Det norske Folks Historie/2/15

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det er nys omtalt, at Harald Gormssøn under de daværende Forhold nødvendigviis maatte anse det af yderste Vigtighed for Danmarks eller rettere for sin egen Magt at erhverve Besiddelser paa den vendiske Kyst, fornemmelig over det blomstrende Jomsborg, og at hans Bestræbelser i den Retning ikke kunde undlade at bringe ham i Berørelse med den polske Fyrste Mieczyslav, der ligeledes paa sin Side stræbte at udvide sin Magt paa disse Kanter. At Harald virkelig havde gjort Tog til Vindland eller i det mindste kæmpet med Vender allerede i 965, ser man af den ovenfor nævnte Nidvise, som Islendingerne havde digtet om ham, thi i denne kaldes han ligefrem „Vendernes Morder“ (d. e. paa dette Sted „Overvinder“). Da Kong Otto II gjorde sit store Tog til Danmark 975, havde han, som man af den samtidige Velleklas Ord kan se, Vender med sig, og det kan endog ansees som vist, at Mieczyslav her, som andensteds, var med i Egenskab af hans Vasal. Ja man kan sige, at vore Sagaer udtrykkeligt bevidne det, eftersom de fortælle at den vendiske Konge Burisleif var med. Thi endskjønt de ved denne Burisleif egentlig forstaa Mieczyslavs Søn, den bekjendte Boleslav Chrabry, der i Aaret 992 fulgte ham paa Tronen, erfarer man dog af andre Ytringer, at de ved en Misforstaaelse have strakt Navnet Burisleif tilbage til Micezyslavs Regjeringstid, eller uden videre forvexlet Faderen med Sønnen[1]. Idet de berette om Burisleifs Deeltagelse i Toget mod Danmark, sige de altsaa egentlig at Mieczyslav var med i Spidsen for sine polske og vendiske Lenstropper. Efter Haralds Forligelse og Fredsslutning med Kejseren maa han tillige være bleven forligt med Mieczyslav. Omstændighederne forbøde ham vistnok ogsaa nu at optræde som hans Medbejler. Foruden at Norge løsrev sig under Haakon Jarl, gjorde hans egen Søn Sven Opstand imod ham, og foruroligede Landet paa forskjellige Kanter. Sven maa allerede paa denne Tid have haft betydeligt Tilhæng blandt den hedenske, fornemmere Deel af Befolkningen, der desuden ikke kunde andet end være misfornøjet med den ydmygende Fred, Harald havde indgaaet med Kejseren, hvorved vel ogsaa flere af dem, ligesom Haakon Jarl, mod deres Vilje vare blevne nødte til at lade sig døbe. Det laa i Sagens Natur, at der for Harald nu ingen anden Udvej var, end at slutte sig til Kejseren, den tydske Gejstlighed og den vendiske Mieczyslav; og den Ros, Harald har faaet af kirkelige Skribenter for den Hengivenhed, han i sine senere Dage viste Christendommen, er, naar man nøjere undersøger Sagen, neppe synderlig fortjent, thi han gjorde kun en Dyd af Nødvendighed. Efter en enkelt Beretning, men den, som her efter Omstændighederne maa ansees som den paalideligste af dem, hvor Palne-Tokes Navn indblandes, skal denne vældige Høvding, Svens Ven og Kong Haralds afsagte Fiende, allerede ved disse Tider have sat sig i Besiddelse af Jomsborg[2] og oprettet et Samfund af Krigere, der ved strenge Love vare forbundne til at understøtte hinanden indbyrdes, vise Høvdingen ubetinget Lydighed, foragte Farer og Død, og forøvrigt føre et strengt og aarvaagent Garnisons-Liv i den ved Staden liggende og Havnen beherskende Borg, den egentlige Jomsborg. Hvad enten nu Palne-Toke har været med eller ej, saa kan man dog maaske slutte heraf, at Svens Tilhængere have søgt at komme Harald i Forkjøbet ved at faa det vigtige Jomsborg i Besiddelse; og det maatte da ligge baade i Haralds og Mieczyslavs Interesse at bekæmpe dem og søge at faa dem bort. En Lejlighed tilbød sig snart hertil, men vistnok ganske anderledes, end man havde ventet den. Den urolige Styrbjørn, den svenske Konge Erik Sejrsæls Brodersøn, hvis Faders pludselige Død vi allerede ovenfor have omtalt, optraadte mod sin Farbroder omtrent paa samme Maade, som Sven Tjugeskegg optraadte mod sin Fader Harald. Da Styrbjørn var 12 Aar gammel, fordrede han allerede Deel i Riget, men Kongen sagde, at han ej var berettiget dertil, eller overhoved til Arv efter sin Fader, førend han var sexten Aar gammel. Det blev derved, uagtet Styrbjørn flere Aar efter hinanden fornyede sit Krav. Imidlertid viste han sig saa voldsom og urolig, at han blev forhadt i Landet, og Kongen endelig fandt det raadeligst at affinde sig med ham ved at give ham en