Det norske Folks Historie/2/19

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Paa Færøerne herskede allerede siden Harald Graafelds Tid den mægtige Blotmand Hafgrim i Sudrø over den sydlige Halvdeel; den anden Deel havde derimod Brødrene Breste og Beine paa Skuvø i Len af Haakon Jarl. Da det som ovenfor nævnt, udtrykkeligen siges at Hafgrim havde faaet sin Deel i Len af Harald Graafeld, Breste og Beine derimod sin af Jarlen, skulde man formode, at Hafgrim ikke har anerkjendt Jarlens Overherredømme, men enten hersket aldeles uafhængigt, eller endnu for et Syns Skyld udgivet sig for Erikssønnernes Vasal. Saa meget er vist, at han stod paa en spendt Fod med Brødrene paa Skuvø, og alene ventede paa Lejlighed til at komme i Kast med dem. Denne fandt han, da to af de Mænd, der opholdt sig hos ham, kom i Uenighed om, hvo der var den ypperste Høvding paa Øerne. Den ene, Einar Sudrøing, en Frænde af Breste og Beine, holdt paa disse, men den anden, Eldjarn Kambhatt, paa Hafgrim selv; det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at Eldjarn slog til Einar med et Stykke Træ, hvorpaa Einar slog Eldjarn i Svime med en Øxhammer. Hafgrim jog nu Einar bort, og bad ham fare til sine Frænder paa Skuvø, idet han lagde til, at seent eller tidligt maatte han nok selv komme til at prøve Kræfter med dem. Breste tog venligt imod Einar, og lovede ham sin Beskyttelse. Den hidsige Hafgrim tøvede ikke længe med at velte sig ind paa ham, hvortil han nu troede at have fundet et godt Paaskud. Endnu om Vinteren efter den Høst, Slagsmaalet havde været, begav han sig til Stuvø og fordrede Erstatning for den Overlast, Eldjarn havde lidt. Breste tilbød Lov og Dom til Thinge, men Hafgrim fordrede Selvdom, hvorpaa Breste saa meget mindre vilde indlade sig, som Eldjarn havde været Angriberen. Ikke desto mindre stevnede Hafgrim Einar til Thinget i Thorshavn paa Strømø, hvor han tænkte med Overmagt at sikre sig en fordeelagtig Dom. Men Breste og Beine fremmødte ogsaa heel mandsterke, og forspildte Sagen for Hafgrim, idet den lovkundige Breste tillige fordrede Eldjarn erklæret fredløs, fordi han overfaldt sagesløs Mand. Hafgrim sagde at dette skulde hevnes. Breste svarede at han ikke ændsede hans Trusler. Dermed skiltes de for den Gang.

Hafgrim forsøgte nu at hverve flere formaaende Mænd til at gjøre fælles Sag med ham i et Angreb paa Brødrene. Først henvendte han sig til sin Svigerfader, men denne, som var en ædel Mand, vilde intet høre derom, ja kastede endog et Spyd efter Hafgrim, da han begyndte at give onde Ord. Bedre Lykke havde Hafgrim hos den trædske og pengebegjærlige Thrond i Gøte, der, uagtet han var en rig Mand og desuden kjødeligt Søskendebarn til Brødrene, dog ved Løftet om en betydelig aarlig Afgift, Hafgrim tilbød at yde ham, lod sig bevæge til at deeltage i Anslaget mod deres Liv. Efter Thronds Raad overtalte Hafgrim ogsaa hans Morbroder Bjarne paa Svinø ved et lignende Løfte, og Planen aftaltes nu mellem dem. Breste og Beine ejede foruden Skuvø ogsaa Øerne Store og Lille Dimun, hvilken sidste var ubeboet, men hvor de havde Sauder og Køer gaaende. Engang havde de været ude paa Lille Dimun og skulde ro over til Store Dimun. De vare fuldt bevæbnede, men havde ingen andre Folk med sig, end deres to Sønner, nemlig Brestes Søn Sigmuud, der kun var 9, og Beines Søn Thore, der kun var 11 Aar gammel. Da de ikke vare langt fra Store Dimun, saa de trende, med væbnede Mænd fuldt besatte Skuder komme roende; der var 12 Mand i hver Skude, og som Anførerne for hver af dem kjendte de Hafgrim, Thrond og Bjarne. Det var let at se at disse havde Ondt i Sinde, da de søgte at afskære dem fra Land[1]. Det lykkedes dem dog at komme hen til en Klippe ved Strandbredden; der løb de op, da den var et godt Forsvarssted, og lode Drengene sætte sig ved Siden af dem. Hafgrim og Bjarne anfaldt dem strax, men Thrond forblev nede paa Fjæren og vilde ikke deeltage i Kampen, mere, som man af hans senere Færd kan se, for at undgaa altfor slem Eftertale, end fordi han i sig selv følte nogen Betænkelighed ved at volde sine Frænders Død. Hafgrim kunde imidlertid længe intet udrette mod de kjække og kampfærdige Brødre, især Breste, der havde valgt sig den farligste Post. Hafgrim bebrejdede Thrond, at han ikke efter Aftale hjalp ham; men Thrond skammede ham ud fordi han ikke selv 24de kunde faa Bugt med tvende. Da løb Hafgrim i Hidsighed op ad Klippen, og gjennemborede Breste, men i samme Øjeblik kløvede ogsaa Brestes Sverd hans Skulder, saa at de begge styrtede døde ned af Klippen. Strax efter maatte ogsaa Beine bukke under. Thrond vilde nu at man tillige skulde dræbe Smaadrengene Sigmund og Thore, for at de ikke, naar de bleve voxne, skulde hevne deres Fædres Død. Men Bjarne modsatte sig med Bestemthed denne Grusomhed, og Thrond vendte strax klogeligt Talen om, foregivende at Forslaget heller ikke havde været hans Alvor, men at han tvertimod vilde opfostre Drengene for at gjengjelde dem, at han havde været med i Anslaget mod deres Fædre. De havde imidlertid været Vidne til Kampen og til deres Fædres Død. Thore græd, men Sigmund sagde: „lader os ej græde, men heller fæste denne Dag i vort Minde“.

