Det norske Folks Historie/2/12

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 61-65).

Haakon egtede efter sin Tilbagekomst til Norge – hvor længe efter, siges der ej – den smukke Thora, Datter af den mægtige Skage Skoftesøn. Dog havde han allerede da flere uegte Børn. Den ældste af dem, Erik, som siden blev den mægtigste og berømmeligste blandt dem alle, blev ham fød af en Kvinde af ringe Herkomst, med hvilken han blev kjendt paa et Besøg, han en Vinter gjorde til Oplandene^[1]. Der siges etsteds^[2], at han dengang kun var 13 Aar gammel – det skulde altsaa have været endnu i hans Faders Levetid. Da imidlertid hans Fødsel derved rykkes saa langt tilbage i Tiden, at det ikke vel rimer sig med hvad der senere anføres om hans Giftermaal og Død, maa man næsten antage, at der skal læses 25, ikke 15, og at Eriks Fødsel saaledes falder ved Aaret 962, det samme Aar, da Haakon Jarl havde hiin ovenfor omtalte Sammenkomst med Dalegudbrand og Tryggve Olafssøn, ved hvilken Sammenkomst han da ogsaa maa antages at have gjort Bekjendtskab med Eriks Moder^[3]. Da Moderen bragte ham Drengen, sendte han ham til Opfostring hos Thorleif spake, en mægtig og rig Mand, der boede oppe i Medaldalen (Meldalen), og som skal have været en Dattersøn af Thorleif spake, Hørde-Kaares Søn. Her voxede Erik op og blev snart smuk, stor og sterk, og saare haabefuld; dog brød hans Fader sig kun lidet om ham^[4]. Med Thora Skagedatter havde Haakon Sønnerne Svein og Heming; deres Datter hed Bergljot^[5]. Af Jarlens øvrige mange uegte Børn nævnes Datteren Ingebjørg, ogsaa kaldet Ragnhild, og Sønnerne Erling, Erlend og tvende Sigurder^[6]. Ingebjørg blev gift med Skofte Skagesøn, en Broder af Thora, Jarlens Hustru, hvilket viser, at Ingebjørg maa have været et af hans tidligst fødte Børn. Denne Skofte Skagesøn var Jarlens erklærede Yndling. Han elskede sin Hustru Thora saa højt, at han foretrak hendes Frænder for alle andre, men blandt dem gjorde han igjen meest af Skofte, hvem han gav store Forleninger paa Møre, og tillige tildeelte den Forret, at han, naar Jarlen og hans Mænd sejlede sammen, skulde lægge sit Skib i Havn nærmest Jarlens. Ogsaa skulde Skofte og Jarlen, naar de vare tilsammen, fortælle hinanden indbyrdes de Nyheder eller Tidender, de hørte, førend de fortalte dem til nogen anden: derover blev Skofte kaldet „Tidendeskofte“, et Navn, som synes at vidne om, at han ikke altid udøvede denne Ret paa en for de øvrige behagelig Maade.

Da Erik havde naaet sit 10de eller 11te Aar, var han ombord paa et Skib, hans Fosterfader Thorleif styrede, da Jarlen med flere af sine Mænd foretog en Rejse sydefter. Paa denne Rejse fordrede Erik, at Thorleifs Skib, paa hvilket han befandt sig, skulde ligge nærmest ved Jarlens eget, naar de vare i Havn, og saaledes skede det og, indtil de kom til Møre, hvor Skofte indfandt sig med et velbemandet Langskib, og fordrede at Thorleif skulde lægge afvejen for ham. Erik raabte strax, at Skofte kunde søge sig et andet Leje. Dette hørte Jarlen, som fandt Eriks Opførsel anmassende, og befalede ham med Strenghed at lægge bort. Da Thorleif hørte Jarlens Bud, lod han Skibet ufortøvet flytte til Side, og Skofte indtog sin sædvanlige Plads. Der siges paa et andet Sted^[7], at Erik fandt sig heri, fordi han, da Tjeldene just bleve nedtagne, saa hvilken Overmagt Skofte havde, hvis det skulde komme til Kamp. Men den Forhaanelse, han havde lidt, lod sig ikke saa let glemme, og kunde alene aftvættes i Skoftes Blod. Aaret efter erfor Erik at Skofte rejste mellem sine Gaarde paa en fuldbemandet Femtensesse. Han fik sig nu af sin Fosterfader et lignende Fartøj, med alt Tilbehør, og skaffede sig Folk til at bemande den, derpaa drog han afsted for at opsøge Skofte. Han fandt ham paa Møre, angreb og fældte ham. Efter en Beretning skal han have dræbt alle hans Mænd^[8], efter en anden skal han have skjænket dem Livet, som endnu vare i Live, da Skofte faldt. Efter denne Daad kunde Erik ikke tænke paa at forblive i sit Hjem, men drog ned til Danmark, hvor Kongen tog godt imod ham, og hvor han opholdt sig om Vinteren. Den følgende Sommer forlenede Kongen ham med Raumarike og Vingulmark, paa samme Vilkaar, som Skattekongerne forhen havde haft det, og gav ham Jarletitel^[9].

