Det norske Folks Historie/2/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De hilſede ham dog; han modtog deres Hilſen venligt, og ſpurgte dem: „hvorledes er det nu med vort Kammeratſkab“? De hang med Hovedet, og ſagde, at de ej vidſte af noget Kammeratſkab at ſige. „Jo“, ſagde han, „I kaldte mig dog eders Kammerat“. De bleve meget ilde farne; men Kongen ſagde: „I behøve ikke at ængſte eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at indlade eder paa at ſpille andre noget Puds, end dem, I kjende[1].

69. Knut den mægtige optræder ſom Prætendent til Norges Trone.

Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have ſkildret, ſøgte at ſkaffe ſig perſonlige Tilhængere og derved befæſte ſin Magt, underordnede han dog alle ſaadanne perſonlige Henſyn det Hovedformaal, at ſtyrke Chriſtendommen, overholde Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganiſk Sammenſamling af forſkjellige, indbyrdes fremmede Landſkaber blev en eneſte velordnet Stat. Dette maatte, ſom vi allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde ſig i at Lov og Ret overholdtes uden Perſons Anſeelſe. „De mægtige Mænd“, heder det, „ſom ſaa, at han dømte ligt forhøje og lave, og Lendermændene, der paa den Tid vare paaſtaaelige og ærgjerrige, fandt ſig ej i, at de ſkulde give tabt for Kongen“og Jarlerne: de meente, at de ſelv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til kongebaarne Forfædre efter andre ſtore Høvdinger, og ſaaledes begyndte de at blive trodſige mod Kongen“[2]. I Førſtningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han ſkulde være Konge over det hele Land; men ſiden, da man tyktes ikke at kunne raade ſig ſelv for hans kraftige Styrelſes Skyld, ſøgte flere ud af Landet[3]. Den, til hvem de fleſte toge deres Tilflugt, var Danekongen Knut Svensſøn. Deels nyttede det ikke at flygte til Sviakongen Anund, da han nu ſelv ſtod i den bedſte Forſtaaelſe med Olaf, deels betragtedes Knut endnu af.Mange ſom den rette Arving til Norge, i det mindſte til den ſydlige Deel, og ſelv havde han ingenlunde til Henſigt at opgive ſine Arvefordringer paa Norge efter ſin Fader Sven og ſin Farfader Harald. Naar han hidtil havde ladet Olaf være i Ro, var det ikke fordi han erkjendte ham for Norges retmæsſige Konge, men alene fordi han endnu var ſaa optagen med at befæſte ſit Herredømme i England og Danmark, at han ikke havde Tid til at beſkjeftige ſig med Norge[4]. Førend Broderen Haralds Død, der, ſom det ſynes, indtraf i 1018[5], kunde Knut ej betragte ſig ſom fuldkommen Herre over Danmark. Aaret efter drog han, ſom vi allerede have ſeet, hjem til dette Rige, og forblev der Vintren over. Han hyldedes af Folket, og gjorde ligeledes et Tog til Vendland, ſandſynligviis for at bemægtige ſig Jomsborg, der maa have løsrevet ſig eller i Mellemtiden været erobret af Venderne, en Begivenhed, der upaatvivlelig ſtaar i Sammenhæng, ſaavel med Thorkell den højes Unaade og Forviisning Aaret efter, ſom den nye Organiſation.og. Udvidelſe, det af Jomsvikingernes Levninger oprettede Thingmannalid fik. Ved denne Lejlighed havde Knut ogſaa engelſke Tropper med, blandt hvilke Godwine, en Søn af den under Ædhelred landsforviſte Kriger Wulfnodh, udmerkede ſig ſaaledes, at Anglerne herefter hædredes lige ſaa meget ſom Danerne, og han ſelv fik Ulf Jarls Syſter Gyda til Egte[6]. Under Knuts Fraværelſe