Det norske Folks Historie/2/7

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 29-32).

Det er forhen nævnt, at Harald Graafeld og hans Brødre tilbragte Somrene eller i det mindste en stor Deel af hver Sommer paa Vikingetog, deels i Forening, deels hver for sig. Rimeligviis have vel nogle af dem altid maattet sidde hjemme, for at passe paa Riget. For Resten omtales kun Harald Graafelds Tog noget nærmere. Den første Sommer (961) drog han ned til Danmark, maaskee egentlig for at aftale nærmere med Danekongen, hvorledes han skulde forholde sig; paa dette Tog stred han med nogle Vikinger udenfor Skaane, og overvandt dem. Det følgende Aar (962), altsaa Sommeren forud for den Høst, da Sigurd Jarl blev dræbt, herjede han vester paa Skotland og Irland. Paa dette Tog var Skalden Kormak fra Island og hans Broder Thorgils med ham. De havde tilbragt hele det foregaaende Aar i Viking, og ved Hjemkomsten erfaret at Haakon den gode var død, og at Harald Graafeld var kommen i hans Sted. De havde nydt en venlig Modtagelse hos denne, og sandsynligviis opholdt sig hos ham om Vintren, hvorhos Kormak og, som man ser, maa have besøgt Sigurd Jarl, og digtet en Draape om ham^[1]. Kongen holdt flere heldige Slag paa Irland, hvori baade Kormak og hans Broder udmerkede sig ved deres Tapperhed, idet den første altid tillige mindedes Steingerd, og kvad om hende. Efter Tilbagekomsten til Norge fik han saadan Længsel efter hende, at han mod Kongens Raad og uagtet han allerede ved Udsejlingen fra Solundar-Øerne fik en Storm, der knækkede Raaen, drog over til Island, som han først efter en haard Overrejse naaede, og hvor han nu tilbragte Vinteren og den paafølgende Sommer^[2]. Kongen gjorde imidlertid denne Sommer (963) et Tog til Gautland, hvor han skal have gjort megen Ufred, maaskee endog søgt at underkaste sig Landet. Det var den samme Sommer, han og hans Broder havde faldet Tryggve og Gudrød og underlagt sig Viken: det er saaledes let at forstaa, hvorledes han ved samme Lejlighed har fundet det bekvemt at hjemsøge Gautland, sandsynligviis for at underkaste sig en Deel deraf. Sommeren efter (964) gjorde Harald et Tog til Bjarmeland, der lader til at have været meget navnkundigt. Paa dette Tog var ej alene Kormak med, men ogsaa Steingerd og hendes Mand Thorvald Tintein. Kormak havde tilbragt en højst urolig og ulykkelig Tid paa Island, uden at kunne vinde Steingerds tabte Kjærlighed tilbage. Han havde for hendes Skyld bestaaet to Holmgange med Tinteins Broder, og endelig, da han var dømt til at bøde fordi han med Magt havde taget to fra hende, besluttet sig til atter at forlade sit Fædreland. Men ogsaa Tintein drog med Steingerd efter hendes Bøn over til Norge, hvor de ved Ankomsten bleve overfaldne af Vikinger, som vilde have bortrøvet Steingerd, hvis Kormak ikke havde faaet Nys derom og ædelmodigt var kommen dem til Hjelp, saaledes at Vikingerne ingen Skade kunde gjøre dem. Paa Toget til Bjarmeland styrede Kormak og Tintein hver sit Skib, og Steingerd var med ombord hos Tintein. Da begge Skibe engang kom meget nær ved hinanden i et Sund, lod Kormak sin Rorstang træffe Tintein saa haardt under Øjet, at han besvimede og slap Roret. Steingerd greb det og styrede sit Skib saa voldsomt mod Kormaks, at dette kantrede, dog blev han selv og hele Besætningen reddet. Kongen maatte lægge sig imellem og megle Fred. Da de kom til Bjarmeland, begyndte Kongen at herje, og brænde Bjarmernes By; han leverede dem et stort Slag lige ved Vinaa (Dvinafloden), og vandt Sejr. Han skal have herjet vidt om Landet og erhvervet sig en Mængde Guld, Sølv og andet Gods Først ved Høstetid vendte han tilbage^[3]. Tintein og Steingerd vilde da drage til Danmark, men Kormak og Thorgils fulgte strax efter. De havde endnu engang den Tilfredsstillelse at befri Steingerd, der ved Brennøerne var bleven røvet af Vikinger, og Tintein vilde nu selv af Taknemmelighed overlade hende til Kormak, men hun erklærede at hun ej vilde skifte Mand, og Kormak vilde heller ikke benytte sig af Tinteins Taknemmelighed. Han faldt kort efter paa et Tog til Skotland^[4].

