Det norske Folks Historie/2/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var, ſom vi have ſeet, nu virkelig lykkets Harald Graafeld at underkaſte ſig baade Viken og Thrøndelagen, og ſaaledes herſkede han, om end kun for en kort Tid, over hele Norge. Men ved at tage Viken i Beſiddelſe uden, at udſpørge Danekongen Harald Gormsſøn, traadte han i et fiendtligt Forhold til denne ſin Velgjører og Foſterfader. Thi Viken betragtede Danekongernes Æt fremdeles ſom et dem med Rette tilhørende Landſkab, hvilket kun Mangel paa tilbørlig Magt hidtil havde hindret dem fra at tage i Beſiddelſe. Vi have nævnt, hvorledes allerede Erik Blodøxe efter al Sandſynlighed har erkjendt Danekongens Overhøjhed, hvad Viken angaar, og hvorledes Beſiddelſen af Viken egentlig var Aarſagen til Striden mellem Haakon Adelſteensfoſtre og Harald Gormsſøn[1]. At.denne virkelig var misfornøjet med Haralds Færd, ſees tydeligt deels deraf, at han gav hans Dødsfiende Haakon Jarl en ſaa venlig Modtagelſe og viſte ham ſaamegen Naade, deels af enkelte Ytringer, der forekomme hiſt og her i Oldſkrifterne, hvor disſe Begivenheder omhandles. Der ſiges ſaaledes udtrykkeligt ved en ſenere Lejlighed, at Gunnhilds Sønner bleve tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen[2], og paa et andet Sted, at Harald indeſad med Danekongens Skatter[3]. Saxo, der rigtignok gjør Haakon Jarl til en Søn af Harald Graafeld, lader denne dø efter kun at have betalt Skat i tre Aar, hvorefter Haakon aldeles afkaſter Aaget[4]. Dette tyder dog paa, at der har været et Afhængighedsforhold, ſom Harald ej længer vilde erkjende. Hermed hænger det viſtnok ogſaa ſammen, at Gunnhild og Harald nu, ſom vi erfare, opſloge deres egentlige Bopæl i Kongehelle i Viken, thi Henſigten med dette kan ej have været nogen anden end at være ved Haanden deels for at dæmpe Opſtande, deels for at forſvare dette Landſkab mod Angreb af Danerne. Kongehelle omtales ved denne Lejlighed allerede ſom en By med Gader, og hvor i det mindſte Kongen og hans Moder boede i en Gaard, opført af Steen[5].

Harald og hans Brødre, eller maaſke rettere hans Moder, udviklede ſaaledes unegteligt en ikke ringe Grad af Kraft og Virkſomhed, men det var deres Skade at denne Energi var ledſaget af altfor megen Haardhed og for lidet Henſyn til Folkets Foreſtillinger om en Konges Pligter og Rettigheder. Ogſaa over Skatlandene gjorde de deres Herredømme gjeldende. Orknøerne beherſkedes paa denne Tid af Jarlen Thorfinn Hauſakljuf, Torveinars Søn, men hans ældſte Søn Arnfinn var gift med Gunnhilds Datter, den rænkefulde Ragnhild, og allerede dette maa have været nok til at ſikre Gunnhild hendes Indflydelſe over Øerne: vi ſe ogſaa, at hun betragtede Orknøerne ſom ſit egentlige Tilflugtsſted, hvortil hun tyede, naar hun ej længer kunde blive i Norge. Og Færøerne finde vi allerførſt under Harald omtalte ſom et norſkt Skatland. Efter Sagaernes Ord ſkulde det ſynes, ſom om Overherredømmet over dem var deelt mellem Harald Graafeld og Haakon Jarl, thi det fortælles, at Høvdingen Hafgrim, en ivrig Blotmand, der boede paa Hov i Sudrø[6], havde den halve Deel af Øerne i Len af Harald Graafeld, medens to andre Brødre, Breſte og Beine Sigmundsſønner, der boede paa Skuvø, havde den anden Halvdeel i Len af Haakon Jarl, hvis Hirdmænd de vare[7]. Dette klinger imidlertid noget uſandſynligt. Snarere ſkulde man formode at Meningen var den, at Hafgrim oprindelig havde faaet Halvdelen af Færøerne til Len af Harald, men ſiden bekræftedes i denne Forlening af Haakon Jarl, paa ſamme Tid, ſom denne overdrog den anden Halvdeel til ſine Hirdmænd Breſte og Beine, hvis Fader Sigmund maaſke havde beſiddet den anden Halvdeel paa Haralds Tid[8]. Denne Sigmund hørte til den fornemſte Æt paa Færøerne, de ſaakaldte Gøteſkeggers, der nedſtammede fra Thorſtein rødes Datter Aaluf, og havde deres Navn af Gaarden Gøte paa Øſterø[9]. Denne Gaard var gaaen i Arv til Sigmunds Broder Thorbjørn, ſom derfor kaldtes Gøteſkegg, og ſom havde efterladt to Sønner, af hvilke den yngſte, Thrond, ved Lodkaſtning med Broderen havde faaet Gaarden, og ſom ſnart ved ſin Trædſkhed ej alene erhvervede ſig en ſtor Formue, men og en Indflydelſe, der næſten overgik Lensherrernes. Den ſtørſte Deel af ſin Formue ſkal han have erhvervet paa Markedet ved Haløre i Danmark, idet han, da Kong Harald Gormsſøn havde lagt Forbud paa ethvert Skibs Afrejſe indtil et nys begaaet ſtort Penge-Tyveri var blevet opdaget, foreſlog at de forſamlede Kjøbmænd heller ſkulde ſkillinge ſammen for at erſtatte de Beſtjaalne deres Skade, og overlade Kongen Overſkuddet. Dette Forſlag, ſom ogſaa blev udført, behagede Kongen ſaa meget, at han belønnede Thrond med Fjerdedelen af Overſkuddet, hvilken ſkal have været en for de Tider uhyre Sum. Med denne vendte han tilbage til ſin Fædrenegaard, hvor han nu kunde leve paa en ſtor Fod[10].

