Det norske Folks Historie/2/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under disſe Omſtændigheder kan det neppe engang ſynes uklogt, at Kongerne efterſtræbte Sigurd Jarls og Kong Tryggves Liv, thi Folkets Kjærlighed og Hengivenhed maatte de nu engang have opgivet Tanken om at vinde, og deres Politik maatte fornemmelig gaa ud paa at herſke ved Skræk. Førſt gik det ud over Sigurd Jarl. Det var imidlertid vanſkeligt at komme ham paa Livet, da han altid var paa ſin Poſt og havde mange Folk om ſig, fordi han ikke troede Kongerne. Gunnhild ſøgte derfor at overtale ſine Sønner til at bruge Liſt. Hun ſpurgte Harald og hans Brødre, fortælle Kongeſagaerne, hvorledes de agtede at lade det gaa med Herredømmet over Throndhjem. „I bære Kongenavn“, ſagde hun, „ligeſom Eders Forfædre, men beſidde kun lidet af Riget og ere mange om dette Lidet; Viken øſter have Tryggve og Gudrød, hvortil ogſaa deres Æt paa en vis Maade berettiger dem, men Sigurd Jarl beherſker hele Thrøndelagen, uden at jeg kan forſtaa hvilken Adkomſt en Jarl har til at unddrage Eder Herredømmet over et ſaa ſtort Landſkab. Det er underligt, at I fare i Viking til fremmede Lande, men lade indenlands Mænd fratage Eder Eders Fædrenearv. Din Farfader Harald, efter hvem du er opkaldt, vilde ikke anſee det for nogen ſtor Sag at berøve en Jarl Liv og Rige, han ſom underkaſtede ſig hele Norge og beherſkede det til ſin

mere Ejendom paa Øen, indtil han blev Enebeſidder af den. Ved denne Lejlighed ſiges det udtrykkeligt om hans Fader Eyvind, at han ej havde været rig paa Gods og heller ikke beſad ſtore Ejendomme. Vi ville imidlertid nedenfor ſe, at han nævnes ſom en af Anførerne i Jomsvikingeſlaget; hans Fattigdom har altſaa ikke hindret ham fra at optræde ſom Høvding. Alderdom“. Harald meente at det ej var ſaa let at tage Sigurd Jarl af Dage, ſom at dræbe et Kid eller en Kalv, da han havde mange Frænder og Venner, og derhos var meget klog og ſaa yndet af Thrønderne, at han, ſaaſnart han ventede noget Angreb af Kongerne, kunde være ſikker paa at alle Thrønderne vilde ſtille ſig paa hans Side. Gunnhild ſvarede, at hendes Mening heller ikke var, at man ſtrax ſkulde begynde aabenbar Fejde med Sigurd; man ſkulde derimod fare frem med Liſt og Læmpe, og oppe-bie en bekvem Lejlighed til at faa Bugt med ham. En ſaadan Lejlighed vilde letteſt tilbyde ſig, naar man opholdt ſig i Nærheden af ham, og hun foreſlog derfor, at Harald og hans Broder Erling tilligemed hende ſelv ſkulde tage deres Vinterſæde paa Nordmøre. Dette ſkede. De begave ſig til Nordmøre, og Harald ſendte Mænd ind til Jarlen med Gaver og venlige Hilſener, for at lade ham ſige, at han vilde ſlutte et ſaadant Venſkab med ham, ſom det, der havde været mellem Kong Haakon og ham; han bad ham derfor komme til ſig, for at de kunde knytte Venſkabsbaandet ſaa faſt ſom muligt. Den kloge Sigurd tog meget venligt mod Kongens Sendemænd og takkede for de venſkabelige Hilſener, men forſikrede at hans mange Forretninger ikke tillode ham at beſøge Kongen. Derimod ſendte han Kongen Gjengaver og de bedſte Hilſener, og hermed maatte Sendemændene drage bort. Men han havde en Broder, ved Navn Grjotgard, der var meget yngre og langt mindre anſeet. Han bar ikke Jarlsnavn, ſkjøndt han dog underholdt en Krigerſkare og plejede at drage i Viking om Somrene. Ogſaa hos ham indfandt Sendemændene ſig med Gaver, Venſkabshilſen og Indbydelſe fra Kong Harald. Grjotgard, der ſynes at have været en ſvag og forfængelig Mand, lovede at komme, og indfandt ſig ogſaa til den aftalte Tid hos Harald og Gunnhild, der toge venligt imod ham, viſte ham den ſtørſte Kjærlighed og Fortrolighed, og ſmigrede hans Forfængelighed ved at ytre, hvor utilbørligt det var, at Sigurd Jarl havde ſaa længe ladet ham være en Mand af ringe Anſeelſe i Sammenligning med ſig ſelv. Disſe Ord løde godt i Grjotgards Øre, og da Kongen nu ſagde, at han ſkulde faa Jarlsnavn og Sigurd Jarls hele Rige, hvis han vilde være dem behjelpelig til at rydde ham afvejen, kunde han ikke modſtaa denne lokkende Udſigt, men tilſagde Kongen ſin Hjelp og Medvirkning. Det aftaltes da, at Grjotgard ſkulde drage hjem til ſin Gaard[1], men beſtandig holde Øje med Jarlen, og ſende Kongen Bud, naar der var god Lejlighed til at komme uforvarende over ham. Ved Afſkeden fik Grjotgard gode Gaver af Kongen Snart indtraf og den forønſkede Anledning. Om Høſten drog Sigurd Jarl paa Veitſler ind i Stjørdalen, og derfra til Aglo, (omtrent det nuværende Skatvol Sogn). Kongernes venlige Tilnærmelſe havde, trods hans Misteenkelighed og Forſigtighed, dog denne Gang forledet ham til, ikke, ſom ſædvanligt, at have mange Folk om ſig, men kun at rejſe med et lidet Følge. Grjotgard ſendte derfor ſtrax hemmeligt Bud til Kong Harald, at der neppe nogenſinde vilde tilbyde ſig en bedre Lejlighed til at overrumple Jarlen. Og endnu den ſamme Nat drog Harald og hans Broder Erling afſted med fire Skibe og meget Folk, og ſtyrede ind ad Throndhjemsfjorden, hvor Grjotgard mødte dem. Det var ſtjernelyſt, og de ſejlede den hele Nat indtil de henimod Morgenen kom til den Gaard, hvor Sigurd var til Gilde[2]. De tændte ſtrax Ild paa Huſene, og brændte Jarlen inde med alle hans Folk. Endnu den ſamme Morgen tidligt forlode de Brandſtedet og roede ud efter Fjorden ſyd til Møre, hvor de opholdt ſig en Tidlang.

