Det norske Folks Historie/2/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at omtale disſe Begivenheder komme vi atter tilbage til Veſterhavets Lande og Øer, hvor, ſom vi ſe, Nordmændene fremdeles vedligeholdt deres Herredømme, om de end ikke paa en Stund gjorde ſaa hyppige Tog derhen, ſom fordum. Men deres Magt var nu engang, ſom det ſynes, vel befæſtet. At ſaavel Sigurd Jarl paa Orknø, ſom Haakon Jarl ſelv lode oppebære Skat af Syderøerne, er allerede viiſt[1]. Den ſvderøiſke Jarl, der betalte Skat til Sigurd Jarl og ſiden egtede hans Syſter, kaldtes, ſom vi have ſeet, i vore Sagaer Gille; dette Navn[2] viſer, at han neppe var af norſk Herkomſt, men derimod en indfød Høvding, der havde ſluttet ſig til Sigurd. Han boede paa Øen Koln, ſandſynligviis det nuværende Colonsay (Kolns-ey)[3]. Men allerede paa denne Tid, ja før, omtales uafhængige norſke Konger over Syderøerne og Man, altſaa vel fornemmelig over de ſydligere Dele af den vidt ſpredte Ø-Række ved Skotlands Veſtkyſt, fra hvilke de ogſaa lejlighedsviis gjorde Tog til Irland og det veſtlige England. En ſaadan Konge var ganſke viſt den forhen omtalte Olaf Sigtryggsſøn, der efter at være fordreven fra Northumberland[4] flygtede til Irland, men ſiden tyede til Skotland, egtede Kong Conſtantins Datter, og gjorde i Forening med ham og andre Fyrſter hiint Tog til Northumberland, der endtes med Nederlaget ved Brunanburg 938[5]. Uagtet det ingenſteds udtrykkeligt ſiges i Oldſkrifterne, kan der dog neppe være nogen Tvivl om at han er den Olaf Kvaran, der ſaa ofte omtales paa denne Tid, baade i vore Sagaer og i Englands og Irlands Annaler, ſnart ſom Konge i Northumberland, ſnart ſom Vikingehøvding i det nordlige Irland, og endelig ſom Konge i Dublin. Thi i de irſke Annaler nævnes ſnart „Olaf Kvaran“ ſnart „Olaf Sigtryggsſøn“, ſaaledes i Fleng, at man nødvendigviis maa antage dem for een og ſamme Perſon, og da vore egne Sagaer berette, at hans Søn og Efterfølger hed Sigtrygg, kunne vi efter det hos vore Forfædre ſaa ſædvanlige Opkaldelſesſyſtem temmelig ſikkert ſlutte os til, at hans Fader har ført ſamme Navn ſom Sønnen. Olafs Hovedbeſtræbelſe ſynes at have været at vinde det Rige i Dublin tilbage, hvorfra hans Fader var fordreven. Vi have allerede ſeet, hvorledes Olaf, efter anden Gang at være fordreven fra Northumberland 944[6], forbandt ſig med den irſke Konge Congelach, og, underſtøttet af ham, opkaſtede ſig til Konge i Dublin (945); men, ſom vi erfare, kun for en kort Tid, da han ej længe efter paany optræder ſom Congelachs Forbundne mod Nordmændene i Dublin[7] og i Aaret 948 forſøgte paa at ſætte ſig faſt i Northumberland, hvorved han endog, ſom det ſynes, underſtøttedes af Kong Eadred, men desuagtet blev fordreven af Northumbrerne, der foretrak Erik Blødøxe[8]. Det lader nu til at han har opgivet Fordringerne paa Northumberland, men indſkrænket ſine Krigsforetagender til Irland. I Aaret 953 gjenfinde vi ham, herjende paa Nordkyſten af Irland og de nærliggende Øer i Forbindelſe med Kongen af Leinſter[9]. Det lykkedes ham imidlertid endnu ikke at ſætte ſig i Beſiddelſe af Dublin, hvor Gudrød Sigtryggsſøn og dennes Søn Olaf herſkede, af hvilke den ſidſte fældte Olaf Kvarans Ven Congelach, Irlands Overkonge, i et betydeligt Slag[10]. Sit egentlige Tilhold ſynes Olaf Kvaran i denne Tid at have haft paa Syderøerne, hvorfra hans Søn Sigtrygg i Forbindelſe med en anden Høvding ved Navn Lagman i Aaret 962 kom med en Flaade til Irland og herjede dets Kyſter, indtil endelig Lagman led et Nederlag i Munſter, og Sigtrygg blev fordreven fra Landet af Olaf Gudrødsſøn i Dublin, dog førſt efterat have erhvervet meget Bytte[11]. Et Par Aar ſenere blev Olaf Karan ſelv ſlagen af Indbyggerne af Osſory ti Syd-Irland), hvor han altſaa maa have herjet. Imidlertid finde vi ham i Aaret 970 ſom Herre i Dublin, hvilket han maaſke allerede var i Aaret 969, da vi læſe at Staden Kells i Meath herjedes af hans Søn i dette Aar, af ham ſelv i det følgende[12]. Fra denne Tid af ſynes han ikke at have haft noget med Syderøerne at beſtille, men at have indſkrænket ſig til at befæſte ſit Herredømme i Dublin. Som Herre i Suderøerne nævnes derimod nu en Makk Haraldsſøn, der ej maa forvexles med hiin Makkus Olafsſøn, ſom dræbte Erik Blodøxe[13]. Han underkaſtede ſig i Aarene 969 og 970 hele Anglesey, hvorfra han dog ſenere blev fordreven; han ſkal derpaa have landet den engelſke