Det norske Folks Historie/2/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon Adelſteensfoſtre havde før ſin Død overdraget Riget til Eriks Sønner, og de toge det ogſaa ſtrax i Beſiddelſe. Saavidt man af en enkelt Sagas Beretning kan ſkjønne, vendte de ikke engang tilbage til Danmark efter Slaget ved Fitje, men indhentedes af de Bud, ſom den døende Konge havde afſendt, og ſkyndte ſig ſtrax nordefter, for at komme til Kong Haakon, hvilken de dog ikke traf levende[1]. De bleve ſtrax tagne til Konger. Men det Rige, hvori de toges til Konger, og ſom de ved denne Overdragelſe erhvervede, var ikke hele Norge. I Viken herſkede Kong Tryggve Olafsſon aldeles uafhængigt. Oplandene ſtode ligeledes under Konger af Harald Haarfagres Æt, der enten vare uafhængige, eller adløde Kong Tryggve, og i Thrøndelagen var Sigurd Lade-Jarl i Beſiddelſe af Magten. Det var altſaa kun Midtlandet, ſom udgjorde Eriksſønnernes egentlige Rige. De vovede for det førſte ikke engang at opholde ſig andenſteds end i det midtre Strøg deraf eller den egentlige Gulathingslag, fordi de frygtede baade Thrønderne og Vikverjerne, der havde været Kong Haakons bedſte Venner. Imidlertid aabnede de Underhandlinger baade med Kongerne i Viken og med Sigurd Jarl, ſiden de ej fandt det raadeligt, ſtrax at beghyde aabenbar Kamp med dem[2]. Det er her tydeligt at ſe, at Tryggve og Sigurd Jarl endnu tildeels havde Overmagten, thi Eriksſønnerne maatte finde ſig i at erkjende ſaavel Tryggve og Gudrød, ſom Sigurd Jarl for Herrer over de Dele af Riget, hvilke allerede Kong Haakon havde givet dem at beſtyre, og om nogen Afgift ſynes der ikke at have været Tale[3]. Den, ſom iſær vandt herved, var Sigurd Jarl, ſom paa den Maade blev ganſke uafhængig, medens han under Kong Haakon havde maattet dele Magten med Kongen.

Norge var altſaa nu deelt i tre indbyrdes uafhængige Hovedriger, nemlig Midtlandet, eller Gulathingslagen tilligemed Raumsdal og Nordmøre, der lød under Erik Blodøxes Sønner[4], Thrøndelagen, hvor Sigurd Jarl herſkede, og Viken, hvor Tryggve Olafsſøn og Gudrød Bjørnsſøn vare Konger, hiin øſtenfor, denne veſtenfor Fjorden, men hvor det dog kun ſynes at have været Tryggve, der egentlig udøvede Magten. Om Raumdølafylke og Haalogaland adlød Eriks Sønner, er uviſt; ſnareſt ſkulde man, paa Grund af Familieforhold og andre Omſtændigheder tro, at begge Landſkaber, og i alle Fald Namdalen, erkjendte Sigurd Jarl for deres Herre, ſkjønt det af hvad der ſenere fortælles om Eyvind Finnsſøn, der havde ſit Hjem paa Haalogaland, ſynes ſom om Eriksſønnernes Herredømme ogſaa ſtrakte ſig did[5]. Oplandene, i det mindſte Raumarike, adløde Kong Tryggve[6]. De ved Kong Haakons Beſtræbelſer ſammenknyttede Thingforeninger vare ſaaledes igjen adſplittede; thi Raumsdal og Nordmøre, ſom ſkulde høre til Froſtathingets Forening, vare nu forbundne med Gulathingslagen. Men ikke nok hermed. Eriksſønnernes Erhvervelſe af Midtlandet maa egentlig betragtes ſom om Danekongen Harald Gormsſøn var bleven dets egentlige Herrer Thi kun ved hans Hjelp havde Eriks Sonner været iſtand til at vedligeholde den uafladelige Feide med Kong Haakon: hans Knæſætning var Harald, den ældſte og mægtigſte af Brødrene, og ved de førſte Angreb paa Viken var det ligeſaa meget Danekongens, ſom deres egne Fordringer, de ſøgte at gjøre gjeldende. Vi have allerede ſeet, hvorledes enkelte Vink ſynes at tyde hen paa, at endog Erik Blodøxe ſtod i et Slags Afhængighedsforhold til Danekongen. Dette træder endnu tydeligere frem ved hans Sønner. Erik Blodøxes Æt kan nu med Rette ſiges at repræſentere den danſke Interesſe i Landet, medens derimod Tryggves og Gudrøds repræſenterer Uafhængighedens[7]

