Det norske Folks Historie/2/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter at vi ſaaledes have gjort os Olafs Fremgangsmaade paa Oplandene klar, kunne vi derfra og ſlutte at han ogſaa i Thrøndelagen ved Siden af Lovforbedringen maa have ſørget for at ſammenknytte paany den ved Delingen efter Svoldrſlaget nødvendigviis meget løsnede Froſtathings-Forening mellem Thrøndelagens Fylker, hvortil nu atter Naumdalen, Nordmøre og Raumsdalen, maaſke endog Søndmøre ere føjede, ligeſom han vel ogſaa dertil vilde have føjet Jemteland, om det var lykkets ham at erhverve Herredømmet derover[1]. Og den ſamme Fremgangsmaade maa han endelig have haft i Sinde at anvende ved Gulathingets, eller de veſtlige og ſydveſtlige, Kyſtfylker med tilhørende Oplande; men for at dette kunde ſke, maatte han førſt og fremſt ſee til at ſikre ſig bedre mod den mægtige Erling Skjalgsſøn, der, uagtet han viſtnok i Forliget til Hvitingsø havde underkaſtet ſig og givet Slip paa de ſtore Forleninger, ſom Jarlerne havde givet ham, dog nu, efter at Kongen ſaa længe havde været borte, i Virkeligheden udøvede den ſamme Magt, ſom før, og maaſkee med ſaa meget ſtørre Voldſomhed, ſom han ej længer var berettiget dertil. Lige fra Sognſø til Lindesnes havde han tiltaget ſig Raadighed i eet og alt, og der ſtod ſaa megen Skræk af ham, at ingen vovede at gjøre andet end hvad han vilde. For at ſætte ham en Modvægt havde Olaf, ſandſynligviis ſtrax efter Forliget til Hvitingsø, udnævnt ſin Ven Aaslak Fitjaſkalle[2], Erlings eget Næſtſøſkendebarn og følgelig ligeſaa højbyrdig ſom han ſelv, til ſin Sysſelmand paa Søndhordeland, idet han tillige gav ham ſtore Vejtſler og udtrykkeligt bad ham at holde Erling Stangen. Men Erling var ikke den, der taalte nogen ved Siden af ſig, og det kom tilſidſt ſaa vidt at Aaslak maatte forlade ſin Sysſel, og begive ſig til Kongen, med Beklagelſer over Erlings Anmasſelſer. Større Kraft end den fornemme Aaslak ſynes den af ringe Stand ophøjede Thore Sel, hvilken Kongen havde ſat til ſin Aarmand paa Agvaldsnes, at have udviklet, thi han holdt ſig her i Erlings Nærhed, uagtet han aabenbart var ham en ſtor Torn i Øjet, og uagtet denne viſtnok gjorde ſig al Umag for, ved allehaande Drillerier at faa ham bort. Der var ſaaledes nu atter et temmelig ſpendt Forhold mellem Erling og Kongen, hvilket denne nødvendigt maatte ſee til paa en eller anden Maade at faa hævet, førend han atter berejſte de veſtlige Fylker. Derfor ſendte han Bud til Erling, og indſtevnede ham til at møde hos ſig om Vaaren i Tunsberg, idet han beſtemte ſin Rejſe gjennem Gulathingslagen til det følgende Aar. Imidlertid forbød han al Udførſel eller Salg af Korn, Malt eller Meel fra Agder, Rogaland og Hordaland, ſandſynligviis fordi det ellers var at befrygte, at den Udſigt til Fortjeneſte ved Kornudſkibning til den nordlige Deel af Landet, ſom den der herſkende Dyrtid aabnede Indbyggerne af Landſkaberne ſøndenfor Stad[3], hvor Aaret var godt, vilde blotte disſe Egne ſaaledes for Korn, at der neppe vilde blive tilſtrækkeligt Forraad til Underhold for de Folk, Kongen agtede at medbringe. Dette viſer, at han maa have tænkt paa at komme mere mandſterk end ſædvanligt, for at kunne tilintetgjøre Hedendommens Levninger fra Grunden af, og fuldſtændigt at ordne Lovgivningen og organiſere Fylkernes Forening her, ſom andenſteds.

Da Vaaren kom (1022), begav Kongen ſig ned til Søen, udruſtede Skibe, efter hvad man maa antage ved Oslo[4], og drog ud til Tunsberg, hvor han opholdt ſig, medens der var ſtørſt Tilløb af alle Slags fremmede Kjøbmænd, og rigeſt Korntilførſel fra andre Lande. Her indfandt Erling Skjalgsſøn ſig, og han og Kongen havde flere Sammenkomſter[5]. Kongen bebrejdede ham at ingen kunde beholde ſin Frihed for ham lige fra Sognſø til Lindesnes, ikke engang odelsbaarne Mænd, der dog kunde fordre Ret og Skjel af ſine Jevnbyrdige. „Her er nu“, ſagde Kongen, „eders Frænde Aaslak, der mener at I har behandlet ham uvenſkabeligt; jeg veed ikke om han har forſkyldt det, eller om han alene ſkal undgjelde fordi han har varetaget mit Tarv. Jeg nævner ham, men der er ogſaa mange andre, ſom klage paa lignende Maade, ſaavel Sysſelmændene ſom Aarmændene, der foreſtaa mine Gaarde og ſkulle gjøre Vejtſler for mig og mine Mænd“. Erling ſagde: „Dette er ſnart beſvaret. Det være langt fra at jeg lægger Aaslak eller nogen anden for Had, fordi han er i eders Tjeneſte, men Sagen er kun den, ſom den længe har været, at enhver af os Frænder gjerne vil være de andres Overmand. Jeg erklærer ogſaa, at jeg villigt ſkal bøje Halſen for dig, Kong Olaf, men at jeg derimod aldeles ikke vil finde mig i at bukke mig for Thore Sel, der er trælbaaren i alle Ætter, ſkjønt han nu er eders Aarmand, eller for andre hans Lige, om I end holder dem i Ære“. Fælles Venner lagde ſig nu atter imellem, idet de foreſtillede Kongen at ingen Mand kunde være ham en ſaadan Støtte ſom Erling, hvis han vilde være hans oprigtige Ven, og bade paa den anden Side Erling at betænke, at han, forvisſet om Kongens Venſkab, vilde des lettere kunne udrette mod alle andre, hvad han ønſkede. Et Forlig kom derved paany iſtand, ifølge hvilket Erling ſkulde lade ſig nøje med de Vejtſler, han hidtil havde haft, og ſende ſin Søn Skjalg til Kongen, der ſkulde beholde ham hos ſig, altſaa vel ſom et Slags Gisſel, hvorimod Kongen ſkulde lade de Klagemaal falde, ſom han havde mod Erling. Aaslak vendte tilbage til ſine Gaarde, og Kongen og Erling ſkiltes, i det mindſte i Navnet forligte. Erling holdt ogſaa ſit Løfte om at ſende ſin Søn Skjalg til Kongen, hvilket viſer, at han nu maa have været mere bange for Kongens Vrede, end forhen; dette aabenbarer ſig ogſaa af hans Ord og Fremfærd ved den Begivenhed, vi nu ſkulle berette, der vakte ny Fiendſkab mellem ham og Kongen[6].

