Det norske Folks Historie/2/8

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 32-45).

Det var, som vi have seet, nu virkelig lykkets Harald Graafeld at underkaste sig baade Viken og Thrøndelagen, og saaledes herskede han, om end kun for en kort Tid, over hele Norge. Men ved at tage Viken i Besiddelse uden, at udspørge Danekongen Harald Gormssøn, traadte han i et fiendtligt Forhold til denne sin Velgjører og Fosterfader. Thi Viken betragtede Danekongernes Æt fremdeles som et dem med Rette tilhørende Landskab, hvilket kun Mangel paa tilbørlig Magt hidtil havde hindret dem fra at tage i Besiddelse. Vi have nævnt, hvorledes allerede Erik Blodøxe efter al Sandsynlighed har erkjendt Danekongens Overhøjhed, hvad Viken angaar, og hvorledes Besiddelsen af Viken egentlig var Aarsagen til Striden mellem Haakon Adelsteensfostre og Harald Gormssøn^[1]. At.denne virkelig var misfornøjet med Haralds Færd, sees tydeligt deels deraf, at han gav hans Dødsfiende Haakon Jarl en saa venlig Modtagelse og viste ham saamegen Naade, deels af enkelte Ytringer, der forekomme hist og her i Oldskrifterne, hvor disse Begivenheder omhandles. Der siges saaledes udtrykkeligt ved en senere Lejlighed, at Gunnhilds Sønner bleve tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen^[2], og paa et andet Sted, at Harald indesad med Danekongens Skatter^[3]. Saxo, der rigtignok gjør Haakon Jarl til en Søn af Harald Graafeld, lader denne dø efter kun at have betalt Skat i tre Aar, hvorefter Haakon aldeles afkaster Aaget^[4]. Dette tyder dog paa, at der har været et Afhængighedsforhold, som Harald ej længer vilde erkjende. Hermed hænger det vistnok ogsaa sammen, at Gunnhild og Harald nu, som vi erfare, opsloge deres egentlige Bopæl i Kongehelle i Viken, thi Hensigten med dette kan ej have været nogen anden end at være ved Haanden deels for at dæmpe Opstande, deels for at forsvare dette Landskab mod Angreb af Danerne. Kongehelle omtales ved denne Lejlighed allerede som en By med Gader, og hvor i det mindste Kongen og hans Moder boede i en Gaard, opført af Steen^[5].

Harald og hans Brødre, eller maaske rettere hans Moder, udviklede saaledes unegteligt en ikke ringe Grad af Kraft og Virksomhed, men det var deres Skade at denne Energi var ledsaget af altfor megen Haardhed og for lidet Hensyn til Folkets Forestillinger om en Konges Pligter og Rettigheder. Ogsaa over Skatlandene gjorde de deres Herredømme gjeldende. Orknøerne beherskedes paa denne Tid af Jarlen Thorfinn Hausakljuf, Torveinars Søn, men hans ældste Søn Arnfinn var gift med Gunnhilds Datter, den rænkefulde Ragnhild, og allerede dette maa have været nok til at sikre Gunnhild hendes Indflydelse over Øerne: vi se ogsaa, at hun betragtede Orknøerne som sit egentlige Tilflugtssted, hvortil hun tyede, naar hun ej længer kunde blive i Norge. Og Færøerne finde vi allerførst under Harald omtalte som et norskt Skatland. Efter Sagaernes Ord skulde det synes, som om Overherredømmet over dem var deelt mellem Harald Graafeld og Haakon Jarl, thi det fortælles, at Høvdingen Hafgrim, en ivrig Blotmand, der boede paa Hov i Sudrø^[6], havde den halve Deel af Øerne i Len af Harald Graafeld, medens to andre Brødre, Breste og Beine Sigmundssønner, der boede paa Skuvø, havde den anden Halvdeel i Len af Haakon Jarl, hvis Hirdmænd de vare^[7]. Dette klinger imidlertid noget usandsynligt. Snarere skulde man formode at Meningen var den, at Hafgrim oprindelig havde faaet Halvdelen af Færøerne til Len af Harald, men siden bekræftedes i denne Forlening af Haakon Jarl, paa samme Tid, som denne overdrog den anden Halvdeel til sine Hirdmænd Breste og Beine, hvis Fader Sigmund maaske havde besiddet den anden Halvdeel paa Haralds Tid^[8]. Denne Sigmund hørte til den fornemste Æt paa Færøerne, de saakaldte Gøteskeggers, der nedstammede fra Thorstein rødes Datter Aaluf, og havde deres Navn af Gaarden Gøte paa Østerø^[9]. Denne Gaard var gaaen i Arv til Sigmunds Broder Thorbjørn, som derfor kaldtes Gøteskegg, og som havde efterladt to Sønner, af hvilke den yngste, Thrond, ved Lodkastning med Broderen havde faaet Gaarden, og som snart ved sin Trædskhed ej alene erhvervede sig en stor Formue, men og en Indflydelse, der næsten overgik Lensherrernes. Den største Deel af sin Formue skal han have erhvervet paa Markedet ved Haløre i Danmark, idet han, da Kong Harald Gormssøn havde lagt Forbud paa ethvert Skibs Afrejse indtil et nys begaaet stort Penge-Tyveri var blevet opdaget, foreslog at de forsamlede Kjøbmænd heller skulde skillinge sammen for at erstatte de Bestjaalne deres Skade, og overlade Kongen Overskuddet. Dette Forslag, som ogsaa blev udført, behagede Kongen saa meget, at han belønnede Thrond med Fjerdedelen af Overskuddet, hvilken skal have været en for de Tider uhyre Sum. Med denne vendte han tilbage til sin Fædrenegaard, hvor han nu kunde leve paa en stor Fod^[10].

