Det norske Folks Historie/2/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er forhen nævnt, at Harald Graafeld og hans Brødre tilbragte Somrene eller i det mindſte en ſtor Deel af hver Sommer paa Vikingetog, deels i Forening, deels hver for ſig. Rimeligviis have vel nogle af dem altid maattet ſidde hjemme, for at pasſe paa Riget. For Reſten omtales kun Harald Graafelds Tog noget nærmere. Den førſte Sommer (961) drog han ned til Danmark, maaſkee egentlig for at aftale nærmere med Danekongen, hvorledes han ſkulde forholde ſig; paa dette Tog ſtred han med nogle Vikinger udenfor Skaane, og overvandt dem. Det følgende Aar (962), altſaa Sommeren forud for den Høſt, da Sigurd Jarl blev dræbt, herjede han veſter paa Skotland og Irland. Paa dette Tog var Skalden Kormak fra Island og hans Broder Thorgils med ham. De havde tilbragt hele det foregaaende Aar i Viking, og ved Hjemkomſten erfaret at Haakon den gode var død, og at Harald Graafeld var kommen i hans Sted. De havde nydt en venlig Modtagelſe hos denne, og ſandſynligviis opholdt ſig hos ham om Vintren, hvorhos Kormak og, ſom man ſer, maa have beſøgt Sigurd Jarl, og digtet en Draape om ham[1]. Kongen holdt flere heldige Slag paa Irland, hvori baade Kormak og hans Broder udmerkede ſig ved deres Tapperhed, idet den førſte altid tillige mindedes Steingerd, og kvad om hende. Efter Tilbagekomſten til Norge fik han ſaadan Længſel efter hende, at han mod Kongens Raad og uagtet han allerede ved Udſejlingen fra Solundar-Øerne fik en Storm, der knækkede Raaen, drog over til Island, ſom han førſt efter en haard Overrejſe naaede, og hvor han nu tilbragte Vinteren og den paafølgende Sommer[2]. Kongen gjorde imidlertid denne Sommer (963) et Tog til Gautland, hvor han ſkal have gjort megen Ufred, maaſkee endog ſøgt at underkaſte ſig Landet. Det var den ſamme Sommer, han og hans Broder havde faldet Tryggve og Gudrød og underlagt ſig Viken: det er ſaaledes let at forſtaa, hvorledes han ved ſamme Lejlighed har fundet det bekvemt at hjemſøge Gautland, ſandſynligviis for at underkaſte ſig en Deel deraf. Sommeren efter (964) gjorde Harald et Tog til Bjarmeland, der lader til at have været meget navnkundigt. Paa dette Tog var ej alene Kormak med, men ogſaa Steingerd og hendes Mand Thorvald Tintein. Kormak havde tilbragt en højſt urolig og ulykkelig Tid paa Island, uden at kunne vinde Steingerds tabte Kjærlighed tilbage. Han havde for hendes Skyld beſtaaet to Holmgange med Tinteins Broder, og endelig, da han var dømt til at bøde fordi han med Magt havde taget to fra hende, beſluttet ſig til atter at forlade ſit Fædreland. Men ogſaa Tintein drog med Steingerd efter hendes Bøn over til Norge, hvor de ved Ankomſten bleve overfaldne af Vikinger, ſom vilde have bortrøvet Steingerd, hvis Kormak ikke havde faaet Nys derom og ædelmodigt var kommen dem til Hjelp, ſaaledes at Vikingerne ingen Skade kunde gjøre dem. Paa Toget til Bjarmeland ſtyrede Kormak og Tintein hver ſit Skib, og Steingerd var med ombord hos Tintein. Da begge Skibe engang kom meget nær ved hinanden i et Sund, lod Kormak ſin Rorſtang træffe Tintein ſaa haardt under Øjet, at han beſvimede og ſlap Roret. Steingerd greb det og ſtyrede ſit Skib ſaa voldſomt mod Kormaks, at dette kantrede, dog blev han ſelv og hele Beſætningen reddet. Kongen maatte lægge ſig imellem og megle Fred. Da de kom til Bjarmeland, begyndte Kongen at herje, og brænde Bjarmernes By; han leverede dem et ſtort Slag lige ved Vinaa (Dvinafloden), og vandt Sejr. Han ſkal have herjet vidt om Landet og erhvervet ſig en Mængde Guld, Sølv og andet Gods Førſt ved Høſtetid vendte han tilbage[3]. Tintein og Steingerd vilde da drage til Danmark, men Kormak og Thorgils fulgte ſtrax efter. De havde endnu engang den Tilfredsſtillelſe at befri Steingerd, der ved Brennøerne var bleven røvet af Vikinger, og Tintein vilde nu ſelv af Taknemmelighed overlade hende til Kormak, men hun erklærede at hun ej vilde ſkifte Mand, og Kormak vilde heller ikke benytte ſig af Tinteins Taknemmelighed. Han faldt kort efter paa et Tog til Skotland[4].

