Det norske Folks Historie/2/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Kong Olaf ſaaledes, ſom vi have ſeet, arbejdede paa at befæſte Chriſtendommen i Landet ſelv, og ſammenknytte Rigets enkelte Dele, undgik heller ikke Bilandene hans Opmerkſomhed. Førſt og fremſt rettede ſig hans Beſtræbelſer i denne Henſeende paa Orknøerne og Hjaltland, hvis Beliggenhed i Nærheden af Skotland, og hvis Jarlers mangehaande Forbindelſer med dette Lands Konger, allerede maatte gjøre dem til en temmelig uſikker Beſiddelſe for Norge, om de end ikke, hvad her var Tilfældet, dannede en egen Vaſal-Stat, der ſom alle ſaadanne ikke umiddelbart ſtyredes af den egentlige Overherre, men kun af Vaſallen, ſom ikke mindre her, end andenſteds, ſtræbte efter Uafhængighed. Men for at kunne forſtaa de Forhandlinger, der nu fandt Sted mellem Kong Olaf og Orknøernes Jarler, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, idet vi omtale de vigtigſte Begivenheder, ſom ſiden Erik Jarls Dage indtil Kong Olaf Haraldsſøns Fremtræden havde fundet Sted paa Orknøerne og i de øvrige Veſterlande.

Vi forlode den mægtige Sigurd Jarl den digre, idet han, forbunden med ſin fordums Modſtander, Mælkolm af Moray, havde mindet en ſtørre Indflydelſe i Skotland, i det mindſte i Nordſkotland, end han maaſkee nogenſinde forhen havde beſiddet[1]. Tronſtridighederne i Skotland begunſtigede ham. Mælkolm, Søn af den i Aaret 994 — ved et Forræderi, maaſkee af den ovenfor omtalte Finnlaich Moe Ruairi — dræbte Kong Kenedh, og tillige Konge i Cumberland under Ædhelreds Lenshøjhed, havde allerede længe gjort Fordringer paa Tronen, og i de langvarige Stridigheder, der nu fandt Sted mellem begge Mælkolmer, har Sigurd Jarl visſelig blandet ſig, iſær da han, ſom vi have ſeet, fik Mælkolm af Moray’s Datter til Egte[2]. Han havde her Anledning nok til at udvide ſine Beſiddelſer: navnlig maa han ſom Medgift med ſin Huſtru have faaet Katanes og Sutherland tilbage. Uden en ſaadan Priis har han neppe ſluttet Forbund med ſin forrige Fiende; i alle Fald ſee vi hans Søn med Mælkolms Datter allerede fra ſin Barndom af forlenet med hine Landſkaber. Som Underkonge i Cumberland maa Mælkolm Kenedhs Søn have haft ſin ſtørſte Støtte hos Sydſkotterne, ſaa vel ſom hos Anglernes Konge, hvis Vaſal han var. Vi finde ogſaa ſenere hans Ætling underſtøttet af Northumberlands Jarl. For Mælkolm af Moray var der ſaaledes ingen anden Hjelp at vente, end fra Nordmændene paa Orknø, hvilke og, ſom vi ſiden erfare, fra denne Tid af var hans Slægts bedſte Støtte. Vi kjende for øvrigt ſaare lidet til alle disſe Begivenheder, der i den ſkotſke Hiſtorie ere meget forvirret fortalte, og i vore egne Sagaer tildeels ere henførte til en urigtig Tid[3]. Der tales hos de ſkotſke Chroniſter om en ſtor Sejr, ſom Mælkolm Kenedhs Søn, ſtrax efter at være bleven Konge, ſkal have vundet over Nordmændene — neppe andre end Sigurd Jarl og hans Mænd — ved Murtillach i Nærheden af Elven Spey; til Erindring om denne Sejr ſkal han have ſtiftet et Biſkopsdømme i Murtillach, der liden flyttedes til Aberdeen. Det er imidlertid meget uviſt, om denne Beretning medfører Sandhed; thi det ſynes tvertimod, ſom om den anden Mælkolm den længſte Tid, og lige til ſin Død, havde Overhaand i Nordſkotland, ligeſom ogſaa Sigurd Jarl fremdeles nævnes ſom en ſaare mægtig og anſeet Fyrſte. Det er tidligere omtalt, hvorledes Gunnlaug Ormstunge beſøgte ham, og hvorledes ſidenefter ſaavel de fra Island landsforviſte Deeltagere i Njaals og Sønners Indebrænding, ſom Blodhevneren Kaare Salmundsſøn indfandt ſig ved hans Hof, hvor ligeledes Thorſtein, Siduhalls Søn, paa den Tid opholdt ſig. Hans Hof har neppe været mindre beſøgt end nogen anden nordiſk Konges, og der har maaſkee for ſaa vidt herſket ſtørre Pragt hos ham, ſom Orknøernes Beliggenhed maatte i hine urolige Tider ret ſnøre dem til en Samlingsplads for Vikinger, Farmand og andre æventyrlyſtne Folk baade fra de nordiſke og britiſke Lande.

Sigurds Ærgjerrighed og Erobringslyſt voldte hans Død. Paa denne Tid herſkede, ſom vi have ſeet, Sigtrygg Silkeſkegg over Nordmændene i Dublin[4]. Han havde, ſom man maa formode, en Stund været nøje forbunden med den mægtige irſke Overkonge, Brian Boroimhe, der havde egtet hans Moder Gormlath, og rimeligviis endog gjenindſat ham i Regjeringen over Dublin, efter førſt at have forjaget ham. Men Brian forſkød ſenere Gormlath, der ſiges ikke af hvilken Grund, men man maa antage formedelſt hendes heftige og voldſomme Charakteer, og fra den Tid ſvor hun ham blodig Hevn. Sigtrygg, underſtøttet af ſin Morbroder, den leinſterſke Konge Mælmor, begyndte at herje Meath, hvis Konge Mælſechnail, forhen Irlands Overkonge, forgjæves ſøgte at gjøre dem Modſtand, og maatte tage ſin Tilflugt til Brian, ſom dog i Førſtningen vægrede ſig ved at ſtaa ham bi, og ikke førend ud paa Sommeren gjorde et Tog til Leinſter, hvilket han herjede, uden at det dog kom til noget Slag mellem ham og Sigtrygg. Denne afholdt ſig nemlig med Flid fra at indlade ſig i Kamp med Brian, da det laa i hans eller rettere i Gormlaths Plan, at ſkaffe ſig ſaa mange Forbundsfæller og bringe en ſaa ſtor Hær paa Benene, at Brian, ſom de haabede, ved et eneſte Slag ſkulde tilintetgjøres. I den Henſigt drog Sigtrygg efter ſin Moders Ønſke henimod Julen til Orknøerne, for at binde Sigurd Jarl. Han blev gjeſtfrit modtagen — det var ved denne Lejlighed at Kaare Salmundsſøn, ſom vi have ſeet, dræbte Gunnar Lambesſøn ved Sigurds eget Bord —; men da han bragte ſit egentlige Ærende paa Bane, gjorde Jarlen Vanſkeligheder, og vilde længe ikke indlade ſig derpaa. Sigtrygg tilbød ham da tilſidſt ſin Moder Gormlaths Haand og Kongedømmet over Irland, hvis de kunde faa Brian fældet. Dette fandt Sigurd, — hvis Huſtru, Mælkolms Datter, altſaa vel i Mellemtiden maa være død — ſaa lokkende, at han mod ſine Mænds Raad lovede at indfinde ſig i Dublin med hele ſin Hær førſtkommende Palmeſøndag (den 18de April[5]). Ikke tilfredsſtillet herved, ſøgte Sigtrygg efter ſin Moders Befaling ogſaa at faa tvende Vikinger, Uſpak og Broder, der laa ved Man med 30 Skibe, til at underſtøtte ham. Han henvendte ſig førſt til Broder, og da denne gjorde Vanſkeligheder, tilbød han ogſaa ham ſin Moders Haand og Kongedømmet. Broder modtog Tilbudet, der naturligviis ſkulde holdes hemmeligt for Sigurd Jarl, og begav ſig til Sigtrygg med 20 Skibe, medens derimod Uſpak vægrede ſig ved at kæmpe mod ſaa god en Konge, ſom Brian, og ſiden med Beſætningen paa de 10 Skibe, han havde tilbage, begav ſig til Brians Reſidens Kinkora, og gav ſig i hans Tjeneſte[6]. Hvis man ſkal tro de irſke Annaler, deeltog der i dette Slag, paa Sigtryggs Side, en Mængde Nordmænd fra Syderøerne, ſandſynligviis afſendte af Sigurds Svoger, Gille Jarl, der ſelv blev hjemme, mange Folk fra Wales og Cornwall, endeel