Det norske Folks Historie/2/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Slaget i Hjørungavaag ſkede der ingen Forſøg fra danſk Side paa at bekrige Haakon Jarl. Harald Gormsſøn var nu gammel og ſvag, og et nyt Angreb af hans Søn gav ham andet at tænke paa. Benyttende ſig, ſom man maa formode, af den Afmagt, hvori Jomsvikingerne, Haralds fornemſte Støtte, befandt ſig efter deres lidte Nederlag, kom han med en Flaade til Danmark, hvor hans forrige Tilhængere atter ſamlede ſig om ham. Han overvandt ſin Fader i et heftigt Slag, i hvilket Harald ſelv dødeligt ſaaredes, efter Sagnet af Palne-Tokes Piil, og flygtede til Jomsborg hvor han døde efter en Regjering af 50 Aar (1 Nov. 986)[1]. Sven havde for det førſte nok med at befæſte ſig paa den danſke Throne, hvilket dog ikke ret vilde lykkes ham. Jomsvikingerne bleve ham fremdeles de farligſte Fiender. Vel vare de endnu ikke komne ſaaledes til Kræfter, at de kunde begynde aabenbar Krig med ham, men den rænkefulde Sigvalde tog ſin Tilflugt til Liſt, og ikke mindre end to Gange[2] ſkal det have lykkets ham at faa Sven i ſin Magt og føre ham fangen til Jomsborg. Begge Gange maatte Sven løskjøbe ſig for ſtore Pengeſummer, og derhos indgaa et Forlig, hvorved Sigvalde og den polſke Mieczoſlav bleve Herrer over de danſke Beſiddelſer i Vindland, og Sven desuden nødſagedes til, ej alene at love Mieczyſlavs Søn Boleſlav ſin Syſter Thyre, Styrbjørns Enke, til Egte, men ogſaa ſelv at egte Mieczyſlavs Datter, i vore Sagaer kaldet Gunnhild, hvis Syſter, der ligeledes i vore Sagaer fører et nordiſk Navn, nemlig Aaſtrid, Sigvalde Jarl ſelv havde egtet. Under alle disſe Uroligheder kunde hverken han eller Jomsvikingerne tænke paa at foretage ſig noget mod Norge. Snart fik han en endnu alvorligere Fare at beſtaa, thi Erik Sejrſæl, Sveriges Konge, ſom viſtnok længe havde pønſet paa at udføre, hvad ogſaa hans Forfædre havde forſøgt, nemlig at erobre Danmark, og ſom desuden nu havde Paaſkud nok til at bekrige det, fordi hans Fiende Styrbjørn havde fundet Underſtøttelſe derfra, angreb Sven med en ſtor Hær, og nødte ham efter en Krig, der fornemmelig ſynes at have været ført i og ved Skaane, til atter at forlade Landet og fly til fremmede Egne, hvorpaa Erik underkaſtede ſig hele Danmark, ſaa at han altſaa nu beherſkede baade Sviavældet og Danevældet. At han ogſaa ved denne Lejlighed underkaſtede ſig Viken, eller en Deel deraf, kan neppe betvivles. Heller ikke er det uſandſynligt, at Erik Sejrſæl har ſtaaet i Forbindelſe med Jomsvikingerne og hemmeligt været underſtøttet af dem. Vi erfare idet mindſte, at han ſluttede Forbund med Boleſlav Chrabri, Mieczyſlavs Søn og Efterfølger, underſtøttedes af ham i Krigen mod Danmark, og egtede hans Syſter Gunnhild, den ſamme, ſom havde været paatvungen Sven, men ſom denne efter et kort Egteſkab, hvori hiin havde født ham Sønnerne Knut og Harald, havde forſkudt[3]. Erik Sejrſæl havde ſelv tidligere været gift med den forhen omtalte mægtige Skagul-Toſtes Datter Sigrid, der formedelſt ſit Overmod kaldtes Sigrid Storraade, og havde ſtore Privat-Beſiddelſer, navnlig i Gautland, hvorfor hun og betragtedes ſom et meget ønſkeligt Parti, og overhængtes af mange Friere[4]. Hun var i Egteſkabet med Erik bleven Moder til Olaf, der efter Faderens Død blev Konge i Sverige. Der tales endog etſteds om et Giftermaal mellem Erik Sejrſæl og en Datter af Haakon Jarl, ved Navn Aude[5]; men ſaa lidet man end i hine Tider agtede Giftermaal, og ſaa hyppige, ſom Skilsmisſer vare, ſynes dog denne Beretning neppe at kunne forholde ſig rigtig; derimod er det viſtnok heel ſandſynligt, at Haakon har ſøgt at overholde en venſkabelig Forſtaaelſe med Erik Sejrſæl, og at han neppe har vovet at lægge Hindringer i Vejen for hans Erobringer inden Danevældet.