Thrond tog nu begge Drengene til sig, men fik endnu samme Sommer en Handelsmand fra Tunsberg ved Navn Rafn Holmgardsfare – saa kaldet af sine hyppige Handelsrejser til Holmgard i Rusland – til at tage dem med sig paa det Skib, hvormed han havde besøgt Thorshavn. I Førstningen havde Thrond villet sælge dem som Trælle, men Rafn, som havde en Anelse om at det var de nys dræbte Høvdingers Børn, havde ej villet indlade sig derpaa. Thrond maatte derfor byde ham Penge, for at han skulde fore dem bort og indestaa for at de ej kom tilbage til Færøerne: heri samtykkede Rafn for to Mark Sølv, og sejlede afsted med dem. Denne Forhandling havde fundet Sted i Hemmelighed, en Morgen just som Skibet var sejlfærdigt. En Steen var nu lettet af Thronds Hjerte, og han kunde derfor, som han troede, nyde Frugterne af sit Forræderi. Først og fremst bemægtigede han sig alt det Gods og alle de Ejendomme, Breste og Beine havde efterladt, og tog hele den Deel af Færøerne, de havde haft til Len, under sin Raadighed Derpaa tog han Hafgrims tiaarige Søn Assur til Opfostring og bestyrede i hans Navn ligeledes den anden Halvdeel af Øerne. Han var altsaa nu Eneherre der, og Ingen vovede at tale et Ord imod ham. Det lader ikke til, at han erkjendte Haakon Jarls eller nogen andens Overhøjhed. Brestes og Beines Død henføres i Sagaerne til det samme Aar, i hvilket Harald Graafeld faldt ved Hals, og for saa vidt denne Tidsangivelse var rigtig, kunde man maaske tænke sig, at Thrond i den Forvirring, Herreskiftet i Norge nødvendigviis maatte medføre, havde lettere for at optræde som uafhængig Hersker paa den afsides liggende Øgruppe. Men det er forhen viist, at Tidsangivelsen neppe lader sig forene med den Ytring, at Breste og Beine vare Haakon Jarls Hirdmænd, og havde Øerne til Len af ham. Man maa derfor antage, at disse Beretninger om de færøiske Anliggender have haft deres egen uafhængige Tidsregning, ifølge hvilken Brestes og Beines Død henførtes til 975 eller omtrent 20 Aar før Haakon Jarls Død, og at de gamle Chronologers urigtige Beretning, hvorved Harald Graafelds Død ligeledes falder i 975, har forledet senere Sagaskrivere til uden videre at sætte begge Begivenheder, Brødrenes Drab og Haralds Fald, i samme Aar.

Det var et Held for Drengene Sigmund og Thore, at de kom i Rafns Hænder, thi han behandlede dem godt. Han beholdt dem hos sig den hele Vinter, og da han den følgende Vaar skulde foretage en af sine sædvanlige Handelsrejser, gav han dem Tilladelse til at drage hvorhen de vilde, og skjenkede dem tillige til deres Underholdning de Penge, han havde faaet af Thrond. I to Aar skulle de deraf have holdt sig i Viken, rimeligviis i Tunsberg, men da var det ogsaa forbi med Pengene, og de besluttede nu at begive sig til Haakon Jarl, hvis Hirdmænd deres Fædre havde været, og af hvem de saaledes havde Grund til at vente sig nogen Hjelp. De toge Vejen over Hedemarken og Gudbrandsdalen, og kom ikke til Dovrefjeld førend henimod Vinteren, da det allerede havde begyndt at sne. Desuagtet gave de sig til at vandre over Fjeldet, men de fore vild og laa ude i flere Nætter uden Mad. Thore, skjønt den ældste af dem – han var nu 14 Aar gammel – blev saa afkræftet, at han lagde sig fore, men Sigmund, skjønt to Aar yngre, var saa meget sterkere, at han tog ham paa Ryggen og bar ham videre. Han havde dog vel neppe kunnet frelse hans eller sit eget Liv, hvis de ikke nu vare komne til et Sted, hvor det gik ned ad Bakke. De fandt et Dalføre, som de fulgte; snart begyndte de at lugte Røg, og endelig kom de nede i Dalen til en Gaard, hvor de gik ind og fandt kun to Kvinder, en ældre, og en halvvoxen Pige. Her bleve de vel modtagne, bevertede og forsynede med Natteleje; men Kvinderne ytrede dog, at Husbonden neppe vilde synes derom, naar han kom hjem fra Jagten. En Stund efter kom han hjem med et fældet Rensdyr paa Ryggen, og tilkjendegav ganske rigtigt sin Misfornøjelse med at hans Hustru og Datter havde modtaget Fremmede, hvilket, som han sagde, var den bedste Maade til at røbe deres Opholdssted; men de forestillede ham, at de dog ikke kunde lade to stakkels Smaadrenge, som disse, dø lige under deres Huus. Dermed gav Manden sig ogsaa tilfreds. Næste Dag var han meget venlig mod Drengene, og bad dem blive der og hvile sig den Dag. Og den følgende Dag indbød han dem til at blive der den hele Vinter, siden de nu engang havde taget Fejl af den rette Vej, og det paa alle Kanter var langt til Bygden. Drengene modtoge Tilbudet, og Bonden og Kvindfolkene kom til at holde saa meget af dem, at han ved Vinterens Ende gjorde dem det Forslag at blive der fremdeles, indtil de vare voxne. Venneløse og forældreløse som de vare, lode de sig ikke dette sige to Gange, og bleve nu i fem Aar hos Bonden, der imidlertid lærte dem op i Legemsøvelser og alslags Vaabenfærdighed, hvori han viste sig som en stor Mester, og hvori ogsaa begge Frænderne bragte det vidt, dog Sigmund meest. Sigmund og Bondens smukke Datter Thurid vare jevnaldrende, og begyndte snart at fatte Kjærlighed til hinanden. Forældrene lagde heller ikke nogen Hindringer i Vejen for deres Samtaler[2].