Harald ſelv ſynes med al ſin Heftighed og Voldſomhed af Naturen at have været en godmodig Mand og af en temmelig ſvag Charakteer, der let lod ſig lede, og følgelig maatte blive et blindt Redſkab for en ſaa overlegen Aand, ſom hans Moders. Der ſiges ogſaa udtrykkeligt om Harald, at han gjerne lyttede til Andres Raad og ikke var dybttænkende. Det var ſaavel hans, ſom hans Brødres ſtørſte Skade, at de vare opdragne udenfor Fædrelandet, thi derved bleve de fremmede for Folket og Nationalcharakteren, hvilken det er aabenbart at de aldrig ret lærte at opfatte og føje ſig efter. Naar man læſer om de ſenere Begivenheder paa Orknø, hvor man øjenſynlig finder ſaa tydelige Spor af den keltiſke Vildheds og Gruſomheds Indflydelſe paa de norſke Nybyggeres Charakteer, ſkulde man tro at de Indtryk, Harald fik her under ſine førſte Barndomsaar, havde i Forbindelſe med den moderlige Paavirkning været tilſtrækkelige til at beſtemme hans hele følgende Charakteer-Udvikling, hvilken Opholdet i Danmark hos den neppe ſynderligt ædelttænkende Harald Gormsſøn heller ikke var ſkikket til at forbedre. Om Haralds naturlige Godmodighed vidner allerede den Beredvillighed, hvormed han ſøgte at ſkaffe hiin Pelsverkshandler Kunder, ligeſom den Maade, hvorpaa det ſkede, røber en vis Grad af Lune og Menneſkekundſkab. Disſe Egenſkaber ere allerede tilſtrækkelige til at forklare, hvorfor hans nærmeſte Omgivelſer, ja endog en Mand med Arinbjørns ædle Sindelag hang ſaa trofaſt ved ham, uden at man juſt hos dem alle behøver at tænke ſig Kongens Gavmildhed ſom det Baand, der knyttede dem til ham.

Dronning Gunnhild maa derimod i Ordets egentligſte Forſtand have været ondſkabsfuld, thi Dommene om hende i alle de Beretninger, hvori hun forekommer, ere altfor eenſtemmige til at de ej ſkulde udtale Sandhedens Stemme, ligeſom de ogſaa umiskjendelig udtrykke Samtidens Mening Beviſer paa hendes Ondſkab og Rænkefuldhed have vi allerede i det foregaaende ſeet. Men foruden disſe Fejl havde hun endog i ſin modnere Alder et ſtort Hang til Vellyſt og Uſædelighed. Herom vidner iſær den Fortælling ſom endnu er os levnet om den ſmukke Rut Herjulfsſøns Ophold hos hende. Vi have ovenfor[11] berettet, hvorledes den mægtige islandſke Høvding Høſkuld Dalakollsſøns Moder Thorgerd, Thorſtein rødes Datter, efter ſin Mands Død drog til Norge og der egtede Lendermanden Herjulf, med hvem hun havde Sønnen Rut, der tidligt ſlægtede ſin Morfader paa i Skjønhed og Styrke; hvorledes hun efter Herulfs Død vendte tilbage til Island og døde hos Høſkuld, og hvorledes denne tog hendes Efterladenſkab, ſaavel hvad der tilkom ham ſelv, ſom den i Norge tilbageblevne Ruts Deel, under ſin Forvaltning. Efter een Beretning[12] ſkal nu Rut være forbleven i Norge indtil ſine modnere Aar, og have været optagen i Haralds Hird endnu førend han drog ud til Island forat kræve ſin Arv, ſom han tilſidſt fik efter nogen Uenighed med Høſkuld. Men efter en anden Beretning, var Rut kommen til Island og allerede boſat paa ſin Gaard Rutſtad i Saxaadalen længe førend han blev Haralds Hirdmand efter at have foretaget en Rejſe til Norge for at kræve Arv efter en afdød Broder, ſandſynligviis en ældre Halvbroder paa fædrene Side; og denne Beretning viſer ſig af forſkjellige Grunde at være den paalideligſte[13]. Rut havde, heder det, nys feſtet den ſmukke Unn, Datter af den mægtige og lovkyndige Høvding Mord Gygja paa Rangaarvalle, og Brylluppet var allerede beſtemt, da hans Farbroder Asſur ankom fra Norge, og meldte ham at hans Broder Eyvind var død og havde indſat ham til ſin Arving paa Gulathing, men at hans Uvenner vilde ſætte ſig i Beſiddelſe af Arven, hvis han ikke ſelv indtalte den. Da Rut fortalte Mord dette, og hvor ſtor Arven var, — 100 Mark Sølv[14] — raadede denne ham til at rejſe. Brylluppet blev udſat i tre Aar, i hvilken Tid Unn ſkulde være bunden ved Feſtemaalet. Rut fulgte Asſur til Norge, kom efter tre Ugers Overfart til Herne paa Hørdeland, og drog derfra til Viken, hvor Harald Graafeld og hans Moder Gunnhild opholdt ſig i Kongehelle. Da Gunnhild hørte at Skibet var kommet, lod hun høre efter, om nogen Islænding var ombord, og erfor nu at Rut, Asſurs Broderſøn, var kommen. Hun ſendte ſtrax ſin Skoſvend Agmund til Skibet for at byde Rut og Asſur til ſig om Vinteren; hun bad ham tilføje, at hvis Rut vilde være hendes Ven og handle efter hendes Raad, ſkulde hun ſkaffe ham baade Kongens Yndeſt og hans Arv, hvilken en Mand ved Navn Sote havde taget i Beſiddelſe. Da Skoſvenden i Hemmelighed havde fremført dette Ærende, raadede Asſur Rut paa det ivrigſte til at modtage Indbydelſen; „thi“, ſagde han, „jeg kjender Gunnhilds Sind; komme vi ej til hende, vil hun jage