Det norske Folks Historie/2/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Over Island ſynes Haakon Jarl ikke at have udøvet nogen Indflydelſe, eller endog at have gjort det mindſte Forſøg paa at erhverve den. Overhoved er Haakon Jarls Regjeringstid den, i hvilken Islands ſelvſtændige politiſke Udvikling fornemmelig falder, og i hvilken Forholdene gjennem idelig Strid og Fejde, ſaavel mellem enkelte Perſoner ſom mellem hele Familier, i Særdeleshed ordnede ſig, og de Beſtemmelſer, Øens viſeſte Mænd allerede havde vedtaget for at organiſere et ordentligt Statsſamfund, levede ſig ind hos Folket, og vakte en Almeenaand hos dette, der ſiden i høj Grad bidrog til at lette Chriſtendommen Indgang, da den begyndte at prædikes for Alvor og med Kraft. De Storme, under hvilke denne Udvikling fandt Sted, bidroge i høj Grad til at ſtille enkelte kraftige og talentfulde Mænds Bedrifter i et mere end almindeligt glimrende Lys, og det er derfor i Særdeleshed Mænd fra denne Periode, hvis Liv og Bedrifter de os levnede islandſke Sagaer have foreviget. De fremſtille os et broget Billede af Uroligheder, Fejder, Lovtrætter, Blodhevn, Fredløshed, og man ſkulde ved førſte Blik let komme paa den Tanke, at der i en lang Række af Aar ikke herſkede andet end Anarchi og Blodsudgydelſe paa Øen. Men naar man tager i Betragtning, at det kun var de blodige Fejder og de af ualmindelige Ytringer af Talent, Klogſkab og Tapperhed ledſagede Begivenheder, ſom for Sagafortællerne kunde have nogen Interesſe og hvis Minde derfor ere opbevarede, medens den langt ſtørre Mængde af Forhandlinger, der tilendebragtes i Orden og Mindelighed, kun betragtedes ſom uinteresſante Hverdagsbegivenheder, der ingen Omtale fortjente, og derfor ere blevne begravne i Forglemmelſe; naar man derhos overvejer, hvor kjendeligt, endog i de os opbevarede Beretninger, Agtelſen for Lov og Ret, for Tro og Love, og for ſluttede Forlig viſer ſig overvejende over Vildhed og Tøjlesløshed: ſaa kommer man til den Overbeviisning at Tilſtanden paa Island i det mindſte ikke kan have været ſlettere eller mere lovløs, end i det øvrige Norden, og at den endog i mange Henſeender var langt bedre end i de Dele af Europa, hvor Feudalvæſenet herſkede[1].

Uagtet Althingets Oprettelſe vare dog endnu i lang Tid de mindre Thing, hvis Forſtandere havde enets i at forene ſig om et fælles Althing, endnu ikke tilſtrækkeligt ordnede med Henſyn til Landets Vilkaar og Befolkningens Tarv; de bare endnu altfor meget Præg af at være Tilfældighehedens Verk, efter ſom den ene eller den anden mægtige Lendermand havde kunnet ſamle Thingmænd omkring ſig. Hvor vilkaarligt disſe mindre Thing endog temmelig længe efter Landnamstiden kunde oprettes, derom giver den forhen[2] omtalte Saga om Rafnkell Freysgode fortrinlige Oplysninger. Rafnkell havde ſom femtenaarig Dreng fulgt ſin Fader, Landnamsmanden Hallfred, ud til Island i Landnamstidens ſidſte Periode, altſaa ved Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid. Faderen havde boſat ſig i det ſaakaldte Fljotsdalshered ved Lagarfljot paa Øſterlandet; men Rafnkell havde allerede i ſin Faders Levetid opſlaaet ſin Bolig i den efter ham benævnte Rafnkellsdal, en Sidedal, der gaar op fra den med Fljotsdalshered ligeløbende Jøkulsdal, og nærmer ſig hiint. Rafnkell var heldig til at ſamle ſig Formue og ſkaffe ſig Magt. Paa ſin Gaard Adalbol oprettede han et ſtort Hov, fornemmelig helliget hans Yndlingsgud Frey — deraf ogſaa hans Tilnavn Freysgode —; han bebyggede den hele Dal, og gav Nybyggerne Land, imod at blive deres Overmand og erhverve Godord over dem; ja han fik den hele Jøkulsdals Beboere tvungne til at blive ſine Thingmænd. Rafnkells Magt gjorde ham overmodig. Han anſaa det under ſin Værdighed at bøde for nogen Forſeelſe, ſom han ſelv havde begaaet, og der var ingen Ret at faa af ham. Han havde aflagt et ubeſindigt Løfte om at ville dræbe den Mand, der vovede at ride paa en Heſt, ſom han havde helliget Frey. Da en af hans egne Folk, ved Navn Einar, en dygtig ung Mand, ſom han ſelv gjorde meget af, havde overtraadt dette Forbud, dræbte han ham virkelig, men vilde dog ikke betale hans gamle Fader Bøder, ſkjønt han rigtignok paa en anden, for ham ſelv ærefuldere Maade ſøgte at gjøre ham Fyldeſt. Men Rafnkell forregnede ſig her, thi Einars Søſkendebarn, den ſnue og driſtige Saam, tog ſig ſaa ivrigt af hans Faders Sag, og ſkaffede ham ſaa mægtige Støtter paa Althinget, at Rafnkell blev dømt fredløs. Ved de ſamme mægtige Mænds Biſtand lykkedes det ogſaa Saam at faa Rafnkell i ſin Magt, og ſætte ſig i Beſiddelſe af hans Gaard og Godord; kun af Naade og Barmhjertighed ſkjenkede han Rafnkell Livet, efter at have tilføjet ham den for en ſaa ærekjær Mand utaalelige Ydmygelſe, at lade ham og hans Folk hænge en Stund med Hovedet nedad, ved Remmer, dragne gjennem deres Ankelſener, og efter at have affordret ham det Løfte, ikke at boſætte ſig i Nærheden af det Hered, hvor han hidtil havde herſket. Som en Følge deraf flyttede Rafnkell øſtover Lagarfljot til en liden Gaard, hvor han en Stund levede i meget ſmaa Omſtændigheder. Men efterhaanden kom han ſig, byggede en ſtor Gaard, og blev mere og mere anſeet, optog og ryddede nyt Land; der flyttede Folk til, hvilke nu ſaa meget heller erkjendte ham for Høvding, ſom han viſte ſig langt retfærdigere og humanere end forhen; de ſom ej med det gode vilde erkjende ham, nødſagedes dertil. Saaledes opſtod der et nyt Hered og et nyt Thing, og han blev mægtigere end før. Det lykkedes ham ſenere at faa Bugt med Saam og vinde Adalbol og ſit gamle Godord tilbage. Derved blev dette ſaa meget ſtørre, da det ſenere oprettede Thinglag føjedes dertil[3].

Dette og lignende Exempler viſe, hvor ubeſtemte Thinglagenes Grændſer i Førſtningen maa have været, og det er let at indſe, hvilken Ulempe deraf maatte opſtaa. Paa denne Mislighed blev der endelig raadet Bod, og Thinglagenes Grændſer ordentligt beſtemte, i Anledning af en ſtor Thingtrætte, der kort efter Kong Haakon den godes Død ſandt Sted mellem den mægtige Breidfjording Thord Gelle og den lige ſaa mægtige Sønderlænding Odd, Tunge-Odd kaldet, fordi hans Gaard Breidavolſtad i Reykjardal ved Borgarfjorden var beliggende paa den ſtore Landtunge mellem Reykjardal og Hvitaa. Om Thord Gelle, Olaf Feilans Søn, er forhen talt[4]; Tunge-Odd var en Søn af den ovenfor[5] nævnte Anund Breidſkegg, og foreſtod Hovet paa Hofſtad i Reykjardal halvt med de ſaakaldte Geitlændinger, eller Grim den haaleyaſkes Efterkommere. Trætten rejſte ſig paa følgende Maade. Den rige Blund-Ketil (eller ſom nogle kalde ham, Thorkell Blundketilsſøn) boede i Ørnulfsdal, hvor hans Farfader, Ketil Blund, havde faaet Land af Grim den haaleygſke; Blundketils Moder var en Syſter af Egil Skallagrimsſøn. Blundketil havde ikke færre end 30 Lejlændinger, for hvis Bedſte han ſørgede til deres fuldkomne Tilfredshed. Sommeren 961 ſlog Græsſet fejl. Han traf desaarſag Foranſtaltninger til at forebygge Fodermangel, idet han bød ſine Lejlændinger at yde ham Afgift i Hø, og beſtemte hvor mange Nød enhver af dem ſkulde ſlagte til Vinteren. Denne Beſtemmelſe blev dog ikke tilbørligt overholdt, og der opſtod Mangel. I deres Nød henvendte Lejlændingerne ſig til ham, og han hjalp dem, ſaa længe han havde noget at give dem, men da hans Forraad ſlap, vidſte han ikke bedre Raad end at ty til en rig Penge- og Kornpuger i Nærheden, ved Navn Thore, ſædvanligviis kaldet Hønſe-Thore, fordi han paa en af ſine hyppige Handelsrejſer mellem Herederne havde haft Høns med ſig: han var af ringe Æt, men havde ved at drage ſom Handelsmand fra Hered til Hered erhvervet mange Penge. Hønſethore ſagde at han ikke havde noget Hø at ſælge, men en Dreng ved Navn Helge, ſom Thore havde taget til Opfoſtring, for derved at ſkaffe ſig Beſkyttelſe af hans mægtige Fader Arngrim Gode, fortalte, at der var Hø i Overflod, og Blundketil fornyede derfor ſin Anmodning, ja bød endog Gaver til. Da Thore desuagtet fremdeles viſte ſig tver, tog Blundketil i ſin Nød noget Hø med Magt, og lagde Betalingen derfor efter ſig. Den ondſkabsfulde Thore klagede over denne Fremfærd, ſom han kaldte Ran, førſt til Arngrim Gode, derpaa til Tunge-Odd, men da Helge underrettede dem om Sagens rette Sammenhæng, viſte de ham bort. Endelig fik han ved Løftet om ſin halve Formue Thorvald, Tange-Odds Søn, til at ſtaa ham bi. Thorvald fulgte ham med 30 Mand, hvoriblandt Arngrim, til Blundketils Gaard, og ſtevnede denne til at give Erſtatning Blundkelil erklærede ſig villig til at overlade Thorvald Selvdom, og bød ham ovenikjøbet Gaver. Dette Tilbud fandt Thorvald ſaa hæderligt, at han ſtrax vilde tage derimod, men Thore fordrede Blundketil ſtraffet for Ran, og vilde intet høre om mindelig Afgjørelſe. Over en ſaa fornærmende Fordring blev Blundketil rød ſom Blod i ſit Anſigt, og gik ind. En Nordmand, der opholdt ſig hos ham, ſaa det, ſpurgte hvad der var paa Færde, og blev, da han erfoer det, ſaa opbragt over den Haan, man havde viiſt hans gjeſtfrie og ædle Vert, at han tog ſin Bue, og ſkød ind i de Fremmedes Flok, juſt ſom de ſkulde ride ud af Gaarden. Uheldigviis traf Pilen den uſkyldigſte af dem alle, nemlig den unge Helge, og Thore hvilede nu ikke, førend de næſte Nat omringede Blundketils Gaard og brændte ham inde med alle de Folk, han han havde hos ſig. Blundketils Søn Herſtein, en dygtig ung Mand, havde lykkeligviis været borte denne Nat hos ſin Foſterfader Thorbjørn, og drømt at han ſaa ſin Fader ſtaa i lys Lue. Dreven af bange Anelſer ilede han om Morgenen hjem med Thorbjørn, men fandt Gaarden nedbrændt og Mordbrænderne borte. Thorbjørn raadede ham til at ty til Tunge-Odd om Hjelp i denne Nød. Herſtein føjede ham deri, ſkjønt han juſt ikke lovede ſig nogen ſynderlig Biſtand af denne egennyttige Mand. De kom til Odd, Thorbjørn fremførte deres Ærende, og Odd fulgt ſtrax med dem til Brandſtedet. Men iſtedetfor at hjelpe dem, greb han her en brændende Birkerafte fra Huſet, og red med delt rundt om Huſene mod Solen, idet han ſagde: „her tager jeg mig Land til Ejendom, thi dette kalder jeg nu ikke længer nogen bebygget Gaard; hører det, I Vidner!“[6] Herſtein var altſaa nu værre faren end for. Men efter den kloge Thorbjørns Raad henvendte han ſig til en anden anſeet og veltænkende Nabo, ved Navn Thorkell Trefil, der lovede ham ſin Biſtand; Thorkell fulgte ham igjen til den gjæve og ſtridsøvede Gunnar Liveſøn, en Svoger af Thord Gelle, og fik ham til at fæſte Herſtein ſin Datter Thurid, følgelig ogſaa love ham ſin Beſkyttelſe, førend han erfoer i hvilken Nød han var ſtedt. Men da Gunnar dog ogſaa ønſkede at faa Thord Gelles Samtykke hertil, efterſom Thurid var dennes Syſterdatter, fulgte han med Herſtein til Thords Gaard Hvam, og aflokkede ham hans Samtykke paa ſamme Maade, ſom man havde aflokket ham hans eget, nemlig ved ej at rykke ud med Efterretningen om Blundketils Brand, førend Løftet allerede var givet. Thord blev viſtnok meget vred og ſagde at man havde holdt ham for Nar; men det var nu for ſilde, og han kunde ikke unddrage Herſtein ſin mægtige Beſkyttelſe. Ved Brylluppet, ſom ſtod paa Hvam hos Thord Gelle, aflagde Herſtein det højtidelige Løfte, inden næſte Althings Ende om Sommeren at have faaet Arngrim Gode dømt landflygtig, eller have Selvdom; Gunnar aflagde det ſamme Løfte med Henſyn til Thorvald Oddsſøn. Thord ſelv vilde intet Løfte aflægge, men Gunnar ſagde at han nok kunne ſkjønne, han beſtemte ſig Odd ſelv til Modſtander. Det blev nu meget uroligt i Heredet, og paa begge Sider ſamlede man Folk. Det var Lov, at en Drabsſag ſkulde ſøges paa det Thing der laa nærmeſt Vetvangen eller Gjerningsſtedet; følgelig ſtevnede Thord Gelle Sagen til Thingnes-Thing, hvortil Egnen øſtenfor Borgarfjorden hørte. Thord begav ſig paa Vejen derhen med 200 Mand, men Odd formeente ham Overgangen over Hvitaa med det dobbelte Antal Folk; der faldt Mænd paa begge Sider, og Thord maatte med uforrettet Sag vende om igjen. Nu indſtevnede Thord Sagen for Althinget, og her var han den meeſt mandſterke Thord ſøgte at hindre Odd, der havde 300 Mand, fra at betræde Thingets fredhellige Grund; det kom atter til Kamp, og der var allerede ſex Mænd faldne af Odds Skare, da velſindede og fornuftige Mænd, ſom frygtede for at hele Thingalmuen ſkulde komme op at ſtrides, lagde ſig imellem, og fik Sagen bragt til Forlig Odd maatte give efter, og Sagen blev paadømt ſaaledes, at Arngrim Gode og alle de øvrige der havde været med ved Indebrændingen, erklæredes fredløſe, dog ſkulde Thorvald Oddsſøns Fredløshed alene vare i tre Aar. Hønſethore blev ſiden dræbt af Herſtein. Men i Anledning af denne Sag holdt Thord Gelle en lang og forſtandig Tale paa Lagberget, hvori han viſte, hvor ilde faren man var ved at maatte drage i fremmede Hereder for at ſøge Thing i Anledning af Drabsſager eller fordre Erſtatning for lidte Fornærmelſer; han havde nu ſelv prøvet, hvor vanſkeligt det var paa denne Maade at faa ſin Ret, og var overbeviiſt om, at der endnu vilde opſtaa mange andre Ulemper, hvis man ej raadede Bod derpaa. I og for ſig var det Princip, han ønſkede afſkaffet, det naturligſte, og ſom i de fleſte Lovgivninger har været fulgt; imidlertid havde hans Tale den gode Virkning at Landets Inddeling ordnedes; thi det blev nu deelt i Fjerdinger, af hvilke hver ſkulde indeholde tre Thinglag undtagen i Nordlændingefjerdingen, hvor der ſkulde være fire Thinglag, fordi man ej anderledes kunde blive forligt[7]. Disſe Fjerdinger kaldtes Auſtfirdinga-, Rangæinga- eller Sunnlendinga-, Breid- eller Veſtfirdinga-, og Nordlendinga- eller Eyfirdinga-Fjerdingen. Hvert Thinglag kom til at indbefatte tre Godord eller ſaa mange Bønder, ſom hørte til tre Hoved-Hov. De aarlige Thing for hvert af disſe Thinglag afholdtes om Vaaren, og kaldtes derfor Vaarthing; de ſkulde i Regelen ikke vare længere end en Uge eller kortere end fire Dage. Ved dem udnævnte Goderne, aldeles ligeſom Herſerne i Norge, hver tolv Dommere[8]. Det ſtod imidlertid Enhver, ſom havde en Sag at paaſtevne, frit for at ſtevne den enten til Vaarthinget eller til Althinget. Det ſidſte foretrak mange, naar de enten frygtede Partiſkhed ved Vaarthinget, eller naar Althinget var nærmere for Haanden end dette. Althingsretten blev derfor ſaa overlæsſet med Sager, at man ogſaa her maatte gjøre en Forandring, idet man paa Althinget ſelv oprettede en Ret for hver Fjerding eller ſaakaldt Fjerdingsdom[9]. Disſe Fjerdingsdomme beſtode hver af ni Medlemmer, af hvilke hver Gode udnævnte een, undtagen i Nordfjerdingen, hvor Godernes Antal ved den nys omtalte Foranſtaltning var blevet tolv i Stedet for ni, og hvor derfor de tolv Goder maatte forene ſig om at udnævne ni Biſiddere i Fjerdingsdommen. Af denne Grund kaldtes ogſaa Godordene i Nordfjerdingen deelte eller ufuldſtændige[10].

Den nys beſkrevne Foranſtaltning med Henſyn til Landets Inddeling og Vaarthingenes Indretning havde ogſaa Indflydelſe paa Lagrettens eller den egentlige Landsregjerings Organiſation. I Stedet for at den tidligere neppe beſtod af andre end Goderne ſelv tilligemed de to Raadgivere, enhver af dem udnævnte[11], kom den nu til at beſtaa af tolv Medlemmer fra hver Fjerding, altſaa i det Hele af 48 Medlemmer, af hvilke enhver medtog to Raadgivere. De tolv Medlemmer fra Nordfjerdingen vare dennes Goder, fra hver af de øvrige Fjerdinger var det de ni Goder tilligemed tre andre anſeede Mænd, ſom disſe opnævnte med ſig[12].

