Det norske Folks Historie/2/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have omtalt de danſke Beſiddelſer i Northumberland, og viiſt, hvorledes de dygtige engelſke Konger, Ædhelſtan, Eadmund og Eadred, gjorde ſig til Herrer over dem[1], uden dog derved at formaa, eller endog blot at forſøge paa at tilintetgjøre deres Nationalitet, men erkjendende deres Berettigelſe til at danne en egen Afdeling i Staten ſelv, under egne Love og med eget Sprog, og overladende det til Tiden at udjevne Nationalitetsforſkjellighederne — der forreſten ej vare ſtore — mellem begge Folkeſlag. Uagtet nu viſtnok de engelſke Konger juſt ikke ganſke med det Gode fik Danerne i Northumberland til at underkaſte ſig, vare disſe dog paa den anden Side ſaa mægtige, at det neppe vilde være lykkets nogen engelſk Konge at tvinge dem til Lydighed, hvis de alle havde været enige om at gjøre ham Modſtand. Det kan derfor antages ſom viſt, at trods alle de Uroligheder i det danſke England, ſom ledſagede dets Underkaſtelſe, maa dog Fleerheden af Danerne ikke have haft noget imod at erkjende den engelſke Konges Overherredømme. Dette lader ſig ogſaa lettelig forklare. I ſamme Forhold, ſom Danerne i England og deres Efterkommere følte ſig hjemme i Landet, og med Chriſtendommen lærte at faa Smag paa og vænne ſig til den højere Grad af Kultur og mere forfinede Levemaade, ſom herſkede i England, i ſamme Forhold maatte ogſaa deres Interesſer mere og mere ſmelte ſammen med Englændernes, i Særdeleshed lige over for de ſenere ankommende Vikingeſværme fra Norden; disſe maatte være dem lige ſaa uvelkomne og ubelejlige, ſom for Englænderne ſelv, thi at en enkeltærgjerrig Prætendent til Herredømmet kunde benytte dem til Opnaaelſen af ſit Øjemed, og ſaaledes glædede ſig ved deres Ankomſt, kan her ej komme i Betragtning. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Danerne i det nordøſtlige England tildeels have underkaſtet ſig Eadmund og Eadred til fælles Værn mod de Vikingeſværme, der, ſom vi have ſeet, lige fra Edwards og Ædhelſtans Dage hjemſøgte Nord-England, og ſom fornemmelig ſynes at være komne enten fra Irland eller fra Norge, ſom f. Ex. Sigtrygg, Olaf Kvaran, Olaf Gudrødsſøn og allerſidſt Erik Blodøxe. En Hentydning hertil forekommer i et endnu opbevaret Brudſtykke af et gammelt Kvad fra Kong Eadmunds Dage. Det ſigter til Kong Eadmunds heldige Bedrifter mod Nordmanden Olaf Godfredsſøn eller Gudrødsſøn fra Irland i Aarene 942 og 943. „Danerne“, heder det, „vare før i en lang Tid trælbøjede under Nordmændene, Under Hedningernes Baand og Lænker, indtil han, Kong Eadmund, Edwards Søn, Krigernes Tilflugt, befriede dem ved ſin Anſeelſe“[2]. Hedningen Sigtrygg, der i Aaret 943, ſom nys fortalt, hjemſøgte Nordmandie og der fandt ſin Død, var maaſke juſt en af de Nordmænd, fra hvis Aag Eadmund befriede Danerne i England, og forſaavidt den ovenfor omtalte Harald ikke var Harald Gormsſøn ſelv, kan det ſamme ſiges om ham.

