Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/2/14

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Disse vare Forholdene rundt omkring i Norges østlige og sydlige Nabolande, da Haakon Jarl erhvervede Magten i Norge under Harald Gormssøns Lenshøjhed. En saa ærgjerrig og herskesyg Mand, som han, kunde ikke være synderlig tilfreds med dette Afhængighedsforhold, men førend han ret havde befæstet sin Magt i Landet, var det ej raadeligt for ham at vove noget afgjørende Skridt for at afkaste Aaget. Tvertimod holdt han, som man kan se, gode Miner med Danekongen, og uagtet han vel under Paaskud af de Udrustninger, han maatte foretage mod Gunnhilds Sønner, unddrog sig fra at betale Skat, sendte han ham dog den aftalte treaarige Gave af Jagthøge, ligesom man heller ikke finder Spor af at Danekongen mistænkte hans Redelighed. Det synes endog, som om Harald fornemmelig stolede paa den eftertrykkelige Bistand, han kunde vente sig af Haakon og den norske Krigshær, da han gjorde sit sidste Forsøg paa at løsrive sig fra den Afhængighed, hvori han stod til den tydske Kejser. Det er ovenfor nævnt, at han deels ved Otto selv, deels ved dennes Markgrever og Hærførere, maa være bleven tvungen eller truet til at lade sig døbe. Om han nu end ikke var Christendommen selv saa ugunstig, og uagtet han unegteligt allerede var kommen i en falsk Stilling til de fornemste af sine Undersaatter, saa kunde det dog lige saa lidet være ham behageligt, at staa i Lydighedsforhold til den tydske Kejser, som for Haakon Jarl at staa i det samme Forhold til ham. Vi se derfor, at han allerede strax efter Erhvervelsen af Lenshøjheden over Norge tænkte paa at begynde Krig mod Tydskland, medens Kejseren var i Italien, thi det fortælles udtrykkeligt hos Widukind, at de tydske Høvdinger, der i Aaret 968 vare forsamlede ved Borgen Werla i Saxland, ikke fandt det raadeligt at efterkomme den Befaling, Kejseren i et Brev havde givet dem, at fortsætte Krigen mod de vendiske Redarer, fordi der just forestod en Krig med de Danske, og man tvivlede om at have Magt nok til at føre to Krige paa een Gang[1]. Af Krigen blev der dog for denne Gang intet; maaske hine Høvdingers Forsigtighed og Paapasselighed har afværget den. Omtrent paa samme Tid oprettedes det nye Erkebispedømme Magdeburg (968), der skulde omfatte alle de vendiske Kirker: en Foranstaltning, som vidner om at Kejsermagten just nu kunde optræde med større Overlegenhed blandt Tydsklands hedenske Naboer, end nogensinde forhen. Det vilde derfor have været højst ubetimeligt, om Harald nu havde begyndt Krig, og han holdt sig derfor viseligt i Ro. Otto havde og den Tilfredsstillelse, da han efter sin Tilbagekomst fra Italien højtideligholdt Paasken i Quedlingburg (Marts 973), at se ej alene

Mieczyslav, Polens Hertug, og den bøhmiske Fyrste Boleslav, men ogsaa Gesandter fra Danmark, foruden fra flere andre Nationer, hos sig ved sit Hof[2]. Dog ikke mange Uger efter døde Otto, og esterfulgtes af sin 18aarige Søn Otto II, som strax efter sin Tronbestigelse havde indvortes Uroligheder, først i Bayern, siden i Lothringen, at bekæmpe. Nu eller aldrig maatte altsaa det belejlige Tidspunkt til at afkaste Aaget være kommet for Danekongen. Harald lod derfor ogsaa Bud udgaa til Haakon Jarl, at han skulde komme ham til Hjelp med alt det Mandskab han kunde samle, tidligt om Vaaren (975). Haakon udbød strax halv Almenning fra hele sit Rige, og indfandt sig til bestemt Tid hos Danekongen, om hvem en Mængde andre Høvdinger med deres undergivne Folk efter hans Opfordring havde samlet sig, saa at han nu virkelig havde en stor Hær. En Krig, som denne, maatte være de fornemme Daner altfor kjærkommen, til at de ikke, om de end hidtil vare misfornøjede med Harald, dog nu skulde have sluttet sig til hans Fane. Dog