Da de fem Aar vare omme, havde Sigmund naaet sit 18de Aar, og var voxet op til at blive en stor, sterk, og i alle Færdigheder udmerket dygtig Yngling. Han begyndte nu at længes efter at se sig om i Verden, og talte derom til sin Fosterfader, som gav ham Ret i, at de nu maatte søge at blive kjendt med andre Folk og skaffe sig nogen Forfremmelse. Han lod dem forsyne med Klæder og alt det øvrige nødvendige til Rejsen, og fulgte dem paa Vejen efter at de havde sagt hans Hustru og Datter Farvel, hvilket især gik den sidste til Hjerte. Da de vare komne saa vidt over Fjeldet, at de kunde se Vejen til Orkedalen, skiltes ogsaa Bonden fra dem, efter at han først havde aabenbaret dem, hvo han var og hvad han havde oplevet. Han fortalte dem nu, at hans rette Navn var Thorkell Tørfrost, – et Tilnavn han havde faaet fordi han i sin Ungdom syntes saa godt øm at gaa paa Jagt ved Vinterens Begyndelse, naar der var Barfrost eller Tørfrost – og at han havde hjemme paa Hedemarken, hvor hans Fader havde været en rig og anseet Bonde. Han havde bejlet til sin nuværende Hustru Ragnhild, der var en Datter af den mægtige Thoralf, Oplændingekongernes Sysselmand, og da denne negtede ham hendes Haand, fordi han ej var fornem nok, havde han røvet hende og flygtet til Skoven med hende, ledsaget af tolv paalidelige Venner. Thoralf havde sat efter ham med mange Folk; det var kommen til en Kamp, hvori Thorkell og hans Venner, haardt saarede, maatte tage Flugten, og lade Ragnhild tilbage; men hvorved ogsaa Thoralf blev dødeligt saaret, saaat han kort efter sin Hjemkomst opgav Aanden. Thorkell, sigtet som hans Banemand, blev paa et Thing, Oplændingerne nu holdt, lyst utlæg, og efter at have tilbragt en Tid i nogle afsidesliggende Huler, havde han søgt sig et sikrere og behageligere Opholdssted i Fjelde og Ødemarker, efter atter at have taget Ragnhild med. Saaledes var han for 18 Aar siden kommen til denne afsidesliggende Dal, hvor han siden den Tid havde levet aldeles afsondret fra Folk, ernærende sig fornemmelig ved Jagten, og kun to Gange hvert Aar vovende sig ned til Bygden for at indkjøbe hvad der ellers behøvedes til Huset. Rigtigheden af denne Fortælling[3], der alene grunder sig paa Thorkells eget Udsagn og ikke bevises ved andre Vidnesbyrd, maa staa ved sit Værd, og alt hvad man kan sige om den er, at den i det mindste ikke lader usandsynlig, ligesom den ogsaa kaster et ret interessant Lys over Forholdene paa Oplandene, hvor det altsaa lader til at Smaakongerne af Harald Haarfagres Æt herskede i Fællesskab. Den Dal, hvor Thorkell Tørfrost havde slaaet sig ned, og hvor Sigmund og Thore havde fundet den kjærlige Modtagelse i hans Huus, synes efter Beliggenheden at dømme at maatte have været Foldalen, hvis første Beboer altsaa Thorkell Thurrafrost var; fra Foldalen maa han have fulgt dem over Fjeldet til Kvikne, der hører til Orkedalen i vidtløftig Forstand[4]. Ved Afskeden mellem Thorkell og Sigmund aabenbarede denne ham en Kjærlighedsforstaaelse, der var mellem ham og hans Datter Thurid, og tilstod at denne var frugtsommelig, men sagde ogsaa at han aldrig vilde egte nogen anden, og bad Thorkell ikke at gifte hende bort, førend han selv kunde vente hende. Thorkell lovede ham det, og Sigmund lovede ham til Gjengjeld at gjøre alt hvad der stod i hans Magt for at skaffe ham hans Fred igjen, saaat han kunde komme bort fra disse øde Egne, hvor han nu var ked af at opholde sig længer. Sigmund og Thore fortsatte deres Vej til Lade, hvor de strax hilsede paa Jarlen, og navngave sig. Jarlen tog vel imod dem, men sagde at uagtet Sigmund vistnok lignede Breste, kunde han dog ikke saa lige stole paa at han virkelig var hans Søn, førend han havde ført sig i Ætten ved en eller anden berømmelig Daad; imidlertid tillod han dem at blive ved Hirden, og viste dem til Sæde blandt sine Gjester. (984).

