Det norske Folks Historie/2/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon egtede efter ſin Tilbagekomſt til Norge — hvor længe efter, ſiges der ej — den ſmukke Thora, Datter af den mægtige Skage Skofteſøn. Dog havde han allerede da flere uegte Børn. Den ældſte af dem, Erik, ſom ſiden blev den mægtigſte og berømmeligſte blandt dem alle, blev ham fød af en Kvinde af ringe Herkomſt, med hvilken han blev kjendt paa et Beſøg, han en Vinter gjorde til Oplandene[1]. Der ſiges etſteds[2], at han dengang kun var 13 Aar gammel — det ſkulde altſaa have været endnu i hans Faders Levetid. Da imidlertid hans Fødſel derved rykkes ſaa langt tilbage i Tiden, at det ikke vel rimer ſig med hvad der ſenere anføres om hans Giftermaal og Død, maa man næſten antage, at der ſkal læſes 25, ikke 15, og at Eriks Fødſel ſaaledes falder ved Aaret 962, det ſamme Aar, da Haakon Jarl havde hiin ovenfor omtalte Sammenkomſt med Dalegudbrand og Tryggve Olafsſøn, ved hvilken Sammenkomſt han da ogſaa maa antages at have gjort Bekjendtſkab med Eriks Moder[3]. Da Moderen bragte ham Drengen, ſendte han ham til Opfoſtring hos Thorleif ſpake, en mægtig og rig Mand, der boede oppe i Medaldalen (Meldalen), og ſom ſkal have været en Datterſøn af Thorleif ſpake, Hørde-Kaares Søn. Her voxede Erik op og blev ſnart ſmuk, ſtor og ſterk, og ſaare haabefuld; dog brød hans Fader ſig kun lidet om ham[4]. Med Thora Skagedatter havde Haakon Sønnerne Svein og Heming; deres Datter hed Bergljot[5]. Af Jarlens øvrige mange uegte Børn nævnes Datteren Ingebjørg, ogſaa kaldet Ragnhild, og Sønnerne Erling, Erlend og tvende Sigurder[6]. Ingebjørg blev gift med Skofte Skageſøn, en Broder af Thora, Jarlens Huſtru, hvilket viſer, at Ingebjørg maa have været et af hans tidligſt fødte Børn. Denne Skofte Skageſøn var Jarlens erklærede Yndling. Han elſkede ſin Huſtru Thora ſaa højt, at han foretrak hendes Frænder for alle andre, men blandt dem gjorde han igjen meeſt af Skofte, hvem han gav ſtore Forleninger paa Møre, og tillige tildeelte den Forret, at han, naar Jarlen og hans Mænd ſejlede ſammen, ſkulde lægge ſit Skib i Havn nærmeſt Jarlens. Ogſaa ſkulde Skofte og Jarlen, naar de vare tilſammen, fortælle hinanden indbyrdes de Nyheder eller Tidender, de hørte, førend de fortalte dem til nogen anden: derover blev Skofte kaldet „Tidendeſkofte“, et Navn, ſom ſynes at vidne om, at han ikke altid udøvede denne Ret paa en for de øvrige behagelig Maade.