lader det ikke til at hans Søn Sven var med. Vel heder det i vore Oldskrifter, at Sven ved denne Lejlighed blev døbt, men da Beretningen om hans Daab, som vi have seet, vedkommer en tidligere Anledning, og ej henhører hid[3], og da Sagaerne selv hverken omtale Sven, eller – hvad der er lige saa paafaldende – Erik Jarl, Haakons Søn, som tagende Deel i denne Strid, kan det neppe betvivles, at de begge, paa Grund af det Uvenskab, der herskede mellem dem og deres Fædre, holdt sig borte derfra. Det var, om vi ellers have regnet rigtigt, just det samme Aar, i hvilket Erik havde lagt sig ud med sin egen Fader ved at dræbe sin Frænde Tidende-Skofte, og faaet venlig Modtagelse og Beskyttelse af Sven. I Stedet for at kæmpe mod Tydskerne, have de formodentlig enten holdt sig rolige hjemme, eller tilsammen foretaget et Vikingetog. Hvorledes Krigen begyndte, meldes ikke. Det siges blot, at Harald lod Haakon Jarl overtage Forsvaret af Danevirke, og besætte det med sin Hær, medens han selv med Skibene forsvarede Landet fra Søsiden. Kejseren, fortælles der, kom med en stor Hær, bestaaende af Saxer, Franker, Friser og Vender, og angreb Danevirke, hvilket Haakon Jarl forsvarede saa godt, at Otto efter et heftigt Slag maatte drage sig tilbage. Dette bekræftes ogsaa tildeels af de Vers af den oftere omtalte Vellekla, der ved denne Lejlighed anføres[4]. Haakon maa vel have anseet sit Ærende som fuldført, da han, efter den hæderligt bestandne Kamp, begav sig til sine Skibe for at sejle tilbage til Norge. Han blev en Tidlang liggende ved Limfjorden for Modvind. Men da han var borte, fornyede Kejseren Angrebet, og denne Gang lykkedes det ham at sætte Ild paa Danevirke, hvorefter han med hele Hæren trængte ind i Jylland, og, som det heder, tvang Harald til at lade sig døbe med sine Mænd og sin Søn Sven. Dette sidste Tillæg om Haralds og Svens Daab er, efter hvad vi ovenfor have seet, urigtigt, og omtales heller ikke i de samtidige Vers, som ere os levnede; men forøvrigt stemmer Beretningen med den korte Fortælling om denne Begivenhed hos den næsten samtidige Thietmar, den eneste tydske Forfatter, der indeholder noget derom. Thietmar siger nemlig: „Kejseren angreb Danerne, der havde gjort Oprør mod ham. Han ilede til Slesvig, hvor Fienderne med væbnet Styrke havde besat det til Landets Forsvar indrettede Dige, og Porten, der kaldtes „Wieglesdor“ (eller efter en anden Læsemaade „Heggedor“); men ved Hertug Bernhards (af Saxen) og min Bedstefader Grev Henriks (af Stade) Anslag betvang han tappert alle disse Befæstninger“[5]. Mere fortæller ikke den tydske Forfatter derom, og han nævner intet om Følgerne; dog synes han næsten at forudsætte, at Sejren medførte Fornyelsen af det tidligere Forhold, altsaa Danekongens Underkastelse. Ved Siden af den ovenfor meddeelte, korte oldnorske Beretning har man en hel Deel andre vidtløftigere og øjensynligt urigtige, ved hvilke vi derfor heller ikke ville dvæle nærmere[6]. Til disse Urigtigheder hører ogsaa den, at Olaf Tryggvessøn skulde have været med i Kong Ottos Hær, og lært ham den nemmeste Maade til at sætte Ild paa Danevirke. Derom ville vi i det Følgende komme til at handle; her beskjeftige vi os kun med Haakon Jarl og Danekongen. Denne sidste blev, som man altsaa efter det ovenfor anførte maa formode, nødt til at hylde den tydske Kejser paany, og han forpligtede sig ogsaa, ifølge de paalideligste Sagaers Vidnesbyrd, til at indføre Christendommen i Norge, i det mindste i den Deel, som stod under hans umiddelbare Herredømme, og maatte love, om muligt, at faa Haakon Jarl selv til at lade lig døbe. Til Viken sendte han derfor to Jarler, Urguthrjot og Brimisskjarr med en betydelig Styrke, for at christne dette Landskab: de siges i Jomsvikingasaga at have været Kejser Ottos Jarler, hvilket i og for