Det norske Folks Historie/2/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Færøerne herſkede allerede ſiden Harald Graafelds Tid den mægtige Blotmand Hafgrim i Sudrø over den ſydlige Halvdeel; den anden Deel havde derimod Brødrene Breſte og Beine paa Skuvø i Len af Haakon Jarl. Da det ſom ovenfor nævnt, udtrykkeligen ſiges at Hafgrim havde faaet ſin Deel i Len af Harald Graafeld, Breſte og Beine derimod ſin af Jarlen, ſkulde man formode, at Hafgrim ikke har anerkjendt Jarlens Overherredømme, men enten herſket aldeles uafhængigt, eller endnu for et Syns Skyld udgivet ſig for Eriksſønnernes Vaſal. Saa meget er viſt, at han ſtod paa en ſpendt Fod med Brødrene paa Skuvø, og alene ventede paa Lejlighed til at komme i Kaſt med dem. Denne fandt han, da to af de Mænd, der opholdt ſig hos ham, kom i Uenighed om, hvo der var den ypperſte Høvding paa Øerne. Den ene, Einar Sudrøing, en Frænde af Breſte og Beine, holdt paa disſe, men den anden, Eldjarn Kambhatt, paa Hafgrim ſelv; det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at Eldjarn ſlog til Einar med et Stykke Træ, hvorpaa Einar ſlog Eldjarn i Svime med en Øxhammer. Hafgrim jog nu Einar bort, og bad ham fare til ſine Frænder paa Skuvø, idet han lagde til, at ſeent eller tidligt maatte han nok ſelv komme til at prøve Kræfter med dem. Breſte tog venligt imod Einar, og lovede ham ſin Beſkyttelſe. Den hidſige Hafgrim tøvede ikke længe med at velte ſig ind paa ham, hvortil han nu troede at have fundet et godt Paaſkud. Endnu om Vinteren efter den Høſt, Slagsmaalet havde været, begav han ſig til Stuvø og fordrede Erſtatning for den Overlaſt, Eldjarn havde lidt. Breſte tilbød Lov og Dom til Thinge, men Hafgrim fordrede Selvdom, hvorpaa Breſte ſaa meget mindre vilde indlade ſig, ſom Eldjarn havde været Angriberen. Ikke deſto mindre ſtevnede Hafgrim Einar til Thinget i Thorshavn paa Strømø, hvor han tænkte med Overmagt at ſikre ſig en fordeelagtig Dom. Men Breſte og Beine fremmødte ogſaa heel mandſterke, og forſpildte Sagen for Hafgrim, idet den lovkundige Breſte tillige fordrede Eldjarn erklæret fredløs, fordi han overfaldt ſagesløs Mand. Hafgrim ſagde at dette ſkulde hevnes. Breſte ſvarede at han ikke ændſede hans Truſler. Dermed ſkiltes de for den Gang.

Hafgrim forſøgte nu at hverve flere formaaende Mænd til at gjøre fælles Sag med ham i et Angreb paa Brødrene. Førſt henvendte han ſig til ſin Svigerfader, men denne, ſom var en ædel Mand, vilde intet høre derom, ja kaſtede endog et Spyd efter Hafgrim, da han begyndte at give onde Ord. Bedre Lykke havde Hafgrim hos den trædſke og pengebegjærlige Thrond i Gøte, der, uagtet han var en rig Mand og desuden kjødeligt Søſkendebarn til Brødrene, dog ved Løftet om en betydelig aarlig Afgift, Hafgrim tilbød at yde ham, lod ſig bevæge til at deeltage i Anſlaget mod deres Liv. Efter Thronds Raad overtalte Hafgrim ogſaa hans Morbroder Bjarne paa Svinø ved et lignende Løfte, og Planen aftaltes nu mellem dem. Breſte og Beine ejede foruden Skuvø ogſaa Øerne Store og Lille Dimun, hvilken ſidſte var ubeboet, men hvor de havde Sauder og Køer gaaende. Engang havde de været ude paa Lille Dimun og ſkulde ro over til Store Dimun. De vare fuldt bevæbnede, men havde ingen andre Folk med ſig, end deres to Sønner, nemlig Breſtes Søn Sigmuud, der kun var 9, og Beines Søn Thore, der kun var 11 Aar gammel. Da de ikke vare langt fra Store Dimun, ſaa de trende, med væbnede Mænd fuldt beſatte Skuder komme roende; der var 12 Mand i hver Skude, og ſom Anførerne for hver af dem kjendte de Hafgrim, Thrond og Bjarne. Det var let at ſe at disſe havde Ondt i Sinde, da de ſøgte at afſkære dem fra Land[1]. Det lykkedes dem dog at komme hen til en Klippe ved Strandbredden; der løb de op, da den var et godt Forſvarsſted, og lode Drengene ſætte ſig ved Siden af dem. Hafgrim og Bjarne anfaldt dem ſtrax, men Thrond forblev nede paa Fjæren og vilde ikke deeltage i Kampen, mere, ſom man af hans ſenere Færd kan ſe, for at undgaa altfor ſlem Eftertale, end fordi han i ſig ſelv følte nogen Betænkelighed ved at volde ſine Frænders Død. Hafgrim kunde imidlertid længe intet udrette mod de kjække og kampfærdige Brødre, iſær Breſte, der havde valgt ſig den farligſte Poſt. Hafgrim bebrejdede Thrond, at han ikke efter Aftale hjalp ham; men Thrond ſkammede ham ud fordi han ikke ſelv 24de kunde faa Bugt med tvende. Da løb Hafgrim i Hidſighed op ad Klippen, og gjennemborede Breſte, men i ſamme Øjeblik kløvede ogſaa Breſtes Sverd hans Skulder, ſaa at de begge ſtyrtede døde ned af Klippen. Strax efter maatte ogſaa Beine bukke under. Thrond vilde nu at man tillige ſkulde dræbe Smaadrengene Sigmund og Thore, for at de ikke, naar de bleve voxne, ſkulde hevne deres Fædres Død. Men Bjarne modſatte ſig med Beſtemthed denne Gruſomhed, og Thrond vendte ſtrax klogeligt Talen om, foregivende at Forſlaget heller ikke havde været hans Alvor, men at han tvertimod vilde opfoſtre Drengene for at gjengjelde dem, at han havde været med i Anſlaget mod deres Fædre. De havde imidlertid været Vidne til Kampen og til deres Fædres Død. Thore græd, men Sigmund ſagde: „lader os ej græde, men heller fæſte denne Dag i vort Minde“.

