Det norske Folks Historie/2/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Nærværende Bind af „det norſke Folks Hiſtorie“, danner tilligemed det allerede udkomne førſte Bind Verkets førſte Deel, der omfatter Tidsrummet fra de ældſte Tider indtil Norges Konſolidation ſom en fuldſtændigt organiſeret Stat, og fremſtiller ſaaledes Norge i Perioden af dets Tilbliven. Med Henſyn ſaavel til den Omſtændighed, at Verket bliver ſaa meget ſtørre end fra førſt af paaregnet, ſom til de fra mine Forgængeres Meninger afvigende Reſultater, hvortil jeg ogſaa her paa flere Steder ved mine ſelvſtændige Granſkninger af Kildeſkrifterne er kommen, har jeg intet andet at ſige, end hvad jeg allerede i Fortalen til førſte Bind har bemerket. Den, ſom med Opmerkſomhed har gjennemlæſt nærværende Bind, vil neppe kunne paaviſe en eneſte Beretning eller Underſøgelſe, der kunde kaldes overflødig, eller ſom uden Skade før Fuldſtændigheden kunde have været udeladt, og det eneſte, hvorover man maaſkee kunde anke, var, at jeg ikke fra førſt af havde anſtillet nøjagtigere Beregninger over Verkets ſandſynlige Omfang: men det ligger her netop i Sagens Natur, at ingen foreløbige Beregninger kunde blive nøjagtige. Hvad Afvigelſerne fra ældre Forfatteres Meninger angaar, da har jeg ogſaa her overalt, hvor de ere fremſatte, anført de Grunde, der have beſtemt mig: Læſeren kan ſaaledes fremdeles fælde en ſelvſtændig Dom om Beſkaffenheden af min hiſtoriſke Kritik. Naar jeg her udtaler Haabet om at denne Dom vil falde nogenledes gunſtigt ud for mig, er det i Særdeleshed fordi det, ſom jeg tror, vil være indlyſende for Enhver, at jeg kun har haft for Øje at udfinde Sandheden, uden at lade mig lede enten til højre eller venſtre af Nationalfordomme og politiſke Henſyn, eller af eenſidig Hængen ved forud opgjorte Syſtemer. Da imidlertid de nordiſke Rigers Hiſtorie mere end de fleſte andre Landes har haft den Skjebne at blive tildannet paa nationale og politiſke Bihenſyns Prokruſtes-Seng, indtil endelig den kunſtige Skikkelſe, den ſaaledes fik, af Mængden blev anſeet for den rette og naturlige; og da hiin Stræben efter at lade nationale og politiſke Bihenſyn beſtemme den hiſtoriſke Granſknings Reſultater næſten endog temmelig naivt godkjendes eller endog udſættes ſom det ſædvanlige, har det ikke kunnet undgaaes at jeg, ſaa vel ſom de øvrige, der med mig danne den ſaakaldte nyere norſke hiſtoriſke Skole, mere eller mindre maa have vakt deres Mishag, der endnu ej have frigjort ſig fra det ældre Syſtems Indflydelſe og holde ſig til de allerede opſtillede Satſer: et Mishag, ſom ogſaa nu og da har været udtalt, ikke egentlig over nærværende Verk, der hidtil ej i Norden ſelv er blevet underkaſtet nogen offentlig Granſkning, men over Reſultaterne af vor Hiſtorieforſkning i Almindelighed. Jeg har i den Anledning udgivet et eget lidet Skrift „Om den ſaakaldte nyere hiſtoriſke Skole i Norge“, hvori jeg, ſaa udtømmende, ſom det efter Omſtændighederne lod ſig gjøre, har ſøgt at godtgjøre de tidligere Syſtemers Fejl, og det Ugrundede i den Paaſtand, at andre Henſyn end Sandhedens Opdagelſe alene ſkulde lede vore Granſkninger og ſtyre vore Penne. Til dette Skrift, der paa en vis Maade kan betragtes ſom en Hjelpe-Fortale til nærværende Verk, henviſer jeg derfor dem af mine Læſere, der nærmere ønſke at gjøre ſig bekjendte med Sagens nærværende Stilling[1].

Af de Kildeſkrifter, jeg ved Udarbeidelſen af nærværende Bind har benyttet, ere flere, for ſaa vidt de ogſaa benyttedes ved førſte Bind, omtalte allerede i Fortalen til dette. Blandt dem, jeg her nærmere tror at burde omtale, ere førſt og ſremſt de to Hovedſkrifter, af hvilke jeg iſær har øſt, nemlig Olaf Tryggvesſøns Saga og Olaf den helliges


