Det norske Folks Historie/2/23

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 208-219).

England og Frankrige havde ved at optage Nordmændene og Danerne inden sine Grændser, og ved at give godvilligt, hvad der ej længere lod sig forsvare med Magt, erhvervet Rolighed, i det mindste for en Tid, og forvandlet farlige Fiender til nogenledes paalidelige Venner. Imidlertid vare dog ikke Forholdene i begge Riger ganske de samme. I England havde Nordboerne nedsat sig i en saadan Mængde, og erhvervet en saa stor Deel af Landet, at deres Indflydelse lige over for den engelske Befolkning var uforholdsmæssig stor. De dannede ganske en Afdeling for sig selv, levede efter deres egne Love, vedligeholdt deres eget Sprog og Nationalitet, og udgjorde derfor, om det end var lykkets Ædhelstans, Eadmunds og Eadreds kraftige Bestræbelser at hævde Overherredømmet over dem, dog egentlig en Stat i Staten; et farligt Element, som den mindste Paavirkning udenfra kunde sætte i Bevægelse til Rigets Undergang. I Frankrige var derimod det Stykke Land, Nordmændene havde faaet, en temmelig liden Deel af det Hele. De tabte i kort Tid deres Sprog og de ydre Merker paa deres Nationalitet, og i samme Mon som denne Forandring gik for sig, sank ogsaa Nordmannernes Jarler eller Hertuger ned i Rækken af de øvrige franske Vasaller eller Provinsfyrster.; de vare mægtige nok, ja maaske de mægtigste af dem alle, men ej længer ved deres Forbindelse med Norden; deres Interesse var fransk, ej længer nordisk. Ved at gjennemlæse med Nøjagtighed de ældste Skribenter, der fortælle Nordmandies Historie, bliver man var, at Landet egentlig bestod af to Hovedafdelinger, den tidligst besatte eller vestlige, med Hovedpunktet Bayeux, og den senest besatte, med Hovedpunktet Rouen. Den første maa have været langt fuldstændigere koloniseret af Nordmændene, end den sidste, efter hvad man kan slutte af det ovenfor^[1] omtalte merkelige Udsagn af Dudo, at Hertug Villjam Rolfssøn lod sin Søn Richard opdrage i Bayeux, fordi man der talte mere dansk end romansk, medens man i Rouen talte mere romansk end dansk. Tydelige Spor af, at den ældre Deel stod i en vis Opposition til den yngre, findes i en Beretning, som Dudo meddeler om en farlig Opstand, som Riulf, der skal have været Herre over Cotentin eller Evreux, gjorde mod Villjam. Riulf, der, som det heder, var skinsyg over at Villjam viste de Franske, hvilken Nation han paa mødrene Side tilhørte, saa megen Hengivenhed, sammenkaldte flere Nordmannahøvdinger, og forestillede dem at Enden paa denne Forkjærlighed for de Franske vilde blive den, at Hertugen jog dem selv fra det Land, de med saa megen Møje og Fare havde erhvervet, for at kunne uddele det til sine franske Venner og Frænder. Altsaa optraadte Riulf som den norske Nationalitets Repræsentant og Forfegter lige over for den franske. Det aftaltes at sende Bud til Villjam og melde, at han, hvis han ønskede fremdeles at nyde godt af deres Tjenester, maatte afstaa dem hele Landet vestenfor Elven Rille. Villjam vægrede sig ved at afstaa noget Stykke Land, men tilbød dem derimod en Mængde Løsøre og Kostbarheder. Dette vilde de ej tage imod, og Riulf foreslog nu sine Stalbrødre at gaa lige løs paa Rouen selv. Det skede. De gik over Seinen og opsloge deres Lejr udenfor Rouen. Villjam skal, ængstelig herover, strax have tilbudt Riulf at afstaa ham Landet ej alene til Rille, men ogsaa til Seine. Dog nu var Riulf bleven saa overmodig, at han reent ud fordrede at Villjam skulde forlade Normandie og drage til sine franske Frænder: „Landet tilhørte ham ej og han kunde derfor ej bortskjenke det. Vilde han ej med det Gode drage bort, skulde de indtage Staden og dræbe ham“. Villjam vovede ikke at forblive i Staden, men drog ud af den tilligemed nogle faa Krigere, og lejrede sig paa en af de omliggende Højder. Da han herfra saa, hvor stor Oprørernes Hær var i Sammenligning med hans lille Skare, forsagede Modet ham, og han sagde til en af sine Krigere ved Navn Bernhard, at han vilde drage til sin Morbroder, Grev Bernhard af Senlis, og opholde sig hos ham saa længe indtil han ved hans Hjelp kunde faa Bugt med Oprørerne. Men Bernhard sagde: „til Floden Epte skulle vi følge dig, ej længer ind i Frankrige; hvis du er usel