Det norske Folks Historie/2/11

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 56-61).

Haakon Jarl raadede nu altsaa for hele det egentlige nordenfjeldske Norge, vistnok, som det hed, under Danekongens Lenshøjhed, men dog saaledes, at denne ingen Indflydelse havde paa hans Forhold til Befolkningen, over hvilken han udøvede samme Magt, som en uafhængig Konge. Da det maa ansees ganske vist, at hans Herredømme i det mindste for det første ikke strakte sig videre langs Kysten, end til Grændsen mellem Rogaland og Agder, eller i det højeste til Lindesnes^[1], skede her et nyt Brud paa den af Haakon den gode indrettede Fylkesforening, idet Agder, der skulde høre til Gulathingslagen, nu ikke fulgte med dennes øvrige Fylker, men derimod blev slaaet sammen med Viken, hvortil den østlige Deel vistnok i ældre Tider hørte, og med hvilken den vel ogsaa under Gudrød Vejdekonge og Halfdan Svarte tildeels var forenet, men dog nærmest hørte sammen med Rogaland og Hørdaland, og i alle Fald siden Haakon den godes Tid maa have været regnet til Gulathingets Distrikt. Men Harald Gormssøn tænkte sandsynligviis nu paa at gjenoprette Ragnar Lodbroks gamle Rige, og denne Konge skal, efter hvad der paa et andet Sted fortælles, have behersket Viken lige til Lindesnes og Oplandene lige fra Dovre af^[2]. Over denne Deel af Riget, eller Viken i vidtløftig Forstand tilligemed Oplandene, har Kong Harald, som det synes, indsat sin Søn Sven, senere saa bekjendt under Tilnavnet Tjuguskegg, som sin Vasall, rimeligviis med Kongetitel, men Underkongerne paa Oplandene af Harald Haarfagres Æt have dog for det meste raadet sig selv, thi, som det heder, „de udenlandske Høvdinger vare jevnligt borte, og ændsede kun lidet Folks Gjøren og Laden, naar de kun fik slig Skat af Landet, som de havde bestemt“^[3]. Under disse Omstændigheder er det let at forstaa, hvorfor Kongesagaerne og Kongerækkerne sædvanligviis nævne Haakon Jarl som Norges Regent i Tidsrummet efter Harald Graafelds Død, uden engang at omtale Harald Gormssøn. Thi Haakon var uimodsigeligt Norges mægtigste Mand; og om han end ikke udøvede noget egentligt Herredømme over det Søndenfjeldske, saa var dog vistnok hans Indflydelse derover ikke ubetydelig.

Haakon fører i de fleste Kongesagaer Jarletitlen allerede umiddelbart fra hans Fader Sigurd Jarls Død. Dette er og i sig selv rimeligt, da det forholdt sig anderledes med Jarleværdigheden i hans, end i de øvrige Jarlers Familie. Hvis det Sagn, at hans Forfædre tidligere havde ført Kongetitel, men siden Kong Herses Dage førte Jarletitel, skal have nogen Betydning, maa det være den, at denne Værdighed fra umindelige Tider havde været arvelig i Familien, og at den ældste Søn strax ved Faderens Død arvede den, uden at nogen særskilt Udnævnelse af Kongen dertil var nødvendig^[4]. Dog heder det ogsaa etsteds, at Haakon først fik Jarlenavn af Harald Gormssøn^[5], hvilket imidlertid maaske kan forklares om hans særskilte Udnævnelse til Jarl over de syv Fylker, der hidtil ej havde staaet under hans Raadighed.

Haakon Jarl viste sig som en egte Søn af Sigurd Jarl i sin Forkjærlighed for Hedendommen og dens Religionsskikke. Derfor benævnes han ogsaa ofte med Tilnavnet „Blotjarl“. Strax ved sin første Færd søndenfra langs Landet, befalede han at Hovene, som Gunnhilds Sønner havde ødelagt, skulde gjenoprettes, og Blotene vedligeholdes. Da det nu tillige traf sig saa heldigt, at der igjen blev god Kornvext, og at Silden, der i de sidste Aar var udebleven, atter gik ind til Landet den første Vinter efter at han havde erhvervet Magten, vilde det have været meget besynderligt, om Mængden ikke havde anseet denne Forandring til det Bedre som et Tegn paa Gudernes Tilfredshed, og dette maa naturligviis i høj Grad have bidraget til at gjøre ham yndet. I det af os oftere omtalte Kvad Vellekla handles der ogsaa særskilt herom, og det er tydeligt at se, at Skalden lægger megen Vegt derpaa. „Thors“, siger han, „og de øvrige Guders Hov, der hidtil laa omstyrtede, lod hiin ædle Herre gjenoprette, førend han havde tilbagelagt sin Sø-Rejse. Krigsmændene vende sig atter til Blot, og selv fremmes den tapre Høvding ved Æsernes Hjelp. Nu gror Jorden som før, og den gavmilde Fyrste lader sine glade Mænd opbygge Gudernes Helligdomme“. Haakon var denne Art af Religiøsitet ej blot og bar Politik. Af hans senere Færd sees det tydeligt, at han virkelig, maaske i højere Grad end mange af hans Omgivelser, troede paa Æsernes Tilværelse og Magt, og at denne hans Tro maaske endog hovedsageligen bestemte hans Handlemaade i mange vigtige Anliggender^[6].

