Det norske Folks Historie/2/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ſeet, hvorledes den danſke Konge Harald Gormsſøn en Tidlang havde kunnet ſpille Meſter i Norden, og i en temmelig lang Række af Aar ej alene forurolige Norge, men tilſidſt ogſaa gjenvinde ſin Æts forrige Beſiddelſer i dette Land, og, i det mindſte i Navnet, Overhøjheden over det Hele, medens man derimod næſten ikke hører noget til de ſvenſke Konger, eller disſe i alle Fald ikke indblande ſig i Norges eller Danmarks Anliggender: et temmelig ſikkert Tegn paa, at de enten have været beſkjeftigede med Krige i Øſten, eller ogſaa været optagne af Thronſtridigheder og indre Uroligheder. Harald Gormsſøn vilde neppe have haft ſaa frie Hænder, hvis han ikke en Tidlang havde været forſkaanet for Angreb fra det nysſtiftede Daneriges farligſte Fiender, Saxlands Herſkere, der nu ſiden Kong Henrik Fuglefængers Tid vare i Beſiddelſe af den tydſke Kongeværdighed og derfor kunde optræde med deſto ſtørre Eftertryk mod de hedenſke Naboer i Norden, Danerne og Slaverne. Krigen mod de hedenſke Daner var, ſiden Gorm den gamle og hans Sønner havde omſtyrtet det halvchriſtne Nordmanna-Rige i Sønderjylland, bleven en Religionskrig lige ſaa vel ſom Krigen mod Slaverne, og det var en Æresſag for de tydſke Konger, ikke at lade Chriſtendommens Tilhængere i Danmark, fornemmelig de fra Tydſkland indkomne Gejſtlige, ubeſkyttede mod Hedningernes Overmagt. Derfor havde, ſaaledes ſom ovenfor viiſt[1], Henrik Fuglefænger i Kong Gorms ſidſte Leveaar gjort et Indfald i Danmark, og tvunget ham eller rettere hans Søn Knut til at ſlutte en for Chriſtendommens Indførelſe gunſtig Fred[2], idet han ogſaa ſkal have ſøgt at ſikre den tydſke Indflydelſe et blivende Fodfæſte i Danmark ved at erklære Slien for Rigets Grændſe, og indſætte en Markgreve i Slesvig. Rigtigheden af denne Beretning har viſtnok været dragen i Tvivl, men hvorledes dette end forholder ſig, ſaa er det dog viſt, at flere tydſke Forfattere ligefrem fortælle, at Henrik gjorde ſig de Danſke ſkatſkyldige[3], ligeſom man og veed, at den bremiſke Erkebiſkop Unne nu ikke tog i Betænkning, endnu ſamme Aar, ledſaget af næſten det hele Preſteſkab i Bremen, at foretage en ſtor Misſionsrejſe ind i Hjertet af Danmark, ja endog fra Danmark at drage over Øſterſøen til Sverige, hvor han døde i Kjøbſtaden Birk i Sigtun 936[4]. Under ſit Ophold i Danmark kunde han, ſiges der, intet udrette med den gamle Gorm, men hans Søn Harald ſkal allerede da have viiſt ſig Chriſtendommen gunſtig, tilladt dens offentlige Udøvelſe, og underſtøttet Unne, idet han ſendte en af ſine Mænd med ham paa Rejſen. Om denne Haralds Hengivenhed for Chriſtendommen var oprigtig, og i ſaa Fald maaſke ſnareſt ſkyldtes hans Moders Paavirkning, eller den grundede ſig paa ſtatskloge Henſigter, eller den endelig var hyklet af Frygt for Kong Henrik, er her vanſkeligt at afgjøre. At Politik fornemmelig maa have været med i Spillet, bliver ſandſynligt, naar man overvejer Haralds Ærgjerrighed, den øjenſynlige Vaklen i ſin Chriſtendomsiver, han ſenere lagde for Dagen, og tillige de politiſke Forhold i Danmark paa den Tid. Masſen af Befolkningen maa dengang endnu have indeholdt en betydelig Deel af gotiſk-angliſke Elementer, medens den herſkende Klasſe, de egentlige Herrer i Landet, Efterkommerne af Sigurd Rings Kampfæller, ſaavel i Sprog, ſom i Leveviis og Religion vare fuldkommen nordiſke[5]. Det ſynes under ſaadanne Omſtændigheder rimeligt, at de tydſke Gejſtlige, der ſøgte at udbrede Chriſtendommen, fandt langt flere Berøringspunkter, og kunde meget lettere ſkaffe ſig Indgang hos Mængden, end hos Landets Herrer. I Tilfælde af en Religionskrig med Tydſkland kan derfor ogſaa Mængden forholdsviis kun have været lidet at ſtole paa, thi for den maatte Saxerne ſnarere ſynes at være Landsmænd, end deres nordiſke Herrer, og en Sejr af Saxerne kunde neppe betragtes anderledes end ſom en Befrielſe fra det nordiſke Aag. At Harald under disſe Omſtændigheder, iſær hvis han laa i Uenighed med ſin Broder Knut, kan have og virkelig har ſøgt at ſkaffe ſig et Parti hos Mængden ved at viſe en Hengivenhed før Chriſtendommen, ſom han ikke af Hjertet følte, medens han tillige ſikrede ſig den mægtige tydſke Konges Venſkab, er ikke uſandſynligt, og ſtemmer meget vel med hvad vi forreſten erfare øm hans Charakteer. Naar vi ſammenholde, hvad der fortælles om Oprettelſen af et tydſk Markgrevſkab i Slesvig og om Danmarks Skatſkyldighed, med hvad vi af vore egne Kilder erfare, nemlig at Harald ſelv undertiden plejede at opholde ſig der[6], kunde man lettelig formode, at han ikke ſjælden har ſøgt at ſtøtte ſig til Tydſkerne. lige overfor de Mægtige i Landet medens han dog paa den anden Side ogſaa ſtundom ſelv ſøgte at afryſte Aaget. Imidlertid ere alle disſe Forhold meget dunkle, og de ville vel vanſkeligt kunne tilfulde opklares. At den tydſke Konge Otto I ſkal have gjort et Indfald i Landet, fordi Danerne (der ſiges ikke om det var efter Haralds egen Anſtiftelſe, eller Høvdingerne i Landet paa egen Haand) havde dræbt den tydſke Markgreve i Slesvig og nedſablet den tydſke Beſætning, fortæller Mag. Adam af Bremen, idet han tilføjer, at Kong Otto trængte over Grændſerne ved Slesvig og herjede Landet lige frem til det Hav, ſom adſkiller Nordmændene fra Danerne, hvilket efter ham fik Navnet Ottenſund; at Harald vel ved hans Tilbagekomſt mødte ham ved Slesvig og angreb ham, men blev ſlagen og maatte flygte til ſine Skibe, hvor han ſluttede Fred, underkaſtede ſig, tog Riget til Len af Otto, og lod ſig døbe med ſin Huſtru Gunnhild og ſin ſpæde Søn Sven, til hvem Kejſeren ſtod Fadder, ſaa at han efter ham fik Navnet Sven Otto[7]. Uagtet det er temmelig tydeligt, at den gamle bremiſke Forfatter her indblander flere Enkeltheder fra det Tog, ſom Kejſer Otto II i Aaret 975 gjorde til Danmark, ſaa tør man dog ikke mod hans beſtemte Fortælling benegte, at der enten af Otto I ſelv eller ved hans Foranſtaltning har været fort Krig i Sønderjylland, iſær da det maa anſees viſt, at Haralds Daab falder i den ſildigere Deel af Otto 1ſtes Regjering[8], og da man veed, at den ſaxiſke Oprører Wigmann, fordreven fra ſit Fædreland, i Aaret 963 flygtede til Harald, for at faa dennes Hjelp, hvilket vel ikke lykkedes ham, dog, ſom det ſynes, mere fordi Harald ingen Tillid havde til ham, end fordi han juſt havde ſaa ſtor Ulyſt til at underſtøtte ham[9]. — Overhoved maa man vel antage, at Danekongens Forhold til Tydſklands Konge for en ſtor Deel betingedes af dennes Stilling lige over for Slaverne eller Venderne hiinſides Elben, hvis Undertvingelſe og Omvendelſe til Chriſtendommen var en af de ſaxiſke Kejſeres Hovedopgaver. Deres Fremgangsmaade mod de hedenſke Vender var i det Hele taget den ſamme, ſom mod Danerne. Paa begge Steder ſøgte de kjendeligt at udbrede ſaavel det tydſke Vælde, ſom den tydſke Nationalitet, og dette ſkede ej alene ad verdslig Vej ved Vaabenmagt og Oprettelſe af Markgrevſkaber, men og ad gejſtlig Vej ved Chriſtendommens Indførelſe og Oprettelſe af nye Biſpedømmer midt iblandt Hedningerne. Man kan være temmelig vis paa, at ligeſom de tydſke Konger oprettede Markgrevſkaber i Vendernes Land, ſaaledes vare de eller deres Mænd viſtnok neppe en Dag i Beſiddelſe af det danſke Grændſeland uden at oprette et Markgrevſkab der, og at ſaaledes Markgrevſkabet Slesvig, om det end i Virkeligheden kun havde en indbildt Tilværelſe, dog i det mindſte fra tydſk Side ſtedſe betragtedes ſom beſtaaende. Man kan ligeledes anſe det ſom temmelig viſt, at Rygtet om at de vendiſke Hedninger havde vundet en eller anden betydeligere Fordeel mod Tydſkerne eller rejſt ſig i Vælde mod dem, ogſaa har givet Danernes Høvdinger Mod til at vove en Dyſt, og at omvendt de ſaxiſke Vaabens Overhaand i Vendland ogſaa har bidraget til at holde Danerne i Rolighed. Vi erfare, at Kong Otto I, med Biſtand af den tapre Markgrev Gero hiinſides Elben, i Aarene 939—946 ydmygede Venderne lige til Oder og grundede Biſpedømmet Havelberg, under hvilket ſtørſte Delen af det nuværende Meklenburg og Forpommern lagdes; og at Otto tre Aar efter oprettede et lignende Biſpedømmet Brandenburg, hvilket antyder, at ogſaa den ſydligere Deel af de hidtil ikke undertvungne Venders Land nu var bragt under Aaget[10]. Men da Otto ſiden blandede ſig i de italienſke Anliggender, og tillige optoges af Familietviſtigheder og Krige med Ungrerne, troede de nys undertvungne Vender, at Lejligheden var kommen til at kunne afryſte Aaget, og gjorde alle tilſammen Opſtand. Oprøreren Wigmann ſluttede