Det norske Folks Historie/2/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter at vi nu have fulgt Olaf Skridt for Skridt under hans Beſtræbelſer for at udbrede og befæſte Chriſtendommen, er det af Vigtighed at kaſte et Blik paa de fornemſte af de Indretninger til dens Fremme, der nærmeſt maa være at tilſkrive ham. Vi kjende dem viſtnok ikke ganſke i den Skikkelſe, hvori de udgik fra hans Haand, thi deres Optegnelſe hidrører fra en ſenere Tid, efter at de allerede havde modtaget flere Modifikationer under ſenere Konger; men disſe Modifikationer kunne dog i det hele taget ej have været ſynderlig ſtore. I de Chriſtenretter, ſom ere os levnede, er det fornemmelig Tiende-Afgiften og Inddelingen i formelige Diøceſer eller Biſkops-Stifter, og Tilværelſen af en faſt og beſtemt begrændſet biſkoppelig Jurisdiktion, der, tilligemed alt, hvad ſom derpaa grunder ſig, maa tilhøre en ſenere Periode; i Olafs Tid og endnu en Stund derefter var der nemlig ingen faſte Biſkopper, men kun omrejſende Lydbiſkopper[1], og for ſaa vidt der var nogen Afſondring mellem beſtemte Biſkops-Diſtrikter, kan denne alene have beſtaaet deri, at det Nordenfjeldſke med de veſtlige Kyſtfylker dannede et, og Viken med Oplandene et andet Diſtrikt, hvilke begge maaſke ſædvanligviis berejſtes af hver ſin Biſkop, uden at dette dog kan antages at have været nogen beſtemt Regel[2]. De øvrige af Beſtemmelſerne, af hvilke enkelte udtrykkeligen henføres til Kong Olaf, kunne dog neppe, endog i Formen, have undergaaet ſynderlige Forandringer ſiden hans Tid.

De fleſte af vore Chriſtenretter begynde ſaaledes, at alle og enhver ſkulle være chriſtne og forſage Hedendommen; der ſiges og, at man ſkal „bøje ſig mod Øſten“ og bede til den hellige Chriſt om gode Aar og Fred[3]. Hvert Barn ſom fødes, ſiges der, ſkal ogſaa opfødes, med mindre det er en Vanſkabning, og da ſkal det dog føres til Kirke og primſignes, ſaaledes bringes ud af Hedendommen, men — ſaa raae vare endnu Foreſtillingerne om hvad man ſkyldte Humaniteten — det ſkulde derpaa enten dræbes eller lægges ned i eller ved Kirken, for der at dø[4]. Ethvert Barn, ſom føddes, ſkulde døbes inden en vis Tid, og der gaves nøjagtige Beſtemmelſer for, hvorledes man ſkulde bære ſig ad i Nødstilfælde, hvor Preſt ikke var ved Haanden, hvilket naturligviis ofteſt indtraf i den ældſte Chriſtendomstid i Norge, da Preſterne vare faa og vidt adſpredte[5]. Alle hedenſke Ofringer tilligemed alle andre Levninger fra Hedendommen forbødes, ſom vi allerede have ſeet, meget ſtrengt; der gaves ſtrenge Regler for, hvad Spiſe man kunde nyde, og hvad der ſkulde anſees for Uaad, deriblandt alt ſelvſtyrtet. Om Heſtekjøds-Spisning tales ej udtrykkeligt: man ſynes mere at have forudſat, at det var forbudt[6]. Søn- og Hellig-Dages Overholdelſe indſkærpedes ſtrengt, og Dagene opregnedes. Foran enhver Søndag ſkulde Helgen allerede begynde ved Non-Tid, naar en Trediedeel var tilbage af Dagen, og holde ved til Mandags-Otten. Af andre Helligdage gives der nogle, for hvilke en ſaadan Nonhelg var forordnet, for andre ikke. De Dage foruden Søndagen, ſom Kong Olaf og Biſkop Grimkell paa Moſtrarthing erklærede for Helligdage med foregaaende Nonhelg og Faſte, vare Jonsmesſe eller St. Hans, Petersmesſe (29de Juni), Seljemændenes Mesſe (8de Juli), Jakobsmesſe (25de Juli). (hertil kom ſiden Olafs egen Mesſe, 29de Juli), Laurentius-Mesſe (10de Auguſt), Mariemesſe den førſte eller Marie Himmelfart (15de Auguſt), Bartholomæus-Mesſe (24de Auguſt), Matthæus-Mesſe (21de September), Michaels-Mesſe (29de September), de to Apoſtlers Mesſe eller Simeon og Juda Mesſe (28de Oktober), Allehelgens Mesſe (1ſte November), Andreas-Mesſe (30te November), og Thomas-Mesſe (21de December). Derimod vare de fire førſte Juledage, Nytaarsdag eller 8de Dag Juul, Hellig tre Konger eller 13de Dag Juul, Kyndelmisſe (2den Februar), Marie Bebudelſe (25de Marts), Skjærthorsdag, Langfredag, Paaſkeaften, Paaſkedag, Onsdag i Paaſke-Ugen, Korsmesſe om Vaaren (3die Mai), Chriſti Himmelfartsdag, Marie-Mesſe ſidre eller øvre (8de September), Korsmesſe om Høſten (14de September) og endeel andre opregnede Dage viſtnok i ſig ſelv ligeſaa hellige ſom Søndagene, men uden foregaaende Faſte eller Nonhelg[7]. Hver Fredag ſaa vel ſom i hele Langefaſten før Paaſke ſkulde der faſtes, ſaaledes at man afholdt ſig fra at ſpiſe Kjød. Helligdagene ſkulde tilſiges af hver Preſt i hans Sysſel d. e. Preſte-Gjeld ved at opſkære Kors og lade det gaa rundt paa ſamme Maade ſom man opſkar Budſtikke og ſendte den omkring. Preſten var anſvarlig for Rigtigheden af Budet, og ſkulde, om nogen Fejl var indløben, enten til Fods eller til Heſt ſøge at indhente det, førend det var kommet omkring[8]. For Egteſkaber gives nøjagtige Beſtemmelſer. Kun een Kone ſkulde en Mand have, dog var Straffen ikke ſtor, om han i hendes Levetid tog en anden[9]. Langt ſtrengere var Straffen for Blodſkam med nær beſlægtede. Blandt de forbudne Led opføres allerede de ſaakaldte Gudſivjer eller Gudſlægtninge, nemlig de, der ved Fadderſkab kom i det ſaakaldte aandelige Slægtſkab med Barnet[10]. Kirkelig Vielſe paabydes ingenſteds. Alle afdøde, undtagen grove Forbrydere og Selvmordere ſkulde begraves ved Kirken. Men et merkeligt Beviis paa den ſtrenge Afſondring, ſom raadede med Henſyn til Standsforſkjellen, er det, at der i de ældſte Chriſtenretter for Viken og Oplandene tales om beſtemte Afdelinger paa Kirkegaarden, hvor de forſkjellige Klasſer ſkulde begraves: Beſtemmelſer, ſom viſtnok ogſaa i Praxis have været overholdte i Gulathingslagen og Froſtathingslagen. Kirkegaarden, heder det i den gamle vikſke Chriſtenret, er deelt i 4 Dele til Begravelſer; Lendermændene ſkulle begraves øſtenfor Kirken og ſøndenfor under Tagdryppet; have de ikke Deel i Kirkegaarden, ſkulle de kun ligge i Bøndernes (Hauldernes) Leje. Næſt dem ſkulle Haulderne og deres Børn begraves, ſaa Leyſingerne og Leyſingernes Børn, derefter Frjalsgjaverne og deres Børn, og endelig Trælle og Lig, der af Havet ere drevne op paa Stranden og have Haaret ſkaaret paa norſk Viis[11]. En ſmuk Beſtemmelſe var det dog, ſom findes i den ældre Gulathings-Chriſtenret, og ſom viſtnok har været gjeldende for det hele Land, at der hvert Aar ſkulde frigives een Træl i det hele Thingdiſtrikt, hvortil alle Fylkerne aarligen ſtiftedes, og desforuden een Træl aarligt i hvert Fylke, hvortil Fjerdingerne i hvert Fylke aarligen ſkiftedes[12]. At det ogſaa har været vedtaget i Froſtathingslagen, ſees af en Beſtemmelſe, ſom paabyder, at der paa en beſtemt Dag før St. Hans ſkulde arbejdes paa Vejenes Forbedring, hvilket, ſom det ſiges, kommer i Stedet for den Trælle-Frigivelſe, ſom tidligere var paabuden i Loven, og ſom alle havde vedtaget af Taknemmelighed mod Gud[13]. Forandringen er aabenbart en Følge af at der paa den Tid, den vedtoges, ej længer var nogen Træl tilbage. I Vikens- og Oplands-Lovenes Chriſtenretter forekommer Beſtemmelſen om Trællefrigivelſen ej, men den kan muligens have ſtaaet i de Dele af disſe Love, der indeholdt den verdslige Lovgivning, og ſom nu er tabt.

