Det norske Folks Historie/2/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er nys omtalt, at Harald Gormsſøn under de daværende Forhold nødvendigviis maatte anſe det af yderſte Vigtighed for Danmarks eller rettere for ſin egen Magt at erhverve Beſiddelſer paa den vendiſke Kyſt, fornemmelig over det blomſtrende Jomsborg, og at hans Beſtræbelſer i den Retning ikke kunde undlade at bringe ham i Berørelſe med den polſke Fyrſte Mieczyſlav, der ligeledes paa ſin Side ſtræbte at udvide ſin Magt paa disſe Kanter. At Harald virkelig havde gjort Tog til Vindland eller i det mindſte kæmpet med Vender allerede i 965, ſer man af den ovenfor nævnte Nidviſe, ſom Islendingerne havde digtet om ham, thi i denne kaldes han ligefrem „Vendernes Morder“ (d. e. paa dette Sted „Overvinder“). Da Kong Otto II gjorde ſit ſtore Tog til Danmark 975, havde han, ſom man af den ſamtidige Velleklas Ord kan ſe, Vender med ſig, og det kan endog anſees ſom viſt, at Mieczyſlav her, ſom andenſteds, var med i Egenſkab af hans Vaſal. Ja man kan ſige, at vore Sagaer udtrykkeligt bevidne det, efterſom de fortælle at den vendiſke Konge Burisleif var med. Thi endſkjønt de ved denne Burisleif egentlig forſtaa Mieczyſlavs Søn, den bekjendte Boleſlav Chrabry, der i Aaret 992 fulgte ham paa Tronen, erfarer man dog af andre Ytringer, at de ved en Misforſtaaelſe have ſtrakt Navnet Burisleif tilbage til Micezyſlavs Regjeringstid, eller uden videre forvexlet Faderen med Sønnen[1]. Idet de berette om Burisleifs Deeltagelſe i Toget mod Danmark, ſige de altſaa egentlig at Mieczyſlav var med i Spidſen for ſine polſke og vendiſke Lenstropper. Efter Haralds Forligelſe og Fredsſlutning med Kejſeren maa han tillige være bleven forligt med Mieczyſlav. Omſtændighederne forbøde ham viſtnok ogſaa nu at optræde ſom hans Medbejler. Foruden at Norge løsrev ſig under Haakon Jarl, gjorde hans egen Søn Sven Opſtand imod ham, og foruroligede Landet paa forſkjellige Kanter. Sven maa allerede paa denne Tid have haft betydeligt Tilhæng blandt den hedenſke, fornemmere Deel af Befolkningen, der desuden ikke kunde andet end være misfornøjet med den ydmygende Fred, Harald havde indgaaet med Kejſeren, hvorved vel ogſaa flere af dem, ligeſom Haakon Jarl, mod deres Vilje vare blevne nødte til at lade ſig døbe. Det laa i Sagens Natur, at der for Harald nu ingen anden Udvej var, end at ſlutte ſig til Kejſeren, den tydſke Gejſtlighed og den vendiſke Mieczyſlav; og den Ros, Harald har faaet af kirkelige Skribenter for den Hengivenhed, han i ſine ſenere Dage viſte Chriſtendommen, er, naar man nøjere underſøger Sagen, neppe ſynderlig fortjent, thi han gjorde kun en Dyd af Nødvendighed. Efter en enkelt Beretning, men den, ſom her efter Omſtændighederne maa anſees ſom den paalideligſte af dem, hvor Palne-Tokes Navn indblandes, ſkal denne vældige Høvding, Svens Ven og Kong Haralds afſagte Fiende, allerede ved disſe Tider have ſat ſig i Beſiddelſe af Jomsborg[2] og oprettet et Samfund af Krigere, der ved ſtrenge Love vare forbundne til at underſtøtte hinanden indbyrdes, viſe Høvdingen ubetinget Lydighed, foragte Farer og Død, og forøvrigt føre et ſtrengt og aarvaagent Garniſons-Liv i den ved Staden liggende og Havnen beherſkende Borg, den egentlige Jomsborg. Hvad enten nu Palne-Toke har været med eller ej, ſaa kan man dog maaſke ſlutte heraf, at Svens Tilhængere have ſøgt at komme Harald i Forkjøbet ved at faa det vigtige Jomsborg i Beſiddelſe; og det maatte da ligge baade i Haralds og Mieczyſlavs Interesſe