Det norske Folks Historie/2/21

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 196-208).

Ved at omtale disse Begivenheder komme vi atter tilbage til Vesterhavets Lande og Øer, hvor, som vi se, Nordmændene fremdeles vedligeholdt deres Herredømme, om de end ikke paa en Stund gjorde saa hyppige Tog derhen, som fordum. Men deres Magt var nu engang, som det synes, vel befæstet. At saavel Sigurd Jarl paa Orknø, som Haakon Jarl selv lode oppebære Skat af Syderøerne, er allerede viist^[1]. Den svderøiske Jarl, der betalte Skat til Sigurd Jarl og siden egtede hans Syster, kaldtes, som vi have seet, i vore Sagaer Gille; dette Navn^[2] viser, at han neppe var af norsk Herkomst, men derimod en indfød Høvding, der havde sluttet sig til Sigurd. Han boede paa Øen Koln, sandsynligviis det nuværende Colonsay (Kolns-ey)^[3]. Men allerede paa denne Tid, ja før, omtales uafhængige norske Konger over Syderøerne og Man, altsaa vel fornemmelig over de sydligere Dele af den vidt spredte Ø-Række ved Skotlands Vestkyst, fra hvilke de ogsaa lejlighedsviis gjorde Tog til Irland og det vestlige England. En saadan Konge var ganske vist den forhen omtalte Olaf Sigtryggssøn, der efter at være fordreven fra Northumberland^[4] flygtede til Irland, men siden tyede til Skotland, egtede Kong Constantins Datter, og gjorde i Forening med ham og andre Fyrster hiint Tog til Northumberland, der endtes med Nederlaget ved Brunanburg 938^[5]. Uagtet det ingensteds udtrykkeligt siges i Oldskrifterne, kan der dog neppe være nogen Tvivl om at han er den Olaf Kvaran, der saa ofte omtales paa denne Tid, baade i vore Sagaer og i Englands og Irlands Annaler, snart som Konge i Northumberland, snart som Vikingehøvding i det nordlige Irland, og endelig som Konge i Dublin. Thi i de irske Annaler nævnes snart „Olaf Kvaran“ snart „Olaf Sigtryggssøn“, saaledes i Fleng, at man nødvendigviis maa antage dem for een og samme Person, og da vore egne Sagaer berette, at hans Søn og Efterfølger hed Sigtrygg, kunne vi efter det hos vore Forfædre saa sædvanlige Opkaldelsessystem temmelig sikkert slutte os til, at hans Fader har ført samme Navn som Sønnen. Olafs Hovedbestræbelse synes at have været at vinde det Rige i Dublin tilbage, hvorfra hans Fader var fordreven. Vi have allerede seet, hvorledes Olaf, efter anden Gang at være fordreven fra Northumberland 944^[6], forbandt sig med den irske Konge Congelach, og, understøttet af ham, opkastede sig til Konge i Dublin (945); men, som vi erfare, kun for en kort Tid, da han ej længe efter paany optræder som Congelachs Forbundne mod Nordmændene i Dublin^[7] og i Aaret 948 forsøgte paa at sætte sig fast i Northumberland, hvorved han endog, som det synes, understøttedes af Kong Eadred, men desuagtet blev fordreven af Northumbrerne, der foretrak Erik Blødøxe^[8]. Det lader nu til at han har opgivet Fordringerne paa Northumberland, men indskrænket sine Krigsforetagender til Irland. I Aaret 953 gjenfinde vi ham, herjende paa Nordkysten af Irland og de nærliggende Øer i Forbindelse med Kongen af Leinster^[9]. Det lykkedes ham imidlertid endnu ikke at sætte sig i Besiddelse af Dublin, hvor Gudrød Sigtryggssøn og dennes Søn Olaf herskede, af hvilke den sidste fældte Olaf Kvarans Ven Congelach, Irlands Overkonge, i et betydeligt Slag^[10]. Sit egentlige Tilhold synes Olaf Kvaran i denne Tid at have haft paa Syderøerne, hvorfra hans Søn Sigtrygg i Forbindelse med en anden Høvding ved Navn Lagman i Aaret 962 kom med en Flaade til Irland og herjede dets Kyster, indtil endelig Lagman led et Nederlag i Munster, og Sigtrygg blev fordreven fra Landet af Olaf Gudrødssøn i Dublin, dog først efterat have erhvervet meget Bytte^[11]. Et Par Aar senere blev Olaf Karan selv slagen af Indbyggerne af Ossory ti Syd-Irland), hvor han altsaa maa have herjet. Imidlertid finde vi ham i Aaret 970 som Herre i Dublin, hvilket han maaske allerede var i Aaret 969, da vi læse at Staden Kells i Meath herjedes af hans Søn i dette Aar, af ham selv i det følgende^[12]. Fra denne Tid af synes han ikke at have haft noget med Syderøerne at bestille, men at have indskrænket sig til at befæste sit Herredømme i Dublin. Som Herre i Suderøerne nævnes derimod nu en Makk Haraldssøn, der ej maa forvexles med hiin Makkus Olafssøn, som dræbte Erik Blodøxe^[13]. Han underkastede sig i Aarene 969 og 970 hele Anglesey, hvorfra han dog senere blev fordreven; han skal derpaa have landet