maa der have været Uroligheder i England, thi ſtrax efter ſin Tilbagekomſt 1020 holdt han et Mode, hvorved han forviſte Ealdormanden Ædhelweard, og Aaret efter blev Thorkell den høje ſelv erklæret utlæg[7], og flygtede til Danmark, hvor Høvdingerne, af Frygt for at han ſkulde vække Uroligheder, og vel tillige efter Knuts Befaling, dreve ham bort overalt, hvor han vilde lande, indtil han endelig, efter lang Omflakken, blev dræbt af en Folkehob[8]. Det er derfor ikke uſandſynligt, at han virkelig har ſøgt at vække Oprør mod Kongen, og at han er faldt i en derved opſtaaet Kamp. Siden indſatte Knut ſin Svoger Ulf Jarl til Statholder i Danmark, idet han tillige betroede ham ſin ældſte Søn Hardeknut, medens han ſelv derimod tog Ulfs unge Søn Sven med ſig til England[9]. Imidlertid ſøgte Knut ved at ſmigre den engelſke Nationalfølelſe og iſær ved at vinde Gejſtligheden, at bringe Folket til at glemme at han var en fremmed Erobrer, hvilket ogſaa lykkedes ham fuldkommen, dog næſten, ſom det ſynes, paa Danmarks egen Bekoſtning, da England aabenbart nu betragtedes ſom Hovedlandet, og Danmark ſom afhængigt deraf. Ogſaa over det ſydlige Skotland udbredte Knut ſin Indflydelſe, thi det fortælles udtrykkeligt, at to ſkotſke Konger kom ydmygt til ham, da han var bleven dem vred, og at han, efter at de havde ydmyget ſig ſer ham, tilgav dem og lod dem beholde alle de Lande, de for havde haſt. Man gjenkjender ſtrax i disſe Konger Mælkolm Kenedhs Søn og hans Datterſøn Duncan, der længe vægrede ſig ved at erkjende Knut ſom deres Lensherre for Cumberland, men nu endelig, da de ſandſynligviis vare bragte i Knibe af Mælkolm af Moray, faldt ham til Fode, ja maaſkee endog toge Skotland ſelv til Len af ham[10]. Saaledes havde Knut visſelig Hænderne fulde, og det er ej at undres over, at han i lang Tid ej fik Tid eller Lejlighed til at foretage ſig noget imod Norge. Men ved det Tidspunkt, hvortil vi nu ere komne, eller omtrent ved 1024, havde han fuldkommen befæſtet ſin Magt, ſaavel i England, ſom i ſit Arveland Danmark. „Han tog nu“, ſiges der, „Skat og Skyld af de rigeſte Thjodlande i Norden. Men i ſamme Mon, ſom han havde ſtørre Indtægter end andre Konger, gav han ogſaa mere ud end andre Konger. I hans hele Rige var der ſaa god Fred, at ingen vovede at gjøre Brud paa den, og ethvert Lands gamle Lov og Ret overholdtes. Om ſlige Ting gik der ſtort Ry i alle Lande“. Det er ſaaledes let at indſee, at om Knut end ikke havde ſtaaet i noget ſæreget Forhold til Norge, vilde de misfornøjede Nordmænd dog have flokket ſig om ham. Hos ham kunde de, ſom der ſiges, ſee langt ſtørre Herlighed end andenſteds, baade fordi der dagligen var en ſaa ſtor Mængde forſamlet, og fordi der herſkede ſaa megen Pragt i de Herberger, der tilhørte ham, og hvor han opholdt ſig. Men dertil kom nu ogſaa, at han anſaaes, eller i det mindſte anſaa ſig ſelv, at have Fordringer paa Norge, og endelig at hans Syſterſøn Haakon Jarl, ſom endnu havde mange Tilhængere og mægtige Frænder, og hvis uheldige Skjæbne af Flere beklagedes, opholdt ſig hos ham. Mange anſeede Mænd i Norge eller mægtige Bondeſønner havde derfor allerede, under forſkjellige Paaſkud, begivet ſig til Knut, og, tillægges der, „enhver af dem, ſom kom til Kong Knut og ſøgte hans Yndeſt, fik af ham Hænderne fulde af Penge“. Efterſom dette rygtedes, maa det have lokket endnu