Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/Fortale

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Nærværende Bind af „det norske Folks Historie“, danner tilligemed det allerede udkomne første Bind Verkets første Deel, der omfatter Tidsrummet fra de ældste Tider indtil Norges Konsolidation som en fuldstændigt organiseret Stat, og fremstiller saaledes Norge i Perioden af dets Tilbliven. Med Hensyn saavel til den Omstændighed, at Verket bliver saa meget større end fra først af paaregnet, som til de fra mine Forgængeres Meninger afvigende Resultater, hvortil jeg ogsaa her paa flere Steder ved mine selvstændige Granskninger af Kildeskrifterne er kommen, har jeg intet andet at sige, end hvad jeg allerede i Fortalen til første Bind har bemerket. Den, som med Opmerksomhed har gjennemlæst nærværende Bind, vil neppe kunne paavise en eneste Beretning eller Undersøgelse, der kunde kaldes overflødig, eller som uden Skade før Fuldstændigheden kunde have været udeladt, og det eneste, hvorover man maaskee kunde anke, var, at jeg ikke fra først af havde anstillet nøjagtigere Beregninger over Verkets sandsynlige Omfang: men det ligger her netop i Sagens Natur, at ingen foreløbige Beregninger kunde blive nøjagtige. Hvad Afvigelserne fra ældre Forfatteres Meninger angaar, da har jeg ogsaa her overalt, hvor de ere fremsatte, anført de Grunde, der have bestemt mig: Læseren kan saaledes fremdeles fælde en selvstændig Dom om Beskaffenheden af min historiske Kritik. Naar jeg her udtaler Haabet om at denne Dom vil falde nogenledes gunstigt ud for mig, er det i Særdeleshed fordi det, som jeg tror, vil være indlysende for Enhver, at jeg kun har haft for Øje at udfinde Sandheden, uden at lade mig lede enten til højre eller venstre af Nationalfordomme og politiske Hensyn, eller af eensidig Hængen ved forud opgjorte Systemer. Da imidlertid de nordiske Rigers Historie mere end de fleste andre Landes har haft den Skjebne at blive tildannet paa nationale og politiske Bihensyns Prokrustes-Seng, indtil endelig den kunstige Skikkelse, den saaledes fik, af Mængden blev anseet for den rette og naturlige; og da hiin Stræben efter at lade nationale og politiske Bihensyn bestemme den historiske Gransknings Resultater næsten endog temmelig naivt godkjendes eller endog udsættes som det sædvanlige, har det ikke kunnet undgaaes at jeg, saa vel som de øvrige, der med mig danne den saakaldte nyere norske historiske Skole, mere eller mindre maa have vakt deres Mishag, der endnu ej have frigjort sig fra det ældre Systems Indflydelse og holde sig til de allerede opstillede Satser: et Mishag, som ogsaa nu og da har været udtalt, ikke egentlig over nærværende Verk, der hidtil ej i Norden selv er blevet underkastet nogen offentlig Granskning, men over Resultaterne af vor Historieforskning i Almindelighed. Jeg har i den Anledning udgivet et eget lidet Skrift „Om den saakaldte nyere historiske Skole i Norge“, hvori jeg, saa udtømmende, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre, har søgt at godtgjøre de tidligere Systemers Fejl, og det Ugrundede i den Paastand, at andre Hensyn end Sandhedens Opdagelse alene skulde lede vore Granskninger og styre vore Penne. Til dette Skrift, der paa en vis Maade kan betragtes som en Hjelpe-Fortale til nærværende Verk, henviser jeg derfor dem af mine Læsere, der nærmere ønske at gjøre sig bekjendte med Sagens nærværende Stilling[1].

Af de Kildeskrifter, jeg ved Udarbeidelsen af nærværende Bind har benyttet, ere flere, for saa vidt de ogsaa benyttedes ved første Bind, omtalte allerede i Fortalen til dette. Blandt dem, jeg her nærmere tror at burde omtale, ere først og sremst de to Hovedskrifter, af hvilke jeg især har øst, nemlig Olaf Tryggvessøns Saga og Olaf den helliges


blindt den grebne’ Sigtelse for hadesuldt Sindelag mod Broderfolket, som Insinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indsee, at den eneste Grund, der har bragt mig til at antage det usandsynligt, at Nordmændene indvandrede over Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i saa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de store Skove, der omgave dette, vilde have standset deres videre Fremtrængen, i det mindste mod Vesten, og at den eneste Aarsag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disse Skoves uigjennemtrængelighed for en Indvandringsflok, medens i modsat Fald, det vil sige, ifald Skovene havde været saa farbare, at de ikke standsde Nordmændenes Fremtrængen, ganske vist ogsaa Sviarne selv, under den for alle germaniske Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage saa langt mod Vest som muligt, vilde have trængt videre frem, maaskee lige til Norge, og i alle Fald ikke have slaaet sig til Ro ved Mælaren: – naar man, siger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indsee dette, da har jeg intet mere dertil at sige, end at det er den blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnskabens Værdighed usorenelige, og i alle Fald barnlige og smaalige, Nationalforfængelighedens Forstokkethed, mod hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min Indvandringshypothese opført paa en saadan Nationalforfægelighedens Grundvold, vil have Vanskelighed ved at forklare, hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for sørste Gang, og uden nogen Forgængers Exempel, at tillægge den største Deel deraf, altsaa af Indbyggerne i Norges frugtbareste og bedst befolkede Egne, gøtisk, følgelig saa godt som svensk, Herkomst, og hvorledes jeg længer henne i mit Verk kan bære over mit Hjerte, saa uforbeholdent at omtale svenske og danske Kongeætters Herredømme over Norge, deres større Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges sildige Optræden som organiseret Stat ved Siden af Sverige og Danmark. Thi en patriotisk Historieskriver i den Forstand, hvori hiin svenske Anmelder, der sinder „Norskhedsiver“ i ej at lade Nordmændene „berøre svensk Grund“ ved deres Indvandring, synes at tage Benævnelsen, skulde naturligviis omhyggeligt have skjult ethvert saadant Forhold, der er mindre hæder1igt for den norske Nation og saaledes mindre smigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min Mening kan Historieskriveren visselig lægge sin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender yderste Flid paa at opklare saa meget af Fædrelandets Historie, fremdrage saa mange hidtil ubekjendte Fakta, berigtige saa mange af de hidtil herskende, skjeve Anskuelser, som muligt, uden Hensyn til, om han derved kommer til at støde an enten mod sine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den historiske Virksomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør sig gjeldende i den størst mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldstændighed ved Samlingen og Granskningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Historie konstrueres. Men i Materialiernes Anvendelse og Historiens Konstruktion har alene Kosmopolitismen sin rette Plads. Saga i deres forskjellige Bearbejdelser. Af dem begge findes to Hovedbearbejdelser, een ældre, som jeg har kaldet legendarisk, fordi den med Forkjærlighed dvæler med de legendemæssige og i det overnaturlige spillende Bedrifter, hvilke Sagnet har tillagt hine to, af Christendommens Grundfæstelse i Landet fortjente Konger, især den sidste; og een yngre, som jeg har kaldet historisk, fordi den, uden just ganske at slaa Vrag paa det legendariske og overnaturlige Stof, dog især holder sig til virkelig historiske Begivenheder, fremstiller stundom endog Begivenheder, der i den legendariske ere overnaturlige, paa en naturlig og sandsynlig Maade, og stræber efter at iagttage streng Chronologi. Forfatteren til den legendariske Olaf Tryggvessøns Saga kjender man: det er Munken Odd Snorressøn i Thingøre Kloster paa Island, der i Aarene mellem 1170 og 1200 udarbejdede en saadan paa Latin, hvilket Verk strax efter, uvist af hvem, maaskee endog af ham selv, blev omarbejdet paa Modersmaalet. Forfatteren af den legendariske Olaf den helliges Saga kjendes ikke; men i den Form, hvori vi kjende Sagaen selv, nemlig saaledes som den viser sig i det eneste fuldstændige Haandskrift, der er opbevaret til vor Tid – en Kodex fra det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel – synes den at hidrøre fra Tidsrummet mellem 1160 og 1180; ja da vi besidde Brudstykker af et endnu ældre Haandskrift end hiint, og den oven angivne Tidsbestemmelse kun grunder sig paa en Angivelse i en enkelt Legende, der maaskee kan have været udeladt i det ældre Haandskrift, er det endog muligt at Hovedtexten selv er endnu ældre: i det mindste røber saavel den korte, naive og tildeels ubehjelpelige Fortællemaade, som andre Omstændigheder, at den er kjendeligt ældre end Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga. Ogsaa den historiske Olaf den helliges Saga er, skjønt det Stof, den behandler, er yngre end den historiske Olaf Tryggvessøns Sagas, dog ældre end denne. Vi have endnu et Haandskrift af denne historiske Olaf den helliges Saga, der, efter Skriften at dømme, neppe er yngre end 1250, maaskee endog skriver sig fra det 13de Aarhundredes første Tider[2], medens den historiske Olaf Tryggvessøns Saga nærmest er at ansee for en af Abbed Berg i Tveraa paa Island omtrent ved 1330, med Benyttelse af ældre historiske Optegnelser, navnlig Snorre Sturlasøns, foretagen Bearbejdelse af en Olaf Tryggvessøns Historie, som den med Odd Munk omtrent samtidige Gunnlaug, ligeledes Munk i Thingøre, forfattede paa Latin[3].