Flaade paa 60 Skibe, imod det Løfte at han skulde være borte i tre Aar. Bjørn, hvilken Erik nu gav Navnet Styrbjørn[3], drog nu til Austrrike eller Landene hiinsides Østersøen, herjede der, og tvang mange til at følge ham paa hans Krigstog. I det tredie Aar vandt han, fortælles der, Jomsborg, og blev øverste Høvding derover. Derpaa, siges det fremdeles i Beretningen om ham, drog han paa Vikingetog til Danmark og gjorde stor Ufred der, indtil der kom et Forlig istand, ifølge hvilket Harald forbandt sig til at give Styrbjørn sin Datter Thyre til Egte, og Danerne forpligtedes til at skaffe ham 120 Skibe[4], og deeltage med ham i tre Hovedslag. Han holdt Bryllup med Thyre, men skal dog ikke have levet mere end en eneste Nat sammen med hende, da han maatte skynde sig tilbage til Jomsborg, fordi en Mængde Krigere fra Østerlandene havde samlet sig der og ventede paa at han skulde stille sig i Spidsen for dem. Med denne Hær drog han, trods det sluttede Forlig, atter til Danmark, og truede Danerne med at ville besætte deres Gaarde, hvis de ej skaffede ham to (store) Hundreder Skibe, og gave ham Ret til at vælge hvem han vilde iblandt dem til Ledsager paa hans forestaaende Tog. For at undgaa den truende Fare skulle Danerne ogsaa have føjet ham i disse Fordringer, og han valgte nu Kong Harald Gormssøn selv, for med ham, og de nye Hjelpetropper, han nu havde faaet, at udføre sin længe nærede Plan, nemlig at bekrige sin Farbroder Erik og tage Hevn for sin Faders Død. Saaledes fortæller den særskilte Beretning, der endnu er os levnet om Styrbjørn[5]. Det kan imidlertid ikke negtes, at hans Forhold til Danmark og Harald, og fornemmelig den Overlegenhed, hvormed han optræder, er skildret paa en overdreven og lidet sandsynlig Maade. Langt rimeligere synes det, hvad Saxo fortæller derom, at Styrbjørn, fordreven af Erik Sejrsæl, kom med sin Syster Gyrid til Harald, og anraabte ham om Hjelp; at Harald egtede Gyrid, understøttede Styrbjørn, og, efterat have indtaget Slavernes Land (her menes en Deel af Vendland), indsatte ham til Høvding i Jomsborg og stillede et tilstrækkeligt Antal Krigere under hans Befaling, hvilken tapre Krigerskare, overmodig af sine Sejrvindinger over de tilgrændsende Nationer, tilsidst ved sine Sørøverier blev en Plage for alle de nordlige Farvande, og forvoldte Danmark selv meget Bryderi[6]. Da vi nu ogsaa læse i den paalideligste af de norske Kongesagaer, at Harald Gormssøn herjede i Vendland og lod indrette Borgen Jomsborg over hvilken han satte en Høvding[7], og da vi tillige af hiin ovenfor omtalte islandske Saga erfare, at Styrbjørn indtog Jomsborg, medens Palne-Toke var Høvding der, bliver det, naar vi sammenholde alle disse Udsagn, ikke saa vanskeligt at øjne Sagens egentlige Sammenhæng. Det kan neppe betvivles, at en Skare af Svens Tilhængere, hvad enten de nu vare anførte af den mystiske Palne-Toke eller ej, har sat sig i Besiddelse af Jomsborg og derfra truet Harald Gormssøn med saa stor Fare, ak denne har anseet det nødvendigt, for enhver Priis at faa dem bort; at dette imidlertid ikke har været ham muligt, førend den tapre Æventyrer Styrbjørn kom med sin talrige, deels af Sviar, deels vel ogsaa af Krigere fra alle de østersøiske Lande besatte Flaade; at han har taget Styrbjørn som et Slags Condottiere i sin Tjeneste, eg ved hans Hjelp erobret Jomsborg, men at Styrbjørn ogsaa, i Bevidstheden om sin Magt og Overlegenhed, nu, paa egte Condottiere-Viis, er optraadt som Haralds Herre, ikke som hans Tjener, og har nødsaget ham til ej alene at give ham sin Datter til egte, men ogsaa at følge ham til Svithjod for at angribe Erik Sejrsæl og om muligt fælde denne eller støde ham fra Thronen[8]. Hvorledes dette nu end forholder sig, er det sikkert, at Styrbjørn virkelig drog til Svithjod i Forening med Harald. Han landede ved Svithjods Kyst, og brændte sine Skibe for at hans Folk skulde kæmpe desto taprere. Heraf skal Harald have benyttet sig til at skynde sig tilbage til Danmark, overladende Styrbjørn til sig selv[9]. Efter en anden fabelagtig Beretning skal Erik Sejrsæl have blotet til Odin og lovet om ti Aar at ofre ham sig selv, hvis han kun nu vilde forunde ham Sejren; og Odin skal strax have givet ham den attraaede Hjelp, saaledes at Styrbjørn faldt med alle sine Folk, og Harald flygtede med Danerne[10]. Vist