Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/66

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Medens Kong Olaf saaledes, som vi have seet, arbejdede paa at befæste Christendommen i Landet selv, og sammenknytte Rigets enkelte Dele, undgik heller ikke Bilandene hans Opmerksomhed. Først og fremst rettede sig hans Bestræbelser i denne Henseende paa Orknøerne og Hjaltland, hvis Beliggenhed i Nærheden af Skotland, og hvis Jarlers mangehaande Forbindelser med dette Lands Konger, allerede maatte gjøre dem til en temmelig usikker Besiddelse for Norge, om de end ikke, hvad her var Tilfældet, dannede en egen Vasal-Stat, der som alle saadanne ikke umiddelbart styredes af den egentlige Overherre, men kun af Vasallen, som ikke mindre her, end andensteds, stræbte efter Uafhængighed. Men for at kunne forstaa de Forhandlinger, der nu fandt Sted mellem Kong Olaf og Orknøernes Jarler, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, idet vi omtale de vigtigste Begivenheder, som siden Erik Jarls Dage indtil Kong Olaf Haraldssøns Fremtræden havde fundet Sted paa Orknøerne og i de øvrige Vesterlande.

Vi forlode den mægtige Sigurd Jarl den digre, idet han, forbunden med sin fordums Modstander, Mælkolm af Moray, havde mindet en større Indflydelse i Skotland, i det mindste i Nordskotland, end han maaskee nogensinde forhen havde besiddet[1]. Tronstridighederne i Skotland begunstigede ham. Mælkolm, Søn af den i Aaret 994 – ved et Forræderi, maaskee af den ovenfor omtalte Finnlaich Moe Ruairi – dræbte Kong Kenedh, og tillige Konge i Cumberland under Ædhelreds Lenshøjhed, havde allerede længe gjort Fordringer paa Tronen, og i de langvarige Stridigheder, der nu fandt Sted mellem begge Mælkolmer, har Sigurd Jarl visselig blandet sig, især da han, som vi have seet, fik Mælkolm af Moray’s Datter til Egte[2]. Han havde her Anledning nok til at udvide sine Besiddelser: navnlig maa han som Medgift med sin Hustru have faaet Katanes og Sutherland tilbage. Uden en saadan Priis har han neppe sluttet Forbund med sin forrige Fiende; i alle Fald see vi hans Søn med Mælkolms Datter allerede fra sin Barndom af forlenet med hine Landskaber. Som Underkonge i Cumberland maa Mælkolm Kenedhs Søn have haft sin største Støtte hos Sydskotterne, saa vel som hos Anglernes Konge, hvis Vasal han var. Vi finde ogsaa senere hans Ætling understøttet af Northumberlands Jarl. For Mælkolm af Moray var der saaledes ingen anden Hjelp at vente, end fra Nordmændene paa Orknø, hvilke og, som vi siden erfare, fra denne Tid af var hans Slægts bedste Støtte. Vi kjende for øvrigt saare lidet til alle disse Begivenheder, der i den skotske Historie ere meget forvirret fortalte, og i vore egne Sagaer tildeels ere henførte til en urigtig Tid[3]. Der tales hos de skotske Chronister om en stor Sejr, som Mælkolm Kenedhs Søn, strax efter at være bleven Konge, skal have vundet over Nordmændene – neppe andre end Sigurd Jarl og hans Mænd – ved Murtillach i Nærheden af Elven Spey; til Erindring om denne Sejr skal han have stiftet et Biskopsdømme i Murtillach, der liden flyttedes til Aberdeen. Det er imidlertid meget uvist, om denne Beretning medfører Sandhed; thi det synes tvertimod, som om den anden Mælkolm den længste Tid, og lige til sin Død, havde Overhaand i Nordskotland, ligesom ogsaa Sigurd Jarl fremdeles nævnes som en saare mægtig og anseet Fyrste. Det er tidligere omtalt, hvorledes Gunnlaug Ormstunge besøgte ham, og hvorledes sidenefter saavel de fra Island landsforviste Deeltagere i Njaals og Sønners Indebrænding, som Blodhevneren Kaare Salmundssøn indfandt sig ved hans Hof, hvor ligeledes Thorstein, Siduhalls Søn, paa den Tid opholdt sig. Hans Hof har neppe været mindre besøgt end nogen anden nordisk Konges, og der har maaskee for saa vidt hersket større Pragt hos ham, som Orknøernes Beliggenhed maatte i hine urolige Tider ret snøre dem til en Samlingsplads for Vikinger, Farmand og andre æventyrlystne Folk baade fra de nordiske og britiske Lande.

Sigurds Ærgjerrighed og Erobringslyst voldte hans Død. Paa denne Tid herskede, som vi have seet, Sigtrygg Silkeskegg over Nordmændene i Dublin[4]. Han havde, som man maa formode, en Stund været nøje forbunden med den mægtige irske Overkonge, Brian Boroimhe, der havde egtet hans Moder Gormlath, og rimeligviis endog gjenindsat ham i Regjeringen over Dublin, efter først at have forjaget ham. Men Brian forskød senere Gormlath, der siges ikke af hvilken Grund, men man maa antage formedelst hendes heftige og voldsomme Charakteer, og fra den Tid svor hun ham blodig Hevn. Sigtrygg, understøttet af sin Morbroder, den leinsterske Konge Mælmor, begyndte at herje Meath, hvis Konge Mælsechnail, forhen Irlands Overkonge, forgjæves søgte at gjøre dem Modstand, og maatte tage sin Tilflugt til Brian, som dog i Førstningen vægrede sig ved at staa ham bi, og ikke førend ud paa Sommeren gjorde et Tog til Leinster, hvilket han herjede, uden at det dog kom til noget Slag mellem ham og Sigtrygg. Denne afholdt sig nemlig med Flid fra at indlade sig i Kamp med Brian, da det laa i hans eller rettere i Gormlaths Plan, at skaffe sig saa mange Forbundsfæller og bringe en saa stor Hær paa Benene, at Brian, som de haabede, ved et eneste Slag skulde tilintetgjøres. I den Hensigt drog Sigtrygg efter sin Moders Ønske henimod Julen til Orknøerne, for at binde Sigurd Jarl. Han blev gjestfrit modtagen – det var ved denne Lejlighed at Kaare Salmundssøn, som vi have seet, dræbte Gunnar Lambessøn ved Sigurds eget Bord –; men da han bragte sit egentlige Ærende paa Bane, gjorde Jarlen Vanskeligheder, og vilde længe ikke indlade sig derpaa. Sigtrygg tilbød ham da tilsidst sin Moder Gormlaths Haand og Kongedømmet over Irland, hvis de kunde faa Brian fældet. Dette fandt Sigurd, – hvis Hustru, Mælkolms Datter, altsaa vel i Mellemtiden maa være død – saa lokkende, at han mod sine Mænds Raad lovede at indfinde sig i Dublin med hele sin Hær førstkommende Palmesøndag (den 18de April[5]). Ikke tilfredsstillet herved, søgte Sigtrygg efter sin Moders Befaling ogsaa at faa tvende Vikinger, Uspak og Broder, der laa ved Man med 30 Skibe, til at understøtte ham. Han henvendte sig først til Broder, og da denne gjorde Vanskeligheder, tilbød han ogsaa ham sin Moders Haand og Kongedømmet. Broder modtog Tilbudet, der naturligviis skulde holdes hemmeligt for Sigurd Jarl, og begav sig til Sigtrygg med 20 Skibe, medens derimod Uspak vægrede sig ved at kæmpe mod saa god en Konge, som Brian, og siden med Besætningen paa de 10 Skibe, han havde tilbage, begav sig til Brians Residens Kinkora, og gav sig i hans Tjeneste[6]. Hvis man skal tro de irske Annaler, deeltog der i dette Slag, paa Sigtryggs Side, en Mængde Nordmænd fra Syderøerne, sandsynligviis afsendte af Sigurds Svoger, Gille Jarl, der selv blev hjemme, mange Folk fra Wales og