Det norske Folks Historie/2/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarl havde imidlertid opholdt ſig om Vintrene hos Danekongen Harald Gormsſøn, og lod Tiden ej gaa ubenyttet hen. Han havde for Øjeblikket kun eet Formaal, nemlig at hevne ſin Fader og derved ſelv bane ſig Vejen til Magten i Norge. For at opnaa dette ſkyede han ingen Anſtrengelſe og foragtede han intet Middel. Det paaſtaaes, at hemmelige Udſendinger fra ham havde opfordret Thrønderne til at dræbe Kong Erling, og at han allerede da ſkal have ladet dem forſikre, at han næſte Sommer nok ſkulde komme tilbage til ſit Rige. Hans Planer optoge ſaaledes hans urolige og ærgjerrige Sind, og han grublede ſaa heftigt over dem, at hans legemlige Sundhed led derunder. Han maatte gaa til Sængs, og laa farligt ſyg længe om Vinteren, uden dog egentlig at føle ſtore Smerter. Han vilde neppe ſmage Mad eller Drikke, han vilde helſt være ene, eller i det højeſte kun have faa af ſine ældſte Tjenere om ſig. Tilſidſt begyndte Folk endog at tale om, at han var forhexet og ikke ved ſit fulde Vid. Kongen ſelv beſøgte ham, men uden at det kom til nogen lang Samtale mellem dem, da Haakon var yderſt ordknap.

Under denne Eenlighed udklækkede han dog tilſidſt en dybt anlagt Plan. Omſtændighederne vare ham og temmelig gunſtige. Harald Gormsſøn ſelv havde allerede Grund til at være misfornøjet med ſin Navne og Knæſætning i Norge; denne Misfornøjelſe maatte lettelig kunne oppuſtes til formeligt Fiendſkab. Ved Kong Haralds Hof opholdt ſig desuden paa denne Tid en tredie Harald, Søn af Harald Gormsſøns Broder, Kong Knut Dana-Aaſt, Kong Gorms kjæreſte Søn, for hvis Død han, ſom vi have ſeet[1], tildeels gav Harald Gormsſøn Skylden. Det kan neppe betvivles, at hvis Knut havde overlevet Gorm, vilde han, og ikke Harald, være bleven dennes Efterfølger, og i ſaa Fald havde hans Søn Harald paa denne Tid enten allerede været Konge, eller i det mindſte ſikker paa Tronfølgen. Nu derimod var dennes Farbroder Harald i Beſiddelſe af den maaſke ved Broderblod vundne Trone, og han ſelv havde maattet tilbringe ſin meſte Tid paa Vikingetog. Han havde for ſaa vidt været heldig, ſom han havde ſamlet ſig ſtore Rigdomme, hvorfor man ſædvanligviis kaldte ham Guldharald. Men han var nu ked af Vikingelivet, og havde vendt tilbage til Hjemmet, for at fordre Andeel i Riget. En ſaadan Fordring maatte naturligviis være Kongen meget uvelkommen og ſætte ham i ſtor Forlegenhed, og af denne Forlegenhed kunde igjen den kloge Haakon Jarl benytte ſig til ſin egen Fordeel.

