Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/67

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Medens Olaf saaledes udbredede og befæstede sin Magt saa vel i som udenfor Riget, forsmaaede han heller ikke, efter Olaf Tryggvessøns Exempel, at knytte de.fornemste Høvdinger til sig ved at indgaa Familieforbindelser med dem, og ved at belønne dem af deres Medlemmer, der vilde slutte sig til ham, med store Udmerkelser. Saaledes bejlede, under hans Ophold paa Oplandene om Vintren 1024–1025, den fortjente Ketil Kalf af Ringenes til hans Halvsyster Gunnhild, Datter af Sigurd Syr og Aasta, og fik hende til Egte, da Olaf, som det heder, vidste om Ketil, at han var ætstor og rig, forstandig, og en stor Høvding, ligesom han og længe forhen havde været en god Ven af Kongen. Siden drog han nord i Gudbrandsdalen, hvor han tog Vejtsler hos Thord Guthormssøn paa Steig i Fron, den mægtigste Mand i den nordlige Deel af Dalerne. Thord bejlede til hans Moders Syster Isrid Gudbrandsdatter, og fik hende: fra den Tid af, siges der, blev han Olafs ivrigste Ven, og med ham tillige alle hans Frænder og Venner, der fulgte hans Exempel[1]. En af de mægtigste og talrigste Ætter, hvis Medlemmer Olaf især søgte at vinde, var den senere saa berømte Arnmødlinge- eller Arnunge-Æt, som paa Olafs Tid begyndte at træde frem. Den fremragende Rolle, som denne Æt i de følgende Aarhundreder spillede ei Norges Historie, og dens store Magt, der næsten endog tilsidst overgik Kongernes egen, har maaskee fremkaldt det Familie-Sagn, der giver den en hemmelighedsfuld og næsten fabelagtig Oprindelse. Stamfaderen, heder det, var Finnvid den fundne, saa kaldet, fordi han var funden i en Ørnerede, indsvøbt i Silkerev; hans Æt kjendtes ej. Hans Søn var Thorarin Bullibak, dennes Søn Arnold, og dennes igjen Arnmod Jarl, efter hvilken Ætten kaldes Arnmødlingernes Æt[2]. Arnmods Søn var Arne, en mægtig og anseet Lendermand, der, som det udtrykkeligt siges, var en særdeles god Ven af Kong Olaf. Ifølge Antallet af Arnes Forfædre i hiin Række man Finnvid fundne have været Harald Haarfagres Jevnaldrende. Ere end Omstændighederne ved hans Opdagelse i Ørnereden noget mistænkelige, saa afgive de dog et talende Vidnesbyrd om den Familiestolthed, der besjælede Ætten, som forsmaaede at nedstamme fra andre end den af den kongelige Fugl selv opfødde, og i fyrstelig-Pragt indsvøbte Dreng, „hvis Æt ikke kjendtes“. Og man dvæler saa meget heller ved disse Enkeltheder, som Arnmødlinge-Ætten, lige fra den Tid, da den fremtræder paa Historiens Skueplads, selv er uadskillelig fra Fædrelandets Historie og stolteste Minder, saa at Norges Historie med Rette kan siges at være dens egen. Der er for øvrigt ingen Grund til at tvivle om, at Stamfaderen Finnvid og de øvrige af hans Ætlinger, der nævnes som Slægtled mellem ham og Arne, virkelig have været til; det er kun Oprindelsen selv, der synes fabelagtig. At Arnmod Jarl, Arnes Fader, nævnes som en af Anførerne.i Jomsvikingeslaget, og faldt for Vagn Aakessøns Haand, er ovenfor omtalt[3]; etsteds heder det, at ogsaa hans Søn Arne, som da maa have været meget ung, ligeledes deeltog[4]. Arnes Hovedsæde synes at have været Øen Giske paa Søndmøre, der i det mindste senere var Sædet for de meest anseede Medlemmer af Ætten. Med sin Hustru Thora, Datter af Thorstein galge, havde han Sønnerne Thorberg, Finn, Kalf, Aamunde, Kolbjørn, Arnbjørn og Arne, og Datteren Ragnhild[5]. Thorberg, der synes at have været den ældste, og som i det mindste allerede i 1025 var Herre til Giske, hvilket viser at Faderen da maa have været død, var gift med Ragnhild, eller som hun og kaldes, Aastrid den aarbaarne, en Datter af Erling Skjalgssøn[6]. Ragnhild Arnesdatter var gift med Haarek af Thjøtta; altsaa var Arnmødlinge-Ætten paa denne Maade forbunden med de to mægtige og med Kongehuset nøje beslægtede Ætter, Søle-Ætten og Thjottø-Ætten. Det maatte derfor være Kongen saa meget vigtigere at vinde dens Medlemmer, som han stod paa en spendt Fod med de sidstnævnte Ætter, især med Søle-Ætten, der igjen, som vi have seet, var nær beslægtet med Thore Hunds Æt, eller Bjarkø-Ætten. Allerede i Aaret 1021 omtales det, at Kalf og Finn opholdt sig hos Kongen og støde i stor Yndest hos ham. I dette Aar var det, at Ølve paa Egg, saaledes som ovenfor berettedes, blev dræbt ved Kongens Foranstaltning, fordi han anstillede hemmelige Blot inde i Thrøndelagen. Han efterlod en ung, smuk og rig Enke, en Syster af den mægtige Thore Hund paa Bjarkø, og to Sønner i en Alder af 11 til 13 Aar[7]. Hun betragtedes som et ypperligt Parti, og Kalf bejlede til hende. Det var, siges der, Kongen, som nu havde Raadighed til at bortgive hendes Haand, og af Venskab for Kalf opfyldte han dennes Bøn, idet han tillige gav ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt Ølve. Han gjorde ham tillige til Lendermand og gav ham sit Ombud inde i Throndhjem, det vil sige, overdrog ham Bestyrelsen over Indthrøndelagen, naar han selv var fraværende. Kalf opslog nu sin Bolig paa Egg, hvorfor han ofte kaldes Egge-Kalf. Han var en mægtig og meget statsklog Høvding, men Venskabet mellem ham og Olaf blev ej saa langvarigt, som man skulde have ventet. Det nye Svogerskab med Thore Hund virkede sterkere.