Erlings Syſter Sigrid havde, ſom nys omtalt, været gift med Thore Hunds Broder, den rige og anſeede Sigurd paa Throndenes, hvis Søn Aasbjørn nu efter Sigurds Død ejede Gaarden. Det havde været Sigurds Skik i Hedendommens Tid, at holde de ſædvanlige tre Blot ved Vinternat, Midvinter og Sommernat, forbundne med ſtore Gilder[7]; efterat han havde taget ved Chriſtendommen, kunde han naturligviis ingen Blot holde, men derimod vedblev han at holde Gjeſtebud, nemlig om Høſten, ved Juletid, og ved Paaſke. Aasbjørn fortſatte efter Faderens Død (1020) denne Skik, men havde ſtørre Vanſkelighed derved, da Aaringen ſtrax efter at han tiltraadte Gaarden begyndte at forværres[8]. Imidlertid var der endnu et betydeligt Forraad paa Gaarden af gammelt Korn og andre Fornødenheder, og ſaaledes kunde han dette Aar (1020) holde ved med Gjeſtebudene. Men næſte Aar (1021) var ikke bedre, og hans Moder Sigrid raadede ham derfor til enten ganſke eller tildeels at høre op med Gjeſtebudene. Dertil var han dog ej at formaa, men drog om Høſten til ſine Venner, og fik af dem kjøbt noget Korn; enkelte forærede ham ogſaa en Deel. Saaledes ſaa han ſig iſtand til at holde Gjeſtebudene ogſaa den følgende Vinter (1021—1022). Men om Vaaren blev det deſto værre; kun lidet fik man udſaaet, da der neppe var Sædekorn at faa kjøbt, og Sigrid raadede ſin Søn til at afſkedige en Deel Huuskarle. Dette anſaa den ærgjerrige unge Mand for en Skam, og holdt ud med det fulde Antal Huuskarle ſaa længe han kunde, indtil det ud paa Sommeren neppe længer blev muligt, da Aaret fremdeles tegnede lig ſlet, og der nu derhos udſtedtes Forbud mod al Tilførſel af Kornvarer fra de ſydlige Egne af Landet. Aasbjørn beſluttede derfor at rejſe ſydefter, for at forſøge, om det her, trods Kongens Forbud, vilde lykkes ham at faa kjøbt noget Korn, hvortil han ſaa overmaade trængte. Han drog afſted paa et ham tilhørende Fragtſkib, et godt og temmelig ſtort Skib, med udſøgt Tilredning, navnligen var Sejlet af godt haaleygſk Vadmaal og ſtavet. Han havde henimod 20 Mand med ſig. Der berettes intet om deres Rejſe, førend de en Aften kom til Karmſund og lagde til ved Agvaldsnes, hvor Aarmanden Thore Sel boede. Denne var, ſom det allerede er nævnt, af ringe Herkomſt, maaſke endog, ſom Erling ſagde, af Trælle-Æt, men han var en raſk, driftig og uforfærdet Mand, og temmelig uvoren i ſin Færd, idet han ſtolede paa Medhold af Kongen; han talte godt for ſig og var hvas i ſine Ord. Om Morgenen, da det blev lyſt, gik Thore, ledſaget af nogle Mænd, ned til Aasbjørns Skib og ſpurgte, hvo der ejede det anſeelige Fartøj. Aasbjørn navngav ſig og ſin Fader, og ſagde paa Thores Spørgsmaal om ſit Ærende, at han vilde kjøbe ſig Korn eller Malt, da der nordpaa var ſtor Kornmangel; „her derimod“, ſagde han, „ſkal der være Overflod paa Korn, og maaſkee vi kunne faa kjøbt hos dig, ſiden jeg ſeer at her ere ſtore Kornhjelme, ſaa ſlippe vi for at fare længere ſyd eller videre om paa Rogaland i dette Ærende“. „Du kan virkelig ſlippe for at fare videre“, ſagde Thore, „thi jeg kan fortælle dig, at du hverken vil faa Korn her eller anden Steds, da Kongen forbyder at ſælge Korn herfra nord i Landet, rejs derfor hjem, Haaleyging, det gjør du bedſt i“. — „Er det ſaa, ſom du ſiger, Bonde, at vi ikke kan faa Korn kjøbt, da kan jeg i det mindſte beſøge min Frænde Erling paa Sole og ſee, hvorledes han har det“, ſagde Aasbjørn. „Hvor nær er du ſkyldt til ham“, ſpurgte Thore. „Hans Syſter er min Moder“, var Aasbjørns Svar. „Da har jeg nok ikke vejet mine Ord“, ſagde Thore, „hvis du er Rygekongens Syſterſøn“. I det ſamme kaſtede Aasbjørns Mænd Tjeldene af og lagde ud. Thore raabte efter dem, ſagde dem Farvel og bad dem komme indom paa Tilbagevejen. Aasbjørn lovede det. Om Aftenen kom han til Jæderen, hvor han gik op til Sole med 10 Mand, medens 10 bleve tilbage for at pasſe Skibet. Erling modtog ham meget venligt, ſpurgte ham om Nyheder nordenfra, og viſte ham den ſtørſte Velvilje. Aasbjørn fortalte naturligviis, hvad hans Ærende paa disſe Kanter egentlig var, og Erling bekræftede, at det havde ſine ſtore Vanſkeligheder, fordi Kongen forbød alt Kornſalg. „Jeg kjender ingen her“, ſagde