Det norske Folks Historie/2/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Jomsvikingernes Samfund kan, ſom vi ovenfor ytrede, allerbedſt ſammenlignes med de nogle Aarhundreder ſenere i det ſydlige Europas Hiſtorie ſaa bekjendte Condottiere-Kompagnier. Ligeſom disſe, beſtode de af Krigere, der, mod en beſtemt Sold og Deel af Byttet efter vundne Sejre, havde taget Tjeneſte under en Høvding hvilken de forpligtede ſig til at følge med ubetinget Lydighed, hvor ſom helſt han førte dem, idet de tillige lovede hinanden indbyrdes ubrødelig Troſkab og Broderſkab, og underkaſtede ſig alle nødvendige Beſtemmelſer med Henſyn til god Orden og Diſciplin, ſaa vel ude i Felten, ſom hjemme i Borgen, hvor de førte et ſtrengt, næſten kloſterligt Garniſonsliv. Jomsvikingaſaga har opbevaret os de væſentligſte af deres Vedtægter, hvilke den naturligviis tilſkriver Palne-Toke. Er end denne Saga i ſig ſelv upaalidelig, har dog, hvad den her anfører, aldeles Sandſynlighedens Præg og pasſer meget godt med, hvad vi for øvrigt erfare om dette merkelige Samfunds Medlemmer. Ingen, heder det, maatte optages, ſom var ældre end 30 Aar og yngre end 18, ingen, ſom i Striden veg for ſin Ligemand i Styrke og Ruſtning. Enhver, der optoges, ſkulde ſværge at hevne enhver af de Øvrige ſom ſin Broder. Ingen ſkulde føre Sladder eller Bagvaſkelſe imellem Stalbrødrene; ingen maatte fortælle Nyheder, uden Høvdingen ſelv. Om det endog befandtes, at en Nysoptagen havde dræbt et Medlems Fader, Broder eller Frænde, maatte dette dog ej hevnes, men Høvdingen ſkulde afgjøre Sagen. Ingen Kvinde maatte bringes ind i Borgen, og ingen kunde uden Høvdingens Tilladelſe være mere end tre Nætter borte. Ingen maatte ſelv tilegne ſig noget af Krigsbyttet, men Alt ſkulde bringes til Fanen, for at deles af Høvdingen. Ingen ſkulde ytre et eneſte Ord, der vidnede om Frygt, eller give ſig ved nogen Smerte. Alle Uenigheder mellem Medlemmerne indbyrdes ſkulde afgjøres af Høvdingen. Frændſkab eller Venſkab ſkulde ikke gjelde ved Optagelſen af Medlemmer. Overtrædelſe af nogen enkelt blandt disſe Beſtemmelſer ſtraffedes uden Perſons Anſeelſe med Udſtødelſe af Samfundet[1].

En Skare ſom denne maatte i hine Tider kunne træde op med megen Vegt og indgyde ſtor Skræk. Hærdede og ſtedſe øvede i Vaabenfærd, fornegtende alle Frændſkabets og følgelig ogſaa Fædrelandskjærlighedens Baand, alene lyttende til Politikens og Byttelyſtens Stemme, bandlyſende alt Familieliv, alt hvad der formilder og forædler Sæderne, kunde dets Medlemmer alene ſøge ſin Glæde og Adſpredelſe i Krig og Blodsudgydelſe. Kun Krigstog ſkaffede dem Afvexling fra den ſtrenge Garniſonstjeneſte hjemme i Borgen, hvor de, omringede af undertvungne, vel endog fiendtlige Folk, altid maatte være paa ſin Poſt og ſjælden kunde overlade ſig til tryg Rolighed. Paa denne Maade maatte de, endog i højere Grad end de ſædvanlige Vikinger, der dog blot for en ſammenligningsviis kort Tid førte Krigerlivet for ſenere at ſlaa ſig til Ro og nyde godt af det erhvervede Bytte, vænnes til at ſøge Kampen og ſinde Behag deri for dens egen Skyld; Krig blev for dem et Maal og et Haandverk, ikke et Middel, Fornegtelſen af menneſkelige Følelſer deres Stolthed, ikke deres Skam. At et ſaadant Samfund ſaa vel i Krigeraand, ſom i Krigerfærdighed overgik enhver anden Krigshær, Norden kunde opſtille, og at det blev de nordlige Farvandes Plage og Rædſel, vilde man i ethvert Tilfælde kunne ſlutte, om end ikke de gamle Skrifter udtrykkeligt fortalte det.

Man har i Stiftelſen af Jomsvikingeſamfundet villet ſe en beſtemt Beſtræbelſe hos patriotiſke Daner for at ſætte en Modvegt mod den Blødagtighed og Overforfinelſe, ſom de frygtede at Chriſtendommen og den tydſke Paavirkning vilde medføre. Navnlig har man opſtillet Palne-Toke ſom en ſaadan egte danſk Patriot og Forfegter af Aaſa-Religionen lige over for den ſydlandſke Kultur og Chriſtendommen. Men denne Opfattelſesmaade af Jomsvikingernes Fremtræden maa ej alene bortfalde med Palne-Toke ſelv, men den ſtrider ogſaa aldeles mod de virkelige Forhold. Jomsvikingerne optræde for Harald Gormsſøn, og fiendtligt mod Sven, altſaa for det tydſk-chriſtelige Parti mod det nordiſk-hedenſke Harald Gormsſøn, bekriget og overvunden af ſin Søn, tager ſin Tilflugt til Jomsborg, og ender her ſine Dage. Sidenefter fange Jomsvikingerne Sven, afpresſe ham betydelige Løſepenge, og tvinge ham mod hans Vilje til Forbund med den polſke Hertug. Jomsvikingernes Høvding, Thorkell høje, drager ſiden paa egen Haand til England, tager med ſine Mænd Tjeneſte hos Kong Ædhelred mod Kong Sven, forſvarer London mod ham, og er ſenere endog en Stund paa en ſpendt Fod med Svens Søn, Kong Knut, indtil han endelig forliger ſig med ham og træder i hans Tjeneſte, dog, ſom man ogſaa ſer, mod ſtore Forleninger og Belønninger[2]. Det er ikke engang nogenſteds udtrykkeligt nævnt, at Jomsvikingerne vare Hedninger. Snarere ſkulde man formode, at de vare Chriſtne, ſiden den engelſke Konge tager dem i ſin Tjeneſte, og ſiden der ingenſteds tales om deres Daab[3]. Hvis Jomsvikingerne have taget noget Parti i Religionsſtriden for Religionens egen Skyld, er det derfor langt rimeligere at de have taget Parti for Chriſtendommen end mod denne, og at dette har forøget deres Iver for at bekæmpe Haakon Jarl. Det Parti, hvortil Harald Gormsſøn og Jomsvikingerne hørte, gjenkjendes-dog nu kun ſom politiſk, ikke ſom religiøſt Parti — ogſaa under Knut den mægtiges og hans Sønners Regjering repræſenteret af Ulf Jarl, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Ulfs Søn Sven, medens det nordiſke eller antitydſke Parti efter Hardeknuts Forlig med Magnus den gode kom til at repræſenteres af denne[4]. Og under ſin Kamp med Sven hjemſøgte Magnus ogſaa Jomsborg, ſom han ødelagde[5]. Forudſat altſaa, at man i Jomsvikingernes Optræden vil ſøge en beſtemt politiſk Tendens, maa denne ſøges paa den modſatte Side af den, hvis Forfegtere de ſædvanligviis udgives før at være. Men det rette Forhold er umiskjendeligt kun dette, at de oprindeligt alene dannede en ſaadan Condottiere-Bande, ſom ovenfor er antydet, der ſolgte ſig til den Højſtbydende, og hvis politiſke Stilling ej ſaa meget var afhængig af beſtemte Sympathier og Antipathier, ſom af de tilfældige Omſtændigheder til enhver Tid og paa ethvert Sted. Dette viſer ſig, ſaavel af deres Forhold i Danmark og England, ſom fornemmelig deraf, at de ſenere ſees at ſmelte ſammen med hiin merkelige Skare af Lejetropper, der i den førſte Halvdeel af det 11te Aarhundrede holdtes af Kongerne i England under Navn af Thinglid eller Thingmannalid[6].