flere til ham, og denne Gave-Uddeling gik omſider, ſom vi ville ſee, over til et formeligt Beſtikkelſes-Syſtem. De, ſom kom fra Norge, klagede deels for Haakon Jarl, deels for Knut ſelv, over den Tvang, hvorunder Olaf holdt dem. Olafs Foranſtaltninger til Chriſtendommens Overholdelſe og Statens Organiſation var i deres Øjne lige ſaa mange Brud paa den gamle Landsret. De ſammenlignede Knuts tilſyneladende Eftergivenhed med Olafs Strenghed, og ſagde at Norges Mænd vare rede til, naar det ſkulde være, at underkaſte ſig Kong Knut og Haakon Jarl, for af dem at faa hvad de kaldte deres Frihed tilbage. Alle disſe Taler klang godt, iſær i Jarlens Øre, og han bad ſin Morbroder paa det indſtændigſte at gjøre det førſte Skridt til at paatale ſaavel hans, ſom ſine egne Rettigheder. Han foreſlog, at Knut ſkulde ſende et Geſandtſkab til Kong Olaf for at ſpørge ham, om han med det gode vilde oplade dem Riget eller i det mindſte paa visſe Betingelſer afſtaa noget deraf. Da mange andre bifaldt dette Forſlag og underſtøttede det, gav han ſit Samtykke dertil, ſkjønt det af det følgende er øjenſynligt, at han endnu ikke ganſke fandt Tiden at være kommen til at drive Sagerne med Eftertryk. Et Geſandtſkab udruſtedes paa det prægtigſte, for at kunne optræde i Norge med ſaa megen Glands, og vække ſaa ſtore Foreſtillinger om Knuts Magt og Rigdom, ſom muligt, og det afſendtes fra England til Olaf med Kong Knuts Breve og Indſegl[11].

Olaf, der, ſom vi have ſeet, havde tilbragt Vintren paa Oplandene, og her bortgiftet ſin Halvſyſter og ſin Moders Syſter, drog ſiden over Thoten, Hadeland og Ringerike ud til Viken, hvor han om Vaaren tog ſit Sæde i Tunsberg. Her opholdt han ſig temmelig længe, medens den livligſte Kjøbſtevne ſtod paa og der var ſtørſt Tilførſel. Han lod tillige ſine Skibe tiltakle, og havde mange Folk hos ſig. Her var det ogſaa, at Knuts Geſandtſkab fandt ham. I Spidſen for dette Geſandtſkab ſkal en Mand ved Navn Sigurd have ſtaaet, ſandſynligviis danſk af Fødſel; han ſkal have været en af Knuts kjæreſte Venner, men hvad han for øvrigt var, ſiges ikke. Da man meldte Olaf, at der var kommet Geſandter fra Kong Knut, blev han ærgerlig, da han, ſom han ſagde, godt vidſte at Kong Knut ikke havde noget Ærende til ham, ſom kunde være ham ſelv eller Riget til Baade. I flere Dage vilde han ikke ſee dem. Han følte godt, at dette var Begyndelſen til langt andre Gjenvordigheder, end dem, han hidtil havde haft at bekæmpe. Endelig bekvemmede han ſig dog til at lade dem komme for ſig. De fremlagde nu Kong Knuts Breve og fremførte deres Ærende. „Kong Knut“, ſagde de, „paaſtaar at hele Norge tilkommer ham, og at hans Forfædre før ham have haft dette Rige; men fordi Kong Knut helſt vil holde Fred med alle Lande, vil han heller ikke, hvis han kan undgaa det, drage med Hærſkjold til Norge. Ønſker derfor Olaf Haraldsſøn fremdeles at være Konge over Norge, da har han at indfinde ſig hos Knut, tage Riget til Len af ham, blive hans Mand, og betale ham ſaadan Skat ſom Jarlerne fordum“. De fremlagte Breve indeholdt det ſamme. Ligeſom forhen under Forhandlingerne med Olaf ſvenſke, ſaaledes viſte det ſig tydeligt her, at Lodbroke-Ætlingerne fremdeles kun betragtede Harald Haarfagres Efterkommere ſom Fylkeskonger, der ikke vare berettigede til at føre uafhængigt Herredømme over Riget. Olaf ſvarede: „jeg har bort