Det norske Folks Historie/2/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Men Sigurd Jarl efterlod ſig en Søn, ſom blev Kongerne en langt farligere Fiende, end han ſelv havde været, og hvis Tapperhed og Statsklogſkab ej alene ſpillede Meſter over Gunnhilds Rænker og Haralds Voldſomhed, men ogſaa banede ham ſelv Vejen til Herredømmet over Norge. Denne Søn var den berømte Haakon, ſiden kaldet den rike, (ɔ: mægtige). Han var paa denne Tid omtrent 25 Aar gammel, altſaa fød henved 937. Han var opkaldt ikke egentlig efter ſin Farfader, men efter Haakon Adelſteensfoſtre, ſom juſt opholdt ſig ved et Julegilde paa Lade, da Bergljot, Sigurd Jarls Huſtru og Thore Jarl den tauſes Datter, den førſte Julenat nedkom med denne Søn, paa hvilken Kongen ſelv øſte Vand, idet han gav ham ſit Navn[1]. Haakon opholdt ſig paa Indhered, da Efterretningen om hans Faders Drab naaede ham. Han var venneſæl og yndet af alle Folk i Landſkabet, derhos havde han mange Frænder, ſaa at det ej var vanſkeligt for ham at faa alle Thrønderne til at rejſe ſig mod Kongerne. Der blev nu, fortælles der, ſtrax et ſaa ſtort Hærløb over hele Throndhjem, at ethvert Skib, der kunde bruges til Strid, blev ſkudt i Søen. Da Hæren var ſamlet, valgte de Haakon til Jarl og Høvding over ſig, og han ſtyrede nu med den hele Skare ud efter Fjorden. Da Gunnhilds Sønner hørte dette, ſkyndte de ſig til Raumsdal og derfra til Søndmøre, og fra begge Sider holdt man Øje med hinanden. Haakon forſvarede Throndhjem ſaa godt, at Gunnhilds Sønner ingen kongelige Indtægter fik derfra, og at ingen af dem engang vovede at komme indenfor Throndhjemsfjordens Munding. Han leverede dem gjentagne Trefninger, og paa begge Sider dræbte de Folk for hverandre. Endelig bleve Bønderne kede af denne Fejde, og begge Partiers fælles Venner lagde ſig imellem for at ſtifte Fred. Det lykkedes omſider at bringe et Forlig iſtand, ifølge hvilket Haakon ſkulde beholde det ſamme Herredømme i Throndhjem, ſom hans Fader havde haft. Dette Forlig bekræftedes med de højtideligſte Troſkabsforſikringer, og der ſkal nu for en kort Tid have herſket ſtort Venſkab mellem Dronning Gunnhild og Haakon, ſkjønt de ogſaa nu og da brugte Kneb og liſtige Raad mod hinanden. Grjotgard havde ſaaledes intet opnaaet ved ſit Forræderi mod Broderen, thi det ſtod ikke engang i Kongernes Magt at opfylde de Løfter, de have givet ham[2].