Med Erling Skjalgssøn var Kongen, siden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane, paa en saa.spendt Fod, at det neppe engang kunde være Tale om at forsøge noget nyt Forlig. Dog havde Erling, som man tydeligt kan see, røbet ikke liden Ængstelighed for at lægge sig aabenbart ud med Kongen, og dette viser, at denne, trods. Erlings store Magt, dog havde Overtaget. Men desto utaaleligere var det vel og for den overmodige Erling at føle dette, og da han hørte blandt de endnu tilbageblevne Levninger af den ældre Klasse af Høvdinger, for hvem Forestillingen om Norges Eenhed saa at sige var noget aldeles nyt og næsten ubegribeligt, og hvis Vælde trivedes bedst under en udenlandsk Konges Overherredømme, var det at vente, at han kastede længselfulde Blik over til Danekongen Knut i England, hvilken han visselig betragtede som Norges retmæssige Konge, og med hvem han desuden var i en Art af Svogerskab, for saa vidt hans Søn var gift med Svein Jarls Datter, og Svein Jarls Broder var Knuts Svoger. Mere spagfærdig end Erling var Jarlernes anden Svoger Einar Thambarskelve. Han havde, som ovenfor berettet, ledsaget Svein Jarl til Svithjod, og efter dennes Død opholdt sig hos Sviakongen, hvem han gik til Haande, og som gav ham et stort Len. Da Olaf Sviakonge var død (Vintren 1021–1022) fik Einar, som det siges, Lyst til at bede Olaf digre om Grid eller Naade, og der gik i den Anledning Budsendinger mellem dem om Vaaren 1022. Egentlig var nok Einar endog saa godt som nødt til dette Skridt, da den nye Sviakonge, Anund, var den norske Konges gode Ven, og neppe vilde tillade en aabenbar Fiende af ham at beholde Len i hans Rige. Olaf var dog ikke den, som her gjorde Vanskeligheder, og medens han om Sommeren opholdt sig nede ved Gaut-Elven, sandsynligviis i Kongehelle, indfandt Einar sig hos ham, kun ledsaget af nogle faa: de sluttede her et Forlig med hinanden, hvorved det bestemtes, at Einar skulde frit kunne opholde sig i Throndhjem og beholde saa vel sine egne Ejendomme, som dem, han havde faaet med sin Hustru Bergljot, Haakon Jarls Datter. Dog gav Kongen ham ingen Vejtsler, og Einar trængte heller ikke dertil, da hans overordentlig store Besiddelser og fornemme Familieforbindelser skaffede ham Magt og Anseelse nok[8]. Imidlertid blev han ikke længe hjemme i Rolighed. Sommeren efter (1023) rejste han til England, hvorfra han gjorde en Pilegrimsrejse til Rom. Vi have ovenfor seet, at Erik Jarl, ifølge vore Sagaers Beretninger, døde just som han enten stod færdig til at foretage en Romferd, eller som han var kommen tilbage fra en saadan, ligesom og at hans Død maa være indtruffen i Løbet af Aarene 1023–24, da man lige til 1023, men ikke senere, finder ham nævnt i engelske Diplomer. Det er derfor højst sandsynligt, at Einar har begivet sig til England efter sin Svoger Eriks Indbydelse, for at gjøre ham Følge paa denne Pilegrimsrejse; og hvis det virkelig forholder sig saaledes, at Erik først døde efter at være kommen hjem, have de vist ogsaa rejst i Fællesskab. Før Afrejsen fra England besøgte Einar Kong Knut, og fik Gaver af ham[9]. Den følgende Sommer (1024) kom han tilbage, og drog lige hjem til Throndhjem uden at treffe Kong Olaf, som just da opholdt sig i den sydlige Deel af Landet. Der tales heller ikke om at Einar har opsøgt Knut ved sin Tilbagekomst. Muligt, at hans Vej denne Gang ikke faldt over England; muligt ogsaa, at han har mistænkt ham for at have bevirket Eriks Død[10]. De senere politiske Forhold bragte vel Einar atter Knut nærmere, og han var visselig ikke Olaf god, men han holdt sig dog den længste Tid rolig, og sluttede sig ikke til hans Fiender, førend Haakon Erikssøn Jarl troede sig fritagen for sin Ed og under sin mægtige Morbroder Kong Knuts Beskyttelse havde vundet sin Fædrenearv tilbage. Og heller ikke da viste Einar sig som nogen særdeles ivrig Modstander af Olaf[11]; efter hans Død optraadte han endog som hans ivrigste Tilhænger, og som den, der med største Kraft arbejdede paa at faa ham anerkjendt som Helgen. Vel var Hensyn til egen Fordeel her for en stor Deel med i Spillet, men ved Siden heraf synes dog ogsaa ædlere Bevæggrunde, nemlig Erkjendelsen af Olafs Fortjenester, og Iver for Fædrelandets Ære og Uafhængighed, at have gjort sig gjeldende.