fortalt i gamle Fraſagn, at Danekongen Gorm tyktes at være en gild Thjodkonge, ſkjønt han kun herſkede over Danmark alene. De følgende Danekonger have dog ikke villet lade ſig nøje dermed. Ro er det kommet ſaa vidt, at Knut herſker baade over Danmark og England, og dertil har underkaſtet ſig en ſtor Deel af Skotland. Men endda fordrer han mit Arverige, ſom jeg har i Beſiddelſe. Han ſkulde dog engang lære at nøje ſig med hvad han har. Agter han da ene at raade over alle Nordens Lande, eller vil han ene æde al Kaal i England? Det faar han førſt ſee til at gjøre, førend jeg fører ham mit Hoved eller gjør ham nogen Hylding. Bringer ham nu mit Svar, at jeg vil værge Norge med Odd og Egg ſaa længe jeg lever, og ikke betale nogen Mand Skat af mit Rige“. Med denne Beſked maatte Geſandterne drage bort, og vare meget ilde tilfreds[12]. Sighvat Skald, ſom tidligere havde været hos Kong Knut, og af ham havde faaet en Guldring af Marks Vegt, medens Kong Olafs Fiende Berſe Skaldtorvesſøn fik to Guldringe, hver af Marks Vegt, og dertil et prægtigt Sverd, gav ſig for Geſandternes Afrejſe i Tale med dem for at høre nyt fra England. Han ſpurgte dem tillige, hvorledes deres Ærende hos Kong Olaf var løbet af. De ſagde at han havde taget det ilde op. „Vi vide ikke“, ſagde de, „hvorledes han tør vove paa noget ſaadant, ſom at vægre ſig ved at blive Kong Knuts Mand og begive ſig til ham. Det var det klogeſte, han kunde gjøre, thi Kong Knut er ſaa mild, at ingen Høvding, hvor meget han end bar forbrudt ſig mod ham, ej faar hans fuldkomne Tilgivelſe naar han kommer til ham og falder ham til Fode. Nu for ganſke kort Tid ſiden kom der ſaaledes to Konger til ham fra Fife i Skotland; han eftergav dem ganſke ſin Vrede, lod dem beholde alle deres hidtil hafte Beſiddelſer, og ſkjenkede dem oven i Kjøbet ſtore Pengegaver“. Sighvat kvad nu et Vers, hvori han ſagde, at om end Kongerne fra Fife havde ført Kong Knut deres Hoved, ſaa vilde dog aldrig den ſejrrige Olaf nedlade ſig dertil. Da Geſandterne vare komne tilbage til England og meldte Kong Knut Olafs Ord, ſagde han: „Olaf tænker fejl, hvis han tror at jeg alene vil æde al Kaal i England; jeg haaber nok han ſkal finde, at der er andet end Kaal alene inden mine Ribbeen, thi fra hvert af dem ſkulle herefter holde Raad fremkomme“[13]. Ved denne Tale om Kaalen har Olaf maaſkee ſigtet til, hvad der ogſaa andenſteds findes antydet, at Knut ſaa vel ſom hans Forfædre ikke anſaaes for ſynderlig kloge[14]. Men Knut vilde lade Olaf føle, at han var klog nok til at blive ham en farlig Fiende.

Endnu ſamme Sommer forøgedes Antallet af de misfornøjede Nordmænd, der opholdt ſig hos Knut, med Erling Skjalgsſøns Sønner Aaslak og Skjalg. De bleve modtagne med aabne Arme, ſaa meget mere ſom Skjalg, gift med Svein Jarls Datter, var i Svogerſkab med Haakon Jarl. Knut gav dem betydelige Forleninger og de nøde ſtor Anſeelſe hos ham[15]. Dette deres Skridt, der neppe ſkede uden deres Faders Vidende og Samtykke eller endog Tilſkyndelſe, kunde ej betragtes anderledes en.d ſom en aabenbar Krigs- eller Oprørs-Erlæring fra hans Side. Allerede i det følgende Aar finde vi ogſaa ham ſelv i Spidſen for en Oprørsflok. Saaledes var han den førſte af Norges Stor-Høvdinger, der faldt fra. Der var heller ingen, der med ſtørre Harme og Utaalmodighed havde baaret Kong Olafs Herredømme, end han.