Blundketils Brand ſkal efter Angivelſer, hvis Rigtighed man ej har nogen Grund til at betvivle, have fundet Sted om Vaaren 962[13], og følgelig bleve de vigtige Indretninger, Thord Gelle foreſlog, trufne paa Althinget det ſamme Aars Sommer. Den Mand, ſom da beklædte Lovſigemands-Embedet, var Thorarin Olafsſøn, med Tilnavn Ragabroder, paa Varmaløk i Sydfjerdingen, en meget forſtandig og anſeet Mand; han var Lovſigemand i 20 Aar, fra 950, da Rafn Høngsſon døde, indtil 970. Hans Embedstid[14] er ogſaa merkelig ved en anden vigtig Foranſtaltning, ſom da blev vedtagen, nemlig til Tidsregningens Forbedring. Man havde i længere Tid regnet Aarene efter Uger, i Stedet for efter Fimter eller Perioder af fem Dage, hvilket af flere Ytringer i de gamle Love at dømme ſynes at have været vore Forfædres ældſte Inddeling af Tiden, medens Uge-Inddelingen derimod ſynes at være opkommen efter Bekjendtſkabet med de ſydligere Nationer. Fimterne pasſede til Aarets Dage-Antal, ſaa at dette jevnt kom til at udgjøre 73 Fimter, og den Fejl, ſom ved denne Regningsmaade opſtod, kun beſtod i at Skuddagene hvert fjerde Aar taltes. Men naar man regnede efter hele Uger, kunde man ej komme Aarets Dageantal nærmere end at lade Aaret beſtaa af 52, altſaa af 364 Dage, og derved tabte man hvert Aar een Dag. Saaledes gik det paa Island. De merkede, heder det, at Sommeren mere og mere flyttede ſig tilbage mod Vaaren, og ingen kunde fortælle dem, at Aarſagen dertil var den, at Aaret havde een Dag mere end der jevnt gik op i hele Uger. Da, fortæller Are Frode, traf det ſig at Thorſtein Surt, en Søn af hiin Hallſtein, Thorolf Moſtrarſkeggs Søn, ſom var kommen ud til Island med Bjørn auſtrone, drømte at han var i en talrig Forſamling paa Althinget, og vaagede, medens alle Folk rundt omkring ham ſov, men at han ſiden ſovnede, og de øvrige vaagnede. Hans Drøm forklaredes af Uſvif Helgeſøn, Skalden Einar Skaaleglams Broder, ſaaledes at alle vilde tie, naar han talte paa Lagberget ved Althinget, men at de ſiden vilde ytre lydeligt Bifald, naar han havde hørt op at tale. Da nu Folk vare komne til Things, foreſlog han, at man hver ſyvende Sommer ſkulde lægge en Uge til Aaret, og ſe hvorledes det vilde gaa. Og ſom Uſvif havde forudſagt, bleve alle ſlagne ved Rigtigheden af dette Forſlag, og det blev ſtrax antaget ſom Lov efter Thorkell Maanes og andre forſtandige Mænds Raad. Saaledes indrettedes den ſaakaldte Sommer-Auke, der fra den Tid af ſtedſe har været anvendt i den islandſke Kalender, og hvorved man hvert ſyvende Aar bødede paa det aarlige Tab af en Dag. Tabet af Skuddagene ſynes man endnu ikke at have forſtaaet at berigtige, men det varede nu ikke ſaa mange Aar, inden Chriſtendommen indførtes, og den forbedrede Kalender, ſom den chriſtne Gejſtlighed da medbragte, maa ogſaa have tjent til at bringe den nationale i bedre Orden. Thorkell Maane, der var en Sønneſøn af Ingulf[15], Øens førſte Landnamsmand, og ſom udmerkede ſig ved ſit rene og dydige Liv, blev ſiden Lovſigemand efter Thorarin Ragabroder (970), og beklædte denne Værdighed i 15 Aar[16].

Den ældre Generation af Landnamsmænd og deres Børn var paa denne Tid efterhaanden uddøet; kun enkelte Veteraner vare tilbage. Af dem maa iſær Egil Skallagrimsſøn nævnes. Siden ſit ſidſte Beſøg i Norge, da han havde udført det farlige Ærende til Arnvid Jarl i Vermeland[17], havde han holdt ſig rolig paa Island, hvor han udøvede en overordentlig Indflydelſe i hele ſin Kreds, og derfor neppe engang fik Lejlighed til at lægge den Stridbarhed og Kampfærdighed for Dagen, der i ſaa høj Grad udmerkede hans yngre ſtormfulde Dage. Hans Børn vare nu voxede til, og forbandt ſig ved Giftermaal med anſeede Ætter paa forſkjellige Kanter af Landet. Saaledes var hans Stifdatter og Broderdatter Thordis bleven gift med Grim Svertingsſøn paa Mosfell, der ſenere paa ſine gamle Dage blev Lovſigemand[18]. Hans egen Datter, Thorgerd, egtede (966) den oftere omtalte Olaf Paa, Høſkuld Dalakollsſøns Søn, ſtrax efter hans Hjemkomſt fra Norge, og boede med ham paa det prægtige Hjardarholt. Egils Søn Thorſtein blev gift med den ſmukke Jofrid, en Datter af den forhen omtalte Gunnar Livesſøn. Hun var tidligere paa en heel romantiſk Maade bleven gift med Tunge-Odds Søn Thorodd, der egtede hende mod Faderens Vilje, hvilken var forbitret paa Gunnar Livesſøn for den Iver, hvormed han havde taget ſig af Blundketils Søns, Herſteins, Sag. Men allerede næſte Sommer efter Brylluppet havde Thorodd forladt ſin unge Huſtru for at løskjøbe ſin fra Island forviſte Broder af Fangenſkab, uden nogenſinde at vende tilbage igjen[19]. Thorſtein var Egils yngſte Søn, og han gjorde ikke ſaa meget af ham, ſom af ſine to ældre Sønner, Gunnar og Bødvar, men begge disſe bleve ham ved en tidlig Død berøvede. Iſær elſkede han Bødvar, og han var derfor utrøſtelig, da denne omkom ved et Ulykkestilfælde paa Borgarfjorden. Beretningen derom viſer Egils Charakteer fra en ømmere Side end vi ellers have lært ham at kjende, og indeholder tillige rørende Træk af Familielivets Inderlighed og det kjærlige Forhold mellem Forældre og Børn. Bødvars Lig drev i Land ved Einarsnes. Egil red ſelv ned for at ſøge det, og fandt det ſtrax. Han tog det op, ſatte det i ſine Knæ, og red med det ud til Digranes til Skallagrims Høj, lod den aabne, og lagde Bødvar ned ved Siden af Skallagrim, hvorefter Højen atter tillukkedes. Medens han var tilſtede ved denne Sysſel, ſkal Sorgen ſaaledes have beſpændt ham, at hans Klæder revnede. Derpaa red han tilbage til Borg. Solen var juſt ved at gaa ned: han lagde ſig i ſit Sænge-Aflukke, ſkød Lemmen før, og tilbragte ſaaledes hele Natten, den følgende Dag, og Natten derefter, uden at ville lukke op for ſig, og uden at ſmage Mad eller Drikke: Ingen turde tale til ham. Da lød Aasgerd ſende et Iilbud veſter til Hjardarholt efter ſin Datter Thorgerd. Budet kom til hende noget over Middag. Hiin begav ſig ſtrax paa Vejen, red hele Natten, kom til Borg, og gik ind i Ildſkaalen, hvor Aasgerd hilſede hende og ſpurgte om hun havde ſpiiſt til Natverd. „Nej“, ſvarede Thorgerd højt, ſaa at hendes Fader inde i Aflukket kunde høre hende, „jeg har ingen Natverd faaet, og vil ingen faa førend hos Freyja; jeg veed ikke bedre Raad end min Fader, og vil ikke leve efter min Fader og Broder“. Derpaa gik hun til Aflukket og ſagde: „Luk op, Fader, lad os fare den ſamme Vej begge“. Egil drog Lemmen fra, Thorgerd gik ind, lukkede atter efter ſig, og lagde ſig i den anden Sæng, ſom ſtod der. „Det var ſmukt af dig, min Datter, at du vilde følge din Fader“, ſagde Egil; „du har heri viiſt mig ſtor Kjærlighed; hvorledes kunde man ogſaa vænte, at jeg ſkulde ville overleve denne Sorg“? Derpaa taug de en Stund. Da ſagde Egil: „hvad er det, tygger du paa noget?“ „Jeg tygger paa Tang“[20], ſvarede hun, „thi ſaa lider det vel ſnarere med mig“. „Er da det ſkadeligt“? ſpurgte han. „Ja meget“? ſvarede hun; „vil du have noget?“ „Ja hvorfor ikke ?“ ſvarede Egil. Kort efter bad hun om at faa Drikke. „Det kommer af at ſpiſe Tang“, ſagde Egil; „deſto mere tørſter man“. „Maaſke du ogſaa vil have noget at drikke“, ſpurgte hun. Han tog mod Hornet og drak ſtore Drag. Da ſagde Thorgerd: „nu har man ſkuffet os, thi dette er Melk“. Da bed Egil et ſtort Stykke ud af Hornet, og kaſtede det. „Hvad ſkulle vi nu tage os for“, ſagde Thorgerd, „vor Beſlutning er jo forſpildt. Men burde vi ikke nu leve ſaa længe, til du fik digtet et Arve-Kvæde efter Bødvar, og jeg fik riſtet det paa Kjevle: ſiden kunne vi jo altid dø, om det ſaa ſynes os: jeg tror det varer længe, førend Thorſtein digter noget Kvæde efter Bødvar, og upasſende var det, om der ikke holdtes Arveøl efter ham, ſkjønt jeg ikke tænker paa at deeltage deri“. „Det ſer ikke ud til, at jeg nu ſkulde kunne digte“, ſagde Egil, „men jeg kan jo forſøge“. Og nu digtede han Kvadet Sunartorrek (Sønnetabet), et af de herligſte fra hine Tider, der endnu er os opbevaret. Det begynder ſaaledes:

Tungt er mig nu
Tungen at røre,
ſvagt kun fra Munden
Stemmen lyder;

Ej ſer det ud til
at jeg kan kvæde,
da Kummer ſvar
knuger Sindet.

Efter at han endnu i et Par Vers har omtalt, hvor vanſkeligt det falder ham at digte, vedbliver han:

Thi min Æt
mod Enden lakker
ſom Træets Grene
trufne af Lynet;
Ak, før den Fader
al Fryd er ſvunden,
ſom Sønnens Lig
paa Lejet ſtrækker.



Stort var det Brud
ſom Bølgen gjorde
i min fædrene
Frænde-Kreds;
aabent ſtedſe
og uudfoldt ſtander
Sønnens Skaar,
ſom mig Søen voldte.

Meget har Ran
røvet fra mig;
hver ere alle
elſkede Venner?
Havet har ſlidt
min Slægts den bedſte,
den ædleſte Traad
fra mit eget Hjerte.

Kunde med Sverdet
min Sorg jeg hevne,
ilde det ſkulde
Øge bekomme!
kunde i Havet
min Hevn jeg fremme,
hans Viv jeg vilde
visſelig ramme.

Men ak, med Jøtnen
den ødelæggende
Menneſket ej
det mindſte formaar;
al Verdens Folk
ſom Fnug for Gubbens
vrede Blik
brat henvejres.

Mig har Havet
meget ranet.
Grumt er Frænders
Fald at nævne;
ſvandt min Alders
Skjold ſaa fage,
ranet mig blev
min bedſte Støtte

Selv jeg det veed,
i den Søn, jeg miſted,
var ingen Thegns
Evne voxet,
om han til Ynglings
Aar var kommen,
førend ham Herjans
Hænder borttog.

I alt han føjed
ſin Fader kjærlig,
ſkjønt Alverden
andet ſagde;
mig han hjalp
i mit Huus ſaa venlig,
og min Magt
meeſt han ſtøtted.



Hvo ſtaar mig nu
ved Siden modig
i Ufreds Tid,
i Trængſel og Fare?
Sønnens Savn
jeg ſnart vil føle;
Venner ſvigte,
min Vinge ſtækkes.


Hvor finder jeg
paa vor hele Ø
en trofaſt Ven,
jeg trygt kan lide paa?
Thi en Broders Lig
for Bauge nu ſælger
mangen ſaa griſk
efter Guld og Skatte.

Det er dog ſandt,
at Sønnens Idgjeld[21]
ingen faar,
uden ſelv han den foſtrer;
kun den Søn,
ſom ſiden er
fød og baaren
i Broders Sted.

Jeg havde det godt
med Geire-Drottnen[22];
paa ham jeg troed
ſaa trygt og ſtoled,
indtil Valfader
Venſkabet brød,
Sejergiveren
ſtødte mig fra ſig.

Ej jeg til Odin
ofrer gjerne,
til Viles Broder
bloter jeg nødig,
ſkjønt Mimes Ven
mig har givet
en Bod for Sorgen,
ſom Sindet letter.

Af Suttungs Mjød mig
han ſkjænked at drikke,
den ædle Kunſt
han at øve mig undte;
han mig den gode
Gave forlened
Fiender vrede
til Venner at gjøre.

Tvende Sønners
Tab mig nu bøjer;
Njørves Syſter[23]
paa Nesſet ſtander.
Dog ſkal jeg glad,
med min gode Vilje,
og fro i Hu
Hel forvente.

Efterſom Egil kom videre i at digte Kvadet, blev han raſkere, og da han var færdig dermed, kvad han det for ſin Huſtru Aasgerd, ſin Datter Thorgerd og ſine Huusfolk; derpaa ſtod han op af Sængen, ſatte ſig i ſit Højſæde, og lod holde Arveøl efter begge ſine Sønner. Thorgerd rejſte derpaa hjem og fik rige Gaver. Egil levede endnu mange Aar efter denne Tid[24]. Ved flere Lejligheder digtede han Kvad, der alle bleve meget berømte; blandt disſe er ogſaa den ovenfor omtalte Draapa, ſom han digtede til Ære for ſin Ven Arinbjørn ved Efterretningen om at han var kommen tilbage til ſit Fædreland og ſin Fædrenegaard. I dette Digt er der flere merkelige Hentydninger til den Tjeneſte, Arinbjørn beviſte ham, da han i York var falden i Erik Blodøxes Vold[25]. Skalden Einar Skaaleglam ſøgte Egils Bekjendtſkab; de bleve gode Venner, og fornøjede ſig, heder det, med at tale ſammen om Skaldſkab. Sidenefter, da Einar var kommen tilbage fra ſit ſidſte Ophold hos Haakon Jarl, hvorunder han havde deeltaget i Jomsvikingeſlaget, beſøgte han Egil, for at forære ham det Skjold, Jarlen havde givet ham. Egil var da ikke hjemme, og Einar ventede paa ham i tre Dage, men da det i den Tid ikke anſaaes pasſende at forblive længere i Beſøg paa eet Sted, rejſte han bort, efter at have hængt Skjoldet op over Egils Sæng, og anmodet Folkene paa Gaarden om at bede Egil modtage denne Gave. Samme Dag kom Egil hjem, ſaa Skjoldet og ſpurgte, hvo der ejede det herlige Stykke. Folkene bragte ham Einars Hilſen. Men i Stedet for at glæde ſig over Gaven, blev Egil heel fornærmet, ſom om Einars Mening var at han ſkulde kvæde om hans Skjold; ja han vilde endog have redet efter ham og dræbt ham, hvis Einar ikke allerede havde faaet for langt Forſprang. Imidlertid digtede han om Skjoldet, og kom igjen i Venſkab med Einar[26]. Da Thorſtein Egilsſøn var bleven gift og Aasgerd, Egils Huſtru, var død, overlod han Gaarden Borg og ſit Høvdingſkab til Thorſtein, og flyttede ſelv til Mosfell, til ſin Stifdatter Thordis, ſom han nu holdt meeſt af blandt alle dem, der vare i Live. Imidlertid kom han dog endnu engang, fuldvæbnet og i Spidſen for en ſtor Skare kampfærdige Svende, paa Althinget, for at ſtaa ſin Søn bi i en Grændſetrætte, hvorved den mægtige Tunge-Odd havde taget Modpartens Sag. At Tunge-Odd her kom til kort, var hvad man maatte vente.

Da Egil blev meget gammel, begyndte baade Syn og Hørelſe at ſvigte ham, men hans Aandsevner vare lige uſvækkede, og han vedblev ved givne Lejligheder at digte Smaavers lige til ſin Død. Da han nærmede ſig ſit 90de Aar, miſtede han Synet ganſke. En Sommer, da hans Svigerſøn Grim ſkulde til Althinget, vilde han endelig være med. Grim ſyntes ikke derom, og bad ſin Huſtru Thordis at lokke ud af den Gamle, hvad han havde i Sinde, thi; han havde ſtørſt Moro af at tale med hende. Hun ſpurgte ham nu, hvad han egentlig vilde paa Thinget „Det ſkal jeg ſige dig“, ſagde han; „jeg vil tage de to Kiſter med, ſom Kong Ædhelſtan gav mig; de ere fulde af engelſke Sølvpenge; dem vil jeg ſtrø ud paa Lagberget, naar der er ſom fleeſt Folk tilſtede, og da ſkal jeg undres, om der ikke baade vanker Puf og Stød, ja om ikke tilſidſt hele Thingalmuen kommer op at ſlaas“. „Du har Ret“, ſagde Thordis, „dette vil blive koſtelige Løjer, og vil mindes ſaa længe Landet er beboet“. Hun fortalte det nu til Grim, ſom naturligviis ikke vilde tillade noget ſaadant, og Egil maatte blive hjemme, men var meget misfornøjet. Strax efter rejſte Thordis til Seters. Egil benyttede ſig ſtrax af hendes Fraværelſe til at byde to Trælle at ſadle ham en Heſt, da han, ſom han ſagde, vilde fare i Bad. De gjorde ſaa; han ſatte ſig op, tog Sølvkiſterne med ſig, og red ud af Tunet ned ad en Bakke, indtil man ej længer kunde ſe ham. Næſte Morgen ſaa man ham vanke om tilfods i et Holt øſtenfor Gaarden, ledende Heſten efter ſig. Han ſagde at han havde dræbt Trællene, og ſkjult Kiſterne, men hvor, fik ingen at vide. Nogle hundrede Aar efter, og endnu allerſidſt for noget over hundrede Aar ſiden har man fundet engelſke Mynter fra hiin Tid ved Mosfell, hvilke rimeligviis høre til Egils Skat. Han døde endnu ſamme Aars Høſt, og blev af Grim højlagt paa Tjaldanes med ſine Vaaben og Klæder[27].

Egils Søn Thorſtein arvede ſin Faders Ejendomme, Godord og Indflydelſe, men han var en fredeligere Mand, der ikke ſkjøttede ſaa meget om at lade Sverdet afgjøre enhver Trætte, men derimod forſtod ſig ypperligt paa Lov og Ret. Hans perſonlige Anſeelſe var derfor ikke paa langt nær ſaa ſtor ſom Faderens. Imidlertid vedblev hans Æt, eller de ſaakaldte Myrmænds, at være en af de fornemſte paa Island, og fra Thorſtein udledte mange af de ſenere Høvdinger deres Herkomſt, fornemmelig de ſenere ſaa mægtige Sturlunger[28].

