Det norske Folks Historie/2/6
Det er tydeligt at se, at Gunnhilds Sønner efter Tryggves og Gudrøds Drab ej alene underkastede sig hele Viken, men ogsaa udstrakte deres Indflydelse og Herredømme til Oplandene, siden hverken Aastrid eller Harald grønske kunde finde noget sikkert Tilhold der. Snart kom ogsaa Raden til Haakon Jarl, der i det mindste for det første ej kunde holde sig imod dem, men var nødt til at forlade sit Fædrenerige. Beretningerne derom ere dog forskjellige. Den almindelige Beretning eller den, der findes hos Snorre og i Kongesagaerne, lyder saaledes: Gunnhilds Sønner opbøde en betydelig Hær saavel fra Viken, som fra de øvrige Fylker langs Kysten, og droge med den nordefter mod Haakon, der ogsaa paa sin Side samlede Folk og Skibe, og forekom sine Angribere ved at drage ud til Møre og herje her, førend de endnu vare komne nordenom Stad. Det var imidlertid ikke hans Hensigt at binde an med deres Overmagt. Han lod holde Øje med dem, hvor de droge hen, lod de Bønder fra Throndhjem, der havde fulgt ham, vende tilbage, og drog med sine egne Skibe herjende forbi Raumsdal og Søndmøre, indtil han erfarede at Gunnhilds Sønner vare komne til Nordfjord og just skulde sejle nord forbi Stad. Da styrede han til Havs, og holdt sig saa langt ude, at man ikke kunde se hans Sejl fra Land. Paa denne Maade sejlede han syd og østefter langs Kysten, først til Danmark, og sidenefter til Østerveg, hvor han tilbragte Sommeren med at herje. Gunnhilds Sønner satte sig uhindret i Besiddelse af Throndhjem, hvor de opholdt sig meget længe, og toge Skat og andre Udredsler af Bønderne. Længer ud paa Sommeren vendte Harald, Erling og Ragnfred tilbage med det opbudte Ledingsfolk til de sydligere Egne, medens Gudrød og Sigurd Sleva bleve tilbage. Men om Høsten sejlede Haakon fra Østervegen ind til Helsingeland, satte sine Skibe paa Land her, og drog til Lands gjennem Jemteland over Fjeldet ned i Throndhjem, hvor strax mange Folk flokkede sig om ham og hvor han skaffede sig Skibe, saa at Gunnhilds Sønner ikke vovede at oppebie ham, men skyndte sig ud ad Fjorden til Møre, medens Haakon opslog sin Bolig paa Lade, og sad der om Vintren under idelige Fejder med Gunnhilds Sønner. Paa den Maade, heder det, skal han have tilbragt flere Aar, idet han om Somrene herjede i Austerveg og om Vintrene opholdt sig i Throndhjem, hvor han dog ogsaa skal have tilbragt enkelte Somre, og Gunnhilds Sønner skulle da ikke have vovet sig nordenfor Stad. Siden skulle Harald og Gudrød have samlet en ny Hær fra Østlandet for at drage mod Haakon, og denne skal atter have forekommet dem ved at herje paa Møre, ved hvilken Lejlighed han skal have fældet Grjotgard, der var sat til Landværnsmand over Møre, med to andre Jarlesønner. Og paa samme Maade, som forhen, skal han derefter have fejlet udenom Kongernes Flaade, og sydefter, indtil han kom til Danmark, hvor Kong Harald Gormssøn tog vel imod ham, og hvor han forblev om Vinteren. Efter Haakons Bortrejse skulle Eriks Sønner atter have sat sig uhindret i Besiddelse af Throndhjem, og taget alle ordentlige Indtægter i dette Landskab foruden de overordentlige Paalæg, som de aftvang Bønderne. Om Høsten drog Harald ned til de sydlige Dele af Landet med den der hjemmehørende Deel af Hæren, men Erling blev tilbage og hjemsøgte Bønderne fremdeles med saadanne Udsuelser og slig Haardhed, at de tilsidst, hemmeligt opfordrede af Udsendinger fra Haakon, lagde Raad op imod ham, samlede sig sammen, overfaldt ham ved et Gjestebud om Vinteren, og dræbte ham med en stor Deel af hans Følge. Den hele Tid fra Sigurd Jarls Død indtil Haakons Besøg hos Kong Harald beregnes til 12 Aar, af hvilke de første tre hengik under Fejder, de følgende tre under tilsyneladende Venskab mellem Haakon og Dronning (Gunnhild, og de følgende sex under nye Fejder, ved hvilke Haakon og Gunnhildssønnerne skifteviis saa sig nødte til at forlade Landet[1].