Thrond tog nu begge Drengene til ſig, men fik endnu ſamme Sommer en Handelsmand fra Tunsberg ved Navn Rafn Holmgardsfare — ſaa kaldet af ſine hyppige Handelsrejſer til Holmgard i Rusland — til at tage dem med ſig paa det Skib, hvormed han havde beſøgt Thorshavn. I Førſtningen havde Thrond villet ſælge dem ſom Trælle, men Rafn, ſom havde en Anelſe om at det var de nys dræbte Høvdingers Børn, havde ej villet indlade ſig derpaa. Thrond maatte derfor byde ham Penge, for at han ſkulde fore dem bort og indeſtaa for at de ej kom tilbage til Færøerne: heri ſamtykkede Rafn for to Mark Sølv, og ſejlede afſted med dem. Denne Forhandling havde fundet Sted i Hemmelighed, en Morgen juſt ſom Skibet var ſejlfærdigt. En Steen var nu lettet af Thronds Hjerte, og han kunde derfor, ſom han troede, nyde Frugterne af ſit Forræderi. Førſt og fremſt bemægtigede han ſig alt det Gods og alle de Ejendomme, Breſte og Beine havde efterladt, og tog hele den Deel af Færøerne, de havde haft til Len, under ſin Raadighed Derpaa tog han Hafgrims tiaarige Søn Asſur til Opfoſtring og beſtyrede i hans Navn ligeledes den anden Halvdeel af Øerne. Han var altſaa nu Eneherre der, og Ingen vovede at tale et Ord imod ham. Det lader ikke til, at han erkjendte Haakon Jarls eller nogen andens Overhøjhed. Breſtes og Beines Død henføres i Sagaerne til det ſamme Aar, i hvilket Harald Graafeld faldt ved Hals, og for ſaa vidt denne Tidsangivelſe var rigtig, kunde man maaſke tænke ſig, at Thrond i den Forvirring, Herreſkiftet i Norge nødvendigviis maatte medføre, havde lettere for at optræde ſom uafhængig Herſker paa den afſides liggende Øgruppe. Men det er forhen viiſt, at Tidsangivelſen neppe lader ſig forene med den Ytring, at Breſte og Beine vare Haakon Jarls Hirdmænd, og havde Øerne til Len af ham. Man maa derfor antage, at disſe Beretninger om de færøiſke Anliggender have haft deres egen uafhængige Tidsregning, ifølge hvilken Breſtes og Beines Død henførtes til 975 eller omtrent 20 Aar før Haakon Jarls Død, og at de gamle Chronologers urigtige Beretning, hvorved Harald Graafelds Død ligeledes falder i 975, har forledet ſenere Sagaſkrivere til uden videre at ſætte begge Begivenheder, Brødrenes Drab og Haralds Fald, i ſamme Aar.

Det var et Held for Drengene Sigmund og Thore, at de kom i Rafns Hænder, thi han behandlede dem godt. Han beholdt dem hos ſig den hele Vinter, og da han den følgende Vaar ſkulde foretage en af ſine ſædvanlige Handelsrejſer, gav han dem Tilladelſe til at drage hvorhen de vilde, og ſkjenkede dem tillige til deres Underholdning de Penge, han havde faaet af Thrond. I to Aar ſkulle de deraf have holdt ſig i Viken, rimeligviis i Tunsberg, men da var det ogſaa forbi med Pengene, og de beſluttede nu at begive ſig til Haakon Jarl, hvis Hirdmænd deres Fædre havde været, og af hvem de ſaaledes havde Grund til at vente ſig nogen Hjelp. De toge Vejen over Hedemarken og Gudbrandsdalen, og kom ikke til Dovrefjeld førend henimod Vinteren, da det allerede havde begyndt at ſne. Desuagtet gave de ſig til at vandre over Fjeldet, men de fore vild og laa ude i flere Nætter uden Mad. Thore, ſkjønt den ældſte af dem — han var nu 14 Aar gammel — blev ſaa afkræftet, at han lagde ſig fore, men Sigmund, ſkjønt to Aar yngre, var ſaa meget ſterkere, at han tog ham paa Ryggen og bar ham videre. Han havde dog vel neppe kunnet frelſe hans eller ſit eget Liv, hvis de ikke nu vare komne til et Sted, hvor det gik ned ad Bakke. De fandt et Dalføre, ſom de fulgte; ſnart begyndte de at lugte Røg, og endelig kom de nede i Dalen til en Gaard, hvor de gik ind og fandt kun to Kvinder, en ældre, og en halvvoxen Pige. Her bleve de vel modtagne, bevertede og forſynede med Natteleje; men Kvinderne ytrede dog, at Husbonden neppe vilde ſynes derom, naar han kom hjem fra Jagten. En Stund efter kom han hjem med et fældet Rensdyr paa Ryggen, og tilkjendegav ganſke rigtigt ſin Misfornøjelſe med at hans Huſtru og Datter havde modtaget Fremmede, hvilket, ſom han ſagde, var den bedſte Maade til at røbe deres Opholdsſted; men de foreſtillede ham, at de dog ikke kunde lade to ſtakkels Smaadrenge, ſom disſe, dø lige under deres Huus. Dermed gav Manden ſig ogſaa tilfreds. Næſte Dag var han meget venlig mod Drengene, og bad dem blive der og hvile ſig den Dag. Og den følgende Dag indbød han dem til at blive der den hele Vinter, ſiden de nu engang havde taget Fejl af den rette Vej, og det paa alle Kanter var langt til Bygden. Drengene modtoge Tilbudet, og Bonden og Kvindfolkene kom til at holde ſaa meget af dem, at han ved Vinterens Ende gjorde dem det Forſlag at blive der fremdeles, indtil de vare voxne. Venneløſe og forældreløſe ſom de vare, lode de ſig ikke dette ſige to Gange, og bleve nu i fem Aar hos Bonden, der imidlertid lærte dem op i Legemsøvelſer og alſlags Vaabenfærdighed, hvori han viſte ſig ſom en ſtor Meſter, og hvori ogſaa begge Frænderne bragte det vidt, dog Sigmund meeſt. Sigmund og Bondens ſmukke Datter Thurid vare jevnaldrende, og begyndte ſnart at fatte Kjærlighed til hinanden. Forældrene lagde heller ikke nogen Hindringer i Vejen for deres Samtaler[2].