Konge Eadgar, og nævnes blandt de 8 Konger fra hele Britannien, Skotlands Konger iberegnede, der i Aaret 973 gjorde ham deres Opvartning i Staden Cheſter, og roede hans Baad til og fra Kirken. Han ſatte ſig ſiden (974) faſt paa den ſmukke, med ikke færre end 11 Kirker bebyggede Ø Inniscathaig i Mundingen af Shannon-Elven, hvor han plyndrede Helgenen St. Senans Grav, og befriede tillige Ivar, Fyrſten af Limerick, ſom altſaa maa have været holdt i Fangenſkab her[14]. I Makk’s Følge vare ogſaa, fortælles der, Øernes Lagmænd[15], af hvilken Benævnelſe man ſkulde formode, at de mindre Høvdinger paa Man og Syderøerne virkelig førte denne Titel, men at den af de med Sproget ukyndige Gaeler blev tagen for et Navn, ligeſom den omſider af de norſke Koloniſter ſelv anvendtes ſom et ſaadant, da vi ogſaa ſenere ſtøder paa den blandt de ſyderøiſke Kongrrs Navne. Makk holdt ſig henimod tre Aar paa Inniscathaig, til endelig den vældige Brian Boroimhe, der ved ſin Broders Død i Aaret 976 blev Konge over hele Munſter, den ſamme, ſom ſiden blev ſaa navnkundig ved ſine Sejrvindinger og ſin Heltekamp ved Clontarf, angreb Øen, overvandt og fældte Makk med hans to Sønner og 800 af hans Mænd, og fordrev Ivar, der med ſine Sønner underſtøttede ham[16]. Makks Efterfølger ſom Konge over Man og Syderøerne var hans Broder Gudrød Haraldsſøn[17], der i Aaret 979 mod en Pengeſum underſtøttede den vælſke Fyrſte Cyſtenyn Ddu eller Conſtantin den ſorte mod hans Søſkendebarn Howel, hvilken holdt ſin Farbroder, Conſtantins Fader, Jago, fangen. Gudrød herjede Anglesey og Llyn, men blev ſlagen af Howel ved Gwaith Hirbarth, hvor Conſtantin faldt. Gudrød ſøgte to Aar ſenere at aftvætte denne Skjændſel ved at gjøre et nyt Tog til Wales, hvor han herjede Heredet Dyved og plyndrede Kirken i St. David’s, men han maatte efter et ſtort Slag ved Llanwanoc atter forlade Landet. Tredie Gang kom han tilbage i Aaret 986, ſtrax efter at Meredith, Owens Søn, med ſtor Møje havde tilkæmpet ſig Herredømmet over Wales. Benyttende ſig af den Udmattelſestilſtand, hvori Meredith befandt ſig, landede han paa Anglesey, nedſablede 1000 Mand, fangede Merediths Broder, og lod hans Øjne udſtikke. Meredith, der var dragen ham imøde, blev ſaa forfærdet herover, at han flygtede med ſin Hær til Cardigan, og, ſom det ſynes, lod Gudrød i uhindret Beſiddelſe af Anglesey[18]. Dog nød han ilte længe godt af denne Erobring. Sigurd Orknø-Jarl, der allerede 982 havde udpresſet Skat af Man[19], lod ham ikke i Ro. Allerede i 987 blev Gudrød, ſom vi ovenfor have ſeet, overvunden i et Søſlag af Sigurds Hirdmand Kaare Salmundsſøn, der ledſagedes af Njaals Sønner. De irſke Annaler tale ogſaa om en Kamp, han i dette Aar ſkal have haft ved Man mod en danſk Vikingeflaade, i hvilket Slag 1000 Mand ſiges at være faldne, uden at man dog kan ſe, hvo der gik af med Sejren. Disſe Daner havde Aaret i Forvejen førſt angrebet den dalriadiſke Kyſt, men lidt et Nederlag, ſaa at de maatte flygte, efter at 140 af dem vare blevne tagne til Fange, hvilke alle bleve hængte. Derpaa havde de, ſelve Julenatten, herjet Iona eller Icolmkill og dræbt Abbeden med femten Munke Endelig leverede de Gudrød det nys nævnte Slag, og kort efter ſkede, der ſiges ikke hvorledes, et ſtort Nederlag iblandt dem, da 360 bleve dræbte[20]. Denne Flok af danſke Vikinger ſynes at have været forſkjellig fra Sigurd Jarls Krigere, thi den kaldes i de irſke Annaler udtrykkeligt Daner, medens Nordmændene i Almindelighed kun kaldes „de Fremmede“[21]. Disſe Angreb maa visſelig have ſvækket Gudrøds Magt. I Aaret 989 led han et nyt Nederlag mod Sigurd Jarls Mænd, Kaare og Njaalsſønnerne, og miſtede herved ſin Søn Dufnjall, ſom faldt i Slaget[22]. Og endnu i ſamme Aar, fortælles der, blev han ſelv dræbt af de dalriadiſke Skotter[23]. Om Sigurd Jarl nu ganſke underkaſtede ſig hans Rige, eller om irſke Konger gjorde ſig til Herrer derover, kan man af Oldſkrifterne ikke erfare. At hans Søn var den Harald ſvarte af Island, ſom omtales i de manſke Annaler, kan neppe betvivles, og da vi af disſe, ſom det nedenfor vil viſes, erfare at Haralds Søn Gudrød Crovan i Aaret 1066 ſatte ſig i Beſiddelſe af Man, ſom da beherſkedes af en Konge ved Navn Gudrød Sigtryggsſøn[24], maa Harald efter ſin Faders Død være bleven forjagen fra Man, og denne Ø, tilligemed den tilhørende Deel af Syderøerne, være kommen i andre norſke Erobreres Beſiddelſe.