sig er heel sandsynligt, og vidner om den Afhængighed, hvori Harald nu befandt sig til ham[7]. Disse Jarler skulle have nedbrudt Templer og tvunget Folk til at lade sig christne over hele Viken lige til Lindesnes; med andre Ord, de maa have optraadt som uindskrænkede Herrer over den hele Kyst, og Sven Tjugeskegg og Erik Jarl maa, om de ellers paa den Tid vare hjemme, have været nødsagede til at begive sig bort. Mod Haakon Jarl brugte Harald en List, der kom ham dyrt at staa. Medens Haakon endnu laa ved Hals og ventede paa Bør, sendte han Bud til ham og bad ham komme til sig. Haakon, der, besynderligt nok, ikke anede Uraad, begav sig strax til ham, kun ledsaget af faa Folk. Kongen havde ham saaledes ganske i sin Vold, og tvang ham nu til ej alene at lade sig selv døbe, men og at love at indføre Christendommen i sit Rige. Man kan let tænke sig, hvorledes den stolte og Aasareligionen saa hengivne Haakon maatte blive tilmode ved saadan Behandling. Vel lod han sig ikke merke med noget, saa længe han endnu var i Danekongens Magt, men man erfarer noksom af hans senere Handlinger, at han fra det Øjeblik af afsvor al Afhængighed og kun tænkte paa Hevn. Harald medgav ham endog Prester, som han maatte tage med ombord paa sine Skibe. Men aldrig saasnart havde Danekongen sagt ham Farvel, og en gunstig Vind blæste op, førend han lod Presterne sætte i Land, hejsede Sejl, og styrede til Øresund, hvor han nu optraadte som Danekongens afsagte og aabenbare Fiende, idet han herjede paa begge Sider af Sundet. Han fortsatte Farten forbi Skaane og Gautland, fremdeles herjende. Da han kom til Skærene østenfor Gautland, lagde han til Land og anstillede et stort Blot, hvorved han ogsaa fældte Blotspaan, for at erfare, om det var raadeligt for ham at stride, og om han vilde faa Lykke med sig paa sit Tog. Da saa han, fortælles der, to Ravne komme flyvende og klunke højt, idet de fulgte efter hans Skibe: heraf troede han at kunne skjønne, at Odin havde naadigt modtaget hans Blot, og vilde forunde ham Lykke i Striden. Han lod derfor sine Skibe brænde, men foer selv med Hærskjold over Landet. Ottar Jarl, som raadede for Gautland, søgte at modsætte sig ham, men blev slagen efter en heftig Kamp – nogle paastaa endog at han faldt i Striden – og Haakon Jarl fortsatte sit Tog gjennem Smaaland og Vestergautland, indtil han kom til Norge. Hvad Aarsag han havde til at foretage dette dristige og ødelæggende Tog igjennem Gautland, der dog ikke, saavidt vides, stod under Kong Haralds Herredømme, er vanskeligt at sige, siden Oldskrifterne tie derom. Ottar Jarl udgives i Jomsvikingasaga for Palne-Tokes Morfader: denne Omstændighed kunde maaske antages at have knyttet ham nærmere til Danmark, hvis vi ej maatte anse den hele Fortælling om Palne-Toke for mistænkelig. Snarere skulde man formode, at Toget mod Ottar paa en eller anden Maade staar i Forbindelse med de styrbjørnske Anliggender, hvorom nedenfor vil blive handlet; dog er og bliver ogsaa dette kun en løs og usikker Gjetning. Om Toget selv kan der imidlertid ikke være mindste Tvivl, da det udtrykkeligt omtales i de os levnede Vers af den samtidige Vellekla[8]. Da Haakon nærmede sig Viken, vovede de tydske Jarler ikke at oppebie ham, men skyndte sig afsted med sine Folk[9]. Paa sin Rejse gjennem Viken søgte Haakon saa meget som muligt at gjenoprette Hedendommen, til hvilken ogsaa mange vendte tilbage; dog havde Christendommen her vistnok nu slaaet Rødder, der ikke længer lode sig udrydde. Fra Viken drog Jarlen landvejs til Throndhjem, hvor han nu atter tog sit Sæde, men som uafhængig Fyrste, uden at betale Danekongen Skat. Han skal ogsaa have herjet paa Viken, fordi det hørte til Danekongens Rige, og han tilkjendegav paa det tydeligste, at han ikke længer agtede at staa under Haralds Herredømme.