Ogsaa de Medlemmer af Haakon Jarls Æt, der levede paa Oplandene, synes tildeels at have holdt sig rolige eller anseet sig bundne ved den unge Jarls Ed, da man ej erfarer, at Olaf havde nogen Ulempe af dem. En af dem, Eilif, var, som vi have seet, Sem af Haakon Ladejarls Datter Ragnhild eller Ingebjørg og Skofte Skagessøn. Han maa have levet paa Olafs Tid, siden man erfarer, at hans Søn Orm senere var gift med en Datter af Finn Arnessøn[12]. Den anden var Haakon Ladejarls Dattersøn, Lendermanden Ivar hvite, hvis Søn Haakon siden spillede en fremragende Rolle. Om Ivar hvite erfare vi, at han var mægtig og anseet, men noget voldsom og ubestandig; han var engang virkelig Kong Olafs Lendermand, men i Aaret 1027 finde vi ham-hos Kong Knut som dennes Hirdmand og højt betroede Tjener. Han har altsaa nogen Tid i Forvejen forladt sit Hjem og søgt til sin Frænde Haakon Jarl ved Knuts Hof, hvor han siden selv tog Tjeneste[13]. Hvor vidt det samme har været Tilfældet med Eilif, vides ikke. Men at hverken han eller Ivar have vovet at vække Uroligheder mod Olaf, sees bedst af den Taushed, der med Hensyn til dem hersker i Sagaerne.

En Datter eller Datterdatter af Olafs Morfader Gudbrand Kula, ved Navn Thorny, egtede en rig og vennesæl Mand i Lier paa Vestfold, ved Navn Vebjørn[14]. Han boede paa Gaarden Huseby nær ved den. De havde to Sønner, ved Navn Hallvard og Orm, af hvilke den første, da han voxede til, blev en dygtig og anseet Farmand. Han tog imidlertid ingen Deel i de politiske Begivenheder paa Kong Olafs Tid, og var maaskee da ikke engang fuldvoxen. Men desuagtet er han bleven mere berømt end nogen af hans øvrige Frænder, med Undtagelse af Olaf selv, da han ved sin Død erhvervede Martyrkronen, og næst Olaf blev Norges fornemste Nationalhelgen.

Olafs egen Familie begyndte ogsaa paa denne Tid at forøges. Med sin Hustru Aastrid havde han en Datter ved Navn Ulfhild, der sandsynligviis var fød et Par Aars Tid efter deres Giftermaal[15]. En af Dronningens Terner hed Alfhild; hun var, som det siges, hendes Vaskerkone[16]. Derfor kaldtes hun ogsaa Kongens Ambaatt eller Trælkvinde, skjønt hun var af god Æt[17]. Paa hende kastede Kongen sin Kjærlighed. Om Vintren 1023–1024, da Olaf, efter at være hjemkommen fra Hørdeland, Vors og Valdres, opholdt sig i Nidaros, befandtes det, at Alfhild var frugtsommelig, og Olafs fortroligste Venner vidste at han var Faderen til dets Barn, hun skulde føde. En Nat om Vaaren (1024) blev hun pludselig syg; kun faa Folk vare tilstede, nemlig nogle Kvinder, en Prest, Sighvat Skald, og et Par andre. Fødselen var haard, og hun var nær Døden; endelig fødte hun et Drengebarn, men det var saa svagt, at man en Stund ikke vidste enten det levede eller ej. Da det endelig begyndte at give Livstegn, sagde Presten, at man burde melde Kongen, hvad det var paa Færde. Sighvat svarede, at det torde han slet ikke, da Kongen strengeligen havde forbudt at vække ham førend han vaagnede af sig selv. Da Presten forestillede Sighvat, at Barnet, hvis man ej vilde udsætte sig for at det døde uchristnet, nødvendigviis maatte døbes strax, sagde Sighvat, at han e heller vilde paatage sig Ansvaret derfor, og give Barnet Navn, end at forstyrre Kongens Nattero. Saaledes blev det da døbt, og Sighvat.lod det kalde Magnus[18]. Morgenen efter, da Kongen var klæd, berettede.man ham det forefaldne. Han lod strax Sighvat kalde, og man saa tydeligt, at han var vred. Da Sighvat kom, spurgte Kongen, hvorledes han kunde vove at lade Barnet døbe, uden hans eget Vidende. „Jeg vilde heller“, svarede Sighvat, give Gud to Mennesker, end Djævelen eet“. Paa Kongens Spørgsmaal, hvorledes dette var at forstaa, svarede han: „Barnet var Døden nær: hvis det døde udøbt, tilhørte det jo Djævelen, hvorimod det nu tilhører Gud; derhos vidste jeg, at hvor vred du end maatte blive paa mig, kunde jeg dog i det højeste ikke miste mere end Livet, og hvis I virkelig for denne Sags Skyld berøvede mig mit Liv, vilde jeg ogsaa høre Gud til“. –Dette Svar synes at have beroliget Kongen, der nu kun fordrede at vide, hvorfor Sighvat havde kaldt Drengen Magnus, et Navn, der ej var brugeligt i Ætten. Sighvat svarede, at han havde opkaldt ham efter Karl Magnus eller Karl den store, hvilken var den berømmeligste af alle de Konger, han kjendte i Frasagn. Da sagde Kongen: „du har i Sandhed Lykken med dig, Sighvat, og det er rigtignok ikke underligt, at Lykken følger Forstanden; forunderligt er det derimod, at stundom den uforstandige ogsaa har det Held med sig, at hans daarlige Raad vende sig til det Gode“. Da var Kongen meget glad. Drengen kom til Kræfter, og blev snart evnelig, efter som han voxede til[19].

