Det norske Folks Historie/2/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Disſe vare Forholdene rundt omkring i Norges øſtlige og ſydlige Nabolande, da Haakon Jarl erhvervede Magten i Norge under Harald Gormsſøns Lenshøjhed. En ſaa ærgjerrig og herſkeſyg Mand, ſom han, kunde ikke være ſynderlig tilfreds med dette Afhængighedsforhold, men førend han ret havde befæſtet ſin Magt i Landet, var det ej raadeligt for ham at vove noget afgjørende Skridt for at afkaſte Aaget. Tvertimod holdt han, ſom man kan ſe, gode Miner med Danekongen, og uagtet han vel under Paaſkud af de Udruſtninger, han maatte foretage mod Gunnhilds Sønner, unddrog ſig fra at betale Skat, ſendte han ham dog den aftalte treaarige Gave af Jagthøge, ligeſom man heller ikke finder Spor af at Danekongen mistænkte hans Redelighed. Det ſynes endog, ſom om Harald fornemmelig ſtolede paa den eftertrykkelige Biſtand, han kunde vente ſig af Haakon og den norſke Krigshær, da han gjorde ſit ſidſte Forſøg paa at løsrive ſig fra den Afhængighed, hvori han ſtod til den tydſke Kejſer. Det er ovenfor nævnt, at han deels ved Otto ſelv, deels ved dennes Markgrever og Hærførere, maa være bleven tvungen eller truet til at lade ſig døbe. Om han nu end ikke var Chriſtendommen ſelv ſaa ugunſtig, og uagtet han unegteligt allerede var kommen i en falſk Stilling til de fornemſte af ſine Underſaatter, ſaa kunde det dog lige ſaa lidet være ham behageligt, at ſtaa i Lydighedsforhold til den tydſke Kejſer, ſom for Haakon Jarl at ſtaa i det ſamme Forhold til ham. Vi ſe derfor, at han allerede ſtrax efter Erhvervelſen af Lenshøjheden over Norge tænkte paa at begynde Krig mod Tydſkland, medens Kejſeren var i Italien, thi det fortælles udtrykkeligt hos Widukind, at de tydſke Høvdinger, der i Aaret 968 vare forſamlede ved Borgen Werla i Saxland, ikke fandt det raadeligt at efterkomme den Befaling, Kejſeren i et Brev havde givet dem, at fortſætte Krigen mod de vendiſke Redarer, fordi der juſt foreſtod en Krig med de Danſke, og man tvivlede om at have Magt nok til at føre to Krige paa een Gang[1]. Af Krigen blev der dog for denne Gang intet; maaſke hine Høvdingers Forſigtighed og Paapasſelighed har afværget den. Omtrent paa ſamme Tid oprettedes det nye Erkebiſpedømme Magdeburg (968), der ſkulde omfatte alle de vendiſke Kirker: en Foranſtaltning, ſom vidner om at Kejſermagten juſt nu kunde optræde med ſtørre Overlegenhed blandt Tydſklands hedenſke Naboer, end nogenſinde forhen. Det vilde derfor have været højſt ubetimeligt, om Harald nu havde begyndt Krig, og han holdt ſig derfor viſeligt i Ro. Otto havde og den Tilfredsſtillelſe, da han efter ſin Tilbagekomſt fra Italien højtideligholdt Paaſken i Quedlingburg (Marts 973), at ſe ej alene Mieczyſlav, Polens Hertug, og den bøhmiſke Fyrſte Boleſlav, men ogſaa Geſandter fra Danmark, foruden fra flere andre Nationer, hos ſig ved ſit Hof[2]. Dog ikke mange Uger efter døde Otto, og eſterfulgtes af ſin 18aarige Søn Otto II, ſom ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe havde indvortes Uroligheder, førſt i Bayern, ſiden i Lothringen, at