Cornwall, endeel Islændinger og Gøter[7]. Blandt de Islændinger, der fulgte Sigurd, nævner Sagaen udtrykkeligt Thorstein Siduhallssøn, Halldor, Søn af Gudmund den mægtige, Ravn den røde, Aamunde hvite; Flose vilde ogsaa have været med, men Jarlen tillod det ej, da han havde sin Pilegrimsrejse til Rom at foretage. Fra andre Kanter skulle Vikinger i mængdeviis være strømmede til med Koner og Børn, i den Tro, at de nu med Lethed kunde vinde sig et Land at bebygge[8]. Til bestemt Tid, Palmesøndag, samledes alle de forbundne Høvdinger med den hele Hær i Dublin. Imidlertid havde ogsaa Brian bragt en betydelig Hær paa Benene, med hvilken han lejrede sig paa Sletten ved Cluanatarbh eller Clontarf noget østenfor Dublin. Herfra sendte han hemmeligt endeel udvalgte Mænd under sin Søn Duncans Anførsel, ser at.herje Leinster, og rimeligviis derved at bevirke en Diversion af den fiendtlige Styrke. Men den forrige Overkonge Mælsechnail, der nu kun som Vasal anførte en Afdeling i Brians Hær, og naturligviis længedes efter en Lejlighed til at afryste Aaget, skal hemmeligt have underrettet de fiendtlige Fyrster om at Brian paa hiin Tid havde svækket sin Hær, og han skal have lovet, naar de angrebe ham, selv at drage sig ud af Kampen med 1000 af sine Krigere. De besluttede derfor at angribe Brian snarest muligt 3). Der fortælles at Vikingen Broder, som tidligere havde været Christen, men atter var falden tilbage til Hedendommen og bleven den værste Blotmand, skal have gaaet til Frett for at erfare Kampens Udfald, og han skal have faaet det Svar, at hvis Striden stod paa en Fredag, vilde Brian nok sejre, men selv falde; stod den derimod paa en anden Dag, vilde alle Brians Modstandere falde: og derfor, siges der, bestemte Broder den førstkommende Fredag, nemlig Langfredag den 23de April, til Kampdag. De irske Annaler nævne intet herom. Paa den nysnævnte Dag rykkede Fyrsterne med deres hele Hær ud af Dublin, og stillede den i Fylking, saaledes at Sigurd Jarl tog Plads i Midten, Broder paa den ene og Kong Sigtrygg paa den anden Fløj. Der nævnes som en Merkelighed, at ikke færre end tusende af de nordiske Krigere vare brynjeklædte fra Top til Taa, Brian fylkede ligeledes sin Hær i tre Afdelinger, af hvilke den, der stod imod Sigurd Jarl, anførtes af en af de tidligere overvundne Kongers Sønner, Kerthialvad eller Tirdelvach, hvilken Brian havde opfostret som sin egen Søn[9], mod Sigtrygg stod Uspak tilligemed Murchad, Brians Søn, og Mælsechnail; mod Broder og Kongen af Leinster stod den smukke og høje Kian og Donald, Fyrster fra det sydlige Irland. Selv vilde Brian ikke deeltage i Kampen, fordi det var en Helligdag, men tog Plads bag Fylkingen i sit Telt, der var omgivet af en Skjoldborg; dog vandrede han først gjennem sine Krigeres Rækker og opmuntrede dem til at stride som Mænd, og benytte denne Lejlighed til at befri sig fra Nordmændenes trykkende Aag. Kian, der synes at være den samme, som den, vore Sagaer kalde Ulf Ræda og udgive for Brians Broder[10], paatog sig Overbefalingen i hans Sted. Kampen var lang og haardnakket. Der skal være stredet lige fra Morgen til Aften. Mælmor, Kongen af Leinster faldt, og Broder blev efter mange Tapperhedsprøver bragt til at vige af Ulf Ræda, og søgte Tilflugt ei nærmeste Skov. Mælsechnail holdt sit.Løfte, at drage sig bort fra Striden med 1000 Mand, men ikke desto mindre dreve Murchad og Uspak Sigtrygg paa Flugten, og sluttede sig til Kerthialvad, med hvem imidlertid Sigurd Jarl havde udholdt en haardnakket Kamp. Kerthialvad trængte frem lige til Sigurds.Merke, hiin ulykkebringende Ravn, som hans Moder havde syet. Kerthialvad hug Merkesmanden ned. Da bød Jarlen Thorstein Siduhallssøn, der troligt fulgte ham i Striden, at bære det. Thorstein vilde just tage det op, men Aamunde hvite raabte at han skulde lade det være, da alle, som bare det, bleve dræbte. Ravn den rode, hvilken Jarlen nu opfordrede til at tage det, vægrede sig ligeledes. Ser bliver da 9 bedst, sagde Jarlen, at Tigger og Sæk følges ad“, tog Merket fra Stangen og stak.det ind under sine Klæder. Strax efter blev Jarlen gjennemboret af den tappre Murchad, Brians Søn, der ligeledes dræbte en anden Høvding, som dog i sit Fald greb Murchads egen Dolk og gjennemborede ham dermed, saa at Murchad efter faa Øjeblikke opgav Aanden[11]. Efter Sigurds Fald begyndte alle hans Mænd at flygte, kun Thorstein Siduhallssøn blev staaende tilbage og bandt roligt sin Sko. Kerthialvad, der kom til, spurgte ham, hvorfor han ej løb som de øvrige. „Nej“, sagde Thorstein, „jeg kommer saa alligevel ikke hjem til Island“. Kerthialvad skjenkede ham Livet, og det er sandsynligviis Thorsteins Fortælling, vi skylde de nærmere Efterretninger om dette Slag. Irernes Sejr var nu fuldkommen, og de forfulgte de flygtende saa ivrigt, at endog de, der skulde holde Vagt ved Skjoldborgen om Brians Telt, bortfjernede sig. Da Broder fra sit Skjulested i Skoven saa dette, skyndte han sig med sine Mænd hen til Skjoldborgen og ind i Teltet, hvor han strax hug til Brian. Brians yngste, endnu kun halvvoxne Søn, Tadg, der var hos sin Fader i Teltet, søgte med Haanden at afværge Hugget, men det tog saavel hans Haand, som Faderens Hoved af. Saaledes lod Brian sit Liv, 88 Aar gammel. Broder raabte højt: „det skal mindes fra Mand til Mand, at Broder fældte Brian!“ Men imidlertid havde Ulf Ræda og Kerthialvad erfaret hvad der var skeet, ilede tilbage til Teltet, omringede det, og fangede Broder med alle hans Mænd. De bleve alle dræbte, Broder selv paa den grusomste Maade[12]. I dette blodige Slag, der er et af de største, der nogensinde har været holdt i Norden eller af nordiske Folk, skal der, efter den højeste Angivelse være faldet 14000, efter den laveste 6000 Mand paa de forbundne Fyrsters Side[13], og et saadant Mandefald kan ej andet end have voldt føleligt Tab og bitter Sorg i en Mængde Familier rundt om i Norden. Blandt de faldne nævnes saaledes Halldor, Gudmund den mægtiges Søn, og flere andre anseede Mænd. Det er derfor ikke at undres over, at der om dette Slag, sædvanligviis kaldet Briansslaget, har vedligeholdt sig usædvanligt nøjagtige Efterretninger, der tillige ere udsmykkede med enkelte fabelagtige Træk, fremmanede af de Efterlevendes ophidsede Fantasi[14]. Ogsaa paa Irland har dette Slag lige til de sidste Tider været betragtet som en Nationalsejr, af hvilken det hele Folk med Rette kunde være stolt. I Virkeligheden ledede det dog ikke til noget for Irerne saa overvættes glimrende Resultat, thi Brians og en Mængde andre anseede Høvdingers Fald hindrede dem fra at forfølge Sejren; der udbrød Uenighed mellem Fyrsterne i hans Hær, ja endog hans egne Sønner, og Enden blev at Mælsechnail atter fik Overherredømmet, medens Sigtrygg endnu en lang Tid vedblev at herske i Dublin, og idet, som det synes, med større Anseelse, end forhen[15].