At Forholdet mellem Kongen og hans Hustru under disse Omstændigheder ej var saa overvættes ømt, synes man at maatte kunne slutte. Han havde jo heller ikke egtet hende af Kjærlighed, og ligesom hendes egen Fader, Olaf Sviakonge, ej havde sat synderlig Priis paa hende, fordi hun kun var en Frilledatter, saaledes har det vel heller ikke været frit, at jo ogsaa hendes Mand maa have tænkt med en vis Harme paa, at han kun havde faaet hende, ej hendes højbyrdige Sysler Ingegerd til Egte. Men for øvrigt er der ingen Spor af at Olaf ikke skulde have viist Dronning Aastrid den sømmelige Ærbødighed. Han skal endog have været saa skinsyg paa hende, at da Ottar svarte var kommen til ham, og han havde hørt at denne, medens han endnu opholdt sig ved Sviakongens Hof, havde digtet en Elskovsdraapa om Aastrid, lod han ham kaste i Fængsel. Ottars Morbroder Sighvat, som besøgte ham i Fængslet, raadede ham til at formilde enkelte Udtryk i Kvadet, og udelade flere af de anstødeligste Vers; hvis han da senere blev kaldt ind ind til Kongen for at lade ham høre Kvadet, skulde han fremsige det med disse Forandringer. Naar det var endt, skulde han strax, inden Kongen kom til Orde, begynde paa at fremsige en Draapa om ham selv, hvilken han da i al Hast maatte digte. Sighvat var ham behjelpelig med Omarbejdelsen af Elskovskvadet, og gik siden til Kongen, for at bede om Naade for ham. Kongen vilde intet høre derom, men Sighvat forestillede ham at Ottar var en brav Mand og, af god Æt; han bad ham i-det mindste bore Kvadet, for at dømme om det var saa slemt, som man sagde. Olaf føjede ham tilsidst deri, og lod Ottar efter 3 Dages Forløb kalde til sig. Dronningen sad da ved hans Side. Da Ottar kom og hilsede ham, modtog Kongen ikke hans Hilsen, men bød ham strax at fremsige sit Kvad, for at Dronningen, som han spydigt udtrykte sig, kunde høre sin Ros. Ottar satte sig ved Kongens Fødder, og fremsagde Digtet. Kongen rødmede derved, men førend han kunde komme til Orde, begyndte Ottar paa den Draapa, han i Fængslet havde digtet om ham. Hirdmændene raabte vi Førstningen, at han skulde tie, men Sighvat forestillede dem, at det jo dog ej kunde skade, at de hørte deres Konges Lov, siden kunde jo Kongen lige fuldt bestemme om Ottar, hvad han fandt for godt. Kongen taug fremdeles. Da Kvadet var færdigt, roste Sighvat det meget, og Kongen sagde: „det er bedst, Ottar, at du faar dit Hoved i Løn for Draapen“. Ottar svarede, som Egil fordum, at Gaven tyktes ham god, skjemt Hovedet ej var fagert. Da gav Kongen.ham en Guldring oven i Kjøbet. Ogsaa Dronningen tog en Guldring af sin Finger og lod den trille ned til ham. Kongen syntes ej derom, og spurgte hvor længe hun agtede at vedblive med at give Ottar Vennegaver. Hun svarede, at han ej maatte fortænke hende i, at ogsaa hun, lige saa vel som han, vilde lønne sin Ros. Kongen fandt det rimeligt, men sagde dog, at han herefter ikke skjøttede om at der skulde være noget. Venskab mellem hende og Skalden. Ottar forblev imidlertid“ hos Kongen, og blev meget afgjort; hans Draapa, der ligesom Egil Skallagrimssøns kaldtes „Hovedløsningen“, indeholder, som vi have seet, vigtige Oplysninger om Olafs tidligste Bedrifter og deres Chronologi[20].

