Det norske Folks Historie/2/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Olaf ſaaledes udbredede og befæſtede ſin Magt ſaa vel i ſom udenfor Riget, forſmaaede han heller ikke, efter Olaf Tryggvesſøns Exempel, at knytte de.fornemſte Høvdinger til ſig ved at indgaa Familieforbindelſer med dem, og ved at belønne dem af deres Medlemmer, der vilde ſlutte ſig til ham, med ſtore Udmerkelſer. Saaledes bejlede, under hans Ophold paa Oplandene om Vintren 1024—1025, den fortjente Ketil Kalf af Ringenes til hans Halvſyſter Gunnhild, Datter af Sigurd Syr og Aaſta, og fik hende til Egte, da Olaf, ſom det heder, vidſte om Ketil, at han var ætſtor og rig, forſtandig, og en ſtor Høvding, ligeſom han og længe forhen havde været en god Ven af Kongen. Siden drog han nord i Gudbrandsdalen, hvor han tog Vejtſler hos Thord Guthormsſøn paa Steig i Fron, den mægtigſte Mand i den nordlige Deel af Dalerne. Thord bejlede til hans Moders Syſter Isrid Gudbrandsdatter, og fik hende: fra den Tid af, ſiges der, blev han Olafs ivrigſte Ven, og med ham tillige alle hans Frænder og Venner, der fulgte hans Exempel[1]. En af de mægtigſte og talrigſte Ætter, hvis Medlemmer Olaf iſær ſøgte at vinde, var den ſenere ſaa berømte Arnmødlinge- eller Arnunge-Æt, ſom paa Olafs Tid begyndte at træde frem. Den fremragende Rolle, ſom denne Æt i de følgende Aarhundreder ſpillede ei Norges Hiſtorie, og dens ſtore Magt, der næſten endog tilſidſt overgik Kongernes egen, har maaſkee fremkaldt det Familie-Sagn, der giver den en hemmelighedsfuld og næſten fabelagtig Oprindelſe. Stamfaderen, heder det, var Finnvid den fundne, ſaa kaldet, fordi han var funden i en Ørnerede, indſvøbt i Silkerev; hans Æt kjendtes ej. Hans Søn var Thorarin Bullibak, dennes Søn Arnold, og dennes igjen Arnmod Jarl, efter hvilken Ætten kaldes Arnmødlingernes Æt[2]. Arnmods Søn var Arne, en mægtig og anſeet Lendermand, der, ſom det udtrykkeligt ſiges, var en ſærdeles god Ven af Kong Olaf. Ifølge Antallet af Arnes Forfædre i hiin Række man Finnvid fundne have været Harald Haarfagres Jevnaldrende. Ere end Omſtændighederne ved hans Opdagelſe i Ørnereden noget mistænkelige, ſaa afgive de dog et talende Vidnesbyrd om den Familieſtolthed, der beſjælede Ætten, ſom forſmaaede at nedſtamme fra andre end den af den kongelige Fugl ſelv opfødde, og i fyrſtelig-Pragt indſvøbte Dreng, „hvis Æt ikke kjendtes“. Og man dvæler ſaa meget heller ved disſe Enkeltheder, ſom Arnmødlinge-Ætten, lige fra den Tid, da den fremtræder paa Hiſtoriens Skueplads, ſelv er uadſkillelig fra Fædrelandets Hiſtorie og ſtolteſte Minder, ſaa at Norges Hiſtorie med Rette kan ſiges at være dens egen. Der er for øvrigt ingen Grund til at tvivle om, at Stamfaderen Finnvid og de øvrige af hans Ætlinger, der nævnes ſom Slægtled mellem ham og Arne, virkelig have været til; det er kun Oprindelſen ſelv, der ſynes fabelagtig. At Arnmod Jarl, Arnes Fader, nævnes ſom en af Anførerne.i Jomsvikingeſlaget, og faldt for Vagn Aakesſøns Haand, er ovenfor omtalt[3]; etſteds heder det, at ogſaa hans Søn Arne, ſom da maa have været meget ung, ligeledes deeltog[4]. Arnes Hovedſæde ſynes at have været Øen Giſke paa Søndmøre, der i det mindſte ſenere var Sædet for de meeſt anſeede Medlemmer af Ætten. Med ſin Huſtru Thora, Datter af Thorſtein galge, havde han Sønnerne Thorberg, Finn, Kalf, Aamunde, Kolbjørn, Arnbjørn og Arne, og Datteren Ragnhild[5]. Thorberg, der ſynes at have været den ældſte, og ſom i det mindſte allerede i 1025 var Herre til Giſke, hvilket viſer at Faderen da maa have været død, var gift med Ragnhild, eller ſom hun og kaldes, Aaſtrid den aarbaarne, en Datter af Erling Skjalgsſøn[6]. Ragnhild Arnesdatter var gift med Haarek af Thjøtta; altſaa var Arnmødlinge-Ætten paa denne Maade forbunden med de to mægtige og med Kongehuſet nøje beſlægtede Ætter, Søle-Ætten og Thjottø-Ætten. Det maatte derfor være Kongen ſaa meget vigtigere at vinde dens Medlemmer, ſom han ſtod paa en ſpendt Fod med de ſidſtnævnte Ætter, iſær med Søle-Ætten, der igjen, ſom vi have ſeet, var nær beſlægtet med Thore Hunds Æt, eller Bjarkø-Ætten. Allerede i Aaret 1021 omtales det, at Kalf og Finn opholdt ſig hos Kongen og ſtøde i ſtor Yndeſt hos ham. I dette Aar var det, at Ølve paa Egg, ſaaledes ſom ovenfor berettedes, blev dræbt ved Kongens Foranſtaltning, fordi han anſtillede hemmelige Blot inde i Thrøndelagen. Han efterlod en ung, ſmuk og rig Enke, en Syſter af den mægtige Thore Hund paa Bjarkø, og to Sønner i en Alder af 11 til 13 Aar[7]. Hun betragtedes ſom et ypperligt Parti, og Kalf bejlede til hende. Det var, ſiges der, Kongen, ſom nu havde Raadighed til at bortgive hendes Haand, og af Venſkab for Kalf opfyldte han dennes Bøn, idet han tillige gav ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt Ølve. Han gjorde ham tillige til Lendermand og gav ham ſit Ombud inde i Throndhjem, det vil ſige, overdrog ham Beſtyrelſen over Indthrøndelagen, naar han ſelv var fraværende. Kalf opſlog nu ſin Bolig paa Egg, hvorfor han ofte kaldes Egge-Kalf. Han var en mægtig og meget ſtatsklog Høvding, men Venſkabet mellem ham og Olaf blev ej ſaa langvarigt, ſom man ſkulde have ventet. Det nye Svogerſkab med Thore Hund virkede ſterkere.