Harald selv synes med al sin Heftighed og Voldsomhed af Naturen at have været en godmodig Mand og af en temmelig svag Charakteer, der let lod sig lede, og følgelig maatte blive et blindt Redskab for en saa overlegen Aand, som hans Moders. Der siges ogsaa udtrykkeligt om Harald, at han gjerne lyttede til Andres Raad og ikke var dybttænkende. Det var saavel hans, som hans Brødres største Skade, at de vare opdragne udenfor Fædrelandet, thi derved bleve de fremmede for Folket og Nationalcharakteren, hvilken det er aabenbart at de aldrig ret lærte at opfatte og føje sig efter. Naar man læser om de senere Begivenheder paa Orknø, hvor man øjensynlig finder saa tydelige Spor af den keltiske Vildheds og Grusomheds Indflydelse paa de norske Nybyggeres Charakteer, skulde man tro at de Indtryk, Harald fik her under sine første Barndomsaar, havde i Forbindelse med den moderlige Paavirkning været tilstrækkelige til at bestemme hans hele følgende Charakteer-Udvikling, hvilken Opholdet i Danmark hos den neppe synderligt ædelttænkende Harald Gormssøn heller ikke var skikket til at forbedre. Om Haralds naturlige Godmodighed vidner allerede den Beredvillighed, hvormed han søgte at skaffe hiin Pelsverkshandler Kunder, ligesom den Maade, hvorpaa det skede, røber en vis Grad af Lune og Menneskekundskab. Disse Egenskaber ere allerede tilstrækkelige til at forklare, hvorfor hans nærmeste Omgivelser, ja endog en Mand med Arinbjørns ædle Sindelag hang saa trofast ved ham, uden at man just hos dem alle behøver at tænke sig Kongens Gavmildhed som det Baand, der knyttede dem til ham.

Dronning Gunnhild maa derimod i Ordets egentligste Forstand have været ondskabsfuld, thi Dommene om hende i alle de Beretninger, hvori hun forekommer, ere altfor eenstemmige til at de ej skulde udtale Sandhedens Stemme, ligesom de ogsaa umiskjendelig udtrykke Samtidens Mening Beviser paa hendes Ondskab og Rænkefuldhed have vi allerede i det foregaaende seet. Men foruden disse Fejl havde hun endog i sin modnere Alder et stort Hang til Vellyst og Usædelighed. Herom vidner især den Fortælling som endnu er os levnet om den smukke Rut Herjulfssøns Ophold hos hende. Vi have ovenfor^[11] berettet, hvorledes den mægtige islandske Høvding Høskuld Dalakollssøns Moder Thorgerd, Thorstein rødes Datter, efter sin Mands Død drog til Norge og der egtede Lendermanden Herjulf, med hvem hun havde Sønnen Rut, der tidligt slægtede sin Morfader paa i Skjønhed og Styrke; hvorledes hun efter Herulfs Død vendte tilbage til Island og døde hos Høskuld, og hvorledes denne tog hendes Efterladenskab, saavel hvad der tilkom ham selv, som den i Norge tilbageblevne Ruts Deel, under sin Forvaltning. Efter een Beretning^[12] skal nu Rut være forbleven i Norge indtil sine modnere Aar, og have været optagen i Haralds Hird endnu førend han drog ud til Island forat kræve sin Arv, som han tilsidst fik efter nogen Uenighed med Høskuld. Men efter en anden Beretning, var Rut kommen til Island og allerede bosat paa sin Gaard Rutstad i Saxaadalen længe førend han blev Haralds Hirdmand efter at have foretaget en Rejse til Norge for at kræve Arv efter en afdød Broder, sandsynligviis en ældre Halvbroder paa fædrene Side; og denne Beretning viser sig af forskjellige Grunde at være den paalideligste^[13]. Rut havde, heder det, nys festet den smukke Unn, Datter af den mægtige og lovkyndige Høvding Mord Gygja paa Rangaarvalle, og Brylluppet var allerede bestemt, da hans Farbroder Assur ankom fra Norge, og meldte ham at hans Broder Eyvind var død og havde indsat ham til sin Arving paa Gulathing, men at hans Uvenner vilde sætte sig i Besiddelse af Arven, hvis han ikke selv indtalte den. Da Rut fortalte Mord dette, og hvor stor Arven var, – 100 Mark Sølv^[14] – raadede denne ham til at rejse. Brylluppet blev udsat i tre Aar, i hvilken Tid Unn skulde være bunden ved Festemaalet. Rut fulgte Assur til Norge, kom efter tre Ugers Overfart til Herne paa Hørdeland, og drog derfra til Viken, hvor Harald Graafeld og hans Moder Gunnhild opholdt sig i Kongehelle. Da Gunnhild hørte at Skibet var kommet, lod hun høre efter, om nogen Islænding var ombord, og erfor nu at Rut, Assurs Brodersøn, var kommen. Hun sendte strax sin Skosvend Agmund til Skibet for at byde Rut og Assur til sig om Vinteren; hun bad ham tilføje, at hvis Rut vilde være hendes Ven og handle efter hendes Raad, skulde hun skaffe ham baade Kongens Yndest og hans Arv, hvilken en Mand ved Navn Sote havde taget i Besiddelse. Da Skosvenden i Hemmelighed havde fremført dette Ærende, raadede Assur Rut paa det ivrigste til at modtage Indbydelsen; „thi“, sagde han, „jeg kjender Gunnhilds Sind; komme vi ej til hende, vil hun jage os