han, „ſom tør vove paa at overtræde Kongens Forbud; jeg ſelv vilde nødig handle ham imod, da der er nok af dem, ſom gjerne ville ſætte Splid imellem os“. „Man faar dog ſeent Sandheden at vide“, ſvarede Aasbjørn; „fra min Barndom hørte jeg, at min Moder var fribaaren i alle Ætter og Erling paa Sole den gjæveſte af hendes Frænder, men nu hører jeg dig ſige, at du ikke engang er ſaa uafhængig af Kongens Trælle her paa Jæderen, at du kan raade for dit eget Korn ſom du vil“. Erling ſaa paa ham med et Smiil og ſagde: „I Haaleyger føle mindre til Kongens Magt end vi Ryger; du er ellers ſkarp i dine Ord, og har deri ogſaa godt at ſlægte paa; lad os nu førſt drikke, ſaa kunne vi i Morgen tale om dit Ærende“. De tilbragte derfor Aftenen med Lyſtighed, og den følgende Dag ſagde Erling: „jeg har tænkt nærmere over dit Kjøbmandſkab, Aasbjørn; det kommer an paa, hvor kræſen du er i Valget af dem, du handler med“. „Jeg er lige glad, hvem det er“, ſvarede Aasbjørn, „naar jeg kun faar kjøbt med fuld Hjemmel“. „I ſaa Fald“, ſiger Erling, „tror jeg nok, at du hos mine Trælle kan faa ſaa meget Korn, at du bliver hjulpen; de ere ikke i Lov og Ret med andre Folk, og Forbudet gjelder ſaaledes ikke dem“. Aasbjørn var nok ſaa tilfreds med dette Forſlag, og Trællene, underrettede derom, ſkaffede baade Korn og Malt, ſaa meget ſom Aasbjørn ønſkede. Da han havde ladet ſit Skib, ſom han ſyntes, tiltraadte han Hjemrejſen, og fik ved Afſkeden gode Vennegaver af Erling, der tog et kjærligt Farvel med ham. Om Aftenen kom han til Karmſund og lagde til ved Agvaldsnes, ſom han havde lovet. Thore fik endnu ſamme Aften høre, at Aasbjørn var kommen med fuldladt Skib. Han ſtevnede ſtrax om Natten Folk til ſig, ſaa at han før Dag havde 60 Mand. Med dem gik han ned til Skibet; det var endnu ikke ganſke lyſt, og de gik ombord, juſt ſom Aasbjørn og hans Folk vare klædde. Aasbjørn hilſede Thore. Denne ſpurgte, hvad Slags Ladning han førte paa ſit Skib. Aasbjørn ſvarede at det var Korn og Malt. Da udbrød Thore i lange og heftige Beklagelſer over Erlings Trodſighed og Opſætſighed mod Kongen. Da Aasbjørn endelig kunde komme til Orde, ſagde han, at det kun var Erlings Trælle, der havde ejet dette Korn. Thore ſvarede haſtigt, at han ikke brød ſig noget om hans og Erlings Kneb, men betydede Aasbjørn, at han ſtrax ſkulde gaa i Land med ſine Folk, hvis de ej vilde udſætte ſig for at kaſtes overbord, „thi“, ſagde han, „jeg vil ikke have nogen Trængſel af eder her, medens vi rydde Skibet“. Aasbjørn, ſom ej havde flere end 20 Mand mod Thores 60, maatte adlyde, og ſtaa med ſine Mænd og ſee paa, hvorledes Thore lod hele Farmen losſe ud af Skibet. Da dette var tømt, gik Thore langsad Dækket, betragtede Sejlet, og ſagde: „det er dog ſvært, hvor godt Sejl de Haaleyger have: lad os tage det gamle Sejl paa vor Fragtſkøde og give dem det; det er godt nok for dem, der ſejle med tomt Skib“. Sejlene bleve virkelig ombyttede, og Aasbjørn maatte i denne Forfatning drage videre. Han kom hjem ſeenhøſtes, og hans uheldige Rejſe rygtedes vidt og bredt. Af Gilderne blev der nu naturligviis intet, og derimod indbød Thore Hund Aasbjørn, hans Moder og alle dem, de vilde tage med, til Julegjeſtebud hos ſig. Men Aasbjørn var ſaa ſkamfuld og ærgerlig, at han ikke lod ſig ſee, men ſad hjemme, hvilket Thore tog ilde op, ſom om han ſlog Vrag paa hans Indbydelſe. Han lod derfor nu og da ſpydige Ord falde om Aasbjørn og hans Rejſe. Saaledes ſagde han f. Ex.: „Der er jo viſtnok ſtor Forſkjel paa os og Aasbjørns mødrene Frænder i Anſeelſe, men han viſer det ogſaa til Gavns, ſaa meget ſom han anſtrengte ſig i Sommer for at beſøge ſin Morbroder Erling heelt nede paa Jæderen, medens han nu ikke engang vil drage i det nærmeſte Huus til mig: maaſkee han tror at finde en Sel-Thore i hver Holm, han kommer forbi“. Slige og lignende Udladelſer af Thore kom Aasbjørn for Øre, og han tog ſig overmaade nær af dem. Ilde til Mode var han over ſin Rejſe før, og end mere, da han hørte at man ſpottede derover. Han holdt ſig derfor fremdeles hjemme om Vintren og vilde ikke gaa i noget Gjeſtebud. Han tænkte kun paa, hvorledes han ſkulde aftvætte Skjendſelen i Sel-Thores Blod.