Det er oftere nævnt, at Kong Olaf lod opbygge og indvie Kirker. Uagtet ikke faa allerede maa have ſtaaet ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid, f. Ex. Kirken paa Moſter, flere Kirker i Gulathingslagen og Viken, og fornemmelig i Thrøndelagen, have de neppe ved Kong Olaf Haraldsſøns Tiltrædelſe været i en ſynderlig god Forfatning, og dette forklarer, hvorledes hans Virkſomhed i at opføre Kirker oftere kan omtales, ſom om han havde begyndt fra ny af. Det fortælles nemlig, at han lod rejſe Kirke i hvert Fylke, og lagde Præbender til[14]. Paa et andet Sted heder det dog nøjagtigere: Kong Olaf gav med Biſkop Grimkells Raad Gods til de Fylkes-Kirker, ſom Olaf Tryggvesſøn havde ladet rejſe, ſaaledes at der i Leje af de hver Kirke tilliggende Jorder ſkulde udredes en Mark Sølv vejet aarligen[15]. Benævnelſen „Fylkes-Kirker“ er egen for Norges Kyſtfylker iſær de throndhjemſke og vidner om en for Norge ſæregen Kirke-Indretning, ſom nærmeſt ſynes at være laant efter engelſk Mønſter. „Vi ſkulle“, heder det i den ældre Gulathingslov, „vedligeholde alle de Kirker og den Chriſtendom, ſom Olaf den hellige og Biſkop Grimkell beſtemte paa Moſtrarthing, foruden de ſom ſenere ere opførte. I hvert Fylke er der een Kirke, ſom vi kalde Hovedkirke, hvilken alle Fylkesmændene ſkulle vedligeholde“[16]. Foruden disſe Hoved- eller Fylkeskirker omtales ogſaa Fjerdings-Kirker, Aattings-Kirker og Hereds-Kirker, hvilke naturligviis maa have været vedligeholdte af Fjerdingen, Aattingen eller Heredet, og endelig Høgendeskirker, hvilke enkelte Privatmænd havde ladet opføre paa deres Gaarde[17]. I Froſtathings-Loven, hvor man vel nærmeſt har taget Henſyn til de ſmaa Fylker i Thrøndelagen, omtales kun Fylkeskirker og Høgendeskirker[18]. Den vikſke Chriſtenret, ſom nærmeſt ſigter til de tre Fylker Ranafylke, Vingulmark og Veſtfold, nævner to Fylkeskirker i hvert af disſe tre Fylker, og derforuden Hereds-Kirker og Høgendeskirker[19]. Paa Oplandene, hvor de enkelte Hovedfylker indbefattede flere ſærſkilte Landſkaber, der endog, ſom vi have ſeet, regnedes for lige ſaa mange Smaakonge-Riger, vilde fælles Fylkeskirker ej forſlaa; derfor omtales her Tredingskirker, og derfor uden Hovedkirken ſamt endelig Høgendeskirker[20]. Tredingskirkerne paa Oplandene ſtaa ganſke i ſamme Klasſe, ſom Fylkeskirkerne i de øvrige Egne af Landet, thi den Bod, Bønderne ſkulde udrede, hvis de ej inden et Aar efter en Tredingskirkes Nedfald atter havde bygget den op, er den ſamme, ſom for Fylkeskirkerne, nemlig 15 Mark, ligeſom ogſaa Biſkoppernes Følge ved Tredingskirkernes Indvielſe beſtemmes ſom ved Fylkeskirkernes til 30 Mand, ved Hovedkirkernes paa Oplandene ſaa vel ſom Fjerdings-, Aattings- eller Hereds-Kirkernes andenſteds til 15 Mand[21]. Benævnelſen „Fylkeskirker“ er altſaa ſæregen for Kyſtfylkerne, hvorimod „Tredingskirker“ paa Oplandene traadte i deres Sted. Naar nu i den nys meddeelte Beretning Fylkeskirkernes, eller i det mindſte enkelte Fylkeskirkers, Opførelſe tillægges Olaf Tryggvesſøn, da ſtemmer dette godt med, hvad vi ovenfor have ſeet, at denne Konge næſten ſlet ikke, eller i alle Fald kun heel lidet, indlod ſig paa at chriſtne Oplandene, men derimod for det meſte holdt ſig til Kyſtfylkerne. Vi maa ſaaledes antage, at medens Kong Olaf Haraldsſøn forefandt mange af Fylkeskirkerne, iſær i Thrøndelagen og Gulathingslagen, opførte ſiden Olaf Tryggvesſøns Tid, ſaa at han altſaa kun havde at udbedre dem, og hiſt og her forøge deres Antal, har han derimod paa Oplandene maattet begynde ganſke fra nyt af, ſaa at alle Tredingskirkerne her nærmeſt ſkyldes ham. Oprettelſen af de ringere Kirker overalt i Landet er vel ogſaa for en ſtor Deel hans Verk, ſkjønt han neppe lagde Jordegods til andre Kirker end Fylkeskirkerne[22]. Den hele Indretning med disſe Kirker af forſkjellig Rang ligner meget hvad der ſandt Sted i England. Saaledes ſiges der udtrykkeligt i Kong Knuts Kirkelove: „alle Kirker ere ikke lige berettigede i verdslig Henſeende til ſamme Grad af Anſeelſe, ſkjønt de have lige ſtor guddommelig Indvielſe“; der ſkjelnes her udtrykkelig mellem Hovedkirken Middels-Kirker, lavere Kirker, og Mark-Kirker (feld-cyricean[23]). Imidlertid maa man dog antage, at en lignende Indretning allerede fandt Sted i Hedendommens Tid, og at meget af det Jordegods, der lagdes til Fylkeskirkerne, oprindelig af Hovenes Ejere var ſærſkilt henlagt til disſe; og naar man læſer om den Haſt, hvormed Olaf fik Kirkerne indviede, ſkulde man formode, at han dertil oftere har brugt Hov-Bygningerne, hvor de kunde anvendes[24].