Man ſkulde næſten formode, at Aarſagen, hvorfor Harald gjorde disſe idelige Tog, var ej alene den, at det nu engang var Skik og Brug at drage i Viking, men ogſaa den Dyrtid, ſom herſkede i Norge, og Nødvendigheden af at ſøge Midler til Ophold udenfor Landet. Thi ſaavidt man kan ſkjønne, herſkede der Dyrtid i den meſte Tid af de fem Aar, Gunnhild og hendes Sønner opholdt ſig i Landet, og den var ſtedſe i Tiltagende. Det ſamme kan man vel ogſaa ſige om det Had, Bønderne nærede mod Kongen og hans Brødre, og fornemmelig mod hans Moder. Vi have allerede omtalt Erlings Drab. Hans Broder Sigurd Sleva gik det omtrent paa ſamme Maade. Under et Ophold paa Hørdeland kom han til den mægtige og anſeede Herſe Klypp Thordsſøns Gaard[5]. Klypp ſelv var ikke hjemme, men hans ſmukke Kone Aaluf Aasbjørnsdatter, en Syſter af Jernſkegge paa Yrje[6], tog vel imod ham, og bevertede ham ypperligt. Hendes Skjønhed fængslede Sigurd, der mod hendes Vilje tvang hende til at være ſin Mand utro. Strax efter drog han bort. Men en ſaadan Skjendſelsgjerning mod en ſaa fornem og mægtig Mand ſom Klypp kunde ikke gaa uhevnet hen. Da Sigurd tilligemed Harald længer ud paa Høſten kom til Vors for at holde Thing, var Stemningen dem allerede her ſaa fiendtlig, at Bønderne ſelv gjorde Angreb paa dem, fra hvilket de alene kunde redde ſig ved Flugten, Harald til Hardanger og Sigurd til Aalreksſtad. Men da Klypp erfor dette, ſamlede han ſine Frænder og Venner ſammen, og Under Anførſel af en vis Vemund, med Tilnavn Valubrjot, ſtormede de ind paa Gaarden og anfaldt Sigurd. Klypp gjennemborede ham med egen Haand, men blev ſelv ſtrax efter dræbt af en blandt Kongens Mænd (964)[7].

  1. Snorre, Haak. den godes Saga Cap. 16 omtaler nemlig en Draape af Kormak om Sigurd Jarl, og anfører et Vers.
  2. Ved førſte Gjennemlæsning af Kormaks Saga S. 192, 222 og 230 ſkulde det ſynes ſom om tre Vintre vare forløbne mellem Kormaks Afrejſe til Island og Toget til Bjarmeland. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at den Vinter, der omtales 222, er den ſamme Vinter, ſom nævnes 192, og at Kormak virkelig tiltraadte Tilbagerejſen til Norge Ud paa Sommeren 963.
  3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 40. Snorre, Harald Graaf. Saga Cap. 14. Her anføres et Vers af den ſamtidige og paalidelige Glum Geireſøns Graafeldsdraape, hvor det heder: „Kongetvingeren farvede Klingen rød øſter, da han lod de bjarmſke Skarer rende nordenfor den brændende By. I denne Færd fik Fyrſten godt Krigsvejr, og den unge Kongeætling indlagde ſig et berømmeligt Navn paa Vinaas Bred“. Om Toget ſelv kan der altſaa ikke være mindſte Tvivl. Det ſynes endog ſom om Glum ſelv har været med. Muligt, at Harald paa dette Tog aftvang Eyvind Finnsſøn Bøder, ſe ovf. S. 2 og 8.