Haakon var paa denne Tid i sin kraftigste Ungdomsalder, henved 28 Aar gammel^[7]. Han beskrives som ualmindeligt smuk og beleven i sin Adfærd, af middelmaadig Højde, med fagert Haar og Skjeg, og vel øvet i al Slags Legemsfærdighed. Han var, siges der ogsaa, veltalende, dybraadende, farlig for sine Uvenner baade ved aabenbare og lønlige Anslag, glemte ikke let Fornærmelser, men var gavmild paa Gods^[8]. En saadan Mand maatte under saa gunstige Omstændigheder, som dem, hvorunder han befandt sig, med Lethed kunne tilrive sig Magten.

Gunnhilds Sønner undlode imidlertid ikke at gjøre et Forsøg paa at skaffe sig deres forrige Herredømme tilbage. Efterat de havde tilbragt een Vinter paa Orknø, og i denne Tid sandsynligviis søgt at udruste sig saa godt som muligt, kom Ragnfred til Landet med en ikke ubetydelig Flaade, og begyndte at herje paa Søndmøre, hvor Indbyggerne gik ham til Haande, mere drevne af Nødvendigheden, end fordi de just yndede ham. Haakon, som om Vinteren havde opholdt sig i Throndhjem, lod strax Hærør opskære, og samlede en temmelig stor Hær, med hvilken han drog ud til Søndmøre og mødte Ragnfred, der siges ikke hvor, dog, som man af Beskrivelsen af Slaget kan se, i et trangt Sund, hvor der gik en sterk Strøm ind mod Land. Man stred Stavn mod Stavn, og Kampen blev hidsig, men da Jarlens i Hast sammenbragte Skibe ej vare saa højbordede, som Ragnfreds, havde denne afgjort Overhaand. Jarlen benyttede sig derfor af Strømmen til at lade sine Skibe efterhaanden drive ind mod Kysten, tildeels lod han dem ogsaa skaade mod Land. Da de naaede Grunden, gik han og alle hans Folk op, droge Skibene i Land, og opstillede sig i Slagorden paa Fjæren, idet Jarlen udæskede Ragnfred til ogsaa at gaa i Land og prøve en ny Kamp. Ragnfred var dog klog nok til ej at indlade sig derpaa, men lod det kun blive ved at lægge sig udenfor og beskyde Haakons Folk en Stund. Derpaa vendte han om, og drog søndenom Stad, hvor han underkastede sig de fire Fylker, Firdafylke, Sogn, Hørdafylke og Rogaland. Jarlen vovede ej at forfølge ham, førend han havde faaet Skibe, der kunde maale sig med hans; saaledes blev Ragnfred i uforstyrret Besiddelse af hine fire Fylker den Vinter (966–967) medens Jarlen opholdt sig i Throndhjem. Den følgende Vaar bød Haakon Leding ud, fuld Almenning, fra Throndhjem, Haalogaland og alle de øvrige Fylker nordenfor Stad. Han skal ikke have haft færre end syv Jarler i Følge med sig^[9]. Ragnfred havde imidlertid ogsaa opbudt Leding fra hine fire Fylker. Det synes tillige, som om hans Broder Gudrød og hans Moder Gunnhild vare komne til ham. Da Haakon kom sønder om Stad, hørte han, at Ragnfred bar dragen ind i Sogn; hid vendte han sig derfor med sin Flaade, og traf Ragnfred ved Dingenes paa Grændsen mellem Sogn og Hørdaland. Her lod han hasle en Vold^[10], og bød Ragnfred at gaa i Land og stride. Ragnfred kunde efter de Tiders Begreber ej vel undslaa sig for at modtage Tilbudet, og efter en langvarig og haard Kamp maatte han vige for Haakons Overmagt, efterat have mistet 360 Mand^[11], et efter Omstændighederne temmelig betydeligt Tab. Det heder endog i Vellekla, at Jarlen efter Slaget kunde gaa til Søen paa Menneskehoveder. Ragnfred, Gudrød og Gunnhild flygtede til Skotland; Haakon lod Størstedelen af sin Hær drage hjem, men forblev om Vinteren i hine Fylker, for at frede dem, og paany at sikre sig deres Lydighed^[12].