Da Haakons Klogſkab og dybe Forſtand var almindelig bekjendt, ſøgte begge Parter hans Raad. Guldharald, der ſynes at have været en raa, ligeſrem, men eenfoldig Kriger, klagede førſt ſin Nød for ham, og ſpurgte ham, om han ej fandt det utilbørligt, at han, ſelv Kongeſøn og ikke mindre berettiget til Riget end Harald Gormsſøn, dog ſkulde være udelukket fra nogen Deel deri. Haakon gav ham Ret, og ſagde, at Danerne, hvis Sagen bragtes for dem, viſtnok helſt vilde have Knuts Søn til Konge, da denne, hvis han ikke ſaa tidligt var bleven bortrykket, uden al Tvivl vilde have efterfulgt ſin Fader. Ved disſe Ord fik Guldharald Mod til at bringe Sagen paa Bane hos ſin Farbroder. Men denne vilde nødigt indlade ſig paa at afgive Riget eller nogen Deel deraf; han ſagde, at ſlig Fordring havde ingen vovet at komme med til Gorm den gamle, eller Hardeknut, eller Sigurd Orm i Øje, eller Ragnar Lodbrok, at de ſkulde finde ſig i at blive Halvkonger over Danmark. Han blev ſaa vred, at det ej nyttede at tale til ham, og Guldharald maatte gaa bort uden at faa noget beſtemt Svar. Men Kongen begav ſig ſtrax til Haakon Jarl, for nu ogſaa paa ſin Side at æſke Raad hos ham. Han ſagde Jarlen, hvilken Fordring Guldharald havde gjort, og ſpurgte, hvad han ſkulde ſvare. Heller end at dele ſit Rige, ſagde han, vilde han lade Guldharald dræbe. Haakon ſagde, at dette maatte han aldeles ikke tænke paa, da alle vilde anſe det for den ſtørſte Skjændſelsdaad, og Guldharald desuden formedelſt ſin Faders Venneſælheds Skyld havde et ſtort Parti blandt Danerne. Han indrømmede, at det var ſtor Skade om han ſkulde blive nødt til at dele Riget, men at det dog ej kunde negtes at Guldharalds Fordring var retmæsſig Han udbad ſig imidlertid Betænkningstid, inden han gav noget Svar i denne vanſkelige Sag. Kort efter kom Guldharald og klagede paany ſin Vaande, der nu var ſaa meget ſtørre, ſom hans Farbroder var vred. Haakon bad ham kun være ved godt Mod og haardnakket ſtaa paa ſine Fordringer. Den herved ængſtede Danekonge kom en Stund derefter paany til Haakon, for at høre hans Mening. Haakon forſikrede at han havde tænkt Dag og Nat over Sagen, og tillige raadſlaaet om den med andre forſtandige Folk, men at han endnu ikke kunde indſe rettere, end at Guldharalds Fordring ej vel kunde afſlaaes, ſkjønt det paa den anden Side var yderſt ſkadeligt at dele det nys med ſaa megen Anſtrengelſe ſamlede Rige. „Men“, ſagde Haakon, da Haralds Ængſtelſe var ſtegen til det yderſte, „ſkulde det ikke kunne lade ſig gjøre, at I ſelv beholdt Danevældet, men ſkaffede Eders Frænde et lige ſaa ſtort Rige? Saaledes vilde Eders Fader Gorm have baaret ſig ad, nemlig ej at lade ſine Frænder betage ſig noget af hans egen Magt, men heller ſkaffe dem Vælde ved at tage fra Andre“. „Det kan være ſandt nok“, ſagde Harald, „men er der da nu noget andet Rige at faa“? „Ja“ ſvarede Haakon, „Norges Rige kan nu erhverves, thi Kongerne ere forhadte over hele Landet, og fortjene desuden Døden for deres mange onde Handlinger“. Kongen indvendte, at Norge var et ſtort Land, og Folket haardt og farligt at angribe med en udenlandſk Hær; at Eriks Sønner vare vældige og ſejrſæle Krigere, og at Harald Graafeld desuden var hans egen Knæſætning og Foſterſøn. „Hvad dette angaar“, ſagde Haakon, „da have Eriks Sønner lønnet Eder ilde for den Hjelp, I have ydet dem; for øvrigt er det ej min Mening, at I ſkal bekrige Norge med hele Danehæren, men at I alene ſkal ſende Bud til Harald Graafeld og tilbyde ham at modtage det Len, han tidligere har haft her i Danmark; da kommer han nok, og ſaa kan Guldharald i et Øjeblik ſkaffe ſig Norges Rige ved at dræbe ham“. „Ja“, ſagde Danekongen, „hvis Harald falder, er det forbi med Gunnhilds Sønners Vælde; men vil det dog ikke kaldes en ond Gjerning at ſvige ſin Foſterſøn?