Det norske Folks Historie/2/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Jarl raadede nu altſaa for hele det egentlige nordenfjeldſke Norge, viſtnok, ſom det hed, under Danekongens Lenshøjhed, men dog ſaaledes, at denne ingen Indflydelſe havde paa hans Forhold til Befolkningen, over hvilken han udøvede ſamme Magt, ſom en uafhængig Konge. Da det maa anſees ganſke viſt, at hans Herredømme i det mindſte for det førſte ikke ſtrakte ſig videre langs Kyſten, end til Grændſen mellem Rogaland og Agder, eller i det højeſte til Lindesnes[1], ſkede her et nyt Brud paa den af Haakon den gode indrettede Fylkesforening, idet Agder, der ſkulde høre til Gulathingslagen, nu ikke fulgte med dennes øvrige Fylker, men derimod blev ſlaaet ſammen med Viken, hvortil den øſtlige Deel viſtnok i ældre Tider hørte, og med hvilken den vel ogſaa under Gudrød Vejdekonge og Halfdan Svarte tildeels var forenet, men dog nærmeſt hørte ſammen med Rogaland og Hørdaland, og i alle Fald ſiden Haakon den godes Tid maa have været regnet til Gulathingets Diſtrikt. Men Harald Gormsſøn tænkte ſandſynligviis nu paa at gjenoprette Ragnar Lodbroks gamle Rige, og denne Konge ſkal, efter hvad der paa et andet Sted fortælles, have beherſket Viken lige til Lindesnes og Oplandene lige fra Dovre af[2]. Over denne Deel af Riget, eller Viken i vidtløftig Forſtand tilligemed Oplandene, har Kong Harald, ſom det ſynes, indſat ſin Søn Sven, ſenere ſaa bekjendt under Tilnavnet Tjuguſkegg, ſom ſin Vaſall, rimeligviis med Kongetitel, men Underkongerne paa Oplandene af Harald Haarfagres Æt have dog for det meſte raadet ſig ſelv, thi, ſom det heder, „de udenlandſke Høvdinger vare jevnligt borte, og ændſede kun lidet Folks Gjøren og Laden, naar de kun fik ſlig Skat af Landet, ſom de havde beſtemt“[3]. Under disſe Omſtændigheder er det let at forſtaa, hvorfor Kongeſagaerne og Kongerækkerne ſædvanligviis nævne Haakon Jarl ſom Norges Regent i Tidsrummet efter Harald Graafelds Død, uden engang at omtale Harald Gormsſøn. Thi Haakon var uimodſigeligt Norges mægtigſte Mand; og om han end ikke udøvede noget egentligt Herredømme over det Søndenfjeldſke, ſaa var dog viſtnok hans Indflydelſe derover ikke ubetydelig.

Haakon fører i de fleſte Kongeſagaer Jarletitlen allerede umiddelbart fra hans Fader Sigurd Jarls Død. Dette er og i ſig ſelv rimeligt, da det forholdt ſig anderledes med Jarleværdigheden i hans, end i de øvrige Jarlers Familie. Hvis det Sagn, at hans Forfædre tidligere havde ført Kongetitel, men ſiden Kong Herſes Dage førte Jarletitel, ſkal have nogen Betydning, maa det være den, at denne Værdighed fra umindelige Tider havde været arvelig i Familien, og at den ældſte Søn ſtrax ved Faderens Død arvede den, uden at nogen ſærſkilt Udnævnelſe af Kongen dertil var nødvendig[4]. Dog heder det ogſaa etſteds, at Haakon førſt fik Jarlenavn af Harald Gormsſøn[5], hvilket imidlertid maaſke kan forklares om hans ſærſkilte Udnævnelſe til Jarl over de ſyv Fylker, der hidtil ej havde ſtaaet under hans Raadighed.