os af Landet og frarane os vort Gods, men indfinde vi os, vil hun holde ſine gode Løfter“. Agmund vendte derfor tilbage og meldte ſin Herſkerinde at de ſkulde komme. Hun bød ham holde Øje med deres Ankomſt til Byen og melde ham den. Kort efter begave Rut og Asſur ſig til Kongehelle, hvor deres Venner og Frænder modtoge dem med aabne Arme, og hvor ogſaa Agmund indfandt ſig og meldte dem fra Gunnhild, at hun for Omtales Skyld ej kunde bede dem at komme til hende, førend de havde talt med Kongen, men at hun imidlertid ſendte Rut en Stadsdragt, han ſkulde iføre ſig, naar han hilſede paa denne; hun gav ham tillige det Raad, at tale djervt til ham og ſtrax bede om Plads i Hirden. Dagen efter gik Rut og Asſur, ledſagede af ti Mænd, ind i Hallen, hvor Kongen ſad ved Drikkebordet, hilſede paa ham, og nævnte ſit Navn og den egentlige Henſigt, hvorfor han var kommen til Norge, nemlig for at kræve ſin Arv. „Jeg har,“ ſagde Kongen, „lovet enhver Mand her i Landet at han ſkal nyde Lov og Ret“ (et Løfte, han forreſten temmelig ſlet overholdt); „vil du ellers noget andet?“ Rut fremſatte ſit Ønſke om at blive optagen i Hirden. Kongen taug dertil, men Gunnhild lagde nu ſit Ord ind med, roſte Ruts Dygtighed og Forſtand, og bevægede Kongen til at love, at gjøre ham til Hirdmand efter en halv Maaneds Forløb: denne Ventetid fordrede den kongelige Ære og Landets Skik; imidlertid ſkulde Gunnhild bekoſte hans Ophold i Byen. Paa Gunnhilds Befaling førte nu Agmund Rut og Asſur med deres Mænd i Gunnhilds Hall, en Steenhall, prægtigt tjeldet med Tapeter, hvor Gunnhilds Højſæde ſtod. Agmund bød Rut at ſætte ſig i Højſædet, og blive ſiddende om endog Gunnhild ſelv kom. En kort Stund efter kom hun ind. Rut vilde ſtaa op og hilſe paa hende, men hun bød ham fremdeles at ſidde der, og ſagde at dette ſkulde nu være hans Plads ſaa længe han var hendes Gjeſt. Da Kvelden kom, ſagde hun at han ſkulde hvile ved hendes Side i det Loft eller Kammer, hvor hun plejede at ſove. Han vægrede ſig ej derved, og ſaaledes gik det nu i hele den Tid, han ſkulde være hendes Gjeſt, idet hun paa det ſtrengeſte forbød Nogen at tale derom. Da den halve Maaned var forbi, forærede han hende et Hundred Alen Vadmel og tolv Pelsverkskapper — en paa den Tid betydelig Gave —, takkede hende for det behagelige Ophold i hendes Huus, og kysſede hende. Derpaa gik han til Kongen, blev hans Hirdmand, fik efter Gunnhilds Anviisning en Hædersplads i Hirden og opholdt ſig hele Vinteren hos Kongen. Den følgende Vaar fik han høre at Sote var dragen til Danmark med Arvegodſet. Han klagede herover til Gunnhild, der ſtrax lovede ham to fuldt udruſtede Langſkibe under Anførſel af den tapre Gjeſtehøvding[15] Ulf Uthvegen, før at ſætte efter Sote og fratage ham Godſet. Da Kongen hørte dette, lovede han ham ligeledes to Langſkibe, da en Styrke af fire Skibe nok kunde behøves. Med denne lille Flaade ſejlede Rut afſted til Danmark. Her havde de en haard Kamp at beſtaa i Øreſund med Atle, en Søn af hiin Arnvid Jarl i Vermeland, ſom Egil Skallagrimsſøn havde ydmyget[16]. Arnvid og Atle havde ſiden maattet flygte til Øſtergautland, og derfra havde Atle begivet ſig paa Sørøvertog, ſaa at han nu var erklæret utlæg baade af Sviakongen og af Danekongen. Han laa med mange Skibe i Øreſund, men Rut vilde ikke derved lade ſig hindre fra at fortſætte ſin Fart, og derfor begyndte Kampen, i hvilken Rut lagde de ſtørſte Tapperhedsprøver for Dagen. Ved Synet heraf, heder det, kunde Ulf ikke bare ſig for at hentyde til det Forhold, ſom havde fundet Sted mellem Gunnhild og Rut. „Du hugger godt“, ſagde han, „men du har ogſaa meget at lønne Gunnhild.“ Ærgerlig ſvarede Rut: „jeg er bange for at du ſiger dette med en fejg Mund“[17]. I det ſamme kaſtede Atle et Spyd, ſom gjennemborede Ulf. Omſider lykkedes det Rut med egen Haand at fælde Atle. Han vandt et rigt Bytte, og tog de to bedſte af hans Skibe i Beſiddelſe. Men medens han udhvilede ſig en kort Tid efter Kampen, ſneg Sote ſig ubemerket forbi og drog tilbage til Norge, hvor han landede ved Limgardsſiden[18], for efter tre Dages Forløb at drage til England. Uheldigviis for ham opholdt juſt Gunnhild og hendes Søn Gudrød ſig i Nærheden. Da Agmund, ſom havde mødt Sote, underrettede hende om hans Ankomſt, ſendte hun ſin Søn Gudrød hen for at dræbe ham. Gudrød kom uforvarende over Sote, tog ham til Fange og lød ham hænge, men bragte ſin Moder alt hans Gods, hvilket hun lod føre til Kongehelle, hvorhen hun ogſaa ſelv atter begav ſig. Om Høſten kom Rut tilbage med ſtore Rigdomme og blev venligt modtagen af Kongen, hvilken han — viſtnok ifølge Hirdmændenes Pligt — tilbød ſaa meget af Byttet, han ønſkede. Kongen tog Trediedelen. Siden