Imidlertid havde Kong Olaf opholdt ſig den hele Sommer i Viken, og berejſt den lige ned til Grændſen ved Elven; Høſten og den førſte Deel af Vintren tilbragte han i Sarpsborg, hvorfra han i Begyndelſen af det følgende Aar tiltraadte ſin bebudede Rejſe til de veſtlige Kyſtfylker. Paa ſin Side lod Aasbjørn Sigurdsſøn en tyveſædet Snekke, ſom han ejede, ſætte frem og udruſte ſtrax efter Kyndelmisſe, ſtevnede Folk til ſig og drog ſydefter med 90 vel bevæbnede Mænd: Han fik daarlig Vind, ſaa at Farten gik noget langſomt; han holdt ſig mere udenſkjærs end indenſkjærs, og kom endelig om Aftenen Thorsdag i Paaſkeugen (18de April) til den ydre Side af Karm-Øen, hvor den var mindre bebygget.; Da de havde tjeldet, ſagde Aasbjørn til ſine Mænd, at de kunde blive der og bie paa ham, medens han ſelv gik op paa Øen for at underſøge, hvad der var paa Færde. Han var ſimpelt klæd, med en ſid Hat, en Fork i Haanden, og et Sverd under Klæderne. Han gik tvers over Øen, indtil han kom paa en Højde, hvorfra man kunde ſee ned til Agvaldsnes Gaard og videre til Karmſund: der ſaa han en Mængde Folk;fare baade til Lands og Vands, hvilke alle ſtevnede til Agvaldsnes. Han undredes derover, gik ned til Gaarden og hen til nogle Tjeneſtefolk, der ſyſlede med Maden: af deres Tale hørte han: at Kong Olaf var kommen der til Gjeſtebud, og juſt var gaaen til Bords; Aasbjørn gik nu ind i Stuen: man lagde ikke Merke til ham i Forſtuen, thi der gik Folk idelig ind og ud. Stuedøren ſelv var aaben, og han ſaa Thore Sel ſtaa foran Højſædesbordet. Han hørte ligeledes, at man ſpurgte ham om, hvorledes det var løbet af mellem ham og Aasbjørn, og at Thore nu fortalte baade vidt og bredt derom, men paa en meget partiſk Maade, hvorved Aasbjørn kom i et latterligt Lys. Da man ſpurgte ham, hvorledes Aasbjørn optog det, at de ryddede Skibet, ſagde han: „nogenledes, dog ikke videre godt; men da vi byttede Sejlene, hørte vi tydeligt Graaden ſidde i hans Hals“. Dette var for meget for Aasbjørn at taale, han ſtyrtede ind med draget Sverd, og med de Ord: „nu er dog Graaden ude af min Hals“! hug han til Thore ſaa voldſomt, at Hovedet fløj af og faldt paa Bordet lige for Kongen, men Kroppen for hans Fødder, og Diſken og Dugen baade oppe og nede blev ganſke blodig. Kongen bød at man ſtrax ſkulde gribe Aasbjørn og føre ham ud, medens Thores Lig, Dugene og Bordtøjet blev taget bort og Blodet afvaſket. Kongen var overmaade vred, men ſom ſædvanligt, afholdt han ſig fra heftige Udbrud. Skjalg Erlingsſøn, Aasbjørns Søſkendebarn[9], ſtod ſtrax op, gik hen til ham, og tilbød at udrede Bøder for Aasbjørn, hvis Kongen blot vilde ſkjenke ham Liv og Lemmer, men for Reſten beſtemme om ham og hans Gods, hvad han fandt for godt: „Er det da ikke allerede en Dødsſag“, ſpurgte Kongen, „at han brød Paaſkefreden, en anden, at han begik Drab i Kongens Herberge, og den tredie, hvilken I rigtignok ikke agte ſynderligt, at han brugte mine Fødder til Huggeblokk“? „Det er ilde“, ſvarede Skjalg, „at I, Konge, er ſaa misfornøjet, thi ellers var dette et godt Stykke Arbejde; dog, mishager eder det ſaameget, og tykkes det eder af ſaa ſtor Betydenhed, ſaa haaber jeg og at min Tjeneſte hos eder berettiger mig til at fordre meget, og mange ville viſt ſande, at I godt kan være bekjendt at tilſtaa mig denne Bøn“. „Hvor meget du end kan være værd, Skjalg“, ſagde Kongen, „ſaa vil jeg dog ikke for din Skyld bryde Loven eller give Slip paa den kongelige Værdighed“. Skjalg og tolv Mænd, ſom den hele Tid under Opholdet hos Kongen havde været om ham, gik nu ud af Stuen, ledſagede af mange andre. Thorarin Nevjulfsſøn opholdt ſig juſt hos Kongen. Til ham, ſom en klog Mand, og af ſtor Indflydelſe hos Kongen, henvendte Skjalg ſig, og ſagde, at om han vilde have hans Venſkab, maatte han endelig mage det ſaa, at Aasbjørn ikke blev dræbt før Søndag. Derpaa tog han en Rorſkude, han havde liggende der, og roede med alle ſine Mænd af alle Kræfter„ ſyd til Jæderen, hvor de kom lidt før Dag. De gik ſtrax op til Gaarden og til det Loft, hvor Erling ſov. Skjalg dundrede paa Døren ſaa voldſomt, at den braſt ved Naglerne. Erling og de øvrige, ſom laa derinde, vaagnede ſtrax; han ſelv var førſt paa Benene, greb Skjold og Sverd, løb til Døren, og ſpurgte hvem det var, ſom kom med ſlig Larm. Skjalg ſagde fra, og bad at man ſkulde lukke op. „Jeg kunde nok tænke det var dig“, ſagde Erling, idet han lukkede op, „ſiden man kom ſom gale Menneſker; er da nogen efter eder“? „Om vi end fare nok ſaa voldſomt frem“, ſvarede Skjalg, „ſaa tror jeg endda ikke at din Frænde Aasbjørn vil finde det for hurtigt, ſom nu ſidder.i Bolt og Jern nord paa Agvaldsnes; det er mandigere at fare afſted og hjelpe ham“. Nu fortalte Skjalg ſin Fader, hvorledes Aasbjørn havde hevnet ſin Skjendſel og dræbt Thore Sel. Efter Skjalgs og ſine øvrige Sønners Tilſkyndelſe beſluttede Erling ſtrax at ſamle Folk, og lod opſkære Herør.

