Det norske Folks Historie/2/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Tryggve efterlod ſig to Døttre, Ingebjørg og Aaſtrid, men hans Huſtru Aaſtrid var frugtſommelig. Da det efter hendes Mands Død ikke længer var raadeligt for hende at opholde ſig i Viken, flygtede hun hemmelig bort med alt det Løsøre hun i en Haſt kunde ſamle. Hun ledſagedes af ſin Foſterfader Thorolf Luſeſkegg. Hendes Henſigt var at begive ſig til ſin Fader Erik Bjodeſkalle paa Oplandene, men dette var ikke let, da Gunnhilds Sønner, der frygtede at hun maaſkee kunde føde en Søn, ivrigt ſtræbte efter at ſaa hende i ſin Vold. Harald og Gudrød havde ſtrax efter Tryggves Drab hjemſøgt hans Gaard og ſpurgt efter hende, men da var hun heldigviis allerede borte[1]. Hendes paalidelige Venner holdt omhyggeligt Øje med hendes Efterſtræberes Bevægelſer, for ſtrax at kunne varſko hende, naar der var nogen Fare paa Færde. Derfor har hun vel ogſaa maattet tage ſtore Omveje. Vi gjenfinde hende førſt ved Randsfjorden, hvor hun ſkjulte ſig tilligemed faa Folk paa en Holm, ſandſynligviis ikke langt fra Gaarden Øye i Brandabu paa Hadeland[2]. Tiden, da hiin ſkulde føde, var nu kommen, og her ude paa Holmen fødte hun en Søn, hvilken Thorolf øſte Vand paa og kaldte Olaf efter ſin Foſterfader. Under ſaa farefulde Omſtændigheder blev den ſiden ſaa berømmelige Olaf Tryggvesſøn fød til Verden. Aaſtrid maatte holde ſig ſkjult paa Holmen den hele Sommer. Da Nætterne begyndte at blive mørkere og Vejret at blive koldere, vovede hun og Thorolf ſig videre, dog rejſte de, ledſagede af nogle Faa, kun om Natten og ſkjulte ſig om Dagen. En Aften kom de endelig til Ofreſtad, hvor Aaſtrid dog ikke vovede at give ſig aabenlyſt tilkjende, men ſendte i al Stilhed et Bud ind, for at underrette hendes Fader om at hun var der. Erik lod hende og hendes Følge ſtrax viſe ind i en Skemme eller afſides ſtaaende Bygning, hvor de bleve vel bevertede; kort efter vendte hendes Ledſagere tilbage, paa Thorolf, dennes ſexaarige Søn Thorgils, og et Par Tjeneſtepiger nær. De forbleve der om Vinteren. Men imidlertid kom et Rygte om, at hun havde født en Søn, for Dronning Gunnhild, ſom ſtrax beſluttede at opſpore Aaſtrid. Det kunde dog ikke ſke den Vinter, da hun og hendes Sønner havde ſaa meget at beſtille med Striden mod Haakon Jarl, ſom det nedenfor ſkal fortælles[3]. Men om Vaaren ſendte hun Folk afſted for at ſøge efter Aaſtrid over hele Viken og Oplandene. Dette viſer, at hendes Sønner ogſaa maa have underkaſtet ſig disſe tilligemed Viken. Udſendingerne kom tilbage, med den Beſked, at hun efter ſtørſt Rimelighed var hos ſin Fader Erik paa Ofreſtad, og at ſandſynligviis ogſaa hendes Søn var der hos hende. Gunnhild lod nu en af ſine meeſt hengivne Venner, en mægtig Mand ved Navn Haakon[4], begive ſig til Ofreſtad med 30 bevæbnede Mænd, for at bemægtige ſig Aaſtrid og Olaf. Paa Ofreſtad vidſte man intet herom, førend Eriks Venner en Aften underrettede ham om at en Skare Bevæbnede, udſendte af Gunnhild, nærmede ſig Gaarden. Endnu ſamme Nat lod derfor Erik ſin Datter og hendes Følge ſtande ſig bort. Det var hans Henſigt at ſende hende til en af ſine gode Venner og fordums Krigskammerater i Svithjod, ved Navn Haakon den gamle. Han medgav hende paalidelige Ledſagere, og ſaaledes kom de ſeent om Aftenen næſte Dag til Skaun paa Hedemarken (Stange