Da Erik havde naaet ſit 10de eller 11te Aar, var han ombord paa et Skib, hans Foſterfader Thorleif ſtyrede, da Jarlen med flere af ſine Mænd foretog en Rejſe ſydefter. Paa denne Rejſe fordrede Erik, at Thorleifs Skib, paa hvilket han befandt ſig, ſkulde ligge nærmeſt ved Jarlens eget, naar de vare i Havn, og ſaaledes ſkede det og, indtil de kom til Møre, hvor Skofte indfandt ſig med et velbemandet Langſkib, og fordrede at Thorleif ſkulde lægge afvejen for ham. Erik raabte ſtrax, at Skofte kunde ſøge ſig et andet Leje. Dette hørte Jarlen, ſom fandt Eriks Opførſel anmasſende, og befalede ham med Strenghed at lægge bort. Da Thorleif hørte Jarlens Bud, lod han Skibet ufortøvet flytte til Side, og Skofte indtog ſin ſædvanlige Plads. Der ſiges paa et andet Sted[7], at Erik fandt ſig heri, fordi han, da Tjeldene juſt bleve nedtagne, ſaa hvilken Overmagt Skofte havde, hvis det ſkulde komme til Kamp. Men den Forhaanelſe, han havde lidt, lod ſig ikke ſaa let glemme, og kunde alene aftvættes i Skoftes Blod. Aaret efter erfor Erik at Skofte rejſte mellem ſine Gaarde paa en fuldbemandet Femtenſesſe. Han fik ſig nu af ſin Foſterfader et lignende Fartøj, med alt Tilbehør, og ſkaffede ſig Folk til at bemande den, derpaa drog han afſted for at opſøge Skofte. Han fandt ham paa Møre, angreb og fældte ham. Efter en Beretning ſkal han have dræbt alle hans Mænd[8], efter en anden ſkal han have ſkjænket dem Livet, ſom endnu vare i Live, da Skofte faldt. Efter denne Daad kunde Erik ikke tænke paa at forblive i ſit Hjem, men drog ned til Danmark, hvor Kongen tog godt imod ham, og hvor han opholdt ſig om Vinteren. Den følgende Sommer forlenede Kongen ham med Raumarike og Vingulmark, paa ſamme Vilkaar, ſom Skattekongerne forhen havde haft det, og gav ham Jarletitel[9].

Man har i denne venſkabelige Behandling Erik ned af Harald Gormsſøn, efter at han ved Drabet paa Skoſte maatte antages at have lagt ſig ud med ſin Fader, troet at ſe de førſte Spor til en Misſtemning mellem denne og Danekongen. Heri har man dog neppe Ret. Hvis der allerede nu havde herſket noget Uvenſkab mellem Haakon og Harald, vilde hiin neppe ſenere paa dennes Bud have indfundet ſig med Hjelpetropper i Danmark, lige ſaa lidet ſom denne vilde have viiſt ham den Tillid, ſom han, efter hvad i det Følgende vil ſees, virkelig viſte ham, ja han vilde vel neppe engang have opfordret ham til at møde. Hans Venlighed mod Erik kan meget vel forklares alene deraf, at han har faaet Godhed for den raſke ærekjære Yngling, og troet i ham at ville faa en dygtig og paalidelig Vaſall. Forøvrigt er der den ſtørſte Sandſynlighed for, at det ikke var Harald, til hvem Erik tyede, men derimod hans Søn Sven Tjuguſkegg, Underkongen i Viken, og at det var denne, ſom forlenede ham med Vingulmark og Raumarike. I Kvadet Bandadraapa, ſom Eyjulf Dadaſkald kvad om og for Erik ſelv, og hvor disſe Begivenheder omtales, ſiges der ſlet ikke udtrykkeligt, at det var Harald, ſom ſkjænkede Erik Forleningen[10]. Det er aldeles ikke uſandſynligt, al Harald Gormsſøns Navn her kun er indblandet af en ſenere Sagafortæller, der ſtøttede ſig til Bandadraapa ſom den eneſte ſamtidige Autoritet, uden videre har antaget den her omtalte, men unavngivne, Herſker, for Harald Gormsſøn, medens Skalden dog har meent Sven Tjugeſkegg. Andre Omſtændigheder, fornemmelig det Venſkab, ſom ſenere herſkede mellem Erik og Kong Sven[11], beſtyrke denne Mening. Men herom, ſaa vel ſom om de øvrige politiſke Forhold, der nu begyndte at udøve deres Virkning paa Begivenhederne i Norge og overhoved i hele Norden, vil man førſt kunne danne ſig nogen klar Foreſtilling, efter at have kaſtet et Blik paa de øvrige nordiſke og nærmeſt til Norden grændſende Landes ſamtidige Hiſtorie.