  1. Olaf d. hell. Saga i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 230, Den leg. Saga, Cap. 99.
  2. Fagrſkinna, Cap. 99.
  3. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
  4. Knut, heder det paa ſidſtnævnte Sted, havde længe haft meget Arbejde med at bringe det dertil, at Folket i England var ham lydigt, men da han endelig anſaa ſig for ſikker i Herredømmet, mindtes han hvad han tyktes at have Ret til af det Rige, ſom han dog ikke ſelv nu beherſkede, og det var Norge: han meente at have Arveret til hele Norge.
  5. Se herom ovf. S. 483. At Harald endnu levede 1017 og da var i England, ſee Dipl. i Hickes’s Thesaurus II. S. 181. Men ved 1019, da Knut i det Aar var i Danmark, omtales han ej.
  6. Knuts Beſøg i Danmark 1020 omtales i Chron. Sax., foruden hos de øvrige Forfattere, der have benyttet dette. Toget til Vendland omtales derimod allerførſt af Henrik af Huntingdon, i hist. Angl. L. 6, Monum. hist. Br. I. S. 757, hvor det heder: „Knut gik i ſit 3die Riges Aar til Danmark, idet han førte en Hær af Angler og Daner mod Venderne (Vandali); da han havde nærmet ſig Fienderne, for næſte Dag at angribe dem, gjorde Godwine, Befalingsmand over den engelſke Hær, o.m Natten et Angreb paa dem, og dræbte eller drev dem paa Flugten ved ſaaledes at overraſke dem. Kongen, ſom i Førſtningen troede at Anglerne havde flygtet, eller troløſt gaaet over til Fienden, fandt om Morgenen, da han vilde angribe Fienden, kun Lejren opfyldt med Blod, Lig og Bytte, og holdt ſidenefter Anglerne i lige ſaa ſtor Ære ſom Danerne“. For øvrigt nævnes Godwine i Diplomer ſom dux allerede fra 1018. Knytl. Saga, Cap. 11, meddeler et Sagn om hvorledes Godwine allerede ſtrax efter Slaget ved Sceorſtan hjalp Ulf Jarl, der havde forvildet ſig i en Skov, tilbage til Knuts Hær, og at Ulf ſiden tog ham til ſig og bragte ham i Vej ret. Det er derfor, ſaa vel ſom af Godwines paafølgende Giftermaal med Gyda højſt rimeligt, at han ogſaa i 1019 har kæmpet nærmeſt for at hjelpe Ulf, hvilket igjen beſtyrker, at Kampen her iſær har drejet ſig om Jomsborg, Ulfs Fædrenebeſiddelſer. Hvo veed, om ikke Udſendinger fra Thorkell have ſat ſig faſt i Jomsborg, for at ſkaffe ham og Jomsvikingerne det tilbage? At Thingmannalidet undergik en ny Organiſation, ſeer man af Vidrlagsretten, eller den af Knut indrettede og af Thingmændene vedtagne Skraa for deres Korps, thi ifølge denne Ret blev Kongen ſelv dens førſte Medlem, og underkaſtet Lovbeſtemmelſerne, ej længer en udenfor ſtaaende Høvding, hvem Korpſet havde ſolgt ſin Tjeneſte. Det blev altſaa nu et kongeligt Korps, og den traditionelle Forbindelſe med Jomsborg ophørte.
  7. Se Chron. Sax. ved 1020.
  8. Se Vita Elphegi hos Langebek III. S. 453, jfr. ovf. S. 484. Ogſaa Jomsv. Saga, Cap. 52 ſiger at Thorkell blev dræbt paa Knuts Foranſtaltning.