Erik Blodøxe var, efter de engelſke Chroniſters udtrykkelige Vidnesbyrd, den ſidſte Konge i Northumberland. Efter hans Død 950 indſatte Kong Eadred hans Overvinder Aasulf til Ealdorman, og fra denne Tid af lige til den nordmanniſke Erobring ſtyredes Landſkabet kun af Ealdormen eller, ſom de efter den danſke Erobringstid kaldtes, Jarler, dog øjenſynligt af danſk Herkomſt[3]. Kong Eadgar, Eadmunds Broderſøn, deelte ſiden Northumberland i to Dele; den nordlige, eller det forrige Bernike-Land, nordenfor Tees, og det ſydlige, eller det forrige Deira-Land, ſøndenfor Tee. Hiint beholdt Aasulf, hvis Efterkommere vedbleve at raade her lige til efter den nordmanniſke Erobring; dette overlodes til en Aaslak, der opſlog ſin Bolig i York, men ſenere blev forjaget af Landet[4]. Overhoved ſøgte Eadgar viſelig at vinde Danernes Hengivenhed, ſkjønt rigtignok hans egne Landsmænd miskjendte ham derfor[5]. Den Omſorg, han viſte for at tilvejebringe det bedſte og eneſte Værn mod fremmede Fienders Angreb, nemlig en betydelig Sømagt, har viſtnok for en ſtor Deel bidraget til hans Venſkab med Danerne, thi den Vanſkelighed, der dengang var forbunden med at ſkaffe Beſætning til en Flaade blandt Englænderne ſelv, maatte ligefrem tilſige Nødvendigheden af at henvende ſig desangaaende til de ſøerfarne Daner[6]. Vi læſe om Eadgar, at han ikke ſkal have haft færre end 3600 Skibe, og at han hvert Aar holdt Skibsmønſtring, idet han med 1000 Skibe drog langs Kyſten fra Station til Station[7]. Hvis man kunde ſætte Lid til et Gavebrev, han i Aaret 964 ſkal have udſtedt tilbedſte for Kloſteret i Worceſter, havde han ogſaa underkaſtet ſig Irland eller de norſke Beſiddelſer der; Brevets Egthed anſees imidlertid for tvivlſom, og de irſke Kilder vide heller intet derom[8]. Derimod ſynes det tilforladeligt, hvad der ovenfor er berørt, at han ved Skibsmønſtringen i 973 hyldedes og lod ſig ro af 8 ham undergivne Fyrſter, hvoriblandt den oftere omtalte Makk Haraldsſøn, Konge over Øerne. d. e. Man og Syderøerne[9] den ſamme, der kort efter faldt paa Inniscathaig mod Brian Boroimhe. At en eller anden fordreven Konge fra Irland kan have hyldet Eadgar for at faa Hjelp af ham, er heller ikke uſandſynligt.

Danernes Underkaſtelſe og Eadgars kraftige Foranſtaltninger til Landets Forſvar kan maaſke for en ſtor Deel have bidraget til at give Nordboerne Afſmag paa at drage i Viking til England, eller overhoved til Veſten, ſkjønt det vel og i og for ſig ſelv nu for en Tidlang var blevet det ſædvanlige at drage i Auſterveg. Hans ældſte Søn, den unge Edward Martyrs kortvarige Regjeringstid gik ogſaa roligt hen. Men efter at denne ſkjendigt var bleven myrdet ved ſin Stifmoders Anſtiftelſe (978), og hun havde faaet ſin tiaarige, ſvage og charakteerløſe, til mange Ulykker beſtemte Søn Ædhelred paa Thronen, var det ſnart forbi med Englands Fred. Det var paa denne Tid, at den heftige Uenighed udbrød mellem Danekongen Harald og hans Søn Sven; da Danerne ſplittede ſig i to Partier: et hedenſk der holdt med Sven, et chriſtent der holdt med Harald. Vi have ſeet, hvorledes Sven, forjaget af ſin Fader, nødſagedes til at drage paa et Vikingetog. For ham var det ikke tilraadeligt, at ſværme om i de øſterſøiſke Farvande, hvor Harald, dennes mægtige Svigerſøn Styrbjørn, og Jomsvikingerne vare Herrer. Han havde intet andet Valg, end at drage mod Veſten. Denne hans førſte Landflygtighedsperiode falder, ſom det ovenfor er viiſt[10], mellem 979 og 985, og i denne Tid ſiges der og udtrykkeligt, at han herjede i Veſterlandene[11]. Da vi nu juſt paa den ſamme Tid (980) efter lang Stilhed atter finde et Angreb af nordiſke Søkrigere paa England omtalt i de engelſke Aarbøger, kan der ikke være nogen Tvivl om at den Høvding der aflagde dette uvelkomne Beſøg, var Sven. Han herjede førſt Southampton, og dræbte de fleſte af Beboerne, derpaa Øen Tenet; ſiden hjemſøgte han Egnen omkring Ligeceaſter (Cheſter). I det følgende Aar herjedes Devonſhire og Wales eller Bretland, og i 982 kom Vikingerne med tre Skibe op i Dorſet, og herjede Portland. Det