er det, at Erik og Styrbjørn holdt det blodige og i hine Tider saa navnkundige Slag paa Fyrisvoldene ved Uppsala, at Styrbjørn faldt, og at Harald, der kun nødtvungen var dragen i Kampen, flygtede med sine Mænd, hvad enten dette nu skede før eller efter Slaget. Blandt de undkomne vare ogsaa Jomsvikingerne[11]. Det herreløse Jomsborg tilfaldt nu, som man tydeligt kan se, Harald, der her fandt et sikkert Tilflugtssted under sin fortsatte Kamp mod sin Søn Sven. Vel skulde det, især efter den upaalidelige Jomsvikingasaga, synes som om Palne-Toke, og følgelig Sven, strax efter fik Jomsborg paa ny i deres Magt. Men dette kan neppe forholde sig saaledes[12], og Beretningen synes kun at grunde sig paa en Misforstaaelse af en af de fornemste Jomsvikinge-Høvdingers Navne. Som Condottiere-Høvding over Jomsvikingerne fulgte nemlig Sigvalde, der og fik Jarlsnavn af Harald. Sigvalde, tilligemed hans to Brødre, Thorkel den høje og Heming, vare Sønner af en skaansk Jarl ved Navn Strut-Harald, og vi ville i det Følgende se, hvorledes de efter Broderens Død arvede Herredømmet over Jomsvikingernes Skare, som de vel allerede i hans Levetid havde deelt med ham. Det bekjendte ældgamle Sagn om Heming, aldeles det samme som det, Saxo fortæller om Toke, kunde nok give Anledning til at Palne-Tokes Navn indførtes i Stedet for Hemings[13]. Man maa forresten mere tænke sig at Harald fremdeles har taget Jomsvikingerne i sin Tjeneste som en lønnet Krigerhob eller Condottiere-Bande, end at han skulde have overdraget dem Jomsborg til et virkeligt Len. Til de jomske Besiddelsers egentlige Herre, maaske og til sin egen Efterfølger, med Udelukkelse af Oprøreren Sven, har han maaske derimod, hvad man af flere Omstændigheder synes at kunne slutte, bestemt Styrbjørns og hans Datter Thyres spæde Søn, Thorgils Sprakalegg, der blev Stamfader for de yngre Danekongers Slægt[14].

Om Tiden, naar de nys omtalte Begivenheder foregik, er man ikke, og vil man neppe nogensinde aldeles nøjagtigt komme paa det Rene, kun saa meget erfarer man, ved at sammenholde alle paalidelige Tidsangivelser om Begivenheder, som middelbart eller umiddelbart dermed stode i Forbindelse, at Styrbjørns Fremtræden og Kamp ej har fundet Sted meget længe efter Kejser Otto II’s Tog, og følgelig maa have indtruffet endnu nærmere efter Harald Gormssøns Tog til Norge[15].

Omtrent paa den samme Tid, disse sidste Begivenheder foregik, finde vi Sven Tjugeskegg i Landflygtighed i de britiske Farvande[16]; og det er neppe rimeligt at han kom tilbage, førend da han for sidste Gang overfaldt sin Fader Harald, eg skilte ham ved Liv og Rige. Fra den Kant har Harald altsaa nu nogenledes følt sig tryg. Siden den sidste Krig med den tydske Kejser, var han, i det mindste i det Ydre, en ivrig Christen, som selv forfulgte Hedenskaben og byggede Kirker. Han har altsaa været i den bedste Forstaaelse med Kejseren, og følgelig tillige med dennes Vasal, Mieczyslav af Polen, uden hvis Venskab han endog neppe vilde være forbleven i rolig Besiddelse af Jomsborg under de Uroligheder, der opstode blandt de hedenske Vender strax efter Kejser Otto II’s Død 983, og vedvarede i flere Aar. I Jomsborg havde han en sikker Tilflugt i Nødstilfælde, og derforuden havde han den stridbare og frygtede Jomsvikinge-Skare til sin Raadighed. Under disse Omstændigheder kan man ikke finde det saa besynderligt, at han fik Lyst til fremdeles at gjøre et Forsøg paa at ydmyge Haakon Jarl, der faa aabenbart vovede at trodse hans Magt. Ligesom han allerede tidligere, naar han var nødt til at ydmyge sig under Tydskland søgte sin Erstatning i Norge, saaledes ogsaa nu. Norges Besiddelse var ham en Æressag. Endog paa den Mindesteen, han lod oprejse over sine Forældre, glemte han ej at tilføje, at han havde vundet Norge, ligesom han ogsaa roste sig af at have antaget Christendommen. Haakon Jarl var nu en Frafalden, baade fra Christendommen og fra det danske Overherredømme. Haralds Forsøg paa at tage Hevn over ham var kun tildeels lykkets: med Skamme havde han maattet drage tilbage fra Norge, og Haakon var fremdeles uafhængig. Alt dette krævede Hevn. Men Harald havde nu naaet en høj Alder, og var neppe mere skikket til, selv at drage i Orlog til fjerne Egne. Han sendte derfor Jomsvikingerne afsted, for at udføre, hvad han selv ikke kunde formaa.