Haakon Jarl viſte ſig ſom en egte Søn af Sigurd Jarl i ſin Forkjærlighed for Hedendommen og dens Religionsſkikke. Derfor benævnes han ogſaa ofte med Tilnavnet „Blotjarl“. Strax ved ſin førſte Færd ſøndenfra langs Landet, befalede han at Hovene, ſom Gunnhilds Sønner havde ødelagt, ſkulde gjenoprettes, og Blotene vedligeholdes. Da det nu tillige traf ſig ſaa heldigt, at der igjen blev god Kornvext, og at Silden, der i de ſidſte Aar var udebleven, atter gik ind til Landet den førſte Vinter efter at han havde erhvervet Magten, vilde det have været meget beſynderligt, om Mængden ikke havde anſeet denne Forandring til det Bedre ſom et Tegn paa Gudernes Tilfredshed, og dette maa naturligviis i høj Grad have bidraget til at gjøre ham yndet. I det af os oftere omtalte Kvad Vellekla handles der ogſaa ſærſkilt herom, og det er tydeligt at ſe, at Skalden lægger megen Vegt derpaa. „Thors“, ſiger han, „og de øvrige Guders Hov, der hidtil laa omſtyrtede, lod hiin ædle Herre gjenoprette, førend han havde tilbagelagt ſin Sø-Rejſe. Krigsmændene vende ſig atter til Blot, og ſelv fremmes den tapre Høvding ved Æſernes Hjelp. Nu gror Jorden ſom før, og den gavmilde Fyrſte lader ſine glade Mænd opbygge Gudernes Helligdomme“. Haakon var denne Art af Religiøſitet ej blot og bar Politik. Af hans ſenere Færd ſees det tydeligt, at han virkelig, maaſke i højere Grad end mange af hans Omgivelſer, troede paa Æſernes Tilværelſe og Magt, og at denne hans Tro maaſke endog hovedſageligen beſtemte hans Handlemaade i mange vigtige Anliggender[6].

Haakon var paa denne Tid i ſin kraftigſte Ungdomsalder, henved 28 Aar gammel[7]. Han beſkrives ſom ualmindeligt ſmuk og beleven i ſin Adfærd, af middelmaadig Højde, med fagert Haar og Skjeg, og vel øvet i al Slags Legemsfærdighed. Han var, ſiges der ogſaa, veltalende, dybraadende, farlig for ſine Uvenner baade ved aabenbare og lønlige Anſlag, glemte ikke let Fornærmelſer, men var gavmild paa Gods[8]. En ſaadan Mand maatte under ſaa gunſtige Omſtændigheder, ſom dem, hvorunder han befandt ſig, med Lethed kunne tilrive ſig Magten.

Gunnhilds Sønner undlode imidlertid ikke at gjøre et Forſøg paa at ſkaffe ſig deres forrige Herredømme tilbage. Efterat de havde tilbragt een Vinter paa Orknø, og i denne Tid ſandſynligviis ſøgt at udruſte ſig ſaa godt ſom muligt, kom Ragnfred til Landet med en ikke ubetydelig Flaade, og begyndte at herje paa Søndmøre, hvor Indbyggerne gik ham til Haande, mere drevne af Nødvendigheden, end fordi de juſt yndede ham. Haakon, ſom om Vinteren havde opholdt ſig i Throndhjem, lod ſtrax Hærør opſkære, og ſamlede en temmelig ſtor Hær, med hvilken han drog ud til Søndmøre og mødte Ragnfred, der ſiges ikke hvor, dog, ſom man af Beſkrivelſen af Slaget kan ſe, i et trangt Sund, hvor der gik en ſterk Strøm ind mod Land. Man ſtred Stavn mod Stavn, og Kampen blev hidſig, men da Jarlens i Haſt ſammenbragte Skibe ej vare ſaa højbordede, ſom Ragnfreds, havde denne afgjort Overhaand. Jarlen