dette ej lod sig gjøre for de i Northumberland herskende Daners Skyld, men at Duncan dog en Stund holdt deres Angreb borte, indtil Mælkolm selv kom og tilintetgjorde en stor Deel af deres Hær. Om denne Kamp for øvrigt er det samme Slag ved Borg, som han sør har nævnt, eller ikke, er vanskeligt at see. Da Knut havde erobret England, opfordrede han, heder det, Duncan i Cumberland oftere til at hylde sig, men forgjæves; indtil endelig Knut efter sin Tilbagekomst fra Rom c. 1033 gjorde et. Tog til Skotland, hvor Mælkolm mødte ham med en Hær, men hvor det dog kom til en Fred, ifølge hvilken Danerne toge Cumberland til Len af Knut. Fordun har aabenbart haft Chron. Sax. og de øvrige engelske Chronister for Øje, han er derfor lige saa lidet her, som ellers, synderligt at lide paa eller at betragte som uafhængige. Som egentlig Kjendsgjerning bliver intet andet tilbage, end at Knut virkelig, omkring 1023–1025, blev hyldet som Overherre af Mælkolm og Duncan, der maaskee for Øjeblikket ej besad mere af Riget end Lothian og Fife, eller de nærmeste Egne om Forth-Fjorden, medens det øvrige var i Mælkolm Mac Mælbrigdes Hænder. Ifølge Knytl. Saga, Cap. 17, skal Knut have sat sin Søn Harald til Statholder i Skotland. Er dette saa, maa det i alle Fald være skeet senere; i 1024 var Harald endnu ikke voxen. Knytl. Saga antyder ogsaa en senere Tid.
11. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
12. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 140. Den legendariske Olafs Saga (Cap. 47) fortæller dette langt anderledes. Det er denne, som siger at Formanden for Gesandtskabet hed Sigurd; den lader Sigurd drage selv tolvte til Olaf, og treffe ham i Viken, hvor han paa Knuts Vegne fremsætter den Opfordring til ham, enten at betale Skat af Norge eller værge det med Lov. Kongen svarer at han endnu ikke havde betænkt sig, hvor vidt han for ubetydelige Gaver vil gjøre Landet ufrit, og beder om Frist til at spørge sine Venner, om nogen vidste“ hvor vidt det var Lov eller Ret, at Englands Konge tog Skat af Norge. Derpaa sammenkalder Kongen et Thing, og forelægger Folket dette Spørgsmaal, men intet Vidnesbyrd kan fremføres om, at han er pligtig at betale Skat. Der holdes et lignende Thing paa Hørdaland, med samme Resultat. Endelig holdes det tredie Thing paa Oplandene, hvor en gammel Mand ved Navn Thorgrim rejser sig og siger: „ikke erindrer nogen, hvor gammel han end er, at Norges Mænd vare skatskyldige under England, men vel, at Danerne en Stund toge Skat, dog ansaa vi os fritagne derfor.siden Kong Svens Død; saa sagde min Fader og hans Fader før ham; og nærer forvissede om, at faar Knut engang Skat, vil han have den oftere“. „For denne Gang vil jeg derfor ingen Skat betale“, siger Olaf, „og vil Kong Knut eftertragte mit Rige, maa vi gribe til Vaaben og slaas; men jeg tror det er ham bekvemmere at sove i England end at møde vore Vaaben“. At enkelte af de her optegnede Ord virkelig ere faldne, forekommer os ej usandsynligt, men hvad der fortælles om de tre Thing, paa hvilke Olaf forelagde Sagen sine Undersaatters Kjendelse, viser sig naturligviis ved første Øjekast som en Urigtighed, endog for Tidens Skyld, da Gesandterne umuligt kunne have oppebiet, at Olaf først drog til Hørdaland og derpaa til Oplandene, førend han gav Svar. Det er derfor ikke usandsynligt, at Olaf tidligere, enten paa de Thing, hvor hans Lovsforandringer bleve vedtagne, eller paa dem, han holdt strax efter sin Ankomst til Norge, har ladet sig Riget tildømme paa den ovenangivne Maade, og at der paa Oplands-Thinget har fremstaaet en gammel Mand ved Navn Thorgrim, og holdt en Tale som den ovennævnte.
13. Ogsaa dette Svar gjengives noget forskjelligt i den legendariske Saga. „Vel veed jeg“, lader den Knut sige, „at jeg ikke vil komme til at stride med Olaf alene, dog gaar det, som man siger, at fra hvert Ribbeen komme kolde Raad“. Ved denne hyppigt anvendte Talemaade forstode vore Forfædre „lumske eller fordærvelige Anslag“. Men det synes her at være Olafs egne Undersaatters Anslag, hvortil der sigtes.
14. I Knytl. Saga, Cap.20, staar der udtrykkeligt om Knut: „ikke var han nogen synderlig forstandig (stórvitr) Mand; det samme var Tilfældet med Kong Sven, og ligeledes Harald og Gorm, at de ikke stak videre dybt i Forstand (váru engir spekingar at viti). Knuts listige Politik med Hensyn til Norge synes dog at modsige denne Dom.
15. I et engelsk Diplom, hvis Egthed dog er noget tvivlsom, (Kemble No. 735) forekomme blandt Underskrifterne: Iric dux, Godwinus dux, Ulf dux, Eglaf dux, Hakun dux, Leofwinus dux, Godricus dux, og længere nede: Oslacus miles, Þord miles, Þurkil miles o. fl. Der kunde altsaa her vare et Spørgsmaal, om ej denne Oslacus miles var Erling Skjalgssøns Søn. Dog maa det bemerkes, for saa vidt Diplomet virkelig er egte, at da ogsaa „Iric“ d. e. Erik Jarl, nævnes, maa det være ældre end 1024, og i saa Fald maatte Aaslak være kommen tidligere til Knut, end i Sagaen er angivet. Dette kan man dog ikke vel antage, med mindre han har været paa et kort Besøg hos sine Frænder i England, hvorom Sagaerne intet nævne. Vist er det, at Aaslak ej nævnes i noget andet Diplom. Men Navnet Aaslak var almindeligt i Danmark paa den Tid, lige saa vel som Óslac i England.