Dette i Norges Historie saa merkelige Jomsvikinge-Tog henføres i vore egne Oldskrifter til Haralds Søns, Kong Svens, Regjeringstid, eller Aaret 994, og de meddele endog en omstændelig Fortælling om, hvorledes det aftaltes i et stort Gravøl, Kong Sven paa een Gang holdt til sin Faders og den nys afdøde Strut-Harald Jarls Ære, og hvorledes Jomsvikingerne her aflagde det edelige Løfte at ville hjemsøge Haakon og ikke fly for ham i Striden. At Jomsvikingerne, før de tiltraadte Toget, have aflagt et saadant Løfte, er heel sandsynligt, ja endog, som det nedenfor vil sees, temmelig sikkert; men saare usandsynligt bliver det altid, at de skulde have aflagt det efter deres Fiende Svens Opfordring eller gjort Toget til hans Fordeel, ligesom det endog er beviisligt, at det umuligt kan have fundet Sted saa sildigt, som i 994. Da nu dertil kommer, at Saxo udtrykkelig nævner Harald som den, der sendte Jomsvikingerne mod Haakon Jarl, og da vi desuden i vore Sagaer støde paa flere væsentlige Forglemmelser og Fejltagelser just med Hensyn til Begivenhederne strax før og strax efter Harald Gormssøns Død, tage vi ikke i Betænkning her at følge Saxos Tidsbestemmelse, og opstille Harald som den, der foranledigede Toget, idet vi betragte det som en umiddelbar Fortsættelse af den Krig, han selv havde begyndt med Haakon Jarl[17].

  1. ↑ Vore Sagaer ere nemlige enige om, at Sven Tjugeskegg, efter at have været overlistet af Sigvalde Jarl, blev gift med den vendiske Konge Burisleifs Datter Gunnhild. Nu fortæller ogsaa den vel underrettede Thietmar (VII. 28), at Sven var gift med Boleslavs Syster, og at hun var Moder til hans Sønner Harald og Knut. Om de forskjellige Angivelser, der forresten findes med Hensyn til Svens Hustruer, vil der i det følgende blive talt; her er det tilstrækkeligt at paapege, at Burisleif i Sagaerne aldeles optræder i Mieskos eller Mieczyslavs Sted.
  2. ↑ Nemlig Eyrbyggjasaga, Cap. 29. Det heder her, at Bjørn Breidvikingakappe, efter at være jaget i Landflygtighed fra Island omkring 986, tog Tjeneste hos Palne-Toke i Jomsborg og gik i Lag med Jomsvikingerne. Dette Aar faar man ud deraf, at det siden (Cap. 50) heder, at hans Sem Kjartan, fød samme Aar, som han rejste udenlands, var 13 eller 15 Aar da Christendommen var bleven antagen paa Island, Aar 1000. Men da det ogsaa heder, at Bjarne var med Styrbjørn, da han faldt, og Styrbjørns Fald neppe kan sattes senere end 985, maatte den islandske Sagas Tidsberegning være fejlagtig, og Bjarnes Afrejse fra Island sættes nogle Aar tidligere d. e. omkring 980, hvis man ikke af det Foregaaende i Sagaen selv kunde skjønne, at Bjørns Afrejse ikke fandt Sted førend efter 980. Man tør derfor slaa en Streg over Palne-Toke og antage, at han strax tog Tjeneste hos Styrbjørn.
  3. ↑ Nemlig af styr d. e. Urolighed, Strid. Vi have ovenfor kaldt ham Styrbjørn, førend han endnu havde faaet denne Navnforøgelse, fordi han er meest bekjendt under dette Navn.
  4. ↑ Der staar i Sagaen „eet hundrede Skibe“, men her som ellers, er et stort Hundred meent. Naar der nedenfor tales om to Hundreder Skibe, menes altsaa et Antal af 240.
  5. ↑ Nemlig Þáttr af Styrbirni Sviakappa, sidst aftrykt i Fornmanna Sögur, 4de Bind, S. 239–251.
  6. ↑ Saxo, 10de Bog, Side 479–481. Saxo begaar forresten ved denne Lejlighed den Fejl, at kalde Erik en Søn af Styrbjørns patruus d. e. Farbroder, Olaf. Da det i Sagaerne opstillede Slægtskabsforhold vistnok er rigtigt, har Saxo her gjort sig skyldig i en Inkurie. Saxo omtaler ikke ligefrem Styrbjørns Giftermaal med Thyre, men han hentyder derpaa ved en anden Lejlighed, hvor han anfører et Sagn om Bjørnen, der røvede en svensk Bondedatter, hvorom nedenfor.
  7. ↑ Fagrskinna, Cap. 50. Denne nævner nedenfor, Cap. 51, at Thyre blev gift med Styrbjørn, og fik i Medgift store Besiddelser i Fyn, Falster og Bornholm. Derimod nævner den ikke paa første Sted udtrykkeligt Styrbjørn som Jomsborgs Herre.