Sigurd Jarl efterlod sig ved sin Død fire Sønner, af hvilke de tre, Sumarlide, Bruse og Einar Vrangmund, vare voxne, den fjerde, Thorfinn, som Kong Mælkolms Datter havde født ham, var endnu meget ung. Før sin Afrejse havde han overladt Regjeringen til de tre ældre, men sendt Thorfinn til Morfaderen Mælkolm. Da Efterretningen om Jarlens Fald kom til Orknøerne, bleve Sumarlide, Bruse og Einar strax tagne til Jarler, uden at der var Tale om at lade Thorfinn faa nogen Deel af Jarledømmet. Derimod gav Mælkolm ham Katanes og Sutherland tilligemed Jarlsnavn, eller maaskee rettere, bekræftede ham i Besiddelsen af disse Landskaber, hvilke hans Fader sandsynligviis allerede ved Giftermaalet havde faaet, og satte Mænd til at styre Riget med ham, indtil han blev fuldvoxen. Dette blev han meget tidligt, da han udviklede sig meget hurtigt, baade i Væxt og Styrke. Han var hæslig af Udseende, haard og herskesyg, men overmaade klog. Allerede i sit 15de Aar begyndte han at herje i andre Lande[16]. Endnu førend han var bleven voxen, døde hans ældste Broder Sumarlide, og han selv, eller rettere hans Formyndere, fordrede nu den tredie Deel af Orknøerne. Einar, som var strid og ligesaa herskesyg som Thorfinn, svarede, at Thorfinn havde nok med Katanes og Sutherland, hvilket jo ogsaa havde tilhørt deres Fader[17], og derfor kunde betragtes som en Deel af Arven: det var meget mere end en Trediedeel af Orknøerne. Bruse derimod, som var sagtmodige og forstandig, erklærede sig tilfreds med en Trediepart, og rede til at skifte. Men den Trediepart af sin hidtil hafte Andeel, eller Sjettepart af det Hele, hvorpaa Bruse nu gav Slip, fik dog ikke Thorfinn, thi Einar tog den til sig, saa at han nu raadede over to Trediedele, Bruse kun over en Trediedeel. Einar omgav sig med mange Folk, og laa ofte om Sommeren ude paa Krigstog, hvortil ogsaa Bønderne bleve opbudne. Dette fandt de haardt, thi paa Vikingetogene var der ikke altid synderligt Bytte at vinde, medens saavel Udbudet selv, som de store Paalæg, der udfordredes til at holde saa mange Folk, trykkede og forarmede dem. Det nyttede dog ikke at gjøre Einar Forestillinger, thi det taalte han ej. Saaledes herskede der omsider i hans Deel formelig Dyrtid, medens der i Bruses Deel var fuldt op af alt, og Bønderne selv frydede sig ved et roligt Liv. Bruse var derfor lige saa yndet, som Einar var forhadt. Herom brød dog Einar sig ikke det mindste, og vedblev med sine Udbud og øvrige Paalæg. Det gik imidlertid saa vidt, at Bønderne ikke længer kunde taale det, og de henvendte sig derfor til Aamunde, en af de rigeste og mægtigste Mænd i Øerne, boende paa Sandvik i den østlige Deel af Rossø, for at han skulde gjøre Jarlen Forestillinger paa egne og de øvriges Vegne. Men Aamunde vilde ikke indlade sig derpaa, af Frygt for at tabe Jarlens Venskab. Da bade de Aamundes Søn Thorkell, en flink og dygtig ung Mand, om at gjøre det. Thorkell ytrede ogsaa nogen Betænkelighed, men lod sig dog overtale, uagtet Fade rens Advarsler. Paa det næste Thing, Jarlen holdt, fremstod Thorkell, klagede over Bøndernes Nød og bad Jarlen om at tilstaa dem nogen Lettelse. Mod Formodning viste Jarlen sig føjelig; han havde, sagde han, bestemt sig til at drage ud med 6 Skibe, men skulde nu ikke tage flere end tre; „dog“, lagde han til, „maa du, Thorkell, ikke oftere komme med slige Bønner“. Bønderne takkede Thorkell for denne gode Hjelp, og Jarlen drog i Viking, hvorfra han ej vendte tilbage førend om Høsten. Men næste Vaar, da Jarlen holdt Thing med Bønderne for at opbyde Folk, udskrev han det samme store Antal som forhen. Uden at ænse Jarlens Forbud talte Thorkell dog atter Bøndernes Sag, og bad ham om at give noget efter i sine Fordringer. Da blev Jarlen meget vred, og sagde at Bønderne just for denne hans Tales Skyld skulde faa det meget værre end forhen. Inden næste Vaarthing, sagde han, skulde enten han selv eller Thorkell være død. Da Aamunde hørte dette, sendte han Thorkell over til Katanes til Thorfinn Jarl, hos hvem han siden længe opholdt sig, og tog sig meget af ham i hans Ungdom, saa at han fik Tilnavnet Thorkell Fostre. Ogsaa andre anseede Mænd nødtes ved Einars Haardhed til at forlade Øerne; nogle flygtede til Thorfinn, andre til Norge eller andre Lande. Da Thorfinn var bleven voxen, det vil vel her sige, havde opnaaet sit 15de Aar, sendte han atter Bud til Einar og fordrede den ham tilkommende Deel af Øerne, og da Einar gjorde Vanskeligheder, samlede han en Hær, for at angribe ham. Einar samlede ligeledes en Hær for at møde sin Broder, og E Bruse ligeledes en, men alene for derved med desto større Eftertryk at kunne megle Fred. Ved hans Mellemkomst sluttedes ogsaa et Forlig, hvorved ’ Thorfinn virkelig fik den Trediedeel, der tilkom ham, medens Bruse, der, som man seer, aldeles opofrede sin Interesse for Fredens Skyld, fandt sig i at hans og Einars Dele lagdes sammen under Einars Enebestyrelse, og det saaledes, at den, som overlevede den anden, skulde arve hans Deel, uagtet Bruse havde en Søn ved Navn Ragnvald, men Einar var sønneløs: dog skulde Einar ogsaa bestride Forsvaret for det Hele. Thorfinn satte nu sine Mænd til at bestyre hans Deel, men opholdt sig selv for det meste paa Katanes. Einar vedblev at ligge i Viking, især paa Irland, i Skotland eller Bretland. Sommeren 1018 besøgte han de irske Farvande, paa samme Tid, som Nordmanden Eyvind Urarhorn, Kong Olafs Ven, ligeledes befandt sig paa et Tog til disse Egne[18]. Eyvind havde taget Tjeneste hos den irske Konge Connor eller Conchobar[19], der formodentlig ventede sig et Angreb af Einar. Denne traf Connor og Eyvind i Ulfreksfjord eller Lough Larne lidt nordenfor det nuværende Belfast[20], og det kom her til et blodigt Slag. Einar, der havde langt færre Folk, blev aldeles slagen, saa at han kun med et eneste Skib kom derfra, og flygtede hjem. Han var overmaade opbragt over sit Nederlag og skød især Skylden paa Eyvind Urarhorn og hans Nordmænd, der havde staaet Connor bi. Det følgende Aar traf det sig just at Eyvind paa Tilbagerejsen fra Irland, hvor han synes at have opholdt sig om Vintren, af Storm og Strøm nødsagedes til at lægge ind i Aasmundarvaag paa Vaagaland, hvor han i nogle Dage laa vejrfast. Aldrig saa snart spurgte Erik Jarl dette, førend han ilede derhen med en betydelig Styrke, og tog Eyvind og hele hans Mandskab til Fange. Han lod ham selv dræbe, men skjenkede de fleste af hans Mænd Livet, og ved deres Hjemkomst til Norge bragte de Kong Olaf den sørgelige Efterretning. Olaf beklagede den brave Eyvinds Død, men efter Sædvane udlod han sig dog ikke synderligt om, hvad han agtede at foretage i denne Anledning. Det var imidlertid øjensynligt, at Einar ved dette ukloge Skridt maatte have forspildt Kong Olafs Venskab[21].