af Landet og frarane os vort Gods, men indfinde vi os, vil hun holde sine gode Løfter“. Agmund vendte derfor tilbage og meldte sin Herskerinde at de skulde komme. Hun bød ham holde Øje med deres Ankomst til Byen og melde ham den. Kort efter begave Rut og Assur sig til Kongehelle, hvor deres Venner og Frænder modtoge dem med aabne Arme, og hvor ogsaa Agmund indfandt sig og meldte dem fra Gunnhild, at hun for Omtales Skyld ej kunde bede dem at komme til hende, førend de havde talt med Kongen, men at hun imidlertid sendte Rut en Stadsdragt, han skulde iføre sig, naar han hilsede paa denne; hun gav ham tillige det Raad, at tale djervt til ham og strax bede om Plads i Hirden. Dagen efter gik Rut og Assur, ledsagede af ti Mænd, ind i Hallen, hvor Kongen sad ved Drikkebordet, hilsede paa ham, og nævnte sit Navn og den egentlige Hensigt, hvorfor han var kommen til Norge, nemlig for at kræve sin Arv. „Jeg har,“ sagde Kongen, „lovet enhver Mand her i Landet at han skal nyde Lov og Ret“ (et Løfte, han forresten temmelig slet overholdt); „vil du ellers noget andet?“ Rut fremsatte sit Ønske om at blive optagen i Hirden. Kongen taug dertil, men Gunnhild lagde nu sit Ord ind med, roste Ruts Dygtighed og Forstand, og bevægede Kongen til at love, at gjøre ham til Hirdmand efter en halv Maaneds Forløb: denne Ventetid fordrede den kongelige Ære og Landets Skik; imidlertid skulde Gunnhild bekoste hans Ophold i Byen. Paa Gunnhilds Befaling førte nu Agmund Rut og Assur med deres Mænd i Gunnhilds Hall, en Steenhall, prægtigt tjeldet med Tapeter, hvor Gunnhilds Højsæde stod. Agmund bød Rut at sætte sig i Højsædet, og blive siddende om endog Gunnhild selv kom. En kort Stund efter kom hun ind. Rut vilde staa op og hilse paa hende, men hun bød ham fremdeles at sidde der, og sagde at dette skulde nu være hans Plads saa længe han var hendes Gjest. Da Kvelden kom, sagde hun at han skulde hvile ved hendes Side i det Loft eller Kammer, hvor hun plejede at sove. Han vægrede sig ej derved, og saaledes gik det nu i hele den Tid, han skulde være hendes Gjest, idet hun paa det strengeste forbød Nogen at tale derom. Da den halve Maaned var forbi, forærede han hende et Hundred Alen Vadmel og tolv Pelsverkskapper – en paa den Tid betydelig Gave –, takkede hende for det behagelige Ophold i hendes Huus, og kyssede hende. Derpaa gik han til Kongen, blev hans Hirdmand, fik efter Gunnhilds Anviisning en Hædersplads i Hirden og opholdt sig hele Vinteren hos Kongen. Den følgende Vaar fik han høre at Sote var dragen til Danmark med Arvegodset. Han klagede herover til Gunnhild, der strax lovede ham to fuldt udrustede Langskibe under Anførsel af den tapre Gjestehøvding^[15] Ulf Uthvegen, før at sætte efter Sote og fratage ham Godset. Da Kongen hørte dette, lovede han ham ligeledes to Langskibe, da en Styrke af fire Skibe nok kunde behøves. Med denne lille Flaade sejlede Rut afsted til Danmark. Her havde de en haard Kamp at bestaa i Øresund med Atle, en Søn af hiin Arnvid Jarl i Vermeland, som Egil Skallagrimssøn havde ydmyget^[16]. Arnvid og Atle havde siden maattet flygte til Østergautland, og derfra havde Atle begivet sig paa Sørøvertog, saa at han nu var erklæret utlæg baade af Sviakongen og af Danekongen. Han laa med mange Skibe i Øresund, men Rut vilde ikke derved lade sig hindre fra at fortsætte sin Fart, og derfor begyndte Kampen, i hvilken Rut lagde de største Tapperhedsprøver for Dagen. Ved Synet heraf, heder det, kunde Ulf ikke bare sig for at hentyde til det Forhold, som havde fundet Sted mellem Gunnhild og Rut. „Du hugger godt“, sagde han, „men du har ogsaa meget at lønne Gunnhild.“ Ærgerlig svarede Rut: „jeg er bange for at du siger dette med en fejg Mund“^[17]. I det samme kastede Atle et Spyd, som gjennemborede Ulf. Omsider lykkedes det Rut med egen Haand at fælde Atle. Han vandt et rigt Bytte, og tog de to bedste af hans Skibe i Besiddelse. Men medens han udhvilede sig en kort Tid efter Kampen, sneg Sote sig ubemerket forbi og drog tilbage til Norge, hvor han landede ved Limgardssiden^[18], for efter tre Dages Forløb at drage til England. Uheldigviis for ham opholdt just Gunnhild og hendes Søn Gudrød sig i Nærheden. Da Agmund, som havde mødt Sote, underrettede hende om hans Ankomst, sendte hun sin Søn Gudrød hen for at dræbe ham. Gudrød kom uforvarende over Sote, tog ham til Fange og lød ham hænge, men bragte sin Moder alt hans Gods, hvilket hun lod føre til Kongehelle, hvorhen hun ogsaa selv atter begav sig. Om Høsten kom Rut tilbage med store Rigdomme og blev venligt modtagen af Kongen, hvilken han – vistnok ifølge Hirdmændenes Pligt – tilbød saa meget af Byttet, han ønskede. Kongen tog Trediedelen. Siden