Preſtegjeld), hvor de, forklædte ſom Fattigfolk, bade om Nattely paa en Gaard, der tilhørte den rige, men ugjeſtfrie og ſlemme Bonde Bjørn Eiterkveiſa. Han jog dem bort, men de vare heldigere paa Nabogaarden Vide hos den venlige Bonde Thorſtein, der viſte dem den ſtørſte Gjeſtfrihed og Omhu. Gunnhilds Udſending Haakon kom til Ofreſtad Morgenen efter at Aaſtrid var dragen bort. Da han ej vilde tro Erik, ſom forſikkrede at hun var borte, ranſagede han den hele Gaard baade ude og inde. Dette medtog flere Timer, ſaa at Aaſtrid derved fik deſto bedre Forſpring. Endelig fik Haakon noget Nys om Aaſtrids Færd, og ſkyndte ſig nu efter hende ſaa ivrigt, at han endnu den ſamme Aften kom til Skaun, hvor han tog ind hos Bjørn Eiterkveiſa. Han ſpurgte denne, om han kunde ſige ham noget til Aaſtrid. Bjørn fortalte, at der tidligere paa Aftenen havde indfundet ſig en ſmuk, men fattigt klædt Kone, med et ſpædt Drengebarn, og en gammel Mand med en liden Dreng, for at bede om Nattely, men at han havde jaget dem bort, fordi han ej kunde udſtaa Tiggere; dog troede han, at de havde faaet Herberge hos hans Nabo Thorſtein paa Vide. Disſe Ord hørte en af Thorſteins Huuskarle, der havde været ude i Skoven, og paa Tilbagevejen, da han kom forbi Bjørns Gaard og ſaa en Deel fremmede Gjeſter, havde ſtandſet der en Stund for at ſe hvad der var paafærde. Alt dette fortalte han Thorſtein, da han var kommen hjem; og førend endnu den ſidſte Trediedeel af Natten var omme, vækkede Thorſtein ſine Gjeſter og bed dem med en barſk og uvenlig Tone at vakte ſig bort. Denne barſke Tone havde han dog kun paataget ſig, ſaa længe Andre vare tilſtede; da de vare komne ud paa Vejen, talte han venligt til dem, og ſagde dem Aarſagen, hvorfor han endelig maatte ſe til at faa dem bort, nemlig fordi Gunnhilds Udſendinger hvert Øieblik kunde ventes. Han gav dem en Ledſager for at føre dem gjennem Skoven ned til Mjøſen[5], hvor han raadede dem til at ſkjule ſig mellem Rørene paa en ſivbegroet Holm, indtil deres Efterſtræbere vare borte. Tidligt om Morgenen red Haakon med ſit Følge fra Bjørn ud i Bygden, og ſpurgte efter Aaſtrid paa hver Gaard, ſaaledes ogſaa hos Thorſtein. Denne ſagde at der havde været nogle Fremmede paa Gaarden den Nat, men at de allerede før Dag vare dragne afſted gjennem Skoven. Haakon bad ham gaa med dem og hjelpe dem at lede, da han bedſt kjendte alle Smuthul i Skoven. Thorſtein gjorde ſaa, og raadede dem til at ſprede ſig og ſøge hver for ſig. De fulgte hans Raad og han viſte dem alle paa Veje, der førte til en aldeles modſat Kant fra den, Flygtningerne havde taget. Aldrig ſaa ſnart var han alene, førend han løb hjem, hentede et Spædbarn, ſom tilhørte en Trælkvinde, og ſkjulte det i noget Krat, hvor Skoven var ſom tykkeſt. Da Barnet begyndte at ſkrige, ſtimlede alle did, men da de fandt Barnet, ſaa de nok, at det ej var det, de ſøgte, og Thorſtein, der anſtillede ſig ganſke uſkyldig, klagede ſelv over at man havde holdt dem for Nar[6]. Efter forgjæves at have ranſaget Skoven, maatte Udſendingerne drage hjem med uforrettet Sag. Natten derefter gik Thorſtein efter givet Løfte ned til det Sted, hvor Flygtningerne havde ſkjult ſig, bragte dem Niſte og andre Fornødenheder, og medgav dem en Følgeſvend, ſom var godt kjendt i Svithjod. Og nu kom de uden videre Farer til Svithjod, hvor Haakon gamle tog vel imod dem.