Flere Forsøg af Gunnhilds Sønner paa at sætte sig fast i Norge omtales ikke udtrykkeligt. Da imidlertid hverken Ragnfred eller Gudrød endnu vare faldne, og vi siden ville faa se Gudrød efter mange Aars Forløb, da Olaf Tryggvessøn beherskede Norge, prøve sin Lykke ved et Angreb paa Viken, er det heel sandsynligt, at de endnu en Tidlang have vedblevet at forurolige Landet, om ej med større Hære, saa dog med enkelte Vikingeskibe. Dette bekræftes deraf, at Haakon undlod at betale Danekongen Skat, under Paaskud af at han havde saa megen Umag og Bekostning med at værge Landet mod Gunnhilds Sønner. Dette Paaskud kunde han neppe have anført, med mindre Gunnhilds Sønner nu og da virkelig havde fornyet deres Angreb. Disse Angreb have forøvrigt vist ikke haft stort at betyde, og man kan vel antage, at der ligger nogen Sandhed til Grund for Einar Skaaleglams vistnok noget overdrevne Udtryk i Vellekla, at slig Fred, som Norge nu nød, havde ingen anden end Fred-Frode kunnet oprette^[13].

1. Det heder, som ovenfor viist, saavel i de større Kongesagaer, som i Fagrskinna, at Haakon indsattes til Jarl over hele det vestlige og nordlige Norge indtil Lindesnes, hvorved man da ikke har regnet den Deel af Egdafylke, der laa vestenfor Lindesnes, som noget heelt Fylke, siden Vellekla taler om „syv Fylker“. I et i Fagrskinna Cap. 48 anført Brudstykke af Eyvind Skaldespilders Háleygjatal heder det ogsaa at Landet ligetil „Egdernes Bø“ var Harald underlagt. Naar det derfor i et andet Vers af Vellekla (Snorre Olaf Tr. S. Cap. 16, Ol. Tr. S. i Fornm. S. Cap. 55) siges, at Haakons Rige indbefatter alt nordenfor Viken, da er Viken enten tagen i den allervidtløftigste Betydning, nemlig alt hvad der er østenfor Lindesnes (jfr. Olaf Tr. Saga, Cap. 72), eller ogsaa sigter dette Vers, der i Fagrsk. først anføres efter at Jarlen havde løsrevet sig fra det danske Herredømme (Cap. 48) til en senere stedfunden Udvidelse af hans Rige.
2. Nemlig i Hr. Hauk Erlendssøns Beretning om Ragnar og hans Sønner, Cap. 2, se ovf. 1ste B. S. 373.
3. For at kunne danne sig nogen klar Forestilling om, hvorledes Norges enkelte Landskaber nu vare fordeelte mellem Haakon og Harald, maa man, da Efterretningerne paa dette Sted i Kongesagaerne ere temmelig mangelagtige, og især, da Fortællingen om at Harald Grønske allerede ved Harald Gormssøns Besøg i Norge forlenedes med Vingulmark, Vestfold og Agder, viser sig at være urigtig, holde sig til den, som det synes, aldeles paalidelige Beretning om, hvorledes Norge 35 Aar senere, efter Slaget ved Svaldr, deeltes mellem Sejrherrerne, Danekongen Sven, Sviakongen Olaf, og Erik Jarl, Haakon Jarls Søn. Det er nemlig tydeligt at se, at man ved denne Deling, saavidt muligt, har søgt at bringe den Tingenes Orden, som tidligere fandt Sted, tilbage, undtagen for saa vidt som man nu var nødt til at indrømme den svenske Konge hans Deel af Byttet. Saaledes fik Erik Jarl dengang 4 Fylker i Throndhjem tilligemed Haalogaland og Naumdalen, Firdafylke, Sogn, Hørdafylke, Rogaland og den vestlige Deel af Agder indtil Lindesnes; den svenske Konge de øvrige fire Fylker i Throndhjem, begge Mørerne og Raumsdalen, nordenfjelds, og søndenfjelds derimod det egentlige Øster-Viken mellem Svinesund og Gaut-Elven. Den danske Konge fik Resten af Viken indtil Lindesnes, og derhos, som man kan se, Oplandene, siden det heder at han forlenede Erik Jarl med Raumarike og Hedemarken. (Snorre Olaf Tryggv. Saga, Cap. 123). Ser man her hen til, at Erik Jarl just fik den Hoveddeel af Landet, der tidligere tilhørte hans Fader, dog med Undtagelse af et betydeligt Stykke, der afgik til Sviakongen, og at Sven ligeledes fik det fornemste Stykke af det Søndenfjeldske, hvilket