Det varede ikke længe førend Sigmund begyndte at længes efter Lejlighed til at udmerke sig. Hans Hu stod til at drage paa Krigstog. Han henvendte sig først til Jarlens Søn, Svein, der rimeligviis var hans Jevnaldrende og endnu opholdt sig hos sin Fader, og hvis Beundring han havde vundet ved at vise ham sine Kunstfærdigheder. Siden, henimod Julen, kom Erik Jarl i Besøg fra Viken, et Beviis mere paa, at han, siden Haakon var kommen i aabenbar Krig med Kong Harald Gormssøn, befandt sig i en nogenlunde god Forstaaelse med sin Fader. Ogsaa ham bad Sigmund om Bistand, og Erik lovede baade at lægge et godt Ord ind for ham hos sin Fader, og at bidrage lige saa meget til hans Udrustning som denne. Efter Julen fremsatte Sigmund sin Anmodning for Haakon selv, og denne lovede at give ham Besked til Vaaren, naar Skibene skulde udrustes. Vaaren kom, og Jarlen lod ham faa et Langskib med 40 Mands Besætning. Efter Løfte gav Erik Jarl ham et lige saa stort og med et lige saa stort Antal Folk udrustet Skib; da Svein fik høre det, gav han ham det tredie, besat med 40 Mand af hans egne Tjenestefolk. Med denne just ikke synderlig store Styrke droge Sigmund og Thore ud i Viking, saaledes som det paa den Tid var sædvanligt, til Østersøen, men fik ikke synderligt Bytte; paa Tilbagevejen vare de dog heldige nok til at overvinde en Viking fra Holmgard, der med fem Skibe, hvoriblandt et Drageskib, laa ved Elve-Skærene. Vikingen selv faldt med mange af sine Mænd, og Sigmund erobrede to af hans Skibe, af hvilke det ene var Drageskibet, med meget Bytte. De øvrige tre undkom. Efter at have besøgt Erik Jarl i Viken vendte Sigmund og ophøre om Høsten tilbage til Haakon Jarl, der tog godt imod dem, og om Julen gjorde dem begge til sine Hirdmænd. (985). Sommeren efter lyste han paa Frostathing, efter Sigmunds Anmodning, Thorkell Tørfrost sykn, det vil sige ophævede hans Utlegd, saa at han atter frit kunde opholde sig i Landet, og sendte Bud efter ham. Han kom ogsaa strax med sin Hustru og Datter, der Sommeren i Forvejen havde født et Pigebarn, som fik Navnet Thora; og Jarlen udnævnte ham ej længe efter til sin Sysselmand i Orkedalen[5].

Det næste Tog, som den gamle Fortælling om Sigmund lader ham udføre, skal have været mod Sverige. Først flere Aar senere (994) lader den ham deeltage i Slaget mod Jomsvikingerne i Hjørungavaag og hugge begge Hænder af Bue digre, saaledes som det ovenfor er omtalt[6]. Men for saa vidt det virkelig skal tages for sikkert, at Sigmund var med i dette Slag, og at Beretningen om den Heltegjerning, han der udførte, ikke er en sildigere Udpyntning af hans Levnetshistorie, maa den, efter hvad der forhen er viist, henføres til denne Mellemtid, da han om Vinteren og Vaaren 985–986 opholdt sig ved Haakons Hird[7]. Toget til Sverige er især merkeligt fordi det oplyser, at Haakon Jarl paa denne Tid befandt sig i et spendt Forhold til Sviakongen. Tolv norske Kjøbmænd havde om Vinteren faret over til Svithjod, og paa Kjøbstevnen var der opstaaet Uenighed, der endtes med at en af Nordmændene dræbte en Svensk. Da Kong Erik erfoer dette, sendte han sine Gjester hen for at dræbe alle de 12 Nordmænd, hvilket ogsaa lykkedes dem. Dette besluttede Haakon at hevne, og sendte Sigmund afsted med en temmelig betydelig Styrke, deels fra Hirden, deels af Ledingsfolk, for at gjeste Sverige og tilføje Sviakongen nogen Skade. At Haakon paa denne Tid, kort efter Jomsvikingeslaget, ikke var i den bedste Forstaaelse med Kong Erik i Sverige, er saa meget mere rimeligt, som vi ikke længe efter se denne i Forbindelse med Haakon Jarls Fiender, Jomsvikingerne. Sigmund lagde paa Vejen ind til Viken og hilsede paa Erik Jarl som forsterkede ham saaledes, at han nu havde over 300 Mand og fem vel udrustede Skibe. Med denne Styrke drog han gjennem Øresund, og skal have gjort et ødelæggende Indfald paa Sveriges Østkyst, hvorved Sysselmanden Bjørn, der vilde sætte sig til Modværge, blev dræbt; han skal og have overvundet to af Sviakongens Lendermænd, der laa i Baghold for ham ved en Ø udenfor Svithjod, og skal have fældt den ene. Det følgende Aar skal Sigmund efter Jarlens Ønske have gjort et Tog til de vestlige Farvande for at opsøge og dræbe en vis Harald Jernhaus, hvilken Jarlen havde lyst utlæg formedelst den Ustyr, han havde øvet i Norge. Sigmund skal have fundet ham ved Anglesey, og efter en Dags Kamp sluttet Fred og Forbund med ham; ja han skal endog have taget ham med til Norge og med stor Møje bragt det dertil at Jarlen tilgav ham[8].