Heraf benyttede Thorfinn sig klogeligt. Omtrent paa samme Tid havde han sendt Thorkell Fostre over til Øerne for at indkræve hans Skatter, men Einar, der især gav Thorkell Skylden for at han havde maattet dele sine Besiddelser med Thorfinn, efterstræbte ham saa ivrigt, al han neppe vilde være kommen levende derfra, hvis ikke hans Venner havde givet ham betimelige Vink derom. Han skyndte sig derfor tilbage til“Katanes, og klagede sin Nød for Thorfinn, der sendte ham til Norge, vistnok lige saa meget i Egenskab af sin Agent ved Kongens Hof, som for at sikre ham mod Einar. Thorkell, der var en forstandig og behagelig Mand, kom snart i stor Yndest hos Kong Olaf, ved hvis Hof han opholdt sig i Nidaros om Vintren (1019–1020). Kongen tog ham ofte paa Raad med sig, og Thorkell benyttede sig paa det bedste af den Indflydelse, han saaledes havde erhvervet, til at tale Thorfinns Sag og fremstille Einars Færd i et hadefuldt Lys. Følgen heraf var, at Kongen tidligt om Vaaren sendte et Skib til Katanes med venskabelig Hilsen til Thorfinn og Anmodning om, at han vilde komme øster til ham. Thorfinn gjorde sig ogsaa strax rede og begav sig endnu samme Sommer til Olaf, der just var kommen tilbage fra sit Haalogalandstog. Olaf modtog ham meget venligt, og Jarlen tilbragte Slutningen af Sommeren hos ham. Det synes noget underligt, at den herskesyge og overmodige Thorfinn skulde være saa villig til at nærme sig Olaf, om hvem han jo maatte vide, at han gjorde Fordring paa at ansees som hans Lensherre, men deels har han vel følt, at han neppe uden Olafs Hjelp vilde kunne udføre sine ærgjerrige Planer med Hensyn til Herredømmet over Øerne, deels er det ikke usandsynligt, at hans Morfader Kong Mælkolm paa denne Tid har været i nogen Knibe og derfor ikke kunnet yde ham saa kraftig Understøttelse, som ellers[22]. Man erfarer imidlertid af det følgende, at Olaf endnu ikke ved det første Besøg af Jarlen fremkom med nogen Fordring paa, at han skulde hylde ham som Overherre. Han har neppe endnu anseet Tiden moden dertil, eller vovet at sætte Thorfinns Venskab paa Spil, men foretrukket at lægge Raad op med ham mod den anmassende og urolige Einar, for først at gjøre denne uskadelig. Olafs Venlighed mod Thorfinn gik faa vidt, at han ved Afskeden endog forærede ham et stort og godt Langskib med fuld Udrustning, og de skiltes ad, heder det, med stor Kjærlighed. Thorkell Foster fulgte Jarlen hjem, og fik af ham det Skib, hvorpaa denne var kommen til Norge. Einar Jarl havde imidlertid samlet Folk og Skibe, for at være rede til at møde ham, men hen fredelskende Bruse søgte atter at megle, og bragte det virkelig dertil, at de sluttede et Forlig, som de edeligen besvore. Betingelserne maa i det hele taget have været de samme som de, hvorpaa det tidligere Forlig kom istand, men derhos bestemtes det udtrykkeligt, at alt Fiendskab mellem Einar og Thorkell Søstre skulde ophøre: de skulde skifteviis gjøre Gjestebud for hinanden, og Thorkell skulde gjøre Begyndelsen ved at indbyde Jarlen til sig i Sandvik. Her indfandt ogsaa Einar sig til den bestemte Tid, og bevertedes paa det bedste, men han var dog, som man godt kan forstaa, slet ikke lystig til Mode. Umiddelbart fra dette Selskab skulde man begive sig til et, som Jarlen gjorde, og Thorkell skulde selv ledsage ham. Da den Dag kom, da man skulde rejse, sendte Thorkell forsigtigviis Spejdere i Forvejen, for at høre om alt var som det skulde være. De bragte den Besked at der paa ikke færre end tre Steder laa bevæbnede, kampfærdige Mænd i Baghold. Ved Efterretningen herom søgte Thorkell at udhale Afrejsen saa meget som muligt, og samlede imidlertid sine Mænd om sig; Jarlen derimod skyndte paa, og blev utaalmodig. Thorkell foregav at han havde meget at tage vare paa, gik snart ud og snart ind. Imidlertid sad Jarlen og Gjesterne og drak ved Ildene, der brandt langs med Skaalegulvet. Paa Skaalen var der to Døre, en i hver Ende. Thorkell kom just ind ad den ene, ledsaget af en Islænding, der lukkede den efter ham. Han gik mellem Ilden og Bænkene, indtil han kom til det Sted, hvor Jarlen siid. Denne spurgte: „er du ikke færdig endnu?“ „Jo“, svarede Thorkell, „nu er jeg færdig“, og hug med det samme til Jarlen i Hovedet, saa at han styrtede frem paa Gulvet. I det samme raabte Islændingen: „Det er dog altfor galt, at ingen drager Jarlen op af Ilden!“ med disse Ord satte han en irsk Hellebard eller saakaldet Sparthe[23] under Nakken paa Jarlen og rykkede ham dermed op paa Pallen. Derpaa gik Thorkell og Islændingen hastigt videre og ud af den anden Dør, foran hvilken Thorkell imidlertid havde ladet sine Mænd opstille sig fuldt udrustede. Da Jarlens Mænd skulde tage fat paa deres Herre, var han allerede død, men det hele var kommet saa uforvarende paa, at de alle stode haandfaldne, uden at tænke paa at tage Hevn over Thorkell: dertil kom ogsaa at de fleste af dem vare vaabenløse, og mange i venskabelig Forstaaelse med Thorkell, ikke at tale om at dennes bevæbnede Skare var lige saa talrig som Jarlens Følge. Saaledes kom Thorkell uhindret til sit Skib, paa hvilket han strax, skjønt Vinternat (14de Oktober) allerede var omme, begav sig til Norge. Ved Ankomsten hid opsøgte han snarest mulig Kong Olaf, der tog godt imod ham, og ytrede sin Tilfredshed med, hvad han havde gjort. (1020).

Ifølge den mellem Einar og Bruse sluttede Overeenskomst skulde den længstlevende arve den anden, og saaledes tog Bruse nu Einars Deel i Besiddelse. Paa denne Maade havde han ansaa de to Trediedele,.Thorfinn kun een. Hermed vilde Thorfinn ej lade sig nøje, men fordrede den følgende Vaar (1021) Halvdelen af Einars Part. Bruse vægrede sig ved at give Slip paa, hvad han troede tilkom ham med Rette. Der holdtes flere Møder i den Anledning, og deres Venner lagde sig imellem for at megle Forlig, men Thorfinn vilde ej give efter, ja han sagde endog at Bruse med sit stilfærdige Sindelag ikke behøvede mere end en Trediedeel. Bruse svarede, at man ej kunde fortænke ham i, om han ønskede at beholde den Trediedeel, han havde arvet efter sin Fader, saa vel som den, han ifølge lovligt Forlig havde faaet efter sin Broder. Han vidste nok, at han duede lidet til at kappes om Magten med Thorfinn, men at han dog ikke ved hans blotte Trusler vilde lade sig sit Rige fraskræmme. Derpaa hævedes Mødet. Bruse, som indsaa, at den mægtige, af Skottekongen understøttede Thorfinn var ham aldeles overlegen, greb nu til den Udvej, sit søge Kong Olafs Hjelp, og begav sig derfor over til Norge med sin tiaarige Søn Ragnvald. Han fandt en god Modtagelse hos Kongen, klagede sin Nød for ham og bad ham om Bistand. Olaf svarede, at lige siden Harald Haarfagres Tid havde Jarlerne altid besiddet Orknøerne som et Len under Norge, men ikke som uafhængig Ejendom; Orknøjarlerne havde været Erik Blodøxe undergivne, og Sigurd Jarl, Bruses Fader, havde hyldet Olaf. Tryggvessøn som sin Overherre; nu havde han selv taget den hele Arv efter Olaf Tryggvessøn, og fordrede derfor at Bruse skulde blive hans Mand. I saa Fald, sagde han, vilde han forlene ham med Øerne, og understøtte ham saaledes at man skulde faa at see, hvem der var bedst tjent, enten Bruse med Norges Konges, eller Thorfinn med Skottekongens Hjelp. Men vægrede han sig ved at gaa ind derpaa, da vilde Kongen selv sætte sig i Besiddelse af alle de Lande, hans Frænder og Forfædre havde besiddet i Vesten. Bruse fandt Betingelsen noget haard, og overlagde med sine Venner derom. Men da han deels ikke saa nogen-anden Udvej til Hjelp mod Thorfinn, deels ogsaa allerede var i Olafs Vold, fandt han det raadeligst at underkaste sig. Og saaledes hyldede han da Kongen, og erkjendte ham som den rette og egentlige Herre over alle sine Arvelande, hvorimod Kongen igjen modtog hans Hylding og Lens-Ed.