Ligeſom Hovene fordum, ſaaledes vare Kirkerne fredhellige; Drab og Slag med vred Hu i Kirke eller Kirkegaard, eller ſom det kaldtes, Brud paa Kirke-Griden, ſtraffedes med Bøder eller Fredløshed: dog gjordes her ogſaa Forſkjel efter Kirkens Rang. Blod, udgydt i eller paa Kirken i vred Hu, tilintetgjorde Indvielſen, ligeſom vi have ſeet at Thorsneſets Helligdom paa Island krænkedes ved Blod, udgydt i Slagsmaal[25]. Ved ſlige Lejligheder maatte følgelig Kirkerne indvies paany. Indvielſen ſaa vel af de nys opbyggede, ſom af de vanhelligede Kirker tilkom alene. Biſkoppen, endog i den Tid, da faſte Biſkopper ej vare anſatte[26].

Med Undtagelſe af Mariakirken i Sarpsborg, og Klemenskirken i Nidaros, ſom dog allerede var paabegyndt eller endog færdigbygget af Olaf Tryggvesſøn, og derfor vel egentlig kun behøvede Udbedring, nævne Sagaerne ikke ſærſkilt nogen Kirke, ſom Olaf Haraldsſøn ſkal have ladet bygge. Deſto mere veed Folkeſagnet at fortælle derom, ja endog om, hvorledes Troldene deels ſøgte at forſtyrre hans Bygninger, deels ſelv, paa gammel Jøtun-Viis, ſøgte at overliſte ham ved ſelv at paatage ſig Bygningsarbejder for ham mod overdreven Løn, men derimod ſelv bleve overliſtede[27]. Blandt de Kirker, hvis Opførelſe Sagnet tillægges ham, er Ytterby Kirke ved Kongehelle; denne Kirke (i den ytre By eller ytre Kongehelle) nævnes i de gamle vikſke Chriſtenret, ſom en af de ſex Fylkeskirker, og Sagnet ſynes derfor ej at ſavne rimelig Grund[28]. De øvrige fem ere: Svarteborg

Cantor dómas, kirkel. § 3. Her tales om Forſkjellen mellem Kirkerne nærmeſt med Henſyn til den ſtørre eller mindre Straf for at have brudt deres Grid. Kirke i det nordlige Ranrike, Tune Kirke ved Sarpsborg, Akers Kirke ved Oslo, Sæms Kirke ved Tunsberg, og Heidreims Kirke ved Skiringsſal. At ligeledes ogſaa disſe ſkylde Olaf deres Opførelſe, er heel ſandſynligt[29]. Paa Eidsvold ſtod der, ſom man ſeer, en Kirke, da Olaf gjorde hiint Tog, hvorved de fem hedemarkſke Konger bleve fangne, ligeledes nævnes en paa Agvaldsnes[30].

Allerede paa Moſtrarthinget beſtemtes det, at Biſkoppen ſkulde indſætte Preſter ved Kirkerne; dog havde alene Fylkespreſterne, en beſtemt aarlig Indtægt, ſom Bønderne ſkulde udrede[31]; hvorimod Heredspreſterne ſkulde ſlutte nærmere Aftale derom med Bønderne. Paa den anden Side havde Biſkoppen ikke Ret til at afſætte Heredspreſterne mod Bøndernes Ønſke, ja i Viken havde de endog Ret til, ſelv at vælge deres Heredspreſt. De førſte Preſter vare, ſom man maa antage, fra England, eller de nordiſke Landſkaber i dette Rige; Olaf Haraldsſøn fik derhos, ſom vi have ſeet, enkelte fra-Bremen; men det varede neppe længe, førend Preſte-Embederne for det meſte vare beſatte med Indfødde, thi, ſom det heder i den ældre Gulathingslov, „vi beſvogre os med Preſterne og lade vore egne Sønner oplære“. Disſe indfødde Preſter, der foruden deres beſtemte Indtægt ogſaa, ſom man maa antage, havde deres Lod i det til Kirken lagte Jordegods, hvoraf en Deel afſondredes til Preſtegaarde, levede her aldeles ſom Bønderne ſelv, deeltoge i Folkelivet, og bidroge nødvendigviis derved til at give Chriſtendommen og den med Chriſtendommen følgende Dannelſe den nationale Charakteer, ſom den umiskjendelig antog i højere Grad her end i mange andre Lande. Preſternes og Kirkernes Indtægter beſtode for øvrigt i den ſærſkilte Betaling for de enkelte gejſtlige Forretninger, ſaa vel ſom i milde Gaver. Tiendeafgiften vovede man endnu ikke paa lang Tid at indføre. Biſkoppen havde ifølge Chriſtenretterne ſtore Indtægter af Sagefaldet for de fleſte gejſtlige Forbrydelſer; om han allerede oppebar dette i den førſte Tid, førend faſte Biſkopsſtole oprettedes, er vel noget uviſt, men uſandſynligt er det ikke, ſkjønt det falder af ſig ſelv, at ſlige Bøder i hiin Tid neppe kunde blive