ſig til dem, og uagtet Kongen, ſtrax efter den ſtore Sejr over Ungrerne ved Augsburg (955) ilede mod Venderne og overvandt dem i en ødelæggende Kamp, vedblev dog Krigen i flere Aar, og Kongen maatte i Aarene 957—960 i egen Perſon gjøre Tog mod dem, inden han paany fik dem undertvungne, Templerne ødelagte og Kirker opbyggede i deres Land[11]. Da han kort efter drog til Italien for at modtage Kejſerkronen, fuldendte Markgrev Gero hans Verk, idet han ogſaa tvang den polſke Hertug Mieſko eller Mieczyslav til at underkaſte ſig Kejſerens Lenshøjhed[12]. Da Wigmanns ovenfor omtalte Rejſe til Kong Harald i Danmark juſt fandt Sted paa denne Tid, og Adam af Bremen tillige udtrykkelig nævner Haralds Drab og Vendernes Undertvingelſe ſom nogenlunde ſamtidige[13], kan det neppe betvivles, at den Krig mellem Danerne og Otto I, ſom foreſvævede Mag. Adam, bar beſtaaet i, at de have gjort fælles Sag med Venderne i den almindelige Opſtand 955, at Otto ved et eller flere af de ovennævnte Felttog ogſaa har gjort et Tog ind i Danmark, eller i det mindſte opholdt ſig i Slesvig[14], og at Mieſkos Undertvingelſe i Aaret 963 har bevæget Harald til at følge hans Exempel, nemlig førſt at hulde Kejſer Otto, eg ſiden at lade ſig døbe. Allerede den ſamtidige Forfatter Widukind ſætter Haralds Daab i Forbindelſe med et foregivet Mirakel, ſom Preſten Poppe ſkal have udført, og henfører denne Begivenhed til Aarene nærmeſt 963. Det ſamme gjør ogſaa den paalidelige Thietmar af Merſeburg, og et Tillæg eller Rettelſe til Mag. Adams Verk, tilføjet enten af ham ſelv eller af en Samtidig, melder udtrykkeligt, at Harald ved Poppes Mirakel lød ſig overtale til at afſkaffe Hedenſkaben i Aaret 966[15]. Der ſynes ſaaledes ingen Tvivl at kunne være om Rigtigheden af den Angivelſe, at Harald Gormsſøn blev døbt enten 966, eller i et af Aarene mellem 963 og 966. Da man nu erfarer, at ogſaa den ovennævnte Mieſko lod ſig døbe ved 966, bliver det deraf endnu mere indlyſende, at Haralds Skridt have været beſtemte ved Mieſko’s, eller omvendt, og at den Krig, der faa Aar i Forvejen tvang Mieſko til at ydmyge ſig under den tydſke Konges Lenshøjhed, ogſaa har hjemſøgt Danmark med den ſamme Virkning[16]. Den politiſke Holdning, Harald herved kommer til at udviſe, og den Stilling, han indtager, ſvarer ganſke til hvad vi af vore egne Oldſkrifter lære angaaende hans Charakteer. Svaghed og Ubeſtemthed forbundne med Herſkeſyge og Overmod give hans hele Fremtræden Præget af Vaklen og Holdningsløshed. Begunſtigende Chriſtendommen og den tydſke Indflydelſe i Førſtningen, da det formodentlig gjaldt at ſikre ſig mod hans Broder Knuts eller det nordiſk-ariſtokratiſke Parti, pønſer han ſenere paa at afkaſte det tydſke Aag, idet han tillige for temmelig let Kjøb erhverver Titelen af Norges Overkonge; han maa atter underkaſte ſig og lade ſig døbe, idet han paany bar lagt ſig ud med hiint Parti ved ſin Svig mod Knut Dana-Aaſts Søn Guldharald. Vi ville endnu engang ſe ham forſøge paa at unddrage ſig den tydſke Lenshøjhed, men atter ydmyget, og nødt til, for Eftertiden ganſke at kaſte ſig i Tydſkernes Arme, idet Hedningernes Parti ſlutter ſig om hans Søn Sven.

Denne Sven, med Tilnavn Tjugeſkegg, griber alt før meget ind i hele Nordens Hiſtorie til at vi ikke her ſkulde behøve at ſkjenke hans Fødſel og tidligſte Fremtræden nøjere Opmerkſomhed. Sven var ifølge vore egne Oldſkrifter en uegte Søn af Harald med en Kvinde af ringe Herkomſt, og dette ſkal have været Aarſagen, hvorfor Faderen allerede fra hans Barndom af gjorde lidet af ham, ſaa at der ſiden udbrød fuldkomment Fiendſkab mellem dem. Saxo gjør Sven derimod til en Søn af Haralds Huſtru Gyrid, ſom igjen ſkal have været en Broderdatter af den ſvenſke Konge Erik Sejrſæl. Da det imidlertid er uden al Tvivl, at Sven fra de tidligſte Ungdomsaar var forhadt af ſin Fader og laa i Fejde med ham, hvilket neppe vilde have været Tilfældet, hvis Faderen ej havde ſkammet ſig over hans Fødſel, og da det tillige, efter hvad der nedenfor vil ſees, omtrent er en Umulighed at Gyrid, om hun end var gift med Harald, kunde være Svens Moder, bør viſtnok de Kilder, der gjøre Sven til en Slegfredſøn, have Fortrinet[17]. Sven ſkal i ſin Barndom have været opfoſtret af den mægtige Toke, ſædvanligviis kaldet Palne-Toke, i Fyn. Det meſte af hvad der fortælles om denne Palne-Toke er viſtnok kun Tillempninger af ældre Sagn og Beretninger, der ſavne hiſtoriſk Troværdighed; det er imidlertid viſt, at der paa Haralds og Svens Tid var en Mand i Jylland, ved Navn Toke, og en anſeet Familie paa Fyn, i hvilken Navnet Palne var ſædvanligt, i hvilken Familie det ikke er uſandſynligt at Sven blev opfoſtret, ſaa meget mere ſom han ſkal være fød paa Fyn, hvor hans Moder hørte hjemme[18]. Svens Fødſel maa, ſom det ſynes, henføres til Tiden omkring 960[19], og hermed lader det ſig godt forene, hvad Adam af Bremen fortæller, at han blev døbt i ſin Barndom, da Harald ſelv antog Chriſtendommen. Allerede i ſit 15de Aar ſkal han efter ſin Foſterfaders Opmuntring have aftrodſet Kongen Folk og Skibe til at drage paa Vikingetog og med dem endog have herjet paa Danmarks egne Kyſter. Formodentlig var det ogſaa da, at Harald forlenede ham med Viken, for paa den Maade at blive ham kvit. Det er allerede ovenfor antydet, at det ſandſynligviis var til ham, og ikke til Harald Gormsſøn ſelv, at Erik, Haakon Jarls Søn, tog ſin Tilflugt, da han ved Drabet paa Tidende-Skofte havde lagt ſig ud med ſin Fader, thi Haakon ſtod da endnu paa en venſkabelig Fod med Danekongen. Senere finde vi Erik i den nøjeſte Forbindelſe med Sven, og den Hengivenhed, han viſte ham, gik efter Svens Død ogſaa over paa dennes Søn Knut. Svens tidligere Hiſtorie er indhyllet i megen Dunkelhed. Det eneſte ſikre, vi vide om ham, er, at han levede i Strid med ſin Fader, og at han ſelv, ſkjønt døbt i ſin Barndom, dog efter at være bleven voxen atter vendte ſig til Hedenſkaben, og at de af Danerne, der endnu forbleve Hedenſkaben tro, ſluttede ſig om ham.

Den ovenfor nævnte Mieſko eller Mieczyſlav, Polens Hertug, begynder fra den Tid, da han har antaget Chriſtendommen, umiskjendeligt at gribe mere ind i Nordens Hiſtorie, forſaavidt han, ſtøttende ſig til ſit Forbund med Tydſkland og Bøhmen, ſøgte at udvide ſit Herredømme over de Kyſtſtrækninger, der adſkilte hans Beſiddelſer fra Øſterſøen, nemlig Pommern[20], hvoraf han, ſaa vidt man kan ſe, underkaſtede ſig den øſtlige Deel eller Bagpommern, fra Oder til Perſante[21]. Thi paa ſamme Viis ſøgte ogſaa Danekongen at erhverve Beſiddelſer paa de vendiſke Kyſter, og det har ſikkert været en vigtig Bevæggrund for ham til deſto villigere at antage Chriſtendommen, at han derved og fik deſto bedre Paaſkud til at bekrige de vendiſke Kyſtboere, der endnu ſtedſe, trods alle Omvendelſesforſøg fra tydſk Side, vare Hedninger. Allerede Gudrød Vejdekonge havde, ſom vi ſe, blandet ſig i de vendiſke Abotriters Stridigheder, underkaſtet ſig en ſtor Deel af deres Land, og ødelagt deres blomſtrende Handelsſtad Rerik, for at drage Hovedhandelen til Slesvig[22]. Men dette hindrede ikke den øſteuropæiſke Handel, ſaaledes ſom den fornemmelig idet 10de Aarhundrede blev dreven, fra at finde et af ſine vigtigſte Emporier paa den vendiſke Kyſt. Her opſtod ved en af Oderflodens Mundinger, paa Øen Wollin, en for ſin Tid ſaare blomſtrende Handelsſtad, hvor der efter Mag. Adams udtrykkelige Vidnesbyrd endogſaa boede Handelsmænd fra Grækenland (heri ogſaa Rusland indbefattet) og andre fremmede Lande, og hvor der var Overflod paa alle Slags herlige Varer fra hele Norden. Denne Stad, ſom af Tydſkerne kaldtes Jumne eller Jumneta, af vore Forfædre Jomsborg eller Jom, hvilket ſidſte Navn ogſaa brugtes ſom Benævnelſe for det hele Landſkab, laa paa Øen Wollin, ved det øſtlige Indløb til Oderen. Af Mag Adams Ord er det tydeligt, at denne Stad maa have været den fornemſte Handelsplads ved Øſterſøen. Han nævner den ſom et Middelpunkt for den hele Handel paa disſe Kanter. „Fra denne Stad“, ſiger han, „er der kort Søvej, deels til Demmin ved Udløbet af Penefloden, hvor der bo Runer (Folk fra Rygen), deels til Samland, hvor Preusſerne bo. Fra Hamburg eller Elben kommer man paa 7 Dage til Lands til Jumne, fra Slesvig eller Aldinburg derimod til Vands; og fra Staden ſelv derimod paa 14 Dage lige til Oſtrogard[23] i Rusland, hvis Hovedſtad er Kijev, der endog kappes med Konſtantinopel ſelv“[24]. Det er en bekjendt Sag, at man ved Øſterſøens Kyſter finder en Mængde arabiſke Mynter fra Tidsrummet mellem 700 og 1030, fornemmelig prægede af