Men Gunnhild Kongemoder hvilede endnu ikke. Da hun hørte at Aaſtrid og Olaf vare hos Haakon den gamle i Svithjod, ſendte hun ſin Ven Haakon til Erik Sviakonge med Gaver og venlige Hilſener, for at bede om hans Hjelp til at bevirke Olafs Udleverelſe. Kongen ſagde at han gjerne ſkulde medgive ham Folk, men at Haakon neppe derved vilde lade ſig afſkrække fra at handle ſom det tyktes ham bedſt. Haakons Søn Ragnvald ſkal juſt paa denne Tid have opholdt ſig hos Kong Erik, hørt hans Samtale med Haakon den norſke, og ſkyndt ſig hjem til ſin Fader, for at forberede ham paa dennes Ankomſt. Strax efter kom Haakon med en ſtor Skare Folk, ſom Kongen havde medgivet ham, og bad om at Olaf maatte følge med. Haakon den gamle henviſte ham til Aaſtrid, der naturligviis erklærede, at hun ikke for nogen Priis vilde lade Olaf fare. Med denne Beſked maatte Haakon den norſke drage bort, men han indfandt ſig atter hos Kongen, og bad ham om ſaa tilſtrækkelig Hjelp, at Haakon den gamle ſkulde blive nødt til at udlevere Olaf, hvad enten han vilde eller ej. Erik føjede ham atter i hans Begjæring, og da Haakon den norſke nu kom tilbage til Haakon den gamle, og denne fremdeles var uvillig til at lade Olaf fare, brugte han Truſler eg ſtore Ord. Da løb en Træl ved Navn Buſte frem med et ſtort Møggreb og truede med at ſlaa og tilſøle Haakon, hvis han ej ſtrax pakkede ſig bort. For denne Skam vilde Haakon ikke udſætte ſig, men ſkyndte ſig bort, idet han, ſom det heder, kun med Nød og neppe undgik at blive pryglet af Trællen. Ved Hjemkomſten til Norge med uforrettet Sag kunde han nu til Gunnhilds Ærgrelſe fortælle hende at han havde ſeet Olaf Tryggvesſøn uden at kunne faa ham fat. Og nu forbleve Aaſtrid og Olaf en Tid lang hos Haakon den gamle i Fred og Ro[7].

Hele denne Beretninger i de Sagaer, der meddele den, ej bekræftet med Skaldekvad; der er ſaaledes ingen anden Hjemmel for dens Sikkerhed, end Rimeligheden og Troværdigheden af de meddeelte nærmere Omſtændigheder. Enkelte af disſe ere viſtnok noget mistænkelige, f. Ex. den to Gange gjentagne Brug af en Holme til Skjuleſted, Thorſteins Liſt, Bjørn Enerkveiſas beſynderlige, man ſkulde næſten tro til denne Begivenhed afpasſede Navn; hertil kommer ogſaa den hele Vandrings romantiſke Charakteer, og Overbeviisningen om, at Fortællingen om Aaſtrids Rejſe ene kan grunde ſig paa hendes eget og hendes faa Ledſageres Udſagn, hvis Rigtighed ej letteligen kunde prøves. Ubetinget Tiltro kan man derfor ikke ſkjenke denne Fortælling. Ogſaa var der allerede i Oldtiden en anden Beretning om Aaſtrids Færd, der lod hende ſtrax efter hendes Mands Drab flygte til Orknøerne; og ſelv denne Beretning fremſættes paa to Maader, deels ſaaledes at Olaf allerede var tre Aar gammel, da Aaſtrid drog til Orknø for at undgaa Efterſtræbelſer af Gunnhild og Haakon, ſom juſt da ſtredes med hinanden om Magten, og at hun, da hendes Færd ej kunde holdes hemmelig, lod Thorolf Luſeſkegg bringe Olaf tilbage til Norge og derfra under megen Angſt til Svithjod[8]; deels ſaaledes, at hun paa Orknø fødte Olaf til Verden, at det ſiden var Haakon Jarls Efterſtræbelſer, ſom bevægede hende til at ſende Olaf til Svithjod under Thorolfs Beſkyttelſe, at Thorolf tog Vejen over Throndhjem, og at han derfra under de ſtørſte Farer bragte Drengen til Svithjod[9].