En anden Beretning melder kun, at Haakon, saasnart han spurgte sin Faders Død, udrustede og bemandede Skibe, og med denne Flaade drog først til Viken, derpaa til Østersøen, og herjede i Sverige, hos Gauter, Vender og Kurer, altsaa rundt om i Østerveg, men havde Fredland om Vintrene i Danmark; at han gjorde sig til Vens med Danekongen Harald Gormssøn ved Gaver og venlige Besøg, og at Kongen derfor ogsaa sædvanligviis havde ham om sig, men at han dog hver Sommer laa i Viking[2]). Denne Beretning er langt sandsynligere end den foregaaende. Ikke at tale om, at de aarlige Rejser op ad Helsingeland og Jemteland til Throndhjem synes noget æventyrlige, er dog, hvad der den ene Gang fortælles om Erikssønnernes Tog mod Throndhjem, om Haakons Herjetog til Møre, og den paafølgende Omsejling af den fiendtlige Flaade, saa ligt, hvad der fortælles den anden Gang, at det næsten er at tage og føle paa, at der her er gjort tvende Begivenheder af een, for nogenledes at udfylde en Tidsperiode, som man ved fejlagtige Beregninger havde faaet altfor lang[3]. Det er saa meget mindre sandsynligt, at Haakon skulde have gjort to slige Kystfarter, som han jo allerede paa den første havde ladet sine egne Skibe blive tilbage i en helsingelandsk Havn oppe i Botnhavet. Dertil kommer, at et af Kongesagaerne aldeles Uafhængigt Oldskrift udtrykkelig kalder Grjotgard, Haakons Farbroder, Lade-Jarl, og derved viser, at denne virkelig maa have været indsat til Jarl en Stund efter Sigurds Død, og have boet paa Lade[4]. Rigtignok kan han have boet her om Somrene, naar Haakon var borte, men efter den først meddeelte Beretning skulde Kongerne selv have haft deres Sæde i Throndhjem, og Grjotgard kun have været Landværnsmand paa Møre. Sammenholder man nu hermed, at den samme Kongesaga, der meddeler den simplere og mindre indviklede Beretning, lader Harald Graafeld tilbringe sine Somre paa Vikingetog til bestemt navngivne Lande, ikke med at stride mod Haakon, og at denne Angivelse, som forhen viist, stemmer bedst med Tidsregningen og overhoved har den største Sandsynlighed for sig, saa kan der neppe være nogen Tvivl om, at den simplere Beretning ogsaa paa det nærmeste er den rette[5], og at de mange Fejder, der omtales som om de skulde have fundet Sted mellem Haakon og Kongerne, og de mange Aar, hvori disse Fejder skulle have varet, alene skulde senere urigtige Beregninger og Kombinationer deres Tilværelse. Hermed negte vi ikke at der kan ligge noget sandt til Grund for Beretningerne om enkelte Begivenheder. Saaledes erfarer man af det gamle Kvad Vellekla, som Skalden Einar Skaaleglam digtede for Haakon Jarl og hvori han besang hans Bedrifter, at Haakon virkelig havde kæmpet med Grjotgard og to andre Jarlesønner, og fældet dem, uden at det dog deraf kan sees, om denne Kamp foregik paa Møre eller endog i Norge[6]. Ligeledes er det heel sandsynligt, at Harald og Gudrød strax efter Tryggves Drab stevnede mod Haakon, og at denne da skyndte sig at undgaa deres Overmagt ved at sejle ud ad Trondhjemsfjorden og til Havs, efter at have herjet paa Nordmøre under Forbisejlingen. Men at han to Gange skulde have gjort dette, og at det skulde have kunnet være ham muligt, hver Høst at sætte sig i Besiddelse af Thrøndelagen, uagtet han havde efterladt sine Skibe og vel ogsaa de fleste af sine Krigere i Helsingeland, medens han selv som en eenslig Vandringsmand drog over Fjeldet, naar han ej formaaede at bolde sig der hver Sommer: dette synes næsten utænkeligt[7].