er betegnende nok, at Vikingerne nu undgik at komme til Northumberland, men holdt ſig til den ſydligere Deel af England. Men endnu ſtyrede den kraftige Erkebiſkop Dunſtan det engelſke Rige, og Sven var heller ikke ſaa mægtig ſom ſenere, derfor udrettede han, ſom det ſynes, ikke ſtort, og efter 982 forſvinder ogſaa hans Navn for flere Aar i de engelſke Hiſtoriebøger. Vore egne Skrifter vide endog at fortælle om et beſtemt Uheld, han havde, hvilket allerede i og for ſig kun have nødt ham til at drage bort[12]. Sven herjede, fortælles der, engang paa Bretland, men vovede ſig for langt op fra ſine Skibe, blev overmandet af en talrig Rytterſkare, og fangen, tilligemed mange af hans Mænd[13], hvoriblandt den ædle Islænding Thorvald, kaldet den Vidfarle eller vidtberejſte, Søn af Kodraan paa Giljaa i Vatnsdal, hvis Moder var en Datter af Landnamsmanden, Ingemunds Ven, Sæmund den ſyderøiſke[14]. Thorvald havde, ſkjønt endnu Hedning, i al den Tid, han fulgte Kong Sven.paa Vikingetog, viiſt et egte Chriſtenſind; al den Deel, han fik af Byttet, brugte han deels til at hjelpe Fattige, deels til at løskjøbe Fanger; disſe, ſaavelſom dem, der faldt paa hans egen Lod, ſendte han hjem til deres Fædre og Frænder. Derved erhvervede han ſig et fortjent Ry baade blandt Venner og Fiender, og da det nu rygtedes at han var bleven fangen, kom allerede næſte Dag en mægtig Befalingsmand, hvis Sønner han nys havde udløſt fra Fangenſkabet og ſendt hjem, til Fængſlet for at ſætte Thorvald paa fri Fod. Men Thorvald ſvor, at han ej vilde forlade Fængſlet levende, hvis ikke tillige Sven og alle hans Mænd ſlap løs. Befalingsmanden, hvis Taknemmelighed mod Thorvald var ſtørre end hans Fiendſkab til Sven, føjede ham, og Sven befriedes ſaaledes fra denne Fare ved Thorvalds Trofaſthed, hvilken han altid ſiden paaſkjønnede og omtalte med fortjent Ros[15]. Dog er det let at begribe, at Sven umuligt kan være frigiven uden paa temmelig ydmygende Betingelſer, og at der i alle Fald har været ſørget for, at han ikke ſaa ſnart kom tilbage. Svens Hovedformaal, at ſætte ſig i Beſiddelſen af ſin Faders Rige, kaldte ham ogſaa ſnart hjem til Danmark.

Vi have ſeet[16], hvorledes det lykkedes Sven at overvinde ſin Fader, fordrive ham til Jomsborg, og efter hans Død at bemægtige ſig Riget, men tillige, at denne Lykke kun var kortvarig, da Jomsvikingerne fangede ham og kun paa haarde Vilkaar ſlap ham løs, hvorefter Sviakongen Erik Sejrſæl angreb ham med overlegen Styrke, erobrede Riget og nødte ham til atter at drage i Landflygtighed, endog, ſom det ſees, i en temmelig forladt og mislig Forfatning. Han begav ſig, ifølge Adam af Bremens Fortælling, til Norge, hvor den Gang Haakons Søn Trucco (Tryggve) herſkede[17]. Da der, ſom bekjendt, ikke var nogen anden norſk Konge ved Navn Tryggve i hele det 10de Aarhundrede, end Tryggve Olafsſøn, hvilken allerede for længe ſiden var dræbt, maa den gamle Forfatter her have gjort ſig ſkyldig i en Fejltagelſe eller Forvexling; og intet er da rimeligere, end at han har forvexlet Haakon Jarls Søn Erik Jarl med Tryggve, hvis Navn foreſvævede ham, fordi han kjendte Olaf Tryggvesſøn ſom Norges Konge efter Haakon Jarls Tid og ſamtidig med Kong Sven, da denne anden Gang var kommen i Beſiddelſe af Danmark Vi have ovenfor (S. 63, 64, 89) ſøgt at godtgjøre Sandſynligheden af, at Sven Tjugeſkegg var den, ſom i 975 forlenede Erik Jarl med en Deel af Viken, og at der ſiden har herſket en nærmere Forbindelſe mellem dem. Det naturligſte for Sven var derfor, efter hans Fordrivelſe fra Danmark, at ty til Erik Jarl i Viken. „Men“, tilføjer Mag. Adam, „da han (Haakons Søn) var en Hedning havde han ingen Medlidenhed med den Landflygtige, ſom nu, forſtødt af hele Verden, ſatte over til England, hvor Ædhelred, der mindedes alt det onde, Anglerne havde maattet døje af Danerne, jog ham bort“. Forholder nu dette ſig ſaaledes, og er den Søn af Haakon, til hvilken Sven tyede, virkelig Erik Jarl, ſaa har dog viſt ikke denne af nogen Ubarmhjertighed vægret ſig ved at modtage ham, thi Erik viſer ſig