Det norske Folks Historie/2/64
Kong Olaf havde imidlertid, siden han skiltes ved Erling Skjalgssøn og Aasbjørn Selsbane paa Agvaldsnes, næsten udelukkende beskjeftiget sig med at styrke Christendommen, og tillige, som man maa formode, at forbedre Lovgivningen i Gulathingslagen. Om Vaaren, strax efter hiin Vejtsle paa Agvaldsnes, drog han om paa Hørdaland fra Vejtsle til Vejtsle, og derfra rejste han, rimeligviis over Graven, til Vors, fordi han hørte, at det der endnu kun var daarligt bevendt med Folkets Tro. Paa Vorsevangen holdt han Thing, hvor Bønderne indfandt sig i stor Mængde, og bevæbnede. Han bød dem at tage ved Christendommen, men Bønderne bøde ham derimod at slaaes, og fylkede sin Skare; imidlertid bleve de noget ængstelige om Hjertet, og ingen vilde staa fremst, saa at Enden dog blev den, at de gik Kongen til Haande og toge ved Christendommen. Han forlod ikke Vors, førend det var fuldkommen christnet. Fra Olafs Ophold paa Vors fortælles den besynderlige Historie, at han en Dag, som han havde sunget sine Psalmer og kom lige for nogle Høje, standsede og sagde: „disse mine Ord skal gaa fra Mand til Mand, at jeg fraaraader enhver Norges Konge herefter at fare mellem disse Høje“; – og de fleste Konger skulle ogsaa siden have taget sig vare derfor[1]. Fra Vors rejste Kongen over Evanger til Osterfjorden, hvor han havde ladet sine Skibe møde, og drog derfra til Sogn, hvor han tog Vejtsler om Sommeren. Da det begyndte at høstes, begav han sig til de indre Fjorde, og derfra gjennem Lærdalen over Fillefjeld op paa Valdres, hvor Folket endnu var ganske hedensk. Men førend Bønderne ventede det, skyndte han sig til Vangsmjøsen og tog alle deres Baade, hvori han selv indskibede sig med alle sine Mænd, og opskar derpaa Thingbud, idet han lod Thinget tilstevne paa et Sted, der laa saa nær Vandet, at han, naar han vilde, kunde benytte Baadene. Bønderne, som imidlertid havde ladet Hærør udgaa, og opbudt baade Thegn og Træl, kom fuldvæbnede i en heel Hær. Kongen bød dem at antage Christendommen, men de raabte imod ham og bad ham tie, idet de gjorde megen Gny og Vaabenbrag. Da Kongen saa, at Bønderne aldeles ikke vilde laane hans Christendomspaabud Øre, og at de derhos vare for mandsterke til at han kunde tvinge dem med Magten, begyndte han at tale om noget andet, og spurgte om der var nogen paa Thinget, som laa i Trætte med hinanden og ønskede Kongens Mellemkomst. Af dem var der nok, som det nu viste sig; kun Hadet mod Christendommen havde forenet dem. Da de nu begyndte at foredrage sine Anliggender, deelte de sig i flere Flokke, eftersom enhver samlede sine Venner og Tilhængere om sig. Saaledes gik hele den Dag hen. Om Aftenen hævedes Thinget, men Bønderne forbleve endnu samlede, medens derimod, Gaardene rundt om i Bygden næsten vare folketomme. Olaf, som vidste dette, roede om Natten tvers over Vandet, lod sine Mænd gaa op i Bygden[2], og begynde at skjende og brænde; hermed fortsattes ogsaa den følgende Dag, idet de roede fra Nes til Nes. Da Bønderne, som laa samlede, saa Røg og Lue stige op fra deres Gaarde, bleve de, som det siges, løse i Flokken, idet enhver skyndte sig hjem for at see til sit Huus. Den hele Hær opløste sig i Smaahobe, og da Kongen roede over Vandet for at brænde paa begge Sider, var det forbi med Bøndernes Trods. De kom til Kongen, bade ham om Naade, og tilbøde at gaa ham til Haande. Kongen negtede heller ikke Nogen hans Fred og Gods, som saaledes kom til ham. Ingen talte nu mod Christendommen, men alle lode sig døbe, og Bønderne stillede Kongen Gisler. Han troede dem imidlertid saa lidet, at han ingensteds fjernede sig langt fra Vandene, men for det meste holdt sig paa Baadene, hvilke han lod drage over Ejderne fra Vand til Vand, altsaa rimeligviis fra Vangsmjøsen til Nosoin-Fjorden, derfra til Slidrefjord, og fra denne til Strandefjord, og videre ud efter Begna[3]. Han lod tillige Kirker indvie og indsatte Prester. Alt dette tog saa lang Tid ud, at han ej blev færdig førend seenhøstes, da man ventede at Frosten snart vilde indtreffe. Da drog Kongen, sandsynligviis gjennem Etnedalen og Land, over til Thoten, og derfra, uden nogensteds at standse, op i Dalene og over Fjeldet til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren i Nidaros (1023–1024).