“ „De Danſke ville dog“, ſvarede Jarlen, „kalde det bedre at dræbe en norſk Viking, end ſin egen danſke Broderſøn“. Disſe Foreſtillinger virkede, og Danekongen gik ind paa Haakons Forſlag. Sidenefter udviklede Haakon ogſaa for Guldharald hvorledes han handlede klogeſt i, for det førſte at lade ſig nøje med Norge, til hvis Erhvervelſe han ſelv, Haakon, ſkulde hjelpe ham med al ſin Indflydelſe; ſiden kunde han jo altid vinde Danmark. Harald var allerede gammel, og havde en Søn, der ej engang var egte fød[2]. Saa længe talede Jarlen for Guldharald, indtil denne erklærede ſig ganſke tilfreds og lovede ſin Medvirkning og Sagen blev nu i al Hemmelighed aftalt og ordnet mellem ham, Kongen og Haakon. Denne havde imidlertid forladt Sængen, og ſagde at han var bleven friſk igjen. Kong Harald ſendte nu et prægtigt udſtyret Geſandtſkab til Norge, for at hilſe Harald Graafeld, at Danekongen havde erfaret den ſtore Nød og Dyrtid, der herſkede i Norge, ſaa at det endog faldt Kongerne beſværligt at holde deres Hird, efterſom Bønderne ej kunde betale deres Landſkylder, og at han derfor indbød ſin Foſterſøn Harald til ſig, for at modtage Jylland til Forlening og Vinterſæde med to hundrede Mænd[3]. Sendebudene, der bleve vel modtagne, berettede ogſaa at Haakon Jarl laa dødsſyg og var næſten fra ſit Vid. Harald forelagde Sagen for ſin Moder Gunnhild og ſine øvrige Raadgivere. Nogle fraraadede Rejſen, da de anede Svig; de fleſte derimod ſandt det meget belejligt, nu da der herſkede ſaadan Nød i Landet, at modtage et ſaa godt Tilbud. Bønderne og Almuen opmuntrede iſær dertil, og ſagde at det ej ſømmede ſig for en Konge at undſlaa ſig for at beſøge en anden ſaa ſtor Høvding efter en ſaa venſkabelig Indbydelſe. „Og“, heder det, „fordi Harald var let at overtale og ikke dybttænkende, ligeſom han heller ikke ſyntes at han havde gjort Danekongen ſtørre Skade, end Nøden drev ham til, lovede han at komme“, og Sendebudene droge bort med denne for Haakon glædelige Efterretning. Ud paa Sommeren begav Harald ſig ogſaa afſted med tre Langſkibe, og 80 Mand paa hvert[4]. Det ene af Skibene ſtyredes af Arinbjørn Herſe, Egil Skallagrimsſøns Ven. Harald ſejlede ud fra Viken og over til Limfjorden, hvor han lagde til ved Hals. Her blev det ham ſagt, at Danekongen ſnart ſkulde komme[5]. Men efter den hemmeligt trufne Aftale ilede nu Guldharald did med ni, til Vikingetog fuldkommen udruſtede Skibe, og udæſkede Harald Graafeld til Kamp. Denne indſaa ſtrax at han var ſvegen, og ſkal have ſpaaet Guldharald at det ikke vilde gaa ham bedre; han gik modig i Land, fylkede ſine Mænd, og lavede ſig til at modtage Angrebet, ſaa ſtor Overmagt end Guldharald havde. Han opmuntrede ſine Folk til at værge ſig tappert, og kæmpede ſelv i Spidſen for ſin lille Skare, da Fylkingerne mødtes. Dog maatte han omſider bukke under for Overmagten. Med ham faldt ogſaa den tro Arinbjørn og de fleſte af hans Mænd.

Harald Graafeld havde ſpaaet rigtigt. Det laa ikke i Haakon Jarls Plan at lade Guldharald blive Konge i Norge. Aldrig ſaa ſnart var han borte, førend Haakon Jarl begyndte at ængſte Harald Gormsſøn, idet han foreſtillede ham, hvor farlig Guldharald nu vilde blive, efter at have erhvervet Norge. „Jeg frygter“, ſagde han, „at vi baade komme til at ro Ledingen og gjelde Ledingsvidet“[6]: nu dræber Guldharald Harald Graafeld, ſaa tager han Kongedømmet i Norge, men hvor tro bliver han Eder da, tænker I? I Vinter ſagde han til mig, at hvis han kunde komme til, vilde han dræbe Eder. Var det ikke bedre at vi ſaa til at ſkaffe Eder ſelv Norge? Derved kunde I jo ogſaa hevne Eders Foſterſøn“. „Men det ſømmer ſig ikke for mig at dræbe min Broderſøn“, indvendte Harald. „Jeg ſkal nok paatage mig at vinde Norge under Eder paa en eneſte Dag“, ſvarede Haakon, „og ſaaledes gjengjelde Eder den Fred og Anſeelſe, jeg her har nydt, hvis I vil love mig at indgaa Forlig med mig for Broderſønnens Drab, og desuden lade mig faa Norge at raade over imod at blive Eders Jarl, ſværge Eder Troſkabsed og betale Eder den Skat, hvorom vi nærmere komme overeens: da er I ſtørre Konge end Eders Fader, naar I raader over to Riger“. Dette ſyntes Harald godt om, og Sagen blev aftalt mellem dem. Haakon, ſom havde 12, eller efter en anden Angivelſe 13 Langſkibe liggende færdigt ruſtede, drog afſted for at opſøge Guldharald, og fandt ham kort efter hans Sejr over Harald Graafeld, da han og hans Mænd altſaa endnu vare trætte af Striden. Efter en haard Kamp blev Guldharald overvunden. Ifølge een Beretning ſkal han være falden i Slaget, ifølge en anden ſkal han være bleven tagen til Fange og ſidenefter hængt paa Haakons Befaling. Haakon ſkal ogſaa have ſat ſig i Beſiddelſe af den Mængde Guld, ſom Guldharald førte med ſig, og ſom ſkal have fyldt to Kiſter og været mere end en eneſte Mand i Norden hidtil havde beſiddet[7].