nok til at opgive det Land, din Fader med os har vundet, ville vi heller gaa ombord paa Skibene og rejse hjem igjen“. Krænket ved disse Ord sagde Villjam, at han strax vilde binde an med Fiendens Overmagt og begynde Slag. Bernhard glædede sig derover; han talte Villjams Flok, for at se hvor mange der vilde følge deres Herre i Kampen. Det var ikke mere end„ 300, men de vare alle tapre og vel udrustede Mænd. De tilsagde ham ved Vaabengny deres Troskab, og han styrtede sig nu, i Spidsen for dem, mod Fienden, som blev aldeles overvunden. En Mængde faldt eller druknede i Seinen; Riulf undkom til Skogs^[2], og skal ifølge en senere Forfatters Udsagn være bleven udleveret til Villjam af sin egen Søn Aaskell, hvorefter Villjam skal have ladet ham blinde^[3]. Strax efter Slaget bragtes ham det glædelige Budskab, at hans Hustru eller Frille, som han havde ladet bringe til Fécamp for at hun kunde være i Sikkerhed for Riulf, havde født ham en Søn, hvilken han kaldte Richard, og siden, som vi have nævnt, sendte til Bayeux for der at opdrages. Villjam forbandt sig nu nøje med de mægtigste franske Lensfyrster, Grev Villjam af Poitou, Grev Heribert af Vermandois, og Grev Hugo af Paris; den første gav han sin Syster Geirlaug^[4] til egte, selv egtede han Heriberts Datter Liudgarde. Efterat Kong Ludvig (d’Outremer) var kaldt tilbage fra England, hvorved Villjam fornemmelig skal have været virksom, udbrød der en Krig mellem Ludvig og Grev Hugo, hvorved Villjam tog dennes Parti Blandt de Krigsforetagender, Villjam i denne Fejde udførte, var ogsaa, at han hjalp Grev Herluin af Ponthieu til at gjenerobre Slottet Montreuil, som Grev Arnulf af Flandern havde frataget ham. Derover blev Arnulf hans uforsonlige Fiende. Selv hyldede Villjam omsider Kong Ludvig (940) og blev da paany formeligt forlenet med Normandie. Han skal med eet have faaet en uimodstaaelig Lyst til at slaa sig fra Verden og indtræde som Munk i det af ham stiftede Kloster Jumièges; kun Abbeden Martins og hans egne Venners indstændige Bønner og Forestillinger fik ham til at afstaa fra denne besynderlige Plan, dog kun paa det Vilkaar, at de strax erkjendte hans Søn Richard som hans Efterfølger^[5]. Uagtet Villjam ogsaa efter denne Tid deeltog med Hugo og Heribert i et Tog mod Erkebiskop Artald af Reims, Kongens Ven, kæmpede han dog ikke længer umiddelbart mod Kongen selv, men viste ham derimod oprigtig Hengivenhed, og skal endog have staaet Fadder til hans Søn Hlothar (941). Han modtog siden Kongen venskabeligt hos sig i Rouen, og gav ham herlige Gaver. Efterretningen om at Nordmannerne havde sluttet Venskab med Kongen, bragte ogsaa andre Magnater, navnlig Villjam af Poitou og Alan af Bretagne, til at gjøre det samme. Den sidste havde opholdt sig i England lige indtil Kong Ludvig vendte tilbage til Frankrige; da skal .Villjam, paa Kong Ædhelstans Forbøn, have givet ham hans Fædrenebesiddelser igjen, og Alan skal siden den Tid stedse have viist ham Troskab og Hengivenhed^[6]. Efter at Kongen siden havde haft en Sammenkomst med Kong Otto af Tydskland, hans egen og Hugos Svoger, og foreløbigt sluttet Forlig med dem begge, aftaltes et Møde i Attigny, hvor baade Ludvig, Otto, Hugo, Heribert, Arnulf af Flandern og Villjam indfandt sig, for at slutte en endelig Fred^[7]. Alle de øvrige, paa Villjam nær, havde allerede taget Sæde og lukket Døren til den Sal, hvor Mødet holdtes, da Villjam kom, og efter længe forgjæves at have ventet udenfor, paa at man skulde kalde ham, endelig i Vrede brød Døren op og styrtede ind i Salen, med de Ord: „skal jeg ikke have Lov til at være med, eller er jeg da en Forræder“? Da han saa Otto sidde paa en Bænk ovenfor Ludvig, bød han ham strax staa op, da det ikke sømmede sig, at nogen sad ovenfor en Konge i hans eget Rige. Otto blev ærgerlig, men skjulte sin Vrede, rejste sig, og forblev staaende, støttet til sin Stok, medens Villjam satte sig nedenfor Kongen. Under Mødet selv viste han Villjam den største Venlighed. Men han var dog forbitret over den Krænkelse, denne havde tilføjet ham, og aldrig saa snart havde Kongen og Villjam forladt Attigny, førend han klagede til Arnulf og Hugo, hvilken sidste vistnok heller ikke var tilfreds med det fortrolige Venskab, som nu var opstaaet