Det norske Folks Historie/2/5
Tryggve efterlod sig to Døttre, Ingebjørg og Aastrid, men hans Hustru Aastrid var frugtsommelig. Da det efter hendes Mands Død ikke længer var raadeligt for hende at opholde sig i Viken, flygtede hun hemmelig bort med alt det Løsøre hun i en Hast kunde samle. Hun ledsagedes af sin Fosterfader Thorolf Luseskegg. Hendes Hensigt var at begive sig til sin Fader Erik Bjodeskalle paa Oplandene, men dette var ikke let, da Gunnhilds Sønner, der frygtede at hun maaskee kunde føde en Søn, ivrigt stræbte efter at saa hende i sin Vold. Harald og Gudrød havde strax efter Tryggves Drab hjemsøgt hans Gaard og spurgt efter hende, men da var hun heldigviis allerede borte[1]. Hendes paalidelige Venner holdt omhyggeligt Øje med hendes Efterstræberes Bevægelser, for strax at kunne varsko hende, naar der var nogen Fare paa Færde. Derfor har hun vel ogsaa maattet tage store Omveje. Vi gjenfinde hende først ved Randsfjorden, hvor hun skjulte sig tilligemed faa Folk paa en Holm, sandsynligviis ikke langt fra Gaarden Øye i Brandabu paa Hadeland[2]. Tiden, da hiin skulde føde, var nu kommen, og her ude paa Holmen fødte hun en Søn, hvilken Thorolf øste Vand paa og kaldte Olaf efter sin Fosterfader. Under saa farefulde Omstændigheder blev den siden saa berømmelige Olaf Tryggvessøn fød til Verden. Aastrid maatte holde sig skjult paa Holmen den hele Sommer. Da Nætterne begyndte at blive mørkere og Vejret at blive koldere, vovede hun og Thorolf sig videre, dog rejste de, ledsagede af nogle Faa, kun om Natten og skjulte sig om Dagen. En Aften kom de endelig til Ofrestad, hvor Aastrid dog ikke vovede at give sig aabenlyst tilkjende, men sendte i al Stilhed et Bud ind, for at underrette hendes Fader om at hun var der. Erik lod hende og hendes Følge strax vise ind i en Skemme eller afsides staaende Bygning, hvor de bleve vel bevertede; kort efter vendte hendes Ledsagere tilbage, paa Thorolf, dennes sexaarige Søn Thorgils, og et Par Tjenestepiger nær. De forbleve der om Vinteren. Men imidlertid kom et Rygte om, at hun havde født en Søn, for Dronning Gunnhild, som strax besluttede at opspore Aastrid. Det kunde dog ikke ske den Vinter, da hun og hendes Sønner havde saa meget at bestille med Striden mod Haakon Jarl, som det nedenfor skal fortælles[3]. Men om Vaaren sendte hun Folk afsted for at søge efter Aastrid over hele Viken og Oplandene. Dette viser, at hendes Sønner ogsaa maa have underkastet sig disse tilligemed Viken. Udsendingerne kom tilbage, med den Besked, at hun efter størst Rimelighed var hos sin Fader Erik paa Ofrestad, og at sandsynligviis ogsaa hendes Søn var der hos hende. Gunnhild lod nu en af sine meest hengivne Venner, en mægtig Mand ved Navn Haakon[4], begive sig til Ofrestad med 30 bevæbnede Mænd, for at bemægtige sig Aastrid og Olaf. Paa Ofrestad vidste man intet herom, førend Eriks Venner en Aften underrettede ham om at en Skare Bevæbnede, udsendte af Gunnhild, nærmede sig Gaarden. Endnu samme Nat lod derfor Erik sin Datter og hendes Følge stande sig bort. Det var hans Hensigt at sende hende til en af sine gode Venner og fordums Krigskammerater i Svithjod, ved Navn Haakon den gamle. Han medgav hende paalidelige Ledsagere, og saaledes kom de seent om Aftenen næste Dag til Skaun paa Hedemarken (Stange Prestegjeld), hvor de, forklædte som Fattigfolk, bade om Nattely paa en Gaard, der tilhørte den rige, men ugjestfrie og slemme Bonde Bjørn Eiterkveisa. Han jog dem bort, men de vare heldigere paa Nabogaarden Vide hos den venlige Bonde Thorstein, der viste dem den største Gjestfrihed og Omhu. Gunnhilds Udsending Haakon kom til Ofrestad Morgenen efter at Aastrid var dragen bort. Da han ej vilde tro Erik, som forsikkrede at hun var borte, ransagede han den hele Gaard baade ude og inde. Dette medtog flere Timer, saa at Aastrid derved fik desto bedre Forspring. Endelig fik Haakon noget Nys om Aastrids Færd, og skyndte sig nu efter hende saa ivrigt, at han endnu den samme Aften kom til Skaun, hvor han tog ind hos Bjørn Eiterkveisa. Han spurgte denne, om han kunde sige ham noget til Aastrid. Bjørn fortalte, at der tidligere paa Aftenen havde indfundet sig en smuk, men fattigt klædt Kone, med et spædt