blindt den grebne’ Sigtelſe for hadeſuldt Sindelag mod Broderfolket, ſom Inſinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indſee, at den eneſte Grund, der har bragt mig til at antage det uſandſynligt, at Nordmændene indvandrede over Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i ſaa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de ſtore Skove, der omgave dette, vilde have ſtandſet deres videre Fremtrængen, i det mindſte mod Veſten, og at den eneſte Aarſag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disſe Skoves uigjennemtrængelighed for en Indvandringsflok, medens i modſat Fald, det vil ſige, ifald Skovene havde været ſaa farbare, at de ikke ſtandſde Nordmændenes Fremtrængen, ganſke viſt ogſaa Sviarne ſelv, under den for alle germaniſke Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage ſaa langt mod Veſt ſom muligt, vilde have trængt videre frem, maaſkee lige til Norge, og i alle Fald ikke have ſlaaet ſig til Ro ved Mælaren: — naar man, ſiger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indſee dette, da har jeg intet mere dertil at ſige, end at det er den blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnſkabens Værdighed uſorenelige, og i alle Fald barnlige og ſmaalige, Nationalforfængelighedens Forſtokkethed, mod hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min Indvandringshypotheſe opført paa en ſaadan Nationalforfægelighedens Grundvold, vil have Vanſkelighed ved at forklare, hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for ſørſte Gang, og uden nogen Forgængers Exempel, at tillægge den ſtørſte Deel deraf, altſaa af Indbyggerne i Norges frugtbareſte og bedſt befolkede Egne, gøtiſk, følgelig ſaa godt ſom ſvenſk, Herkomſt, og hvorledes jeg længer henne i mit Verk kan bære over mit Hjerte, ſaa uforbeholdent at omtale ſvenſke og danſke Kongeætters Herredømme over Norge, deres ſtørre Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges ſildige Optræden ſom organiſeret Stat ved Siden af Sverige og Danmark. Thi en patriotiſk Hiſtorieſkriver i den Forſtand, hvori hiin ſvenſke Anmelder, der ſinder „Norſkhedsiver“ i ej at lade Nordmændene „berøre ſvenſk Grund“ ved deres Indvandring, ſynes at tage Benævnelſen, ſkulde naturligviis omhyggeligt have ſkjult ethvert ſaadant Forhold, der er mindre hæder1igt for den norſke Nation og ſaaledes mindre ſmigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min Mening kan Hiſtorieſkriveren visſelig lægge ſin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender yderſte Flid paa at opklare ſaa meget af Fædrelandets Hiſtorie, fremdrage ſaa mange hidtil ubekjendte Fakta, berigtige ſaa mange af de hidtil herſkende, ſkjeve Anſkuelſer, ſom muligt, uden Henſyn til, om han derved kommer til at ſtøde an enten mod ſine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den hiſtoriſke Virkſomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør ſig gjeldende i den ſtørſt mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldſtændighed ved Samlingen og Granſkningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Hiſtorie konſtrueres. Men i Materialiernes Anvendelſe og Hiſtoriens Konſtruktion har alene Kosmopolitismen ſin rette Plads. Saga i deres forſkjellige Bearbejdelſer. Af dem begge findes to Hovedbearbejdelſer, een ældre, ſom jeg har kaldet legendariſk, fordi den med Forkjærlighed dvæler med de legendemæsſige og i det overnaturlige ſpillende Bedrifter, hvilke Sagnet har tillagt hine to, af Chriſtendommens Grundfæſtelſe i Landet fortjente Konger, iſær den ſidſte; og een yngre, ſom jeg har kaldet hiſtoriſk, fordi den, uden juſt ganſke at ſlaa Vrag paa det legendariſke og overnaturlige Stof, dog iſær holder ſig til virkelig hiſtoriſke Begivenheder, fremſtiller ſtundom endog Begivenheder, der i den legendariſke ere overnaturlige, paa en naturlig og ſandſynlig Maade, og ſtræber efter at iagttage ſtreng Chronologi. Forfatteren til den legendariſke Olaf Tryggvesſøns Saga kjender man: det er Munken Odd Snorresſøn i Thingøre Kloſter paa Island, der i Aarene mellem 1170 og 1200 udarbejdede en ſaadan paa Latin, hvilket Verk ſtrax efter, uviſt af hvem, maaſkee endog af ham ſelv, blev omarbejdet paa Modersmaalet. Forfatteren af den legendariſke Olaf den helliges Saga kjendes ikke; men i den Form, hvori vi kjende Sagaen ſelv, nemlig ſaaledes ſom den viſer ſig i det eneſte fuldſtændige Haandſkrift, der er opbevaret til vor Tid — en Kodex fra det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel — ſynes den at hidrøre fra Tidsrummet mellem 1160 og 1180; ja da vi beſidde Brudſtykker af et endnu ældre Haandſkrift end hiint, og den oven angivne Tidsbeſtemmelſe kun grunder ſig paa en Angivelſe i en enkelt Legende, der maaſkee kan have været udeladt i det ældre Haandſkrift, er det endog muligt at Hovedtexten ſelv er endnu ældre: i det mindſte røber ſaavel den korte, naive og tildeels ubehjelpelige Fortællemaade, ſom andre Omſtændigheder, at den er kjendeligt ældre end Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga. Ogſaa den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga er, ſkjønt det Stof, den behandler, er yngre end den hiſtoriſke Olaf Tryggvesſøns Sagas, dog ældre end denne. Vi have endnu et Haandſkrift af denne hiſtoriſke Olaf den helliges Saga, der, efter Skriften at dømme, neppe er yngre end 1250, maaſkee endog ſkriver ſig fra det 13de Aarhundredes førſte Tider[2], medens den hiſtoriſke Olaf Tryggvesſøns Saga nærmeſt er at anſee for en af Abbed Berg i Tveraa paa Island omtrent ved 1330, med Benyttelſe af ældre hiſtoriſke Optegnelſer, navnlig Snorre Sturlaſøns, foretagen Bearbejdelſe af en Olaf Tryggvesſøns Hiſtorie, ſom den med Odd Munk omtrent ſamtidige Gunnlaug, ligeledes Munk i Thingøre, forfattede paa Latin[3].

Dette Forhold mellem begge Kongers Sagaer er ſaare merkeligt. Det ſynes, ſom om Trangen førſt har været følt til at nedſkrive og efter mundtligen ſortalte Sagaſtykker at udarbejde en fuldſtændig Saga om Norges Nationalhelgen, Olaf den hellige; førſt en legendariſk og ſiden en hiſtoriſk. Efter dette Forbillede dannedes ſiden ogſaa en legendariſk og en hiſtoriſk Olaf Tryggvesſøns Saga. Hermed vil jeg dog kun antyde Tids-Forholdet mellem begge de legendariſke og begge de hiſtoriſke Sagaer indbyrdes. Jeg mener ej, at den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga ſkulde være ældre end den legendariſke Olaf Tryggvesſøns Saga. Begge de legendariſke Sagaer tilhøre umiskjendeligt en Tid, da Sagaſkrivningen befandt ſig paa ſit ældſte Standpunkt, de hiſtoriſke derimod en Tid, hvor den havde naaet ſin Fuldkommenhed. Hvad der er charakteriſtiſk for den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga, der umiskjendeligt har tjent ſom Mønſter for Olaf Tryggvesſøns, er dens ypperlige, heelt igjennem om een Forfatter vidnende Sprog, og den Nøjagtighed, hvormed Begivenhederne ere ordnede for hvert Aar af Kongens Regjering. Denne Nøjagtighed er endog ſaa ſtor, at den har en modſat Virkning af den tilſigtede, idet den nemlig vækker Mistanke om, at Ordningen grunder ſig paa Sagaſkriverens egen Kritik, ej paa de gamle Traditioner ſelv. Viſt er det, at ſaavel hiint udmerkede, ſig ſelv overalt ligt forblivende Sprog, ſom andre højſt charakteriſtiſke Omſtændigheder, tildeels Fejltagelſer[4], lægge for Dagen, at Skriftet ikke ſlethen gjengiver de ældre Traditioner i deres oprindelige Form, men at disſe, hvoriblandt og de, den legendariſke Saga indeholder, ere af Sagaſkriveren blevne bearbejdede og redigerede til et ſammenhængende, velordnet Heelt. Men desuagtet ere Tidsangivelſerne i det hele taget ſaa rigtige, og flere af Beretningerne, hvoriblandt mange der ej findes i den legendariſke Saga, og hvis oprindelige Form ſaaledes ej kjendes, ſaa omſtændelige og med et ſaadant Præg af tro Opbevarelſe, at vi ej kunne andet end fatte den ſtørſte Tillid til Egtheden af hvad Forfatteren meddeler, og antage, at han maa have været i Beſiddelſe af ſaa nøjagtige og fuldſtændige Data, at han ved dem har været ſikret mod alle ſtore Fejltagelſer; endog ſaaledes, at han paa flere Steder har det rette, ſelv om Begivenheder, der angaa England, hvor langt ældre engelſke Forfattere tage Fejl[5]. Den ſpecielle Kritik af Sagaens Angivelſer har jeg under Fortællingens Gang anſtillet i de Anmærkninger, der ledſage Texten, og behøver ſaaledes nu kun at henviſe dertil. Hvilken for øvrigt Forfatteren af Sagaen er, bliver vanſkeligt at beſtemme. Det eneſte, man nogenlunde med Vished kan ſige om ham, er at han maa have været en Islænding, hvilket kan ſees ſaavel af enkelte Ytringer, ſom af de paa ſit Sted anførte Fejltagelſer, der røber en med Forholdene i Norge mindre bekjendt Mand. Hvis man kunde antage, at Snorre Sturlaſøns Skribentvirkſomhed faldt ſaa tidligt, ſom førend hiint gamle Haandſkrift blev ført i Pennen, vilde intet være rimeligere end at antage ham for dets egentlige Forfatter, hvorved ogſaa mange andre literær-kritiſke Spørgsmaal, der ellers ere virkelige Gaader, vilde kunne finde ſin Beſvarelſe. Men det er her ikke Stedet, nærmere at udbrede mig herover, og jeg henviſer desangaaende til den omſtændelige Behandling af dette Emne i Fortalen til den nye Udgave af Olaf den helliges Saga. Her er det tilſtrækkeligt, at have paapeget denne Sagabearbejdelſes Fortrinlighed og ſtore Troværdighed i det hele taget, fornemmelig hvad Tidsregningen angaar.