Harald Gormssøn havde vel ydmyget sig for den tydske Kejser, men ikke derfor opgivet Haabet om at blive den mægtigste Konge i Norden. Ved Efterretningen om Haakon Jarls Færd opbød han derfor, saa snart det var ham muligt, Leding over hele sit Rige, og gjorde et ødelæggende Herjetog til Norge. Thi da han var kommen forbi Lindesnes, hvor Haakons Rige tog ved, begyndte han at brænde og ødelægge Bygderne, og dræbe Folkene, hvor han kom frem. I Lærdalen i Sogn skulle ikke flere end fem Gaarde have staaet ubrændte tilbage[10]. Indbyggerne søgte saavidt muligt at redde sig ved Flugten til Skove og afsidesliggende Egne med det Løsøre, de i en Hast kunde tage med sig. Af denne grumme Færd høstede Harald imidlertid ingen Nytte – Da han var kommen til Stad[11], fik han høre, at Haakon Jarl nærmede sit med en betydelig Hær, og allerede kun var et kort Stykke nordenfor hun Halvø. Uagtet hans Flaade skal have bestaaet af ikke færre end 1200 Skibe, vovede han dog ikke at oppebie Haakon, men vendte om igjen, uden at det kom til nogen Kamp. Da Harald laa ved Solund-Øerne, skal han, som det i enkelte Sagaer fortælles, have haft den Hensigt at bekrige Island, for at hevne en Nidvise, Islændingerne havde digtet om ham; men hans Høvdinger og Raadgivere skulle have forestillet ham det Vanskelige og utilraadelige deri, og omsider faaet ham til at afstaa fra dette æventyrlige Forsæt. Der anføres ogsaa et fabelagtigt Sagn om at han skal have faaet en tryllekyndig Finn til at begive sig til Island i en Hvals Skikkelse[12], for at undersøge Landets Tilstand, men at denne Finn i hver Fjord, hvor han søgte ind, mødte saa mægtige Landvætter, at han maatte drage tilbage med uforrettet Sag, og ved Tilbagekomsten bestyrkede Harald i Uudførligheden af hans Beslutning. Dette Sagn, der aabenbart kun indeholder en billedlig Fremstilling af de daværende fornemste islandske Høvdingers vældige og ærefrygtbydende Personlighed, er forsaavidt af Vigtighed, som det, ved at nævne Thord Gelle, Olaf Feilans Søn, blandt hine Høvdinger, viser at denne Haralds Plan, hvis han ellers virkelig har haft nogen saadan, er at henføre ikke til hans nys beskrevne Tog til Norge, men til det, som han foretog i 965, strax efter Harald Graafelds og Guldharalds Fald. Thord Gelles Død henføres nemlig i de islandske Annaler til Aaret 965, og efter alle de Oplysninger, der ellers kunne erhverves om hans Levetid, er denne Angivelse ganske rigtig[13]. Heller ikke omtales Haralds paatænkte Tog til Island i den paalideligste af vore norske Kongesagaer[14], men det heder kun, at han efter Toget til Norge vendte tilbage til Danmark.