Rundt omkring Norge havde altſaa Nabofyrſterne ſaa meget med deres egne Anliggender at beſtille, at det ej kunde falde dem ind at forurolige Haakon Jarl, ligeſom denne ogſaa klogeligt afholdt ſig fra at blande ſig ind i deres Anliggender, indſkrænkende ſig alene til at tilbageviſe ligefremme Fornærmelſer[6], og forøvrigt arbejdende paa at befæſte ſin Magt i Landet ſelv, idet han holdt ſkarpt og ængſteligt Øje med alle dem i og udenfor Norge, der ſeent eller tidligt kunde blive ham farlige[7]. I den Deel af Riget, over hvilken han raadede, var Hedendommen endnu forherſkende, og det bidrog derfor viſt ikke lidet til at gjøre ham afholdt, at han var en oprigtig og ivrig Blotmand. Beviſer herpaa have vi allerede ſeet. Ved ſin Gaard, Lade, hvor han for det meſte opholdt ſig, havde han ladet et prægtigt Hov opføre, prydet med Guld og Sølv, og forſynet med den i de Tider ſjældne og koſtbare Pragt, Glasviuduer, der udbredte et jevnt Lys over det Hele. Her fandtes mange prægtigt udſmykkede Gudebilleder, og blandt dem alle ſynes Thorgerd Hølgabrud at have indtaget den fornemſte Plads[8]. Der nævnes ogſaa om, at han og Gudbrandsdalens Høvding, Dale-Gudbrand, havde et Hov tilſammen, der aldrig aabnedes, uden naar Haakon Jarl beſøgte ham, og hvor ligeledes Thorgerds og hendes Syſter Irps koſtbart udſmykkede Billeder ſtode ved Siden af de øvrige Guders, blandt hvilke Thor paa ſin Kjerre udtrykkeligt nævnes[9]. Det er derfor med god Føje, at Haakon i Sagaerne ogſaa fører Tilnavnet „Blotjarlen“. Og det er denne hans Vedhængen ved Hedendommen og fornemmelig hans Frafald fra Chriſtendommen, efter den ham paatvungne Daab, ſom har bragt de ſenere Sagaſkrivere til at fælde en haardere Dom om ham og fremſtille ham i et mere forhadt Lys, end hans Færd i det hele taget fortjener.