Med Erling Skjalgsſøn var Kongen, ſiden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane, paa en ſaa.ſpendt Fod, at det neppe engang kunde være Tale om at forſøge noget nyt Forlig. Dog havde Erling, ſom man tydeligt kan ſee, røbet ikke liden Ængſtelighed for at lægge ſig aabenbart ud med Kongen, og dette viſer, at denne, trods. Erlings ſtore Magt, dog havde Overtaget. Men deſto utaaleligere var det vel og for den overmodige Erling at føle dette, og da han hørte blandt de endnu tilbageblevne Levninger af den ældre Klasſe af Høvdinger, for hvem Foreſtillingen om Norges Eenhed ſaa at ſige var noget aldeles nyt og næſten ubegribeligt, og hvis Vælde trivedes bedſt under en udenlandſk Konges Overherredømme, var det at vente, at han kaſtede længſelfulde Blik over til Danekongen Knut i England, hvilken han visſelig betragtede ſom Norges retmæsſige Konge, og med hvem han desuden var i en Art af Svogerſkab, for ſaa vidt hans Søn var gift med Svein Jarls Datter, og Svein Jarls Broder var Knuts Svoger. Mere ſpagfærdig end Erling var Jarlernes anden Svoger Einar Thambarſkelve. Han havde, ſom ovenfor berettet, ledſaget Svein Jarl til Svithjod, og efter dennes Død opholdt ſig hos Sviakongen, hvem han gik til Haande, og ſom gav ham et ſtort Len. Da Olaf Sviakonge var død (Vintren 1021—1022) fik Einar, ſom det ſiges, Lyſt til at bede Olaf digre om Grid eller Naade, og der gik i den Anledning Budſendinger mellem dem om Vaaren 1022. Egentlig var nok Einar endog ſaa godt ſom nødt til dette Skridt, da den nye Sviakonge, Anund, var den norſke Konges gode Ven, og neppe vilde tillade en aabenbar Fiende af ham at beholde Len i hans Rige. Olaf var dog ikke den, ſom her gjorde Vanſkeligheder, og medens han om Sommeren opholdt ſig nede ved Gaut-Elven, ſandſynligviis i Kongehelle, indfandt Einar ſig hos ham, kun ledſaget af nogle faa: de ſluttede her et Forlig med hinanden, hvorved det beſtemtes, at Einar ſkulde frit kunne opholde ſig i Throndhjem og beholde ſaa vel ſine egne Ejendomme, ſom dem, han havde faaet med ſin Huſtru Bergljot, Haakon Jarls Datter. Dog gav Kongen ham ingen Vejtſler, og Einar trængte heller ikke dertil, da hans overordentlig ſtore Beſiddelſer og fornemme Familieforbindelſer ſkaffede ham Magt og Anſeelſe nok[8]. Imidlertid blev han ikke længe hjemme i Rolighed. Sommeren efter (1023) rejſte han til England, hvorfra han gjorde en Pilegrimsrejſe til Rom. Vi have ovenfor ſeet, at Erik Jarl, ifølge vore Sagaers Beretninger, døde juſt ſom han enten ſtod færdig til at foretage en Romferd, eller ſom han var kommen tilbage fra en ſaadan, ligeſom og at hans Død maa være indtruffen i Løbet af Aarene 1023—24, da man lige til 1023, men ikke ſenere, finder ham nævnt i engelſke Diplomer. Det er derfor højſt ſandſynligt, at Einar har begivet ſig til England efter ſin Svoger Eriks Indbydelſe, for at gjøre ham Følge paa denne Pilegrimsrejſe; og hvis det virkelig forholder ſig ſaaledes, at Erik førſt døde efter at være kommen hjem, have de viſt ogſaa rejſt i Fællesſkab. Før Afrejſen fra England beſøgte Einar Kong Knut, og fik Gaver af ham[9]. Den følgende Sommer (1024) kom han tilbage, og drog lige hjem til Throndhjem uden at treffe Kong Olaf, ſom juſt da opholdt ſig i den ſydlige Deel af Landet. Der tales heller ikke om at Einar har opſøgt Knut ved ſin Tilbagekomſt. Muligt, at hans Vej denne Gang ikke faldt over England; muligt ogſaa, at han har mistænkt ham for at have bevirket Eriks Død[10]. De ſenere politiſke Forhold bragte vel Einar atter Knut nærmere, og han var visſelig ikke Olaf god, men han holdt ſig dog den længſte Tid rolig, og ſluttede ſig ikke til hans Fiender, førend Haakon Eriksſøn Jarl troede ſig fritagen for ſin Ed og under ſin mægtige Morbroder Kong Knuts Beſkyttelſe havde vundet ſin Fædrenearv tilbage. Og heller ikke da viſte Einar ſig ſom nogen ſærdeles ivrig Modſtander af Olaf[11]; efter hans Død optraadte han endog ſom hans ivrigſte Tilhænger, og ſom den, der med ſtørſte Kraft arbejdede paa at faa ham anerkjendt ſom Helgen. Vel var Henſyn til egen Fordeel her for en ſtor Deel med i Spillet, men ved Siden heraf ſynes dog ogſaa ædlere Bevæggrunde, nemlig Erkjendelſen af Olafs Fortjeneſter, og Iver for Fædrelandets Ære og Uafhængighed, at have gjort ſig gjeldende.