at bekæmpe dem og ſøge at faa dem bort. En Lejlighed tilbød ſig ſnart hertil, men viſtnok ganſke anderledes, end man havde ventet den. Den urolige Styrbjørn, den ſvenſke Konge Erik Sejrſæls Broderſøn, hvis Faders pludſelige Død vi allerede ovenfor have omtalt, optraadte mod ſin Farbroder omtrent paa ſamme Maade, ſom Sven Tjugeſkegg optraadte mod ſin Fader Harald. Da Styrbjørn var 12 Aar gammel, fordrede han allerede Deel i Riget, men Kongen ſagde, at han ej var berettiget dertil, eller overhoved til Arv efter ſin Fader, førend han var ſexten Aar gammel. Det blev derved, uagtet Styrbjørn flere Aar efter hinanden fornyede ſit Krav. Imidlertid viſte han ſig ſaa voldſom og urolig, at han blev forhadt i Landet, og Kongen endelig fandt det raadeligſt at affinde ſig med ham ved at give ham en Flaade paa 60 Skibe, imod det Løfte at han ſkulde være borte i tre Aar. Bjørn, hvilken Erik nu gav Navnet Styrbjørn[3], drog nu til Auſtrrike eller Landene hiinſides Øſterſøen, herjede der, og tvang mange til at følge ham paa hans Krigstog. I det tredie Aar vandt han, fortælles der, Jomsborg, og blev øverſte Høvding derover. Derpaa, ſiges det fremdeles i Beretningen om ham, drog han paa Vikingetog til Danmark og gjorde ſtor Ufred der, indtil der kom et Forlig iſtand, ifølge hvilket Harald forbandt ſig til at give Styrbjørn ſin Datter Thyre til Egte, og Danerne forpligtedes til at ſkaffe ham 120 Skibe[4], og deeltage med ham i tre Hovedſlag. Han holdt Bryllup med Thyre, men ſkal dog ikke have levet mere end en eneſte Nat ſammen med hende, da han maatte ſkynde ſig tilbage til Jomsborg, fordi en Mængde Krigere fra Øſterlandene havde ſamlet ſig der og ventede paa at han ſkulde ſtille ſig i Spidſen for dem. Med denne Hær drog han, trods det ſluttede Forlig, atter til Danmark, og truede Danerne med at ville beſætte deres Gaarde, hvis de ej ſkaffede ham to (ſtore) Hundreder Skibe, og gave ham Ret til at vælge hvem han vilde iblandt dem til Ledſager paa hans foreſtaaende Tog. For at undgaa den truende Fare ſkulle Danerne ogſaa have føjet ham i disſe Fordringer, og han valgte nu Kong Harald Gormsſøn ſelv, for med ham, og de nye Hjelpetropper, han nu havde faaet, at udføre ſin længe nærede Plan, nemlig at bekrige ſin Farbroder Erik og tage Hevn for ſin Faders Død. Saaledes fortæller den ſærſkilte Beretning, der endnu er os levnet om Styrbjørn[5]. Det kan imidlertid ikke negtes, at hans Forhold til Danmark og Harald, og fornemmelig den Overlegenhed, hvormed han optræder, er ſkildret paa en overdreven og lidet ſandſynlig Maade. Langt rimeligere ſynes det, hvad Saxo fortæller derom, at Styrbjørn, fordreven af Erik Sejrſæl, kom med ſin Syſter Gyrid til Harald, og anraabte ham om Hjelp; at Harald egtede Gyrid, underſtøttede Styrbjørn, og, efterat have indtaget Slavernes Land (her menes en Deel af Vendland), indſatte ham til Høvding i Jomsborg og ſtillede et tilſtrækkeligt Antal Krigere under hans Befaling, hvilken tapre Krigerſkare, overmodig af ſine Sejrvindinger over de tilgrændſende Nationer, tilſidſt ved ſine Sørøverier blev en Plage for alle de nordlige Farvande, og forvoldte Danmark ſelv meget Bryderi[6]. Da vi nu ogſaa læſe i den paalideligſte af de norſke Kongeſagaer, at Harald Gormsſøn herjede i Vendland og lod indrette Borgen Jomsborg over hvilken han ſatte en Høvding[7], og da vi tillige af hiin ovenfor omtalte islandſke Saga erfare, at Styrbjørn indtog Jomsborg, medens Palne-Toke var Høvding der, bliver det, naar vi ſammenholde alle disſe