den engelske Konge Eadgar, og nævnes blandt de 8 Konger fra hele Britannien, Skotlands Konger iberegnede, der i Aaret 973 gjorde ham deres Opvartning i Staden Chester, og roede hans Baad til og fra Kirken. Han satte sig siden (974) fast paa den smukke, med ikke færre end 11 Kirker bebyggede Ø Inniscathaig i Mundingen af Shannon-Elven, hvor han plyndrede Helgenen St. Senans Grav, og befriede tillige Ivar, Fyrsten af Limerick, som altsaa maa have været holdt i Fangenskab her^[14]. I Makk’s Følge vare ogsaa, fortælles der, Øernes Lagmænd^[15], af hvilken Benævnelse man skulde formode, at de mindre Høvdinger paa Man og Syderøerne virkelig førte denne Titel, men at den af de med Sproget ukyndige Gaeler blev tagen for et Navn, ligesom den omsider af de norske Kolonister selv anvendtes som et saadant, da vi ogsaa senere støder paa den blandt de syderøiske Kongrrs Navne. Makk holdt sig henimod tre Aar paa Inniscathaig, til endelig den vældige Brian Boroimhe, der ved sin Broders Død i Aaret 976 blev Konge over hele Munster, den samme, som siden blev saa navnkundig ved sine Sejrvindinger og sin Heltekamp ved Clontarf, angreb Øen, overvandt og fældte Makk med hans to Sønner og 800 af hans Mænd, og fordrev Ivar, der med sine Sønner understøttede ham^[16]. Makks Efterfølger som Konge over Man og Syderøerne var hans Broder Gudrød Haraldssøn^[17], der i Aaret 979 mod en Pengesum understøttede den vælske Fyrste Cystenyn Ddu eller Constantin den sorte mod hans Søskendebarn Howel, hvilken holdt sin Farbroder, Constantins Fader, Jago, fangen. Gudrød herjede Anglesey og Llyn, men blev slagen af Howel ved Gwaith Hirbarth, hvor Constantin faldt. Gudrød søgte to Aar senere at aftvætte denne Skjændsel ved at gjøre et nyt Tog til Wales, hvor han herjede Heredet Dyved og plyndrede Kirken i St. David’s, men han maatte efter et stort Slag ved Llanwanoc atter forlade Landet. Tredie Gang kom han tilbage i Aaret 986, strax efter at Meredith, Owens Søn, med stor Møje havde tilkæmpet sig Herredømmet over Wales. Benyttende sig af den Udmattelsestilstand, hvori Meredith befandt sig, landede han paa Anglesey, nedsablede 1000 Mand, fangede Merediths Broder, og lod hans Øjne udstikke. Meredith, der var dragen ham imøde, blev saa forfærdet herover, at han flygtede med sin Hær til Cardigan, og, som det synes, lod Gudrød i uhindret Besiddelse af Anglesey^[18]. Dog nød han ilte længe godt af denne Erobring. Sigurd Orknø-Jarl, der allerede 982 havde udpresset Skat af Man^[19], lod ham ikke i Ro. Allerede i 987 blev Gudrød, som vi ovenfor have seet, overvunden i et Søslag af Sigurds Hirdmand Kaare Salmundssøn, der ledsagedes af Njaals Sønner. De irske Annaler tale ogsaa om en Kamp, han i dette Aar skal have haft ved Man mod en dansk Vikingeflaade, i hvilket Slag 1000 Mand siges at være faldne, uden at man dog kan se, hvo der gik af med Sejren. Disse Daner havde Aaret i Forvejen først angrebet den dalriadiske Kyst, men lidt et Nederlag, saa at de maatte flygte, efter at 140 af dem vare blevne tagne til Fange, hvilke alle bleve hængte. Derpaa havde de, selve Julenatten, herjet Iona eller Icolmkill og dræbt Abbeden med femten Munke Endelig leverede de Gudrød det nys nævnte Slag, og kort efter skede, der siges ikke hvorledes, et stort Nederlag iblandt dem, da 360 bleve dræbte^[20]. Denne Flok af danske Vikinger synes at have været forskjellig fra Sigurd Jarls Krigere, thi den kaldes i de irske Annaler udtrykkeligt Daner, medens Nordmændene i Almindelighed kun kaldes „de Fremmede“^[21]. Disse Angreb maa visselig have svækket Gudrøds Magt. I Aaret 989 led han et nyt Nederlag mod Sigurd Jarls Mænd, Kaare og Njaalssønnerne, og mistede herved sin Søn Dufnjall, som faldt i Slaget^[22]. Og endnu i samme Aar, fortælles der, blev han selv dræbt af de dalriadiske Skotter^[23]. Om Sigurd Jarl nu ganske underkastede sig hans Rige, eller om irske Konger gjorde sig til Herrer derover, kan man af Oldskrifterne ikke erfare. At hans Søn var den Harald svarte af Island, som omtales i de manske Annaler, kan neppe betvivles, og da vi af disse, som det nedenfor vil vises, erfare at Haralds Søn Gudrød Crovan i Aaret 1066 satte sig i Besiddelse af Man, som da beherskedes af en Konge ved Navn Gudrød Sigtryggssøn^[24], maa Harald efter sin Faders Død være bleven forjagen fra Man, og denne Ø, tilligemed den tilhørende Deel af Syderøerne, være kommen i andre norske Erobreres Besiddelse.