Navnene paa de af Eriks Sønner, der efter Haakon den godes Død førte Kongenavn i Norge, angives forſkjelligt. At den ældſte, Danekongens Knæſætning, hed Harald, derom ere alle Beretninger enige. Heller ikke tviſtes der om, at der foruden ham var to andre Brødre, Gudrød[8], der af Nogle kaldes Gudrød Ljome, og Sigurd Sleva. Fremdeles nævne de paalideligſte Sagaer en fjerde Broder, ved Navn Ragnfred, og en femte, ved Navn Erling, hvilken ſidſte dog i to andre Oldſkrifter omtales ſom falden i Slaget ved Fitje[9]. Dette faar ſtaa ved ſit Værd: at han overlevede dette Slag og tiltraadte Regjeringen i Norge med ſine Brødre, har meeſt Sandſynlighed for ſig, hvilket ogſaa i det Følgende nærmere vil viſe ſig.

Harald, den ældſte af Brødrene, var, ſaaledes vidne alle Beretninger, den af dem, der havde meeſt at ſige, og ſom derfor kan betragtes ſom den egentlige Overkonge. Men ſaavel han, ſom hans Brødre, beherſkedes igjen for en ſtor Deel, ja ſaa godt ſom ganſke, af deres liſtige Moder Gunnhild. Hvert Aar laa de desuden ude i Viking, og i deres Fraværelſe har derfor hun ſandſynligviis ført Regjeringen. Harald ſkal have været den ſmukkeſte og dygtigſte af Brødrene. Hans Skjønhed maa have været uſædvanlig ſtor, ſiden et Vers er opbevaret om ham, hvor det heder:

Over Ilden paa Graafeld
Øjet dvæler fornøjet[10].

I den Draape, Skalden Glum Geireſøn digtede[11] om ham, heder det etſteds, at han kunde ikke mindre end tolv forſkjellige Idrætter eller Legemsfærdigheder[12]. Alle Brødrene, ſiges der, vare de ſkjønneſte Mænd, ſterke og ſtore og vældige Idrætsmænd. Stundom fore de alle tilſammen, ſtundom hver for ſig; de vare grumme og modige, ſtore Stridsmænd og meget ſejrſæle[13]. Haralds Mænd, ſiges der ogſaa etſteds, holdt meget af ham, ſkjønt han var haard mod Bønderne[14]. Denne Charakteriſtik er betegnende, thi man ſeer deraf tydeligt, hvad der tillige fremgaar af Allt, hvad der ellers fortælles om ham og hans Brødre, at de, uden at ſtøtte ſig til Folkets Yndeſt, ſøgte at holde ſig oppe ved at omgive ſig med en dem aldeles hengiven og opofret Skare af Stridsmænd, hvoraf vel endog de fleſte vare Udlændinger. At Arinbjørn Herſe nu vendte tilbage til Norge og indſattes i ſine forrige Værdigheder, forſtaar ſig af ſig ſelv. Han fik hele Firdafylke i Forlening, blev den øverſte Forftander for Hæren og Landværnet, og var en af Kong Haralds fornemſte Raadgivere[15].