Af Begivenhederne paa Irland have vi allerede omtalt flere. De norſke Rigers Hiſtorie frembyde et Billede paa uophørlig Strid og Blodsudgydelſe, og man maa alene undres over, at Nordmændene med al den Uenighed, ſom herſkede mellem dem indbyrdes dog formaaede at holde ſig, uden at ligge under for de Indføddes altid fortſatte Angreb. Man kan heraf ikke andet end drage den Slutning, at Nordmændene, trods Irernes — egentlig kun den irſke Gejſtligheds — tilſyneladende ſtørre Kultur, dog i det hele taget have været dem baade aandelig og legemlig overlegne. At de i det mindſte vare i Beſiddelſe af hele Øens Handel, ſynes man at kunne ſlutte fra den Omſtændighed, at de fleſte irſke Mynter fra denne Tid, ſom findes, ere ſlagne af norſke Konger i Landet Nordmændene maatte derved — og det beſtyrkes af udtrykkelige Angivelſer — blive umiſtelige for Irerne, hvor meget end disſe hadede dem. Nordmændene vare ogſaa langt bedre klædte og bevæbnede, end Irerne[25]. Disſes Sverd vare ſvage i Sammenligning med Nordmændenes; deres Spyd (Sparther) vare vel neppe bedre; de gik halvnøgne i Kampen, kun med det ene Been bedækket; lige over for Nordmændenes brynjeklædte Skarer kunne de neppe have ſeet bedre ud, end ſom Amerikas Vilde lige overfor de førſte europæiſke Indvandrere, og ligeſom hine maa de alene ved Anvendelſe af Liſt og ved Overlegenhed i Masſe-Antal kunne have tilkæmpet ſig ſtørre Fordele over de ſtridbare Fremmede, hvilke ſaaledes vel heller ikke have betragtet dem ſom ſaa farlige Fiender, at de derfor ſelv altid ſkulde behøve at være paa deres Poſt og undgaa indbyrdes Stridigheder, lige ſaa lidet ſom Spanierne i Amerika afholdt ſig fra indbyrdes Tviſt lige over for Mexikanernes og Peruanernes uoverſeelige Masſer. Dertil kom, at Irerne ſelv vare ligeſaa uenige indbyrdes og ofte toge deres Tilflugt til Nordmændene. Hvorledes Olaf Kvaran ſøgte at komme i Beſiddelſe af Dublin, er nys omtalt. Han ſtod, ſom vi have ſeet, i nøje Forbindelſe med den irſke Overkonge Congelach, der endog ſkal have været gift med hans Datter Ragnhild[26]. Godfred eller Gudrød Sigtryggsſøn, uviſt om en Broder af Olaf Kvaran, herſkede paa den Tid i Dublin, og uagtet han blev fordreven i 950 efter et blodigt Slag, hvori 8000 af hans Mænd ſkulle være faldne, mod den til Overkonge udſeede Ruaidri (der dog ſelv faldt i Slaget), kom han dog ſtrax efter igjen, plyndrede Kloſtrene i Kells, Downpatrick, Ardbrechan o. fl., og herjede Staden Kells, hvor han tog over 3000 Mand til Fange og gjorde et rigt Bytte af Heſte, Kvæg, Guld og Sølv[27]. Kort efter faldt han i et Slag[28], og eſterfulgtes af ſin Søn Olaf. Det var ham, der i Forbindelſe med Leinſterboerne overvandt og fældte Olaf Kvarans Ven og Svigerſøn Congelach i et Slag ved Taiggurain 956[29]. Olaf Gudrødsſøn nævnes endnu i 962, da han fordrev Olaf Kvarans Søn Sigtrygg fra den øſtlige Deel af Landet, medens Sigtryggs Stalbroder Lagman, der var dragen heelt til Munſter for at befri ſin Broder, her led et ſtort Nederlag og miſtede 365 Mand[30]. Naar Olaf Gudrødsſøn døde, nævnes ikke; men det maa være ſtrax efter hans Død, at det