Den ſtatskloge Haakon lod det imidlertid ikke blive ved at forſvare Thrøndelagen; han ſøgte ogſaa at forſterke ſig ved Forbund med Eriksſønnernes andre Medbejlere om Magten i Riget, nemlig Kongerne Tryggve og Gudrød i Viken. Tryggve herſkede, ſom det allerede ovenfor er viiſt, aldeles uafhængigt tilligemed ſin Fætter Gudrød, Bjørn Farmands Søn[3]. Tryggve opholdt ſig meeſt i den øſtre Deel, det egentlige Viken eller Ranrike, hvilket han, ſandſynligviis tilligemed Vingulmark og Raumarike, der tildeels kunde betragtes ſom hans Arvelande, havde faaet i Len af Haakon Adelſteensfoſtre, og ſom allerede hans Fader Olaf, efter hvad forhen er paapeget, maa have beſiddet efter ſine Brødre Guthorms og Sigtryggs Død[4]. Gudrød derimod opholdt ſig, ſom man ſer, fornemmelig i eller ved Tunsberg, hvor ogſaa hans Fader Bjørn havde boet, og hans egentlige Rige maa derfor have været delt veſtlige Deel af Viken, nemlig Veſtfold og Grønland, med Thelemarken. Det ſynes forreſten ſom om Magten fornemmelig maa have været hos Tryggve, thi deels nævnes han fortrinsviis ſom Konge, deels er der ogſaa Beretninger om ham, ſom viſe, at han maa have haft ſtørſt Anſeelſe[5]. Hans Indflydelſe har viſtnok ſtrakt ſig lige til Gudbrandsdalen, hvor der paa denne Tid atter omtales en Dale-Gudbrand, eller Ætling af den gamle gudbrandsdalſke Herſefamilie ſom Høvding men neppe uden, idetmindſte i Navnet, at ſtaa under en Konges, og i ſaa Fald ſnareſt Tryggves, Overherredømme[6]. Det ſamme var rimeligviis Tilfældet med de øvrige oplandſke Konger af Harald Haarfagres Æt, blandt hvilke der paa denne Tid udtrykkelig nævnes idetmindſte trende, nemlig Halfdan, en Søn af Sigurd Riſe, der tilligemed ſine Fuldbrødre Snefrids Sønner, fik Hadafylke, men ſynes at have overlevet dem alle; og Dag og Agnar, Sønner af Haralds og Alfhilds Søn Ring, hvilken tilligemed ſine Brødre havde faaet Hedemarken og Gudbrandsdalen[7]. De have dog ſnarere kun været anſeede og mægtige Godsejere, end udøvet noget Herredømme. Baade Tryggve og Gudrød vare gifte med anſeede Kvinder. Tryggves Huſtru var, ſom ovenfor omtalt, Aaſtrid, en Datter af Erik Bjodaſkalle, der boede paa en Gaard ved Navn Ofreſtad paa Oplandene[8], af hvilken Omſtændighed man vel ogſaa kan ſlutte ſig til Tryggves Indflydelſe i hine Egne. Erik var en Søn af Vikinge-Kaare, og ſaaledes beſlægtet med mægtige Ætter ſaavel paa Vors, ſom paa Island[9]. Hvad Gudrøds Huſtru hed, nævnes ej, ſandſynligviis har hun haft hjemme

paa Grønland, ſiden hans Søn Harald ſendtes til Opfoſtring der[10]. Tryggves og Gudrøds Bedrifter omtales ikke. Sandſynligviis have vel ogſaa disſe tilbragt de fleſte Somre paa Vikingetog.

Fælles Fare og Fordeel maatte nødvendigviis tilſige Haakon, Tryggve og Gudrød at ſøge hverandres Venſkab. En Høſt, viſtnok ſamme Høſt, Sigurd blev dræbt, drog Jarlen til Oplandene, og der mødte ham efter Aftale ſaavel Tryggve og Gudrød, ſom Dalegudbrand. De ſad længe, fortælles der, og talte hemmeligt med hinanden; ſaa meget kom op, at de havde forbundet ſig til at være hinandens Venner, og dermed hævedes Mødet, idet de droge hver til ſit[11]. Forbundet havde imidlertid ikke den tilſigtede Virkning for Tryggve og Gudrød: det tjente kun til at fremſkynde deres Død. Thi deres Fiender, Gunnhild og hendes Sønner, bleve nu ſaa meget mere mistænkelige, da de gjettede, hvad der viſt ogſaa forholdt ſig rigtigt, at