Sigmund havde nu endelig erhvervet saa megen Magt og Anseelse, at det kunde være paa Tide for ham at tænke paa et Tog til Færøerne for at hevne sin Fader og skaffe sig sine fædrene Besiddelser tilbage. Han talte derom til Jarlen, som lovede ham sin Bistand, og endnu samme Høst lod bygge to Knerrer til ham, da han ansaa Farvandet omkring Øerne altfor farligt for Langskibe. Assur, Hafgrims Søn, var nu voxet til, og bleven en stor og rask ung Mand: han var omtrent jevnaldrende med Sigmund. Thrond havde skaffet ham et godt Giftermaal, og foruden hans Fædrenegaard ogsaa overladt ham Brestes og Beines Ejendomme[9], ligesom han og havde overdraget ham Raadigheden over den Halvdeel af Øerne, de havde haft i Len: men den egentlige Hersker var dog Thrond, thi han ledede ganske den uerfarne og lidet forstandige Assur, ikke at tale om, at han var den rigeste Mand i Øerne. Assur havde nu ikke færre end tre Hovedgaarde, paa hvilke han stiftedes til at bo; den ene var hans Fædrenegaard Hov paa Sudrø, den anden paa Skuvø, og den tredie paa Store Dimun: de to sidste havde tilhørt Breste og Beine. Paa Store Dimun er der kun eet Landingssted, og Opgangen til Gaarden paa Øen er derfra ad en stejl Klippevæg, hvor man maa klatre op ved Hjelp af Indhug i Klippen, og hvor een Mand let kan forsvare Øen mod mange Angribere. Her lod Assur opføre et Virke eller Befæstningsverk om Gaarden, og opholdt sig jevnligt der med tredive Mand; naar han rejste mellem fine Gaarde, havde han ikke færre end Lid Mand med sig. Han maa vel allerede have ventet Angreb af Sigmund, hvis Ry paa denne Tid sikkert maatte have naaet Færøerne[10].

Om Vaaren var Sigmunds Knerrer færdige, og han gjorde sig rede til Rejsen. Da han sagde Jarlen Farvel, spurgte denne ham, hvad Tro han egentlig havde. Sigmund svarede efter nogen Betænkning at han ingen anden Tro havde end paa sin Lykke og Styrke. „Det duer ikke“, sagde Jarlen; „du bør søge din Trøst hos den Guddom, til hvilken jeg sætter al min Tro, nemlig Thorgerd Hølgabrud; vi skulle nu besøge hende, og bede hende om Held for dig“. Sigmund bad ham raade, og fulgte ham til Skogs, først paa en Vej, og derpaa ad en Sidesti til en opryddet Plads, hvor Gudehuset stod, omgivet med en Skidgard. Huset var meget smukt, med Guld og Sølv indstøbt i Udskæringerne. De gik ind, og kun faa Mænd med dem. Der var Glasglugger rundt omkring, saaat der ingensteds var mørkt. Der fandtes en Mængde Gudebilleder; Thorgerd Hølgabruds var inderst, lige for dem, prægtigt smykket. Jarlen kastede sig ned for hendes Fødder og laa der længe. Siden stod han op og sagde til Sigmund, at de skulde ofre hende en Gave, nemlig noget Sølv, som de lagde paa Stolen foran hende. „Hvis hun nu“, sagde Jarlen, „vil modtage Gaven, kunne vi merke det derpaa, at hun slipper den Ring, hun har paa Armen, og den Ring vil bringe dig Held“. Jarlen tog fat i Ringen, men han fik den ikke løs, og Sigmund troede at se, at hun bøjede Haanden tilbage. Jarlen kastede sig atter ned, og Sigmund saa at Taarerne stode ham i Øjnene; derpaa stod han op, tog atter,i Ringen, og nu gik den endelig løs. Han gav Sigmund den, og sagde at han aldrig skulde skille sig ved den. Derpaa sagde han Sigmund Levvel. Om Jarlens Tro virkelig var saa levende, at han indbildte sig at Gudebilledet efter Behag kunde holde og slippe Ringen, eller om han blot ved en efter hans Forestilling from List vilde skuffe Sigmund og sætte Mod i ham, kunne vi nu ej længer med Sikkerhed afgjøre, men efter hvad vi forresten kjende til Haakon, er det første det rimeligste[11].