Dette Forhold mellem begge Kongers Sagaer er saare merkeligt. Det synes, som om Trangen først har været følt til at nedskrive og efter mundtligen sortalte Sagastykker at udarbejde en fuldstændig Saga om Norges Nationalhelgen, Olaf den hellige; først en legendarisk og siden en historisk. Efter dette Forbillede dannedes siden ogsaa en legendarisk og en historisk Olaf Tryggvessøns Saga. Hermed vil jeg dog kun antyde Tids-Forholdet mellem begge de legendariske og begge de historiske Sagaer indbyrdes. Jeg mener ej, at den historiske Olaf den helliges Saga skulde være ældre end den legendariske Olaf Tryggvessøns Saga. Begge de legendariske Sagaer tilhøre umiskjendeligt en Tid, da Sagaskrivningen befandt sig paa sit ældste Standpunkt, de historiske derimod en Tid, hvor den havde naaet sin Fuldkommenhed. Hvad der er charakteristisk for den historiske Olaf den helliges Saga, der umiskjendeligt har tjent som Mønster for Olaf Tryggvessøns, er dens ypperlige, heelt igjennem om een Forfatter vidnende Sprog, og den Nøjagtighed, hvormed Begivenhederne ere ordnede for hvert Aar af Kongens Regjering. Denne Nøjagtighed er endog saa stor, at den har en modsat Virkning af den tilsigtede, idet den nemlig vækker Mistanke om, at Ordningen grunder sig paa Sagaskriverens egen Kritik, ej paa de gamle Traditioner selv. Vist er det, at saavel hiint udmerkede, sig selv overalt ligt forblivende Sprog, som andre højst charakteristiske Omstændigheder, tildeels Fejltagelser[4], lægge for Dagen, at Skriftet ikke slethen gjengiver de ældre Traditioner i deres oprindelige Form, men at disse, hvoriblandt og de, den legendariske Saga indeholder, ere af Sagaskriveren blevne bearbejdede og redigerede til et sammenhængende, velordnet Heelt. Men desuagtet ere Tidsangivelserne i det hele taget saa rigtige, og flere af Beretningerne, hvoriblandt mange der ej findes i den legendariske Saga, og hvis oprindelige Form saaledes ej kjendes, saa omstændelige og med et saadant Præg af tro Opbevarelse, at vi ej kunne andet end fatte den største Tillid til Egtheden af hvad Forfatteren meddeler, og antage, at han maa have været i Besiddelse af saa nøjagtige og fuldstændige Data, at han ved dem har været sikret mod alle store Fejltagelser; endog saaledes, at han paa flere Steder har det rette, selv om Begivenheder, der angaa England, hvor langt ældre engelske Forfattere tage Fejl[5]. Den specielle Kritik af Sagaens Angivelser har jeg under Fortællingens Gang anstillet i de Anmærkninger, der ledsage Texten, og behøver saaledes nu kun at henvise dertil. Hvilken for øvrigt Forfatteren af Sagaen er, bliver vanskeligt at bestemme. Det eneste, man nogenlunde med Vished kan sige om ham, er at han maa have været en Islænding, hvilket kan sees saavel af enkelte Ytringer, som af de paa sit Sted anførte Fejltagelser, der røber en med Forholdene i Norge mindre bekjendt Mand. Hvis man kunde antage, at Snorre Sturlasøns Skribentvirksomhed faldt saa tidligt, som førend hiint gamle Haandskrift blev ført i Pennen, vilde intet være rimeligere end at antage ham for dets egentlige Forfatter, hvorved ogsaa mange andre literær-kritiske Spørgsmaal, der ellers ere virkelige Gaader, vilde kunne finde sin Besvarelse. Men det er her ikke Stedet, nærmere at udbrede mig herover, og jeg henviser desangaaende til den omstændelige Behandling af dette Emne i Fortalen til den nye Udgave af Olaf den helliges Saga. Her er det tilstrækkeligt, at have paapeget denne Sagabearbejdelses Fortrinlighed og store Troværdighed i det hele taget, fornemmelig hvad Tidsregningen angaar.