Da Thorfinn hørte at hans Broder Bruse havde søgt Kong Olaf, var han i Førstningen ved godt Mod, idet han stolede paa at han under sit forrige Ophold hos bane havde skaffet sig mange mægtige Venner. Imidlertid fandt han det dog sikrest, selv at tale sin Sag og skyndte sig til Norge, for, om muligt, at komme did førend Bruse havde bragt sit Anliggende i Orden. Men da han kom, fik han høre at Bruse allerede havde erkjendt Olaf som sin Overherre, og var bleven hans Vasal. Han opsøgte imidlertid Kongen, og denne forlangte strax af ham, ligesom af Bruse, at han skulde tage sin Deel til Len af ham. Thorfinn svarede at han satte stor Priis paa Kongens Venskab, og skulde være rede til at understøtte ham mod andre Høvdinger, men kunde ej gaa ham til Haande, da han allerede var Skottekongens Jarl. Da Kongen merkede at han søgte Udflugter, sagde han: „hvis du ej vil blive min Jarl, saa faar jeg selv sætte hvem jeg vil over Orknøerne, og skal du da aflægge Ed paa at lade ham være i Fred; vægrer du dig derved, er det et Tegn paa at vi kunne vente Ufred af dig, og du maa da finde dig i at vi handle derefter“. Jarlen bad Kongen om nogen Betænkningstid for at han kunde overlægge med sine Mænd. Kongen tilstod ham den. Men da Fristen var udløben, bad han end videre om at den maatte forlænges indtil næste Sommer, saa at han imidlertid kunde raadføre sig med sine hjemmeværende Raadgivere, da han selv endnu var ung og uerfaren. Men Kongen fordrede øjeblikkelig Bestemmelse. Thorkell Fostre, der fremdeles var hos Kongen, sendte nu hemmeligt Bud til Thorfinn, og bad ham paa det indstændigste, ikke, saaledes som Sagerne nu stode, .at tænke paa at drage bort uforligt med ham; thi han var jo ganske i Kongens Vold. Herover blev Jarlen noget ængstelig, og besluttede derfor at vælge det mindste Onde, nemlig at gaa Kongen til Haande, og for Øjeblikket at holde gode Miner. Herved skuffede han dog ikke Kongen, der tydeligt skjønnede at hans Føjelighed kun var forstilt, og at han, stolende paa sit Slægtskab med Skottekongen, nærede langt andre ærgjerrige og underfundige Planer end den rolige, ærlige Bruse. Denne havde gjort Vanskeligheder ved ethvert af Forligets Punkter, men man kunde derfor ogsaa stole paa, at han ej lovede andet, end hvad han agtede at holde. Thorfinn derimod gik nok saa let ind paa alt, og gjorde ingen Indvendinger: deraf sluttede Kongen at han allerede havde opgjort den Plan, han agtede at udføre, og at han neppe vilde overholde Forliget samvittighedsfuldt. Men herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre, og saaledes modtog han da ogsaa Thorfinns Troskabsed.

Da alt dette nu var ordnet, og Kongen havde overvejet, hvad Bestemmelse han vilde tage, lod han blæse til et talrigt Møde, hvor ogsaa Orknø-Jarlerne indfandt sig. Her talte Kongen saaledes: „Nu vil jeg bekjendtgjøre, hvilket Forlig der er sluttet mellem mig og Orknø-Jarlerne. De have erkjendt mig som den rette Herre over Orknøerne og Hjaltland, og bekræftet Erkjendelsen med Ed. Derfor vil jeg lønne dem paa den Maade, at jeg forlener Bruse med en Trediedeel, og ligeledes Thorfinn med en Trediedeel, saaledes som de før havde det. Men den Trediedeel, Einar Vrangmuud havde, erklærer jeg mig hjemfalden, fordi han dræbte min Hirdmand, Fælligsmand og kjære Ven Eyvind Urarhorn. Over denne Deel vil jeg selv forføje, som mig lyster. Jeg betinger mig ogsaa, at I, Brødre, nu mine Jarler, forliger eder med Thorkell Aamundessøn, og modtage Bøder af ham for Einar Jarls Drab; jeg ønsker helst selv at afsige Summen, hvis I intet have det-imod“. Jarlerne havde naturligviis intet at indvende, og saaledes hævedes Thinget. For Einars Drab bestemte Olaf Boder som for tre Lendermænd[24], dog skulde en Trediedeel heraf bortfalde, fordi Jarlen selv tildeels havde givet Anledning til Drabet. Og nu søgte Thorfinn snarest muligt at komme hjem, idet han vist var saare ærgerlig paa sig selv over, at han var kommen til Norge. Kongen negtede ham ikke Tilladelse til at rejse, og han gjorde sig rede i største Hast. Da han var ganske færdig, og allerede sad ombord og drak med sine Mænd, kom Thorkell Fostre ilende til ham, lagde sit Hoved paa hans Knæ og bad ham gjøre dermed, hvad han vilde. Thorfinn spurgte hvad det skulde betyde, og bad ham staa op, de vare jo nu ifølge Kongens Dom forligte. Thorkell stod op og sagde: „den Dom, Kongen afsagde mellem os, vil jeg, hvad dig angaar, kun holde mig til for saa vidt du samtykker deri. Vel har Kongen bestemt, at jeg skal beholde mine Ejendomme og have Landsvist i Orknøerne, men jeg kjender dit Sind og veed at det ej nytter mig at opholde mig der uden din Tilladelse og Beskyttelse. Jeg skal derfor gjerne love eder, aldrig sat komme til Orknøerne, hvad saa end Kongen siger“. Jarlen taug en Stund og sagde endelig: „Siden du, Thorkell, heller vil lyde min, end Kongens Dom, saa begynder jeg min Dom saaledes at du skal følge mig til Orknøerne og ikke skilles fra mig uden min Tilladelse; du skal være forpligtet til at værge mit Land og udføre de Hverv, jeg giver dig, saa længe vi begge ere i Live.“ Alt dette lovede Thorkell med Glæde, og bekræftede det med Haandslag og Ed. Om Bøderne, meente Jarlen, kunde de siden nærmere tale. Hvor vidt dette har været et forud aftalt Spil, eller om Thorkell virkelig har frygtet Thorfinns Vrede, er vanskeligt at skjønne. Ved Drabet paa Einar Jarl havde han jo egentlig gjort Thorfinn en Tjeneste, og det kunde derfor synes unødvendigt at bede om Tilgivelse derfor. Men det maa dog tillige erindres, at dette Drab, for saa vidt det var forud aftalt, mere, som det synes, var en Følge af Thorkells Overlægninger med Kongen, end af nogen mellem Thorfinn og Thorkell aftalt Plan, og at det nærmest var beregnet paa at skaffe Kongen Magt over Øerne. Det er derfor nok muligt, at Thorfinn kan ligne fattet en Mistanke mod Thorkell, som den der havde virket altfor ivrigt i Kongens Interesse, og indladt sig for dybt med ham; maaskee han og var misfornøjet med det Suhm. Thorkell havde givet ham, at ydmyge sig for Kongen, og at han har anseet dette Skridt overilet; ja at han endog har betragtet Thorkell som den, der lokkede ham i Fælden. Alle disse Aarsager have maaskee givet Anledning til at Jarlen har viist en følelig Kulde mod Thorkell, som derfor har anseet det nødvendigt at skaffe sig hans Venskab igjen paa hiin iøjnefaldende Maade. Strax efter rejste Thorfinn, og han og Olaf saaes ikke videre. Bruse derimod tog sig længere Tid til sin K–Udrustning og rejste derfor noget senere. For hans Afrejse havde Kongen et Mode med ham, hvori han betroede ham det Hverv at varetage hans Interesser hiinsides Havet, og forlenede ham til Gjengjeld, med den Deel, Einar havde haft. „Jeg vil“, sagde han, at du skal have to Trediedele at raade over nu som for; thi fordi du er bleven mig haandgangen, er det dog ej min Mening at du nu skulde være ringere og mindre mægtig Mand end forhen. ’ Som et fastere Pant paa din Troskab ønsker jeg at du lader din Søn Ragnvald blive her tilbage. Med to Dele af Landet og min Understøttelse i Ryggen kan du vel forsvare din Ret mod Thorfinn“. Bruse takkede særdeles fordi han fik to Dele i Stedet for een, og rejste strax efter hjem, efterladende Ragnvald, der skal have været en meget smuk Dreng med Haar saa guult som Silke. Ragnvald opholdt sig længe hos Kong Olaf og blev siden en af hans troeste og paalideligste Mænd[25].