Udſagn, ikke ſaa vanſkeligt at øjne Sagens egentlige Sammenhæng. Det kan neppe betvivles, at en Skare af Svens Tilhængere, hvad enten de nu vare anførte af den myſtiſke Palne-Toke eller ej, har ſat ſig i Beſiddelſe af Jomsborg og derfra truet Harald Gormsſøn med ſaa ſtor Fare, ak denne har anſeet det nødvendigt, for enhver Priis at faa dem bort; at dette imidlertid ikke har været ham muligt, førend den tapre Æventyrer Styrbjørn kom med ſin talrige, deels af Sviar, deels vel ogſaa af Krigere fra alle de øſterſøiſke Lande beſatte Flaade; at han har taget Styrbjørn ſom et Slags Condottiere i ſin Tjeneſte, eg ved hans Hjelp erobret Jomsborg, men at Styrbjørn ogſaa, i Bevidſtheden om ſin Magt og Overlegenhed, nu, paa egte Condottiere-Viis, er optraadt ſom Haralds Herre, ikke ſom hans Tjener, og har nødſaget ham til ej alene at give ham ſin Datter til egte, men ogſaa at følge ham til Svithjod for at angribe Erik Sejrſæl og om muligt fælde denne eller ſtøde ham fra Thronen[8]. Hvorledes dette nu end forholder ſig, er det ſikkert, at Styrbjørn virkelig drog til Svithjod i Forening med Harald. Han landede ved Svithjods Kyſt, og brændte ſine Skibe for at hans Folk ſkulde kæmpe deſto taprere. Heraf ſkal Harald have benyttet ſig til at ſkynde ſig tilbage til Danmark, overladende Styrbjørn til ſig ſelv[9]. Efter en anden fabelagtig Beretning ſkal Erik Sejrſæl have blotet til Odin og lovet om ti Aar at ofre ham ſig ſelv, hvis han kun nu vilde forunde ham Sejren; og Odin ſkal ſtrax have givet ham den attraaede Hjelp, ſaaledes at Styrbjørn faldt med alle ſine Folk, og Harald flygtede med Danerne[10]. Viſt er det, at Erik og Styrbjørn holdt det blodige og i hine Tider ſaa navnkundige Slag paa Fyrisvoldene ved Uppſala, at Styrbjørn faldt, og at Harald, der kun nødtvungen var dragen i Kampen, flygtede med ſine Mænd, hvad enten dette nu ſkede før eller efter Slaget. Blandt de undkomne vare ogſaa Jomsvikingerne[11]. Det herreløſe Jomsborg tilfaldt nu, ſom man tydeligt kan ſe, Harald, der her fandt et ſikkert Tilflugtsſted under ſin fortſatte Kamp mod ſin Søn Sven. Vel ſkulde det, iſær efter den upaalidelige Jomsvikingaſaga, ſynes ſom om Palne-Toke, og følgelig Sven, ſtrax efter fik Jomsborg paa ny i deres Magt. Men dette kan neppe forholde ſig ſaaledes[12], og Beretningen ſynes kun at grunde ſig paa en Misforſtaaelſe af en af de fornemſte Jomsvikinge-Høvdingers Navne. Som Condottiere-Høvding over Jomsvikingerne fulgte nemlig Sigvalde, der og fik Jarlsnavn af Harald. Sigvalde, tilligemed hans to Brødre, Thorkel den høje og Heming, vare Sønner af en ſkaanſk Jarl ved Navn Strut-Harald, og vi ville i det Følgende ſe, hvorledes de efter Broderens Død arvede Herredømmet over Jomsvikingernes Skare, ſom de vel allerede i hans Levetid havde deelt med ham. Det bekjendte ældgamle Sagn om Heming, aldeles det ſamme ſom det, Saxo fortæller om Toke, kunde nok give Anledning til at Palne-Tokes Navn indførtes i Stedet for Hemings[13]. Man maa forreſten mere tænke ſig at Harald fremdeles har taget Jomsvikingerne i ſin Tjeneſte ſom en lønnet Krigerhob eller Condottiere-Bande, end at han ſkulde have overdraget dem Jomsborg til et virkeligt Len. Til de jomſke Beſiddelſers egentlige Herre, maaſke og til ſin egen Efterfølger, med Udelukkelſe af Oprøreren Sven, har han maaſke derimod, hvad man af flere Omſtændigheder ſynes at kunne ſlutte, beſtemt Styrbjørns og hans Datter Thyres ſpæde Søn, Thorgils Sprakalegg, der blev Stamfader for de yngre Danekongers Slægt[14].