Af Begivenhederne paa Irland have vi allerede omtalt flere. De norske Rigers Historie frembyde et Billede paa uophørlig Strid og Blodsudgydelse, og man maa alene undres over, at Nordmændene med al den Uenighed, som herskede mellem dem indbyrdes dog formaaede at holde sig, uden at ligge under for de Indføddes altid fortsatte Angreb. Man kan heraf ikke andet end drage den Slutning, at Nordmændene, trods Irernes – egentlig kun den irske Gejstligheds – tilsyneladende større Kultur, dog i det hele taget have været dem baade aandelig og legemlig overlegne. At de i det mindste vare i Besiddelse af hele Øens Handel, synes man at kunne slutte fra den Omstændighed, at de fleste irske Mynter fra denne Tid, som findes, ere slagne af norske Konger i Landet Nordmændene maatte derved – og det bestyrkes af udtrykkelige Angivelser – blive umistelige for Irerne, hvor meget end disse hadede dem. Nordmændene vare ogsaa langt bedre klædte og bevæbnede, end Irerne^[25]. Disses Sverd vare svage i Sammenligning med Nordmændenes; deres Spyd (Sparther) vare vel neppe bedre; de gik halvnøgne i Kampen, kun med det ene Been bedækket; lige over for Nordmændenes brynjeklædte Skarer kunne de neppe have seet bedre ud, end som Amerikas Vilde lige overfor de første europæiske Indvandrere, og ligesom hine maa de alene ved Anvendelse af List og ved Overlegenhed i Masse-Antal kunne have tilkæmpet sig større Fordele over de stridbare Fremmede, hvilke saaledes vel heller ikke have betragtet dem som saa farlige Fiender, at de derfor selv altid skulde behøve at være paa deres Post og undgaa indbyrdes Stridigheder, lige saa lidet som Spanierne i Amerika afholdt sig fra indbyrdes Tvist lige over for Mexikanernes og Peruanernes uoverseelige Masser. Dertil kom, at Irerne selv vare ligesaa uenige indbyrdes og ofte toge deres Tilflugt til Nordmændene. Hvorledes Olaf Kvaran søgte at komme i Besiddelse af Dublin, er nys omtalt. Han stod, som vi have seet, i nøje Forbindelse med den irske Overkonge Congelach, der endog skal have været gift med hans Datter Ragnhild^[26]. Godfred eller Gudrød Sigtryggssøn, uvist om en Broder af Olaf Kvaran, herskede paa den Tid i Dublin, og uagtet han blev fordreven i 950 efter et blodigt Slag, hvori 8000 af hans Mænd skulle være faldne, mod den til Overkonge udseede Ruaidri (der dog selv faldt i Slaget), kom han dog strax efter igjen, plyndrede Klostrene i Kells, Downpatrick, Ardbrechan o. fl., og herjede Staden Kells, hvor han tog over 3000 Mand til Fange og gjorde et rigt Bytte af Heste, Kvæg, Guld og Sølv^[27]. Kort efter faldt han i et Slag^[28], og esterfulgtes af sin Søn Olaf. Det var ham, der i Forbindelse med Leinsterboerne overvandt og fældte Olaf Kvarans Ven og Svigersøn Congelach i et Slag ved Taiggurain 956^[29]. Olaf Gudrødssøn nævnes endnu i 962, da han fordrev Olaf Kvarans Søn Sigtrygg fra den østlige Deel af Landet, medens Sigtryggs Stalbroder Lagman, der var dragen heelt til Munster for at befri sin Broder, her led et stort Nederlag og mistede 365 Mand^[30]. Naar Olaf Gudrødssøn døde, nævnes ikke; men det maa være strax efter hans Død, at det endelig lykkedes Olaf Kvaran at vinde det saa længe attraaede Herredømme over Dublin, hvor vi finde ham 969. Blandt hans Bedrifter nævnes, at han herjede den saa ofte hjemsøgte Stad Kells, og at han i Aaret 977 dræbte eller lod dræbe den da regjerende Overkonge Dufnjalls Sønner Muircertach og Dufnjall^[31]. Men Kong Dufnjall havde endnu en tredie Søn, Mælsechnail, der ved hans Død 980 fulgte ham som Overkonge. Han gjorde alvorlige