Man har i denne venskabelige Behandling Erik ned af Harald Gormssøn, efter at han ved Drabet paa Skoste maatte antages at have lagt sig ud med sin Fader, troet at se de første Spor til en Misstemning mellem denne og Danekongen. Heri har man dog neppe Ret. Hvis der allerede nu havde hersket noget Uvenskab mellem Haakon og Harald, vilde hiin neppe senere paa dennes Bud have indfundet sig med Hjelpetropper i Danmark, lige saa lidet som denne vilde have viist ham den Tillid, som han, efter hvad i det Følgende vil sees, virkelig viste ham, ja han vilde vel neppe engang have opfordret ham til at møde. Hans Venlighed mod Erik kan meget vel forklares alene deraf, at han har faaet Godhed for den raske ærekjære Yngling, og troet i ham at ville faa en dygtig og paalidelig Vasall. Forøvrigt er der den største Sandsynlighed for, at det ikke var Harald, til hvem Erik tyede, men derimod hans Søn Sven Tjuguskegg, Underkongen i Viken, og at det var denne, som forlenede ham med Vingulmark og Raumarike. I Kvadet Bandadraapa, som Eyjulf Dadaskald kvad om og for Erik selv, og hvor disse Begivenheder omtales, siges der slet ikke udtrykkeligt, at det var Harald, som skjænkede Erik Forleningen^[10]. Det er aldeles ikke usandsynligt, al Harald Gormssøns Navn her kun er indblandet af en senere Sagafortæller, der støttede sig til Bandadraapa som den eneste samtidige Autoritet, uden videre har antaget den her omtalte, men unavngivne, Hersker, for Harald Gormssøn, medens Skalden dog har meent Sven Tjugeskegg. Andre Omstændigheder, fornemmelig det Venskab, som senere herskede mellem Erik og Kong Sven^[11], bestyrke denne Mening. Men herom, saa vel som om de øvrige politiske Forhold, der nu begyndte at udøve deres Virkning paa Begivenhederne i Norge og overhoved i hele Norden, vil man først kunne danne sig nogen klar Forestilling, efter at have kastet et Blik paa de øvrige nordiske og nærmest til Norden grændsende Landes samtidige Historie.