Da de fem Aar vare omme, havde Sigmund naaet ſit 18de Aar, og var voxet op til at blive en ſtor, ſterk, og i alle Færdigheder udmerket dygtig Yngling. Han begyndte nu at længes efter at ſe ſig om i Verden, og talte derom til ſin Foſterfader, ſom gav ham Ret i, at de nu maatte ſøge at blive kjendt med andre Folk og ſkaffe ſig nogen Forfremmelſe. Han lod dem forſyne med Klæder og alt det øvrige nødvendige til Rejſen, og fulgte dem paa Vejen efter at de havde ſagt hans Huſtru og Datter Farvel, hvilket iſær gik den ſidſte til Hjerte. Da de vare komne ſaa vidt over Fjeldet, at de kunde ſe Vejen til Orkedalen, ſkiltes ogſaa Bonden fra dem, efter at han førſt havde aabenbaret dem, hvo han var og hvad han havde oplevet. Han fortalte dem nu, at hans rette Navn var Thorkell Tørfroſt, — et Tilnavn han havde faaet fordi han i ſin Ungdom ſyntes ſaa godt øm at gaa paa Jagt ved Vinterens Begyndelſe, naar der var Barfroſt eller Tørfroſt — og at han havde hjemme paa Hedemarken, hvor hans Fader havde været en rig og anſeet Bonde. Han havde bejlet til ſin nuværende Huſtru Ragnhild, der var en Datter af den mægtige Thoralf, Oplændingekongernes Sysſelmand, og da denne negtede ham hendes Haand, fordi han ej var fornem nok, havde han røvet hende og flygtet til Skoven med hende, ledſaget af tolv paalidelige Venner. Thoralf havde ſat efter ham med mange Folk; det var kommen til en Kamp, hvori Thorkell og hans Venner, haardt ſaarede, maatte tage Flugten, og lade Ragnhild tilbage; men hvorved ogſaa Thoralf blev dødeligt ſaaret, ſaaat han kort efter ſin Hjemkomſt opgav Aanden. Thorkell, ſigtet ſom hans Banemand, blev paa et Thing, Oplændingerne nu holdt, lyſt utlæg, og efter at have tilbragt en Tid i nogle afſidesliggende Huler, havde han ſøgt ſig et ſikrere og behageligere Opholdsſted i Fjelde og Ødemarker, efter atter at have taget Ragnhild med. Saaledes var han for 18 Aar ſiden kommen til denne afſidesliggende Dal, hvor han ſiden den Tid havde levet aldeles afſondret fra Folk, ernærende ſig fornemmelig ved Jagten, og kun to Gange hvert Aar vovende ſig ned til Bygden for at indkjøbe hvad der ellers behøvedes til Huſet. Rigtigheden af denne Fortælling[3], der alene grunder ſig paa Thorkells eget Udſagn og ikke beviſes ved andre Vidnesbyrd, maa ſtaa ved ſit Værd, og alt hvad man kan ſige om den er, at den i det mindſte ikke lader uſandſynlig, ligeſom den ogſaa kaſter et ret interesſant Lys over Forholdene paa Oplandene, hvor det altſaa lader til at Smaakongerne af Harald Haarfagres Æt herſkede i Fællesſkab. Den Dal, hvor Thorkell Tørfroſt havde ſlaaet ſig ned, og hvor Sigmund og Thore havde fundet den kjærlige Modtagelſe i hans Huus, ſynes efter Beliggenheden at dømme at maatte have været Foldalen, hvis førſte Beboer altſaa Thorkell Thurrafroſt var; fra Foldalen maa han have fulgt dem over Fjeldet til Kvikne, der hører til Orkedalen i vidtløftig Forſtand[4]. Ved Afſkeden mellem Thorkell og Sigmund aabenbarede denne ham en Kjærlighedsforſtaaelſe, der var mellem ham og hans Datter Thurid, og tilſtod at denne var frugtſommelig, men ſagde ogſaa at han aldrig vilde egte nogen anden, og bad Thorkell ikke at gifte hende bort, førend han ſelv kunde vente hende. Thorkell lovede ham det, og Sigmund lovede ham til Gjengjeld at gjøre alt hvad der ſtod i hans Magt for at ſkaffe ham hans Fred igjen, ſaaat han kunde komme bort fra disſe øde Egne, hvor han nu var ked af at opholde ſig længer. Sigmund og Thore fortſatte deres Vej til Lade, hvor de ſtrax hilſede paa Jarlen, og navngave ſig. Jarlen tog vel imod dem, men ſagde at uagtet Sigmund viſtnok lignede Breſte, kunde han dog ikke ſaa lige ſtole paa at han virkelig var hans Søn, førend han havde ført ſig i Ætten ved en eller anden berømmelig Daad; imidlertid tillod han dem at blive ved Hirden, og viſte dem til Sæde blandt ſine Gjeſter. (984).