Ogſaa af vore Sagaers Beretning om de førſte Jomsvikingers Navne og Herkomſt ſkulde man ſnarere ſlutte til tydſk-chriſtelige, end til danſk- eller nordiſk-hedenſke Sympathier hos dem, forſaavidt de overhoved nærede politiſke eller nationale Sympathier. Deres Overanfører var Sigvalde Jarl, Søn af Strut-Harald, der deels kaldes Jarl, deels Konge i Skaane, hvilket hørte til de Dele af Riget, der ſidſt underkaſtedes det egentlige Danevælde[7]. Blandt de øvrige Høvdinger nævnes, foruden Sigvaldes Brødre Thorkell høje og Heming, de ſtridbare Sønner af den megtige Veſete paa Bornholm, Bue den digre og Sigurd Kaabe, der egtede Sigvalde Jarls Syſter Tova, og Veſetes Datterſøn Vagn Aakeſøn[8]. Det afſidesliggende Bornholm maa ſaa vel ſom Gotland viſtnok have hørt til de Dele af Norden, hvor den gotiſke Nationalitet reneſt og meeſt ublandet vedligeholdt ſig; vi vide i det mindſte, at Bornholm endnu mod Slutningen af det 9de Aarhundrede havde en egen uafhængig Konge, fra hvilken rimeligviis endog Veſete og hans Sønner nedſtammede. Under alle Omſtændigheder maa den ovenfor ſkildrede nøjere Forbindelſe, hvori Bornholm og følgelig ogſaa Skaane, den nærmeſt liggende Deel af Faſtlandet, ſtod med den lige over for beliggende Deel af det tydſke Faſtland og navnlig med Handelsſtaden Jumne — en Forbindelſe, der egentlig maa være en Levning fra de ældre Tider, da Burgunderne boede ſaavel paa Bornholm, ſom paa Kyſten ſøndenfor — have været Aarſag til at vi iſær ſe ſkaanſke og bornholmſke Høvdinger at optræde ſom Jomsvikingeſamfundets Stiftere.[9] Og da Harald Gormsſøn fandt det nødvendigt at holde ſig til det gotiſke Parti i Danmark mod det nordiſke, maatte han allerede derved komme i nærmere Berørelſe med de fornemſte Jomsvikinger, eller rettere med de Mænd, der efter Erhvervelſen af Jomsborg ſtiftede hiint Samfund.

Det var dette Samfund, af hvis Magt og Vaabenfærdighed Harald Gormsſøn nu benyttede ſig for at prøve den ſidſte Dyſt mod Haakon Jarl. Vi nævnte ſom et i vore Oldſkrifter almindeligt Sagn, at de umiddelbart før deres Afrejſe til Norge højtideligholdt en ſtor Feſt, hvori de fornemſte af Høvdingerne aflagde Løfter om de Heltegjerninger, de vilde udføre i Striden. Ifølge dette Sagn var det Kong Sven, ſom havde indbudt dem til denne Feſt, der ſkulde være Arveøl ſaa vel efter hans egen Fader Harald, ſom efter Jarlen Strut-Harald, og det fortælles endog, at han ſelv ved denne Lejlighed aflagde Løfte om at erobre England fra Kong Ædhelred. Da Toget imidlertid, efter hvad der nys er godtgjort, fandt Sted før Haralds Død og medens Sven endnu var i Landflygtighed, maa denne Deel af Beretningen tilbageviſes ſom en nyere Forvanſkning[10]. Derimod er det i og for ſig ej alene ikke urimeligt, men endog i højeſte Maade ſandſynligt, at Jomsvikingernes Høvdinger have aflagt deres Løfter ved et Arveøl der holdtes efter den afdøde Strut-Harald, og at dette Arveøl derved tillige blev deres Bortfærdsøl. Allerede den ældſte norſke Beſkrivelſe, ſom vi kjende af Jomsvikingernes Tog, nemlig den, der indeholdes i et Kvad derom, forfattet omkring Aar 1200 af Biſkoppen Bjarne Kolbeinsſøn paa Orknø, omtaler Jomsvikingernes Løfter (heitstrengingar), men rigtignok uden at nævne et Ord om Kong Sven eller Kong Harald; der er ikke Tale om nogen anden Harald end Strut-Harald[11].

Til dette Gilde, der maa have ſtaaet i Skaane[12], indfandt Jomsvikingerne ſig meget talrigt. Paa 60 Skibe vare de komne fra Jomsborg[13]. Gildet var indrettet paa gammel Viis, og de ældgamle Skikke ved Arveøl overholdtes. Ifølge disſe ſkulde der den førſte Kveld drikkes mange Skaaler, deels til afdøde Frænders Minde, deels, ſaa længe Hedendommen varede, til Thor eller andre Guder, efter Chriſtendommens Indførelſe til Chriſti og St. Michaels Minde. Derpaa fulgte Bragafull eller Bragebægeret, ved hvilket de højtidelige Løfter ſkulde aflægges. Jomsvikingerne havde drukket ſterkt, og der var ſtor Glæde i Hallen. Henreven af den almindelige oprømte Stemning lovede Sigvalde Jarl nu, at han inden tre Vintres Forløb ſkulde have dræbt Haakon Jarl i Norge, eller jaget ham fra Riget, eller i modſat Fald ſelv have fundet Døden. Thorkell høje lovede, at han ſkulde følge ſin Broder til Norge og ikke fly fra ham, ſaa længe Sigvalde ſelv ſtred, eller, ſom det et andet Sted mere udtryksfuldt heder, førend Sigvaldes Skib var to Skibslængder foran ham, hvis Kampen ſtod til Søs, eller hans Merke borte, hvis Kampen ſtod til Lands. Bue digre lovede at følge Sigvalde og Thorkell til Norge i Striden mod Haakon Jarl, og ikke fly, førend der laa flere faldne end der ſtode levende oppe. Sigurd Kaabe lovede at følge ſin Broder Bue, og ikke forlade ham, ſaa længe han ſelv ſtred. Vagn Aakeſøn lovede at han ſkulde følge Sigvalde og Bue, og ej komme tilbage til Danmark, førend han havde dræbt Thorkell Leira, en mægtig Lendermand øſter i Viken, og gaaet til Sængs med hans Datter Ingebjørg uden hendes Frænders Samtykke. De øvrige Jomsvikinger aflagde lignende Løfter. Den følgende Dag, da de vare ædrue, fandt de ſelv at de havde taget Munden noget for fuld; men Løfterne vare nu engang aflagte, og maatte holdes. Det eneſte, de kunde gjøre for at de ikke ſkulde faa altfor ſtor Overmagt at kæmpe med, var at komme uforvarende over Haakon, og derfor beſluttede de at drage ſtrax afſted med de Folk og Skibe, de havde hos ſig. Det maatte dog altid medtage nogen Tid, inden de bleve ganſke rejſefærdige, og i denne Mellemtid kunde det ikke undgaaes, at man i Norge fik noget Nys om Sagen. Gildet ſkal have ſtaaet ved Vinternatstid (14 Oktober) og det var ikke førend om Julenatten (25 Decbr.) at de kom til Jæderen, efter at de førſt havde fejlet til Limfjorden, og derpaa med ſkarp og heldig Vind havde naaet Agder, hvilket de droge forbi uden at herje, da dette Landſkab hørte til Danekongens Rige[14].

Rygtet om Gildet og de aflagte Løfter kom førſt op til Viken og Raumarike, hvor Erik Jarl juſt opholdt ſig i ſit Len[15]. Hans Forhold til Faderen var nu ſiden dennes Frafald for en ſtor Deel forandret. Harald Gormsſøn maatte betragtes ſom deres fælles Fiende, og om der endnu var — nogen Misſtemning mellem Fader og Søn, var den ridderlige Erik ikke den, ſom i Farens Stund kunde give ſlige Betragtninger Rum. Han ſamlede ſtrax Folk, og ilede med dem over Oplandene til Throndhjem, hvor han underrettede ſin Fader om den foreſtaaende Fare. Begge lode nu ufortøvet Hærør opſkære over hele Thrøndelagen, og ſendte Bud til Nordmøre, Raumsdal, Søndmøre, Naumdal og Haalogaland, idet de overalt opbøde fuld Almenning baade af Skibe og Folk. Derpaa begav Haakon Jarl ſig til Søndmøre for at være paa Færde og holde Øje med Fienden, overladende til Erik at ſamle den fra de nordligere Egne udbudne Hær og føre den ſydefter til ham.

Jomsvikingerne havde imidlertid, ſom vi ovenfor nævnte, taget Vejen til Limfjorden, og derfra lige over til Agder og videre til Rogaland, hvor de ſtrax begyndte at herje, da det hørte til Haakons Rige. Saaledes gjorde de ogſaa om Julenatten (985) Landgang paa Jæderen, hvor de omringede en Skemme eller fritſtaaende Bygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk en ung Mand af god Æt, ved Navn Geirmund, ſov med en Deel Folk[16]. Geirmund og hans Mænd vaagnede ved Jomsvikingernes Krigsraab og Vaabentummel. Han kaſtede i en Haſt Klæderne paa ſig, og hoppede ud fra Loftet Det var et højt Hop, men han kom dog ned paa Benene. I det ſamme han kom ned, fik han et Hug over Armen, ſaa at Haanden gik af; imidlertid ſlap han dog bort i Mørket, fik nogle Folk til at følge ſig paa en Løbeſkude, og ſkyndte ſig nordefter alt hvad han kunde, indtil han traf Haakon Jarl og hans Søn Erik ved et Gilde paa Gaarden Skyggen i Borgund paa Søndmøre. Jarlen ſad juſt ved Bordet, da Geirmund kom ind og hilſede ham. „Er der noget paa Færde“, ſpurgte Jarlen. „Ja“, ſvarede Geirmund. „Jeg haaber din Tidende er god“, ſagde Jarlen. „Nej“, ſvarede Geirmund, „god er den ikke, men ſand; en Hær er kommen i vort Land ſøndenfra Danmark, og over megen Skade i Eders Rige“. Haakon, ſom maaſke allerede længe forgjæves havde ventet Jomsvikingerne, vilde i Førſtningen ikke tro det, og ſagde at Norge forlængſt havde været øde, hvis Danerne havde herjet hver Gang der gik Rygte derom; han lagde endog til, at Folk neppe vilde vænne ſig af med at udſprede falſke Efterretninger, førend en ſaadan Rygteſmed var bleven hængt. Geirmund ſvarede: „om faa Uger ville I nok erfare, at jeg har talt ſandt“. I det ſamme blottede“han ſin Armſtump til Bevis paa at han ej foer med Løgn. Han tilføjede at han kunde ſkjønne det var Jomsvikingerne derpaa, at han i det ſamme han miſtede Haanden, paa hvilken der var en Guldring, hørte en af de Omſtaaende ſige: „der fik du en god Fangſt, Vagn Aakeſøn!“ Det var nemlig ham, ſom havde hugget den af. Nu indſaa Jarlen og hans Mænd, at det virkelig var Alvor, og at man ſkyndſomſt maatte ſamle den udbudne Hær. Viter bleve antændte, Hærør opſkaaren, og Haakon ſelv ilede med et eneſte Skib ud og ind efter hver Fjord for at drive Folk ſammen, ſaa at man ikke engang ret vidſte Beſked, hvor han var, eller hvor han ſidſt havde tilbragt Natten. Man maa næſten formode, at det lange Ophold, ſom gik hen mellem Erik Jarls førſte Melding om den foreſtaaende Krig og Jomsvikingernes virkelige Ankomſt, har gjort Haakon tryg, ſaa at han har ladet en Deel af de førſt ſamlede Skarer drage hjem igjen. Imidlertid ſamledes nu atter Hæren ſammen i ſtore Flokke og forøgedes med alle dem, ſom Jomsvikingernes Herjen nødſagede til at flygte fra de ſydligere Fylker. Haakon holdt idelig Udkig, deels landvejs over Eidet, deels udenom Stad og ſyd i Fjordene, medens Erik forblev ved Hovedhæren.