Islændinger og Gøter[7]. Blandt de Islændinger, der fulgte Sigurd, nævner Sagaen udtrykkeligt Thorſtein Siduhallsſøn, Halldor, Søn af Gudmund den mægtige, Ravn den røde, Aamunde hvite; Floſe vilde ogſaa have været med, men Jarlen tillod det ej, da han havde ſin Pilegrimsrejſe til Rom at foretage. Fra andre Kanter ſkulle Vikinger i mængdeviis være ſtrømmede til med Koner og Børn, i den Tro, at de nu med Lethed kunde vinde ſig et Land at bebygge[8]. Til beſtemt Tid, Palmeſøndag, ſamledes alle de forbundne Høvdinger med den hele Hær i Dublin. Imidlertid havde ogſaa Brian bragt en betydelig Hær paa Benene, med hvilken han lejrede ſig paa Sletten ved Cluanatarbh eller Clontarf noget øſtenfor Dublin. Herfra ſendte han hemmeligt endeel udvalgte Mænd under ſin Søn Duncans Anførſel, ſer at.herje Leinſter, og rimeligviis derved at bevirke en Diverſion af den fiendtlige Styrke. Men den forrige Overkonge Mælſechnail, der nu kun ſom Vaſal anførte en Afdeling i Brians Hær, og naturligviis længedes efter en Lejlighed til at afryſte Aaget, ſkal hemmeligt have underrettet de fiendtlige Fyrſter om at Brian paa hiin Tid havde ſvækket ſin Hær, og han ſkal have lovet, naar de angrebe ham, ſelv at drage ſig ud af Kampen med 1000 af ſine Krigere. De beſluttede derfor at angribe Brian ſnareſt muligt 3). Der fortælles at Vikingen Broder, ſom tidligere havde været Chriſten, men atter var falden tilbage til Hedendommen og bleven den værſte Blotmand, ſkal have gaaet til Frett for at erfare Kampens Udfald, og han ſkal have faaet det Svar, at hvis Striden ſtod paa en Fredag, vilde Brian nok ſejre, men ſelv falde; ſtod den derimod paa en anden Dag, vilde alle Brians Modſtandere falde: og derfor, ſiges der, beſtemte Broder den førſtkommende Fredag, nemlig Langfredag den 23de April, til Kampdag. De irſke Annaler nævne intet herom. Paa den nysnævnte Dag rykkede Fyrſterne med deres hele Hær ud af Dublin, og ſtillede den i Fylking, ſaaledes at Sigurd Jarl tog Plads i Midten, Broder paa den ene og Kong Sigtrygg paa den anden Fløj. Der nævnes ſom en Merkelighed, at ikke færre end tuſende af de nordiſke Krigere vare brynjeklædte fra Top til Taa, Brian fylkede ligeledes ſin Hær i tre Afdelinger, af hvilke den, der ſtod imod Sigurd Jarl, anførtes af en af de tidligere overvundne Kongers Sønner, Kerthialvad eller Tirdelvach, hvilken Brian havde opfoſtret ſom ſin egen Søn[9], mod Sigtrygg ſtod Uſpak tilligemed Murchad, Brians Søn, og Mælſechnail; mod Broder og Kongen af Leinſter ſtod den ſmukke og høje Kian og Donald, Fyrſter fra det ſydlige Irland. Selv vilde Brian ikke deeltage i Kampen, fordi det var en Helligdag, men tog Plads bag Fylkingen i ſit Telt, der var omgivet af en Skjoldborg; dog vandrede han førſt gjennem ſine Krigeres Rækker og opmuntrede dem til at ſtride ſom Mænd, og benytte denne Lejlighed til at befri ſig fra Nordmændenes trykkende Aag. Kian, der ſynes at være den ſamme, ſom den, vore Sagaer kalde Ulf Ræda og udgive for Brians Broder[10], paatog ſig Overbefalingen i hans Sted. Kampen var lang og haardnakket. Der ſkal være ſtredet lige fra Morgen til Aften. Mælmor, Kongen af Leinſter faldt, og Broder blev efter mange Tapperhedsprøver bragt til at vige af Ulf Ræda, og ſøgte Tilflugt ei nærmeſte Skov. Mælſechnail holdt ſit.Løfte, at drage ſig bort fra Striden med 1000 Mand, men ikke deſto mindre dreve Murchad og Uſpak Sigtrygg paa Flugten, og ſluttede ſig til Kerthialvad, med hvem imidlertid Sigurd Jarl havde udholdt en haardnakket Kamp. Kerthialvad trængte frem lige til Sigurds.Merke, hiin ulykkebringende Ravn, ſom hans Moder havde ſyet. Kerthialvad hug Merkesmanden ned. Da bød Jarlen Thorſtein Siduhallsſøn, der troligt fulgte ham i Striden, at bære det. Thorſtein vilde juſt tage det op, men Aamunde hvite raabte at han ſkulde lade det være, da alle, ſom bare det, bleve dræbte. Ravn den rode, hvilken Jarlen nu opfordrede til at tage det, vægrede ſig ligeledes. Ser bliver da 9 bedſt, ſagde Jarlen, at Tigger og Sæk følges ad“, tog Merket fra Stangen og ſtak.det ind under ſine Klæder. Strax efter blev Jarlen gjennemboret af den tappre Murchad, Brians Søn, der ligeledes dræbte en anden Høvding, ſom dog i ſit Fald greb Murchads egen Dolk og gjennemborede ham dermed, ſaa at Murchad efter faa Øjeblikke opgav Aanden[11]. Efter Sigurds Fald begyndte alle hans Mænd at flygte, kun Thorſtein Siduhallsſøn blev ſtaaende tilbage og bandt roligt ſin Sko. Kerthialvad, der kom til, ſpurgte ham, hvorfor han ej løb ſom de øvrige. „Nej“, ſagde Thorſtein, „jeg kommer ſaa alligevel ikke hjem til Island“. Kerthialvad ſkjenkede ham Livet, og det er ſandſynligviis Thorſteins Fortælling, vi ſkylde de nærmere Efterretninger om dette Slag. Irernes Sejr var nu fuldkommen, og de forfulgte de flygtende ſaa ivrigt, at endog de, der ſkulde holde Vagt ved Skjoldborgen om Brians Telt, bortfjernede ſig. Da Broder fra ſit Skjuleſted i Skoven ſaa dette, ſkyndte han ſig med ſine Mænd hen til Skjoldborgen og ind i Teltet, hvor han ſtrax hug til Brian. Brians yngſte, endnu kun halvvoxne Søn, Tadg, der var hos ſin Fader i Teltet, ſøgte med Haanden at afværge Hugget, men det tog ſaavel hans Haand, ſom Faderens Hoved af. Saaledes lod Brian ſit Liv, 88 Aar gammel. Broder raabte højt: „det ſkal mindes fra Mand til Mand, at Broder fældte Brian!“ Men imidlertid havde Ulf Ræda og Kerthialvad erfaret hvad der var ſkeet, ilede tilbage til Teltet, omringede det, og fangede Broder med alle hans Mænd. De bleve alle dræbte, Broder ſelv paa den gruſomſte Maade[12]. I dette blodige Slag, der er et af de ſtørſte, der nogenſinde har været holdt i Norden eller af nordiſke Folk, ſkal der, efter den højeſte Angivelſe være faldet 14000, efter den laveſte 6000 Mand paa de forbundne Fyrſters Side[13], og et ſaadant Mandefald kan ej andet end have voldt føleligt Tab og bitter Sorg i en Mængde Familier rundt om i Norden. Blandt de faldne nævnes ſaaledes Halldor, Gudmund den mægtiges Søn, og flere andre anſeede Mænd. Det er derfor ikke at undres over, at der om dette Slag, ſædvanligviis kaldet Briansſlaget, har vedligeholdt ſig uſædvanligt nøjagtige Efterretninger, der tillige ere udſmykkede med enkelte fabelagtige Træk, fremmanede af de Efterlevendes ophidſede Fantaſi[14]. Ogſaa paa Irland har dette Slag lige til de ſidſte Tider været betragtet ſom en Nationalſejr, af hvilken det hele Folk med Rette kunde være ſtolt. I Virkeligheden ledede det dog ikke til noget for Irerne ſaa overvættes glimrende Reſultat, thi Brians og en Mængde andre anſeede Høvdingers Fald hindrede dem fra at forfølge Sejren; der udbrød Uenighed mellem Fyrſterne i hans Hær, ja endog hans egne Sønner, og Enden blev at Mælſechnail atter fik Overherredømmet, medens Sigtrygg endnu en lang Tid vedblev at herſke i Dublin, og idet, ſom det ſynes, med ſtørre Anſeelſe, end forhen[15].