Ogſaa de Medlemmer af Haakon Jarls Æt, der levede paa Oplandene, ſynes tildeels at have holdt ſig rolige eller anſeet ſig bundne ved den unge Jarls Ed, da man ej erfarer, at Olaf havde nogen Ulempe af dem. En af dem, Eilif, var, ſom vi have ſeet, Sem af Haakon Ladejarls Datter Ragnhild eller Ingebjørg og Skofte Skagesſøn. Han maa have levet paa Olafs Tid, ſiden man erfarer, at hans Søn Orm ſenere var gift med en Datter af Finn Arnesſøn[12]. Den anden var Haakon Ladejarls Datterſøn, Lendermanden Ivar hvite, hvis Søn Haakon ſiden ſpillede en fremragende Rolle. Om Ivar hvite erfare vi, at han var mægtig og anſeet, men noget voldſom og ubeſtandig; han var engang virkelig Kong Olafs Lendermand, men i Aaret 1027 finde vi ham-hos Kong Knut ſom dennes Hirdmand og højt betroede Tjener. Han har altſaa nogen Tid i Forvejen forladt ſit Hjem og ſøgt til ſin Frænde Haakon Jarl ved Knuts Hof, hvor han ſiden ſelv tog Tjeneſte[13]. Hvor vidt det ſamme har været Tilfældet med Eilif, vides ikke. Men at hverken han eller Ivar have vovet at vække Uroligheder mod Olaf, ſees bedſt af den Taushed, der med Henſyn til dem herſker i Sagaerne.

En Datter eller Datterdatter af Olafs Morfader Gudbrand Kula, ved Navn Thorny, egtede en rig og venneſæl Mand i Lier paa Veſtfold, ved Navn Vebjørn[14]. Han boede paa Gaarden Huſeby nær ved den. De havde to Sønner, ved Navn Hallvard og Orm, af hvilke den førſte, da han voxede til, blev en dygtig og anſeet Farmand. Han tog imidlertid ingen Deel i de politiſke Begivenheder paa Kong Olafs Tid, og var maaſkee da ikke engang fuldvoxen. Men desuagtet er han bleven mere berømt end nogen af hans øvrige Frænder, med Undtagelſe af Olaf ſelv, da han ved ſin Død erhvervede Martyrkronen, og næſt Olaf blev Norges fornemſte Nationalhelgen.

Olafs egen Familie begyndte ogſaa paa denne Tid at forøges. Med ſin Huſtru Aaſtrid havde han en Datter ved Navn Ulfhild, der ſandſynligviis var fød et Par Aars Tid efter deres Giftermaal[15]. En af Dronningens Terner hed Alfhild; hun var, ſom det ſiges, hendes Vaſkerkone[16]. Derfor kaldtes hun ogſaa Kongens Ambaatt eller Trælkvinde, ſkjønt hun var af god Æt[17]. Paa hende kaſtede Kongen ſin Kjærlighed. Om Vintren 1023—1024, da Olaf, efter at være hjemkommen fra Hørdeland, Vors og Valdres, opholdt ſig i Nidaros, befandtes det, at Alfhild var frugtſommelig, og Olafs fortroligſte Venner vidſte at han var Faderen til dets Barn, hun ſkulde føde. En Nat om Vaaren (1024) blev hun pludſelig ſyg; kun faa Folk vare tilſtede, nemlig nogle Kvinder, en Preſt, Sighvat Skald, og et Par andre. Fødſelen var haard, og hun var nær Døden; endelig fødte hun et Drengebarn, men det var ſaa ſvagt, at man en Stund ikke vidſte enten det levede eller ej. Da det endelig begyndte at give Livstegn, ſagde Preſten, at man burde melde Kongen, hvad det var paa Færde. Sighvat ſvarede, at det torde han ſlet ikke, da Kongen ſtrengeligen havde forbudt at vække ham førend han vaagnede af ſig ſelv. Da Preſten foreſtillede Sighvat, at Barnet, hvis man ej vilde udſætte ſig for at det døde uchriſtnet, nødvendigviis maatte døbes ſtrax, ſagde Sighvat, at han e heller vilde paatage ſig Anſvaret derfor, og give Barnet Navn, end at forſtyrre Kongens Nattero. Saaledes blev det da døbt, og Sighvat.lod det kalde Magnus[18]. Morgenen efter, da Kongen var klæd, berettede.man ham det forefaldne. Han lod ſtrax Sighvat kalde, og man ſaa tydeligt, at han var vred. Da Sighvat kom, ſpurgte Kongen, hvorledes han kunde vove at lade Barnet døbe, uden hans eget Vidende. „Jeg vilde heller“, ſvarede Sighvat, give Gud to Menneſker, end Djævelen eet“. Paa Kongens Spørgsmaal, hvorledes dette var at forſtaa, ſvarede han: „Barnet var Døden nær: hvis det døde udøbt, tilhørte det jo Djævelen, hvorimod det nu tilhører Gud; derhos vidſte jeg, at hvor vred du end maatte blive paa mig, kunde jeg dog i det højeſte ikke miſte mere end Livet, og hvis I virkelig for denne Sags Skyld berøvede mig mit Liv, vilde jeg ogſaa høre Gud til“. —Dette Svar ſynes at have beroliget Kongen, der nu kun fordrede at vide, hvorfor Sighvat havde kaldt Drengen Magnus, et Navn, der ej var brugeligt i Ætten. Sighvat ſvarede, at han havde opkaldt ham efter Karl Magnus eller Karl den ſtore, hvilken var den berømmeligſte af alle de Konger, han kjendte i Fraſagn. Da ſagde Kongen: „du har i Sandhed Lykken med dig, Sighvat, og det er rigtignok ikke underligt, at Lykken følger Forſtanden; forunderligt er det derimod, at ſtundom den uforſtandige ogſaa har det Held med ſig, at hans daarlige Raad vende ſig til det Gode“. Da var Kongen meget glad. Drengen kom til Kræfter, og blev ſnart evnelig, efter ſom han voxede til[19].