Harald er almindeligviis bekjendt under Tilnavnet Graafeld. Anledningen til dette fortæller Snorre Sturlaſøn ſaaledes: „Det traf ſig en Sommer, at et Havſkib, ladet med Skindvare og tilhørende islandſke Mænd, kom fra Island og ſtyrede ind i Hardanger, fordi de havde hørt at der vare mange Folk ſamlede, efterſom Kongen juſt opholdt ſig der. Men da man kom for at handle, vilde ingen kjøbe Skindene. Styremanden, ſom allerede forhen var kjendt med Kong Harald, gik nu til denne og klagede ſin Nød for ham. Kongen, ſom var nedladende og meget lyſtig, lovede at komme til ham, og indfandt ſig ogſaa ſnart paa en fuldt udruſtet Skude. Han ſaa paa Varerne og ſpurgte Styremanden, om han vilde forære ham en Graafeld (Pelsverkskappe). „Gjerne“, ſvarede denne, „om det ſaa var flere“. Da tog Kongen en Graafeld, kaſtede den om ſig, og gik derpaa ned i ſin egen Skude. Men førend han roede bort, havde allerede enhver af hans Mænd kjøbt ſig en Feld; og i de følgende Dage kom der ſaa mange, der vilde kjøbe Felde, at Forraadet ikke engang ſtrak til det halve Antal. Siden blev Kongen kaldet Graafeld“[16].