underrettede Gunnhild Rut om Sotes Aflivelse, og gav ham Arvegodset, hvoraf han igjen overlod hende Halvdelen. Han tilbragte ogsaa den følgende Vinter hos Kongen, men begyndte om Vaaren at blive noget taus og sturen, fordi han længedes hjem. Gunnhild, som merkede det, spurgte om der var nogen Kvinde, som han længedes efter. Han benegtede det, men hun sagde at hult havde hørt det for vist. Da han siden bad Kongen om Tilladelse til at rejse, og denne nødig vilde give Slip paa ham, bad Gunnhild sin Søn om ikke at modsætte sig hans Afrejse, og medgav ham, trods Dyrtiden i Landet, saa meget Meel som han ønskede^[19]. Men ved Afrejsen tog hun ham til Side, satte en Guldring paa hans Arm, omfavnede ham og kyssede ham, idet hun tilføjede: „hvis jeg har saa megen Magt over dig, som jeg tror, da skal du ingen Lykke have af dit Egteskab med den Kvinde paa Island, som din Hu nu staar til.“ Rut lo, gik hen til Kongen og tog Afsked med ham. Efter Hjemkomsten til Island egtede han ogsaa Unn. Men det gik, som Gunnhild spaaede, at Egteskabet blev ulykkeligt, saa at det inden kort Tid maatte opløses. Naturligviis tilskrev man dette Gunnhilds Trolddomskunster, uagtet det saa let kan finde sin Forklaring i Ruts og Unns egen Ustadighed^[20].

Hvad man her især maa forundre sig over, er at Gunnhild kunde vise et saadant Hang til Sandselighed paa en Tid, da hun allerede var til Aars. Thi Ruts Besøg hos hende, medens hun og hendes Søn allerede holdt til i Kongehelle, altsaa efter Tryggves Drab, kan ej have fundet Sted før 963. Og da hun ved sit Giftermaal, der fandt Sted omkring 920, eller i det seneste 923, neppe kan have været yngre end 15 Aar, saaat hendes Fødselsaar ej kan sættes længere ned i Tiden end 908, bliver hun ved Ruts Besøg idetmindste 55 Aar gammel. Dog ere lignende Tilfælde vistnok ikke uden Exempel. Ogsaa for Ruts Brodersøn Olaf Paa^[21] synes Gunnhild at have næret ømme Følelser. Da denne unge og smukke Mand havde naaet sit 18de Aar, kom et Skib til Island, der tilhørte en Hirdmand hos Kong Harald, ved Navn Ørn. Olafs Moder, Kongedatteren Mælkorka, opmuntrede ham til at benytte denne Lejlighed til at drage udenlands og besøge sine fornemme Mødrenefrænder. Da Høskuld ej syntes videre derom og Olafs egen Fosterfader Thord Godde ej havde rede Penge og Varer nok til at bekoste hans Udenlandsrejse, egtede Mælkorka for hans Skyld den rige Thorbjørn Skrjup, der i længere Tid havde friet forgjæves til hende, paa den Betingelse at han skulde forstrække Olaf med, hvad han behøvede. Hun gjorde det ogsaa meget for at ærgre Høskuld, der i den senere Tid, eftersom han blev ældre, havde viist sig kold mod hende og overladt hendes Forsørgelse til Olaf selv. Det hele kom istand i al Hast, medens Høskuld var paa Thinget, og ved sin Hjemkomst fandt han til sin Forundring og Bedrøvelse Mælkorka gift og Olaf borte. Olaf landede først i Norge, og drog med Ørn til Haralds Hird. Her blev han paa Grund af sit Slægtskab med Rut venligt modtagen. Kongen indbød ham til at blive der om Vinteren, og Gunnhild viste ham endnu større Hengivenhed: Folk sagde, heder det, at skjønt Olaf ikke videre nød hendes Gunst, fandt hun dog stor Fornøjelse i at tale med ham. Hun understøttede ham siden paa hans Tog til Irland med et fuldt udrustet Skib og 60 Mand. Denne betydelige Styrke satte Olaf, da han ved Storm var dreven mod Irlands Kyst og Skibet for en Tid stod paa Grund, i Stand til at skræmme de rovgjerrige Kystboere bort, da de vadede ud til Skibet, forat tage det i Besiddelse som Vrag; han skal siden have været anerkjendt som Dattersøn af Kong Myrkjartan, der endog, som det fortælles, anmodede ham om at forblive hos ham, og følge ham i Regjeringen. Men Olaf modtog ikke Tilbudet, og vendte atter tilbage til Norge, hvor Kongen og især Gunnhild modtog ham med aabne Arme, og viste ham, efter hvad der siges, saa stor Hæder, som ingen udenlandsk Mand hidtil havde nydt af dem. Men rigtignok skjenkede Olaf dem ogsaa mange sjældne Klenodier, han havde haft med fra Irland. Om Julen forærede Kongen ham en Skarlagensklædning; da Vaaren kom, og han vilde rejse hjem, ytrede Kongen vel sit Ønske om at han vilde forblive hos ham, men da Olaf desuagtet foretrak at komme hjem, gav han ham til Rejsen en stor og god Knarr (Handelsskib) fuldt ladet med Tømmer. Der nævnes intet om, at Gunnhild tog nogen øm Afsked med ham; men paa denne Tid var vel ogsaa Rut selv hos hende, thi Olafs og Ruts Besøg ved Haralds Hof maa omtrent have været samtidige^[22]. Om Gunnhilds Sandselighed og mislige Færd i denne Henseende maa der endnu have været flere Beretninger, eftersom der lige til de nyeste Tider har vedligeholdt sig Sagn derom paa Island^[23].