de fire Høvdingers Forbund gik ud paa intet mindre, end at ſkille dem ved Land og Rige; og de beſluttede derfor at komme dem i Forkjøbet[12]. Efter mange Samtaler og Overlægninger mellem Moder og Sønner bleve de endelig enige om følgende Liſt. Ved Vaarens Begyndelſe bekjendtgjorde Harald og hans Broder Gudrød, at de til Sommeren agtede ſig i Viking enten veſtover eller i Øſterveg. De ſamlede Folk, gjorde deres Skibe ſejlfærdige, og udruſtede ſig forøvrigt ſom ſædvanligt. Ved deres Afſkeds-Gilde — det ſkal have ſtaaet hos en fornem Mand i Sogn[13] — blev der drukket ſterkt. Man fornøjede ſig paa de Tider ofte i Drikkelag ved at ſammenligne anſeede Mænd med hinanden, og ikke ſjælden opſtod der Slagsmaal, naar enhver forſvarede fine Venner, og Sammenligningen blev for nærgaaende. Saaledes gik det ogſaa her. Haralds og Gudrøds Mænd begyndte tilſidſt at opſtille deres Herrer mod hinanden. Harald og Gudrød ſelv blandede ſig i Ordſtriden, og ingen af dem vilde erkjende ſig for ringere end den anden. Det ene Ord tog det andet. Tilſidſt greb man paa begge Sider til Vaaben, og det vilde være kommet til Kamp, hvis ikke forſtandige og ædrue Mænd havde lagt ſig imellem. Dog var der nu ikke længer Tale om at Brødrene kunde drage tilſammen paa Vikingetog. De ſkiltes ad og droge hver for ſig, Gudrød øſter efter Landet, og Harald lige ud til Havs. Det viſte ſig dog ſiden, at denne Strid kun var forſtilt. Henſigten var at det ſkulde rygtes til Viken, at Harald og Gudrød vare blevne Uvenner, og at Tryggve derved deſto lettere ſkulde kunne lokkes i de Snarer, Gudrød Eriksſøn efter Aftale med Moder og Broder lagde for ham[14]. Gudrød ſtyrede øſter til Viken og over Folden til Veggeſund yderſt paa Halvøen Sotenes, hvorfra han ſendte Bud til Tryggve med det Forſlag, at de ſkulde drage i Viking tilſammen til Øſterveg[15]. Tryggve, der nu troede Gudrød, og havde hørt at denne havde liden Styrke med ſig, modtog Indbydelſen, trods ſin Huſtru Aaſtrids Advarſler[16], og begav ſig med et eneſte Skib til Gudrød, der imidlertid ſkal have ligget med en overlegen Styrke paa den anden Side af Næsſet[17]. Da Tryggve indfandt ſig ſelv tolvte[18] til Samtale med Gudrød, brød dennes Mænd, ſom han havde lagt i Baghold, frem, og dræbte Tryggve med hans Følge[19]. Tryggve ſkal ſiden være bleven højlagt paa en Ø der i Nærheden, ſom nu kaldes Tryggveø, og hvor man endnu paaviſer hans Gravſted under Navn af Tryggverør. Dette Gravſted har dog ved ſenere Tiders Underſøgelſer viiſt ſig at være en Begravelſe fra den keltiſke Tidsalder[20]. Imidlertid er det ikke uſandſynligt, at en ældre Begravelſe i Haſt har været benyttet til Nedlæggelſen af hans Lig. I tidligere Dage ſkal der have ſtaaet Bautaſtene derover, baade ved Hovedet og Fødderne[21].

Paa ſamme Tid maatte Gudrød Bjørnsſøn bukke under for Harald Graafeld. Denne, ſom alle troede var dragen til Havs, ſejlede kun langt udenfor Landet langsmed Kyſten, indtil han kom til Viken, hvor han ved Nattetid landede ved Tunsberg og hørte at Gudrød ikke var langt derfra paa et Gjeſtebud. Han ilede ſtrax derhen med ſine Mænd og omringede Huſet. Gudrød og hans Mænd gik ud, men faldt efter en kort Kamp, hvorefter Harald ſtrax drog til ſin Broder Gudrød, og forenede ſig med ham. Det var ſaaledes tydeligt for Enhver, at deres Uenighed kun havde været forſtilt. De underlagde ſig nu i Forening hele Viken[22].

