Det norske Folks Historie/2/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er ovenfor[1] nævnt, at Erik Blodøxe, Dronning Gunnhild og deres Sønner lige ſiden den førſtes Fordrivelſe fra Norge havde et ſikkert Tilhold paa Orknø, ſaa ofte de vare i Nød, at Jarlen Thorfinn Hanſakljufs Søn Arnfinn var gift med Eriks og Gunnhilds Datter Ragnhild, at Gunnhild og hendes Sønner endog maa antages, ſaa længe de opholdt ſig paa Øerne, at have haft det egentlige Herredømme der, og at Gunnhild efter al Rimelighed der endte ſine Dage. Ragnhild, hendes Datter, viſte ſig en ſaadan Moder værdig. Efter at Thorfinn Hauſakljuf, der ſkal have været en mægtig Høvding, var død, voldte hun ſelv, det ſiges ikke hvorledes, hans Søn og ſin Mand Arnfinns Drab i Myrkhoel (Murkle) paa Katanes, og egtede derpaa hans Broder, Haavard den aarſæle, der nu blev Jarl og ſkal have været en god Høvding, hvis Tilnavn viſer, at Landet befandt ſig lykkeligt under hans Herredømme. Men det varede ikke længe, førend Ragnhild blev ked af Haavard, efter at hun ved et Gilde havde ſeet hans Syſterſøn, den fra Viking hjemkomne Høvding Einar Klining. Hun forſøgte ſtrax at lokke Einar til at ſvige Haavard ved at tilbyde ham ſom Belønning ſin Haand og Jarledømmet. Einar modſtod Friſtelſen en Tidlang, men maatte dog tilſidſt bukke under for hendes Overtalelſer. Han overfaldt Haavard ved Steinsnes paa Roſsø, og dræbte ham efter en kort Kamp[2]. Over denne Nidingsdaad blev imidlertid Einar ſaa foragtet, at Ragnhild ikke længer vilde vide af ham, men overtalte ved lignende Løfter en anden Syſterſøn af Haavard, Einar Haardkjeft, til at dræbe ham, under Paaſkud af at hevne Morbroderen. Men iſtedetfor at egte Einar Haardkjeft, egtede hun Ljot, en tredie Søn af Thorfinn Hauſakljuf, ſom nu tog Jarldømmet og blev en mægtig Høvding. Den ſkuffede Einar forſøgte med Magt at tiltvinge ſig Opfyldelſen af det ham givne Løfte, men han fik kun faa Tilhængere, da Orknøingerne helſt ønſkede at lyde Thorfinns Sønner. Den fjerde af disſe, ved Navn Skule, gjorde ligeledes Fordring paa Jarldømmet. Da han ej fik nogen Deel deraf med det gode, drog han til den den ſkotſke Konge (det maa have været Kened den 3die)[3] og lod ham give ſig Jarlsnavn over Katanes, hvilket Landſkab han allerede ſynes at have beſiddet. Han ſamlede nu Folk, drog over til Orknøerne og angreb ſin Broder Ljot, men denne blev mandſterkere og overvandt ham. Skule flygtede over til Katanes, men Ljot forfulgte ham, og nødſagede ham til at ty til Kong Kened om Hjelp. Denne ſendte ham ogſaa en Hær under Anførſel af en Høvding ved Navn Macbeth[4]; men i det Slag, ſom nu holdtes, blev dog Ljot Sejrherre, Skule faldt, Macbeth flygtede, og Ljot underkaſtede ſig hele Katanes. Efter nogen Tids Fejde mellem Ljot og Skoterne kom Macbeth tilbage med en ſtor Hær og angreb Ljot, der ikke havde halv ſaa mange Folk. Men Ljot ſejrede ogſaa denne Gang, dog fik han ſaa haarde Saar, at han kort efter døde. Nu tilfaldt Jarldømmet den femte Broder, Lødve, der ſkal have været en mægtig Høvding[5]. Men ſaavel hans, ſom hans Forgængeres Anſeelſe fordunkledes af hans Søn Sigurd, der udbredte Orknøjarlernes Herredømme videre end ſelv den førſte Sigurd havde formaaet, og i ſin henved trediveaarige Regjeringstid[6] gjorde ſig navnkundig over alle Veſterhavets Lande. Han beholdt Katanes, uagtet Skoternes Beſtræbelſer for at erobre det tilbage, og herjede desuden hver Sommer paa Skotland, Irland og Syderøerne, hvilke ſidſte han