Hvad man altſaa kan betragte ſom aldeles viſt af alt dette, er kun, at Olaf enten var et Spædbarn ved ſin Faders Død, eller blev fød ſtrax efter, at Aaſtrid og han havde mange Farer at beſtaa, men at det endelig lykkedes hans Foſterfader Thorolf at bringe ham uſkadt til Svithjod, og at han forblev her i et Par Aars Tid.

Gudrød efterlod ſig ogſaa en Søn, ved Navn Harald, der, ſom det ovenfor er omtalt, var ſendt til Opfoſtring paa Grønland, (omtrent det nuværende ſaakaldte Nedre Thelemarken), hvorfor han ſidenefter kaldtes Harald grønſke. Hans Foſterfader var Lendermanden Roe den hvide, hvis Søn Rane vidfarle (den vidtberejſte) var omtrent jevnaldrende med Harald og hans Foſtbroder og fortrolige Ven Efter Gudrøds Drab flygtede Harald med Roe og nogle faa andre Mænd til ſine Frænder paa Oplandene, hos hvilke han opholdt lig et Par Aar. Men da Eriksſønnernes Efterſtræbelſer ogſaa gjorde ham dette Tilhold farligt, drog han til Svithjod, og ſluttede ſig her til en mægtig Mand ved Navn Toſte, der af ſine hyppige Krigstog fik Navnet Skaguls-Toſte[10]. Han drog om Somrene i Viking med ham, og opholdt ſig hos ham i flere Aar[11].

  1. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 44, hos Snorre Cap. 2.
  2. Se Munthes Anmærkninger til Aalls Overſættelſe af Snorre, I. S. 117. Det antydes her, at det omtalte Sted muligviis kan være ſelve Gaarden Øye, hvis Navn maaſkee tilkjendegiver, at den i tidligere Dage har været omflydt. Dog ligge endnu flere Holmer til denne Gaard. Odd Munk lader Aaſtrid ſkjule ſig og føde Olaf i et lidet Nauſt. Hvis Ofreſtad, efter hvad flere antage, har ligget paa Raumarike eller paa Hedemarken, bliver det altid noget beſynderligt, at Aaſtrid ſkulde have taget Vejen om Hadeland; dog kunde dette deels forklares deraf, at Efterſtræbelſerne ofte nødte hende til at tage Omveje, ſom ovenfor yttret, deels ſaaledes, at hun er dragen til Søs op ad Dramsfjorden, og derfra til Ringerike og Hadeland, hvilke Landſkaber i dette Tilfælde netop vilde ligge i hendes Vej, hvad enten hun agtede ſig til Raumarike, til Land, til Hedemarken, eller til Gudbrandsdalen.
  3. Se nedenfor, S. 28, 29. Egentlig fejdede de ej mod Haakon ſelv, men underlagde ſig Thrøndelagen, og ventede ſandſynligviis Angreb af Haakon.