Man skulde næsten formode, at Aarsagen, hvorfor Harald gjorde disse idelige Tog, var ej alene den, at det nu engang var Skik og Brug at drage i Viking, men ogsaa den Dyrtid, som herskede i Norge, og Nødvendigheden af at søge Midler til Ophold udenfor Landet. Thi saavidt man kan skjønne, herskede der Dyrtid i den meste Tid af de fem Aar, Gunnhild og hendes Sønner opholdt sig i Landet, og den var stedse i Tiltagende. Det samme kan man vel ogsaa sige om det Had, Bønderne nærede mod Kongen og hans Brødre, og fornemmelig mod hans Moder. Vi have allerede omtalt Erlings Drab. Hans Broder Sigurd Sleva gik det omtrent paa samme Maade. Under et Ophold paa Hørdeland kom han til den mægtige og anseede Herse Klypp Thordssøns Gaard^[5]. Klypp selv var ikke hjemme, men hans smukke Kone Aaluf Aasbjørnsdatter, en Syster af Jernskegge paa Yrje^[6], tog vel imod ham, og bevertede ham ypperligt. Hendes Skjønhed fængslede Sigurd, der mod hendes Vilje tvang hende til at være sin Mand utro. Strax efter drog han bort. Men en saadan Skjendselsgjerning mod en saa fornem og mægtig Mand som Klypp kunde ikke gaa uhevnet hen. Da Sigurd tilligemed Harald længer ud paa Høsten kom til Vors for at holde Thing, var Stemningen dem allerede her saa fiendtlig, at Bønderne selv gjorde Angreb paa dem, fra hvilket de alene kunde redde sig ved Flugten, Harald til Hardanger og Sigurd til Aalreksstad. Men da Klypp erfor dette, samlede han sine Frænder og Venner sammen, og Under Anførsel af en vis Vemund, med Tilnavn Valubrjot, stormede de ind paa Gaarden og anfaldt Sigurd. Klypp gjennemborede ham med egen Haand, men blev selv strax efter dræbt af en blandt Kongens Mænd (964)^[7].

1. Snorre, Haak. den godes Saga Cap. 16 omtaler nemlig en Draape af Kormak om Sigurd Jarl, og anfører et Vers.
2. Ved første Gjennemlæsning af Kormaks Saga S. 192, 222 og 230 skulde det synes som om tre Vintre vare forløbne mellem Kormaks Afrejse til Island og Toget til Bjarmeland. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at den Vinter, der omtales 222, er den samme Vinter, som nævnes 192, og at Kormak virkelig tiltraadte Tilbagerejsen til Norge Ud paa Sommeren 963.
3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 40. Snorre, Harald Graaf. Saga Cap. 14. Her anføres et Vers af den samtidige og paalidelige Glum Geiresøns Graafeldsdraape, hvor det heder: „Kongetvingeren farvede Klingen rød øster, da han lod de bjarmske Skarer rende nordenfor den brændende By. I denne Færd fik Fyrsten godt Krigsvejr, og den unge Kongeætling indlagde sig et berømmeligt Navn paa Vinaas Bred“. Om Toget selv kan der altsaa ikke være mindste Tvivl. Det synes endog som om Glum selv har været med. Muligt, at Harald paa dette Tog aftvang Eyvind Finnssøn Bøder, se ovf. S. 2 og 8.