Drengebarn, og en gammel Mand med en liden Dreng, for at bede om Nattely, men at han havde jaget dem bort, fordi han ej kunde udstaa Tiggere; dog troede han, at de havde faaet Herberge hos hans Nabo Thorstein paa Vide. Disse Ord hørte en af Thorsteins Huuskarle, der havde været ude i Skoven, og paa Tilbagevejen, da han kom forbi Bjørns Gaard og saa en Deel fremmede Gjester, havde standset der en Stund for at se hvad der var paafærde. Alt dette fortalte han Thorstein, da han var kommen hjem; og førend endnu den sidste Trediedeel af Natten var omme, vækkede Thorstein sine Gjester og bed dem med en barsk og uvenlig Tone at vakte sig bort. Denne barske Tone havde han dog kun paataget sig, saa længe Andre vare tilstede; da de vare komne ud paa Vejen, talte han venligt til dem, og sagde dem Aarsagen, hvorfor han endelig maatte se til at faa dem bort, nemlig fordi Gunnhilds Udsendinger hvert Øieblik kunde ventes. Han gav dem en Ledsager for at føre dem gjennem Skoven ned til Mjøsen[5], hvor han raadede dem til at skjule sig mellem Rørene paa en sivbegroet Holm, indtil deres Efterstræbere vare borte. Tidligt om Morgenen red Haakon med sit Følge fra Bjørn ud i Bygden, og spurgte efter Aastrid paa hver Gaard, saaledes ogsaa hos Thorstein. Denne sagde at der havde været nogle Fremmede paa Gaarden den Nat, men at de allerede før Dag vare dragne afsted gjennem Skoven. Haakon bad ham gaa med dem og hjelpe dem at lede, da han bedst kjendte alle Smuthul i Skoven. Thorstein gjorde saa, og raadede dem til at sprede sig og søge hver for sig. De fulgte hans Raad og han viste dem alle paa Veje, der førte til en aldeles modsat Kant fra den, Flygtningerne havde taget. Aldrig saa snart var han alene, førend han løb hjem, hentede et Spædbarn, som tilhørte en Trælkvinde, og skjulte det i noget Krat, hvor Skoven var som tykkest. Da Barnet begyndte at skrige, stimlede alle did, men da de fandt Barnet, saa de nok, at det ej var det, de søgte, og Thorstein, der anstillede sig ganske uskyldig, klagede selv over at man havde holdt dem for Nar[6]. Efter forgjæves at have ransaget Skoven, maatte Udsendingerne drage hjem med uforrettet Sag. Natten derefter gik Thorstein efter givet Løfte ned til det Sted, hvor Flygtningerne havde skjult sig, bragte dem Niste og andre Fornødenheder, og medgav dem en Følgesvend, som var godt kjendt i Svithjod. Og nu kom de uden videre Farer til Svithjod, hvor Haakon gamle tog vel imod dem.
Men Gunnhild Kongemoder hvilede endnu ikke. Da hun hørte at Aastrid og Olaf vare hos Haakon den gamle i Svithjod, sendte hun sin Ven Haakon til Erik Sviakonge med Gaver og venlige Hilsener, for at bede om hans Hjelp til at bevirke Olafs Udleverelse. Kongen sagde at han gjerne skulde medgive ham Folk, men at Haakon neppe derved vilde lade sig afskrække fra at handle som det tyktes ham bedst. Haakons Søn Ragnvald skal just paa denne Tid have opholdt sig hos Kong Erik, hørt hans Samtale med Haakon den norske, og skyndt sig hjem til sin Fader, for at forberede ham paa dennes Ankomst. Strax efter kom Haakon med en stor Skare Folk, som Kongen havde medgivet ham, og bad om at Olaf maatte følge med. Haakon den gamle henviste ham til Aastrid, der naturligviis erklærede, at hun ikke for nogen Priis vilde lade Olaf fare. Med denne Besked maatte Haakon den norske drage bort, men han indfandt sig atter hos Kongen, og bad ham om saa tilstrækkelig Hjelp, at Haakon den gamle skulde blive nødt til at udlevere Olaf, hvad enten han vilde eller ej. Erik føjede ham atter i hans Begjæring, og da Haakon den norske nu kom tilbage til Haakon den gamle, og denne fremdeles var uvillig til at lade Olaf fare, brugte han Trusler eg store Ord. Da løb en Træl ved Navn Buste frem med et stort Møggreb og truede med at slaa og tilsøle Haakon, hvis han ej strax pakkede sig bort. For denne Skam vilde Haakon ikke udsætte sig, men skyndte sig bort, idet han, som det heder, kun med Nød og neppe undgik at blive pryglet af Trællen. Ved Hjemkomsten til Norge med uforrettet Sag kunde han nu til Gunnhilds Ærgrelse fortælle hende at han havde seet Olaf Tryggvessøn uden at kunne faa ham fat. Og nu forbleve Aastrid og Olaf en Tid lang hos Haakon den gamle i Fred og Ro[7].