bekæmpe. Nu eller aldrig maatte altſaa det belejlige Tidspunkt til at afkaſte Aaget være kommet for Danekongen. Harald lod derfor ogſaa Bud udgaa til Haakon Jarl, at han ſkulde komme ham til Hjelp med alt det Mandſkab han kunde ſamle, tidligt om Vaaren (975). Haakon udbød ſtrax halv Almenning fra hele ſit Rige, og indfandt ſig til beſtemt Tid hos Danekongen, om hvem en Mængde andre Høvdinger med deres undergivne Folk efter hans Opfordring havde ſamlet ſig, ſaa at han nu virkelig havde en ſtor Hær. En Krig, ſom denne, maatte være de fornemme Daner altfor kjærkommen, til at de ikke, om de end hidtil vare misfornøjede med Harald, dog nu ſkulde have ſluttet ſig til hans Fane. Dog lader det ikke til at hans Søn Sven var med. Vel heder det i vore Oldſkrifter, at Sven ved denne Lejlighed blev døbt, men da Beretningen om hans Daab, ſom vi have ſeet, vedkommer en tidligere Anledning, og ej henhører hid[3], og da Sagaerne ſelv hverken omtale Sven, eller — hvad der er lige ſaa paafaldende — Erik Jarl, Haakons Søn, ſom tagende Deel i denne Strid, kan det neppe betvivles, at de begge, paa Grund af det Uvenſkab, der herſkede mellem dem og deres Fædre, holdt ſig borte derfra. Det var, om vi ellers have regnet rigtigt, juſt det ſamme Aar, i hvilket Erik havde lagt ſig ud med ſin egen Fader ved at dræbe ſin Frænde Tidende-Skofte, og faaet venlig Modtagelſe og Beſkyttelſe af Sven. I Stedet for at kæmpe mod Tydſkerne, have de formodentlig enten holdt ſig rolige hjemme, eller tilſammen foretaget et Vikingetog. Hvorledes Krigen begyndte, meldes ikke. Det ſiges blot, at Harald lod Haakon Jarl overtage Forſvaret af Danevirke, og beſætte det med ſin Hær, medens han ſelv med Skibene forſvarede Landet fra Søſiden. Kejſeren, fortælles der, kom med en ſtor Hær, beſtaaende af Saxer, Franker, Friſer og Vender, og angreb Danevirke, hvilket Haakon Jarl forſvarede ſaa godt, at Otto efter et heftigt Slag maatte drage ſig tilbage. Dette bekræftes ogſaa tildeels af de Vers af den oftere omtalte Vellekla, der ved denne Lejlighed anføres[4]. Haakon maa vel have anſeet ſit Ærende ſom fuldført, da han, efter den hæderligt beſtandne Kamp, begav ſig til ſine Skibe for at ſejle tilbage til Norge. Han blev en Tidlang liggende ved Limfjorden for Modvind. Men da han var borte, fornyede Kejſeren Angrebet, og denne Gang lykkedes det ham at ſætte Ild paa Danevirke, hvorefter han med hele Hæren trængte ind i Jylland, og, ſom det heder, tvang Harald til at lade ſig døbe med ſine Mænd og ſin Søn Sven. Dette ſidſte Tillæg om Haralds og Svens Daab er, efter hvad vi ovenfor have ſeet, urigtigt, og omtales heller ikke i de ſamtidige Vers, ſom ere os levnede; men forøvrigt ſtemmer Beretningen med den korte Fortælling om denne Begivenhed hos den næſten ſamtidige Thietmar, den eneſte tydſke Forfatter, der indeholder noget derom. Thietmar ſiger nemlig: „Kejſeren angreb Danerne, der havde gjort Oprør mod ham. Han ilede til Slesvig, hvor Fienderne med væbnet Styrke havde beſat det til Landets Forſvar indrettede Dige, og Porten, der kaldtes „Wieglesdor“ (eller efter en anden Læſemaade „Heggedor“); men ved Hertug Bernhards (af Saxen) og min Bedſtefader Grev Henriks (af Stade) Anſlag betvang han tappert alle disſe Befæſtninger“[5]. Mere fortæller ikke den tydſke Forfatter derom, og han nævner intet om Følgerne; dog ſynes han næſten at forudſætte, at Sejren medførte Fornyelſen af det tidligere Forhold, altſaa Danekongens Underkaſtelſe. Ved Siden af den ovenfor meddeelte, korte oldnorſke Beretning har man en hel Deel andre vidtløftigere og øjenſynligt urigtige, ved hvilke vi derfor heller ikke ville dvæle nærmere[6]. Til disſe Urigtigheder hører ogſaa den, at Olaf Tryggvesſøn ſkulde have været med i Kong Ottos Hær, og lært ham den nemmeſte Maade til at ſætte Ild paa Danevirke. Derom ville vi i det Følgende komme til at handle; her beſkjeftige vi os kun med Haakon Jarl og Danekongen. Denne ſidſte blev, ſom man altſaa efter det ovenfor anførte maa formode, nødt til at hylde den tydſke Kejſer paany, og han forpligtede ſig ogſaa, ifølge de paalideligſte Sagaers Vidnesbyrd, til at indføre Chriſtendommen i Norge, i det mindſte i den Deel, ſom ſtod under hans umiddelbare Herredømme, og maatte love, om muligt, at faa Haakon Jarl ſelv til at lade lig døbe. Til Viken ſendte han derfor to Jarler, Urguthrjot og Brimisſkjarr med en betydelig Styrke, for at chriſtne dette Landſkab: de ſiges i Jomsvikingaſaga at have været Kejſer Ottos Jarler, hvilket i og for ſig er heel ſandſynligt, og vidner om den Afhængighed, hvori Harald nu befandt ſig til ham[7]. Disſe Jarler ſkulle have nedbrudt Templer og tvunget Folk til at lade ſig chriſtne over hele Viken lige til Lindesnes; med andre Ord, de maa have optraadt ſom uindſkrænkede Herrer over den hele Kyſt, og Sven Tjugeſkegg og Erik Jarl maa, om de ellers paa den Tid vare hjemme, have været nødſagede til at begive ſig bort. Mod Haakon Jarl brugte Harald en Liſt, der kom ham dyrt at ſtaa. Medens Haakon endnu laa ved Hals og ventede paa Bør, ſendte han Bud til ham og bad ham komme til ſig. Haakon, der, beſynderligt nok, ikke anede Uraad, begav ſig ſtrax til ham, kun ledſaget af faa Folk. Kongen havde ham ſaaledes ganſke i ſin Vold, og tvang ham nu til ej alene at lade ſig ſelv døbe, men og at love at indføre Chriſtendommen i ſit Rige. Man kan let tænke ſig, hvorledes den ſtolte og Aaſareligionen ſaa hengivne Haakon maatte blive tilmode ved ſaadan Behandling. Vel lod han ſig ikke merke med noget, ſaa længe han endnu var i Danekongens Magt, men man erfarer nokſom af hans ſenere Handlinger, at han fra det Øjeblik af afſvor al Afhængighed og kun tænkte paa Hevn. Harald medgav ham endog Preſter, ſom han maatte tage med ombord paa ſine Skibe. Men aldrig ſaaſnart havde Danekongen ſagt ham Farvel, og en gunſtig Vind blæſte op, førend han lod Preſterne ſætte i Land, hejſede Sejl, og ſtyrede til Øreſund, hvor han nu optraadte ſom Danekongens afſagte og aabenbare Fiende, idet han herjede paa begge Sider af Sundet. Han fortſatte Farten forbi Skaane og Gautland, fremdeles herjende. Da han kom til Skærene øſtenfor Gautland, lagde han til Land og anſtillede et ſtort Blot, hvorved han ogſaa