underrettede Gunnhild Rut om Sotes Aflivelſe, og gav ham Arvegodſet, hvoraf han igjen overlod hende Halvdelen. Han tilbragte ogſaa den følgende Vinter hos Kongen, men begyndte om Vaaren at blive noget taus og ſturen, fordi han længedes hjem. Gunnhild, ſom merkede det, ſpurgte om der var nogen Kvinde, ſom han længedes efter. Han benegtede det, men hun ſagde at hult havde hørt det for viſt. Da han ſiden bad Kongen om Tilladelſe til at rejſe, og denne nødig vilde give Slip paa ham, bad Gunnhild ſin Søn om ikke at modſætte ſig hans Afrejſe, og medgav ham, trods Dyrtiden i Landet, ſaa meget Meel ſom han ønſkede[19]. Men ved Afrejſen tog hun ham til Side, ſatte en Guldring paa hans Arm, omfavnede ham og kysſede ham, idet hun tilføjede: „hvis jeg har ſaa megen Magt over dig, ſom jeg tror, da ſkal du ingen Lykke have af dit Egteſkab med den Kvinde paa Island, ſom din Hu nu ſtaar til.“ Rut lo, gik hen til Kongen og tog Afſked med ham. Efter Hjemkomſten til Island egtede han ogſaa Unn. Men det gik, ſom Gunnhild ſpaaede, at Egteſkabet blev ulykkeligt, ſaa at det inden kort Tid maatte opløſes. Naturligviis tilſkrev man dette Gunnhilds Trolddomskunſter, uagtet det ſaa let kan finde ſin Forklaring i Ruts og Unns egen Uſtadighed[20].

Hvad man her iſær maa forundre ſig over, er at Gunnhild kunde viſe et ſaadant Hang til Sandſelighed paa en Tid, da hun allerede var til Aars. Thi Ruts Beſøg hos hende, medens hun og hendes Søn allerede holdt til i Kongehelle, altſaa efter Tryggves Drab, kan ej have fundet Sted før 963. Og da hun ved ſit Giftermaal, der fandt Sted omkring 920, eller i det ſeneſte 923, neppe kan have været yngre end 15 Aar, ſaaat hendes Fødſelsaar ej kan ſættes længere ned i Tiden end 908, bliver hun ved Ruts Beſøg idetmindſte 55 Aar gammel. Dog ere lignende Tilfælde viſtnok ikke uden Exempel. Ogſaa for Ruts Broderſøn Olaf Paa[21] ſynes Gunnhild at have næret ømme Følelſer. Da denne unge og ſmukke Mand havde naaet ſit 18de Aar, kom et Skib til Island, der tilhørte en Hirdmand hos Kong Harald, ved Navn Ørn. Olafs Moder, Kongedatteren Mælkorka, opmuntrede ham til at benytte denne Lejlighed til at drage udenlands og beſøge ſine fornemme Mødrenefrænder. Da Høſkuld ej ſyntes videre derom og Olafs egen Foſterfader Thord Godde ej havde rede Penge og Varer nok til at bekoſte hans Udenlandsrejſe, egtede Mælkorka for hans Skyld den rige Thorbjørn Skrjup, der i længere Tid havde friet forgjæves til hende, paa den Betingelſe at han ſkulde forſtrække Olaf med, hvad han behøvede. Hun gjorde det ogſaa meget for at ærgre Høſkuld, der i den ſenere Tid, efterſom han blev ældre, havde viiſt ſig kold mod hende og overladt hendes Forſørgelſe til Olaf ſelv. Det hele kom iſtand i al Haſt, medens Høſkuld var paa Thinget, og ved ſin Hjemkomſt fandt han til ſin Forundring og Bedrøvelſe Mælkorka gift og Olaf borte. Olaf landede førſt i Norge, og drog med Ørn til Haralds Hird. Her blev han paa Grund af ſit Slægtſkab med Rut venligt modtagen. Kongen indbød ham til at blive der om Vinteren, og Gunnhild viſte ham endnu ſtørre Hengivenhed: Folk ſagde, heder det, at ſkjønt Olaf ikke videre nød hendes Gunſt, fandt hun dog ſtor Fornøjelſe i at tale med ham. Hun underſtøttede ham ſiden paa hans Tog til Irland med et fuldt udruſtet Skib og 60 Mand. Denne betydelige Styrke ſatte Olaf, da han ved Storm var dreven mod Irlands Kyſt og Skibet for en Tid ſtod paa Grund, i Stand til at ſkræmme de rovgjerrige Kyſtboere bort, da de vadede ud til Skibet, forat tage det i Beſiddelſe ſom Vrag; han ſkal ſiden have været anerkjendt ſom Datterſøn af Kong Myrkjartan, der endog, ſom det fortælles, anmodede ham om at forblive hos ham, og følge ham i Regjeringen. Men Olaf modtog ikke Tilbudet, og vendte atter tilbage til Norge, hvor Kongen og iſær Gunnhild modtog ham med aabne Arme, og viſte ham, efter hvad der ſiges, ſaa ſtor Hæder, ſom ingen udenlandſk Mand hidtil havde nydt af dem. Men rigtignok ſkjenkede Olaf dem ogſaa mange ſjældne Klenodier, han havde haft med fra Irland. Om Julen forærede Kongen ham en Skarlagensklædning; da Vaaren kom, og han vilde rejſe hjem, ytrede Kongen vel ſit Ønſke om at han vilde forblive hos ham, men da Olaf desuagtet foretrak at komme hjem, gav han ham til Rejſen en ſtor og god Knarr (Handelsſkib) fuldt ladet med Tømmer. Der nævnes intet om, at Gunnhild tog nogen øm Afſked med ham; men paa denne Tid var vel ogſaa Rut ſelv hos hende, thi Olafs og Ruts Beſøg ved Haralds Hof maa omtrent have været ſamtidige[22]. Om Gunnhilds Sandſelighed og mislige Færd i denne Henſeende maa der endnu have været flere Beretninger, efterſom der lige til de nyeſte Tider har vedligeholdt ſig Sagn derom paa Island[23].