Sigurd Jarl efterlod ſig ved ſin Død fire Sønner, af hvilke de tre, Sumarlide, Bruſe og Einar Vrangmund, vare voxne, den fjerde, Thorfinn, ſom Kong Mælkolms Datter havde født ham, var endnu meget ung. Før ſin Afrejſe havde han overladt Regjeringen til de tre ældre, men ſendt Thorfinn til Morfaderen Mælkolm. Da Efterretningen om Jarlens Fald kom til Orknøerne, bleve Sumarlide, Bruſe og Einar ſtrax tagne til Jarler, uden at der var Tale om at lade Thorfinn faa nogen Deel af Jarledømmet. Derimod gav Mælkolm ham Katanes og Sutherland tilligemed Jarlsnavn, eller maaſkee rettere, bekræftede ham i Beſiddelſen af disſe Landſkaber, hvilke hans Fader ſandſynligviis allerede ved Giftermaalet havde faaet, og ſatte Mænd til at ſtyre Riget med ham, indtil han blev fuldvoxen. Dette blev han meget tidligt, da han udviklede ſig meget hurtigt, baade i Væxt og Styrke. Han var hæslig af Udſeende, haard og herſkeſyg, men overmaade klog. Allerede i ſit 15de Aar begyndte han at herje i andre Lande[16]. Endnu førend han var bleven voxen, døde hans ældſte Broder Sumarlide, og han ſelv, eller rettere hans Formyndere, fordrede nu den tredie Deel af Orknøerne. Einar, ſom var ſtrid og ligeſaa herſkeſyg ſom Thorfinn, ſvarede, at Thorfinn havde nok med Katanes og Sutherland, hvilket jo ogſaa havde tilhørt deres Fader[17], og derfor kunde betragtes ſom en Deel af Arven: det var meget mere end en Trediedeel af Orknøerne. Bruſe derimod, ſom var ſagtmodige og forſtandig, erklærede ſig tilfreds med en Trediepart, og rede til at ſkifte. Men den Trediepart af ſin hidtil hafte Andeel, eller Sjettepart af det Hele, hvorpaa Bruſe nu gav Slip, fik dog ikke Thorfinn, thi Einar tog den til ſig, ſaa at han nu raadede over to Trediedele, Bruſe kun over en Trediedeel. Einar omgav ſig med mange Folk, og laa ofte om Sommeren ude paa Krigstog, hvortil ogſaa Bønderne bleve opbudne. Dette fandt de haardt, thi paa Vikingetogene var der ikke altid ſynderligt Bytte at vinde, medens ſaavel Udbudet ſelv, ſom de ſtore Paalæg, der udfordredes til at holde ſaa mange Folk, trykkede og forarmede dem. Det nyttede dog ikke at gjøre Einar Foreſtillinger, thi det taalte han ej. Saaledes herſkede der omſider i hans Deel formelig Dyrtid, medens der i Bruſes Deel var fuldt op af alt, og Bønderne ſelv frydede ſig ved et roligt Liv. Bruſe var derfor lige ſaa yndet, ſom Einar var forhadt. Herom brød dog Einar ſig ikke det mindſte, og vedblev med ſine Udbud og øvrige Paalæg. Det gik imidlertid ſaa vidt, at Bønderne ikke længer kunde taale det, og de henvendte ſig derfor til Aamunde, en af de rigeſte og mægtigſte Mænd i Øerne, boende paa Sandvik i den øſtlige Deel af Roſsø, for at han ſkulde gjøre Jarlen Foreſtillinger paa egne og de øvriges Vegne. Men Aamunde vilde ikke indlade ſig derpaa, af Frygt for at tabe Jarlens Venſkab. Da bade de Aamundes Søn Thorkell, en flink og dygtig ung Mand, om at gjøre det. Thorkell ytrede ogſaa nogen Betænkelighed, men lod ſig dog overtale, uagtet Fade rens Advarſler. Paa det næſte Thing, Jarlen holdt, fremſtod Thorkell, klagede over Bøndernes Nød og bad Jarlen om at tilſtaa dem nogen Lettelſe. Mod Formodning viſte Jarlen ſig føjelig; han havde, ſagde han, beſtemt ſig til at drage ud med 6 Skibe, men ſkulde nu ikke tage flere end tre; „dog“, lagde han til, „maa du, Thorkell, ikke oftere komme med ſlige Bønner“. Bønderne takkede Thorkell for denne gode Hjelp, og Jarlen drog i Viking, hvorfra han ej vendte tilbage førend om Høſten. Men næſte Vaar, da Jarlen holdt Thing med Bønderne for at opbyde Folk, udſkrev han det ſamme ſtore Antal ſom forhen. Uden at ænſe Jarlens Forbud talte Thorkell dog atter Bøndernes Sag, og bad ham om at give noget efter i ſine Fordringer. Da blev Jarlen meget vred, og ſagde at Bønderne juſt for denne hans Tales Skyld ſkulde faa det meget værre end forhen. Inden næſte Vaarthing, ſagde han, ſkulde enten han ſelv eller Thorkell være død. Da Aamunde hørte dette, ſendte han Thorkell over til Katanes til Thorfinn Jarl, hos hvem han ſiden længe opholdt ſig, og tog ſig meget af ham i hans Ungdom, ſaa at han fik Tilnavnet Thorkell Foſtre. Ogſaa andre anſeede Mænd nødtes ved Einars Haardhed til at forlade Øerne; nogle flygtede til Thorfinn, andre til Norge eller andre Lande. Da Thorfinn var bleven voxen, det vil vel her ſige, havde opnaaet ſit 15de Aar, ſendte han atter Bud til Einar og fordrede den ham tilkommende Deel af Øerne, og da Einar gjorde Vanſkeligheder, ſamlede han en Hær, for at angribe ham. Einar ſamlede ligeledes en Hær for at møde ſin Broder, og E Bruſe ligeledes en, men alene for derved med deſto ſtørre Eftertryk at kunne megle Fred. Ved hans Mellemkomſt ſluttedes ogſaa et Forlig, hvorved ’ Thorfinn virkelig fik den Trediedeel, der tilkom ham, medens Bruſe, der, ſom man ſeer, aldeles opofrede ſin Interesſe for Fredens Skyld, fandt ſig i at hans og Einars Dele lagdes ſammen under Einars Enebeſtyrelſe, og det ſaaledes, at den, ſom overlevede den anden, ſkulde arve hans Deel, uagtet Bruſe havde en Søn ved Navn Ragnvald, men Einar var ſønneløs: dog ſkulde Einar ogſaa beſtride Forſvaret for det Hele. Thorfinn ſatte nu ſine Mænd til at beſtyre hans Deel, men opholdt ſig ſelv for det meſte paa Katanes. Einar vedblev at ligge i Viking, iſær paa Irland, i Skotland eller Bretland. Sommeren 1018 beſøgte han de irſke Farvande, paa ſamme Tid, ſom Nordmanden Eyvind Urarhorn, Kong Olafs Ven, ligeledes befandt ſig paa et Tog til disſe Egne[18]. Eyvind havde taget Tjeneſte hos den irſke Konge Connor eller Conchobar[19], der formodentlig ventede ſig et Angreb af Einar. Denne traf Connor og Eyvind i Ulfreksfjord eller Lough Larne lidt nordenfor det nuværende Belfaſt[20], og det kom her til et blodigt Slag. Einar, der havde langt færre Folk, blev aldeles ſlagen, ſaa at han kun med et eneſte Skib kom derfra, og flygtede hjem. Han var overmaade opbragt over ſit Nederlag og ſkød iſær Skylden paa Eyvind Urarhorn og hans Nordmænd, der havde ſtaaet Connor bi. Det følgende Aar traf det ſig juſt at Eyvind paa Tilbagerejſen fra Irland, hvor han ſynes at have opholdt ſig om Vintren, af Storm og Strøm nødſagedes til at lægge ind i Aasmundarvaag paa Vaagaland, hvor han i nogle Dage laa vejrfaſt. Aldrig ſaa ſnart ſpurgte Erik Jarl dette, førend han ilede derhen med en betydelig Styrke, og tog Eyvind og hele hans Mandſkab til Fange. Han lod ham ſelv dræbe, men ſkjenkede de fleſte af hans Mænd Livet, og ved deres Hjemkomſt til Norge bragte de Kong Olaf den ſørgelige Efterretning. Olaf beklagede den brave Eyvinds Død, men efter Sædvane udlod han ſig dog ikke ſynderligt om, hvad han agtede at foretage i denne Anledning. Det var imidlertid øjenſynligt, at Einar ved dette ukloge Skridt maatte have forſpildt Kong Olafs Venſkab[21].