Abbasſiderne i Bagdad og de ſamanidiſke Herſkere i Khoraſan og Sedjeſtan[25]. Allerede disſe Mynter ende paa en livlig Handelsforbindelſe mellem det fjerne Øſten og de øſterſøiſke Havne i Løbet af det ovenfor angivne Tidsrum, og vi beſidde desuden Vidnesbyrd af arabiſke Forfattere, der viſe at deres Landsmænd baade kjendte og havde beſøgt de nordiſke Handelspladſe[26]. De vigtigſte Handelsveje gik enten fra Egnene om det kaſpiſke Hav opad Volga til Markedspladſerne i Rusland, eller fra det ſorte Hav opad de veſtligere Floder og nedad Weichſel og Oder til Preusſen og Vendland. Disſe tvende Veje antydes ogſaa derved, at man neppe nogenſteds i eller ved Øſterſøen har fundet ſaa mange arabiſke Mynter, ſom paa Gotland og Bornholm. Den øſtlige Handelsvej, der gik til Novgorod og videre enten til den finſke eller liflandſke Bugt, er fortſat over Gotland, vel og tildeels over Aalandshavet, til Birk eller Sigtuna i Sverige[27]; den veſtlige over Bornholm til Skaane og Danmark. Den Mængde arabiſke Mynter, man ligeledes har fundet omkring Wollin, viſer nokſom, at Jomsborg maa have været den Havn, hvori denne veſtlige Handelsvej berørte Øſterſøen; og det bliver her tillige en ſaare vigtig Omſtændighed, at hine Mynter fornemmelig tilhøre det 10de Aarhundrede, juſt den Tid, i hvilken Jomsborg i Særdeleshed blomſtrede[28]. Jomsborgs Vigtighed for Danmark er derfor indlyſende. Dets Herre havde det i ſin Magt at kræve rige Afgifter af de koſtelige Varer, ſom der forhandledes; alle de, hvis Velvære beroede paa den Fortjeneſte, de erhvervede, eller de Indkjøb, de gjorde paa dette Handelsmarked, bleve derved afhængige af ham, og for Danmarks Konge maatte Beſiddelſen af Jomsborg ſaaledes væſentligt bidrage til at ſikre ham de øſtlige danſke Landſkabers Troſkab. I Særdeleshed maa, efter hvad de nysomtalte Myntfund ſaavel paa Bornholm, ſom ved Wollin antyde, hiin for Danmark nys erhvervede Ø[29] have ſtaaet i den nøjeſte Forbindelſe med Jomsborg. Det er derfor ej at undres over, om Harald Gormsſøn kaſtede graadige Blikke, ſaavel paa de vendiſke Kyſter i Almindelighed, ſom paa det rige Jomsborg i Særdeleshed, og at overhoved Øſtervegen, med de rige Handelspladſe, i denne Tid blev de nordiſke Vikingers fornemſte Tumleplads. Der gives Spor af, at Harald Gormsſøn, viſtnok i ſit Livs tidligere Periode, da han endnu ikke var ivrig Chriſten, ſøgte den abotritiſke Fyrſte Miſtevois Svogerſkab[30]. Efter at han var omvendt til Chriſtendommen, bleve dennes Fiender ogſaa hans Fiender; et Forſøg fra hans Side paa at underkaſte ſig det hedenſke Jomsborg og de øvrige forpommerſke Landſkaber maatte efter de Tiders Anſkuelſer fra et religiøſt Standpunkt endog kaldes fortjenſtligt. Men da Mieczyſlav fra ſin Side ogſaa ſøgte at erhverve Beſiddelſer i Pommern, kunde det ſaaledes neppe undgaaes, at han og Harald nu og da kom til at optræde ſom Medbejlere. Denne Omſtændighed har vel og for en ſtor Deel bidraget til, at Harald endnu engang, ſom vi nedenfor ville ſe, endog efter at han var døbt, kom i Krig med den tydſke Kejſer, Mieczyſlavs Lensherre og Bundsforvandte; og det ſynes ikke at have været førend efter ſin ſidſte Ydmygelſe, og da Sønnen Sven havde gjort Opſtand imod ham, at han ſluttede ſig nærmere til Mieczyſlav og derved kom i Beſiddelſe af Jomsborg. Saxo meddeler en ſaare merkelig, ſkjønt rigtignok ikke ved nogen anden Hjemmel bekræftet, Efterretning, at Haralds ældſte Søn Haakon ſkulde have ſat ſig i Beſiddelſe af det preusſiſke Samland og ſtiftet en formelig Koloni der[31]. Hvis man kan fæſte Lid hertil, maa man kalde det et talende Vidnesbyrd om de Erobringsplaner, Harald nærede med Henſyn til disſe Kyſtlande, og man maa tillige antage, at hans Søn neppe vilde have forſøgt ſine Kræfter mod det fjernere Samland iſtedetfor det nærmere Jom, hvis ikke dette endnu havde været altfor vanſkeligt at erobre.

De øſtligere Kyſter af Øſterſøen hjemſøgtes vel ofte ſaavel af danſke ſom af norſke Vikinger, men Danmark og end mere Norge var for fjernt til at dets Konger kunde erhverve ſig nogen Beſiddelſe her: dette lykkedes kun de hiinſides Øſterſøen boende Konger i Svithjod, hvilke, ſom man erfarer, idelig gjorde Krigstog til Kurland, Eſtland, Karelen og Finland, for at underkaſte ſig disſe Lande eller Dele deraf. At erhverve Herredømmet over de vigtigſte Handelspladſe var ſandſynligviis ogſaa deres Hovedformaal. Uppſalakongen Erik Eimundsſøn ſkal have underlagt ſig alle de nysnævnte Lande og mere dertil, og derhos ſøgt at ſikre ſig ſine Erobringer ved Oprettelſen af Befæſtninger[32]. En tidligere Konge i Birk eller Sigtun, ved Navn Olaf, havde allerede, ſom vi have ſeet, ved 851 gjort et Tog til Kurland; og dette ſiges endog da at have løsrevet ſig fra Sviarnes Herredømme. Vi erfare ligeledes, at Sviarne ikke ſjælden gjorde Handelsrejſer til Semgallen, hvor der viſtnok allerede i den Tid var en meget beſøgt Handelsplads ved Dynamynne. Men paa de fleſte af disſe Kyſter, navnligen Finlands, Ingermanlands og Eſtlands, maa man antage, at der lige ſiden den ſtore Folkebevægelſe, hvorom der ovenfor er talt, og ſom i Norden ſelv endte med det merkelige Braavallaſlag og de gotiſke Landes Beſættelſe ved nordiſke Herrer, har herſket en Kamp mellem de paa Kyſterne tilbageblevne Nordgermaner og de Nationer, der nu havde taget deres Plads og trængte dem videre mod Veſten; og det er neppe at tvivle paa at de Krige, Erik Eimundsſøn og andre ſvenſke Konger for og efter ham førte i disſe Egne, nærmeſt gik ud paa at tage deres fortrængte Landsmænds Parti og ved deres Hjelp at ſkaffe ſig Beſiddelſer. Den tydeligſte Foreſtilling om disſe Krigstogs Charakteer faa vi ved at betragte de gamle rusſiſke, af Munken Neſtor optegnede Sagn om Stiftelſen af det ældſte rusſiſke Rige, hvilket desuden i og for ſig, ved den indgribende Rolle, dets Storfyrſter[33] fra det itide Aarhundrede af begynde at ſpille i hele Nordens Hiſtorie, fortjener den ſtørſte Opmerkſomhed. Det er allerede ovenfor[34] viiſt, hvorledes Neſtor ved at omhandle disſe Begivenheder trænger dem altfor tæt ſammen, nemlig kun til nogle faa Aar, og hvorledes den rette Sammenhæng ſynes at være den, at der allerede i Slutningen af det 7de Aarhundrede fandt en Folkebevægelſe Sted af de ved Khaſarerne fremtrængte Slaver, Finner, Eſter og andre ikkenordiſke Nationer, mod de i Rusland fra umindelige Tider boende Nordgermaner eller egentlige Rusſer, hvilke derved for en ſtor Deel nødſagedes til at vandre over til den ſkandiſke Halvø, men at der ſenere herfra kom mægtige Hærkonger, ſom gjorde ſig til Landets Herrer og paany grundede den rusſiſke Magt. Neſtor fortæller her, at de ikkenordiſke Folk, der efter de ſaakaldte „Væringers“ Fordrivelſe bleve Herrer i Landet, oprettede Befæſtninger (gorody d. e. Gaarde), men at de ſnart kom i Uenighed med hinanden, og derfor ſelv beſluttede at ſende Bud til „Væringerne“ før at udbede ſig Konger af dem, og at paa denne Opfordring de tre Brødre Rurik (Rørek), Sineus (Signjut) og Truvor (Thorvard) kom til Landet med deres Følge, og oprettede de tre rusſiſke Riger, ſom ſiden ſmeltede ſammen til eet. Da Benævnelſen „Væringer“, i Neſtors Mund netop betegner Beboerne af Landet hiinſides Øſterſøen, ſe vi heraf, at det Oldſagn, han meddeler, ligefrem nævner Krigere eller Hærkonger fra det egentlige Norden ſom Stiftere af det rusſiſke Rige. Disſe Hærkonger kunne, naar vi tage Henſyn til Landenes Beliggenhed, neppe have været fra noget andet Land end Sverige; at de, ſom Neſtor ſiger, vare indkaldte, er ej uſandſynligt, dog er denne Indkaldelſe ſnarere ſkeet af deres tilbageblevne Landsmænd, end af de ikkenordiſke Folk. De maa have ſat ſig i Beſiddelſe af Landet ved at erobre alle hine Befæſtninger eller Gaarde, efter hvilke det da oprettede Rige, Gardarike, ſikkert har faaet ſit Navn[35]. Paa lignende Maade har nu viſtnok Erik Eimundsſøn baaret ſig ad ved Kyſten, ligeſom hine Hærkonger i det Indre af Landet, og de Befæſtninger, han oprettede, have vel ogſaa været Efterligninger af hine, nu i Rusſernes Beſiddelſe værende „Gaarde“, ſom det eneſte Middel, hvorved hans Landsmænd kunde holde ſig mod en fremmed, tildeels vel ogſaa fiendſk, Befolkning. Senere hen finde vi flere fordrevne rusſiſke Fyrſter, der tage deres Tilflugt til Sverige, og det blev mere og mere almindeligt, at de rusſiſke Storfyrſter indkaldte Krigere fra hiinſides Havet, indtil disſe Krigere omſider kom til at danne et ſtaaende Korps, der kaldtes Væringer, en Benævnelſe, ſom dog iſær er bleven berømt ved det konſtantinopolitanſke Hof, der ſnart