I sin personlige Omgang med sine Mænd, og dem, der besøgte ham, lagde Olaf stedse Vind paa Blidhed, Venlighed og Nedladenhed. Ofte spøgte han med dem, og forstod ogsaa godt at modtage Spøg. Stundom, naar hans Skalde henkastede Smaavers, svarede han selv ligeledes paa Vers, som han ret godt forstod sig paa at forfatte. En Gang, da Sighvat og Ottar syntes at de ej vare saa meget afgjorte som før, sendte Kongen dem nogle Nødder fra sit Bord, og Skaldene, som fandt denne Sendelse liden, kvad strax et Par Vers, hvori de gave dette tilkjende, men udtalte Haabet om, at det med Tiden torde blive bedre. Kongen tog det ej ilde op, men lo kun, og gjorde siden Sighvat den Ære at staa Fadder til hans Datter Tova. Hver Nytaarsdags Aften var det Kongens Skik at uddele Vennegaver blandt sine Gjester, og i den Hensigt samlede han, naar Tiden nærmede m et stort Forraad af dyrebare Klenodier, fornemmelig, som det synes, prægtige Vaaben[21]. De som kjendte ham nærmere, heder det, vare enige om at han var mild og nedladende, godmodig og føjelig, forstandig og vennehuld, trofast og paalidelig, ordholdende og omsorgsfuld, gavmild og godgjørende, god og varsom for at fejle, en samvittighedsfuld Iagttager af Guds Lov og gode Mænds Frihed[22]. Alene de, som ej fandt sig i hans Iver for det gode og sande, og den Strenghed, hvormed han overholdt. Lov og Ret, kaldte ham herskesyg, haard, overmodig og voldsom. Der fortælles Exempler paa hans Godmodighed. Saaledes hendte det sig en Paaskemorgen i Nidaros, da der var kommet mange Folk til Byen, at nogle af dem vandrede op ad Gauldals-Vejen, der var meget blød og leret. En Mand, som de ikke kjendte, bredskuldret, iført hvide Buxer og med en Kappe over sig, kom just gaaende ved Siden af dem. En af dem spurgte ham: „hvem er du, Kammerat“? Han svarede ikke, men fortsatte sin Gang. „Jeg skal da saa sandt gjøre ham et Puds“, sagde den anden, lod efter ham, og traskede en Stund ved hans Side med tunge Skridt, saaledes at Sølen stenkede til alle Kanter, og satte en Mængde Pletter paa den Ubekjendtes hvide Buxer. Han sagde ikke et Ord, og de skiltes ad. Dagen efter kom der Bud til det Herberge, hvor disse Folk boede, og meldte at Kongen vilde tale med dem. De undredes derover, men fulgte Befalingen, og bleve heel ubehageligt overraskede, da de i Kongen gjenkjendte den Ubekjendte fra igaar. De hilsede ham dog; han modtog deres Hilsen venligt, og spurgte dem: „hvorledes er det nu med vort Kammeratskab“? De hang med Hovedet, og sagde, at de ej vidste af noget Kammeratskab at sige. „Jo“, sagde han, „I kaldte mig dog eders Kammerat“. De bleve meget ilde farne; men Kongen sagde: „I behøve ikke at ængste eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at indlade eder paa at spille andre noget Puds, end dem, I kjende[23].

69. Knut den mægtige optræder som Prætendent til Norges Trone.

Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have skildret, søgte at skaffe sig personlige Tilhængere og derved befæste sin Magt, underordnede han dog alle saadanne personlige Hensyn det Hovedformaal, at styrke Christendommen, overholde Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganisk Sammensamling af forskjellige, indbyrdes fremmede Landskaber blev en eneste velordnet Stat. Dette maatte, som vi allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde sig i at Lov og Ret overholdtes uden Persons Anseelse. „De mægtige Mænd“, heder det, „som saa, at han dømte ligt forhøje og lave, og Lendermændene, der paa den Tid vare paastaaelige og ærgjerrige, fandt sig ej i, at de skulde give tabt for Kongen“og Jarlerne: de meente, at de selv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til kongebaarne Forfædre efter andre store Høvdinger, og saaledes begyndte de at blive trodsige mod Kongen“[24]. I Førstningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han skulde være Konge over det hele Land; men siden, da man tyktes ikke at kunne raade sig selv for hans kraftige Styrelses Skyld, søgte flere ud af Landet[25]. Den, til hvem de fleste toge deres Tilflugt, var Danekongen Knut Svenssøn. Deels nyttede det ikke at flygte til Sviakongen Anund, da han nu selv stod i den bedste Forstaaelse med Olaf, deels betragtedes Knut endnu af.Mange som den rette Arving til Norge, i det mindste til den sydlige Deel, og selv havde han ingenlunde til Hensigt at opgive sine Arvefordringer paa Norge efter sin Fader Sven og sin Farfader Harald. Naar han hidtil havde ladet Olaf være i Ro, var det ikke fordi han erkjendte ham for Norges retmæssige Konge, men alene fordi han endnu var saa optagen med at befæste sit Herredømme i England og

  1. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 125, Snorre, Cap. 137. Thord paa Stein var Fader til den senere saa bekjendte og mægtige Steigar-Thore. Denne blev, som man af Fagrskinna, Cap. 174, kan see, fed omtrent ved 1031, da han i klaret 1046 siges at være 15 Diar gammel. Altsaa maa Isrid have været meget yngre end Aasta.
  2. ↑ Fagrskinna, Cap. 215, som her indeholder et fuldstændigt Slægtregister over Arnunge-Ætten, uden al Tvivl grundet paa gamle Familieoptegnelser.
  3. ↑ Se ovenfor S. 117.