Da den Bearbejdelſe af Olaf den helliges Saga, ſom indeholdes i Snorre Sturlasſøns ſaakaldte Heimskringla, ſaa godt ſom Ord til andet er den ſamme, ſom hiin nys omhandlede, har jeg ſaaledes allerede udtalt min Dom om den. Desforuden har Snorre i ſit Verk ogſaa leveret en kortfattet Olaf Tryggvesſøns Saga. Hvorledes denne, med alt ſit Værd, dog, hvad Tidsregning og Kritik angaar, lader meget tilbage at ønſke, er ligeledes paaviſt, fornemmelig i den chronologiſke Underſøgelſe S. 284—286, ligeſom jeg ogſaa desangaaende kan henviſe til Anmerkningerne, der ledſage min „Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga“. Den Tanke ligger ikke meget fjernt, at Snorres Olaf Tryggvesſøns Saga maaſkee er det førſte Forſøg paa at redigere de enkelte, deels i Norge, deels paa Island exiſterende, for en ſtor Deel legendariſke, Sagn om denne Konge til en ordentlig hiſtoriſk Saga. At dette ikke er lykkets ſaa godt, ſom ved Redaktionen af Olaf den helliges Saga, hvad enten nu denne ſkyldes Snorre eller ej, er ej at undres over, da deels Materialierne aabenbart have været færre, magrere og uſikrere; deels en Hovedfejl allerede, ſom det ſynes, temmelig tidligt er kommen ind i Tidsregningen, idet man endelig vilde have Olaf til at have deeltaget i Kejſer Otto’s Tog og Danevirkes Beſtormelſe 975, hvilket man derfor — ſkjønt uden at man derved blev ſynderlig hjulpen — henførte til 988 (ſe ovenfor S. 13, 70, 89). Med Tidsregningen for de fem Aar af Kongens korte Regjeringstid er denne Saga neppe ſtort heldigere, da den i det mindſte etſteds indeholder en formelig Selvmodſigelſe (ſe S. 286). Denne ſidſte Fejl er vel berigtiget i den ſtore „Olaf Tryggvesſøns Saga“, men ſaaledes, at Berigtigelſen har Præget af mere at ſtøtte ſig til en af Ordneren ſelv anvendt Kritik og Konjektur, end beſtemte faktiſke Oplysninger. Hans Chronologi er imidlertid ſaa god, pasſer ſaa godt med hvad man andenſteds fra veed, og lader ſig desuden, hvad Enkelthederne angaar, ſaa vanſkeligt kontrollere, at man her intet andet Valg har, end at antage den for rigtig. Det hele Tidsrum af Olafs Regjering er desuden ſaa kort, at en eller anden Fejl i Enkelthederne — thi ſtørre Fejl findes neppe — ej vilde kunne gjøre ſynderlig Skade. Dertil kommer, at der her kun er Spørgsmaal om Rigtigheden af Begivenhedernes Fordeling, thi de anførte Begivenheder ſelv have i det hele taget Troværdighedens Præg.

Olaf Tryggvesſøns Saga indbefatter i vidtløftig Forſtand ogſaa Fortællingen om hans Faders Drab og de Forholde, der bevirkede det, altſaa ej alene Harald Graafelds Regjering, men ogſaa Haakon den godes, for ſaa vidt ſom det var under ham, at Tryggve Olafsſøn blev Konge i Viken, og kom i Kamp med Erik Blodøxes Sønner; af Harald Haarfagres egen Hiſtorie maatte det ligeledes berøres, hvorledes Fiendſkabet opſtod mellem Erik Blodøxes Linje og den, hvortil Tryggve og Olaf hørte; derved blev det iſær nødvendigt at omtale Haralds Giftermaal og hans mange Børn. Dette er Aarſagen, hvorfor den ſtørre Olaf Tryggvesſøns Saga indeholder ſaa meget af de foregaaende Kongers Hiſtorie. Af ſamme Grund indeholder ogſaa Olaf den helliges Saga en Deel deraf. Det meſte af disſe indledende Beretninger i begge Sagaer er, ſom man tydeligt kan ſee, hentet fra Snorre, og der er ſaaledes al Grund til at antage, at han ogſaa er den førſte Sammenſætter af denne tidligere Deel af Norges Konge-Sagaer, hvorved det er øjenſynligt, at hans Materialier have været ſaare magre. Alt, hvad han har haft, er aabenbart kun en Deel Skaldekvad, enkelte uſikre Sagn, og Are Frodes, ikke altid rigtige, chronologiſke Beregninger. Det er derfor i det hele taget temelig faa egentlige Fakta, vi kunne hente herfra, og hvad vi finde, maa baade i faktiſk og chronologiſk Henſeende underkaſtes den ſkarpeſte Kontrol ved Jevnførelſe med fremmede, i det mindſte i chronologiſk Henſeende paalideligere, Skribenter[6].

Det udtog af Norges Kongeſagaer, ſom ſiden Thormod Torvesſøns Tid er bekjendt under Navnet „Fagrſkinna“, og ſom tydelig viſer ſig at være en, af Snorre aldeles uafhængig, og i ſin ældste Skikkelſe maaſkee endog for hans Tid i Norge foretagen Bearbejdelſe af de paa den Tid exiſterende Kongeſagaer, (altſaa, hvad begge Olafers Hiſtorie angaar, kun af de legendariſke Sagaer, og med Henſyn til de endnu tidligere Kongers Hiſtorie, af de ældgamle Sagn), kan flere ved flere Lejligheder anvendes til at fuldſtændiggjøre og berigtige de vidtløftigere Kongeſagaer, fornemmelig af den Grund, at den øjenſynligt fremſtiller Sagnene i deres oprindelige Form, uden noget Forſøg paa at tillempe eller berigtige dem. Det er her netop Fraværelſen af al Kritik eller Konjekturering, ſom giver dette Skrift ſit Værd. Men det maa bruges med megen Varſomhed, og det er desuden en Følge af dets fragmentariſke Charakteer, at det ved flere vigtige Spørgsmaal ingen Oplysninger angiver.

I Forbindelſe med de ældre, legendariſke Bearbejdelſer af begge Olafers Sagaer maa vi nævne en tredie, der ſynes at være ſamtidig med, og i ſin hele Charakteer har meget tilfælles med dem, medens den i Troværdighed ſtaar langt tilbage for dem, nemlig „Jomsvikingaſaga“. Hovedhenſigten med denne Saga er at fremſtille Jomsvikinge-Slaget efter de Sagn, nogle Islændinger, der havde deeltaget deri, bragte hjem til ſin Fødeø, og hvilke, allerede i ſig ſelv viſtnok temmelig overdrevne og unøjagtige, i Tidens Løb, ſom man tydeligt kan ſee, endnu mere forvanſkedes. Som en Indledning til den vidtløftige Beſkrivelſe af Slaget maa man anſee, hvad der forudſkikkes om Jomsvikingeſamfundets Stiftelſe og ældre Hiſtorie, og dets Stifteres Forhold til de danſke Konger. Her befinder Sagnfortælleren ſig øjenſynlig paa et fremmed Felt, hvor han ej føler ſig hjemme; Fortællingen udarter til Svadſighed, og Uſandſynlighed dynges paa Uſandſynlighed. Men med alt det, at Sagen ſaaledes ſavner næſten al hiſtoriſk Troværdighed, indeholder den aabenbart flere virkelige Oldſagn, der endog i den forvanſkede Skikkelſe, hvori de meddeles os, ere af Interesſe.