  4. Hos Odd Munk er det Haakon Jarl, ſom, truet af Gunnhild med Døden, paatager ſig at ſøge efter Aaſtrid. Umuligheden af at det kan forvolde ſig ſaaledes, er indlyſende; ſlig Magt havde Gunnhild ej over Haakon, hvilken desuden paa denne Tid var borte af Landet. Dog fortæller ogſaa Thjodrek Munk Cap. 4, at Gunnhild tvang ham til at ſøge efter Flygtningerne.
  5. Det er kun Odd Munk, der udtrykkeligt nævner Mjøſen. De øvrige (Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 44, hos Snorre Cap. 1) nævne kun „et Vand“. Det er dog tydeligt nok, at dette Vand maa være Mjøſen, da Heredet Skaun, hvor Gaarden Vide laa, ej kan være noget andet af de flere Hereder ved Navn Skaun i Norge, end Skaun paa Hedemarken eller Stange Præſtegjeld, da Navnet Vide ikke findes i noget andet. Her gjenkjendes det derimod i det endnu ſaakaldte Nord-Vie eller Nord-Vide, i det 13de og 17de Aarhundrede, et Herreſæde omtrent ¼ Miil fra Akers-Viken i Mjøſen, hvor der endnu findes flere ſivbegroede Holmer. Bjørn Eiterkveiſas Gaard har, ſom Munthe (l. c.) troer, rimeligviis været det nærliggende Otteſtad. Men hvis ſaaledes det Skaun, hvortil Aaſtrid kom efter en lang Dagsrejſe til Fods, og Haakon efter en kort Rejſe til Heſt fra Ofreſtad, er Stange paa Hedemarken, kan Ofreſtad neppe være at ſøge længere derfra end i det højeſte 6—8 Mile. Munthe har derfor tænkt ſig at Ofreſtad er den ſamme Gaard ſom Offigſtad i Øyer, men denne Gaard ligger dog noget vel langt borte fra Skaun (9 Mile) og ſkrives desuden i ældre Dokumenter Ufeigſtader. Snarere kunde man maaſkee med Lange (Nor, II B. S. 491) tænke paa Afrekſtad i Sudreim paa Raumarike, men da vilde det igjen blive noget underligt at Erik ſkulde have ladet Aaſtrid tage Vejen over Hedemarken. Unegteligt var det meeſt rimeligt at ſøge Ofreſtad enten paa Land, i Vardal eller Egnen deromkring. Navnet „Vide“ (á Viðum) findes ellers meget forvanſket i de fleſte Haandſkrifter (Vizcom, Viðzlom o. ſ. v.)
  6. Denne Hiſtorie om Thorſteins Liſt med Barnet fortælles kun i de vidtløftigere Bearbejdelſer af Olaf Tryggvesſøns Levnetsbeſkrivelſe, fornemmelig Odd Munks, der meddeler flere Enkeltheder, ſom at man kunde vade ud til Holmen i Mjøſen, ſaa at Vandet ej naaede op til den Kurv, hvori Thorolf bar Olaf, o. ſ. v. Disſe Enkeltheder maa ſtaa ved ſit Værd, da man intet Middel har til at prøve deres Egthed.
  7. I Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga er det atter Haakon Jarl, ſom afſendes af Gunnhild til Sverige. Han medbringer efter denne Beretning ſin Datter Aude, og kommer til Sverige paa en Tid, da Erik alt havde ſkilt ſig ved ſin Huſtru Sigrid, efter Styrbjørns Fald; det heder ligeledes ſiden, at Erik egtede Aude. Alt dette ſtrider ſaaledes mod Tidsregningen, at det ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom Opſpind.
  8. Ágrip, Cap. 14.
  9. Historia Norvegiæ, fol. 9. a.
  10. Efter Valkyrjen Skagul.
  11. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 11. Olaf den helliges Saga, Cap. 11. Ifølge Beregningen her ſkal Harald have været 2 Aar paa Oplandene og 5 i Sverige indtil Harald Graafelds Død. Men denne Beregning ſtøtter ſig paa den forhen omtalte, der ſkyldes Are, ifølge hvilken Harald Graafelds Død indtraf 15 Aar efter Haakon den godes; den kan altſaa her ej komme i Større Betragtning end hiin.