fulgte de rusſiſke Fyrſters Exempel i at omgive ſig med en paalidelig Livvagt fra det ſtridbare Norden. Hiſtoriſk Betydning faar ikke det rusſiſke eller gardarikſke Rige førend med Oleg (Helge), der underkaſtede ſig Kijev, ſom noget tidligere ſkal have været erobret af to andre nordiſke Hærkonger; han gjorde ſiden et merkeligt Tog med en Mængde Rofartøjer nedad Dneprfloden og ligetil Konſtantinopel, af hvis Kejſere han udpresſede betydelige Pengeſummer og Løftet om ſtore Begunſtigelſer for de Rusſer, der beſøgte Konſtantinopel for at handle: Begunſtigelſer, af hvilke viſtnok alle de Nordboer, der over Gardarike kom til Konſtantinopel, nøde godt. Olegs Efterfølger og Ruriks Søn, Igor eller Ingvar, gjorde ogſaa Tog til Konſtantinopel, af hvilke det førſte (941) var uheldigt, da mange af hans Skibe bleve ødelagte ved den ſaakaldte græſke Ild; men hjemkommen til Kijev ſamlede han nye Skarer om lig, og ſendte tillige Bud til Landet hiinſides Øſterſøen (Svithjod), efter Hjelpetropper, for paany at forſøge ſin Lykke mod Kejſerſtaden. Kejſer Romanus oppebiede ikke Angrebet, men bød Fred, der kom iſtand omtrent paa de ſamme Betingelſer (945), ſom den tidligere Fredsſlutning under Oleg[36]. Ingvars Tog maa have været meget berømt, og vakt megen Opſigt i Norden; han ſkal have haft ikke færre end 10000[37] Skibe med ſig (af hvilke viſtnok de fleſte kun vare ſmaa Baade), og endnu læſer man paa flere Runeſtene i Sverige, at de ere fatte til Minde om Mænd, ſom ledſagede Ingvar eller ſtyrede Skibe i hans Hær, eller faldt paa hans Tog[38]. Paa ſamme Tid, Ingvar foretog ſit førſte Tog til Konſtantinopel, opholdt juſt den bekjendte italienſke Hiſtorieſkriver Ljudbrands Stiffader ſig der ſom Geſandt fra Kong Hugo, og var Øjevidne til Rusſernes Nederlag og flere af de Fangnes Henrettelſe[39]. Ljudbrand ſiger ved denne Lejlighed udtrykkeligt, at Rusſerne vare de ſamme ſom „Nordmanni“. Deſto ſandſynligere er det, at Grækerne ſelv ingen Forſkjel have gjort paa egentlige Rusſer og Beboere af den nordiſke Halvø, iſær naar de kom over Rusland, og at disſe følgelig, ſom ovenfor nævnt, nøde godt af de ſamme Rettigheder, Traktaterne hjemlede Rusſerne ſelv. Af deſto ſtørre Interesſe er det for os at lære disſe Traktaters Indhold at kjende: vi kunne være forvisſede om, at vi deraf erfare de Forhold, under hvilke vore egne Forfædre paa hine Tider gjeſtede Konſtantinopel. Der gjøres, merkeligt nok, Forſkjel paa Rusſer i Almindelighed, og virkelige Geſandter og de ſaakaldte Gjeſter, der egentlig ſynes at have haft den ſamme Beſtilling, ſom Gjeſterne ved den norſke Hird, nemlig foruden at gjøre Opvartning ved Hoffet, ogſaa at udføre alle Slags Ærender, hvori Kongen ſendte dem, og hvor det kom an paa Raſkhed og Uforfærdethed. I Konſtantinopel, ligeſom ogſaa ſenere i Rusland, optraadte de mere ſom et eget Slags begunſtigede og under Fyrſtens egen Beſkyttelſe ſtaaende Handelsmænd[40]. Man maa derfor antage, at de Gjæſter, hvorom her er Spørgsmaal, have, paa hvad vi have flere Exempler i vore Sagaer, været afſendte for at handle paa Fyrſtens egne Vegne, eller i Kompagniſkab med ham. Ingen Rusſer maatte indfinde ſig i Konſtantinopel uden et Slags Pas, hvor Antallet af hans Skibe anførtes, og det forøvrigt godtgjordes, at han kom i fredelige Henſigter; hvis ikke, blev han anholdt og ſat i Forvaring indtil Fyrſten[41] var underrettet derom; ſatte han ſig til Modværge og blev dræbt, var han Ubodemand. Geſandterne forſynedes tidligere med et Slags Segl af Guld, Gjeſterne med Segl af Sølv: man gjenkjender heri de ſaakaldte Jerteiner, der, efterſom Chriſtendommen og Skrivekunſten udbredte ſig i Rusland, afløſtes af ſkriftlige Vidnesbyrd. Rusſerne ſkulde opholde ſig paa et beſtemt Sted udenfor Porten, indtil deres Pasſe vare underſøgte og deres Navne optegnede. Kun 50 ad Gangen maatte komme ind i Staden, ubevæbnede og under Ledſagelſe af kejſerlige Embedsmænd, og de havde blot Adgang gjennem een Port. Naar det viſte ſig, at de vare komne for at drive Handel, fik de af Kejſeren et maanedligt Underhold, beſtaaende i alle Slags Levnetsmidler, Gjeſterne for 6 Maaneder. Blev en Rusſer dræbt i Konſtantinopel, eller en Græker af en Rusſer, ſkulde den Dræbtes Slægtninger have Ret til at hevne Drabet. Undveg Morderen, ſkulde den Dræbtes nærmeſte Frænde være berettiget til hans Formue. Hvis en Rusſers Træl løb bort under Opholdet i Konſtantinopel, ſkulde han, hvis han blev paagreben, tilbagegives ſin Herre; blev han ikke funden, men hans Herre edeligt bekræftede ſin Forſikring, at han var bortløben,

Dette forklares ſædvanligviis ved „Storfyrſten“. Men langt rimeligere ſynes det, at der i eller ved Konſtantinopel har været en reſiderende rusſiſk „Fyrſte“ eller Geſandt, der havde at paaſe deres Rettigheder og holde Orden over dem. Dette ligger endog udtrykkeligt i Ordene paa flere Steder i Traktaten, navnligt i dette. ſkulde hans Værd erſtattes efter en beſtemt Taxt; hiin Ed ſkulde den chriſtne Rusſer aflægge paa chriſtelig Viis, den hedenſke efter de hedenſke Skikke. Hvis en Rusſer ſtjal fra en Græker, eller en Græker fra en Rusſer, ſkulde Tyven i begge Tilfælde være ſamme Straf underkaſtet Rusſiſke Fanger ſkulde kunne udløſes efter en beſtemt Taxt, en ung Mand eller Kvinde for 10, en ældre for 8, en Olding eller et Barn for 5 Guldſtykker[42]. Naar en Rusſer døde i Konſtantinopel, ſkulde hans Efterladenſkab ej inddrages, men tilfalde hans nærmeſte Frænder eller dem, til hvilke han havde overdraget det. Rusſerne ſkulde forholde ſig ſtille og ordentlige i Konſtantinopel; i Regelen ſkulde ingen Rusſer have Tilladelſe til at kjøbe de koſtbare Tøjer, der kaldtes „Pavoloker“, for mere end 50 Guldſtykker[43]. Rusſer og Græker ſkulde være forpligtede til gjenſidigt at komme Skibbrudne fra begge Nationer til Hjelp. Derimod forpligtede ogſaa den rusſiſke Storfyrſte ſig til at ſende den græſke Kejſer Hjelpetropper, naar han behøvede og forlangte det.

Vi ſe her, under hvilke Forhold ogſaa den nordiſke Rejſende bevægede ſig i Konſtantinopel. Han mødtes viſtnok med Mistanke og Ængſtelighed, fordi Kejſerriget havde lært at føle Nordboernes Kraft og Krigerdygtighed, men paa den anden Side nød han og ſtore Fordele, og de græſke Kejſere betragtede allerede Rusland og Norden ſom Lande, hvorfra de i Nødsfald kunde ſøge Hjelp mod de ſtedſe mere og mere fra Øſten truende Farer. I Konſtantinopel vrimlede der viſt allerede ej alene af rusſiſke, men ogſaa af norſke, ſvenſke og danſke „Gjeſter“, der handlede i Fyrſternes Navn, og andre, der handlede i ſit eget; flere toge vel endog allerede paa denne Tid Krigstjeneſte i de kejſerlige Hære[44]. Efter Traktatens Ord ſynes man viſtnok at maatte ſlutte, at den rusſiſke Storfyrſtes Anbefaling udfordredes for at nyde de her omhandlede Rettigheder; men for den rejſende Nordbo maatte denne ikke være vanſkelig at erholde; muligt og, at hans egen Fyrſtes Jærtein eller Pas var tilſtrækkeligt. De Varer, ſom Nordboerne erhvervede i Konſtantinopel, ſynes foruden de ſædvanlige øſterlandſke og ſydlandſke Natur- og Kunſt-Frembringelſer fornemmelig at have været koſtbare Tøjer, af hvilke det forhen nævnte Pavolok, det være nu Purpur eller Silke, indtog den fornemſte Rang. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at denne Forbindelſe med Konſtantinopel har bevirket ſtore Fremſkridt i de nordiſke Nationers Kultur, og tillige mægtigt fremhjulpet Chriſtendommen. De Nordboer, der havde lært Konſtantinopels Pragt, og, om end kun tildeels, det mere forfinede Liv, ſom der herſkede, at kjende, kunde neppe ved Hjemkomſten til Norden finde ſaadant Behag i ſine ſimple Omgivelſer og den raae Levemaade, ſom forhen, men maatte nære Ønſket om, ſaavidt det lod ſig gjøre, at efterligne, hvad de i Myklegaard — ſaa kaldte de Konſtantinopel — havde ſeet og vel for en ſtor Deel vant ſig til. Og den Pomp, hvormed den chriſtelige Gudstjeneſte foregik i Konſtantinopel, maa have udøvet en ſtørre Virkning paa Gemytterne, og gjort Chriſtendommen mere tillokkende for dem, end de ſammenligningsviis ſimplere Former, under hvilke de ellers havde Anledning til at ſe den udøvet i England, Skotland eller Tydſkland. Vel nævner ikke Hiſtorien ſærſkilt om nogen Nordmand, eller overhoved om Nordmænd, der i Konſtantinopel antoge Chriſtendommen førend denne blev indført af Kong Olaf Tryggvesſøn, men dog kan man med Vished vide, at deres Antal ikke har været ſaa lidet. Ogſaa erfarer man af Ingvars Traktat, at flere Rusſer, og blandt dem upaatvivlelig flere Nordmænd og Svenſke, allerede da vare Chriſtne[45].