Heraf benyttede Thorfinn ſig klogeligt. Omtrent paa ſamme Tid havde han ſendt Thorkell Foſtre over til Øerne for at indkræve hans Skatter, men Einar, der iſær gav Thorkell Skylden for at han havde maattet dele ſine Beſiddelſer med Thorfinn, efterſtræbte ham ſaa ivrigt, al han neppe vilde være kommen levende derfra, hvis ikke hans Venner havde givet ham betimelige Vink derom. Han ſkyndte ſig derfor tilbage til“Katanes, og klagede ſin Nød for Thorfinn, der ſendte ham til Norge, viſtnok lige ſaa meget i Egenſkab af ſin Agent ved Kongens Hof, ſom for at ſikre ham mod Einar. Thorkell, der var en forſtandig og behagelig Mand, kom ſnart i ſtor Yndeſt hos Kong Olaf, ved hvis Hof han opholdt ſig i Nidaros om Vintren (1019—1020). Kongen tog ham ofte paa Raad med ſig, og Thorkell benyttede ſig paa det bedſte af den Indflydelſe, han ſaaledes havde erhvervet, til at tale Thorfinns Sag og fremſtille Einars Færd i et hadefuldt Lys. Følgen heraf var, at Kongen tidligt om Vaaren ſendte et Skib til Katanes med venſkabelig Hilſen til Thorfinn og Anmodning om, at han vilde komme øſter til ham. Thorfinn gjorde ſig ogſaa ſtrax rede og begav ſig endnu ſamme Sommer til Olaf, der juſt var kommen tilbage fra ſit Haalogalandstog. Olaf modtog ham meget venligt, og Jarlen tilbragte Slutningen af Sommeren hos ham. Det ſynes noget underligt, at den herſkeſyge og overmodige Thorfinn ſkulde være ſaa villig til at nærme ſig Olaf, om hvem han jo maatte vide, at han gjorde Fordring paa at anſees ſom hans Lensherre, men deels har han vel følt, at han neppe uden Olafs Hjelp vilde kunne udføre ſine ærgjerrige Planer med Henſyn til Herredømmet over Øerne, deels er det ikke uſandſynligt, at hans Morfader Kong Mælkolm paa denne Tid har været i nogen Knibe og derfor ikke kunnet yde ham ſaa kraftig Underſtøttelſe, ſom ellers[22]. Man erfarer imidlertid af det følgende, at Olaf endnu ikke ved det førſte Beſøg af Jarlen fremkom med nogen Fordring paa, at han ſkulde hylde ham ſom Overherre. Han har neppe endnu anſeet Tiden moden dertil, eller vovet at ſætte Thorfinns Venſkab paa Spil, men foretrukket at lægge Raad op med ham mod den anmasſende og urolige Einar, for førſt at gjøre denne uſkadelig. Olafs Venlighed mod Thorfinn gik faa vidt, at han ved Afſkeden endog forærede ham et ſtort og godt Langſkib med fuld Udruſtning, og de ſkiltes ad, heder det, med ſtor Kjærlighed. Thorkell Foſter fulgte Jarlen hjem, og fik af ham det Skib, hvorpaa denne var kommen til Norge. Einar Jarl havde imidlertid ſamlet Folk og Skibe, for at være rede til at møde ham, men hen fredelſkende Bruſe ſøgte atter at megle, og bragte det virkelig dertil, at de ſluttede et Forlig, ſom de edeligen beſvore. Betingelſerne maa i det hele taget have været de ſamme ſom de, hvorpaa det tidligere Forlig kom iſtand, men derhos beſtemtes det udtrykkeligt, at alt Fiendſkab mellem Einar og Thorkell Søstre ſkulde ophøre: de ſkulde ſkifteviis gjøre Gjeſtebud for hinanden, og Thorkell ſkulde gjøre Begyndelſen ved at indbyde Jarlen til ſig i Sandvik. Her indfandt ogſaa Einar ſig til den beſtemte Tid, og bevertedes paa det bedſte, men han var dog, ſom man godt kan forſtaa, ſlet ikke lyſtig til Mode. Umiddelbart fra dette Selſkab ſkulde man begive ſig til et, ſom Jarlen gjorde, og Thorkell ſkulde ſelv ledſage ham. Da den Dag kom, da man ſkulde rejſe, ſendte Thorkell forſigtigviis Spejdere i Forvejen, for at høre om alt var ſom det ſkulde være. De bragte den Beſked at der paa ikke færre end tre Steder laa bevæbnede, kampfærdige Mænd i Baghold. Ved Efterretningen herom ſøgte Thorkell at udhale Afrejſen ſaa meget ſom muligt, og ſamlede imidlertid ſine Mænd om ſig; Jarlen derimod ſkyndte paa, og blev utaalmodig. Thorkell foregav at han havde meget at tage vare paa, gik ſnart ud og ſnart ind. Imidlertid ſad Jarlen og Gjeſterne og drak ved Ildene, der brandt langs med Skaalegulvet. Paa Skaalen var der to Døre, en i hver Ende. Thorkell kom juſt ind ad den ene, ledſaget af en Islænding, der lukkede den efter ham. Han gik mellem Ilden og Bænkene, indtil han kom til det Sted, hvor Jarlen ſiid. Denne ſpurgte: „er du ikke færdig endnu?“ „Jo“, ſvarede Thorkell, „nu er jeg færdig“, og hug med det ſamme til Jarlen i Hovedet, ſaa at han ſtyrtede frem paa Gulvet. I det ſamme raabte Islændingen: „Det er dog altfor galt, at ingen drager Jarlen op af Ilden!“ med disſe Ord ſatte han en irſk Hellebard eller ſaakaldet Sparthe[23] under Nakken paa Jarlen og rykkede ham dermed op paa Pallen. Derpaa gik Thorkell og Islændingen haſtigt videre og ud af den anden Dør, foran hvilken Thorkell imidlertid havde ladet ſine Mænd opſtille ſig fuldt udruſtede. Da Jarlens Mænd ſkulde tage fat paa deres Herre, var han allerede død, men det hele var kommet ſaa uforvarende paa, at de alle ſtode haandfaldne, uden at tænke paa at tage Hevn over Thorkell: dertil kom ogſaa at de fleſte af dem vare vaabenløſe, og mange i venſkabelig Forſtaaelſe med Thorkell, ikke at tale om at dennes bevæbnede Skare var lige ſaa talrig ſom Jarlens Følge. Saaledes kom Thorkell uhindret til ſit Skib, paa hvilket han ſtrax, ſkjønt Vinternat (14de Oktober) allerede var omme, begav ſig til Norge. Ved Ankomſten hid opſøgte han ſnareſt mulig Kong Olaf, der tog godt imod ham, og ytrede ſin Tilfredshed med, hvad han havde gjort. (1020).