Jomsvikingerne ſtyrede uden nogen Modſtand under idelig Herjen langs Landet og forbi Stad til Søndmøre. Her lagde de førſt ind til Herøerne, for at ſkaffe ſig Underretning om, hvor Haakon Jarl var. Men de, ſom de adſpurgte, ſagde aldrig Sandheden, og Jomsvikingerne kunde derfor ingen ordentlig Beſked faa. De lagde ind til Øen Hød eller Had (Hareidland), hvor de ſom ſædvanligt herjede, dræbte alle Mandfolk, og bragte Gods og Fæ ned til Skibene[17]. Bue digre og hans Mænd dreve juſt en ſtor Flok Fæ ned til Stranden, da en gammel Bonde kom til dem og ſagde: „I fare ikke afſted ſom det ſømmer ſig Krigsmænd, I tage Kid, Kalve, Geder og Kør; det var dog langt hæderligere for Eder at tage Bjørnen ſelv, der nu næſten er kommen i Bjørnebaaſen“. „Hvilken Bjørn mener du“, ſpurgte Bue. „Den Bjørn“, ſvarede Bonden, „ſom ſnart ſluger Eder alle, hvis I ikke nu vejde ham“. „Kan du ſige os nogen ordentlig Beſked“, ſagde Bue, „ſkulle vi lønne dig godt for det“. „Ja hvis I ville lønne mig godt“, ſagde Bonden, „kan jeg fortælle Eder, at han ligger inde ved Alme under Hammeren (paa Sydſiden af Øen) med eet eller to, højſt tre Skibe, og at han endnu ikke i Dag er roet nord til ſin Flaade: han er viſt fejg, og har ikke hørt noget til Eder, ſiden han farer ſaa uforſigtigt frem“. Da raabte Bue: „Ned til Skibene ſaa fort ſom muligt; lader os benytte os af at vi førſt fik Efterretningen, ſaa at vi vorde de nærmeſte til at ſejre“. Dermed ſatte alle til at løbe, uden at ændſe Kvæget, ſom Bonden fik beholde. Bue bød ſine Mænd kappe Landtougene og ſætte afſted med Skibene; han lod blæſe i Ludren for at faa de øvrige til at ſamle ſig. Sigvalde ſpurgte, hvor han vilde hen, om han havde hørt noget til Haakon Jarl. Bue ſagde ja, bad dem alle at ro, og meente at man endnu den ſamme Dag ſkulde faa Ræven fat i Halen. „Du har ikke grebet ham om Halen endnu“, ſagde Sigvalde, og jeg er bange for at du har ladet dig narre“. „Tør du ikke binde an med Haakon Jarl, naar han kun har i det højeſte tre Skibe og du ſexti“, ſagde Bue, „ſaa vover du det end mindre, naar han har hele ſin Hær“. Dermed ſkyndte han ſig afſted, Vagn ligeſaa. Nu var der intet andet for, end at Sigvalde ogſaa maatte følge med, og de roede under en ſvag Vind langs Nordſiden af Hareidlandet og derpaa indad Bredſundet ſydefter langs Øens Øſtſide Endelig kom de til Hjørungavaag. Der laa Haakon Jarl, ikke med eet Skib, men med 180, beſtaaende af Snekker, Skejder en Deel højbordede Knerrer og Kjøbſkibe, der i Haſt vare ſamlede; alle vare vel bemandede og udruſtede med Vaaben og Stene. Hos Jarlen vare hans Sønner Erik, Svein, Sigurd og Erling; alle ſtyrede Skibe. Haakon og Erik havde førſt ſamlet deres Flaade ved Hallkellsvik i Volden. Derfra havde de ved Efterretningen om, at Jomsvikingerne vare landede ved Hareidlandet, ſkyndt ſig ud igjennem Vartalsfjorden for at møde dem, og lagt ſig med Flaaden i Hjørungavaag[18].

Da Jomsvikingernes Flaade viſte ſig, gave Jarlerne Haakon og Erik Befaling til at der ſkulde blæſes til Kamp. „Jarlen“, „ſiger Skalden Thord Kolbeinsſøn, „ſatte ſine høje Stavne mod Sigvalde; ligeſom Maager ſtrede Skibene mod Danernes Skejder, og Flaaden udbredte ſig langs med Landet“[19]. Paa begge Sider ordnedes Skibene, og Anførerne rejſte ſine Merker. Begge Flaader deelte ſig i tre Hovedafdelinger med lige mange Skibe i hver, nemlig 60 paa Nordmændenes, 20 paa Jomsvikingernes Side. I Midten befalede Haakon Jarl mod Sigvalde og hans Broder Thorkell; paa højre Fløj Erik Jarl mod Bue digre og Sigurd Kaabe, og paa venſtre Fløj Svein, Haakon Jarls Søn, mod Vagn Aakeſøn. Med Haakon vare Høvdingerne Skofte (ikke Tidende-Skofte, der allerede for længe ſiden var død) og Ragnvald af Ærvik fra Stad. Paa venſtre Side af Haakon Jarl, lige overfor Thorkell høje, laa hans Søn Erling, og med ham Jern-Skegge fra Uphaug paa Yrje (Ørlandet) og Styrkaar fra Gimſe, de to fornemſte Lendermænd nordenfor Stad. Erik Jarl med ſit Skib Jernbarden, ſaa kaldet fordi det var forſynet med en Jernrand og beſlaaet med Jern lige til Vandgangen, laa ſelv yderſt paa højre Fløj mod Bue digre; med Erik var Lendermanden Thore Hjort fra Vaagen paa Haalogaland og den djerve Viking Thorſtein Midlang; til Venſtre for Erik, lige overfor Sigurd Kaabe, laa Sigurd, Haakon Jarls Søn, med den gamle Eyvind Finnsſøn og Erlend Steik fra Naumdal, begge Lendermænd. Paa venſtre Fløj, hos Svein Haakonsſøn, laa Lendermanden Gisſur hvite af Valdres og den forhen omtalte Thorkell Leira, Lendermand fra Viken, mod Vagn Aakeſøn[20]. Overvegten ſaavel i Skibe ſom i Folketal, var paa Nordmændenes Side, men Jomsvikingernes Skibe vare i det hele taget ſtørre end Nordmændenes, og alle vel udruſtede Krigsſkibe, medens mange af de norſke Skibe kun, ſom ovenfor nævnt, vare Knerrer og andre Handelsfartøjer. Ligeledes vare Jomsvikingerne ſelv alle tilhobe prøvede og erfarne Krigere, medens der blandt de norſke Ledingstropper viſtnok vare mange, ſom aldrig forhen havde været i Strid. I Virkeligheden vare ſaaledes Kræfterne temmelig jevnt fordeelte. Antallet af de Stridende nævnes ikke, og kan kun gjetningsviis beſtemmes. Var der paa hvert af Jomsvikingernes Skibe i Gjennemſnit 120 Mand, hvilket vel ikke er ſaa langt fra det rette, gjør dette en Styrke af 7200 Mand; antage vi i Gjennemſnit kun det Halve paa hvert af Haakons Skibe, bliver Antallet af de norſke Stridsmænd 10800. For den Tid, i Særdeleshed ved et Søſlag, var et ſaa ſtort Antal af Stridende meget betydeligt, og det er derfor bogſtaveligt ſandt, naar vore Oldſkrifter kalde Slaget i Hjørungavaag et af de ſtørſte og vigtigfte, ſom nogenſinde er ſtredet i Norden. For Haakon Jarl i det mindſte gjaldt det baade Liv og Rige.