Til vor egen Literatur høre ogſaa, foruden de islandſke Familieſagaer, der lejlighedsviis omhandle norſke Anliggender, flere mindre, deels paa Norſk, deels paa Latin forfattede Udtog af Kongeſagaerne, nemlig det nedenfor under Navnet Ágrip citerede, ældgamle Saga-Uddrag, neppe ſtort yngre end 1190; den throndhjemſke Munk Thjodreks omkring 1180 paa Latin forfattede Udtog af den norſke Kongehiſtorie, og den, ligeledes paa Latin forfattede, kun til Olaf den hellige gaaende, og i ſin Heelhed alene i et enkelt Papirhaandſkrift opbevarede Historia Norvegiæ[7]. Alle disſe Udtog ſlutte ſig alene til de ældre Bearbejdelſer af Sagaerne, ikke til den, vi nærmeſt have troet at maatte tillægge Snorre. De ere ſaaledes kun at betragte ſom Supplementer til hine.

Af Forfattere udenfor vor egen Literatur, af hvis Skrifter jeg ved Udarbejdelſen af nærværende Bind har hentet Oplysning, maa jeg fremdeles nævne den danſke Saxo. Da han umiskjendeligt har benyttet indenlandſke danſke Traditioner, er hans Verk i alt, hvad der vedkommer Begivenheder, fælles for Damnark og Norge, af den ſtørſte Interesſe, og vilde være det end mere, hvis han ej, hvad der er ligeſaa umiskjendeligt, havde deels blandet de egte Sagn med egne Konjekturer, fremſtillede med ſamme Tilforladelighed ſom Sagnene ſelv, deels endog vilkaarligt forvanſket disſe — altſammen ifølge den Frihed, den hiſtoriſke Skole, han tilhører, holdt for tilladeligt. Denne middelalderſk-hiſtoriſke Skole troede nemlig en ſaadan Vilkaarlighed tilladelig, ſaa ofte der var Spørgsmaal om at fremtræde ſom noget andet og mere end en blot og bar, tør Annaliſt. Den ſamme Skole havde i England ſine Repræſentanter i Viljam af Malmsbury, Wallingford o. fl., i Skotland i Fordun, i Sverige i Ericus Olai og fornemmelig Johannes Magnus, endog ſaa ſildigt ſom i det 16de Aarhundrede. Denne Skole var ej tilfreds med at ſamle og gjengive, den formelig ſkabte hiſtoriſk Materiale. Længere henne i Verket, hvor Saxo mere nærmer ſig ſin Samtid, bliver han, ſom bekjendt, langt paalideligere og nøjagtigere. Men i Harald Gormsſøns, Sven Tjugeſkeggs og Knuts Hiſtorie er han endnu meget ufuldſtændig, ſvævende, og ukritiſk. Men af hvilken Værd enkelte af hans Oplysninger desuagtet kunne være, viſer ſig iſær af hvad vi nedenfor S. 103—106 have oplyſt om den rette Tid, da Jomsvikingeſlaget ſtod. Han er nemlig den eneſte, ſom udtrykkeligt henfører det til Harald Gormsſøns Tid.

De af mig her benyttede tydſke Forfattere har jeg allerede for det meſte omtalt i Fortalen til 1ſte Bind. Thietmar af Merſeburg og Widukind have, ſom man af det nedenfor S. 69, 70, 87—90 udviklede vil ſee, været mig til overordentlig Nytte ved Afgjørelſen af det vanſkelige, men iſær for Norges Tidsregning ſaa vigtige Spørgsmaal om Kejſer Ottos Tog til Danmark, og Harald Gormsſøns Forhold til de nordtydſk-ſlaviſke Anliggender. Om jeg, ſom jeg haaber, har bragt denne Sag nogenledes paa det Rene, da ſkyldes det fornemmelig Thietmars ſamtidige, authentiſke, Oplysninger. Endnu mere umiddelbare Oplysninger for Norges Hiſtorie, iſær Kirkehiſtorien, indeholder Mag. Adams Verk. Hans Notitſer ere af yderſt Vigtighed, fordi de, fornemmelig hidrørende fra den danſke Konge Sven Ulfsſøns Meddelelſer, baade ſaa at ſige ere authentiſke, og tillige ældre end dem, vore egne Sagaer meddele. Men ikke desmindre maa de bruges med ſtor Varſomhed, juſt fordi de kom fra Kong Sven, der her ſelv ſom Partihøvding bliver mindre paalidelig, og tillige fordi de ere farvede af den Misnøje, en bremiſk Gejſtlig nødvendigviis maatte føle ved de norſke Kongers Beſtræbelſer for at emancipere Landskirken fra den bremiſke Erkebiſkops Omraade og derimod bringe den til at holde ſig nærmere til den engelſke, hvorfra den oprindeligen var udgaaet. Hos Mag. Adam findes desuden flere aabenbare Fejl, hvad enten de nu grunde ſig paa falſk Opfatning af det fortalte, eller paa forſætlig Fordrejelſe[8].