Det er forresten et stort Spørgsmaal, om Haralds sidstnævnte Tog til Norge virkelig, som vore Sagaer synes at antyde, fandt Sted strax efter Krigen mod Kejser Otto. Han maatte dog, efter en saa alvorlig Krig, have Tid til at udhvile og samle Kræfter, inden han foretog en ny, kostbar og anstrengende Udrustning mod Norge. Desuden anføres som Aarsag til Krigen ej alene at Haakon havde forsaget Christendommen og herjet i Danmark, men ogsaa, at han havde undladt at betale Skat, og herjet paa Viken. For at Harald kunde blive overbeviist om, at det var Haakons virkelig Hensigt at unddrage sig sin Lenspligt, maatte dog i det mindste eet, om ikke flere, Aar gaa hen. Sandsynligheden er altsaa for, at Haralds Tog ikke har foregaaet endnu i 975 eller 976, men snarere henimod 978 eller 980. Der er derhos meget, som taler før at antage, at det har staaet i en langt nærmere Forbindelse med det bekjendte og i Norges Historie saa vigtige Jomsvikingetog, end man sædvanligviis har antaget. Men førend vi nu skride til at omtale og beskrive dette, dets Aarsager og Følger, maa vi, for at det, vi anføre, bedre kan forstaaes og Forholdene bedømmes i deres rette Sammenhæng, atter kaste et Blik paa de danske Anliggender og Harald Gormssøns Bedrifter i Vindland strax efter den store tydske Krig.

  1. ↑ Widukind, III. Cap. 70.
  2. ↑ Thietmar III. 20. Efter de her brugte Ord kunde det endog synes som om de danske Gesandter havde indfundet sig paa Ottos Bud: Huc confluebant imperatoris edictu Miseco atque Bolizlavo, duces et legati Græcorum, Beneventorum, Hugarorum, Bulgariorum, Danorum & Slavorum, cum omnibus regni totius primariis.
  3. ↑ Se ovfor S. 70.
  4. ↑ Det er fornemmelig Fagrskinna (Cap. 16) som vi ovenfor have fulgt. Versene af Vellekla, anførte baade i Fagrskinna og andensteds, lyde saaledes: „Dette maa og fortælles, at Søhestene (Skibene) randt Under den tapre Sejrfyrste nordfra ned til Danmark, og Dovres Drottin, prydet med Øgeshjelm, begav sig til de danske Høvdinger. Den gavmilde Konge vilde i Slagtumlen forsøge de mørke Skoves Fyrste, der kom nordenfra, idet han bød denne raske Kriger at forsvare Virket mod Spydsvingerne. Let var det ikke at gjennembryde deres (Nordmændenes) Skare, uagtet den stridbare Hærfører gjorde et voldsomt Angreb. Skibenes Fyrste fordrede Striden, da Stridshøvdingen kom søndenfra med Skarer af Friser, Franker og Venden Klingerne klang, da de der legede Sverdlegen, stødte Skjoldene sammen; Ørnens Mætter var tapper. Søhestens Bekæmper tvang Saxerne til at vende Ryggen. Saaledes forsvarede Fyrsten med sine Krigere Volden mod de fremmede Skarer“. Ol. Tr. Saga Cap. 79, hos Snorre Cap. 26. Fagrskinna Cap. 46). Det er saaledes aldeles utvivlsomt, at Haakon virkelig har forsvaret Danevirke mod Kejseren.
  5. ↑ Thietmar, III. 4. Wieglesdor eller Heggedor er aabenbart det samme som Egidor eller Øgesdør, d. e. Eideren, eller Porten ved Eideren. Ifølge Jomsv. Saga Cap. 10 var der to Porte paa Danevirke, Sliesdor og Øgesdør: den første forsvaredes af Haakon, den anden af Harald selv. Det er ikke usandsynligt, at Otto har vendt sig til den vestlige Port, da han ej kunde bestorme den østlige.