regelmæsſigt inddrevne. Den ſaakaldte Rumaſkat eller Pederspening, en aarlig Afgift til Paven, beſtaaende i en Pening for hver Mand eller Kvinde, der ejede mere end 3 Mark, og ſom ſkulde betales ved Petersmesſe (29 Juni), omtales ikke i de ældre Chriſtenretter[32], og indførtes vel derfor førſt ſenere, ſandſynligviis ikke førend ved Kardinal Nikolaus’ Nærværelſe i Midten af det 11te Aarhundrede, da Erkeſtolene oprettedes. I England var dog ſaavel Tienden ſom Rumaſkatten allerede paa Knuts Tid forlængſt indført[33]. En Indretning, der, ſom vi have ytret, minder om Pave Gregorius’ humane og fornuftige Raad til de førſte Chriſtendomsforkyndere i England[34], ej ganſke at afſkaffe de gamle i Hedendommen brugelige Feſter, men kun at knytte dem til chriſtelige Feſtdage, var Ølgerden, eller de i Chriſtenretten ſelv paabudte Sammenſkuds-Gilder, der ſkulde holdes, hvor der boede mindſt 3 Bønder ſaa nær ved hinanden, at de ej uden altfor ſtor Ubekvemmelighed kunde komme ſammen. Bonden og hans Huusfrue ſkulde hver bringe en Mæle Øl; ved Sammenkomſterne ſkulde Mindeſkaalene ſignes og drikkes til Chriſti og Jomfru Marias Tak, og for et godt Aar og Fred. Der nævnes tre ſlige lovbeſtemte Sammenkomſter, nemlig om Høſten, aller ſeneſt før Allehelgensdag, altſaa nærmeſt ſvarende til Høſtblot, om Juul, altſaa ſvarende til Juleblot, og endelig ved St. Hans, altſaa nogenledes ſvarende til Sommerblot, der nu ej behøvede at holdes ſaa tidligt, fordi man ikke længer drog ud paa Vikingetog[35]. Saadanne Sammenkomſter var det viſtnok, ſom Ølve paa Egg og de indthrøndſke Bønder foregav at have paa Mæren, og ligeſom det i ſin Tid var en Æresſag for de fornemſte og rigeſte Høvdinger, ſelv at vedligeholde og bekoſte Blotfeſterne, ſaaledes maa der have været flere, der paa egen Haand bekoſtede disſe Ølgerds-Gilder: navnligen kan det neppe have været andre end disſe, ſom Sigurd paa Throndenes og hans Søn Aasbjørn Selsbane plejede at holde[36].

De ſædvanlige Straffe for gejſtlige Forbrydelſer ere i de ældſte Chriſtenretter foruden Skrifte, førſt Boder, ſiden Ejendomstab, og endelig Utlegd. „Han fare i hedenſk Land, vil han ikke chriſten være“, heder det[37]; det chriſtelige Kirkeſamfund taalte ingen Hedning i ſin Midte, og ſom Hedning anſaaes ej alene den, der ej vilde antage, eller afſvor Chriſtendommen, men ogſaa den der ej vilde underkaſte ſig de til dens Vedligeholdelſe nødvendige Beſtemmelſer. Gjenſtridighed hos hele Bygder var Kongen berettiget til at refſe med væbnet Haand: „den er den eneſte Hærfærd, der er tilladt Kongen indenlands“, heder det, „at herje for Mænd til Chriſtendommens Fremme; dog ſkal han ej dræbe Mænd og ikke brænde Huus, men kun tage deres Gods og Kvæg ſom Krigsbytte“[38]. Efter disſe Grundſætninger ſee vi ogſaa at Olaf og hans Forgænger Olaf Tryggvesſøn handlede, og det ganſke viſt i fuld Overbeviisning om at de handlede med fuldkommen Berettigelſe; kun gik de, da de havde med virkelige Hedninger at beſtille, ſtrengere frem, og anvendte førſt de haardeſte Midler.

I den verdslige Lovgivning maatte vel Chriſtendommen og dens Grundſætninger gjøre betydelige Forandringer, men imidlertid vedligeholdtes endnu den ældgamle, forhen ſkildrede, Retsforfatning, hvorved de fleſte Forbrydelſer kun anſaaes ſom private Fornærmelſer og kunde afſones med Pengebøder, af hvilke Kongen, ſom repræſenterende Staten, fik en Deel[39]. De ovenfor nærmere beſkrevne Stands- eller Rang-Klasſer, af hvilke enhver havde ſin ſæregne Ret, vedbleve endnu i flere Aarhundreder aldeles uforandrede, uden for ſaa vidt der, ſom vi have ſeet, ved Chriſtenrettens Beſtemmelſer ſørgedes for, at Trællene efterhaanden frigaves. Flere af de Retshandlinger, ſom hidtil foretoges ved Hovene, lagdes nu til Kirkerne, f. Ex. Eds-Aflæggelſen, Ætledning af Børn, o. ſ. v.