Dette er den ſædvanlige Beretning om Tryggves og Gudrøds Drab. Den er ogſaa den ſandſynligſte, og ſtemmer bedſt med alt det øvrige. Imidlertid bar der dog ogſaa været en ganſke forſkjellig Beretning om Maaden, hvorpaa Tryggve kom af Dage. Ifølge denne ſkal Tryggve have ført et ſaa ſtrengt Herredømme over Ranrike, at dets Beboere ej længer kunde taale det, men ſvigagtigt lokkede ham til et Thing, hvor der ſkulde raadſlaaes om Rigets almindelige Bedſte, og hvor han blev dræbt af tre Hirdmænd, ved Navn Saxe, Skorre og Svein, hvilke de øvrige havde beſtukket dertil. Hvorfra denne Beretning hidrører, vides ikke. Uagtet den findes i to forſkjellige Oldſkrifter[23], grunder den ſig dog aabenbart paa een og ſamme Kilde, ſandſynligviis et Lokalſagn, der knyttede ſig til Tryggverør, og hvori maaſkee en ældre Tryggve kan have været forvexlet med en yngre. Beretningen har ikke ſtor Rimelighed for ſig. Om Gudrøds Dødsmaade indeholde hine Oldſkrifter intet.


     Hvis Harald Graafelds Regjeringstid regnes til 15 Aar, og Haakon Jarls til 20 (efter Ágrip), altſaa begge tilſammen 35 Aar, falder Haralds Død ved 976 og Haakons 996, hvilket pasſer temmelig godt.
     Hvis Haakons Død regnes med Odd Munk til 33 Aar efter Harald Graafelds, falder hin ved 1009, derſom Haralds Regjeringstid regnes for 15 Aar, og ved 1004, hvis den regnes for 9; men begge Dele viſe ſig ſtrax urigtige; eller hvis de 33 Aar regnes tilbage fra 995, falder Haralds Død ved 962, hvilket ligeledes er urigtigt.
     Hvis de 13 Aar regnes efter Harald Graafelds Død, falder Toget mod Kejſer Otto ved 981, hvis Haralds Regjeringstid regnes for 9 Aar, og ved 988, hvis den regnes for 15 Aar. Denne Beregningsmaade har Snorre og de fleſte Bearbejdelſer af Kongeſagaerne fulgt, øjenſynligt fordi de alene derved kunde faa Olaf Tryggvesſøn, hvis Fødſel de henførte til 968 eller 969, til at deeltage i Beſtormelſen af Danevirke efter hans Giftermaal med den vendiſke Kongedatter Geira, hvorom der maa have været et gammelt Sagn.
     Men nu veed man (hvorom mere nedenfor) af tydſke Forfattere, at dette Kejſer Ottos Tog til Danmark foregik i Aaret 975, Og at enhver anden Tidsangivelſe følgelig er fejlagtig. Regner man derimod de 13 Aar fra Sigurd Jarls Død, eller fra det Tidspunkt, da Haakon fik Jarlenavn, nemlig 962, da pasſer Angivelſen fuldkommen. Da man nu tillige, hvad der allerede af det ovenanførte fremgaar, maa regne de 33 Aar fra Sigurds Død, bliver der ſtor Sandſynlighed for, at ogſaa de øvrige Angivelſer af ſamme Slags ſkulle regnes fra den Tid, den omhandlede Perſon ſelv begyndte at føre Konge- eller Jarletitel, eller at kalde ſig Herre til Riget, ikke fra hans umiddelbare Formands Død. Anvendes dette paa de 15, 14 eller 9 Aar, ſom tillægges Harald Graafeld, falder hans Død, naar vi regne 15 Aar fra Erik Blodøxes (950) i Aaret 965. De Aar kunne her ej benyttes, da de vilde bringe hans Død op til 959, hvilket er urigtigt; ved de 9 maa altſaa en anden Beregning være fulgt. Erindrer man, at Gamle Eriksſøn, der var Brødrenes egentlige Formand, faldt 956, og at Harald førſt da kom i Spidſen for dem, vil man neppe finde det uſandſynligt, at disſe 9 Aar virkelig regnes fra 956, hvilket ligeledes for Haralds Død giver 965.