  6. ↑ Den vidtløftigste er Jomsvikingasaga, Cap. 8–11, der lader Otto den røde (d. e. Otto II) en Juul sværge det Løfte, at han i tre Somre efter hinanden vilde drage i Krig til Danmark; Harald sender derfor strax et Skib „med 60 Mand“ til Norge, for at kalde Haakon ned; Haakon kommer, og hjelper Harald til at overvinde Otto i et Søslag og siden i et Landslag, efter hvilket Kejseren kaster sit Spyd i Søen og lover næste Gang enten at christne Danmark eller dø. Haakon giver nu Harald det Raad at opføre Danevirke, og begiver sig hjem. Otto samler Folk i hele tre Aar, og kommer da endelig tilbage til Danmark med en uhyre Hær. Haakon indfinder sig efter hans Opfordring atter hos ham; Haakon forsvarer Danevirke, men dette opbrændes endelig efter Olaf Tryggvessøns Raad, og Otto forfølger Harald og Haakon, indtil de lade sig døbe. Snorre (Olaf Tr. Cap. 26) stemmer i det Hele med Fagrskinna, og nævner kun eet Felttog. Han lader vistnok Olaf Tryggvessøn vare med i Striden, men nævner intet om Danevirkes Brand. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 66–70 kan kaldes et slet Forsøg paa at forene Jomsvikingasagas og Snorres Beretninger. Her tales ogsaa om Landlen, men det er Otto den unge (Otto III), som fører Krigen. Odd Munk (Cap. 12) stemmer med Jomsvikingasaga. Saxo (10de Bog S. 481) fortæller at Kong Harald paa den Tid var i Halland for at hjelpe sin Svoger Styrbjørn, at Kejseren uhindret gjennemfor hele Jylland lige til Limfjorden, at han her kastede sin Landse i Havet og vendte om igjen, men at Harald imidlertid kom til, og forfulgte ham under Tilbagetoget, idet han ogsaa dræbte Eppo, hans Bagtrops Anfører. Om alt dette se Petersen, Danm. Hist. II. S. 111–122.
  7. ↑ Disse Jarler nævnes saavel i Jomsvikingasaga som hos Snorre og i Ol. Tr. Saga, men det er kun Jomsvikingasaga og Ol. Tr. Saga, som kalde dem Kejserens Jarler Snorre (Cap. 59) siger alene at de vare afsendte af Kong Harald, og Fagrskinna Cap. 48 nævner intet om dem, men taler kun om Danekongens Sendebud angaaende Christendommen, der vare komne til Viken. Jarlernes Navne gjenkjendes ikke hos de tydske Forfattere, og have overhoved ingen tydsk Form; de maa være meget forvanskede-Om den svigefulde Maade, hvorpaa Haakon blev lokket til at lade sig døbe, ere alle Kongesagaer enige, undtagen Jomsvikingasaga, der, som ovenfor viist, lader Otto forfølge Haakon og Harald, og tvinge dem begge paa een Gang til at antage Daaben.
  8. ↑ Velleklas baade i Fagrskinna og Kongesagaerne anførte Vers lyde saaledes: De Flygtendes Drabsmand gik til Frett paa Sletten; Hedinsserkens (Brynjens) Bærer fik god Lejlighed til at stride. Krigernes Høvding saa de ramme Lig-Ravne; den ivrige Blotmand vilde ødelægge Gauternes Liv. Jarlen holdt Skjoldething, hvor ingen Mand under Solen hidtil kom for at herje. Heller ikke har nogen ført Hærskjold længere fra Søen; Krigeren gjennemfoer hele Gautland. – Her bekræftes tydeligt nok, ej alene Gautlandstoget, men ogsaa den i Forvejen anstillede Ofring og Frett. Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 28) og Ol. Tr. Saga (Cap. 71) lade Ottar Jarl falde; Fagrskinna (Cap. 48) lader ham derimod kun fly. Jomsvikingasaga, der her, som ellers, viser sig upaalidelig, lader Haakon, der i Viken og forøvrigt i Norge opretholdt Hovene og Blotene, i Gautland plyndre og ødelægge det største Hov som der fandtes, med 100 Gudebilleder; siden lader den Ottar Jarl angribe ham, drive ham paa Flugten og erklære ham for Varg i Veum (Cap. 41). Urimeligheden og følgelig Urigtigheden af dette er iøjnefaldende. Odd Munk (Cap. 12) har saa godt som Ord til andet optaget det. – Med Hensyn til Haakons Landstigning og Opbrænden af Skibene kunne vi ej afholde os fra at paapege Ligheden heri med hvad Saxo beretter om Harald Gormssøns Søn Haakons Angreb paa Samland. Skulde ogsaa her en Forvexling være opstaaet hos Saxo?
  9. ↑ Ifølge Jomsvikingasaga og Odd Munk havde Jarlerne medbragt 12 Kugger (Skibe) fulde af Folk og Vaaben, efter Olaf Tr. Saga (Cap. 68) endog 30; de skulle have flygtet med deres medbragte Skibe og endnu derforuden 8.