Det varede ikke længe førend Sigmund begyndte at længes efter Lejlighed til at udmerke ſig. Hans Hu ſtod til at drage paa Krigstog. Han henvendte ſig førſt til Jarlens Søn, Svein, der rimeligviis var hans Jevnaldrende og endnu opholdt ſig hos ſin Fader, og hvis Beundring han havde vundet ved at viſe ham ſine Kunſtfærdigheder. Siden, henimod Julen, kom Erik Jarl i Beſøg fra Viken, et Beviis mere paa, at han, ſiden Haakon var kommen i aabenbar Krig med Kong Harald Gormsſøn, befandt ſig i en nogenlunde god Forſtaaelſe med ſin Fader. Ogſaa ham bad Sigmund om Biſtand, og Erik lovede baade at lægge et godt Ord ind for ham hos ſin Fader, og at bidrage lige ſaa meget til hans Udruſtning ſom denne. Efter Julen fremſatte Sigmund ſin Anmodning for Haakon ſelv, og denne lovede at give ham Beſked til Vaaren, naar Skibene ſkulde udruſtes. Vaaren kom, og Jarlen lod ham faa et Langſkib med 40 Mands Beſætning. Efter Løfte gav Erik Jarl ham et lige ſaa ſtort og med et lige ſaa ſtort Antal Folk udruſtet Skib; da Svein fik høre det, gav han ham det tredie, beſat med 40 Mand af hans egne Tjeneſtefolk. Med denne juſt ikke ſynderlig ſtore Styrke droge Sigmund og Thore ud i Viking, ſaaledes ſom det paa den Tid var ſædvanligt, til Øſterſøen, men fik ikke ſynderligt Bytte; paa Tilbagevejen vare de dog heldige nok til at overvinde en Viking fra Holmgard, der med fem Skibe, hvoriblandt et Drageſkib, laa ved Elve-Skærene. Vikingen ſelv faldt med mange af ſine Mænd, og Sigmund erobrede to af hans Skibe, af hvilke det ene var Drageſkibet, med meget Bytte. De øvrige tre undkom. Efter at have beſøgt Erik Jarl i Viken vendte Sigmund og ophøre om Høſten tilbage til Haakon Jarl, der tog godt imod dem, og om Julen gjorde dem begge til ſine Hirdmænd. (985). Sommeren efter lyſte han paa Froſtathing, efter Sigmunds Anmodning, Thorkell Tørfroſt ſykn, det vil ſige ophævede hans Utlegd, ſaa at han atter frit kunde opholde ſig i Landet, og ſendte Bud efter ham. Han kom ogſaa ſtrax med ſin Huſtru og Datter, der Sommeren i Forvejen havde født et Pigebarn, ſom fik Navnet Thora; og Jarlen udnævnte ham ej længe efter til ſin Sysſelmand i Orkedalen[5].

Det næſte Tog, ſom den gamle Fortælling om Sigmund lader ham udføre, ſkal have været mod Sverige. Førſt flere Aar ſenere (994) lader den ham deeltage i Slaget mod Jomsvikingerne i Hjørungavaag og hugge begge Hænder af Bue digre, ſaaledes ſom det ovenfor er omtalt[6]. Men for ſaa vidt det virkelig ſkal tages for ſikkert, at Sigmund var med i dette Slag, og at Beretningen om den Heltegjerning, han der udførte, ikke er en ſildigere Udpyntning af hans Levnetshiſtorie, maa den, efter hvad der forhen er viiſt, henføres til denne Mellemtid, da han om Vinteren og Vaaren 985—986 opholdt ſig ved Haakons Hird[7]. Toget til Sverige er iſær merkeligt fordi det oplyſer, at Haakon Jarl paa denne Tid befandt ſig i et ſpendt Forhold til Sviakongen. Tolv norſke Kjøbmænd havde om Vinteren faret over til Svithjod, og paa Kjøbſtevnen var der opſtaaet Uenighed, der endtes med at en af Nordmændene dræbte en Svenſk. Da Kong Erik erfoer dette, ſendte han ſine Gjeſter hen for at dræbe alle de 12 Nordmænd, hvilket ogſaa lykkedes dem. Dette beſluttede Haakon at hevne, og ſendte Sigmund afſted med en temmelig betydelig Styrke, deels fra Hirden, deels af Ledingsfolk, for at gjeſte Sverige og tilføje Sviakongen nogen Skade. At Haakon paa denne Tid, kort efter Jomsvikingeſlaget, ikke var i den bedſte Forſtaaelſe med Kong Erik i Sverige, er ſaa meget mere rimeligt, ſom vi ikke længe efter ſe denne i Forbindelſe med Haakon Jarls Fiender, Jomsvikingerne. Sigmund lagde paa Vejen ind til Viken og hilſede paa Erik Jarl ſom forſterkede ham ſaaledes, at han nu havde over 300 Mand og fem vel udruſtede Skibe. Med denne Styrke drog han gjennem Øreſund, og ſkal have gjort et ødelæggende Indfald paa Sveriges Øſtkyſt, hvorved Sysſelmanden Bjørn, der vilde ſætte ſig til Modværge, blev dræbt; han ſkal og have overvundet to af Sviakongens Lendermænd, der laa i Baghold for ham ved en Ø udenfor Svithjod, og ſkal have fældt den ene. Det følgende Aar ſkal Sigmund efter Jarlens Ønſke have gjort et Tog til de veſtlige Farvande for at opſøge og dræbe en vis Harald Jernhaus, hvilken Jarlen havde lyſt utlæg formedelſt den Uſtyr, han havde øvet i Norge. Sigmund ſkal have fundet ham ved Angleſey, og efter en Dags Kamp ſluttet Fred og Forbund med ham; ja han ſkal endog have taget ham med til Norge og med ſtor Møje bragt det dertil at Jarlen tilgav ham[8].