     Denne Tidsregning, der bekræfter Rigtigheden af hvad der forhen er antaget om Erik Blodøxes Død, (1 B. S. 731) paa ſamme Tid, ſom den ſtøtter ſig dertil, beſtyrkes paa det fuldkomneſte af nogle Angivelſer i den ældſte ſkriftlige Optegnelſe af Norges Hiſtorie, ſom vi kjende, nemlig Thjodrek Munks. Her heder det i Cap. 5, at Haakon Jarl herſkede i 30 Aar efter Graafelds Død, og i Cap. 6, at Kejſer Ottos Tog — der tillægges udtrykkeligt, at det var Otto II eller rufus, — forefaldt 10 Aar efter Graafelds Død; denne er ſaaledes paa begge Steder beregnet til 965. Viſtnok lader den ogſaa Harald herſke i 12 Aar, men da dette aabenbart ſtrider mod de to indbyrdes med hinanden ſtemmende Angivelſer, maa det rimeligviis kun anſees ſom en Fejl i Tallets Nedſkrivning. Her komme og andre Omſtændigheder i Betragtning Læſer man med Opmerkſomhed Fagrſkinnas 36te Capitel, ſaa ſer man, at det egentlig er

    Forfatterens Henſigt at gjøre Regnſkab for, hvorledes Harald tilbragte ethvert Aar paa Vikingetog, ligeſom ogſaa Gunnhild ifølge de Ord, der hos Snorre lægges hende i Munden, udtrykkeligt ſiger at hendes Sønner hvert Aar droge i Viking. Men hiint Cap. i Fagrſkinna nævner kun fire Somre (altſaa fra 961 til 965). Kormaks Saga beſtyrker paa det merkeligſte Fagrſkinnas Troværdighed, thi den omtaler at Kormak kort efter Haakons Død kom til Harald Graafeld, fulgte med ham paa et Tog til Irland, ſad derpaa to Vintre hjemme, og ledſagede den følgende Sommer Kongen til Bjarmeland. Fagrſkinna lader Kongen i det førſte Aar (961) drage til Danmark, i det andet (962) til Skotland og Irland, i det 3die (963) til Gautland, og i det 4de (964) til Bjarmeland. Den fordeler ſaaledes nøjagtigt Togene paa ſamme Maade ſom Kormaks Saga, uden at man dog her kan tænke paa nogen kunſtigt indrettet Overeensſtemmelſe. Strengt taget fortælle ogſaa de ſtørre Kongeſagaer, ſom det nedenfor vil ſees, egentlig kun om fire Somres Begivenheder, udfyldende den øvrige Deel af de 15 Aar med blotte Tal. Og Mag. Adam ſætter ligeledes, ſom vi have ſeet, Haakons (her Haakon Jarls) Regjering i 30 Aar. Alle de øvrige Aarstal (blandt disſe og Angivelſen i Till. til Landnáma, at Dyrtiden under Graafeld indtraf 80 Aar før 1056) ſynes ſaaledes at burde rettes efter disſe Hovedpunkter: Haralds Død 96.3, og Toget mod Kejſer Otto 975. Bliver Harald Graafelds Regjeringstid end derved kortvarigere end almindeligviis antaget, ſaa vil man dog ikke finde den ſaa opfyldt af Begivenheder, at man ſavner Plads til disſe.

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 12. Olaf Tryggv. Saga Cap. 20.
  2. Snorre, Harald Graafelds Saga Cap. 6. Olaf Tryggv. Saga Cap. 35. Fagrſkinna Cap. 30.
  3. Se ovf. S. 1, 2.
  4. Se ſammeſteds. Det er der omtalt, hvorledes Tryggve efter Historia Norvegiæ baade ſkal have været opfoſtret paa Raumarike, og have herſket der, førend han erhvervede Viken. Ágrip (Cap. 13) nævner ham og ſom Konge paa Raumarike, men da der ſidenefter følger „der paa Sotenes“ ſynes man rigtignok at burde læſe „Ranrike“. Imidlertid kan det dog nok ogſaa være muligt, at der oprindelig har ſtaaet baade „Raumarike“ og „Ranrike“. Thjodrek Munk (Cap. 4) ſiger udtrykkeligt, at han havde faaet Rige paa Oplandene, hvortil Raumarike, men ej Viken, regnes. Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tryggv. Saga Cap. 2, ſom her rigtignok vrimler af hiſtoriſke Fejl, og gjør Tryggve Olafsſøn ſamtidig med Gudrøds Søn Harald Grønſke, ſiger at Tryggve og Harald vare Konger paa Ringerike, hvilket ſynes at være enten en Misforſtaaelſe af den mere omfattende Benævnelſe „Opland“, eller en Forvanſkning af „Ranrike“. Dog lader ogſaa denne Saga Tryggve blive dræbt ved Sotenes og højlagt paa Tryggverør.