At Forholdet mellem Kongen og hans Huſtru under disſe Omſtændigheder ej var ſaa overvættes ømt, ſynes man at maatte kunne ſlutte. Han havde jo heller ikke egtet hende af Kjærlighed, og ligeſom hendes egen Fader, Olaf Sviakonge, ej havde ſat ſynderlig Priis paa hende, fordi hun kun var en Frilledatter, ſaaledes har det vel heller ikke været frit, at jo ogſaa hendes Mand maa have tænkt med en vis Harme paa, at han kun havde faaet hende, ej hendes højbyrdige Syſler Ingegerd til Egte. Men for øvrigt er der ingen Spor af at Olaf ikke ſkulde have viiſt Dronning Aaſtrid den ſømmelige Ærbødighed. Han ſkal endog have været ſaa ſkinſyg paa hende, at da Ottar ſvarte var kommen til ham, og han havde hørt at denne, medens han endnu opholdt ſig ved Sviakongens Hof, havde digtet en Elſkovsdraapa om Aaſtrid, lod han ham kaſte i Fængſel. Ottars Morbroder Sighvat, ſom beſøgte ham i Fængſlet, raadede ham til at formilde enkelte Udtryk i Kvadet, og udelade flere af de anſtødeligſte Vers; hvis han da ſenere blev kaldt ind ind til Kongen for at lade ham høre Kvadet, ſkulde han fremſige det med disſe Forandringer. Naar det var endt, ſkulde han ſtrax, inden Kongen kom til Orde, begynde paa at fremſige en Draapa om ham ſelv, hvilken han da i al Haſt maatte digte. Sighvat var ham behjelpelig med Omarbejdelſen af Elſkovskvadet, og gik ſiden til Kongen, for at bede om Naade for ham. Kongen vilde intet høre derom, men Sighvat foreſtillede ham at Ottar var en brav Mand og, af god Æt; han bad ham i-det mindſte bore Kvadet, for at dømme om det var ſaa ſlemt, ſom man ſagde. Olaf føjede ham tilſidſt deri, og lod Ottar efter 3 Dages Forløb kalde til ſig. Dronningen ſad da ved hans Side. Da Ottar kom og hilſede ham, modtog Kongen ikke hans Hilſen, men bød ham ſtrax at fremſige ſit Kvad, for at Dronningen, ſom han ſpydigt udtrykte ſig, kunde høre ſin Ros. Ottar ſatte ſig ved Kongens Fødder, og fremſagde Digtet. Kongen rødmede derved, men førend han kunde komme til Orde, begyndte Ottar paa den Draapa, han i Fængſlet havde digtet om ham. Hirdmændene raabte vi Førſtningen, at han ſkulde tie, men Sighvat foreſtillede dem, at det jo dog ej kunde ſkade, at de hørte deres Konges Lov, ſiden kunde jo Kongen lige fuldt beſtemme om Ottar, hvad han fandt for godt. Kongen taug fremdeles. Da Kvadet var færdigt, roſte Sighvat det meget, og Kongen ſagde: „det er bedſt, Ottar, at du faar dit Hoved i Løn for Draapen“. Ottar ſvarede, ſom Egil fordum, at Gaven tyktes ham god, ſkjemt Hovedet ej var fagert. Da gav Kongen.ham en Guldring oven i Kjøbet. Ogſaa Dronningen tog en Guldring af ſin Finger og lod den trille ned til ham. Kongen ſyntes ej derom, og ſpurgte hvor længe hun agtede at vedblive med at give Ottar Vennegaver. Hun ſvarede, at han ej maatte fortænke hende i, at ogſaa hun, lige ſaa vel ſom han, vilde lønne ſin Ros. Kongen fandt det rimeligt, men ſagde dog, at han herefter ikke ſkjøttede om at der ſkulde være noget. Venſkab mellem hende og Skalden. Ottar forblev imidlertid“ hos Kongen, og blev meget afgjort; hans Draapa, der ligeſom Egil Skallagrimsſøns kaldtes „Hovedløsningen“, indeholder, ſom vi have ſeet, vigtige Oplysninger om Olafs tidligſte Bedrifter og deres Chronologi[20].