Ifølge den mellem Einar og Bruſe ſluttede Overeenskomſt ſkulde den længſtlevende arve den anden, og ſaaledes tog Bruſe nu Einars Deel i Beſiddelſe. Paa denne Maade havde han anſaa de to Trediedele,.Thorfinn kun een. Hermed vilde Thorfinn ej lade ſig nøje, men fordrede den følgende Vaar (1021) Halvdelen af Einars Part. Bruſe vægrede ſig ved at give Slip paa, hvad han troede tilkom ham med Rette. Der holdtes flere Møder i den Anledning, og deres Venner lagde ſig imellem for at megle Forlig, men Thorfinn vilde ej give efter, ja han ſagde endog at Bruſe med ſit ſtilfærdige Sindelag ikke behøvede mere end en Trediedeel. Bruſe ſvarede, at man ej kunde fortænke ham i, om han ønſkede at beholde den Trediedeel, han havde arvet efter ſin Fader, ſaa vel ſom den, han ifølge lovligt Forlig havde faaet efter ſin Broder. Han vidſte nok, at han duede lidet til at kappes om Magten med Thorfinn, men at han dog ikke ved hans blotte Truſler vilde lade ſig ſit Rige fraſkræmme. Derpaa hævedes Mødet. Bruſe, ſom indſaa, at den mægtige, af Skottekongen underſtøttede Thorfinn var ham aldeles overlegen, greb nu til den Udvej, ſit ſøge Kong Olafs Hjelp, og begav ſig derfor over til Norge med ſin tiaarige Søn Ragnvald. Han fandt en god Modtagelſe hos Kongen, klagede ſin Nød for ham og bad ham om Biſtand. Olaf ſvarede, at lige ſiden Harald Haarfagres Tid havde Jarlerne altid beſiddet Orknøerne ſom et Len under Norge, men ikke ſom uafhængig Ejendom; Orknøjarlerne havde været Erik Blodøxe undergivne, og Sigurd Jarl, Bruſes Fader, havde hyldet Olaf. Tryggvesſøn ſom ſin Overherre; nu havde han ſelv taget den hele Arv efter Olaf Tryggvesſøn, og fordrede derfor at Bruſe ſkulde blive hans Mand. I ſaa Fald, ſagde han, vilde han forlene ham med Øerne, og underſtøtte ham ſaaledes at man ſkulde faa at ſee, hvem der var bedſt tjent, enten Bruſe med Norges Konges, eller Thorfinn med Skottekongens Hjelp. Men vægrede han ſig ved at gaa ind derpaa, da vilde Kongen ſelv ſætte ſig i Beſiddelſe af alle de Lande, hans Frænder og Forfædre havde beſiddet i Veſten. Bruſe fandt Betingelſen noget haard, og overlagde med ſine Venner derom. Men da han deels ikke ſaa nogen-anden Udvej til Hjelp mod Thorfinn, deels ogſaa allerede var i Olafs Vold, fandt han det raadeligſt at underkaſte ſig. Og ſaaledes hyldede han da Kongen, og erkjendte ham ſom den rette og egentlige Herre over alle ſine Arvelande, hvorimod Kongen igjen modtog hans Hylding og Lens-Ed.

Da Thorfinn hørte at hans Broder Bruſe havde ſøgt Kong Olaf, var han i Førſtningen ved godt Mod, idet han ſtolede paa at han under ſit forrige Ophold hos bane havde ſkaffet ſig mange mægtige Venner. Imidlertid fandt han det dog ſikreſt, ſelv at tale ſin Sag og ſkyndte ſig til Norge, for, om muligt, at komme did førend Bruſe havde bragt ſit Anliggende i Orden. Men da han kom, fik han høre at Bruſe allerede havde erkjendt Olaf ſom ſin Overherre, og var bleven hans Vaſal. Han opſøgte imidlertid Kongen, og denne forlangte ſtrax af ham, ligeſom af Bruſe, at han ſkulde tage ſin Deel til Len af ham. Thorfinn ſvarede at han ſatte ſtor Priis paa Kongens Venſkab, og ſkulde være rede til at underſtøtte ham mod andre Høvdinger, men kunde ej gaa ham til Haande, da han allerede var Skottekongens Jarl. Da Kongen merkede at han ſøgte Udflugter, ſagde han: „hvis du ej vil blive min Jarl, ſaa faar jeg ſelv ſætte hvem jeg vil over Orknøerne, og ſkal du da aflægge Ed paa at lade ham være i Fred; vægrer du dig derved, er det et Tegn paa at vi kunne vente Ufred af dig, og du maa da finde dig i at vi handle derefter“. Jarlen bad Kongen om nogen Betænkningstid for at han kunde overlægge med ſine Mænd. Kongen tilſtod ham den. Men da Friſten var udløben, bad han end videre om at den maatte forlænges indtil næſte Sommer, ſaa at han imidlertid kunde raadføre ſig med ſine hjemmeværende Raadgivere, da han ſelv endnu var ung og uerfaren. Men Kongen fordrede øjeblikkelig Beſtemmelſe. Thorkell Foſtre, der fremdeles var hos Kongen, ſendte nu hemmeligt Bud til Thorfinn, og bad ham paa det indſtændigſte, ikke, ſaaledes ſom Sagerne nu ſtode, .at tænke paa at drage bort uforligt med ham; thi han var jo ganſke i Kongens Vold. Herover blev Jarlen noget ængſtelig, og beſluttede derfor at vælge det mindſte Onde, nemlig at gaa Kongen til Haande, og for Øjeblikket at holde gode Miner. Herved ſkuffede han dog ikke Kongen, der tydeligt ſkjønnede at hans Føjelighed kun var forſtilt, og at han, ſtolende paa ſit Slægtſkab med Skottekongen, nærede langt andre ærgjerrige og underfundige Planer end den rolige, ærlige Bruſe. Denne havde gjort Vanſkeligheder ved ethvert af Forligets Punkter, men man kunde derfor ogſaa ſtole paa, at han ej lovede andet, end hvad han agtede at holde. Thorfinn derimod gik nok ſaa let ind paa alt, og gjorde ingen Indvendinger: deraf ſluttede Kongen at han allerede havde opgjort den Plan, han agtede at udføre, og at han neppe vilde overholde Forliget ſamvittighedsfuldt. Men herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre, og ſaaledes modtog han da ogſaa Thorfinns Troſkabsed.

Da alt dette nu var ordnet, og Kongen havde overvejet, hvad Beſtemmelſe han vilde tage, lod han blæſe til et talrigt Møde, hvor ogſaa Orknø-Jarlerne indfandt ſig. Her talte Kongen ſaaledes: „Nu vil jeg bekjendtgjøre, hvilket Forlig der er ſluttet mellem mig og Orknø-Jarlerne. De have erkjendt mig ſom den rette Herre over Orknøerne og Hjaltland, og bekræftet Erkjendelſen med Ed. Derfor vil jeg lønne dem paa den Maade, at jeg forlener Bruſe med en Trediedeel, og ligeledes Thorfinn med en Trediedeel, ſaaledes ſom de før havde det. Men den Trediedeel, Einar Vrangmuud havde, erklærer jeg mig hjemfalden, fordi han dræbte min Hirdmand, Fælligsmand og kjære Ven Eyvind Urarhorn. Over denne Deel vil jeg ſelv forføje, ſom mig lyſter. Jeg betinger mig ogſaa, at I, Brødre, nu mine Jarler, forliger eder med Thorkell Aamundesſøn, og modtage Bøder af ham for Einar Jarls Drab; jeg ønſker helſt ſelv at afſige Summen, hvis I intet have det-imod“. Jarlerne havde naturligviis intet at indvende, og ſaaledes hævedes Thinget. For Einars Drab beſtemte Olaf Boder ſom for tre Lendermænd[24], dog ſkulde en Trediedeel heraf bortfalde, fordi Jarlen ſelv tildeels havde givet Anledning til Drabet. Og nu ſøgte Thorfinn ſnareſt muligt at komme hjem, idet han viſt var ſaare ærgerlig paa ſig ſelv over, at han var kommen til Norge. Kongen negtede ham ikke Tilladelſe til at rejſe, og han gjorde ſig rede i ſtørſte Haſt. Da han var ganſke færdig, og allerede ſad ombord og drak med ſine Mænd, kom Thorkell Foſtre ilende til ham, lagde ſit Hoved paa hans Knæ og bad ham gjøre dermed, hvad han vilde. Thorfinn ſpurgte hvad det ſkulde betyde, og bad ham ſtaa op, de vare jo nu ifølge Kongens Dom forligte. Thorkell ſtod op og ſagde: „den Dom, Kongen afſagde mellem os, vil jeg, hvad dig angaar, kun holde mig til for ſaa vidt du ſamtykker deri. Vel har Kongen beſtemt, at jeg ſkal beholde mine Ejendomme og have Landsviſt i Orknøerne, men jeg kjender dit Sind og veed at det ej nytter mig at opholde mig der uden din Tilladelſe og Beſkyttelſe. Jeg ſkal derfor gjerne love eder, aldrig ſat komme til Orknøerne, hvad ſaa end Kongen ſiger“. Jarlen taug en Stund og ſagde endelig: „Siden du, Thorkell, heller vil lyde min, end Kongens Dom, ſaa begynder jeg min Dom ſaaledes at du ſkal følge mig til Orknøerne og ikke ſkilles fra mig uden min Tilladelſe; du ſkal være forpligtet til at værge mit Land og udføre de Hverv, jeg giver dig, ſaa længe vi begge ere i Live.“ Alt dette lovede Thorkell med Glæde, og bekræftede det med Haandſlag og Ed. Om Bøderne, meente Jarlen, kunde de ſiden nærmere tale. Hvor vidt dette har været et forud aftalt Spil, eller om Thorkell virkelig har frygtet Thorfinns Vrede, er vanſkeligt at ſkjønne. Ved Drabet paa Einar Jarl havde han jo egentlig gjort Thorfinn en Tjeneſte, og det kunde derfor ſynes unødvendigt at bede om Tilgivelſe derfor. Men det maa dog tillige erindres, at dette Drab, for ſaa vidt det var forud aftalt, mere, ſom det ſynes, var en Følge af Thorkells Overlægninger med Kongen, end af nogen mellem Thorfinn og Thorkell aftalt Plan, og at det nærmeſt var beregnet paa at ſkaffe Kongen Magt over Øerne. Det er derfor nok muligt, at Thorfinn kan ligne fattet en Mistanke mod Thorkell, ſom den der havde virket altfor ivrigt i Kongens Interesſe, og indladt ſig for dybt med ham; maaſkee han og var misfornøjet med det Suhm. Thorkell havde givet ham, at ydmyge ſig for Kongen, og at han har anſeet dette Skridt overilet; ja at han endog har betragtet Thorkell ſom den, der lokkede ham i Fælden. Alle disſe Aarſager have maaſkee givet Anledning til at Jarlen har viiſt en følelig Kulde mod Thorkell, ſom derfor har anſeet det nødvendigt at ſkaffe ſig hans Venſkab igjen paa hiin iøjnefaldende Maade. Strax efter rejſte Thorfinn, og han og Olaf ſaaes ikke videre. Bruſe derimod tog ſig længere Tid til ſin K—Udruſtning og rejſte derfor noget ſenere. For hans Afrejſe havde Kongen et Mode med ham, hvori han betroede ham det Hverv at varetage hans Interesſer hiinſides Havet, og forlenede ham til Gjengjeld, med den Deel, Einar havde haft. „Jeg vil“, ſagde han, at du ſkal have to Trediedele at raade over nu ſom for; thi fordi du er bleven mig haandgangen, er det dog ej min Mening at du nu ſkulde være ringere og mindre mægtig Mand end forhen. ’ Som et faſtere Pant paa din Troſkab ønſker jeg at du lader din Søn Ragnvald blive her tilbage. Med to Dele af Landet og min Underſtøttelſe i Ryggen kan du vel forſvare din Ret mod Thorfinn“. Bruſe takkede ſærdeles fordi han fik to Dele i Stedet for een, og rejſte ſtrax efter hjem, efterladende Ragnvald, der ſkal have været en meget ſmuk Dreng med Haar ſaa guult ſom Silke. Ragnvald opholdt ſig længe hos Kong Olaf og blev ſiden en af hans troeſte og paalideligſte Mænd[25].