Sigurd Jarls Drab forefaldt, ſom det i Sagaerne heder, to Vintre efter Kong Haakons Død. Naar man tager i Betragtning, at Vinternat (14 Oktober) ſandſynligviis allerede var forløben, da Sigurd indebrændtes, og at den anden Vinter ſaaledes allerede var begyndt, maa hans Drab med ſtørſte Rimelighed henføres til Oktober eller November Maaned 962[3].

  1. Det er ikke uſandſynligt, at Grjotgard kan have boet etſteds paa Nordmøre, rimeligviis paa Selven indenfor Agdenes, hvor hans Farfader Grjotgard blev dræbt (Landn. V 7, ſe ovf. 1 B. S. 427), og hvor dennes Høj var oprejſt ſøndenfor Agdenes (Landn. I 17).
  2. Denne Gaard maa efter Beretningens Ord have ligget ved Søen. Det bliver derfor meget rimeligt, hvad Munthe har antaget i Anmerkn. til Aalls Overſættelſe af Snorre, 1ſte Deel S. 108, at Stedet er den ſtore, ved Søen ſmukt beliggende Gaard Auran, hvor der desuden findes en 4 Alen høj og 2 Alen bred Bautaſteen. Man vil og vide, at der før Reformationen ſkal have ſtaaet en Kirke der, hvilket end mere beſtyrker Antagelſen, (ſe Klüwer, Norſke Mindesmerker S. 55).
  3. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 3–6; Olaf Tryggv. Saga, Cap. 33, 34. Olaf den helliges Saga, Cap. 10. Paa de to ſidſte Steder tillægges. der udtrykkeligt, at det er Are Frodes Tids-Angivelſe. Dette ſtemmer ogſaa med hvad der ſenere opgives i Olaf Tryggv. Saga Cap. 104, at Haakon Jarl ved ſin Død 995 var 58 Aar gammel, men ved ſin Faders Død var 25 Aar gammel, og at han fra Faderens Død af havde været Jarl i 33 Aar. Forreſten har Sigurds og hans yngre Broder Grjotgards Alder givet Anledning til megen Tvivl hos dem, ſom henførte deres Fader Haakons Død til henved 870; thi Grjotgard, den yngſte, bliver derved mindſt 92 Aar gammel, og Sigurd endnu ældre. Men det er ovenfor viiſt, at Haakons Død falder omkring 900; Sigurd kan da være fød c. 895 og ved ſin Død 67 Aar gammel, og Grjotgard fem Aar yngre. Ved denne Lejlighed bliver det nødvendigt, allerede foreløbigt at omhandle de vigtigſte Punkter af Tidsregningen for den følgende Deel af Aarhundredet, da man her aldeles ikke kan ſtole paa Sagaernes Angivelſer, hvor det gjelder mere indviklede Kombinationer, efterſom disſe allerede ere iſtandbragte i ældre Tider, ſandſynligviis af Are og Sæmund Frode, ſaaledes at Sagaernes Angivelſer øjenſynligt ere lempede efter dem, ikke at tale om, at de enkelte Angivelſer ikke ſjælden ſtride mod hinanden indbyrdes. Det maa her førſt og fremſt bemerkes, at da de fleſte Sagaberetninger grunde ſig paa Sagaer om enkelte Perſoner eller Ætter, maa de Tidsangivelſer, der kun