Om Tiden, naar de nys omtalte Begivenheder foregik, er man ikke, og vil man neppe nogenſinde aldeles nøjagtigt komme paa det Rene, kun ſaa meget erfarer man, ved at ſammenholde alle paalidelige Tidsangivelſer om Begivenheder, ſom middelbart eller umiddelbart dermed ſtode i Forbindelſe, at Styrbjørns Fremtræden og Kamp ej har fundet Sted meget længe efter Kejſer Otto II’s Tog, og følgelig maa have indtruffet endnu nærmere efter Harald Gormsſøns Tog til Norge[15].

Omtrent paa den ſamme Tid, disſe ſidſte Begivenheder foregik, finde vi Sven Tjugeſkegg i Landflygtighed i de britiſke Farvande[16]; og det er neppe rimeligt at han kom tilbage, førend da han for ſidſte Gang overfaldt ſin Fader Harald, eg ſkilte ham ved Liv og Rige. Fra den Kant har Harald altſaa nu nogenledes følt ſig tryg. Siden den ſidſte Krig med den tydſke Kejſer, var han, i det mindſte i det Ydre, en ivrig Chriſten, ſom ſelv forfulgte Hedenſkaben og byggede Kirker. Han har altſaa været i den bedſte Forſtaaelſe med Kejſeren, og følgelig tillige med dennes Vaſal, Mieczyſlav af Polen, uden hvis Venſkab han endog neppe vilde være forbleven i rolig Beſiddelſe af Jomsborg under de Uroligheder, der opſtode blandt de hedenſke Vender ſtrax efter Kejſer Otto II’s Død 983, og vedvarede i flere Aar. I Jomsborg havde han en ſikker Tilflugt i Nødstilfælde, og derforuden havde han den ſtridbare og frygtede Jomsvikinge-Skare til ſin Raadighed. Under disſe Omſtændigheder kan man ikke finde det ſaa beſynderligt, at han fik Lyſt til fremdeles at gjøre et Forſøg paa at ydmyge Haakon Jarl, der faa aabenbart vovede at trodſe hans Magt. Ligeſom han allerede tidligere, naar han var nødt til at ydmyge ſig under Tydſkland ſøgte ſin Erſtatning i Norge, ſaaledes ogſaa nu. Norges Beſiddelſe var ham en Æresſag. Endog paa den Mindeſteen, han lod oprejſe over ſine Forældre, glemte han ej at tilføje, at han havde vundet Norge, ligeſom han ogſaa roſte ſig af at have antaget Chriſtendommen. Haakon Jarl var nu en Frafalden, baade fra Chriſtendommen og fra det danſke Overherredømme. Haralds Forſøg paa at tage Hevn over ham var kun tildeels lykkets: med Skamme havde han maattet drage tilbage fra Norge, og Haakon var fremdeles uafhængig. Alt dette krævede Hevn. Men Harald havde nu naaet en høj Alder, og var neppe mere ſkikket til, ſelv at drage i Orlog til fjerne Egne. Han ſendte derfor Jomsvikingerne afſted, for at udføre, hvad han ſelv ikke kunde formaa.