De engelſke, af mig fornemmelig benyttede, hiſtoriſke Kildeſkrifter har jeg ligeledes omtalt i Fortalen til førſte Bind. Det fornemſte af dem, nemlig Chronicon Saxonicum maa jeg dog her beſkrive lidt nøjere, da det hovedſageligt er dets Angivelſer, paa hvilke Tidsregningen for den nedenfor behandlede Periode beror, og det ſaaledes kommer nøje an paa at beſtemme, hvilke af dets Angivelſer ere at anſee for egte og ſamtidige, og hvilke derimod tilhøre ſildigere Tider. Dette har af de hidtil exiſterende, mere eller mindre ukritiſke Udgaver været ſaa godt ſom umuligt at udfinde, og ſelv i den nyeſte og bedſte Udgave i Monumenta historica Britanniæ er det vanſkeligt nok, thi ogſaa her ſavnes, hvad der aabenbart er aldeles nødvendigt, og hvad den hiſtoriſke Kritik paa ſit nærværende Standpunkt med Beſtemthed ſordrer, ſærſkilte Aftryk af hver enkelt Codex for ſig, eller i det mindſte en ſaadan Gjengivelſe af de i enhver Codex meddeelte Notitſer, at man ſtrax kan ſee, hvilken hver enkelt af dem tilhørte. Det er ſaaledes endog ved den ſidſt nævnte Udgave paa enkelte Steder tvivlſomt, i hvilken Codex en eller anden mistænkelig Angivelſe er at ſøge eller ſavnes. Det er imidlertid deels ved nøjagtig Granſkning af Udgavens Fortale, deels ved Underſøgelſe af Originalhaandſkrifterne ſelv, ſom jeg tror, nogenledes, lykkets mig at udfinde disſes indbyrdes Forhold, og da det ſaavel for at forſtaa, hvad jeg med Henſyn dertil nedenfor ytrer i Noterne, ſom for andre, der ogſaa ønſke at benytte Chronicon Saxonicum er af Vigtighed at have denne Sag bragt paa det Rene, vil jeg her i Korthed anføre det nødvendigſte derom. Af Chronicon Saxonicum findes der nu 7 Codices. Den ældſte, der gaar fra Julius Cæſar til 1070, er ſkreven med een og ſamme Haand fra Begyndelſen indtil 891, efter hvilket Aar Indtegnelſerne ere gjorte med forſkjellige Hænder, hvilket viſer, at den, der ſkrev Begyndelſen, levede omkring 891, og at derfor ſaavel hvad der er ſkrevet med hans Haand omtrent en Generation før dette Aar, ſom hvad der ſenere er indtegnet med forſkjellige Hænder, er at betragte ſom ſamtidigt med Begivenhederne ſelv. Dog maa det bemerkes, at enkelte Notitſer før 891 hiſt og her ere tilføjede, deels paa aabenſtaaende Steder, deels i Stedet for udraderede Stykker, med en Haand fra det 12te Aarhundrede – hvilke Tilſætninger ſaaledes ingenlunde kunne anſees for egte –, og at Codex egentlig ophører ved 925, efter hvilke Aar Notitſerne kun ere yderſt faa[9]. Den anden Codex, ſkreven heel igjennem med een Haand fra anden Halvdeel af det 10de Aarhundrede, ſlutter med 977; hvad den indeholder fra 950 eller maaſkee fra 940 af, er ſaaledes at betragte ſom ſamtidigt med Begivenhederne. Fra 896–918 viſer den ſig tydeligt at have copieret en anden Codex, da den to Gange indfører Notitſer fra disſe Aar[10]. Den tredie Codex er ſkreven med een Haand til 1016, ſiden, indtil 1076, hvor den ophører, med flere; den kan altſaa anſees for at meddele ſamtidige Efterretninger omtrent fra 986 eller 976; imidlertid ſynes det, af Sproget og andre Omſtændigheder at dømme, ſom om Tilføjelſerne efter 1016 ikke ere indtegnede Aar for Aar, men derimod neppe førend i det 12te Aarhundrede, hvorved deres Paalidelighed bliver mindre. Den fjerde Codex er ſkreven med een og ſamme Haand indtil 1046, hvoraf man altſaa kan ſlutte, at de omtrent fra 1016 til 1046 indtegnede Notitſer ere ſkrevne af en med Begivenhederne ſelv ſamtidig Mand. Siden efter forekomme forſkjellige Hænder, indtil 1056, hvor den egentlig ophører, men en Haand fra det 12te Aarhundrede har ſiden tilføjet en Deel Notitſer om Slaget ved Stanfordbridge 1066[11]. Af den Omſtændighed, at de to ældſte Haandſkrifter ſaa godt ſom intet indeholdende fra Kong Knuts og hans Sønners Tid, medens Notitſerne derom i den tredie ere øjenſynligt yngre end i den ſidſt omtalte fjerde, har jeg taget Anledning til, for Knytlinge-Periodens Vedkommende at kalde denne ſidſtnævnte Codex „den ældſte“, thi hvad den indeholder derom er unegteligt det ældſte man har, og det eneſte, ſom er ſamtidigt med Begivenhederne ſelv: dens Notitſer ere ſaaledes for denne Periode, hvis Tidsregning frembyder ſaa mange Vanſkeligheder, af den ſtørſte Vigtighed. Den femte Codex, med en Haand fra 11te Aarhundrede, blev allerede i 1644 aftrykt af Wheloe, der paa den Maade fik ſin Udgave af Chron. Saxon. iſtand; en Ildebrand har ſenere fortæret den, paa tre Blade nær; men af Wheloes Udgave ſeer man, at den ej naaede længer end til 1001, og den afgiver ſaaledes ingen Oplysning med Henſyn til den for os vigtigſte Tid, nemlig Danekongernes Herſkerperiode[12]. Endelig ere der to yngre Haandſkrifter, af hvilke det ene er ſkrevet med een Haand lige til 1122, og ſaaledes ikke ældre end denne forholdsviis ſildige Tid, det andet, ledſaget af en latinſk Overſættelſe, er ligeledes ſkrevet med een Haand fra 12te Aarhundrede, og meget ſkjødesløſt behandlet[13]. Disſe to yngſte Haandſkrifter have for Knuts og hans Sønners Tid meget, der ikke findes i hiint, ſom jeg ovenfor har kaldt det ældſte, f. Ex. om Knuts Rejſe til Danmark og Slaget i Helgeaa 1025 (ſe nedenfor S. 733-735); om hvorledes Knut forjog Kong Olaf i 1028; om hans Rejſe til Rom i 1031: Notitſer, af hvilke flere findes deels hos Florents af Worceſter, der, ſom jeg i Fortalen til førſte Bind har nævnt, døde i 1118, og ſaaledes bliver at anſee ſom meget ældre end hine Codices, deels (f. Ex. om Slaget i Helgeaa 1025 m. m.) førſt hos Henrik af Huntingdon, der ſkrev e. 1150. Her bliver det næſten ſandſynligere, at disſe Haandſkrifter have laant fra Florents og Henrik, end omvendt, og Notitſerne ſelv have derfor aldeles ikke Samtidighedens Fortrin, men deres Værd kan alene bedømmes efter den Maaleſtok, der lægges til Grund for Bedømmelſen af Florents, Henriks og andre med dem ſamtidige Annaliſters Troværdighed. Det forholder ſig aabenbart med disſe Annaliſter, ſom med den ſamtidige nordmanniſke Forfatter Viljam af Jumiéges, at de paa en eller anden Maade maa have faaet deres Kundſkab om Begivenhederne under Danevældet ſupplerede med Efterretninger fra Danmark ſelv, eller i det mindſte fra Norden: navnlig ſporer man i Beretningen om det i 1025 forefaldne Helgeaa-Slag, om hvilket jeg nedenfor (S. 734) har fremſat den Formodning, at det maaſkee torde være forſkjelligt fra det i 1027, umiskjendelig en vis Overeensſtemmelſe med Saxo, eller den af denne fulgte Kilde; ligeſom ogſaa de noget forlængede Notitſer om Olaf den hellige bære Præg af at være paavirkede af de om ham allerede mod Slutningen af det 11te Aarhundrede gængſe Legender. Beretningen om Olafs Fordrivelſe ved Knut 1028–30, og om dennes Udenlandsrejſe 1031, findes og i den ovennævnte tredie Codex, men det er ſaa langt fra, at man heraf kan ſlutte til Beretningernes Ælde, at deres Tilværelſe i Haandſkriftet tvertimod er en af Bevisgrundene for at denne Deel deraf ikke er ældre end det 12te Aarhundrede. Af deſto mere Vegt ere derimod de faa Angivelſer, der findes i det fjerde, for Knytlingetiden det ældſte, Haandſkrift. Det er ſaaledes fuldkommen afgjørende, naar dette ved 1028 omtaler Knuts Tog til Norge med 50 Skibe, naar den henfører Olaf den helliges Død til 1030, og Haakon Jarls til ſamme Aar, men noget tidligere; og det indeholder maaſkee det ældſte udenlandſke Vidnesbyrd, man kjender, om Olafs Hellighed, idet det efter at have omtalt hans Død tilføjer: „og var ſiden hellig“; thi denne Tilføjelſe maa ſkrive ſig fra Aaret 1046 eller de nærmeſt paafølgende, altſaa endnu ikke 20 Aar efter hans Død. Hvor man kunde blive vildledet, om man antog alle Notitſer i hvilkenſomhelſt Codex af Chron. Saxonicum for paalidelige, og ikke gjorde Forſkjel paa dem efter de Codices, hvor de findes, derpaa indeholder det tidligere (I. 669) omtalte Udſagn om Gange-Rolfs førſte Ankomſt til Frankrige et godt Beviis. Der ſtaar i Udgaverne blandt Angivelſerne for 876: „I dette Aar gjennemfor Rodla Nordmandie med ſin Hær, og herſkede 50 Vintre“. Kunde denne Angivelſe antages for ſamtidig, da var det jo det uimodſigeligſte Vidnesbyrd om Rigtigheden af Dudos Beretning Men ikke at tale om, at Angivelſen ſelv allerede nævner 50 Aar og ſaaledes røber, at den i alle Fald maa være nedſkreven 50 Aar efter 876, og følgelig ej kan være ſamtidig, mangler den desuden i alle Haandſkrifter, undtagen de to ſidſtnævnte, der ere fra det 12te Aarhundrede, og ikke ældre, men ſnarere yngre, end Florents af Worceſter og Henrik af Huntingdon. Den har ſaaledes aldeles intet Værd ſom authentiſk eller ſamtidig med Begivenheden. Underſøge vi nu, i hvad Forhold den ſtaar til de øvrige engelſke Annaliſter, der have benyttet Chron. Sax.; da finde vi,at den ej oprindeligt forekommer i det ældſte Haandſkrift af den med Rolf og Ælfred ſelv ſamtidige Asſers Biographi af den ſidſtnævnte Konge, men derimod er tilføjet med en ſenere Haand, og med Tillæg: om denne „Rollo“ ſee mere i Annalerne“. Her ſigtes til de ſaakaldte asſerſke Annaler, hvor viſtnok ogſaa Beretningen ſtaar, men endog med Tilføjelſe af et Uddrag af Dudos Fortælling om Rolfs Drøm og om hans videre Bedrifter. Hos Ædhelred forekommer den ej. Derimod heder det hos Florents ved 876: Rolle cum suis Normanniam penetravit XV. Kal. Decbr., og hos Henrik af Huntingdon: Hoc anno Rollo cum suis Normanniam venit. Hiin med Datum ledſagede Angivelſe har ogſaa den med Florents omtrent ſamtidige, af Fødſel engelſke, men med Henſyn til Dannelſe nordmanniſke Forfatter Ordrik, om hvilken jeg i næſte Bind kommer til at handle nærmere. Her viſer det ſig tydeligt, at de nordmanniſke Forfattere have været de engelſke Annaliſters Kilder, og at altſaa hiin Notits i Chron. Saxonicum ligeledes er laant fra dem. Endog Formen „Rodla“, en Efterligning af „Rollo“, viſer dens ikke-engelſke Oprindelſe. Det vil følgelig heraf ſees, at Chron. Saxonicum, hvor ypperlige Oplysninger det end giver, dog, benyttet uden den tilbørlige Forſigtighed, kan vildlede i Stedet for at lede paa ret Vej.

