Det norske Folks Historie/2/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er tydeligt at ſe, at Gunnhilds Sønner efter Tryggves og Gudrøds Drab ej alene underkaſtede ſig hele Viken, men ogſaa udſtrakte deres Indflydelſe og Herredømme til Oplandene, ſiden hverken Aaſtrid eller Harald grønſke kunde finde noget ſikkert Tilhold der. Snart kom ogſaa Raden til Haakon Jarl, der i det mindſte for det førſte ej kunde holde ſig imod dem, men var nødt til at forlade ſit Fædrenerige. Beretningerne derom ere dog forſkjellige. Den almindelige Beretning eller den, der findes hos Snorre og i Kongeſagaerne, lyder ſaaledes: Gunnhilds Sønner opbøde en betydelig Hær ſaavel fra Viken, ſom fra de øvrige Fylker langs Kyſten, og droge med den nordefter mod Haakon, der ogſaa paa ſin Side ſamlede Folk og Skibe, og forekom ſine Angribere ved at drage ud til Møre og herje her, førend de endnu vare komne nordenom Stad. Det var imidlertid ikke hans Henſigt at binde an med deres Overmagt. Han lod holde Øje med dem, hvor de droge hen, lod de Bønder fra Throndhjem, der havde fulgt ham, vende tilbage, og drog med ſine egne Skibe herjende forbi Raumsdal og Søndmøre, indtil han erfarede at Gunnhilds Sønner vare komne til Nordfjord og juſt ſkulde ſejle nord forbi Stad. Da ſtyrede han til Havs, og holdt ſig ſaa langt ude, at man ikke kunde ſe hans Sejl fra Land. Paa denne Maade ſejlede han ſyd og øſtefter langs Kyſten, førſt til Danmark, og ſidenefter til Øſterveg, hvor han tilbragte Sommeren med at herje. Gunnhilds Sønner ſatte ſig uhindret i Beſiddelſe af Throndhjem, hvor de opholdt ſig meget længe, og toge Skat og andre Udredſler af Bønderne. Længer ud paa Sommeren vendte Harald, Erling og Ragnfred tilbage med det opbudte Ledingsfolk til de ſydligere Egne, medens Gudrød og Sigurd Sleva bleve tilbage. Men om Høſten ſejlede Haakon fra Øſtervegen ind til Helſingeland, ſatte ſine Skibe paa Land her, og drog til Lands gjennem Jemteland over Fjeldet ned i Throndhjem, hvor ſtrax mange Folk flokkede ſig om ham og hvor han ſkaffede ſig Skibe, ſaa at Gunnhilds Sønner ikke vovede at oppebie ham, men ſkyndte ſig ud ad Fjorden til Møre, medens Haakon opſlog ſin Bolig paa Lade, og ſad der om Vintren under idelige Fejder med Gunnhilds Sønner. Paa den Maade, heder det, ſkal han have tilbragt flere Aar, idet han om Somrene herjede i Auſterveg og om Vintrene opholdt ſig i Throndhjem, hvor han dog ogſaa ſkal have tilbragt enkelte Somre, og Gunnhilds Sønner ſkulle da ikke have vovet ſig nordenfor Stad. Siden ſkulle Harald og Gudrød have ſamlet en ny Hær fra Øſtlandet for at drage mod Haakon, og denne ſkal atter have forekommet dem ved at herje paa Møre, ved hvilken Lejlighed han ſkal have fældet Grjotgard, der var ſat til Landværnsmand over Møre, med to andre Jarleſønner. Og paa ſamme Maade, ſom forhen, ſkal han derefter have fejlet udenom Kongernes Flaade, og ſydefter, indtil han kom til Danmark, hvor Kong Harald Gormsſøn tog vel imod ham, og hvor han forblev om Vinteren. Efter Haakons Bortrejſe ſkulle Eriks Sønner atter have ſat ſig uhindret i Beſiddelſe af Throndhjem, og taget alle ordentlige Indtægter i dette Landſkab foruden de overordentlige Paalæg, ſom de aftvang Bønderne. Om Høſten drog Harald ned til de ſydlige Dele af Landet med den der hjemmehørende Deel af Hæren, men Erling blev tilbage og hjemſøgte Bønderne fremdeles med ſaadanne Udſuelſer og ſlig Haardhed, at de tilſidſt, hemmeligt opfordrede af Udſendinger fra Haakon, lagde Raad op imod ham, ſamlede ſig ſammen, overfaldt ham ved et Gjeſtebud om Vinteren, og dræbte ham med en ſtor Deel af hans Følge. Den hele Tid fra Sigurd Jarls Død indtil Haakons Beſøg hos Kong Harald beregnes til 12 Aar, af hvilke de førſte tre hengik under Fejder, de følgende tre under tilſyneladende Venſkab mellem Haakon og Dronning (Gunnhild, og de følgende ſex under nye Fejder, ved hvilke Haakon og Gunnhildsſønnerne ſkifteviis ſaa ſig nødte til at forlade Landet[1].