Ingvars egen Huſtru, den berømte Olga (egentlig Helga), antog efter hans Død ſelv Chriſtendommen paa en Rejſe, hun foretog til Konſtantinopel, og ſøgte, ſkjønt forgjæves, at faa ſin Søn Svjatoſlav til at følge ſit Exempel. Svjatoſlav gjorde ligeledes et Tog til Konſtantinopel (971.), hvis Kejſer han aftvang rige Gaver, men ſluttede dog ſtrax efter en ny Fred med ham. Efter hans Død kom hans tre Sønner, Jaropolk, Oleg og Vladimir (Valdemar), i Strid med hinanden. Jaropolk, ſom den ældſte, havde allerede i Faderens Levetid faaet Kijev, af vore Forfædre kaldet Kønugard, og ſom nu var Ruslands egentlige Hovedſtad; Oleg havde faaet Derevjernes Land, og Vladimir, den yngſte, Novgorod, vore Forfædres Holmgard, der betragtedes ſom Rigets anden Hovedſtad, hvor Fyrſterne ogſaa ofte reſiderede. Jaropolk angreb og fældte Oleg, og Vladimir flygtede ved Efterretningen herom hiinſides Havet, altſaa rimeligviis til Sverige, hvor han, ſom man erfarer, ſamlede en Hær, da det nemlig fortælles, at han tre Aar efter kom tilbage til Novgorod med „Væringer“, ſatte ſig i Beſiddelſe af Novgorod, og overvandt og fældte endelig ſin Broder, hvorved han blev Eneherre over det hele Rige[46]. Han indrettede allerførſt et Korps af de tapreſte og dueligſte nordiſke Krigere, hvilke han fordeelte i de forſkjellige Kvarterer af ſin Hovedſtad Kijev. Dette Korps ſynes at være det førſte, der fik Navn af Væringer eller Edsforbundne, en Benævnelſe, der fra den Tid i Rusland gik over til at blive en Benævnelſe for Mænd fra Landene hiinſides Øſterſøen i Almindelighed[47]. At der i hiint Korps vare flere Nordmænd, kan ej betvivles. Vi kjende i det mindſte Navnet paa een anſeet Nordmand, der allerede længe havde ſtaaet i Vladimirs Tjeneſte, nemlig Sigurd, Søn af Erik Bjodaſtalle paa Ofreſtad, og en Broder af Aaſtrid, Kong Tryggves Enke[48]. Af de mange nordiſke Krigere, ſom Vladimir, efterat være bleven Eneherre over Rusland, afſkedigede, ſkulle de fleſte have vandret til Konſtantinopel, og uagtet Vladimir ſkal have givet Kejſeren det venſkabelige Raad at fordele eller ødelægge dem, ſees det dog, at denne foretrak at efterfølge Vladimirs Exempel, nemlig at oprette et Væringe-Korps[49]. Thi fra denne Tid af finde vi ogſaa Væringer i Konſtantinopel, og dette Væringe-Korps fik en ſaadan Anſeelſe, at der fra nu af neppe engang er Tale om noget andet. At have været Væring i Myklegaard var den ſtørſte Ære og Anbefaling, og Mænd af de fornemſte Familier droge nu til Konſtantinopel, for at optages i Væringernes Skare[50].

Den Forbindelſe, hvori Nordboerne ſaaledes nu næſten paa een Gang traadte med den græſke Kejſerſtat, ſkyldtes altſaa fornemmeligt de Begivenheder, der havde fundet Sted i Rusland, og betingedes for en ſtor Deel af den Stilling, den rusſiſke Storfyrſte nu havde indtaget. Det er derfor ilte at undres over, at Rusland eller Gardarike fra denne Tid af omtales hyppigere i vore Oldſkrifter, og griber mere ind i Nordens egne Begivenheder, end forhen. Det ligger forøvrigt i Sagens Natur, at det fornemmelig var Sviarne, der kom i Berørelſe med Gardarike, og ſom i det mindſte i Førſtningen afgave det ſtørſte Antal Krigere, der toge Tjeneſte der. Det er forhen nævnt, at det ſvenſke Rige paa denne Tid allerede grændſede umiddelbart til Gardarike, fornemmelig ved Beſiddelſen af Finlands Kyſtſtrækning, der tilligemed Aalands-Øerne lige til Sveriges egen Kyſt ſynes at have været indbegrebet under den fælles Benævnelſe Balagardsſiden, efter et Sted, Balagard, der i hine Tider maa have været meget bekjendt og beſøgt der. Uppſalakongernes Herredømme ſtrakte ſig under Erik Eimundsſøn og hans nærmeſte Efterfølgere lige til Aldegja eller Ladoga, paa hvis ſydlige Side, nær ved Floden Volkhovs Munding, Rusſernes ældſte Hovedſtad, Aldegjeborg, var beliggende, og, ſom det lader til, en anſeet og meget beſøgt Handelsſtad, Novgorods egentlige Havn.

De ſvenſke Begivenheder ere forreſten paa denne Tid indhyllede i betydeligt Mørke, da Landet ſelv ſavner paalidelige Efterretninger, ældre end Chriſtendommens Indførelſe, og vore Oldſkrifter kun lejlighedsviis omtaler Uppſalakongerne, uden at fortælle om Kongerne i Birk eller Sigtun, eller om Begivenheder i Gautland. Vi erfare, hvad der allerede ovenfor er omtalt[51], at Erik Eimundsſøn omtrent paa Harald Haarfagres Tid underkaſtede ſig hele Sverige, Gautland iberegnet, og gjorde tillige Fordring paa Viken, ſkjønt forgjæves. Hans Dødsaar angives i Sagaerne urigtigt til 10 Aar efter Harald Haarfagres Tronbeſtigelſe, eller til henved 870; den maa være indtruffen langt ſenere[52]. Hans Eftermand i Uppſala var Sønnen Bjørn den gamle, der ſkal have herſket i 50 Aar, i hvilken Tid vi af Beretningen om Erkebiſkop Unnes Rejſe til Sverige erfare, at der ogſaa var en Konge ved Navn Ring med hans Sønner Erik og Emund, hvilke Fyrſter maa have herſket i Birk eller Sigtun, ſiden det var der, at Unne opholdt ſig og døde. Dette tyder paa, at det af Erik Eimundsſøn ſamlede Rige atter var ſplittet ad, og viſt er det, hvad vi tidligere have paapeget, at vi nu heller ikke finde Sviakongen, men Danekongen ſom den, der optræder med Fordringer paa Viken i Norge. Vi have ogſaa ſeet, hvorledes Haakon Adelſteensfoſtre i denne Tid gjorde ſine Rettigheder til Vermeland gjeldende, og hvorledes baade han og Harald Graafeld herjede Gautland. Tillige nævner Saxo om at Skaane paa denne Tid erhvervedes tilbage for Danmark: det har altſaa maaſke ligeledes udgjort en Deel af Eriks Erobringer, men ſidenefter været tabt[53]. Efter Bjørn, hvis Regjering følgelig maa have været temmelig fredelig, men ſvag, fulgte hans Sønner Erik og Olaf, efter hvad man maa formode omtrent ved 950[54]. Olaf blev forgiven; det ſiges ikke tydeligt, af hvem, men det er dog let at ſkjønne, at man ſigtede den ærgjerrige og herſkeſyge Erik for denne Udaad. Olaf efterlod ſig Sønnen Bjørn, der blev opdragen ved Hirden, eg tidlig viſte en ſaadan Uſtyrlighed, at Farbroderen kaldte ham Styrbjørn. Erik, der af ſine Sejrvindinger fik Navnet den ſejrſæle, optræder atter ſom Herre over hele Sverige, hvilket han i Løbet af ſin temmelig lange Regjeringstid maa have underkaſtet ſig. Men derved maatte han ogſaa komme i et ſpendt Forhold ſaavel til Norge, ſom i Særdeleshed til Danmark, hvis Konge Harald Gormsſøn nu øjenſynligt gjorde Fordring paa at anſees ſom hele Nordens Overherre.

  1. Se ovf. 1 B. S. 746.
  2. Knut, eller ſom Widukind (I. 40) kalder ham, Chnuba, maatte ifølge denne ſidſtes Beretning virkelig lade ſig døbe, et Udſagn, hvis Rigtighed neppe kan betvivles.
  3. Ljudbrand, Antapodoſis, III. 47. Widukind I. 40.
  4. Dette fortælles fuldſtændigt hos Adam af Bremen, I. 60—64. Det ſiges her udtrykkeligt at Unne endog beſøgte de danſke Øer.
  5. Man maa antage, at de fleſte Runeſtene i Danmark, hvoraf der findes en ſaa ſtor Mængde med reen nordiſk Indſkrift, hidrøre fra denne Periode; men Sproget paa dem er ſaa forſkjelligt endog fra det nuværende Folkeſprog, i det mindſte i Jylland, at man ej kan antage dem rejſte af det ſamme Folk, der vare Forfædrene til vore Tiders Jyder, ligeſom og Skriftſproget i andre Egne af Danmark ikke fuldt to Aarhundreder ſenere var ſaa forandret fra Runeſtenenes, at man ej kan andet end tænke ſig det frembragt ved en Samvirken af to Sprogelementer. Da nu Runeſtenene øjenſynligt tilhøre de fornemſte og mægtigſte Folk i Landet, ledes man allerede heraf til Foreſtillingen om en herſkende nordiſk Stamme i Landet lige over for en undertvungen goto-angliſk, om man end ikke ved opmerkſom Iagttagelſe af de hiſtoriſke Fakta vilde kunne indſe det.
  6. Njálsſaga, Cap. 31, fortæller der at Gunnar omkring 970 beſøgte Harald i Heidaby eller Slesvig.
  7. Adam af Brem. II. 3.
  8. Harald ſagde at det kunde dog end lade ſig høre, hvis han havde dræbt en Hertug eller anden Fyrſte, thi da vilde man kunne ſtole paa, at han meente det oprigtigt, ellers ikke. Widukind III. 64.
  9. Widukind II. 22—30. Annal. Saxo.
  10. Widukind III. 50—56, 58.
  11. Widukind III. 58. Thietmar II. 6. Continuator Beginonis, hos Pertz, I. S. 623, 624.
  12. Thietmar II. 9. Mieſko kaldes deels Miſaco, Miſeco, deels Mieſko, deels Mieczyſlav.
  13. Adam af Brem. II. 5. Strax efter at der i det foregaaende Capitel (4) har været talt om Erkebiſkop Adaldags 12te Aar eller 918, og endnu tidligere (Cap. 3) om Haralds Daab, uden at der juſt lægges an paa nogen nøjagtig chronologiſk Følge, heder det: „Paa ſamme Tid ſkal Kong Otto have underkaſtet ſig Slaverne, ſaa at de lovede at betale Skat og antage Chriſtendommen, og hele Hedningefolket lod ſig døbe: da førſt bleve Kirker opførte i Slavelandet“. Hvad Forf. her nærmeſt har for Øje, er Ottos egne Tog mod Slaverne, men ved denne Lejlighed omtaler han ogſaa disſes umiddelbare Følger.