Udrustninger for at tilkæmpe Riget Ro og Sikkerhed, og for at bøje de Fremmedes Overmod. Olaf Kvaran fik paa sin Side Understøttelse fra Syderøerne og de øvrige Nordmænd paa Irland, saavelsom af Kongen i Leinster, men da han nu var gammel, overlod han det til sine Sønner Sigtrygg og Ragnvald at anføre Hæren og møde Fienden. Begge Hære stødte sammen ved Tindrud, nær ved Teamhar, Hovedstaden i Meath, og der blev et blodigt Slag, hvor Ragnvald faldt med mange andre Nordmænd, og Mælsechnail beholdt Sejren, skjønt ikke uden ogsaa paa sin Side at have tabt mange anseede Mænd^[32]. Han drog derpaa, understøttet af Ulsters Konge, til Dublin, og efter tre Dages heftige Kamp nødte han Olaf Kvaran til at indgaa et Forlig, ifølge hvilket denne maatte udlevere alle sine Fanger og Gisler, alt det Kvæg, han havde røvet fra Njallernes Stamme, til hvilken Mælsechnail hørte, og dennes Fiende Dufnjall, Konge af Leinster, ligesom han og maatte udrede en Afgift af 200 Øxne foruden en heel Deel Klenodier og Kostbarheder, og maatte frasige sig Retten til den aarlige Skat, som Njallerne hidtil havde maattet yde af deres Besiddelser, lige fra Kilderne af Shannon til Havet. (980). Mælsechnail udstedte endog en Proklamation, hvorved han indbød alle Irer, der endnu opholdt sig i de Fremmedes Land i Trældom og Undertrykkelse, til at vende tilbage, hvilket nu stod dem frit for, da Fred og Rolighed var oprettet. I de irske Annaler kaldes dette en Befrielse fra det babyloniske Fangenskab. Den gamle Olaf Kvaran tog sig saa nær af denne Modgang, at han gjorde en Pilegrimsrejse til Icolmkill for at afbede sine Synder, og døde der. Hans Been hvile rimeligviis blandt de øvrige saakaldte norske Kongers, der ligge begravne ved St. Orans Kapel^[33].

Olaf Kvarans Bedrifter og bevægelige Liv maa vistnok have gjort ham navnkundig over hele Norden, om han end ikke i de os levnede Oldskrifter omtales meget hyppigt. Der nævnes een islandsk Skald, som opholdt sig hos ham i Dublin, Thorgils Orraskald fra Seljabrekka ved Borgarfjorden; hans Moder var et Søskendebarn af den tidligere nævnte østfjordske Høvding Geites Fader Lyting^[34]. Olaf havde flere Børn, af hvilke Ragnvald, der faldt i Slaget ved Tindrud, og Sigtrygg, med Tilnavn den krumme, allerede ere nævnte. Paa sine gamle Dage egtede han den skjønne Gormladh eller Kormlad, en Datter af Muircertach Mac Finn, Konge af Leinster, og havde med hende en Søn, der ligeledes hed Sigtrygg, og siden fik Tilnavnet Silkeskegg, men som maa have været mindreaarig ved Faderens Død^[35]. Ligeledes synes han, som det senere skal omtales, at have haft en Datter ved Navn Gyda, der senere blev gift med en Jarl i England^[36].

Endnu førend Mælsechnail paa Øst- og Nord-Kanten af Landet vovede at byde Nordmændene Trods, havde allerede den berømte Brian Boroimhe kæmpet heldigt med dem i Munster. Han var først kun Konge over den nordlige Deel af Munster, under sin Broder Mathgamna’s Overhøjhed, men udmerkede sig allerede da som Anfører for hans Hær ved at overvinde Nordmændene i Nærheden af Sulchod, hvorfra han forfulgte dem lige til Limerick, fældte 3000 af dem, opbrændte deres Borge, og fratog dem en heel Deel Guld og Sølv^[37]. Begge Brødrene fortsatte i Fellesskab Striden med Kong Ivar af Limerick, der dog strax efter (970) optræder som Mathgamna’s Forbundne mod Muircertach Mac Finn, Kongen af Leinster, Gormlaths Fader^[38]. Venskabet varede ellers ikke længe, da Ivar, som vi have seet, i 974 holdtes fangen paa Inniscathaig, hvorfra Malt Haraldssøn befriede ham^[39]. Et