endelig lykkedes Olaf Kvaran at vinde det ſaa længe attraaede Herredømme over Dublin, hvor vi finde ham 969. Blandt hans Bedrifter nævnes, at han herjede den ſaa ofte hjemſøgte Stad Kells, og at han i Aaret 977 dræbte eller lod dræbe den da regjerende Overkonge Dufnjalls Sønner Muircertach og Dufnjall[31]. Men Kong Dufnjall havde endnu en tredie Søn, Mælſechnail, der ved hans Død 980 fulgte ham ſom Overkonge. Han gjorde alvorlige Udruſtninger for at tilkæmpe Riget Ro og Sikkerhed, og for at bøje de Fremmedes Overmod. Olaf Kvaran fik paa ſin Side Underſtøttelſe fra Syderøerne og de øvrige Nordmænd paa Irland, ſaavelſom af Kongen i Leinſter, men da han nu var gammel, overlod han det til ſine Sønner Sigtrygg og Ragnvald at anføre Hæren og møde Fienden. Begge Hære ſtødte ſammen ved Tindrud, nær ved Teamhar, Hovedſtaden i Meath, og der blev et blodigt Slag, hvor Ragnvald faldt med mange andre Nordmænd, og Mælſechnail beholdt Sejren, ſkjønt ikke uden ogſaa paa ſin Side at have tabt mange anſeede Mænd[32]. Han drog derpaa, underſtøttet af Ulſters Konge, til Dublin, og efter tre Dages heftige Kamp nødte han Olaf Kvaran til at indgaa et Forlig, ifølge hvilket denne maatte udlevere alle ſine Fanger og Giſler, alt det Kvæg, han havde røvet fra Njallernes Stamme, til hvilken Mælſechnail hørte, og dennes Fiende Dufnjall, Konge af Leinſter, ligeſom han og maatte udrede en Afgift af 200 Øxne foruden en heel Deel Klenodier og Koſtbarheder, og maatte fraſige ſig Retten til den aarlige Skat, ſom Njallerne hidtil havde maattet yde af deres Beſiddelſer, lige fra Kilderne af Shannon til Havet. (980). Mælſechnail udſtedte endog en Proklamation, hvorved han indbød alle Irer, der endnu opholdt ſig i de Fremmedes Land i Trældom og Undertrykkelſe, til at vende tilbage, hvilket nu ſtod dem frit for, da Fred og Rolighed var oprettet. I de irſke Annaler kaldes dette en Befrielſe fra det babyloniſke Fangenſkab. Den gamle Olaf Kvaran tog ſig ſaa nær af denne Modgang, at han gjorde en Pilegrimsrejſe til Icolmkill for at afbede ſine Synder, og døde der. Hans Been hvile rimeligviis blandt de øvrige ſaakaldte norſke Kongers, der ligge begravne ved St. Orans Kapel[33].

Olaf Kvarans Bedrifter og bevægelige Liv maa viſtnok have gjort ham navnkundig over hele Norden, om han end ikke i de os levnede Oldſkrifter omtales meget hyppigt. Der nævnes een islandſk Skald, ſom opholdt ſig hos ham i Dublin, Thorgils Orraſkald fra Seljabrekka ved Borgarfjorden; hans Moder var et Søſkendebarn af den tidligere nævnte øſtfjordſke Høvding Geites Fader Lyting[34]. Olaf havde flere Børn, af hvilke Ragnvald, der faldt i Slaget ved Tindrud, og Sigtrygg, med Tilnavn den krumme, allerede ere nævnte. Paa ſine gamle Dage egtede han den ſkjønne Gormladh eller Kormlad, en Datter af Muircertach Mac Finn, Konge af Leinſter, og havde med hende en Søn, der ligeledes hed Sigtrygg, og ſiden fik Tilnavnet Silkeſkegg, men ſom maa have været mindreaarig ved Faderens Død[35]. Ligeledes ſynes han, ſom det ſenere ſkal omtales, at have haft en Datter ved Navn Gyda, der ſenere blev gift med en Jarl i England[36].