  14. Muligheden af, at Otto et af disſe Aar har kriget mod Danerne og opholdt ſig i Slesvig, lader ſig ifølge det ovenfor fremſatte ikke benegte. Hertil kommer nu, at den ſamtidige Widukind (III. 75) udtrykkeligt ſiger, at Otto havde overvundet Avarer, Saracener, Daner og Slaver, ødelagt de hedenſke Templer hos Nabofolkene, og oprettet Kirker o. ſ. v. (Populus memoravit, eum … superbos hostes, Avares, Saracenos, Danos, Slavos armis vicisse. …… delubra deorum in vicinis gentibus destruxisse, templa ministrorumque ordines constituisse &c.). Og endelig kan man, de aabenbare Fejl uagtet, ikke ganſke overſe den i Aaret 1036 afdøde Ekkehards Beretning, at Abbed Kraloh i St. Gallen i Aaret 952 frygtede for at Kong Otto, der den Gang var langt borte i Slesvig paa et Tog med Danerne, ſkulde ſtraffe ham for en begangen Forſeelſe, at efter Kralohs i 958 indtrufne Død en Vikarius beſtyrede Abbediet, medens Otto var borte og underhandlede med den engelſke Kong Adaldag om et Tog mod den danſke Kong Knut; at ſtrax derefter en vis Barkhard valgtes til Abbed, og bekræftedes i Maintz af Kongen, da denne efter at have overvundet Knut vendte tilbage fra Slesvig Thi har den fra Norden fjernt levende Forfatter end forvexlet Harald med hans Broder Knut, og kalder han end Adaldag Konge i England iſtedetfor Erkebiſkop i Bremen, ſaa er det dog et ikke andenſteds modſagt udtrykkeligt Vidnesbyrd, at Otto baade i 952 og i 958 opholdt ſig i Slesvig for at kunne bekrige Danerne. At Otto virkelig har bekriget Danerne og maaſke endog oftere opholdt ſig i Slesvig, ſynes altſaa utvivlſomt. Ekkehard de casibus Sti Galli, hos Pertz II. S. 117—120.
  15. Widukind (III. Bog) taler førſt (Cap. 63) om Kejſerens Rejſe til Italien 961, hans Bedrifter i Italien 961—964, Opdagelſen af en Sølvaare i Saxland; derpaa (Cap.64) om Wigmanns Flugt til Harald (963), og om Haralds Omvendelſe ved Poppe (Cap. 65), endelig (Cap. 66) om Mieſkos Undertvingelſe ved Gero 963. Thietmar (II. Bog) taler i Cap. 7 om Ottos Rejſe til Italien 961, Kejſerkroning og øvrige Bedrifter, derpaa i Cap. 8 om hiin Sølvaares Opdagelſe, Wigmanns Overvindelſe, og Haralds Omvendelſe ved Poppes Medvirkning; endelig i Cap. 9 om Mieſkos Overvindelſe ved Gero 963. — Fortællingen om Poppe henføres, ſom bekjendt, af ſenere Forfattere til andre Tider, nemlig til Otto den 2dens Tog 975, men da Widukind, ſelv ſamtidig med Otto I og ſluttende ſit Verk før hans Død, omtaler Begivenheden allerede paa det ovenfor antydede Sted, og desuden nævner Poppe ſom endnu levende, da han ſkrev, kan man ikke betvivle, at Sagnet allerede var opkommet før 975. Det er derhos efterhaanden blevet betydeligt forvanſket. Widukind (III. 65) fortæller kun, at .da der i et Gilde i Danekongens Nærværelſe opkom en Trætte om hvor vidt Chriſtus var mægtigere end de hedenſke Guder, tilbød Poppe, ſom dengang kun var Gejſtlig, men „nu en ſtrengt levende Biſkop“, ſig at beviſe ved Jernbyrd, at den treenige Gud var den ſande Gud, og Gudebillederne ikkun Djævle, og da Kongen lod et tungt Stykke Jern gjøre glødende, bar Poppe det længe, uden at hans Haand ſkadedes: hvorpaa Kongen ſtrax omvendte ſig, og bød at Chriſtus ſkulde dyrkes, og Gudebillederne foragtes. Omtrent det ſamme fortæller Thietmar (II. 8), tilføjende at Kejſeren til Belønning lod Poppe udnævne til Preſt. I Schol. 21 til Adam af Bremen ſiges der, at Harald og Danerne omvendtes fra Hedendommen 966 ved at ſe Poppe bære en gloende Handſke. I Texten hos Mag Adam omtales ſenere (II. 33) atter en Poppe, der baade bærer gloende Jern og lader ſig iføre en Voxkjortel, der antændes, men efter Haralds Død, da Erik Sejrſæl havde indtaget Riget; han veed ikke viſt, om det var ved Ribe eller Slesvig. Ogſaa Saxo henfører Begivenheden til Sven Tjugeſkeggs .Tid, men lader den foregaa ved Iſefjorden, og lader det være en Handſke, Poppe drager paa. Endnu flere Varianter gives der af dette Sagn. Det findes ogſaa i Vore Oldſkrifter, og ſtedſe i Forbindelſe med Toget 975; men endog blot Formen „Poppo“, ikke Poppi, viſer, at det hidrører fra latinſke Krøniker, ej fra uafhængige nordiſke Beretninger.
  16. Mieſko ſkal ifølge Thietmars Vidnesbyrd (IV. 35) være bleven overtalt af ſin Huſtru Dobrava, Datter af den bøhmiſke Konge Boleſlav, til at lade ſig døbe ſtrax efter deres Giftermaal, og han kaldes af Widukind (III. 69) Boleſlavs „Svigerſøn“, endnu før Wigmanns Død 967. I Chronica Polonorum (Pertz Mon. Germ. I. 5) ſiges det udtrykkeligt, at Mieſko blev gift med Dobrava 965, og døbt 966.
  17. Saxo 10de Bog, S. 480. Styrbjørn og hans Syſter Gyrid kom ikke til Harald, førend temmelig ſildigt, da denne allerede var en meget gammel Mand, og i alle Fald meget længe efter at Sven var fød. At Sven var en Uegte Søn af Harald, nævnes baade hos Snorre (Olaf Tr. Saga Cap. 17) og i den ſtørre Olaf Tr. Saga (Cap. 86, 130). I Jomsvikingaſaga fortælles det vidtløftigt (Cap. 17), hvorledes han var en Søn af Harald med en Pige af lav Byrd, ved Navn Saum-Æſa. Og allerede den med Sven næſten ſamtidige Forfatter af Encomium Emmæ Reginæ ſiger at han var forhadt af ſin Fader, hvilket næſten er et Vidnesbyrd om, at han maa have været uegte fød. (Se Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 474).
  18. Det er Jomsvikingaſaga, ſom vidtløftigt fortæller, hvorledes Sven blev fød paa Fyn af Saum-Æſa, og opfoſtret hos Palne-Toke, der ogſaa var den, ſom opmuntrede ham til at fordre Folk og Skibe af ſin Fader, der ſtedſe var Hovedmanden for det Parti, ſom ſluttede ſig om Sven, der ſtiftede Jomsvikingernes Forbund, og endelig dræbte Kong Harald. Ifølge Jomsvikingaſaga Cap. 14 var Toke, kaldet Palne-Toke, en Søn af den mægtige Palne Tokeſøn og Ingebjørg, en Datter af Ottar Jarl i Gautland. Ingebjørg havde førſt været feſtet til Palnes ældre Broder, Aake Tokeſøn, men denne, bagvaſket af ſin uegte Broder Fjølne, der var kommen i Yndeſt hos Kongen, og ærgrede ſig over ikke at have ſaa meget af den rige Arv efter Toke, ſom han fordrede, var bleven lumſkeligen dræbt ved Kongens Foranſtaltning, og ſaaledes kom Ætten i ſpendt Forhold til Harald. Som Tokes Hjem nævnes Fyn, hvor ogſaa Palne boede, og efter ham Sønnen Toke, nu kaldet Palne-Toke, Svens Foſterfader. Palne-Toke ſkal igjen have haft Sønnen Aake, og denne igjen den bekjendte Vagn Aakeſøn, fra hvilken Erkebiſperne Asſer og Abſalon nedſtammede. Palne-Toke og hans Æt omtales ogſaa i Olaf Tr. Saga, Cap. 84, dog ſaaledes, at man tydeligt kan ſe at dette kun er et Udtog af Jomsvikingaſaga, ſaa at dets Troværdighed her ſtaar og falder med dennes. Snorre nævner, merkeligt nok, aldeles ikke noget om Palne-Toke. Saxo nævner „en vis Toke“ ſom Svens Tilhænger og Haralds Banemand, og han angiver ſom Aarſagen til hans Fiendſkab mod Harald, at denne, da han pralede af ſin Færdighed i at ſkyde med Bue, tvang ham til at ſkyde et Æble af ſin egen Søns Hoved, og ſiden nødte ham til at give et Bevis paa ſin Færdighed i at løbe paa Ski ved at ſtaa ned ad Bjerget Kullen. (10de Bog S. 486 fgg.). Sven Aageſøn nævner Palne-Toke, men ſom Haralds, ej ſom Svens Raadgiver, og tillægger ham en Bedrift, ſom ellers tillægges Sigvalde Jarl, nemlig Kong Svens Tilfangetagelſe, hvorved han middelbart antyder Palne-Toke ſom Jomsvikingernes Høvding. — Hvad nu hine af Saxo meddeelte Sagn angaar, da indeholde de, ſom man let ſer, tildeels den Beretning, der i Norge fortælles om Heming, i Schweiz om Wilhelm Tell, o. ſ. v., og ſom oprindelig tilhører Sagnkredſen om Valund, ſe ovf. 1ſte B. S. 210. De maa derfor betragtes ſom aldeles uhiſtoriſke, hvilket ogſaa viſer ſig deraf, at man endnu i Skaane viſer Toke Skyttes Grav ved Klauſtrup og i Nærheden af „Hemingsdynge“, ſaa at man altſaa her baade har Toke og Heming tilſammen. (Peterſens Danm. Hiſt. III. S. 174). Den Forbindelſe, hvori Palne-Toke er ſat med Jomsborg, hidrører maaſke fra ældre Sagn om Harald Hildetand, ej om Harald Blaatand, thi i Opregnelſen af Haralds Kæmper, der ſkyldes Starkads Kvad, nævnes en „Toke fra Jum“ (Saxo, S. 397). En mægtig Mand ved Navn Toke levede virkelig paa Harald Blaatands Tid, thi Schol. 37 til Adam af Bremen nævner ham ſom Fader til den med Sven Tjugeſkegg ſamtidige Biſkop Odinkar af Ribe, og lægger til, at han var „dux Winlandensis“ og at Trediedelen af „terra Winlandensis“ var hans Ættegods. Da Mag. Adam (II. 34) fortæller, at Odinkar ſkal have ſtiftet Biſpedømmet Ribe af ſit eget Arvegods, ſynes det, ſom om „Winland“ her betyder en Deel af Sønderjylland. Men de oldnorſke Sagabearbejdere, ſom tidligt benyttede Mag. Adam, kunne maaſke have taget det i Betydningen „Vindland“ d. e. Vendernes Land. Da Vagn Aakeſøn ſynes at have været en hiſtoriſk Perſon, og Hiſtorieſkriveren Sven Aageſøn, ſaavelſom Erkebiſkopperne Asſer og Abſalon, kun i faa Led nedſtammede fra ham, ſynes det beſynderligt, at Sven ved at omtale Palne-Toke ikke i mindſte Maade ſkulde antyde ſit Frændſkab med denne, ſaafremt Vagn virkelig var hans Sønneſøn; ligeſaa beſynderligt er det i dette Tilfælde, at Saxo blot ſkulde kalde ham „en vis Toke“; endelig er det beſynderligt, at Vagn ſom Jomsviking ſkulde ſlutte ſig til et Samfund, der i det hele taget var Sven fiendſk, medens hans Farfader var Svens ivrigſte Ven og Forſvarer. Palne-Tokes foregivne Slægtſkab med Vagn og hans Herredømme i Venden kan vel altſaa anſees ſom uhiſtoriſk, og hvad man veed med Vished, bliver kun Tilværelſen af den mægtige Toke, Jarl i Jylland. — Palne-Navnet knytter ſig derimod ganſke beſtemt til Fyn, hvor der endnu er Sagn om den vilde Palne-Jæger, og hvor „Palles Mark med Pallehuus og Palles Gravhøj nærved Odenſe minder om Palne-Ættens Magt og Anſeelſe. Da de engelſke Annaler omtale en fornem Dane ved Navn Pallig eller Palnig (ſaaledes bør man nemlig læſe Navnet, ikke Paling), gift med Sven Tjugeſkeggs Syſter og dræbt i Blodbadet 1002, kan man neppe tvivle paa, at han hørte til hiin fynſke Familie, hos hvem Sven var opfoſtret; og antaget, at Svens Foſterfader virkelig hed Toke, bliver denne Palnig ſnareſt Tokes (Palne-Tokes) Søn, opkaldt efter Farfaderen. At Svens Foſterfader virkelig kan have dræbt Kong Harald, er i ſig ſelv ej ſaa uſandſynligt, men hvad der gjør Beretningen mistænkelig, er den umiddelbare Kauſalforbindelſe, hvori den ſættes med Toke Skyttes Bedrifter. Palne-Toke kan ſaaledes, hvis han ſkal exiſtere ſom hiſtoriſk Perſon, alene exiſtere ſom Svens Foſterfader, ej ſom den berømte Skytte og neppe ſom Jomsborgs Herre. Mere herom nedenfor.