Da Skibene mødtes, blev Kampen ſnart meget heftig og blodig; dog var i Førſtningen det ſtørſte Mandfald paa Nordmændenes Side. Den venſtre Fløj, der ſtod under Svein Jarls Befaling, begyndte at vige for den heftige Vagn, og var allerede nær ved at tage Flugten, da Erik Jarl, ſom fik Nys derom, i Haſt ilede til fra den højre Fløj, og drev Vagn ſaa vidt tilbage, at Skibene laa i ſamme Stilling, ſom for. Dette ſkede dog ikke uden heftig Kamp og ſtort Mandfald: blandt dem, ſom faldt for Vagns Haand, nævnes iſær den mægtige Aarmod eller Arnmod, Stamfaderen for den ſiden ſaa berømte Arnmødlingeſlægt[21]. Derpaa ſkyndte Erik ſig tilbage til ſin egen Fløj, hvor Bue imidlertid havde gjort et ſvært Indhug, og allerede løſt Skibene fra deres Baand, for at forfølge de Flygtende. Men nu lagde Erik ſig lige ved Bues Skib med Jernbarden, og der opſtod en fortvivlet Kamp, thi Bue forſvarede ſig ſom en raſende, og hans Mænd fulgte hans Exempel. Iſær nævnes tvende af hans Stavnboer, Haavard huggende og Aſlak Holmſkalle; om den ſidſte troede man, at Jern ikke bed paa ham, thi han ſtred uden nogen Hjelm over ſin ſkaldede Isſe, og intet Hug gjorde ham nogen Skade. I Midten af Flaaden, hvor Haakon Jarl førte Befalingen, gik det ikke mindre varmt til. Mod ham ſelv rettedes ſaamange Kaſtevaaben, at hans Brynje ganſke blev opſlidt, ſaa at han maatte kaſte den af ſig. Det var et almindeligt Sagn, at han, da han ſaa ſine Mænd falde og ſine Skibe vige tilbage, gik op paa Land og ofrede ſin ſyvaarsgamle Søn Erling til de Guddomme, han meeſt dyrkede, nemlig Thorgerd Hølgabrud og hendes Syſter Irp, idet han anraabte om deres Biſtand. I denne Tro beſtyrkedes man derved, at der, heldigviis for ham, udbrød et voldſomt Uvejr med Hagl, hvoraf hvert Kom vejede en Øre (to Lod), og ſom drev Danerne lige i Anſigtet. Fra de danſke Skibe vilde man endog have ſeet Thorgerd og Irp i Forſtavnen paa Haakons Skip, udſendende en dræbende Piil fra hver af deres Fingerender. Endog Saxo omtaler dette Sagn, og vil endog vide, at Haakon ſkal have ofret to Sønner. De paalideligſte Sagaer nævne imidlertid lidet eller intet derom, ſkjønt de alle omtale Uvejret. At Haakon var overtroiſk nok til i en ſaadan Fare ſom denne at kunne kvæle Faderfølelſen og forſøge paa at tilkjøbe ſig ſine Guders Hjelp ved at give dem det bedſte han havde, ſin egen Søn, er i og for ſig ikke uſandſynligt, og ſtemmer godt med, hvad vi forøvrigt vide om Haakon; men paa den anden Side kunde og et Sagn, ſom dette, let opſtaa efter en løs Formodning, og Vished kunde man vel ingenſinde have om en Handling ſom denne, hvilken, om den end fandt Sted, dog ſikkert maa have været foretagen i den ſtørſte Hemmelighed. Sagen maa derfor ſtaa ved ſit Værd. At Haglvejret indtraf og forvirrede de Danſke, er imidlertid viſt[22]. Sigvalde Jarl var ſelv den førſte til at lade Tengſlene klippe og tage Flugten ud af Vaagen Hans Broder Thorkell og Sigurd Kaabe fulgte efter. Da Vagn Aakeføn faa det, raabte han forbitret til den forbifarende Sigvalde: „hvi flyr du, din onde Hund, og lader dine Mænd i Stikken? den Skam ſkal klæbe ved dig alle dine Dage“. I det ſamme kaſtede han et Spyd efter den Mand, der ſad ved Roret, i den Tanke at det var Sigvalde, men denne, ſom frøs, havde taget en Aare for at varme flg. og Vagns ſikre Spyd gjennemborede en Uſkyldig i hans Sted. Flugten blev nu almindelig i Danehæren, kun Bue og Vagn holdt Stand. Haakon Jarl, der nu havde frie Hænder, lagde ſit Skib paa den anden Side af Bues Skib. Kampen var her fremdeles ſaare heftig. Haavard høggvande og Aſlak Holmſkalle kom op paa Jarlens Skib, og gjorde megen Ødelæggelſe. To islandſke Brødre, der vare ombord hos Haakon Jarl, Thorleif Skuma og Thord fra Alvidra i Dyrafjorden, ilede mod Haavard, og fik tilſidſt hugget begge Fødderne af ham, men ej førend Thord havde miſtet ſin højre Haand, og Thorleif havde faaet ſtore Saar. Haavard vedblev at kæmpe paa Knæerne. En tredie Islænding, Vigfus, Søn af den mægtige, tidligere omtalte Høvding Vigaglum paa Tveraa i Eyjafjorden, greb en Stedje eller Ambolt, der ſtod paa Dækket for at benyttes til at iſtandſætte Vaaben, løftede den med begge Hænder og ſtødte Spidſen i Aſlak Holmſkalles blottede Hoved, ſaa at Isſen braſt og Hjernen laa ude: det blev Aſlaks Død. I det ſamme kom Erik Jarl med ſine Mænd fra Jernbarden op paa Bues Skib. Den førſte, ſom entrede, var Thorſtein Midlang, der hug Bue tversover Anſigtet, faa at Næſeſkjermen paa Hjelmen braſt, og Næſen kløvedes. Bue hug ham til Gjengjeld i den venſtre Side, ſaa at han næſten deeltes i to Stykker. Da Bue nu ſaa, at det ej længer nyttede at forſvare ſig, tog han to Kiſter, fulde af Guld, ſom han altid plejede at føre med ſig, een i hver Haand, raabte højt: „over Bord, alle Bues Mænd!“, og ſtyrtede ſig i Havet[23]. Mange af dem ſprang overbord, men flere bleve ogſaa dræbte paa Skibet, thi det nyttede ej, heder det, at bede om Fred. Skibet blev nu ryddet fra Stavn til Stavn, og ligeledes de nærmeſt liggende. Derpaa vendte Alle ſig mod Vagn, ſom ene var tilbage af Jomsvikingehæren. Det varede længe, inden man kunde entre hans Skib, da det var uſædvanligt højt, og de nærmeſte Skibe, ſom omgave det, temmelig ſmaa. Da bød Haakon Jarl, at man ſkulde tage en ſtor Knarr og lægge til i Stedet for Smaaſkibene. Derved lykkedes det Nordmændene at komme op, og efter en heftig Kamp blev Vagn overmandet og fangen med tredive af ſine Mænd. Disſe vare de eneſte, ſom fangedes. De øvrige vare faldne eller havde taget Flugten. Fem og tyve Skibe laa ryddede tilbage; med de øvrige 35 var Sigvalde flygtet. Haakon Jarls Sejr var fuldkommen[24].

Vagn og hans Mænd bleve bragte i Land, og maatte ſætte ſig paa en Laag eller Træſtamme, hvor de havde Hænderne frie, men deres Fødder vare ſammenbundne med et Toug. De ſkulde nu alle henrettes, og Thorkell Leira, Vagns perſonlige Fiende, paatog ſig ſelv at udføre dette Verk. Med hævet Øxe gik han hen til Fangerne, for at halshugge dem, den ene efter den anden, begyndende fra den yderſte. Han ſagde triumferende til Vagn: „du lovede at dræbe mig, men nu ſer det ligere ud til at jeg dræber dig“. De fleſte af Jomsvikingerne udmerkede ſig ved det frejdige Mod, hvormed de gik Døden imøde, endog under Spøg og Løjer. Efter at allerede flere vare vare dræbte, ſagde En: „vi have ſaa ofte tviſtet om, hvor vidt et Menneſke havde ſin Bevidſthed efter at Hovedet er hugget af ham; det ſkulle vi nu prøve, thi hvis jeg veed noget til mig ſelv efter at have miſtet Hovedet ſkal jeg ſtikke min Kniv i Jorden“. Thorkell hug til, Hovedet gik af, men Kniven faldt ned, ſom man kunde vente. Da 18 vare dræbte, kom Raden til En, der lo, og kvad et Vers. Erik Jarl, der var tilſtede, og ſom maaſke betragtede Vagn og hans Mænd ſom alene ham vedkommende, fordi deres Løfte nærmeſt havde gjeldt hans Lendermand Thorkell Leira, tilbød Manden Livet. „Det kommer an paa, hvo der byder“, ſvarede han. „Den byder, ſom har Magt dertil, Erik Jarl ſelv“, ſvarede denne. „Da vil jeg gjerne“, ſagde Vikingen; han blev løſt og Erik tog ham til ſig. Den næſte, der ſkulde henrettes, ſagde hrútr! (d. e. Veder, Saudbuk). Paa Spørgsmaalet, hvad dette ſkulde betyde, ſvarede han: „Saa mange af Eder have i Dag ſagt „Aa, Aa!“ (Ordet „Aa“ betegner ogſaa en Hunſaud), at jeg dog maatte ſe at ſkaffe Vederen til“. Dette Svar fandt man løjerligt og modigt, og Erik Jarl ſkjenkede ham Livet. Nu kom en meget ſmuk og høj Mand med dejligt Haar, han ſvøbte Haaret frem over Hovedet og bad, at man ikke vilde gjøre det blodigt. En af Haakon Jarls Hirdmænd tog en Haand og ſnoede i Haaret, for at holde faſt deri, og Thorkell hug til; men i det ſamme rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, ſaa at den, der holdt Haaret, ludede fremad; Hugget traf hans Arme ſaa begge Hænder gik af, men den bundne raabte: „End leve nogle af Jomsvikingerne“. Erik Jarl gik hen til ham og ſpurgte: „Hvad er dit Navn, min vakre Mand?“ Jeg heder Harald“, ſvarede han, „og anſees for en Søn af Bue“. „Det kan nok være“, ſagde Jarlen, „vil du beholde Livet?“ „Hvad andet Valg har jeg vel“, ſvarede han. Da han nu løſtes af Touget, ſpurgte Thorkell Leira: „Skulle da alle disſe Mænd, der have dræbt vore Frænder for vore Øjne, beholde Livet, det er dog alt for galt“. Erik ſvarede: „Vidſte du da ikke for, at jeg har mere at ſige end du?“ „Dertil kan det nok hænde at vi ſkiftes“, ſagde Thorkell, løb i Vrede hen til det Sted, hvor Vagn ſad, med hævet Øxe, og vilde hugge til; men en af de bundne Vikinger, ved Navn Skarde, kaſtede ſig ned foran hans Fødder, ſaa at han i Farten ſnublede fremover og ſlap Øxen; i ſamme Øjeblik ſtod Vagn op, greb Øxen og hug Thorkell tvertover Nakken, ſaa at Hugget førſt ſtandſede i Jorden. Saaledes fik han dog opfyldt denne Deel af ſit Løfte. Erik Jarl ſagde at det var Skade at dræbe en ſaadan Mand, og tilbød ham Livet med de øvrige af hans Mænd, ſom endnu ikke vare dræbte. Vagn modtog Tilbudet, og beholdt ſaaledes Livet, ſelv tolvte[25].