4. Fagrskinna, Cap. 36, jevnfør Kormaks Saga Cap. 19–27.
5. Om Klypps Herkomst, se 1ste B. S. 576. Han skal have været en Sønnesøn af Hørde-Kaare og Brodersøn af Thorleif spake.
6. Aalufs og Jernskegges tredie Broder var Reidar, hvis Søn Styrkaar paa Gimse var Einar Thambeskjelvers Farfader.
7. Saaledes lyde de, som det synes, troværdigste Beretninger, hos Snorre, i Har. Graaf. Saga Cap. 11, i Olaf Tryggv. Saga Cap. 40, i Ágrip Cap. 8 og i Fagrskinna Cap. 35. Men den i sig selv heel romantiske Begivenhed er allerede i gamle Tider bleven forvansket og udsmykket. Der er saaledes en egen saakaldet Thaatt om Sigurd Sleva eller rettere om Klypp (Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur III. 83–88), hvori denne kaldes Thorkell Klypp, og hvor Sigurd sender ham til England for at kræve Skat af Kong Ædhelred, men imidlertid forfører hans Kone. Thorkell kommer hjem med nogle Penge, Ædhelred havde givet ham som Vennegave, ikke som Skat; han erfarer Kongens Misgjerning, beslutter at tage Hevn, og udfører denne Beslutning paa Thinget, hvor han overrækker Kongen Skatten; idet nemlig Kongen betragter Pengene, tager Klypp en Øxe frem under sin Kappe, og sætter delt i Hovedet paa Kongen, men bliver øjeblikkeligen gjennemboret af sin Frænde Agmund, Hørde-Kaares Søn. Aaluf følger siden til Island med Bødvar, en Broder til Hall paa Sida, og egter ham, ligesom hendes og Klypps Datter Gudrun egter Einar Eyjulfssøn paa Tveraa. Paa denne Fortælling, der kun findes i Flatøbogen (der dog ogsaa tidligere meddeler den sædvanlige), støtter sig aabenbart et Sted i Biskop Kløngs Slægtregister, aftrykt i Islendinga Sögur 1ste B. S. 361 efter et Pergamentsbrudstykke af den saakaldte Melabog af Landnáma, nedskrevet i det 14de Aarhundrede; det heder her, at Kløngs Farmoder hed Thorkatla, hendes Moder Gudrun, og at Gudruns Moder var Helga, Datter af Einar Eyjulfssøn og Gudrun Datter af Klypp Thordssøn. Men deels strider det mod Tidsregningen, at Einar, som endnu levede efter 1020, skulde egte Aaluf 964, og at Ædhelred, der besteg Theorien i 978, allerede i 964 skulde være Konge, deels er det en paatagelig Urigtighed, at Sigurd skulde have vovet at kræve Skat af den engelske Konge; hertil kommer, at Landnáma selv veed hverken noget om Halls Broder Bødvar, eller om Einars Giftermaal med Aaluf. Det hele synes derfor at være sammensat for at forherlige nogle islandske Ætter. Der er endnu en forskjellig, men heel omstændelig Beretning om Sigurds Drab i den opdigtede Thord Redes Saga. Man behøver ej bedre Beviis paa dens Uefterrettelighed end at erfare, at Aaluf siges at være en Datter af Skegge paa Reyke, d. e. Midfjordskegge paa Island, og at Sigurds Drab henføres til Oplandene. Historia Norvegiæ fol. 8. a. siger, man skulde næsten tro ved en Misforstaaelse, at Sigurd blev dræbt til Things ved en Opstand af Bønderne paa Vors, anførte af Vemund Valubrjot (Vala- ɔ: Spaakvinde-Bryder), men at det derimod var Gunrød (Gudrød), som havde vanæret Klypps (han kaldes her Thorkel Klypp) Hustru og blev dræbt af ham. Navnet paa den, der dræbte Klypp, angives forskjelligt; hos Snorre, i Ágrip og i Hist. Norv. kaldes han Erling gamle, i Fagrskinna derimod Sigurd gamle, i Flatøbogen Agmund Hørdekaaresøn.