Olaf ſynes at have været den førſte af Kongerne, ſom indførte en beſtemt Hof-Ordning, der formodentligen danner Grundvolden til de af ſenere Konger udſtedte Hirdſkraaer. Om Maaden, hvorpaa han indrettede ſig i Nidaros, fortælles der: „han lod huſe Kongsgaarden; der indrettedes en ſtor Hirdſtue, med Dør paa hver Ende. Kongens Højſæde var midt i Stuen; nærmeſt dette, paa den indre Side, ſad Grimkell, og dernæſt de øvrige Preſter; paa den anden Side ſad Kongens Raadgivere. Lige over for Kongen, idet andet Højſæde, ſad Kongens Stallare Bjørn digre, og dernæſt de anſeelige Mænd, der vare i Beſøg hos Konger[40]. Dette forklares nærmere ved en andenſteds meddeelt Beretning[41] om den ældre Maade, hvorpaa Sæderne vare ordnede i Kongehallen: „der var to Langpaller eller Langbænke, der gik langs ad sulten; paa den ene, der vendte mod Solen (altſaa var paa Nordſiden) og kaldtes den fornemmere (œðri), var Kongens Højſæde eller Andvege, hvor Dronningen ſad paa venſtre Side af Kongen; paa begge Sider, baade Karle- og Kvinde-Siden, regnedes det for den fornemſte Plads, jo nærmere man ſad Andveget, og for den ringeſte, jo nærmere man ſad Døren. Den gjæveſte Mand, der tillige var gammel og forſtandig, kaldtes Kongens Raadgiver — det var nemlig i den Tid Kongernes Skik at have gamle viſe Mænd til at oplyſe dem om, hvorledes man i ældre Tider havde baaret ſig ad, og om Forfædrenes Skikke og Sæder — denne Mand ſad paa den ringere[42] Pall lige over for Kongen, i det ſaakaldte ringere Andvege; til højre for ham ſad Kvinder (altſaa lige over for Kvinderne paa den fornemſte Bænk) til venſtre Mandfolk“. Man gjenkjender i det hele taget den allerede ovenfor (1 B. S. 797) beſkrevne Indretning af Vejtſleſtuerne, dog tales der ikke, ſom her, om Tverpallen, der med Tilbehør udfyldte den Ende af Skaalen, ſom var modſat Hoved-Indgangen, og ſædvanligviis indtoges af Kvinderne; disſe ſad, ſom vi ſee, i Kongehallen paa Langbænkene ſelv[43]. Vi erfare ogſaa, ved at ſammenholde begge de nys meddeelte Beretninger med hinanden, at der maa være ſkeet ſtore Forandringer i Pladſenes Ordning, efter at Olaf var bleven gift, og Dronningen med hendes Kvinder havde faaet.—Sæde i Hallen, thi hun indtog nu den Plads, ſom Biſkoppen og hans Preſter tidligere plejede at have. „Ved Ildene“, ſiges der, „ſkulde man paa den Tid drikke Øl. Det var Høvdingernes Skik at række Øllet over Ilden (der brandt i en lang Rad midt paa Gulvet mellem Bænkene) og drikke ſin Gjenbo til; og det anſaaes i den Tid for en ſtor Ære at ſidde lige over for Kongen og blive tildrukken af ham. Kong Olaf“, heder det videre, „fordeelte ſine Mænd i forſkjellige Tjeneſter, efter Kongernes Skik. Han havde med ſig 60 Hirdmænd og 30 Gjeſter, beſtemte dem en vis Sold og gav dem haabe( Om Gjeſterne og deres Forretning, at udføre allehaande Ærender og Sendelſer, ſom vare forbundne med Fare, og hvortil en vis Raſkhed og Uforfærdethed udfordredes, have vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder talt. De havde en faſt Høvding: dette Embede beklæddes en Tidlang af Thore Sange, indtil han, ved Forfølgelſen af Kong Rørek, faldt for Finn litles Piil. Olaf havde ogſaa, ſom det fremdeles berettes, 30 Huuskarle, der ſkulde forrette de Syſler i Gaarden, ſom udfordredes, og beſørge de nødvendige Forraad anſkaffede; desforuden havde han mange Trælle. I Gaarden var der foruden Hirdſtuen, en ſtor Skaale, hvor Hirdmændene ſov, og fremdeles en anden ſtor Sine, hvori Kongen holdt Hirdſtevner og andre Forſamlinger: dette var altſaa den ſaakaldte Maalſtue. Den her beſkrevne Indretning maa viſtnok ogſaa i det væſentlige have fundet Sted, og den ſamme Orden været overholdt paa de øvrige Kongsgaarde, hvor Kongen reſiderede, iſær paa dem, han ſelv havde ladet opføre, f. Ex. i Sarpsborg.