  4. ↑ Det staar just ikke udtrykkeligt i Sagaerne, at den i Jomsvikinge-Slaget deeltagende Arnmod eller Aarmod var den samme, som Arnunge-Ættens Medlem, men man kan dog, efter at have sammenlignet Sagaernes Udsagn, ikke tvivle derpaa. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap“ 90, nævner kun „Aarmod, en stor Kæmpe“; Jomsvikingedraapen Str. 28 fortæller at Vagn dræbte Aarmod, og nævner ham allerede for (i Str. 20); Jomsvikingasaga, Cap. 42 nævner „Aarmod af Anundarfjord og hans Søn Arne“; ja en enkelt Læsemaade har „Arnmod og Arne og Finn“; hvor altsaa ikke færre end tre Navne af Ætten forekomme. Hvor Anundarfjord er at søge i Norge, vides ikke nu; men det er ikke usandsynligt, at maaskee Farvandet ved Giske kaldtes saaledes.
  5. ↑ Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 125, Snorre, Cap. 137, Fagrsk. nævner Sønnerne Rum Thorberg,Thorbjørn, Finn og Arne. Thorberg maa have været den alene„ da vi, som ovennævnt, allerede i 1025 finde ham bosat paa Giske, og Fader til en i det mindste halvvoxen Søn, Eystein Orre; hans Linje omtales ogsaa først. Arne maa have været den yngste, da hans Søn Jon endnu nævnes som levende ved 1093, og denne desuden var gift med en Sønnedatter af Thore Hund. Datteren Ragnhild maa derimod have været et af de ældste Børn, siden hun var gift med Haarek, som paa Olafs Tid var en Olding.
  6. ↑ Fagrskinna kalder hende Aastrid, de øvrige Sagaer Ragnhild.
  7. ↑ Den yngste, Thore, siges at være 18 Aar i 1028, da Olaf opholdt sig paa Oplandene, Olaf den helliges Saga, Cap. 161, Snorre, Cap. 175.
  8. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 110, jvfr. 140, Snorre, Cap. 121, jvfr. 154.
  9. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 118, Snorre, Cap. 130.
  10. ↑ Om de mistænkelige Omstændigheder ved Eriks Død, se ovfr. S. 483.
  11. ↑ Han havde ikke været meget i Modgang mod Kong Olaf, heder det i Olaf den helliges Saga, Cap. 225, Snorre, Cap. 255.
  12. ↑ Det er allerede ovenfor (S. 63) viist, at uagtet Orm Jarl saa vel i Fagrsk. Cap. 65, som i Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 42 kaldes en Dattersøn af Haakon Ladejarl, kan han dog, siden han dog i Inge Haraldssøns Saga, Cap. 3 og 17, Snorre, Cap. 2 og 17, kaldes Orm Eilifssøn, og desuden var gift med Finn Arnesøns Datter, ej være fød for 975, men et Slægtled er udeladt, nemlig netop hans Fader Eilif. Men det hender oftere, at Søn og Sønnesøn, Fader og Farfader, Moder og Mormoder, Datter og, Datterdatter forvexles.
  13. ↑ Han dræbte Ulf Jarl, ifølge Olaf den helliges Saga, Cap. 151, Snorre, Cap. 161. Fagrsk., Cap. 114, lader det skee ved Knuts „Ridder“. Amen desuagtet er det ej usandsynligt, at denne „Ridder“ kan have været Ivar hvite, om hvis Herkomst der for øvrigt meldes i Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 56.
  14. ↑ Hun kaldes Thorny i Fornm. S. V. S. 267, og i Fortællingen om St. Hallvard i Langebeks Scriptt. III. 603. Derimod kaldes hun Ulfhild i den legend. Olafssaga, Cap. 1. Saavel i Fornm. S. som i den legendariske Saga siges hun at være Gudbrand Kulas Datter, hvorimod det i Fortællingen om St. Hallvard heder: nogle kalde hende en Datter, andre en Datterdatter af Gudbrand. eller Frille neppe vilde være bleven Dronningens Tjenestepige, er det langt sandsynligere at Jarletitlen er en Forskjønnelse af Sagnet, og at hendes Herre kun har været en simpel Mand. I Harald haardraades Saga, Cap. 23 siges der, at Kong Harald ansaa det for en Skam, at have hendes Søn Thore til Gjenbo ved Bordet, og drillede ham med at .hans Fader hed Hvinngest (den rapsende Gjest), hvilket Thore ej ligefrem benegtede. Hvis „Hvinngest“ ikke blot var et Øgenavn, vilde vi altsaa her have Thores Faders Navn, i alle Fald viser det, at han ej var meget anseet. Det er ej usandsynligt, at vore Sagnfortællere, der nødig vilde skildre Olaf fra den ufordeelagtige Side, have gaaet over de enkelte Omstændigheder ved hele denne Sag saa let som muligt.
  15. ↑ Hun blev i Aaret 1043 gift med Ordulf af Saxland, og var da formodentlig henimod 20 Aar gammel, altsaa fød c. 1023.
  16. ↑ Saaledes den legendariske Olafssaga, Cap. 7.