ganſke underkaſtede ſig og gjorde ſig ſkatſkyldige. Den ſkotſke Maormor eller Befalingsmand i Møræve eller Moray, Finnlaich, den ſenere ſaa berømte Kong Macbeths Fader[7], brød med en vældig Hær ind i Katanes for at forjage ham, og haſtede ham en Vold til en beſtemt Dag paa et Sted kaldet Skidamyre, det ſamme, hvor Ljot tidligere havde overvundet den ældre Macbeth. Sigurd, der neppe kunde ſtille en Syvendedeel af Finnlaichs Folketal i Marken, raadſpurgte ſin Moder, den kloge, og ſom man troede, tryllekyndige irſke Kongedatter Edna[8], hvad han ſkulde gjøre. Hun ſagde, at det var bedre at dø med Hæder end leve med Skam, og gav ham et Merke eller Banner, ſom hun ſelv havde ſyet med megen Kunſt. Det var dannet ſom en Navn, og naar det ſpredte ſig for Vinden, ſaa det ud ſom om Ravnen fløj[9]. Dette Merke, ſagde hun, vilde bringe Høvdingen ſelv Sejren, men den, der bar det, Døden. Sigurd ſørgede dog ogſaa viſelig for at forſterke ſin Hær, idet han tilbød Orknøingerne Tilbagegivelſen af deres Odel eller Ejendomsret til Jordegodſet, der ſiden Torv-Einars Tid havde tilhørt Jarlerne[10], imod at de eftertrykkeligt ſkulde underſtøtte ham i Kampen mod Skoterne. De modtoge Tilbudet, og derved ſattes Sigurd iſtand til at vinde en herlig Sejr over Finnlaich, ſkjønt det rigtignok fortælles, at ikke mindre end tre af hans Merkesmænd faldt under det dødbringende Banner[11]. Bønderne paa Orknøerne fik nu virkelig deres Odel tilbage, men Sigurd holdt ſig ſkadesløs ved ſine andre Magtsudvidelſer. Han underkaſtede ſig, foruden Katanes, ogſaa hele Sutherland, Roſs, Moray og Dalene eller det ſenere ſaakaldte Argyle. Hele det nordlige og veſtlige Skotland tilligemed Syderøerne adlød ſaaledes hans Herredømme. Der nævnes endog en Jarl paa Syderøerne ved Navn Gille, der betalte ham Skat, og ſenere egtede hans Syſter[12]. Ja lige til Man naaede hans Herredømme. Der er endnu en Beretning om, hvorledes Sigurd, efter at have herjet paa Man og ſluttet Forlig med Indbyggerne om at de ſkulde betale ham en vis Pengeſum for at undgaa videre Herjen, drog hjem igjen til Orknø, efterladende nogle Mænd for at oppebære Skatten, der ſkulde udredes i brændt (reent) Sølv. De fik ogſaa ganſke rigtigt Skatten og ſejlede afſted med den, men overfaldtes paa Vejen af en ſaa heftig Storm, at de lede Skibbrud paa en ubeboet Ø i Nærheden af Irland. Fra denne Nød frelſtes de af Islændingen Thorodd, der ſejlede hjem fra en Handelsrejſe til Dublin; det vil ſige, han overlod dem ſin Baad imod at faa en betydelig Deel af deres Skat; med denne Baad arbejdede de ſig tilbage til Orknøerne, men Thorodd ſejlede hjem uden Baad, og fik ſiden Tilnavnet „Skattkaupande“[13]. Faa Aar efter gjorde Skoterne et nyt og heldigere Forſøg paa at befri deres Fædreland fra Sigurds Herredømme. De nærmere Omſtændigheder derved omtales ej, kun ſaa meget veed man, at Sigurd pludſelig fik Efterretning om, at de ſkotſke Jarler (Maormors) Hunde[14] og Mælſnechtan havde dræbt hans Svoger Haavard i Thrasvik (Freswick), og holdt Havnene ved Pettlandsfjorden beſatte, for at intet Budſkab ſkulde gaa til Orknøerne. Sigurd ſamlede ſtrax en Hær og drog med den over til Katanes, hvor han landede ikke langt fra Dungalsniven (Duncansby Head). Her hørte han at, Hunde og Mælſnechtan laa med deres Hær lige i Nærheden. Strax angreb han dem, og efter en heftig Kamp, der i Førſtningen ſaa ud til blive uheldig for Nordmændene, lykkedes det ham at ſejre. Mælſnechtan faldt for Sigurds tapre