Det norske Folks Historie/2/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Guldharalds Fald vendte Haakon Jarl tilbage til Danekongen og forligtes, ſom det heder, letteligt med ham for Broderſønnens Drab. Dette ſaakaldte Forlig krævede Anſtændigheden, for at det ej ſkulde være altfor tydeligt for Enhver, at Drabet var ſkeet med Haralds Samtykke. De paalideligere Oldſkrifter ſige ikke, hvori Forliget beſtod; den lidet troværdige Jomsvikingaſaga fortæller derimod udførligt, at Haakon overlod Harald ſelv at beſtemme hvordan og hvor ſtor Bod der ſkulde gives for Drabet, og at Danekongen beſtemte, at Haakon ſkulde være forpligtet til, een eneſte Gang, naar Harald anſaa det nødvendigt, at drage til Danmark med Leding fra hele Norge for at komme ham til Hjelp, men forreſten indfinde ſig alene, naarſomhelſt Kongen behøvede hans Raad, og derhos betale ham Skat, beſtaaende i 100 Mark Guld og 60 Jagthøge. Det tilføjes og, at Haakon af det efter Guldharald tagne Guld betalte Kong Harald Skatten (her menes tydeligt den Deel af Skatten, der beſtod i Penge) paa een Gang for tre Aar, og at han ſiden, efter at være kommen til Norge, ſendte Kong Harald 60 Høge, under Forevending af at det faldt ham belejligere at ſkaffe ſaa meget paa een Gang, end at tilvejebringe noget hvert Aar[1]. Denne Fortælling hvorved det ogſaa forudſættes at Haakon fik hele Norge at beſtyre, er i det Hele taget lidet ſandſynlig. Thi den forvexler Aftalen mellem Harald og Haakon om Forleningen og Lensafgiften med det Forlig, der for et Syns Skyld fandt Sted angaaende Guldharalds Drab, og ſom alene kan have drejet ſig om en Pengebod, hvis man ſkal tage Henſyn til hvad der ellers ved ſaadanne Lejligheder var Skik og Brug Heller ikke udhæver den tilſtrækkeligt det Lensforhold, hvori Haakon nu kom til at ſtaa, ligeſom den heller ikke fra det Len, der blev Haakon til Deel, undtager Viken, hvilken Harald dog, ſom det nedenfor vil ſees, og ſom det allerede paa Grund af Forholdene var at vente, forbeholdt ſig ſelv eller ſin egen nærmere Forføjning. Der ligger ogſaa en Selvmodſigelſe i at den Deel af Skatten, der ſkulde beſtaa i Høge, førſt angives til ſexti, hvorved man, ſiden der ej tales om nogen Betaling eengang for alle eller for flere Aar, maa tænke ſig det aarlige Antal, medens det ſidenefter heder at Haakon paa eet Aar tilvejebragte 60 for flere, efter Sammenhængen at ſlutte, trende Aar tilſammen, ligeſom at han og ſkal have betalt Penge-Skatten for tre Aar. Men forſaavidt Haakon virkelig før Hjemrejſen til Norge har udbetalt Harald nogen Pengeſum, da er det dog rimeligſt, at denne netop var den Bod, Harald for ſin egen Æres Skyld havde paalagt ham at udrede, og ſom heller ikke kunde ſættes for lavt, uden at Sagens rette Sammenhæng altfor tydeligt vilde træde frem. Thi af de paalideligere Beretningen ſom nedenfor ſkulle meddeles, vil det ſees, at Haakon fritoges fra at betale nogen Skat i Penge, ſaa længe han maatte forſvare Landet mod fremmede Hære, og at han virkelig af Gunnhilds Sønners gjentagne Angreb tog Anledning til ingen Skat at udrede. Hvad derimod Beſtemmelſen om Høgene angaar, da har det viſtnok ſin Rigtighed med den, kun ſaaledes, at det aarlige Antal ej var 60, men, ſom det ogſaa etſteds udtrykkeligt ſiges, 20[2], eller, hvad der tildeels ligger i Jomsvikingaſagas egne Ord, 60 hvert tredie Aar. En ſaadan Maade at tilkjendegive Lensafhængigheden paa var ikke uſædvanlig i Middelalderen[3], iſær naar der ellers intet var i Vaſallens ydre Stilling, ſom kunde minde derom. Der er ogſaa et Sagn om, at Harald Gormsſøn ſkal have kaldt Norge ſin Høge-Ø (Haukey), fordi han derfra fik ſine Høge[4].