En anden Beretning melder kun, at Haakon, ſaaſnart han ſpurgte ſin Faders Død, udruſtede og bemandede Skibe, og med denne Flaade drog førſt til Viken, derpaa til Øſterſøen, og herjede i Sverige, hos Gauter, Vender og Kurer, altſaa rundt om i Øſterveg, men havde Fredland om Vintrene i Danmark; at han gjorde ſig til Vens med Danekongen Harald Gormsſøn ved Gaver og venlige Beſøg, og at Kongen derfor ogſaa ſædvanligviis havde ham om ſig, men at han dog hver Sommer laa i Viking[2]). Denne Beretning er langt ſandſynligere end den foregaaende. Ikke at tale om, at de aarlige Rejſer op ad Helſingeland og Jemteland til Throndhjem ſynes noget æventyrlige, er dog, hvad der den ene Gang fortælles om Eriksſønnernes Tog mod Throndhjem, om Haakons Herjetog til Møre, og den paafølgende Omſejling af den fiendtlige Flaade, ſaa ligt, hvad der fortælles den anden Gang, at det næſten er at tage og føle paa, at der her er gjort tvende Begivenheder af een, for nogenledes at udfylde en Tidsperiode, ſom man ved fejlagtige Beregninger havde faaet altfor lang[3]. Det er ſaa meget mindre ſandſynligt, at Haakon ſkulde have gjort to ſlige Kyſtfarter, ſom han jo allerede paa den førſte havde ladet ſine egne Skibe blive tilbage i en helſingelandſk Havn oppe i Botnhavet. Dertil kommer, at et af Kongeſagaerne aldeles Uafhængigt Oldſkrift udtrykkelig kalder Grjotgard, Haakons Farbroder, Lade-Jarl, og derved viſer, at denne virkelig maa have været indſat til Jarl en Stund efter Sigurds Død, og have boet paa Lade[4]. Rigtignok kan han have boet her om Somrene, naar Haakon var borte, men efter den førſt meddeelte Beretning ſkulde Kongerne ſelv have haft deres Sæde i Throndhjem, og Grjotgard kun have været Landværnsmand paa Møre. Sammenholder man nu hermed, at den ſamme Kongeſaga, der meddeler den ſimplere og mindre indviklede Beretning, lader Harald Graafeld tilbringe ſine Somre paa Vikingetog til beſtemt navngivne Lande, ikke med at ſtride mod Haakon, og at denne Angivelſe, ſom forhen viiſt, ſtemmer bedſt med Tidsregningen og overhoved har den ſtørſte Sandſynlighed for ſig, ſaa kan der neppe være nogen Tvivl om, at den ſimplere Beretning ogſaa paa det nærmeſte er den rette[5], og at de mange Fejder, der omtales ſom om de ſkulde have fundet Sted mellem Haakon og Kongerne, og de mange Aar, hvori disſe Fejder ſkulle have varet, alene ſkulde ſenere urigtige Beregninger og Kombinationer deres Tilværelſe. Hermed negte vi ikke at der kan ligge noget ſandt til Grund for Beretningerne om enkelte Begivenheder. Saaledes erfarer man af det gamle Kvad Vellekla, ſom Skalden Einar Skaaleglam digtede for Haakon Jarl og hvori han beſang hans Bedrifter, at Haakon virkelig havde kæmpet med Grjotgard og to andre Jarleſønner, og fældet dem, uden at det dog deraf kan ſees, om denne Kamp foregik paa Møre eller endog i Norge[6]. Ligeledes er det heel ſandſynligt, at Harald og Gudrød ſtrax efter Tryggves Drab ſtevnede mod Haakon, og at denne da ſkyndte ſig at undgaa deres Overmagt ved at ſejle ud ad Trondhjemsfjorden og til Havs, efter at have herjet paa Nordmøre under Forbiſejlingen. Men at han to Gange ſkulde have gjort dette, og at det ſkulde have kunnet være ham muligt, hver Høſt at ſætte ſig i Beſiddelſe af Thrøndelagen, uagtet han havde efterladt ſine Skibe og vel ogſaa de fleſte af ſine Krigere i Helſingeland, medens han ſelv ſom en eenslig Vandringsmand drog over Fjeldet, naar han ej formaaede at bolde ſig der hver Sommer: dette ſynes næſten utænkeligt[7].