1. Snorre, Harald Graaf. Saga Cap. 8. Olaf Tr. S. i Fornm. S. Cap. 36.
2. Fagrskinna, Cap. 45.
3. Hvis Fagrskinna virkelig havde Ret i at lade Erik fødes i Haakons 15de Aar, nemlig 952, maatte han ved sin Død, der indtraf efter 1023, have været over 71 Aar. Dette er vel i og for sig ingen Urimelighed, men paa den anden Side venter man dog, at han, der nys saa kraftigt havde staaet Knut Danekonge bi, ej var fuldt saa gammel; det er tillige lidet sandsynligt, at Erik ved sit Giftermaal med Knuts Syster Gyda i Aaret 996 allerede skulde have været 44 Aar. Og hvis det forholder sig saaledes, som de andre Kongesagaer angive, at Erik, da han dræbte Tidendeskofte, kun var i sit 12te Aar, vilde denne Begivenhed være indtruffen medens Harald Graafeld endnu herskede i Landet. Vistnok synes en saadan Alder efter vore Begreber at være altfor ubetydelig, men man sinder flere lignende, og aldeles sikre Exempler paa, at Fyrstesønner allerede 13 Aar gamle optraadte som voxne, og med selvstændig Kommando, ligesom ogsaa den samtidige Eyjulf Dadaskald i Bandadraapa udtrykkeligt siger, at han da kun talte „faa Vintre“ (Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 20). Men da nu Fagrskinna paa den anden Side næsten overalt har Ret og viser sig troværdig, hvor der ere forskjellige Angivelser, skulde man snarest tro, at der i det oprindelige Haandskrift, der har ligget til Grund for de to nu forhaanden værende Afskrifter af Fagrskinna, har staaet „xxv“ (25) ikke „xv“. Dette passer bedst med alle de øvrige Omstændigheder. Eriks Fødsel falder da i 963, Skoftes Drab i Begyndelsen af Aaret 97.3, Eriks Giftermaal i hans 33te Aar, og hans Død i hans 60de.
4. Hvad der her, saa vel som nedenfor berettes om den nye Thorleif spake, der nu fremtræder, maa staa ved sit Værd. Fagrskinna omtaler ham slet ikke, men fortæller Skoftes Død som om Erik handlede ganske paa egen Haand. Men for den Sags Skyld kan han dog gjerne have været til og opfostret Erik, og fordi der over enkelte Mænd af dette Navn hviler en vis Dunkelhed, behøve de ikke alle at være fingerede Personer. Denne sidste Thorleif spake levede efter Sagaernes Angivelse saa nær de sikre historiske Tider, og sættes saaledes i Forbindelse med en anseet Slægt, at man neppe bør betvivle hans Personlighed. I Olaf Tr. Saga fortælles en forøvrigt øjensynligen udsmykket Historie om en gammel og mægtig Bonde af dette Navn, som Olaf Tryggvessøn ej kunde faa til at antage Christendommen, og til hvem han derfor sendte Islændingen Hallfred Vandrædaskald for enten at dræbe eller blinde ham; Hallfred rejste til ham, og kunde have blindet ham, men nøjedes med at udstikke hans ene Øje, idet han lod ham beholde det andet (Cap. 172); siden, da Erik Jarl, efter at være bleven Herre i Landet, havde faaet Hallfred i sin Magt, vilde han lade denne dræbe, fordi han havde mishandlet hans Ven Thorleif, men Thorleif udvirkede Naade for ham, imod at han digtede et Kvad om Jarlen; siden beholdt han ham hos sig en Stund. Denne Thorleif siges at være den anden Thorleifs Dattersøn. At han er den samme, som den, der opfostrede Erik, kan ej betvivles. Nu heder det saavel i Magnus Barfods Saga Cap. 23, som i Orkneyinga Saga Pag. 108, at Kale Sæbjørnssøn fra Agder, der fulgte Magnus Barfod paa hans første Tog til Sydrøerne og Island, var en Sønnesøn af „Thorleif spake, hvem Hallfred mishandlede“. Kales Sønnesøn var den bekjendte Ragnvald Jarl, og man kan neppe forudsætte, at en saadan Mand skulde have været i Uvished om sine nærmeste Forfædres Navne. Forresten er det vistnok urigtigt, naar Fortællingen om Hallfred henfører Thorleif til Oplandene, med mindre Meldalen, der selv ligger noget afsides, her har været regnet som et „Opland“; muligt og at Thorleif senere har boet i Opdal. Men kan Meldalen saaledes forvexles med Oplandene, er det ogsaa meget muligt at Eriks Moder har levet i Meldalen, hvor Erik blev fød, maaske i Thorleifs Huus, og at Haakon paa Gjennemrejsen til Oplandene har lært hende at kjende.
5. Snorre, Olaf Tr. S. Cap. 19.
6. Snorre (l. c.) nævner som Haakons egte Børn kun Svein, Heming og Bergljot; som hans uegte Datter, der blev gift med Skofte, nævner han Ragnhild. Dog nævner han senere to andre Sønner, Erling og Erlend. Fagrskinna (Cap. 65) kalder Skoftes Hustru Ingebjørg, og nævner kun Svein og Bergljot som Jarlens egte Børn, medens han blandt de øvrige, ovenfor anførte, nævner Heming. Merkeligt er det forresten, at Fagrskinna (l. c.) udtrykkeligt siger, at Skoftes og Ingebjørgs Søn var den Orm Jarl, fra hvilken Erling skakke nedstammede, og at ligeledes Harald Haardraades Saga, saavel hos Snorre (Cap. 42) som i Fornm. S. (Cap. 56) kalde Orm en Søn af Ragnhild, Haakon Jarls Datter (hvilket stemmer med Snorres Udsagn, at Skoftes Hustru hed Ragnhild) medens dog den samme Orm Jarl i Inge Haraldssøns Saga Cap. 3 og 17 kaldes Eilifssøn. Men da det tillige siges, og synes vist, at Orm var gift med en Datter af Finn Arnesøn, hvilket neppe kan tænkes muligt, naar Orm skulde være fød før 975, maa man antage at et Slægtled i de sædvanlige Angivelser er bortfaldet, og at Skofte og Ragnhilds eller Ingebjørgs Søn hed Eilif, og var igjen Fader til Orm.
7. Fagrskinna.
8. Fagrskinna Cap. 63.
9. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 30. Det er allerede omtalt, at Fagrskinna (Cap. 65) her slet ikke omtaler Thorleif spake. Heller ikke nævner den noget om Forleningen med Raumarike og Vingulmark. Der kan dog neppe være nogen Tvivl om Rigtigheden deraf, da vi ogsaa senere finde Erik i Besiddelse af Raumarike, og Vingulmark, gjennem hvilket Raumarike har sin hele Forbindelse med Kysten, neppe kunde skilles derfra.
10. Der staar kun: Kun faa Aar talte hiin ædle Folkestyrer, da han drog syd
11. Erik egtede endog senere Kong Svens Datter, deeltog siden med ham i Slaget ved Svaldr, og var efter hans Død en tro Ven af hans Søn Knut, hvilken han kraftigen understøttede, ved Englands Erobring.