Om Olafs Maade at tilbringe Dagen paa tilføjer Sagaen, at han plejede at ſtaa tidligt op om Morgenen, klæde ſig og vaſke ſine Hænder, derpaa gaa til Kirke, og lode Otteſang og Morgenmesſe; og naar han dermed var færdig, at gaa til Stevne-r eller Moder for deels at bilægge Stridigheder mellem Folk, deels at afhandle andre nødvendige Sager. Naar denne Forretning var ſluttet, plejede han, ſom man ellers af enkelte Ytringer hiſt og her erfarer, at gaa i Højmesſe, og umiddelbart derefter til Bords; og var det da, ſom man ſeer, forbudt, eller i det mindſte anſeet for upasſende, at bryde ham med Forretningsſager. Efter Bordet hørte han atter Non-Mesſe, naar en ſaadan holdtes, nemlig før Helligdagene, og Aftenen tilbragtes derpaa med ſelſkabelig Lyſtighed.

  1. Se Mag. Adam af Bremen, IV. 33.
  2. Efter hvad der ovenfor er nævnt om Viken og Chriſtendommens førſte Udbredelſe der fra Tydſkland og Danmark af, ſkulde man maaſke kunne antage, at Biſkoppen i hine Egne ſtundom har ſtaaet i nærmere Forbindelſe med Bremen end den nordenfjeldſke Biſkop, der vel iſær holdt ſig til England.
  3. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 1.
  4. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 21. Ældre Froſtathings-Lov, II. Cap. 1, 2. Ældre Borgarth. Chriſtenret, Cap. 1. Ældre Eidſiva Chriſtenret, Cap. 1,5. Beſtemmelſerne ere paa alle disſe Steder lidt afvigende, men dog i Hovedſagen eens.
  5. Saaledes f. Ex. fik man Tilladelſe til i visſe Tilfælde at anvende ſmeltet Iis og Sne, ja endog Spyt, hvilket ſenere forbødes; ſee ældre Gulathings-Lov, Cap. 21, Borgarth., Cap. 2.
  6. Alt hvad der ej maatte ſpiſes, henførtes til „Sveita“, „Svidda“ og „Uaat“.
  7. Her holde vi os nærmeſt til Gulathings-Loven, Cap. 17, 18, der udtrykkelig paaberaaber ſig St. Olaf og Grimkell. Beſtemmelſerne herom i de øvrige Love afvige lidt, men ere deels mindre omſtændelige, deels vel og lidt nyere. I Gulathings-Loven omtales Olafs-Mesſe ſom paabuden af Olaf og Grimkell; dette viſer, at ogſaa her nyere Tilſætninger have fundet Sted.
  8. Gulathings-Lov, Cap. 19. Borgarth. Lov, Cap. 13.
  9. Straffen er 3 Marks Bod, og Skrifte for Biſkoppen. Vielſe omtales ikke ſom nødvendig.
  10. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 26. Froſtathings-Lov, III. Cap. S. Borgarth., Cap. 15. Eidſiva-Lov, Cap. 53.
  11. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 23. Borgarth. Lov, Cap. 9. Eidſiva-Lov, Cap. 50. Froſtathings-Lov II. 15. Jvfr. ovf. 1 B. S. 144.
  12. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 4, 5.
  13. Ældre Froſtathings-Lov III. Cap. 19.
  14. Olaf den helliges Saga i Flatøbogen, ſe Fornm. S. V. S. 238.
  15. Denne merkelige Notits findes kun i den legendariſke Saga, Cap. 31, jvfr. dog Fagrſkinna, Cap. 98.
  16. Ældre Gulathings Lov, Cap. 10.
  17. Ældre Gulathings Lov, Cap. 12.
  18. Ældre Froſtathings Lov, II. 7, jvfr. Cap. 10. I Thrøndelagens ſmaa Fylker pasſede Indretningen med Fylkeskirker bedſt, og derfor ſkulde man antage, at den her allerførſt har været indført.
  19. Vikens Chriſtenret, Cap. 8.
  20. Dette ſtaar ej ſaa ganſke udtrykkeligt, men dog ſaaledes, at man kan ſee, det har været Lovkoncipiſtens Mening. I Cap. 34 tales der nemlig om naar en Kirke brænder ned, og, ſiges der, hvis den ej inden 12 Maaneder er opført, ſkulle alle Tredingsmændene bøde 15 Merker, hvorhos Biſkoppen for Indvielſen ſkal have 3 Nætters Vejtſle med 30 Mand og 30 Heſte om Sommeren, men 15 Heſte om Vintren. Derimod tales i Cap. 40 om at Biſkoppen, naar han indvier Hovedkirke ſkal have 2 Nætters Vejtſle og 15 Mand med 15 Heſte om Sommeren, 8 Heſte om Vintren. Ogſaa veed man af Jordebøger og Diplomer, at Oplandenes Fylker deeltes i Tredinger.