  8. ↑ Saxo, 10de Bog, S. 481. Styrbjørns Thaatt siger kun at han ved Trusler fik Harald til at understøtte sig, men Knytlingasaga Cap. 2 siger at Styrbjørn fangede Harald.
  9. ↑ Knytl. Saga, Cap. 2. Saxo lader Styrbjørn gjøre sit Tog, medens Harald kæmper med Kejser Otto.
  10. ↑ Dette er Styrbjørns Thaatts Beretning.
  11. ↑ Eyrbyggjasaga Cap. 29. Her siges nemlig, at Bjarne Breidvikingakappe undkom til Skovs med de øvrige Jomsvikinger. – Om Fyrisvolde-Slaget minde vistnok to gamle Runestene i Skaane, den ene ved Hellestad Kirke, hvis Indskrift lyder saaledes: „Æskil satte denne Steen efter sin hulde Herre Toke Gormssøn, der ikke flygtede ved Uppsala“; og den anden ved Sjørup, med Indskrift saa lydende: „Saxe satte denne Steen efter sin Stalbroder Æsbjørn Tukesøn, som ej flygtede ved Uppsala, men kæmpede saa længe han havde Vaaben“.
  12. ↑ Se herom nedenfor, Note 5.
  13. ↑ I Styrbjørns Thaatt staar der udtrykkeligt, at Heming Jarl var med paa Fyrisvoldene Og lige saa vel som Toke i Sagnet om Bueskydningen indtager Hemings Plads, eller omvendt, lige saa vel kan en Forvexling have fundet Sted i Jomsvikingernes Historie. Nu er det utvivlsomt, at Heming, Strut-Haralds Søn, virkelig var til, og at han var en af Jomsvikingernes senere Høvdinger. Tokes Tilværelse er derimod mere usikker. Saaledes er der altid større Sandsynlighed for, at Palne-Tokes Navn ved en Fejltagelse er kommen ind i Jomsvikingehistorien, end at dette skulde vare Tilfældet med Hemings.
  14. ↑ Dette er vistnok kun en Gisning, men en Gisning, der har den største Rimelighed for sig. Thorgils Sprakalegg omtales oftere i Sagaerne, som en Fader af Ulf Jarl, der blev gift med Sven Tjugeskeggs Datter Æstrid, derimod nævne de ikke, hvo hans Fader var. Af hiint Giftermaal kan man imidlertid slutte, at han maa have været af høj Byrd. Nu fortæller derimod Saxo (10 B. S. 512) et besynderligt Sagn om en Bjørn, der røvede en svensk Bondes Datter, og havde med hende en Søn, der fik Navnet Bjørn, og igjen blev Fader til Thorgils Sprakalegg. Endogsaa engelske Forfattere kjende dette Sagn, men nævne en dansk Jarl eller højbyrdig Mand, som Bjørnebrudens Fader. (Se Bromton, hos Twysden, S. 945, Hoveden, hos Savile, S. 440 o. fl., jvf. Langebeks Script. rer. Dan. III. p. 287 fgg.). Allerede Langebek (l. c. p. 281, 282) har noksom godtgjort, at denne Vildbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, ikke kan være nogen anden end Styrbjørn, hvis tvungne og af flere besynderlige Omstændigheder ledsagede Giftermaal med Thyre har givet Anledning til Sagnet, hvori, som det synes, Ulf Jarl og hans Descendenter, de danske Konger, endog satte en vis Stolthed, siden Saxo udtrykkelig anfører det, og ikke engang lader til at vide, at den Bjørn, Søn af Vildbjørnen, som han omtaler, er Styrbjørn, hvilken han selv tidligere har nævnt. Det bestyrkes ogsaa deraf, at vi senere finde Eilif, en Broder af Ulf og Søn af Thorgils, som Høvding for Jomsvikingernes Levninger (Jomsv. Saga Cap. 50), og Ulf Jarl selv, efter den eneste mulige Fortolkning af et besynderligt Sted i Vita Viperti Comitis Groicensis (Hoffmanni Scriptt. rer. Lusat. I. p. 6. flg.) selv maa hersket i Vendland, og da rimeligviis i Jomsborg.