Dette i Norges Hiſtorie ſaa merkelige Jomsvikinge-Tog henføres i vore egne Oldſkrifter til Haralds Søns, Kong Svens, Regjeringstid, eller Aaret 994, og de meddele endog en omſtændelig Fortælling om, hvorledes det aftaltes i et ſtort Gravøl, Kong Sven paa een Gang holdt til ſin Faders og den nys afdøde Strut-Harald Jarls Ære, og hvorledes Jomsvikingerne her aflagde det edelige Løfte at ville hjemſøge Haakon og ikke fly for ham i Striden. At Jomsvikingerne, før de tiltraadte Toget, have aflagt et ſaadant Løfte, er heel ſandſynligt, ja endog, ſom det nedenfor vil ſees, temmelig ſikkert; men ſaare uſandſynligt bliver det altid, at de ſkulde have aflagt det efter deres Fiende Svens Opfordring eller gjort Toget til hans Fordeel, ligeſom det endog er beviisligt, at det umuligt kan have fundet Sted ſaa ſildigt, ſom i 994. Da nu dertil kommer, at Saxo udtrykkelig nævner Harald ſom den, der ſendte Jomsvikingerne mod Haakon Jarl, og da vi desuden i vore Sagaer ſtøde paa flere væſentlige Forglemmelſer og Fejltagelſer juſt med Henſyn til Begivenhederne ſtrax før og ſtrax efter Harald Gormsſøns Død, tage vi ikke i Betænkning her at følge Saxos Tidsbeſtemmelſe, og opſtille Harald ſom den, der foranledigede Toget, idet vi betragte det ſom en umiddelbar Fortſættelſe af den Krig, han ſelv havde begyndt med Haakon Jarl[17].

  1. Vore Sagaer ere nemlige enige om, at Sven Tjugeſkegg, efter at have været overliſtet af Sigvalde Jarl, blev gift med den vendiſke Konge Burisleifs Datter Gunnhild. Nu fortæller ogſaa den vel underrettede Thietmar (VII. 28), at Sven var gift med Boleſlavs Syſter, og at hun var Moder til hans Sønner Harald og Knut. Om de forſkjellige Angivelſer, der forreſten findes med Henſyn til Svens Huſtruer, vil der i det følgende blive talt; her er det tilſtrækkeligt at paapege, at Burisleif i Sagaerne aldeles optræder i Mieſkos eller Mieczyſlavs Sted.
  2. Nemlig Eyrbyggjaſaga, Cap. 29. Det heder her, at Bjørn Breidvikingakappe, efter at være jaget i Landflygtighed fra Island omkring 986, tog Tjeneſte hos Palne-Toke i Jomsborg og gik i Lag med Jomsvikingerne. Dette Aar faar man ud deraf, at det ſiden (Cap. 50) heder, at hans Sem Kjartan, fød ſamme Aar, ſom han rejſte udenlands, var 13 eller 15 Aar da Chriſtendommen var bleven antagen paa Island, Aar 1000. Men da det ogſaa heder, at Bjarne var med Styrbjørn, da han faldt, og Styrbjørns Fald neppe kan ſattes ſenere end 985, maatte den islandſke Sagas Tidsberegning være fejlagtig, og Bjarnes Afrejſe fra Island ſættes nogle Aar tidligere d. e. omkring 980, hvis man ikke af det Foregaaende i Sagaen ſelv kunde ſkjønne, at Bjørns Afrejſe ikke fandt Sted førend efter 980. Man tør derfor ſlaa en Streg over Palne-Toke og antage, at han ſtrax tog Tjeneſte hos Styrbjørn.
  3. Nemlig af styr d. e. Urolighed, Strid. Vi have ovenfor kaldt ham Styrbjørn, førend han endnu havde faaet denne Navnforøgelſe, fordi han er meeſt bekjendt under dette Navn.
  4. Der ſtaar i Sagaen „eet hundrede Skibe“, men her ſom ellers, er et ſtort Hundred meent. Naar der nedenfor tales om to Hundreder Skibe, menes altſaa et Antal af 240.
  5. Nemlig Þáttr af Styrbirni Sviakappa, ſidſt aftrykt i Fornmanna Sögur, 4de Bind, S. 239—251.
  6. Saxo, 10de Bog, Side 479—481. Saxo begaar forreſten ved denne Lejlighed den Fejl, at kalde Erik en Søn af Styrbjørns patruus d. e. Farbroder, Olaf. Da det i Sagaerne opſtillede Slægtſkabsforhold viſtnok er rigtigt, har Saxo her gjort ſig ſkyldig i en Inkurie. Saxo omtaler ikke ligefrem Styrbjørns Giftermaal med Thyre, men han hentyder derpaa ved en anden Lejlighed, hvor han anfører et Sagn om Bjørnen, der røvede en ſvenſk Bondedatter, hvorom nedenfor.