Imidlertid havde Kongen atter indtaget ſit Sæde, da der var blevet gjort reent i Stuen. Han var fremdeles meget vred, og ſpurgte, hvad der var ſkeet med Drabsmanden. Man ſvarede, at han holdtes i Forvaring ude i Svalene. „Hvorfor er han ikke allerede dræbt“, ſpurgte Kongen. „Kalder I da ikke det Mordverk, Herre, at dræbe Mænd om Natten“, ſvarede Thorarin Nevjulfsſøn. „Saa ſætte man ham da i Fjeter og dræbe ham i Morgen“, ſagde Kongen. Aasbjørn blev da fjetret og ſtængt inde i et Huus om Natten. Dagen efter lydde Kongen Morgenmesſe, og gik ſiden til Stuen, hvor han ſad lige til Højmesſe. Da han gik derfra, ſagde han til Thorarin: „ſtaar ikke Solen nu ſaa højt, at eders Ven Aasbjørn kan blive hængt“? Thorarin bøjede ſig og ſagde: „Forrige Fredag talte Biſkoppen om den Konge, der raader over alt, og dog taalte Forhaanelſer; ogſaa du vil dog vel heller følge hans Exempel, end deres, der dømte ham til Døde og dræbte ham paa en Fredag. Det er nu ikke ſaa langt til i Morgen, og da er det Søgnedag“. Kongen ſaa noget forundret paa ham og ſagde: „jeg ſkal føje dig i at lade ham ſlippe for at dræbes i Dag, men ſaa ſkal du ogſaa ſelv tage imod ham og pasſe paa ham, ſaa at han ikke ſlipper bort, thi ſkeer det, da ſkal du undgjelde det med dit Liv“. Thorarin gik nu til det Huus, hvor Aasbjørn ſad fængſlet, lod Fjeteren tage af ham og fulgte ham i en liden Stue, hvor han ſkaffede ham baade Mad og Drikke; han ſagde ham, hvilken Straf Kongen havde beſtemt, hvis han kom bort, og Aasbjørn forſikrede, at han ej behøvede at frygte for det. Thorarin ſad hos ham Reſten af Dagen, og ſov der om Natten. Om Løverdagen ſtod Kongen op for at gaa i Morgenmesſe, og gik ſiden til Stevne, hvor der var en Mængde Bønder, ſom havde meget at afhandle, ſaa at han blev ſiddende der til langt ud paa Dagen, og temmelig ſeent gik til Højmesſe. Efter Mesſen gik han ſtrax til Bords, og efter Bordet ſad han en Stund ved Drikken. Imidlertid gik Thorarin til Preſten, ſom foreſtod Kirken, og gav ham to Øre Sølv for at ringe Helgen ind ſaa ſnart ſom Kongens Bord toges bort. Da Kongen havde ſiddet en Stund og drukket, lod han Bordene tage bort, og ſagde, at det nu var paa Tide, at Trællene førte Drabsmanden bort og dræbte ham. Men i det ſamme ringede det til Helg, og Thorarin ſpurgte ſtrax Kongen, om Forbryderen dog ikke burde beholde Livet Helgen over, hvor ilde han end havde handlet. „Pas da blot paa ham, ſaa at han ej kommer bort“, ſagde Kongen, og gik til Non-Mesſe. Thorarin ſad fremdeles hos Aasbjørn. Om Søndagen gik Biſkoppen til Aasbjørn, ſkriftede ham, og tillod ham at lyde Højmesſen. Men førend denne begyndte, gik Thorarin til Kongen og bad ham faa andre til at pasſe paa Aasbjørn, da han nu ſelv helſt ønſkede at blive Anſvaret kvit. Kongen fandt dette billigt, takkede ham for hans Umag, og ſatte nogle andre til at bevogte Aasbjørn, ſom da paany blev fjetret. Da man gik til Højmesſe, blev Aasbjørn ført derhen, og ſtod med ſine Vogtere udenfor Kirken, medens Kongen og hele Menigheden ſtod indenfor. Mesſen begyndte, og Evangeliet var juſt læſt, da kom Erling Skjalgsſøn og hans Sønner med den Skare, de imidlertid havde ſamlet, og ſom ſkal have været henimod 1800 Mand. Skjalg ſaa, hvor Aasbjørn ſtod, tog ham fat, drog ham over i ſin Flok og brød Fjetren af ham. Ved den Tummel og Gny, ſom herved foraarſagedes, løb alle de, ſom før ſtode ude, ind i Kirken, men de, ſom vare inde, ſaa ud, med Undtagelſe af Kongen, der med ufravendt Blik hørte Mesſen til Ende. Erling og Skjalg opſtillede nu ſine Mænd i to Rækker, en paa hver Side af den Vej, der førte fra Kirken til Kongsgaarden; ſelv toge de Plads paa hver ſin Side af Kongsgaardens Dør. Da Gudstjeneſten var endt, gik Kongen langs