En anden anseet Islænding, Thorgils Thordssøns, Historie vidner deels om Kongens naturlige Godmodighed og Venlighed, deels ogsaa om den Magt, hans Moder udøvede over ham. Thorgils var en Sønnesøn af hiin Haastein, Atle Jarls Søn, der tilligemed et Par andre Gaulværinger nedsatte sig paa Sydvestkanten af Island i Landnamstidens sildigere Periode. Disse Gaulværinger havde, som man ser, ikke i den Grad afskaaret deres Forbindelser med Norge, som de fleste øvrige Nybyggere paa Island, thi Loft Ormssøn paa Gaulverjabø plejede, efter hvad der allerede ovenfor er berettet, hvert tredie Aar at drage til Norge og blote ved Hovet paa Gaule i sin i Norge fredløse Morbroder Floses Navn^[24]. Haastein, der boede paa Tradarholt i Floen, døde som en mægtig og anseet Mand; hans Søn Atle, der var opkaldt efter Farfaderen, blev dødeligt saaret i en Kamp, da hans ældste Søn Thord kun var 9 Aar gammel. Thord arvede hans Besiddelser og Magt paa Island; hans anden Søn Ølve drog ud paa Vikingetog og nedsatte sig endelig under Erik Blodøxes Regjering i Sogn, hvor han døde. Af den Maade, hvorpaa hans Ejendomme i Sogn omtales, skulde man formode, at de havde tilhørt Ætten fra tidligere Dage^[25]. Imidlertid bleve de ved hans Død, som andet Gods, der tilhørte Udlændinger, erklærede at tilhøre Kongen. Thord, som imidlertid havde hevnet sin Faders Død og vundet stor Anseelse, besluttede at drage over til Sogn for at vinde Arven tilbage, og kjøbte sig derfor en Knarr, thi det var hans Hensigt ogsaa at tage sin Hustru Thorunn med; da hun vægrede sig ved at følge ham, blev han ærgerlig og nedgrov meget af sit Gods i Jorden. Hun spaaede at han vilde have liden Nytte saavel deraf, som af hvad han ventede at faa i Norge, og det viste sig at hun spaaede Ret, thi Skibet blev borte og man hørte intet til det siden. Hans og Thorunns eneste Søn Thorgils var da kun to Aar gammel. Nogle Aar efter egtede Thorfinn den tapre og haardføre Thorgrim Thormodssøn, der efter de talrige Ar og Skrammer, han havde faaet paa sine mange Vikingetog, fik Tilnavnet „Arrebein“. Thorgils blev derfor ogsaa sædvanligviis kaldet Arrebeinsstjup (ɔ: Arrebeins Stifsøn). Thorgils udviklede allerede fra Barnsbeen af en saadan Stridbarhed og Storsindethed, at det ej varede længe, førend han og Stiffaderen ej kunde komme ud af det med hinanden. Kun fem Aar gammel dræbte han en af Hestene paa Gaarden, fordi nogle andre Drenge havde udelukket ham fra en Leg, under Paaskud, af at ingen fik Lov til at deeltage, uden han havde skilt et eller andet levende Dyr ved Livet. Thorgils maatte nu flytte til Loft paa Gaulverjabø, der altid havde gjort meget af ham, og voxede her op til en smuk, sterk, forstandig og i al Slags Vaabenfærd vel forfaren, men tillige overmodig og heftig Yngling. Da han var 17 Aar, rejste han med Lofts Samtykke og Understøttelse over til Norge, hvor han tilbragte den næste Vinter hos en anseet Mand paa Hørdeland. Hid kom ogsaa Kong Harald Graafeld med sin Moder og sine Brødre, da de rejste omkring paa Veitsler, og Thorgils tildrog sig snart Kongernes Opmerksomhed ved sin Skjønhed og sit fornemme Væsen. Da han nu ogsaa deeltog i Lege, som anstilledes, og altid sejrede, blev Harald saa glad i ham at han kaldte ham sin egen Kæmpe. Thorgils underrettede nu Kongen om sit egentlige Ærende, nemlig at indtale de Ejendomme, som hans gjæve Frænder i Sogn havde besiddet. Kongen svarede, at hans Moder nu havde Raadighed over disse Ejendomme, og at han derfor maatte se til at vinde hendes Yndest. Thorgils henvendte sig derfor til Gunnhild, der svarede ham vel, og tilbød ham en Plads i Kongens Hird. Men da Thorgils undskyldte sig formedelst Mangel paa de dertil nødvendige Penge, blev hun saa vred, at hun spendte til ham med Foden, jog ham bort fra Højsædet, og afslog ham aldeles de forlangte Ejendomme, da han, som hun sagde, ikke skjønnede sin egen Hæder. Dronningens Unaade gjorde dog intet Skaar i hans Yndest hos Kongen, der ofte i al Hemmelighed stak Sølv til ham, for at han kunde begynde Handel dermed; han bad ham ogsaa for Eftertiden besøge ham som en Bekjendt, dog helst, naar hans Moder ej var tilstede. Saa tydeligt vedkjendte han sig sin Uselvstændighed. Heller ikke ansaa Thorgils Kongens Yndest for tilstrækkeligt Værn mod Gunnhilds Efterstræbelser, men forlod næste Vaar Landet for at drage paa Handelsrejser^[26].