  1. Snorre, Harald Graaf. Saga Cap. 8. Olaf Tr. S. i Fornm. S. Cap. 36.
  2. Fagrſkinna, Cap. 45.
  3. Hvis Fagrſkinna virkelig havde Ret i at lade Erik fødes i Haakons 15de Aar, nemlig 952, maatte han ved ſin Død, der indtraf efter 1023, have været over 71 Aar. Dette er vel i og for ſig ingen Urimelighed, men paa den anden Side venter man dog, at han, der nys ſaa kraftigt havde ſtaaet Knut Danekonge bi, ej var fuldt ſaa gammel; det er tillige lidet ſandſynligt, at Erik ved ſit Giftermaal med Knuts Syſter Gyda i Aaret 996 allerede ſkulde have været 44 Aar. Og hvis det forholder ſig ſaaledes, ſom de andre Kongeſagaer angive, at Erik, da han dræbte Tidendeſkofte, kun var i ſit 12te Aar, vilde denne Begivenhed være indtruffen medens Harald Graafeld endnu herſkede i Landet. Viſtnok ſynes en ſaadan Alder efter vore Begreber at være altfor ubetydelig, men man ſinder flere lignende, og aldeles ſikre Exempler paa, at Fyrſteſønner allerede 13 Aar gamle optraadte ſom voxne, og med ſelvſtændig Kommando, ligeſom ogſaa den ſamtidige Eyjulf Dadaſkald i Bandadraapa udtrykkeligt ſiger, at han da kun talte „faa Vintre“ (Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 20). Men da nu Fagrſkinna paa den anden Side næſten overalt har Ret og viſer ſig troværdig, hvor der ere forſkjellige Angivelſer, ſkulde man ſnareſt tro, at der i det oprindelige Haandſkrift, der har ligget til Grund for de to nu forhaanden værende Afſkrifter af Fagrſkinna, har ſtaaet „xxv“ (25) ikke „xv“. Dette pasſer bedſt med alle de øvrige Omſtændigheder. Eriks Fødſel falder da i 963, Skoftes Drab i Begyndelſen af Aaret 97.3, Eriks Giftermaal i hans 33te Aar, og hans Død i hans 60de.
  4. Hvad der her, ſaa vel ſom nedenfor berettes om den nye Thorleif ſpake, der nu fremtræder, maa ſtaa ved ſit Værd. Fagrſkinna omtaler ham ſlet ikke, men fortæller Skoftes Død ſom om Erik handlede ganſke paa egen Haand. Men for den Sags Skyld kan han dog gjerne have været til og opfoſtret Erik, og fordi der over enkelte Mænd af dette Navn hviler en vis Dunkelhed, behøve de ikke alle at være fingerede Perſoner. Denne ſidſte Thorleif ſpake levede efter Sagaernes Angivelſe ſaa nær de ſikre hiſtoriſke Tider, og ſættes ſaaledes i Forbindelſe med en anſeet Slægt, at man neppe bør betvivle hans Perſonlighed. I Olaf Tr. Saga fortælles en forøvrigt øjenſynligen udſmykket Hiſtorie om en gammel og mægtig Bonde af dette Navn, ſom Olaf Tryggvesſøn ej kunde faa til at antage Chriſtendommen, og til hvem han derfor ſendte Islændingen Hallfred Vandrædaſkald for enten at dræbe eller blinde ham; Hallfred rejſte til ham, og kunde have blindet ham, men nøjedes med at udſtikke hans ene Øje, idet han lod ham beholde det andet (Cap. 172); ſiden, da Erik Jarl, efter at være bleven Herre i Landet, havde faaet Hallfred i ſin Magt, vilde han lade denne dræbe, fordi han havde mishandlet hans Ven Thorleif, men Thorleif udvirkede Naade for ham, imod at han digtede et Kvad om Jarlen; ſiden beholdt han ham hos ſig