Om Vaaren (1024), da Aasmund Grankellssøn, som det ovenfor er fortalt, var kommen tilbage fra Haalogaland efter at have dræbt Aasbjørn Selsbane, udrustede Kongen sine Skibe, og drog om Sommeren sydefter langs Kysten, idet han holdt Thing med Bønderne, forligede Folk, rettede paa deres Sæder, og oppebar de kongelige Indtægter, hvor han kom. Da, siges der, havde han christnet alt Landet overalt hvor der var større Hereder, og havde ligeledes ordnet Lovgivningen over det hele Land[4]. Der var, tillægges der paa et andet Sted, ingen Afdal eller Ud-Ø i hans Rige, hvor en hedensk Mand monne findes[5]. Efter hvad man maa formode, var det paa denne Rejse, at Gulathingets gejstlige og verdslige Anliggender ordnedes, fornemmelig paa et Thing, som holdtes paa Øen Moster, eller det saakaldte Mostrarthing, hvor, som det i Gulathingsloven heder, Kong Olaf og Biskop Grimkell satte Christenretten[6]. Thi paa Olafs forrige store Rejse fra Throndhjem over Raumsdalen til Gudbrandsdalen og videre til de ydre Egne af Oplandene og Viken, samt tilbage igjen langs Kysten til Hørdaland og Sogn, og derpaa over Land til Nidaros, (1021–1023) har Grimkell neppe været med, siden ikke han, men derimod Sigurd stedse nævnes som den Biskop, der ledsagede Olaf; hvad enten nu Grimkell er bleven tilbage i Throndhjem for at ordne de kirkelige Anliggender der, eller og, – hvad der er endnu sandsynligere – at han, efter at være bleven en Stund tilbage i Throndhjem, siden, og navnlig i Aaret 1023, har været fraværende paa et Gesandtskab hos den bremiske Erkebiskop Unwan. Thi til denne blev han, som vi af Mag. Adam erfare, virkelig sendt af Olaf med Foræringer, med Anmodning om at han vilde venligt modtage Olafs, fra England medbragte Biskopper – det vil her just ikke sige i Bremen selv, men i sit Erkestift, til hvilket ifølge Oprettelses-Bullen alle Nordens Lande, følgelig ogsaa Norge hørte, – og at han derhos vilde sende flere af sine egne Gejstlige, for at styrke det endnu kun lidet oplærte norske Folk i Troen[7]. Det spendte Forhold, som den hele Tid nødvendigviis havde maattet herske mellem Olaf og Knut, og som allerede – hvad der snart skal vises – var nær ved at bryde ud i aabenbar Krig, maatte gjøre det vanskeligt for Olaf at faa saa mange Gejstlige fra England, som han behøvede til at befæste sit Omvendelsesverk, og til at beklæde alle de Sogneprest-Embeder, som nu bleve eller vare oprettede rundt om i Landet ved de nye Kirker. Han og hans Biskopper have altsaa, – hvorvel just ikke saa gjerne, da der altid, hvad Norge angik, herskede Skinsyge mellem den bremiske og den engelske Kirke, – seet sig nødsagede til at henvende sig til den bremiske Metropolit om nødvendig Bistand, og følgelig til i det mindste for Øjeblikket, at erkjende hans Supremati: en Omstændighed, der maaske er Grunden til at Kong Olaf Haraldssøn, der neppe omtaltes med synderlig Venlighed af Mag. Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfssøn i Danmark, dog har fundet Naade for Adams egne Øjne, medens han derimod bryder Staven over Olaf Tryggvessøn, hvilken med Undtagelse af Thangbrand kun synes at have benyttet engelske eller i England oplærte Prester, og ikke at have tænkt sig den nye Kirke, der nu skulde oprettes i Norge, anderledes end som en Underafdeling af den engelske. Man bør altsaa maaske antage, at Grimkell om Høsten 1023 er kommen tilbage fra Bremen med en Deel Gejstlige, at han om Vintren 1023–1024 har hjulpet Olaf med at lægge den sidste Haand paa Kirkeforfatningens Ordning i Throndhjem, og at han om Vaaren har ledsaget ham sydefter for at gjøre det samme i Gulathinget, i Viken og paa Oplandene. Thi Olaf lod det, som det nedenfor skal nævnes, paa denne Rejse ikke bero med med at besøge Gulathingets Fylker, men han gjestede saavel Viken, som Oplandene, og sørgede overalt for Christendommens og Lovgivningens Tarv.