Da den Bearbejdelse af Olaf den helliges Saga, som indeholdes i Snorre Sturlassøns saakaldte Heimskringla, saa godt som Ord til andet er den samme, som hiin nys omhandlede, har jeg saaledes allerede udtalt min Dom om den. Desforuden har Snorre i sit Verk ogsaa leveret en kortfattet Olaf Tryggvessøns Saga. Hvorledes denne, med alt sit Værd, dog, hvad Tidsregning og Kritik angaar, lader meget tilbage at ønske, er ligeledes paavist, fornemmelig i den chronologiske Undersøgelse S. 284–286, ligesom jeg ogsaa desangaaende kan henvise til Anmerkningerne, der ledsage min „Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga“. Den Tanke ligger ikke meget fjernt, at Snorres Olaf Tryggvessøns Saga maaskee er det første Forsøg paa at redigere de enkelte, deels i Norge, deels paa Island existerende, for en stor Deel legendariske, Sagn om denne Konge til en ordentlig historisk Saga. At dette ikke er lykkets saa godt, som ved Redaktionen af Olaf den helliges Saga, hvad enten nu denne skyldes Snorre eller ej, er ej at undres over, da deels Materialierne aabenbart have været færre, magrere og usikrere; deels en Hovedfejl allerede, som det synes, temmelig tidligt er kommen ind i Tidsregningen, idet man endelig vilde have Olaf til at have deeltaget i Kejser Otto’s Tog og Danevirkes Bestormelse 975, hvilket man derfor – skjønt uden at man derved blev synderlig hjulpen – henførte til 988 (se ovenfor S. 13, 70, 89). Med Tidsregningen for de fem Aar af Kongens korte Regjeringstid er denne Saga neppe stort heldigere, da den i det mindste etsteds indeholder en formelig Selvmodsigelse (se S. 286). Denne sidste Fejl er vel berigtiget i den store „Olaf Tryggvessøns Saga“, men saaledes, at Berigtigelsen har Præget af mere at støtte sig til en af Ordneren selv anvendt Kritik og Konjektur, end bestemte faktiske Oplysninger. Hans Chronologi er imidlertid saa god, passer saa godt med hvad man andensteds fra veed, og lader sig desuden, hvad Enkelthederne angaar, saa vanskeligt kontrollere, at man her intet andet Valg har, end at antage den for rigtig. Det hele Tidsrum af Olafs Regjering er desuden saa kort, at en eller anden Fejl i Enkelthederne – thi større Fejl findes neppe – ej vilde kunne gjøre synderlig Skade. Dertil kommer, at der her kun er Spørgsmaal om Rigtigheden af Begivenhedernes Fordeling, thi de anførte Begivenheder selv have i det hele taget Troværdighedens Præg.

Olaf Tryggvessøns Saga indbefatter i vidtløftig Forstand ogsaa Fortællingen om hans Faders Drab og de Forholde, der bevirkede det, altsaa ej alene Harald Graafelds Regjering, men ogsaa Haakon den godes, for saa vidt som det var under ham, at Tryggve Olafssøn blev Konge i Viken, og kom i Kamp med Erik Blodøxes Sønner; af Harald Haarfagres egen Historie maatte det ligeledes berøres, hvorledes Fiendskabet opstod mellem Erik Blodøxes Linje og den, hvortil Tryggve og Olaf hørte; derved blev det især nødvendigt at omtale Haralds Giftermaal og hans mange Børn. Dette er Aarsagen, hvorfor den større Olaf Tryggvessøns Saga indeholder saa meget af de foregaaende Kongers Historie. Af samme Grund indeholder ogsaa Olaf den helliges Saga en Deel deraf. Det meste af disse indledende Beretninger i begge Sagaer er, som man tydeligt kan see, hentet fra Snorre, og der er saaledes al Grund til at antage, at han ogsaa er den første Sammensætter af denne tidligere Deel af Norges Konge-Sagaer, hvorved det er øjensynligt, at hans Materialier have været saare magre. Alt, hvad han har haft, er aabenbart kun en Deel Skaldekvad, enkelte usikre Sagn, og Are Frodes, ikke altid rigtige, chronologiske Beregninger. Det er derfor i det hele taget temelig faa egentlige Fakta, vi kunne hente herfra, og hvad vi finde, maa baade i faktisk og chronologisk Henseende underkastes den skarpeste Kontrol ved Jevnførelse med fremmede, i det mindste i chronologisk Henseende paalideligere, Skribenter[6].

Det udtog af Norges Kongesagaer, som siden Thormod Torvessøns Tid er bekjendt under Navnet „Fagrskinna“, og som tydelig viser sig at være en, af Snorre aldeles uafhængig, og i sin ældste Skikkelse maaskee endog for hans Tid i Norge foretagen Bearbejdelse af de paa den Tid existerende Kongesagaer, (altsaa, hvad begge Olafers Historie angaar, kun af de legendariske Sagaer, og med Hensyn til de endnu tidligere Kongers Historie, af de ældgamle Sagn), kan flere ved flere Lejligheder anvendes til at fuldstændiggjøre og berigtige de vidtløftigere Kongesagaer, fornemmelig af den Grund, at den øjensynligt fremstiller Sagnene i deres oprindelige Form, uden noget Forsøg paa at tillempe eller berigtige dem. Det er her netop Fraværelsen af al Kritik eller Konjekturering, som giver dette Skrift sit Værd. Men det maa bruges med megen Varsomhed, og det er desuden en Følge af dets fragmentariske Charakteer, at det ved flere vigtige Spørgsmaal ingen Oplysninger angiver.

I Forbindelse med de ældre, legendariske Bearbejdelser af begge Olafers Sagaer maa vi nævne en tredie, der synes at være samtidig med, og i sin hele Charakteer har meget tilfælles med dem, medens den i Troværdighed staar langt tilbage for dem, nemlig „Jomsvikingasaga“. Hovedhensigten med denne Saga er at fremstille Jomsvikinge-Slaget efter de Sagn, nogle Islændinger, der havde deeltaget deri, bragte hjem til sin Fødeø, og hvilke, allerede i sig selv vistnok temmelig overdrevne og unøjagtige, i Tidens Løb, som man tydeligt kan see, endnu mere forvanskedes. Som en Indledning til den vidtløftige Beskrivelse af Slaget maa man ansee, hvad der forudskikkes om Jomsvikingesamfundets Stiftelse og ældre Historie, og dets Stifteres Forhold til de danske Konger. Her befinder Sagnfortælleren sig øjensynlig paa et fremmed Felt, hvor han ej føler sig hjemme; Fortællingen udarter til Svadsighed, og Usandsynlighed dynges paa Usandsynlighed. Men med alt det, at Sagen saaledes savner næsten al historisk Troværdighed, indeholder den aabenbart flere virkelige Oldsagn, der endog i den forvanskede Skikkelse, hvori de meddeles os, ere af Interesse.