Saaledes var det virkelig lykkets Olaf at faa den norske Krones Herredømme over Orknøerne fornyet, ja endog bedre befæstet og nøjere bestemt og anerkjendt, end nogensinde forhen. Man man end erkjende, at Omstændighederne her vare ham ualmindeligt gunstige, idet deels Sigurd Jarls Død og Uenigheden mellem hans Sønner, deels maaskee og Tronstridighederne i Skotland indtraf belejligt; saa vilde det dog paa den anden Side neppe have været Olaf muligt at bringe Jarlerne til en faa fuldstændig Underkastelse og overhoved at udøve saa stor Indflydelse paa* de politiske Forhold i hine Egne, hvis ej hans Navn allerede havde været anseet og frygtet, og hvis han ikke tillige havde forstaaet at underhandle med Klogskab, og sætte sin Vilje igjennem med Eftertryk. Ved at erfare Udfaldet af hans Forhandlinger med Orknø-Jarlerne faa vi derfor en tydeligere og anskueligere Forestilling om, Udstrækningen af hans Magt og Anseelse, end Sagaernes Udtryk derom ligefrem give. Der maa virkelig have staaet Skræk af.ham saa vel uden– som indenlands, og det er saa meget merkeligere, at han paa en saa kort Tid, kun henimod sex Aar, formaaede at drive det dertil, som han i den længste Tid havde haft de største Vanskeligheder at kæmpe med, og selv endnu var meget ung, kun 27 Aar gammel. Endog den overmodige og herskesyge Thorfinn, der med saa liden Oprigtighed havde underkastet sig de af ham opstillede Betingelser, vovede i lang Tid ikke.andet end at overholde dem[26], og uagtet det nok tilsidst lykkedes ham at faa dem forandrede, skede det dog deels paa en vis Maade med Snittet eget Samtykke, deels.efterat.Kong Olafs Magt i Landet selv allerede var omstyrtet. I Tidens Løb saa nemlig Bruse sig ikke istand til, med Eftertryk at forsvare Øerne mod de mange norske og danske Vikinger, der paa Vejen deels til, deels fra Island og Sydrøerne plejede at anløbe Orknø eller Hjaltland og der gjøre megen Skade. Han talte til Thorfinn derom, især da denne selv ikke bidrog til Landforsvaret, skjønt han oppebar Skatter, af sin Deel. Thorfinn tilbød sig at overtage det hele Forsvar, hvis Bruse vilde afstaa ham den sene Trediedeel og selv kun beholde een tilbage. Bruse vilde vel nødig gaa ind herpaa, og der underhandledes længe derom, men omsider fandt han sig dog deri, og et Forlig oprettedes derom (1029[27]).

Om Sydrøerne, eller nogen Deel deraf, ogsaa ved denne Lejlighed underkastede sig Olaf, nævnes ikke. For saa vidt Gille Jarl endnu levede, og fremdeles stod i idet samme Afhængighedsforhold til Orknøjarlerne, som hidtil, kan man vistnok sige at Norges Herredømme over Sydrøerne middelbart vedblev; men under alle Omstændigheder maa Forbindelsen have været meget løs, og nogen Skat har Olaf neppe faaet derfra. Vi have ovenfor omtalt den Beretning, ifølge hvilken Olaf ved sit Møde med Haakon Jarl 1015 skulde have overladt ham Sydrøerne. Dette maa nu vist antages at være urigtigt, og det bekræftes heller ikke i de paalideligere Sagaer. Men ikke desto mindre viser det, at den gamle Sagaskriver har haft den bestemte Overbeviisning, at Norges Konge paa den Tid var Sydrøernes rette Herre. For øvrigt er det allerede ovenfor viist, hvorledes der i Mellemtiden mellem 989 og 1066, og sandsynligviis netop paa Kong Olafs Tid, maa have fundet Uroligheder Sted paa Man eller Sydrøerne, hvorved Kong Gudrød Haraldssøns Søn Harald svarte blev nødt til at flygte, efter hvad man maa antage, til Island, hvorfra hans Søn Gudrød Crovan senere kom tilbage[28].

  1. ↑ Se ovf. S. 418, 419.
