Det norske Folks Historie/2/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

England og Frankrige havde ved at optage Nordmændene og Danerne inden ſine Grændſer, og ved at give godvilligt, hvad der ej længere lod ſig forſvare med Magt, erhvervet Rolighed, i det mindſte for en Tid, og forvandlet farlige Fiender til nogenledes paalidelige Venner. Imidlertid vare dog ikke Forholdene i begge Riger ganſke de ſamme. I England havde Nordboerne nedſat ſig i en ſaadan Mængde, og erhvervet en ſaa ſtor Deel af Landet, at deres Indflydelſe lige over for den engelſke Befolkning var uforholdsmæsſig ſtor. De dannede ganſke en Afdeling for ſig ſelv, levede efter deres egne Love, vedligeholdt deres eget Sprog og Nationalitet, og udgjorde derfor, om det end var lykkets Ædhelſtans, Eadmunds og Eadreds kraftige Beſtræbelſer at hævde Overherredømmet over dem, dog egentlig en Stat i Staten; et farligt Element, ſom den mindſte Paavirkning udenfra kunde ſætte i Bevægelſe til Rigets Undergang. I Frankrige var derimod det Stykke Land, Nordmændene havde faaet, en temmelig liden Deel af det Hele. De tabte i kort Tid deres Sprog og de ydre Merker paa deres Nationalitet, og i ſamme Mon ſom denne Forandring gik for ſig, ſank ogſaa Nordmannernes Jarler eller Hertuger ned i Rækken af de øvrige franſke Vaſaller eller Provinsfyrſter.; de vare mægtige nok, ja maaſke de mægtigſte af dem alle, men ej længer ved deres Forbindelſe med Norden; deres Interesſe var franſk, ej længer nordiſk. Ved at gjennemlæſe med Nøjagtighed de ældſte Skribenter, der fortælle Nordmandies Hiſtorie, bliver man var, at Landet egentlig beſtod af to Hovedafdelinger, den tidligſt beſatte eller veſtlige, med Hovedpunktet Bayeux, og den ſeneſt beſatte, med Hovedpunktet Rouen. Den førſte maa have været langt fuldſtændigere koloniſeret af Nordmændene, end den ſidſte, efter hvad man kan ſlutte af det ovenfor[1] omtalte merkelige Udſagn af Dudo, at Hertug Villjam Rolfsſøn lod ſin Søn Richard opdrage i Bayeux, fordi man der talte mere danſk end romanſk, medens man i Rouen talte mere romanſk end danſk. Tydelige Spor af, at den ældre Deel ſtod i en vis Oppoſition til den yngre, findes i en Beretning, ſom Dudo meddeler om en farlig Opſtand, ſom Riulf, der ſkal have været Herre over Cotentin eller Evreux, gjorde mod Villjam. Riulf, der, ſom det heder, var ſkinſyg over at Villjam viſte de Franſke, hvilken Nation han paa mødrene Side tilhørte, ſaa megen Hengivenhed, ſammenkaldte flere Nordmannahøvdinger, og foreſtillede dem at Enden paa denne Forkjærlighed for de Franſke vilde blive den, at Hertugen jog dem ſelv fra det Land, de med ſaa megen Møje og Fare havde erhvervet, for at kunne uddele det til ſine franſke Venner og Frænder. Altſaa optraadte Riulf ſom den norſke Nationalitets Repræſentant og Forfegter lige over for den franſke. Det aftaltes at ſende Bud til Villjam og melde, at han, hvis han ønſkede fremdeles at nyde godt af deres Tjeneſter, maatte afſtaa dem hele Landet veſtenfor Elven Rille. Villjam vægrede ſig ved at afſtaa noget Stykke Land, men tilbød dem derimod en Mængde Løsøre og Koſtbarheder. Dette vilde de ej tage imod, og Riulf foreſlog nu ſine Stalbrødre at gaa lige løs paa Rouen ſelv. Det ſkede. De gik over Seinen og opſloge deres Lejr udenfor Rouen. Villjam ſkal, ængſtelig herover, ſtrax have tilbudt Riulf at afſtaa ham Landet ej alene til Rille, men ogſaa til Seine. Dog nu var Riulf bleven ſaa overmodig, at han reent ud fordrede at Villjam ſkulde forlade Normandie og drage til ſine franſke Frænder: „Landet tilhørte ham ej og han kunde derfor ej bortſkjenke det. Vilde han ej med det Gode drage bort, ſkulde de indtage Staden og dræbe ham“. Villjam vovede ikke at forblive i Staden, men drog ud af den tilligemed nogle faa Krigere, og lejrede ſig paa en af de omliggende Højder. Da han herfra ſaa, hvor ſtor Oprørernes Hær var i Sammenligning med hans lille Skare, forſagede Modet ham, og han ſagde til en af ſine Krigere ved Navn Bernhard, at han vilde drage til ſin Morbroder, Grev Bernhard af Senlis, og opholde ſig hos ham ſaa længe indtil han ved hans Hjelp kunde faa Bugt med Oprørerne. Men Bernhard ſagde: „til Floden Epte ſkulle vi følge dig, ej længer ind i Frankrige; hvis du er uſel nok