Harald Gormssøn Ved den tidligere Deling havde forbeholdt sig selv, saa bliver det indlysende, at hiin tidligere Deling er bleven lagt til Grund for den senere, saaledes at Erik fik Haakons, Sven Haralds Part, men at de begge hver have afgivet et Stykke til den svenske Konge. Bestræbelsen efter at tilvejebringe den tidligere Tingenes Orden spores ogsaa deri, at Sven Danekonge af sin egen Part forlenede Erik med Raumarike, som han tidligere havde haft under dansk Lenshøjhed (se Snorre Olaf Tr. Saga, Cap. 20) og med Hedemarken, rimeligviis som Æqvivalent for Vingulmark, hvilke Harald Gormssøn (hvis ellers ikke „Hedemarken“ paa hiint Sted er en Skrivfejl istedetfor „Vingulmark“, hvad der er sandsynligst) havde givet ham tilligemed Raumarike. Men her bliver det af stor Betydning, at der, hvor der tales om Svens Andeel af Norge, siges at han fik Viken, „som han tilforn havde haft“. Altsaa havde Sven tidligere besiddet Viken, og da naturligviis i dens hele Udstrækning eller i vidtløftigst Betydning, lige fra Gautelven til Lindesnes, siden netop den østlige Deel, eller det egentlige Viken, ved den senere Deling afgaves til Sviakongen. Da det nu næsten kan paavises, at Sven ej har varet i Besiddelse af Viken umiddelbart før Olaf Tryggvessøns Thronbestigelse, og neppe efter at Haakon Jarl havde løsrevet sig fra Danekongens Herredømme, maa hans tidligere Besiddelse af Viken følgelig henføres til de første Aar efter Harald Graafelds Død, og han er da enten bleven forlenet med Viken strax ved Kongens Ophold i Tunsberg, eller kort efter. Og med Viken have rimeligviis ogsaa Oplandene fulgt. Men da Sven for det meste laa ude paa Vikingetog, kan man ej have følt synderligt til hans Herredømme, især i de indre Egne af Oplandene, og Kong Rørek paa Hedemarken kunde derfor vistnok med god Grund tale om den større Frihed, man havde nydt under de udenlandske (d. e. danske) Høvdinger (Olaf den helliges S. Cap. 50), saaledes som ovenfor anført.
4. Se derom I V. S. 326. Efter Snorres Beretning (se ovf. S. 14) blev han ogsaa udraabt af Thrønderne selv til Jarl, med andre Ord, han fik Jarletitel, ligesom Kongerne fik Kongetitel.
5. Fagrskinna, Cap. 45.
6. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 17. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 45. Fagrskinna, Cap. 45.
7. Da det nemlig i Olaf Tr. Saga Cap. 104 heder, at Haakon ved sin Død 995 var 58 Aar gammel, maa han være fød 937; han var altsaa 28 Aar 965.
8. Fagrskinna, Cap. 37.
9. Det heder saavel i Kongesagaernes Text, som i Vellekla, at han havde en Hær med sig af 4 Folklande. „Folklande“ er egentlig det samme som Fylke, dog maa man her derved tænke paa noget mere, nemlig en af eet og samme „Folk“ (ikke Thjod) beboet Strækning, og at saaledes Naumdal, Haalogaland og Throndhjems 8 Fylker har været anseet som eet Folkland. Det er derimod neppe rigtigt, naar det i Texten heder at han havde Folk med lige fra Byrda til Stad; thi Byrda (Børø) er kun Grændsen mellem Nordmøre og Naumdal.
10. Om at hasle en Vold og de Forpligtelser, dette medførte for den Udæskede, se ovenfor 1 B. S. 646, 759. Det er tydeligt at se, at den højtidelige Form, under hvilken Udæskningen nu fremsattes, og den Sikkerhed mod falskt Spil, som dette Slags Udfordring medførte, har nødsaget Ragnfrid til at modtage Udfordringen; den forrige Gang havde det neppe været Tid til at iagttage de nødvendige Formaliteter. At der kæmpedes til Lands, er sikkert nok af Vellekla.
11. Der staar „trehundrede“, men man regnede paa den Tid efter store Hundreder paa 120.
12. Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 17. Olaf Tr. Saga i Form. S. Cap. 56. Fagrskinna, Cap. 45.
13. Fagrskinna, Cap. 45.