  10. ↑ Fagrskinna Cap. 49 udtrykker sig her saaledes. „han … lagde alt Landet langs Søen øde, undtagen at der stod fem Gaarde tilbage i Lærdalen i Sogn. Jomsvikingasaga Cap. 13: „han gjorde alt Landet i Norge i Sogn øde langs Kysten lige til Stad, med Undtagelse af fem Gaarde i Lærdalen“. Knytlingasaga Cap. 3: „han ødelagde Landet langs Søen, saa at Alt var brændt mellem Lindesnes og Stad, undtagen 5 Gaarde i Lærdalen i Sogn“. Heraf skulde det synes, som om de fem Gaarde i Lærdalen vare de eneste paa den hele Kyststrækning, der bleve staaende. Men Ol. Tr. Saga Cap. 83 har: „han ødelagde alt Landet, hvor han kom, saa at alene 5 Gaarde stode ubrændte i Sogn i Lærdalen“; og Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 36): „han ødelagde alt Landet, og kom til Solund-Øerne: kun 5 Gaarde stode tilbage i Lærdalen“. Her ere de 5 Gaarde i Lærdalen kun nævnte som et Exempel paa den Ødelæggelse, der overgik en enkelt Bygd; de siges at være de eneste, som stode tilbage i Lærdalen, uden derfor at være de eneste levnede paa hele den nævnte Kyststrækning. Og dette synes ogsaa at være den rette Mening af den oprindelige Beretning herom, hvorfor jeg ovenfor har fremstillet Sagen paa den Maade. Jomsvikingasagas Fremstilling er desuden aldeles forvirret, da den synes at regne Sogn heelt til Stad. Sandsynligviis har der været et gammelt Kvad, hvori de fem lærdalske Gaarde nævntes.
  11. ↑ Ifølge Fagrsk. Cap. 49. Olaf Tr. Saga Cap. 83, hos Snorre, Cap. 36 lader Harald ikke komme længere end til Solundar-Øerne.
  12. ↑ Dette er naturligviis saaledes at forstaa, at hans eget Legeme imidlertid laa som dødt, se ovf. 1ste B. S. 181.
  13. ↑ Íslenzkir Annálar, S. 21. Naar man erindrer, at Thord Gelles Fader, Olaf Feilan, blev gift omtr. 900 (se ovf. 1ste B. S. 527), og Thord Gelles Fødsel saaledes rimeligviis falder omkring 901, vil man ej finde det usandsynligt, at Thord kan være død 963. Da han var en af Are frodes Forfædre, maa det antages, at de chronologiske Data i hans Liv have været bedre end sædvanligt bekjendte. – Det er kun Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 37), som fuldstændig meddeler Sagnet om Finnens Rejse til Island. Det heder her, at han i Vaapnafjorden mødtes af en stor Drage, ledsaget af Ormer, Padder og Øgler; herved sigtes til Brodd-Helge, den fornemste Høvding i Vaapnafjorden. I Eyjasjorden skal han have mødt en stor Fugl, hvis Vinger naaede til Fjeldene paa begge Sider af Dalen; hermed menes Eyjulf Einarssøn eller Valgerdssøn, den mægtigste Mand i Eyjafjorden. I Breidafjorden, siges der, kom en stor Tyr ud mod ham og brølede forfærdeligt; dette var Thord Gelle, der bar dette Tilnavn, fordi han, som det heder, havde en Skemme lige saa sterk som en Tyrs Brølen. Ved Ølvus mødte han en kæmpestor Bjerg-Rise med en Jernstav (Thorodd Gode); og overalt fandt han Fjelde og Høje fulde af Landvætter, store og smaa. Med Nidvisen selv synes det forresten at have sin Rigtighed, da der tales temmelig omstændeligt derom, og Anledningen selv anføres, nemlig at en af Kong Haralds Brytjer, ved Navn Byrge, havde tilegnet sig eller Kronen ulovligen et strandet islandsk Skib, uden at Kongen var at bevæge til at erstatte Ejerne dette Tab. Derfor, fortælles der, blev det formeligt vedtaget som Lov paa Island, at der skulde digtes et Nid om ham, der indeholdt en Vise for hver Næse i Landet. Det synes som om hver har digtet eller ladet digte sin Vise. Den, der anføres hos Snorre og i Jomsvikingasaga Cap. 14, var digtet af Eyjulf Einarssøn.
  14. ↑ Nemlig Fagrskinna.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/14&oldid=206121»