Saaledes var det virkelig lykkets Olaf at faa den norſke Krones Herredømme over Orknøerne fornyet, ja endog bedre befæſtet og nøjere beſtemt og anerkjendt, end nogenſinde forhen. Man man end erkjende, at Omſtændighederne her vare ham ualmindeligt gunſtige, idet deels Sigurd Jarls Død og Uenigheden mellem hans Sønner, deels maaſkee og Tronſtridighederne i Skotland indtraf belejligt; ſaa vilde det dog paa den anden Side neppe have været Olaf muligt at bringe Jarlerne til en faa fuldſtændig Underkaſtelſe og overhoved at udøve ſaa ſtor Indflydelſe paa* de politiſke Forhold i hine Egne, hvis ej hans Navn allerede havde været anſeet og frygtet, og hvis han ikke tillige havde forſtaaet at underhandle med Klogſkab, og ſætte ſin Vilje igjennem med Eftertryk. Ved at erfare Udfaldet af hans Forhandlinger med Orknø-Jarlerne faa vi derfor en tydeligere og anſkueligere Foreſtilling om, Udſtrækningen af hans Magt og Anſeelſe, end Sagaernes Udtryk derom ligefrem give. Der maa virkelig have ſtaaet Skræk af.ham ſaa vel uden— ſom indenlands, og det er ſaa meget merkeligere, at han paa en ſaa kort Tid, kun henimod ſex Aar, formaaede at drive det dertil, ſom han i den længſte Tid havde haft de ſtørſte Vanſkeligheder at kæmpe med, og ſelv endnu var meget ung, kun 27 Aar gammel. Endog den overmodige og herſkeſyge Thorfinn, der med ſaa liden Oprigtighed havde underkaſtet ſig de af ham opſtillede Betingelſer, vovede i lang Tid ikke.andet end at overholde dem[26], og uagtet det nok tilſidſt lykkedes ham at faa dem forandrede, ſkede det dog deels paa en vis Maade med Snittet eget Samtykke, deels.efterat.Kong Olafs Magt i Landet ſelv allerede var omſtyrtet. I Tidens Løb ſaa nemlig Bruſe ſig ikke iſtand til, med Eftertryk at forſvare Øerne mod de mange norſke og danſke Vikinger, der paa Vejen deels til, deels fra Island og Sydrøerne plejede at anløbe Orknø eller Hjaltland og der gjøre megen Skade. Han talte til Thorfinn derom, iſær da denne ſelv ikke bidrog til Landforſvaret, ſkjønt han oppebar Skatter, af ſin Deel. Thorfinn tilbød ſig at overtage det hele Forſvar, hvis Bruſe vilde afſtaa ham den ſene Trediedeel og ſelv kun beholde een tilbage. Bruſe vilde vel nødig gaa ind herpaa, og der underhandledes længe derom, men omſider fandt han ſig dog deri, og et Forlig oprettedes derom (1029[27]).

Om Sydrøerne, eller nogen Deel deraf, ogſaa ved denne Lejlighed underkaſtede ſig Olaf, nævnes ikke. For ſaa vidt Gille Jarl endnu levede, og fremdeles ſtod i idet ſamme Afhængighedsforhold til Orknøjarlerne, ſom hidtil, kan man viſtnok ſige at Norges Herredømme over Sydrøerne middelbart vedblev; men under alle Omſtændigheder maa Forbindelſen have været meget løs, og nogen Skat har Olaf neppe faaet derfra. Vi have ovenfor omtalt den Beretning, ifølge hvilken Olaf ved ſit Møde med Haakon Jarl 1015 ſkulde have overladt ham Sydrøerne. Dette maa nu viſt antages at være urigtigt, og det bekræftes heller ikke i de paalideligere Sagaer. Men ikke deſto mindre viſer det, at den gamle Sagaſkriver har haft den beſtemte Overbeviisning, at Norges Konge paa den Tid var Sydrøernes rette Herre. For øvrigt er det allerede ovenfor viiſt, hvorledes der i Mellemtiden mellem 989 og 1066, og ſandſynligviis netop paa Kong Olafs Tid, maa have fundet Uroligheder Sted paa Man eller Sydrøerne, hvorved Kong Gudrød Haraldsſøns Søn Harald ſvarte blev nødt til at flygte, efter hvad man maa antage, til Island, hvorfra hans Søn Gudrød Crovan ſenere kom tilbage[28].