Sigmund havde nu endelig erhvervet ſaa megen Magt og Anſeelſe, at det kunde være paa Tide for ham at tænke paa et Tog til Færøerne for at hevne ſin Fader og ſkaffe ſig ſine fædrene Beſiddelſer tilbage. Han talte derom til Jarlen, ſom lovede ham ſin Biſtand, og endnu ſamme Høſt lod bygge to Knerrer til ham, da han anſaa Farvandet omkring Øerne altfor farligt for Langſkibe. Asſur, Hafgrims Søn, var nu voxet til, og bleven en ſtor og raſk ung Mand: han var omtrent jevnaldrende med Sigmund. Thrond havde ſkaffet ham et godt Giftermaal, og foruden hans Fædrenegaard ogſaa overladt ham Breſtes og Beines Ejendomme[9], ligeſom han og havde overdraget ham Raadigheden over den Halvdeel af Øerne, de havde haft i Len: men den egentlige Herſker var dog Thrond, thi han ledede ganſke den uerfarne og lidet forſtandige Asſur, ikke at tale om, at han var den rigeſte Mand i Øerne. Asſur havde nu ikke færre end tre Hovedgaarde, paa hvilke han ſtiftedes til at bo; den ene var hans Fædrenegaard Hov paa Sudrø, den anden paa Skuvø, og den tredie paa Store Dimun: de to ſidſte havde tilhørt Breſte og Beine. Paa Store Dimun er der kun eet Landingsſted, og Opgangen til Gaarden paa Øen er derfra ad en ſtejl Klippevæg, hvor man maa klatre op ved Hjelp af Indhug i Klippen, og hvor een Mand let kan forſvare Øen mod mange Angribere. Her lod Asſur opføre et Virke eller Befæſtningsverk om Gaarden, og opholdt ſig jevnligt der med tredive Mand; naar han rejſte mellem fine Gaarde, havde han ikke færre end Lid Mand med ſig. Han maa vel allerede have ventet Angreb af Sigmund, hvis Ry paa denne Tid ſikkert maatte have naaet Færøerne[10].

Om Vaaren var Sigmunds Knerrer færdige, og han gjorde ſig rede til Rejſen. Da han ſagde Jarlen Farvel, ſpurgte denne ham, hvad Tro han egentlig havde. Sigmund ſvarede efter nogen Betænkning at han ingen anden Tro havde end paa ſin Lykke og Styrke. „Det duer ikke“, ſagde Jarlen; „du bør ſøge din Trøſt hos den Guddom, til hvilken jeg ſætter al min Tro, nemlig Thorgerd Hølgabrud; vi ſkulle nu beſøge hende, og bede hende om Held for dig“. Sigmund bad ham raade, og fulgte ham til Skogs, førſt paa en Vej, og derpaa ad en Sideſti til en opryddet Plads, hvor Gudehuſet ſtod, omgivet med en Skidgard. Huſet var meget ſmukt, med Guld og Sølv indſtøbt i Udſkæringerne. De gik ind, og kun faa Mænd med dem. Der var Glasglugger rundt omkring, ſaaat der ingenſteds var mørkt. Der fandtes en Mængde Gudebilleder; Thorgerd Hølgabruds var inderſt, lige for dem, prægtigt ſmykket. Jarlen kaſtede ſig ned for hendes Fødder og laa der længe. Siden ſtod han op og ſagde til Sigmund, at de ſkulde ofre hende en Gave, nemlig noget Sølv, ſom de lagde paa Stolen foran hende. „Hvis hun nu“, ſagde Jarlen, „vil modtage Gaven, kunne vi merke det derpaa, at hun ſlipper den Ring, hun har paa Armen, og den Ring vil bringe dig Held“. Jarlen tog fat i Ringen, men han fik den ikke løs, og Sigmund troede at ſe, at hun bøjede Haanden tilbage. Jarlen kaſtede ſig atter ned, og Sigmund ſaa at Taarerne ſtode ham i Øjnene; derpaa ſtod han op, tog atter,i Ringen, og nu gik den endelig løs. Han gav Sigmund den, og ſagde at han aldrig ſkulde ſkille ſig ved den. Derpaa ſagde han Sigmund Levvel. Om Jarlens Tro virkelig var ſaa levende, at han indbildte ſig at Gudebilledet efter Behag kunde holde og ſlippe Ringen, eller om han blot ved en efter hans Foreſtilling from Liſt vilde ſkuffe Sigmund og ſætte Mod i ham, kunne vi nu ej længer med Sikkerhed afgjøre, men efter hvad vi forreſten kjende til Haakon, er det førſte det rimeligſte[11].