En anden anſeet Islænding, Thorgils Thordsſøns, Hiſtorie vidner deels om Kongens naturlige Godmodighed og Venlighed, deels ogſaa om den Magt, hans Moder udøvede over ham. Thorgils var en Sønneſøn af hiin Haaſtein, Atle Jarls Søn, der tilligemed et Par andre Gaulværinger nedſatte ſig paa Sydveſtkanten af Island i Landnamstidens ſildigere Periode. Disſe Gaulværinger havde, ſom man ſer, ikke i den Grad afſkaaret deres Forbindelſer med Norge, ſom de fleſte øvrige Nybyggere paa Island, thi Loft Ormsſøn paa Gaulverjabø plejede, efter hvad der allerede ovenfor er berettet, hvert tredie Aar at drage til Norge og blote ved Hovet paa Gaule i ſin i Norge fredløſe Morbroder Floſes Navn[24]. Haaſtein, der boede paa Tradarholt i Floen, døde ſom en mægtig og anſeet Mand; hans Søn Atle, der var opkaldt efter Farfaderen, blev dødeligt ſaaret i en Kamp, da hans ældſte Søn Thord kun var 9 Aar gammel. Thord arvede hans Beſiddelſer og Magt paa Island; hans anden Søn Ølve drog ud paa Vikingetog og nedſatte ſig endelig under Erik Blodøxes Regjering i Sogn, hvor han døde. Af den Maade, hvorpaa hans Ejendomme i Sogn omtales, ſkulde man formode, at de havde tilhørt Ætten fra tidligere Dage[25]. Imidlertid bleve de ved hans Død, ſom andet Gods, der tilhørte Udlændinger, erklærede at tilhøre Kongen. Thord, ſom imidlertid havde hevnet ſin Faders Død og vundet ſtor Anſeelſe, beſluttede at drage over til Sogn for at vinde Arven tilbage, og kjøbte ſig derfor en Knarr, thi det var hans Henſigt ogſaa at tage ſin Huſtru Thorunn med; da hun vægrede ſig ved at følge ham, blev han ærgerlig og nedgrov meget af ſit Gods i Jorden. Hun ſpaaede at han vilde have liden Nytte ſaavel deraf, ſom af hvad han ventede at faa i Norge, og det viſte ſig at hun ſpaaede Ret, thi Skibet blev borte og man hørte intet til det ſiden. Hans og Thorunns eneſte Søn Thorgils var da kun to Aar gammel. Nogle Aar efter egtede Thorfinn den tapre og haardføre Thorgrim Thormodsſøn, der efter de talrige Ar og Skrammer, han havde faaet paa ſine mange Vikingetog, fik Tilnavnet „Arrebein“. Thorgils blev derfor ogſaa ſædvanligviis kaldet Arrebeinsſtjup (ɔ: Arrebeins Stifſøn). Thorgils udviklede allerede fra Barnsbeen af en ſaadan Stridbarhed og Storſindethed, at det ej varede længe, førend han og Stiffaderen ej kunde komme ud af det med hinanden. Kun fem Aar gammel dræbte han en af Heſtene paa Gaarden, fordi nogle andre Drenge havde udelukket ham fra en Leg, under Paaſkud, af at ingen fik Lov til at deeltage, uden han havde ſkilt et eller andet levende Dyr ved Livet. Thorgils maatte nu flytte til Loft paa Gaulverjabø, der altid havde gjort meget af ham, og voxede her op til en ſmuk, ſterk, forſtandig og i al Slags Vaabenfærd vel forfaren, men tillige overmodig og heftig Yngling. Da han var 17 Aar, rejſte han med Lofts Samtykke og Underſtøttelſe over til Norge, hvor han tilbragte den næſte Vinter hos en anſeet Mand paa Hørdeland. Hid kom ogſaa Kong Harald Graafeld med ſin Moder og ſine Brødre, da de rejſte omkring paa Veitſler, og Thorgils tildrog ſig ſnart Kongernes Opmerkſomhed ved ſin Skjønhed og ſit fornemme Væſen. Da han nu ogſaa deeltog i Lege, ſom anſtilledes, og altid ſejrede, blev Harald ſaa glad i ham at han kaldte ham ſin egen Kæmpe. Thorgils underrettede nu Kongen om ſit egentlige Ærende, nemlig at indtale de Ejendomme, ſom hans gjæve Frænder i Sogn havde beſiddet. Kongen ſvarede, at hans Moder nu havde Raadighed over disſe Ejendomme, og at han derfor maatte ſe til at vinde hendes Yndeſt. Thorgils henvendte ſig derfor til Gunnhild, der ſvarede ham vel, og tilbød ham en Plads i Kongens Hird. Men da Thorgils undſkyldte ſig formedelſt Mangel paa de dertil nødvendige Penge, blev hun ſaa vred, at hun ſpendte til ham med Foden, jog ham bort fra Højſædet, og afſlog ham aldeles de forlangte Ejendomme, da han, ſom hun ſagde, ikke ſkjønnede ſin egen Hæder. Dronningens Unaade gjorde dog intet Skaar i hans Yndeſt hos Kongen, der ofte i al Hemmelighed ſtak Sølv til ham, for at han kunde begynde Handel dermed; han bad ham ogſaa for Eftertiden beſøge ham ſom en Bekjendt, dog helſt, naar hans Moder ej var tilſtede. Saa tydeligt vedkjendte han ſig ſin Uſelvſtændighed. Heller ikke anſaa Thorgils Kongens Yndeſt for tilſtrækkeligt Værn mod Gunnhilds Efterſtræbelſer, men forlod næſte Vaar Landet for at drage paa Handelsrejſer[26].