  5. Mag. Adam af Bremen, ſom her, efter hvad forhen er nævnt, viſer ſig meget ſlet underrettet om de norſke Forhold, og af Eenhed i Navne har ladet ſig forlede til at forvexle forſkjellige Perſoner, nævner Tryggve (Trucco) ſom Konge i Norge, og ſom en Søn af Haakon den gode, hvilken han igjen forvexler med Haakon Jarl (II 32, jfr. 23). Gudrød maa desuden have været meget yngre end Tryggve, ſiden det heder, at han havde været til Opfoſtring hos ham (Olaf den helliges Saga Cap 11).
  6. Smaakonger paa Oplandene af Haralds Æt, men ſom ikke anſees mægtige nok til at nævnes udtrykkeligt, omtales hos Odd Munk Cap. 19. Om Dale-Gudbrands Herſe-Æt ſe 1 B. S. 338. En Dale-Gudbrand fældtes af Harald Haarfagre 860, ſe ovf. 1 B. S. 466. Gudbrandsdalene tilfaldt ſenere Haralds Sønner med Alfhild, dog vel kun ſom etſlags Overkonger, ſe ovf. 1 B. S. 585.
  7. Se ovf. 1 B. S. 582—586, jevnfør Olaf den helliges Saga Cap 186, hvoraf man ſer at Ring Dagsſøn, Konge paa Oplandene omkring 1016, var en Søn af Kong Dag, Søn af Ring, Søn af Harald. Dette gjentages ogſaa i Eymunds Thaatt Cap. 1, og heraf ſees det, at Dag Ringsſøn maa have været ſamtidig med Eriksſønnerne. Sigurd Syrs, Olaf den helliges Stiffaders, Herkomſt er bekjendt, hans Fader Halfdan, Sigurd Riſes Søn, maa have levet henved 960. Eymunds Thaatt nævner ſom ſamtidig med Ring Dagsſøn Ragnar, Søn af Agnar, Ragnar Rykkils Søns Ragnar Rykkil, ſaa vel ſom Ring, var Harald Haarfagres Sønner. Man ſer forreſten heraf, at der paa Oplandene egentlig kun var tre af Haralds Linjer tilbage eller i Beſiddelſe af nogen Magt, den ſnefridſke, der havde meeſt at ſige i Hadafylke, og den alfhildſke paa Hedemarken, og endelig den ſvanhildſke (nedſtammende fra Olaf, Bjørn og Sigtrygg), der var den mægtigſte af dem alle, og beſad Raumafylke, men nu egentlig hørte hjemme i Viken, og repræſenteredes af Tryggve og Gudrød.
  8. Om Ofreſtad ſe nedf.
  9. Om Erik og hans Slægtſkab ſe ovf. 1 B. S. 577, 771.
  10. Olaf den helliges Saga, Cap. 11.
  11. I Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tryggvesſøns Saga heder det paa dette Sted, at Mødet holdtes mellem Tryggve, Haakon, Harald Grønſke (der er forvexlet med Gudrød), og Guldharald, Knut Dane-Aaſts Søn, der er forvexlet med Gudbrand, aabenbart kun ved en Læſefejl Dana-Gullharaldr f. Dala-Guðbrandr.
  12. Efter Odd Munk blotede Gunnhild til Guderne, for at faa vide, hvad de fire Fyrſter havde talt om, og fik den Frett, at det gjaldt hendes Sønner.
  13. Dette ſiges, uviſt med hvad Hjemmel, hos Odd Munk. Det er imidlertid heel rimeligt, at Gildet virkelig ſtod i Sogn. Dette Gilde kaldtes brautfaraöl (Bortferds-Øl) og et ſaadant ſynes altid at have fundet Sted før Udfarten.