til at opgive det Land, din Fader med os har vundet, ville vi heller gaa ombord paa Skibene og rejſe hjem igjen“. Krænket ved disſe Ord ſagde Villjam, at han ſtrax vilde binde an med Fiendens Overmagt og begynde Slag. Bernhard glædede ſig derover; han talte Villjams Flok, for at ſe hvor mange der vilde følge deres Herre i Kampen. Det var ikke mere end„ 300, men de vare alle tapre og vel udruſtede Mænd. De tilſagde ham ved Vaabengny deres Troſkab, og han ſtyrtede ſig nu, i Spidſen for dem, mod Fienden, ſom blev aldeles overvunden. En Mængde faldt eller druknede i Seinen; Riulf undkom til Skogs[2], og ſkal ifølge en ſenere Forfatters Udſagn være bleven udleveret til Villjam af ſin egen Søn Aaskell, hvorefter Villjam ſkal have ladet ham blinde[3]. Strax efter Slaget bragtes ham det glædelige Budſkab, at hans Huſtru eller Frille, ſom han havde ladet bringe til Fécamp for at hun kunde være i Sikkerhed for Riulf, havde født ham en Søn, hvilken han kaldte Richard, og ſiden, ſom vi have nævnt, ſendte til Bayeux for der at opdrages. Villjam forbandt ſig nu nøje med de mægtigſte franſke Lensfyrſter, Grev Villjam af Poitou, Grev Heribert af Vermandois, og Grev Hugo af Paris; den førſte gav han ſin Syſter Geirlaug[4] til egte, ſelv egtede han Heriberts Datter Liudgarde. Efterat Kong Ludvig (d’Outremer) var kaldt tilbage fra England, hvorved Villjam fornemmelig ſkal have været virkſom, udbrød der en Krig mellem Ludvig og Grev Hugo, hvorved Villjam tog dennes Parti Blandt de Krigsforetagender, Villjam i denne Fejde udførte, var ogſaa, at han hjalp Grev Herluin af Ponthieu til at gjenerobre Slottet Montreuil, ſom Grev Arnulf af Flandern havde frataget ham. Derover blev Arnulf hans uforſonlige Fiende. Selv hyldede Villjam omſider Kong Ludvig (940) og blev da paany formeligt forlenet med Normandie. Han ſkal med eet have faaet en uimodſtaaelig Lyſt til at ſlaa ſig fra Verden og indtræde ſom Munk i det af ham ſtiftede Kloſter Jumièges; kun Abbeden Martins og hans egne Venners indſtændige Bønner og Foreſtillinger fik ham til at afſtaa fra denne beſynderlige Plan, dog kun paa det Vilkaar, at de ſtrax erkjendte hans Søn Richard ſom hans Efterfølger[5]. Uagtet Villjam ogſaa efter denne Tid deeltog med Hugo og Heribert i et Tog mod Erkebiſkop Artald af Reims, Kongens Ven, kæmpede han dog ikke længer umiddelbart mod Kongen ſelv, men viſte ham derimod oprigtig Hengivenhed, og ſkal endog have ſtaaet Fadder til hans Søn Hlothar (941). Han modtog ſiden Kongen venſkabeligt hos ſig i Rouen, og gav ham herlige Gaver. Efterretningen om at Nordmannerne havde ſluttet Venſkab med Kongen, bragte ogſaa andre Magnater, navnlig Villjam af Poitou og Alan af Bretagne, til at gjøre det ſamme. Den ſidſte havde opholdt ſig i England lige indtil Kong Ludvig vendte tilbage til Frankrige; da ſkal .Villjam, paa Kong Ædhelſtans Forbøn, have givet ham hans Fædrenebeſiddelſer igjen, og Alan ſkal ſiden den Tid ſtedſe have viiſt ham Troſkab og Hengivenhed[6]. Efter at Kongen ſiden havde haft en Sammenkomſt med Kong Otto af Tydſkland, hans egen og Hugos Svoger, og foreløbigt ſluttet Forlig med dem begge, aftaltes et Møde i Attigny, hvor baade Ludvig, Otto, Hugo, Heribert, Arnulf af Flandern og Villjam indfandt ſig, for at ſlutte en endelig Fred[7]. Alle de øvrige, paa Villjam nær, havde allerede taget Sæde og lukket Døren til den Sal, hvor Mødet holdtes, da Villjam kom, og efter længe forgjæves at have ventet udenfor, paa at man ſkulde kalde ham, endelig i Vrede brød Døren op og ſtyrtede ind i Salen, med de Ord: „ſkal jeg ikke have Lov til at være med, eller er jeg da en Forræder“? Da han ſaa Otto ſidde paa en Bænk ovenfor Ludvig, bød han ham ſtrax ſtaa op, da det ikke ſømmede ſig, at nogen ſad ovenfor en Konge i hans eget Rige. Otto blev ærgerlig, men ſkjulte ſin Vrede, rejſte ſig, og forblev ſtaaende, ſtøttet til ſin Stok, medens Villjam ſatte ſig nedenfor Kongen. Under Mødet ſelv viſte han Villjam den ſtørſte Venlighed. Men han var dog forbitret over den Krænkelſe, denne havde tilføjet ham, og aldrig ſaa ſnart havde Kongen og Villjam forladt Attigny, førend han klagede til Arnulf og Hugo, hvilken ſidſte viſtnok heller ikke var tilfreds med det fortrolige Venſkab, ſom nu var opſtaaet