  17. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131. Der nævnes her intet om at hun skulde være af engelsk Oprindelse Derimod har Viljam af Malmsbury i sin 5te Bog de pontific. Angl. (Gales Udgave S. 368, 369) en Fortælling om en „Elfildis“ (Ælfhild, Alfhild), der neppe kan være nogen anden end hun, hvilken ifølge dette bliver en engelsk Kvinde af fornem Æt. Fortællingen afviger i flere, endog vigtige Henseender fra Sagaernes, men da den dog er heel merkelig, og da det ikke er usandsynligt, at de fornemste Træk deraf ere sande, meddele vi den her i Uddrag: „Da Danerne i Løbet af Ædhelreds Regjeringstid vilde hjemsøge England, fik de ogsaa Nordmændene til at følge med; begge Folk vare frygtelig barbariske, men Nordmændene meest rovgjerrige og udsvævende. En norsk Jarl fik ved et Plyndringstog som en Deel af sit Bytte en Pige ved Navn Alfhild, af anseet Byrd i England, smuk af Udseende. Jarlen fattede Kjærlighed til hende, forskød sin Hustru, og bad hende bønhøre ham, men længe forgjæves; dog opnaaede han omsider sin Hensigt, men døde kort efter, saa at han ej engang opnaaede at see deres Barn født til Verden. Da han var død, kom Rygtet om hendes Skjønhed for Landets Konges Øren. Efter Folkets Skik fik han strax Lyst til at besidde hende, og søgte ved de største Tilbud og Løfter at lokke hende til sig, dog saaledes at hans Dronning ej fik Nys derom. Hun svarede at hun havde bestemt sig til at tjene Gud, og at hendes første Elsker havde taget hendes Kjærlighed med sig i Graven. Men da brugte Kongen Magten, og hun fødte ham en Søn, til begges store Bedrøvelse, Kongens, fordi han nødig vilde have at hans Fejltrin skulde blive bekjendt, Alfhilds, fordi hun frygtede Dronningens Skinsyge. Men Drengens Skjønhed forsonede dem begge med hans Fødsel, og hun fattede nu virkelig Kjærlighed til Kongen, der af og til besøgte hende, idet hun opholdt sig hemmeligen hos en Biskop. Dog Kongens pludselige Død afbrød denne Forbindelse, og for at undgaa Dronningens Forfølgelser flygtede hun til de fjerneste Egne af Norge, ved Hjelp af Biskoppen, hvem Kongen havde paa sit Yderste betroet Omsorgen for sin og hendes Søn Magnus. Det rygtedes imidlertid at Kongens Søn opholdt sig der, og Folket gjorde ham til sin Konge, men han levede i kun 1½ Aar derefter, omkommen ved en voldsom Død, nogle sige, men neppe med Rette, formedelst Høvdingernes Svig. Da vilde hun drage hjem til England, og aflagde det Løfte, at hvis Gud gav hende en hel ( dig Overrejse, vilde hun aldrig spise Kjød uden paa store Festdage. For de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde skjenket hende, kjøbte hun tre store Gaarde (villæ), hvorved hun ernærede sig og sine. Hun overholdt sit Løfte i flere Aar, indtil hun engang i et Gilde, som hun gav, lod sig overtale til, med sine yderste Fingertoppe at berøre et lidet Stykke Kjød og føre det til Munden. Men strax tabte hun Brugen af sine Lemmer, og tilbragte hele tre Aar derefter med at lade sig føre om til de Helliges Hvilesteder, hvor hun forrettede sin Andagt. Saaledes kom hun og til St. Ealdhelms Hvilested i Malmsbury paa hans Fest den 25de Mai. Her fik hun paa sin ivrige Bøn sin Helbred tilbage, og skjenkede af Taknemlighed alle sine Ejendomme til Klostret, aflagde Kydskhedsløfte og henlevede sin øvrige Tid der, hvor hun ogsaa ved sin Død blev begraven“. – Da saaledes hendes Grav fandtes og paavistes ved Malmsbury Kloster, og formodentlig ligeledes Gavebrevene, hvorved hendes Gods skjenkedes dertil, hvilede i Archivet; og da derhos Viljam selv, død 1141, maa kunne have seet og talt med gamle Mænd, hvis Fædre i det mindste kunde have seet hende, tør man ikke bortvise denne Beretning som usand, især da han selv tilføjer, at dette Mirakel baade formedelst Personens anseede Stilling og Tidens Nærhed godtgjorde „at der gaves mange sande Begivenheder, som Historien dog ej har optegnet“. Paa den anden Side er det igjen besynderligt, at Viljam, der selv ellers veed at tale om St. Olaf (Savile S. 74) her ej skulde betegne ham anderledes end som „en Konge“, hvilken han endog skildrer som en barbarisk Vellystling. Fremdeles omtaler han og Forholdene ved hans Død paa en urigtig Maade, og gjør Magnus’s Regjeringstid altfor kort, ligesom ogsaa Harald Sigurdssøns Saga intet veed om Alfhilds Død i England, men lader hende dø hos Thorkell Geysa i Jylland, Aaret efter Magnus’s Død (Cap. 39). Dette omtales rigtignok ikke hos Snorre, og i hine Afvigelser fra Sagaernes øvrige Beretninger kunne være Unøjagtigheder, der i Tidens Løb ved Fortællingens mundtlige Overleverelse have indsneget sig. Men det kan dog ej negtes, at flere af de i Sagaen omtalte Omstændigheder ved hiin Beretning finde .sin Forklaring, nemlig hvorfor Olaf holdt deres Forhold saa hemmeligt, og hvorfor Alfhild