fældte Blotſpaan, for at erfare, om det var raadeligt for ham at ſtride, og om han vilde faa Lykke med ſig paa ſit Tog. Da ſaa han, fortælles der, to Ravne komme flyvende og klunke højt, idet de fulgte efter hans Skibe: heraf troede han at kunne ſkjønne, at Odin havde naadigt modtaget hans Blot, og vilde forunde ham Lykke i Striden. Han lod derfor ſine Skibe brænde, men foer ſelv med Hærſkjold over Landet. Ottar Jarl, ſom raadede for Gautland, ſøgte at modſætte ſig ham, men blev ſlagen efter en heftig Kamp — nogle paaſtaa endog at han faldt i Striden — og Haakon Jarl fortſatte ſit Tog gjennem Smaaland og Veſtergautland, indtil han kom til Norge. Hvad Aarſag han havde til at foretage dette driſtige og ødelæggende Tog igjennem Gautland, der dog ikke, ſaavidt vides, ſtod under Kong Haralds Herredømme, er vanſkeligt at ſige, ſiden Oldſkrifterne tie derom. Ottar Jarl udgives i Jomsvikingaſaga for Palne-Tokes Morfader: denne Omſtændighed kunde maaſke antages at have knyttet ham nærmere til Danmark, hvis vi ej maatte anſe den hele Fortælling om Palne-Toke for mistænkelig. Snarere ſkulde man formode, at Toget mod Ottar paa en eller anden Maade ſtaar i Forbindelſe med de ſtyrbjørnſke Anliggender, hvorom nedenfor vil blive handlet; dog er og bliver ogſaa dette kun en løs og uſikker Gjetning. Om Toget ſelv kan der imidlertid ikke være mindſte Tvivl, da det udtrykkeligt omtales i de os levnede Vers af den ſamtidige Vellekla[8]. Da Haakon nærmede ſig Viken, vovede de tydſke Jarler ikke at oppebie ham, men ſkyndte ſig afſted med ſine Folk[9]. Paa ſin Rejſe gjennem Viken ſøgte Haakon ſaa meget ſom muligt at gjenoprette Hedendommen, til hvilken ogſaa mange vendte tilbage; dog havde Chriſtendommen her viſtnok nu ſlaaet Rødder, der ikke længer lode ſig udrydde. Fra Viken drog Jarlen landvejs til Throndhjem, hvor han nu atter tog ſit Sæde, men ſom uafhængig Fyrſte, uden at betale Danekongen Skat. Han ſkal ogſaa have herjet paa Viken, fordi det hørte til Danekongens Rige, og han tilkjendegav paa det tydeligſte, at han ikke længer agtede at ſtaa under Haralds Herredømme.

Harald Gormsſøn havde vel ydmyget ſig for den tydſke Kejſer, men ikke derfor opgivet Haabet om at blive den mægtigſte Konge i Norden. Ved Efterretningen om Haakon Jarls Færd opbød han derfor, ſaa ſnart det var ham muligt, Leding over hele ſit Rige, og gjorde et ødelæggende Herjetog til Norge. Thi da han var kommen forbi Lindesnes, hvor Haakons Rige tog ved, begyndte han at brænde og ødelægge Bygderne, og dræbe Folkene, hvor han kom frem. I Lærdalen i Sogn ſkulle ikke flere end fem Gaarde have ſtaaet ubrændte tilbage[10]. Indbyggerne ſøgte ſaavidt muligt at redde ſig ved Flugten til Skove og afſidesliggende Egne med det Løsøre, de i en Haſt kunde tage med ſig. Af denne grumme Færd høſtede Harald imidlertid ingen Nytte — Da han var kommen til Stad[11], fik han høre, at Haakon Jarl nærmede ſit med en betydelig Hær, og allerede kun var et kort Stykke nordenfor hun Halvø. Uagtet hans Flaade ſkal have beſtaaet af ikke færre end 1200 Skibe, vovede han dog ikke at oppebie Haakon, men