I ſin perſonlige Omgang med ſine Mænd, og dem, der beſøgte ham, lagde Olaf ſtedſe Vind paa Blidhed, Venlighed og Nedladenhed. Ofte ſpøgte han med dem, og forſtod ogſaa godt at modtage Spøg. Stundom, naar hans Skalde henkaſtede Smaavers, ſvarede han ſelv ligeledes paa Vers, ſom han ret godt forſtod ſig paa at forfatte. En Gang, da Sighvat og Ottar ſyntes at de ej vare ſaa meget afgjorte ſom før, ſendte Kongen dem nogle Nødder fra ſit Bord, og Skaldene, ſom fandt denne Sendelſe liden, kvad ſtrax et Par Vers, hvori de gave dette tilkjende, men udtalte Haabet om, at det med Tiden torde blive bedre. Kongen tog det ej ilde op, men lo kun, og gjorde ſiden Sighvat den Ære at ſtaa Fadder til hans Datter Tova. Hver Nytaarsdags Aften var det Kongens Skik at uddele Vennegaver blandt ſine Gjeſter, og i den Henſigt ſamlede han, naar Tiden nærmede m et ſtort Forraad af dyrebare Klenodier, fornemmelig, ſom det ſynes, prægtige Vaaben[21]. De ſom kjendte ham nærmere, heder det, vare enige om at han var mild og nedladende, godmodig og føjelig, forſtandig og vennehuld, trofaſt og paalidelig, ordholdende og omſorgsfuld, gavmild og godgjørende, god og varſom for at fejle, en ſamvittighedsfuld Iagttager af Guds Lov og gode Mænds Frihed[22]. Alene de, ſom ej fandt ſig i hans Iver for det gode og ſande, og den Strenghed, hvormed han overholdt. Lov og Ret, kaldte ham herſkeſyg, haard, overmodig og voldſom. Der fortælles Exempler paa hans Godmodighed. Saaledes hendte det ſig en Paaſkemorgen i Nidaros, da der var kommet mange Folk til Byen, at nogle af dem vandrede op ad Gauldals-Vejen, der var meget blød og leret. En Mand, ſom de ikke kjendte, bredſkuldret, iført hvide Buxer og med en Kappe over ſig, kom juſt gaaende ved Siden af dem. En af dem ſpurgte ham: „hvem er du, Kammerat“? Han ſvarede ikke, men fortſatte ſin Gang. „Jeg ſkal da ſaa ſandt gjøre ham et Puds“, ſagde den anden, lod efter ham, og traſkede en Stund ved hans Side med tunge Skridt, ſaaledes at Sølen ſtenkede til alle Kanter, og ſatte en Mængde Pletter paa den Ubekjendtes hvide Buxer. Han ſagde ikke et Ord, og de ſkiltes ad. Dagen efter kom der Bud til det Herberge, hvor disſe Folk boede, og meldte at Kongen vilde tale med dem. De undredes derover, men fulgte Befalingen, og bleve heel ubehageligt overraſkede, da de i Kongen gjenkjendte den Ubekjendte fra igaar. De hilſede ham dog; han modtog deres Hilſen venligt, og ſpurgte dem: „hvorledes er det nu med vort Kammeratſkab“? De hang med Hovedet, og ſagde, at de ej vidſte af noget Kammeratſkab at ſige. „Jo“, ſagde han, „I kaldte mig dog eders Kammerat“. De bleve meget ilde farne; men Kongen ſagde: „I behøve ikke at ængſte eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at indlade eder paa at ſpille andre noget Puds, end dem, I kjende[23].

69. Knut den mægtige optræder ſom Prætendent til Norges Trone.

Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have ſkildret, ſøgte at ſkaffe ſig perſonlige Tilhængere og derved befæſte ſin Magt, underordnede han dog alle ſaadanne perſonlige Henſyn det Hovedformaal, at ſtyrke Chriſtendommen, overholde Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganiſk Sammenſamling af forſkjellige, indbyrdes fremmede Landſkaber blev en eneſte velordnet Stat. Dette maatte, ſom vi allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde ſig i at Lov og Ret overholdtes uden Perſons Anſeelſe. „De mægtige Mænd“, heder det, „ſom ſaa, at han dømte ligt forhøje og lave, og Lendermændene, der paa den Tid vare paaſtaaelige og ærgjerrige, fandt ſig ej i, at de ſkulde give tabt for Kongen“og Jarlerne: de meente, at de ſelv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til kongebaarne Forfædre efter andre ſtore Høvdinger, og ſaaledes begyndte de at blive trodſige mod Kongen“[24]. I Førſtningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han ſkulde være Konge over det hele Land; men ſiden, da man tyktes ikke at kunne raade ſig ſelv for hans kraftige Styrelſes Skyld, ſøgte flere ud af Landet[25]. Den, til hvem de fleſte toge deres Tilflugt, var Danekongen Knut Svensſøn. Deels nyttede det ikke at flygte til Sviakongen Anund, da han nu ſelv ſtod i den bedſte Forſtaaelſe med Olaf, deels betragtedes Knut endnu af.Mange ſom den rette Arving til Norge, i det mindſte til den ſydlige Deel, og ſelv havde han ingenlunde til Henſigt at opgive ſine Arvefordringer paa Norge efter ſin Fader Sven og ſin Farfader Harald. Naar han hidtil havde ladet Olaf være i Ro, var det ikke fordi han erkjendte ham for Norges retmæsſige Konge, men alene fordi han endnu var ſaa optagen med at befæſte ſit Herredømme i England og

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 125, Snorre, Cap. 137. Thord paa Stein var Fader til den ſenere ſaa bekjendte og mægtige Steigar-Thore. Denne blev, ſom man af Fagrſkinna, Cap. 174, kan ſee, fed omtrent ved 1031, da han i klaret 1046 ſiges at være 15 Diar gammel. Altſaa maa Isrid have været meget yngre end Aaſta.
  2. Fagrſkinna, Cap. 215, ſom her indeholder et fuldſtændigt Slægtregiſter over Arnunge-Ætten, uden al Tvivl grundet paa gamle Familieoptegnelſer.