  9. I et temmelig gammelt Haandſk. af Chron.Sax. heder det ved 1023: „I dette Aar vendte Kong Knut tilbage til England, og forligte ſig med Thorkell, hvem han betroede Danmark og ſin Søn at tage vare paa, hvorimod Kongen tog Thorkells Søn med ſig til England“. Dette ſtaar ej ilde øvrige Haandſkrifter, lige ſaa lidt ſom hos Florents af Worceſter eller Henrik af Huntingdon. Det er desuden for ſaa vidt urigtigt, ſom Thorkell, efter hvad vil have ſeet, paa den Tid allerede var dræbt. Men da Beretningen, at Statholderſkabet i Danmark og Formynderſkabet for Knuts Søn overdroges en mægtig Høvding, maa være ſkrevet ſeneſt 1046, hvor den Haand, der har nedſkrevet disſe Begivenheder i hiint Haandſkrift, hører op, kan man neppe betvivle dens Sandhed i ſig ſelv, kun maa der være en Fejltagelſe i Høvdingens Navn. Og den rette Høvding kan da ej være nogen anden end Ulf, deels fordi han efter al Sandſynlighed var Herre til Jomsborg, ligeſom Thorkell fordum; deels fordi vi virkelig, ſom vi nedenfor ſkulle ſee, ogſaa i vore Sagaer finde det omtalt, at Knut indſatte Ulf til Statholder i Danmark og gav ham ſin Søn Hardeknut i Varetægt. Dette henføres dog til et ſenere Aar (1026) det vil ſige, det heder Cap. 144, at Knut da ved ſin Afrejſe fra Danmark efterlod Ulf ſom Statholder, tilligemed Hardeknut, ſkjønt det rigtignok ej ſiges at Ulf ikke tidligere havde beklædt den ſamme Værdighed. Men da man ſiden ſeer, at enkelte Haandſkrifter af den angl. Krønike, der omtale Helgeaa-Slaget og henføre det til 1025 i Stedet for 1027, ligge to Aar tilbage, er det ikke uſandſynligt, at hiint Haandſkrift her ogſaa har henført til 1023, hvad der egentlig ſkulde henføres til 1025 eller rettere 1026, ved Knuts daværende Afrejſe fra Danmark. Det beſtyrkes deraf at Hardeknut, tilligemed Knut, i alle Haandſkrifter omtales ſom nærværende i London ved St. Ælfeahs Translation i Juni Maaned, 1023, og at Knut ſaaledes neppe engang har været i Danmark med Hardeknut i dette Aar. Naar den engelſke Beretning er unøjagtig i Tiden, kan den og være det i Navnet.
  10. Vi ville ſtrax i det følgende faa at ſee, hvorledes ikke alene de Ord lægges Kong Olaf i Munden, at Knut endnu om Vaaren 1025 havde underkaſtet ſig en ſtor Deel af Skotland, men hvorledes det og udtrykkeligt ſiges, og bekræftes med et Vers af Sighvat Skald, „at to Konger fra Fife i Skotland nys havde indfundet ſig hos ham, bragt ham, ſom det heder, ſine Hoveder, og faaet hans Tilgivelſe ſamt de Beſiddelſer, de forhen havde“. I de engelſke og ſkotſke Kildeſkrifter ere Beretningerne om disſe Begivenheder heel forvirrede. Simeon af Durham, der i denne Periode ſynes at være ſaare vel underrettet, iſær hvad de northumberlandſke eller nordengelſke Anliggender angaar, fortæller at der 1018 var en ſtor Kamp ved Carr mellem Angler og Skotter, eller