Haakon Jarl herſkede, ſom vi have ſeet, ikke over hele Norge, men kun over det Nordenfjeldſke, medens Viken og Oplandene enten ſtode under Sviakongen, eller i alle Fald ikke under Haakons Herredømme, ſkjønt han viſtnok havde megen Indflydelſe derover, iſær gjennem ſin Søn Erik, der havde en Deel deraf i Len, og, om han endog maaſke nu og da foruroligedes ved Sviakongens Angreb, dog, ſom det lader, holdt ſig der, fornemmelig i Raumarike. For ſaa vidt man kan antage, at den forhen omtalte Harald grønſke, Bjørn Farmands Sønneſøn, virkelig, ſom flere af Kongeſagaerne fortælle, fik den veſtlige Deel af Viken til Len, da maa det have været paa denne Tid, og maaſke netop under Beſkyttelſe af Erik Sejrſæl, hvis Bekjendtſkab han under ſit fleeraarige Ophold i Sverige hos Kong Eriks egen Svigerfader Skaguls-Toſte nødvendigviis maa have gjort[10]. Men paa den anden Side er det ogſaa heel ſandſynligt, at den Glands, der fra Haralds Søn, St. Olaf, ſtraaler tilbage paa Faderen, har gjort Sagnfortælleren tilbøjelig til at tillægge denne en Magt og Anſeelſe, ſom han ej beſad. I alle Fald ſer man ham ikke tage nogen indgribende Deel i Begivenhedernes Gang, og man hører ham ikke videre omtale, førend ved Beretningen om hans Død, der voldtes af hans egen Foſterſyſter Sigrid Storraade[11]. Harald var bleven gift med Aaſta, en Datter af den anſeede Gudbrand Kula, der hørte til en mægtig Æt paa Oplandene, og havde tillige fornemme Frænder paa Island; Gudbrand var ſelv en Syſterſøn af den tidligere omtalte Viking og Lendermand Anund Træfod, og hans Huſtru, Aaſtas Moder, Ulfhild, var en Datterdatter af Lendermanden Audun Skakul, der igjen var en Datterſøn af den engelſke Jarl Hunde-Steinar og Aaluf, Lodbroks Datter[12]. Imidlertid havde Harald i ſin Opvæxt været opdragen ſammen med Sigrid Storraade, og da hun, ſkilt fra ſin Mand, atter var fri, vaagnede, ſom det ſynes, den gamle Kjærlighed hos ham igjen, eller i det mindſte fik han Lyſt til hendes ſtore Medgift. Paa et Tog, han gjorde i Auſterveg, landede han i Sverige og blev ſtrax indbuden til Sigrid, der tog paa det kjærligſte imod ham og bevertede ham ypperligt, men trykte dog en Brodd i hans Hjerte ved at lade ſig forlyde med, at hun agtede ſine Beſiddelſer i Sverige før lige ſaa gode ſom hans Kongedømme i Norge[13]. Dette afholdt ham maaſke fra ſtrax at fri til hende; han drog hjem, og var ilde tilmode den hele Vinter. Næſte Sommer drog han atter, ſom han ſagde, i Auſterveg, men landede i Sverige, og lod Sigrid anmode om at komme ned til Skibet for at tale med ham. Da anholdt han formeligt om hendes Haand, men hun ſlog det bort ſom en Urimelighed, iſær da han, ſom hun ſagde, allerede var ſaa godt gift, han kunde ønſke ſig. Harald meente dog, at Aaſta ikke var ſtorættet nok, hvor god og brav hun forreſten kunde være. Sigrid ſvarede, at han maaſke havde Ret, men at dog viſt begges Lykke og Held nu var hos hende. Derpaa red hun op igjen til ſin Gaard, og ikke længe efter begav Harald ſig, mod ſine Mænds Raad, til hende. Samme Aften kom der eg en rusſiſk Konge ved Navn Viſevald (Vſevolod), i ſamme Ærende ſom Harald[14]. Begge Konger bleve viſte til Herberge i en gammel Stile med gammelt Huusgeraad; men forreſten bleve de ypperligt, ja altfor vel, bevertede, ſaa at de ſelv, alle deres Mænd, endog de udſtillede Vagter, faldt beruſede i Søvn. Og nu lod Sigrid ſætte Ild paa Stuen, idet hun tillige ſtillede bevæbnede Mænd ved Dørene for at dræbe dem, ſom kom ud. Alle Gjeſterne bleve ſaaledes enten indebrændte eller dræbte. „Paa den Maade“, ſagde Sigrid, „vil jeg gjøre Smaakongerne kede af at komme fra andre Lande og frie til mig“. Haralds Foſtbroder Rane var med nogle Folk bleven tilbage ved Skibene for at bevogte dem. Da han erfor den ſørgelige Tidende, ſkyndte han ſig hjem, og fortalte Aaſta, ſom da var frugtſommelig, hvad der var ſkeet. Mere ærgerlig, ſom det lader, over Haralds Utroſkab, end bedrøvet over hans Død, begav hun ſig hjem til ſin Fader, og fødte der Sønnen Olaf (995), der ſiden ſom Olaf den hellige blev Norges navnkundigſte Konge[15].