mellem Kongen og Villjam. Han foreſtillede dem, at den, der agtede ham ſelv, Tydſklands Konge, ſaa ringe, vilde agte dem endnu ringere, og det lykkedes ham at ophidſe dem ſaaledes imod Villjam, at de beſluttede at rydde ham af Vejen. Arnulf, der allerede længe havde været hans Fiende, paatog ſig at udføre Beſlutningen. Han ſendte et Geſandtſkab til Villjam for at anmode denne om at møde ham paa en Ø i Elven Somme nærved Pecquigny, hvor enkelte endnu uopgjorte Sager ſkulde afhandles og bilægges. Villjam lovede at komme. Til den beſtemte Tid indfandt han ſig, uden at ane noget ondt. Forhandlingerne bleve ſnart tilendebragte paa det venſkabeligſte, man gav hinanden Fredskysſet, og Villjam og Arnulf roede hver med ſit Følge bort fra Øen, hiin mod den venſtre, denne mod den højre Bred. Da begyndte fire af Arnulfs Mænd, der vare blevne tilbage paa Øen, at raabe efter Villjam, at han maatte komme tilbage et Øjeblik, da der var noget, deres Herre havde glemt at ſige ham. Villjam, der i ſin Baad kun havde to ubevæbnede Mænd med ſig foruden Rorskarlen, bød denne at ro tilbage, men aldrig ſaa ſnart ſtødte Baaden mod Øen, førend hine ſtyrtede ſig over ham med dragne Sverd, og dræbte ham tilligemed hans tre Ledſagere[8]. De ſkyndte ſig efter deres Herre, medens Villjams Følge roede tilbage til Øen og med ſtor Bedrøvelſe hentede hans Lig (17de December 942 eller 943)[9].

Villjam, der efter ſit lange Sverd ſædvanligviis kaldtes „Longaſpada“ eller „Longuepec“, efterlod kun en eneſte Søn, den for omtalte Richard. Hans Moder Sprota, om hvilken det heder at Villjam egtede hende paa danſk Viis, ſkal have været fra Bretagne[10]. Richard var ved Faderens Død mindreaarig, og uagtet han allerede i Faderens Levetid var hyldet ſom hans Efterfølger, og Kong Ludvig ſelv, misbilligende Grev Arnulfs Udaad, bekræftede ham i Beſiddelſen af Nordmandie, ſaa var dog dettes Tilværelſe ſom et ſæreget Fyrſtendømme udſat for ſtore Farer, da det endnu var en Torn i Øjnene, ej alene paa de øvrige Vaſaller, men paa Kongen ſelv. Det var under disſe Omſtændigheder viſtnok heldigt, at der juſt nu ſamlede ſig ved Landets Kyſter nye Sværme af nordiſke Hedninger, der kunde ſtaa deres allerede boſatte Landsmænd bi. Der ſiges ikke, hvorfra de kom. Blandt Anførerne nævnes to, nemlig Harald og Sigtrygg. Om Harald veed den ſamtidige Flodoard kun ſaa meget, at han var Herre i Bayeux[11]. Han nævner ikke engang noget om, at han nys ſkulde være kommen fra Norden; han kalder ham kun kort og godt „Nortmannus“. Dudo derimod ſiger udtrykkeligt, at han var Danmarks Konge, at Nordmannerne i Rouen ſendte Geſandter til ham med Anmodning om at han vilde komme ſin Frænde Richard til Hjelp i den overhængende Fare, hvorom vi ſtrax nedenfor ſkulle berette, og at han da ſtrax drog afſted, kom til Nordmandie, og blev med aabne Arme modtagen af de nordmanniſke Indbyggere i Cotentin og Besſin[12]. Villjam af Jumièges gaar endnu et Skridt videre, idet han fortæller, at Danekongen Harald, fordreven af ſin Søn Sven, kom til Nordmandie allerede medens Villjam levede, og blev af ham venſkabeligt modtagen og forlenet med Cotentin; Geſandtſkabet fra Rouen lader han treffe ham i Cherbourg i Cotentin, ikke i Danmark[13]. Denne ſidſte Beretning er nu viſtnok aabenbart urigtig, da Harald Gormsſøns og Svens Strid ikke falder ſaa tidligt ſom 942, og det er tydeligt nok at Villjam af Jumièges her, ſom andenſteds, har grebet Anledningen til, paa en ſaare ukritiſk Viis, at indſkyde enkelte Stumper af hvad han havde opſnappet af den danſke Hiſtorie. Men desuagtet er det i ſig ſelv ikke uſandſynligt at Harald, kort efter Gorms Død, kan have gjort et Tog til Nordmandie, om dette end ikke omtales i Sagaerne eller hos de danſke Forfattere. Enkelte have antaget, at den Harald, ſom her omtales, kunde være Guldharald; dette er heller ikke umuligt[14]. Mere lader der ſig ej ſige om denne Sag, ſaalænge fuldſtændigere Oplysninger ſavnes. Sigtrygg og de øvrige nordiſke Hedninger vare ſandſynligviis ikke komne ligefra Norden, men fra England, hvor Kong Eadmund juſt nu, ſom vi havde ſeet, var beſkjeftiget med at underkaſte ſig Northumberland: et Foretagende, der viſtnok maatte bevirke at flere af de der boſatte Nordboer forlode Landet.