  2. ↑ Det er allerede ovenfor (S. 135) viist, hvilken Forvirring der her finder Sted hos de skotske Historieskrivere, idet de tvende Mælkolmer ere forvexlede med hinanden. At der virkelig er tvende, sees af hine oven anførte Steder hos Tighernach, der udtrykkelig lader Kong Mælkolms Søn af Mælbrigde Søn af Ruairi dø 1029, og derimod Mælkolm Søn af Kenedh 1034. Nu finde vi hos Tighernach ved Aaret 1020 „Finnlaich, Søn af Ruairi, af den Æt der kaldtes Croebs Børn, dræbt af sin Broder Mælbrigdes Sønner“ (Side 273). Det samme fortælles i Ulster-Annalerne, der her endog kalde Finlaich Konge. Fremdeles erfare vi, at Finnlaichs Søn var Macbeth, der senere blev Konge, efter at have dræbt Mælkolm Kenedhssøns Dattersøn Duncan. Endelig omtale Ulster-Annalerne ved 1032 eller 33 Gilcomgain, Søn af Mælbrigde, Maormor af Møreve eller Moray, som død (O’Connor IV. S. 320), ved 1058 Lulach Søn af Gilcomgain, Skotlands Konge, som dræbt af Mælkolm Duncans Søn (S. 338), og endelig 1035 Mælsnechtan, Søn af Lulach, Konge af Moray, som død (S. 350). Sammenholdes nu dette med at Finnlaich og hans Brodersøn Mælkolm ogsaa nævnes i vore Sagaer som Jarler i det nordlige Skotland, saa skjønnes det let, at alle de nu nævnte Medlemmer af denne store Æt (Croebs Sønner) have haft Besiddelser i Nordskotland. Derimod seer man at Mælkolm Kenedhs Søn har haft Besiddelser i Cumberland: hans Dattersøn Duncan egter en Frændkone af Sigurd Jarl i Northumberland (Fordun IV. 49), og Sigurd bekriger siden Macbeth for at staa Duncans Søn Mælkolm Ceanmhor bi. Allerede heraf skjønnes det tydeligt nok, hvorledes begge disse mægtige Familier, nemlig den croebske eller den nordskotske og den alpinske eller sydskotske (thi Kened nedstammede fra Kened Mac Alpin, s. o. 1 B. S. 444) laa i Strid med hinanden indbyrdes. Vi have og ovenfor seet, hvorledes Striden tidligere gjorde sig gjeldende, og naar det heder hos Fordun, at Kened Mælkolms Søn 994 blev dræbt ved et Forræderi af en Kvinde ved Navn „Finele“, skulde man snarest tro at dette er et ved Misforstaaelse af Navnetopkommet Sagn, – thi han kalder ogsaa Finlaich „Finele“ – og at det derimod er Finlaich, som har dræbt Kened for selv at blive Konge. Da nu vore Sagaer nævne den Mælkolm, med hvis Datter Sigurd Jarl paa Orknø var gift, som død i Mellemtiden mellem Jarlernes endelige Forlig 1028 og Slaget ved Stiklestad 1030, er det tydeligt, at del er Mælkolm Mælbrigdes Søn, som her menes, og naar vi siden, som det skal sees, finde omtalt, at Thorfinn herskede over store Stykker af Skotland, maa det især være i Egenskab af Macbeth, Finnlaiks Søns, Ven og Forsvarer. Paa hvad Tid Sigurd egtede Mælkolms Datter, er uvist. Det siges rigtignok i vore Sagaer, at Sønnen af dette Egteskab, Thorfinn, var 5 Aar, da Sigurd faldt i Briansslaget, men dette selv henføres urigtigt til 1004 i Stedet for 1014. Da vi imidlertid erfare, at Thorfinn var bleven voxen og saaledes i det mindste forlængst havde fyldt sit 15de Aar, førend Einar Jarl dræbte Eyvind Urarhorn 1018, maa han være fød mere end 5 Aar før 1014. I Olaf d. hell. Saga, Cap. 98, Snorre, Cap. 109, staar der at Thorfinn var Jarl i over 60 Aar, (Orkn. Saga Cap. 80 har urigtigt 70 Aar), døde mod Slutningen af Kong Harald Sigurdssøns Dage, altsaa lidt før 1066, og fik Jarlsnavn 5 Vintre gammel, hvilket antyder at han skulde være fød i 999 eller 1000, og have faaet Jarlsnavn før Faderens Død. I sig selv er dette ikke urimeligt; hans Fader kan have sendt ham fra sig nogle Mor før sin Død; hans Moder er da maaskee død i 1004 eller 1005, saa at han allerede paa den Tid har været betragtet som Arving til Katanes. Det er maaskee denne Omstændighed, der har bevirket Briansslagets urigtige Henførelse til 1004, idet man har antaget Sigurd for at være død i dette Aar, paa Grund af at Sønnen da fik Jarlsnavn. Det indsees let, at Sagaens Udtryk, at Sigurd egtede „Kong“ Mælkolms Datter, ej gjør det uomgængelig nødvendigt, at sætte Giftermaalet efter hans Formands Død 1003; thi deels kunde Kongetitlen i Sagaen være anticiperet, deels har Mælkolm vist allerede siden Kenedhs Død 995 antaget Kongetitel ligesom hans øvrige Frænder. Man hører heller ikke bogstaveligt at antage Thorfinn for at have været mindreaarig ved Faderens Død, men kun da han fik Jarlsnavn.
  3. ↑ Briansslaget henføres, som oftere nævnt, i Sagaerne, Njaalssaga fraregnet, til 1004, i Annalerne til 1004, i enkelte endog til 1003 eller 1002.
  4. ↑ Se ovf. S. 281, 208. Ogsaa han havde været besøgt af Gunnlaug, se S. 441.
  5. ↑ Njaals Saga, Cap. 154–156.
  6. ↑ Njaals Saga, Cap. 156, 157. Brians Residens Kinkora i Killaloe ved Shannon i Munster, i de irske Annaler skrevet Cenn Corrann eller Cenn Corradh, kaldes i Njaals Saga Kantaraborg eller Kunjattaborg. Begge Former ere opstaaede ved Afskriverfejl, idet de deels have læst urigtigt, deels tænkt paa Canterbury i England og i Connaught i Irland. Oprindelig har der vist staaet „Kankaraborg“, „Cancaraborg“; men „c“ og „t“ forvexles let, derved er „Cantaraborg“ fremkommet; i „Kunjattaborg“ er „c“ og „i“, „r“ og „t“ forvexlede.
  7. ↑ Dette fortæller Adamar af Chabanois.
  8. ↑ Innisfallens Annaler, S. 60. Det maa være dette, hvorom en Mand paa en abildgraa Hest, med en Paalsstav i Haanden, der ifølge Njaals Saga, om.Thorsdagen kom ridende henimod Gormlath og hendes Følge, og længe talte med dem, bragte dem Besked.
  9. ↑ Dette fortæller Njaals Saga, og kalder Kerthialvads Fader Kylve. Den siger at Kylve forlod Riget, drog sydefter og gik i Kloster, men at Brian siden paa en Pilegrimsrejse traf ham, forligte sig med ham, og tog hans Søn til sig som sin egen. Blandt de i Innisfallens Annaler nævnte Anførere, der stilledes mod Sigurd, forekommer en O’Kelly, Konge af Hy Maine; da dette er et Familienavn, er det ej usandsynligt at denne Konge var Kerthialvad, hvis Navn synes at være en Omskrivning eller Fejlskrift for Tirdelvach, der senere slet og ret findes gjengivet „Thjalve“. Ogsaa har her „c“ og „t“ været forvexlede, idet man har læst cerþjalfaþr i Stedet for terþjalfaþr. Endelsen „–agh“ og “–adh“ udtales i Irsk paa samme Maade. Det heder at Kerthialvad havde Merket foran sig, og var Anfører for den Fløj.
  10. ↑ Ulf Ræda nævnes ej i de irske Annaler, og han maa i alle Fald have haft et andet ikke-nordisk Navn, under hvilket han var kjendt paa Irland. Heelbroder til den ældgamle Brian kan han neppe have været, og derfor skulde man helst antage ham for hiin Kian fra Munster „den højeste og skjønneste blandt Irerne“, der ifølge de irske Annaler førte Befalingen over en Afdeling, og siden efter Slaget, som „ældre end Brians Sønner“, fordrede Gisler af dem.
  11. ↑ I Sagaen staar der kun at Aamunde hvite og Jarlen bleve dræbte paa samme Tid, uden at der tillægges, hvo der dræbte dem. Innisfallens Annaler fortælle derimod at Sigurd faldt for Murchads Haand, og berette tillige om Murchads rasende Kamp med hiin Høvding, der kaldes Anrudh mac Eibhric, og tilligemed sin Broder Caralas mac Eibhric siges at være Sønner af Lothlannernes (Nordboernes) Konge. Det første Navn synes at være fejlskrevet for „Anund“; „Caralas“ er upaatvivlelig „Karl“, og „Eibhric“ maa være„Erik“. Ved Anund og Karl Erikssønner, der tillige vare Sønner af en nordisk Konge, maa man nærmest tænke paa Medlemmer af den svenske Kongeæt, maaskee Sønner af Kong Erik Sejrsæl, som kunne have været fordrevne fra Riget.
  12. ↑ Nemlig, som det heder, ved at vinde Indvoldene ud af Livet paa ham. Njaals Saga, Cap. 158.
  13. ↑ Ulster- og Innisfallen-Annalerne nævne 6000, hvilket vel er det rimeligste.