Haakon Jarl herſkede i ſin Deel af Norge med fuldkommen Kongemagt og havde andre Jarler under ſig, ligeſom ogſaa fremmede Skribenter give ham Kongetitel. Denne førte han dog ikke ſelv, da hans hele Æt, ifølge det gamle, forhen meddeelte Sagn om Kong Herſe, der antog Jarletitel for at kunne hænge ſig af Sorg over ſin elſkede Huſtru Vigdas Død, ſatte en Ære i at kaldes Jarler og ikke vilde antage Kongenavn. Hans kongelige Myndighed viſer ſig ogſaa deri, at Norges Skatlande, Orknøerne og Færøerne, erkjendte hans Højhed og betalte ham Skat. Men idet vi nærmere omhandle disſe vigtige Bilandes Forhold til Norge paa denne Tid, bliver det ogſaa nødvendigt at kaſte et Blik paa de Begivenheder, ſom der havde tildraget ſig ſiden Harald Graafelds Død.

    ham, hvor de end vendte ſig, mødtes af et frygteligt Uvejr, med Pladſkregn og uſædvanligt ſtore Hagl, der ſloge dem i Øjnene, hindrede dem fra at ſe, og tilføjede dem ſtørre Skade end Fienden. Derfor maatte Danerne tage Flugten, uden at falde for de norſke Vaaben. Sivalde og Karlsevne bleve fangne efter de ſtørſte Tapperhedsprøver, men høſtede dog endnu ſtørre Ros ved deres Kjækhed i Lænker, end ved deres Tapperhed i Slaget. Haakon, ſom nemlig ønſkede at ſætte den ſaa meget omtalte danſke Kjækhed paa Prøve, befalede to af ſine Mænd nærmere at forſøge de Fangnes Koldblodighed, og de viſte en ſaadan Kraft og Selvbeherſkelſe, at de ved Slag i Anſigtet ikke engang blinkede med Øjnene. Sigvalde udholdt allerførſt denne Prøve: en Hirdmand ſlog ham med en ſtor Stok, men han bevægede ikke ſine Øjne. De øvrige viſte ikke mindre Kjækhed. Karlsevne fik ved et Fodſpark den, der ſtod med hævet Øxe over ham, til at falde, vriſtede Øxen ud af hans Haand, og ſkjønt bunden, hug han Hovedet af ham. Tyrannen beundrede deres Kjækhed, og tilbød dem Fred, hvis de vilde gaa i hans Tjeneſte og være ham hulde og tro. Men Jomsvikingerne fandt det uſømmeligt at tilkjøbe ſig Livet paa den Maade, og forkaſtede ſtolt Tilbudet. Haakon ſkjænkede dem desuagtet Livet, for at man kunde ſe at han forſtod at belønne Mod og Udholdenhed, og ikke at ſtraffe den“. (Saxo, 10de B. S. 483—485). De væſentligſte Træk gjenkjende vi, hvoriblandt Ofringen. At Sigvalde ſiges at være fangen, er en Fejl; i Karlsevne gjenkjende vi Vagn.