  1. Se ovf. S. 418, 419.
  2. Det er allerede ovenfor (S. 135) viiſt, hvilken Forvirring der her finder Sted hos de ſkotſke Hiſtorieſkrivere, idet de tvende Mælkolmer ere forvexlede med hinanden. At der virkelig er tvende, ſees af hine oven anførte Steder hos Tighernach, der udtrykkelig lader Kong Mælkolms Søn af Mælbrigde Søn af Ruairi dø 1029, og derimod Mælkolm Søn af Kenedh 1034. Nu finde vi hos Tighernach ved Aaret 1020 „Finnlaich, Søn af Ruairi, af den Æt der kaldtes Croebs Børn, dræbt af ſin Broder Mælbrigdes Sønner“ (Side 273). Det ſamme fortælles i Ulſter-Annalerne, der her endog kalde Finlaich Konge. Fremdeles erfare vi, at Finnlaichs Søn var Macbeth, der ſenere blev Konge, efter at have dræbt Mælkolm Kenedhsſøns Datterſøn Duncan. Endelig omtale Ulſter-Annalerne ved 1032 eller 33 Gilcomgain, Søn af Mælbrigde, Maormor af Møreve eller Moray, ſom død (O’Connor IV. S. 320), ved 1058 Lulach Søn af Gilcomgain, Skotlands Konge, ſom dræbt af Mælkolm Duncans Søn (S. 338), og endelig 1035 Mælſnechtan, Søn af Lulach, Konge af Moray, ſom død (S. 350). Sammenholdes nu dette med at Finnlaich og hans Broderſøn Mælkolm ogſaa nævnes i vore Sagaer ſom Jarler i det nordlige Skotland, ſaa ſkjønnes det let, at alle de nu nævnte Medlemmer af denne ſtore Æt (Croebs Sønner) have haft Beſiddelſer i Nordſkotland. Derimod ſeer man at Mælkolm Kenedhs Søn har haft Beſiddelſer i Cumberland: hans Datterſøn Duncan egter en Frændkone af Sigurd Jarl i Northumberland (Fordun IV. 49), og Sigurd bekriger ſiden Macbeth for at ſtaa Duncans Søn Mælkolm Ceanmhor bi. Allerede heraf ſkjønnes det tydeligt nok, hvorledes begge disſe mægtige Familier, nemlig den croebſke eller den nordſkotſke og den alpinſke eller ſydſkotſke (thi Kened nedſtammede fra Kened Mac Alpin, ſ. o. 1 B. S. 444) laa i Strid med hinanden indbyrdes. Vi have og ovenfor ſeet, hvorledes Striden tidligere gjorde ſig gjeldende, og naar det heder hos Fordun, at Kened Mælkolms Søn 994 blev dræbt ved et Forræderi af en Kvinde ved Navn „Finele“, ſkulde man ſnareſt tro at dette er et ved Misforſtaaelſe af Navnetopkommet Sagn, — thi han kalder ogſaa Finlaich „Finele“ — og at det derimod er Finlaich, ſom har dræbt Kened for ſelv at blive Konge. Da nu vore Sagaer nævne den Mælkolm, med hvis Datter Sigurd Jarl paa Orknø var gift, ſom død i Mellemtiden mellem Jarlernes endelige Forlig 1028 og Slaget ved Stikleſtad 1030, er det tydeligt, at del er Mælkolm Mælbrigdes Søn, ſom her menes, og naar vi ſiden, ſom det ſkal ſees, finde omtalt, at Thorfinn herſkede over ſtore Stykker af Skotland, maa det iſær være i Egenſkab af Macbeth, Finnlaiks Søns, Ven og Forſvarer. Paa hvad Tid Sigurd egtede Mælkolms Datter, er uviſt. Det ſiges rigtignok i vore Sagaer, at Sønnen af dette Egteſkab, Thorfinn, var 5 Aar, da Sigurd faldt i Briansſlaget, men dette ſelv henføres urigtigt til 1004 i Stedet for 1014. Da vi imidlertid erfare, at Thorfinn var bleven voxen og ſaaledes i det mindſte forlængſt havde fyldt ſit 15de Aar, førend Einar Jarl dræbte Eyvind Urarhorn 1018, maa han være fød mere end 5 Aar før 1014. I Olaf d. hell. Saga, Cap. 98, Snorre, Cap. 109, ſtaar der at Thorfinn var Jarl i over 60 Aar, (Orkn. Saga Cap. 80 har urigtigt 70 Aar), døde mod Slutningen af Kong Harald Sigurdsſøns Dage, altſaa lidt før 1066, og fik Jarlsnavn 5 Vintre gammel, hvilket antyder at han ſkulde være fød i 999 eller 1000, og have faaet Jarlsnavn før Faderens Død. I ſig ſelv er dette ikke urimeligt; hans Fader kan have ſendt ham fra ſig nogle Mor før ſin Død; hans Moder er da maaſkee død i 1004 eller 1005, ſaa at han allerede paa den Tid har været betragtet ſom Arving til Katanes. Det er maaſkee denne Omſtændighed, der har bevirket Briansſlagets urigtige Henførelſe til 1004, idet man har antaget Sigurd for at være død i dette Aar, paa Grund af at Sønnen da fik Jarlsnavn. Det indſees let, at Sagaens Udtryk, at Sigurd egtede „Kong“ Mælkolms Datter, ej gjør det uomgængelig nødvendigt, at ſætte Giftermaalet efter hans Formands Død 1003; thi deels kunde Kongetitlen i Sagaen være anticiperet, deels har Mælkolm viſt allerede ſiden Kenedhs Død 995 antaget Kongetitel ligeſom hans øvrige Frænder. Man hører heller ikke bogſtaveligt at antage Thorfinn for at have været mindreaarig ved Faderens Død, men kun da han fik Jarlsnavn.
  3. Briansſlaget henføres, ſom oftere nævnt, i Sagaerne, Njaalsſaga fraregnet, til 1004, i Annalerne til 1004, i enkelte endog til 1003 eller 1002.
  4. Se ovf. S. 281, 208. Ogſaa han havde været beſøgt af Gunnlaug, ſe S. 441.
  5. Njaals Saga, Cap. 154—156.
  6. Njaals Saga, Cap. 156, 157. Brians Reſidens Kinkora i Killaloe ved Shannon i Munſter, i de irſke Annaler ſkrevet Cenn Corrann eller Cenn Corradh, kaldes i Njaals Saga Kantaraborg eller Kunjattaborg. Begge Former ere opſtaaede ved Afſkriverfejl, idet de deels have læſt urigtigt, deels tænkt paa Canterbury i England og i Connaught i Irland. Oprindelig har der viſt ſtaaet „Kankaraborg“, „Cancaraborg“; men „c“ og „t“ forvexles let, derved er „Cantaraborg“ fremkommet; i „Kunjattaborg“ er „c“ og „i“, „r“ og „t“ forvexlede.
  7. Dette fortæller Adamar af Chabanois.
  8. Innisfallens Annaler, S. 60. Det maa være dette, hvorom en Mand paa en abildgraa Heſt, med en Paalsſtav i Haanden, der ifølge Njaals Saga, om.Thorsdagen kom ridende henimod Gormlath og hendes Følge, og længe talte med dem, bragte dem Beſked.
  9. Dette fortæller Njaals Saga, og kalder Kerthialvads Fader Kylve. Den ſiger at Kylve forlod Riget, drog ſydefter og gik i Kloſter, men at Brian ſiden paa en Pilegrimsrejſe traf ham, forligte ſig med ham, og tog hans Søn til ſig ſom ſin egen. Blandt de i Innisfallens Annaler nævnte Anførere, der ſtilledes mod Sigurd, forekommer en O’Kelly, Konge af Hy Maine; da dette er et Familienavn, er det ej uſandſynligt at denne Konge var Kerthialvad, hvis Navn ſynes at være en Omſkrivning eller Fejlſkrift for Tirdelvach, der ſenere ſlet og ret findes gjengivet „Thjalve“. Ogſaa har her „c“ og „t“ været forvexlede, idet man har læſt cerþjalfaþr i Stedet for terþjalfaþr. Endelſen „—agh“ og “—adh“ udtales i Irſk paa ſamme Maade. Det heder at Kerthialvad havde Merket foran ſig, og var Anfører for den Fløj.
  10. Ulf Ræda nævnes ej i de irſke Annaler, og han maa i alle Fald have haft et andet ikke-nordiſk Navn, under hvilket han var kjendt paa Irland. Heelbroder til den ældgamle Brian kan han neppe have været, og derfor ſkulde man helſt antage ham for hiin Kian fra Munſter „den højeſte og ſkjønneſte blandt Irerne“, der ifølge de irſke Annaler førte Befalingen over en Afdeling, og ſiden efter Slaget, ſom „ældre end Brians Sønner“, fordrede Giſler af dem.
  11. I Sagaen ſtaar der kun at Aamunde hvite og Jarlen bleve dræbte paa ſamme Tid, uden at der tillægges, hvo der dræbte dem. Innisfallens Annaler fortælle derimod at Sigurd faldt for Murchads Haand, og berette tillige om Murchads raſende Kamp med hiin Høvding, der kaldes Anrudh mac Eibhric, og tilligemed ſin Broder Caralas mac Eibhric ſiges at være Sønner af Lothlannernes (Nordboernes) Konge. Det førſte Navn ſynes at være fejlſkrevet for „Anund“; „Caralas“ er upaatvivlelig „Karl“, og „Eibhric“ maa være„Erik“. Ved Anund og Karl Eriksſønner, der tillige vare Sønner af en nordiſk Konge, maa man nærmeſt tænke paa Medlemmer af den ſvenſke Kongeæt, maaſkee Sønner af Kong Erik Sejrſæl, ſom kunne have været fordrevne fra Riget.