  14. ↑ De irske Annaler afvige noget i Beskrivelsen over Maaden, hvorpaa Nordboerne opstillede deres Hær, idet de lade Broder og Sigurd staa i en og samme Afdeling. Dette kan dog umuligt have været Tilfældet, siden de begge paa en vis Maade vare Rivaler. Vi have her fornemmelig fulgt Sagaens Beretning, der baade er den vidløftigste og tillige maa antages for den paalideligste, hvad Nordboernes Bedrifter angaar, da den vistnok grunder sig paa enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortælling, navnlig Thorstein Siduhallssøns, der jo herom maatte vide den nøjeste Besked. Her er det af væsentlig Vigtighed at erindre, at Odd Kolssøn, Thorsteins Brodersøn, var en af Are frodes fornemste Hjemmelsmænd, hvad den norske Kongehistorie angik; og Odd maa dog vel ogsaa have hørt endeel om Briansslaget af sin Farbroder. Med hvilken Deeltagelse man rundt om i Norden har lyttet til Beretningen om dette Slag, og hvilken Vegt man tillagde det, vise de foregivne samtidige Varsler derom, som Njaals Saga omtaler; paa Svinafell, paa Island, kom der Langfredag Blod paa Prestens Messehagel; paa Thvaattaa hos Siduhall syntes Presten samme Dag at der aabnede sig en Afgrund ved Alteret, hvor han saa mange skrækkelige Ting; paa Orknø syntes man at se Sigurd Jarl og nogle Mænd med ham ride under en Bakke, Gille Jarl i Syderøerne drømte at en Mand kom fra Irland og kvad et Vers, hvori han fortalte Sigurds og Brians Fald. Men det merkeligste Syn, var det, som en Bonde paa Katanes skulde have haft. Han saa Langfredag tolv Kvinder ride til en.Stue og gaa ind; ved at kige igjennem en Glug saa han at de vævede en Væv, hvis Islet og Rending bestod af Mennesketarme; Vegterne vare Menneskehoveder, Skedene vare Sverd, og Skytlerne vare Pile. De kvad en Sang, der endnu er heelt opbevaret, de navngave sig i denne som Valkyrjer, af hvilke Hild, Hjørthrimul, Sanngrid, Svipul udtrykkelig nævnes; de bebudede blodig Kamp, hvor Liv ej skulde spares. Lader os, sagde de, vinde Spydvæven, som den unge Konge før ejede, og lader os siden følge Fyrsten: de Folk skulle nu raade for Lande, som fordum kun beherskede Ud-skager, den mægtige Fyrste skal dø, Jarlen er allerede fældt; Irerne skulle faa en Sorg, de aldrig forvinde; for den unge Konge kvæde vi derimod Sejrssang. De reve derpaa Væven i to Stykker, og toge, ser af dem det ene, ser det andet, hvormed de rede, den ene Flok i Nord, den anden i Syd. Bonden kaldes Darrad, uden Tvivl ved en Misforstaaelse af det oftere forekommende Udtryk „vefr darraðar“, Spydvæven, som om det skulde betyde „Darrads Væv“. Det samme Syn skulde en Brand Gneistessøn paa Færøerne have haft. Kvadets Indhold viser umiskjendeligt, at Forfatteren har anseet Slagets Udfald i det hele taget fordeelagtigt for Sigtrygg og Nordmændene, hvis man maaskee ej snarere her har tænkt paa Kong Knut og Englands Erobring. Hvilken Vegt Irlænderne endnu lægge paa dette Slag, see derom især Worsaae „Minder om de Danske og Nordmændene“ S. 380, 381. De faldne irske Høvdinger opregnes vidtløftigt fornemmelig i Ulster-Annalerne, S. 305. Slaget omtales ogsaa af Marianus Scotus, der i sine Annaler fortæller at Brian blev dræbt, medens han laa i Bøn med Øjne og Hænder henvendte til Herren. Ligeledes omtales det i Ann. Cambriæ, Mon. tr Br. I. S. 839, og i Brut y Tywysogion sammesteds S. 852, samt i de islandske Annaler, hvor det kaldes det tredie største Slag i Norden. Men her henføres det, som ovenfor nævnt, urigtigt til 1004, (i enkelte Haandsk. 1002 og 1003) saa vel som i Kongesagaerne.
  15. ↑ Sigtrygg omtales, som vi ville see, oftere i Annalerne; hans Død henføres af nogle til 1042.
  16. ↑ Orkn. Saga, S. 28. Her anføres udtrykkeligt et Vers af den samtidige Arnor Jarlaskald til Bekræftelse.
  17. ↑ Dette er en Bekræftelse paa at Sigurd, vistnok paa sin Hustrues Vegne, før sin Død besad Katanes og Sutherland, eller ved sit Giftermaal havde faaet det tilbage igjen. Men ved Hustruens Død har sandsynligviis, som ovenfor antaget, Thorfinn været betragtet som den egentlige Arving til Katanes, og derfor faaet Jarlsnavn.
  18. ↑ Om Eyvind Urarhorn se ovf. S. 543–545. Det heder udtrykkeligt at Eyvinds Rejse til Irland skede samme Sommer, Kong Rørek førtes til Island, see Olaf Tr. Saga, Cap. 82. Snorre, Cap. 87.
  19. ↑ Sagaerne kalde ham Konoføgr. Der var flere Konger af dette Navn paa Irland i den Tid, saaledes havde Malsechnail en Søn ved Navn Connor, ligeledes omtales en Connor O’Muredaig, Konge af Ciared, død 1033.
  20. ↑ Lough Larne kaldes i et Diplom af 1210 Wulvricheford, se Worsaae, „Minder om de Danske og Nordmændene“, S. 388.
  21. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 91, 92. Snorre, Cap. 99–103. Orkn. Saga, S. 1–10.
  22. ↑ At Mælkolm Kenedhs Søn havde Magten netop omkring 1018, synes at kunne sluttes af hvad Simeon af Durham fortæller ved dette Aar, nemlig at Mælkolm Kenedhs Søn leverede Jarlen af Northumberland et stort Slag ved Carr. (Mon. hist. Br. I. S. 594.) Se nedenfor.
  23. ↑ I Sagaberetningen staar sparða. Ordet er irsk, spartha; dette Slags Hellebard omtales oftere saavel i Sagaerne som i irske Beretninger.
  24. ↑ Dette er egentlig mere, end de ældre Love bestemme, thi de regne for en Jarl dobbelt mod Boden for en Lendermand, eller 72 Mk. (se ældre Gulath. I. S. 300, jvfr. Cap. 180). Men da en Trediedeel bortfaldt, reduceredes dog Boden til det sædvanlige.
  25. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 92–98, Snorre, Cap. 101–109, Orkn. Saga S. 6–28.
  26. ↑ Det heder vistnok i Orkn. Saga, S. 28, at Olaf, efter at Thorfinn var rejst, ingen „lýðskuldu“ fik af ham; men der var heller ikke egentlig nogen Anledning for Thorfinn til at vise ham nogen saadan umiddelbart, og i det mindste vovede han dog ei med Magt at fortrænge Bruse.
  27. ↑ At Forliget oprettedes i dette Aar, sees deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 98, udtrykkeligt siger, at det kom istand da Kong Knut havde underlagt sig Norge og Olaf var faren af Landet, hvorhos Orkn. Saga S. 30 tilføjer, at Kong Mælkolm døde, da Brødrene havde indgaaet Forliget; og hans Død indtraf i 1029, som vi tidligere, efter Tighernachs udtrykkelige Udsagn, have seet. Vel har den skatte Text i udg. af Olafs Saga i Fornm. S. paa dette Sted (IV. S. 230) „frafalden“ ɔ: „død“ i Stedet for „faren af Landet“; men saa vel den ældste Text, som Texten hos Snorre og i Orkn. S. have alle „faren af Landet“. At Aarstallet 1029 er rigtigt, fremgaar ogsaa deraf, at Orkn. S. først senere (S. 42) omtaler Bruse Jarls Død, der efter Olaf den helliges Saga Cap. 98, Snorre Cap. 109, indtraf „lidt efter Kong Olafs Fald“.
  28. ↑ Se ovenfor S. 201. Alt Harald flygtede til Island, kan sluttes deraf, at Gudrød Crovan i den Manske Krønike siges at være.kommen fra „Ysland“; her kan Irland umuligt være meent, da Afskriverne stedse kalder Irland Hibernia.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/66&oldid=85787»