vendte om igjen, uden at det kom til nogen Kamp. Da Harald laa ved Solund-Øerne, ſkal han, ſom det i enkelte Sagaer fortælles, have haft den Henſigt at bekrige Island, for at hevne en Nidviſe, Islændingerne havde digtet om ham; men hans Høvdinger og Raadgivere ſkulle have foreſtillet ham det Vanſkelige og utilraadelige deri, og omſider faaet ham til at afſtaa fra dette æventyrlige Forſæt. Der anføres ogſaa et fabelagtigt Sagn om at han ſkal have faaet en tryllekyndig Finn til at begive ſig til Island i en Hvals Skikkelſe[12], for at underſøge Landets Tilſtand, men at denne Finn i hver Fjord, hvor han ſøgte ind, mødte ſaa mægtige Landvætter, at han maatte drage tilbage med uforrettet Sag, og ved Tilbagekomſten beſtyrkede Harald i Uudførligheden af hans Beſlutning. Dette Sagn, der aabenbart kun indeholder en billedlig Fremſtilling af de daværende fornemſte islandſke Høvdingers vældige og ærefrygtbydende Perſonlighed, er forſaavidt af Vigtighed, ſom det, ved at nævne Thord Gelle, Olaf Feilans Søn, blandt hine Høvdinger, viſer at denne Haralds Plan, hvis han ellers virkelig har haft nogen ſaadan, er at henføre ikke til hans nys beſkrevne Tog til Norge, men til det, ſom han foretog i 965, ſtrax efter Harald Graafelds og Guldharalds Fald. Thord Gelles Død henføres nemlig i de islandſke Annaler til Aaret 965, og efter alle de Oplysninger, der ellers kunne erhverves om hans Levetid, er denne Angivelſe ganſke rigtig[13]. Heller ikke omtales Haralds paatænkte Tog til Island i den paalideligſte af vore norſke Kongeſagaer[14], men det heder kun, at han efter Toget til Norge vendte tilbage til Danmark.

Det er forreſten et ſtort Spørgsmaal, om Haralds ſidſtnævnte Tog til Norge virkelig, ſom vore Sagaer ſynes at antyde, fandt Sted ſtrax efter Krigen mod Kejſer Otto. Han maatte dog, efter en ſaa alvorlig Krig, have Tid til at udhvile og ſamle Kræfter, inden han foretog en ny, koſtbar og anſtrengende Udruſtning mod Norge. Desuden anføres ſom Aarſag til Krigen ej alene at Haakon havde forſaget Chriſtendommen og herjet i Danmark, men ogſaa, at han havde undladt at betale Skat, og herjet paa Viken. For at Harald kunde blive overbeviiſt om, at det var Haakons virkelig Henſigt at unddrage ſig ſin Lenspligt, maatte dog i det mindſte eet, om ikke flere, Aar gaa hen. Sandſynligheden er altſaa for, at Haralds Tog ikke har foregaaet endnu i 975 eller 976, men ſnarere henimod 978 eller 980. Der er derhos meget, ſom taler før at antage, at det har ſtaaet i en langt nærmere Forbindelſe med det bekjendte og i Norges Hiſtorie ſaa vigtige Jomsvikingetog, end man ſædvanligviis har antaget. Men førend vi nu ſkride til at omtale og beſkrive dette, dets Aarſager og Følger, maa vi, for at det, vi anføre, bedre kan forſtaaes og Forholdene bedømmes i deres rette Sammenhæng, atter kaſte et Blik paa de danſke Anliggender og Harald Gormsſøns Bedrifter i Vindland ſtrax efter den ſtore tydſke Krig.

    (Cap. 79) lægges Thorgny Lagmand i Munden, heder det viſtnok, at Riget under ham ej led nogen Afbræk eller Formindſkning, men man maa ej tage disſe Ord altfor nøje.

