Det norske Folks Historie/2/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Olaf havde imidlertid, ſiden han ſkiltes ved Erling Skjalgsſøn og Aasbjørn Selsbane paa Agvaldsnes, næſten udelukkende beſkjeftiget ſig med at ſtyrke Chriſtendommen, og tillige, ſom man maa formode, at forbedre Lovgivningen i Gulathingslagen. Om Vaaren, ſtrax efter hiin Vejtſle paa Agvaldsnes, drog han om paa Hørdaland fra Vejtſle til Vejtſle, og derfra rejſte han, rimeligviis over Graven, til Vors, fordi han hørte, at det der endnu kun var daarligt bevendt med Folkets Tro. Paa Vorſevangen holdt han Thing, hvor Bønderne indfandt ſig i ſtor Mængde, og bevæbnede. Han bød dem at tage ved Chriſtendommen, men Bønderne bøde ham derimod at ſlaaes, og fylkede ſin Skare; imidlertid bleve de noget ængſtelige om Hjertet, og ingen vilde ſtaa fremſt, ſaa at Enden dog blev den, at de gik Kongen til Haande og toge ved Chriſtendommen. Han forlod ikke Vors, førend det var fuldkommen chriſtnet. Fra Olafs Ophold paa Vors fortælles den beſynderlige Hiſtorie, at han en Dag, ſom han havde ſunget ſine Pſalmer og kom lige for nogle Høje, ſtandſede og ſagde: „disſe mine Ord ſkal gaa fra Mand til Mand, at jeg fraaraader enhver Norges Konge herefter at fare mellem disſe Høje“; — og de fleſte Konger ſkulle ogſaa ſiden have taget ſig vare derfor[1]. Fra Vors rejſte Kongen over Evanger til Oſterfjorden, hvor han havde ladet ſine Skibe møde, og drog derfra til Sogn, hvor han tog Vejtſler om Sommeren. Da det begyndte at høſtes, begav han ſig til de indre Fjorde, og derfra gjennem Lærdalen over Fillefjeld op paa Valdres, hvor Folket endnu var ganſke hedenſk. Men førend Bønderne ventede det, ſkyndte han ſig til Vangsmjøſen og tog alle deres Baade, hvori han ſelv indſkibede ſig med alle ſine Mænd, og opſkar derpaa Thingbud, idet han lod Thinget tilſtevne paa et Sted, der laa ſaa nær Vandet, at han, naar han vilde, kunde benytte Baadene. Bønderne, ſom imidlertid havde ladet Hærør udgaa, og opbudt baade Thegn og Træl, kom fuldvæbnede i en heel Hær. Kongen bød dem at antage Chriſtendommen, men de raabte imod ham og bad ham tie, idet de gjorde megen Gny og Vaabenbrag. Da Kongen ſaa, at Bønderne aldeles ikke vilde laane hans Chriſtendomspaabud Øre, og at de derhos vare for mandſterke til at han kunde tvinge dem med Magten, begyndte han at tale om noget andet, og ſpurgte om der var nogen paa Thinget, ſom laa i Trætte med hinanden og ønſkede Kongens Mellemkomſt. Af dem var der nok, ſom det nu viſte ſig; kun Hadet mod Chriſtendommen havde forenet dem. Da de nu begyndte at foredrage ſine Anliggender, deelte de ſig i flere Flokke, efterſom enhver ſamlede ſine Venner og Tilhængere om ſig. Saaledes gik hele den Dag hen. Om Aftenen hævedes Thinget, men Bønderne forbleve endnu ſamlede, medens derimod, Gaardene rundt om i Bygden næſten vare folketomme. Olaf, ſom vidſte dette, roede om Natten tvers over Vandet, lod ſine Mænd gaa op i Bygden[2], og begynde at ſkjende og brænde; hermed fortſattes ogſaa den følgende Dag, idet de roede fra Nes til Nes. Da Bønderne, ſom laa ſamlede, ſaa Røg og Lue ſtige op fra deres Gaarde, bleve de, ſom det ſiges, løſe i Flokken, idet enhver ſkyndte ſig hjem for at ſee til ſit Huus. Den hele Hær opløſte ſig i Smaahobe, og da Kongen roede over Vandet for at brænde paa begge Sider, var det forbi med Bøndernes Trods. De kom til Kongen, bade ham om Naade, og tilbøde at gaa ham til Haande. Kongen negtede heller ikke Nogen hans Fred og Gods, ſom ſaaledes kom til ham. Ingen talte nu mod Chriſtendommen, men alle lode ſig døbe, og Bønderne ſtillede Kongen Giſler. Han troede dem imidlertid ſaa lidet, at han ingenſteds fjernede ſig langt fra Vandene, men for det meſte holdt ſig paa Baadene, hvilke han lod drage over Ejderne fra Vand til Vand, altſaa rimeligviis fra Vangsmjøſen til Nosoin-Fjorden, derfra til Slidrefjord, og fra denne til Strandefjord, og videre ud efter Begna[3]. Han lod tillige Kirker indvie og indſatte Preſter. Alt dette tog ſaa lang Tid ud, at han ej blev færdig førend ſeenhøſtes, da man ventede at Froſten ſnart vilde indtreffe. Da drog Kongen, ſandſynligviis gjennem Etnedalen og Land, over til Thoten, og derfra, uden nogenſteds at ſtandſe, op i Dalene og over Fjeldet til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren i Nidaros (1023—1024).