De nordmanniſke Forfattere, Dudo og Viljam af Jumiéges, ſom jeg allerede i Fortalen til 1ſte Bind har omtalt, blive tilligemed Henrik af Huntingdon og maaſkee andre ſamtidige engelſke Annaliſter af en ſæregen Betydning for os, for ſaa vidt der i det mindſte er Sandſynlighed for, at Saxo middelbart har benyttet dem; hvad Dudo angaar, da nævner han ham endog udtrykkeligt, ſkjønt han rigtignok, forvexlende de to, Englands Konge i Frankrige paa hans Tid tilhørende Hovedlen, Nordmandie og Aquitanien, kalder Dudo en aquitaniſk Forfatter[14]. Angaaende Beviſerne for den Formodning, at Saxo ſandſynligviis har kjendt og benyttet Henrik af Huntingdon e. a. d., maa jeg henviſe til en af mig i Langes Tidsſkrift V. S. 46 indførte Afhandling om den foregivne Kong Frode i Jylland paa Harald Blaatands Tid. Jeg maa her tillige atter berøre den merkelige Overeensſtemmelſe mellem Saxo og Henrik, idet den førſte, i ſin Beſkrivelſe over Helgeaa-Slaget, kun ſynes at have det af Henrik ved 1025 omtalte, ej det i 1027, for Øje. Det er ellers ſaare vanſkeligt at blive klog paa, hvad og hvor meget Saxo har laant af fremmede Forfattere, da han, hvad man af mange Kjendemerker, ſom det her vilde blive for vidtløftigt at opregne, kan ſee, benyttede alle Materialier, der ſtaa til hans Raadighed, paa den frie og egenmægtige Maade, ſom jeg ovenfor har omtalt, og ſom er hans Samtids og nærmeſte Eftertids hiſtoriſke Skole egen.

Hos faa Forfattere fremtræder denne vilkaarlige, ukritiſke Maade at behandle Stoffet ſaa grelt, ſom hos den ovenomtalte ſkotſke Hiſtorieſkriver Fordun[15], hvis Verk formedelſt de Oplysninger, hvoraf han umiskjendeligt var i Beſiddelſe, men nu ere tabte, vilde være af overordentligt Værd, iſær for den Deel af vor Hiſtorie, der omhandler vore Forfædres mangehaande Berørelſer med Skotland, hvis man kunde ſtole paa, at han nøjagtigt gjengav alt, ſaaledes ſom han modtog det. Men i dets Sted kan man derimod paaviſe, at han har tilladt ſig de vilkaarligſte Forandringer, at han paa den meeſt ukritiſke Maade har ſammenblandet indenlandſke Sagn med indenlandſke Forfatteres Beretninger, og at han endog i det mindſte paa enkelte, maaſkee endog paa de fleſte Steder, har misforſtaaet ſine Kilder, iſær naar disſe vare i det gaeliſke Sprog. Som et Beviis instar omnium kan jeg her anføre under Eet, hvad jeg vel ogſaa nedenfor paa et Par Steder (S. 642 og 858) har berørt, men ſom der paa det Sted ej var Anledning til at udhæve ſaa nøje, ſom det fortjener til Bedømmelſen af hans Kritik og Paalidelighed De fortrinlige irſke Annaler (hvorom nedenfor) give ſaa nøjagtige Oplysninger om den bekjendte ſkotſke Konge Macbeth og den Æt, hvoraf han ſtammede, at vi med Vished vide, at hans Fader hed Finnlaich (vore Sagaers Finnleik), og at hans Æt længe havde ligget i Strid om Tronen med den anden, Kenedſke Konge-Æt. Navnet „Finnlaich“ udtaltes paa Gaeliſk omtrent ſom „Finulæ“, og dette er vel Aarſagen, hvorfor Fordun (IV. 49) kalder ham „Finele“ (han kalder nemlig Macbeth Machabeus filius Finele). Det er bekjendt nok, at Macbeth fældte ſin Forgænger Duncan, der igjen var en Datterſøn af Kong Mælkolm Keneds Søn. Fordun ſiger, at Duncan blev dræbt ved en Nidingsdaad af Mænd, der tilhørte den ſamme Æt, hvis Medlemmer allerede havde dræbt ſaavel hiin Mælkolm, ſom Mælkolms Fader Kened. Men hvor han beretter om Keneds Død, fortæller han en lang Hiſtorie om hvorledes en forræderſk Kvinde ved Navn Finele, Datter af Jarlen af Angus, fik ham ombragt ved Selvſkud, eller ved en ſæregen mechaniſk Indretning, beſtaaende i en Billedſtøtte, ved hvis Berørelſe flere i Værelſet hemmeligt opſtillede ſpændte Buer, hvis Pile alle vare rettede mod Billedſtøtten, bragtes til at gaa af, hvorved Kened følgelig gjennemboredes. Her er det tydeligt nok, at han ved den „Finele“, der var Fader til Macbeth, og den „Finele“, der dræbte Kened, me ner een og den ſamme Perſon. Men han har altſaa antaget „Finele“ for et Fruentimmer, og den hele Fortælling om denne foregivne Kvindes Liſt, hvilken han udmaler i det Brede og ledſager med Bemerkninger, maa derfor rimeligviis enten være hans egen Opfindelſe, eller har han maaſkee laant den fra et eller andet paa hans Tid yndet Æventyr. I denne Forvanſkning kunne vi gribe ham, men hvor mange lignende har han da vel ej begaaet, ſom vi ej længer kunne kontrollere? Desværre ſtøtte ogſaa de øvrige ſkotſke Hiſtorikere, der alle ere yngre, ſig til ham. Fordun og Saxo høre aabenbart til een og ſamme Skole; de have meget tilfælles i Sprog, i deres hele Maade at ræſonnere paa, og i Materiens Anordning. Der er al Grund til at tro, at Saxo ogſaa i Stoffets Behandling har anſeet ſig berettiget til at anvende, og virkelig har anvendt de ſamme Friheder, ſom Fordun, om end juſt ikke ganſke i ſamme Grad.