Imidlertid ſad Haakon Jarl og hans fornemſte Mænd paa en Træſtamme i Nærheden. Da hørte man en Bueſtreng gjalde paa det Skib, der laa nærmeſt Land, og i ſamme Øjeblik kom en Piil, og gjennemborede Lendermanden Gisſur hvite fra Valdres, der ſad, prægtig klædt, nærmeſt Jarlen[26]. De øvrige løb ſtrax ned til Skibet, og fandt Haavard huggende, der med afhugne Fødder endnu ſtod paa Knæ yderſt ved Skibsranden, og holdt en Bue i Haanden“. „Sig mig, Gutter“, ſagde han, „faldt der nogen ned fra Træſtammen?“ De ſagde at Gisſur hvite var dræbt. „Da var jeg ikke ſaa lykkelig med mit Skud, ſom jeg haabede“, ſvarede Haavard, „det var tiltænkt Jarlen“. „Ulykken var ſtor nok“, ſvarede de, „og flere ſkal du ikke volde“; derpaa hug de ham ſaa ſmaat, at han, ſom det heder, vilde have været død, om han end havde haft trende Mænds Liv. Da Haakon nu fik vide, at Erik havde ſkjenket Vagn Livet, blev han meget ærgerlig, og gav ondt af ſig. Men Erik Jarl ſagde, at hvor meget det end var ham imod, ſkulde det dog ſaa være. Haakon maatte finde ſig deri, da Erik ikke egentlig ſtod under hans Myndighed, og desuden var den, hvis Virkſomhed og Kjekhed Sejren fornemmelig ſkyldtes. Men han var meget misfornøjet, og da Hæren kort efter opløſtes, og enhver drog til ſit, ſkiltes han og Erik fra hinanden i Uvenſkab. Erik vendte tilbage over Oplandene til Viken, og tog Vagn med ſig. Han fik ham ſaa kjær, at han ej alene beholdt ham hos ſig hele den følgende Vinter, men tillod ham ogſaa at opfylde den anden Deel af ſit Løfte, idet han ſkjenkede ham Ingebjørgs, Thorkell Leiras Datters, Haand, med meget Gods, og forærede ham ved hans Afrejſe til Danmark et godt Langſkib med fuld Udruſtning[27].

I dette Slag var der, ſom.vi ovenfor have nævnt, flere Islændinger, blandt hvilke enkelte, ſom Vigfus Vigaglumsſøn og Thord fra Alvidra, udmerkede ſig ved deres Tapperhed. Thorleif Skuma, Thords Broder, faldt i Slaget for Vagns Haand. Hans Vaaben havde under Slaget været en Klubbe af Egerod, ſom han hærdede ved at ſvide den i Ilden; paa Haakon Jarls Spørgsmaal, hvad den ſkulde bruges til, ſvarede han:

I Haanden jeg holder
Hovedknuſeren,
Beenbrud for Bue,
Bane for Sigvalde,
Ve for Vikinger,

Værn for Haakon,
visſelig bliver
hvis vi leve,
den Ege-Klubbe
Ugavn for Daner[28].

Han beholdt imidlertid, ſom vi ſe, ikke Livet. En anden af de tilſtedeværende Islændinger var Skalden Einar, hvis Fader Helge var en Sønneſøn af Lendermanden Bjørn aaſtrøne i Bjarnarhavn ved Breidafjorden, og hvis Moder Nidbjørg, røvet i Skotland, var en Datter af den ſkotſke Konge Bjolan[29] og Gange-Rolfs Datter Kathlin. Einar er iſær merkelig ſom Forfatter af det oftere omtalte Kvad Vellekla (d. e. Guldmangel), hvori han beſang Haakon Jarls Bedrifter, og hvoraf mange Vers endnu ere tilbage. Han havde juſt digtet dette Kvad kort for Jomsvikingeſlaget, men da Jarlen, uviſt af hvad Grund, var misfornøjet med ham, varede det længe, førend han fik Tilladelſe til at kvæde det. Einar blev Utaalmodig, og kvad tilſidſt et Par Vers, hvori han ytrede at han angrede paa at have gjort ſig ſaa megen Umag, og lod ſig forlyde med at han vilde gaa over til Sigvalde. Da tog Jarlen ham til Naade, og forærede ham en prægtig Skaalvegt med tilhørende Lodder, ſom han ſelv havde brugt til at udforſke Fremtiden. Skaalerne vare af renſet Sølv, forgyldt; Lodderne vare to, en af Guld, en af Sølv, begge dannede i Form af Menneſkefigurer. Naar Jarlen ved Hjelp af denne Vegt vilde vide en Sags Udfald forud, gav han i Forvejen hver af Lodderne ſin beſtemte Betydning, og naar den Lod kom op, ſom han vilde, var den urolig i Skaalen, og gav en Klang (Glam); deraf fik Einar ſiden Tilnavnet „Skaaleglam“, under hvilket han er bekjendt. Jarlen gav ham ogſaa et prægtigt Skjold, med Guldbeſlag til en Vegt af 12 Ører, Beſætning af koſtbare Stene, og Malerier, der foreſtillede gamle Sagn[30]. Fra Einar Skaaleglam og Thord af Alvidra, der efter Tabet af ſin Haand kaldtes „Arvhaand“ (Kjevhaand), fik man paa Island den omſtændeligſte Beretning om Slaget; den førſte, ſom bragte Efterretningen derom, var forreſten Vigfus Vigaglumsſøn. Ogſaa Tind Hallkellsſøn maa have berettet om Slaget efter ſin Hjemkomſt. Af disſe mange Fortællere der hver berettede efter ſin Opfatningsmaade, kan man forklare ſig de Afvigelſer, der endnu findes mellem de tre Hovedberetninger om Slaget, hvoraf de to (Jomsvikingaſagas og Kongeſagaernes) ſynes at være islandſke, den tredie derimod, ſom vi væſentligſt have fulgt (den ſaakaldte Fagrſkinnas) norſk[31]. Paa Stedet ſelv findes nu ingen Sagn om dette vigtige og merkelige Slag. Endogſaa Navnet paa Vaagen er næſten forglemt, thi den har i Tidens Løb ſkiftet Navn, og alene Navnene paa det ſøndenfor Vaagen udſtikkende Nes, Hjøringenes, og den indenfor Vaagen liggende Gaard, Hjøringdal, minde derom, ligeſom fem Gravhøje, opkaſtede af Steen paa en Klippe lige over for Hjøringenesſet, rimeligviis ere tauſe Mindesmerker om den blodige Kamp, der ſikrede Haakon Jarl Herredømmet i Norge[32].