Hvis man kan fæſte Lid til, hvad den viſtnok i ſine Hovedbegivenheder ſande, men i Enkelthederne meget udſmykkede og upaalidelige Hørds Saga fortæller om Islændingen Hørd Grimkellsſøns og hans Foſtbroder Geirs Ophold i Norge, viſte Harald ſig ogſaa her ved en Lejlighed meget retfærdig og ædelmodig, medens man af den Adfærd, hans Moders Tjenere tillode ſig, tydeligt kan ſe, hvorledes hun tillod og begunſtigede al Slags Vold og Undertrykkelſe. Hørd, Søn af den anſeede Gode Grimkell Bjørnsſøn[27] ved Olvusvand ikke langt fra Skaalholt, foretog tilligemed ſin Foſtbroder Geir en Udenlandsrejſe i ſit 16de Aar paa et Skib, der tilhørte Vikværingen Brynjulf Thorbjørnsſøn, ſom havde indbudt dem til at gjøre ham Følge. De kom, fortælles der, til Bergen i Norge, hvor de ved Brynjulfs Hjelp ſtrax fik Herberge. Man ſkulde næſten formode, at Saganedſkriveren har forvexlet en af Norges to ældſte Byer, Tunsberg eller Kongehelle, og ſnareſt den førſte, med det førſt ſenere opkomne og paa hans Tid blomſtrende Bergen; imidlertid kan det vel ogſaa være muligt, at der allerede i det 10de Aarhundrede var en beſøgt Havn og en ſaadan Samling af Huſe, ſom derved plejer at opſtaa, i Nærheden af Kongsgaarden Aalreksſtad[28]. Engang, da Brynjulf var rejſt ud paa Landet, og Geir gik alene ude med en Kappe over ſig, mødte han en Skare Mænd, af hvilke den, der gik forreſt, ſpurgte ham om hans Navn, og da han havde faaet dette at vide, navngav ſig ſelv ſom Arnthor, Dronning Gunnhilds Skatmeſter. De vilde kjøbe Kappen af Geir, men han vilde ikke ſælge den. Da rev en den af ham. Geir holdt igjen og tog til Sverdet, de andre lo og ſpottede over at han ikke bedre havde holdt paa ſin Kappe. Da blev Geir ærgerlig, og rykkede haardt i Kappen, Arnthor greb ligeledes fat i den og vilde rykke den fra ham, da Geir i det ſamme drog Sverdet og hug Armen af Arnthor ſtrax ovenfor Albuen. Saaledes fik han da beholde Kappen og gik hjem, men Arnthor døde kort derefter af Blodtabet. Da Hørd fik ſe, at der var Blod paa Geirs Sverd, ſpurgte han ham om Aarſagen. Geir fortalte hvad der var ſkeet, og Hørd fandt at han ej havde handlet anderledes end ſom han var nødt til; dog ſkjønnede han ſtrax, at her maatte foretages noget for deres Sikkerheds Skyld, og derfor ſendte han Bud efter alle de Islændinger, ſom vare i Byen. De indfandt ſig øjeblikkeligt, 24 i Tallet. Der blæſtes nu til Møde i Byen, og der ſendtes Bud efter Kongen, med den Melding, at en af hans Mænd var dræbt. Kongen begav ſig ſtrax til Mødet, og fordrede at Islændingerne ſkulde udlevere Geir, der havde dræbt hans Ven og hans Moders Skatmeſter. Hørd vægrede ſig ved at udlevere ham, og tilbød Kongen Selvdom, for at Geir kunde beholde Liv og Lemmer. Brynjulf kom ogſaa til, og bad Kongen for ſin egen Æres Skyld og formedelſt ſit Venſkab for ham at give efter, thi ellers vilde mangen Mand miſte Livet, førend Geir blev dræbt. Kongen ſvarede da, at han før Brynjulfs Skyld vilde forlige ſig med Geir og tage imod Bøder, dog kun for ſit eget, ej for ſin Moders Vedkommende. Brynjulf takkede Kongen, betalte alle Bøderne for Geir og gav Kongen gode Gaver, da han var en rig og velvillig Mand. Imidlertid vovede han for Gunnhilds Skyld ikke længer at beholde Hørd og Geir hos ſig, men ſendte dem øſter til Viken til ſin Fader Thorbjørn. Hos denne forbleve de til den følgende Vaar; da torde heller ikke han lade dem blive længer hos ſig, men ſendte dem med gode Anbefalinger til Jarlen Harald i Gautland, hvor de forbleve i lang Tid og nøde ſtor Anſeelſe[29].

  1. Se fornemmelig 1ſte B. S. 747, 748.
  2. Nemlig i Olaf den helliges Saga Cap. 50, hvor disſe Ord lægges den ſvenſke Konge Olaf i Munden. Vel kan man naturligviis ikke ſtole paa, at Olaf juſt har udtalt disſe Ord, men man ſer dog deraf, at i det mindſte Sagaforfatteren betragtede Sagen paa denne Maade.