  3. Se ovenfor S. 117.
  4. Det ſtaar juſt ikke udtrykkeligt i Sagaerne, at den i Jomsvikinge-Slaget deeltagende Arnmod eller Aarmod var den ſamme, ſom Arnunge-Ættens Medlem, men man kan dog, efter at have ſammenlignet Sagaernes Udſagn, ikke tvivle derpaa. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap“ 90, nævner kun „Aarmod, en ſtor Kæmpe“; Jomsvikingedraapen Str. 28 fortæller at Vagn dræbte Aarmod, og nævner ham allerede for (i Str. 20); Jomsvikingaſaga, Cap. 42 nævner „Aarmod af Anundarfjord og hans Søn Arne“; ja en enkelt Læſemaade har „Arnmod og Arne og Finn“; hvor altſaa ikke færre end tre Navne af Ætten forekomme. Hvor Anundarfjord er at ſøge i Norge, vides ikke nu; men det er ikke uſandſynligt, at maaſkee Farvandet ved Giſke kaldtes ſaaledes.
  5. Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 125, Snorre, Cap. 137, Fagrſk. nævner Sønnerne Rum Thorberg,Thorbjørn, Finn og Arne. Thorberg maa have været den alene„ da vi, ſom ovennævnt, allerede i 1025 finde ham boſat paa Giſke, og Fader til en i det mindſte halvvoxen Søn, Eyſtein Orre; hans Linje omtales ogſaa førſt. Arne maa have været den yngſte, da hans Søn Jon endnu nævnes ſom levende ved 1093, og denne desuden var gift med en Sønnedatter af Thore Hund. Datteren Ragnhild maa derimod have været et af de ældſte Børn, ſiden hun var gift med Haarek, ſom paa Olafs Tid var en Olding.
  6. Fagrſkinna kalder hende Aaſtrid, de øvrige Sagaer Ragnhild.
  7. Den yngſte, Thore, ſiges at være 18 Aar i 1028, da Olaf opholdt ſig paa Oplandene, Olaf den helliges Saga, Cap. 161, Snorre, Cap. 175.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 110, jvfr. 140, Snorre, Cap. 121, jvfr. 154.
  9. Olaf den helliges Saga, Cap. 118, Snorre, Cap. 130.
  10. Om de mistænkelige Omſtændigheder ved Eriks Død, ſe ovfr. S. 483.
  11. Han havde ikke været meget i Modgang mod Kong Olaf, heder det i Olaf den helliges Saga, Cap. 225, Snorre, Cap. 255.
  12. Det er allerede ovenfor (S. 63) viiſt, at uagtet Orm Jarl ſaa vel i Fagrſk. Cap. 65, ſom i Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 42 kaldes en Datterſøn af Haakon Ladejarl, kan han dog, ſiden han dog i Inge Haraldsſøns Saga, Cap. 3 og 17, Snorre, Cap. 2 og 17, kaldes Orm Eilifsſøn, og desuden var gift med Finn Arneſøns Datter, ej være fød for 975, men et Slægtled er udeladt, nemlig netop hans Fader Eilif. Men det hender oftere, at Søn og Sønneſøn, Fader og Farfader, Moder og Mormoder, Datter og, Datterdatter forvexles.
  13. Han dræbte Ulf Jarl, ifølge Olaf den helliges Saga, Cap. 151, Snorre, Cap. 161. Fagrſk., Cap. 114, lader det ſkee ved Knuts „Ridder“. Amen desuagtet er det ej uſandſynligt, at denne „Ridder“ kan have været Ivar hvite, om hvis Herkomſt der for øvrigt meldes i Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 56.
  14. Hun kaldes Thorny i Fornm. S. V. S. 267, og i Fortællingen om St. Hallvard i Langebeks Scriptt. III. 603. Derimod kaldes hun Ulfhild i den legend. Olafsſaga, Cap. 1. Saavel i Fornm. S. ſom i den legendariſke Saga ſiges hun at være Gudbrand Kulas Datter, hvorimod det i Fortællingen om St. Hallvard heder: nogle kalde hende en Datter, andre en Datterdatter af Gudbrand. eller Frille neppe vilde være bleven Dronningens Tjeneſtepige, er det langt ſandſynligere at Jarletitlen er en Forſkjønnelſe af Sagnet, og at hendes Herre kun har været en ſimpel Mand. I Harald haardraades Saga, Cap. 23 ſiges der, at Kong Harald anſaa det for en Skam, at have hendes Søn Thore til Gjenbo ved Bordet, og drillede ham med at .hans Fader hed Hvinngeſt (den rapſende Gjeſt), hvilket Thore ej ligefrem benegtede. Hvis „Hvinngeſt“ ikke blot var et Øgenavn, vilde vi altſaa her have Thores Faders Navn, i alle Fald viſer det, at han ej var meget anſeet. Det er ej uſandſynligt, at vore Sagnfortællere, der nødig vilde ſkildre Olaf fra den ufordeelagtige Side, have gaaet over de enkelte Omſtændigheder ved hele denne Sag ſaa let ſom muligt.