    nævner ham ſom den, der nøjagtigſt berettede paa Island om Jomsvikingeſlaget. Den indeholder en, ſom det af de nærmere Omſtændigheder ſynes, paalidelig Beretning (ſe nedenfor S. 123) om Anledningen til hans Tilnavn, hvoraf det ſees, at Einar, ſom juſt var utilfreds med Jarlen, ſtrax før Slagets Begyndelſe truede med at gaa over til Sigvalde, og kvad endog to Vers i den Anledning, hvor Sigvaldes Navn nævnes. Egils Saga Cap. 81 fortæller ogſaa noget herom, og ſiger, at Einar juſt havde digtet Vellekla, men at Jarlen ej vilde høre den, førend Einar havde kvædet hine to Vers, af hvilke det ene indeholder Sigvaldes Navn, og ſaaledes røber ſin Samtidighed med Jomsvikingefejden; Jarlen forærede ham ifølge Egils Saga et prægtigt Skjold. Dette Skjold forærede Einar ſiden Egil Skallagrimsſøn, efter hvad man af Egils Saga kan ſe, en god Stund førend denne blev ganſke ſvag og affældig. Egil døde da han var over 80 Aar gammel; hans Fødſel falder omkring 906; hans Død kan derfor neppe være indtruffen ſenere end 991. Han var nogle Aar før ſin Død blind og affældig; hans Berørelſe med Einar Skaaleglam kan derfor endog ej have fundet Sted ſenere end henved 986, følgelig maa heller ikke Jomsvikingeſlaget ſættes ſenere end dette Aar.
    e. I Forbindelſe hermed maa det anføres, at Olaf den helliges Saga Cap. 50 lader Oplændingekongen Rørek ſige, at da Harald Gormsſøn og Haakon Jarl bleve uenige, gjorde Jomsvikingerne deres Tog til Norge; hvilke Ord, om de end kunne forliges med at Toget fandt Sted efter Haralds Død, dog nærmeſt ſynes at antyde, at det ſkede i hans Levetid. Ligeledes omtaler Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 15 Jomsvikingetoget paa en Maade, der ſætter det i den nærmeſte Forbindelſe med Uenigheden mellem Haakon og Harald, og kun „nogle Aar“ efter den tydſke Krig, uden at Haralds Død nævnes.
     Det eneſte chronologiſke Datum, der foruden Sagaernes udtrykkelige Fortælling om Gravøllet m. m. ſtrider mod at ſætte Toget tidligere end 994, er Angivelſen i Færeyingaſaga om Sigmund Breſteſøns Kamp med Bue digre, der henføres til Sigmunds 27de Aar. Men ikke at tale om, at alle Tids-Angivelſer i Færeyingaſaga ere paa det nøjeſte lempede efter Tidsregningen i Olaf Tryggvesſøns Saga, og derfor i og for ſig ikke paalideligere end denne, er det langt rimeligere, at Sigmund ſlet ikke deeltog i denne Kamp, eller i alle Fald kun medens han endnu opholdt ſig ved Jarlens Hof, førend han, ſom Fær. Saga vil, var boſat paa Færøerne.
     Hvad overhoved Beretningen om Arveøllet o. ſ. v. angaar, da er det at merke, at Begivenhederne i Danmark omkring Harald Gormsſøns Død ere det ſletteſt og unøjagtigſt behandlede af alt, hvad der i vore Sagaer findes om de danſke Anliggender. Thi ikke at tale om, at den upaalidelige Jomsvikingaſaga førſt lader Palne-Toke ſtifte Jomsvikingeforbundet 14 eller 15 Aar efter Harald Gormsſøns Død, derpaa ſelv dø et Par Aar efter, og omſider Jomsvivikingetoget indtreffe efter at Sigvalde i nogen Tid havde været Høvding, altſaa henved 20 Aar efter Haralds Død, ſaa findes ogſaa hos alle de øvrige, endog de paalideligſte, den væſentlige Mangel, at de ikke med et eneſte Ord omtale Danmarks Erobring ved Erik Sejrſæl efter Haralds Død, uagtet denne

    Begivenhed dog maa anſees aldeles vis, og, ſom man lettelig vil ſkjønne, er af overvættes Vigtighed til ret at forſtaa de øvrige Begivenheders Gang og Tidsfølge. Kun en paa oldnorſk forfattet Beretning (i Fornm. Søgur XI. 419) taler derom, men den er alene en Bearbejdelſe af hvad Adam af Bremen fortæller. Kunne Sagaerne her i ſaa høj Grad fejle i eet, og det noget af det allervæſentligſte, da kunne de ogſaa ſejle i hvad der forholdsviis er af mindre Vigtighed. Uſikkerheden af de oldnorſke Beretninger om Anledningen til Toget viſer ſig og deri, at medens Snorre, Olaf Tr. Saga og Fagrſkinna lade Kong Sven gjøre Arveøl efter ſin Fader og Strut-Harald paa een Gang, lader Jomsvikingaſaga Sven førſt gjøre Gravøl efter ſin Fader, og der lægge ſig ud med Palne-Toke, og endelig, mange Aar ſenere, efter Strut-Harald, ſaa urimeligt det end lader, at han ikke ſkulde overlade dette til dennes egne Sønner. Hvad man kan anſe for ſandſynligt heraf, er altſaa kun, at der holdtes et Arveøl efter Strut-Harald, hvori Løfterne bleve aflagte, men at Sven ſelv intet havde dermed at beſtille. Navnet Harald, fælles baade for Strut-Harald og Harald Gormsſøn, kunde give Anledning nok til Forvexling eller Sammenblanding.
     Kunne vi altſaa ſe bort fra vore Sagaers Tidsbeſtemmelſer, bliver Spørgsmaalet: naar foretoges efter al Rimelighed dette Tog? Her maa man førſt og fremſt ſvare: ſaa nær efter Haralds eget Tog til Norge, ſom det paa nogen mulig Maade for de ſtyrbjørnſke Anliggenders Skyld kan tænkes. Sven Tjugeſkeggs Hiſtorie vil her nogenledes komme os til Hjelp. Saxo lader ham i 7 Aar, Mag. Adam (paa eet Sted) i to Gange ſyv Aar (bis septem) være borte fra Danmark under Erik Sejrſæls Erobringstid, efter at han en kort Tid efter Faderens Død havde været i Beſiddelſe af Riget og tillige varet fangen af Jomsvikingerne. Da vi imidlertid have ſeet, at Sven ogſaa i Aarene omkring 980 var i Landflygtighed, bliver det højſt rimeligt at antage to ſærſkilte Landflygtighedsperioder for ham, hver paa omkring 7 Aar, hvilke Mag. Adam ved en Fejltagelſe eller Misforſtaaelſe af ſin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfsſøns Ord, har henført til een og ſamme Tid, ſkjønt han ved Udtrykket bis septem dog røber en dunkel Erindring om det Rette. Antaget nu, at Erik Sejrſæl er død ved 993, falder Svens ſidſte Landflygtighedsperiode mellem 989 og 996. Da Harald ifølge Mag. Adams Vidnesbyrd dræbtes endnu før Erkebiſkop Adaldags Død (988), og efter ſtørſt Sandſynlighed 986 i Krigen mod ſin Søn Sven, falder altſaa dennes førſte Landflygtighedstid mellem 978 og 985, hvilket paa det merkeligſte ſtemmer med hvad vi ovenfor paapegede angaaende Tiden, da Harald bekrigede Norge, ſtod i Forbindelſe med Styrbjørn, og erhvervede Jomsborg, thi alt dette vilde ſikkert have mødt mange Vanſkeligheder, om Sven havde varet hjemme, ligeſom det og er merkeligt, at Svens Navn derved ſlet ikke omtales. Vi faa derved for Sven en Periode af tre Aar (986—989), hvilken han ſtrax efter Faderens Død tilbragte i Hjemmet, indtil Erik Sejrſæl fordrev ham. Den Periode, hvortil vi for Jomsvrkingetogets Vedkommende maa holde os, bliver altſaa kun fra 980 til 986. Da nu Styrbjørns Død, efter hvad tidligere er viiſt, indtraf omkring 985, bliver det næſten viſt at Jomsvikingernes Tog har fundet Sted 985 og 986, og at deres Fraværelſe fra

    Danmark, eller Svækkelſe efter Kampen, maaſke juſt har været Grunden til, at Sven deſto lettere kunde overvælde ſin Fader. — Vi opſtille altſaa nu følgende chronologiſke Hovedpunkter: 975 Haralds Krig mod Otto II. 978 Haralds Tog til Norges Søen Tjugeſkeggs Fordrivelſe. 980—983, den ſtyrbjørnſke Tid. 985, 986, Jomsvikingetoget og Haralds Død.