Hvis man kan fæste Lid til, hvad den vistnok i sine Hovedbegivenheder sande, men i Enkelthederne meget udsmykkede og upaalidelige Hørds Saga fortæller om Islændingen Hørd Grimkellssøns og hans Fostbroder Geirs Ophold i Norge, viste Harald sig ogsaa her ved en Lejlighed meget retfærdig og ædelmodig, medens man af den Adfærd, hans Moders Tjenere tillode sig, tydeligt kan se, hvorledes hun tillod og begunstigede al Slags Vold og Undertrykkelse. Hørd, Søn af den anseede Gode Grimkell Bjørnssøn^[27] ved Olvusvand ikke langt fra Skaalholt, foretog tilligemed sin Fostbroder Geir en Udenlandsrejse i sit 16de Aar paa et Skib, der tilhørte Vikværingen Brynjulf Thorbjørnssøn, som havde indbudt dem til at gjøre ham Følge. De kom, fortælles der, til Bergen i Norge, hvor de ved Brynjulfs Hjelp strax fik Herberge. Man skulde næsten formode, at Saganedskriveren har forvexlet en af Norges to ældste Byer, Tunsberg eller Kongehelle, og snarest den første, med det først senere opkomne og paa hans Tid blomstrende Bergen; imidlertid kan det vel ogsaa være muligt, at der allerede i det 10de Aarhundrede var en besøgt Havn og en saadan Samling af Huse, som derved plejer at opstaa, i Nærheden af Kongsgaarden Aalreksstad^[28]. Engang, da Brynjulf var rejst ud paa Landet, og Geir gik alene ude med en Kappe over sig, mødte han en Skare Mænd, af hvilke den, der gik forrest, spurgte ham om hans Navn, og da han havde faaet dette at vide, navngav sig selv som Arnthor, Dronning Gunnhilds Skatmester. De vilde kjøbe Kappen af Geir, men han vilde ikke sælge den. Da rev en den af ham. Geir holdt igjen og tog til Sverdet, de andre lo og spottede over at han ikke bedre havde holdt paa sin Kappe. Da blev Geir ærgerlig, og rykkede haardt i Kappen, Arnthor greb ligeledes fat i den og vilde rykke den fra ham, da Geir i det samme drog Sverdet og hug Armen af Arnthor strax ovenfor Albuen. Saaledes fik han da beholde Kappen og gik hjem, men Arnthor døde kort derefter af Blodtabet. Da Hørd fik se, at der var Blod paa Geirs Sverd, spurgte han ham om Aarsagen. Geir fortalte hvad der var skeet, og Hørd fandt at han ej havde handlet anderledes end som han var nødt til; dog skjønnede han strax, at her maatte foretages noget for deres Sikkerheds Skyld, og derfor sendte han Bud efter alle de Islændinger, som vare i Byen. De indfandt sig øjeblikkeligt, 24 i Tallet. Der blæstes nu til Møde i Byen, og der sendtes Bud efter Kongen, med den Melding, at en af hans Mænd var dræbt. Kongen begav sig strax til Mødet, og fordrede at Islændingerne skulde udlevere Geir, der havde dræbt hans Ven og hans Moders Skatmester. Hørd vægrede sig ved at udlevere ham, og tilbød Kongen Selvdom, for at Geir kunde beholde Liv og Lemmer. Brynjulf kom ogsaa til, og bad Kongen for sin egen Æres Skyld og formedelst sit Venskab for ham at give efter, thi ellers vilde mangen Mand miste Livet, førend Geir blev dræbt. Kongen svarede da, at han før Brynjulfs Skyld vilde forlige sig med Geir og tage imod Bøder, dog kun for sit eget, ej for sin Moders Vedkommende. Brynjulf takkede Kongen, betalte alle Bøderne for Geir og gav Kongen gode Gaver, da han var en rig og velvillig Mand. Imidlertid vovede han for Gunnhilds Skyld ikke længer at beholde Hørd og Geir hos sig, men sendte dem øster til Viken til sin Fader Thorbjørn. Hos denne forbleve de til den følgende Vaar; da torde heller ikke han lade dem blive længer hos sig, men sendte dem med gode Anbefalinger til Jarlen Harald i Gautland, hvor de forbleve i lang Tid og nøde stor Anseelse^[29].

1. Se fornemmelig 1ste B. S. 747, 748.
2. Nemlig i Olaf den helliges Saga Cap. 50, hvor disse Ord lægges den svenske Konge Olaf i Munden. Vel kan man naturligviis ikke stole paa, at Olaf just har udtalt disse Ord, men man ser dog deraf, at i det mindste Sagaforfatteren betragtede Sagen paa denne Maade.