  15. Hun blev i Aaret 1043 gift med Ordulf af Saxland, og var da formodentlig henimod 20 Aar gammel, altſaa fød c. 1023.
  16. Saaledes den legendariſke Olafsſaga, Cap. 7.
  17. Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131. Der nævnes her intet om at hun ſkulde være af engelſk Oprindelſe Derimod har Viljam af Malmsbury i ſin 5te Bog de pontific. Angl. (Gales Udgave S. 368, 369) en Fortælling om en „Elfildis“ (Ælfhild, Alfhild), der neppe kan være nogen anden end hun, hvilken ifølge dette bliver en engelſk Kvinde af fornem Æt. Fortællingen afviger i flere, endog vigtige Henſeender fra Sagaernes, men da den dog er heel merkelig, og da det ikke er uſandſynligt, at de fornemſte Træk deraf ere ſande, meddele vi den her i Uddrag: „Da Danerne i Løbet af Ædhelreds Regjeringstid vilde hjemſøge England, fik de ogſaa Nordmændene til at følge med; begge Folk vare frygtelig barbariſke, men Nordmændene meeſt rovgjerrige og udſvævende. En norſk Jarl fik ved et Plyndringstog ſom en Deel af ſit Bytte en Pige ved Navn Alfhild, af anſeet Byrd i England, ſmuk af Udſeende. Jarlen fattede Kjærlighed til hende, forſkød ſin Huſtru, og bad hende bønhøre ham, men længe forgjæves; dog opnaaede han omſider ſin Henſigt, men døde kort efter, ſaa at han ej engang opnaaede at ſee deres Barn født til Verden. Da han var død, kom Rygtet om hendes Skjønhed for Landets Konges Øren. Efter Folkets Skik fik han ſtrax Lyſt til at beſidde hende, og ſøgte ved de ſtørſte Tilbud og Løfter at lokke hende til ſig, dog ſaaledes at hans Dronning ej fik Nys derom. Hun ſvarede at hun havde beſtemt ſig til at tjene Gud, og at hendes førſte Elſker havde taget hendes Kjærlighed med ſig i Graven. Men da brugte Kongen Magten, og hun fødte ham en Søn, til begges ſtore Bedrøvelſe, Kongens, fordi han nødig vilde have at hans Fejltrin ſkulde blive bekjendt, Alfhilds, fordi hun frygtede Dronningens Skinſyge. Men Drengens Skjønhed forſonede dem begge med hans Fødſel, og hun fattede nu virkelig Kjærlighed til Kongen, der af og til beſøgte hende, idet hun opholdt ſig hemmeligen hos en Biſkop. Dog Kongens pludſelige Død afbrød denne Forbindelſe, og for at undgaa Dronningens Forfølgelſer flygtede hun til de fjerneſte Egne af Norge, ved Hjelp af Biſkoppen, hvem Kongen havde paa ſit Yderſte betroet Omſorgen for ſin og hendes Søn Magnus. Det rygtedes imidlertid at Kongens Søn opholdt ſig der, og Folket gjorde ham til ſin Konge, men han levede i kun 1½ Aar derefter, omkommen ved en voldſom Død, nogle ſige, men neppe med Rette, formedelſt Høvdingernes Svig. Da vilde hun drage hjem til England, og aflagde det Løfte, at hvis Gud gav hende en hel ( dig Overrejſe, vilde hun aldrig ſpiſe Kjød uden paa ſtore Feſtdage. For de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde ſkjenket hende, kjøbte hun tre ſtore Gaarde (villæ), hvorved hun ernærede ſig og ſine. Hun overholdt ſit Løfte i flere Aar, indtil hun engang i et Gilde, ſom hun gav, lod ſig overtale til, med ſine yderſte Fingertoppe at berøre et lidet Stykke Kjød og føre det til Munden. Men ſtrax tabte hun Brugen af ſine Lemmer, og tilbragte hele tre Aar derefter med at lade ſig føre om til de Helliges Hvileſteder, hvor hun forrettede ſin Andagt. Saaledes kom hun og til St. Ealdhelms Hvileſted i Malmsbury paa hans Feſt den 25de Mai. Her fik hun paa ſin ivrige Bøn ſin Helbred tilbage, og ſkjenkede af Taknemlighed alle ſine Ejendomme til Kloſtret, aflagde Kydſkhedsløfte og henlevede ſin øvrige Tid der, hvor hun ogſaa ved ſin Død blev begraven“. — Da ſaaledes hendes Grav fandtes og paaviſtes ved Malmsbury Kloſter, og formodentlig ligeledes Gavebrevene, hvorved hendes Gods ſkjenkedes dertil, hvilede i Archivet; og da derhos Viljam ſelv, død 1141, maa kunne have ſeet og talt med gamle Mænd, hvis Fædre i det mindſte kunde have ſeet hende, tør man ikke bortviſe denne Beretning ſom uſand, iſær da han ſelv tilføjer, at dette Mirakel baade formedelſt Perſonens anſeede Stilling og Tidens Nærhed godtgjorde „at der gaves mange ſande Begivenheder, ſom Hiſtorien dog ej har optegnet“. Paa den anden Side er det igjen beſynderligt, at Viljam, der ſelv ellers veed at tale om St. Olaf (Savile S. 74) her ej ſkulde betegne ham anderledes end ſom „en Konge“, hvilken han endog ſkildrer ſom en barbariſk Vellyſtling. Fremdeles omtaler han og Forholdene ved hans Død paa en urigtig Maade, og gjør Magnus’s Regjeringstid altfor kort, ligeſom ogſaa Harald Sigurdsſøns Saga intet veed om Alfhilds Død i England, men lader hende dø hos Thorkell Geyſa i Jylland, Aaret efter Magnus’s Død (Cap. 39). Dette omtales rigtignok ikke hos Snorre, og i hine Afvigelſer fra Sagaernes øvrige Beretninger kunne være Unøjagtigheder, der i Tidens Løb ved Fortællingens mundtlige Overleverelſe have indſneget ſig. Men det kan dog ej negtes, at flere af de i Sagaen omtalte Omſtændigheder ved hiin Beretning finde .