Endnu førend Mælſechnail paa Øſt- og Nord-Kanten af Landet vovede at byde Nordmændene Trods, havde allerede den berømte Brian Boroimhe kæmpet heldigt med dem i Munſter. Han var førſt kun Konge over den nordlige Deel af Munſter, under ſin Broder Mathgamna’s Overhøjhed, men udmerkede ſig allerede da ſom Anfører for hans Hær ved at overvinde Nordmændene i Nærheden af Sulchod, hvorfra han forfulgte dem lige til Limerick, fældte 3000 af dem, opbrændte deres Borge, og fratog dem en heel Deel Guld og Sølv[37]. Begge Brødrene fortſatte i Fellesſkab Striden med Kong Ivar af Limerick, der dog ſtrax efter (970) optræder ſom Mathgamna’s Forbundne mod Muircertach Mac Finn, Kongen af Leinſter, Gormlaths Fader[38]. Venſkabet varede ellers ikke længe, da Ivar, ſom vi have ſeet, i 974 holdtes fangen paa Inniscathaig, hvorfra Malt Haraldsſøn befriede ham[39]. Et Par Aar efter blev Mathgamna ſvigagtigt fangen og dræbt, og Brian blev nu Konge over hele Munſter. Hans førſte Foretagende var hiint Tog til Inniscathaig, ſom han indtog, efter at have fældt Makk Haraldsſøn. Der omtales endnu et Par Slag, hvori han ſkal have overvundet Nordmændene ſaavel fra Limerick, ſom fra Waterford (978 og 979)[40]. Han var nu lige ſaa mægtig ſom Mælſechnail ſelv, og det er derfor ikke at undres over, at de bleve ſkinſyge paa hinanden og at der omſider udbrød en mangeaarig Tviſt, der endte med at Mælſechnail erkjendte Brians Herredømme. Imidlertid benyttede Mælſechnail ſig heldigt af Omſtændighederne til endnu mere at gjøre ſig Nordmændene i Dublin afhængige. Mælſechnails Moder Dunlath havde ogſaa været gift med Olaf Gudrødsſøn, den mellem 961 og 969 afdøde Konge i Dublin, og havde med ham haft en Søn, der i de irſke Annaler kaldes Gluniaran eller Jernknæet: hans rette nordiſke Navn kjendes ikke[41]. Denne Gluniaran, Mælſechnails Halvbroder, beſteg efter Olaf Kvarans Død den norſke Kongetrone i Dublin, og viſte ſig ſiden ſom hans tro Hjelper; der er derfor neppe nogen Tvivl om, at Mælſechnail har hjulpet ham til hans Ophøjelſe,,og at han til Gjengjeld har hyldet Mælſechnail ſom ſin Overherre. Olaf Kvarans mindreaarige Søn Sigtrygg, maaſke den eneſte af hans Sønner, ſom nu var i Live, har vel maattet redde ſig ved Flugten. Mælſechnail og Gluniaran nævnes ſom Krigsfæller i et Slag mod en Underkonge ved Navn Dufnjall, der underſtøttedes af Ivar, Konge i Waterford, hvis Søn Gillepatrik faldt med en Mængde andre Krigere (983)[42]. Gluniaran blev myrdet (989) af en af ſine egne Hofmænd, ved Navn Kolbein[43], og det lader til, at dette bar ſtaaet i Forbindelſe med en Bevægelſe til Fordeel for Olaf Kvarans Søn Sigtrygg. Thi Mælſechnail bekrigede paany Dublin, belejrede den i 20 Dage, ſaa at de Indeſluttede ikke havde andet Vand at drikke end Søvand, og tvang dem til at ſlutte en Kapitulation, ifølge hvilken de forbandt ſig til at betale den af ham engang paalagte Skat, og tillige gik ind paa, at enhver af deres Høvdinger ved hver Julefeſt ſkulde betale ham en Øre Guld[44]. Heraf fremgaar det tydeligt nok, at Nordmændene i Dublin efter Gluniarans Drab have ſøgt at afkaſte det Skatſkyldigheds Aag, Mælſechnail havde paalagt dem; da vi nu ligeledes kort efter finde Sigtrygg nævnt ſom deres Konge, er det klart, at de have kaldt ham tilbage, og at han har fundet ſig i at beholde Regjeringen paa de af Mælſechnail opſtillede Betingelſer. Dog tales der ogſaa om nye Ødelæggelſen Nordmændene paa denne Tid ſkulle have forvoldt[45], og det er derfor heel rimeligt, at de have faaet Forſterkning og atter ſøgt at gjøre ſig uafhængige. Der herſkede paa denne Tid ſtore Uroligheder i Dublin, paa hvilke man dog, efter de ſparſomme Efterretninger, der ere komne til os, kun vanſkeligt kan faa Rede. En Ivar, uviſt om Ivar af Waterford eller af Limerick, eller om endnu en tredie, blev, ſom det heder, formedelſt de Helliges Bønners Skyld, forjagen (994)[46]. Kort efter blev ligeledes Sigtrygg Olafsſøn jagen bort (995), og Ivar kom tilbage[47]. Efter Muircertach, Gormlaths Fader, havde en vis Donald den krumme opkaſtet ſig til Konge i Leinſter, underſtøttet af Ivar. Donald eſterfulgtes af ſin Søn Duncan, der, ſom man ſer, holdt ſig ved Ivars kraftige Underſtøttelſe, indtil Sigtrygg, forbunden