Borgarfjorden og dens Omegn ſynes mere end de øvrige Dele af Island at have frembudt Tilhold for Fredløſe, der ved deres Røverier foruroligede Egnen. Enkelte af disſe naaede endog en ſtor Navnkundighed for deres Tapperhed, Udholdenhed og Troſkab mod hinanden indbyrdes. Blandt dem fortjener iſær den forhen nævnte Hørd Grimkellsſøn at omtales. Dronning Gunnhilds Hevngjerrighed havde, ſom vi have ſeet, nødt ham til at forlade Norge og tage ſin Tilflugt til Harald Jarl i Gautland. Her udmerkede han ſig ſaaledes ved ſin Tapperhed, at Jarlen gav ham ſin Datter Helga til Egte for at faa ham til at blive der i længere Tid. Han blev ogſaa tilbage i alt henimod 14 Aar, medens hans Foſtbroder Geir allerede efter et Par Aars Forløb rejſte hjem til Island over Norge, hvor han nær var bleven dræbt af Dronning Gunnhilds Udſendinger. Endelig kom ogſaa Hørd hjem med ſin Huſtru, et ſtort Følge og mange Rigdomme, opſlog ſin Bolig paa Breidabolſtad, og levede en Tidlang med megen Glands. Han lagde ſtedſe an paa at viſe ſig fredelig og forligelig. Desuagtet traf det ſig ſaa uheldigt, at en af hans Folk, et ondſkabsfuldt Menneſke, dræbte en i Nærheden boende Mands unge Søn før en ringe Sag. Hørd tilbød ſtrax hans Fader Selvdom og al mulig Oprejsning, men denne, der ligeledes var trættekjær og ondſkabsfuld, vilde ikke høre om andet end at forfølge Sagen til det Yderſte. Da kom der et ſaadant Raſeri over den ellers godmodige Hørd, at han ſtrax dræbte Manden og ſatte Ild paa hans Gaard, ſaa at den brandt op med alt hvad der var, hvoriblandt to Kvinder, der ej vilde gaa ud. Dette blev naturligviis ſtrax paaklaget af Hørds Fiender og Misundere, og da ej engang hans egen Svoger vilde tage ſig af hans Sag, eller endog byde Bøder for ham, blev han dømt fredløs. Nu tyede han med alle Sine til ſin Foſtbroder Geir paa Gaarden Botn, efter førſt at have opbrændt ſin Gaard paa Breidabolſtad. Da Geir ikke kunde ſkaffe Føde til ſaa mange Menneſker, og dog nødig vilde viſe ſig ugjeſtfri mod Hørd, greb han til den Udvej, at røve Kvæg paa en anden Gaard, hvorved et Par Mænd bleve dræbte. Hørd erfoer det, blev meget misfornøjet, og vilde ikke engang at man ſkulde nyde af de røvede Dyrs Kjød, førend Ejeren var bleven underrettet derom og havde faaet Bøder. Men Nøden drev dog ogſaa omſider ham til at finde ſig i denne Maade at friſte Livet paa, og da han nu tillige blev underrettet om, at man tænkte paa at ſamle ſig imod ham og hans Venner for at tage dem af Dage, flyttede han med Geir og alle ſine Mænd til en Klippe-Holm ved Hvalfjorden, hvor de af Tømmeret fra de nedrevne Huſe paa Botn byggede en ſtor Skaale, og ſtiftede et ordentligt organiſeret Forbund af Fredløſe, der forbandt ſig til at viſe Hørd og Geir ubetinget Lydighed, og af hvilke ingen Under den Straf at ſtyrtes ned fra den ſtejle Klippevæg maatte være længere end tre Nætter borte uden Tilladelſe. Andre Fredløſe og Ugjerningsmænd ſtrømmede nu til, og ſvore Hørd og Geir Troſkabs-Ed. Til en Tid var der endog ikke færre end 200 Mand ſamlede: det mindſte Antal var 80. Det er let at forſtaa, at denne Bande blev en ſand Landeplage for Egnen. De kunde alene ernære ſig ved Rov, og om end Hørd og Geir ſelv ønſkede at viſe ſaa megen Humanitet ſom muligt, ſaa var det dog ved et ſaa ſtort Antal, hvoraf den ſtørſte Deel var det værſte Udſkud, ej at tænke paa at kunne hindre mange Ugjerninger. De havde ſluttet en hemmelig Aftale med Bonden Thorſtein Guldknap paa Thyril inderſt i Fjorden, at han ſkulde ſætte alle Rømningsmænd over til dem, og give dem Nys om alle Anſlag imod dem, hvorimod de til Gjengjeld ej ſkulde røve hos ham: dette var bekræftet med Ed paa begge Sider. Saaledes gik det hen i tre Aar, i Løbet af hvilke Hørd og Geir udførte de meeſt fortvivlede Heltegjerninger. Engang foreſlog Hørd at de ſkulde tage et Skib fra nogle Kjøbmænd, der laa i Hvitaa, og ſaaledes ſe til at komme fra Landet, da han allerede længe var ked af dette uværdige Liv; men de Øvrige overſtemte ham, eg han maatte blive. Omſider holdt Bønderne i Egnen et Møde for at aftale en ordentlig Angrebsplan, da Uvæſenet ej længer var at taale. I Spidſen for dem ſtillede ſig Hørds egen Morbroder Torve Valbrandsſøn og hans Svogere Illuge den røde og Indride. Det vilde dog vel neppe have lykkets dem at udrette noget mod de tapre Fredløſe, hvis de ej havde brugt ſkammelig Liſt, og dertil vundet Thorſtein Guldknap. Denne laante dem ſin Baad, i hvilken en vis Kjartan roede ud til Holmen for paa Skrømt at tilbyde de Fredløſe Forlig og ſaaledes narre dem i Land. Da de kjendte Baaden, hindrede de ej Kjartan fra at lande. De gode Tilbud lokkede mange til at følge med, og de bleve ved Ankomſten ſtrax dræbte, dog uden at man fra Holmen kunde ſe det. Saaledes gik det ogſaa anden Gang, da fulgte endog Geir med, trods Hørds Advarſel, og blev dræbt med de øvrige. Endelig kom Raden til Hørd. Han vægrede ſig førſt ved at drage over, men Kjartan haanede ham ſom ræd og umandig, og dette kunde han ikke taale. Han fulgte med, og var allerede næſten kommen til Land, da han fik ſe Geirs Lig flydende paa Vandet; forbitret dræbte han Kjartan, men i det ſamme landede Baaden, og han og de Øvrige bleve bundne for at aflives. Dog rev han ſig løs, ſnappede en Øxe fra ſin Svoger Indride, og forſvarede ſig en Tidlang med fortvivlet Tapperhed, indtil endelig Øxen gik af Skaftet, eg Thorſtein Guldknap dræbte ham (985). Hans tro Huſtru Helga, der var bleven tilbage paa Øen, ſvømmede om Natten til Land førſt med ſin yngſte, og ſiden med ſin ældſte Søn. Hun tog ſin Tilflugt til Hørds Søſter Thorbjørg, der var gift med Indride paa Thyril. Her forbleve de en Stund, og droge ſiden til Norge eg derfra til Gautland; en af Sønnerne, Bjørn, kom ſiden tilbage til Island, og dræbte mange til Hevn for ſin Fader, ligeſom og Thorbjørg fik dræbt flere, ſaa at man i alt regner at 24 Mænd faldt i Hevn for Hørd. En Deel af Hørds Bande var allerede før hans Død, paa et Tog til Faſtlandet for at hente Vand, bleven afſkaaren fra Stranden; nogle af dem dræbtes, men de øvrige ſatte til Fjelds, hvor de toge Tilhold i en Hule, forſtærkedes med Flere, og fortſatte deres vante Liv, indtil Torve og et Par andre Høvdinger omſider fik dræbt de fleſte af dem. Der omtales endnu en lignende Bande, de ſaakaldte Kropsmænd, ſom Torve ſkal have taget af Dage[29].

Ved Breidafjorden var iſær Olaf Feilans og Thorolf Morſtrarſkeggs Æt i Beſiddelſe af Magten. Om Olaf Feilans Søn Thord Gelle, og den Indflydelſe, han udøvede paa Retsforfatningen, er forhen talt. Hans Sønner Thorarin Filsenne paa Hvam og Eyjolf den graa eller liſtige i Otradal arvede hans Beſiddelſer, men ikke hans Anſeelſe; derimod ſynes den ſtørſte Glands i en lang Tid at have heftet ved Høſkuld Dalakollsſøn og hans ridderlige Søn Olaf Paa, i Særdeleshed da Thorgrim, den egentlige Thorsnesgode, af Venſkab for ſine Svogere Thorkell og Giſle Sursſønner flyttede nord til Søbool i Dyrafjorden, ſaaledes ſom det forhen er nævnt, overladende ſin Fædrenegaard Helgafell til ſin mindre anſeede Broder Børk den digre. Olaf Paa var, ſom vi have nævnt, gift med Egil Skallagrimsſøns Datter, og han boſatte ſig endnu i Faderens Levetid paa Hjardarholt, ſom han ſelv bebyggede med megen Pragt, og hvor han levede paa en ſtor Fod. Bjelkerne og Panelingen i hans Gildeſkaale vare ſmykkede med de herligſte Udſkæringer, foreſtillende Æſernes Bedrifter. Ved hans Datters Bryllup kvad Skalden Ulf Uggeſøn en heel Draapa, hvori han beſkrev disſe Scener; af denne Draapa, kaldet Huusdraapa, have vi endnu enkelte Levninger tilbage[30]. Uagtet Olaf Paa kun var Frilleſøn, blev han dog ſom den irſke Konges Datterſøn og ſin Faders Yndlingsſøn betragtet ſom den fornemſte af ſine Brødre, og det var fornemmelig ham, der efter Høſkulds Død foreſtod det prægtige Arveøl, hvortil han paa Althinget indbød alle Godordsmænd i Landet foruden en Mængde andre Bønder, ſaa at Gjeſternes Antal i alt var henimod tuſinde[31]. Olafs Broder Thorleif forlod ſiden Island, og kom ikke mere tilbage, men hans Søn Bolle opfoſtredes hos Olaf, og mellem ham og Olafs Søn Kjartan, opkaldt efter Morfaderen, opſtod der ſnart et fortroligt Venſkab. Olafs Syſter Hallgerd var en udmerket ſkjøn, men herſkeſyg og ondſkabsfuld Kvinde. Allerede medens hun var halvvoxen, havde hendes Farbroder Rut ytret til hendes Fader Høſkuld, engang da hun legede paa Gulvet med andre Smaapiger, at han ikke kunde ſkjønne, hvorfra de Tyveøjne vare komne i Ætten. Høſkuld blev fornærmet derover, men Ruts Spaadom var ſand[32]. Inden Hallgerd havde naaet ſit 17de Aar, havde hun allerede voldt ſine to førſte Mænds Død[33]. Tredie Gang bedaarede hun den ædle Gunnar Haamundsſøn paa Lidarende i Fljotslid, ſydligſt paa Island, ſom egtede hende, men til ſin egen Skade, ſaaledes ſom det nedenfor ſkal fortælles[34].

Thorgrim Thørsnesgode havde, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet, boſat ſig paa Søbool forat være i Nærheden af ſine Svogre, Thorkell og Giſle, og levede i det inderligſte Venſkab med dem og Giſles Svoger Veſtein, indtil hiin uheldige Dag, da Giſle faldt paa at de ſkulde ſtifte Foſtbroderſkab med hinanden, men Thorgrim vægrede at forbinde ſig med Veſtein, og Giſke til Gjengjeld unddrog ſig fra at forbinde ſig med Thorgrim[35]. Derved ſplittedes Venſkabet, juſt ſom det ſkulde befæſtes. Kort efter rejſte Giſle og Veſtein udenlands, og ſkiltes ad i Danmark, da Veſtein vilde drage til England. Før Afſkeden ſmedede Giſle en Pening, der beſtod af to Dele, ſom nøje pasſede ſammen; den ene Deel gav han Veſtein, den anden beholdt han ſelv, for at de kunde bruge dem ſom Jerteiner i vigtige Anledninger[36]. Han vendte ſelv over Norge tilbage til Island. Kort efter hans Hjemkomſt fik hans Broder Thorkell tilfældigviis høre en Samtale mellem ſin Kone Aasgerd og Giſles Kone Aud, hvorved de i Spøg gjenſidigt drillede hinanden med at de gjorde formeget af deres Svogre, Aasgerd af Veſtein og Aud af Thorgrim. Thorkell raabte ſtrax: „dette vil vorde een eller flere Mænds Bane!“ og uagtet hans Kone ſøgte at berolige ham, ja endog truede med Skilsmisſe, hvis han gav nogen urimelig Mistanke Rum, flyttede han dog fra ſin Broder til Thorgrim paa Søbool. Hvad han og Thorgrim havde i Sinde, kunde man allerede ſkjønne deraf, at de fik en af de bedſte Smede der i Egnen til at omſmede Brudſtykkerne af Sverdet Graaſida til et ſaakaldet Maaleſpyd, d. e. et Spyd med Runer, hvilke man troede gjorde det ſterkere og ſikrere. Da Giſle ved Vintrens Begyndelſe ſkulde holde et ſtort Gilde — det ſkulde egentlig være Vinternatsblot, men efter ſit Ophold i Danmark blotede han ikke mere — fik han høre at Veſtein var kommen ud, og da han med Rette frygtede for ſin Broders Planer, ſkyndte han ſig at ſende ham Bud med den halve Penning ſom Jertein, at han ej maatte komme, førend han havde talt med ham. Men det var for ſeent, han var allerede paa Vejen, og vilde ikke vende om. Han havde kun været to Nætter hos Giſle, da man den tredie Nat fandt ham dræbt i ſin Seng, med Graaſida i Bryſtet. Giſle drog Spydet ud, og lagde det, uden at Nogen fik det at ſe, i en Kiſte. Han lod Veſtein højlægge, ved hvilken Højtidelighed ogſaa Thorkell og Thorgrim indfandt ſig. Det var Skik, ved ſlig Lejlighed at binde den Afdøde de ſaakaldte Helſko, for at han med dem kunde gaa til Valhall; denne Forretning paatog Thorgrim ſig, og ſagde da han var færdig: „Ikke kan jeg med at binde Helſko, hvis disſe løsne“. Tilſyneladende vedblev den gode Forſtaaelſe mellem begge Familier, men Giſle pønſede paa Hevn, hvortil han endog ifølge det med Veſtein ſluttede Foſtbroderſkab var forpligtet. Næſte Høſt holdt Thorgrim og Giſle Vinternatsblot, hver for ſig. Blandt Thorgrims Gjeſter var Enjulf den graa og Børk. Da tog Giſle en Nat Spydet Graaſida op af Kiſten, ſneg ſig over til Søbool og ind gjennem Skaalen til det Aflukke, hvor Thorgrim ſov ved Siden af ſin Kone Thordis, Giſles egen Syſter; med den ene Haand løftede han Klæderne, med den anden ſatte han Spydet i Thorgrim, ſaa at det ſtod faſt i Sængen; han kom ubemerket bort og hjem, uagtet Thordis ſtrax raabte Folk til Hjelp, og alle kom paa Benene[37]. Mistanken faldt naturligviis ſtrax paa Giſle, og Eyjulf, Thorkell og flere Mænd ilede til hans Gaard. Han laa i ſin Sæng, men hans Sko ſtode ganſke ſneede foran Sængen; dog havde Thorkell endnu ſaa megen Broderkjærlighed, at han ſkyndte ſig at ſkyde Skoene ind Under Sængen, førend Nogen fik dem at ſe. Han fortalte nu Drabet, og Gille tilbød ſig ſtrax at hjelpe til med at højlægge Thorgrim. De modtoge Tilbudet, og Giſle fulgte dem til Søbool. Thorgrim blev højlagt i et Skib; Giſle tog en ſtor Steen og kaſtede i Skibet med de Ord: „Ikke forſtaar jeg at fæſte Skib, hvis Vinden tager dette op“. Man erindrede nu de Ord, Thorgrim havde ſagt ved Veſteins Begravelſe; og alle gjettede viſtnok, at Giſle var hans Banemand. Thordis fik fuldkommen Vished derom af et Vers, Giſle tilfældigviis kom til at kvæde, og hvori han paa en forblommet Maade hentydede paa at Thorgrim var falden for hans Haand. Hun havde imidlertid født en Søn, ſom blev kaldet Thorgrim efter ſin Fader, (963), og derpaa egtet Børk, der var bleven tilbage for at ordne Boet efter Broderen, men nu flyttede hjem til Helgafell. Før Afrejſen lykkedes det Børk at aflokke hende Betydningen af Giſles Viſe, og han beſluttede ſtrax at ſagſøge ham paa Thorsnesthing. Thorkell advarede ſin Broder, men var ej at formaa til at yde ham nogen egentlig Hjelp, og da ligeledes andre mægtige Venner unddroge ham deres Beſkyttelſe — man ſaa heri Følgerne af Seid, ſom hans Fiender havde ladet anſtille — blev han dømt fredløs paa Thinget, og maatte nu ſøge ſin Frelſe paa Steder og i hemmelige Smuthul, ledſaget af ſin tro Huſtru Aud, indtil endelig Børks Frænde Eyjulf den graa efter flere forgjæves Forſøg fik ham dræbt (982), 18 Aar efter Thorgrims Død. Hans Enke Aud og Veſteins Huſtru Gunnhild forlode Landet, antoge Chriſtendommen i Heidaby i Danmark, droge derfor ſydefter, og kom ikke tilbage. Veſteins Søn Berg dræbte ſiden Thorkell Sursſøn, men ſkal ſelv ſenere være bleven dræbt i Norge af Giſles og Thorkells tredie Broder Are, ſom var bleven tilbage der[38].

Thorgrims Søn var imidlertid voxet til. Formedelſt hans Urolighed kaldte man ham førſt Snerre[39], ſiden Snorre, og under dette Navn er han bleven meeſt bekjendt. Han opfoſtredes hos ſin Frænde Thorbrand i Alſtafjord med dennes Sønner. I Følge med et Par af disſe gjorde han om Høſten 981 en Rejſe til Norge, hvor han fandt en venſkabelig Modtagelſe hos den unge mægtige Erling Skjalgsſøn paa Sole[40]. Næſte Høſt vendte han tilbage igjen, den ſamme, i Løbet af hvilken hans Morbroder Giſle Sursſøn blev dræbt. Eyjulf, hans Banemand, indfandt ſig ſtrax efter med flere Folk hos Børk, for at fortælle ham, hvorledes Alt var tilgaaet. Børk blev glad derover, men Snorre og Thordis toge ſig nær deraf. Børk bad hende beverte de Fremmede vel, men hun ſagde at Grød var godt nok for dem. Om Aftenen, da hun bar Maden ind, lod hun Skeerne falde. Idet hint bøjede ſig ned for at ſamle dem op, greb hun Giſles Sverd, ſom Eyjulf havde medbragt og lagt fra ſig, for at gjennembore ham dermed, men kom dog kun til at ſaare ham i Laaret. Børk ſprang op og ſlog hende, men Snorre ſtødte ham omkuld, ſatte hende hos ſig, og ſagde at hun havde nok at ſørge over, om hun ikke ovenikjøbet ſkulde have Slag. Eyjulf foer ligeledes op, og der blev en ſtor Larm; Børk fik dog alt bragt i Rolighed ved at tilbyde Eyjulf Selvdom, og han tilkjendte ſig fuld Mandebod. Men Thordis erklærede ſig ſtrax ſkilt fra Børk, og den følgende Sommer fordrede Snorre ſin Fædrenearv af ham. Han endte ikke, førend han havde faaet Børk dreven fra Helgafell, hvor nu Snorre ſelv boſatte ſig. Ogſaa han er en af Sturlungernes Forfædre, og det er ſandſynligviis efter ham, at den berømte Snorre Sturlaſøn er opkaldt. Han beſkrives ſom en Mand af Middelhøjde, temmelig ſpinkel, ſmuk af Anſigt, lyshaaret, med rødligt Skjæg; han var i det daglige Liv ſtilfærdig; man mærkede ikke ſynderligt paa ham, om han fandt Behag eller Mishag i en Ting; han var forſtandig, kunde i Mangt og Meget ſlutte ſig til hvad Fremtiden vilde bringe, var uforſonlig og hevngjerrig, men gav ſine Venner de meeſt heldbringende Raad, medens hans Uvenner fik det modſatte at finde. Han overtog ogſaa Hovets Beſtyrelſe og Godordet, ſaa at han fra nu af kaldtes Snorre Gode, og blev en ſtor Høvding[41].

Kort efter at Snorre havde overtaget Godordet paa Thorsnes, døde Goden Thorgrim Kjallakſøn, en Sønneſøn af Bjørn auſtrøne, og efterlod tre Sønner, Brand, Styr og Vermund mjove, af hvilke den ſidſte boſatte ſig paa Bjørnshavn. Styr hed egentlig Arngrim, men formedelſt hans voldſomme og urolige Sind havde man kaldt ham Styr (d. e. den urolige), ja endog Vigaſtyr (d. e. Drabs-Stur). Vermund derimod var en ſtille, rolig og forſtandig Mand. Vermund foretog ikke længe efter en Rejſe til Norge, hvor han beſøgte Haakon Jarl, og paa Grund af ſin fornemme Herkomſt blev ſaare vel modtagen af denne, ſom beholdt ham hele Vintren hos ſig paa Lade. Ved Afrejſen bad Jarlen ham udbede ſig en Gave. Vermund bad om at Jarlen vilde give ham to ſvenſke ſaakaldte Berſerker, han havde ved ſit Hof. Det var to kæmpeſterke, uvørne Brødre, ſom Kong Erik Sejrſæl havde foræret Jarlen, og af hvilke Vermund tænkte at faa den ſtørſte Nytte. Jarlen foreſtillede ham det ufornuftige i at ſkaffe ſig to ſaa uſtyrlige Karle paa Halſen, men Vermund bad ſaa længe, at han endelig føjede ham, idet han kun betingede ſig at han ſkulde behandle dem vel. Vermund tog dem med. Men efter Hjemkomſten merkede han ſnart at han ej kunde ſtyre dem, og var glad til at faa prakket dem paa ſin Broder Styr, for hvem de bedre pasſede, og hvem de og vare til god Hjelp paa hans krigerſke Udflugter. Men endelig blev en af Berſerkerne forelſket i Styrs ſmukke Datter Aasdis, og fordrede at han ſkulde give ham hende til Huſtru. Styr vidſte ikke hvad han ſkulde ſvare hertil, thi heller ikke han vovede at lægge ſig ud med Berſerkerne, og vilde dog nødig bortgive ſin Datter til en ſaadan. I ſin Nød ſpurgte han den unge Snorre Gode til Raads. De ſad en heel Dag og talte ſammen oppe i Helgafell, og ingen fik vide hvad de talte om, men man erfoer ſnart Følgerne. Da Styr kom hjem, ſagde han til Bejleren, at han, da han ikke ejede Penge, maatte ſøge at fortjene Pigens Haand ved at udrette et eller andet Storverk, og foreſlog Berſerkerne at oprydde en Vej gjennem Raunet (Lavaen) ud til Bjørnshavn, og oprejſe et Hegn for hans Marker langs Vejen. De lovede det, og udførte det virkelig. Men imidlertid havde Styr hjemme paa Gaarden ladet indrette en Badſtue under Jorden med en Glug oventil. Da Berſerkerne efter fuldendt Arbejde kom trætte og modige hjem, foreſlog han dem at gaa i Bad, og førte dem ned i den nye Badſtue, ſom han nu lod ophede ſaa forfærdeligt, at de ej længer kunde holde ud dernede. Men Styr lod Badſtuen ſtænge til med ſtore Stene. Det lykkedes den ene Berſerk at bryde Lemmen op, men han ſnublede paa en blød Oxehud, Styr havde lagt foran Nedgangen, og blev dræbt af Styr; den anden kom ikke engang op, men gjennemboredes af Styrs Spyd i Opgangen. Siden bejlede Snorre Gode til Aasdis og fik hende. Og denne Forbindelſe mellem den kloge og mægtige Snorre og den haandfaſte, ſtridbare Styr forøgede begges Magt og Anſeelſe overordentligt[42].