  7. Fagrſkinna, Cap. 50. Denne nævner nedenfor, Cap. 51, at Thyre blev gift med Styrbjørn, og fik i Medgift ſtore Beſiddelſer i Fyn, Falſter og Bornholm. Derimod nævner den ikke paa førſte Sted udtrykkeligt Styrbjørn ſom Jomsborgs Herre.
  8. Saxo, 10de Bog, S. 481. Styrbjørns Thaatt ſiger kun at han ved Truſler fik Harald til at underſtøtte ſig, men Knytlingaſaga Cap. 2 ſiger at Styrbjørn fangede Harald.
  9. Knytl. Saga, Cap. 2. Saxo lader Styrbjørn gjøre ſit Tog, medens Harald kæmper med Kejſer Otto.
  10. Dette er Styrbjørns Thaatts Beretning.
  11. Eyrbyggjaſaga Cap. 29. Her ſiges nemlig, at Bjarne Breidvikingakappe undkom til Skovs med de øvrige Jomsvikinger. — Om Fyrisvolde-Slaget minde viſtnok to gamle Runeſtene i Skaane, den ene ved Helleſtad Kirke, hvis Indſkrift lyder ſaaledes: „Æſkil ſatte denne Steen efter ſin hulde Herre Toke Gormsſøn, der ikke flygtede ved Uppſala“; og den anden ved Sjørup, med Indſkrift ſaa lydende: „Saxe ſatte denne Steen efter ſin Stalbroder Æsbjørn Tukeſøn, ſom ej flygtede ved Uppſala, men kæmpede ſaa længe han havde Vaaben“.
  12. Se herom nedenfor, Note 5.
  13. I Styrbjørns Thaatt ſtaar der udtrykkeligt, at Heming Jarl var med paa Fyrisvoldene Og lige ſaa vel ſom Toke i Sagnet om Bueſkydningen indtager Hemings Plads, eller omvendt, lige ſaa vel kan en Forvexling have fundet Sted i Jomsvikingernes Hiſtorie. Nu er det utvivlſomt, at Heming, Strut-Haralds Søn, virkelig var til, og at han var en af Jomsvikingernes ſenere Høvdinger. Tokes Tilværelſe er derimod mere uſikker. Saaledes er der altid ſtørre Sandſynlighed for, at Palne-Tokes Navn ved en Fejltagelſe er kommen ind i Jomsvikingehiſtorien, end at dette ſkulde vare Tilfældet med Hemings.
  14. Dette er viſtnok kun en Gisning, men en Gisning, der har den ſtørſte Rimelighed for ſig. Thorgils Sprakalegg omtales oftere i Sagaerne, ſom en Fader af Ulf Jarl, der blev gift med Sven Tjugeſkeggs Datter Æſtrid, derimod nævne de ikke, hvo hans Fader var. Af hiint Giftermaal kan man imidlertid ſlutte, at han maa have været af høj Byrd. Nu fortæller derimod Saxo (10 B. S. 512) et beſynderligt Sagn om en Bjørn, der røvede en ſvenſk Bondes Datter, og havde med hende en Søn, der fik Navnet Bjørn, og igjen blev Fader til Thorgils Sprakalegg. Endogſaa engelſke Forfattere kjende dette Sagn, men nævne en danſk Jarl eller højbyrdig Mand, ſom Bjørnebrudens Fader. (Se Bromton, hos Twysden, S. 945, Hoveden, hos Savile, S. 440 o. fl., jvf. Langebeks Script. rer. Dan. III. p. 287 fgg.). Allerede Langebek (l. c. p. 281, 282) har nokſom godtgjort, at denne Vildbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, ikke kan være nogen anden end Styrbjørn, hvis tvungne og af flere beſynderlige Omſtændigheder ledſagede Giftermaal med Thyre har givet Anledning til Sagnet, hvori, ſom det ſynes, Ulf Jarl og hans Deſcendenter, de danſke Konger, endog ſatte en vis Stolthed, ſiden Saxo udtrykkelig anfører det, og ikke engang lader til at vide, at den Bjørn, Søn af Vildbjørnen, ſom han omtaler, er Styrbjørn, hvilken han ſelv tidligere har nævnt. Det beſtyrkes ogſaa deraf, at vi ſenere finde Eilif, en Broder af Ulf og Søn af Thorgils, ſom Høvding for Jomsvikingernes Levninger (Jomsv. Saga Cap. 50), og Ulf Jarl ſelv, efter den eneſte mulige Fortolkning af et beſynderligt Sted i Vita Viperti Comitis Groicensis (Hoffmanni Scriptt. rer. Lusat. I. p. 6. flg.) ſelv maa herſket i Vendland, og da rimeligviis i Jomsborg.