med ſin Morbroder Mælmor, Muircertachs Søn, atter kom tilbage. Ragnvald, Ivars Søn, faldt for Mælmors Haand, Ivar blev fordreven, døde faa Aar efter (1000), og Sigtrygg blev paany Herre over Dublin (996)[48]. Men endnu fik han ikke ſidde i Ro. Mælſechnail og Brian Boroimhe, tilſideſættende deres indbyrdes Tviſt, angrebe Dublin tilſammen i 998, og tvang Sigtrygg til at ſtille Giſler og kjøbe ſig Fred[49]. Dog endnu i ſamme Aar begyndte Krigen paany. Nordmændene, ſom rimeligviis ønſkede at tage Hevn over den lidte Ydmygelſe, angrebe de forbundne Konger ved Glenmama, men lede et ſtort Nederlag. En af Høvdingerne, ved Navn Harald Olafsſøn, maaſke Sigtryggs Broder, faldt, og de irſke Fanger befriedes[50]. Dette hindrede dog ikke Sigtrygg fra at ſtaa ſin Morbroder Mælmor bi; han tog Donald, Kongen af Leinſter til Fange, og gjorde det ſaaledes muligt for Mælmor at erhverve Riget. Men nu drog Brian ſelv i Spidſen for en Hær til Dublin, indtog den, forblev der en heel Uge, tog et ſtort Bytte af Guld, Sølv og Fanger, opbrændte Borgen, og forjog Sigtrygg. Strax efter beder det dog, at de Fremmede kom tilbage til Dublin, ſtillede Brian Giſler, og ledſagede ham paa et Tog mod Mælſechnail[51]. Sammenhængen er ikke vanſkelig at gjette. Vi erfare nemlig ſiden, at Brian en Tidlang var gift med Sigtryggs Moder Gormlath[52]. Det er ſandſynligt, at han har gjort hendes Bekjendtſkab under Opholdet i Dublin, er bleven indtagen i hende, og har egtet hende, men at hun enten har ſat ham den Betingelſe, at han ſkulde gjenindſætte Sigtrygg i Regjeringen over Dublin, eller efter Giftermaalet overtalt ham dertil. Paa Toget mod Mælſechnail ilede Nordmændenes Rytteri i Forvejen for at plyndre, ſtødte paa Mælſechnails overlegne Hær, og blev nedſablet, paa nogle faa nær, ſom undkom. Dette Uheld nødſagede Brian til for denne Gang at drage ſig tilbage. Men i det følgende Aar fornyede han Toget, og tvang Mælſechnail til at afſtaa ham Overherredømmet[53]. Og nu ſynes Sigtrygg en Tidlang at have herſket uforſtyrret, under ſin mægtige Stiffaders Beſkyttelſe. Under Navnet Sigtrygg Silkeſkegg nævnes han meget ofte i vore Sagaer. Han ſynes at have været en over hele Norden meget anſeet Fyrſte. Skaldene beſøgte ham, kvad Draaper til hans Ære, og fik rigelige Belønninger derfor. Der findes endnu ikke faa Mynter med hans Billede og Omſkrift[54]. Man maa næſten antage, at Nordmændenes Rige paa Irland ikke nogenſinde befandt ſig i en mere blomſtrende Forfatning, end under ham. Om hans ſenere Bedrifter, ſaa vel ſom om hans Svogerſkab med Norges Konge Olaf Trygvesſøn ſkal der i det Følgende handles.

    S. 106 Note) udviklede bliver urigtigt, da Styrbjørns Død neppe indtraf før 983. Den indbyrdes Harmoni mellem de forſkjellige Angivelſer, der indtræder, naar man ſætter det ſidſte Slag med Gudrød til 989, tjener i høj Grad til at beſtyrke den allerede ovenfor opſtillede Tidsregning. Om Gudrød ſe forreſten ſtrax nedenfor, S. 200, 201.

  1. Se ovf. S. 136.
  2. Navnet er aabenbart ufuldendt, thi Gille, egentlig Giolla, betyder paa Irſk en Tjener, og bruges ſom Navn kun ſammenſat med hellige Navne, ſom Gillechriſt, ɔ: Chriſti Tjener, Gilpatrik ɔ: St. Patriks Tjener, Gillebrigid, Gilbrigd, ɔ: St. Brigidas Tjener o. ſ. v. Nu finde vi den norſke Konge Harald Gille, hvis egentlige Navn var Gillechriſt, dog kun kaldet Gille, og en lignende Udeladelſe maa da vel og have fundet Sted ved „Gille“ Jarls Navn.
  3. Det kunde maaſke ogſaa være Coll, ſkjønt dette ligger noget vel afſides til at kunne antages for Jarleſæde, medens derimod Colonsay ligger langt nærmere ved Faſtlandet, i et Slags central Stilling, og desuden ganſke tæt ved Oransay, der ſkal indeholde en af de ældſte Kirker paa den hele Øgruppe.
  4. Se ovf. 1ſte B. S. 700.
  5. Se ovf. 1ſte B. S. 701—703.
  6. Se ovf. 1ſte B. S. 702.
  7. Tighernach, hos O’Connor II. S. 267.
  8. Se ovf. 1ſte B. S. 729.
  9. De 4 Meſtres Annaler, hos O’Connor III. S. 482.
  10. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor, IV. S. 273. De fire Meſtres Annaler, O’Connor III. S. 484, 485.
  11. De fire Meſtres Annaler, hos O’Connor III. S. 490.
  12. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor III. S. 278.