Børk digres og Thordis’s Datter, Snorre Godes Halvſyſter Thurid blev meget ung[43] gift med den anſeede Thorbjørn digre paa Gaarden Frodaa. Han havde tidligere været gift med en Syſter af den kjekke og ridderlige Bjørn Aasbrandsſøn fra Kamb, der ſaaledes var kommen i nærmere Forbindelſe med ham, og ofte plejede at indfinde ſig paa Frodaa ſom Gjeſt. Kort efter Giftermaalet faldt Thorbjørn i en Kamp med en anden Høvding, men Bjørn fortſatte ſine Beſøg paa Frodaa, og det blev ſnart Tale om, at han og den tinge Enke ſyntes altfor godt om hinanden. Snorre hentede derfor Syſteren hjem til ſig paa Helgafell. Men hun havde ikke opholdt ſig der længe, førend hun fik en ny Bejler i den forhen omtalte Thorodd Skattkaupande[44], der kom hjem med de mange Penge, han havde erhvervet ved ſit heldige Baadſalg, og tilbragte Vinteren hos Snorre Gode. Da han kom frem med ſit Frieri, fandt Snorre dette at være et godt Tilbud, ſkjønt Thurid ſelv ej var ſaa glad deri; imidlertid var der neppe engang Tale om hendes Samtykke, og Brylluppet ſtod endnu ſamme Vinter paa Helgafell. Vaaren efter flyttede de Nygifte til Frodaa. Men aldrig ſaa ſnart havde de boſat ſig der, førend Bjørn begyndte at banke der paany, til Thorodds ſtore Misfornøjelſe. Sædvanligviis plejede han dog at være tilſtede, naar Bjørn var der, og det var derfor en Gang denne og Thurid ſaameget mere paafaldende, at Thorodd ingenſteds var at ſe. Men Thurid anede ſtrax Sammenhængen, og bad Bjørn, naar han gik hjem, at tage ſig vare, da Thorodd ganſke viſt havde lagt ſig i Baghold for at overfalde ham. Hun ſpaaede rigtigt, thi da han paa Vejen kom op paa en Højde, brød Thorodd ſelv femte frem, og angreb ham. Han forſvarede ſig imidlertid tappert, fældte to af Angriberne og drev de øvrige paa Flugten. Thorodd henvendte ſig nu til Snorre om Biſtand, og anlagde Sag mod Bjørn for Drabet af hine to Mænd. Uagtet Bjørn ogſaa havde mægtige Venner, og hans Fader desuden betalte Pengebøder for Drabene, var Snorres Magt og Anſeelſe dog ſaa ſtor, at Bjørn maatte drage i Landflygtighed paa tre Aar. Samme Sommer (985) drog han afſted, og ſtrax efter fødte Thurid en Søn, der fik Navnet Kjartan, og efter alles Formodning — en Formodning, ſom viſtnok ogſaa var rigtig — ikke var Thorodds, men Bjørns Søn. Bjørn drog til Danmark, og derfra til Jomsborg, hvor han, ſaaledes ſom vi allerede paa et Par Steder ovenfor have nævnt, traadte ind i Jomsvikingernes Samfund. Det heder, at han ved ſin Ankomſt til Jomsborg fandt Palne-Toke ſom Jomsvikingernes Høvding, men Urigtigheden af dette Foregivende er allerede ovenfor oplyſt. Han fulgte Styrbjørn til Svithjod og deeltog i Slaget paa Fyrisvoldene, hvor han med de øvrige Jomsvikinger undkom til Skogs, og der fra tilbage til Skibene. Bjørn ſkal have udmerket ſig meget under ſit Ophold i „Jomsborg, og fra denne Tid fik han Tilnavnet „Breidvikingakappe“ (Kæmpen fra Breidavik, hvor hans Fædrenegaard laa). Han var meget længer udenlands end de beſtemte tre Aar, thi ved hans Hjemkomſt var Kjartan henimod tolv Aar gammel, og lagde allerede tydeligt for Dagen, at han i Stridbarhed vilde ſlægte ham paa. Det fortrolige Forhold mellem Bjørn og Thurid begyndte paany, og ikke engang Snorre lykkedes det, ſaa mægtig han var, at gjøre Bjørn nogen Fortræd, eller endog hindre hans Beſøg, uagtet han mere end een Gang prøvede derpaa. Men omſider beſluttede Bjørn ſelv, ſaa godt ſom uopfordret, at forlade Landet og ſaaledes afbryde et Forhold, der gav Anledning til ſaa megen Folkeſnak og Familietviſt. Han indſkibede ſig i Raunhavn, og ſejlede afſted (omkring 998). Han fik en ſvær Storm fra Nordveſten, og man hørte i mange Aar intet til ham. Vi ville i det Følgende ſe[45], hvorledes han henimod tredive Aar ſenere tilfældigviis blev gjenfunden paa en langt anden Kant af Verden.

I Nordfjerdingen af Island vare i Særdeleshed Vatnsdalens og Eyjafjordens Høvdinger mægtigſte. I Vatnsdalen var der neppe nogen, ſom vovede at byde Ingemunds Sønner Trods. De udmerkede ſig ved deres ſjældne Enighed og Sammenhold, og Thorſteins Viisdom, underſtøttet af Jakuls Tapperhed og Styrke, gjorde dem uimodſtaaelige. Men efter Brødrenes Død forandrede Forholdene ſig. Thorſteins ældſte Søn Ingulf, berømt for ſin ſjældne Skjønhed, arvede Godordet og Høvdingdømmet; det heder vel, at han anſaaes ſom en god Høvding, og i mange Henſeender traadte i ſin Faders Spor, men det er øjenſynligt, at han ej paa langt nær formaaede ſaa meget ſom han, medens tillige andre Mænd havde nedſat ſig i Heredet, og erhvervet betydelig Magt. En af disſe var Nordmanden Ottar Thorvaldsſøn fra Øen Ylve (Ulvøen) i Veſteraalen paa Haalogaland. Ottar havde i ſin Ungdom været opfoſtret hos ſin Faders Ven og Nabo, Bonden Ingjald paa Øen Ylve tilligemed dennes Søn Aavalde, men i een Nat bleve ſaavel Thorvald ſom Ingjald overfaldne og indebrændte af Vikingen Sokke, og det lykkedes kun Ingjald med Nød og neppe at ſkaffe Drengene Ottar og Aavalde ud af en Bagdør paa Huſet, ſaa at de undkom med Livet. De toge ſiden Tjeneſte ombord paa en Sildeſkude fra Vaagen, og fik derved Lejlighed til at komme ſyd til Sogn, hvor Ottars Morbroder Galte tog imod dem og beholdt dem hos ſig i flere Aar, indtil de vare voxne. Gunnhilds Sønner herſkede da endnu i Landet, og Sokke ſtod højt i deres Gunſt. For at undgaa hans Efterſtræbelſer, tilbragte begge Foſtbrødrene nogle Aar med Handelsrejſer, og beſluttede endelig at flytte ud til Island. Dog fandt de før Afrejſen Lejlighed til at overfalde og fælde Sokke (omkring 964), og droge derpaa til Island, hvor de begge nedſatte ſig i Vatnsdalen[46]. Ottar egtede en Datter af den rige Olaf paa Hankagil, Aavalde en Datter af Eyvind Sørkve. Ottar havde med ſin Huſtru flere Børn, af hvilte Sønnen Hallfred iſær er bleven berømt. Allerede fra Ungdommen af udmerkede han ſig ſom en ypperlig Skald, og ved ſin bidende Tunge. Vi ville i det Følgende oftere have Anledning til at omtale ham under det Tilnavn, med hvilket han ſædvanligviis plejer at benævnes, nemlig Vandrædaſkald; hans Kvad indeholde de vigtigſte og paalideligſte Efterretninger om Olaf Tryggvesſøns Bedrifter. Ottars Datter Valgerd udmerkede ſig ved ſin Skjønhed. Hun var den ſmukkeſte Kvinde, Ingulf den ſmukkeſte Mand i Vatnsdalen[47]: intet Under, at de fandt hinanden, og at der opſtod en Kjærlighedsforſtaaelſe mellem dem; men da Ingulf ikke lod til at have alvorlige Henſigter, var Ottar meget misfornøjet hermed, og anlagde Sag mod Ingulf allerede medens hans Fader Thorſtein endnu levede, fordi han havde digtet et Elſkovskvad om Valgerd, hvilket anſaaes for en ſtor Fornærmelſe. Jakul blev heel forbitret, men desuagtet kom det til et Forlig, hvorved Ottar overlod Thorſtein ſelv at dømme i Sagen, og denne dømte ſig ſelv til en Bod af et Hundrede i Sølv for den Fornærmelſe, Ingulf havde tilføjet Ottar, hvorimod han forpligtede Ottar til at flytte bort fra Heredet. Ottar begav ſig derfor ſyd over Heiden til Norderaadal ved Borgarfjorden[48]. Dette hindrede imidlertid ikke Ingulf i at gjentage fine Beſøg hos Valgerd, iſær efter at han var bleven Gode, thi nu indfandt han ſig ſtadigt hos hende, hver Gang han drog til eller fra Thinget. Dette var ſaa meget mere forargeligt, ſom han ſelv nu var bleven gift med hendes Moders yngre Syſter Halldis, Datter af Olaf paa Haukagil. Da Foreſtillinger intet frugtede, beſluttede Ottar, ſom den ſvagere, at rydde Ingulf afvejen ved lejede Mordere. Engang mislykkedes Forſøget, og Ottar blev dømt til en ſvær Pengebod, men det afgjordes tillige, at Ingulf ſkulde ligge paa ſine Gjerninger, derſom han blev dræbt paa noget Enebeſøg hos Valgerd. Da han desuagtet fortſatte disſe Beſøg, udſendte Ottar en anden Morder, der vel ikke fandt Lejlighed til at dræbe Ingulf, men derimod fældte hans Broder Gudbrand. Ingulf ſtod nu ſaaledes ene, og blev ikke længe efter dødeligt ſaaret i Kampen mod nogle Stimænd, der foruroligede Egnen. Han døde en Tid efter, og forlangte før ſin Død at begraves nærved Vejen, for at Pigerne i Vatnsdalen derved ſaa meget bedre kunde mindes ham. Han efterlod to umyndige Sønner, og Godordet ſkulde imidlertid forvaltes af den, ſom anſaaes meeſt ſkikket dertil. Dette var unegteligt Ingemunds Datterſøn, Thorgrim paa Kornsaa. Men i Heredet havde ogſaa en Halvbroder af Ottar, ved Navn Thorkell Silfre, nedſat ſig; han beſad ſtore Rigdomme, og disſe gav ham Mod til at optræde ſom Thorgrims Medbejler, uagtet han var ſaare forhadt og havde et ondt Ord paa ſig ſom Troldmand. Spørgsmaalet ſkulde afgjøres paa en Sammenkomſt i Forſøludalen. Her indfandt ſaavel Thorgrim og Thorkell Silfre, ſom mange andre anſeede Mænd ſig. Der var ogſaa den nu tolvaarsgamle Thorkell Kravla, Thorgrims Frilleſøn, men endnu ikke anerkjendt af ham[49]. Drengen ſtirrede paa en ſmuk ſølvbeſlagen Øxe, ſom Thorgrim holdt i Haanden. Thorgrim lovede baade at forære ham den, og erkjende ham for ſin Søn, hvis han vilde ſætte Øxen i Thorkell Silfres Hoved. Thorkell Kravla ſagde at han ſkulde forſøge derpaa. Der taltes imidlertid om Valget, og man kunde ej blive enige. Endelig beſluttede man at prøve Lodkaſtning. Man forſøgte flere Gange, men Loddet traf altid den liſtige Silfre, hvad man naturligviis, og vel med Rette, tilſkrev hans Kunſter, hvilke dog ikke derfor behøve at have været Trolddomskunſter. I det ſamme kom Drengen Thorkell Kravla løbende ind med ſmudſige Klæder, og ſtrøg ganſke nærved Silfre, der tilſøledes, og ſtødte ham vred fra ſig, idet han kaldte ham en Trælkvindeſøn. Men i ſamme Øjeblik ſprang Thorkell Kravla op i Sædet hos ham, og hug ham et dybt Hug i Hovedet, ſaa at han ſtrax faldt død ned. Nu var der ingen, ſom gjorde Thorgrim Godordet ſtridigt; han fik det, og erkjendte ſtrax Thorkell Kravla for ſin Søn. Han viſte ham fra nu af den ſtørſte Kjærlighed, og udruſtede ham ikke længe efter paa det bedſte til en Udenlandsrejſe, paa hvilken han beſøgte ſin Frænde Sigurd Jarl paa Orknøerne, og deeltog med hun i et Krigstog til Skotland. Her indlagde Thorkell ſig megen Hæder ved ſin Tapperhed. Efter to Aars Forløb vendte han tilbage til Island. Hans Fader Thorgrim døde ſtrax derpaa, og dennes egtefødde Sønner, Thorgrims Halvbrødre, toge al Arven efter ham. Men ikke deſto mindre lykkedes det Thorkell, inden faa Aar vare omme, at erhverve ej alene Godordet, men ogſaa Hovedgaarden Hof, Ingemunds gamle Herreſæde, ſaa at han altſaa nu blev Høvding i Vatnsdalen. Denne Ophøjelſe ſkede efter alle Heredsfolkenes Ønſke, og Thorkell beſtyrede Høvdingdømmet til deres ſtørſte Tilfredshed. Man anſaa ham for den af Naturen bedſt udſtyrede Mand i Vatnsdalen ſiden Thorſtein Ingemundsſøns Dage[50].

Eyjafjordens mægtigſte Høvding var en Tidlang den ſtridbare Viga-Glum paa Tveraa, hvis tidligſte Bedrifter vi allerede have omtalt. Vi have ſeet, hvorledes han kom i udeelt Beſiddelſe af Tveraa, og fra den Tid af beholdt han Magten i Heredet i henved 20 Aar (964—984). I al denne Tid havde han mange Stridigheder, iſær med den af ham dræbte Sigmunds Svigerfader, den mægtige Thore paa Eſpehol og dennes Sønner Thorarin, Thorvald Krok og Thorgrim. Det kom endelig til en Kamp mellem Glum ſelv 8de og Eſpehølingerne, i Alt 20, paa et Sted, kaldet Riſateig, hvor Thorarin blev ſaaret, og Thorvald Krok med 4 andre faldt, medens Glum miſtede 4 Mand, da endelig Folk kom til og gjorde Ende paa Striden. Glum havde ſelv dræbt Thorvald, men ſøgte at indbilde en tolvaarsgammel Dreng ved Navn Gudbrand Thorvardsſøn, der næſten nødtvungen havde været med ham, at han var Thorhalds Banemand, og ſnakkede ſaa længe for ham, priſende hans Kjækhed, indtil han omſider troede det, vedgik det, og blev dømt fredløs paa Thinget, hvorefter Glum ſkaffede ham udenlands. Derved troede Glum at kunne undgaa den Ulempe, han ellers vilde have af Eftermaalsſøgsmaalet. Og Thorvald Kroks Frænder, ſom havde glædet ſig til, nu at kunne faa Bugt med Glum, ærgrede ſig ikke lidet over at maatte i hans Sted lade Hevnen gaa ud over en ſaa ubetydelig Perſon ſom Gudbrand. Imidlertid var Glum altfor ſtolt af ſine Bedrifter til at han i Længden ſkulde kunne finde ſig i at man tillagde nogen anden Æren for en eneſte af dem, og ſaaledes lod han ſig i et Vers, han digtede, paa en forblommet Maade forlyde med, at han havde øvet flere Drab, end man almindeligviis troede. Glums Vers blev bekjendt, Gudbrands Fader Thorvard kvad det ved det varme Bad paa Rafnagil, og Thorarin, der imidlertid var kommen ſig af ſine Saar, anklagede Glum for Thorvalds Drab paa Hegranesthing, hvor Eſpehølingerne havde de fleſte Frænder og Venner. Glum indfandt ſig her med 100 Mand, men Eſpehølingerne vare endnu mandſterkere, og de fik desuden Underſtøttelſe af den liſtige Einar Eyjulfsſøn, Søn af den forhen omtalte mægtige Høvding Eyjulf Einarsſøn eller Valgerdsſøn, og Broder af Gudmund den rige eller mægtige paa Madrevalle ved Eyjafjorden, der nu arbeidede paa at tilrive ſig Magten i Heredet. Da Glum ſkulde gaa hen til Retten, havde hans Modſtandere opſtillet ſig til begge Sider ſaaledes, at der kun var Rum for een Mand ad Gangen at komme frem. Glum opſtillede derfor ſine Mænd i et Slags Svinfylking, ſaa at han gik alene foran, dernæſt to, derpaa fire og ſaa fremdeles, alle i fuld Fart og med fremrakte Spyd. Derved banede han ſig Vej til Dom-Ringen, men med megen Larm og Uro, ſaa at Dommen maatte ſættes paany langt ud paa Natten, og man var ikke kommen langt deri, førend Solen gik op, og Glum ſtrax nedlagde Indſigelſe mod Sagens Fremme, da Loven bød, at enhver paabegyndt Sag ſkulde falde, naar Solen ſkinnede paa Thingvolden. Eſpehølingerne maatte altſaa drage derfra med uforrettet Sag. Einar ſatte Mo i dem, og fik dem til at indſtevne Sagen for Althinget. Her blev den afgjort ſaaledes, at Glum inden fem Uger ſkulde ved Ed, aflagt i tre Hov i Eyjafjorden, have fralagt ſig Drabet paa Thorvald Krok, eller og anſees ſom hans Banemand. Om Høſten, lidt for den beſtemte Tid, holdt Glums Søn Maar ſit Bryllup; der var Glum og hans Frænder fra Sønderlandet, Aasgrim Ellidagrimsſøn og Gisſur hvite, med 300 Mand. Dagen efter indbød han Thorarin til at møde i Djupadals-Hovet og høre hans Ed. Glum, Gisſur og Aasgrim, og Thorarin med to af hans Venner gik ind i Hovet. Ifølge Skik og Brug ved Edsaflæggelſen tog nu Glum den Sølvbaug, dyppet i Blotnautets Blod, der laa paa Stallen, i ſin Haand, og aflagde Eden. Paa ſamme Maade aflagde han den ved Gnupufell og ved Tveraa. Men de Ord, han brugte, vare ſaadanne, at de kunde tages i begge Betydninger, ſom Negtelſe eller Bekræftelſe[51]. Thorarin og alle de øvrige toge dem ſelv i den førſte, og det blev ſtille derom en Stund, indtil endelig Thorvard gjorde Thorarin opmerkſom paa det tvetydige i Glums Udtryk. Han overdrog nu Sagen til Einar Eyjulfsſøn, ſom paany drog den frem for Althinget, og den endtes med at Glum i Bod for Thorvald Kroks Drab maatte afſtaa Halvdelen af Tveraa Gaard til hans Søn Ketil, og forpligte ſig til at ſælge ham den anden Halvdeel. Altſaa var nu Thorkell den højes Bøn til Frey gaaet i Opfyldelſe, at Glum ligeſaa nødig maatte forlade Tveraa, ſom han ſelv engang havde maattet forlade det. Efter forud truffen Aftale ſolgte Ketil Gaarden til Einar Eyjulfsſøn, ſom nu flyttede ind, medens Glum maatte flytte bort. Glum blev der ſaa længe ſom muligt. Endog da hans Folk vare rejſefærdige, blev han ſiddende i Højſædet, thi han kunde ikke rive ſig løs fra det Hjem, hvor han havde tilbragt ſaa mange lykkelige Aar, og ſom havde været Vidne til hans Magt. Han lod tjelde Skaalen, fordi han, ſom han ſagde, ej vilde ſkilles ved Landet ſom Kotkarle. Man kaldte paa ham, men forgjæves. Endelig kom Einars Moder Hallbera ind, hilſede ham og ſagde at han nu maatte ſe til at komme afſted, thi hun havde allerede faret med Ild om Gaardens Enemerker; hun viſte ham bort fra Landet, der nu var helliget hendes Søn Einar. Da rejſte Glum ſig op med en Forbandelſe over hende, ſteg til Heſt og red bort, men kunde dog ikke afholde ſig fra, endnu engang at ſe ſig tilbage og kvæde et Vers, hvori han udtrykte ſin Sorg over at maatte forlade et Sted, hvor hans Æt havde boet i ſexti Aar. Han ſkiftede ſidenefter flere Gange Bolig, indtil han boſatte ſig paa Tverbrekke i Øxnadal, hvor han forblev til ſin Død. Hans Søn Vigfus udmerkede ſig, ſom det allerede er fortalt, i Jomsvikingeſlaget, iſær ved at fælde Aſlak Holmſkalle.