Det Venſkab, der i den ſidſte Tid havde beſtaaet mellem Kong Ludvig og den myrdede Jarl, bragte dennes Søn Richards ivrigſte Tilhængere, af hvilke iſær Bernhard, Rodulf og Aaslak nævnes, til at hylde Ludvig, og anbefale ham Richard. Andre af Nordmannerne misbilligede det, og hyldede Hertug Hugo[15]. Imidlertid var Sigtrygg landet i Seinen med ſine hedenſke Skarer, og havde overtalt en Høvding ved Navn Thormod tilligemed nogle andre til at falde fra Chriſtendommen og gaa over til Hedenſkaben igjen. Thormod forſøgte endog at ſaa Richard ſelv overtalt til Frafald. Sigtrygg og Thormod opførte ſig aldeles ſom Herrer, og ſtrejfede vidt og bredt omkring. De Høvdinger, ſom havde hyldet Ludvig, ſendte nu Bud til ham, for at han kunde gjøre en Ende paa dette Uvæſen. Han kom, angreb Hedningernes overlegne Styrke med en Hær kun af 800 Mand, men ſejrede dog; Thormod faldt for hans egen Haand, og Sigtrygg flygtede, men indhentedes og dræbtes. Nituſinde Hedninger ſkulle være faldne. Derpaa ſatte Kongen Herluin til Befalingsmand over Rouen, og vilde tage den unge Richard til ſig, for, ſom han ſagde, at opdrage ham. Der blev en ſtor Forbitrelſe herover blandt Folket i Rouen, der ſtimlede ſammen udenfor Kongens Bolig, og truede ham med Døden, fordi han vilde bortføre den unge Hertug ſom Fange, maaſke endog rydde ham afvejen. Kun ved Bernhards Hjelp lykkedes det ham at ſtille de Misfornøjede tilfreds; Bernhard og Hertugens øvrige tro Tilhængere tillode ham endog at tage Richard med ſig, da han forlod Staden. Omtrent paa ſamme Tid overvandt Hertug Hugo andre Skarer af Hedningerne i det veſtlige Normandie, og indtog Evreux ved Hjelp af dets chriſtne Beboere. Ludvig ſom hidtil havde holdt gode Miner med Høvdingerne i Rouen og hyklet Venſkab for Richard i den Henſigt at ſaa ham i ſin Vold og bemægtige ſig hans Rige, lagde nu mindre Dølgsmaal paa ſine Planer. Det maatte allerede være mistænkeligt nok, at Hertug Hugo overgav ham Evreux. Strax efter ſtod han Fadder til Kongens Datter, blev af denne bekræftet ſom Hertug i Francien, og forligte ham endelig med Grev Arnulf, hvilken Herluin nys havde overvundet i et Slag, hvori en af Villjams Mordere faldt. Over dette Forlig bleve Richards tro Venner ængſtelige. Det hed, at Arnulf havde raadet Ludvig til at holde Richard i ſtrengt Fangenſkab i Laon, ja endog at Ludvig pønſede paa at rydde ham afvejen. Da lykkedes det Aasmund, Richards Opdrager, at flygte med ham fra Laon. Førſt fik han ham til at anſtille ſig ſyg, hvorved hans Vogtere lode ſig forlede til mindre Paapasſelighed, ſiden ſkjulte han ham i et Knippe Hø, hvilket han, forklædt ſom en Staldkarl, tog paa ſine Skuldre, ſom om han bilde bringe det til ſine Heſte, og kom ſaaledes ubemerket ud med ham af Byen; han bragte ham førſt til Couci, ſiden til hans Faders Morbroder, Grev Bernhard af Senlis. Denne fik Hertug Hugo, ſom atter var kommen i et noget ſpendt Forhold til Kongen, til at tage ſig af ham, og love at forſvare ham. Hugo ſluttede nu et Forbund med de nordmanniſke Høvdinger. Men den ſtatskloge Arnulf af Flandern gav Kongen det Raad at tilbyde Hugo Bayeux og hele Landet veſtenfor Seine, hvis han vilde gjøre fælles Sag med ham. Dette Tilbud kunde Hugo ej modſtaa, og begyndte ivrigt at ſtride mod de fremmede Nordmanner, ſom imidlertid havde herjet Bretagne og vundet flere Sejre over Indbyggerne. Af Frygt for den Fare, ſom nu truede Nordmandie, beſluttede Bernhard, Richards tro Tilhænger, efter Greven af Senlis’s Raad at nærme ſig Kong Ludvig, for et Syns Skyld at tilbyde ham Underkaſtelſe, vække hans Skinſyge mod Hertug Hugo, og ſaaledes ſplitte det nys oprettede, paa