Til vor egen Literatur høre ogsaa, foruden de islandske Familiesagaer, der lejlighedsviis omhandle norske Anliggender, flere mindre, deels paa Norsk, deels paa Latin forfattede Udtog af Kongesagaerne, nemlig det nedenfor under Navnet Ágrip citerede, ældgamle Saga-Uddrag, neppe stort yngre end 1190; den throndhjemske Munk Thjodreks omkring 1180 paa Latin forfattede Udtog af den norske Kongehistorie, og den, ligeledes paa Latin forfattede, kun til Olaf den hellige gaaende, og i sin Heelhed alene i et enkelt Papirhaandskrift opbevarede Historia Norvegiæ[7]. Alle disse Udtog slutte sig alene til de ældre Bearbejdelser af Sagaerne, ikke til den, vi nærmest have troet at maatte tillægge Snorre. De ere saaledes kun at betragte som Supplementer til hine.

Af Forfattere udenfor vor egen Literatur, af hvis Skrifter jeg ved Udarbejdelsen af nærværende Bind har hentet Oplysning, maa jeg fremdeles nævne den danske Saxo. Da han umiskjendeligt har benyttet indenlandske danske Traditioner, er hans Verk i alt, hvad der vedkommer Begivenheder, fælles for Damnark og Norge, af den største Interesse, og vilde være det end mere, hvis han ej, hvad der er ligesaa umiskjendeligt, havde deels blandet de egte Sagn med egne Konjekturer, fremstillede med samme Tilforladelighed som Sagnene selv, deels endog vilkaarligt forvansket disse – altsammen ifølge den Frihed, den historiske Skole, han tilhører, holdt for tilladeligt. Denne middelaldersk-historiske Skole troede nemlig en saadan Vilkaarlighed tilladelig, saa ofte der var Spørgsmaal om at fremtræde som noget andet og mere end en blot og bar, tør Annalist. Den samme Skole havde i England sine Repræsentanter i Viljam af Malmsbury, Wallingford o. fl., i Skotland i Fordun, i Sverige i Ericus Olai og fornemmelig Johannes Magnus, endog saa sildigt som i det 16de Aarhundrede. Denne Skole var ej tilfreds med at samle og gjengive, den formelig skabte historisk Materiale. Længere henne i Verket, hvor Saxo mere nærmer sig sin Samtid, bliver han, som bekjendt, langt paalideligere og nøjagtigere. Men i Harald Gormssøns, Sven Tjugeskeggs og Knuts Historie er han endnu meget ufuldstændig, svævende, og ukritisk. Men af hvilken Værd enkelte af hans Oplysninger desuagtet kunne være, viser sig især af hvad vi nedenfor S. 103–106 have oplyst om den rette Tid, da Jomsvikingeslaget stod. Han er nemlig den eneste, som udtrykkeligt henfører det til Harald Gormssøns Tid.

De af mig her benyttede tydske Forfattere har jeg allerede for det meste omtalt i Fortalen til 1ste Bind. Thietmar af Merseburg og Widukind have, som man af det nedenfor S. 69, 70, 87–90 udviklede vil see, været mig til overordentlig Nytte ved Afgjørelsen af det vanskelige, men især for Norges Tidsregning saa vigtige Spørgsmaal om Kejser Ottos Tog til Danmark, og Harald Gormssøns Forhold til de nordtydsk-slaviske Anliggender. Om jeg, som jeg haaber, har bragt denne Sag nogenledes paa det Rene, da skyldes det fornemmelig Thietmars samtidige, authentiske, Oplysninger. Endnu mere umiddelbare Oplysninger for Norges Historie, især Kirkehistorien, indeholder Mag. Adams Verk. Hans Notitser ere af yderst Vigtighed, fordi de, fornemmelig hidrørende fra den danske Konge Sven Ulfssøns Meddelelser, baade saa at sige ere authentiske, og tillige ældre end dem, vore egne Sagaer meddele. Men ikke desmindre maa de bruges med stor Varsomhed, just fordi de kom fra Kong Sven, der her selv som Partihøvding bliver mindre paalidelig, og tillige fordi de ere farvede af den Misnøje, en bremisk Gejstlig nødvendigviis maatte føle ved de norske Kongers Bestræbelser for at emancipere Landskirken fra den bremiske Erkebiskops Omraade og derimod bringe den til at holde sig nærmere til den engelske, hvorfra den oprindeligen var udgaaet. Hos Mag. Adam findes desuden flere aabenbare Fejl, hvad enten de nu grunde sig paa falsk Opfatning af det fortalte, eller paa forsætlig Fordrejelse[8].