mellem Kongen og Villjam. Han forestillede dem, at den, der agtede ham selv, Tydsklands Konge, saa ringe, vilde agte dem endnu ringere, og det lykkedes ham at ophidse dem saaledes imod Villjam, at de besluttede at rydde ham af Vejen. Arnulf, der allerede længe havde været hans Fiende, paatog sig at udføre Beslutningen. Han sendte et Gesandtskab til Villjam for at anmode denne om at møde ham paa en Ø i Elven Somme nærved Pecquigny, hvor enkelte endnu uopgjorte Sager skulde afhandles og bilægges. Villjam lovede at komme. Til den bestemte Tid indfandt han sig, uden at ane noget ondt. Forhandlingerne bleve snart tilendebragte paa det venskabeligste, man gav hinanden Fredskysset, og Villjam og Arnulf roede hver med sit Følge bort fra Øen, hiin mod den venstre, denne mod den højre Bred. Da begyndte fire af Arnulfs Mænd, der vare blevne tilbage paa Øen, at raabe efter Villjam, at han maatte komme tilbage et Øjeblik, da der var noget, deres Herre havde glemt at sige ham. Villjam, der i sin Baad kun havde to ubevæbnede Mænd med sig foruden Rorskarlen, bød denne at ro tilbage, men aldrig saa snart stødte Baaden mod Øen, førend hine styrtede sig over ham med dragne Sverd, og dræbte ham tilligemed hans tre Ledsagere^[8]. De skyndte sig efter deres Herre, medens Villjams Følge roede tilbage til Øen og med stor Bedrøvelse hentede hans Lig (17de December 942 eller 943)^[9].

Villjam, der efter sit lange Sverd sædvanligviis kaldtes „Longaspada“ eller „Longuepec“, efterlod kun en eneste Søn, den for omtalte Richard. Hans Moder Sprota, om hvilken det heder at Villjam egtede hende paa dansk Viis, skal have været fra Bretagne^[10]. Richard var ved Faderens Død mindreaarig, og uagtet han allerede i Faderens Levetid var hyldet som hans Efterfølger, og Kong Ludvig selv, misbilligende Grev Arnulfs Udaad, bekræftede ham i Besiddelsen af Nordmandie, saa var dog dettes Tilværelse som et særeget Fyrstendømme udsat for store Farer, da det endnu var en Torn i Øjnene, ej alene paa de øvrige Vasaller, men paa Kongen selv. Det var under disse Omstændigheder vistnok heldigt, at der just nu samlede sig ved Landets Kyster nye Sværme af nordiske Hedninger, der kunde staa deres allerede bosatte Landsmænd bi. Der siges ikke, hvorfra de kom. Blandt Anførerne nævnes to, nemlig Harald og Sigtrygg. Om Harald veed den samtidige Flodoard kun saa meget, at han var Herre i Bayeux^[11]. Han nævner ikke engang noget om, at han nys skulde være kommen fra Norden; han kalder ham kun kort og godt „Nortmannus“. Dudo derimod siger udtrykkeligt, at han var Danmarks Konge, at Nordmannerne i Rouen sendte Gesandter til ham med Anmodning om at han vilde komme sin Frænde Richard til Hjelp i den overhængende Fare, hvorom vi strax nedenfor skulle berette, og at han da strax drog afsted, kom til Nordmandie, og blev med aabne Arme modtagen af de nordmanniske Indbyggere i Cotentin og Bessin^[12]. Villjam af Jumièges gaar endnu et Skridt videre, idet han fortæller, at Danekongen Harald, fordreven af sin Søn Sven, kom til Nordmandie allerede medens Villjam levede, og blev af ham venskabeligt modtagen og forlenet med Cotentin; Gesandtskabet fra Rouen lader han treffe ham i Cherbourg i Cotentin, ikke i Danmark^[13]. Denne sidste Beretning er nu vistnok aabenbart urigtig, da Harald Gormssøns og Svens Strid ikke falder saa tidligt som 942, og det er tydeligt nok at Villjam af Jumièges her, som andensteds, har grebet Anledningen til, paa en saare ukritisk Viis, at indskyde enkelte Stumper af hvad han havde opsnappet af den danske Historie. Men desuagtet er det i sig selv ikke usandsynligt at Harald, kort efter Gorms Død, kan have gjort et Tog til Nordmandie, om dette end ikke omtales i Sagaerne eller hos de danske Forfattere. Enkelte have antaget, at den Harald, som her omtales, kunde være Guldharald; dette er heller ikke umuligt^[14]. Mere lader der sig ej sige om denne Sag, saalænge fuldstændigere Oplysninger savnes. Sigtrygg og de øvrige nordiske Hedninger vare sandsynligviis ikke komne ligefra Norden, men fra England, hvor Kong Eadmund just nu, som vi havde seet, var beskjeftiget med at underkaste sig Northumberland: et Foretagende, der vistnok maatte bevirke at flere af de der bosatte Nordboer forlode Landet.