mellem Uhtred Waltheofs Søn, Northumbrernes Jarl, og Mælkolm Kenedhs Søn, Skotternes Konge, der ogſaa havde Eogan, Kongen af Lothian, med ſig. (Twysden, col. 177, Mon. hist. Br. I. S. 594). Hvad Uhtred angaar, da er dette urigtigt, for ſaa vidt Simeon ſelv paa et andet Sted oplyſer, at han da (ſe ovf. S. 480) allerede var dræbt, og hans Broder Eadwulf Cudel bleven Jarl (rimeligviis under Erik Jarl, eller i et nordligere Strøg) i hans Sted. (Twysden, col. 81, Mon. hist. Br. I. S. 687). Chron. Sax. henfører Mælkolms Underkaſtelſe til 1031, i hvilket Aar Knut, ſom det ſiges, ſtrax efter at vare kommen tilbage fra Rom, drog til Skotland, hvor Kong Mælkolm tilligemed to andre Konger, Mælbæth og Jehmarc, underkaſtede ſig ham. Men deels foregik Knuts Rejſe, ſom vi nedenfor ſkulle ſee, ikke i 1031, men 1026—1027; deels ſynes det ikke engang ſom om „Jehmarc“ var en ſkotſk Konge, thi ſnarere maa han anſees for den ſamme, ſom Eachmargach, Konge i Dublin noget efter Sigtrygg, hvis Datter egtede Tadg, Brian Boroimhes Søn. Saavel Aarstallet ſom Beretningen i ſig ſelv blive her altſaa meget tvivlſomme, og det eneſte, vi kunne faa ud med Sikkerhed, er at Mælkolm virkelig underkaſtede ſig. Fordun fortæller at Mælkolm Kenedhs Søn overvandt ved Burg den engelſke Jarl Uhtred, ſom var Danerne undergiven, idet denne ſøgte at plyndre Cumberland; at han havde givet ſin Datterſøn Duncan Cumberland at beſtyre, uden dog at indhente Kong Ædhelreds Samtykke, da dette ej lod ſig gjøre for de i Northumberland herſkende Daners Skyld, men at Duncan dog en Stund holdt deres Angreb borte, indtil Mælkolm ſelv kom og tilintetgjorde en ſtor Deel af deres Hær. Om denne Kamp for øvrigt er det ſamme Slag ved Borg, ſom han ſør har nævnt, eller ikke, er vanſkeligt at ſee. Da Knut havde erobret England, opfordrede han, heder det, Duncan i Cumberland oftere til at hylde ſig, men forgjæves; indtil endelig Knut efter ſin Tilbagekomſt fra Rom c. 1033 gjorde et. Tog til Skotland, hvor Mælkolm mødte ham med en Hær, men hvor det dog kom til en Fred, ifølge hvilken Danerne toge Cumberland til Len af Knut. Fordun har aabenbart haft Chron. Sax. og de øvrige engelſke Chroniſter for Øje, han er derfor lige ſaa lidet her, ſom ellers, ſynderligt at lide paa eller at betragte ſom uafhængige. Som egentlig Kjendsgjerning bliver intet andet tilbage, end at Knut virkelig, omkring 1023—1025, blev hyldet ſom Overherre af Mælkolm og Duncan, der maaſkee for Øjeblikket ej beſad mere af Riget end Lothian og Fife, eller de nærmeſte Egne om Forth-Fjorden, medens det øvrige var i Mælkolm Mac Mælbrigdes Hænder. Ifølge Knytl. Saga, Cap. 17, ſkal Knut have ſat ſin Søn Harald til Statholder i Skotland. Er dette ſaa, maa det i alle Fald være ſkeet ſenere; i 1024 var Harald endnu ikke voxen. Knytl. Saga antyder ogſaa en ſenere Tid.