Overmagten i Eyjafjorden fik nu Gudmund den mægtige, Einar Eyjulfsſøns Broder. Disſe Brødre nedſtammede, ſom ovenfor nævnt, i fjerde Led fra Thorolf Smør, Ravne-Flokes Staldbroder, og kunde ſaaledes i Herkomſt neppe maale ſig med Glum. Imidlertid maa dog allerede deres Fader, Einar Eyjulfsſøn, eller, ſom han og kaldtes, Eyjulf Valgerdsſøn, have været en meget anſeet og indflydelſesrig Mand. Det ſynes at have været ham, ſom i Særdeleshed opmuntrede ſine Landsmænd til at trodſe Harald Gormsſøn, da denne tænkte paa at gjøre et Tog mod Island, for, ſom det heder, at hevne ſig over den Nidviſe, Islændingerne havde digtet over ham i Anledning af at hans Brytje Byrge havde tilegnet ſig et ſtrandet islandſk Skib, men maaſke egentlig for at underlægge ſig Landet, ligeſom han havde underlagt ſig Norge. Der fortælles, at en af Eyjulfs Huuskarle juſt havde bortbyttet ſin Øxe for en Graafeld, da Tidenden kom, at Harald truede Landet med et Angreb. Da kvad Eyjulf en Viſe, hvori han ſagde at Ingen nu burde tænke paa at ſkille ſig ved fine Vaaben, men at man maatte være beredt paa et tappert Forſvar; da ſkulde de nok kunne faa Harald Gormsſøn fra Landet. Heller ikke vovede han at angribe det. Vi have ovenfor ſeet, hvorledes Sagnet har udſmykket Beretningen herom ſaaledes, at Harald ſkulde have ſendt en Finn i Hvalsham til Landet, og at dennes Fortælling om de mange og frygtelige Landvætter, der mødte ham, ſkal have afholdt Kongen fra at udføre ſin Plan. Om Eyjulf fortælles det ligeledes, at da der var et ſtort Uaar i Landet, hvorved man endog nødtes til at ſpiſe Ravne og Ræve, og nogle lode gamle Folk og Børn dræbe, medens en Mængde gave ſig til at ſtjæle og røve, og derved bleve fredløſe gjorde han det Forſlag, ſom og antoges, at en Fredløs eller Skogmand kunde erhverve ſig Fred igjen ved at dræbe tre andre Fredløſe[52]. Hans Ættegaard Madrevalle laa længere ude ved Fjorden, end Tveraa. Paa Madrevalle førte Sønnen Gudmund et prægtigt Huus, næſten ſom et Hof. Han havde ikke færre end 100 Tjeneſtefolk, og plejede at tage gjæve Folks Sønner i Huſet, for at de ſkulde lære Høviſkhed og gode Sæder; de behøvede ikke at arbejde, men alligevel deeltoge de i de hjemme i Huſet forefaldende Syſler. Om Vaaren plejede han at ride om paa Gjeſteri til ſine Thingmænd rundt om i Heredet, for at ordne Heredets Anliggender og forlige deres Sager Han plejede ved ſlige Lejligheder ofte at have 30 Mand og Heſte i ſit Følge, og at opholde ſig paa de fleſte Steder i 6 Dage. Han førte ſig ſaaledes ganſke op, ſom en Jarl eller Konge; den eneſte Forſkjel var kun, at han manglede Titelen. Dette Gjeſteri faldt naturligviis Thingmændene meget tungt, thi de maatte føde den Skare, han ſaaledes førte med ſig, og det lykkedes dem tilſidſt at bringe det dertil, at han ikke tog mere end ti Mand med ſig. Neppe vilde vel mange Høvdinger paa den Tid have viiſt ſig ſaa eftergivende, men Gudmund var, ſkjønt ſtolt og ſkinſyg paa ſin Magt, dog ualmindeligt human og velvillig. Om Gudmund er der mange Beretninger, og alle vidne om hans ſtore Magt og Anſeelſe. Han ſkal have været Haakon Jarls Hirdmand. Hans Broder Einar, der, efter at være flyttet til Tveraa, ſædvanligviis kaldes Einar Tveræing, var meget ſnu og forſtandig, men langt fra ſaa ædel og højſindet ſom Gudmund. Om Einar fortælles det, at han plejede at iagttage Solens og Stjernernes Gang og forſtod ſig godt derpaa, at han ſelv ofte var ude om Nætterne for at betragte Himmellegemerne, og at han tillige gav ſin Faarehyrde den Befaling nøje at lægge Mærke til dem, og fortælle ham, hvad han hørte og ſaa. Mellem Gudmund og Einar var ikke altid den bedſte Forſtaaelſe, dog ſtode de hinanden bi i alle vigtigere Sager. Det er merkeligt nok, at en af de faa Gange, Gudmund virkelig kom tilkort i en Retstrætte, var mod Thorkell Kravla, og det endog førend denne blev Gode; i Oldtiden kunde man ikke forklare ſig dette uden ved at antage at Trolddom var med i Spillet. Thorkell var i et Bryllup bleven ſkammeligt drillet og fornærmet af en ung Nar ved Navn Gløder, Gudmund den mægtiges Syſterſøn. Han dræbte ham, ſom venteligt var, og Gløders Farbroder Thorgils lagde derfor Sag an imod ham til Althinget, idet han ſikrede ſig hans Morbroder Gudmunds Biſtand, ſkjønt denne ikke egentlig havde Lyſt til at befatte ſig dermed, deels fordi han anſaa Thorkell for en dygtig Mand, deels fordi Gløder ſelv havde forſkyldt ſin Død. Thorkell ſkal nu have begivet ſig til den berømte Spaakone Thordis fra Spaakonefell for at faa Hjelp af hende. Han ſkal have betalt hende to Hundreder i Sølv, og hun ſkal til Gjengjeld have laant ham ſin ſorte Hættekaabe og givet ham en Stok, med den Forſkrift at han, iført Kaaben, ſkulde blande ſig i Gudmunds Flok, og med Stokken tre Gange berøre hans venſtre Kind. Han gjorde ſaa, og Gudmund, ſom allerede havde begyndt paa Sagen, ſkal med eet have forglemt den, ſaa at den blev afviiſt ſom ikke ordentligt forfulgt. Derpaa, heder det, gik Thorkells Beſkyttere hen til Gudmund for at tilbyde Forlig og Pengebøder, hvilket han ſtrax tog imod, dog ſaaledes, at han ej ſkulde kunne paabyde Lands- eller Hereds-Forviisning. Da dette var urokkeligt aftalt, ſkal Thordis have ladet Thorkell berøre Gudmunds højre Kind med Stokken, og nu ſkal han have ſandſet ſig og forundret ſig over ſin Glemſomhed. Han kunde nu alene dømme Thorkell til en drøj Pengebod, og undſkyldte ſig for Thorgils med det gamle Ordſprog, at „det er ondt med den ramme Reeb at drage“[53].

Øſtfjerdingens Høvdinger grebe ej fuldt ſaa meget ind i Landets almindelige Anliggender ſom de øvrige; Bygderne her vare mere ſpredte, og laa mere afſondrede ved brede Fjeldheider fra Øens fornemſte Dele, Sønderlandet og Veſtfjerdingen. Blandt de meeſt formaaende Mænd her nævnes iſær trende, nemlig den tidligere omtalte Helge Thorgilsſøn, kaldet Brodd-Helge, en Sønneſøns Søn af Ølve hvite, paa Hof i Vaapnafjorden, Geite Lytingsſøn paa Krosſavik ved den ſamme Fjord, og Hall paa Sida, ogſaa kaldet Sidu-Hall, der paa fædrene Side nedſtammede fra Bødvar hvite og paa mødrene fra Rollaug, Ragnvald Mørejarls Søn[54]. Brodd-Helge var ligeſaa voldſom, trættekjær, vindeſyg og uvillig, ſom Hall var ædel, fredelſkende og rolig. Uagtet Geite var Broddhelges Svoger, led han dog ſaadan Overlaſt af ham, at det endelig kom til aabenbart Fiendſkab mellem dem. Helge faldt for Geites Haand, og Geite blev ſiden igjen dræbt af Brodd-Helges Søn, ſin egen Syſterſøn Bjarne, der dog var en ædel Mand, ſom ej ſlægtede Faderen paa, og ſom angrede det Drab, de Tiders Begreber om ſønlig Pligt havde nødſaget ham til at begaa. Heraf udſpandt ſig nu en Strid mellem Bjarne og Geites Søn Thorkell, der arvede ſin Faders Gaard og Høvdingſkab. Mellem dem begge, underſtøttede af deres Tilhængere, kom det til en blodig Kamp i Bødvarsdal (989), hvor der faldt flere paa begge Sider, og Thorkell ſaaredes haardt, ſaa at man opgav Haabet om at han nogenſinde vilde kunne komme ſig. Men dermed var Sagen afgjort mellem dem. Med en for den Tid ſjælden Forſonlighed ſendte Bjarne en Læge, der hørte til hans Tilhængere, hen til Thorkell, og fik ham helbredet; ſiden tog han ſig af hans forfaldne Huusvæſen, og viſte i det hele taget en ſaadan Ædelmodighed, at Thorkell med Glæde ſluttede Forlig med ham, og fra den Tid af vare de gode Venner[55]. Dertil bidrog ogſaa Thorkells Huſtru Jorunns Overtalelſer. Hun var en Datter af Einar paa Tveraa, og Thorkell havde egtet hende under en Thingtrætte, han havde haft med Gudmund den mægtige[56]. Denne var viſtnok misfornøjet med at hans Broder ſaaledes havde forbundet ſig med hans Modpart, men maatte dog nu give efter. Einar viſte ſig altſaa ved denne, ligeſom ved andre Lejligheder, ſom en meget ſnu og beregnet Mand, thi han ønſkede neppe at Gudmund ſkulde blive altfor mægtig. Thorkell Geitesſøn udmerkede ſig ved ſin Lovkyndighed. Hall paa Sida var Hovedet for alle de ſaakaldte Sidemænd, eller Bødvar hvites og Rollaug Ragnvaldsſøns Ætlinger. Hans Datter Steinvar egtede Floſe paa Gaarden Svinafell ſydøſtligt i Landet, Søn og Arving af den mægtige Thord, kaldet Freysgode, en Søn af hiin Asſur, Sønneſøn af Heyjangrsbjørn, hvis Moder Thorgerd og efter Mandens Død paa Overrejſen til Island ſelv tog Land i Nærheden af Ingulfshøvde[57].

Sidemændene boede allerede ſaa nærved Sønderlandet, at de kom i hyppigere Berørelſe med dets Beboere og oftere havde Anledning til at blande ſig i deres Anliggender. De mægtigſte Mænd her vare fornemmelig Mosfellingerne, eller Efterkommerne af Ketilbjørn den gamle paa Mosfell. Hans Sønneſøn Gisſur, med Tilnavnet den hvite, var paa denne Tid Familiens Hoved, og udmerkede ſig ej alene ved ſin Magt og Anſeelſe, men og ved ſin Redelighed og ſit Ædelſind. Det ſamme Ædelſind udmerkede ogſaa hans Svigerſøn Hjalte Skeggesſøn i Thjorsaadalen, ligeledes en af Egnens Høvdinger. De ſøgte helſt, hvor de kunde, at bilægge Trætter i Mindelighed, og indlode ſig kun i Kamp, naar det efter de Tiders Begreber var nødvendigt. Vi ville ogſaa ſenere gjenfinde dem tilligemed Sidu-Hall ſom Chriſtendommens ivrigſte og uegennyttigſte Tilhængere. En af Gisſurs Syſtre var gift med Geir Gode paa Lid, en anden med Ellida-Grim, Søn af den forhen omtalte Aasgrim fra Hvin, med hvem hiin havde Sønnen Aasgrim Ellidagrimsſøn paa Tunge, ligeledes en mægtig Høvding. Gisſur, Geir, Aasgrim, Hjalte og deres øvrige Tilhængere udgjorde en Forening af Høvdinger, ſom det ej var let at modſtaa, og hvis de ej havde udmerket ſig ved Retſindighed og Fredelighed, vilde de kunne have gjort ſtor Skade. Nogen Modvegt mod dem dannede Thorodd Gode paa Ølvus, Datterſøn af Thormod Skafte[58], og den forhen omtalte Thorgils Arrebeinsſtjup paa Tradarholt i Floen.

De merkeligſte Begivenheder, ſom i denne Tid forefaldt paa Sønderlandet, vare de, i hvilke Gunnar Haamundsſøn paa Lidarende og hans faderlige Ven, den lovkyndige Njaal Thorgeirsſøn, toge Deel. Skjønt disſe ikke hørte til de allermægtigſte Høvdingers Tal, var dog deres Anſeelſe ſaa ſtor, de Bedrifter, de udførte, ſaa følgerige for Landet og indgribende i dets Hiſtorie, og endelig de Træk, deres Saga meddeler os af Livet paa Island i hine Dage, ſaa interesſante, at vi her ej kunne andet end dvæle nærmere derved. Gunnars Fader Haamund var en Sønneſøns Søn af hiin Baug, Ketil Høngs Feſtbroder, der nedſatte ſig paa Lidarende i Fljotslid. Gunnars Moder Rannveig Sigfusdatter var en Sønnedatter af Landnamsmanden Sighvat den røde, og af Eyvind Lambes og Sigrids Datter Rannveig, efter hvilken hun var opkaldt[59]. Gunnar var ſtor, ſterk, ſmuk, en ſaadan Meſter i alle ridderlige Øvelſer, at neppe nogen Islænding enten før eller ſiden deri var hans Lige: han kunde ſaaledes fegte til Fuldkommenhed med begge Hænder, ſvømme ſom en Sæl, treffe med ſine Skud alt hvad han ſigtede efter, og hoppe i fuld Ruſtning ligeſaa højt ſom han ſelv var. Derhos var han fredelig, venlig, venneſæl og gavmild. Njaal, hans Ven, var en Sønneſøn af hiin Ufeig fra Raumsdalen, ſom Harald Haarfagre havde ladet aflive, og hvis Enke Aasgerd ſiden tog Land ved Markarfljot. Njaals Hovedgaard var Bergthorshval nærved Kyſten. Han var ſin Tids lovkyndigſte Mand paa Øen, viis, beredvillig til at give gode Raad og velmenende; ved hans Ydre anſaa man det ſom en Lyde at han ikke havde noget Skjæg. Den førſte Anledning, hvorved Gunnar gjorde ſig mere end almindelig bemerket, var, da Egteſkabet mellem Rut Herjulfsſøn og hans Huſtru Unn var blevet opløſt, ſom ovenfor er fortalt. Unns Fader, Mørd Gogja paa Rangaarvalle, var en Søn af Sighvat røde og han ſaaledes nær beſlægtet med Gunnar. Da han havde forladt Rut, fordrede Mørd hendes Gods tilbage, og anlagde desangaaende Sag mod Rut, men denne, der ej kunde ſtaa ſig mod Mørd i Lovkyndighed, æſkede ham til Holmgang hvortil han efter Loven var berettiget, og da den gamle Mord ej kunde tænke paa at ſtride med den kraftige Rut, maatte han lade Sagen fare. Saaledes ſtod det hen indtil Mørds Død. Den henvendte Unn ſig til ſit Søſkendebarn Gunnar om Hjelp. Han lovede hende den, og raadførte ſig med Njaal derom. Denne lærte ham en liſtig Maade, hvorledes han ſkulde bære ſig ad for at faa Rut ſtevnt, hvilket havde ſine ſtore Vanſkeligheder. Da Sagen kom for paa Thinget, begik imidlertid Gunnar en Formfejl, der truede med at gjøre al hans Umag forgjæves, men nu greb han tildelt Udvej, at byde Rut det ſamme Vilkaar, han havde budt Mørd, nemlig at æſke ham til Holmgang, og da Rut nu var gammel og lige ſaa lidt kunde maale ſig med Gunnar, ſom Mørd i ſin Tid havde kunnet maale ſig med ham, maatte han give efter og betale de forlangte Penge[60]. Ikke længe efter foretog Gunnar tilligemed ſin tapre og ham hengivne Broder Kolſkegg en Udenlandsrejſe efter Indbydelſe af en Vikværing fra Tunsberg, der havde opholdt ſig en Vinter hos ham. I Følge med ham droge de ſiden i Viking til Auſterveg, hvor Gunnar udmerkede ſig overordentligt ved ſin Tapperhed og Dygtighed, og vandt et ſtort Bytte. Paa Tilbagevejen beſøgte han Kong Harald Gormsſøn i Heidaby eller Slesvig, og drog ſiden til Norge, hvor han fandt en venlig Modtagelſe hos Haakon Jarl, ſaa at det endog hed, at Jarlen ej vilde have negtet ham ſin Slægtning Bergljots Haand, om han havde forlangt den.

Kort efter ſin Tilbagekomſt til Island[61] fik Gunnar paa Althinget ſe den forhen nævnte ſmukke, men ondſkabsfulde Hallgerd, Høſkuld Dalakollsſøns Datter; han bejlede til hende, og Høſkuld og Rut modtoge ham med den ſtørſte Venlighed, ſom om der intet Uvenſkab havde været mellem dem; ja Rut advarede ham endogſaa for hende, og fortalte ham hendes Lyder, men Gunnar var ſaa forelſket, at han ikke vilde høre noget herom, og feſtede og egtede hende trods Ruts Advarſel og Njaals uforbeholdent ytrede bange Anelſer om Udfaldet. Det varede ej længe, førend Hallgerd og Njaals hæderlige, men ſtorſindede Huſtru Bergthora bleve Uvenner. I et Vintergilde paa Bergthorshval fornærmede hiin Bergthora paa det groveſte. Bergthora gik ſelv før Maaltidet omkring med Vaſkevand til Gjeſterne. Hallgerd, ærgerlig over at hun havde maattet vige Pladſen for en af Bergthoras Svigerdøtre, greb Bergthoras Haand og ſagde: „du og Njaal pasſe godt for hinanden, thi du har en Kartnegl paa hver Finger, medens Njaal er ſkjægløs“. „Viſtnok“, ſvarede Bergthora, „men ſkjønt din førſte Mand Thorvald ej var ſkjægløs, voldte du dog hans Død“. „Hvis du ej hevner dette, “Gunnar“, raabte nu Hallgerd forbitret, „hjelper det mig lidet at være gift med den tapreſte Mand paa Island“. Gunnar ſprang op, ſagde at han havde Njaal altfor meget at takke, til at han ſkulde lade ſig opegge mod ham; han bad hende ſkjende hjemme, ikke i andre Folks Huſe, og rejſte hjem med hende. Ved Afſkeden lod Hallgerd Bergthora vide, at det ikke hermed var opgjort mellem dem. „Det ſkal heller ikke bekomme dig ſaa godt“, ſagde Bergthora, og dermed ſkiltes de. Den følgende Sommer, da Gunnar og Njaal vare til Thinge, lod Hallgerd en af ſine Trælle ved Navn Kol, dræbe en af Njaals dygtigſte Huuskarle i Skoven, hvor han var beſkjeftiget. Hun ſendte Bud til Thinget for at melde Gunnar Drabet. Gunnar gik ſtrax til Njaal, ſagde ham det, og bød ham Selvdom. Njaal forlangte kun 12 Ører Sølv under den udtrykkelige Betingelſe, at Gunnar, om han ſenere kom i ſamme Tilfælde ſom nu Njaal, vilde viſe ligeſaa ſtor Billighed. Snart indtraf dette Tilfælde, thi ved næſte Thingtid, da Gunnar og Njaal atter vare borte, lod Bergthora en af ſine Trælle, ved Navn Atle, dræbe Kol, og ſendte ligeledes Bud til ſin Mand derom. Denne overlod nu Gunnar Selvdom, og han beſtemte 12 Ører, hvilke Njaal ſtrax betalte: Gunnar gjenkjendte det ſamme Sølv, han Aaret i Forvejen ſelv havde betalt. Hallgerd lod ſiden ſin Frænde Brynjulf dræbe Atle: Gunnar overlod Njaal atter Selvdom, og denne beſtemte en Bod af et Hundred i Sølv, hvilket Gunnar ſtrax betalte, og Bergthora lod til Gjengjeld ſin Frigivne Thord dræbe Brynjulf, for hvilket Njaal ligeledes betalte Gunnar et Hundred i Sølv. Endnu var Hallgerd ikke mæt af Blodsudgydelſe: hun overtalte Gunnars Søſkendebarn Sigmund til at dræbe Thord. For dette Drab betalte Gunnar Njaal to Mandsgjeld, og Njaals ſtridbare Sønner lovede deres Fader at helde Fred. Men da Sigmund efter Hallgerds Opmuntring endog digtede Smædeviſer over dem og deres Fader, kunde de ej længer holde ſig, men angrebe efter deres Moder Bergthoras Tilſkyndelſe Sigmund og hans Ven Skjold, og fældte dem begge. Nu kom Raden til Njaal at betale Gunnar to Hundreder Sølv. Det var nu allerede aabenbart Fiendſkab mellem hans Frænder og Njaals Sønner, men mellem dem ſelv vedvarede Venſkabet uforandret.