  13. Se ovenfor 1ſte B. S. 729. Det Sted, hvor denne Begivenhed (Erik Blodøxes Død) omtales fuldſtændigſt, er hos Hoveden (Saviles Saml. S. 423). Men i Saviles Udgave læſes her fejlagtigt „occiso Amacco“ iſtedetfor „occiso (neml. Erico) a Macco, hvilken Læſemaade har forført Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 213) og maaſke flere med ham til at tale om en Kong Amaccus, der ſelv blev dræbt 954 (950). At der ſkal læſes a Macco viſer Matthæus af Weſtminſter S. 369, der udtrykkeligt fortæller at Erik (Eilricus) og hans Søn m. m. bleve dræbte a Macone consule. Navnet Makk (Maccus) er forreſten heel beſynderligt, og man ſkulde næſten være friſtet til at antage det for en Misforſtaaelſe af det gaeliſke Mac (Søn), hvis det ej forekom ſaa ofte, tildeels under forſkjellige Skikkelſer. Maccus kaldes han nemlig med Tillægget „plurimarum rex insularum“ hos Florens af Worceſter, Mon. hist. Brit. I S. 578. Brut y Tywysogion kalder ham Marcus Haraldsſøn (Marc uah Herald), ſe Mon. hist. Br. I S. 819. Caradoc af Llancarvan har Mactus (eller maaſke Maccus) Haraldsſøn (Prices Overſ. S. 57). Annales Cambriæ nævne kun „filius HaraldiMon. hist. Brit. I. S. 838. I et Diplom af 971, men ſom dog neppe er egte (ſe Kembles Codex dipl. ævi anglosaxonici III S.67—69) kaldes han ſom Medunderſkriver „Mascusius archipirata“. De fire Meſtres Annaler have Maccus mac Arailt (O’Connor III. S. 504) hvilket næſten kunde antages at være „Magnus“, hvis dette Navn allerede da havde været brugeligt. Derimod nævne Innisfallens Annaler atter kun Mac Arailt d. e. Haralds Søn, O’Connor I. S. 44, 46.
  14. Se de nys citerede Steder i de irſke Annaler, jevnfør Th. Moore’s Irlands Hiſt. II. S. 87.
  15. De 4 Meſtres Annaler, O’Connor III. S. 504; der ſtaar col Lagmanaih, overſat cum Lagmannis. Den ovenfor nævnte „Lagman“ kaldes derimod Ladgmann, l. c. S. 490.
  16. Se iſær Innisfallens Annaler, hos O’Connor II. S. 46. Jfr. de 4 Meſtres Annaler hos O’Connor III S. 56.
  17. At Gudrød var Makks Broder, viſer Fadernavnet.
  18. Brut y Tywysogion, i Mon. hist. Br. I S. 849, 850. Annales Cambriæ ſammeſteds S. 838. Caradoc af Llancarvan S. 61, 63, 65.
  19. Nemlig da Thorodd Skattkaupande kjøbte Skatten, ſ. o. S. 134 jfr, Eyrbyggjaſaga Cap. 129.
  20. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor IV. 285.
  21. Det er friſtende nok at antage det ſidſtnævnte Slag for at have været det ſamme ſom det, Gudrød beſtod med Njaals Sønners men deels er det ikke ſandſynligt, at der i Slaget med dem ſkulde kunne falde 1000 Mand, da deres Stridskræfter neppe vare tilſtrækkelige dertil; deels vilde Annalerne vel her, ſom ſædvanligt, have kaldt dem Gall, hvorimod de her udtrykkelig kaldes Danaraibh; endelig nævnes Toget til Icolmkill m. m., hvilket vel og vilde have været omtalt i Njaals Saga, hvis hans Sønner havde deeltaget i et ſligt Tog.
  22. Njaals Saga, Cap. 87. Se herom ovenfor, S. 105.
  23. Tighernach, hos O’Connor II. S. 267. Ulſter-Annalerne, ſammeſteds IV. S 286.
  24. Se Chronicon regum Manniæ ved 1066.
  25. Se herom Worsaae, Minder om de Danſke og Nordmændene i Engl., Skotl. og Irland, S. 408.
  26. Worsaae, l. c. S. 398. Hun kaldes „Radhnalt“, men da dh og gh i Irſk har ſamme Udtale og ofte forvexles i Irſk, ſaa er det klart, at Navnet er Raghnalt, Ragnhild.
  27. Ulſter-Annalerne hos O’Connor, S. 269, 270.
  28. Innisfallens Annaler, hos O’Connor II. S. 42.
  29. Ulſter-Annalerne, ſammeſteds IV. S. 273. De 4 Meſtres Annaler, ſammeſteds III. S. 485.
  30. De 4 Meſtres Annaler, ſammeſteds S. 490.
  31. Saaledes Tighernach, den ældſte og paalideligſte af Annaliſterne, O’Connor, II. S. 260. De 4 Meſtres Annaler ſynes at have misforſtaaet dette Sted.
  32. Her er ligeledes Tighernach (l. c. S. 261) fulgt ſom den paalideligſte og mindſt forvirrede. De øvrige fortælle disſe Begivenheder mere eller mindre forvirret.
  33. Tighernachs Annaler, hos O’Connor, II. S. 261. Ulſter-Annalerne, ſammeſteds II. S. 282. De fire Meſtres Annaler, ſammeſteds III. S. 508.
  34. Landnáma I. 19.
  35. At denne Sigtrygg Var forſkjellig fra den, der 962 kom til Irland fra Syderøerne, og at han maa have været mindreaarig ved ſin Faders Død, ſkjønnes deraf, at hans Moder Gormlath, ikke døde førend 1030, ligeſom at hun endnu Var giftefærdig i Aaret 1014, da Sigtrygg, hendes Søn, lovede Sigurd Orknøjarl hendes Haand (Njaals-Saga Cap. 156). Hendes Død i Aaret 1030 omtales ſaavel af Tighernach (O’Connor II. S. 282), ſom i de 4 Meſtres Annaler ſammeſteds III. S. 580. Det er derfor neppe muligt, at hun i Aaret 963 ſkulde kunne have haft en voxen Søn. Denne ældre Sigurd kaldes desuden Sigtrygg Clan eller den krumme. Hertil kommer at Sigtrygg den yngre ej omtales i Annalerne førend ved 993, og at Gormlaths Fader Muircertach ikke døde førend i Aaret 972.
