Det norske Folks Historie/2/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Harald og hans Brødre vare allerede i deres Opvext blevne døbte i England, men, fortælles der, de kunde dog ikke komme afſted med at chriſtne Folket i Norge; deres hele Virkſomhed til Chriſtendommens Bedſte indſkrænkede ſig alene til at nedbryde Hovene og forſtyrre Blotene; derved paadroge de ſig kun Uvenſkab, uden at vinde mange Proselyter for Chriſtendommen[1]. Kong Haakons Love overholdt de ej ſynderligt, men gjorde, hvad de fandt for godt. Deres Pengebegjærlighed ſkal have gaaet ſaa vidt, at de ſelv gjemte deres Koſtbarheder i Jorden ſom Smaabønder og ikke vilde give deres Mænd ordentlig Sold.

Da Harald og hans Brødre for det førſte kun vare indſkrænkede til Midtlandet, hvor de fornemmelig opholdt ſig paa Hordaland, Rogaland eller inde i Hardanger, og ikke vovede ſig i Nærheden enten af Thrønderne eller Vikværingerne, maatte hine Landſkaber ſnart føle et uſædvanligt Tryk af de talrige og viſtnok temmelig uſtyrlige Skarer, med hvilke Kongerne omgave ſig. De havde, ſiges der, mange Hirder, og droge om, nogle i det indre af Landet, andre langsmed Søen. Allerede denne Omſtændighed maa have været tilſtrækkelig til at frembringe Mangel og Dyrtid, og følgelig til at vække Bøndernes Misnøje. Men dertil kom nu ogſaa virkelige Uaar. Silden og andet Fiſkeri ſlog Fejl. Kornavlingen mislykkedes. Paa Haalogaland laa Sneen hele Sommeren igjennem, ſaa at man maatte holde Kvæget inde og fodre det med Brum[2]. Vi have endnu et Vers af Eyvind Finnsſøn, der, ſom bekjendt, boede paa Haalogaland, hvori han klager over at det ſneede midt om Sommeren, og at de maatte holde Koerne inde og fodre dem med Brum ligeſom Finner[3]. Al denne Nød tilregnede Folket naturligviis Harald og hans Brødre, ej alene fordi de vare pengegridſke og haarde mod Bønderne, men fordi de ødelagde Templerne; thi dette var en Fornærmelſe mod Guderne ſelv, hvilke ſom man troede, til Gjengjeld, hjemſøgte Landet med Hungersnød og Dyrtid Denne Dyrtid og haarde Nød ſatte man endog i Forbindelſe med Navnet paa den Egn, hvor Kongerne ofteſt opholdt ſig, nemlig Hardanger, og der opkom et Sagn om, at det deraf ſkulde have faaet ſit Navn[4].

I Kongernes egen Hird var der Uenighed. Haakon den godes Hirdmænd vare efter dennes Død gangne Harald og hans Brødre til Haande, men der kunde ingen god Forſtaaelſe være mellem dem og Haralds ældre Hirdmænd, ſom nys havde været deres Fiender; Enhver, heder det, tyktes ſin Høvding at være den bedſte. De nye Kongers Tilhængere viſte ſig, ſom man let kan forſtaa, overmodige og hoverende mod de andre, og dette kunde ej andet end ſætte ondt Blod. Ved Haralds Hird opholdt ſig den berømte Skald Glum, Søn af Landnams-Manden Geire paa Island Han henkaſtede engang et triumferende Vers, hvori det hed, at Harald tilgavns havde hevnet ſin Broder Gamles Død, ſiden Haakon var falden i Slaget, og Ravnene drak hans Blod. Verſet blev meget yndet og hyppigt gjentaget af Haralds Hirdmænd. Da Eyvind Finnsſøn, ſom endnu opholdt ſig ved Hirden, hørte det, kvad han et andet Vers, hvori han talte om Gamles Fald, og hvorledes Haakon ſejrrig havde drevet hans Mænd ud i Søen. Ogſaa denne Viſe blev hyppigt kvædet. Men Kong Harald blev meget vred derover, og ſagde: „End elſke I Kong Haakon, det er derfor bedſt at I følge ham og blive hans Mænd“. Eyvinds Venner begyndte nu at frygte for at Harald vilde lade ham dræbe, og bade Kongen om at tilgive ham, idet de lovede paa Evvinds Vegne at han ſkulde gjøre ſin Forſeelſe god igjen. I Betragtning af det Slægtſkab, ſom var mellem dem begge, lovede Kongen ogſaa at tage ham til Naade, naar han vilde blive hans Skald, ligeſom han forhen havde været Haakons, og digte et andet Vers til hans Ære. Eyvind føjede ſig forſaavidt dereſter, ſom han virkelig digtede et Vers, hvori han i Almindelighed priſte Haralds Tapperhed i Vaabentumlen, men uden dog at nævne nogen ſæregen Lejlighed eller noget beſtemt Slag. Heller ikke har Harald mere end nogenledes tilfreds dermed, thi da han hørte det, ſagde han kun: „Lidet, ſkjønt noget“. „Ja“, ſagde Glum Geireſøn, „det er rigtignok lidet, ſom intet er“. „Den Mand bliver os aldrig tro, ſaalænge han lever“, ſvarede Kongen. Da bad Glum Eyvind digte endnu en Viſe om Harald, men den højhjertede og uforfærdede Skald vilde ikke nedlade ſig til tomt Smiger; han gik frem for Kongen og kvad:

Een Drottin alt jeg aatte
endnu før jeg dig kjendte;
Alder mig overvælder,
ej vil den tredje jeg eje.
Tro var jeg Drottnen den dyre,
to Skjolde bar jeg aldrig;
Harald, din Flok jeg kun fylder,
fælde mig ſnart vil Ælde.

Harald ſynes denne Gang at have ladet ham være i Fred, men kun kort Tid opholdt Eyvind ſig nu hos Gunnhilds Sønner. Han drog hjem til ſine Gaarde, og det ſamme gjorde de fleſte af Haakons forrige Hirdmænd. Men han kunde ikke afholde ſig fra, nu og da at give ſin Harme Luft. Uaaret og den almindelige Nød forøgede hans Utaalmodighed. Saaledes kvad han et Par Vers, der ogſaa kom før Kongens Øren, hvori han ophøjede Haakons Tid i Sammenligning med Haralds. „Dengang“, ſagde han, „bare vi Fvrisvoldenes Frø (Guldet) paa Armene, og det prydede Skaldenes Hænder; nu har Kongen gjemt Frodes Terners Meel (Guldet) i Jordens Skjød, og de ſtrenge Herrers Raad ere haarde at døje“. Herover gav Harald Eyvind virkelig “Dødsſag, fordi han, ſkjønt han havde hyldet ham ſom ſin Herre, dog viſte ham ſaa megen Uvenſkab. Eyvinds Venner lagde ſig atter imellem, og fik Sagen bilagt derhen, at Kongen ſkulde tage Selvdom. Kongen dømte Eyvind til at give ham en ſtor og god Guldring, af 12 Øres Vegt, ved Navn Molde, der lang Tid i Forvejen havde været funden i Jorden, og havde tilhørt Eyvinds Fader. Ogſaa i denne Anledning kvad Eyvind et Vers, hvori han gav ſin Misfornøjelſe tilkjende over at maatte ſtille ſig ved et Arveſtykke, for at vinde Kongens Naade[5]. Fra denne Tid ſkriver ſig ogſaa, ſom det ſynes, hiint Vers, hvori Eyvind klagede over Sneen og Dyrtiden paa Haalogaland. Hvor ſtor Fattigdommen og Mangelen blandt de Ringere og mindre Bemidlede maa have været, foreſtiller man ſig bedſt, naar man erfarer, hvor vidt det kom med Eyvind, der dog maa antages at have hørt til de Mægtigſte i Landet. Han havde digtet et Hædersdigt om alle Islændingerne, der havde følt ſig ſaa ſmigrede derved, at de vare blevne enige om at enhver Bonde ſkulde udrede tre Penninge reent Sølv til Bragerløn eller Erkjendtlighedsgave for ham. Da Sølvet fremlagdes paa Althinget, beſluttede man at gjøre en Kappe-Daalk, (ſtor Spænde) deraf; da Arbejdslønnen var fradragen og Daalken var færdig, koſtede den 50 Mark[6]. Den blev ſendt Eyvind, men da var alt hans Løsøre ſaaledes gaaet op for ham, at han maatte hugge Smykket itu for at kjøbe Slagt derfor, og det uagtet Slagt under en ſaadan Dyrtid viſtnok maa have været meget billigt. Den ſamme Vaar kom Spidfen af en Sildeſtiim ind til nogle Udvær; Eyvind bemandede ſtrax et Rofartøj med ſine Huuskarle og begav ſig derhen, for, ſom han ſagde i et Vers, at ſe om han kunde faa noget Sild kjøbt; men da havde han intet andet at kjøbe for, end ſine Pile, hvilke rimeligviis vare koſtbarere end de ſædvanlige[7]. Det fortælles ſiden efter, at hans Søn Haarek maatte begynde ſaa godt ſom forfra med at ſkaffe ſig Landejendom paa Haalogaland[8]: efter al Rimelighed har altſaa Eyvind maattet give Slip paa ſin Gaard. Saaledes gik det viſt ogſaa mange andre, og da de nu i Almindelighed gave Kongerne Skyld for den hele Nød og Ulykke, maa Misfornøjelſen have været ubeſkrivelig ſtor rundt om i Landet. Hertil kom vel ogſaa for en ſtor Deel hos Mange en vis Harme over Danevældet, uagtet det rette Fædrelandsſind neppe endnu kan have været ſaa udviklet hos Folket, at det juſt ſkulde tage ſig ſynderlig nær af at Landet var ſkatſkyldigt eller i politiſk Henſeende underordnet under et andet. Men det kan ikke ſlaa Fejl, at der blandt Kongernes umiddelbare Omgivelſer maa have været mange Daner, til hvilke Kongerne vel ſaa meget nøjere ſluttede ſig, ſom Underſaatternes Hengivenhed aftog, og dette ſpendte Forhold mellem Konger og Folk maa igjen have bidraget til at gjøre Kongernes nærmeſte Omgivelſer mere overmodige og voldſomme, end det ellers vilde have været Tilfældet og plejede at være ſædvanligt.