ſin Forklaring, nemlig hvorfor Olaf holdt deres Forhold ſaa hemmeligt, og hvorfor Alfhild ved Magnus’s Udnævnelſe til Konge kom til Hoffet, hvor hun altſaa ikke forhen havde været, medens hun derimod maaſkee havde opholdt ſig paa Oplandene hos Biſkop Grimkell, under hvis Varetægt Olaf i ſaa Fald har ſtillet hende, da han ved ſin Afrejſe fra Sverige til Rusland ſendte Biſkoppen tilbage til Norge. At Alfhild havde en Søn ved Navn Snore, med en anden Mand end Olaf, og rimeligviis førend hun blev kjendt med.denne, bevidne vore Sagaer; ja Harald Sigurdsſøns.Saga, Cap. 30 tillægger hende endog en Datter, ſkjønt i en Fortælling, der i det hele taget ſynes utroværdig, og heller ikke findes hos Snorre. Spørgsmaalet bliver nu, hvilken norſk Jarl det var, ſom ſkulde have faaet Alfhild i Krigsbytte. Det maa, ſom man, ſeer, have været en Kriger i Erik Jarls Hær; men da der neppe var andre Jarler i denne Hær, end han ſelv, og da en Jarls efterladte Huſtru
  18. Det kunde ſynes noget beſynderligt, at Sighvat ſkulde kalde Drengen efter Karls latinſke Tilnavn Magnus, og ikke ligefrem Karl. Men det maa vel erindres, at Tilnavnet kun kjendtes i den latinſke Form; at det var mere betegnende for Karl end hans virkelige Navn, da der var mange andre, ſom hed Karl, men ingen anden, ſom kaldtes Magnus; at det, juſt fordi det var taget fra et fremmed Sprog, bibeholdtes ſom et virkeligt Navn, ej ſom et ſimpelt Tilnavn, hos de fleſte europæiſke Folkeſlag, ja bibeholdes tildeels endnu ſom ſaadant, idet Franſkmanden.ej ſiger Charles le grand, men Charlemagne, Engelsmanden Charlemaine, ſaa og vore Forfædre Karlamagnus, ja man finder ham endog i et ſvenſk Haandſkrift fra 15de Aarhundrede ſlet og ret kaldt „Konung Magnus“, ſe „Herr Iwan“, udg. af Liffman og Stephens, V. 15. Fra Sighvats Standpunkt var ſaaledes Navnet „Magnus“ det rigtigſte at vælge, naar det gjaldt at betegne Karl den ſtore, og man behøver ej, ſom flere have gjort, at betragte* dette Valg ſom Tegn paa Naivetet eller Uvidenhed. Fra Magnus Olafsſøn af kan man ellers forfølge Navnets Udbredelſe i Norden og videre, ved Opkaldelſer. Hans Syſter Ulfhild, der blev gift med Hertug Ordulf af Saxland, opkaldte ſin Søn efter ham; fra denne ſaxiſke Magnus kom Navnet ind og vedligholdt ſig i de ſaxiſke og braunſchweigſke Fyrſteætter; i den danſke Kongeæt optoges det af Kong Nikolaus, hvis Huſtru i førſte Egteſkab havde været gift med den norſke Konge Magnus Barfod, og fra Danmark kom det til Sverige.
  19. Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131, den legendariſke Saga, Cap. 46. At Magnus fødtes for Vintren 102526, ſees af Sighvat Skalds Vers, optaget i Olaf den helliges Saga, Cap. 236, hvor det heder, at Magnus, da han efter Julen 1035 rejſte fra Rusland, ej var fuldt 11 Vintre gammel; hans førſte Vinter var altſaa 1024—25; og Vaaren før denne bliver 1024.
  20. Olaf den helliges Stige i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 173. Den legend. Saga, Cap. 61. Det ſiges her, dog neppe rigtigt, at Ottar imidlertid havde opholdt ſig hos Kong Knut, og nys var kommen fra ham. — Naar for øvrigt enkelte i Olafs Misbilligelſe af Ottars Elſkovskvad har ſeet et Tegn paa at Kongen ej elſkede Aaſtrid, eller misundte hende hendes Ros, da tager man fejl. Forholdet er aldeles modſat. Elſkovskvad (mansöngskvæði) anſaaes i hiin Tid, hvad vi oftere have ſeet Exempler paa, ſom fornærmelige, iſær da de viſt ogſaa vare fulde af Uanſtændigheder. Endog Sighvat fandt, at Ottar i ſit Digt var gaaet for vidt.
  21. Se herom iſær Fornm. S. V. 175, 177, den legendariſke Saga, Cap. 62, Olaf den helliges Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172.
  22. Denne hele Skildring findes i den gamle legendariſke Saga, Cap. 30, og efter den ogſaa i Flatøbogen (Fornm. S. V. 288—292) endog med Riimbogſtaver, Da den ſaaledes ikke vel kan gjengives i Danſk, meddele vi her et Stykke deraf ſom en Prøve. Olaf, heder det, virði mikils kirkjur ok kennimenn ok allan kristindóm, ok gœddi gjöfum góða menn, klæddi kalna, gak fé föðurlausum, auðræði ekkjum ok útlendum þeim er fátœkir váru o. ſ. v. Mange, der vare misfornøjede med hans Strenghed, kaldte ham ríklyndan ok ráðgjarnan, harðráðan ok heiftugan, fastan ok fégjarnan, ólman ok údælan, metnaðarmann ok mikillátan ok þessa heims höfðingja fyrir alls sakar. De, ſom vidſte bedre Beſked, kaldte ham derimod linan ok litillátan, huggóðan ok hógan, mildan ok mjúklátan, vitran ok vingóðan, tryggvan ok trúlyndan, forsjálan ok fastorðan, gjöflan ok göfgan, frægjan ok vellyndan, írikjan ok ráðvandan, góðan ok glœpvaran, stjórnsaman ok vel stiltan, vel geyminn at guðs lögum ok góðra manna.
  23. Olaf d. hell. Saga i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 230, Den leg. Saga, Cap. 99.
  24. Fagrſkinna, Cap. 99.
  25. Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.