De engelske, af mig fornemmelig benyttede, historiske Kildeskrifter har jeg ligeledes omtalt i Fortalen til første Bind. Det fornemste af dem, nemlig Chronicon Saxonicum maa jeg dog her beskrive lidt nøjere, da det hovedsageligt er dets Angivelser, paa hvilke Tidsregningen for den nedenfor behandlede Periode beror, og det saaledes kommer nøje an paa at bestemme, hvilke af dets Angivelser ere at ansee for egte og samtidige, og hvilke derimod tilhøre sildigere Tider. Dette har af de hidtil existerende, mere eller mindre ukritiske Udgaver været saa godt som umuligt at udfinde, og selv i den nyeste og bedste Udgave i Monumenta historica Britanniæ er det vanskeligt nok, thi ogsaa her savnes, hvad der aabenbart er aldeles nødvendigt, og hvad den historiske Kritik paa sit nærværende Standpunkt med Bestemthed sordrer, særskilte Aftryk af hver enkelt Codex for sig, eller i det mindste en saadan Gjengivelse af de i enhver Codex meddeelte Notitser, at man strax kan see, hvilken hver enkelt af dem tilhørte. Det er saaledes endog ved den sidst nævnte Udgave paa enkelte Steder tvivlsomt, i hvilken Codex en eller anden mistænkelig Angivelse er at søge eller savnes. Det er imidlertid deels ved nøjagtig Granskning af Udgavens Fortale, deels ved Undersøgelse af Originalhaandskrifterne selv, som jeg tror, nogenledes, lykkets mig at udfinde disses indbyrdes Forhold, og da det saavel for at forstaa, hvad jeg med Hensyn dertil nedenfor ytrer i Noterne, som for andre, der ogsaa ønske at benytte Chronicon Saxonicum er af Vigtighed at have denne Sag bragt paa det Rene, vil jeg her i Korthed anføre det nødvendigste derom. Af Chronicon Saxonicum findes der nu 7 Codices. Den ældste, der gaar fra Julius Cæsar til 1070, er skreven med een og samme Haand fra Begyndelsen indtil 891, efter hvilket Aar Indtegnelserne ere gjorte med forskjellige Hænder, hvilket viser, at den, der skrev Begyndelsen, levede omkring 891, og at derfor saavel hvad der er skrevet med hans Haand omtrent en Generation før dette Aar, som hvad der senere er indtegnet med forskjellige Hænder, er at betragte som samtidigt med Begivenhederne selv. Dog maa det bemerkes, at enkelte Notitser før 891 hist og her ere tilføjede, deels paa aabenstaaende Steder, deels i Stedet for udraderede Stykker, med en Haand fra det 12te Aarhundrede – hvilke Tilsætninger saaledes ingenlunde kunne ansees for egte –, og at Codex egentlig ophører ved 925, efter hvilke Aar Notitserne kun ere yderst faa[9]. Den anden Codex, skreven heel igjennem med een Haand fra anden Halvdeel af det 10de Aarhundrede, slutter med 977; hvad den indeholder fra 950 eller maaskee fra 940 af, er saaledes at betragte som samtidigt med Begivenhederne. Fra 896–918 viser den sig tydeligt at have copieret en anden Codex, da den to Gange indfører Notitser fra disse Aar[10]. Den tredie Codex er skreven med een Haand til 1016, siden, indtil 1076, hvor den ophører, med flere; den kan altsaa ansees for at meddele samtidige Efterretninger omtrent fra 986 eller 976; imidlertid synes det, af Sproget og andre Omstændigheder at dømme, som om Tilføjelserne efter 1016 ikke ere indtegnede Aar for Aar, men derimod neppe førend i det 12te Aarhundrede, hvorved deres Paalidelighed bliver mindre. Den fjerde Codex er skreven med een og samme Haand indtil 1046, hvoraf man altsaa kan slutte, at de omtrent fra 1016 til 1046 indtegnede Notitser ere skrevne af en med Begivenhederne selv samtidig Mand. Siden efter forekomme forskjellige Hænder, indtil 1056, hvor den egentlig ophører, men en Haand fra det 12te Aarhundrede har siden tilføjet en Deel Notitser om Slaget ved Stanfordbridge 1066[11]. Af den Omstændighed, at de to ældste Haandskrifter saa godt som intet indeholdende fra Kong Knuts og hans Sønners Tid, medens Notitserne derom i den tredie ere øjensynligt yngre end i den sidst omtalte fjerde, har jeg taget Anledning til, for Knytlinge-Periodens Vedkommende at kalde denne sidstnævnte Codex „den ældste“, thi hvad den indeholder derom er unegteligt det ældste man har, og det eneste, som er samtidigt med Begivenhederne selv: dens Notitser ere saaledes for denne Periode, hvis Tidsregning frembyder saa mange Vanskeligheder, af den største Vigtighed. Den femte Codex, med en Haand fra 11te Aarhundrede, blev allerede i 1644 aftrykt af Wheloe, der paa den Maade fik sin Udgave af Chron. Saxon. istand; en Ildebrand har senere fortæret den, paa tre Blade nær; men af Wheloes Udgave seer man, at den ej naaede længer end til 1001, og den afgiver saaledes ingen Oplysning med Hensyn til den for os vigtigste Tid, nemlig Danekongernes Herskerperiode[12]. Endelig ere der to yngre Haandskrifter, af hvilke det ene er skrevet med een Haand lige til 1122, og saaledes ikke ældre end denne forholdsviis sildige Tid, det andet, ledsaget af en latinsk Oversættelse, er ligeledes skrevet med een Haand fra 12te Aarhundrede, og meget skjødesløst behandlet[13]. Disse to yngste Haandskrifter have for Knuts og hans Sønners Tid meget, der ikke findes i hiint, som jeg ovenfor har kaldt det ældste, f. Ex. om Knuts Rejse til Danmark og Slaget i Helgeaa 1025 (se nedenfor S. 733-735); om hvorledes Knut forjog Kong Olaf i 1028; om hans Rejse til Rom i 1031: Notitser, af hvilke flere findes deels hos Florents af Worcester, der, som jeg i Fortalen til første Bind har nævnt, døde i 1118, og saaledes bliver at ansee som meget ældre end hine Codices, deels (f. Ex. om Slaget i Helgeaa 1025 m. m.) først hos Henrik af Huntingdon, der skrev e. 1150. Her bliver det næsten sandsynligere, at disse Haandskrifter have laant fra Florents og Henrik, end omvendt, og Notitserne selv have derfor aldeles ikke Samtidighedens Fortrin, men deres Værd kan alene bedømmes efter den Maalestok, der lægges til Grund for Bedømmelsen af Florents, Henriks og andre med dem samtidige Annalisters Troværdighed. Det forholder sig aabenbart med disse Annalister, som med den samtidige nordmanniske Forfatter Viljam af Jumiéges, at de paa en eller anden Maade maa have faaet deres Kundskab om Begivenhederne under Danevældet supplerede med Efterretninger fra Danmark selv, eller i det mindste fra Norden: navnlig sporer man i Beretningen om det i 1025 forefaldne Helgeaa-Slag, om hvilket jeg nedenfor (S. 734) har fremsat den Formodning, at det maaskee torde være forskjelligt fra det i 1027, umiskjendelig en vis Overeensstemmelse med Saxo, eller den af denne fulgte Kilde; ligesom ogsaa de noget forlængede Notitser om Olaf den hellige bære Præg af at være paavirkede af de om ham allerede mod Slutningen af det 11te Aarhundrede gængse Legender. Beretningen om Olafs Fordrivelse ved Knut 1028–30, og om dennes Udenlandsrejse 1031, findes og i den ovennævnte tredie Codex, men det er saa langt fra, at man heraf kan slutte til Beretningernes Ælde, at deres Tilværelse i Haandskriftet tvertimod er en af Bevisgrundene for at denne Deel deraf ikke er ældre end det 12te Aarhundrede. Af desto mere Vegt ere derimod de faa Angivelser, der findes i det fjerde, for Knytlingetiden det ældste, Haandskrift. Det er saaledes fuldkommen afgjørende, naar dette ved 1028 omtaler Knuts Tog til Norge med 50 Skibe, naar den henfører Olaf den helliges Død til 1030, og Haakon Jarls til samme Aar, men noget tidligere; og det indeholder maaskee det ældste udenlandske Vidnesbyrd, man kjender, om Olafs Hellighed, idet det efter at have omtalt hans Død tilføjer: „og var siden hellig“; thi denne Tilføjelse maa skrive sig fra Aaret 1046 eller de nærmest paafølgende, altsaa endnu ikke 20 Aar efter hans Død. Hvor man kunde blive vildledet, om man antog alle Notitser i hvilkensomhelst Codex af Chron. Saxonicum for paalidelige, og ikke gjorde Forskjel paa dem efter de Codices, hvor de findes, derpaa indeholder det tidligere (I. 669) omtalte Udsagn om Gange-Rolfs første Ankomst til Frankrige et godt Beviis. Der staar i Udgaverne blandt Angivelserne for 876: „I dette Aar gjennemfor Rodla Nordmandie med sin Hær, og herskede 50 Vintre“. Kunde denne Angivelse antages for samtidig, da var det jo det uimodsigeligste Vidnesbyrd om Rigtigheden af Dudos Beretning Men ikke at tale om, at Angivelsen selv allerede nævner 50 Aar og saaledes røber, at den i alle Fald maa være nedskreven 50 Aar efter 876, og følgelig ej kan være samtidig, mangler den desuden i alle Haandskrifter, undtagen de to sidstnævnte, der ere fra det 12te Aarhundrede, og ikke ældre, men snarere yngre, end Florents af Worcester og Henrik af Huntingdon. Den har saaledes aldeles intet Værd som authentisk eller samtidig med Begivenheden. Undersøge vi nu, i hvad Forhold den staar til de øvrige engelske Annalister, der have benyttet Chron. Sax.; da finde vi,at den ej oprindeligt forekommer i det ældste Haandskrift af den med Rolf og Ælfred selv samtidige Assers Biographi af den sidstnævnte Konge, men derimod er tilføjet med en senere Haand, og med Tillæg: om denne „Rollo“ see mere i Annalerne“. Her sigtes til de saakaldte asserske Annaler, hvor vistnok ogsaa Beretningen staar, men endog med Tilføjelse af et Uddrag af Dudos Fortælling om Rolfs Drøm og om hans videre Bedrifter. Hos Ædhelred forekommer den ej. Derimod heder det hos Florents ved 876: Rolle cum suis Normanniam penetravit XV. Kal. Decbr., og hos Henrik af Huntingdon: Hoc anno Rollo cum suis Normanniam venit. Hiin med Datum ledsagede Angivelse har ogsaa den med Florents omtrent samtidige, af Fødsel engelske, men med Hensyn til Dannelse nordmanniske Forfatter Ordrik, om hvilken jeg i næste Bind kommer til at handle nærmere. Her viser det sig tydeligt, at de nordmanniske Forfattere have været de engelske Annalisters Kilder, og at altsaa hiin Notits i Chron. Saxonicum ligeledes er laant fra dem. Endog Formen „Rodla“, en Efterligning af „Rollo“, viser dens ikke-engelske Oprindelse. Det vil følgelig heraf sees, at Chron. Saxonicum, hvor ypperlige Oplysninger det end giver, dog, benyttet uden den tilbørlige Forsigtighed, kan vildlede i Stedet for at lede paa ret Vej.