Uagtet denne Begivenhed ikke omtales i danſke Oldſkrifter, og heller ikke fortælles ganſke paa ſamme Maade i alle norſk-islandſke[8], faa kan der dog ej være nogen Tvivl om, at den i Hovedſagen har fundet Sted paa den her fortalte Maade. Thi ſamtidige Vidnesbyrd bekræfte Beretningens Sandhed. Den forhen omtalte islandſke Skald Glum Geirsſøn, Harald Graafelds Hirdſkald, nævner udtrykkeligt i ſin „Graafeldsdraape“, hvorledes Harald opmuntrede ſine Mænd til Striden, hvorledes han ſelv kæmpede tappert, og lod ſit Liv paa Limfjordens ſmidige Strandbred (hvorved det altſaa bekræftes, at Slaget holdtes til Lands), og endelig at det var den liſtige Jarl, ſom var Aarſag i hans Død[9]. Af Egil Skallagrimsſøn have vi ogſaa endnu et Vers, ſom han digtede, da han erfor ſin Ven Arinbjørns Død; det indeholder vel intet om Begivenheden ſelv, men ſtaar dog i ſaa nøje Forbindelſe dermed, at det middelbart tjener til at bekræfte den[10].

  1. Se ovf. 1ſte B. S. 747.
  2. I Sagaerne paaſtaaes der nemlig, at Svein Haralds Søn, kun var fød af en Frille. Mere derom nedenfor § 13.
  3. Nemlig ſtore Hundreder, altſaa 240.
  4. Altſaa tilſammen 340 Mand, ſom ovenfor anført.
  5. Man maa formode, at Harald Gormsſøn i denne Tid har opholdt ſig enten i Slesvig eller paa Jæling i den ſydlige Deel af Nørrejylland, der ſynes at have været hans Hovedopholdsſted, og hvor desuden de bekjendte Mindesmerker om hans Fader og Moder findes.
  6. En almindelig Talemaade, om at gjøre ſig Umag forgjæves eller til egen Skade, hentet fra Beſtemmelſen i Loven om Ledingen. Den, ſom undlod at indfinde ſig til Leding efter lovligt Udbud, ſkulde betale Ledingsvide; hvis han gik paa et andet Skib, end han ſkulde, maatte han og betale Ledingsvide, uagtet han deeltog i Ledingen. Dette kaldtes at ro Ledingen og gjelde Vide, ſe ældre Gulathingslov Cap. 301.
  7. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 8—14. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 48—54. Fagrſkinna, Cap. 37—44. Ágrip, Cap. 9. Thjodrek Munk, Cap. 4, 5. Jomsvikingaſaga Cap. 6, 7. Egils Saga, Cap. 8l. Knytlingaſaga, Cap. 1. Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 12, 15. Olaf den helliges Saga, Cap. 12.