  14. Sagen fortælles noget forſkjelligt hos Odd Munk, og aabenbar fejlagtigt, ſiden Brødrenes Strid her omtales ſom om den fandt Sted for Alvor, hvorved den hele Liſt bortfalder. Det var, heder det, om Retten til Riget, at Striden udbrød. To Dage efter hinanden grebe de til Vaaben desangaaende, og maatte holdes faſt for ikke at komme i Kamp med hinanden. Endelig dømte Dronningen imellem dem ſaaledes, at Harald ſkulde være Overkonge, men til Gjengjeld give Gudrød 30 fuldt udruſtede Skibe; du kan ogſaa, ſagde hun til Gudrød, ſkaffe dig et Rige, hvis du er heldig. Derpaa, fortſættes der, ſamledes Folk, og Gudrød lagde ſig i Vegge-Sund.
  15. Det heder nemlig hos Odd Munk, at han lod Tryggve indbyde til ſig ved nogle Mænd, i hvis Spidſe Thord Ingileifsføn og Thord Egileifsſøn ſtode, men at disſe ſiden, da de merkede, at det hele var et ſvigfuldt Anſlag, forlode Gudrød hver med ſit Skib. Thord Egileifsſøn og Thord Jorunsſøn, hvilket ſidſte paa dette Sted utvivlſomt bør læſes iſtedetfor „Ingileifsſøn“ (i det opr. Haandſkrift viſtnok kun I. son) tilhøre egentlig Legenden om St. Sunniva og vedkomme viſtnok aldeles ikke Tryggves Hiſtorie; de ere aabenbart kun henførte hid, for at deres Navne allerede her kunde forherliges. Det maa heller ikke overſees at, Tryggve ſiges at have boet paa Ringerike, uagtet det dog fortælles, at han blev dræbt paa Sotenes.
  16. At Aaſtrid advarede ham, ſiges kun hos Odd Munk, men det er i ſig ſelv rimeligt. Hun ſkal have fortalt ham en Drøm, hun havde, at en ſtor Guldring, ſom hun bar paa Armen, gik itu, og at det blødede i Bruddet.
  17. Ifølge Odd Munk kom Tryggve med 10 Skibe og lagde ſig paa den ene Side af Sotenes, medens Gudrød, rimeligviis med 30, laa paa den anden. Hvis Hovedangivelſen er rigtig, har Tryggve i ſaa Fald ligget med ſit Skib eller ſine Skibe i Kongshavn, ſtrax i Nord for Gravarne Kirke. Dette er og i ſig ſelv rimeligt af den Grund, at han ſkal være bleven højlagt paa Tryggve-Ø, der ligger veſtenfor Næsſet, ikke ved Veggeſund, der er paa Øſtſiden.
  18. Efter Odd Munk ſelv 20de, medens Gudrød var ſelv 40de.
  19. Dette er Beretningen hos Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 9 og i den yngre Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 36. I Hovedomſtændighederne ſtemmer den med Odd Munks, kun at den er langt ſandſynligere.
  20. Holmbergs Bohuslen 3die B. S. 11.
  21. Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 2. Tryggverør nævnes Udtrykkeligt baade hos Snorre, i den yngre Olaf Tryggvesſøns Saga, og hos Odd, men denne ſidſte tilligemed Ágrip henfører det urigtigt til ſelve Sotenes, medens de øvrige ikke nærmere beſtemme Tryggverørs Beliggenhed. At det laa paa en Ø, ſiges udtrykkeligt i Historia Norvegiæ fol. 8 b.
  22. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 10. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 37. Olaf den helliges Saga, Cap. 11.
  23. Nemlig Historia Norvegiæ og Ágrip. Den førſte (fol. 8 b) fortæller det fuldſtændigt, det andet (Cap. 13) kun korteligt, uden at nævne Navne. Begge meddele dog ogſaa den ſædvanlige Beretning, idet Historia Norvegiæ lader det være uafgjort, hvilken af dem der er den rigtige, men Ágrip derimod udtrykkeligt tilføjer om den ſædvanlige, at „ſaaledes tro de fleſte“.