Under denne Forvirring og Uvished, ſom de ſkotſke Kildeſkrifter frembyde, er det et ſtort Held, at vi i de irſke Annaler finde højſt værdifulde og paalidelige Oplysninger om et og andet, betreſſende ſaavel Skotlands ſom de norſke Vikingers og Koloniſters Hiſtorie, hvorved enkelte tvivlſomme Spørgsmaal, iſær hvad Chronologien angaar, kunne bringes paa det Rene, og ſikre Udgangspunkter hiſt og her tilvejebringes. De irſke Annaler ſynes nemlig alle, endog de, der i deres nærværende Form kun ere Redaktioner foretagne i ſildigere Tider, udelukkende at grunde ſig paa Optegnelſer, der lige fra Chriſtendommens Indførelſe i det 5te Aarhundrede Aar for Aar indførtes af Gejſtlige i deres Kirke- eller Kloſter-Aarbøger, og ſom ſaaledes alle have Samtidighedens Værd. De irſke Annaler kjendtes hidtil kun i magre Uddrag, indtil de vigtigſte for ikke mange Aar ſiden bleve udgivne af O’Connor i hans Samling Rerum Hibernicarum Scriptores, Buckingham 1814–26[16], (3 B. Text med Overſættelſe, 1 B. Indledning) – Disſe ere: Tighernacs Annaler, indtil 1060 (redigerede af Munken Tighernac, † 1088); Ulſter-Annalerne, Innisfallens Annaler, og de 4 Meſtres Annaler, ſammendragne i det 16de Aarhundrede ved 4 irſke Gejſtlige af flere ældre Annalhaandſkrifter, der ſtod til deres Raadighed. Disſe ſidſte ere ſenere (1851) udgivne paany, i 7 Bind, nøjagtigere end i O’Connors Samling, og med oplyſende Anmerkninger. Der findes paa Irland viſt flere endnu uudgivne Annaler, der alle vilde kaſte Lys paa vor Hiſtorie; allerede de her nævnte give, ſom man nedenfor af den hyppige Anvendelſe, jeg har gjort af dem, nokſom vil ſee, ypperlige og i flere Henſeender aldeles umiſtelige Oplysninger for vor Hiſtorie, iſær hvad Tidsregningen angaar. Ogſaa i det følgende ville de blive af megen Nytte og ikke mindſt formedelſt den Kontrol, man ved deres Hjelp kan holde over Forduns forvirrede Hiſtorier.

Det her anførte om de af mig ved nærværende Bind benyttede Kildeſkrifters kritiſke Værd vil, ſom jeg haaber, være tilſtrækkeligt til at give Læſeren det nødvendige Begreb derom. De Slægttavler, hvormed jeg for Tydeligheds og Fuldſtændigheds Skyld har troet at burde ledſage dette Bind, der ſlutter Verkets førſte Deel, og det Kart, ſom jeg har ladet følge, ere ej beregnede paa at være udtømmende, eller at omfatte enhver Perſon, jeg i begge Bind kommer til at nævne, men alene paa at viſe de fornemſte handlende Perſoners indbyrdes Slægtſkabsforhold, og give anſkuelig Overſigt over de fornemſte Konge- og Høvdinge-Ætter. Kartet, der foreſtiller Norge, og dets Inddeling omtrent ved 1015, og paa hvilket jeg ved ſæregen Farvning har ſøgt at antyde Inddelingsſtadier deels lidt før, deels lidt efter denne Tid, er ledſaget af en ſæregen Forklaring, hvad Farver og Tegn angaar, til hvilken jeg derfor her henviſer. Jeg anſaa det ikke henſigtsmæsſigt, at levere noget Kart i ſtor Maaleſtok, der omfattede alle forekommende Specialnavn, da man desangaaende kun behøver at tye til Munthes Kart, der ledſager Aalls Overſættelſe af Snorre; her kom det meſt an paa at fremſtille de ſæregne Inddelingsforhold paa begge de førſte Olafers Tid, medens Specialnavnene bleve en Biſag. Imidlertid har jeg dog, ſom jeg tror, trods Maaleſtokkens Lidenhed faaet de vigtigſte af dem, hvorom der i den foreliggende Tidsperiode er Spørgsmaal, indførte.

Blandt Rettelſerne har jeg ogſaa optaget en paa Lokal-Oplysninger, ſom Amanuenſis ved det kongelige ſvenſke Rigsarchiv, Hr. Styffe velvilligt har meddeelt mig, grundet Berigtigelſe af hvad jeg nedenfor S. 499 har anført angaaende den i Sagaerne omtalte Gjennemgraving af Agna-Feten, og Frembringelſen af den ſaakaldte Søderſtrøm ved St. Olafs Foranſtaltning. Hertil henviſer jeg ſærſkilt mine Læſere.

  Chriſtiania i Juli 1853.