Efter de troværdigſte Beretninger[5] udbød Kong Harald ſtrax efter Guldharalds Drab en Hær over hele ſit Rige, for ufortøvet at ſætte ſig i Beſiddelſe af Norge, og ſejlede derpaa afſted med en Flaade af ikke færre end ſex eller ſyv hundrede Skibe[6]. Haakon Jarl var i Følge med ham tilligemed mange andre anſeede Nordmænd, hvilke Gunnnhilds Sønners Haardhed havde nødt til at forlade deres Odel. Han ſtyrede førſt til Viken, hvor alle Indbyggerne underkaſtede ſig ham. Da han kom til Tunsberg, ſamlede en Mængde Krigere ſig om ham, og over dem, ſaa vel ſom alle de øvrige, der i Norge havde ſlaaet ſig til ham, ſatte han Haakon Jarl til Anfører. Her i Tunsberg, ſom det ſynes, forlenede han Haakon Jarl med ſyv Fylker, nemlig Rogaland, Hørdafylke, Sogn, Firdafylke, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre, foruden Throndhjem, der betragtedes ſom hans Fædrenearv, og hvortil han ogſaa maa have regnet Naumdal og Haalogaland. Han fik alt dette paa de ſamme Vilkaar, under hvilke Harald Haarfagre gav ſine Sønner det, nemlig mod at afgive Halvdelen af de kongelige Indtægter, dog ſaaledes, at han ſkulde oppebære det Hele, ſaavel al Landſkylden, ſom Afkaſtningen af Kongsgaardene og alt andet kongeligt Gods, naar der var Hær i Landet[7]. At han forpligtedes til at underſtøtte Harald med Vaabenmagt, naar denne fordrede hans Hjelp i Krigstilfælde, fulgte allerede af Lensforholdet, og behøvede neppe udtrykkelig at betinges. Det viſer ſig ogſaa i det Følgende, at Haakon virkelig indfandt ſig paa Haralds Opfordring for at underſtøtte ham mod Kejſer Otto[8]. Det heder fremdeles, at Harald Grønſke, Søn af den red Harald Graafelds Liſt dræbte Kong Gudrød Bjørnsſøn, var med ved denne Lejlighed, 18 Aar gammel, og af Danekongen forlenedes med Vingulmark, Veſtfold og Agder indtil Lindesnes, paa ſamme Vilkaar, ſom Harald Haarfagres Sønner. Men dette er aabenbart en Urigtighed, thi Harald Grønſke var paa denne Tid viſtnok endnu kun et Barn. Viken, og med den ſandſynligviis Oplandene, har Harald Gormsſøn viſtnok for det førſte forbeholdt ſig ſelv eller ſit umiddelbare Herredømme[9].

Danekongen vendte nu tilbage til Danmark med ſin Hær, men Haakon Jarl drog med den Styrke, der var ſtillet til hans Raadighed, langs Kyſten veſt- og nordefter, for at underkaſte ſig det ham tildeelte Len. Da Gunnhild og hendes to endnu levende Sønner, Ragnfred og Gudrød, erfore hvad der havde tildraget ſig, ſøgte de at ſamle en Hær, men kun faa Folk adløde deres Opbud, og de ſaa derfor ingen anden Udvej for det førſte, end at ty over til deres gamle Tilflugtsſted, Orknøerne, med dem, der vilde følge dem. Imidlertid underkaſtede Haakon ſig alle de nævnte Fylker, og kunde tilbringe den følgende Vinter (965—966) roligt i Throndhjem. Om Gunnhilds ſenere Skjæbne og Endeligt indeholde de paalidelige Oldſkrifter, vi forøvrigt have fulgt, ikke andet, end at hun, ſom det ſynes, begav ſig til ſin Søn Ragnfred, da denne om Høſten 966 (ſe nedenfor S. 60) havde ſat ſig faſt i Norge, og efter Nederlaget ved Dingenes atter flygtede veſtover Havet. Det ſandſynligſte er derfor, at hun er død paa Orknøerne. Derimod beretter den romantiſke og lidet troværdige Jomsvikingaſaga, ſtrax efter hiin ovenfor omtalte Fortælling om Haakons Forlig med Danekongen, at Haakon Jarl allerede i Danmark ſkiltes fra Harald, at han paa egen Haand drog hjem til Norge, begav ſig til Gunnhild, roſte ſig af at han havde hevnet hendes Søn Harald ved at dræbe Guldharald, og bejlede til hende i Danekongens Navn, udgivende det for dennes indſtændige Ønſke, at hun ſtrax vilde begive ſig til ham med et ſømmeligt Følge; at Gunnhild, ſom var ſaare giftelyſten, ſtrax løb i denne Snare, ſom Harald og Haakon havde lagt for hende, og begav ſig til Danmark med 3 Skibe og 60 Mand paa hvert (i