Den rette Sammenhæng ſynes altſaa at være følgende. Efter Sigurd Jarls Drab har Haakon, ſom da opholdt ſit i det Indre af Throndhjem, grebet til Vaaben og faaet ſtort Tilløb af Thrønderne, ſaa at Kongerne for det førſte fandt det raadeligt at ſlutte Forlig med ham. Han har derpaa endnu ſamme Høſt (902) haft det ovenomtalte Møde med Tryggve og Gudrød, der gjorde Gunnhild Kongemoder ængſtelig og fremſkyndte Tryggves Gudrøds Død (963) Da han nu ej længer har troet at kunne holde ſig i Throndhjem, iſær da Harald og Gudrød, ſom det fortælles, nærmede ſig med en vældig Hær, har han begivet ſig bort paa den omtalte Maade, ved at ſejle ud til Havs, og derpaa til Danmark, hvor han blev venſkabeligt modtagen af Kongen, og hvor han opholdt ſig om Vintrene, medens han om Somrene laa ude paa Vikingetog i Øſterveg[8]. Imidlertid have Harald og hans Brødre underkaſtet ſig Thrøndelagen og indſat Grjotgard til Jarl paa Lade. Grjotgard og to Jarleſønner, ſandſynligviis hans egne Sønner, ere ſiden faldne i et Slag mod Haakon, hvad enten denne nu har overfaldt dem i Throndhjem, eller, hvad der er rimeligere, angrebet dem paa en af dem foretagen Sejlads eller et Vikingetog. Efter Grjotgards Død har maaſke Erling tiltraadt Beſtyrelſen af Thrøndelagen. Maaſkee han ogſaa er bleven dræbt tidligere, og Grjotgard førſt da udnævnt til Jarl.

  1. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 33, 39, 40, 41. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 12—15.
  2. Fagrſkinna, Cap. 37.
  3. Endog tildeels de ſamme Ord anvendes paa begge Steder, f. Ex. Hákon … sigldi suðr um Stad svá hafhalt at ekki mátti sjá segl hans af landi; lét hann svá ganga austr með landi ok kom fram i Danmörk (Cap. 39), og: Sigldi Hákon jarl út um eyjar ok svá hafhalt suðr med landi; hann kom fram i Danmörk (Cap. 41). Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at det ved det andet foregivne Tog fra Viken kun er Harald og Gudrød, der omtales ſom Anførere, medens der ved det førſte antydes at alle Brødrene vare med, ſiden et Par af dem ſiges at være blevne tilbage, da Harald og Erling droge ſydover. Thi det var netop Harald og Gudrød, der havde dræbt Tryggve og Gudrød og ſat ſig i Beſiddelſe af Viken.
  4. Landnáma (II. 27, 28) omtaler nemlig en Grjotgard Lade-Jarl, hvis Datterdatter Aasdis var Moder til den bekjendte Ulf Stallar, der døde om Vaaren 1063. Denne Grjotgard Lade-Jarl kan ikke have været nogen anden, end hiin Grjotgard, Sigurds Broder.
  5. Vi ſige „paa det nærmeſte“, da det neppe er rigtigt at Haakon umiddelbart efter Faderens Død forlod Landet. Han maa dog have prøvet den førſte Kamp, hvorom Kongeſagaerne melde, og have holdt Modet paa Oplandene og med Tryggve og Gudrød. Men det er tydeligt nok, at det førſt var den Overmagt, Harald Graafeld fik ved Vikens Undertvingelſe, ſom nødte ham til at flygte. Egentlig behøver man heller ikke at tage Fagrſkinnas Ord ſaa nøje. Den har maaſkee kun villet antyde at Haakon forlod Landet i den nærmeſte Tid efter Faderens Drab.
  6. Verſet af Vellekla meddeles baade i Olaf Tryggv. Saga (Cap. 42) og hos Snorre (Har. Graaf. Saga Cap. 15). Det lyder omtrent ſaaledes: „Fyrſten overvandt ſine Fiender, ſmykket med Hjelmen; dette forøger Kvadets Stof; tre Jarleſønner faldt i Kampen, hvilket tjener Jarlen til den ſtørſte Ære“. Her kaldes Grjotgard viſtnok kun „Jarleſøn“, men Verſifikationen tillod maaſkee ikke at omtale ham anderledes end under eet med de to andre Jarleſønner. At der om Grjotgard har været meget forſkjellige Sagn, ſees af, hvad Thormod Torveſøn meddeler efter det nu tabte Sagahaandſkrift, kaldet Thomasſkinna, nemlig at Haakon Jarl ved det førſte Forlig, han ſluttede med Gunnhilds Sønner, betingede ſig at Grjotgard og nogle andre, han ſelv nævnte, ſkulde forjages fra Landet, men at Haakon ſiden dræbte dem (Torfæi Hist. Norv. II. 243); dette har da været Einar Skalds trende „Jarleſønner“.
  7. For Haakons Fart over Jemteland anføres heller ikke nogen Hjemmel af Skaldekvad. Den maa ſaaledes ej have været omtalt i noget ſaadant, i det mindſte ikke i den paalidelige Vellekla.
  8. I den nys omtalte Thomasſkinna hed det ogſaa, at Haakon Jarl allerede havde været i Danmark, førend han havde Modet med Tryggve og Gudrød (Thorfæi hist. Norv. II. 244). Den førſte Vinter efter ſin Bortrejſe har han viſtnok truet med et Overfald paa Kongerne, ſe ovenfor S. 27.