3. Jomsvikingasaga Cap. 6.
4. Saxo, 10de Bog S. 479, 482. Man kunde maaske i hine udtrykkeligt nævnte 3 Aar ogsaa sinde en Bestyrkelse paa den ovenfor af os fremsatte Tidsregning.
5. Se især Njáls Saga, Cap. 3, hvor det udtrykkeligt heder, at Harald Graafeld og hans Moder Gunnhild havde deres Sæde i Kongehelle; i det samme Cap. tales ogsaa om at Kongen var „i Byen“, og om at Gunnhild havde sit Højsæde i en Steenhall. Naar det i Kormaks Saga Cap. 24 heder, at Kormak, efter at han, Tintein og Steingerd vare komne til Kong Haralds Hird, en Dag gik paa Gaden (stræti), saa Steingerd sidde i en Stue, og kyssede hende, da synes det ligeledes som om Kongehelle hermed er meent.
6. Allerede af Navnet Hov se vi, at Hafgrim maa have haft et Hov (Offerhuus) paa sin Gaard.
7. Færeyingasaga Cap. 4. Olaf Tryggv. Saga Cap. 179.
8. Fejlagtig Tidsregning har vel ogsaa været med i Spillet. Brestes Søn Sigmunds Hændelser ere satte i den nøjeste Forbindelse med den i Kongesagaerne sædvanligt antagne Tidsregning, ifølge hvilken Harald Graafeld falder 975 og Jomsvikingeslaget finder Sted 994. Brestes og Beines Drab i Sigmunds 9de Aar henføres til samme Aar, Harald Graafeld døde, nemlig 975. Men denne Kombination skyldes naturligviis ikke Sagaen i dens oprindelige Form, men kun senere Chronologer. Brestes og Beines Død kunde derfor nok have fundet Sted i 975, om end Harald Graafeld allerede var død 965. Det er endog i sig selv rimeligere, at Brestes og Beines Forlening med de halve Øer maa have fundet Sted efter Haralds Død, da Haakon Jarl var bleven den herskende i Norge, end under Haralds Levetid, da Haakon sværmede om paa Søen.
9. Se ovenfor 1ste Bind S. 535 Det nævnes ikke, med hvem hiin Aaluf Thorsteinsdatter blev gift, men det maa naturligviis have været med Ejeren af Gaarden Gøte. Man maa formode, at Sigmund og hans Broder Thorbjørn vare Sønnesønner af Aaluf, hvis Giftermaal indtraf omtrent ved 890. De nedstammede saaledes i 5te Led fra Kong Olaf hvite i Dublin og Aude, Ketil Flatnefs Datter.
10. Færeyingasaga, Cap. 1–3. Haløre Marked var, som ovenfor (S. 1ste. B. 493) nævnt, ved eller paa det nærværende Helsingør. Foruden de Penge, Kongen skjenkede Thrond som Belønning for hans Klogskab, havde han ogsaa selv forud betinget sig en Godtgjørelse af alle de tilstedeværende Nordmænd. Nordmændene, heder det, holdt Stevne sig imellem for at raadslaa om, hvad de skulde gjøre i Anledning af Forbudet. Thrond – han regnedes naturligviis blandt Nordmændenes Tal – var ogsaa tilstede, og tilbød sig i deres Raadvildhed at finde paa en Udvej, hvis enhver af dem vilde betale ham en Øre Sølv. De fandt dette noget stivt, men deres Forlegenhed var saa stor, at de tilsidst gik ind derpaa. De gave ham først hver en halv Øre paa Haanden, og forbandt sig til at udbetale ham den øvrige Halvdeel, hvis hans Raad viste sig at være heldigt.
11. Se 1ste B. S. 783.
12. Nemlig Laxdølasaga Cap. 19.
13. Njáls Saga, Cap. 1-6. Beretningen her om Ruts Forlovelse før Afrejsen er altfor indgribende, og den Rolle, denne Forlovelse spiller i den hele Fortælling om hans Ophold hos Gunnhild, er altfor væsentlig, til at den kan tænkes borte. Desuden maa det erindres, at Rut ved sit Besøg hos Gunnhild ikke længer kan have været ganske ung. Hans Moder Thorgerd var nemlig ikke den yngste af Thorstein rødes Børn, thi det yngste var efter Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd Olaf Feilan. Da Thorstein dræbtes 875 (se 1ste B. S. 509), kan Thorgerd neppe være fød senere end 873. Antaget at dette var hendes Fødselsaar, og at hun er bleven gift med Dalakoll ved 893, falder Høskulds Fødsel omkring 894 eller 895; han var allerede voxen og havde tiltraadt sin Gaard, da Thorgerd rejste til Norge. Han maa da mindst have været 18 Aar, altsaa Thorgerd henved 40 Aar. Ruts Fødsel falder saaledes ved 915, og hans Alder i Aaret 963 bliver følgelig 48 Aar. Inden den Tid maatte han allerede have tænkt paa at bosætte sig paa Island.
14. 100 Mark Selv eller omtrent 900 Sølvspeciedalere, betydede paa den Tid næsten lige saa meget som det tidobbelte nuomstunder.
15. Om Gjesterne og deres særegne Forretninger i Kongens Hird, vil der nedenfor blive talt.
16. Se ovenfor, 1ste B. S. 755, Note 1. At Arnvid, Atles Fader, var den samme som den, der omtales i Egils Saga, er umiskjendeligt; kun er det klart, at hvor Njálssaga lader Arnvid flygte fra Jemteland, maa „Jemteland“, som paa hiint Sted anmerket, være en Skriv- eller Hukommelsesfejl for „Vermeland“.