Da Hallgerd ſaa at det ej lykkedes hende at ſtifte Uvenſkab mellem Gunnar og Njaal eller dennes Sønner, ſøgte hun paa andre Maader at tilfredsſtille ſit urolige og ondſkabsfulde Sind. En Sønneſøn af hiin Hallkell, Ketilbjørns Halvbroder, der ved Holmgang tilkæmpede ſig ſine Beſiddelſer[62], OttkelleSkarfsſøn, boede paa Kirkebø med ſine Brødre; han fornærmede Gunnar ved at negte at ſælge ham Hø, da denne engang i et knapt Aar henvendte ſig til ham. Hallgerd hevnede ſig ved at lade en irſk Træl ved Navn Mælkolm, hvilken Gunnar havde kjøbt af Ottkell, ſtjæle Smør og Oſt fra Ottkells Buur og ſiden ſætte Ild paa dette. Da Gunnar kom fra Thinget, ſatte hun Oſt for ham og flere af de Thingmænd, der havde fulgt ham. Gunnar, ſom vidſte at Hallgerd ej ſelv havde lavet Oſt, anede Uraad, og ſpurgte hende, hvorfra hun havde faaet den. „Derfra, hvorfra du vel kan ſpiſe den“, ſvarede hun; „det er heller ikke Mændenes Sag at ſkjøtte Madvæſenet“. Gunnar ſagde da i Vrede: „det er dog altfor galt, om jeg ſkal være Tyvshæler“, og ſlog hende paa Øret. Hun lovede at hun ſkulde lønne ham det, ſaa ſandt hun kunde. Ottkells Ven, den onde og uſle Skamkell, efter hvis Raad han havde afviiſt Gunnar, havde imidlertid henvendt ſig til den ikke mindre ondſkabsfulde, men liſtige og lovkyndige Mord, Søn af hiin Unn, hvem Gunnar ſaa kraftigt havde hjulpet, af hendes andet Egteſkab med Goden Valgard den graa paa Hov. Mørd opdagede paa en ſnu Maade, at Hallgerd havde foranſtaltet Tyveriet og Branden, og dette blev ſnart bekjendt. Da Gunnar erfoer det, ſkyndte han ſig ſtrax til Ottkell for at byde Forlig og Bod paa de hæderligſte Vilkaar. Ottkells Brødre raadede ham til at tage imod dette Tilbud, men Skamkell fik ham overtalt til at udſætte med at give Svar, indtil han havde raadſpurgt ſin mægtige Frænde Gisſur hvite. Ottkell ſendte Skamkell i dette Ærende. Skamkell kom til Mosfell, og berettede Alt for Gisſur hvite og Geir Gode, efter hvem Gisſur havde ſendt Bud. De fandt Gunnars Tilbud ſaare hæderligt, og ſagde, at Otkell ej burde betænke ſig paa at modtage det. Men ved Hjemkomſten meldte Skamkell, at Gisſurs Raad var at ſtevne Gunnar og Hallgerd for Hæleri og Tyveri. Den hidſige og lettroende Ottkell var ſtrax rede dertil, og Gunnar havde nu den Ærgrelſe at modtage Stevning for en ſaa uhæderlig Sag. Den endtes imidlertid til hans Fienders ſtore Ydmygelſe. Da Gisſur og Geir paa Althinget fik vide, hvad der var ſkeet, bleve de meget ilde ved, forbandede Skamkells Ondſkab, og gik ſtrax hen til Gunnar for at byde ham Selvdom. Gunnar, der ellers havde tænkt paa at udfordre Gisſur til Holmgang, modtog Tilbudet, hvorved han lod Ottkells Tab og den ham ſelv ved Stevningen tilføjede Haan gaa op imod hinanden; men da Gisſur bad ham at være Ottkells Ven, ſvarede han nej, og at Ottkell fremdeles kunde holde ſig til Skamkell. Noget ſenere hændte det ſig, at Ottkell, Skamkell og nogle andre rede forbi Lidarende, juſt ſom Gunnar var ude og ſaaede ſin Ager. Ottkells Heſt blev ſky og ſtrejfede ſaa nær forbi Gunnar, at Ottkells Spore kom til at rive en Flænge i hans Kind. Gunnar blev ærgerlig, ſom venteligt var, men tænkte dog ikke paa at foretage noget mod Ottkell i denne Anledning, førend han erfoer at Skamkell havde fortalt Hændelſen med del Tillæg, at Gunnar græd. Dette var for meget for den ærekjære Mand, han væbnede ſig, og ſkyndte ſig, uden engang at ſige ſin Broder Kolſkegg til, ned til et Vad ved Rangaa, hvor Ottkell ſkulde over. Strax efter kom Ottkell med hele ſit Følge. Gunnar ſagde, at de nu kunde prøve, om han græd eller ej, thi nu var han der med ſin berømte Atgeir (et Slags Hellebard) for at tage imod dem. Hallbjørn, Ottkells Broder, en brav Mand, angreb ham førſt; Gunnar bad ham lade det være, da han nødig vilde gjøre ham noget ondt, men Hallbjørn ſvarede, at han ej kunde ſidde rolig ved, naar hans Broder blev dræbt; han ſtak efter Gunnar, men det varede ikke længe, førend han faldt for Gunnars Haand. Skamkell hug efter Gunnar med en Øxe, men Gunnar ſlog Øxen af hans Haand, gjennemborede ham med Atgeiren, hævede ham op paa den og kaſtede ham ud i Rangaa. En Nordmand, der var i Ottkells Følge, kaſtede et Spyd efter Gunnar, men han tog det i Luften og kaſtede det tilbage gjennem Nordmanden. Ottkell hug nu ſelv efter Gunnar, men traf ikke, og gjennemboredes ſtrax. I dette Øjeblik kom Kolſkegg til, og tog ivrigt Deel i Kampen, der ej ophørte førend de alle 8 vare dræbte. Nogle Kvinder, der tilfældigviis vare i Nærheden, havde ilet op til den ikke langt fra boende Mørd Valgardsſøn, for at han ſkulde ſkille de Kæmpende ad, men han ſagde at de gjerne for ham maatte ſlaa hinanden ihjel. Gunnar red i heftig Fart hjem efter Striden. „Du rider haardt, min Broder“, ſagde Kolſkegg „Jeg veed ikke hvorledes det er“, ſagde den ædle Gunnar, “om jeg virkelig er mindre kjæk end andre, men det veed jeg, at jeg tager mig mere nær af at dræbe Folk end andre“. Han fortalte Njaal, hvad der var ſkeet. Denne beroligede ham med Henſyn til Følgerne, naar han blot ikke vilde dræbe mere end eet Led i hver lige nedſtigende Æt og aldrig bryde noget ſluttet Forlig. Gisſur hvite og Geir Gode vare de nærmeſte Eftermaalsmænd og kaſtede Lod om, hvo der ſkulde paatale Sagen, da dette blot kunde ſke af een. Lodden traf Geir, ſom paa næſte Althing ſagſøgte Gunnar og Kolſkegg for de 8 Drab. Men Gunnar havde den lovkyndige Njaal ved ſin Side, og gjorde Indſigelſer paa Grund af nogle Formfejl, Geir havde begaaet. Flere anſeede Mænd raadede til Forlig, hvortil Gunnar med Glæde gav ſit Samtykke. Sex Voldgiftsmænd afgjorde nu Sagen ſaaledes, at Gunnar ſkulde bøde for 6 af de dræbte; en Mandebod ſkulde gaa op mod Sporehugget, og Skamkell ligge ugild. Gunnars Frænder hjalp ham med Penge, ſaaledes at Bøderne allerede kunde betales der paa Thinget, og Geir og Gisſur tilſagde Trygd[63].

Ved et ſaa hæderligt Udfald af en Retstrætte med de mægtige Mosfellinger vandt Gunnar naturligviis den ſtørſte Anſeelſe. Dette vakte flere Ildeſindedes Misundelſe. Blandt disſe vare Starkad paa Trihyrning og Egil paa Sandgil med deres Sønner, voldſomme og urolige Folk. Thorgeir, Starkads Søn, veltede lig ved en Heſtekamp ind paa Gunnar, der til Gjengjeld gav ham et vældigt Slag med ſin Stok. Dette var Anledning nok til at angribe ham. Tredive i Tallet lagde de ſig i Vejen for Gunnar, da han med ſine to Brødre, Kolſkegg og Hjort, kom tilbage fra et Beſøg i Tunga hos Aasgrim Ellidagrimsſøn. Efter en heftig Kamp, hvorved Hjort faldt og Kolſkegg blev ſaaret, flygtede Starkad og hans Mænd efter at have ladet 14 af Sine døde paa Pladſen, hvoriblandt Egil, to af hans Sønner og to af Starkads Sønner. Thorgeir, Starkads eneſte gjenlevende Søn, henvendte ſig til Mord Valgardsſøn om Hjelp, og denne, ſkjønt Gunnars Frænde, var dog ſaa misundelig, at han tilſagde hans Fiende ſin Biſtand. For end mere at kunne træde op med Kraft, bejlede han til Gisſur hvites Datter Thorkatla, der heller ikke blev ham negtet. Gunnars Modſtandere havde nu det bedſte Haab om at faa ham dømt fredløs. Men Njaal ſtod ham atter bi. Deels ved at godtgjøre at Gunnar var bleven overfaldt og kun havde værget ſig, deels ved andre Modſøgsmaal gjorde han han Modſtandernes Udſigt til at vinde Sagen ſaa mislig, at de heller foretrak at byde Forlig, iſær efter Hjalte Skeggesſøns Bøn. Gunnar ſamtykkede ogſaa paa det Vilkaar, at Hjalte aldrig vilde optræde ſom hans Modſtander, hvilket denne ogſaa lovede. Sagen afgjordes, ligeſom den forrige, ved Bøder, der betaltes ſtrax paa Thinget, og ſaaledes gjenoprettedes atter Freden. Men Thorgeir Starkadsſøn hvilede ikke. Han raadſlog paany med Mørd, og denne opbød Alt for at faa Gunnar fældt. I den Tro, at det virkelig vilde gaa ham ilde, naar han dræbte to Led i ſamme Æt, ſaaledes ſom Njaal havde ſagt, fik Mørd Thorgeir til at tage den dræbte Ottkells unge Søn med ſig i et Overfald paa Gunnar; han faldt med flere, og uagtet Gunnar kun havde brugt Nødværges-Ret, blev dog Sagen denne Gang, trods Gunnars Beſtræbelſer, ikke anderledes afgjort end at han og Kolſkegg maatte forbinde ſig til at forlade Landet paa tre Aar: ſkede det ikke, da kunde de uſtraffet dræbes. Njaal bad Gunnar paa det indſtændigſte at holde Forliget, og han lovede det. Allerede vare alle hans og Kolſkeggs Sager bragte ombord; han ſagde ſin Moder og alle ſine Venner farvel, ſteg til Heſt, og red ned langsmed Markarfljot. Da ſnublede Heſten, ſaaat han faldt af, og derved kom til at ſe ſig tilbage. Strax udbrød han: „fager er Liden, ſaa at den aldrig har ſynts mig fagrere, Agrene ere blege og Tunet ſlaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke rejſe.“ Kolſkegg bad ham ikke gjøre ſine Uvenner den Glæde at bryde Forliget. „Det er mig umuligt at rejſe bort“, ſagde Gunnar; „bliv du ogſaa“. „Nej“, ſvarede Kolſkegg, „lige ſaa lidet heri ſom i noget andet vil jeg bryde mit givne Ord; vi maa altſaa nu ſkilles ad, og hils mine Frænder og min Moder, at jeg ej kommer til at ſe Island igjen, thi jeg veed at du vil blive dræbt, og da er der intet Baand, ſom drager mig tilbage“. De ſkiltes ad. Kolſkegg red til Skibet, og Gunnar hjem til Lidarende. Hans Svoger Olaf Paa indbød ham og Hillgerd hjem til ſig, men ej engang dertil var han at formaa; ſaa faſt hang han ved Hjemmet. Den følgende Sommer paa Althinget lyſte Gisſur hvite Gunnar fredløs og ſamlede alle hans Fiender om ſig for at aftale et Overfald paa Gunnar, hvilket nu var en Æresſag for dem. Overfaldet aftaltes. Hjalte Skeggesſøn blev ogſaa anmodet om at deeltage deri, men vægrede ſig paa Grund af det Løfte, han havde givet Gunnar. Mørd, der boede nærmeſt, lovede at ſende de øvrige Sammenſvorne Bud, naar der var bedſt Lejlighed til at angribe den frygtede Helt. Dermed ſkiltes de ad for det førſte. Njaal, ſom havde været paa Thinget og faaet Nys herom, fortalte Gunnar det efter ſin Hjemkomſt, advarede ham, og tilbød ham at lade ſine haandfaſte Sønner Skarphedin og Høſkuld flytte til ham for at være ham til Hjelp. Men dette Tilbud vilde han ej modtage, da han var for ædelmodig til at kunne tillade at Vennens Sønner ſkulde opofre ſig for hans Skyld. Han ventede ſin Skjæbne med Rolighed, og ſynes næſten allerede at have gjort ſig fortrolig med den Tanke, at Døden ſnart var ham vis.

Om Høſten, da alle Gunnars Folk vare beſkjeftigede med Høonnen langt fra Gaarden, og han var eneſte Mand hjemme, ſendte Mørd de Sammenſvorne Bud. De kom ſtrax, og tvang efter Mørds Raad den nærmeſte Bonde til at lokke Gunnars aarvaagne Hund Saam, en Gave af Olaf Paa, bort fra Gaarden i en Huulvej, hvor de dræbte den. Den udſtødte et ſaa voldſomt Dødshyl, at Gunnar, ſom ſov inde i Skaalen, vaagnede derved. „Ilde handler man med dig, Saam Foſtre“, ſagde han, „og ſtakket Tid vil der vel vorde mellem vor Død“. Skaalen, i hvis Loft Gunnar ſov, var af Træ, tækket med Bræder, og Glugger med Spjeld langs Brynaaſene. For at faa vide om Gunnar var hjemme, ſendte de Sammenſvorne En op til Gaarden, medens de ſatte ſig paa Sletten. Han krøb op paa Skaalen, men Gunnar, ſom ſaa en rød Kjortel ligefor Gluggen, ſtak ud med Atgeiren og traf ham paa Midten. Han gled ned fra Taget, og gik hen til ſine Staldbrødre paa Sletten. Gisſur ſpurgte ſtrax, om Gunnar var hjemme. „Jeg veed ikke“, ſagde han, „men det veed jeg, at Atgeiren er hjemme“, og ſtyrtede død ned. Nu ſøgte de til Huſene, men Gunnar forſvarede ſig ſaa eftertrykkeligt med ſine Pileſkud, at de tre Gange maatte trække ſig tilbage. Da ſagde Gunnar: „der ligger en af deres Pile her ude paa Taget, den ſkal jeg ſkyde til dem, og er det dem en ſtor Skam at faa Skade af ſine egne Vaaben“. „Gjør det ikke, min Søn,“ ſagde Moderen, „at opegge dem igjen, nu de have draget ſig tilbage“. Gunnar gjorde det dog, og ſaarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om, og tog en Piil fra Taget“, ſagde Gisſur; „de vilde vel ikke ſøge Vaaben ude, hvis der var nok inde; lad os angribe paany“. „Lad os brænde ham inde“, ſagde Mørd. „Det ſkal aldrig ſke, om ſaa det gjelder mit Liv“, ſagde Gisſur; „men du, ſom er en ſaa ſlu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad“. Mørd foreſlog dem nu at tage nogle Toug, der laa paa Pladſen og brugtes til at fæſte Huſene med i Storm, ſlynge dem om Aasenderne, kaſte Lykkerne om nogle ſtore Stene og ſaaledes vinde Taget af Skaalen. Dette ſkede, uden at Gunnar kunde hindre det. Han værgede ſig fremdeles med ſine Pile, og Mørd gav atter det Raad at brænde ham inde, men forgjæves. Da lykkedes det En at ſpringe op og hugge Gunnars Bueſtreng over; Gunnar gjennemborede ham ſtrax med Atgeiren, og fældte ſtrax efter hans Broder, men fik ſelv to Saar. Han ſagde nu til Hallgerd: „giv mig to Lokker af dit Haar, og ſno deraf en Bueſtreng til mig med min Moder“. „Gjelder det dig meget“, ſpurgte hun. „Mit Liv“, ſvarede Gunnar, „thi ſaa længe jeg kan bruge min Bue, kunne de intet udrette mod mig“. „Da ſkal jeg huſke dig den Kindheſt, du gav mig“, ſagde hun, „og er det mig ligegyldigt, hvad enten du værger dig længe eller kort“. „Enhver har ſit at gjøre ſig navnkundig af“, ſagde Gunnar, „og ſkal jeg ikke længe bede dig herom“. „Ilde bærer du dig ad“, ſagde Rannveig, „og ſkal din Skam længe mindes“. Gunnar værgede ſig, til han ſegnede af Mødighed; da gave de ham mange og ſtore Saar, men han kom dog op igjen og værgede ſig endnu en Tidlang, indtil han endelig fik ſit Baneſaar efter at have dræbt to og ſaaret ſexten næſten dødeligt. (986). „En ſtor Kæmpe have vi her fældt“, ſagde Gisſur hvite, „hans Forſvar vil mindes ſaa længe Landet er bebygget“. Han bad Rannveig om at unde dem Jord til at højlægge deres to Faldne. „Saameget heller“, ſagde hun, „ſom jeg gjerne undte eder alle den“. „Vi finde det undſkyldeligt at du taler ſaa“, ſagde han, „thi du har miſtet meget“. Han forbød at røve og ſpilde noget paa Gaarden, og begav ſig efter endt Arbejde bort med ſin Flok. Mange ſørgede over Gunnars Død, iſær Njaal. Gjerne havde denne ſagſøgt hans Drabsmand, men det gik ej an, da han havde været fredløs; derimod ytrede han ſelv Ønſket om, at hans Drab maatte blive hevnet. Gunnar blev højlagt, ſaaledes at han ſad oprejſt, men Atgeiren vilde Rannveig ikke have lagt i Højen, og ſagde, at ingen ſkulde røre den, uden den, der vilde hevne hans Død. Hun var ſaa haard mod Hallgerd, at denne med ſin yngre Søn, Grane, maatte flytte bort; hendes og Gunnars ældſte Søn Høgne beholdt Lidarende. Skarphedin, Njaals ældſte og ſtridbareſte Søn, kom kort efter til Høgne, for at ſtaa ham bi ved Hevnen. Endnu ſamme Nat begave de ſig afſted. Høgne tog Atgeiren: det klang i den, ſaa Rannveig vaagnede og ſpurgte forbitret, hvo der vovede at røre ved den. Høgne ſagde, at han vilde bringe ſin Fader den, forat han kunde fremviſe den paa Vaabenthing i Valhall. „Bær den førſt ſelv, og hevn din Fader med den“, ſagde hun. Deres førſte Vandring var til Gaarden Odda, hvor de dræbte Geir Godes Søn Roald, der havde gjort ſig til af at have givet Gunnar Baneſaar, tilligemed en anden af de Sammenſvorne. Derfra droge de til Trihyrning, hvor Skarphedin dræbte Starkad og Høgne Thorgeir. Endelig hjemſøgte de Mørd Valgardsſøn paa Hov, og kom uforvarende paa ham. Han bad om ſit Liv paa enhver Betingelſe; Skarphedin fordrede at han ſkulde overlade Høgne Selvdom, og deri fandt han ſig aldeles. De nye Drab ſkulde nu ogſaa bødes, men ved Njaals Omſorg blev Overfaldet paa Gunnar og hans Drab her taget i Betragtning, ſom om han ikke havde været fredløs. Saaledes kom endelig et Forlig i Stand[64]. Kolſkegg Gunnars Broder, havde imidlertid forladt Landet. Førſt drog han til Norge, og Sommeren efter (986) til Kong Svend Tjugeſkegg i Danmark, hvor han nød megen Anſeelſe. En Drøm, han havde, bragte ham til at antage Chriſtendommen og drage længer mod Syden; han begav ſig førſt til Gardarike, og ſiden til Conſtantinopel, hvor han blev Væring, giftede ſig og døde ſom Høvding i Væringeſkaren[65].