ad den ſmale Vej mellem Rækkerne uden at give mindſte Tegn til Frygt; hans Mænd fulgte efter. Ved Indgangen til Gaarden traadte Erling i Vejen for ham og hilſede ham. „Hvad ſkal dette betyde“, ſpurgte Kongen; „vil du ſperre mig Vejen“? „Nej, Herre“, ſvarede han, „jeg vil kun byde Forlig for min Frænde Aasbjørn og ſaa ſtore Bøder, ſom I ſelv vil beſtemme, naar han kun faar beholde Liv, Lemmer og Landsviſt“. „Saa vidt jeg kan ſkjønne af den Mængde Folk, du har draget ſammen, agter du nok ſelv at raade her“, ſagde Kongen. „Nej“, ſvarede Erling, „I ſkal raade, og det ſaaledes, at vi ſkilles forligte“. „Du ſkal ikke ſkræmme mig, Erling“, ſagde Kongen, „hvor mandſterk du end er“. „Det er heller ikke min Mening“, ſagde Erling. „Om ſaa var“, ſvarede Kongen, „vil jeg dog ikke fly for dig“. „Du behøver ikke“, ſagde Erling, „at minde mig om, at jeg hidtil, naar vi traf ſammen, havde færre Folk end du, men nu vil jeg ej dølge, hvad jeg har i Sinde, nemlig enten at vi ſkulle ſkilles ad forligte, eller at du ikke tiere ſkal ſee mig for dine Øjne“. Da var Erling blodrød i ſit Aaſyn. Biſkop Sigurd gik nu frem og ſagde: „Herre, jeg beder eder for den Lydighed, I ſkylder Gud, at I indgaar Forlig med Erling, ſaaledes ſom han byder, nemlig at Manden beholder Liv og Lemmer, men I beſtemmer de øvrige Betingelſer“. „Som I vil da“, ſagde Kongen. Biſkoppen ſagde derpaa til Erling: „Stil nu Kongen den Sikkerhed, han foreſkriver, og lad Aasbjørn give ſig i Kongens Vold for at faa Fred“. Erling ſtillede den forlangte Sikkerhed, ſom Kongen modtog, derpaa gav Aasbjørn ſig i Kongens Vold og fik Fred, hvorefter Erling gik bort med ſine Mænd uden at hilſe Kongen til Afſked. Kongen gik nu ind i Stuen og Aasbjørn med ham. Her forkyndte Kongen Forligsvilkaarene. For Thores Drab, Lovbrudet og den ham ſelv derved tilføjede Fornærmelſe beſtemte han Pengebøder; derhos bød han, at ifølge den i Landet gjeldende Lov, at den, der dræbte en kongelig Tjeneſtemand var forpligtet til at paatage ſig ſamme Tjeneſte, hvis Kongen ønſkede det, ſkulde Aasbjørn være hans Aarmand i Thore Sels Sted, og foreſtaa Kongsgaarden paa Agvaldsnes: opfyldte han ej dette, var han fredløs. Aasbjørn erklærede ſig beredt til at opfylde alle disſe Beſtemmelſer, „dog“, ſagde han, „maa jeg førſt rejſe hjem og beſkikke min Gaard“. Dette fandt Kongen billigt. Aasbjørn begav ſig da tilbage til ſine Mænd, der i alle disſe Dage med Ængſtelighed havde ventet paa Udfaldet af hans Sag, og ikke havde villet drage hjem, førend de ſaa, hvad det blev til. Nu ſkyndte han ſig afſted, og ſtandſede ej førend han kom til Throndenes. Kongen drog ligeledes bort, til en anden Vejtſle. Kort efter at Aasbjørn, ſom nu kaldtes Selsbane, var kommen hjem, traf han ſammen med ſin Farbroder Thore Hund, der paa det ivrigſte ſpurgte ham ud om alt, hvorledes det var tilgaaet. Aasbjørn fortalte det nøjagtigt. „Du mener vel altſaa nu“, ſagde Thore, „at du har hevnet den Skam, der overgik dig i Høſt“. „Ja visſelig“, ſvarede Aasbjørn, „mener ikke ogſaa du det ſamme „Det ſkal jeg ſige dig kort og godt“, ſagde Thore, „din førſte Rejſe var dig til ſtor Skam, men ſom dog nogenledes kunde oprettes, den anden derimod vil blive dig og din Frænde til uoprettelig Skjendſel, hvis du virkelig ſkal vorde Kongens Træl og ikke bedre end den uværdige Sel-Thore. Viis dig nu ſom en Mand, idet du bliver ſiddende her paa dine Ejendomme, og vi Frænder ſkulle da hjelpe dig, at du aldrig oftere kommer i ſaadan Knibe“. Aasbjørn fulgte gjerne dette Raad, og blev ſaaledes ſiddende. Men da Kongen hørte dette, og at Aasbjørn ſaaledes havde brudt Forliget, erkjendte han ſig heller ikke forpligtet til at ſkaane Aasbjørn, men derimod berettiget til at tage hans Liv[10].