temmelig ſvage Fødder hvilende Forbund mellem dem. Han indbød Ludvig til at komme til Rouen, foreſtillede ham, hvor urimeligt det var at tillade Hugo at herje og underkaſte ſig et Landſkab, der hørte ham ſelv til, og lovede ham ſin og de øvrige Nordmanners Biſtand mod hans Fiender. Dette virkede. Ludvig begav ſig med Arnulf og Herluin til Rouen, blev modtagen med de ſtørſte Æresbeviisninger, og lod ſig lettelig overtale af Bernhard til at ſende Bud til Hugo med den Befaling, at han ſtrax ſkulde drage vort fra Bayeux. Hugo adlød, men blev naturligviis meget forbitret; derimod tog Kongen ſelv Staden i Beſiddelſe. Han opførte ſig nu en Stund ganſke ſom Herre over Nordmandie, og gjorde Rouen til ſin Hovedreſidens, medens han fejdede mod Hugo, der imidlertid paa egen Haand kæmpede mod endeel Nordmanner, ſom havde gjort Indfald i hans Beſiddelſer. Men da Kongen nu en Gang havde faaet Fodfæſte i Rouen, var det ikke ſaa godt at faa ham ud igjen. Det havde aldrig været Nordmannerhøvdingernes Mening at han ſkulde have noget blivende Herredømme der: de havde ſtolet paa at Krigen med Hugo ſkulde ſvække hans Magt, og derfor begyndte de alvorligt at ængſte ſig, da der atter aabnedes Underhandlinger mellem Kongen og Hertugen, og en foreløbig Vaabenſtilſtand ſluttedes paa nogle Uger. Bernhard tog derfor ſin Tilflugt til den nys omtalte Harald, der af de nordmanniſke Skribenter udgives for at have været Danernes Konge. Han bad ham ſamle Krigerne fra Cotentin og Besſin omkring ſig, og med dem at herje Nordmandies Kyſter; det var da at forudſe at Ludvig vilde aabne Underhandlinger 1ned ham, og hvis det da kom til et Møde, vilde man faa Lejlighed til at tage Hevn for Villjams Drab. Dette ſkede. Der aabnedes virkelig Underhandlinger, og Harald indbød Ludvig til et Mode ved Floden Dives paa Grændſen af Landſkabet Besſin. Men trods det givne Lejde grebe Haralds Mænd til Vaaben, og dræbte Herluin, under Paaſkud af at det blotte Syn af ham mindede dem om Villjams Drab, men egentlig viſtnok fordi han var Kongens Ven og af ham indſat til Befalingsmand i Rouen; hans Broder Lambert deelte hans Skjæbne, og det vilde neppe være gaaet Kongen bedre, hvis han ej, beſkyttet af nogle faa Nordmanner, der forbleve ham tro, var undkommen til Rouen. Her blev han imidlertid ſtrax greben af Bernhard og de øvrige Nordmannerhøvdinger, og holdt i Fangenſkab. Ved Efterretningen herom indfandt ſtrax Hertug Hugo ſig, for at anholde om at Kongen maatte udleveres til ham; dette ſkede, imod at Kongens yngſte Søn ſendtes til Rouen ſom Gisſel. Med Ludvigs Magt i Nordmandie var det nu ſaaledes forbi. Nordmannerne underkaſtede ſig nu, rigtignok kun for et Syns Skyld,Hugo, der indſatte Radulf Torta, en Søn af Biſkoppen af Paris, til ſin Statholder, men ſom dog ſnart maatte tilbagekaldes formedelſt hans Haardhed mod den unge Richard, der nu var kommen tilbage til Rouen. Fra denne Tid af optræder Hugo ſom Richards Formynder[16], uden dog, ſom det ſynes, at have næret nogen Plan til at omſtyrte hans Herredømme eller berøve ham hans Lande, hvilket han vel nu maa have anſeet umuligt. Tvertimod ſøgte han paa alle Maader at beſkytte ham og drage ham til ſig, og forlovede ham derfor med ſin Datter Emma. Ludvig, ſom imidlertid ved den engelſke Konge Eadmunds Mellemkomſt var kommen paa fri Fod, blev ſaa ængſtelig herover, at han ſendte Grev Arnulf af Flandern til Kong Otto af Tydſkland, for at overtale denne til at ſtaa ham bi ved at ydmyge Hugo og undertvinge Nordmandie. Otto kom, forenede ſig med Ludvig og Arnulf, og rykkede heelt mod Rouen, men maatte drage tilbage med uforrettet Sag og ſtort Tab (946)[17]. Blandt