Hirdmand, Kaare Salmundsſøns Haand, og Hunde flygtede. Sejren nyttede ham imidlertid ikke til andet end at ſkaffe ham endeel Bytte, thi da han erfoer, at den mægtige Mælkolm, Finnlaichs Broderſøn og nu Maormor i Moray, ſamlede en ny og overlegen Hær mod ham ved Duncansby, fandt han det raadeligſt at vende tilbage til Orknøerne, og der tales ikke om, at han ſenere erobrede Nordſkotland tilbage[15]. Man erfoer endog at han flere Aar efter, da Mælkolm imidlertid var bleven Konge i Skotland[16], paa en fredeligere Maade ſøgte at faa ſit Tab erſtattet, idet han indgik Venſkab med Mælkolm og egtede hans Datter, øjenſynligt for at faa Katanes og Suderland, hvilket Landſkab Mælkolm ſiden ſkjenkede den af dette Egteſkab fødte Søn Thorfinn: Beviis nok paa at Sigurd ſelv ikke formaaede at tilbageerobre dem. Men han holdt ſig, ſom man ſer, ſkadesløs ved ſine Beſiddelſer i Sydrøerne og maaſke paa Irland. Den ſamme Kaare Salmundsſøn, der i Slaget ved Dungalsnipen fældte Mælſnechtan, havde juſt nylig bragt Sigurd Skatten fra Gille Jarl, hvilken, ſom ovenfor omtalt, ej længe efter egtede Sigurd Jarls Syſter, og lige til hans Død viſte ham Troſkab og Hengivenhed[17].

At Sigurd Jarl, uagtet han ſelv optraadte med ſaadan Overlegenhed, dog erkjendte Haakon Jarls Højhed, erfarer man deraf, at den nysnævnte Kaare Salmundsſøn, Sigurds Hirdmand, to Somre efter Slaget ved Dungalsnipen rejſte til Norge for at bringe Haakon Jarl den ham tilkommende Skat (988)[18]. Viſtnok har man ogſaa forklaret dette om en Deel af den Skat, Kaare i Forvejen havde ſamlet fra Syderøerne, men under alle Omſtændigheder udrededes dog denne Skat i Sigurds Navn, da den blev overbragt ved hans egen Hirdmand. Forreſten lod Haakon ogſaa ſelv Skat opkræve i Sydrøerne. Vi erfare nemlig, at den ſamme Islænding Thorgils Thordsſøn, kaldet Arrebeinsſtjup, der i Harald Graafelds Tid forgjæves havde ſøgt at faa ſine Ættejorder i Sogn tilbage[19], ogſaa fremſatte en Anmodning derom til Haakon Jarl, der efter at have erhvervet Magten i Norge tilegnede ſig dem, ſom ſaa meget andet Gods, og at Jarlen, efter at have beholdt ham nogen Tid hos ſig for nærmere at lære hans Opførſel at kjende, ſendte ham til Sydrøerne for at inddrive den allerede i tre Aar udeblevne Skat, med Løfte om, at han, hvis han beſtod denne Manddomsprøve, ſkulde faa ſin Anmodning opfyldt. Thorgils og hans Ven Thorſtein hvite fra Sogn rejſte afſted paa to Skibe (980), men med lidet Mandſkab[20]. De kom til Øerne og fordrede Skatten, men fik kun lidet af den, og lede ſiden Skibbrud ved Katanes[21], ſaa at de miſtede alt deres Gods, men kun Mandſkabet blev reddet. De fandt imidlertid en venſkabelig Modtagelſe hos en Jarl ved Navn Olaf, ſom herſkede der i Egnen, og Thorgils gjengjeldte hans Gjeſtfrihed ved at fælde i Tvekamp en grum og forhadt Viking, der vilde tiltvinge ſig Jarlens ſmukke Syſter Gudruns Haand. Efter Holmgangsloven tilfaldt Vikingens Efterladenſkab Sejrherren; Thorgils fik ſaaledes baade hans Skibe og Gods, og Jarlen belønnede ham desuden ved at give ham Gudrun til Egte. Thorgils havde nu Skibe nok, og kunde tillige ſkaffe ſig det tilſtrækkelige Antal Folk. Den følgende Sommer gjorde han derfor et nyt Tog til Sydrøerne med ſtørre Eftertryk end forhen, og gav Indbyggerne Valget mellem at taale Herjen eller at betale Skatten. De valgte det ſidſte, og han kunde endnu ſamme Sommer bringe Skatten til Haakon Jarl, der ogſaa holdt ſit Løfte og overlod ham de længe attraaede Ejendomme[22].