Det Venskab, der i den sidste Tid havde bestaaet mellem Kong Ludvig og den myrdede Jarl, bragte dennes Søn Richards ivrigste Tilhængere, af hvilke især Bernhard, Rodulf og Aaslak nævnes, til at hylde Ludvig, og anbefale ham Richard. Andre af Nordmannerne misbilligede det, og hyldede Hertug Hugo^[15]. Imidlertid var Sigtrygg landet i Seinen med sine hedenske Skarer, og havde overtalt en Høvding ved Navn Thormod tilligemed nogle andre til at falde fra Christendommen og gaa over til Hedenskaben igjen. Thormod forsøgte endog at saa Richard selv overtalt til Frafald. Sigtrygg og Thormod opførte sig aldeles som Herrer, og strejfede vidt og bredt omkring. De Høvdinger, som havde hyldet Ludvig, sendte nu Bud til ham, for at han kunde gjøre en Ende paa dette Uvæsen. Han kom, angreb Hedningernes overlegne Styrke med en Hær kun af 800 Mand, men sejrede dog; Thormod faldt for hans egen Haand, og Sigtrygg flygtede, men indhentedes og dræbtes. Nitusinde Hedninger skulle være faldne. Derpaa satte Kongen Herluin til Befalingsmand over Rouen, og vilde tage den unge Richard til sig, for, som han sagde, at opdrage ham. Der blev en stor Forbitrelse herover blandt Folket i Rouen, der stimlede sammen udenfor Kongens Bolig, og truede ham med Døden, fordi han vilde bortføre den unge Hertug som Fange, maaske endog rydde ham afvejen. Kun ved Bernhards Hjelp lykkedes det ham at stille de Misfornøjede tilfreds; Bernhard og Hertugens øvrige tro Tilhængere tillode ham endog at tage Richard med sig, da han forlod Staden. Omtrent paa samme Tid overvandt Hertug Hugo andre Skarer af Hedningerne i det vestlige Normandie, og indtog Evreux ved Hjelp af dets christne Beboere. Ludvig som hidtil havde holdt gode Miner med Høvdingerne i Rouen og hyklet Venskab for Richard i den Hensigt at saa ham i sin Vold og bemægtige sig hans Rige, lagde nu mindre Dølgsmaal paa sine Planer. Det maatte allerede være mistænkeligt nok, at Hertug Hugo overgav ham Evreux. Strax efter stod han Fadder til Kongens Datter, blev af denne bekræftet som Hertug i Francien, og forligte ham endelig med Grev Arnulf, hvilken Herluin nys havde overvundet i et Slag, hvori en af Villjams Mordere faldt. Over dette Forlig bleve Richards tro Venner ængstelige. Det hed, at Arnulf havde raadet Ludvig til at holde Richard i strengt Fangenskab i Laon, ja endog at Ludvig pønsede paa at rydde ham afvejen. Da lykkedes det Aasmund, Richards Opdrager, at flygte med ham fra Laon. Først fik han ham til at anstille sig syg, hvorved hans Vogtere lode sig forlede til mindre Paapasselighed, siden skjulte han ham i et Knippe Hø, hvilket han, forklædt som en Staldkarl, tog paa sine Skuldre, som om han bilde bringe det til sine Heste, og kom saaledes ubemerket ud med ham af Byen; han bragte ham først til Couci, siden til hans Faders Morbroder, Grev Bernhard af Senlis. Denne fik Hertug Hugo, som atter var kommen i et noget spendt Forhold til Kongen, til at tage sig af ham, og love at forsvare ham. Hugo sluttede nu et Forbund med de nordmanniske Høvdinger. Men den statskloge Arnulf af Flandern gav Kongen det Raad at tilbyde Hugo Bayeux og hele Landet vestenfor Seine, hvis han vilde gjøre fælles Sag med ham. Dette Tilbud kunde Hugo ej modstaa, og begyndte ivrigt at stride mod de fremmede Nordmanner, som imidlertid havde herjet Bretagne og vundet flere Sejre over Indbyggerne. Af Frygt for den Fare, som nu truede Nordmandie, besluttede Bernhard, Richards tro Tilhænger, efter Greven af Senlis’s Raad at nærme sig Kong Ludvig, for et Syns Skyld at tilbyde ham Underkastelse, vække hans Skinsyge mod Hertug Hugo, og saaledes splitte det nys oprettede, paa