de Faldne paa hans Side var hans Broderſøn, der blev dræbt ved et pludſeligt Udfald af Nordmannerne. Ludvig gjorde ikke flere Forſøg mod Richard, men ſkal endog have bekræftet ham i Beſiddelſen af Nordmandie. Efter Ludvigs Død (954) levede heller ikke Hugo længe, og anbefalede paa ſin Dødsſeng (956) ſin Søn og Efterfølger Hugo, den i den franſke Hiſtorie ſaa bekjendte Hugo Capet, til Richards Velvillie og Forſog. Kort efter egtede Richard hans Syſter Emma, og det Venſkab, der nu fandt Sted mellem Landets to mægtigſte Vaſaller, kunde nok gjøre de øvrige ængſtelige, og friſte dem til at oplægge Raad mod den nordmanniſke Hertug, med hvis Tilværelſe iblandt dem de endnu ikke havde lært at gjøre ſig fortrolige. Grev Tetbald af Chartres, der havde egtet Richards Stifmoder, var hans værſte Fiende, og ophidſede Kong Ludvigs Enke Gerberga imod ham, forſikrende at hendes Søn, Kong Hlothar, aldrig kunde være tryg ſaalænge Richard levede. Gerberga fik ſin Broder, den mægtige Erkebiſkop Bruno af Køln, til at ſtaa hende bi; han indbød Richard ſvigagtigt til et Møde ved Amiens, for her at tage ham til Fange, men Richard advaredes i Tide, og udeblev fra Mødet. Kong Hlothar opfordrede ham til at møde ſig ved Eaune, for der at ſlutte Fred og aflægge ſin Hylding. Richard indfandt ſig, men advaredes i Tide om at man ſtræbte ham efter Livet, og undgik Snaren. Han ſøgte at hevne ſig ved at hindre et af Hlothar i Soisſons udſkrevet Rigsmøde fra at komme ſammen. Dette mislykkedes vel, og Kongen, ſom efter Grev Tetbalds Opfordring foretog et Angreb paa Nordmandie, ſatte ſig endog i Beſiddelſe af Evreux, ſom han overlod til Tetbald. Men paa Tilbagevejen blev han forfulgt af Richard, ſom herjede hele Grevſkabet Chartres, og kort efter ſlog han Tetbald ſaa eftertrykkeligt, at han kun med Nød og neppe undkom. Da Richard imidlertid ſkjønnede, at det uden fremmed Hjelp vilde blive ham umuligt i Længden at modſtaa ſine mægtige Fiender, henvendte han ſig, ſom det fortælles, til Danekongen Harald om Hjelp. Denne ſkal ogſaa ſtrax have ſendt Hjelpetropper, der herjede de af Frankriges Kyſtegne, der ikke hørte til Nordmandie, ſaa forfærdeligt, at der, ſom det heder, ikke en Gang var en Hund tilbage, ſom kunde gjø, i Tetbalds Grevſkab. Der ſamledes et Biſpemøde i Laon for at raadſlaa om hvad der herved var at gjøre. De forſamlede Biſkopper ſendte Biſkoppen af Chartres til Richard for at ſpørge ham, hvorfor han, ſelv en ſaa ivrig Chriſten, havde bragt disſe Hedningeſkarer til Landet. Han undſkyldte ſig med de Efterſtræbelſer, hvormed Kongen og Tetbald havde hjemſøgt ham. Biſkopperne bade ham da om at holde inde med Fiendtlighederne, indtil de havde faaet Kongen overtalt til at tilſtaa ham en Sammenkomſt ved Gefosſe, for her at give ham fuldkommen Skadeserſtatning. Richard ſamtykkede deri. Da Tetbald hørte dette, frugtede han at Kongen vilde ſlutte en Separatfred og den hele Krigsbyrde ſaaledes komme til at hvile paa ham. Han ſkyndte ſig derfor, ogſaa paa ſin Side at gjøre Richard Fredsforſlag, og fremfor Alt at give ham Evreux tilbage. Richard modtog Forſlaget med Glæde, Tetbald tilbagegav Evreux, og de ſluttede et oprigtigt Venſkab og Forbund med hinanden. Kort efter indfandt Kong Hlothar ſig ved Gefosſe, og den langvarige Uenighed mellem ham og Richard bilagdes fuldkommen til begges Tilfredshed. Der ſtiftedes Venſkab og oprettedes et Forlig, ſom beſegledes med Eder fra begge Sider. En Deel af de nys ankomne Hedninger ſkal Richard have overtalt til at lade ſig chriſtne; de øvrige ſkal han have faaet til at drage til Spanien, hvor de ſkulle have anrettet ſtore Ødelæggelſer[18].