Sigmund sejlede nu afsted med sine Knerrer. Han selv styrede den ene, og Thore den anden. Paa boer af dem skal der have været 50 Mand. En heftig Storm skilte dem ad, og de dreve i nogle Dage om paa Havet; endelig fik de god Vind, og Sigmund kom til Øerne i Nærheden af Østerø. Han ønskede helst at komme uforvarende over Thrond, og lod styre mod Øen; men paany opkom Storm, saa at de maatte vende derfra[12], og derimod lægge i Land ved Svinø, den østligste, hvor den før omtalte Bjarne, Thronds Morbroder, boede. Fyrgetyve gik op til Gaarden; for at faa fat paa Bjarne, medens ti bleve tilbage ved Skibet. De brøde Huset op, fandt Bjarne i Sængen, grebe ham og førte ham ud; men da han mindede Sigmund om, hvorledes han havde modsat sig hans og Thores Drab efter Overfaldet paa deres Forældre, skjenkede han ham Livet, dog paa den Betingelse, at han skulde følge med til Østerø. Bjarne forsikrede, at det med saadant Vejr, som da herskede, var umuligt at komme did, og Sigmund besluttede nu at overfalde Assur, som just befandt sig paa Store Dimun. Bjarne maatte ej alene følge med, men og skaffe flere Folk til Hjelp. De kom saa uvæntet og useet til Dimun, at ingen fandtes til at forsvare Stien. De kunde derfor uhindret gaa op og komme lige til Virket. Da Assur havde erfaret, hvo de vare og hvad de vilde, tilbød han Sigmund Forlig efter Afgjørelse af de bedste Mænd der i Færøerne. Sigmund fordrede derimod Selvdom, hvorpaa Assur ej vilde indlade sig, og Sigmund gav derfor sine Mænd Befaling til Angreb. Assur havde sine 30 Mand hos sig i Virket og det var Sigmunds Mænd vanskeligt at udrette noget mod dem, men Sigmund selv fandt et Sted, hvor noget af Muren var styrtet ned, saa at den var lettere at bestige: der tog han Tilløb, sprang saa højt op, han kunde, holdt sig ved Øxehagen fast ved den øverste Kant af Muren, og arbejdede sig saaledes op i Virket. En Mand vilde standse ham og hug efter ham, men faldt, truffen af hans Øxe, og førend nogen kunde komme til, fældte han ogsaa Assur, hoppede baglængs fra Muren, og kom staaende ned. Sigmund truede den øvrige Besætning med Udhungring eller Brand, og den overgav sig. Thore Beinessøn havde imidlertid landet ved Sudrø, og kom nu til Sigmund, efter at denne allerede havde bestaaet Kampen med Assur. Da Thrond erfoer alt dette, bød han Forlig, og et Møde aftaltes i Thorshavn. Ved dette Møde, hvor ogsaa en Mængde andre Folk indfandt sig, hyllede Thrond den største Venlighed mod Sigmund og Anger over sin tidligere Færd mod hans Fader og Farbroder, for at faa ham til at gaa ind paa et Forlig, hvorved han selv skulde dømme i Sagen; thi rimeligviis var den snue Thrond overbeviist om at Sigmunds Ædelmodighed just da vilde bringe ham til at sætte saa lempelige Vilkaar som muligt. Sigmund, der vist havde faaet bestemte Forholdsregler fra Haakon Jarl, paastod derimod at Jarlen skulde afgjøre Sagen mellem dem, og derved blev det. De skulde den følgende Sommer begge drage over til Norge for der at høre Jarlens Dom. Imidlertid tilbragte Sigmund, Thore og mange Mænd med dem Vintren i hans Fædrenegaard paa Skuvø, hvor han levede med megen Pragt.

Den følgende Vaar gjorde baade Sigmund og Thrond sig rejsefærdige. Sigmund udrustede sin ene Knarr – den anden havde han allerede den foregaaende Høst sendt til Norge – Thrond derimod en Byrding (et Fragtfartøj), som han ejede. Da Sigmund var færdig, sejlede han afsted tilligemed Thore og henved 20 Mand; de landede ved Søndmøre, hvor Haakon Jarl just opholdt sig, og begave sig strax til ham. Jarlen modtog dem venligt, og Sigmund fortalte ham hvorledes det var gaaet ham, og om Forliget med Thrond. Da Jarlen hørte det, sagde han strax, at Sigmund og Thrond ikke havde været lige snue, og at han tvivlede om at Thrond virkelig vilde komme. Han havde Ret, thi Sommeren led hen, og ingen Thrond kom. Endelig kom der andre Skibe fra Færøerne, med den Efterretning, at Thrond nok var afsejlet fra Færøerne, men at Storm havde drevet ham tilbage og skadet hans Skib, saa at det ej kunde holde Søen. Med denne Besked maatte Sigmund og Jarlen lade sig nøje. Jarlen afsagde nu efter Sigmunds Anmodning sin Dom, uagtet Thrond ej var tilstede. Han bestemte at denne skulde udrede fire Mandsgjeld, eet for hver af Brødrene, som han havde hjulpet til at fælde; et tredie fordi han havde raadet til Sigmunds og Thores Drab; og endnu eet fordi han havde villet sælge dem som Trælle. Sigmund skulde have den Deel af Færøerne, hans Fader havde haft i Len, uden at betale Skat af den; den anden Deel, der havde tilhørt Hafgrim, skulde inddrages, men ogsaa den gav Jarlen ham i Len, imod en aarlig Skat. Hafgrim skulde ligge ugild, ligesaa Assur, fordi han havde tilegnet sig Sigmunds Ejendom. Thrond skulde udrede alle disse Penge paa een Sommer; skede dette, og overholdt han forøvrigt Forliget og den afsagte Dom, skulde han have Landsvist[13] i Færøerne, ellers ikke. Sigmund takkede Jarlen for denne Afgjørelse, forblev i Norge om Vinteren, og drog ikke over til Færøerne førend den følgende Vaar (990). Da han var kommen did, stevnede han Thrond til at møde sig paa Thinget i Thorshavn. Thrond indfandt sig, og Sigmund bebrejdede ham hans Uordholdenhed, fordi han ikke efter Løfte havde fulgt ham til Norge; han bad ham nu erklære sig reent ud, om han vilde holde noget Forlig eller ej. Thrond søgte atter Udflugter, bad Sigmund selv afsige Dom, og forestillede ham at dette vilde være ham til størst Hæder. Men Sigmund var døv for enhver saadan Anmodning, og Thrond maatte derfor omsider erklære at han vilde holde den af Jarlen afsagte Dom. Dog føjede Sigmund sig i at give ham tre Aars Henstand med Udbetalingerne. Efter mange hyklerske Ord fra Thronds Side skiltes de ad, i det mindste tilsyneladende forligte. Da Sigmund om Sommeren gjorde sig rejsefærdig for at drage over til Haakon Jarl med Skatten, udbetalte Thrond ham ganske rigtigt den ene Trediedeel af Pengene, men klynkede dog overmaade meget derved. Han tilkjendegav ogsaa sit uvenskabelige Sindelag mod Sigmund, eller sin Hengivenhed for det Parti, der maatte ansees fiendtligt mod ham, ved at tilbyde Assurs unge efterladte Søn Leif Opfostring, og lade ham voxe op hos sig i Gøte.