  1. Den ældſte og viſtnok meeſt authentiſke Efterretning herom findes i Encomium Emmæ Reginæ, S. 474 (hos Langebek Scr. Rer. Dan. II.), hvor det heder, at Harald blev ſaaret i Slaget mod Sven, flygtede til Slaverne, og døde der kort efter. Omtrent det ſamme fortæller Mag. Adam, II. 25, tilføjende at Harald døde ved Jumne d. e. Jomsborg. Saxo (10de B. S. 490) ſiger det ſamme, tilføjende at Harald faldt for Tokes hevnende Piil. Hvorledes Jomsvikingaſaga lader Palne-Toke blive Haralds Banemand, medens vore paalidelige Sagaer intet vide derom, er forhen omtalt. De øvrige Forſkjelligheder i Beretningen om Haralds Død behøve vi her ej at nævnes ſe derom Peterſens Danmarks Hiſtorie II. S. 143—148. Mag. Adam lader Harald regjere i 50 Aar, ligeſaa Knytlingaſaga; Jomsvikingaſaga Cap. 21 derimod kun i 47 Aar. Hans Død ſiges udtrykkelig hos Mag. Adam (II. 25, 26) at være indtruffen i den 988 afdøde Erkebiſkop Adaldags ſidſte Tider.
  2. Mag. Adam II. 27 nævner udtrykkeligt to Gange, Saxo endog tre. Vore Sagaer og Sven Aageſøn nævne kun en eneſte Gang, men i og for ſig er det jo intet uſandſynligt i at Begivenheden kan være indtruffen to Gange, og Svens egen Datterſøn, Kong Sven Ulfsſøn, der berettede Mag. Adam dette, maatte dog vel vide Beſked derom. Hos Sven Aageſøn findes den merkelige Misviisning, at det er Palne-Toke, ſom i Haralds levende Live, og i dennes Tjeneſte, fanger Sven. Thietmar (VII. 26) nævner ogſaa Fangenſkabet, og ſiger at det fandt Sted efter Faderens Død, men kalder, beſynderligt nok, dem ſom fangede ham, Northmanni. Han har vel haft Jomsvikingernes halv eller heel nordiſke Nationalitet for Øje. — Vi nævnte ovenfor baade Mieczyſlav og Boleſlav; det behøver neppe at tilføjes, at Sagaerne ogſaa her alene nævne Burisleif. Det er ſandſynligt, at Boleſlav Chrabri, Mieczyſlavs Søn, allerede nu optraadte ſom ſin Faders Vaſal i Pommern, og at det var ham, der ſluttede Forliget, og betingede ſig Thores Haand, ligeſom han og kort efter, og ligeledes, ſom det ſynes, for Faderens Død ſlutter Forlig med Erik Sejrſæl. Sammenhængen dermed lader ſig vanſkeligt udfinde. Mere herom nedenfor, hvor Olaf Tryggvesſøns Giftermaal med Thyre omtales. Det er forøvrigt af Vigtighed at lægge Merke til, at Mag. Adam udtrykkeligt henfører disſe Forhandlinger til Erkebiſkop Libentios førſte Aar, altſaa til efter 988.
  3. Om Eriks Giftermaal har der været forſkjellige Meninger, af hvilke de fleſte dog, ſom det forekommer os, grunde ſig paa en fejlagtig Opfatning af de tydſke Kildeſkrifters Ord. Saaledes har, trods vore Sagaers og Saxos eenſtemmige og, ſom man tydeligt kan ſe, paalidelige Vidnesbyrd, den Mening været opſtillet, at Sigrid Storraade var Boleſlavs Syſter. (Lappenbergs Anm. til Adam af Bremen Schol. 25) Dette grunder ſig paa Ordene Schol. 25: „Boleſlav gav Erik ſin Datter eller Syſter til Egte“, ſammenholdte med Thietmars Ord om Svens Sønner Harald og Knut: „disſe fødte ham Hertug Miſekos Datter, hans Søn og Efterfølger Boleſlavs Syſter, hvilken, lange forſkudt af ſin Mand, døjede ikke liden Modgang med de øvrige (quæ a viro suimet diu depulsa, non minimam cum ceteris perpessa est controversiam); og med Udſagnet hos Adam af Bremen II. 37, at Sven efter Eriks Død egtede hans Enke, Olafs Moder, der fødte ham Knut. Men herved er at merke, at det ſidſte Udſagn af Mag. Adam aabenbart er en Fejl, ſom han deler