  21. Ældre Gulathings Lov, Cap. 11, beſtemmer 30 Mand og 3 Nætters Ophold for Biſkoppen ved Fylkeskirken, 15 Mænd og 3 Nætters Ophold ved andre Kirker. Vikens Chriſtenret, Cap. 10, har for Fylkeskirke 30 Mand og 5 Nætter, for Heredskirke 15 Mand og 3 Nætter.
  22. Ligeſom ogſaa kun Fylkespreſternes Indtægter beſtemtes af ham og Biſkoppen, ſe nedenfor.
  23. I Innisfallens Annaler, der indeholde den vidtløftigſte Beſkrivelſe over dette Slag (O’Connor I. S. 60—62) ſiges der, at der foruden Sigurd Jarl og Broder kom Galler (ɔ: Fremmede, Nordboer) fra Syderøerne, Man, Hjaltland, Lewis (Leodhas), Kenntyre, Argyll, Cornwall, Bretland, fra „Sneens Egne“, upaatvivlelig Island, og fra det ſydlige Gotland, hvorved man vel maa have tænkt paa Vikinger fra Gautland. Sigurd kaldes her urigtigt Luadair d. e. Lødve, fordi man; ſom det oftere ſker i de irſke og ſkotſke Beretninger, hvor „Søn af N. N.“ udtrykkes ved „Mac N. N.“; forvexler Faderens og Sønnens Ravne; men i Ulſter-Annalerne (O’Connor IV. S. 303) kaldes han „Siuchraid mac Loduir iarla innsi h Orcc“.
  24. Se ovenfor 1 B. S. 152.
  25. Se ovenfor 1 B. S. 781.
  26. Ældre Gulathings Lov, Cap. 15: „Vor Biſkop ſkal raade for Kirkerne, ſaaledes ſom Olaf den hellige tilſtod Biſkop Grimkell paa Moſtrarthing, og ſom vi ſiden bleve forligte om“.
  27. Se Fayes norſke Sagn, S. 109 flg. Disſe og lignende Sagn have allerede deres Forbillede i Eddaſagnet om Jøtunbygmeſteren, ſom ſkulde opføre en Borg i Valhall, imod at faa Freyja, Solen og Maanen, Snorre Edda, Cap. 42.
  28. Odman Bohus-Lens Beſkrifning S. 101. Den ſkal ifølge Holmbergs Beſkr. (III. 385) have været indviet til St. Hallvard, hvilket tyder paa en ſenere Indvielſe, men derfor juſt ikke nogen ſenere Opførelſe.
  29. Naar det heder, at Olaf opholdt ſig i Tunsberg, kunde man friſtes til at formode, at han egentlig boede paa det nærliggende Sæm, ſin Oldeſaders gamle Sæde, og at den Kirke, ſom omtales, og hvori blandt andet Rørek ſøgte at dræbe ham, var Sæms Kirke.
  30. Se ovenfor S. 578, 622.
  31. Ældre Gulathings Lov, Cap. 15.
  32. Den omtales alene i den ældre Froſtathings Lov II. 20, hvor ogſaa Kardinal Nikolaus og Erkebiſkop Jon I. omtales (III. 17). De øvrige omtale Tiende, men ej Rumaſkat.
  33. Rumaſkat (Rómfeóh) omtales i de engelſke Love allerførſt i Edwards og Gudhrums Tractat Cap. 6.
  34. Se ovenfor S. 276.
  35. Ølgerd før Allehelgensdag og før Juul nævnes i Ældre Gulathings Lov, Cap. 6 og 7, og Jonsmesſe Øl i Ældre Froſtathingslov II. 21.
  36. Sigurds Vaar-Gilde holdtes ved Paaſke, hvilket endnu nærmere ſvarer til Sommersblotstid.
  37. Ældre Vikſke Chriſtenret, f. Ex. Cap. 4.
  38. D. ſ. Cap. 8.
  39. Se ovenfor 1 B. S. 571, 572.
  40. Olaf d. hell. Saga, Cap. 58. Snorre, Cap. 55.
  41. Fagrſkinna, Cap. 219, jvfr. Olaf Kyrres Saga, Cap. 2.
  42. I Fagrſkinna ſtaar her norðra (nordre) ved Fejllæsning for úæðra.
  43. Saavel af Orkn. Saga S. 14 (Olaf d. hell. Saga, Cap. 94, Snorre, Cap. 104) ſom af Arnor Jarlaſkalds i Fagrſkinna Cap. 219 og Olaf Kyrres Saga Cap. 2 citerede Vers, ſees det, at Indretningen.hos Jarlerne paa Orknø var omtrent den ſamme; altſaa har denne Skik maaſkee været ſædvanligſt hos fornemmere eller fyrſtelige Folk.