De nordmanniske Forfattere, Dudo og Viljam af Jumiéges, som jeg allerede i Fortalen til 1ste Bind har omtalt, blive tilligemed Henrik af Huntingdon og maaskee andre samtidige engelske Annalister af en særegen Betydning for os, for saa vidt der i det mindste er Sandsynlighed for, at Saxo middelbart har benyttet dem; hvad Dudo angaar, da nævner han ham endog udtrykkeligt, skjønt han rigtignok, forvexlende de to, Englands Konge i Frankrige paa hans Tid tilhørende Hovedlen, Nordmandie og Aquitanien, kalder Dudo en aquitanisk Forfatter[14]. Angaaende Beviserne for den Formodning, at Saxo sandsynligviis har kjendt og benyttet Henrik af Huntingdon e. a. d., maa jeg henvise til en af mig i Langes Tidsskrift V. S. 46 indførte Afhandling om den foregivne Kong Frode i Jylland paa Harald Blaatands Tid. Jeg maa her tillige atter berøre den merkelige Overeensstemmelse mellem Saxo og Henrik, idet den første, i sin Beskrivelse over Helgeaa-Slaget, kun synes at have det af Henrik ved 1025 omtalte, ej det i 1027, for Øje. Det er ellers saare vanskeligt at blive klog paa, hvad og hvor meget Saxo har laant af fremmede Forfattere, da han, hvad man af mange Kjendemerker, som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne, kan see, benyttede alle Materialier, der staa til hans Raadighed, paa den frie og egenmægtige Maade, som jeg ovenfor har omtalt, og som er hans Samtids og nærmeste Eftertids historiske Skole egen.

Hos faa Forfattere fremtræder denne vilkaarlige, ukritiske Maade at behandle Stoffet saa grelt, som hos den ovenomtalte skotske Historieskriver Fordun[15], hvis Verk formedelst de Oplysninger, hvoraf han umiskjendeligt var i Besiddelse, men nu ere tabte, vilde være af overordentligt Værd, især for den Deel af vor Historie, der omhandler vore Forfædres mangehaande Berørelser med Skotland, hvis man kunde stole paa, at han nøjagtigt gjengav alt, saaledes som han modtog det. Men i dets Sted kan man derimod paavise, at han har tilladt sig de vilkaarligste Forandringer, at han paa den meest ukritiske Maade har sammenblandet indenlandske Sagn med indenlandske Forfatteres Beretninger, og at han endog i det mindste paa enkelte, maaskee endog paa de fleste Steder, har misforstaaet sine Kilder, især naar disse vare i det gaeliske Sprog. Som et Beviis instar omnium kan jeg her anføre under Eet, hvad jeg vel ogsaa nedenfor paa et Par Steder (S. 642 og 858) har berørt, men som der paa det Sted ej var Anledning til at udhæve saa nøje, som det fortjener til Bedømmelsen af hans Kritik og Paalidelighed De fortrinlige irske Annaler (hvorom nedenfor) give saa nøjagtige Oplysninger om den bekjendte skotske Konge Macbeth og den Æt, hvoraf han stammede, at vi med Vished vide, at hans Fader hed Finnlaich (vore Sagaers Finnleik), og at hans Æt længe havde ligget i Strid om Tronen med den anden, Kenedske Konge-Æt. Navnet „Finnlaich“ udtaltes paa Gaelisk omtrent som „Finulæ“, og dette er vel Aarsagen, hvorfor Fordun (IV. 49) kalder ham „Finele“ (han kalder nemlig Macbeth Machabeus filius Finele). Det er bekjendt nok, at Macbeth fældte sin Forgænger Duncan, der igjen var en Dattersøn af Kong Mælkolm Keneds Søn. Fordun siger, at Duncan blev dræbt ved en Nidingsdaad af Mænd, der tilhørte den samme Æt, hvis Medlemmer allerede havde dræbt saavel hiin Mælkolm, som Mælkolms Fader Kened. Men hvor han beretter om Keneds Død, fortæller han en lang Historie om hvorledes en forrædersk Kvinde ved Navn Finele, Datter af Jarlen af Angus, fik ham ombragt ved Selvskud, eller ved en særegen mechanisk Indretning, bestaaende i en Billedstøtte, ved hvis Berørelse flere i Værelset hemmeligt opstillede spændte Buer, hvis Pile alle vare rettede mod Billedstøtten, bragtes til at gaa af, hvorved Kened følgelig gjennemboredes. Her er det tydeligt nok, at han ved den „Finele“, der var Fader til Macbeth, og den „Finele“, der dræbte Kened, me ner een og den samme Person. Men han har altsaa antaget „Finele“ for et Fruentimmer, og den hele Fortælling om denne foregivne Kvindes List, hvilken han udmaler i det Brede og ledsager med Bemerkninger, maa derfor rimeligviis enten være hans egen Opfindelse, eller har han maaskee laant den fra et eller andet paa hans Tid yndet Æventyr. I denne Forvanskning kunne vi gribe ham, men hvor mange lignende har han da vel ej begaaet, som vi ej længer kunne kontrollere? Desværre støtte ogsaa de øvrige skotske Historikere, der alle ere yngre, sig til ham. Fordun og Saxo høre aabenbart til een og samme Skole; de have meget tilfælles i Sprog, i deres hele Maade at ræsonnere paa, og i Materiens Anordning. Der er al Grund til at tro, at Saxo ogsaa i Stoffets Behandling har anseet sig berettiget til at anvende, og virkelig har anvendt de samme Friheder, som Fordun, om end just ikke ganske i samme Grad.