    Verſene af Vellekla, anførte baade i Fagrſkinna og andenſteds, lyde ſaaledes: „Dette maa og fortælles, at Søheſtene (Skibene) randt Under den tapre Sejrfyrſte nordfra ned til Danmark, og Dovres Drottin, prydet med Øgeshjelm, begav ſig til de danſke Høvdinger. Den gavmilde Konge vilde i Slagtumlen forſøge de mørke Skoves Fyrſte, der kom nordenfra, idet han bød denne raſke Kriger at forſvare Virket mod Spydſvingerne. Let var det ikke at gjennembryde deres (Nordmændenes) Skare, uagtet den ſtridbare Hærfører gjorde et voldſomt Angreb. Skibenes Fyrſte fordrede Striden, da Stridshøvdingen kom ſøndenfra med Skarer af Friſer, Franker og Venden Klingerne klang, da de der legede Sverdlegen, ſtødte Skjoldene ſammen; Ørnens Mætter var tapper. Søheſtens Bekæmper tvang Saxerne til at vende Ryggen. Saaledes forſvarede Fyrſten med ſine Krigere Volden mod de fremmede Skarer“. Ol. Tr. Saga Cap. 79, hos Snorre Cap. 26. Fagrſkinna Cap. 46). Det er ſaaledes aldeles utvivlſomt, at Haakon virkelig har forſvaret Danevirke mod Kejſeren.

  1. Widukind, III. Cap. 70.
  2. Thietmar III. 20. Efter de her brugte Ord kunde det endog ſynes ſom om de danſke Geſandter havde indfundet ſig paa Ottos Bud: Huc confluebant imperatoris edictu Miseco atque Bolizlavo, duces et legati Græcorum, Beneventorum, Hugarorum, Bulgariorum, Danorum & Slavorum, cum omnibus regni totius primariis.
  3. Se ovfor S. 70.
  4. Det er fornemmelig Fagrſkinna (Cap. 16) ſom vi ovenfor have fulgt.
  5. Thietmar, III. 4. Wieglesdor eller Heggedor er aabenbart det ſamme ſom Egidor eller Øgesdør, d. e. Eideren, eller Porten ved Eideren. Ifølge Jomsv. Saga Cap. 10 var der to Porte paa Danevirke, Sliesdor og Øgesdør: den førſte forſvaredes af Haakon, den anden af Harald ſelv. Det er ikke uſandſynligt, at Otto har vendt ſig til den veſtlige Port, da han ej kunde beſtorme den øſtlige.
  6. Den vidtløftigſte er Jomsvikingaſaga, Cap. 8—11, der lader Otto den røde (d. e. Otto II) en Juul ſværge det Løfte, at han i tre Somre efter hinanden vilde drage i Krig til Danmark; Harald ſender derfor ſtrax et Skib „med 60 Mand“ til Norge, for at kalde Haakon ned; Haakon kommer, og hjelper Harald til at overvinde Otto i et Søſlag og ſiden i et Landſlag, efter hvilket Kejſeren kaſter ſit Spyd i Søen og lover næſte Gang enten at chriſtne Danmark eller dø. Haakon giver nu Harald det Raad at opføre Danevirke, og begiver ſig hjem. Otto ſamler Folk i hele tre Aar, og kommer da endelig tilbage til Danmark med en uhyre Hær. Haakon indfinder ſig efter hans Opfordring atter hos ham; Haakon forſvarer Danevirke, men dette opbrændes endelig efter Olaf Tryggvesſøns Raad, og Otto forfølger Harald og Haakon, indtil de lade ſig døbe. Snorre (Olaf Tr. Cap. 26) ſtemmer i det Hele med Fagrſkinna, og nævner kun eet Felttog. Han lader viſtnok Olaf Tryggvesſøn vare med i Striden, men nævner intet om Danevirkes Brand. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 66—70 kan kaldes et ſlet Forſøg paa at forene Jomsvikingaſagas og Snorres Beretninger. Her tales ogſaa om Landlen, men det er Otto den unge (Otto III), ſom fører Krigen. Odd Munk (Cap. 12) ſtemmer med Jomsvikingaſaga. Saxo (10de Bog S. 481) fortæller at Kong Harald paa den Tid var i Halland for at hjelpe ſin Svoger Styrbjørn, at Kejſeren uhindret gjennemfor hele Jylland lige til Limfjorden, at han her kaſtede ſin Landſe i Havet og vendte om igjen, men at Harald imidlertid kom til, og forfulgte ham under Tilbagetoget, idet han ogſaa dræbte Eppo, hans Bagtrops Anfører. Om alt dette ſe Peterſen, Danm. Hiſt. II. S. 111—122.