  1. Se Jomsvikingaſaga Cap. 24. Man gjenkjender tildeels enkelte Principer, der udtales i den ſenere for Thinglidet givne Viderlagsret.
  2. Herom ſinder man iſær Underretning i det ſamtidige „Encomium Emmæ Reginæ“, aftrykt i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 472—502, og fornemmelig i de Optegnelſer angaaende Thorkell højes Liv, ſom Langebek har indført i ſamme Bind, S. 458—463.
  3. Det er ogſaa at merke, at den ivrige Chriſten Olaf den hellige indtraadte i deres Skare. Beſynderligt nok, nævner Snorre og Ol. Tr. Saga ved Beſkrivelſen af Arveøllet kun Chriſtsminde og Michaelsminde, medens Fagrſkinna nævner hedenſke Skaaler, Bragafull o. ſ. v.
  4. Dette ſer man tydeligt deraf, at Sven Ulfsſøn ſtrax ved ſin Fremtræden i Danmark fik et ſtort Parti for ſig, og at dette Parti dog neppe kunde være dannet af danſke Høvdinger, ſom faa Aar i Forvejen havde indgaaet Forliget paa Hardeknuts Vegne med de norſke Høvdinger. Og det ſees maaſke allerbedſt deraf, at Magnus anſaa det nødvendigt at ødelægge Jomsborg, Ulf Jarls og hans Faders gamle Tilhold.
  5. Dette ſiges i Knytl. Saga Cap. 22, i Olaf den helliges Saga Cap. 247, og Snorre Magn. godes Saga Cap. 23, den ſtørre Magn. godes S. Cap. 28.
  6. Se, foruden de i den for Thinglidet gjeldende Viderlagsret udtalte Principer, ogſaa det udtrykkelige Vidnesbyrd i Jomsv. Saga Cap. 50, hvor der fortælles, at Thinglidets tvende Afdelinger anførtes af de to Høvdinger Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Heming, Thorkell højes Broder, og hvor der ſom deres fornemſte Love omtales, at ingen ſkulde fare med Sladder, og ingen være borte nogen Nat.
  7. Det er kun i Jomsvikingaſaga, hvor Strut-Harald ſiges at have været Jarl i Sjæland, medens ſaa vel Snorre, ſom Fagrſkinna og Ol. Tr. Saga kalde ham Jarl i Skaane. Merkeligt er det dog, at Jomsv. Saga, hvor den omtaler ham, ikke, ſom ellers, bruger Formen Sjóland, men derimod Sjólönd (Sølandene), hvoraf man næſten ſkulde formode at den meente noget andet end Sjæland.
  8. Vagn Aakeſøn ſiges vel at være Sønneſøn af Palne-Toke, men dette Slægtregiſter er, efter hvad ovenfor er anført, tvivlſomt, medens der ej er nogen Tvivl om, at han var en Søn af Thorgunna Veſetesdatter, ſiden han ogſaa havde en Datter ved Ravn Thorgunna.
  9. Se ovf. S. 76. Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget hvor på siden fotnoten skal plasseres.
  10. Beretningen findes hos Snorre, Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 39; i den ſtørre Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 86, i Fagrſkinna Cap. 51—56 og i Jomsvikingaſaga Cap. 37. Snorre og Olaf Tryggvesſøns Saga ſtemme med hinanden, og indeholde øjenſynlig een ſelvſtændig Relation, medens Jomsvikingaſaga indeholder en anden, noget afvigende, og Fagrſkinna ſtaar midt imellem dem begge, ſkjønt den dog her røber et viſt Slægtſkab med Jomsvikingaſaga, eller Jomsvikingaſaga med den.
  11. Jomsvikingadraapa er trykt i Fornmanna Sögur, 11te Bind S. 162 til 176. Bjarne var Biſkop fra 1183 til 1222; da han i ſit Kvad taler om Kjærlighed og det idet Hele røber et ungdommeligt Sind, maa man antage det ſkrevet før 1188. Her tales, ſom ſagt, kun om Harald Jarl, og man ſkulde virkelig formode at Kong Harald, ſom den, efter hvem Arveøllet gjordes, er kommen ind ved en Forvexling med Strut-Harald.
  12. Fagrſkinna nævner Ringſted i Sjæland ſom den By, hvor Gildet holdtes, men man maa ikke glemme, at paa den Tid, da Fagrſkinna nedſkreves, var Ringſted at betragte ſom de danſke Kongers Reſidensſtad i Sjæland; Navnet er derfor rimeligviis indſat af Fagrſkinnas Afſkriver, der antog at Ringſted altid havde været Reſidens. Naar al Tale om Kong Sven bortfalder, maa Stedet, hvor Gildet holdtes, ogſaa henføres til Skaane.
  13. Om Antallet af Skibene ere alle Sagaer enige, undtagen Jomsvikingaſaga, der med ſin ſædvanlige Overdrivelſeslyſt fatter Skibenes Tal til 180.
  14. Her er fornemmelig Fagrſkinna fulgt, med behørigt Henſyn til de øvrige Sagaer.
  15. Se det udtrykkelige Vidnesbyrd i Thord Kolbeinsſøns Vers, anført i Olaf Tr. Saga Cap. 87, hos Snorre Cap. 40, hvor det efter den rette Læſemaade heder, at Vikboerne hørte Rygtet om Striden.
  16. I Jomsvikingaſaga Cap. 39 er det Tunsberg, ikke Jæderen, hvor Jomsvikingerne allerførſt komme, og Manden, der miſtede ſin Haand, kaldes Agmund hvite, ikke Geirmund. Urigtigheden af at lade dem anløbe Tunsberg og herje her, i Danekongens eget Rige, er indlyſende. Alle de øvrige Sagaer, Jomsvikingadraapa med iberegnet, nævne Jæderen og Geirmund.
  17. Det er tydeligt at ſe, at de fra Herø kom til Nordveſtſide-n af Øen.
  18. Vi have ſaavel her, ſom i det Følgende, væſentligſt fulgt Fagrſkinnas Beretning, der forekommer os at være den meeſt rimelige og tillige den, der indeholder de fleſte af de i Norge ſelv vedligeholdte Traditioner. Beretningen hos Snorre og i Olaf Tryggv. Saga ſtemmer i det Væſentligſte dermed indtil Beſkrivelſen over Slaget ſelv begynder. Jomsvikingaſaga derimod meddeler i ſit ſædvanlige ſvadſige Sprog en heel Deel Anekdoter og forøvrigt mange fra hiin Beretning meget afvigende Omſtændigheder, der muligt, ja endog rimeligviis, grunde ſig paa islandſke Sagn, men ſom dog, endog formedelſt den Strid, hvori de ſtaa med de ellers bekjendte daværende politiſke og geographiſke Forhold, viſe ſig yderſt mistænkelige, og viſtnok for en ſtor Deel ere opkomne i ſenere Tider. Det er allerede omtalt, hvorledes den lader Jomsvikingerne komme til Tunsberg i Stedet for til Jæderen. Allerede dette er en aabenbar Fejl. Stedet, hvor Agmund hvite, der her ſættes i Stedet for Geirmund, finder Haakon, ſiges at være Skuggen, men i et andet Haandſkrift (Flatøbogen) Sola, hos en Mand ved Navn Erling: det er aabenbart, at dette er den oprindelige Læſemaade, og at den ſenere ſaa berømte Erling Skjalgsſøn paa Sola har foreſvævet Fortælleren, iſær ſiden det ogſaa heder, at Erling ſendes om paa Rogaland; men at kun en ſenere Afſkriver har rettet Navnet efter Fagrſkinna til „Skugga“. Jomsvikingaſaga lader Haakon ved Efterretningen om deres Ankomſt ſende nogle Mand til ſin Søn Svein paa Lade, for at bede ham ſamle Folk i Thrøndelagen, medens Erik drager til Naumdal og Erling til Rogaland; der fortælles ogſaa en Hiſtorie om den fredløſe Viking Thorkell (de øvrige Beretningers Thorſtein) Midlang, ſom mødte Erik Jarl i et Sund, kaldet Hamraſund, og vilde ſtride med ham, men overtaltes af ham til at forene ſig med Hæren og ſtride mod Jomsvikingerne, for at faa ſin Fred igjen. Afſtanden fra Stad til Herø angives til 20, i Flatøbogen til 6 Sømile. Bonden, ſom driver Kvæget, og ſom forleder Jomsvikingerne til at drage mod Haakons Overmagt, kaldes Ulf; det er her ikke Bue, men Vagn, ſom treffer ham, og Vagn har ſelv kun et eneſte Skib, medens de øvrige ligge tilbage ved Herø. Ulf nævner her Hjørtungavaag ſelv ſom det Sted, hvor Jarlens Flaade laa, og hans ſimple og let forſtaaelige Liſt, at gjøre Jomsvikingerne hidſige paa at angribe Haakon ej ſaa meget i den Henſigt at bringe dem i Fordærvelſe (thi de ſøgte ham jo under alle Omſtændeligheder), ſom for at faa dem til at ſlippe hans Kvæg, falder her ganſke bort og gjøres til en romantiſk Selvopofrelſe, idet Ulf gaar ombord paa Vagns Skib og viſer ham Vejen, indtil de komme til Hjørungavaag; da ſtyrter han ſig overbord, men gjennembores af Vagns Spyd. Vaagen ſelv, den nuværende Lidvaag, for ikke meget lang Tid ſiden endnu kaldet Hjøringdalslid-Vaag og Hjøring-Vaag ſtrax indenfor Hjøringnes paa Øſtſiden af Hovedlandet, beſkrives aldeles urigtigt, med Mundingen i Veſt og Bunden i Øſt, med en Ø, under det umulige Navn Primſigd, i Nord, og med Harundfjord (Hjørendfjord) i Syd.
  19. Af „Velgſkagadraapa“, digtet til Ære for Erik Jarl af hans Skald Thord Kolbeinsſøn.