Den rette Sammenhæng synes altsaa at være følgende. Efter Sigurd Jarls Drab har Haakon, som da opholdt sit i det Indre af Throndhjem, grebet til Vaaben og faaet stort Tilløb af Thrønderne, saa at Kongerne for det første fandt det raadeligt at slutte Forlig med ham. Han har derpaa endnu samme Høst (902) haft det ovenomtalte Møde med Tryggve og Gudrød, der gjorde Gunnhild Kongemoder ængstelig og fremskyndte Tryggves Gudrøds Død (963) Da han nu ej længer har troet at kunne holde sig i Throndhjem, især da Harald og Gudrød, som det fortælles, nærmede sig med en vældig Hær, har han begivet sig bort paa den omtalte Maade, ved at sejle ud til Havs, og derpaa til Danmark, hvor han blev venskabeligt modtagen af Kongen, og hvor han opholdt sig om Vintrene, medens han om Somrene laa ude paa Vikingetog i Østerveg[8]. Imidlertid have Harald og hans Brødre underkastet sig Thrøndelagen og indsat Grjotgard til Jarl paa Lade. Grjotgard og to Jarlesønner, sandsynligviis hans egne Sønner, ere siden faldne i et Slag mod Haakon, hvad enten denne nu har overfaldt dem i Throndhjem, eller, hvad der er rimeligere, angrebet dem paa en af dem foretagen Sejlads eller et Vikingetog. Efter Grjotgards Død har maaske Erling tiltraadt Bestyrelsen af Thrøndelagen. Maaskee han ogsaa er bleven dræbt tidligere, og Grjotgard først da udnævnt til Jarl.
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 33, 39, 40, 41. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 12–15.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 37.
- ↑ Endog tildeels de samme Ord anvendes paa begge Steder, f. Ex. Hákon … sigldi suðr um Stad svá hafhalt at ekki mátti sjá segl hans af landi; lét hann svá ganga austr með landi ok kom fram i Danmörk (Cap. 39), og: Sigldi Hákon jarl út um eyjar ok svá hafhalt suðr med landi; hann kom fram i Danmörk (Cap. 41). Dette bestyrkes ogsaa deraf, at det ved det andet foregivne Tog fra Viken kun er Harald og Gudrød, der omtales som Anførere, medens der ved det første antydes at alle Brødrene vare med, siden et Par af dem siges at være blevne tilbage, da Harald og Erling droge sydover. Thi det var netop Harald og Gudrød, der havde dræbt Tryggve og Gudrød og sat sig i Besiddelse af Viken.
- ↑ Landnáma (II. 27, 28) omtaler nemlig en Grjotgard Lade-Jarl, hvis Datterdatter Aasdis var Moder til den bekjendte Ulf Stallar, der døde om Vaaren 1063. Denne Grjotgard Lade-Jarl kan ikke have været nogen anden, end hiin Grjotgard, Sigurds Broder.
- ↑ Vi sige „paa det nærmeste“, da det neppe er rigtigt at Haakon umiddelbart efter Faderens Død forlod Landet. Han maa dog have prøvet den første Kamp, hvorom Kongesagaerne melde, og have holdt Modet paa Oplandene og med Tryggve og Gudrød. Men det er tydeligt nok, at det først var den Overmagt, Harald Graafeld fik ved Vikens Undertvingelse, som nødte ham til at flygte. Egentlig behøver man heller ikke at tage Fagrskinnas Ord saa nøje. Den har maaskee kun villet antyde at Haakon forlod Landet i den nærmeste Tid efter Faderens Drab.
- ↑ Verset af Vellekla meddeles baade i Olaf Tryggv. Saga (Cap. 42) og hos Snorre (Har. Graaf. Saga Cap. 15). Det lyder omtrent saaledes: „Fyrsten overvandt sine Fiender, smykket med Hjelmen; dette forøger Kvadets Stof; tre Jarlesønner faldt i Kampen, hvilket tjener Jarlen til den største Ære“. Her kaldes Grjotgard vistnok kun „Jarlesøn“, men Versifikationen tillod maaskee ikke at omtale ham anderledes end under eet med de to andre Jarlesønner. At der om Grjotgard har været meget forskjellige Sagn, sees af, hvad Thormod Torvesøn meddeler efter det nu tabte Sagahaandskrift, kaldet Thomasskinna, nemlig at Haakon Jarl ved det første Forlig, han sluttede med Gunnhilds Sønner, betingede sig at Grjotgard og nogle andre, han selv nævnte, skulde forjages fra Landet, men at Haakon siden dræbte dem (Torfæi Hist. Norv. II. 243); dette har da været Einar Skalds trende „Jarlesønner“.
- ↑ For Haakons Fart over Jemteland anføres heller ikke nogen Hjemmel af Skaldekvad. Den maa saaledes ej have været omtalt i noget saadant, i det mindste ikke i den paalidelige Vellekla.
- ↑ I den nys omtalte Thomasskinna hed det ogsaa, at Haakon Jarl allerede havde været i Danmark, førend han havde Modet med Tryggve og Gudrød (Thorfæi hist. Norv. II. 244). Den første Vinter efter sin Bortrejse har han vistnok truet med et Overfald paa Kongerne, se ovenfor S. 27.