  15. ↑ Hvad man her nærmest holder sig til som Støttepunkt for Beregningen, er deels Erik Sejrsæls Levetid, deels Eyrbyggjasagas Angivelser om Bjørn Breidvikingakappe. Erik, heder det, døde 10 Aar efter Styrbjørns Fald (Snorre, Harald Graaf. S. Cap. 11; Olaf Tr. S. Cap. 38; jvf. Odd Munk, Cap. 2 og 28). Da Erik Sejrsæl døde endnu i Haakon Jarls Tid (Olaf den helliges Saga Cap. 13), men ikke tidligere end 993, saasom det udtrykkelig heder, at han sluttede Forbund med den polske Kong Boleslav, der blev Konge 992. (Schol. 25 til Adam af Bremen), ja da man endog synes at maatte udstrække hans Levetid til over 994, eftersom Adam af Bremen omtaler Askmændenes Tog 994 før hans Død, eller samtidigt med hans Erobring af Danmark: maa man henføre hans Død til 995, og Styrbjørns til 985. Hermed passer ogsaa nogenledes – dog under Forudsætning af, at Palne-Toke bortfalder – Eyrbyggjasagas ovenfor (S. 97) meddeelte Angivelse om Bjørn Breidvikingakappes Ophold i Jomsborg Men paa den anden Side kan man heller ikke stole saa nøje paa hiin Angivelse af de 10 Aar for Erik Sejrsæl, hvilke aabenbart ene grunde sig paa hiint Sagn. Adam af Bremen lader ham endog herske 14 Aar efter Kong Haralds Død. Dertil kommer og, at Styrbjørns Krigsbedrifter umuligt kunne sammendrages til et eneste Aar. Saxo omtaler endog Styrbjørns Fald og Haralds Krig med Kong Otto som samtidige. Erindrer man, at Kong Sven Ulfssøn neppe kan være fød efter 1018, hans Fader Ulf saaledes neppe efter 999, og dennes Fader Thorgils neppe efter 980, medens paa den anden Side Thorgils’s Moder Thyre, da hun ved 998 egtede Kong Olaf Tryggvessøn, neppe kan have været over 40 Aar, og saaledes ej fød tidligere end 958, kommer hendes Giftermaal med Styrbjørn, og følgelig dennes Besættelse af Jomsborg, til at falde mellem Aarene 975 og 980. Alt tyder saaledes hen paa, at Styrbjørns Ankomst virkelig har fundet Sted ganske nær ved den tydsk-danske Krig og Haralds Tog til Norge. Men om dette fandt Sted for eller efter Styrbjørns Fald, bliver uvist. Thi, som sagt, man tør ikke saa nøje stole paa, at det har sin Rigtighed med alle de oven anførte Tidsangivelser. Paa en 3 til 5 Aar kan det umuligt komme an. Harald selv levede neppe længer end til 986, og i samme Aar, han døde, kan dog Toget til Svithjod ej have fundet Sted. Altsaa vil man neppe nogensinde bringe det til Vished, i hvilket af Aarene mellem 980 og 985 det skede. Man veed blot, at Styrbjørns Fremtræden falder mellem hine Aar.
  16. ↑ Af Olaf Tryggv. Saga Cap. 130, 138 sees det, at Sven noget før 981 var i Landflygtighed, og fejdede i Bretland.
  17. ↑ De Grunde, der have bestemt os til, trods Sagaernes Angivelse, at henføre Jomsvikingetoget til Kong Haralds, ikke til Svens Tid, ere, – foruden de fra Forholdene selv hentede, at Jomsvikingerne hørte til Haralds, ikke til Svens Parti, og at Saxo udtrykkeligt nævner Harald, som den, der udsendte dem, – følgende, der især vedkomme Tidsregningen:
     a. Det vil i det Følgende vises, at Sven Tjugeskegg ikke kom i rolig Besiddelse af Danmarks Throne førend 995 eller maaske 996, efter Kong Erik Sejrsæls Død, og at han da mindst havde været syv Aar borte, saa at der i alle Fald ikke fra hans Side kunde være Tale om at afsende Jomsvikingerne senere end i 988, hvorved der allerede gjøres Brud paa den i Sagaerne opstillede Tidsregning.
     b. Det er en bekjendt Sag, som ogsaa i det Følgende udførligt vil blive omtalt, at Haakon Jarl, uagtet han ved Sejren over Jomsvikingerne naaede den højeste Spidse af Popularitet, dog senere ved fine Udsvævelser blev saa forhadt, at Folket ved Olaf Tryggvessøns Ankomst gjorde Opstand imod ham. Denne Forhadthed kunde neppe være faa Maaneders Verk, og omtales heller ikke i Sagaerne uden som gradeviis tiltagende i en længere Tid. Men Olaf Tryggvessøn kom til Norge allerede om Vaaren 995.