benyttede ſig derfor af Strømmen til at lade ſine Skibe efterhaanden drive ind mod Kyſten, tildeels lod han dem ogſaa ſkaade mod Land. Da de naaede Grunden, gik han og alle hans Folk op, droge Skibene i Land, og opſtillede ſig i Slagorden paa Fjæren, idet Jarlen udæſkede Ragnfred til ogſaa at gaa i Land og prøve en ny Kamp. Ragnfred var dog klog nok til ej at indlade ſig derpaa, men lod det kun blive ved at lægge ſig udenfor og beſkyde Haakons Folk en Stund. Derpaa vendte han om, og drog ſøndenom Stad, hvor han underkaſtede ſig de fire Fylker, Firdafylke, Sogn, Hørdafylke og Rogaland. Jarlen vovede ej at forfølge ham, førend han havde faaet Skibe, der kunde maale ſig med hans; ſaaledes blev Ragnfred i uforſtyrret Beſiddelſe af hine fire Fylker den Vinter (966—967) medens Jarlen opholdt ſig i Throndhjem. Den følgende Vaar bød Haakon Leding ud, fuld Almenning, fra Throndhjem, Haalogaland og alle de øvrige Fylker nordenfor Stad. Han ſkal ikke have haft færre end ſyv Jarler i Følge med ſig[9]. Ragnfred havde imidlertid ogſaa opbudt Leding fra hine fire Fylker. Det ſynes tillige, ſom om hans Broder Gudrød og hans Moder Gunnhild vare komne til ham. Da Haakon kom ſønder om Stad, hørte han, at Ragnfred bar dragen ind i Sogn; hid vendte han ſig derfor med ſin Flaade, og traf Ragnfred ved Dingenes paa Grændſen mellem Sogn og Hørdaland. Her lod han haſle en Vold[10], og bød Ragnfred at gaa i Land og ſtride. Ragnfred kunde efter de Tiders Begreber ej vel undſlaa ſig for at modtage Tilbudet, og efter en langvarig og haard Kamp maatte han vige for Haakons Overmagt, efterat have miſtet 360 Mand[11], et efter Omſtændighederne temmelig betydeligt Tab. Det heder endog i Vellekla, at Jarlen efter Slaget kunde gaa til Søen paa Menneſkehoveder. Ragnfred, Gudrød og Gunnhild flygtede til Skotland; Haakon lod Størſtedelen af ſin Hær drage hjem, men forblev om Vinteren i hine Fylker, for at frede dem, og paany at ſikre ſig deres Lydighed[12].

Flere Forſøg af Gunnhilds Sønner paa at ſætte ſig faſt i Norge omtales ikke udtrykkeligt. Da imidlertid hverken Ragnfred eller Gudrød endnu vare faldne, og vi ſiden ville faa ſe Gudrød efter mange Aars Forløb, da Olaf Tryggvesſøn beherſkede Norge, prøve ſin Lykke ved et Angreb paa Viken, er det heel ſandſynligt, at de endnu en Tidlang have vedblevet at forurolige Landet, om ej med ſtørre Hære, ſaa dog med enkelte Vikingeſkibe. Dette bekræftes deraf, at Haakon undlod at betale Danekongen Skat, under Paaſkud af at han havde ſaa megen Umag og Bekoſtning med at værge Landet mod Gunnhilds Sønner. Dette Paaſkud kunde han neppe have anført, med mindre Gunnhilds Sønner nu og da virkelig havde fornyet deres Angreb. Disſe Angreb have forøvrigt viſt ikke haft ſtort at betyde, og man kan vel antage, at der ligger nogen Sandhed til Grund for Einar Skaaleglams viſtnok noget overdrevne Udtryk i Vellekla, at ſlig Fred, ſom Norge nu nød, havde ingen anden end Fred-Frode kunnet oprette[13].