Noget Tog ſom det ſidſtnævnte omtales viſtnok ikke i Sagaerne eller hos Saxo, og det er juſt heller ikke meget ſandſynligt at Kong Harald Gormsſøn i Danmark ſkulde have ſendt Hjelpetropper til Nordmandie paa en Tid, da han visſelig havde nok at beſtille hjemme med at være paa ſin Poſt mod Tydſkerne. Paa den anden Side er der dog heller ingen Grund til at betvivle at Richard virkelig har faaet en ſaadan Hjelp ſom den her omhandlede af en til Frankrigs Kyſter ankommen Vikingeſkare; men da det i den Tid, disſe Begivenheder foregik, ikke var ſædvanligt, at Vikingerne fra ſelve Norden droge til de veſtlige Farvande, men derimod fornemmelig ſøgte til Auſterveg, ſkulde man ſnareſt formode, at de Vikinger, der underſtøttede Richard, vare fra England, og at han, hvis han virkelig har ſendt Bud over Havet om Hjelp, kun har ſendt dette Bud til Northumberland, der laa ham nærmeſt. At Dudo, der ſkrev ſin Krønike paa en Tid, da Danevældet havde naaet eller var nær ved at naa ſit højeſte Punkt, og da der viſtnok fandtes faa enten i England eller Nordmandie, ſom vare uvidende om at den berømte danſke Erobrer Knuts Farfader hed Harald og var den mægtigſte Konge i Norden gjennem en lang Aarrække i Løbet af det 10de Aarhundrede, — at han uden videre nævnte Danekongen Harald ſom den Fyrſte, hos hvem Richard ſøgte Hjelp, var heel naturligt. Paa denne Maade kunde man maaſke endog forklare det tidligere Tog, Harald i egen Perſon ſkal have gjort til Nordmandie, ſkjønt rigtignok et ſaadant Tog, foretaget af ham paa den Tid, klinger langtfra ſaa uſandſynligt, ſom en Afſendelſe af Krigere, efter at han var bleven indviklet i de tydſke Anliggender.

Men fra hvem end dette Tog er udgaaet, ſaa er det dog lige fuldt merkværdigt, fordi det aabenbart kan anſees ſom det ſidſte Tegn paa en mere umiddelbar Forbindelſe mellem Nordmannerne og de øvrige Nordboer, eller paa en mere levende Bevidſthed hos hine om at disſe endnu vare deres Landsmænd og Stammefæller. Fra den Tid, kan man ſige, ophørte den egentlige nordiſke, og begyndte den franſke, Generation i Nordmandie. De franſke Fyrſter betragtede nu ikke længer Hertugen af Nordmandie anderledes end ſom en af deres. Richard ſelv var viſtnok endnu oplært i den danſke Tunge; hans anden Huſtru, Gunvar, ſom han egtede efter Emmas Død, havde endnu et nordiſkt Navn og var af nordiſk Herkomſt[19]. Men desuagtet var ikke længer Nordmandie et blivende Sted for hedenſke Vikingeſkarer fra Norden. Aldrig ſaa ſnart havde han benyttet deres Hjelp, førend han, ſom vi have ſeet, lod ſig det være magtpaaliggende at faa dem, der ikke vilde antage Chriſtendommen, ſkaffede bort fra Landet. I ſin lange Regjeringstid befæſtede han Orden, Rolighed og Fred i Landet, og viſte ved ſine rige gejſtlige Indſtiftelſer, hvor oprigtigt Chriſtendommens Forherligelſe laa ham paa Hjertet. Og i denne lange Tid ſvandt de ſidſte ydre Levninger af den nordiſke Nationalitet. Men ophørte end Nordmannerne i Sprog, Skikke og Sædvaner at være Nordmænd, ſaa vedbleve de dog, ſom vi tidligere have ytret, at være det i Charakteer De fornegtede ej deres Oprindelſe, af hvilken de fremdeles vedbleve at være ſtolte lige over for de øvrige Franſkmænd. Og de Begivenheder, der mod Slutningen af Richards Regjeringstid begyndte at foregaa i England, kunde umuligt undlade hos Nordmannerne, Øjevidner dertil, at opfriſke Mindet om deres Herkomſt og deres egne Forfædres Stordaad.

  1. Se ovf. 1ſte B. S. 680.
  2. Dudo, hos Duchêne, S. 94—96.
  3. Villjam af Malmesbury er den eneſte Forfatter, der har dette Tillæg om Aaskell (Anschetillus), og om at Riulf blev blindet. Han tilføjer og, at Villjam ſiden ſendte Aaskell med et Uriasbrev til Hertugen af Pavia i Italien, hvilken og lod ham angribe af 1000 Ryttere, mod hvilke han længe forſvarede ſig tappert, men endelig maatte bide i Græsſet med alle ſine Mænd, undtagen Balzo, der flygtede tilbage til Frankrige, traadte i Grev Arnulfs Tjeneſte, og hevnede Aaskell ved ſiden at deeltage i Villjams Drab. (Vill. Malmesb. hos Savile, S. 54, 55).