temmelig svage Fødder hvilende Forbund mellem dem. Han indbød Ludvig til at komme til Rouen, forestillede ham, hvor urimeligt det var at tillade Hugo at herje og underkaste sig et Landskab, der hørte ham selv til, og lovede ham sin og de øvrige Nordmanners Bistand mod hans Fiender. Dette virkede. Ludvig begav sig med Arnulf og Herluin til Rouen, blev modtagen med de største Æresbeviisninger, og lod sig lettelig overtale af Bernhard til at sende Bud til Hugo med den Befaling, at han strax skulde drage vort fra Bayeux. Hugo adlød, men blev naturligviis meget forbitret; derimod tog Kongen selv Staden i Besiddelse. Han opførte sig nu en Stund ganske som Herre over Nordmandie, og gjorde Rouen til sin Hovedresidens, medens han fejdede mod Hugo, der imidlertid paa egen Haand kæmpede mod endeel Nordmanner, som havde gjort Indfald i hans Besiddelser. Men da Kongen nu en Gang havde faaet Fodfæste i Rouen, var det ikke saa godt at faa ham ud igjen. Det havde aldrig været Nordmannerhøvdingernes Mening at han skulde have noget blivende Herredømme der: de havde stolet paa at Krigen med Hugo skulde svække hans Magt, og derfor begyndte de alvorligt at ængste sig, da der atter aabnedes Underhandlinger mellem Kongen og Hertugen, og en foreløbig Vaabenstilstand sluttedes paa nogle Uger. Bernhard tog derfor sin Tilflugt til den nys omtalte Harald, der af de nordmanniske Skribenter udgives for at have været Danernes Konge. Han bad ham samle Krigerne fra Cotentin og Bessin omkring sig, og med dem at herje Nordmandies Kyster; det var da at forudse at Ludvig vilde aabne Underhandlinger 1ned ham, og hvis det da kom til et Møde, vilde man faa Lejlighed til at tage Hevn for Villjams Drab. Dette skede. Der aabnedes virkelig Underhandlinger, og Harald indbød Ludvig til et Mode ved Floden Dives paa Grændsen af Landskabet Bessin. Men trods det givne Lejde grebe Haralds Mænd til Vaaben, og dræbte Herluin, under Paaskud af at det blotte Syn af ham mindede dem om Villjams Drab, men egentlig vistnok fordi han var Kongens Ven og af ham indsat til Befalingsmand i Rouen; hans Broder Lambert deelte hans Skjæbne, og det vilde neppe være gaaet Kongen bedre, hvis han ej, beskyttet af nogle faa Nordmanner, der forbleve ham tro, var undkommen til Rouen. Her blev han imidlertid strax greben af Bernhard og de øvrige Nordmannerhøvdinger, og holdt i Fangenskab. Ved Efterretningen herom indfandt strax Hertug Hugo sig, for at anholde om at Kongen maatte udleveres til ham; dette skede, imod at Kongens yngste Søn sendtes til Rouen som Gissel. Med Ludvigs Magt i Nordmandie var det nu saaledes forbi. Nordmannerne underkastede sig nu, rigtignok kun for et Syns Skyld,Hugo, der indsatte Radulf Torta, en Søn af Biskoppen af Paris, til sin Statholder, men som dog snart maatte tilbagekaldes formedelst hans Haardhed mod den unge Richard, der nu var kommen tilbage til Rouen. Fra denne Tid af optræder Hugo som Richards Formynder^[16], uden dog, som det synes, at have næret nogen Plan til at omstyrte hans Herredømme eller berøve ham hans Lande, hvilket han vel nu maa have anseet umuligt. Tvertimod søgte han paa alle Maader at beskytte ham og drage ham til sig, og forlovede ham derfor med sin Datter Emma. Ludvig, som imidlertid ved den engelske Konge Eadmunds Mellemkomst var kommen paa fri Fod, blev saa ængstelig herover, at han sendte Grev Arnulf af Flandern til Kong Otto af Tydskland, for at overtale denne til at staa ham bi ved at ydmyge Hugo og undertvinge Nordmandie. Otto kom, forenede sig med Ludvig og Arnulf, og rykkede heelt mod Rouen, men maatte drage tilbage med uforrettet Sag og stort Tab (946)^[17]. Blandt