Par Aar efter blev Mathgamna svigagtigt fangen og dræbt, og Brian blev nu Konge over hele Munster. Hans første Foretagende var hiint Tog til Inniscathaig, som han indtog, efter at have fældt Makk Haraldssøn. Der omtales endnu et Par Slag, hvori han skal have overvundet Nordmændene saavel fra Limerick, som fra Waterford (978 og 979)^[40]. Han var nu lige saa mægtig som Mælsechnail selv, og det er derfor ikke at undres over, at de bleve skinsyge paa hinanden og at der omsider udbrød en mangeaarig Tvist, der endte med at Mælsechnail erkjendte Brians Herredømme. Imidlertid benyttede Mælsechnail sig heldigt af Omstændighederne til endnu mere at gjøre sig Nordmændene i Dublin afhængige. Mælsechnails Moder Dunlath havde ogsaa været gift med Olaf Gudrødssøn, den mellem 961 og 969 afdøde Konge i Dublin, og havde med ham haft en Søn, der i de irske Annaler kaldes Gluniaran eller Jernknæet: hans rette nordiske Navn kjendes ikke^[41]. Denne Gluniaran, Mælsechnails Halvbroder, besteg efter Olaf Kvarans Død den norske Kongetrone i Dublin, og viste sig siden som hans tro Hjelper; der er derfor neppe nogen Tvivl om, at Mælsechnail har hjulpet ham til hans Ophøjelse,,og at han til Gjengjeld har hyldet Mælsechnail som sin Overherre. Olaf Kvarans mindreaarige Søn Sigtrygg, maaske den eneste af hans Sønner, som nu var i Live, har vel maattet redde sig ved Flugten. Mælsechnail og Gluniaran nævnes som Krigsfæller i et Slag mod en Underkonge ved Navn Dufnjall, der understøttedes af Ivar, Konge i Waterford, hvis Søn Gillepatrik faldt med en Mængde andre Krigere (983)^[42]. Gluniaran blev myrdet (989) af en af sine egne Hofmænd, ved Navn Kolbein^[43], og det lader til, at dette bar staaet i Forbindelse med en Bevægelse til Fordeel for Olaf Kvarans Søn Sigtrygg. Thi Mælsechnail bekrigede paany Dublin, belejrede den i 20 Dage, saa at de Indesluttede ikke havde andet Vand at drikke end Søvand, og tvang dem til at slutte en Kapitulation, ifølge hvilken de forbandt sig til at betale den af ham engang paalagte Skat, og tillige gik ind paa, at enhver af deres Høvdinger ved hver Julefest skulde betale ham en Øre Guld^[44]. Heraf fremgaar det tydeligt nok, at Nordmændene i Dublin efter Gluniarans Drab have søgt at afkaste det Skatskyldigheds Aag, Mælsechnail havde paalagt dem; da vi nu ligeledes kort efter finde Sigtrygg nævnt som deres Konge, er det klart, at de have kaldt ham tilbage, og at han har fundet sig i at beholde Regjeringen paa de af Mælsechnail opstillede Betingelser. Dog tales der ogsaa om nye Ødelæggelsen Nordmændene paa denne Tid skulle have forvoldt^[45], og det er derfor heel rimeligt, at de have faaet Forsterkning og atter søgt at gjøre sig uafhængige. Der herskede paa denne Tid store Uroligheder i Dublin, paa hvilke man dog, efter de sparsomme Efterretninger, der ere komne til os, kun vanskeligt kan faa Rede. En Ivar, uvist om Ivar af Waterford eller af Limerick, eller om endnu en tredie, blev, som det heder, formedelst de Helliges Bønners Skyld, forjagen (994)^[46]. Kort efter blev ligeledes Sigtrygg Olafssøn jagen bort (995), og Ivar kom tilbage^[47]. Efter Muircertach, Gormlaths Fader, havde en vis Donald den krumme opkastet sig til Konge i Leinster, understøttet af Ivar. Donald esterfulgtes af sin Søn Duncan, der, som man ser, holdt sig ved Ivars kraftige Understøttelse, indtil Sigtrygg, forbunden med sin Morbroder Mælmor, Muircertachs Søn, atter kom tilbage. Ragnvald, Ivars Søn, faldt for Mælmors Haand, Ivar blev fordreven, døde faa Aar efter (1000), og Sigtrygg blev paany