Sigmund ſejlede nu afſted med ſine Knerrer. Han ſelv ſtyrede den ene, og Thore den anden. Paa boer af dem ſkal der have været 50 Mand. En heftig Storm ſkilte dem ad, og de dreve i nogle Dage om paa Havet; endelig fik de god Vind, og Sigmund kom til Øerne i Nærheden af Øſterø. Han ønſkede helſt at komme uforvarende over Thrond, og lod ſtyre mod Øen; men paany opkom Storm, ſaa at de maatte vende derfra[12], og derimod lægge i Land ved Svinø, den øſtligſte, hvor den før omtalte Bjarne, Thronds Morbroder, boede. Fyrgetyve gik op til Gaarden; for at faa fat paa Bjarne, medens ti bleve tilbage ved Skibet. De brøde Huſet op, fandt Bjarne i Sængen, grebe ham og førte ham ud; men da han mindede Sigmund om, hvorledes han havde modſat ſig hans og Thores Drab efter Overfaldet paa deres Forældre, ſkjenkede han ham Livet, dog paa den Betingelſe, at han ſkulde følge med til Øſterø. Bjarne forſikrede, at det med ſaadant Vejr, ſom da herſkede, var umuligt at komme did, og Sigmund beſluttede nu at overfalde Asſur, ſom juſt befandt ſig paa Store Dimun. Bjarne maatte ej alene følge med, men og ſkaffe flere Folk til Hjelp. De kom ſaa uvæntet og uſeet til Dimun, at ingen fandtes til at forſvare Stien. De kunde derfor uhindret gaa op og komme lige til Virket. Da Asſur havde erfaret, hvo de vare og hvad de vilde, tilbød han Sigmund Forlig efter Afgjørelſe af de bedſte Mænd der i Færøerne. Sigmund fordrede derimod Selvdom, hvorpaa Asſur ej vilde indlade ſig, og Sigmund gav derfor ſine Mænd Befaling til Angreb. Asſur havde ſine 30 Mand hos ſig i Virket og det var Sigmunds Mænd vanſkeligt at udrette noget mod dem, men Sigmund ſelv fandt et Sted, hvor noget af Muren var ſtyrtet ned, ſaa at den var lettere at beſtige: der tog han Tilløb, ſprang ſaa højt op, han kunde, holdt ſig ved Øxehagen faſt ved den øverſte Kant af Muren, og arbejdede ſig ſaaledes op i Virket. En Mand vilde ſtandſe ham og hug efter ham, men faldt, truffen af hans Øxe, og førend nogen kunde komme til, fældte han ogſaa Asſur, hoppede baglængs fra Muren, og kom ſtaaende ned. Sigmund truede den øvrige Beſætning med Udhungring eller Brand, og den overgav ſig. Thore Beinesſøn havde imidlertid landet ved Sudrø, og kom nu til Sigmund, efter at denne allerede havde beſtaaet Kampen med Asſur. Da Thrond erfoer alt dette, bød han Forlig, og et Møde aftaltes i Thorshavn. Ved dette Møde, hvor ogſaa en Mængde andre Folk indfandt ſig, hyllede Thrond den ſtørſte Venlighed mod Sigmund og Anger over ſin tidligere Færd mod hans Fader og Farbroder, for at faa ham til at gaa ind paa et Forlig, hvorved han ſelv ſkulde dømme i Sagen; thi rimeligviis var den ſnue Thrond overbeviiſt om at Sigmunds Ædelmodighed juſt da vilde bringe ham til at ſætte ſaa lempelige Vilkaar ſom muligt. Sigmund, der viſt havde faaet beſtemte Forholdsregler fra Haakon Jarl, paaſtod derimod at Jarlen ſkulde afgjøre Sagen mellem dem, og derved blev det. De ſkulde den følgende Sommer begge drage over til Norge for der at høre Jarlens Dom. Imidlertid tilbragte Sigmund, Thore og mange Mænd med dem Vintren i hans Fædrenegaard paa Skuvø, hvor han levede med megen Pragt.

Den følgende Vaar gjorde baade Sigmund og Thrond ſig rejſefærdige. Sigmund udruſtede ſin ene Knarr — den anden havde han allerede den foregaaende Høſt ſendt til Norge — Thrond derimod en Byrding (et Fragtfartøj), ſom han ejede. Da Sigmund var færdig, ſejlede han afſted tilligemed Thore og henved 20 Mand; de landede ved Søndmøre, hvor Haakon Jarl juſt opholdt ſig, og begave ſig ſtrax til ham. Jarlen modtog dem venligt, og Sigmund fortalte ham hvorledes det var gaaet ham, og om Forliget med Thrond. Da Jarlen hørte det, ſagde han ſtrax, at Sigmund og Thrond ikke havde været lige ſnue, og at han tvivlede om at Thrond virkelig vilde komme. Han havde Ret, thi Sommeren led hen, og ingen Thrond kom. Endelig kom der andre Skibe fra Færøerne, med den Efterretning, at Thrond nok var afſejlet fra Færøerne, men at Storm havde drevet ham tilbage og ſkadet hans Skib, ſaa at det ej kunde holde Søen. Med denne Beſked maatte Sigmund og Jarlen lade ſig nøje. Jarlen afſagde nu efter Sigmunds Anmodning ſin Dom, uagtet Thrond ej var tilſtede. Han beſtemte at denne ſkulde udrede fire Mandsgjeld, eet for hver af Brødrene, ſom han havde hjulpet til at fælde; et tredie fordi han havde raadet til Sigmunds og Thores Drab; og endnu eet fordi han havde villet ſælge dem ſom Trælle. Sigmund ſkulde have den Deel af Færøerne, hans Fader havde haft i Len, uden at betale Skat af den; den anden Deel, der havde tilhørt Hafgrim, ſkulde inddrages, men ogſaa den gav Jarlen ham i Len, imod en aarlig Skat. Hafgrim ſkulde ligge ugild, ligeſaa Asſur, fordi han havde tilegnet ſig Sigmunds Ejendom. Thrond ſkulde udrede alle disſe Penge paa een Sommer; ſkede dette, og overholdt han forøvrigt Forliget og den afſagte Dom, ſkulde han have Landsviſt[13] i Færøerne, ellers ikke. Sigmund takkede Jarlen for denne Afgjørelſe, forblev i Norge om Vinteren, og drog ikke over til Færøerne førend den følgende Vaar (990). Da han var kommen did, ſtevnede han Thrond til at møde ſig paa Thinget i Thorshavn. Thrond indfandt ſig, og Sigmund bebrejdede ham hans Uordholdenhed, fordi han ikke efter Løfte havde fulgt ham til Norge; han bad ham nu erklære ſig reent ud, om han vilde holde noget Forlig eller ej. Thrond ſøgte atter Udflugter, bad Sigmund ſelv afſige Dom, og foreſtillede ham at dette vilde være ham til ſtørſt Hæder. Men Sigmund var døv for enhver ſaadan Anmodning, og Thrond maatte derfor omſider erklære at han vilde holde den af Jarlen afſagte Dom. Dog føjede Sigmund ſig i at give ham tre Aars Henſtand med Udbetalingerne. Efter mange hyklerſke Ord fra Thronds Side ſkiltes de ad, i det mindſte tilſyneladende forligte. Da Sigmund om Sommeren gjorde ſig rejſefærdig for at drage over til Haakon Jarl med Skatten, udbetalte Thrond ham ganſke rigtigt den ene Trediedeel af Pengene, men klynkede dog overmaade meget derved. Han tilkjendegav ogſaa ſit uvenſkabelige Sindelag mod Sigmund, eller ſin Hengivenhed for det Parti, der maatte anſees fiendtligt mod ham, ved at tilbyde Asſurs unge efterladte Søn Leif Opfoſtring, og lade ham voxe op hos ſig i Gøte.