  11. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
  12. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 140. Den legendariſke Olafs Saga (Cap. 47) fortæller dette langt anderledes. Det er denne, ſom ſiger at Formanden for Geſandtſkabet hed Sigurd; den lader Sigurd drage ſelv tolvte til Olaf, og treffe ham i Viken, hvor han paa Knuts Vegne fremſætter den Opfordring til ham, enten at betale Skat af Norge eller værge det med Lov. Kongen ſvarer at han endnu ikke havde betænkt ſig, hvor vidt han for ubetydelige Gaver vil gjøre Landet ufrit, og beder om Friſt til at ſpørge ſine Venner, om nogen vidſte“ hvor vidt det var Lov eller Ret, at Englands Konge tog Skat af Norge. Derpaa ſammenkalder Kongen et Thing, og forelægger Folket dette Spørgsmaal, men intet Vidnesbyrd kan fremføres om, at han er pligtig at betale Skat. Der holdes et lignende Thing paa Hørdaland, med ſamme Reſultat. Endelig holdes det tredie Thing paa Oplandene, hvor en gammel Mand ved Navn Thorgrim rejſer ſig og ſiger: „ikke erindrer nogen, hvor gammel han end er, at Norges Mænd vare ſkatſkyldige under England, men vel, at Danerne en Stund toge Skat, dog anſaa vi os fritagne derfor.ſiden Kong Svens Død; ſaa ſagde min Fader og hans Fader før ham; og nærer forvisſede om, at faar Knut engang Skat, vil han have den oftere“. „For denne Gang vil jeg derfor ingen Skat betale“, ſiger Olaf, „og vil Kong Knut eftertragte mit Rige, maa vi gribe til Vaaben og ſlaas; men jeg tror det er ham bekvemmere at ſove i England end at møde vore Vaaben“. At enkelte af de her optegnede Ord virkelig ere faldne, forekommer os ej uſandſynligt, men hvad der fortælles om de tre Thing, paa hvilke Olaf forelagde Sagen ſine Underſaatters Kjendelſe, viſer ſig naturligviis ved førſte Øjekaſt ſom en Urigtighed, endog for Tidens Skyld, da Geſandterne umuligt kunne have oppebiet, at Olaf førſt drog til Hørdaland og derpaa til Oplandene, førend han gav Svar. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Olaf tidligere, enten paa de Thing, hvor hans Lovsforandringer bleve vedtagne, eller paa dem, han holdt ſtrax efter ſin Ankomſt til Norge, har ladet ſig Riget tildømme paa den ovenangivne Maade, og at der paa Oplands-Thinget har fremſtaaet en gammel Mand ved Navn Thorgrim, og holdt en Tale ſom den ovennævnte.
  13. Ogſaa dette Svar gjengives noget forſkjelligt i den legendariſke Saga. „Vel veed jeg“, lader den Knut ſige, „at jeg ikke vil komme til at ſtride med Olaf alene, dog gaar det, ſom man ſiger, at fra hvert Ribbeen komme kolde Raad“. Ved denne hyppigt anvendte Talemaade forſtode vore Forfædre „lumſke eller fordærvelige Anſlag“. Men det ſynes her at være Olafs egne Underſaatters Anſlag, hvortil der ſigtes.
  14. I Knytl. Saga, Cap.20, ſtaar der udtrykkeligt om Knut: „ikke var han nogen ſynderlig forſtandig (stórvitr) Mand; det ſamme var Tilfældet med Kong Sven, og ligeledes Harald og Gorm, at de ikke ſtak videre dybt i Forſtand (váru engir spekingar at viti). Knuts liſtige Politik med Henſyn til Norge ſynes dog at modſige denne Dom.
  15. I et engelſk Diplom, hvis Egthed dog er noget tvivlſom, (Kemble No. 735) forekomme blandt Underſkrifterne: Iric dux, Godwinus dux, Ulf dux, Eglaf dux, Hakun dux, Leofwinus dux, Godricus dux, og længere nede: Oslacus miles, Þord miles, Þurkil miles o. fl. Der kunde altſaa her vare et Spørgsmaal, om ej denne Oslacus miles var Erling Skjalgsſøns Søn. Dog maa det bemerkes, for ſaa vidt Diplomet virkelig er egte, at da ogſaa „Iric“ d. e. Erik Jarl, nævnes, maa det være ældre end 1024, og i ſaa Fald maatte Aaslak være kommen tidligere til Knut, end i Sagaen er angivet. Dette kan man dog ikke vel antage, med mindre han har været paa et kort Beſøg hos ſine Frænder i England, hvorom Sagaerne intet nævne. Viſt er det, at Aaslak ej nævnes i noget andet Diplom. Men Navnet Aaslak var almindeligt i Danmark paa den Tid, lige ſaa vel ſom Óslac i England.