P. A. Munch.
  1. Jeg kan dog her ikke lade en Ytring uberørt, der, om den end maaſkee er ældre en hiint lidet Skrift, og ſaaledes deri allerede paa en vis Maade har fundet ſin Gjendrivelſe, dog er altfor charakteriſtiſk og oplyſende, til at jeg ikke nærmere ſkulde omtale den. I en Anmeldelſe af Holmbergs „Nordbon under hednatiden“, i Sohlman’s „Nordiſk Tidsſkrift“ for 1852, S. 308, heder det: „Den egentlige Nordboſtammes, d. e. vore Forfædres tidligſte Skjebne og Indflytning i Landet ſkildrer Forfatteren overeensſtemmende med R. Keyſer’s og P. A. Munch’s Arbejder og Forſkninger, af hvilke han erklærer ſig at være en ivrig Tilhænger, ſkjønt han undviger de Norſkheds-Overdrivelſer, ved hvilke f. Ex. Profesſor Munch, af Ængſtelſe for at Nordmannaſtammen ved dens Indvandring til Norge ſkal berøre Sveriges Grund, lader den i Stedet for over Aalandshavet eller Bottnviken tage Vejen lige op til Nordiishavets Kyſter“. Her er altſaa deels den Forudſætning temmelig naivt udtalt, at jeg mod bedre Overbeviisning ſkulde have anviiſt vore Forfædre en uſandſynlig Indſlytningsvej, alene for at tilfredsſtille en norſk Nationalforfængelighed, deels den mildeſt talt ſmagløſe Inſinuation fremført, at det overhoved ſkulde kunne være nogen Vederkvægelſe for min Nationalforfængelighed at vide eller at faa Folket til at tro, at vore Forfædre ej havde berørt ſvenſk Bund: Jeg vil her ikke engang dvæle ſynderligt ved den Omſtændighed, at hvor jeg i nærværende Verk (I. 38) omtaler Indvandringen, nævnes baade Vejen om Nordkyſten, og den nordenom Bottnviken og videre gjennem Lapmarken ſom mulige, idet jeg kun erklærer den førſte for den rimeligſte, og med Beſtemthed ytrer mig mod Muligheden af en Vandring gjennem Sveriges Urſkove; heller ikke derved, at om vore Forfædre end havde taget Vejen gjennem Lapmarkerne, hvilket ogſaa Keyſer antager, vilde de dog ikke endda have „berørt Svenſk Grund“, da Lapmarkerne førſt ſenere kom til at tilhøre Sverige. Men jeg kan blot udtale min Forbauſelſe over den Naivetet, hvormed man forudſætter, at en ſlig Bevidſthed om at vore Forfædre ej havde „berørt ſvenſk Grund“ ſkulde kunne gjøre os nogen Glæde; en Naivetet, der i Sandhed altfor meget røber de Principer, Enkelte endnu ſynes at fordre af eller forudſætte hos en ſaakaldet patriotiſk Hiſtorieſkriver; og jeg kan ikke dølge min Indignation over den blindt den grebne’ Sigtelſe for hadeſuldt Sindelag mod Broderfolket, ſom Inſinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indſee, at den eneſte Grund, der har bragt mig til at antage det uſandſynligt, at Nordmændene indvandrede over Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i ſaa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de ſtore Skove, der omgave dette, vilde have ſtandſet deres videre Fremtrængen, i det mindſte mod Veſten, og at den eneſte Aarſag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disſe Skoves uigjennemtrængelighed for en Indvandringsflok, medens i modſat Fald, det vil ſige, ifald Skovene havde været ſaa farbare, at de ikke ſtandſde Nordmændenes Fremtrængen, ganſke viſt ogſaa Sviarne ſelv, under den for alle germaniſke Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage ſaa langt mod Veſt ſom muligt, vilde have trængt videre frem, maaſkee lige til Norge, og i alle Fald ikke have ſlaaet ſig til Ro ved Mælaren: — naar man, ſiger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indſee dette, da har jeg intet mere dertil at ſige, end at det er den blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnſkabens Værdighed uſorenelige, og i alle Fald barnlige og ſmaalige, Nationalforfængelighedens Forſtokkethed, mod hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min Indvandringshypotheſe opført paa en ſaadan Nationalforfægelighedens Grundvold, vil have Vanſkelighed ved at forklare, hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for ſørſte Gang, og uden nogen Forgængers Exempel, at tillægge den ſtørſte Deel deraf, altſaa af Indbyggerne i Norges frugtbareſte og bedſt befolkede Egne, gøtiſk, følgelig ſaa godt ſom ſvenſk, Herkomſt, og hvorledes jeg længer henne i mit Verk kan bære over mit Hjerte, ſaa uforbeholdent at omtale ſvenſke og danſke Kongeætters Herredømme over Norge, deres ſtørre Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges ſildige Optræden ſom organiſeret Stat ved Siden af Sverige og Danmark. Thi en patriotiſk Hiſtorieſkriver i den Forſtand, hvori hiin ſvenſke Anmelder, der ſinder „Norſkhedsiver“ i ej at lade Nordmændene „berøre ſvenſk Grund“ ved deres Indvandring, ſynes at tage Benævnelſen, ſkulde naturligviis omhyggeligt have ſkjult ethvert ſaadant Forhold, der er mindre hæder1igt for den norſke Nation og ſaaledes mindre ſmigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min Mening kan Hiſtorieſkriveren visſelig lægge ſin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender yderſte Flid paa at opklare ſaa meget af Fædrelandets Hiſtorie, fremdrage ſaa mange hidtil ubekjendte Fakta, berigtige ſaa mange af de hidtil herſkende, ſkjeve Anſkuelſer, ſom muligt, uden Henſyn til, om han derved kommer til at ſtøde an enten mod ſine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den hiſtoriſke Virkſomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør ſig gjeldende i den ſtørſt mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldſtændighed ved Samlingen og Granſkningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Hiſtorie konſtrueres. Men i Materialiernes Anvendelſe og Hiſtoriens Konſtruktion har alene Kosmopolitismen ſin rette Plads.
  2. Nemlig det nu i Stockholm opbevarede Haandſkrift, hvoraf et Aftryk om kort Tid vil udkomme, bearbejdet af Lektor Unger, ſom Univerſitetsprogram.
  3. Se min Udgave af Odd Munks, Olaf Tryggvesſøns Saga, Fortale, S. X—XVI.
  4. Om alt dette vil nærmere Oplysninger findes i Fortalen til det ſnart udkommende Aftryk af hiint Haandſkrift af Olaf den helliges Saga, der ovenfor omtales. Af Fejltagelſerne har jeg allerede i nærværende Verk, fornemmelig i Noterne, paapeget flere, iſær hvad Navnene angaar, S. 576, Note 3, S. 611, S. 757, S. 780, Note 1.
  5. F. Ex. hvor den henfører Knut den mægtiges Pilegrimsrejſe til 1026/27, medens de engelſke Forfattere henføre den til 1031. Man kan endog næſten ſige, at den ſtundom antyder det Rette trods ſine egne fejlagtige Angivelſer, idet den nemlig, ved at henføre Einar Thambarſkelves Pilegrimsrejſe til 1023, middelbart giver et Vink om, at Erik Jarls Reiſe og Død forefaldt i dette Aar, uagtet den ſelv tidligere har henført hans Død til 1013, ſe S. 490.
  6. Dem, der ønſke en nøjere Udvikling af dette Emne, maa jeg ligeledes henviſe til den oftere omtalte Fortale til Olaf den helliges Saga.
  7. Haandſkriftet, efter al Rimelighed ſkrevet paa Orknøerne, opbevares nu i Skotland, ſe Udgaven af „Historia Norvegiæ“.
  8. F. Ex. ved Fortællingen om Knuts Datters Giftermaal med Kejſer Konrads Søn, om Sven Ulfsſøns førſte Berørelſe med Magnus den gode, o. ſ. v., ſe nedenfor S. 841, 861.
  9. Codex tilhører Corpus Christi College i Cambridge, er ſigneret CLXXIII; kaldes i Mon. hist. Brit. A; i Ingrams Udgave Cant..
  10. Codex i det cottonſke Bibl. i British Museum, Tiberius A. VI.; kaldes i Mon. hist. Brit. B.; i Ingrams Udgave C. T. B. 1.
  11. Denne Codex i den cottonſke Samling i Brit. Museum, har Signaturen „Tiberius B. I“; i Mon. hist. Brit. kaldes den C. hos Ingram C. T. B. 1.
  12. Dets Signatur er „Cottonſke Samling Otho B. XI. 2, i Mon. hist. Brit. er det betegnet G.
  13. Deres Signatur er a) Mscr. Bodley Laud. 636 (forhen 50), og b) Cottonſke Sml. Domitian A. VIII 2. I Mon. hist. Brit. ere de betegnede E. og F., i Ingrams Udgave. Laud. og C. Dom. A. VIII.
  14. Se Saxo, 1 B. S. 21.
  15. Fordun ſkrev ſit Verk omkring 1380.
  16. Verket udkom nemlig paa Hertugen af Buckingham og Chandos Bekoſtning.