ved Magnus’s Udnævnelse til Konge kom til Hoffet, hvor hun altsaa ikke forhen havde været, medens hun derimod maaskee havde opholdt sig paa Oplandene hos Biskop Grimkell, under hvis Varetægt Olaf i saa Fald har stillet hende, da han ved sin Afrejse fra Sverige til Rusland sendte Biskoppen tilbage til Norge. At Alfhild havde en Søn ved Navn Snore, med en anden Mand end Olaf, og rimeligviis førend hun blev kjendt med.denne, bevidne vore Sagaer; ja Harald Sigurdssøns.Saga, Cap. 30 tillægger hende endog en Datter, skjønt i en Fortælling, der i det hele taget synes utroværdig, og heller ikke findes hos Snorre. Spørgsmaalet bliver nu, hvilken norsk Jarl det var, som skulde have faaet Alfhild i Krigsbytte. Det maa, som man, seer, have været en Kriger i Erik Jarls Hær; men da der neppe var andre Jarler i denne Hær, end han selv, og da en Jarls efterladte Hustru
  18. ↑ Det kunde synes noget besynderligt, at Sighvat skulde kalde Drengen efter Karls latinske Tilnavn Magnus, og ikke ligefrem Karl. Men det maa vel erindres, at Tilnavnet kun kjendtes i den latinske Form; at det var mere betegnende for Karl end hans virkelige Navn, da der var mange andre, som hed Karl, men ingen anden, som kaldtes Magnus; at det, just fordi det var taget fra et fremmed Sprog, bibeholdtes som et virkeligt Navn, ej som et simpelt Tilnavn, hos de fleste europæiske Folkeslag, ja bibeholdes tildeels endnu som saadant, idet Franskmanden.ej siger Charles le grand, men Charlemagne, Engelsmanden Charlemaine, saa og vore Forfædre Karlamagnus, ja man finder ham endog i et svensk Haandskrift fra 15de Aarhundrede slet og ret kaldt „Konung Magnus“, se „Herr Iwan“, udg. af Liffman og Stephens, V. 15. Fra Sighvats Standpunkt var saaledes Navnet „Magnus“ det rigtigste at vælge, naar det gjaldt at betegne Karl den store, og man behøver ej, som flere have gjort, at betragte* dette Valg som Tegn paa Naivetet eller Uvidenhed. Fra Magnus Olafssøn af kan man ellers forfølge Navnets Udbredelse i Norden og videre, ved Opkaldelser. Hans Syster Ulfhild, der blev gift med Hertug Ordulf af Saxland, opkaldte sin Søn efter ham; fra denne saxiske Magnus kom Navnet ind og vedligholdt sig i de saxiske og braunschweigske Fyrsteætter; i den danske Kongeæt optoges det af Kong Nikolaus, hvis Hustru i første Egteskab havde været gift med den norske Konge Magnus Barfod, og fra Danmark kom det til Sverige.
  19. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131, den legendariske Saga, Cap. 46. At Magnus fødtes for Vintren 1025⁄26, sees af Sighvat Skalds Vers, optaget i Olaf den helliges Saga, Cap. 236, hvor det heder, at Magnus, da han efter Julen 1035 rejste fra Rusland, ej var fuldt 11 Vintre gammel; hans første Vinter var altsaa 1024–25; og Vaaren før denne bliver 1024.
  20. ↑ Olaf den helliges Stige i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 173. Den legend. Saga, Cap. 61. Det siges her, dog neppe rigtigt, at Ottar imidlertid havde opholdt sig hos Kong Knut, og nys var kommen fra ham. – Naar for øvrigt enkelte i Olafs Misbilligelse af Ottars Elskovskvad har seet et Tegn paa at Kongen ej elskede Aastrid, eller misundte hende hendes Ros, da tager man fejl. Forholdet er aldeles modsat. Elskovskvad (mansöngskvæði) ansaaes i hiin Tid, hvad vi oftere have seet Exempler paa, som fornærmelige, især da de vist ogsaa vare fulde af Uanstændigheder. Endog Sighvat fandt, at Ottar i sit Digt var gaaet for vidt.
  21. ↑ Se herom især Fornm. S. V. 175, 177, den legendariske Saga, Cap. 62, Olaf den helliges Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172.
  22. ↑ Denne hele Skildring findes i den gamle legendariske Saga, Cap. 30, og efter den ogsaa i Flatøbogen (Fornm. S. V. 288–292) endog med Riimbogstaver, Da den saaledes ikke vel kan gjengives i Dansk, meddele vi her et Stykke deraf som en Prøve. Olaf, heder det, virði mikils kirkjur ok kennimenn ok allan kristindóm, ok gœddi gjöfum góða menn, klæddi kalna, gak fé föðurlausum, auðræði ekkjum ok útlendum þeim er fátœkir váru o. s. v. Mange, der vare misfornøjede med hans Strenghed, kaldte ham ríklyndan ok ráðgjarnan, harðráðan ok heiftugan, fastan ok fégjarnan, ólman ok údælan, metnaðarmann ok mikillátan ok þessa heims höfðingja fyrir alls sakar. De, som vidste bedre Besked, kaldte ham derimod linan ok litillátan, huggóðan ok hógan, mildan ok mjúklátan, vitran ok vingóðan, tryggvan ok trúlyndan, forsjálan ok fastorðan, gjöflan ok göfgan, frægjan ok vellyndan, írikjan ok ráðvandan, góðan ok glœpvaran, stjórnsaman ok vel stiltan, vel geyminn at guðs lögum ok góðra manna.
  23. ↑ Olaf d. hell. Saga i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 230, Den leg. Saga, Cap. 99.
  24. ↑ Fagrskinna, Cap. 99.
  25. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/67&oldid=85788»