  1. Det heder, ſom ovenfor viiſt, ſaavel i de ſtørre Kongeſagaer, ſom i Fagrſkinna, at Haakon indſattes til Jarl over hele det veſtlige og nordlige Norge indtil Lindesnes, hvorved man da ikke har regnet den Deel af Egdafylke, der laa veſtenfor Lindesnes, ſom noget heelt Fylke, ſiden Vellekla taler om „ſyv Fylker“. I et i Fagrſkinna Cap. 48 anført Brudſtykke af Eyvind Skaldeſpilders Háleygjatal heder det ogſaa at Landet ligetil „Egdernes Bø“ var Harald underlagt. Naar det derfor i et andet Vers af Vellekla (Snorre Olaf Tr. S. Cap. 16, Ol. Tr. S. i Fornm. S. Cap. 55) ſiges, at Haakons Rige indbefatter alt nordenfor Viken, da er Viken enten tagen i den allervidtløftigſte Betydning, nemlig alt hvad der er øſtenfor Lindesnes (jfr. Olaf Tr. Saga, Cap. 72), eller ogſaa ſigter dette Vers, der i Fagrſk. førſt anføres efter at Jarlen havde løsrevet ſig fra det danſke Herredømme (Cap. 48) til en ſenere ſtedfunden Udvidelſe af hans Rige.
  2. Nemlig i Hr. Hauk Erlendsſøns Beretning om Ragnar og hans Sønner, Cap. 2, ſe ovf. 1ſte B. S. 373.
  3. For at kunne danne ſig nogen klar Foreſtilling om, hvorledes Norges enkelte Landſkaber nu vare fordeelte mellem Haakon og Harald, maa man, da Efterretningerne paa dette Sted i Kongeſagaerne ere temmelig mangelagtige, og iſær, da Fortællingen om at Harald Grønſke allerede ved Harald Gormsſøns Beſøg i Norge forlenedes med Vingulmark, Veſtfold og Agder, viſer ſig at være urigtig, holde ſig til den, ſom det ſynes, aldeles paalidelige Beretning om, hvorledes Norge 35 Aar ſenere, efter Slaget ved Svaldr, deeltes mellem Sejrherrerne, Danekongen Sven, Sviakongen Olaf, og Erik Jarl, Haakon Jarls Søn. Det er nemlig tydeligt at ſe, at man ved denne Deling, ſaavidt muligt, har ſøgt at bringe den Tingenes Orden, ſom tidligere fandt Sted, tilbage, undtagen for ſaa vidt ſom man nu var nødt til at indrømme den ſvenſke Konge hans Deel af Byttet. Saaledes fik Erik Jarl dengang 4 Fylker i Throndhjem tilligemed Haalogaland og Naumdalen, Firdafylke, Sogn, Hørdafylke, Rogaland og den veſtlige Deel af Agder indtil Lindesnes; den ſvenſke Konge de øvrige fire Fylker i Throndhjem, begge Mørerne og Raumsdalen, nordenfjelds, og ſøndenfjelds derimod det egentlige Øſter-Viken mellem Svineſund og Gaut-Elven. Den danſke Konge fik Reſten af Viken indtil Lindesnes, og derhos, ſom man kan ſe, Oplandene, ſiden det heder at han forlenede Erik Jarl med Raumarike og Hedemarken. (Snorre Olaf Tryggv. Saga, Cap. 123). Ser man her hen til, at Erik Jarl juſt fik den Hoveddeel af Landet, der tidligere tilhørte hans Fader, dog med Undtagelſe af et betydeligt Stykke, der afgik til Sviakongen, og at Sven ligeledes fik det fornemſte Stykke af det Søndenfjeldſke, hvilket Harald Gormsſøn Ved den tidligere Deling havde forbeholdt ſig ſelv, ſaa bliver det indlyſende, at hiin tidligere Deling er bleven lagt til Grund for den ſenere, ſaaledes at Erik fik Haakons, Sven Haralds Part, men at de begge hver have afgivet et Stykke til den ſvenſke Konge. Beſtræbelſen efter at tilvejebringe den tidligere Tingenes Orden ſpores ogſaa deri, at Sven Danekonge af ſin egen Part forlenede Erik med Raumarike, ſom han tidligere havde haft under danſk Lenshøjhed (ſe Snorre Olaf