Da Sigmund havde samlet Skatten, drog han i Følge med Thore over til Norge, og udredede Skatten til Jarlens Tilfredshed (990). Han tilbragte atter Vinteren hos Haakon, og holdt om Vaaren endelig Bryllup med Thurid, hvis Fader Thorkell Tørfrost imidlertid, som ovenfor nævnt, var bleven Jarlens Sysselmand i Orkedalen. Brylluppet stod paa Lade hos Jarlen selv i syv Dage, og han udnævnte ved denne Lejlighed Thorkell til sin Hirdmand. Det var ikke førend om Høsten, at Sigmund vendte tilbage til Færøerne (991). Da tog han sin Hustru Thurid og Datter Thora med, og tilbragte Vinteren i Rolighed. I hele dette Aar havde saaledes Thrond været forskaanet for noget Krav. Den følgende Vaar, paa Thinget i Thorshavn, hvor baade Thrond og Sigmund tilligemed en Mængde andre mødte, paastod Sigmund altsaa med Rette, at han egentlig kunde fordre alt hvad der stod tilbage af de Bøder, Thrond skulde udrede, men sagde, at han desuagtet for denne Gang vilde lade sig nøje med en Trediedeel. Thrond søgte atter Udflugter. Han spurgte Sigmund, om han ej vilde unde Leif Assurssøn nogen Erstatning fordi han havde dræbt hans Fader, „i saa Fald“, sagde ham „kunde jeg betale ham, hvad du har til Gode hos mig“. „Det gjør jeg ikke“, sagde Sigmund, „jeg vil have mine Penge“. „Du vil dog selv erkjende Billigheden af hvad jeg siger“, svarede Thrond. „Betal Pengene“, sagde Sigmund, „eller det skal bekomme dig ilde“. Thrond betalte nu Halvdelen af den fordrede Trediedeel og sagde at han ej formaaede mere denne Gang. Da gik Sigmund hen til Thrond, satte ham Øxespidsen for Brystet og truede med at trykke til saa at han skulde føle det, hvis han ej betalte Pengene „Du er en vanskelig Mand“, „sagde Thrond, „og sendte Bud ind i sin Thingbod efter en Pengepung, som laa der; da den var bragt ud, befandtes den at indeholde netop saa meget som Sigmund skulde have. Om Sommeren gjorde Sigmund en kort Rejse over til Norge med Skatten, kom snart tilbage igjen, og tilbragte Vinteren hjemme paa Færøerne, hvor han allerede var bleven meget vennesæl. Endog med Bjarne paa Svinø levede han i den bedste Forstaaelse, og denne meglede ofte mellem ham og Thrond, hvor det ellers vilde være kommet til aabenbar Fejde. Den følgende Vaar, da Alle atter vare samlede paa Thinget, krævede Sigmund Resten af de tilbagestaaende Bøder. Thrond fremsatte paa ny Modfordringen i Leifs Navn, og Mange lagde et Ord ind med om det Ønskelige i at en Overeenskomst kunde komme istand. Sigmund sagde, hvad der vist ogsaa var ganske rigtigt, at om han endog gik ind paa Thronds Forslag, vilde Leif neppe faa mere af Pengene, end han selv; imidlertid erklærede han sig for gode Mænds Ord villig til at lade dem blive henstaaende indtil videre, dog med det udtrykkelige Tillæg, at han hverken eftergav dem eller vilde betale Bøder. Om Høsten (993) drog han atter over til Norge med Thore, for at bringe Jarlen den aarlige Skat; hans Hustru Thurid blev tilbage. Han skal have opholdt sig hos Jarlen om Vinteren, og det er denne Vinter, i Løbet af hvilken han efter Færeyingasagas Udsagn skulde have deeltaget i Jomsvikingeslaget og hugget Hænderne af Bue digre, hvilken Bedrift, om han end har udført den, dog efter hvad der ovenfor er viist, maa have været udført syv Aar tidligere, saa at det vel endog er uvist, hvorvidt Sigmund virkelig har tilbragt denne Vinter i Norge, især da han efter sit Giftermaal synes at have haft stadigere Vinterophold paa Færøerne end før. Sigmund tilbragte nu et Par Aar i Rolighed paa Færøerne. Han beherskede disse uden at nogen bestred hans Myndighed. Jarlen fik den bestemte Skat, og saaledes var Haakons Herredømme over dette Skatland nu ved Sigmunds Dygtighed fuldkommen befæstet[14].

  1. ↑ Efter færøiske Sagn skal Hafgrim have ligget paa Udkig efter Brødrene Breste og Beine paa den bratte Klippe Mjovanes, nordøstligt paa Sudrø, mellem Hvalvik og Hvalbofjord, lige over for lille Dimun; hans Følge skal imidlertid have opholdt sig hos Bonden paa Gillje, hvis Datter Hafgrims Søn Assur siden egtede. Rafns Udg. af Færeyingasaga, Fortale S. XXX.
  2. ↑ Færeyingasaga Cap. 1–12.