de Faldne paa hans Side var hans Brodersøn, der blev dræbt ved et pludseligt Udfald af Nordmannerne. Ludvig gjorde ikke flere Forsøg mod Richard, men skal endog have bekræftet ham i Besiddelsen af Nordmandie. Efter Ludvigs Død (954) levede heller ikke Hugo længe, og anbefalede paa sin Dødsseng (956) sin Søn og Efterfølger Hugo, den i den franske Historie saa bekjendte Hugo Capet, til Richards Velvillie og Forsog. Kort efter egtede Richard hans Syster Emma, og det Venskab, der nu fandt Sted mellem Landets to mægtigste Vasaller, kunde nok gjøre de øvrige ængstelige, og friste dem til at oplægge Raad mod den nordmanniske Hertug, med hvis Tilværelse iblandt dem de endnu ikke havde lært at gjøre sig fortrolige. Grev Tetbald af Chartres, der havde egtet Richards Stifmoder, var hans værste Fiende, og ophidsede Kong Ludvigs Enke Gerberga imod ham, forsikrende at hendes Søn, Kong Hlothar, aldrig kunde være tryg saalænge Richard levede. Gerberga fik sin Broder, den mægtige Erkebiskop Bruno af Køln, til at staa hende bi; han indbød Richard svigagtigt til et Møde ved Amiens, for her at tage ham til Fange, men Richard advaredes i Tide, og udeblev fra Mødet. Kong Hlothar opfordrede ham til at møde sig ved Eaune, for der at slutte Fred og aflægge sin Hylding. Richard indfandt sig, men advaredes i Tide om at man stræbte ham efter Livet, og undgik Snaren. Han søgte at hevne sig ved at hindre et af Hlothar i Soissons udskrevet Rigsmøde fra at komme sammen. Dette mislykkedes vel, og Kongen, som efter Grev Tetbalds Opfordring foretog et Angreb paa Nordmandie, satte sig endog i Besiddelse af Evreux, som han overlod til Tetbald. Men paa Tilbagevejen blev han forfulgt af Richard, som herjede hele Grevskabet Chartres, og kort efter slog han Tetbald saa eftertrykkeligt, at han kun med Nød og neppe undkom. Da Richard imidlertid skjønnede, at det uden fremmed Hjelp vilde blive ham umuligt i Længden at modstaa sine mægtige Fiender, henvendte han sig, som det fortælles, til Danekongen Harald om Hjelp. Denne skal ogsaa strax have sendt Hjelpetropper, der herjede de af Frankriges Kystegne, der ikke hørte til Nordmandie, saa forfærdeligt, at der, som det heder, ikke en Gang var en Hund tilbage, som kunde gjø, i Tetbalds Grevskab. Der samledes et Bispemøde i Laon for at raadslaa om hvad der herved var at gjøre. De forsamlede Biskopper sendte Biskoppen af Chartres til Richard for at spørge ham, hvorfor han, selv en saa ivrig Christen, havde bragt disse Hedningeskarer til Landet. Han undskyldte sig med de Efterstræbelser, hvormed Kongen og Tetbald havde hjemsøgt ham. Biskopperne bade ham da om at holde inde med Fiendtlighederne, indtil de havde faaet Kongen overtalt til at tilstaa ham en Sammenkomst ved Gefosse, for her at give ham fuldkommen Skadeserstatning. Richard samtykkede deri. Da Tetbald hørte dette, frugtede han at Kongen vilde slutte en Separatfred og den hele Krigsbyrde saaledes komme til at hvile paa ham. Han skyndte sig derfor, ogsaa paa sin Side at gjøre Richard Fredsforslag, og fremfor Alt at give ham Evreux tilbage. Richard modtog Forslaget med Glæde, Tetbald tilbagegav Evreux, og de sluttede et oprigtigt Venskab og Forbund med hinanden. Kort efter indfandt Kong Hlothar sig ved Gefosse, og den langvarige Uenighed mellem ham og Richard bilagdes fuldkommen til begges Tilfredshed. Der stiftedes Venskab og oprettedes et Forlig, som besegledes med Eder fra begge Sider. En Deel af de nys ankomne Hedninger skal Richard have overtalt til at lade sig christne; de øvrige skal han have faaet til at drage til Spanien, hvor de skulle have anrettet store Ødelæggelser^[18].