     c. Flere af Deeltagerne i Slaget mod Jomsvikingerne tilhøre aabenbart en ældre Tid, end det 10de Aarhundredes sidste Tiaar. Blandt disse er fornemmelig Eyvind Skaldespilder, der ej alene deeltog i Slaget, men digtede sit Haaleygjatal efter at det havde fundet Sted, da en Strofe deraf, som handler om Jomsvikingeslaget, anføres hos Snorre (Ol. Tr. S., Cap. 43). Eyvind var allerede en Mand i den modnere Alder paa Harald Graafelds Tid, siden han (se ovf. S. 7) klagede over at han drog paa Alderen. Var han altsaa i 964 40 Aar gammel (yngre kan han dog neppe have været) maatte han i 994 have været 70 Aar gammel, en temmelig høj Alder til at deeltage i et blodigt Slag og siden kvæde derom. Dertil kommer, at han maa have været død i det mindste før Kong Olafs Ankomst 995, siden man efter denne Tid intet hører til ham, hvorimod hans Søn Haarek allerede ved 996 omtales som en mægtig Høvding, tragtet det ifølge Olaf den helliges Saga er vist, at han først i Løbet af nogle Aar erhvervede sig Velstand og Anseelse, da hans Fader kun havde efterladt ham lidet eller intet. Det sandsynligste er derfor, at Eyvind endog er død nogle Aar for 994. – En anden Deeltager i Slaget, Styrkaar af Gimse, var Farfader til Einar Thambarskelver, om hvilken man veed, at han er fød 983. Var Styrkaar, som vel maa antages, da 50 Aar, saa var han 994 62 Aar gammel; i denne Alder kunde han vistnok have været med i Slaget, men sandsynligere er det dog at dette skede, da han var yngre. En tredie af Deeltagerne var Skalden Tind Halkellssøn, som har digtet en Vise derom. Tind Halkellssøn levede vistnok endnu (se Heidarvigasaga) omkring 1013, men han maa da have været en saare gammel Mand, siden han allerede i Hørds Saga nævnes ved 962 som opholdende sig i Norge. Var han altsaa fød omkring 940, er det ikke sandsynligt, at han endnu i 994, 54 Aar gammel, skulde have deeltaget i et Slag i Norge; paa den Tid maa han allerede have været bosat hjemme paa Island. Efter Hørds Saga Cap. 40 synes det ogsaa, som om Tinds endelige Hjemkomst fandt Sted fire Aar efter Hørds Drab. Dette skede 986 eller 987, og Tinds Hjemkomst falder saaledes ved 990 eller 991. Før denne Tid synes altsaa under alle Omstændigheder Jomsvikingeslaget at maatte have fundet Sted, Heller ikke finder man et eneste Kvad af Tind, sigtende til Olaf Tryggvessøns eller Erik Jarls Bedrifter: han har altsaa neppe været tiere i Norge.
     d. Det er en bekjendt Sag, at Skalden Einar Skaaleglam digtede Kvadet Vellekla om Haakon Jarl, ligesom ogsaa Jomsvikingasaga Cap. 49 nævner ham som den, der nøjagtigst berettede paa Island om Jomsvikingeslaget. Den indeholder en, som det af de nærmere Omstændigheder synes, paalidelig Beretning (se nedenfor S. 123) om Anledningen til hans Tilnavn, hvoraf det sees, at Einar, som just var utilfreds med Jarlen, strax før Slagets Begyndelse truede med at gaa over til Sigvalde, og kvad endog to Vers i den Anledning, hvor Sigvaldes Navn nævnes. Egils Saga Cap. 81 fortæller ogsaa noget herom, og siger, at Einar just havde digtet Vellekla, men at Jarlen ej vilde høre den, førend Einar havde kvædet hine to Vers, af hvilke det ene indeholder Sigvaldes Navn, og saaledes røber sin Samtidighed med Jomsvikingefejden; Jarlen forærede ham ifølge Egils Saga et prægtigt Skjold. Dette Skjold forærede Einar siden Egil Skallagrimssøn, efter hvad man af Egils Saga kan se, en god Stund førend denne blev ganske svag og affældig. Egil døde da han var over 80 Aar gammel; hans Fødsel falder omkring 906; hans Død kan derfor neppe være indtruffen senere end 991. Han var nogle Aar før sin Død blind og affældig; hans Berørelse med Einar Skaaleglam kan derfor endog ej have fundet Sted senere end henved 986, følgelig maa heller ikke Jomsvikingeslaget sættes senere end dette Aar.
     e. I Forbindelse hermed maa det anføres, at Olaf den helliges Saga Cap. 50 lader Oplændingekongen Rørek sige, at da Harald Gormssøn og Haakon Jarl bleve uenige, gjorde Jomsvikingerne deres Tog til Norge; hvilke Ord, om de end kunne forliges med at Toget fandt Sted efter Haralds Død, dog nærmest synes at antyde, at det skede i hans Levetid. Ligeledes omtaler Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 15 Jomsvikingetoget paa en Maade, der sætter det i den nærmeste Forbindelse med Uenigheden mellem Haakon og Harald, og kun „nogle Aar“ efter den tydske Krig, uden at Haralds Død nævnes.
     Det eneste chronologiske Datum, der foruden Sagaernes udtrykkelige Fortælling om Gravøllet m. m. strider mod at sætte Toget tidligere end 994, er Angivelsen i Færeyingasaga om Sigmund Brestesøns Kamp med Bue digre, der henføres til Sigmunds 27de Aar. Men ikke at tale om, at alle Tids-Angivelser i Færeyingasaga ere paa det nøjeste lempede efter Tidsregningen i Olaf Tryggvessøns Saga, og derfor i og for sig ikke paalideligere end denne, er det langt rimeligere, at Sigmund slet ikke deeltog i denne Kamp, eller i alle Fald kun medens han endnu opholdt sig ved Jarlens Hof, førend han, som Fær. Saga vil, var bosat paa Færøerne.