Tr. Saga, Cap. 20) og med Hedemarken, rimeligviis ſom Æqvivalent for Vingulmark, hvilke Harald Gormsſøn (hvis ellers ikke „Hedemarken“ paa hiint Sted er en Skrivfejl iſtedetfor „Vingulmark“, hvad der er ſandſynligſt) havde givet ham tilligemed Raumarike. Men her bliver det af ſtor Betydning, at der, hvor der tales om Svens Andeel af Norge, ſiges at han fik Viken, „ſom han tilforn havde haft“. Altſaa havde Sven tidligere beſiddet Viken, og da naturligviis i dens hele Udſtrækning eller i vidtløftigſt Betydning, lige fra Gautelven til Lindesnes, ſiden netop den øſtlige Deel, eller det egentlige Viken, ved den ſenere Deling afgaves til Sviakongen. Da det nu næſten kan paaviſes, at Sven ej har varet i Beſiddelſe af Viken umiddelbart før Olaf Tryggvesſøns Thronbeſtigelſe, og neppe efter at Haakon Jarl havde løsrevet ſig fra Danekongens Herredømme, maa hans tidligere Beſiddelſe af Viken følgelig henføres til de førſte Aar efter Harald Graafelds Død, og han er da enten bleven forlenet med Viken ſtrax ved Kongens Ophold i Tunsberg, eller kort efter. Og med Viken have rimeligviis ogſaa Oplandene fulgt. Men da Sven for det meſte laa ude paa Vikingetog, kan man ej have følt ſynderligt til hans Herredømme, iſær i de indre Egne af Oplandene, og Kong Rørek paa Hedemarken kunde derfor viſtnok med god Grund tale om den ſtørre Frihed, man havde nydt under de udenlandſke (d. e. danſke) Høvdinger (Olaf den helliges S. Cap. 50), ſaaledes ſom ovenfor anført.
  4. Se derom I V. S. 326. Efter Snorres Beretning (ſe ovf. S. 14) blev han ogſaa udraabt af Thrønderne ſelv til Jarl, med andre Ord, han fik Jarletitel, ligeſom Kongerne fik Kongetitel.
  5. Fagrſkinna, Cap. 45.
  6. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 17. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 45. Fagrſkinna, Cap. 45.
  7. Da det nemlig i Olaf Tr. Saga Cap. 104 heder, at Haakon ved ſin Død 995 var 58 Aar gammel, maa han være fød 937; han var altſaa 28 Aar 965.
  8. Fagrſkinna, Cap. 37.
  9. Det heder ſaavel i Kongeſagaernes Text, ſom i Vellekla, at han havde en Hær med ſig af 4 Folklande. „Folklande“ er egentlig det ſamme ſom Fylke, dog maa man her derved tænke paa noget mere, nemlig en af eet og ſamme „Folk“ (ikke Thjod) beboet Strækning, og at ſaaledes Naumdal, Haalogaland og Throndhjems 8 Fylker har været anſeet ſom eet Folkland. Det er derimod neppe rigtigt, naar det i Texten heder at han havde Folk med lige fra Byrda til Stad; thi Byrda (Børø) er kun Grændſen mellem Nordmøre og Naumdal.
  10. Om at haſle en Vold og de Forpligtelſer, dette medførte for den Udæſkede, ſe ovenfor 1 B. S. 646, 759. Det er tydeligt at ſe, at den højtidelige Form, under hvilken Udæſkningen nu fremſattes, og den Sikkerhed mod falſkt Spil, ſom dette Slags Udfordring medførte, har nødſaget Ragnfrid til at modtage Udfordringen; den forrige Gang havde det neppe været Tid til at iagttage de nødvendige Formaliteter. At der kæmpedes til Lands, er ſikkert nok af Vellekla.
  11. Der ſtaar „trehundrede“, men man regnede paa den Tid efter ſtore Hundreder paa 120.
  12. Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 17. Olaf Tr. Saga i Form. S. Cap. 56. Fagrſkinna, Cap. 45.
  13. Fagrſkinna, Cap. 45.