med Saxo, og ſom er let undſkyldelig paa Grund af disſe Giftermaals-Forholds indviklede Natur, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes. Vore Sagaer ere ſaa eenſtemmige i at erklære Knut og Harald for Sønner af Svens førſte Huſtru, og alene hans Datter Æſtrid for en Halvſyſter af den ſvenſke Konge Olaf, at man ikke kan tvivle derom, iſær da Knut allerede før ſin Faders Død 1014 hos paalidelige Skribenter (ſom Dronning Emmas Encomiaſt) omtales ſom aldeles voxen og fuldmyndig Mand, hvilket ej vilde være Tilfældet, om han førſt var fød 998 eller 999, da Sven egtede Sigrid. Thietmars Ord kunne alene ved Tvang henføres til nogen anden end Sven; heraf ſe vi altſaa, at han forſkød Gunnhild, efterat hun havde født ham Harald og Knut, og at hun en Tidlang (diu) befandt ſig i forſkudt Tilſtand; dette din vilde være betydningsløſt, derſom det ej ſkulde betegne, at hun ſenere kom i en anden Stilling, eller atter blev gift. At hun, forſkudt, har taget Tilflugt til ſin Broder, ſom paany disponerede over hendes Haand, er hvad man under alle Omſtændigheder maa anſe for det rimeligſte. At Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 243 omtaler hendes Død, er aabenbart kun en Gisning af den mindre vel underrettede Saganedſkriver, der ellers ej kan forklare ſig at Sven egtede Sigrid. Hun var ogſaa rimeligviis da allerede død. Men da Sven nu virkelig indgik dette Giftermaal med Sigrid, og han og Erik Sejrſæl ſaaledes paa en vis Maade byttede Huſtruer (Erik var rigtignok død, førend Sven egtede Sigrid), opkom derved et ſaa indviklet Forhold, at Mag. Adam var undſkyldt, om han misforſtod Kong Sven Ulfsſøns Beretning derom, thi baade Gunnhild og Sigrid havde jo været gifte med Erik Sejrſæl. Ved at antage det oven opſtillede Forhold vinde vi og den Fordeel, nærmere at kunne beſtemme Knut den mægtiges Fødſelsaar, nemlig ved 987 eller 988. Det har formodentlig været under Krigen med Sven, at Erik egtede Gunnhild; thi der ſiges udtrykkeligt i Schol. 25 til Mag. Adam, at Sviar og Slaver ifølge Forliget ſtrede i Fællesſkab mod Danerne. Krigen mellem Erik og Sven, der hos Saxo kaldes den ſkaanſke Krig, har vel heller ikke været ſaa kortvarig.
  4. I den kortere Olaf den helliges Saga og Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga ſiges det udtrykkeligt, at hun, endog ſom fraſkilt, raadede over Gautland, ligeſom den førſtnævnte Saga ogſaa tillægger hende endnu en Søn, Emunde. Hendes mange Gaarde udgjorde længe efter hendes Tid endnu et ſamlet Gods, kaldet Sigridlev, der enten ganſke eller for en Deel tilhørte den danſke Kongeæt, ſom nedſtammede fra hendes Datter Æſtrid.
  5. Odd Munk, Olaf Tryggvesſøns Saga. Beretningen er ſaa urimelig, at den neppe engang behøver at gjendrives. Thi ej alene var Haakon ſelv yngre end Erik, men man kan ikke engang paaviſe noget Tidspunkt, naar dette Giftermaal kunde have fundet Sted, med mindre det maatte være enten førend Erik egtede Sigrid, eller efter Gunnhilds Død, da Erik var en ældgammel Mand. En Hentydning dertil findes i den oldnorſke Bearbejdelſe af Mag. Adams Fortælling om Eriks Erobring af Danmark, der er optagen i Fornmanna Sögur XI. S. 417. Bearbejderen tilføjer en Bemærkning, hvori han ſøger at forklare Grunden, hvorfor Haakon Jarl ifølge Vellekla ſagdes at have ſtredet mod Kong Otto, nemlig „for at hjelpe ſin Ven eller Maag Erik Sviakonge“.