Noget Tog som det sidstnævnte omtales vistnok ikke i Sagaerne eller hos Saxo, og det er just heller ikke meget sandsynligt at Kong Harald Gormssøn i Danmark skulde have sendt Hjelpetropper til Nordmandie paa en Tid, da han visselig havde nok at bestille hjemme med at være paa sin Post mod Tydskerne. Paa den anden Side er der dog heller ingen Grund til at betvivle at Richard virkelig har faaet en saadan Hjelp som den her omhandlede af en til Frankrigs Kyster ankommen Vikingeskare; men da det i den Tid, disse Begivenheder foregik, ikke var sædvanligt, at Vikingerne fra selve Norden droge til de vestlige Farvande, men derimod fornemmelig søgte til Austerveg, skulde man snarest formode, at de Vikinger, der understøttede Richard, vare fra England, og at han, hvis han virkelig har sendt Bud over Havet om Hjelp, kun har sendt dette Bud til Northumberland, der laa ham nærmest. At Dudo, der skrev sin Krønike paa en Tid, da Danevældet havde naaet eller var nær ved at naa sit højeste Punkt, og da der vistnok fandtes faa enten i England eller Nordmandie, som vare uvidende om at den berømte danske Erobrer Knuts Farfader hed Harald og var den mægtigste Konge i Norden gjennem en lang Aarrække i Løbet af det 10de Aarhundrede, – at han uden videre nævnte Danekongen Harald som den Fyrste, hos hvem Richard søgte Hjelp, var heel naturligt. Paa denne Maade kunde man maaske endog forklare det tidligere Tog, Harald i egen Person skal have gjort til Nordmandie, skjønt rigtignok et saadant Tog, foretaget af ham paa den Tid, klinger langtfra saa usandsynligt, som en Afsendelse af Krigere, efter at han var bleven indviklet i de tydske Anliggender.

Men fra hvem end dette Tog er udgaaet, saa er det dog lige fuldt merkværdigt, fordi det aabenbart kan ansees som det sidste Tegn paa en mere umiddelbar Forbindelse mellem Nordmannerne og de øvrige Nordboer, eller paa en mere levende Bevidsthed hos hine om at disse endnu vare deres Landsmænd og Stammefæller. Fra den Tid, kan man sige, ophørte den egentlige nordiske, og begyndte den franske, Generation i Nordmandie. De franske Fyrster betragtede nu ikke længer Hertugen af Nordmandie anderledes end som en af deres. Richard selv var vistnok endnu oplært i den danske Tunge; hans anden Hustru, Gunvar, som han egtede efter Emmas Død, havde endnu et nordiskt Navn og var af nordisk Herkomst^[19]. Men desuagtet var ikke længer Nordmandie et blivende Sted for hedenske Vikingeskarer fra Norden. Aldrig saa snart havde han benyttet deres Hjelp, førend han, som vi have seet, lod sig det være magtpaaliggende at faa dem, der ikke vilde antage Christendommen, skaffede bort fra Landet. I sin lange Regjeringstid befæstede han Orden, Rolighed og Fred i Landet, og viste ved sine rige gejstlige Indstiftelser, hvor oprigtigt Christendommens Forherligelse laa ham paa Hjertet. Og i denne lange Tid svandt de sidste ydre Levninger af den nordiske Nationalitet. Men ophørte end Nordmannerne i Sprog, Skikke og Sædvaner at være Nordmænd, saa vedbleve de dog, som vi tidligere have ytret, at være det i Charakteer De fornegtede ej deres Oprindelse, af hvilken de fremdeles vedbleve at være stolte lige over for de øvrige Franskmænd. Og de Begivenheder, der mod Slutningen af Richards Regjeringstid begyndte at foregaa i England, kunde umuligt undlade hos Nordmannerne, Øjevidner dertil, at opfriske Mindet om deres Herkomst og deres egne Forfædres Stordaad.

1. Se ovf. 1ste B. S. 680.
2. Dudo, hos Duchêne, S. 94–96.
3. Villjam af Malmesbury er den eneste Forfatter, der har dette Tillæg om Aaskell (Anschetillus), og om at Riulf blev blindet. Han tilføjer og, at Villjam siden sendte Aaskell med et Uriasbrev til Hertugen af Pavia i Italien, hvilken og lod ham angribe af 1000 Ryttere, mod hvilke han længe forsvarede sig tappert, men endelig maatte bide i Græsset med alle sine Mænd, undtagen Balzo, der flygtede tilbage til Frankrige, traadte i Grev Arnulfs Tjeneste, og hevnede Aaskell ved siden at deeltage i Villjams Drab. (Vill. Malmesb. hos Savile, S. 54, 55).