  19. Vi læſe at Sven Tjugeſkeggs Datter Gyda, gift med Erik Jarl, allerede i Aaret 997 blev Moder til Haakon Jarl den yngre, og dette kan ikke betvivles. Var Gyda dengang, ſom det vel maa antages, mindſt 17 Aar gammel, falder hendes Fødſel ved 980, og Sven kan da neppe have været yngre end 20 Aar, hvorved hans Fødſel falder omkring 960. Men det kan jo viſtnok ikke negtes, at om han end var fød 955, kunde han dog ligefuldt i Aaret 966 nogenledes kaldes en Dreng, parvulus, ſom Mag. Adam kalder ham.
  20. Navnet „Pommern“ betegner ikke noget ved en ſæregen Folkenationalitet eller beſtemte naturlige Grændſer afſondret Land, men kun en Kyſtſtrækning (po more d. e. ved Havet). Der var altſaa viſtnok baade et polſk og et abotritiſk Pommern.
  21. Dette ſees mere af Fortællingen om Mieſkos Bedrifter, end det ſiges udtrykkeligt, dog kan det ej betvivles, ſe Barthold, Geſch. von Rügen und Pomern I. S. 202. 203.
  22. Se ovf. 1ſte B. S. 385.
  23. Oſtrogard betegner her, ſom man ſer, det af vore Forfædre ſaakaldte Holmgard eller Novgorod, hvad enten nu „Oſtro“ ſkal betyde „det øſtlige“, eller det er det ſlaviſke ostrov, der betyder „Ø“, „Holm“.
  24. Mag. Adam af Bremen, II. 19. Kijev kaldes her Græciens herligſte Pryd, og man ſer deraf, at han til Græcia regner alle, der bekjendte ſig til den græſkkatholſke Religion, følgelig og de paa hans Tid chriſtnede Rusſer.
  25. Se fornemmelig Rasmusſen „de orientis commercio cum Russia & Scandinavia“.
  26. Se Rasmusſen l. c. p. 45. Her meddeles et Uddrag af Edriſi, den ſaakaldte nubiſke Geograf (fra c. 1150), der dog, ſom man ſer, benytter ældre Efterretninger; han omtaler Svade (Svithjod),Fimark(Finmarken), Darmuſcha (Danmark), og Berkagha (Birk, Birkø). Særſkilt omhandler han Havnen Hadu (Hedeby, Slesvig), og nævner „Vendeboſkadi“ (Vendelſkagen, Skagen). Norge kalder han Madſchus-Landet; det er allerede ovenfor 1ſte B. S. 415 viiſt, at „Madſchus“ var den Benævnelſe, hvormed Araberne betegnede Nordmændene.
  27. Se Mag. Adam af Bremen, Schol. 121, hvor der udtrykkeligt tales om den fem Dages Sørejſe fra Birk til Rusland.
  28. Barthold, Geſch. von Rügen und Pomern I. S. 299.
  29. Endnu i Wulfſtans Rejſeberetning fra Kong Alfreds Tider c. 870 heder det, at Bornholm „havde ſin egen Konge“. Det er merkeligt nok, at nogle af de fornemſte Jomsvikinger ſenere netop vare Bornholmere. Om de rige Myntfund paa Bornholm ſe Worsaae, Danmarks Oldtid S. 53.
  30. Paa Runeſtenen ved Søndervisſinge ſtaar der nemlig, at Tuva, Miſtivis Datter, Harald den gode, Gormsſøns, Kone, lod oprejſe Mindesmerket.
  31. Se Saxo, 10de Bog, S. 485. Samland var egentlig Landet mellem friſche og kuriſche Haff, men i hine ældre Tider har man neppe regnet det ſaa nøje, iſær da det var Sædet for den preusſiſke Nationalhelligdom, Romowe, og viſt ſaaledes paa en Maade kunde gjelde for hele Preusſen. Thi egentlig har det vel nærmeſt været Handelspladſen Truſo (ikke langt fra Elbing), ſom Danerne have ſøgt at underkaſte ſig. Wulfſtans Rejſeberetning gaar netop ud paa at beſkrive en Rejſe fra Slesvig til Truſo. Ifølge Saxos temmelig fabelagtige Fortælling ſkulle Haakon og hans Mænd have dræbt alle Mænd i Samland, og egtet deres Huſtruer, ſaa at den ſenere Befolkning ſtammede fra danſke Forfædre. Maaſke Saxo dog her har gjort ſig ſkyldig i en Misforſtaaelſe, ſe nedf. § 14.
  32. Olaf den helliges Saga Cap. 65.
  33. Egentlig „Konger“, da Ordet „Knjaz“ ligefrem er dannet af „Konge“, (ſe Kunik, „die Berufung der ſchwed. Rodſen“, S. 6—14). Hine Konger vare altſaa egte „Hærkonger“.
  34. 1ſte B. S. 288—292.
  35. Vi finde ogſaa ſenere rusſiſke Fyrſter tagende ſin Tilflugt „hiinſides Havet“ altſaa rimeligviis til Sveriges vore Sagaer omtale idetmindſte een rusſiſk Fyrſte i Sverige, nemlig den, der blev indebrændt af Sigrid Storraade; og endelig er det temmelig viſt, at Benævnelſen „Svithjod“ i hine Tider ogſaa udſtraktes til Kyſterne ved den finſke Bugt, hvorved Svithjod og Rusland bleve umiddelbare Nabolande.
  36. Herom ſe den rusſiſke Annaliſt Neſtor ved disſe Aar.
  37. Neſtor angiver 10000 for Ingvar, ligeſom tidligere for Oleg 2000. Af disſe Skibe kaldes nogle „Skedii“, hvilket ſynes at være det norſke, „Skeider“. Ljudbrand (Antapodoſis V. 15, Pertz, Mon. Germ. V. p. 331) nævner „mere end 1000 Skibe“, dog ſiger han at Rusſernes Skibe vare ſmaa.
  38. Der er ſaaledes en Runeſteen ved Raaby i Haatuna Sogn i Upland, hvor der ſtaar: „Geirvi og Kula rejſte denne Steen efter ſin Fader Anund, ſom døde øſter med Ingvar; Gud hjelpe Anunds Sjel“. En anden, ligeledes fra Upland, ved Varpſundsodde, omtaler flere, der rejſte en Steen efter deres Fader, ſom blev dræbt „øſter med Ingvar“. Ved Ekola Bro ſtaar en anden Steen, rejſt over ſamme Mand, af de ſamme Sønner. I Kirken i Svingarns Sogn, Upland, er der er en Steen, rejſt for en vis Bage, der „ſtyrede Skib i Ingvars Hær“. (Liljegrens Runurkunder, No. 2, 38, 47, 731. Jevnfør ogſaa 280, 551, 731, 817, 860, 969, 973, 980 o. fl.).
  39. Ljudbrand, l. c.
  40. Se herom iſær Schlözers Neſtor, 3die B. S. 280, 281. Han oplyſer her, at der endnu i det 17de Aarhundrede fandtes Gjeſter (Gosti) i Rusland, der udgjorde en egen Klasſe af Hof- og Kronbetjente, havde en vis aarlig Gage, brugtes ved Tolden i Moſkva og Archangelſk, ſamt i det ſibiriſke Kancelli, havde Kronindtægterne af Kabakerne, og maatte ved feſtlige Lejligheder viſe ſig ved Hoffet. Han meddeler efter et andet Skrift den Oplysning, at de endnu for det 13de Aarh. udnævntes blandt Handelsſtanden ved ſæregne Naadesbreve, ſom beſtemte deres Privilegier: de gik og handlede frit i Naborigerne, deres Dommer var Landsherren ſelv og en Bojar, hvis Navn udtrykkeligt ſtod med i Naadesbrevet. Deres Tjenere og Fuldmægtige kunde beſørge deres Ærender for dem, og ſverge i deres Navn. De ſtode blot under deres eget Gjeſteſkraa, og vare fri for ſædvanlige Afgifter og Pligter, ſom for Byſkatter. Hvo gjenkjender ikke i den førſte Skildring de norſke Gjeſter, ſaaledes ſom de beſkrives i Kongeſpejlet og Hirdſkraa? De udgjorde ogſaa en egen Korporation, og deres Hovedhverv var at udføre ſlige Ærender ſom oven omtalt; men i ældre Tider var det vel heller ikke ſaa let og farefrit et Arbejde at opkræve Told, og derfor var det viſtnok i ſin Orden, at Gjeſterne anvendtes dertil. At de ogſaa i Rusland anvendtes til Hoftjeneſte, ſees deels af det ovenanførte, deels af hvad Konſtantin Pophyrogenitus fortæller om Olgas Ophold i Konſtantinopel, at hun var ledſaget af 44 Gjeſter. Og omvendt kunde det være en farefuld Rejſe nok, hvortil der vel behøvedes Mod og Raſkhed, at drage i Handelsfærd for Kongen. Vi læſe i Olaf den helliges Saga Cap. 65 om Handelsmanden Gudleik, der netop plejede at drage i Handelsrejſe til Gardarike, og derfor kaldtes Gudleik gerdſke, at Kong Olaf lagde Handelsfællig med ham, for at han i Gardarike, maaſke og i Konſtantinopel, ſkulde kjøbe ham ſjældne Varer. Han har ſikkert været en ſaadan „Gjeſt“, ſom her beſkrevet. Han blev paa Hjemrejſen overfalden og dræbt.