  8. Saxo (10de B. S. 479, 482) ſiger kun, ſom ovenfor nævnt, at Harald (Graafeld) døde efter at have betalt Skat for 3 Aar, og at Haakon var hans Søn. Sven Aageſøn nævner intet enten om Harald Graafeld eller Haakon Jarl. Snorre og de øvrige Kongeſagaer, der følge ham, ſtemme i det Hele taget med Fagrſkinna, og afvige derfra mere i Ord og Talemaader, end i den egentlige Fortælling. Meſt afvigende er Jomsvikingaſaga, men ſom dog heelt igjennem er upaalidelig, og ſaavel ved ſin Stiil, ſom ved de øjenſynlige Overdrivelſer og Uſandſynligheder, den indfører, viſer ſig mere at være et Slags hiſtoriſk Roman, end at gjøre Fordring paa fuldkommen Troværdighed. Ifølge Jomsvikingaſaga ſkulde Haakon Jarl være kommen til Danmark, fordi Harald Graafeld og Gunnhild Kongemoder ikke lode ham faa hele det Len, han anſaa ſig berettiget til efter ſin Fader, nemlig fire Fylker; han vilde ej nøje ſig med en Deel deraf, og begav ſig derfor med 10 Skibe fra Norge paa Vikingetog, men opholdt ſig om Vinteren hos Harald Gormsſøn, ſom indbød ham til ſig med 100 Mand. Med et lignende Antal Folk ſkulde Harald Gormsſøn ogſaa have indbudt Guldharald, om hvis Arvefordring paa Riget der her ej er nogen Tale. Ved et Gilde ſkulde Haakon Jarl have ſagt, at Harald Gormsſøn ikke, ſom man paaſtod, var den ypperſte Konge i Norden; dette kom for Kongens Øren, han bad Haakon at forklare hvad han meente dermed, og denne ſagde at det var et Skaar i hans Anſeelſe, at Harald Graafeld længe havde ſiddet inde med de Skatter, han ſkyldte ham. Harald erkjendte dette, men fordrede at Haakon ſkulde ſinde paa et Raad mod Harald Graafeld. Haakon raadede nu til at lokke ham ned til Danmark under Venſkabs Maſke, og at Kongen, for at gjøre ham desmere godtroende, ſkulde tilkjendegive ſin Henſigt at ville fri til hans Moder Gunnhild, der endnu var temmelig giftelyſten; naar Harald kom ned, ſkulde Guldharald og Haakon overfalde og dræbe ham, imod at faa hver ſin Halvdeel af Norge ſom Skatland under Danmark. Ogſaa Guldharald erklærede ſig villig til at deeltage heri, og der ſendtes Bud til Harald Graafeld og Gunnhild ſaaledes ſom Haakon Jarl havde foreſlaaet. Gunnhild raadede Harald til ſtrax at rejſe, og han drog afſted med 2 Skibe og 400 Mand. Guldharald og Haakon Jarl havde imidlertid ved Danekongens Hjelp ſamlet en Styrke paa 60 Skibe, og traf Harald ved Hals; men da Angrebet ſkulde ſke, ſagde Haakon at det var unødvendigt at kæmpe mod Harald Graafeld med ſaa ſtor Overmagt, og at han deels ſelv for Slægtſkabs Skyld havde Betænkeligheder ved at kæmpe mod ham, deels helſt vilde unde Guldharald Æren for Sejren. Guldharald angreb derfor alene med 30 Skibes Harald advarede ham, men forgjæves, og faldt i Kampen. Derpaa roede Haakon til, og gav Guldharalds Mænd Valget, enten de vilde ſtride med ham, eller udlevere deres Herres de valgte det ſidſte, og Guldharald blev hængt. — Uſandſynligheden af denne Beretning, i Sammenligning med den ovenfor anførte, er iøjnefaldende. Dog ſynes Ágrip for ſaa vidt at ſlutte ſig dertil, ſom de Ord, det lægger Harald Graafeld i Munden ved Guldharalds Angreb, næſten ere aldeles de ſamme, ſom dem, Jomsvikingaſaga lader ham ſige. Det er ogſaa Jomsvikingaſaga, ſom taler udførligt om Guldharalds Guld; Fagrſkinna har noget derom, og ſynes for ſaavidt at have kjendt dens Beretnings at den ej forøvrigt følger den, vidner om at Fagrſkinnas Nedſkriver har fundet den uſandſynlig. Ogſaa Odd Munks Olaf Tr. Saga nævner lidt om Guldharalds Guld, men den er endnu mindre paalidelig end Jomsvikingaſaga.
  9. Verſene findes anførte paa de ovennævnte Steder i Snorres Olaf Tr. Saga, i Fagrſkinna, og i Olaf Tr. Saga i Fornm. S. 1 B. S. 88, 89.
  10. Verſet findes paa det ovenanførte Sted.