Om Vaaren (1024), da Aasmund Grankellsſøn, ſom det ovenfor er fortalt, var kommen tilbage fra Haalogaland efter at have dræbt Aasbjørn Selsbane, udruſtede Kongen ſine Skibe, og drog om Sommeren ſydefter langs Kyſten, idet han holdt Thing med Bønderne, forligede Folk, rettede paa deres Sæder, og oppebar de kongelige Indtægter, hvor han kom. Da, ſiges der, havde han chriſtnet alt Landet overalt hvor der var ſtørre Hereder, og havde ligeledes ordnet Lovgivningen over det hele Land[4]. Der var, tillægges der paa et andet Sted, ingen Afdal eller Ud-Ø i hans Rige, hvor en hedenſk Mand monne findes[5]. Efter hvad man maa formode, var det paa denne Rejſe, at Gulathingets gejſtlige og verdslige Anliggender ordnedes, fornemmelig paa et Thing, ſom holdtes paa Øen Moſter, eller det ſaakaldte Moſtrarthing, hvor, ſom det i Gulathingsloven heder, Kong Olaf og Biſkop Grimkell ſatte Chriſtenretten[6]. Thi paa Olafs forrige ſtore Rejſe fra Throndhjem over Raumsdalen til Gudbrandsdalen og videre til de ydre Egne af Oplandene og Viken, ſamt tilbage igjen langs Kyſten til Hørdaland og Sogn, og derpaa over Land til Nidaros, (1021—1023) har Grimkell neppe været med, ſiden ikke han, men derimod Sigurd ſtedſe nævnes ſom den Biſkop, der ledſagede Olaf; hvad enten nu Grimkell er bleven tilbage i Throndhjem for at ordne de kirkelige Anliggender der, eller og, — hvad der er endnu ſandſynligere — at han, efter at være bleven en Stund tilbage i Throndhjem, ſiden, og navnlig i Aaret 1023, har været fraværende paa et Geſandtſkab hos den bremiſke Erkebiſkop Unwan. Thi til denne blev han, ſom vi af Mag. Adam erfare, virkelig ſendt af Olaf med Foræringer, med Anmodning om at han vilde venligt modtage Olafs, fra England medbragte Biſkopper — det vil her juſt ikke ſige i Bremen ſelv, men i ſit Erkeſtift, til hvilket ifølge Oprettelſes-Bullen alle Nordens Lande, følgelig ogſaa Norge hørte, — og at han derhos vilde ſende flere af ſine egne Gejſtlige, for at ſtyrke det endnu kun lidet oplærte norſke Folk i Troen[7]. Det ſpendte Forhold, ſom den hele Tid nødvendigviis havde maattet herſke mellem Olaf og Knut, og ſom allerede — hvad der ſnart ſkal viſes — var nær ved at bryde ud i aabenbar Krig, maatte gjøre det vanſkeligt for Olaf at faa ſaa mange Gejſtlige fra England, ſom han behøvede til at befæſte ſit Omvendelſesverk, og til at beklæde alle de Sognepreſt-Embeder, ſom nu bleve eller vare oprettede rundt om i Landet ved de nye Kirker. Han og hans Biſkopper have altſaa, — hvorvel juſt ikke ſaa gjerne, da der altid, hvad Norge angik, herſkede Skinſyge mellem den bremiſke og den engelſke Kirke, — ſeet ſig nødſagede til at henvende ſig til den bremiſke Metropolit om nødvendig Biſtand, og følgelig til i det mindſte for Øjeblikket, at erkjende hans Supremati: en Omſtændighed, der maaſke er Grunden til at Kong Olaf Haraldsſøn, der neppe omtaltes med ſynderlig Venlighed af Mag. Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfsſøn i Danmark, dog har fundet Naade for Adams egne Øjne, medens han derimod bryder Staven over Olaf Tryggvesſøn, hvilken med Undtagelſe af Thangbrand kun ſynes at have benyttet engelſke eller i England oplærte Preſter, og ikke at have tænkt ſig den nye Kirke, der nu ſkulde oprettes i Norge, anderledes end ſom en Underafdeling af den engelſke. Man bør altſaa maaſke antage, at Grimkell om Høſten 1023 er kommen tilbage fra Bremen med en Deel Gejſtlige, at han om Vintren 1023—1024 har hjulpet Olaf med at lægge den ſidſte Haand paa Kirkeforfatningens Ordning i Throndhjem, og at han om Vaaren har ledſaget ham ſydefter for at gjøre det ſamme i Gulathinget, i Viken og paa Oplandene. Thi Olaf lod det, ſom det nedenfor ſkal nævnes, paa denne Rejſe ikke bero med med at beſøge Gulathingets Fylker, men han gjeſtede ſaavel Viken, ſom Oplandene, og ſørgede overalt for Chriſtendommens og Lovgivningens Tarv.