Herre over Dublin (996)^[48]. Men endnu fik han ikke sidde i Ro. Mælsechnail og Brian Boroimhe, tilsidesættende deres indbyrdes Tvist, angrebe Dublin tilsammen i 998, og tvang Sigtrygg til at stille Gisler og kjøbe sig Fred^[49]. Dog endnu i samme Aar begyndte Krigen paany. Nordmændene, som rimeligviis ønskede at tage Hevn over den lidte Ydmygelse, angrebe de forbundne Konger ved Glenmama, men lede et stort Nederlag. En af Høvdingerne, ved Navn Harald Olafssøn, maaske Sigtryggs Broder, faldt, og de irske Fanger befriedes^[50]. Dette hindrede dog ikke Sigtrygg fra at staa sin Morbroder Mælmor bi; han tog Donald, Kongen af Leinster til Fange, og gjorde det saaledes muligt for Mælmor at erhverve Riget. Men nu drog Brian selv i Spidsen for en Hær til Dublin, indtog den, forblev der en heel Uge, tog et stort Bytte af Guld, Sølv og Fanger, opbrændte Borgen, og forjog Sigtrygg. Strax efter beder det dog, at de Fremmede kom tilbage til Dublin, stillede Brian Gisler, og ledsagede ham paa et Tog mod Mælsechnail^[51]. Sammenhængen er ikke vanskelig at gjette. Vi erfare nemlig siden, at Brian en Tidlang var gift med Sigtryggs Moder Gormlath^[52]. Det er sandsynligt, at han har gjort hendes Bekjendtskab under Opholdet i Dublin, er bleven indtagen i hende, og har egtet hende, men at hun enten har sat ham den Betingelse, at han skulde gjenindsætte Sigtrygg i Regjeringen over Dublin, eller efter Giftermaalet overtalt ham dertil. Paa Toget mod Mælsechnail ilede Nordmændenes Rytteri i Forvejen for at plyndre, stødte paa Mælsechnails overlegne Hær, og blev nedsablet, paa nogle faa nær, som undkom. Dette Uheld nødsagede Brian til for denne Gang at drage sig tilbage. Men i det følgende Aar fornyede han Toget, og tvang Mælsechnail til at afstaa ham Overherredømmet^[53]. Og nu synes Sigtrygg en Tidlang at have hersket uforstyrret, under sin mægtige Stiffaders Beskyttelse. Under Navnet Sigtrygg Silkeskegg nævnes han meget ofte i vore Sagaer. Han synes at have været en over hele Norden meget anseet Fyrste. Skaldene besøgte ham, kvad Draaper til hans Ære, og fik rigelige Belønninger derfor. Der findes endnu ikke faa Mynter med hans Billede og Omskrift^[54]. Man maa næsten antage, at Nordmændenes Rige paa Irland ikke nogensinde befandt sig i en mere blomstrende Forfatning, end under ham. Om hans senere Bedrifter, saa vel som om hans Svogerskab med Norges Konge Olaf Trygvessøn skal der i det Følgende handles.

S. 106 Note) udviklede bliver urigtigt, da Styrbjørns Død neppe indtraf før 983. Den indbyrdes Harmoni mellem de forskjellige Angivelser, der indtræder, naar man sætter det sidste Slag med Gudrød til 989, tjener i høj Grad til at bestyrke den allerede ovenfor opstillede Tidsregning. Om Gudrød se forresten strax nedenfor, S. 200, 201.

1. Se ovf. S. 136.
2. Navnet er aabenbart ufuldendt, thi Gille, egentlig Giolla, betyder paa Irsk en Tjener, og bruges som Navn kun sammensat med hellige Navne, som Gillechrist, ɔ: Christi Tjener, Gilpatrik ɔ: St. Patriks Tjener, Gillebrigid, Gilbrigd, ɔ: St. Brigidas Tjener o. s. v. Nu finde vi den norske Konge Harald Gille, hvis egentlige Navn var Gillechrist, dog kun kaldet Gille, og en lignende Udeladelse maa da vel og have fundet Sted ved „Gille“ Jarls Navn.
3. Det kunde maaske ogsaa være Coll, skjønt dette ligger noget vel afsides til at kunne antages for Jarlesæde, medens derimod Colonsay ligger langt nærmere ved Fastlandet, i et Slags central Stilling, og desuden ganske tæt ved Oransay, der skal indeholde en af de ældste Kirker paa den hele Øgruppe.