  1. Fagrſkinna, Cap. 34.
  2. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap 1.
  3. Se ovf. 1 B. S. 711. Det heder udtrykkeligt i Snorres Harald Graafelds Saga Cap. 3, at Sigurd Jarl efter Eriks-ſønnernes Thronbeſtigelſe raadede ene for hele Thrøndelagen, medens det derimod i Cap. 6 omtales, at i Haakons Tid havde baade denne og Sigurd haft Rige der.
  4. Snorre, Harald Graafelds Saga Cap. 3. I Historia Norvegiæ fol. 8 a. tales der kun om „zona maritima“ ſom undergiven Eriksſønnerne.
  5. Ellers vilde nemlig ikke Harald kunne have aftvunget Eyvind Bøder for hans Vers, ſe nedf. S. 8. Dog er det ogſaa muligt, enten at dette er ſkeet paa Haralds Tog til Bjarmeland (ſe nedenfor) eller at Eyvind ſom en Ætling af Berdlu-Kaare kan have haſt Ejendomme i Nordfjord. At Haalogaland ſenere regnedes ſom en Deel af Ldejarlernes Fædrenebeſiddelſer, er viſt, ſe nedf. § 10, 11.
  6. At Tryggve baade var opfoſtret i Raumarike, og førſt var Konge der, førend han blev Konge i Viken, ſiges i Hist. Norv. fol. 8 b. I dette Fald har han altſaa beſiddet Raumarike. Sammenhængen hermed har vel egentlig været denne: da Harald Haarfagre overdrog Viken, Raumarike og Thelemarken til ſine Sønner Olaf, Bjørn og Sigtrygg (ſe 1 B. S. 585) har Olaf faaet det egentlige Viken øſtenfor Folden, Bjørn Veſtfold med Grønland (vi erfare at hans Sønneſøn Harald blev opdragen der) og Thelemarken; og Sigtrygg, der upaatvivlelig var opkaldt efter og beſlægtet med hiin Sigtrygg Eyſteinsſøn, der ved Halfdan Svartes Regjeringstiltrædelſe (ſe 1 B. S. 400) herſkede paa Raumarike (Sigtryggs og Olafs Morfader, Eyſtein Jarl paa Hedemarken, var viſtnok enten en Søn eller Sønneſøn af Kong Sigtryggs Broder Eyſtein, Konge paa Hedemarken, omtalt S. 400), har faaet dette, eſter Haralds Princip helſt at give ſine Sønner Forleninger, hvor de efter deres Mødreneæt havde hjemme. Efter Sigtrvggs Død, der ej udtrykkeligt omtales, har hans Heelbroder Olaf fulgt ham i Raumarike, ligeſom han fulgte Bjørn i Veſtfold, og efter Olaf har vel igjen Tryggve anſeet ſig eneberettiget til Raumarike ſaavelſom til øſtre Viken.
  7. Se ovf. 1 Bind, S. 7–13. Saxo, 10de B. S. 177 og 478, ſiger udtrykkeligt, at Harald Eriksſøn lovede Harald Blaatand at betale ham Skat, hvis han ved hans Hjelp underkaſtede ſig Norge, og at han virkelig, efter at være bleven Konge, betalte ham Skatten. I Jomsv. S. Cap. 6 ſiges der, at Harald Graafeld indeſad med Danekongens Skatter. I Olaf d.Helliges Saga, Cap 72 (hos Snorre Cap. 71) lægges ogſaa disſe Ord den ſvenſke Kong Olaf i Munden: „Gunnhilds Sønner bleve tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen“. Man ſkulde ellers næſten formode, at Eriks Sønner med Glæde have grebet Meldelſen om Haakons frivillige Afſtaaelſe, ja maaſke endog ſelv opfundet og udſpredt Beretningen derom, for ſaaledes at fritages fra Forpligtelſen til Harald Gormsſøn. Uagtet Mag. Adam af Bremens Beretning om Norges Konger paa denne Tid, efter al Sandſynlighed grundet paa Danekongen Svens Udſagn, er fejlagtig, rimeligviis fordi forſkjellige Perſoner, der bare ſamme Navn, ere forvexlede, er den dog i flere Henſeender oplyſende. I Norge, heder det (Cap. 2.2), „herſkede paa Harald Gormsſøns Tid Haakon (Haccon), hvilken Nordmændene fordreve, da han viſte ſig tyranniſk, men ſom Harald indſatte igjen og fik gunſtig ſtemt mod de Chriſtne. Denne Haakon var meget gruſom, af Ingvars og Jøtners Æt, og var den førſte, der fik Kongemagten i Norge, medens det tidligere regjeredes af Jarler (duces). Haakon herſkede i 30 Aar, efterladende Hartild (Harald) ſom Arving, hvilken ſaaledes beherſkede baade Danmark og Norge“. Ved Haakon den grumme, af Ingvars og Jotners, d. e. af Ingves (Odins) og Skade, Jotnen Thjasſes Datters, Æt (Haaleygjatal udleder udtrykkeligt, efter Snorres Udſagn, Haakons Herkomſt fra Ingve og Seming Skades Søn), der indſattes af Harald og herſkede 30 Aar (ſe nedf. S. 12, 13), tænker Mag. Adam aabenbart paa Haakon Jarl, om hvis Jarletitel der ogſaa indeholdes en dunkel Erindring i den forreſten fejlagtige Angivelſe, at han aller førſt ſkulde have antaget Kongenavn. Men naar det heder, at han efterlod Riget til Harald, da er det igjen tydeligt, at han ſorvexles med Haakon d. gode, og dette er og paa en vis Maade Tilfældet i Cap. 32, hvor Tryggve udgives for Haakons Søn, thi naar han ſkulde være en Søn af Haakon, kunde denne Haakon ej vare Jarlen, men alene Tryggves Farbroder, Lensherre og ſaa godt ſom Adoptivfader Haakon Adelſteensfoſtre. Om den Harald eller Hartild, der ſkulde have efterfulgt Haakon, er der ſtørre Tvivl. Thi derved kan Mag. Adam have tænkt paa Harald Gormsſøn ſelv, der jo virkelig under Haakon Jarls Regjering var Norges nominelle Konge, og ſaaledes beherſkede baade Danmark og Norge; og han kan tillige have meent Harald Graafeld, der viſtnok ej beherſkede Danmark, men dog havde haft og maaſkee endnu havde Forleninger i Danmark. Hvis der ej er en Fejl indløben i Skrivemaaden „Hartild“, ſynes det viſtnok ſom om Forfatteren derved vil antyde en fra Harald Gormsſøn (Haroldus) forſkjellig Perſon. Man kunde vel og tænke ſig Hartildus ſom en ved Afſkriverens Unøjagtighed eller falſk Lydopfatning bevirket Sammenſmeltning af Haroldus Grafeldus (Harfeldus, Hartildus).
  8. Gudrøds Navn er ved Trykfejl blevet udeladt, ovenfor i 1 B. S. 756.
  9. Nemlig Ágrip Cap. 6 og Hist. Norv. fol. 8 a. Se 1 B. S. 765.
  10. Ágrip Cap. 8.
  11. Om Glum, ſe nedf. S. 6.
  12. Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 2.
  13. Snorre, l. c.
  14. Fagrſkinna, Cap. 36.
  15. Egils Saga, Cap. 80.
  16. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 7.