  7. Disſe Jarler nævnes ſaavel i Jomsvikingaſaga ſom hos Snorre og i Ol. Tr. Saga, men det er kun Jomsvikingaſaga og Ol. Tr. Saga, ſom kalde dem Kejſerens Jarler Snorre (Cap. 59) ſiger alene at de vare afſendte af Kong Harald, og Fagrſkinna Cap. 48 nævner intet om dem, men taler kun om Danekongens Sendebud angaaende Chriſtendommen, der vare komne til Viken. Jarlernes Navne gjenkjendes ikke hos de tydſke Forfattere, og have overhoved ingen tydſk Form; de maa være meget forvanſkede-Om den ſvigefulde Maade, hvorpaa Haakon blev lokket til at lade ſig døbe, ere alle Kongeſagaer enige, undtagen Jomsvikingaſaga, der, ſom ovenfor viiſt, lader Otto forfølge Haakon og Harald, og tvinge dem begge paa een Gang til at antage Daaben.
  8. Velleklas baade i Fagrſkinna og Kongeſagaerne anførte Vers lyde ſaaledes: De Flygtendes Drabsmand gik til Frett paa Sletten; Hedinsſerkens (Brynjens) Bærer fik god Lejlighed til at ſtride. Krigernes Høvding ſaa de ramme Lig-Ravne; den ivrige Blotmand vilde ødelægge Gauternes Liv. Jarlen holdt Skjoldething, hvor ingen Mand under Solen hidtil kom for at herje. Heller ikke har nogen ført Hærſkjold længere fra Søen; Krigeren gjennemfoer hele Gautland. — Her bekræftes tydeligt nok, ej alene Gautlandstoget, men ogſaa den i Forvejen anſtillede Ofring og Frett. Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 28) og Ol. Tr. Saga (Cap. 71) lade Ottar Jarl falde; Fagrſkinna (Cap. 48) lader ham derimod kun fly. Jomsvikingaſaga, der her, ſom ellers, viſer ſig upaalidelig, lader Haakon, der i Viken og forøvrigt i Norge opretholdt Hovene og Blotene, i Gautland plyndre og ødelægge det ſtørſte Hov ſom der fandtes, med 100 Gudebilleder; ſiden lader den Ottar Jarl angribe ham, drive ham paa Flugten og erklære ham for Varg i Veum (Cap. 41). Urimeligheden og følgelig Urigtigheden af dette er iøjnefaldende. Odd Munk (Cap. 12) har ſaa godt ſom Ord til andet optaget det. — Med Henſyn til Haakons Landſtigning og Opbrænden af Skibene kunne vi ej afholde os fra at paapege Ligheden heri med hvad Saxo beretter om Harald Gormsſøns Søn Haakons Angreb paa Samland. Skulde ogſaa her en Forvexling være opſtaaet hos Saxo?
  9. Ifølge Jomsvikingaſaga og Odd Munk havde Jarlerne medbragt 12 Kugger (Skibe) fulde af Folk og Vaaben, efter Olaf Tr. Saga (Cap. 68) endog 30; de ſkulle have flygtet med deres medbragte Skibe og endnu derforuden 8.