Da det nu kun var Gulathingets Forening, som det stod tilbage at ordne og paany at sammenknytte, maa man saaledes antage at dette paa denne Rejse er skeet, idet de nødvendige Foranstaltninger i den Anledning ere vedtagne paa forskjellige Thing, især paa Mostrarthing, saa meget mere som Erling Skjalgssøn nu neppe vovede at gjøre nogen Modstand. Man skulde næsten formode, at der nu først blev draget faste Grændser mellem Lagthings-Distrikterne, eller hver af de tre Hovedlovgivningers Omraade, saaledes at Agder, hvoraf den østlige Deel endnu efter Haakon den godes Tid ofte regnedes til Viken, nu lige fra Rygjarbit eller Jernes lagdes til Gulathingslagen, hvilken det fra den Tid tilhørte, og at ligeledes de vestlige Oplande, Vors og Valdres, lagdes til denne, medens det sydvestlige Opland, Thelemarken, lagdes til Eidsivathingets Distrikt, og nærmest til Viken[8]. Norges verdslige Organisation og Inddeling i tre, indbyrdes nøje forenede, Hoveddele var altsaa nu fuldendt.
Olaf fortsatte sin Rejse paa samme Maade lige til Lands-Enden, det vil sige ved Gaut-Elvens Udløb, og begav sig om Høsten ind i Viken, hvorfra han sendte Bud til Oplandene, for at melde, at han om Vintren vilde rejse om der paa Vejtsler, hvilke han derfor lod tilsige. Han tilbragte ogsaa hele Vintren paa Oplandene, idet han, fremdeles, som man maa antage, med Grimkells Raad, rettede paa hvad der endnu kunde tiltrænge det, og ordnede Christendomsvæsenet, hvor det tyktes ham nødvendigt.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129. Hvilket Sted her nærmest menes, er uvist; det synes at maatte have været paa Vejen mellem Vorsevangen og Evanger.
- ↑ Sandsynligviis den sterkest bebyggede Deel, eller Bangs-Bygden, hvoraf maaskee kunde sluttes, at Thinget har været holdt lige over for, paa Nordsiden, f. Ex. ved Oldre eller Sparstad.
- ↑ Usandsynligt er det ej, at Olaf ogsaa har gjort en Afstikker op til Rogne, Hegge og Volbo, eller det saakaldte Østen-Aasen.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Om Tiden, naar Olaf rejste afsted, faar man et Slags Underretning i det neestfølgende Capitel, hvor det heder at Thorarin Nevjulfssøn fulgte Kongen fra Throndhjem til Møre, og derfra i 4 Døgn rejste til Island, hvor han kom ved Althingstid, altsaa sidst i Juni.
- ↑ Den legend. Saga, Cap. 32, jvfr. Fagrskinna, Cap. 94.
- ↑ Ældre Gulathingslov, Cap. 10. Mostrarthingets Bestemmelser optoges ogsaa tildeels for Frostathing, see ældre Frostathings-Lov III. 1.
- ↑ Mag. Adam af Bremen II. 55, IV. 33.
- ↑ Søndmøre har neppe endnu været gjenforenet med Gulathinget, da der i den ældre Lovs Thingfare-Liste, med udtrykkelig Angivelse af Olaf (Kyrre) som Bestemmelsens Ophavsmand, staar at der fra Søndmøre kun behøve at indfinde sig paa Gulathing „saa mange som ville“, medens der for de øvrige Fylker nævnes et bestemt Antal, hvilket vel bør ansees som et Beviis paa at Forbindelsen mellem Søndmøre og Gulathing da endnu var løs. I gejstlig Henseende hørte Søndmøre ogsaa til Nidaros, hvad der tyder paa at det paa den Tid, da den gejstlige Inddeling ordnedes, regnedes til Frostathings-Lag. Vi finde det ogsaa i det 10de og 11te Aarhundrede som oftest nævnt i Forbindelse med Raumsdal og Nordmøre. Se ovf. S. 614.