     Hvad overhoved Beretningen om Arveøllet o. s. v. angaar, da er det at merke, at Begivenhederne i Danmark omkring Harald Gormssøns Død ere det slettest og unøjagtigst behandlede af alt, hvad der i vore Sagaer findes om de danske Anliggender. Thi ikke at tale om, at den upaalidelige Jomsvikingasaga først lader Palne-Toke stifte Jomsvikingeforbundet 14 eller 15 Aar efter Harald Gormssøns Død, derpaa selv dø et Par Aar efter, og omsider Jomsvivikingetoget indtreffe efter at Sigvalde i nogen Tid havde været Høvding, altsaa henved 20 Aar efter Haralds Død, saa findes ogsaa hos alle de øvrige, endog de paalideligste, den væsentlige Mangel, at de ikke med et eneste Ord omtale Danmarks Erobring ved Erik Sejrsæl efter Haralds Død, uagtet denne Begivenhed dog maa ansees aldeles vis, og, som man lettelig vil skjønne, er af overvættes Vigtighed til ret at forstaa de øvrige Begivenheders Gang og Tidsfølge. Kun en paa oldnorsk forfattet Beretning (i Fornm. Søgur XI. 419) taler derom, men den er alene en Bearbejdelse af hvad Adam af Bremen fortæller. Kunne Sagaerne her i saa høj Grad fejle i eet, og det noget af det allervæsentligste, da kunne de ogsaa sejle i hvad der forholdsviis er af mindre Vigtighed. Usikkerheden af de oldnorske Beretninger om Anledningen til Toget viser sig og deri, at medens Snorre, Olaf Tr. Saga og Fagrskinna lade Kong Sven gjøre Arveøl efter sin Fader og Strut-Harald paa een Gang, lader Jomsvikingasaga Sven først gjøre Gravøl efter sin Fader, og der lægge sig ud med Palne-Toke, og endelig, mange Aar senere, efter Strut-Harald, saa urimeligt det end lader, at han ikke skulde overlade dette til dennes egne Sønner. Hvad man kan anse for sandsynligt heraf, er altsaa kun, at der holdtes et Arveøl efter Strut-Harald, hvori Løfterne bleve aflagte, men at Sven selv intet havde dermed at bestille. Navnet Harald, fælles baade for Strut-Harald og Harald Gormssøn, kunde give Anledning nok til Forvexling eller Sammenblanding.
     Kunne vi altsaa se bort fra vore Sagaers Tidsbestemmelser, bliver Spørgsmaalet: naar foretoges efter al Rimelighed dette Tog? Her maa man først og fremst svare: saa nær efter Haralds eget Tog til Norge, som det paa nogen mulig Maade for de styrbjørnske Anliggenders Skyld kan tænkes. Sven Tjugeskeggs Historie vil her nogenledes komme os til Hjelp. Saxo lader ham i 7 Aar, Mag. Adam (paa eet Sted) i to Gange syv Aar (bis septem) være borte fra Danmark under Erik Sejrsæls Erobringstid, efter at han en kort Tid efter Faderens Død havde været i Besiddelse af Riget og tillige varet fangen af Jomsvikingerne. Da vi imidlertid have seet, at Sven ogsaa i Aarene omkring 980 var i Landflygtighed, bliver det højst rimeligt at antage to særskilte Landflygtighedsperioder for ham, hver paa omkring 7 Aar, hvilke Mag. Adam ved en Fejltagelse eller Misforstaaelse af sin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfssøns Ord, har henført til een og samme Tid, skjønt han ved Udtrykket bis septem dog røber en dunkel Erindring om det Rette. Antaget nu, at Erik Sejrsæl er død ved 993, falder Svens sidste Landflygtighedsperiode mellem 989 og 996. Da Harald ifølge Mag. Adams Vidnesbyrd dræbtes endnu før Erkebiskop Adaldags Død (988), og efter størst Sandsynlighed 986 i Krigen mod sin Søn Sven, falder altsaa dennes første Landflygtighedstid mellem 978 og 985, hvilket paa det merkeligste stemmer med hvad vi ovenfor paapegede angaaende Tiden, da Harald bekrigede Norge, stod i Forbindelse med Styrbjørn, og erhvervede Jomsborg, thi alt dette vilde sikkert have mødt mange Vanskeligheder, om Sven havde varet hjemme, ligesom det og er merkeligt, at Svens Navn derved slet ikke omtales. Vi faa derved for Sven en Periode af tre Aar (986–989), hvilken han strax efter Faderens Død tilbragte i Hjemmet, indtil Erik Sejrsæl fordrev ham. Den Periode, hvortil vi for Jomsvrkingetogets Vedkommende maa holde os, bliver altsaa kun fra 980 til 986. Da nu Styrbjørns Død, efter hvad tidligere er viist, indtraf omkring 985, bliver det næsten vist at Jomsvikingernes Tog har fundet Sted 985 og 986, og at deres Fraværelse fra Danmark, eller Svækkelse efter Kampen, maaske just har været Grunden til, at Sven desto lettere kunde overvælde sin Fader. – Vi opstille altsaa nu følgende chronologiske Hovedpunkter: 975 Haralds Krig mod Otto II. 978 Haralds Tog til Norges Søen Tjugeskeggs Fordrivelse. 980–983, den styrbjørnske Tid. 985, 986, Jomsvikingetoget og Haralds Død.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/15&oldid=206049»