  4. Hun nævnes ej af Dudo, kun af Villjam af Jumièges, der kalder hende „Gerloc“. Andre Forfattere kalde hende ogſaa Adela.
  5. Dudo, S. 101.
  6. Dudo, S. 97.
  7. Dette Møde omtales vidtløftigt af Richer (Pertz V. S. 593, 594), men nævnes ej af Flodoard. Det ſynes og at være det ſamme, ſom Dudo omtaler heel vidtløftigt, S. 98, 99, men henfører til urigtigt Tidspunkt, nemlig før Krigen ang. Montreuil, idet han tillige urigtigt nævner Henrik (Fuglefænger) i Stedet for Kong Otto. Dog behøve ikke derfor de Enkeltheder ved Mødet ſelv, ſom han omtaler, at være uſandfærdige. Flere af dem ere yderſt charakteriſtiſke. Han nævner intet om hans nedenfor anførte Vredesudbrud mod Otto, derimod fortæller han, at Lothringerne og Saxerne i Ottos Følge tillode ſig ſpydige Anmerkninger over Villjam, hvilket denne forſtod ved Hjelp af ſit Fædreneſprog, det danſkes forbitrede herover begyndte Villjams Mænd at bryde Kongens Døre op, og denne blev ſaa ængſtelig herover, at han flygtede; førſt da Villjam ſendte ſit velbekjendte, lange og prægtige Sverd til Jertein med den Befaling, at de ſkulde være ſtille, holdt de op. Nu ſluttedes Forliget mellem begge Konger, hvorved Hugo var tilſtede, dog ej ſom Deeltager; Heribert ſlet ikke. Den ſaxiſke Hertug Hermann ſkal have underholdt ſig med Villjam paa danſk; denne undrede ſig over at Hermann kunde tale dets han ſagde at han havde lært det mod ſin Vilje i danſk Fangenſkab. — I det hele taget fortæller Dudo kun enkelte af Villjams Bedrifter, men disſe meget fuldſtændigt, og i Sagaſtiil; han gjør ham i Alt til Hovedperſonen, og forbigaar meget, ſom han rimeligviis har fundet Mindre vigtigt. Heller ikke ſtemme Flodoard og Richer ganſke. Den førſte, ſom ſamtidig, maa viſtnok her have Fortrinet. En af de merkeligſte Afvigelſer hos Richer er, at han kalder Gange-Rolf Rolf Ketilsſøn (Pertz V. 578), og lader ham falde blandt de øvrige, ſom nedſabledes i Eu 927 (Pertz V. 583, 584), ſe ovf. 1ſte B. S. 673. Han kalder Nordmannerne aldrig andet end „piratæ“.
  8. De fire Mordere navngives af Dudo: Balzo (med Tilnavn Curtus), Erik, Rodbert og Ridulf.
  9. Dagen angives af Villjam af Jumièges, 16 kal. Jan. 943, hvilket neppe ſynes at kunne betyde andet end 17 Decbr. 912, ſkjønt rigtignok Flodoard angiver 943.
  10. Villjam af Jumièges III. 2. Flodoard, hos Pertz V. S. 389. Richer, ſammeſteds S. 595.
  11. Flodoard, hos Pertz V. S. 392: Hagroldus Nortmannus, qui Bajocis præerat. Richer, (ſammeſteds S. 598), ligeledes omtrent ſamtidig, ſiges: „Hagroldus, que Bajocensibus præerat“. Men han benyttede Flodoard, hvilket man af hans Fortale kan ſe.
  12. Dudo, S. 122.
  13. Villjam af Jumièges, hos Duchêne S. 237.
  14. Peterſen, Danmarks Hiſtorie S. 73, 74.
  15. Flodoard, S. 389, Richer, S. 595.
  16. Diplom hos Bouguet, IX. 731.
  17. Uagtet Flodoard (Pertz V. S. 399), og Richer (ſammeſteds S. 599 flg.) omtale dette tog, forbigaa de dog Rouens Beleiring, der nævnes af Dudo, S. 138, Viljam af Jumieges, og den ſamtidige Widukind, III. 4. (ſammeſteds S. 452).
  18. Se om alt dette Dudo, hos Duchêne S. 120 til 155. Villjam af Jumièges, hos Duchêne S. 239—292 Flodoard, hos Pertz V. S. 390—407; Widukind, II. 39. (S. 448) og III, 1—5 (S. 451, 453); Richer 2den Bog S. 595—610.
  19. Hun kaldes Gunnor (d. e. Gunvar) hos Villjam af Jumièges (hos Duchène S. 217), der er den af de to ældſte nordmanniſke Forfattere, der iſær anfører Navnene paa Jarlernes Huſtruer eller Friller. Dudo udelader dem ſom ofteſt.