  41. Widukind, III. Cap. 70.
  42. Det oldſlaviſke Ord er „Zlato“ eller „Zolotnik“. Størrelſen af en ſaadan Zlato kjendes ikke med Vished. Man veed at det rusſiſke Pund fra Oldtiden af har været deelt i 96 Zolotnik; antages altſaa et rusſiſk Pund i det 10de Aarh. at have ſvaret til et norſkt, bliver een Mark 48 Zolotnik, og en Ertog, 124 af en Mark, ½ Zolotnik. Taxten for en ung Mand eller Kvinde ſkulde efter denne Beregning blive 5 Ertoger i Guld, hvilket igjen ſvarer til 4O Ertoger eller 1⅔ Mark Sølv. Dette er ſlet ikke ſaa uſandſynligt, naar man erindrer (ſe 1ſte Bind S. 784) at en meget dyr Trælkvinde koſtede 3 Merker, men de billige 1 Mark hver paa Markedet i Brennøerne, da Hoſkuld kjøbte Mælkorka.
  43. Efter den ovenanførte Beregning altſaa for 87, Mark eller henimod 75 Spd. i vore Penge; dog maa man erindre at en ſaadan Sum paa de Tider havde næſten ligeſaa meget at betyde ſom det tidobbelte nuomſtunder. Man ſer at det byzantinſke Hof ikke ønſkede at altfor mange af de koſtbareſte Varer udførtes. Hvad Slags Stof „Pavolok“ var, vides ikke med Vished; kun ſaa meget ſer man ved Sammenligning med Beretningen i græſke Skrifter, at det har været et af de koſtbare Stoffer, der ifølge Konſtantin Parph. i hans Verk om Ceremonierne S. 271 plejede at foræres til fremmede Geſandter og Fyrſter, Stoffer af forſkjellige Mønſtre, med indvævede Figurer. Undertiden vare disſe Stoffer utilſkaarne (ἀράφια), undertiden tilſyede til Klædninger (ἐῤῥαμμένα). De plejede at ſendes i Kasſer, overtrukne med rødt Læder; da et Overtræk paa Rusſiſk heder „Povlok“ har man antaget dette Ord for Oprindelſen til Navnet. (Schlözers Neſtor III. S. 291, 293). Da det i Beretningen om Gudleik gerdſke (Olaf den helliges Saga Cap. 65) heder at han i Gardarike kjøbte for Kongen baade „Pell“, hvilket han tiltænkte Kongen til Stadsdragt, og endnu herligere Stoffer, ſkulde man næſten tro at dette „Pell“, om hvis Beſkaffenhed man ligeledes ikke endnu er paa det Rene, har været regnet blandt hine Pavoloker. Dette ſynes ſaa meget rimeligere, ſom der hos Neſtor ogſaa (ved 907) fortælles, at Oleg ved ſin Sejlads fra Konſtantinopel bød at Rusſerne i hans Flaade ſkulde bruge Sejl af Pavoloker, Slaverne derimod kun af ſimplere Stof, et Slags Netteldug; thi ogſaa om Sigurd Jorſalafarer heder det, at han for at viſe ſin Pragt og Rigdom ſejlede til Konſtantinopel med Sejl, beſatte med „Peller“. Ogſaa det ſaakaldte „Gudvef“ eller Purpur brugtes til Overtræk, hvilket man kan ſe af Olaf Tr. Saga Cap. 233, og Laxdølaſaga Cap. 46, hvor der fortælles at det koſtbare Hovedklæde, Ingebjørg Tryggvesdatter forærede Kjartan Olafsſøn, forvaredes i en Poſe af „Gudvef“.
  44. Allerede ovenfor er den Betingelſe i Ingvars Fredstraktat omtalt, ifølge hvilken Kejſeren af Konſtantinopel ſkulde kunne forlange Hjelpetropper af den rusſiſke Storfyrſte, hvilket dog i Virkeligheden neppe er anderledes at forſtaa, end at det ſkulde være de græſke Udſendinger tilladt at hverve Krigere i Rusland. Og af denne Tilladelſe have de viſtnok ogſaa benyttet ſig. Det egentlige Væringekorps finder man derimod ikke omtalt førend henimod Aarhundredets Ende, ſe nedenfor S. 85.
  45. Det heder udtrykkeligt i Indledningen til den ingvarſke Traktat af 945: Den af Rusſerne ſom bryder Freden, ſkal, hvis han er døbt, faa ſin Straf af den almægtige Gud, hvis han ej er døbt, ikke faa nogen Hjelp af Guden Perun, eller af ſine Vaaben o. ſ. v. Ligeſaa i Slutningen: de døbte Rusſer ſværge Ed paa Korſet, de ikke døbte lægge deres Vaaben for ſig og ſværge o. ſ. v. Om de ſaa godt ſom udelukkende nordiſke Navne, de i Traktaterne opregnede rusſiſke Befuldmægtigede, deels Geſandter, deels „Gjeſter“ fore, ſe ovenfor 1. B. S. 40.
  46. Nestor fortæller udtrykkeligt ved 977: Da Vladimir i Novgorod havde erfaret, hvorledes Jaropolk havde fældt Oleg, blev han bange og flygtede hiinſides Havet, hvorpaa Jaropolk ſatte ſig i Beſiddelſe af Novgorod; ſiden heder det ved 980: Vladimir kom med Væringer til Novgorod.
  47. Det er aldeles viſt, at Neſtor, efter hans Tids Sprogbrug, ved Ordet „ Væringer“ kun betegner Folk fra Landene hiinſides Øſterſøen i Almindelighed. Imidlertid torde det dog nok være muligt, at Benævnelſen „Væringer“ i den oprindelige Beretning om Vladimirs Tilbagekomſt til Novgorod har ſigtet til noget mere, end „nordiſke Krigere“ overhoved, og virkelig betegnet en hvervet, til en beſtemt Tids Krigstjeneſte ſtrengere forpligtet Trop. Allerede de flere ſlaviſke Navne, ſom nu begynde at blive gængſe i Storfyrſternes egen Familie, viſe at den ſlaviſke Nationalitet mere og mere fik Overhaand i Rusland; at der maa have været National-Jalouſi mellem Rusſer og Slaver, ligger ej alene i Sagens Natur, men viſer ſig og af hvad der ovenfor anføres om den Forſkjel, Oleg ved Afſejlingen fra Konſtantinopel gjorde paa Rusſernes og Slavernes Sejl. I Kijev, hvor Vladimir nu tog ſin Hovedreſidens, har viſt ogſaa den ſlaviſke Befolkning været overvejende, og det er derfor naturligt, at Vladimir for ſin Sikkerheds Skyld omgav ſig med en Skare af Væringer. Neſtors Ord herom ere charakteriſtiſke: „Væringerne ſagde til Vladimir: denne By (Kijev) tilhører os; vi have erobret den og ville have to Grivner i Løſepenge af hver Indbygger. Vent en Maaned, ſvarede Vladimir, til Maardſkindene komme. Men Maardſkindene kom ikke. Da ſagde Væringerne: du har ſkuffet os, men vi kjende Vejen til Grækenland. Nu vel, ſaa rejs, ſvarede Vladimir. Imidlertid udvalgte han de bedſte og tapreſte blandt dem, og fordeelte dem i Byens forſkjellige Kvarterer. De øvrige toge Vejen til Kejſerſtaden. Vladimir ſendte et Budſkab i Forvejen og lod hilſe Kejſeren: en Hob Væringer kommer til dig; udſeet dig ej for den Fare at lade dem være ſammen i din Stad, thi da ville de begaa Uorden ligeſom her. Fordeel dem, ødelæg dem, men lad fremfor Alt ingen komme tilbage“. (Neſtor, ved 980).
  48. Olaf Trygg. Saga, Cap. 46.
  49. Se nysanførte Anm. 3. Man har endnu en ſvenſk Runeſteen (i Turinge Sogn, Sødermanland), der omtaler en Mand, ſom faldt i et Slag øſter i Gardarike, ſom „liðsforungi“, d. e. Anfører for en Skare (Liljegren, Runurk. 803).
  50. Den førſte Gang, vore Oldſkrifter omtale Væringer, er hvor Njáls Saga fortæller om Kolſkegg, Gunnar paa Lidarendes Broder, at han henved 990 drog til Myklegaard, lod ſig der hverve, og tilſidſt blev Høvding for Væringerne. I byzantinſke Skrifter omtales Væringer allerførſt ved 1034. Det er ſaaledes viſtnok er Fejltagelſe, naar Enkelte have antaget Tilværelſen af Væringer før den Tid, og ſøgt dem ſaavel i de Goter, Konſt. Porphyrogenitus omtaler, ſom de i tidligere ſaakaldte foederati i den byzantinſke Hær.
  51. Se ovenfor 1ſte B. S. 376.
  52. Dette ſees endog af Beretningen om Styrbjørn, thi denne kan, da han faldt ved Uppſala mellem Aarene 980 og 985, neppe have været mere end i det højeſte 25 Aar; hans Fødſel falder ſaaledes omkring 960; da det ej er at antage, at Olaf, hans Fader, da han blev forgiven, havde længe været Konge, og heller ikke ved hans Fødſel kan have været en gammel Mand, falder altſaa Olafs Tronbeſtigelſe mellem 950 og 960, og Bjørns følgelig mellem 900 og 910. Mere herom i det Følgende, hvor der nærmere handles om Styrbjørns Bedrifter.
  53. Saxo, 10de Bog, S. 481. Det heder der, at Thyre, Haralds Moder, der havde haft den Fortjeneſte af Landet at hygge Danevirke, heller ikke gjorde ſig mindre fortjent ved at befri Skaane fra det ſvenſke Overherredømme, under hvilket det havde været ſkatſkyldigt. Dette henføres til Tiden efter Krigen med Tydſklands Kejſer. Men paa den Tid maa dog viſtnok Thyre forlængſt have været død, og denne Bedrift maa følgelig have været udført meget tidligere, medens Thyre endnu levede, ja ſandſynligviis endog før Gorm den gamles Død. Muligt er det dog, at Skaane her er ſat ved en Misforſtaaelſe iſtedetfor Slesvig.
  54. Ifølge Olaf den helliges Saga Cap. 13, hvor dog i den trykte Udgave Bjørns Navn ved en Forglemmelſe er udeladt, ſkal Erik Eimundsſøn have naaet en Alder af 100 Aar. Rimeligere er det dog at antage dette om Bjørn. I den Tale, der ſenere