4. Se ovf. 1ste B. S. 700.
5. Se ovf. 1ste B. S. 701–703.
6. Se ovf. 1ste B. S. 702.
7. Tighernach, hos O’Connor II. S. 267.
8. Se ovf. 1ste B. S. 729.
9. De 4 Mestres Annaler, hos O’Connor III. S. 482.
10. Ulster-Annalerne, hos O’Connor, IV. S. 273. De fire Mestres Annaler, O’Connor III. S. 484, 485.
11. De fire Mestres Annaler, hos O’Connor III. S. 490.
12. Ulster-Annalerne, hos O’Connor III. S. 278.
13. Se ovenfor 1ste B. S. 729. Det Sted, hvor denne Begivenhed (Erik Blodøxes Død) omtales fuldstændigst, er hos Hoveden (Saviles Saml. S. 423). Men i Saviles Udgave læses her fejlagtigt „occiso Amacco“ istedetfor „occiso (neml. Erico) a Macco, hvilken Læsemaade har forført Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 213) og maaske flere med ham til at tale om en Kong Amaccus, der selv blev dræbt 954 (950). At der skal læses a Macco viser Matthæus af Westminster S. 369, der udtrykkeligt fortæller at Erik (Eilricus) og hans Søn m. m. bleve dræbte a Macone consule. Navnet Makk (Maccus) er forresten heel besynderligt, og man skulde næsten være fristet til at antage det for en Misforstaaelse af det gaeliske Mac (Søn), hvis det ej forekom saa ofte, tildeels under forskjellige Skikkelser. Maccus kaldes han nemlig med Tillægget „plurimarum rex insularum“ hos Florens af Worcester, Mon. hist. Brit. I S. 578. Brut y Tywysogion kalder ham Marcus Haraldssøn (Marc uah Herald), se Mon. hist. Br. I S. 819. Caradoc af Llancarvan har Mactus (eller maaske Maccus) Haraldssøn (Prices Overs. S. 57). Annales Cambriæ nævne kun „filius Haraldi“ Mon. hist. Brit. I. S. 838. I et Diplom af 971, men som dog neppe er egte (se Kembles Codex dipl. ævi anglosaxonici III S.67–69) kaldes han som Medunderskriver „Mascusius archipirata“. De fire Mestres Annaler have Maccus mac Arailt (O’Connor III. S. 504) hvilket næsten kunde antages at være „Magnus“, hvis dette Navn allerede da havde været brugeligt. Derimod nævne Innisfallens Annaler atter kun Mac Arailt d. e. Haralds Søn, O’Connor I. S. 44, 46.
14. Se de nys citerede Steder i de irske Annaler, jevnfør Th. Moore’s Irlands Hist. II. S. 87.
15. De 4 Mestres Annaler, O’Connor III. S. 504; der staar col Lagmanaih, oversat cum Lagmannis. Den ovenfor nævnte „Lagman“ kaldes derimod Ladgmann, l. c. S. 490.
16. Se især Innisfallens Annaler, hos O’Connor II. S. 46. Jfr. de 4 Mestres Annaler hos O’Connor III S. 56.
17. At Gudrød var Makks Broder, viser Fadernavnet.
18. Brut y Tywysogion, i Mon. hist. Br. I S. 849, 850. Annales Cambriæ sammesteds S. 838. Caradoc af Llancarvan S. 61, 63, 65.
19. Nemlig da Thorodd Skattkaupande kjøbte Skatten, s. o. S. 134 jfr, Eyrbyggjasaga Cap. 129.
20. Ulster-Annalerne, hos O’Connor IV. 285.
21. Det er fristende nok at antage det sidstnævnte Slag for at have været det samme som det, Gudrød bestod med Njaals Sønners men deels er det ikke sandsynligt, at der i Slaget med dem skulde kunne falde 1000 Mand, da deres Stridskræfter neppe vare tilstrækkelige dertil; deels vilde Annalerne vel her, som sædvanligt, have kaldt dem Gall, hvorimod de her udtrykkelig kaldes Danaraibh; endelig nævnes Toget til Icolmkill m. m., hvilket vel og vilde have været omtalt i Njaals Saga, hvis hans Sønner havde deeltaget i et sligt Tog.
22. Njaals Saga, Cap. 87. Se herom ovenfor, S. 105.
23. Tighernach, hos O’Connor II. S. 267. Ulster-Annalerne, sammesteds IV. S 286.
24. Se Chronicon regum Manniæ ved 1066.
25. Se herom Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i Engl., Skotl. og Irland, S. 408.
26. Worsaae, l. c. S. 398. Hun kaldes „Radhnalt“, men da dh og gh i Irsk har samme Udtale og ofte forvexles i Irsk, saa er det klart, at Navnet er Raghnalt, Ragnhild.
27. Ulster-Annalerne hos O’Connor, S. 269, 270.
28. Innisfallens Annaler, hos O’Connor II. S. 42.
29. Ulster-Annalerne, sammesteds IV. S. 273. De 4 Mestres Annaler, sammesteds III. S. 485.
30. De 4 Mestres Annaler, sammesteds S. 490.
31. Saaledes Tighernach, den ældste og paalideligste af Annalisterne, O’Connor, II. S. 260. De 4 Mestres Annaler synes at have misforstaaet dette Sted.
32. Her er ligeledes Tighernach (l. c. S. 261) fulgt som den paalideligste og mindst forvirrede. De øvrige fortælle disse Begivenheder mere eller mindre forvirret.
33. Tighernachs Annaler, hos O’Connor, II. S. 261. Ulster-Annalerne, sammesteds II. S. 282. De fire Mestres Annaler, sammesteds III. S. 508.
34. Landnáma I. 19.
35. At denne Sigtrygg Var forskjellig fra den, der 962 kom til Irland fra Syderøerne, og at han maa have været mindreaarig ved sin Faders Død, skjønnes deraf, at hans Moder Gormlath, ikke døde førend 1030, ligesom at hun endnu Var giftefærdig i Aaret 1014, da Sigtrygg, hendes Søn, lovede Sigurd Orknøjarl hendes Haand (Njaals-Saga Cap. 156). Hendes Død i Aaret 1030 omtales saavel af Tighernach (O’Connor II. S. 282), som i de 4 Mestres Annaler sammesteds III. S. 580. Det er derfor neppe muligt, at hun i Aaret 963 skulde kunne have haft en voxen Søn. Denne ældre Sigurd kaldes desuden Sigtrygg Clan eller den krumme. Hertil kommer at Sigtrygg den yngre ej omtales i Annalerne førend ved 993, og at Gormlaths Fader Muircertach ikke døde førend i Aaret 972.