Da det nu kun var Gulathingets Forening, ſom det ſtod tilbage at ordne og paany at ſammenknytte, maa man ſaaledes antage at dette paa denne Rejſe er ſkeet, idet de nødvendige Foranſtaltninger i den Anledning ere vedtagne paa forſkjellige Thing, iſær paa Moſtrarthing, ſaa meget mere ſom Erling Skjalgsſøn nu neppe vovede at gjøre nogen Modſtand. Man ſkulde næſten formode, at der nu førſt blev draget faſte Grændſer mellem Lagthings-Diſtrikterne, eller hver af de tre Hovedlovgivningers Omraade, ſaaledes at Agder, hvoraf den øſtlige Deel endnu efter Haakon den godes Tid ofte regnedes til Viken, nu lige fra Rygjarbit eller Jernes lagdes til Gulathingslagen, hvilken det fra den Tid tilhørte, og at ligeledes de veſtlige Oplande, Vors og Valdres, lagdes til denne, medens det ſydveſtlige Opland, Thelemarken, lagdes til Eidſivathingets Diſtrikt, og nærmeſt til Viken[8]. Norges verdslige Organiſation og Inddeling i tre, indbyrdes nøje forenede, Hoveddele var altſaa nu fuldendt.

Olaf fortſatte ſin Rejſe paa ſamme Maade lige til Lands-Enden, det vil ſige ved Gaut-Elvens Udløb, og begav ſig om Høſten ind i Viken, hvorfra han ſendte Bud til Oplandene, for at melde, at han om Vintren vilde rejſe om der paa Vejtſler, hvilke han derfor lod tilſige. Han tilbragte ogſaa hele Vintren paa Oplandene, idet han, fremdeles, ſom man maa antage, med Grimkells Raad, rettede paa hvad der endnu kunde tiltrænge det, og ordnede Chriſtendomsvæſenet, hvor det tyktes ham nødvendigt.

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129. Hvilket Sted her nærmeſt menes, er uviſt; det ſynes at maatte have været paa Vejen mellem Vorſevangen og Evanger.
  2. Sandſynligviis den ſterkeſt bebyggede Deel, eller Bangs-Bygden, hvoraf maaſkee kunde ſluttes, at Thinget har været holdt lige over for, paa Nordſiden, f. Ex. ved Oldre eller Sparſtad.
  3. Uſandſynligt er det ej, at Olaf ogſaa har gjort en Afſtikker op til Rogne, Hegge og Volbo, eller det ſaakaldte Øſten-Aaſen.
  4. Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Om Tiden, naar Olaf rejſte afſted, faar man et Slags Underretning i det neeſtfølgende Capitel, hvor det heder at Thorarin Nevjulfsſøn fulgte Kongen fra Throndhjem til Møre, og derfra i 4 Døgn rejſte til Island, hvor han kom ved Althingstid, altſaa ſidſt i Juni.
  5. Den legend. Saga, Cap. 32, jvfr. Fagrſkinna, Cap. 94.
  6. Ældre Gulathingslov, Cap. 10. Moſtrarthingets Beſtemmelſer optoges ogſaa tildeels for Froſtathing, ſee ældre Froſtathings-Lov III. 1.
  7. Mag. Adam af Bremen II. 55, IV. 33.
  8. Søndmøre har neppe endnu været gjenforenet med Gulathinget, da der i den ældre Lovs Thingfare-Liſte, med udtrykkelig Angivelſe af Olaf (Kyrre) ſom Beſtemmelſens Ophavsmand, ſtaar at der fra Søndmøre kun behøve at indfinde ſig paa Gulathing „ſaa mange ſom ville“, medens der for de øvrige Fylker nævnes et beſtemt Antal, hvilket vel bør anſees ſom et Beviis paa at Forbindelſen mellem Søndmøre og Gulathing da endnu var løs. I gejſtlig Henſeende hørte Søndmøre ogſaa til Nidaros, hvad der tyder paa at det paa den Tid, da den gejſtlige Inddeling ordnedes, regnedes til Froſtathings-Lag. Vi finde det ogſaa i det 10de og 11te Aarhundrede ſom ofteſt nævnt i Forbindelſe med Raumsdal og Nordmøre. Se ovf. S. 614.