  10. Fagrſkinna Cap. 49 udtrykker ſig her ſaaledes. „han … lagde alt Landet langs Søen øde, undtagen at der ſtod fem Gaarde tilbage i Lærdalen i Sogn. Jomsvikingaſaga Cap. 13: „han gjorde alt Landet i Norge i Sogn øde langs Kyſten lige til Stad, med Undtagelſe af fem Gaarde i Lærdalen“. Knytlingaſaga Cap. 3: „han ødelagde Landet langs Søen, ſaa at Alt var brændt mellem Lindesnes og Stad, undtagen 5 Gaarde i Lærdalen i Sogn“. Heraf ſkulde det ſynes, ſom om de fem Gaarde i Lærdalen vare de eneſte paa den hele Kyſtſtrækning, der bleve ſtaaende. Men Ol. Tr. Saga Cap. 83 har: „han ødelagde alt Landet, hvor han kom, ſaa at alene 5 Gaarde ſtode ubrændte i Sogn i Lærdalen“; og Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 36): „han ødelagde alt Landet, og kom til Solund-Øerne: kun 5 Gaarde ſtode tilbage i Lærdalen“. Her ere de 5 Gaarde i Lærdalen kun nævnte ſom et Exempel paa den Ødelæggelſe, der overgik en enkelt Bygd; de ſiges at være de eneſte, ſom ſtode tilbage i Lærdalen, uden derfor at være de eneſte levnede paa hele den nævnte Kyſtſtrækning. Og dette ſynes ogſaa at være den rette Mening af den oprindelige Beretning herom, hvorfor jeg ovenfor har fremſtillet Sagen paa den Maade. Jomsvikingaſagas Fremſtilling er desuden aldeles forvirret, da den ſynes at regne Sogn heelt til Stad. Sandſynligviis har der været et gammelt Kvad, hvori de fem lærdalſke Gaarde nævntes.
  11. Ifølge Fagrſk. Cap. 49. Olaf Tr. Saga Cap. 83, hos Snorre, Cap. 36 lader Harald ikke komme længere end til Solundar-Øerne.
  12. Dette er naturligviis ſaaledes at forſtaa, at hans eget Legeme imidlertid laa ſom dødt, ſe ovf. 1ſte B. S. 181.
  13. Íslenzkir Annálar, S. 21. Naar man erindrer, at Thord Gelles Fader, Olaf Feilan, blev gift omtr. 900 (ſe ovf. 1ſte B. S. 527), og Thord Gelles Fødſel ſaaledes rimeligviis falder omkring 901, vil man ej finde det uſandſynligt, at Thord kan være død 963. Da han var en af Are frodes Forfædre, maa det antages, at de chronologiſke Data i hans Liv have været bedre end ſædvanligt bekjendte. — Det er kun Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 37), ſom fuldſtændig meddeler Sagnet om Finnens Rejſe til Island. Det heder her, at han i Vaapnafjorden mødtes af en ſtor Drage, ledſaget af Ormer, Padder og Øgler; herved ſigtes til Brodd-Helge, den fornemſte Høvding i Vaapnafjorden. I Eyjaſjorden ſkal han have mødt en ſtor Fugl, hvis Vinger naaede til Fjeldene paa begge Sider af Dalen; hermed menes Eyjulf Einarsſøn eller Valgerdsſøn, den mægtigſte Mand i Eyjafjorden. I Breidafjorden, ſiges der, kom en ſtor Tyr ud mod ham og brølede forfærdeligt; dette var Thord Gelle, der bar dette Tilnavn, fordi han, ſom det heder, havde en Skemme lige ſaa ſterk ſom en Tyrs Brølen. Ved Ølvus mødte han en kæmpeſtor Bjerg-Riſe med en Jernſtav (Thorodd Gode); og overalt fandt han Fjelde og Høje fulde af Landvætter, ſtore og ſmaa. Med Nidviſen ſelv ſynes det forreſten at have ſin Rigtighed, da der tales temmelig omſtændeligt derom, og Anledningen ſelv anføres, nemlig at en af Kong Haralds Brytjer, ved Navn Byrge, havde tilegnet ſig eller Kronen ulovligen et ſtrandet islandſk Skib, uden at Kongen var at bevæge til at erſtatte Ejerne dette Tab. Derfor, fortælles der, blev det formeligt vedtaget ſom Lov paa Island, at der ſkulde digtes et Nid om ham, der indeholdt en Viſe for hver Næſe i Landet. Det ſynes ſom om hver har digtet eller ladet digte ſin Viſe. Den, der anføres hos Snorre og i Jomsvikingaſaga Cap. 14, var digtet af Eyjulf Einarsſøn.
  14. Nemlig Fagrſkinna.