  4. Fagrſkinna, Cap. 36, jevnfør Kormaks Saga Cap. 19—27.
  5. Om Klypps Herkomſt, ſe 1ſte B. S. 576. Han ſkal have været en Sønneſøn af Hørde-Kaare og Broderſøn af Thorleif ſpake.
  6. Aalufs og Jernſkegges tredie Broder var Reidar, hvis Søn Styrkaar paa Gimſe var Einar Thambeſkjelvers Farfader.
  7. Saaledes lyde de, ſom det ſynes, troværdigſte Beretninger, hos Snorre, i Har. Graaf. Saga Cap. 11, i Olaf Tryggv. Saga Cap. 40, i Ágrip Cap. 8 og i Fagrſkinna Cap. 35. Men den i ſig ſelv heel romantiſke Begivenhed er allerede i gamle Tider bleven forvanſket og udſmykket. Der er ſaaledes en egen ſaakaldet Thaatt om Sigurd Sleva eller rettere om Klypp (Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur III. 83—88), hvori denne kaldes Thorkell Klypp, og hvor Sigurd ſender ham til England for at kræve Skat af Kong Ædhelred, men imidlertid forfører hans Kone. Thorkell kommer hjem med nogle Penge, Ædhelred havde givet ham ſom Vennegave, ikke ſom Skat; han erfarer Kongens Misgjerning, beſlutter at tage Hevn, og udfører denne Beſlutning paa Thinget, hvor han overrækker Kongen Skatten; idet nemlig Kongen betragter Pengene, tager Klypp en Øxe frem under ſin Kappe, og ſætter delt i Hovedet paa Kongen, men bliver øjeblikkeligen gjennemboret af ſin Frænde Agmund, Hørde-Kaares Søn. Aaluf følger ſiden til Island med Bødvar, en Broder til Hall paa Sida, og egter ham, ligeſom hendes og Klypps Datter Gudrun egter Einar Eyjulfsſøn paa Tveraa. Paa denne Fortælling, der kun findes i Flatøbogen (der dog ogſaa tidligere meddeler den ſædvanlige), ſtøtter ſig aabenbart et Sted i Biſkop Kløngs Slægtregiſter, aftrykt i Islendinga Sögur 1ſte B. S. 361 efter et Pergamentsbrudſtykke af den ſaakaldte Melabog af Landnáma, nedſkrevet i det 14de Aarhundrede; det heder her, at Kløngs Farmoder hed Thorkatla, hendes Moder Gudrun, og at Gudruns Moder var Helga, Datter af Einar Eyjulfsſøn og Gudrun Datter af Klypp Thordsſøn. Men deels ſtrider det mod Tidsregningen, at Einar, ſom endnu levede efter 1020, ſkulde egte Aaluf 964, og at Ædhelred, der beſteg Theorien i 978, allerede i 964 ſkulde være Konge, deels er det en paatagelig Urigtighed, at Sigurd ſkulde have vovet at kræve Skat af den engelſke Konge; hertil kommer, at Landnáma ſelv veed hverken noget om Halls Broder Bødvar, eller om Einars Giftermaal med Aaluf. Det hele ſynes derfor at være ſammenſat for at forherlige nogle islandſke Ætter. Der er endnu en forſkjellig, men heel omſtændelig Beretning om Sigurds Drab i den opdigtede Thord Redes Saga. Man behøver ej bedre Beviis paa dens Uefterrettelighed end at erfare, at Aaluf ſiges at være en Datter af Skegge paa Reyke, d. e. Midfjordſkegge paa Island, og at Sigurds Drab henføres til Oplandene. Historia Norvegiæ fol. 8. a. ſiger, man ſkulde næſten tro ved en Misforſtaaelſe, at Sigurd blev dræbt til Things ved en Opſtand af Bønderne paa Vors, anførte af Vemund Valubrjot (Vala- ɔ: Spaakvinde-Bryder), men at det derimod var Gunrød (Gudrød), ſom havde vanæret Klypps (han kaldes her Thorkel Klypp) Huſtru og blev dræbt af ham. Navnet paa den, der dræbte Klypp, angives forſkjelligt; hos Snorre, i Ágrip og i Hist. Norv. kaldes han Erling gamle, i Fagrſkinna derimod Sigurd gamle, i Flatøbogen Agmund Hørdekaareſøn.