Jomsvikingaſaga er der næſten altid 60 Mand paa hvert Skib); at Kong Harald ved hendes Ankomſt til Danmark lod hende møde med Heſte og Vogne, for, ſom det hed, at føre hende til Bryllupsgildet, men at de Folk, der kjørte Vognene, henimod Aftenen ſtyrede hen til en Myr, hvori de druknede hende, og ſom derefter blev kaldet Gunnhildsmyr; og at Kongen ſiden takkede dem for velforrettet Ærende[10]. Den ſamme Fortælling gjentages med nogle ubetydelige Afvigelſer, dog ſaaledes, at man kan ſe at den overalt hidrører fra en og ſamme Hovedkilde, i tre andre Oldſkrifter[11]. Men den fortjener neppe nogen Tiltro, thi deels er det allerede et Vidnesbyrd mod dens Troværdighed, at de bedre Sagaer ikke kjende den, deels er det i og for ſig aldeles uſandſynligt, at den liſtige Gunnhild ſtrax efter det Forræderi, for hvilket hendes Søn var falden ſom et Offer, ſkulde have ladet ſig fange i den af Forræderne lagte Snare. Vel har man for ikke mange Aar ſiden i Nærheden af den gamle Kongsgaard Haraldskjær ved Vejle i Jylland, i en Myr, der nu kaldes Juthemoſe, fundet et nedpælet kvindeligt Lig, umiskjendeligt fra ældgamle Tider, lidet af Vext, med Stykker af en Klædning, der i en fjern Tidsalder maa have været temmelig koſtbar; i dette Fund have Flere fundet en Bekræftelſe paa Rigtigheden af Jomsvikingaſagas Fortælling, idet de naturligviis antage hiint Lig for at være Dronning Gunnhilds. Men da man veed, at en ſaadan Aflivelſesmaade, ſom den her anvendte, var temmelig almindelig i ældre Tider, da det heller ikke er afgjort, at Haralds Reſidens var i Nærheden af det Sted, hvor Liget er fundet, og da heller ikke Navnet „Juthemoſe“ i ſig ſelv minder ſynderligt om „Gunnhildsmyr“, bliver det i alle Fald meget uviſt, om hiint Lig overhoved er Gunnhild Kongemoders, og dets Tilværelſe beviſer følgelig lidet eller intet imod alle de Grunde, der gjøre Sagnet om hendes Nedſænkelſe i en Myr uſandſynligt.

  1. Jomsvikingaſaga, Cap. 7.
  2. I Thjodrek Munks norſke Hiſtorie ſtaar der ligefrem (Cap. 5) at Forliget mellem Harald og Haakon lød paa, at denne ſkulde aarlig ſkaffe 20 Høge, og forreſten være pligtig til at indfinde ſig med en Hær for at underſtøtte Harald, hvis der var Krig i Danmark.
  3. Paa lignende Maade maatte blandt andet Kong Karl af Neapel, da han forlenedes med dette Kongerige af Pave Klemens den 4de, love, foruden Lensafgiften, hvert tredie Aar at ſende Paven en hvid Heſt.
  4. Odd Munks Bearbejdelſe af Olaf Tryggv. Saga, Cap. 61. Her ſtaar det udtrykkeligt, at Harald Gormsſøn kaldte Norge ſin Høge-ø; der anføres endog et Par Verslinjer af Sigvalde Jarl derom.
  5. Neml. hos Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 54, Olaf den helliges Saga, Cap. 12.
  6. Læſemaaden er forſkjellig; i en Kodex af Snorre ſtaar 600 Skibe, forreſten er 700 det ſædvanlige.
  7. Saaledes alle de ovennævnte Sagaer, paa Olaf den helliges Saga nær, ſom udtrykker ſig ſaaledes: „han ſkulde beſidde alle Kongsgaarde og Landſkylder i Throndhjem, og tillige have alt kongeligt Gods, hvis Hær var i Landet“. Derved indſkrænkes hans Ret til Kongsgaardene alene til Throndhjem. Dog kan denne Læſemaade neppe være rigtig. De øvrige Haandſkrifter have Stedet ſaaledes ſom ovenfor anført. — At Haakon virkelig ikke fik mere end de nævnte 7 Fylker, viſer ſig af et baade hos Snorre og i Kongeſagaerne ſtrax efter anført Vers af den ſamtidige Skald Einar Skaaleglams Digt Vellekla, hvor udtrykkeligt 7 Fylker omtales. Altſaa maa Throndhjem være betragtet ſom hans Fædrenearv, udenfor den egentlige Forlening, og da det nu ſiden udtrykkeligt heder (Snorre Cap. 18, Olaf Tryggv. S. Cap. 56), at Haakon i Kampen mod Ragnfred havde Krigsfolk baade fra Haalogaland og Naumdal, maa disſe Fylker have været underforſtaaede under Throndhjem i videre Betydning.