Hvorledes Haakon erhvervede dette Overherredømme over Orknøerne og Sydrøerne, om han ſelv havde gjort noget Tog derhen, eller om han alene udſendte flere ſlige Skatkrævere, ſom Thorgils, nævnes ingenſteds. Men om Sagen ſelv kan man neppe tvivle. Man kan og være vis paa, at en ſaa herſkeſyg men tillige klog Mand, ſom Haakon, har benyttet ſig af enhver Lejlighed og ethvert Middel til at hævde ſit Herredømme over Norges Skatlande, og i Særdeleshed over Orknøerne, hvor det fremfor Alt maatte være ham af Vigtighed at hindre Gunnhilds Sønner fra atter at finde Tilhold.

  1. Se ovenfor S. 33, 34.
  2. Steinsnes paa Roſsø er det nuværende Stenneſs, paa Næsſet mellem de to Søer, Hara-Søen og Stenneſs-Søen, hvor de bekjendte Steenſætninger ere, der og have givet Stedet Navn. En Strækning der kaldes endnu Haavardsteigen efter Haavard Jarl.
  3. Kong Kened den 3die herſkede nemlig mellem 969 og 991. Det kan neppe have været hans Formand, Kong Cuilen, der herſkede fra 965—969, efterſom man erfarer, at Thorfinn Hauſakljuf endnu levede, da Gunnhild og hendes Sønner flygtede til Orknøerne for Haakon Jarl, og de nys ſkildrede Begivenheder dog ogſaa maa have medtaget mere end fem Aar.
  4. Hans Navn ſkrives i vore Sagaer forſkjelligt, Magbjod, Margbjod, Magbragd.
  5. Alt dette fortælles omſtændeligt i Flatøbogen, hvorefter det er aftrykt i Skaalholt-Udg. af Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 180. Et Udtog findes i Olaf Tryggvesſøns Saga i Fornmanna Sögur Cap. 97.
  6. At Sigurd, der faldt i Briansſlaget i Irland 1014, maa have herſket i det mindſte i 30 Aar, ſees deraf, at Thorodd Skattkaupande, der nedenfor omtales, ikke kan have truffet Sigurd Jarls Skatkrævere ſenere end 983; altſaa var Sigurd allerede paa den Tid Jarl. Jvfr. nedenfor S. 134, Note 1.
  7. At Macbeths Fader var Finnlaich, Fjonnlaich, Finleg eller Finlay mat Ruairi, er en bekjendt Sag, ſe Fordun, IV. 49; at denne Finnlaich ikke er nogen anden end Sagaens „Finnleik“, ſkjønnes deraf at Macbeth ſelv optræder ſom Maormor af Moray.
  8. Hendes Fader ſkal have været Irekongen Kjarval eller Cearbhal. Der var flere af dette Navn; imidlertid tør det vel og hænde, at vore Sagaer oftere anvende det uden tilbørlig Hjemmel, fordi det nu engang var bleven dem meeſt bekjendt.
  9. Dette ligner meget, hvad Asſer i ſin Beſkrivelſe over Kong Alfreds Liv Mon. hist. Br. S. 481 (ſe ovenfor, 1ſte Bind S. 637 Note 5) fortæller om den Fane, kaldet Ravnen, hvilken Lodbroks Døttre havde ſyet for deres Brødre Ivar og Ubbe.