Hele denne Beretninger i de Sagaer, der meddele den, ej bekræftet med Skaldekvad; der er saaledes ingen anden Hjemmel for dens Sikkerhed, end Rimeligheden og Troværdigheden af de meddeelte nærmere Omstændigheder. Enkelte af disse ere vistnok noget mistænkelige, f. Ex. den to Gange gjentagne Brug af en Holme til Skjulested, Thorsteins List, Bjørn Enerkveisas besynderlige, man skulde næsten tro til denne Begivenhed afpassede Navn; hertil kommer ogsaa den hele Vandrings romantiske Charakteer, og Overbeviisningen om, at Fortællingen om Aastrids Rejse ene kan grunde sig paa hendes eget og hendes faa Ledsageres Udsagn, hvis Rigtighed ej letteligen kunde prøves. Ubetinget Tiltro kan man derfor ikke skjenke denne Fortælling. Ogsaa var der allerede i Oldtiden en anden Beretning om Aastrids Færd, der lod hende strax efter hendes Mands Drab flygte til Orknøerne; og selv denne Beretning fremsættes paa to Maader, deels saaledes at Olaf allerede var tre Aar gammel, da Aastrid drog til Orknø for at undgaa Efterstræbelser af Gunnhild og Haakon, som just da stredes med hinanden om Magten, og at hun, da hendes Færd ej kunde holdes hemmelig, lod Thorolf Luseskegg bringe Olaf tilbage til Norge og derfra under megen Angst til Svithjod[8]; deels saaledes, at hun paa Orknø fødte Olaf til Verden, at det siden var Haakon Jarls Efterstræbelser, som bevægede hende til at sende Olaf til Svithjod under Thorolfs Beskyttelse, at Thorolf tog Vejen over Throndhjem, og at han derfra under de største Farer bragte Drengen til Svithjod[9].
Hvad man altsaa kan betragte som aldeles vist af alt dette, er kun, at Olaf enten var et Spædbarn ved sin Faders Død, eller blev fød strax efter, at Aastrid og han havde mange Farer at bestaa, men at det endelig lykkedes hans Fosterfader Thorolf at bringe ham uskadt til Svithjod, og at han forblev her i et Par Aars Tid.
Gudrød efterlod sig ogsaa en Søn, ved Navn Harald, der, som det ovenfor er omtalt, var sendt til Opfostring paa Grønland, (omtrent det nuværende saakaldte Nedre Thelemarken), hvorfor han sidenefter kaldtes Harald grønske. Hans Fosterfader var Lendermanden Roe den hvide, hvis Søn Rane vidfarle (den vidtberejste) var omtrent jevnaldrende med Harald og hans Fostbroder og fortrolige Ven Efter Gudrøds Drab flygtede Harald med Roe og nogle faa andre Mænd til sine Frænder paa Oplandene, hos hvilke han opholdt lig et Par Aar. Men da Erikssønnernes Efterstræbelser ogsaa gjorde ham dette Tilhold farligt, drog han til Svithjod, og sluttede sig her til en mægtig Mand ved Navn Toste, der af sine hyppige Krigstog fik Navnet Skaguls-Toste[10]. Han drog om Somrene i Viking med ham, og opholdt sig hos ham i flere Aar[11].
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 44, hos Snorre Cap. 2.
- ↑ Se Munthes Anmærkninger til Aalls Oversættelse af Snorre, I. S. 117. Det antydes her, at det omtalte Sted muligviis kan være selve Gaarden Øye, hvis Navn maaskee tilkjendegiver, at den i tidligere Dage har været omflydt. Dog ligge endnu flere Holmer til denne Gaard. Odd Munk lader Aastrid skjule sig og føde Olaf i et lidet Naust. Hvis Ofrestad, efter hvad flere antage, har ligget paa Raumarike eller paa Hedemarken, bliver det altid noget besynderligt, at Aastrid skulde have taget Vejen om Hadeland; dog kunde dette deels forklares deraf, at Efterstræbelserne ofte nødte hende til at tage Omveje, som ovenfor yttret, deels saaledes, at hun er dragen til Søs op ad Dramsfjorden, og derfra til Ringerike og Hadeland, hvilke Landskaber i dette Tilfælde netop vilde ligge i hendes Vej, hvad enten hun agtede sig til Raumarike, til Land, til Hedemarken, eller til Gudbrandsdalen.