  3. Jomsvikingaſaga Cap. 6.
  4. Saxo, 10de Bog S. 479, 482. Man kunde maaſke i hine udtrykkeligt nævnte 3 Aar ogſaa ſinde en Beſtyrkelſe paa den ovenfor af os fremſatte Tidsregning.
  5. Se iſær Njáls Saga, Cap. 3, hvor det udtrykkeligt heder, at Harald Graafeld og hans Moder Gunnhild havde deres Sæde i Kongehelle; i det ſamme Cap. tales ogſaa om at Kongen var „i Byen“, og om at Gunnhild havde ſit Højſæde i en Steenhall. Naar det i Kormaks Saga Cap. 24 heder, at Kormak, efter at han, Tintein og Steingerd vare komne til Kong Haralds Hird, en Dag gik paa Gaden (stræti), ſaa Steingerd ſidde i en Stue, og kysſede hende, da ſynes det ligeledes ſom om Kongehelle hermed er meent.
  6. Allerede af Navnet Hov ſe vi, at Hafgrim maa have haft et Hov (Offerhuus) paa ſin Gaard.
  7. Færeyingaſaga Cap. 4. Olaf Tryggv. Saga Cap. 179.
  8. Fejlagtig Tidsregning har vel ogſaa været med i Spillet. Breſtes Søn Sigmunds Hændelſer ere ſatte i den nøjeſte Forbindelſe med den i Kongeſagaerne ſædvanligt antagne Tidsregning, ifølge hvilken Harald Graafeld falder 975 og Jomsvikingeſlaget finder Sted 994. Breſtes og Beines Drab i Sigmunds 9de Aar henføres til ſamme Aar, Harald Graafeld døde, nemlig 975. Men denne Kombination ſkyldes naturligviis ikke Sagaen i dens oprindelige Form, men kun ſenere Chronologer. Breſtes og Beines Død kunde derfor nok have fundet Sted i 975, om end Harald Graafeld allerede var død 965. Det er endog i ſig ſelv rimeligere, at Breſtes og Beines Forlening med de halve Øer maa have fundet Sted efter Haralds Død, da Haakon Jarl var bleven den herſkende i Norge, end under Haralds Levetid, da Haakon ſværmede om paa Søen.
  9. Se ovenfor 1ſte Bind S. 535 Det nævnes ikke, med hvem hiin Aaluf Thorſteinsdatter blev gift, men det maa naturligviis have været med Ejeren af Gaarden Gøte. Man maa formode, at Sigmund og hans Broder Thorbjørn vare Sønneſønner af Aaluf, hvis Giftermaal indtraf omtrent ved 890. De nedſtammede ſaaledes i 5te Led fra Kong Olaf hvite i Dublin og Aude, Ketil Flatnefs Datter.
  10. Færeyingaſaga, Cap. 1—3. Haløre Marked var, ſom ovenfor (S. 1ſte. B. 493) nævnt, ved eller paa det nærværende Helſingør. Foruden de Penge, Kongen ſkjenkede Thrond ſom Belønning for hans Klogſkab, havde han ogſaa ſelv forud betinget ſig en Godtgjørelſe af alle de tilſtedeværende Nordmænd. Nordmændene, heder det, holdt Stevne ſig imellem for at raadſlaa om, hvad de ſkulde gjøre i Anledning af Forbudet. Thrond — han regnedes naturligviis blandt Nordmændenes Tal — var ogſaa tilſtede, og tilbød ſig i deres Raadvildhed at finde paa en Udvej, hvis enhver af dem vilde betale ham en Øre Sølv. De fandt dette noget ſtivt, men deres Forlegenhed var ſaa ſtor, at de tilſidſt gik ind derpaa. De gave ham førſt hver en halv Øre paa Haanden, og forbandt ſig til at udbetale ham den øvrige Halvdeel, hvis hans Raad viſte ſig at være heldigt.
  11. Se 1ſte B. S. 783.
  12. Nemlig Laxdølaſaga Cap. 19.
  13. Njáls Saga, Cap. 1-6. Beretningen her om Ruts Forlovelſe før Afrejſen er altfor indgribende, og den Rolle, denne Forlovelſe ſpiller i den hele Fortælling om hans Ophold hos Gunnhild, er altfor væſentlig, til at den kan tænkes borte. Desuden maa det erindres, at Rut ved ſit Beſøg hos Gunnhild ikke længer kan have været ganſke ung. Hans Moder Thorgerd var nemlig ikke den yngſte af Thorſtein rødes Børn, thi det yngſte var efter Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd Olaf Feilan. Da Thorſtein dræbtes 875 (ſe 1ſte B. S. 509), kan Thorgerd neppe være fød ſenere end 873. Antaget at dette var hendes Fødſelsaar, og at hun er bleven gift med Dalakoll ved 893, falder Høſkulds Fødſel omkring 894 eller 895; han var allerede voxen og havde tiltraadt ſin Gaard, da Thorgerd rejſte til Norge. Han maa da mindſt have været 18 Aar, altſaa Thorgerd henved 40 Aar. Ruts Fødſel falder ſaaledes ved 915, og hans Alder i Aaret 963 bliver følgelig 48 Aar. Inden den Tid maatte han allerede have tænkt paa at boſætte ſig paa Island.
  14. 100 Mark Selv eller omtrent 900 Sølvſpeciedalere, betydede paa den Tid næſten lige ſaa meget ſom det tidobbelte nuomſtunder.
  15. Om Gjeſterne og deres ſæregne Forretninger i Kongens Hird, vil der nedenfor blive talt.
  16. Se ovenfor, 1ſte B. S. 755, Note 1. At Arnvid, Atles Fader, var den ſamme ſom den, der omtales i Egils Saga, er umiskjendeligt; kun er det klart, at hvor Njálsſaga lader Arnvid flygte fra Jemteland, maa „Jemteland“, ſom paa hiint Sted anmerket, være en Skriv- eller Hukommelſesfejl for „Vermeland“.