4. Hun nævnes ej af Dudo, kun af Villjam af Jumièges, der kalder hende „Gerloc“. Andre Forfattere kalde hende ogsaa Adela.
5. Dudo, S. 101.
6. Dudo, S. 97.
7. Dette Møde omtales vidtløftigt af Richer (Pertz V. S. 593, 594), men nævnes ej af Flodoard. Det synes og at være det samme, som Dudo omtaler heel vidtløftigt, S. 98, 99, men henfører til urigtigt Tidspunkt, nemlig før Krigen ang. Montreuil, idet han tillige urigtigt nævner Henrik (Fuglefænger) i Stedet for Kong Otto. Dog behøve ikke derfor de Enkeltheder ved Mødet selv, som han omtaler, at være usandfærdige. Flere af dem ere yderst charakteristiske. Han nævner intet om hans nedenfor anførte Vredesudbrud mod Otto, derimod fortæller han, at Lothringerne og Saxerne i Ottos Følge tillode sig spydige Anmerkninger over Villjam, hvilket denne forstod ved Hjelp af sit Fædrenesprog, det danskes forbitrede herover begyndte Villjams Mænd at bryde Kongens Døre op, og denne blev saa ængstelig herover, at han flygtede; først da Villjam sendte sit velbekjendte, lange og prægtige Sverd til Jertein med den Befaling, at de skulde være stille, holdt de op. Nu sluttedes Forliget mellem begge Konger, hvorved Hugo var tilstede, dog ej som Deeltager; Heribert slet ikke. Den saxiske Hertug Hermann skal have underholdt sig med Villjam paa dansk; denne undrede sig over at Hermann kunde tale dets han sagde at han havde lært det mod sin Vilje i dansk Fangenskab. – I det hele taget fortæller Dudo kun enkelte af Villjams Bedrifter, men disse meget fuldstændigt, og i Sagastiil; han gjør ham i Alt til Hovedpersonen, og forbigaar meget, som han rimeligviis har fundet Mindre vigtigt. Heller ikke stemme Flodoard og Richer ganske. Den første, som samtidig, maa vistnok her have Fortrinet. En af de merkeligste Afvigelser hos Richer er, at han kalder Gange-Rolf Rolf Ketilssøn (Pertz V. 578), og lader ham falde blandt de øvrige, som nedsabledes i Eu 927 (Pertz V. 583, 584), se ovf. 1ste B. S. 673. Han kalder Nordmannerne aldrig andet end „piratæ“.
8. De fire Mordere navngives af Dudo: Balzo (med Tilnavn Curtus), Erik, Rodbert og Ridulf.
9. Dagen angives af Villjam af Jumièges, 16 kal. Jan. 943, hvilket neppe synes at kunne betyde andet end 17 Decbr. 912, skjønt rigtignok Flodoard angiver 943.
10. Villjam af Jumièges III. 2. Flodoard, hos Pertz V. S. 389. Richer, sammesteds S. 595.
11. Flodoard, hos Pertz V. S. 392: Hagroldus Nortmannus, qui Bajocis præerat. Richer, (sammesteds S. 598), ligeledes omtrent samtidig, siges: „Hagroldus, que Bajocensibus præerat“. Men han benyttede Flodoard, hvilket man af hans Fortale kan se.
12. Dudo, S. 122.
13. Villjam af Jumièges, hos Duchêne S. 237.
14. Petersen, Danmarks Historie S. 73, 74.
15. Flodoard, S. 389, Richer, S. 595.
16. Diplom hos Bouguet, IX. 731.
17. Uagtet Flodoard (Pertz V. S. 399), og Richer (sammesteds S. 599 flg.) omtale dette tog, forbigaa de dog Rouens Beleiring, der nævnes af Dudo, S. 138, Viljam af Jumieges, og den samtidige Widukind, III. 4. (sammesteds S. 452).
18. Se om alt dette Dudo, hos Duchêne S. 120 til 155. Villjam af Jumièges, hos Duchêne S. 239–292 Flodoard, hos Pertz V. S. 390–407; Widukind, II. 39. (S. 448) og III, 1–5 (S. 451, 453); Richer 2den Bog S. 595–610.
19. Hun kaldes Gunnor (d. e. Gunvar) hos Villjam af Jumièges (hos Duchène S. 217), der er den af de to ældste nordmanniske Forfattere, der især anfører Navnene paa Jarlernes Hustruer eller Friller. Dudo udelader dem som oftest.