  8. Thjodrek Munk nævner og, ſom vi have ſeet, udtrykkeligt denne Beſtemmelſe, ligeſom der ogſaa i Jomsvikingaſagas forøvrigt upaalidelige Beretning hentydes dertil.
  9. Naar man overvejer at Olaf den hellige, Harald Grønſkes Søn, ved ſin Død ej var meget over 33 Aar, og ſaaledes maa være fød henved 994; at han fødtes efter Haralds Død, at Harald altſaa maa være bleven dræbt omkring 994, og at han da, ſom nylig gift, ej kan have været ſaa gammel, kan man neppe ſætte hans Fødſel ſildigere end 960, og hans Forlening med endeel af Viken maa altſaa have fundet Sted ſenere. Men naar vi læſe om Erik Jarl, at han noget efter Haakons Regjeringstiltrædelſe i Norge ophøiedes til Jarl over Raumarike og Vingulmark, hvilket ſidſte Fylke netop var et af dem, Harald Grønſke ſkulde have faaet; naar vi tillige ſe, at den paalidelige Fagrſkinna, ved at omtale Haakons Forlening med det Nordenfjeldſke, og Harald Gormsſøns Tog til Norge (Cap. 45), aldeles undlader at omtale Harald Grønſke, ligeſom det og ſenere (Cap. 48) heder at Haakon efter at have brudt med Danekongen, herjede Viken „ſom da laa under Danekongen“; og da det længer henne i Snorres Olaf Tr. Saga (Cap. 58) kun heder at Harald Grønſke var Konge i Veſtfold, medens Fagrſkinna, hvor den ſenere omtaler Harald, aldeles ikke nævner ham ſom Konge, Odd Munk (Cap. 28) kalder ham Konge paa Oplandene, (Historia Norvegiæ fol. 8. b) og Stykket om Olaf Geirſtadalf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. 212) Konge paa Grønland: da bliver det ſandſynligſt, at Harald Grønſke ſlet ikke har faaet det ſtore Len, Snorre og Kongeſagaerne omtale, eller at han i alle Fald har faaet det meget ſenere. Det førſte ſynes dog rimeligſt, iſær da en Beretning om at Harald Gormsſøn ſelv havde forbeholdt ſig det omtalte Stykke, lettelig kunde henføres til Harald Grønſke ved at man læſte „Grønſke“ iſtedetfor „Gormsſøn“. Harald Grønſke fremtræder desuden ingenſteds ſom nogen mægtig Konge. Tvertimod indebrændes han af Sigrid Storraade ſom „Smaakonge“. — Se forøvrigt § 11.
  10. Jomsvikingaſaga, Cap. 7.
  11. Disſe Oldſkrifter ere: a. Olaf Tryggveſøns Saga i Flatøbogen, hvor dog, vel at merke, ogſaa Jomsvikingaſaga tildeels er indtagen, og hvor ſaaledes ogſaa Beretningen om Gunnhilds Drab findes, ſkjønt den ſædvanlige Beretning tidligere er anført (ſe Olaf Tr. Saga, Skaalholtudg. Cap. 61 og 122). Der tilføjes dog paa ſidſte Sted: „efterſom kyndige Mænd ſige“; Beretningen afviger ogſaa for ſaa vidt ſom det her er et Brev fra Danekongen, der beſtemmer Gunnhild til at rejſe. Til denne Afvigelſe var imidlertid Sagaſkriveren her nødt, da han tidligere havde ladet Haakon og Harald tilſammen drage til Danmark, og ſaaledes ej kunde lade hiin optræde ſom dennes Befuldmægtigede. b. Ágrip, Cap. 10, ſom dog, efter hvad vi ſeet, paa dette Sted ogſaa i andre Henſeender røber Paavirkning af Jomsvikingaſaga, den tilføjer ligeledes „efter ſom Mange ſige“. c. Thjodrek Munk, Cap. 6, der tydeligt viſer ſig ſom et Uddrag af den i Flatøbogen fulgte Beretning, hvoraf endog enkelte Talemaader gjenkjendes. Se forøvrigt derom Peterſen: Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie, og Worsaae: Hiſtoriſk Tidsſkrift, 3 B. S. 244—292.