  10. Se ovf. 1ſte B. S. 516.
  11. Olaf Tryggv. Saga i Skaalholt-Udg. Cap. 181.
  12. Njáls Saga, Cap. 86, 90.
  13. Eyrbyggjaſaga, Cap. 29. Thorodd blev Vintren efter gift med Snorre Godes Syſter Thurid paa Frodaa; dette var faa Aar efter at Snorre, 18 Aar gammel, havde taget ved Gaarden paa Helgafell (982), og ligeledes kort Tid førend Kjartan, Thurids, og ſom man troede, hendes Elſker Bjørn Breidvikingakappes Søn blev fød (985). Thorodds Æventyr i Sydrøerne har altſaa fundet Sted ved 983, hvilket viſer, at Sigurd allerede da var Jarl. Man kunde maaſke udſtrække hans Regjeringstid endnu længer op, da det i Kriſtniſaga (Cap. 1) heder at Thorkell Kravla (ſe ovf. 1ſte B. S. 791) var en af de ſtørſte Høvdinger paa Island i Aaret 991 eller 983, da Thorvald Vidførle opholdt ſig der med Biſkop Frederik; men af Vatnsdølaſaga Cap. 13—45 ſer man, at Thorkell ved en Udenlandsrejſe, han foretog førend han blev Høvding, allerede forefandt Sigurd Lødvesſøn ſom Jarl paa Orknøerne.
  14. Navnet „Hunde“ er nordiſk, ikke gaeliſk, men da man finder, at en Søn af Sigurd Jarl ſenere kaldes „Hvelpr“ eller „Hundi“, maa man ſlutte at dette Navn kun er en Overſættelſe af et gaeliſk Navn, der betyder „Hvalp“ eller „Hund“. Et ſaadant Ord er Cuilen, hvilket tillige var Navnet paa Kong Keneds Forgænger. Maaſke man i den ovenfor nævnte „Hunde“ kan ſinde en Slægtning af hiin Cuilen, hvis Søn Konſtantin ſiden dræbte Kened.
  15. Se Njáls Saga Cap. 96.
  16. Uagtet Fordun 4de Bog Cap. 33, 38 o. ſ. v. kun kjender een Mælkolm ſom Konge af Skotland, og tidligere lader ham optræde ſom Konge af Kumberland, ſer man dog af Tighernachs Annaler (O’Connor Rer. hib. scr. II 281)at der desforuden var en Kong Mælkolm, Mælbrigdes Søn, og Sønneſøn af Ruairi (Finnlaichs Fader) i Skotland, hvilken døde 1029 eller 1030. Disſe tvende Konger ved Navn Mælkolm ere i de fleſte Annaler ſlaaede ſammen til een. Muligt, at de have ligget i Strid med hinanden indbyrdes, og ſaaledes været ſamtidige. Mælkolm Keneds Søn døde 1031, men Simeon af Durham nævner ham allerede ved 1018. Men paa denne Tid har der aabenbart herſket Uroligheder i Skotland, hvorom de magre Annaler intet indeholde. Saaledes omtaler Orkn. Saga (Cap. 32) og den ſamtidige Arnor Jarlaſkald en Konge eller Fyrſte i Skotland mellem 1020 og 1030 ved Navn Karl Hundaſøn, maaſke en Søn af den ovennævnte Cuilen.
  17. Gille beſøgte Sigurd Jarl ſtrax førend denne drog til Irland, hvor han faldt i Briansſlaget 1014. Njáls Saga Cap. 155.
  18. Dette Aar kan egentlig blot tilnærmelſesviis udfindes. Man ſer af Njáls Saga, at Njáls Sønner rejſte udenlands ſamme Sommer, ſom Kolſkegg, Gunnars Broder, og Thraain Sigfusſøn; at Kolſkegg Aaret efter begav ſig til Sven Tjugeſkegg i Danmark, og at Njáls Sønner ſamme Aar opholdt ſig hos Sigurd Jarl, og deeltog i Slaget ved Dungalsnipen. Aaret efter at Kampen ved Dungalsnipen ſtod, var altſaa Sven i Danmark; dette maa følgelig være enten i Perioden fra 986 til 989 eller efter 996. Nu erfare vi tillige, at Thraain, Kaare, og Njáls Sønner ſamtidigt befandt ſig hos Haakon Jarl, da hiin kom med Skatten to Somre efter Slaget ved Dungalsnipen, at Thraain endnu ſamme Aar rejſte til Island, at de øvrige ligeledes rejſte hjem 2 Aar ſenere, og at Thraain faa Aar efter blev dræbt, efterladende Sønnen Høſkuld, der dog endnu var en Dreng (sveinn), opfoſtredes af Njál, og ſidenefter, ved Femterdommens Oprettelſe 1004 fik Godord og giftede ſig. For at kunne erhverve et ſaa anſeeligt Embede uden Arv, maa han dog da vel mindſt have været 21 Aar, altſaa fød 980. Men han vilde i faa Fald ej have kunnet kaldes en Dreng ved Thraains Død, hvis denne var indtruffen længe efter 990; det er altſaa i Tidsrummet 936—989 at man maa ſøge Kolſkeggs og Njálsſønnernes Udenlandsrejſe, og heller tidligere end ſenere, da ellers deres Hjemkomſt kommer for nær ind paa Thraains Drab. Deres Udfart ſættes altſaa 986, Slaget ved Dungalsnipen ſamme Aar, Rejſen til Norge 988, Hjemrejſen til Island 990 og Thraains Drab 992 eller 993. — Man har heller intet andet Valg, thi lader man Udenlandsrejſen finde Sted 995, vilde Njálsſønnerne ikke to Aar efter finde Haakon Jarl i Norge, og Thraains Drab vilde falde 1001 eller 1002.