- ↑ Se nedenfor, S. 28, 29. Egentlig fejdede de ej mod Haakon selv, men underlagde sig Thrøndelagen, og ventede sandsynligviis Angreb af Haakon.
- ↑ Hos Odd Munk er det Haakon Jarl, som, truet af Gunnhild med Døden, paatager sig at søge efter Aastrid. Umuligheden af at det kan forvolde sig saaledes, er indlysende; slig Magt havde Gunnhild ej over Haakon, hvilken desuden paa denne Tid var borte af Landet. Dog fortæller ogsaa Thjodrek Munk Cap. 4, at Gunnhild tvang ham til at søge efter Flygtningerne.
- ↑ Det er kun Odd Munk, der udtrykkeligt nævner Mjøsen. De øvrige (Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 44, hos Snorre Cap. 1) nævne kun „et Vand“. Det er dog tydeligt nok, at dette Vand maa være Mjøsen, da Heredet Skaun, hvor Gaarden Vide laa, ej kan være noget andet af de flere Hereder ved Navn Skaun i Norge, end Skaun paa Hedemarken eller Stange Præstegjeld, da Navnet Vide ikke findes i noget andet. Her gjenkjendes det derimod i det endnu saakaldte Nord-Vie eller Nord-Vide, i det 13de og 17de Aarhundrede, et Herresæde omtrent ¼ Miil fra Akers-Viken i Mjøsen, hvor der endnu findes flere sivbegroede Holmer. Bjørn Eiterkveisas Gaard har, som Munthe (l. c.) troer, rimeligviis været det nærliggende Ottestad. Men hvis saaledes det Skaun, hvortil Aastrid kom efter en lang Dagsrejse til Fods, og Haakon efter en kort Rejse til Hest fra Ofrestad, er Stange paa Hedemarken, kan Ofrestad neppe være at søge længere derfra end i det højeste 6–8 Mile. Munthe har derfor tænkt sig at Ofrestad er den samme Gaard som Offigstad i Øyer, men denne Gaard ligger dog noget vel langt borte fra Skaun (9 Mile) og skrives desuden i ældre Dokumenter Ufeigstader. Snarere kunde man maaskee med Lange (Nor, II B. S. 491) tænke paa Afrekstad i Sudreim paa Raumarike, men da vilde det igjen blive noget underligt at Erik skulde have ladet Aastrid tage Vejen over Hedemarken. Unegteligt var det meest rimeligt at søge Ofrestad enten paa Land, i Vardal eller Egnen deromkring. Navnet „Vide“ (á Viðum) findes ellers meget forvansket i de fleste Haandskrifter (Vizcom, Viðzlom o. s. v.)
- ↑ Denne Historie om Thorsteins List med Barnet fortælles kun i de vidtløftigere Bearbejdelser af Olaf Tryggvessøns Levnetsbeskrivelse, fornemmelig Odd Munks, der meddeler flere Enkeltheder, som at man kunde vade ud til Holmen i Mjøsen, saa at Vandet ej naaede op til den Kurv, hvori Thorolf bar Olaf, o. s. v. Disse Enkeltheder maa staa ved sit Værd, da man intet Middel har til at prøve deres Egthed.
- ↑ I Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga er det atter Haakon Jarl, som afsendes af Gunnhild til Sverige. Han medbringer efter denne Beretning sin Datter Aude, og kommer til Sverige paa en Tid, da Erik alt havde skilt sig ved sin Hustru Sigrid, efter Styrbjørns Fald; det heder ligeledes siden, at Erik egtede Aude. Alt dette strider saaledes mod Tidsregningen, at det ved første Øjekast viser sig som Opspind.
- ↑ Ágrip, Cap. 14.
- ↑ Historia Norvegiæ, fol. 9. a.
- ↑ Efter Valkyrjen Skagul.
- ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 11. Olaf den helliges Saga, Cap. 11. Ifølge Beregningen her skal Harald have været 2 Aar paa Oplandene og 5 i Sverige indtil Harald Graafelds Død. Men denne Beregning støtter sig paa den forhen omtalte, der skyldes Are, ifølge hvilken Harald Graafelds Død indtraf 15 Aar efter Haakon den godes; den kan altsaa her ej komme i Større Betragtning end hiin.