  12. Nemlig, ſom det heder, ved at vinde Indvoldene ud af Livet paa ham. Njaals Saga, Cap. 158.
  13. Ulſter- og Innisfallen-Annalerne nævne 6000, hvilket vel er det rimeligſte.
  14. De irſke Annaler afvige noget i Beſkrivelſen over Maaden, hvorpaa Nordboerne opſtillede deres Hær, idet de lade Broder og Sigurd ſtaa i en og ſamme Afdeling. Dette kan dog umuligt have været Tilfældet, ſiden de begge paa en vis Maade vare Rivaler. Vi have her fornemmelig fulgt Sagaens Beretning, der baade er den vidløftigſte og tillige maa antages for den paalideligſte, hvad Nordboernes Bedrifter angaar, da den viſtnok grunder ſig paa enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortælling, navnlig Thorſtein Siduhallsſøns, der jo herom maatte vide den nøjeſte Beſked. Her er det af væſentlig Vigtighed at erindre, at Odd Kolsſøn, Thorſteins Broderſøn, var en af Are frodes fornemſte Hjemmelsmænd, hvad den norſke Kongehiſtorie angik; og Odd maa dog vel ogſaa have hørt endeel om Briansſlaget af ſin Farbroder. Med hvilken Deeltagelſe man rundt om i Norden har lyttet til Beretningen om dette Slag, og hvilken Vegt man tillagde det, viſe de foregivne ſamtidige Varſler derom, ſom Njaals Saga omtaler; paa Svinafell, paa Island, kom der Langfredag Blod paa Preſtens Mesſehagel; paa Thvaattaa hos Siduhall ſyntes Preſten ſamme Dag at der aabnede ſig en Afgrund ved Alteret, hvor han ſaa mange ſkrækkelige Ting; paa Orknø ſyntes man at ſe Sigurd Jarl og nogle Mænd med ham ride under en Bakke, Gille Jarl i Syderøerne drømte at en Mand kom fra Irland og kvad et Vers, hvori han fortalte Sigurds og Brians Fald. Men det merkeligſte Syn, var det, ſom en Bonde paa Katanes ſkulde have haft. Han ſaa Langfredag tolv Kvinder ride til en.Stue og gaa ind; ved at kige igjennem en Glug ſaa han at de vævede en Væv, hvis Iſlet og Rending beſtod af Menneſketarme; Vegterne vare Menneſkehoveder, Skedene vare Sverd, og Skytlerne vare Pile. De kvad en Sang, der endnu er heelt opbevaret, de navngave ſig i denne ſom Valkyrjer, af hvilke Hild, Hjørthrimul, Sanngrid, Svipul udtrykkelig nævnes; de bebudede blodig Kamp, hvor Liv ej ſkulde ſpares. Lader os, ſagde de, vinde Spydvæven, ſom den unge Konge før ejede, og lader os ſiden følge Fyrſten: de Folk ſkulle nu raade for Lande, ſom fordum kun beherſkede Ud-ſkager, den mægtige Fyrſte ſkal dø, Jarlen er allerede fældt; Irerne ſkulle faa en Sorg, de aldrig forvinde; for den unge Konge kvæde vi derimod Sejrsſang. De reve derpaa Væven i to Stykker, og toge, ſer af dem det ene, ſer det andet, hvormed de rede, den ene Flok i Nord, den anden i Syd. Bonden kaldes Darrad, uden Tvivl ved en Misforſtaaelſe af det oftere forekommende Udtryk „vefr darraðar“, Spydvæven, ſom om det ſkulde betyde „Darrads Væv“. Det ſamme Syn ſkulde en Brand Gneiſtesſøn paa Færøerne have haft. Kvadets Indhold viſer umiskjendeligt, at Forfatteren har anſeet Slagets Udfald i det hele taget fordeelagtigt for Sigtrygg og Nordmændene, hvis man maaſkee ej ſnarere her har tænkt paa Kong Knut og Englands Erobring. Hvilken Vegt Irlænderne endnu lægge paa dette Slag, ſee derom iſær Worſaae „Minder om de Danſke og Nordmændene“ S. 380, 381. De faldne irſke Høvdinger opregnes vidtløftigt fornemmelig i Ulſter-Annalerne, S. 305. Slaget omtales ogſaa af Marianus Scotus, der i ſine Annaler fortæller at Brian blev dræbt, medens han laa i Bøn med Øjne og Hænder henvendte til Herren. Ligeledes omtales det i Ann. Cambriæ, Mon. tr Br. I. S. 839, og i Brut y Tywysogion ſammeſteds S. 852, ſamt i de islandſke Annaler, hvor det kaldes det tredie ſtørſte Slag i Norden. Men her henføres det, ſom ovenfor nævnt, urigtigt til 1004, (i enkelte Haandſk. 1002 og 1003) ſaa vel ſom i Kongeſagaerne.
  15. Sigtrygg omtales, ſom vi ville ſee, oftere i Annalerne; hans Død henføres af nogle til 1042.
  16. Orkn. Saga, S. 28. Her anføres udtrykkeligt et Vers af den ſamtidige Arnor Jarlaſkald til Bekræftelſe.
  17. Dette er en Bekræftelſe paa at Sigurd, viſtnok paa ſin Huſtrues Vegne, før ſin Død beſad Katanes og Sutherland, eller ved ſit Giftermaal havde faaet det tilbage igjen. Men ved Huſtruens Død har ſandſynligviis, ſom ovenfor antaget, Thorfinn været betragtet ſom den egentlige Arving til Katanes, og derfor faaet Jarlsnavn.
  18. Om Eyvind Urarhorn ſe ovf. S. 543—545. Det heder udtrykkeligt at Eyvinds Rejſe til Irland ſkede ſamme Sommer, Kong Rørek førtes til Island, ſee Olaf Tr. Saga, Cap. 82. Snorre, Cap. 87.
  19. Sagaerne kalde ham Konoføgr. Der var flere Konger af dette Navn paa Irland i den Tid, ſaaledes havde Malſechnail en Søn ved Navn Connor, ligeledes omtales en Connor O’Muredaig, Konge af Ciared, død 1033.
  20. Lough Larne kaldes i et Diplom af 1210 Wulvricheford, ſe Worſaae, „Minder om de Danſke og Nordmændene“, S. 388.
  21. Olaf d. hell. Saga, Cap. 91, 92. Snorre, Cap. 99—103. Orkn. Saga, S. 1—10.
  22. At Mælkolm Kenedhs Søn havde Magten netop omkring 1018, ſynes at kunne ſluttes af hvad Simeon af Durham fortæller ved dette Aar, nemlig at Mælkolm Kenedhs Søn leverede Jarlen af Northumberland et ſtort Slag ved Carr. (Mon. hist. Br. I. S. 594.) Se nedenfor.
  23. I Sagaberetningen ſtaar sparða. Ordet er irſk, spartha; dette Slags Hellebard omtales oftere ſaavel i Sagaerne ſom i irſke Beretninger.
  24. Dette er egentlig mere, end de ældre Love beſtemme, thi de regne for en Jarl dobbelt mod Boden for en Lendermand, eller 72 Mk. (ſe ældre Gulath. I. S. 300, jvfr. Cap. 180). Men da en Trediedeel bortfaldt, reduceredes dog Boden til det ſædvanlige.
  25. Olaf den helliges Saga, Cap. 92—98, Snorre, Cap. 101—109, Orkn. Saga S. 6—28.
  26. Det heder viſtnok i Orkn. Saga, S. 28, at Olaf, efter at Thorfinn var rejſt, ingen „lýðskuldu“ fik af ham; men der var heller ikke egentlig nogen Anledning for Thorfinn til at viſe ham nogen ſaadan umiddelbart, og i det mindſte vovede han dog ei med Magt at fortrænge Bruſe.
  27. At Forliget oprettedes i dette Aar, ſees deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 98, udtrykkeligt ſiger, at det kom iſtand da Kong Knut havde underlagt ſig Norge og Olaf var faren af Landet, hvorhos Orkn. Saga S. 30 tilføjer, at Kong Mælkolm døde, da Brødrene havde indgaaet Forliget; og hans Død indtraf i 1029, ſom vi tidligere, efter Tighernachs udtrykkelige Udſagn, have ſeet. Vel har den ſkatte Text i udg. af Olafs Saga i Fornm. S. paa dette Sted (IV. S. 230) „frafalden“ ɔ: „død“ i Stedet for „faren af Landet“; men ſaa vel den ældſte Text, ſom Texten hos Snorre og i Orkn. S. have alle „faren af Landet“. At Aarstallet 1029 er rigtigt, fremgaar ogſaa deraf, at Orkn. S. førſt ſenere (S. 42) omtaler Bruſe Jarls Død, der efter Olaf den helliges Saga Cap. 98, Snorre Cap. 109, indtraf „lidt efter Kong Olafs Fald“.
  28. Se ovenfor S. 201. Alt Harald flygtede til Island, kan ſluttes deraf, at Gudrød Crovan i den Manſke Krønike ſiges at være.kommen fra „Ysland“; her kan Irland umuligt være meent, da Afſkriverne ſtedſe kalder Irland Hibernia.