Under denne Forvirring og Uvished, som de skotske Kildeskrifter frembyde, er det et stort Held, at vi i de irske Annaler finde højst værdifulde og paalidelige Oplysninger om et og andet, betressende saavel Skotlands som de norske Vikingers og Kolonisters Historie, hvorved enkelte tvivlsomme Spørgsmaal, især hvad Chronologien angaar, kunne bringes paa det Rene, og sikre Udgangspunkter hist og her tilvejebringes. De irske Annaler synes nemlig alle, endog de, der i deres nærværende Form kun ere Redaktioner foretagne i sildigere Tider, udelukkende at grunde sig paa Optegnelser, der lige fra Christendommens Indførelse i det 5te Aarhundrede Aar for Aar indførtes af Gejstlige i deres Kirke- eller Kloster-Aarbøger, og som saaledes alle have Samtidighedens Værd. De irske Annaler kjendtes hidtil kun i magre Uddrag, indtil de vigtigste for ikke mange Aar siden bleve udgivne af O’Connor i hans Samling Rerum Hibernicarum Scriptores, Buckingham 1814–26[16], (3 B. Text med Oversættelse, 1 B. Indledning) – Disse ere: Tighernacs Annaler, indtil 1060 (redigerede af Munken Tighernac, † 1088); Ulster-Annalerne, Innisfallens Annaler, og de 4 Mestres Annaler, sammendragne i det 16de Aarhundrede ved 4 irske Gejstlige af flere ældre Annalhaandskrifter, der stod til deres Raadighed. Disse sidste ere senere (1851) udgivne paany, i 7 Bind, nøjagtigere end i O’Connors Samling, og med oplysende Anmerkninger. Der findes paa Irland vist flere endnu uudgivne Annaler, der alle vilde kaste Lys paa vor Historie; allerede de her nævnte give, som man nedenfor af den hyppige Anvendelse, jeg har gjort af dem, noksom vil see, ypperlige og i flere Henseender aldeles umistelige Oplysninger for vor Historie, især hvad Tidsregningen angaar. Ogsaa i det følgende ville de blive af megen Nytte og ikke mindst formedelst den Kontrol, man ved deres Hjelp kan holde over Forduns forvirrede Historier.

Det her anførte om de af mig ved nærværende Bind benyttede Kildeskrifters kritiske Værd vil, som jeg haaber, være tilstrækkeligt til at give Læseren det nødvendige Begreb derom. De Slægttavler, hvormed jeg for Tydeligheds og Fuldstændigheds Skyld har troet at burde ledsage dette Bind, der slutter Verkets første Deel, og det Kart, som jeg har ladet følge, ere ej beregnede paa at være udtømmende, eller at omfatte enhver Person, jeg i begge Bind kommer til at nævne, men alene paa at vise de fornemste handlende Personers indbyrdes Slægtskabsforhold, og give anskuelig Oversigt over de fornemste Konge- og Høvdinge-Ætter. Kartet, der forestiller Norge, og dets Inddeling omtrent ved 1015, og paa hvilket jeg ved særegen Farvning har søgt at antyde Inddelingsstadier deels lidt før, deels lidt efter denne Tid, er ledsaget af en særegen Forklaring, hvad Farver og Tegn angaar, til hvilken jeg derfor her henviser. Jeg ansaa det ikke hensigtsmæssigt, at levere noget Kart i stor Maalestok, der omfattede alle forekommende Specialnavn, da man desangaaende kun behøver at tye til Munthes Kart, der ledsager Aalls Oversættelse af Snorre; her kom det mest an paa at fremstille de særegne Inddelingsforhold paa begge de første Olafers Tid, medens Specialnavnene bleve en Bisag. Imidlertid har jeg dog, som jeg tror, trods Maalestokkens Lidenhed faaet de vigtigste af dem, hvorom der i den foreliggende Tidsperiode er Spørgsmaal, indførte.

Blandt Rettelserne har jeg ogsaa optaget en paa Lokal-Oplysninger, som Amanuensis ved det kongelige svenske Rigsarchiv, Hr. Styffe velvilligt har meddeelt mig, grundet Berigtigelse af hvad jeg nedenfor S. 499 har anført angaaende den i Sagaerne omtalte Gjennemgraving af Agna-Feten, og Frembringelsen af den saakaldte Søderstrøm ved St. Olafs Foranstaltning. Hertil henviser jeg særskilt mine Læsere.

  Christiania i Juli 1853.