Da Sigmund havde ſamlet Skatten, drog han i Følge med Thore over til Norge, og udredede Skatten til Jarlens Tilfredshed (990). Han tilbragte atter Vinteren hos Haakon, og holdt om Vaaren endelig Bryllup med Thurid, hvis Fader Thorkell Tørfroſt imidlertid, ſom ovenfor nævnt, var bleven Jarlens Sysſelmand i Orkedalen. Brylluppet ſtod paa Lade hos Jarlen ſelv i ſyv Dage, og han udnævnte ved denne Lejlighed Thorkell til ſin Hirdmand. Det var ikke førend om Høſten, at Sigmund vendte tilbage til Færøerne (991). Da tog han ſin Huſtru Thurid og Datter Thora med, og tilbragte Vinteren i Rolighed. I hele dette Aar havde ſaaledes Thrond været forſkaanet for noget Krav. Den følgende Vaar, paa Thinget i Thorshavn, hvor baade Thrond og Sigmund tilligemed en Mængde andre mødte, paaſtod Sigmund altſaa med Rette, at han egentlig kunde fordre alt hvad der ſtod tilbage af de Bøder, Thrond ſkulde udrede, men ſagde, at han desuagtet for denne Gang vilde lade ſig nøje med en Trediedeel. Thrond ſøgte atter Udflugter. Han ſpurgte Sigmund, om han ej vilde unde Leif Asſursſøn nogen Erſtatning fordi han havde dræbt hans Fader, „i ſaa Fald“, ſagde ham „kunde jeg betale ham, hvad du har til Gode hos mig“. „Det gjør jeg ikke“, ſagde Sigmund, „jeg vil have mine Penge“. „Du vil dog ſelv erkjende Billigheden af hvad jeg ſiger“, ſvarede Thrond. „Betal Pengene“, ſagde Sigmund, „eller det ſkal bekomme dig ilde“. Thrond betalte nu Halvdelen af den fordrede Trediedeel og ſagde at han ej formaaede mere denne Gang. Da gik Sigmund hen til Thrond, ſatte ham Øxeſpidſen for Bryſtet og truede med at trykke til ſaa at han ſkulde føle det, hvis han ej betalte Pengene „Du er en vanſkelig Mand“, „ſagde Thrond, „og ſendte Bud ind i ſin Thingbod efter en Pengepung, ſom laa der; da den var bragt ud, befandtes den at indeholde netop ſaa meget ſom Sigmund ſkulde have. Om Sommeren gjorde Sigmund en kort Rejſe over til Norge med Skatten, kom ſnart tilbage igjen, og tilbragte Vinteren hjemme paa Færøerne, hvor han allerede var bleven meget venneſæl. Endog med Bjarne paa Svinø levede han i den bedſte Forſtaaelſe, og denne meglede ofte mellem ham og Thrond, hvor det ellers vilde være kommet til aabenbar Fejde. Den følgende Vaar, da Alle atter vare ſamlede paa Thinget, krævede Sigmund Reſten af de tilbageſtaaende Bøder. Thrond fremſatte paa ny Modfordringen i Leifs Navn, og Mange lagde et Ord ind med om det Ønſkelige i at en Overeenskomſt kunde komme iſtand. Sigmund ſagde, hvad der viſt ogſaa var ganſke rigtigt, at om han endog gik ind paa Thronds Forſlag, vilde Leif neppe faa mere af Pengene, end han ſelv; imidlertid erklærede han ſig for gode Mænds Ord villig til at lade dem blive henſtaaende indtil videre, dog med det udtrykkelige Tillæg, at han hverken eftergav dem eller vilde betale Bøder. Om Høſten (993) drog han atter over til Norge med Thore, for at bringe Jarlen den aarlige Skat; hans Huſtru Thurid blev tilbage. Han ſkal have opholdt ſig hos Jarlen om Vinteren, og det er denne Vinter, i Løbet af hvilken han efter Færeyingaſagas Udſagn ſkulde have deeltaget i Jomsvikingeſlaget og hugget Hænderne af Bue digre, hvilken Bedrift, om han end har udført den, dog efter hvad der ovenfor er viiſt, maa have været udført ſyv Aar tidligere, ſaa at det vel endog er uviſt, hvorvidt Sigmund virkelig har tilbragt denne Vinter i Norge, iſær da han efter ſit Giftermaal ſynes at have haft ſtadigere Vinterophold paa Færøerne end før. Sigmund tilbragte nu et Par Aar i Rolighed paa Færøerne. Han beherſkede disſe uden at nogen beſtred hans Myndighed. Jarlen fik den beſtemte Skat, og ſaaledes var Haakons Herredømme over dette Skatland nu ved Sigmunds Dygtighed fuldkommen befæſtet[14].

  1. Efter færøiſke Sagn ſkal Hafgrim have ligget paa Udkig efter Brødrene Breſte og Beine paa den bratte Klippe Mjovanes, nordøſtligt paa Sudrø, mellem Hvalvik og Hvalbofjord, lige over for lille Dimun; hans Følge ſkal imidlertid have opholdt ſig hos Bonden paa Gillje, hvis Datter Hafgrims Søn Asſur ſiden egtede. Rafns Udg. af Færeyingaſaga, Fortale S. XXX.