en Stund. Denne Thorleif ſiges at være den anden Thorleifs Datterſøn. At han er den ſamme, ſom den, der opfoſtrede Erik, kan ej betvivles. Nu heder det ſaavel i Magnus Barfods Saga Cap. 23, ſom i Orkneyinga Saga Pag. 108, at Kale Sæbjørnsſøn fra Agder, der fulgte Magnus Barfod paa hans førſte Tog til Sydrøerne og Island, var en Sønneſøn af „Thorleif ſpake, hvem Hallfred mishandlede“. Kales Sønneſøn var den bekjendte Ragnvald Jarl, og man kan neppe forudſætte, at en ſaadan Mand ſkulde have været i Uvished om ſine nærmeſte Forfædres Navne. Forreſten er det viſtnok urigtigt, naar Fortællingen om Hallfred henfører Thorleif til Oplandene, med mindre Meldalen, der ſelv ligger noget afſides, her har været regnet ſom et „Opland“; muligt og at Thorleif ſenere har boet i Opdal. Men kan Meldalen ſaaledes forvexles med Oplandene, er det ogſaa meget muligt at Eriks Moder har levet i Meldalen, hvor Erik blev fød, maaſke i Thorleifs Huus, og at Haakon paa Gjennemrejſen til Oplandene har lært hende at kjende.
  5. Snorre, Olaf Tr. S. Cap. 19.
  6. Snorre (l. c.) nævner ſom Haakons egte Børn kun Svein, Heming og Bergljot; ſom hans uegte Datter, der blev gift med Skofte, nævner han Ragnhild. Dog nævner han ſenere to andre Sønner, Erling og Erlend. Fagrſkinna (Cap. 65) kalder Skoftes Huſtru Ingebjørg, og nævner kun Svein og Bergljot ſom Jarlens egte Børn, medens han blandt de øvrige, ovenfor anførte, nævner Heming. Merkeligt er det forreſten, at Fagrſkinna (l. c.) udtrykkeligt ſiger, at Skoftes og Ingebjørgs Søn var den Orm Jarl, fra hvilken Erling ſkakke nedſtammede, og at ligeledes Harald Haardraades Saga, ſaavel hos Snorre (Cap. 42) ſom i Fornm. S. (Cap. 56) kalde Orm en Søn af Ragnhild, Haakon Jarls Datter (hvilket ſtemmer med Snorres Udſagn, at Skoftes Huſtru hed Ragnhild) medens dog den ſamme Orm Jarl i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 3 og 17 kaldes Eilifsſøn. Men da det tillige ſiges, og ſynes viſt, at Orm var gift med en Datter af Finn Arneſøn, hvilket neppe kan tænkes muligt, naar Orm ſkulde være fød før 975, maa man antage at et Slægtled i de ſædvanlige Angivelſer er bortfaldet, og at Skofte og Ragnhilds eller Ingebjørgs Søn hed Eilif, og var igjen Fader til Orm.
  7. Fagrſkinna.
  8. Fagrſkinna Cap. 63.
  9. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 30. Det er allerede omtalt, at Fagrſkinna (Cap. 65) her ſlet ikke omtaler Thorleif ſpake. Heller ikke nævner den noget om Forleningen med Raumarike og Vingulmark. Der kan dog neppe være nogen Tvivl om Rigtigheden deraf, da vi ogſaa ſenere finde Erik i Beſiddelſe af Raumarike, og Vingulmark, gjennem hvilket Raumarike har ſin hele Forbindelſe med Kyſten, neppe kunde ſkilles derfra.
  10. Der ſtaar kun: Kun faa Aar talte hiin ædle Folkeſtyrer, da han drog ſyd
  11. Erik egtede endog ſenere Kong Svens Datter, deeltog ſiden med ham i Slaget ved Svaldr, og var efter hans Død en tro Ven af hans Søn Knut, hvilken han kraftigen underſtøttede, ved Englands Erobring.