Vaaren efter (1024) deelte Kongen Syſlen paa Haalogaland, ſom Haarek i Thjøtta hidtil ene havde haft, mellem ham og Aasmund Grankelsſøn. Aarſagen til denne, for Haarek ſaare uvelkomne, Foranſtaltning, nævnes ikke; muligt, at der har forefaldet noget mellem Kongen og Haarek, hvorved denne har lagt et ham mindre venligt Sindelag for Dagen, eller at Kongen ikke har haft ret Tiltro til ham, eller at det overhoved nu laa i Kongens Politik, at ſvække det mægtige Ariſtokrati ſaa meget ſom muligt ved at formindſke og udſtykke Syſlerne, og indſætte Sysſelmænd, ſom han kunde lide paa, ved de meſt anmasſende og herſkeſyge Høvdingers Side, ſaaledes, ſom han allerede havde gjort ved Erling Skjalgsſøn, idet han udnævnte Aaſlak Fitjaſkalle til Sysſelmand paa Hørdeland. De fornemme Slægter i Norge vare desuden ſaa nøje forbundne ved Frændſkab, at en virkelig eller indbildt Fornærmelſe, ſom overgik et Medlem af den ene, paa en vis Maade føltes af dem alle; og det er derfor ikke at betvivle, at den Medfart, der var bleven Aasbjørn Selsbane til Deel, betragtedes med mere eller mindre Mishag af de fleſte Høvdinger, hvilke desuden i Almindelighed vare ilde tilfreds med den Kraft og Beſtemthed, ſom Olaf i ſin hele Fremtræden lagde for Dagen, og hvormed han vidſte at kue Selvraadigheden, haandhæve ſin Magt, og drive ſine Lovforbedringer igjennem. Det er heller ikke at betvivle, at Olaf var ſig denne ſtedſe tiltagende Uvilje meget vel bevidſt, og at han derfor betragtede Høvdingerne overhoved ſom ſine naturlige Fiender, hvilke han, naar Lejlighed gaves og ſaa længe han havde Magt dertil, ſøgte at ydmyge, uden at frygte for, derved at vække et Fiendſkab, ſom allerede for længe ſiden var tilſtede. Hvad Aasmunds Udnævnelſe angaar, kunde han vel ogſaa dermed have til Henſigt at faa taget en alvorlig Straf over Aasbjørn Selsbane, paa hvilken han nok vidſte at Haarek ej vilde krumme et Haar. Aasmund drog afſted paa en Skude med henimod 30 vel bevæbnede Mænd, indfandt ſig hos Haarek og meldte ham, hvad Kongen havde forordnet, idet han fremviſte Jertejner fra Kongen til Bekræftelſe. Haarek ſvarede, at Kongen fik raade for, hvem han overlod ſin Sysſel, men at de forrige Konger ej havde plejet at formindſke de Mænds Ret, der vare ætbaarne til Riget, og give den til en Bondeſøn, ſom Aasmund, der aldrig før havde haft den. Men ſkjønt man godt kunde merke at Haarek var ilde tilfreds hermed, lod han Aasmund dog tage ved Syſlen. Aasmund drog førſt hjem til ſin Fader, og ſiden til ſin Sysſel nord i Haalogaland. Da han kom til Langø[11], tog han ind hos to rige og anſeede Brødre, Gunnſtein og Karle, hos hvem han fandt en meget venlig Modtagelſe[12]. Han opholdt ſig her en Stund, idet han ſamlede de kongelige Indtægter der fra Egnen. Karle, den yngſte af Brødrene, en ſmuk og noget forfængelig Mand, der lagde Vind paa Stads og Pragt, medens han overlod Gaardsdriften til ſin ældre Broder Gunnſtein, benyttede ſig af Aasmunds Ophold paa Gaarden til at tale med ham om ſit Ønſke, at følge med ham til Kongen og bede om Optagelſe i hans Hird. Aasmund beſtyrkede ham deri, og lovede ham ſin Anbefaling. Saaledes gav Karle ſig da i Følge med Aasmund. Denne havde hørt at Aasbjørn Selsbane havde faret ſyd til Vaage-Stevne paa ſit ſtore Fragtſkib med 20 Mand, og at han juſt ventedes ſøndenfra. Aasmund ſatte Kurſen ſydefter langs Kyſten; der blæſte en ſvag Modvind. De mødte flere fra Vaagen hjemvendende Skibe, og ſpurgte i al Stilhed efter Aasbjørn: det blev dem ſagt, at han endnu var ſøndenfor. En Dag, da de kom gjennem et Sund, mødte de et Fragtſkib, ſom var let kjendeligt ved ſine prægtigt rød- og hvidmalede Sider, og ſit ſtavede Sejl. Karle, ſom nu var Aasmunds Sængekammerat og kæreſte Ven, ſagde da til ham: „du taler ſaa ofte om at du er nysgjerrig efter at ſee Aasbjørn Selsbane: jeg ſkulde være meget daarlig til at kjende Skibe, hvis det ikke er ham, ſom ſejler der“. „Gjør mig den Tjeneſte, Kammerat“, ſagde Aasmund, „at ſige mig til, hvis du kjender ham“. Strax efter mødtes Skibene, og Karle ſagde: „der ſidder han ved Roret i en blaa Kjortel“. Da kaſtede Aasmund, idet Skibene gik forbi hinanden, et Spyd efter Aasbjørn, der traf ham paa Midten og gik igjennem ham ſaaledes, at det blev ſtaaende i Hovedfjælen, men Aasbjørn faldt død fra Roret. Skibene gik imidlertid hvert ſin Vej. Aasbjørns Mænd bragte hans Lig hjem til Throndenes, hvor Sigrid ſtrax lod ſende Bud til Bjarkø efter Thore Hund. Der blev holdt Ligfærd efter Skik og Brug. Ved Afſkeden gav Sigrid ſine Venner Foræringer. Thore Hund havde endnu ingen faaet, men Sigrid fulgte ham ned til hans Skib, og ſagde ved Afſkeden: „min Søn Aasbjørn fulgte dit venlige Raad, men fik ej beholde Livet længe nok til at lønne dig derfor; jeg faar altſaa ſee til, om jeg kan, ſkjønt jeg ej duer ſaa vel dertil, ſom han. Her er en Gave, jeg vil give dig, med det Ønſke, at den maa bekomme dig vel“; — her fremtog hiin et ikke ſynderlig ſtort Maaleſpyd[13] med Guldbeſlag paa Falen — det er dette Spyd, ſom ſtod gjennem min Søn Aasbjørn, hvis Blod endnu klæber derved: du vil derved bedre kunne mindes, om det pasſer til det Saar, du ſaa paa din Broderſøn. Det vilde være en raſk Daad, om du ſkiltes ved dette Spyd ſaaledes at det ſtod i Olaf digres Bryſt; og jeg erklærer dig for hver Mands Niding, hvis du ikke hevner Aasbjørn“. Dermed vendte hun om og gik hjem. Thore blev ſaa greben ved hendes Ord, at han ikke kunde tale, men holdt krampagtigt faſt i Spydet, uden engang at ændſe Bryggen, ſaa at han nær havde gaaet lige i Søen, hvis ikke hans Mænd havde taget fat i ham og underſtøttet ham, idet han gik ud paa Skibet. De roede da hjem til Bjarkø. Aasmund Grankellsſøn fortſatte ſin Rejſe indtil han kom til Kongen, ſom da opholdt ſig i Throndhjem. Han berettede ham, hvad der var ſkeet, og der tales ej om at Kongen dadlede ham derfor, tvertimod gjorde han Karle paa hans Anbefaling til ſin Hirdmand: et tydeligt Beviis paa, at Aasmund virkelig, ſom det etſteds ſiges, havde dræbt Aasbjørn efter Kongens udtrykkelige Befaling[14]. Om de, der vare ombord paa Aasbjørns Skib, allerede da vidſte, at Aasmund var hans Banemand, nævnes ikke; derimod ſiges det udtrykkeligt, at Aasmund og Karle ſelv fortalte Kongen om de Ord, de havde vexlet med hinanden umiddelbart før Aasbjørns Drab, og at deres hemmelige Uvenner, ſom juſt var tilſtede, merkede ſig dem, ſaa at de omſider kom Thore Hund for Øre[15].