  1. Snorre, Har. Graaf. Saga Cap. 2. Fagrſk. Cap. 35. „De nedbrøde“, heder det her, „Hov og Blotſkab, men ingen Mand nødte de til at lade ſig døbt“, og ej ſiges der andet om deres Overholdelſe af Troen, end at hvo ſom vilde være Chriſten, var det, og Hedning hvo ſom vilde være det“.
  2. Brum kaldes de Knoppe og Løvkviſte, hvormed Kvæget undertiden fodres i Vaarkniben.
  3. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 17. Fagrſkinna Cap. 35. Ogſaa paa Island ſkal Hungersnøden have været ſaa ſtor, at man maatte ſpiſe Ravne og Ræve, og dræbe gamle Folk og Børn, ſe Tillægget til Landnáma.
  4. Snorre, Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 11. Udledelſen er naturligviis fejlagtig, thi Navnet Hardanger vil kun ſige „Hordernes Fjordegn“, og er viſtnok meget ældre end Eriksſønnernes Tid.
  5. Jeg har her nærmeſt fulgt Fremſtillingen i Fagrſkinna Cap. 35, der ſynes at være den ſimpleſte og naturligſte. Fremſtillingen hos Snorre Sturlaſøn i Har. Graaf. Saga Cap. 1, ſamt i Olaf Tryggv. Saga Cap. 31 og 32 er lidt afvigende; efter denne kvad Eyvind hint ovenanførte Vers, førſt efterat han havde begivet ſig hjem og kvædet de to andre, hvori han dadlede Kongernes Nidſkhed. Harald, heder det, havde da ladet ham hente til ſig. Afvigelſen er dog højſt ubetydelig.
  6. Eet Mark beſtod af 480 Penninge, Daalkens Værdi var ſaaledes 24000 Penninge; da hver Bonde havde givet 3 Penninge, udkommer heraf, naar den fradragne Ardejdsløn tages i Betragtning, et Antal af noget over 8000 Bønder, hvilket ſtemmer temmelig vel med den ovenfor (1 B. S. 556) anſtillede Beregning. Forreſten maa man antage, at Daalken ſelv har været af Guld.
  7. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 18.
  8. Olaf den helliges Saga, Cap. 99 (hos Snorre Cap. 110). Han kjøbte ſig en af de mange ſmaa Gaarde paa Thjøtta, og ſkaffede ſig efterhaanden mere ogmere Ejendom paa Øen, indtil han blev Enebeſidder af den. Ved denne Lejlighed ſiges det udtrykkeligt om hans Fader Eyvind, at han ej havde været rig paa Gods og heller ikke beſad ſtore Ejendomme. Vi ville imidlertid nedenfor ſe, at han nævnes ſom en af Anførerne i Jomsvikingeſlaget; hans Fattigdom har altſaa ikke hindret ham fra at optræde ſom Høvding.