  36. Se Olaf Tr. Saga Cap. 80; hos Snorre Cap. 33—35. Hvorledes Gyda urigtigt kaldes Olaf Kvarans Syſter, i Stedet for Datter, og hvorledes hun ſenere blev gift med Olaf Tryggvesſøn, ſkal nedenfor omtales.
  37. Se Innisfallens Annaler, O’Connor, II. S. 44.
  38. De fire Meſtres Annaler, O’Connor II. S. 498.
  39. De fire Meſtres Annaler, S. 504. Innisfallens Annaler S. 44.
  40. Innisfallens Annaler, S. 46, 47. De fire Meſtres Annaler, S. 506.
  41. Denne Gluniaran antages af enkelte ſenere Hiſtorieſkrivere for at have været Olaf Kvarans Søn. Men dette er aabenbart fejlagtigt, da det, af hvad der ſaavel før ſom ſenere fortælles, er klart nok, at han maa have været en Søn af den forhen omtalte Olaf Gudrødsſøn. Man ſer nemlig, at Olaf Gudrødsſøn og Olaf Kvaran repræſenterede to forſkjellige Partier; hvert af disſe havde ogſaa ſit tilſvarende blandt de irſke Familier, der ſtredes om Magten. Olaf Kvaran ſtøttedes, ſom vi have ſeet, af det Congelachſke, der endog var beſvogret med ham, men bekæmpedes derimod af Mælſechnails, eller det njallſke, der altſaa, naar det ſkulde være beſvogret med en Olaf, maa have været det med Olaf Gudrødsſøn. Heller ikke nævnes det nogenſteds, at Olaf Kvaran ſkulde have været Mælſechnails Stiffader. Derimod var det i ſin Orden, at Brian, Mælfechnails Fiende, ſiden beſvogrede ſig med Olaf Kvarans Æt ved at egte hans Enke Gormlath.
  42. Tighernachs Annaler, O’Connor II. S. 263.
  43. Tighernach, S. 261. Denne Kolbein (Colbain) ſiges at hæve været „joculator“; maaſke han var hans Skald. Gluniaran kaldes i de valſke Annaler Glumayn mac Abloic, ſe Bruty Tywysogion S. 850.
  44. Tighernach, S. 265.
  45. De 4 Meſtres Annaler, S. 521.
  46. De 4 Meſtres Annaler, S. 525.
  47. Tighernach, S. 266. De 4 Meſtres Annaler, S. 526.
  48. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor IV. S. 288—291. Tighernach, ſammeſteds II. S. 266, 267. De 4 Meſtres Annaler, S. 525, 526. Ulſter-Annalerne angive urigtigt, ved 993 eller 994, at Sigtrygg Olafsſøn blev dræbt; de omtale ham ſelv ſenere. Men maaſke dette netop er den ældre Sigurd Olafsſøn, om hvilken vi ovenfor have talt.
  49. Ulſter-Annalerne, S. 271. De 4 Meſtres Annaler S. 529.
  50. Tighernach S. 268. Ulſter-Annalerne S. 291. Innisfallens Annaler S. 52. De 4 Meſtres Annaler S. 529—531.
  51. Tighernach S. 269. Ulſter-Annalerne S. 293. De 4 Meſtres Annaler S. 532.
  52. Njaals Saga, Cap. 155. Det ſiges desuden i Tighernachs Annaler, hvor hendes Død omtales ved 1030, at hun var Moder til Sigtrygg, og til Duncan, Brians Søn. Dette ſtemmer viſtnok ikke med Njaals-Saga, der paaſtaar at Gormlath ingen Børn havde med ham, dog viſer det Rigtigheden af at hun var gift med Brian. I de 4 Meſtres Annaler (S. 580) anføres det ſamme, og et Vers tilføjes, hvor det heder: Gormlath gjorde tre Sprang, ſlige ſom ingen Kvinde forhen havde gjort, førſt til Dublin, derpaa til Teamhar, og endelig til Caſhel. Her ſigtes aabenbart til hendes Giftermaal, førſt med Olaf i Dublin, ſiden med Brian ſom Overkonge, og endelig, ſom man ſkulde formode, med en Konge i Caſhel.
  53. Innisfallens Annaler S. 56. De 4 Meſtres Annaler S. 535.
  54. Af disſe Mynter maa de med Omſkrifterne: sihtre rex dyflin eller dyfim, og paa Bagſiden med en Myntmeſters Navn fra Dublin (færemin, steng o. ſ. v.) anſees for de normale. Men der gives flere, hvis Bagſide indeholde Omſkrifter af angliſke Myntmeſtere i engelſke Stæder, f. Ex. York, Wecedport (Watchet), Wilton, London o. ſ. v. disſe maa enten være prægede i hans Landflygtighed, eller efter hans Beſtilling (Worsaae, Minder fra de Danſke og Nordmændene o. ſ. v. S. 421) eller maaſke ogſaa med Myntſtempler, ſom Myntmeſterne havde medbragt.