Samme Aar, Kolſkegg forlod Island (985), rejſte ogſaa hans og Gunnars Morbroder, Thraain Sigfusſøn, og to af Njaals Sønner, Helge og Grim, udenlands. Thraain landede ved Haalogaland, og begav ſig ſydover til Lade, hvor Jarlen tog vel imod ham ſom den berømte Gunnars Frænde, og beholdt ham hos ſig et Par Aar, i hvilken Tid han udmerkede ſig ved at fælde en farlig Viking, hvorfor Jarlen gav ham det hurtigſejlende Skib Gammen til Belønning[66]. Njaals Sønner ſejlede fra Island paa et andet Skib, men bleve af haarde Storme fra Norden drevne til den ſkotſke Kyſt, hvor de ankrede, men ſtrax den næſte Morgen anfaldtes af to ſkotſke Høvdinger, Sønner af Maddad paa Dungalsbø, og Frænder af Mælkolm, der ſiden blev Konge i Skotland[67]. Disſe ſatte de Fremmede to Vilkaar, enten at forlade Skibet og alt deres Gods, eller at udholde en Kamp. Njaals Sønner valgte det ſidſte, ſkjønt de øvrige Kjøbmænd ombord paa Skibet lode ilde derover, og nu begyndte en hidſig Kamp, der trods de Angrebnes Tapperhed viſtnok vilde have endt med deres Undergang, hvis ikke heldigviis den tappre Kaare Salmundsſøn, Sigurd Orknøjarls Hirdmand, der juſt vendte tilbage fra Syderøerne med de for Jarlen ſamlede Skatter, var kommen dem til Hjelp. Nu bleve Skotterne overvundne, begge deres Anførere faldt, og deres Skibe erobredes. Njaals Sønner og Kaare ſluttede det inderligſte Venſkab, og de fulgte med ham til Sigurd Jarl, hvor de opholdt ſig om Vintren. Siden deeltoge de med Jarlen i hans Krig med Skotterne (986), da disſe havde gjort Opſtand mod ham, ſaaledes ſom det ovenfor er fortalt[68]. Til Belønning for deres Tapperhed gav Jarlen dem gode Gaver og gjorde dem til ſine Hirdmænd. Ogſaa de to følgende Vintre tilbragte de hos ham, men gjorde i Løbet af den mellemliggende Sommer (987) et Tog tilſammen med Kaare, ſandſynligviis for at udvide og befæſte Sigurds Jarls Herredømme. Paa dette Tog holdt de et Slag med Kong Gudrød af Man, overvandt ham, og fik ſtort Bytte. Endelig, efter at have tilbragt tre Vintre hos Jarlen, udbade de ſig og fik Tilladelſe til at drage til Norge, hvor Kaare lovede at treffe dem lidt ſenere, naar han kom med Skatterne til Haakon Jarl. Jarlen gav dem et Skib, og de kom med dette heldigt til Throndhjem, hvor Thraain juſt laa ſejlfærdig til Island med Gammen. Men de kom i en uheldig Stund. En Islænding ved Navn Rapp havde gjort megen Uſtyr hos Haakon Jarls Ven, Gudbrand i Dalene, og endt med at opbrænde et Gudehuus, ſom Gudbrand og Jarlen ejede tilſammen, efter at han førſt havde ſkilt Thors Thorgerd Holgabruds og Irps Billeder fra alle deres Prydelſer[69]. Forfulgt af Jarlens Mænd ſøgte han at frelſe ſig ved at komme ombord paa et Skib, og tyede førſt til Njaals Sønner, ſom dog ej vilde tage imod ham. Han henvendte ſig derpaa til Thraain, ſom efter nogen Nølen beſluttede ſig til at hjelpe ham, og ſkjulte ham ombord paa ſit Skib. Kort efter kom Jarlen, og ſpurgte Njaals Sønner efter Rapp. De tilſtode at han var kommen, men negtede at have hjulpet ham, og vilde heller ikke ſige hvor han var bleven af. For Sikkerheds Skyld lagde de ſine Skibe længer ude under en Ø, rimeligviis Nidarholmen eller Munkholmen, og Jarlen henvendte ſig nu til Thraain, hvilken han ej tvivlede paa vilde give ham nøjagtig Beſked. Men Thraain anſtillede ſig ganſke uvidende om Rapp og bad Jarlen ranſage Skibet. Det ſkede, men han havde gjemt ham ſaa godt, at Jarlen ej kunde finde ham. To Gange til blev der ranſaget, og mellem hver Gang lod Thraain Rapp ſkifte Plads. Han blev ikke funden, til Jarlens ſtore Ærgrelſe, og da der imidlertid blæſte op en god Vind, lod Thraain Gammen ſtaa ud ad Fjorden i ſtrygende Fart, ſaa at det ej kunde nytte nogen at ſætte efter. Saaledes var Rapp frelſt[70]. Jarlen lod nu ſin Harme gaa ud over Njaalsſønnerne, hvilke han beſkyldte for at være Medvidere med Thraain. Uagtet hans Søn Svein gjorde mange Indvendinger, angreb han dem dog med fire Langſkibe for at dræbe dem. De forſvarede ſig længe, og dræbte blandt andre to anſeede Mænd, Aſlak af Langø og Jarlens Merkesmand Egil. Men omſider bleve de dog overmandede og fangne. Jarlen vilde ſtrax lade dem dræbe, men Svein foreſtillede ham, at det allerede var blevet Nat, og Nattedrab betragtedes ſom Mord. Han bød derfor, at de ſkulde ſættes i Fjetter og omhyggeligt bevogtes til næſte Morgen. Men om Natten lukkedes det dem med ſtor Møje at komme løs. De ſkyndte ſig hen til den anden Side af Øen, og fandt her til deres ſtore Glæde Kaare Salmundsſøn, ſom imidlertid var kommen, og ſom ſtrax tog dem ombord paa ſit Skib. Den følgende Morgen, da han bragte Jarlen Skatten, ſpurgte denne ham om han havde taget dem til ſig, og han ſvarede uforbeholdent Ja. Han ſpurgte nu end videre, om han torde ſværge paa at han ej havde lovet at følge med dem for at angribe ham til Hevn for den Overlaſt, de havde lidt. Men Erik Jarl, der nu ogſaa var kommen til, ſagde at det var upasſende at forlange noget ſaadant, da Kaare altid havde viiſt ſig Jarlen tro og huld; han lagde til, at det havde været langt mere pasſende at give Njaalsſønnerne gode Gaver til Erſtatning for den uretfærdige Behandling, der var bleven dem til Deel. Jarlen erkjendte det, og bad Kaare foreſpørge ſig hos dem, om de vilde modtage Forlig. „Af Erik“, ſvarede Helge, „men ej af Haakon“. Dette ſagde Kaare til Erik. Han fandt det billigt, og indbød dem til ſig. De toge mod Indbydelſen, og opholdt ſig hos ham, indtil Kaare ſkulde drage tilbage til Sigurd Jarl; da fulgte de med ham, og Erik gav dem alle tre Gaver ved Afrejſen. Den følgende Vinter forbleve de hos Sigurd Jarl, og droge om Sommeren ud paa Krigstog med Kaare, men toge det Løfte af ham, at han ſiden ſkulde følge med dem ud til Island. De herjede ved Anglesey, ved Syderøerne, gik i Land paa Halvøen Saltire eller Cantyre, hvor de udholdt en Strid med Indbyggerne og vandt meget Gods, droge derfra til Bretland eller Wales, hvor de ligeledes herjede, ſtyrede ſaa til Man, hvor de atter ſtrede mod Kong Gudrød og dræbte hans Søn Dufnjal, og begave ſig omſider til Syderøerne til Gille Jarl, ſom fulgte med dem tilbage til Orknøerne, hvor han om Vaaren egtede Sigurd Jarls Syſter. Sommeren efter (989) droge Helge, Grim og Kaare, rigt begavede af Sigurd Jarl, til Island, hvor Kaare egtede Njaals Datter, og ſiden blev uadſkillelig fra ſine Svogre, ſaa længe de levede, ligeſom han og, hvad vi ſenere ville erfare, hevnede deres Død[71].