17. Nemlig som en til Døden bestemt Mand.
18. D. e. Kysten af Øster-Agder.
19. Her er ogsaa en Bestyrkelse paa, at der virkelig i denne Tid herskede Mangel og Misvæxt.
20. At man tilskrev hende Ruts paafølgende Uheld i Egteskab, siges just ikke med tydelige Ord, men det antydes saa tilstrækkeligt, at man ej kan tvivle derom. Hvis man kan fæste Tillid til hvad Njálssaga senere beretter om Aarsagen til Skilsmissen, synes en Sygdom at have været med i Spillet, men denne kunde vel og forklares af naturlige Grunde.
21. Om Olaf Høskuldssøn Paa og hans Moder Mælkorka, se ovenf. 1ste B. S. 785, 786.
22. Laxdølasaga Cap. 20–22. Rut maa være kommen til Haralds Hird 963, og have forladt den 965, hvis man ellers kan stole paa Tidsangivelsernes Nøjagtighed, thi det sandsynligste er Vistnok, at han allerede rejste 964. Olaf skal have opholdt sig een Vinter hos Harald, den næste hos Myrkjartan, og den tredie hos Harald, hvorpaa han drog hjem. Men at han skulde have opholdt sig saa længe paa Irland, er heel usandsynligt, især da den hele Beretning om hans Færd der har noget æventyrligt ved sig. Rimeligviis er han vendt tilbage til Norge samme Aar, og har i det hele taget kun været to Vintre borte, eller fra 963 til 965.
23. Torfæi hist. Norv. II. p. 271.
24. Se ovf. 1ste B. S. 541.
25. Det heder nemlig i Floamanna Saga Cap. 9, at Thord vilde indkræve de Arvedele, som hans Frænder havde ejet i Sogn. Ligeledes siger Thorgils i Cap. 12, at han havde store Arvedele efter gjæve Frænder at indkræve.
26. Floamannasaga, Cap. 4–13.
27. Grimkell var en Søn af Landnamsmanden Bjørn Gullbere fra Orkedalen, omtalt ovenfor i 1ste B. S. 546. Hans Moder Ljotunn var en Syster af Landnamsmanden Kolgrim den gamle, omtalt sammesteds.
28. Om Høskuld Dalakollssøn heder det (se ovf. 1ste B. S. 783), at han landede og satte sit Skib op der, hvor Bergen siden blev anlagt. Dette antyder vistnok paa den ene Side, at der da ej var nogen egentlig By paa Stedet, men ogsaa paa den anden, at der var en Havn, hvor Skibe opsattes, hvor der altsaa fandtes flere Naust, og hvor der vist ogsaa var flere Bygninger, tilhørende Folk, der søgte sit Udkomme ved Handel og ved at herbergere Fremmede, især naar Kongen opholdt sig paa Aalrekstad. Forresten er det, som bemerket, meget sandsynligt, at Fortællingen oprindelig har nævnt Tunsberg; vi foretrække dette her for Kongehelle, deels fordi det siden heder at Hørd drog „øster til Viken“, deels fordi Endelsen „Berg“ i Tunsberg snarere kunde give Anledning til en Forvexling med Bergen.
29. Hørds og Holmverjernes Saga, Cap. 12, 13. Tidsregningen i denne er, som sædvanligt i de islandske Sagaer, noget forvirret. Det heder nemlig i Cap. 10 og 11, at Lovsigemanden Thorkell Maane forligede Grimkell og hans Svoger Torve Valbrandssøn med hinanden, at der siden hengik 2 Aar, at Grimkell derpaa giftede sig igjen og levede vel sammen med sin Kone, at derefter hans Datter af første Egteskab blev gift, og at Hørd da var 12 Aar gammel. Der maa altsaa da være forlovet mindst to, men snarere tre Aar efter Forliget. Da det siden heder at Hørd ved sin Udenlandsrejse var 15 Aar, falder denne følgelig mindst fem, snarere sex Aar efter Forliget. Nu veed man af Islendingabok, at Thorkell Maane, Ingulfs Sønnesøn, blev Lovsigemand i Aaret 970; om man nu end sætter Forliget til hans første Aar, falder dog Hørds Udenlandsrejse derved for sildigt til at han skulde kunne have stødt sammen med Harald Graafeld, selv om man følger den Tidsregning, der henfører Haralds Død til 975, end sige naar denne Begivenhed, efter hvad vi anse rettest, henføres til 965, fem Aar før Thorkells Embeds-Tiltrædelse. Man maa derfor antage, at han endnu ikke har været Lovsigemand, da han meglede Forliget, men at Sagaskriveren har tilføjet den Embedstitel, som han senere fik. Dette er saa meget rimeligere, som denne Forligsmegling ej var nogen egentlig Embedshandling af ham, men kun et Hverv, der overdroges ham paa Grund af hans anerkjendte Retsind. Han maa desuden, som Sønnesøn af den allerede i 875 til Manddomsalderen komne Ingulf, have været en aldrende Mand længe før 970. Forliget henføres derfor rettere til omkring 956, og Hørds Udenlandsrejse til 962. Dette bestyrkes ogsaa derved, at den mægtige Tange-Odd, med hvis Syster Torve Valbrandssøn var gift, ifølge Annalerne skal være død 965.