P. A. Munch. 
  1. ↑ Jeg kan dog her ikke lade en Ytring uberørt, der, om den end maaskee er ældre en hiint lidet Skrift, og saaledes deri allerede paa en vis Maade har fundet sin Gjendrivelse, dog er altfor charakteristisk og oplysende, til at jeg ikke nærmere skulde omtale den. I en Anmeldelse af Holmbergs „Nordbon under hednatiden“, i Sohlman’s „Nordisk Tidsskrift“ for 1852, S. 308, heder det: „Den egentlige Nordbostammes, d. e. vore Forfædres tidligste Skjebne og Indflytning i Landet skildrer Forfatteren overeensstemmende med R. Keyser’s og P. A. Munch’s Arbejder og Forskninger, af hvilke han erklærer sig at være en ivrig Tilhænger, skjønt han undviger de Norskheds-Overdrivelser, ved hvilke f. Ex. Professor Munch, af Ængstelse for at Nordmannastammen ved dens Indvandring til Norge skal berøre Sveriges Grund, lader den i Stedet for over Aalandshavet eller Bottnviken tage Vejen lige op til Nordiishavets Kyster“. Her er altsaa deels den Forudsætning temmelig naivt udtalt, at jeg mod bedre Overbeviisning skulde have anviist vore Forfædre en usandsynlig Indslytningsvej, alene for at tilfredsstille en norsk Nationalforfængelighed, deels den mildest talt smagløse Insinuation fremført, at det overhoved skulde kunne være nogen Vederkvægelse for min Nationalforfængelighed at vide eller at faa Folket til at tro, at vore Forfædre ej havde berørt svensk Bund: Jeg vil her ikke engang dvæle synderligt ved den Omstændighed, at hvor jeg i nærværende Verk (I. 38) omtaler Indvandringen, nævnes baade Vejen om Nordkysten, og den nordenom Bottnviken og videre gjennem Lapmarken som mulige, idet jeg kun erklærer den første for den rimeligste, og med Bestemthed ytrer mig mod Muligheden af en Vandring gjennem Sveriges Urskove; heller ikke derved, at om vore Forfædre end havde taget Vejen gjennem Lapmarkerne, hvilket ogsaa Keyser antager, vilde de dog ikke endda have „berørt Svensk Grund“, da Lapmarkerne først senere kom til at tilhøre Sverige. Men jeg kan blot udtale min Forbauselse over den Naivetet, hvormed man forudsætter, at en slig Bevidsthed om at vore Forfædre ej havde „berørt svensk Grund“ skulde kunne gjøre os nogen Glæde; en Naivetet, der i Sandhed altfor meget røber de Principer, Enkelte endnu synes at fordre af eller forudsætte hos en saakaldet patriotisk Historieskriver; og jeg kan ikke dølge min Indignation over den blindt den grebne’ Sigtelse for hadesuldt Sindelag mod Broderfolket, som Insinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indsee, at den eneste Grund, der har bragt mig til at antage det usandsynligt, at Nordmændene indvandrede over Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i saa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de store Skove, der omgave dette, vilde have standset deres videre Fremtrængen, i det mindste mod Vesten, og at den eneste Aarsag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disse Skoves uigjennemtrængelighed for en Indvandringsflok, medens i modsat Fald, det vil sige, ifald Skovene havde været saa farbare, at de ikke standsde Nordmændenes Fremtrængen, ganske vist ogsaa Sviarne selv, under den for alle germaniske Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage saa langt mod Vest som muligt, vilde have trængt videre frem, maaskee lige til Norge, og i alle Fald ikke have slaaet sig til Ro ved Mælaren: – naar man, siger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indsee dette, da har jeg intet mere dertil at sige, end at det er den blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnskabens Værdighed usorenelige, og i alle Fald barnlige og smaalige, Nationalforfængelighedens Forstokkethed, mod hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min Indvandringshypothese opført paa en saadan Nationalforfægelighedens Grundvold, vil have Vanskelighed ved at forklare, hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for sørste Gang, og uden nogen Forgængers Exempel, at tillægge den største Deel deraf, altsaa af Indbyggerne i Norges frugtbareste og bedst befolkede Egne, gøtisk, følgelig saa godt som svensk, Herkomst, og hvorledes jeg længer henne i mit Verk kan bære over mit Hjerte, saa uforbeholdent at omtale svenske og danske Kongeætters Herredømme over Norge, deres større Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges sildige Optræden som organiseret Stat ved Siden af Sverige og Danmark. Thi en patriotisk Historieskriver i den Forstand, hvori hiin svenske Anmelder, der sinder „Norskhedsiver“ i ej at lade Nordmændene „berøre svensk Grund“ ved deres Indvandring, synes at tage Benævnelsen, skulde naturligviis omhyggeligt have skjult ethvert saadant Forhold, der er mindre hæder1igt for den norske Nation og saaledes mindre smigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min Mening kan Historieskriveren visselig lægge sin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender yderste Flid paa at opklare saa meget af Fædrelandets Historie, fremdrage saa mange hidtil ubekjendte Fakta, berigtige saa mange af de hidtil herskende, skjeve Anskuelser, som muligt, uden Hensyn til, om han derved kommer til at støde an enten mod sine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den historiske Virksomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør sig gjeldende i den størst mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldstændighed ved Samlingen og Granskningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Historie konstrueres. Men i Materialiernes Anvendelse og Historiens Konstruktion har alene Kosmopolitismen sin rette Plads.
  2. ↑ Nemlig det nu i Stockholm opbevarede Haandskrift, hvoraf et Aftryk om kort Tid vil udkomme, bearbejdet af Lektor Unger, som Universitetsprogram.
  3. ↑ Se min Udgave af Odd Munks, Olaf Tryggvessøns Saga, Fortale, S. X–XVI.
  4. ↑ Om alt dette vil nærmere Oplysninger findes i Fortalen til det snart udkommende Aftryk af hiint Haandskrift af Olaf den helliges Saga, der ovenfor omtales. Af Fejltagelserne har jeg allerede i nærværende Verk, fornemmelig i Noterne, paapeget flere, især hvad Navnene angaar, S. 576, Note 3, S. 611, S. 757, S. 780, Note 1.
  5. ↑ F. Ex. hvor den henfører Knut den mægtiges Pilegrimsrejse til 1026/27, medens de engelske Forfattere henføre den til 1031. Man kan endog næsten sige, at den stundom antyder det Rette trods sine egne fejlagtige Angivelser, idet den nemlig, ved at henføre Einar Thambarskelves Pilegrimsrejse til 1023, middelbart giver et Vink om, at Erik Jarls Reise og Død forefaldt i dette Aar, uagtet den selv tidligere har henført hans Død til 1013, se S. 490.
  6. ↑ Dem, der ønske en nøjere Udvikling af dette Emne, maa jeg ligeledes henvise til den oftere omtalte Fortale til Olaf den helliges Saga.
  7. ↑ Haandskriftet, efter al Rimelighed skrevet paa Orknøerne, opbevares nu i Skotland, se Udgaven af „Historia Norvegiæ“.
  8. ↑ F. Ex. ved Fortællingen om Knuts Datters Giftermaal med Kejser Konrads Søn, om Sven Ulfssøns første Berørelse med Magnus den gode, o. s. v., se nedenfor S. 841, 861.
  9. ↑ Codex tilhører Corpus Christi College i Cambridge, er signeret CLXXIII; kaldes i Mon. hist. Brit. A; i Ingrams Udgave Cant..
  10. ↑ Codex i det cottonske Bibl. i British Museum, Tiberius A. VI.; kaldes i Mon. hist. Brit. B.; i Ingrams Udgave C. T. B. 1.
  11. ↑ Denne Codex i den cottonske Samling i Brit. Museum, har Signaturen „Tiberius B. I“; i Mon. hist. Brit. kaldes den C. hos Ingram C. T. B. 1.
  12. ↑ Dets Signatur er „Cottonske Samling Otho B. XI. 2, i Mon. hist. Brit. er det betegnet G.
  13. ↑ Deres Signatur er a) Mscr. Bodley Laud. 636 (forhen 50), og b) Cottonske Sml. Domitian A. VIII 2. I Mon. hist. Brit. ere de betegnede E. og F., i Ingrams Udgave. Laud. og C. Dom. A. VIII.
  14. ↑ Se Saxo, 1 B. S. 21.
  15. ↑ Fordun skrev sit Verk omkring 1380.
  16. ↑ Verket udkom nemlig paa Hertugen af Buckingham og Chandos Bekostning.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/Fortale&oldid=60285»