36. Se Olaf Tr. Saga Cap. 80; hos Snorre Cap. 33–35. Hvorledes Gyda urigtigt kaldes Olaf Kvarans Syster, i Stedet for Datter, og hvorledes hun senere blev gift med Olaf Tryggvessøn, skal nedenfor omtales.
37. Se Innisfallens Annaler, O’Connor, II. S. 44.
38. De fire Mestres Annaler, O’Connor II. S. 498.
39. De fire Mestres Annaler, S. 504. Innisfallens Annaler S. 44.
40. Innisfallens Annaler, S. 46, 47. De fire Mestres Annaler, S. 506.
41. Denne Gluniaran antages af enkelte senere Historieskrivere for at have været Olaf Kvarans Søn. Men dette er aabenbart fejlagtigt, da det, af hvad der saavel før som senere fortælles, er klart nok, at han maa have været en Søn af den forhen omtalte Olaf Gudrødssøn. Man ser nemlig, at Olaf Gudrødssøn og Olaf Kvaran repræsenterede to forskjellige Partier; hvert af disse havde ogsaa sit tilsvarende blandt de irske Familier, der stredes om Magten. Olaf Kvaran støttedes, som vi have seet, af det Congelachske, der endog var besvogret med ham, men bekæmpedes derimod af Mælsechnails, eller det njallske, der altsaa, naar det skulde være besvogret med en Olaf, maa have været det med Olaf Gudrødssøn. Heller ikke nævnes det nogensteds, at Olaf Kvaran skulde have været Mælsechnails Stiffader. Derimod var det i sin Orden, at Brian, Mælfechnails Fiende, siden besvogrede sig med Olaf Kvarans Æt ved at egte hans Enke Gormlath.
42. Tighernachs Annaler, O’Connor II. S. 263.
43. Tighernach, S. 261. Denne Kolbein (Colbain) siges at hæve været „joculator“; maaske han var hans Skald. Gluniaran kaldes i de valske Annaler Glumayn mac Abloic, se Bruty Tywysogion S. 850.
44. Tighernach, S. 265.
45. De 4 Mestres Annaler, S. 521.
46. De 4 Mestres Annaler, S. 525.
47. Tighernach, S. 266. De 4 Mestres Annaler, S. 526.
48. Ulster-Annalerne, hos O’Connor IV. S. 288–291. Tighernach, sammesteds II. S. 266, 267. De 4 Mestres Annaler, S. 525, 526. Ulster-Annalerne angive urigtigt, ved 993 eller 994, at Sigtrygg Olafssøn blev dræbt; de omtale ham selv senere. Men maaske dette netop er den ældre Sigurd Olafssøn, om hvilken vi ovenfor have talt.
49. Ulster-Annalerne, S. 271. De 4 Mestres Annaler S. 529.
50. Tighernach S. 268. Ulster-Annalerne S. 291. Innisfallens Annaler S. 52. De 4 Mestres Annaler S. 529–531.
51. Tighernach S. 269. Ulster-Annalerne S. 293. De 4 Mestres Annaler S. 532.
52. Njaals Saga, Cap. 155. Det siges desuden i Tighernachs Annaler, hvor hendes Død omtales ved 1030, at hun var Moder til Sigtrygg, og til Duncan, Brians Søn. Dette stemmer vistnok ikke med Njaals-Saga, der paastaar at Gormlath ingen Børn havde med ham, dog viser det Rigtigheden af at hun var gift med Brian. I de 4 Mestres Annaler (S. 580) anføres det samme, og et Vers tilføjes, hvor det heder: Gormlath gjorde tre Sprang, slige som ingen Kvinde forhen havde gjort, først til Dublin, derpaa til Teamhar, og endelig til Cashel. Her sigtes aabenbart til hendes Giftermaal, først med Olaf i Dublin, siden med Brian som Overkonge, og endelig, som man skulde formode, med en Konge i Cashel.
53. Innisfallens Annaler S. 56. De 4 Mestres Annaler S. 535.
54. Af disse Mynter maa de med Omskrifterne: sihtre rex dyflin eller dyfim, og paa Bagsiden med en Myntmesters Navn fra Dublin (færemin, steng o. s. v.) ansees for de normale. Men der gives flere, hvis Bagside indeholde Omskrifter af angliske Myntmestere i engelske Stæder, f. Ex. York, Wecedport (Watchet), Wilton, London o. s. v. disse maa enten være prægede i hans Landflygtighed, eller efter hans Bestilling (Worsaae, Minder fra de Danske og Nordmændene o. s. v. S. 421) eller maaske ogsaa med Myntstempler, som Myntmesterne havde medbragt.