  1. Se herom ogſaa ovenfor, 1ſte B. S. 568.
  2. Se ovf. 1ſte B. S. 559, 560.
  3. Rafnkell Freysgodes Saga, iſær S. 1—3 (nyeſte Udgave, Kjøbh. 1847).
  4. Se ovf. 1ſte B. S. 781.
  5. 1ſte B. S. 549.
  6. Det var nemlig vedtaget, at man kunde tage ubebygget Land til Ejendom ved at fare om det med en brændende Brand, ſ. o. 1ſte B. S. 117, 521.
  7. Se Hønſethores Saga, fornemmelig Cap. 14, og iſær Are Frodes Islændingabok, Cap. 5, af hvilket hiint Cap. i Hønſethores Saga ligefrem er udſkrevet. Som ſin Hjemmelsmand nævner Are Ulfhedin Lagmand (mellem 1108 og 1116); forreſten var Thord Gelle ſelv en Oldefader af Ares Farfader og Foſterfader Gelle. Aarſagen, hvorfor Nordfjerdingen deeltes i fire Thinglag, var den, at de, ſom boede nordøſtenfor Eyjafjord, ej vilde ſøge Thing der, lige ſaa lidt ſom de der boede veſtenfor Skagafjord vilde ſøge Thing ved denne.
  8. Thingene vare: I Øſtfjerdingen: Sunnudals, Kidjafjelds og Skaftafjelds Thing; i Sydfjerdingen: Rangaa eller Thingſkaale-, Aarnes- og Kjalarnes-Thing; i Veſtfjerdingen: Tveraa eller Thingnes, Thorsnes og Thorſkafjords-Thing; og i Nordfjerdingen: Hunavatns, Hegranes, Vadle og Thingø-Thing. — Hvorledes Herſerne i Norge udnævnte Dommere, ſe ovenfor 1ſte Bind S. 601.
  9. Man ſkulde næſten formode, at disſe Fjerdingsdomme tildeels traadte i Stedet for de ſaakaldte Fjerdingsthing, ſom paa et Par Steder omtales, nemlig i Eyrbyggja Saga, Cap. 10, Landn. Cap. 98, hvor det heder at Thord Gelle indrettede Fjerdingsthing for Veſtfjerdingen paa Thorsnes (ſe ovf. 1ſte B. S. 781), i Islendingabok Cap. 5, hvor det heder at Fjerdingsthing indrettedes efter at den ovenfor nævnte Inddeling var ordnet, og endelig i „Graagaas“ Vigſl. Cap. 58, hvor der gives Valg mellem at ſøge Sager paa Althinget, paa Heredsthinget eller paa Fjerdingsthing, „naar disſe holdes“. Denne ſidſte Bestemmelſe findes dog kun i den yngre Afſkrift af „Graagaas“, og tør derfor maaſke være kommen ind i ſenere Tider, efter at allerede de norſke Indretninger havde begyndt at faa Indpas; det ſees og at Fjerdingsthing ikke regelmæsſigt have været holdte. De i Islendingabok og Eyrbyggjaſaga omtalte Fjerdingsthing have ſikkert kun været af kort Varighed, indtil de egentlige Fjerdingsdomme indrettedes; Thord Gelle ſees allerede tidligt at have begyndt dermed i Veſtfjerdingen (hvis man ellers ikke ſkal antage at Eyrbyggjaſagas og Landnámas Udtryk er at forklare om en ſenere Tid). Nøjagtigt kjender man viſtnok ikke Tiden da Fjerdingsdommene oprettedes, men at de vare en ſaa godt ſom umiddelbar Følge af Inddelingens Ordning, ligger i Sagens Natur. Om Fjerdingsdommens Indretning ſe „Graagaas“, Þingskapaþáttr Cap. 1 (Udg. S. 15).
  10. De kaldes i Islendingabok „forráðsgoðorð“.
  11. Se ovf. 1ſte B. S. 568.
  12. Om Lagrettens Indretning ſe „Graagaas“, Lögrettuþáttr (Udg. I S. 4—12).
  13. Til dette Aar henføres den i de islandſke Annaler, ligeſom Are Frode ogſaa henfører den til Thorarins Embedstid (950—970).
  14. Viſtnok ſkulde man af den Omſtændighed, at Thorkell Maane omtales ſom den, efter hvis Raad fornemmelig Thorkells Forſlag vedtoges, ved førſte Øjekaſt komme paa den Tanke, at han da var Lovſigemand; men deels henfører Are Frode ſelv denne Begivenhed til Thorarins Embedstid, og nævner den endog tidligere end Thord Gelles Foranſtaltning; deels have vi allerede forhen ſeet Thorkell Maane optræde ſom en anſeet og formaaende Mand (S. 44 Note 1). Endelig maa det bemerkes, at da Thorſteins Fader Hallſtein allerede kom til Island ſom Landnamsmand (ſe ovf. 1ſte B. S. 524) c. 880, og egtede Oſk, Thorſtein rødes Datter, mellem 890 og 900 (ſe ovf. 1ſte B. S. 526, 527) maa Thorſtein Surt være fød omtrent ved 895, og bliver derfor næſten vel gammel til at have foredraget ſin Sag til Thinge 970.
  15. Hans Fader var den Thorſtein Ingulfsſøn, hvilken vi allerede ovenfor (1ſte B. S. 520 og 563) have omtalt ſom den, der indrettede Thinget paa Kjalarnes. Om Thorkell Maane heder det i Landnáma (I. 10): han var den af alle hedenſke Mænd paa Island, ſom havde den bedſte Tro, efter hvad man har ſeet Prøver paa. Da han laa paa ſit Yderſte, lod han ſig bære ud i Solſkinnet, og befalede ſig den Gud i Hænde, der havde ſkabt Solen; han havde og ført et ligeſaa reent Liv, ſom de bedſte Chriſtne.
  16. Islendingabok, Cap. 4, 5. Are Frode maatte vide ſaa meget bedre Beſked om den nys beſkrevne Foranſtaltning med Henſyn til Tidsregningen, ſom hans egen Foſterfader og Farfader Gelle Thorkellsſøn var en Datterſøn af Uſvif Helgeſøn, der havde forklaret Thorſtein Surts Drøm.
  17. Se ovenfor 1ſte B. D. 751.
  18. Grim Svertingsſøn var Lovſigemand fra 1002—1004. Da ellers Thordis ſeneſt maa være fød ved 927, efterſom hendes Fader Thoralf døde i dette Aar (ſe o. 1 B. S. 699), maa hun enten have været mange Aar ældre end Grim, eller og maa denne, da han blev Lovſigemand, have været mindſt 75 Aar gammel.
  19. Se Hønſethores Saga.
  20. Nemlig det Slags ſpiſelige Tang, der paa Island kaldtes söl, og rimeligviis endnu paa flere Steder i Norge har det ſamme Navn.
  21. D. e. Erſtatning.
  22. D. e. Odin.
  23. D. e. Hel, Dødsgudinden, ſom nedenfor nævnes.
  24. Tidsregningen i Egils Saga er vanſkelig at forlige med den, ſom ellers maa anſees for den rigtige. Saaledes omtaler den Bødvars Død og Thorgerds Beſøg hos ham efter at hun var gift, førend den nævner Arinbjørns Hjemkomſt til Norge med Harald Graafeld efter Haakon Adelſteensfoſtres Død. Det ſkulde ſaaledes ſynes ſom om Thorgerd var gift med Olaf Paa før 961. Men af Laxdølaſaga erfare vi, hvad der desuden ſtemmer med de øvrige chronologiſke Forhold, at Harald Graafeld herſkede i Norge, da Olaf Paa for ſit Giftermaal og kun 18 Aar gammel opholdt ſig der (ſe ovenfor S. 40, 41). Olaf kan følgelig ej være bleven gift førend 965 eller 966, altſaa ſenere end Harald Graafelds, end ſige Haakon den godes Død, eller ogſaa maa Thorgerd have været ugift, da hun afſnakkede ſin Fader fra at hungre ſig ihjel; dog, da det heder ſaa udtrykkeligt at hun blev hentet fra Hjardarholt, kan man heller ikke vel antage dette. End ſtørre Vanſkelighed opſtaar derved, at Egils Saga i Cap. 83—88 vidtløftigt omtaler de Stridigheder, Thorſtein Egilsſøn havde med Tunge:Odd, efter at hans Moder Aa-sgerd var død og Egil havde overladt ham Gaarden Borg, medens de islandſke Annaler udtrykkeligt lade Thord Gelle og Tunge-Odd dø 965; thi i ſaa Fald maatte hine Stridigheder have fundet Sted før 965, og Egils Flytning endnu tidligere; Thorgerds Giftermaal, ſom endnu laa en god Stund forud for denne, vilde ſaaledes falde i det mindſte før 960. Det er ovenfor (S. 93) viiſt, at Angivelſen for Thord Gelles Vedkommende maa vare rigtig, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Eyjulf, Thord Gelles Søn, allerede ved Thorgrim Godes Død 961 optræder ſom ſelvſtændig Høvding uden at hans Fader nævnes. Man maa derfor her gribe til den Udvej at antage, at Tange-Odd ej døde ſamme Aar, ſom Thord Gelle, men noget ſenere, og at Annalernes Udſagn med Henſyn til ham er urigtigt. Thi Egils Sagas Beretning har fuldkommen Sandſynlighedens Præg.
  25. Se derom ovenfor, 1ſte B. S. 728. Det heder fremdeles: „Det Skin, ſom udgik fra Eriks Bryn, var ej trygt at ſe paa, da Kongens ormblanke Pande-Maane ſkinnede med ſkrækkelige Straaler. Dog vovede jeg at bringe Fyrſten mit Hoved, ſaaledes at Odins Drik (Kvadet) kom bruſende til Enhvers Øre. Haulderne i Kongens Sal fandt ikke den Belønning, jeg fik for Kvadet, hamfager, da jeg til Gjengjeld for Odins Mjød fik den ulvgraa Hattefyld (Hovedet) af ham; jeg tog imod det, og dermed fulgte mine ſortbrynede Øjne og den Mund, hvormed jeg frembar Digtet for Kongens Knæ; jeg beholdt mine Tænder, min Tunge og mine Øren: det var dog bedre end Guld. Da ſtod hiin tro Ven ved min Side, Arinbjørn, paa hvem jeg kunde ſtole; han var den, ſom ene vovede at frelſe mig for Kongens Vrede; han ſvigtede mig ej i Kongens Gaard“. Han roſer Arinbjørn for hans Ædelſind og Gavmildhed. „Ingen“, ſiger han, „gik haanet eller tomhændet fra Arinbjørns Huus. Denne Ædling, der bor i Fjordene, er grum mod ſit eget Gods, han hader Draupnes Sønner (Guldringene)“.
  26. Egils Saga Cap. 81.
  27. Egils Saga Cap. 88. Om det Fund af Mynter, man 1722 har gjort i Nærheden af Mosfell, ſe P. E. Müllers Sagabibliothek, 1ſte B. S. 126. Saavidt vides, er det ikke oplyſt, hvilke engelſke Konger disſe Mynter tilhøre; vidſte man det, vilde man deraf maaſke nærmere kunne ſlutte ſig til, naar Slaget paa Vinheden fandt Sted, thi det var efter dette, at Ædhelſtan forærede Egil Skallagrimsſøn Pengene.
     Om Tiden for Egils Død indeholder hans Saga ingen anden Oplysning, end at det var mod Slutningen af Haakon Jarls Levetid, og medens han ſelv befandt ſig i det 9de Tiaar, altſaa mellem 80 og 90Aar. Det maa ſaaledes have været omkring 991, ſom ovenfor anført (S. 105).
  28. Thorſteins Børn og Efterkommere omtales i Egils Saga, Cap. 82 og 90. Han oplevede Chriſtendommens Indførelſe i Landet, og lod opføre en Kirke paa ſin Gaard Borg. Hans Søn Skule, der fulgte ham ſom Høvding paa Borg og Ættens Hoved, deeltog i Slaget ved Svaldr Aar 1000, efter, ſom det ſynes, at have været en Stund i Viking; han maa altſaa være fød før 980, rimeligviis omkring 973, og da han var anden Søn, maa Thorſteins Giftermaal falde endnu tidligere. I Kriſtniſaga nævnes Thorſtein blandt Høvdingerne paa Island 981 eller 983.
  29. Hørds Saga, jvfr. Landnáma I 20.
  30. Disſe Brudſtykker findes i Skálda, og det er af dem, man kan ſe at Udſkjæringerne maa have fremſtillet Scener af Mythologien. Se iſær Skálda Cap. 5, hvoraf det ſees, at blandt andet Balders Hiſtorie var Gjenſtand for Ulf Uggeſøns Kvad.
  31. Se Laxdølaſaga Cap. 26. Da det i Njáls Saga Cap. 59 udtrykkeligt heder at Høſkuld Thorarinsſøn blev ſad ſtrax efter at Høſkuld Dalakollsſøn døde, falder dennes Død følgelig omkring 980.
  32. Njáls Saga, Cap. 1.
  33. Herom handler Njálsſaga, Cap. 9—17.
  34. Se nedenfor, S. 186. Hallgerd var rimeligviis fød omkring 910. Hendes anden Mand var Glum, en Broder af Lovſigemanden Thorarin Ragabroder, og hendes Datter i Egteſkab med ham blev omkring 980 Moder til Høſkuld Thraainsſøn, ſe ovf. S. 136. Hendes Giftermaal med Glum falder ſaaledes ved 936, med Gunnar ved 970. Hendes og Gunnars ældſte Søn Høgne var voxen ved dennes Død 986.
  35. Se ovenfor, 1ſte B. S. 782, 783.
  36. Dette foregik i Viborg, ſe Giſle Sursſøns Saga.
  37. Thorgrim Godes Drab henføres i Annalerne til 961, og denne Angivelſe maa anſees ſom ſikker, da hans Søn Snorre Gode var en af Islands mægtigſte og berømteſte Mænd, om hvis Alder og Levetid der neppe kan have været Uvished; hans Datter Thurid var desuden en af dem, der gave Are Frode Underretninger, og han kalder hende baade vel underrettet og ſanddru (Islendingabok Cap. 1). Nu angives Snorre at have været 35 Aar gammel da Chriſtendommen indførtes (1000 e. Chr.); hans Fødſelsaar bliver altſaa 963, og Thorgrims Død 961.
  38. Se Gille Sursſøns Saga, jevnfør Eyrbyggjaſaga Cap. 12. Tidsangivelſerne i begge Sagaer ere noget afvigende. Eyrbyggjaſaga, der nøje gjør Regnſkab for Snorre Godes Liv, ſiger udtrykkeligt at han var 13 Aar gl., da han rejſte til Norge (973), at han opholdt ſig der en Vinter, og kom tilbage næſte Sommer (979), ſamt at Giſle endnu ſamme Høſt blev dræbt. Altſaa ſkulde der kun være hengaaet 15 Aar efter Thorgrims Drab. Giſle Sursſøns Saga (S. 126) lader Giſle derimod tilbringe 18 Aar i Fredløshed; hans Drab ſkulde ſaaledes falde 982. At denne Beregningsmaade maaſke er den rigtigſte, vil nedenfor ſees. — Beſkrivelſen af Giſles Æventyr under hans Fredløshed, hans Huſtrues Troſkab, og hans egen Snarraadighed hører til noget af det bedſte, Saga-Literaturen indeholder. Sagaen fortæller, at Berg Veſteinsſøn blev dræbt i en By i Norge, det maa enten have været Tunsberg eller Konghelle.
  39. Snerrinn kaldtes en trættekjær Mand.
  40. Eyrbyggjaſaga Cap. 13.
  41. Giſle Sursſøns Sagas Eyrbyggjaſaga Cap. 13, 14, 15. Ifølge denne var Snorre altſaa 15 Aar, da han fik jaget Børk fra Helgafell. Aaret efter, heder det, blev hans Halvſyſter Thurids Mand Thorbjørn dræbt; hun var altſaa i denne Mellemtid bleven gift. Den følgende Høſt (982) ſkal hun være bleven gift med Thorodd (ſe nedenfor), og kort efter fødtes hendes Søn Kjartan, (985) 15 Aar før Chriſtendommen blev lovtagen paa Island. Imidlertid heder det i Kriſtniſaga Cap. 1, at Snorre var 18 Aar, da han overtog Beſtyrelſen af Gaarden, men at han allerede i 981 havde oplevet ſit 18de Aar. Alle disſe Angivelſer afvige noget fra hinanden, ſkjønt efter Omſtændighederne juſt ikke ſynderligt. Der er flere Omstændigheder, der gjøre det rimeligt at flytte det af Kriſtniſaga angivne Tidspunkt til 983. Da ogſaa Giſle Sursſøns Saga henfører dennes Drab, og følgelig Snorres Optræden ſom Herre paa Gaarden til henved 18 Aar (982) efter Thorgrims Drab (961), er der altſaa fleeſt Stemmer for dette; det er og rimeligere at Snorre foretog ſin Rejſe til Norge i ſit 18de end i ſit 13de Aar. Thorodds Giftermaal falder ſandſynligviis i 981. Allerede to Aar efter ſynes Kjartan at være fød, og dette pasſer nøje med hiin ovenfor omtalte Angivelſe, at han ved 1000 var 15 Aar gammel.
  42. Eyrbyggjaſaga, Cap. 25, 28. Uddrag af Vigen-Styrs Saga.
  43. Da hun var fød efter Snorre, altſaa i det allertidligſte 966, og dog allerede anden Gang gift i ſit 18de Aar (984) maa hun ved Giftermaalet med Thorbjørn kun have været 16 til 17 Aar gammel.
  44. S. o. S. 134.
  45. Herom handler Eyrbyggjaſaga, fornemmelig Cap. 21, 29, 40, 44, 47, 50. Vi have ovenfor oftere haft Lejlighed til at nævne Bjørn. Det er fornemmelig hans Hiſtorie, ſom iſær giver Oplysninger med Henſyn til Tiden for Styrbjørns Død. Det er allerede tilſtrækkeligt viiſt, at denne neppe kan henføres til andet Aar end 985, hvad enten vi regne frem fra Thorgrim Godes Død, eller tilbage fra Chriſtendommens Indførelſe.
  46. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 151, 152. Det heder her, at de, førend de dræbte Sokke, Vare 3 eller 4 Aar i Handelsfærd, og hos Galte i 7 eller 8 Aar; der var altſaa tilſammen 10 til 12 Aar mellem deres Fædres Drab og Hevnen. Da det nu tillige ſiges at deres Fædre dræbtes i den ſenere Tid af Haakon den godes Dage, kan dette vel neppe ſættes tidligere end 954; men Hevnen kan heller ikke ſættes ſenere end 961.
  47. Saavel Olaf Tr. Saga Cap. 154 ſom Vatnsdølaſaga Cap. 38 anføre et Vers om, hvor kjære Kvinderne var i Ingulf. „Alle Møer,“ heder det, „vilde gaa med Ingulf, baade voxne og Børn; ja endog den gamle Kærling ſagde: jeg Vil gaa med Ingulf ſaa længe der findes to Tænder i min Gome“.
  48. Beretningen i Olaf Tr. Saga Cap. 154 er noget, ſkjønt højſt ubetydeligt, forſkjellig fra den i Vatnsdølaſaga Cap. 37.
  49. Thorkell Kravla er allerede omtalt i 1ſte B. S. 790, 791.
  50. Vatnsdølaſaga, Cap.42, 43, 45,46. Tidsregningen er her ſaare vanſkelig at bringe Rede i. Thi Kriſtniſaga angiver Thorkell Kravla allerede ſom Høvding i 981, og dog ſkulde inden den Tid Thorgrim have været Gode mindſt i et Par Aar, og for ham Ingulf i 12, efter at denne endnu i Faderens Levetid havde begyndt en Kjærlighedshiſtorie med Ottars voxne Datter Valgerd. Om vi nu end antage hende da kun for 14 Aar gammel, faa vi dog mindſt 28 Aar mellem 981 og Valgerds Fødſel, hvilket for denne bringer 953, uagtet hendes Fader førſt 11 Aar ſenere kom til Island. Vel er det muligt, at man her, ſom ved Snorre Godes Hiſtorie, maa ſætte Aaret 983 eller 984 i Stedet for 981, og følgelig 956 i Stedet for 953, men desuagtet faa vi 8 Aar for meget, og det bliver os nu neppe engang muligt at antyde Maaden, paa hvilken Fejlen kan rettes, uden det ſkulde være ved at give Ingulf fire i Stedet for tolv Aars Høvdingstid, hvilket viſtnok beſtyrkes af den Omſtændighed, at han ved ſin Død efterlod ſig meget ſmaa Børn.
  51. Han ſagde: ek vinn hofseið at baugi, ok segi ek þat Æsi, at ek varkat þar ok vakat þar ok rauðkat þar odd ok egg, er Þorvaldr krókr fékk hana; d. e. Jeg ſværger Hovs-Ed paa Baug, og ſiger det til Aaſen (ɔ: en af Æſerne), at jeg var ej der, vog ej der, og farved ej der Egg og Odd, hvor Thorvald Krok fik Bane. Stavelſen „at“, hængt efter Ordet,betyder nemlig „ej“. Men man kan og læſe vark at þar, vák at þar, rauðk at þar, hvilket høres ligedan i Udtalen, men betyder aldeles det modſatte, da at for ſig ſelv betyder „ad“, „ved“. Vigaglums Saga. Cap. 26.
  52. Jomsvik. Saga, Cap. 13. Landn., Till. 1. Det heder her, at denne Dyrtid fandt Sted paa ſamme Tid, Harald Graafeld faldt, og 80 Aar før Biſkop Isleif indviedes. Da dette var 1036, ſkulde altſaa hiin Dyrtid og følgelig Harald Graafelds Fald have fundet Sted 975 eller 976. Men nu er det ovenfor viiſt, at Harald Graafeld maa være falden 965. Altſaa maa Dyrtiden paa Island enten flyttes tilbage til dette Aar, eller og, hvad der er rimeligere, maa man antage, at der i 975 virkelig har været en Dyrtid paa Island, ſom enten af Are frode, eller en anden af de ſenere Chronologer, der beregnede Haralds Fald til 975, erklæredes ſamtidig med dette, fordi de vidſte, at der i Norge under Harald Graafeld var Dyrtid. Dette er ſaa meget rimeligere, ſom Chron. Sax. beretter, at der ogſaa i England var Dyrtid 975, hvoraf man altſaa maaſke kan ſlutte, at hele Nordeuropa i dette Aar har været hjemſøgt af Misvæxt. Det er endog ikke uſandſynligt, at det juſt er denne bekjendte Omſtændighed, ſom iſær har bragt Chronologerne til at henføre Haralds Død til 975, idet de antoge Dyrtiden under ham for den ſamme ſom den i det ſidſtnævnte Aar. Ved nærmere Betragtning af Beſkrivelſen over Dyrtiden under Harald Graafeld ville vi dog finde, at den ej, ſom hiin, omfattede eet, men flere Aar, men at den og paa den anden Side ſynes at have indſkrænket ſig til Norge alene, efterſom det udtrykkeligt heder, at Aarferden i Danmark paa den Tid var taalelig, ſaa at man der kunde faa hvad man behøvede.
  53. Ljosvetningaſaga, Cap. 5—14. Jvfr. Vatnsdølaſaga, Cap. 44. Den ovenfor omtalte Spaakone ved Navn Thordis nævnes ogſaa i Kormaks Saga, Cap. 9, 22, flg., og i Beretningen om Thorvald Vidførle, ſaavel i Kriſtniſaga ſom Olaf Tr. Saga Cap. 130.
  54. Om Brodd-Helge, Geite og Hall paa Sida, ſe ovenfor 1ſte Bind S. 537, 538, 543.
  55. Se Vápnfirdingaſaga, jvfr. Isl. Annaler, S. 24.
  56. Ljosvetningaſaga, Cap. 12.
  57. Se ovf. 1ſte B. S. 539.
  58. Thormod Skaftes Herkomſt ſe ovf. 1ſte B. S. 551.
  59. Se ovf. 1ſte B. S. .322.
  60. Om alt dette, ſom i det hele taget om Gunnar og Njaal, ſe Njaals Saga.
  61. Det er ovenfor viiſt, at Gunnars Tilbagekomſt og Giftermaal maa henføres til henved 970. Det heder udtrykkeligt at hans Stifdatter Thorgerd Glumsdatter da var 14 Aar gammel, og da Hallgerd neppe kan have været yngre end 16 Aar, da hun blev fød, var hun altſaa ſelv mindſt 30 Aar gammel ved Brylluppet. Af ſamme Alder var ſandſynligviis Gunnar. Saavel han, ſom Hallgerd maa derfor antages at være fødde omkring 940. Thi ſenere end 970 kan man ej ſætte Giftermaalet, efterſom Hallgerds eg Gunnars Søn Høgne ved dennes Død var voxen, i alle Fald neppe under 16 Aar.
  62. Se ovf. 1ſte B. S. 541.
  63. Njaals Saga, Cap. 29—56.
  64. Njaals Saga, Cap. 74—81.
  65. Njaals Saga, Cap. 82.
  66. Njaals Saga, Cap. 83.
  67. Disſe ſkotſke Høvdinger føre i Njaals Saga, Cap. 84 og 85, hvor denne Begivenhed omtales, de nordiſke Navne Grjosgard og Snækolf. Disſe Navne ere enten Omſætninger eller Forvanſkninger af gaeliſke. Om de to ſkotſke Jarler, Hunde og Mælſnechtan (Melsnati) der leverede Sigurd Jarl Slaget ved Dungalsnipen, er der ovenfor (S. 134) talt. Det er der ogſaa ytret at Hunde’s ſkotſke Navn muligtviis var Cuilen. Imidlertid maa det erindres, at der og i Gaeliſken er et Ord, Madadh, ſom betyder „Hund“, og at Jarlen Hundes Navn ſaaledes kan have været Madadh eller, ſom det ſkrives i vore Sagaer, Maddad, Moddan, Moldan. I ſaa Tilfælde kan Hunde have været den ſamme ſom den Moldan eller Maddad, der noget ovenfor nævnes i Sagaen ſom Snækolſs og Grjotgards Fader. Mælkolm, ſom her nævnes, kaldes i Cap. 84 Konge, i Cap. 85 Jarl; dette ſidſte er det rigtige, thi han blev ej Konge førend i 1003; men Sagaſkriveren, ſom vidſte, at han ſiden førte Kongetitel, har paa hiint Sted ladet ſig forlede til at give ham den for tidligt.
  68. See ovenfor S. 134.
  69. Njaals Saga, Cap. 88. Beretningen herom er i Njaals Saga ſaare mistænkelig. Hvis Sagaen ved den her nævnte Gudbrand mener Dale-Gudbrand, røber den et ſtort Ubekjendtſkab med Stedsforholdene, thi Gudbrands Gaard og Gildehuus omtales, ſom om det kun ſkulde have ligget et kort Stykke Vej fra Lade. Det vilde altſaa blot være Hovedomstændighederne, hvorved vi her kunne holde faſt. Underligt er det ellers, at ogſaa Thorleif ſpake, ſom vi have ſeet, ſiges at have boet paa Oplandene, medens han dog egentlig ſynes at have boet i Orkedalen. Det tør ſaaledes maaſke nok hænde, at ſaavel det øvre Orkedal ſom Gauldal og Selbo undertiden have været regnede til Oplandene og de ſaakaldte „Dale“, og at den her nævnte Gudbrand ej er den egentlige Dale-Gudbrand.
  70. Njaals S. Cap. 89.
  71. Njaals S. Cap. 90, 91. Ved Tidsregningen i disſe Begivenheder møder der den Vanſkelighed, at Nj. Saga Cap. 84, 85, 86 og 87 nævne tre Vintre ſom forløbne mellem den Sommer, Njaalsſønnerne forlode Island og den Sommer, de kom til Throndhjem, medens den i Cap. 83 for Thraains Vedkommende kun ſynes at nævne to Vintre mellem hans Rejſe fra Island og hans Hjemreiſe, uagtet det dog udtrykkeligt heder, at han forlod Landet ſamme Sommer ſom Kolſkegg og Njaals Sønner, og rejſte hjem igjen faa Dage efter at Njaalsſønnerne vare komne til Throndhjem. Man maa derfor antage at han har opholdt ſig en Sommer hos Jarlen, uden at udføre Bedrifter, Sagaſkriveren fandt værd at optegne, thi Njaalsſønnernes Krigsbedrifter for hver af de to Somre mellem hine tre Vintre ere ſaa nøjagtigt optegnede, at man ej vel kan ſløjfe nogen af dem. En anden Vanſkelighed møder derved, at de islandſke Annaler, dog kun en enkelt Kodex, henføre Gunnars Drab til 994. Urigtigheden deraf indlyſer allerede af hvad der ovenfor (S. 135, Not. 4) er anført, thi da Njaalsſønnerne førſt kom hjem fire Aar efter hans Drab, altſaa, efter Annalernes Beregning, 998, og der endnu hengik et Par Aar indtil Thraains Drab, vilde Høſkuld Thraainsſøn ikke, da dette ſkede, længer kunne have været nogen Dreng. Det maa desuden erindres, at Kolſkegg ſamme Aar, Gunnar blev dræbt, beſøgte Sven Tjugeſkegg i Danmark, men denne var ifølge de paalidelige engelſke Beretninger da i England. Heldigviis give de irſke Krøniker os en nogenlunde ſikker Vejledning. Ifølge disſe (fornemmelig Tighernach, hos O’Connor, II p. 267) blev Gudrød, Kongen af Man, dræbt 989. Njaalsſønnernes ſidſte Kamp med ham maa altſaa have fundet Sted enten i eller før dette Aar, Nei erfare vi af Sagaen, at Kolſkegg, Thraain og Njaalsſønnerne i een og ſamme Sommer, hvilken vi ville kalde A, forlode Island; i det næſte Aar (B) kom Kolſkegg til Kong Sven, blev Gunnar dræbt, og deeltoge Njaalsſønnerne i Kampen ved Dungalsnipen. Aaret derpaa (C) herjede de ſammen med Kaare og kæmpede førſte Gang med Kong Gudrød. Det følgende (D) begave de ſig til Norge og beſtode deres Æventyr med Haakon Jarl. Aaret efter (E) kæmpede de anden Gang med Kong Gudrød, og endelig det følgende (F) droge de hjem til Island. Sættes nu Gunnars Dødsaar, B, til 994, maatte allerede den førſte Kamp med Gudrød (C) ſættes 995, 6 Aar efter hans Fald. Men lade vi derimod Njaalsſønnerne anden Gang kæmpe med Gudrød 989, hvilket Aar altſaa bliver E, da kommer Alt til at pasſe. Aaret A for Bortrejſen fra Island bliver da 985, Gunnars (B) Død, Kolſkeggs Beſøg hos Sven og Slaget ved Dungalsnipen 986, C 987 og D 988. Vi kunne ej ſætte E til 988, thi da vilde Kolſkeggs Beſøg hos Sven Tjugeſkegg (B) blive 985, hvorved Harald Gormsſøns Død vilde falde i dette Aar og Styrbjørns endnu tidligere, hvilket efter det forhen (iſær