  15. Hvad man her nærmest holder ſig til ſom Støttepunkt for Beregningen, er deels Erik Sejrſæls Levetid, deels Eyrbyggjaſagas Angivelſer om Bjørn Breidvikingakappe. Erik, heder det, døde 10 Aar efter Styrbjørns Fald (Snorre, Harald Graaf. S. Cap. 11; Olaf Tr. S. Cap. 38; jvf. Odd Munk, Cap. 2 og 28). Da Erik Sejrſæl døde endnu i Haakon Jarls Tid (Olaf den helliges Saga Cap. 13), men ikke tidligere end 993, ſaaſom det udtrykkelig heder, at han ſluttede Forbund med den polſke Kong Boleſlav, der blev Konge 992. (Schol. 25 til Adam af Bremen), ja da man endog ſynes at maatte udſtrække hans Levetid til over 994, efterſom Adam af Bremen omtaler Aſkmændenes Tog 994 før hans Død, eller ſamtidigt med hans Erobring af Danmark: maa man henføre hans Død til 995, og Styrbjørns til 985. Hermed pasſer ogſaa nogenledes — dog under Forudſætning af, at Palne-Toke bortfalder — Eyrbyggjaſagas ovenfor (S. 97) meddeelte Angivelſe om Bjørn Breidvikingakappes Ophold i Jomsborg Men paa den anden Side kan man heller ikke ſtole ſaa nøje paa hiin Angivelſe af de 10 Aar for Erik Sejrſæl, hvilke aabenbart ene grunde ſig paa hiint Sagn. Adam af Bremen lader ham endog herſke 14 Aar efter Kong Haralds Død. Dertil kommer og, at Styrbjørns Krigsbedrifter umuligt kunne ſammendrages til et eneſte Aar. Saxo omtaler endog Styrbjørns Fald og Haralds Krig med Kong Otto ſom ſamtidige. Erindrer man, at Kong Sven Ulfsſøn neppe kan være fød efter 1018, hans Fader Ulf ſaaledes neppe efter 999, og dennes Fader Thorgils neppe efter 980, medens paa den anden Side Thorgils’s Moder Thyre, da hun ved 998 egtede Kong Olaf Tryggvesſøn, neppe kan have været over 40 Aar, og ſaaledes ej fød tidligere end 958, kommer hendes Giftermaal med Styrbjørn, og følgelig dennes Beſættelſe af Jomsborg, til at falde mellem Aarene 975 og 980. Alt tyder ſaaledes hen paa, at Styrbjørns Ankomſt virkelig har fundet Sted ganſke nær ved den tydſk-danſke Krig og Haralds Tog til Norge. Men om dette fandt Sted for eller efter Styrbjørns Fald, bliver uviſt. Thi, ſom ſagt, man tør ikke ſaa nøje ſtole paa, at det har ſin Rigtighed med alle de oven anførte Tidsangivelſer. Paa en 3 til 5 Aar kan det umuligt komme an. Harald ſelv levede neppe længer end til 986, og i ſamme Aar, han døde, kan dog Toget til Svithjod ej have fundet Sted. Altſaa vil man neppe nogenſinde bringe det til Vished, i hvilket af Aarene mellem 980 og 985 det ſkede. Man veed blot, at Styrbjørns Fremtræden falder mellem hine Aar.
  16. Af Olaf Tryggv. Saga Cap. 130, 138 ſees det, at Sven noget før 981 var i Landflygtighed, og fejdede i Bretland.
  17. De Grunde, der have beſtemt os til, trods Sagaernes Angivelſe, at henføre Jomsvikingetoget til Kong Haralds, ikke til Svens Tid, ere, — foruden de fra Forholdene ſelv hentede, at Jomsvikingerne hørte til Haralds, ikke til Svens Parti, og at Saxo udtrykkeligt nævner Harald, ſom den, der udſendte dem, — følgende, der iſær vedkomme Tidsregningen:
    a. Det vil i det Følgende viſes, at Sven Tjugeſkegg ikke kom i rolig Beſiddelſe af Danmarks Throne førend 995 eller maaſke 996, efter Kong Erik Sejrſæls Død, og at han da mindſt havde været ſyv Aar borte, ſaa at der i alle Fald ikke fra hans Side kunde være Tale om at afſende Jomsvikingerne ſenere end i 988, hvorved der allerede gjøres Brud paa den i Sagaerne opſtillede Tidsregning.