  3. ↑ Færeyingasaga Cap. 14–16. Olaf Tryggv. Saga Cap. 182. Ogsaa Beretningen om Sigmunds og Thores eget Ophold hos Thorkell bærer Præget af Udsmykkelser, især hvad der fortælles om deres Æventyr med en Bjørn, som de dræbte, Fær. Saga Cap. 12, Olaf Tryggv. Saga Cap. 183.
  4. ↑ Kvikne gjennemstrømmes nemlig, som bekjendt, af Orka-Elven. Thorkell har enten viist dem Vejen fra Grimsbø til Stubsø og videre til Kvikne, eller, hvad der maaske er endnu rimeligere, fra Dalen over Mælsø til Orkelvkrogen. – Enkelte have gjettet paa Opdal som den afsides Dal, hvor Thorkell boede; men Opdal var allerede bebygget paa Harald Haarfagres Tid (se ovf. 1ste B. S. 466) og laa desuden i den alfare Vej. Derimod maatte en Afvigelse fra denne til Højre (til Venstre er den neppe tænkelig) just bringe Sigmund og Thore ned i Foldalen, hvortil allerede Hjærdkinn tildeels hører. Og for Thorkell, der kom fra Skovbygderne ved Hedemarken, rimeligviis Østerdalen, maatte ogsaa Foldalen ligge belejligst.
  5. ↑ Færeyingasaga, Cap. 16–19, 26. Olaf Tryggv. Saga Cap. 181.
  6. ↑ Se ovf. S. 119.
  7. ↑ Dette er saa meget rimeligere, som det altid synes at være et mistænkeligt Sammentref, at Sigmund, efter at have bosat sig paa Færøerne, just skulde slumpe til at opholde sig i Norge den Vinter, da Jomsvikingeslaget stod. Et enkelt Haandskrift (Flatøbogen) vil ogsaa vide at Thorkell Tørfrost skal have været med i dette Slag som Skibsstyrer. Dette er en ligefrem Følge af den Omstændighed at hans Svigersøn Sigmund nævnes som en af Deeltagerne. Ifølge den ovenfor fulgte Beregning, hvorved Thorkell bliver sykn Sommeren 986, er det ikke muligt at han kan have været med; dog maa det merkes at Sagaens egne Angivelser om Thorkells Landsvists-Erhvervelse er ledsaget af nogen Urede, eftersom den lader Sigmund samme Sommer følge Jarlen til Frostathing, uagtet det tidligere udtrykkeligt heder, at han den Sommer, fra Vaar til Høst, var paa Tog i Sverige. Overhoved kan man ikke regne disse Tidsangivelser saa nøje. Sigmund kan vistnok være kommen et Par Aar før eller senere til Jarlen, have udført Bedrifter, der ej nævnes, og igjen ej have udført andre, der tillægges ham, f. Ex. Toget mod Harald Jernhaus. Forresten synes det, efter den ovenfor (S. 123) anførte Notits, som om allerede Are frode havde berettet om Sigmunds Kamp med Bue digre.
  8. ↑ Færeyingasaga Cap. 19–21.
  9. ↑ Ifølge Sagnet med Datteren af Bonden paa Gillje, se ovf. S. 139 Note.
  10. ↑ Færeyingasaga Cap. 22, 24 og Olaf Tryggv. Saga Cap. 184, 185 beskriver Skuvø saaledes som vi ovenfor have beskrevet Store Dimun, og henføre saavel Virket, som Assurs Død til hiin Ø; men da de gamle Viser og Sagn paa Færøerne henføre den sidstnævnte Begivenhed til Store Dimun, og desuden Beskrivelsen alene passer paa denne Ø (se Fortalen til Rafns Udg. af Færeyingasaga S. VII–X har jeg ikke betænkt mig paa, i dette Stykke at afvige fra den rimeligviis paa Island eller i Norge af Folk, der vare ukyndige i Lokalforholdene, nedskrevne Saga, i hvilken en Forvexling mellem de to Breste forhen tilhørende Øer Skuvø og Store Dimun saa let kunde opkomme.
  11. ↑ Færeyingasaga Cap. 23. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 184.
  12. ↑ Det siges ikke ligefrem i Sagaen, at man gav Thronds formodede Trolddom Skyld for denne Storm; Sagnet paa Færøerne siger det derimod udtrykkeligt. Dette Sagn, der forøvrigt henfører Sigmunds første Rejse til Olaf Tryggvessøns Tid, lader Sigmund, da han efter 3 Dages Sejlads fik Færøerne i Sigte, styre lige efter Mjovanes paa Østerø, hvor han maatte ligge udenfor Gøte i tre Dage og tre Nætter, uden at komme i Land, fordi Thrond hexede et Uvejr mod ham. Han sejlede derpaa, ogsaa efter Sagnet, til Svinø, hvor de brøde ind, men hvor Bjarnes Kone mæglede Forlig, og hvor de nu holdt sig lystige i 6 Dage; derfra droge de til Store Dimun, fik atter et Uvejr, styrede gjennem Skuvøfjorden, og nærmede sig det saakaldte grønne Skard, en græsbevoxet Kløft paa Øen. De lagde til Land ved et Sted, kaldet Ratt; Bestigelsen af Fjeldet og Assurs Drab beskrives nu meget omstændeligt og med enkelte Afvigelser fra Sagaen, hvilke Afvigelser mere eller mindre indeholder Usandsynligheder.
  13. ↑ D. e. Tilladelse til at opholde sig i Landet, Frihed fra Utlegd.
  14. ↑ Færeyingasaga, Cap. 21–27. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 185, 186.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/19&oldid=69784»