  2. Færeyingaſaga Cap. 1—12.
  3. Færeyingaſaga Cap. 14—16. Olaf Tryggv. Saga Cap. 182. Ogſaa Beretningen om Sigmunds og Thores eget Ophold hos Thorkell bærer Præget af Udſmykkelſer, iſær hvad der fortælles om deres Æventyr med en Bjørn, ſom de dræbte, Fær. Saga Cap. 12, Olaf Tryggv. Saga Cap. 183.
  4. Kvikne gjennemſtrømmes nemlig, ſom bekjendt, af Orka-Elven. Thorkell har enten viiſt dem Vejen fra Grimsbø til Stubſø og videre til Kvikne, eller, hvad der maaſke er endnu rimeligere, fra Dalen over Mælſø til Orkelvkrogen. — Enkelte have gjettet paa Opdal ſom den afſides Dal, hvor Thorkell boede; men Opdal var allerede bebygget paa Harald Haarfagres Tid (ſe ovf. 1ſte B. S. 466) og laa desuden i den alfare Vej. Derimod maatte en Afvigelſe fra denne til Højre (til Venſtre er den neppe tænkelig) juſt bringe Sigmund og Thore ned i Foldalen, hvortil allerede Hjærdkinn tildeels hører. Og for Thorkell, der kom fra Skovbygderne ved Hedemarken, rimeligviis Øſterdalen, maatte ogſaa Foldalen ligge belejligſt.
  5. Færeyingaſaga, Cap. 16—19, 26. Olaf Tryggv. Saga Cap. 181.
  6. Se ovf. S. 119.
  7. Dette er ſaa meget rimeligere, ſom det altid ſynes at være et mistænkeligt Sammentref, at Sigmund, efter at have boſat ſig paa Færøerne, juſt ſkulde ſlumpe til at opholde ſig i Norge den Vinter, da Jomsvikingeſlaget ſtod. Et enkelt Haandſkrift (Flatøbogen) vil ogſaa vide at Thorkell Tørfroſt ſkal have været med i dette Slag ſom Skibsſtyrer. Dette er en ligefrem Følge af den Omſtændighed at hans Svigerſøn Sigmund nævnes ſom en af Deeltagerne. Ifølge den ovenfor fulgte Beregning, hvorved Thorkell bliver ſykn Sommeren 986, er det ikke muligt at han kan have været med; dog maa det merkes at Sagaens egne Angivelſer om Thorkells Landsviſts-Erhvervelſe er ledſaget af nogen Urede, efterſom den lader Sigmund ſamme Sommer følge Jarlen til Froſtathing, uagtet det tidligere udtrykkeligt heder, at han den Sommer, fra Vaar til Høſt, var paa Tog i Sverige. Overhoved kan man ikke regne disſe Tidsangivelſer ſaa nøje. Sigmund kan viſtnok være kommen et Par Aar før eller ſenere til Jarlen, have udført Bedrifter, der ej nævnes, og igjen ej have udført andre, der tillægges ham, f. Ex. Toget mod Harald Jernhaus. Forreſten ſynes det, efter den ovenfor (S. 123) anførte Notits, ſom om allerede Are frode havde berettet om Sigmunds Kamp med Bue digre.
  8. Færeyingaſaga Cap. 19—21.
  9. Ifølge Sagnet med Datteren af Bonden paa Gillje, ſe ovf. S. 139 Note.
  10. Færeyingaſaga Cap. 22, 24 og Olaf Tryggv. Saga Cap. 184, 185 beſkriver Skuvø ſaaledes ſom vi ovenfor have beſkrevet Store Dimun, og henføre ſaavel Virket, ſom Asſurs Død til hiin Ø; men da de gamle Viſer og Sagn paa Færøerne henføre den ſidſtnævnte Begivenhed til Store Dimun, og desuden Beſkrivelſen alene pasſer paa denne Ø (ſe Fortalen til Rafns Udg. af Færeyingaſaga S. VII—X har jeg ikke betænkt mig paa, i dette Stykke at afvige fra den rimeligviis paa Island eller i Norge af Folk, der vare ukyndige i Lokalforholdene, nedſkrevne Saga, i hvilken en Forvexling mellem de to Breſte forhen tilhørende Øer Skuvø og Store Dimun ſaa let kunde opkomme.
  11. Færeyingaſaga Cap. 23. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 184.
  12. Det ſiges ikke ligefrem i Sagaen, at man gav Thronds formodede Trolddom Skyld for denne Storm; Sagnet paa Færøerne ſiger det derimod udtrykkeligt. Dette Sagn, der forøvrigt henfører Sigmunds førſte Rejſe til Olaf Tryggvesſøns Tid, lader Sigmund, da han efter 3 Dages Sejlads fik Færøerne i Sigte, ſtyre lige efter Mjovanes paa Øſterø, hvor han maatte ligge udenfor Gøte i tre Dage og tre Nætter, uden at komme i Land, fordi Thrond hexede et Uvejr mod ham. Han ſejlede derpaa, ogſaa efter Sagnet, til Svinø, hvor de brøde ind, men hvor Bjarnes Kone mæglede Forlig, og hvor de nu holdt ſig lyſtige i 6 Dage; derfra droge de til Store Dimun, fik atter et Uvejr, ſtyrede gjennem Skuvøfjorden, og nærmede ſig det ſaakaldte grønne Skard, en græsbevoxet Kløft paa Øen. De lagde til Land ved et Sted, kaldet Ratt; Beſtigelſen af Fjeldet og Asſurs Drab beſkrives nu meget omſtændeligt og med enkelte Afvigelſer fra Sagaen, hvilke Afvigelſer mere eller mindre indeholder Uſandſynligheder.
  13. D. e. Tilladelſe til at opholde ſig i Landet, Frihed fra Utlegd.
  14. Færeyingaſaga, Cap. 21—27. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 185, 186.