    b. Det er en bekjendt Sag, ſom ogſaa i det Følgende udførligt vil blive omtalt, at Haakon Jarl, uagtet han ved Sejren over Jomsvikingerne naaede den højeſte Spidſe af Popularitet, dog ſenere ved fine Udſvævelſer blev ſaa forhadt, at Folket ved Olaf Tryggvesſøns Ankomſt gjorde Opſtand imod ham. Denne Forhadthed kunde neppe være faa Maaneders Verk, og omtales heller ikke i Sagaerne uden ſom gradeviis tiltagende i en længere Tid. Men Olaf Tryggvesſøn kom til Norge allerede om Vaaren 995.
    c. Flere af Deeltagerne i Slaget mod Jomsvikingerne tilhøre aabenbart en ældre Tid, end det 10de Aarhundredes ſidſte Tiaar. Blandt disſe er fornemmelig Eyvind Skaldeſpilder, der ej alene deeltog i Slaget, men digtede ſit Haaleygjatal efter at det havde fundet Sted, da en Strofe deraf, ſom handler om Jomsvikingeſlaget, anføres hos Snorre (Ol. Tr. S., Cap. 43). Eyvind var allerede en Mand i den modnere Alder paa Harald Graafelds Tid, ſiden han (ſe ovf. S. 7) klagede over at han drog paa Alderen. Var han altſaa i 964 40 Aar gammel (yngre kan han dog neppe have været) maatte han i 994 have været 70 Aar gammel, en temmelig høj Alder til at deeltage i et blodigt Slag og ſiden kvæde derom. Dertil kommer, at han maa have været død i det mindſte før Kong Olafs Ankomſt 995, ſiden man efter denne Tid intet hører til ham, hvorimod hans Søn Haarek allerede ved 996 omtales ſom en mægtig Høvding, tragtet det ifølge Olaf den helliges Saga er viſt, at han førſt i Løbet af nogle Aar erhvervede ſig Velſtand og Anſeelſe, da hans Fader kun havde efterladt ham lidet eller intet. Det ſandſynligſte er derfor, at Eyvind endog er død nogle Aar for 994. — En anden Deeltager i Slaget, Styrkaar af Gimſe, var Farfader til Einar Thambarſkelver, om hvilken man veed, at han er fød 983. Var Styrkaar, ſom vel maa antages, da 50 Aar, ſaa var han 994 62 Aar gammel; i denne Alder kunde han viſtnok have været med i Slaget, men ſandſynligere er det dog at dette ſkede, da han var yngre. En tredie af Deeltagerne var Skalden Tind Halkellsſøn, ſom har digtet en Viſe derom. Tind Halkellsſøn levede viſtnok endnu (ſe Heidarvigaſaga) omkring 1013, men han maa da have været en ſaare gammel Mand, ſiden han allerede i Hørds Saga nævnes ved 962 ſom opholdende ſig i Norge. Var han altſaa fød omkring 940, er det ikke ſandſynligt, at han endnu i 994, 54 Aar gammel, ſkulde have deeltaget i et Slag i Norge; paa den Tid maa han allerede have været boſat hjemme paa Island. Efter Hørds Saga Cap. 40 ſynes det ogſaa, ſom om Tinds endelige Hjemkomſt fandt Sted fire Aar efter Hørds Drab. Dette ſkede 986 eller 987, og Tinds Hjemkomſt falder ſaaledes ved 990 eller 991. Før denne Tid ſynes altſaa under alle Omſtændigheder Jomsvikingeſlaget at maatte have fundet Sted, Heller ikke finder man et eneſte Kvad af Tind, ſigtende til Olaf Tryggvesſøns eller Erik Jarls Bedrifter: han har altſaa neppe været tiere i Norge.
    d. Det er en bekjendt Sag, at Skalden Einar Skaaleglam digtede Kvadet Vellekla om Haakon Jarl, ligeſom ogſaa Jomsvikingaſaga Cap. 49