  1. Raumsdalen tilligemed Nordmøre maa i Jarlernes Tid atter have været ſkilt fra Froſtathingets Forening, og derimod gjenforenede med Søndmøre, ſiden disſe to Fylker afſondredes ſom en ſærſkilt Beſiddelſe for Sviakongen. Derfor er det ej uſandſynligt, at nu ogſaa Søndmøre lagdes til Froſtathing, ſee nedenfor. Hvad Haalogaland angaar, da hørte det vel ikke til Froſtathingets Forening, dog maa Froſtathingslovens Vedtægter nødvendigviis have været gjeldende der.
  2. Aaslaks Fader Aaskell var Søſkendebarn til Skjalg, Erlings Fader; deres Fædre vare Brødre. Af Tilnavnet ſees det, at Aaslak boede paa Fitje, paa Stord-Ø. See ovf. S. 293.
  3. Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
  4. Oslo nævnes vel ikke paa dette Sted, men derimod i den legend. Saga, Cap. 39, hvor der ſiges at Olaf opholdt ſig i Oslo, førend han drog op til Raumarike. Herved behøver det naturligviis ikke at være antydet, at der allerede da var en Kjøbſtad paa dette Sted, hvilken, ſom bekjendt, førſt ſtiftedes af Harald Haardraade; men Stedet maa lige fuldt have haft dette Navn, og rimeligviis laa der en Kongsgaard, hvis Grund Harald ſiden kunde benytte til By-Anlægget. Et Slags Havn og Nauſt for Raumarikes Indbyggere maa have været her. Se ovf. 1 B. S. 742.
  5. Ved førſte Øjekaſt kunde, det i Sagaen ſynes ſom om Erling førſt kom til Olaf om Vaaren efter den næſte Vinter, altſaa 1023, men betragter man nærmere Beretningens Ord, og ſammenholder den med, hvad der ſiden fortælles om Aasbjørn Selsbanes tvende Rejſer, ſaa ſeer man tydeligt, at Erlings Beſøg hos Olaf var om Vaaren 1022.
  6. Olaf d. hell. Saga, Cap. 110, 111. Snorre, Cap. 121, 122.
  7. Sandſynligviis var Sigurd Forſtander for Hovet paa Throndenes.
  8. Da det i Olaf den helliges Saga, Cap. 112, Snorre, Cap. 123, ſiges at Thore ſom Lendermand havde ſtørre Anſeelſe ude end Sigurd, kunde; det ſynes ſom om Sagaen heri modſagde ſig ſelv, da den lader Thore blive Lendermand hos Olaf ud paa Sommeren 1020, til hvilken Tid Sigurd maa have været død. Men Thore kan jo, ligeſom Haarek, have været Lendermand under Jarlerne, og hine Ord beviſe juſt, at han virkelig var det.
  9. Skjalg opholdt ſig nemlig, ſom vi have ſeet, hos Kongen ſiden Erlings og dennes nye Forlig i Tunsberg.
  10. Olaf d. helliges S. Cap 112—116, Sn. Cap. 123—128. Den legendariſke Saga, Cap. 49—52, fortæller den ſamme Begivenhed, men med aldeles forſkjellige, ſtundom kortere og mere charakteriſtiſke, ſtundom vidtløftigere Ord, men uden ſtore Afvigelſer. Den nævner intet om at Aasbjørn boede paa Throndenes, og navngiver ej Stedet hvor Thore Sel blev dræbt; den lader Aasbjørn drage ſydefter andengang med 2 eller 3 Skibe og to Hundrede Mand; den tilføjer at hverken Aasbjørn eller hans Fader vare retſindige Mænd, og at mange derfor laa dem paa Nakken. Den lader Erling medbringe tolv (ſtore) Hundreder Mand til Agvaldsnes. For Reſten ſtemmer det øvrige med den anden Beretning.
  11. Naar Langøen i Veſteraalen hørte til Aasmunds Sysſel, er det tydeligt, at denne maa have indbefattet den nordligſte Deel. Haarek har vel ogſaa beholdt den Deel, i hvilken hans Hovedſæde Thjottø laa.
  12. Det har været antaget, at Gunnſtein og Karle ſkulle have boet paa Karlshøfudnes eller Karlsnes ſydligſt paa Langø. Men naar man tager Henſyn til at Aasmund, paa Vejen derfra, øjenſynligt tilbragte i det mindſte et Par Dage, inden han mødte den fra Vaagen hjemvendende Aasbjørn, medens der dog mellem Karlsnes og Vaagen gjennem Raftſund er knapt ½ Dags Rejſe, ſkulde man ſnarere antage, at de have boet nordligſt ved Langenes, og at Aasmund har taget Vejen nordenom Hindøen, faa at han vel har mødt Aasbjørn i Tjeldeſund.
  13. Maaleſpyd kaldtes Spyd med Maal, d. e. hemmelige Runer, ſom troedes at bringe Sejr, paa Bladet.
  14. I den legendariſke Saga ſtaar der ligeſrem, at Olaf ſendte Mænd for at dræbe Aasbjørn.
  15. Olaf den helliges Saga, Cap. 120, Snorre, Cap. 132.