  20. I Beſkrivelſen over Flaadens Opſtilling er ligeledes Fagrſkinna fulgt, ſom den, hvis Beretning er meeſt fri for Selvmodſigelſe og Uſandſynlighed. Snorres og Olaf Tryggvesſøns Sagas Beretning ſynes vel ved førſte Øjekaſt endnu ſimplere og rimeligere, men bærer maaſke juſt derfor ſaa meget mere Præget af at være en ſenere Kritiks Verk Ifølge den beſtaar Haakons Hær af de ovennævnte tre Hovedafdelinger, med hver Hovedanfører nævnes kun to Mænd, nemlig med Haakon Thore Hjort og Styrkaar, med Svein Jernſkegge og Ragnvald, og med Erik Gudbrand hvite fra Oplandene og Thorkell Leira, hvilket ſidſte for ſaavidt klinger rimeligt, ſom jo Erik netop raadede for en Deel af Viken og Oplandene. Desuagtet fortælle disſe Sagaer ſelv ſiden, at Thorſtein Midlang fra Eriks Skib entrede Bues, hvilket altſaa beſtyrker Fagrſkinnas Angivelſer; det er derhos tydeligt at ſe, at man ved Flaadens Opſtilling ej har taget Henſyn til ſaadanne Omſtændigheder ſom under hvis Højhed denne eller hiin Høvding ſtod; at Thorkell har taget Plads mod ſin Dødsfiende Vagn, bliver under alle Omſtændigheder det rimeligſte. „Gudbrand hvite“ ſmager ſterkt af at være en Sammenblanding af Dale-Gudbrand og Gisſur hvite af Valdres, hvilken ogſaa de ſamme Sagaer ſiden nævne. Jomsvikingaſagas Beretning afviger fra begge de ovenanførte, og er den mindſt ſandſynlige af dem alle. Her er Svein Haakonsſøn, tilligemed Dale-Gudbrand og Styrkaar, mod Sigvalde; Jernſkegge, Sigurd Steikling fra Haalogaland, og Thore Hjort mod Thorkell; Thorkell Midlang, Hallſtein Kerlingebane af Fjale og Thorkell Leira mod Bue digre; Arnmod, hans Søn Arne, og Finn mod Sigurd Kaabe; Erik Jarl, Erling af Skuggen (hvilken vi ovenfor lærte at kjende ſom fremkommen ved en Fejltagelſe), og Agmund hvite mod Vagn; Lendermanden Einar litle, Haavard Uppſjaa og hans Broder Hallvard af Flydrunes, mod Vagns Ven Bjørn den bretſke. Haakon ſelv forbeholder ſig at fare omkring uden ſærſkilt Kommando, kun for at have Overopſigt. Flere af hine Navne tør maaſke være rigtige, men Ordenen er i det mindſte aabenbart urigtig. I enkelte Haandſkrifter, f. Ex. Flatøbogen, findes endnu flere Navne, ſom f. Ex. Thorkell Tørfroſt, Sigmund Breſteſøns Svigerfader, mod Arnmod og Arne. Navnet er aabenbart tilſat, efterat Sagnet om Sigmunds Deeltagelſe i Slaget var opkommet.
  21. Arnmod nævnes ogſaa i Jomsvikingedraapa; hans Deeltagelſe i Slaget var ſaaledes almindelig antagen allerede før 1200. At han var den ſamme ſom Arnmod, Fader til hiin Arne, fra hvem Arnmødlingerne nedſtammede, ſiges juſt ikke udtrykkeligt, men det ſtemmer ſaavel med Tidsregningen, ſom med den Omſtændighed at hans Søn netop ſiges at have hedt Arne.
  22. Ofringen omtales ſlet ikke i Fagrſkinna, hvilken derimod nævner Erling ſom en af Anførerne i Slaget. Snorre, Cap. 47 og Ol. Tr. Saga Cap. 90 omtale den og dens Følger, dog kun med det mistænkelige Tillæg: „ſaa er ſagt at“ o. ſ. v. Derimod fortæller Jomsvikingaſaga Cap. 44 vidt og bredt derom, og ſiger endog, at Haakon lod ſin Træl Skofte Kark forrette Ofringen. Saxo, 10de Bog S. 483, omtaler baade Ofringen af to Sønner, og det paafølgende Uvejr med Regn og Hagl. Ofringen omtales ligeledes allerede i Biſkop Bjarnes Jomsvikingadraapa, og det kan neppe betvivles, at Sagnet er meget gammelt. I Ol. Tr. Saga anføres ogſaa Vers af en ſaakaldt Buadraapa, hvor Haglvejret og Thorgerd omtales, men denne Draapes Alder kjendes ikke. Om Haakons Overtro og myſtiſke Tilbedelſe af Thorgerd Hølgabrud og Irp (ſe 1ſte Bd. S. 331) vil der nedenfor (S. 128) berettes mere, ſaavelſom hvor Talen er om Sigmund Breſteſøn.
  23. Jomsvikingaſaga udtværer ogſaa her, ſom ſædvanligt, Fortællingen og tilføjer flere, øjenſynligt opdigtede, Enkeltheder. Ifølge den kæmper Aſlak Holmſkalle paa Vagns, og Haavard paa Bues eget Skib. Thorkell Midlang, ſom han her heder, hugger Underlæben og Hagen af Bue, ſaa at de falde ned paa Dækket, og Tænderne fyge af ham: Bue ſiger i det ſamme: „de danſke Piger paa Bornholm ville nu ej ſynes om at kysſe os“, og hugger Thorkell i to Stykker. Alt er forſkjønnet og udmalet. Bue forhandles efter ſin Død til en Orm, der ruger over Guldet. — Færeyingaſaga, der omhandler Sigmund Breſteſøns Bedrifter, anviſer ogſaa denne ſin Helt en Plads i Jomsvikingeſlaget, der dog viſtnok fandt Sted, førend han kunde deeltage deri ſom Høvding; den lader ham kæmpe med Bue efter at denne havde fældt Thorkell Midlang, og ved at ſkifte Skjold og Sverd behændigt over, hiint i den højre, dette i den venſtre Haand, bringe ham i Forlegenhed og afhugge begge hans Arme ved Albuerne, ſaa at det kun er Stumperne, han ſtikker i Pengekiſtens Hanker. Men ogſaa her findes i Ol. Tr. Saga det mistænkelige Tillæg: „man ſiger“; — og ej engang Jomsvikingaſaga har noget om Sigmund. Odd Munk (Ol. Tr. Saga Cap. 15) lader Slaget vare i tre Dage.
  24. Jomsvikingaſaga har en temmelig lang, apokryphiſk Beretning om hvorledes Vagn ſelv 80de i Nattens Mørke ſøgte at undkomme fra ſit endnu utagne Skib paa Maſten og Raaen, men at de i Stedet for at komme til Land, dreve paa et Skær, hvor 10 døde og de øvrige 70 bleve tagne og bragte bundne i Land. Om at Vagns Skib blev entret ved Hjelp af Knarren, ſom ovenfor berettet, vidner et i Fagrſkinna Cap. 62 opbevaret Vers af Vigfus Vigaglumsſøn.
  25. Jomsv. Saga anfører endnu flere Træk af Vikingernes Dødsforagt, hvilke dog ſterkt bære Præget af at være ſenere tildannede. Snorre og Olaf Tr. Saga ſtemme i det Væſentligſte, med Fagrſkinna.
  26. Jomsv. Saga nævner Gudbrand hvite, en Frænde af Jarlen.
  27. Ol Tr. Saga Cap. 90, hos Snorre Cap. 17, jvf. Biſkop Bjarnes Jomsv. Draapa.
  28. Dette Vers tillægger Fagrſk. Cap. 61 Vigfus, dog neppe med rette, thi her maa den islandſke Beretning have Fortrinet.
  29. Bjolan eller Beolan var neppe Konge, kun Herre af Roſs, thi Jarlerne af Roſs førte ſenere Tilnavnet O’Beolan. Skene, „the Highlanders in ScotlandII, 223.
  30. Jomsvikingaſaga Cap. 42, jvfr. Egils Saga Cap. 81. Af den Omſtændighed, at Vellekla digtedes før Slaget i Hjørungavaag, forſtaaes, hvorfor den intet kunde indeholde om Slaget, og hvorfor altſaa ingen Vers deraf ere anførte til Hjemmel for Beretningen om dette.
  31. I Flatøbogen, hvor Sigmund Breſteſøns og Bues Kamp beſkrives, tilføjes der: „dette er Hallbjørn Hale den ældres og Steingrim Thorarinsſøns og Preſten Are Frodes Beretning“ (Færeyingaſaga S. 172). Heraf kunde man maaſke ſlutte, at allerede Are Frode havde udarbejdet en Beſkrivelſe over Slaget, efter Sammenhold af de forſkjellige Beretninger; paa den anden Side er det og muligt at Beretningen alene gjelder, hvad der fortælles om Sigmund. I alle Fald ſer man deraf, at det aabenbart uhjemlede Sagn om Sigmund og Bue allerede var gængs paa Are Frodes Tid, omtrent 1100. Det er her af megen Interesſe, med den norſke omſtændelige, og i det hele taget paalideligere Beretning, at ſammenligne Saxos, den eneſte ſelvſtændige danſke, der findes om dette Slag. Den lyder i Udtog ſaaledes: „Da Harald Gormsſøn erfoer Haakon Jarls Frafald, troede han deſto ſtrengere at burde ſtraffe den norſke Ungdoms Trods, jo ſtoltere den havde hævet Nakken imod ham. Han ſendte derfor Jomsvikingerne mod dem, overdragende disſes Anførere Bo (Bue) og Sivalde (Sigvalde) at hevne den ham ſelv viſte Foragt. Ved at ſe deres Skarer, ſkjønnede Haakon at han vilde have en Kamp at beſtaa, der overſteg hans Kræfter, og beſluttede derfor i ſin Rod at ty til ſine Guder, idet han ofrede to haabefulde Sønner. Følgen deraf var, at Danerne, i Søſlaget med
  32. Klüwers „norſke Mindesmerker“ S. 130. Vi erfare heraf, at Vaagens nuværende Navn, Lidvaag, er opkommet deraf, at det Stykke af Gaarden Hjøringdal, der grændſede til Bugten, ſenere er fraſkilt hiin og ſærſkilt matrikuleret under Navnet „Lien“.