  19. Se ovf. S. 41—43.
  20. Ogſaa her er Tidsregningen i Floamanna Saga, der beretter alt dette, noget forvirret. Thi medens den lader Thorgils drage til Sydrøerne to Vintre for hans Søn Thorleifs Fødſel, og tilbage til Island Aaret derefter, heder det ſenere, at han drog til Grønland, da han havde været 13 Aar hjemme, og at Sønnen Thorleif da var 20 Aar gammel, uagtet han egentlig kun ſkulde være 11 eller 15 Aar gammel. Her er altſaa en Fejl indløben; man ſkulde ſnareſt antage, at 20 (xx) er ſat i Stedet for 15 (xv). Da Rejſen til Grønland fattes 7 Aar for hans 55de Aar, og da Vi erfare, at Thorgils var 16 Aar gammel under ſit førſte Ophold i Norge paa Harald Graafelds Tid, altſaa henved 964, ſkulde følgelig Grønlandsrejſen være ſkeet 996; da det imidlertid tilføjes, at det var ſtrax efter at Chriſtendommen allerførſt var kommen til Island (997) maa et Aar tillægges, ſom tabt ved Beregningen. Thorleifs Fødſel falder ſaaledes 982, og Rejſen til Sydrøerne 980.
  21. Man ſkulde næſten formode, at Katanes her er nævnt ved en Forvexling med et andet Sted i Skotland nærmere Sydrøerne, iſær paa Veſtſiden, hvor de halv gaeliſke, halv norſke Gallgaeler paa denne Tid herſkede. Norſke Navne blandt Gaelerne vare paa denne Tid ej ſaa ualmindelige, ſaaledes hed endog en ſkotſk Konge Ildulf (egentlig Hildulf), død 961, og hans Søn Anlaf eller Olaf dræbtes af Kong Kened 978 (Tighernach, hos O’Connor II. p. 260).
  22. Floamanna Saga, Cap. 14—16. Hovedbegivenhederne i denne Saga bære alt Præg af Sandhed, om end enkelte Biomſtændigheder ſmage af Overdrivelſe og ſenere Udpyntning. Om Tidsregningen er der forhen talt. Det er viiſt, at de enkelte Data ved nærmere Underſøgelſe dog idet hele taget lade ſig nogenledes forlige med hinanden indbyrdes, ſaavelſom med andre tilforladelige Tidsangivelſer, og det vil ſees, at den endog beſtyrker den af os ovenfor fremſatte Beregning af Harald Graafelds Dødsaar. En Omſtændighed, der ved førſte Øjekaſt kunde ſynes at medføre Vanſkeligheder, er den, at Cap. 14 ſynes at nævne Haakon Jarls Regjering og Thorgils’s Beſøg hos ham ſom næſten umiddelbart følgende efter de ovenfor (S. 41-43) omtalte Begivenheder under Harald Graafeld. Men da det i Cap. 16 heder, at Jarlen ſendte Thorgils afſted for at indkræve den i tre Aar udeblevne Skat, og der dog ej kunde være Tale om nogen Udeblivelſe af den ham tilkommende Skat førend han ſelv havde tiltraadt Regjeringen, maa ſaaledes i det mindſte 3 eller 4 Aar tænkes forløbne mellem Cap. 13 og 14. Og kunne førſt 4 Aar tænkes mellemliggende, uden at de i dem af Thorgils udførte Bedrifter nævnes, kan dette ogſaa lige ſaa godt være Tilfældet med flere Aar, i hvilke Thorgils rimeligviis var paa Handelsrejſer.