  17. Nemlig ſom en til Døden beſtemt Mand.
  18. D. e. Kyſten af Øſter-Agder.
  19. Her er ogſaa en Beſtyrkelſe paa, at der virkelig i denne Tid herſkede Mangel og Misvæxt.
  20. At man tilſkrev hende Ruts paafølgende Uheld i Egteſkab, ſiges juſt ikke med tydelige Ord, men det antydes ſaa tilſtrækkeligt, at man ej kan tvivle derom. Hvis man kan fæſte Tillid til hvad Njálsſaga ſenere beretter om Aarſagen til Skilsmisſen, ſynes en Sygdom at have været med i Spillet, men denne kunde vel og forklares af naturlige Grunde.
  21. Om Olaf Høſkuldsſøn Paa og hans Moder Mælkorka, ſe ovenf. 1ſte B. S. 785, 786.
  22. Laxdølaſaga Cap. 20—22. Rut maa være kommen til Haralds Hird 963, og have forladt den 965, hvis man ellers kan ſtole paa Tidsangivelſernes Nøjagtighed, thi det ſandſynligſte er Viſtnok, at han allerede rejſte 964. Olaf ſkal have opholdt ſig een Vinter hos Harald, den næſte hos Myrkjartan, og den tredie hos Harald, hvorpaa han drog hjem. Men at han ſkulde have opholdt ſig ſaa længe paa Irland, er heel uſandſynligt, iſær da den hele Beretning om hans Færd der har noget æventyrligt ved ſig. Rimeligviis er han vendt tilbage til Norge ſamme Aar, og har i det hele taget kun været to Vintre borte, eller fra 963 til 965.
  23. Torfæi hist. Norv. II. p. 271.
  24. Se ovf. 1ſte B. S. 541.
  25. Det heder nemlig i Floamanna Saga Cap. 9, at Thord vilde indkræve de Arvedele, ſom hans Frænder havde ejet i Sogn. Ligeledes ſiger Thorgils i Cap. 12, at han havde ſtore Arvedele efter gjæve Frænder at indkræve.
  26. Floamannaſaga, Cap. 4—13.
  27. Grimkell var en Søn af Landnamsmanden Bjørn Gullbere fra Orkedalen, omtalt ovenfor i 1ſte B. S. 546. Hans Moder Ljotunn var en Syſter af Landnamsmanden Kolgrim den gamle, omtalt ſammeſteds.
  28. Om Høſkuld Dalakollsſøn heder det (ſe ovf. 1ſte B. S. 783), at han landede og ſatte ſit Skib op der, hvor Bergen ſiden blev anlagt. Dette antyder viſtnok paa den ene Side, at der da ej var nogen egentlig By paa Stedet, men ogſaa paa den anden, at der var en Havn, hvor Skibe opſattes, hvor der altſaa fandtes flere Nauſt, og hvor der viſt ogſaa var flere Bygninger, tilhørende Folk, der ſøgte ſit Udkomme ved Handel og ved at herbergere Fremmede, iſær naar Kongen opholdt ſig paa Aalrekſtad. Forreſten er det, ſom bemerket, meget ſandſynligt, at Fortællingen oprindelig har nævnt Tunsberg; vi foretrække dette her for Kongehelle, deels fordi det ſiden heder at Hørd drog „øſter til Viken“, deels fordi Endelſen „Berg“ i Tunsberg ſnarere kunde give Anledning til en Forvexling med Bergen.
  29. Hørds og Holmverjernes Saga, Cap. 12, 13. Tidsregningen i denne er, ſom ſædvanligt i de islandſke Sagaer, noget forvirret. Det heder nemlig i Cap. 10 og 11, at Lovſigemanden Thorkell Maane forligede Grimkell og hans Svoger Torve Valbrandsſøn med hinanden, at der ſiden hengik 2 Aar, at Grimkell derpaa giftede ſig igjen og levede vel ſammen med ſin Kone, at derefter hans Datter af førſte Egteſkab blev gift, og at Hørd da var 12 Aar gammel. Der maa altſaa da være forlovet mindſt to, men ſnarere tre Aar efter Forliget. Da det ſiden heder at Hørd ved ſin Udenlandsrejſe var 15 Aar, falder denne følgelig mindſt fem, ſnarere ſex Aar efter Forliget. Nu veed man af Islendingabok, at Thorkell Maane, Ingulfs Sønneſøn, blev Lovſigemand i Aaret 970; om man nu end ſætter Forliget til hans førſte Aar, falder dog Hørds Udenlandsrejſe derved for ſildigt til at han ſkulde kunne have ſtødt ſammen med Harald Graafeld, ſelv om man følger den Tidsregning, der henfører Haralds Død til 975, end ſige naar denne Begivenhed, efter hvad vi anſe retteſt, henføres til 965, fem Aar før Thorkells Embeds-Tiltrædelſe. Man maa derfor antage, at han endnu ikke har været Lovſigemand, da han meglede Forliget, men at Sagaſkriveren har tilføjet den Embedstitel, ſom han ſenere fik. Dette er ſaa meget rimeligere, ſom denne Forligsmegling ej var nogen egentlig Embedshandling af ham, men kun et Hverv, der overdroges ham paa Grund af hans anerkjendte Retſind. Han maa desuden, ſom Sønneſøn af den allerede i 875 til Manddomsalderen komne Ingulf, have været en aldrende Mand længe før 970. Forliget henføres derfor rettere til omkring 956, og Hørds Udenlandsrejſe til 962. Dette beſtyrkes ogſaa derved, at den mægtige Tange-Odd, med hvis Syſter Torve Valbrandsſøn var gift, ifølge Annalerne ſkal være død 965.