  6. Se, hvad nedenfor berettes om Sigmund Breſteſøns Sendelſe til Sverige.
  7. Hans Fremgangsmaade mod Olaf Tryggvesſøn, der nedenfor ſkal omtales, tjener til Exempel derpaa.
  8. Færeyingaſaga Cap. 23. Denne Beretning er imidlertid neppe ganſke ſikker. Dog taler ogſaa Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 150, 193 om de Koſtbarheder, hvormed Gudebillederne i Templet paa Lade vare ſmykkede, og om den Guldring, eller foregivne Guldring, der hang i dets Dør.
  9. Se Njáls Saga, Cap. 88, 89. Beretningen i ſig ſelv ſynes paalidelig nok, kun ere de geographiſke Angivelſer aldeles Urigtige, ſom om Gudbrand kun boede et kort Stykke fra Lade. Muligt, at en mægtig Bonde i Omegnen af Lade af Sagafortælleren er bleven forvexlet med Dale-Gudbrand.
  10. Se ovenfor, S. 25.
  11. Herom jevnfør ovf. S. 53, 57 og 58.
  12. Om Audun Skakul ſe ovenfor, 1ſte B. S. 529, Sammenlign Landnáma, II. 32. Grettisſaga, Cap. 1. Det vil, af hvad der ovenfor er anført om Erik Bjodaſkalles, Olaf Tryggvesſøns Farfaders, Æt, ſammenholdt hermed, blive indlyſende at Aaſtrid, Olaf Tryggvesſøns Moder, og Aaſta, Olaf den helliges Moder, vare nær beſlægtede.
  13. Ogſaa heraf faar man den beſtemteſte Foreſtilling om at Harald grønſke ej beſad det ſtore Len, Snorre og de ſtørre Kongeſagaer tillægge ham, thi hvor ſtore Beſiddelſer end Sigrid havde, kunne de dog neppe have maalt ſig med hele Viken fra Vingulmark til Lindesnes. Han har ſikkert alene været Konge paa Veſtfold eller Grønland, og neppe engang med kongelig Myndighed, men alene med kongelig Titel.
  14. Denne Vſevolod omtales ej i de rusſiſke Annaler. Men blandt Rusſerne var der ſaa mange Befalingsmænd, der førte Titel af „Konge“ (Knjazh), at Annalerne umuligt kunde optegne alles Navne; dette var ogſaa Grunden, hvorfor den egentlige Konge eller Overkonge kaldte ſig Storfyrſte eller Storkonge (veliki Knjazh). Atter er dette en Beſtyrkelſe paa, hvor lidet anſeet Harald var, naar han kunde ſættes i Klasſe med en almindelig Knjazh fra Rusland.
  15. Dette er Beretningen hos Snorre (Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 48) og i den ſtørre Olaf den helliges Saga, Cap. 14. Den ældre eller kortere Olaf den helliges Saga (Cap. 1 og 5) har derimod en anden, men, ſom det ſynes, neppe ſaa rigtig Fremſtilling. Ifølge denne ſkulde Harald førſt have været Aaſta tro, men være bleven friſtet af Sigrid. Den førſte Gang, han beſøgte hende, ſkulde hun nemlig have tilbudt ham at dele hendes Leje, men han ſkulde have ſvaret: „Aaſta ligger alene i Nat, det ſamme ville vi“, hvorover Sigrid ſkulde være bleven meget vred. Dog ſkulde han ſenere have angret ſin ſtrenge Dyd, og efter Sønnen Olafs Fødſel have beſøgt Sigrid paany for at bejle til hende; men da ſkulde hun have givet ham Afſlag, „fordi“, ſagde han, „Aaſta er nu bleven Moder til Olaf, ſom jeg gjerne ſelv havde ønſket at have til Søn“. Og derpaa ſkulde Sigrid, ſaaledes ſom det ellers berettes, have ladet Harald og Vſevolod indebrænde.