overalt, hvor han fremtræder, ridderlig og ædelmodig, og traadte endog ikke mange Aar efter i endnu nærmere Forbindelſe med Sven ved at egte hans Datter. Men det har neppe ſtaaet i Eriks Magt at gjøre noget for Flygtningen, eller han har ikke vovet det, da den mægtige Erik Sejrſæl, ſom ſøgte at underkaſte ſig hele Danevældet, ſikkert ikke har undtaget Viken derfra, og i alle Fald maa have været en Nabo, med hvem Erik Jarl ej vel kunde vove at lægge ſig ud[18]. Saxo, der i at fortælle om Svens Forjagelſe ved Erik Sejrſæl ſynes at have haft Mag. Adams Beretning for Øje, afviger dog derfra i den Henſeende, at han i Stedet for Haakons Søn Trucco nævner Olaf Tryggvesſøn, og lader Sven ty til ham, fordi Harald Gormsſøn i ſin Tid havde hjulpet hans Fader, da denne var forjagen fra Norge, til at faa ſit Rige igjen. Han tilføjer at Olaf dengang endnu ikke førte Kongenavn, men alligevel udøvede kongelig Myndighed[19]. Ogſaa her ſynes den af Harald Gormsſøn i ſin Tid underſtøttede Haakon Jarl og hans Søn Erik at have foreſvævet Fortælleren; men Saxo har nævnt Olaf, enten fordi han antog at Mag. Adam havde forvexlet ham med hans Fader, eller fordi han vidſte, at Sven virkelig havde henvendt ſig til Olaf Tryggvesſøn, førend denne blev Konge i Norge. Dette forholder ſig ogſaa ganſke rigtigt ſaaledes. Men det var i England, ikke i Norge, at Sven henvendte ſig til Olaf, og Olaf viſte ham heller ikke ſtrax fra ſig, men de kæmpede en Stund i Fællesſkab. Vi kunne dog ikke omtale Olafs og Svens fælles Bedrifter i England, uden tillige at kaſte et Tilbageblik paa Olafs tidligere, ſaare bevægede og æventyrlige .Liv.

  1. Se 1ſte B. S. 693—702, jvfr. S. 726—730.
  2. Se Chron. Saxonicum ved 942, i Monum. hist. Brit. I. S. 386. Da dette merkelige Sted lyder noget forſkjelligt i de forſkjellige Haandſkrifter, anføres det her, til Forebyggelſe af Tvivl, efter det bedſte og ſamtidige, nemlig Cambridge-Haandſkriftet. Dene wæron ær under Norðmannum nýde gebégde, on hæðenra häfteclommum, lange þrage, óð þe hí alýsde aft, for his weorðscipe, wiggendra hleð, eafora lEadweardes, Eádmund cyning. I flere Haandſkrifter ſtaar „Denum“, hvilket er meningsløſt.
  3. Se ovf. 1ſte B. S. 730. Saavel hos Hoveden (Savile S. 123), ſom i Melroſe-Annalerne ſtaar der udtrykkeligt, at der efter Eriks Død ikke længer var Konger, men kun „Comites“ i Northumberland. Se ogſaa Chron. de Mailros, ved 950.
  4. Hoveden, l. c. jvfr. Chron. Sax. ved 966, Mon. hist. Brit. I. S. 363. Aaslaks Fordrivelſe omtales ved Eadgars Død, 975.
  5. Hertil ſigtes allerede i det Kvad, Chron. Sax. anfører i Anledning af hans Thronbeſtigelſe 960, og ſom viſt er ſamtidigt. Her heder der: „Áne misdæde ho dyde, þeah to swíðe, þät he ellþeódige unsída lufode, and hæðene þeáwas innan þissau lande gebrohte to fäste, and útländisce hider intihte, and deóriende leóda bespeón to þissau carde; d. e. Een Misdaad begik han, dog altfor meget, nemlig idet han yndede fremmede Skikke og altfor ivrigt indførte hedenſke Sæder i dette Land, lokkede Udlændinger hid, og kaldte ſlemme Folk til dette Land. Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Brit. S. 747) gjentager dette i Overſættelſe; Villjam af Malmesbury (S. 56) klager over at Folket lærte Uſkikke af de mange Fremmede, ſom Eadgar begunſtigede, blandt andet af Danerne Drikfældighed. Bromton (hos Twysden S. 869) ſiger udtrykkeligt: Ille tamen (Eadgar) Dacorum petitioni nimis inconsulte favebat, nam vix fuit in Anglia viculus, in quo Daci cum Anglis non habitarent; demum hoc bono animo toleratum summæ calamitati peperit eventum. Nam Daci a natura potatores fortissimi, hoc unum prædicabile perpetuum reliquerunt Anglis, ut jam Anglorum probitas toti præjudicet munda in calicibus epotandis. Quamobrem rex clavos in scyphis fecit infigi, ut per emensos scyphorum terminos biberent ad mensuram. Altſaa ſkulde den Skik, at anbringe Nagler eller Merker paa Pokalerne, ſkrive ſig fra Eadgar.
  6. Om den i Chron. Sax. omtalte Thord Gunnarsſøn (Þóred Gunnores sunu) der herjede i Weſtmoreland 966, var i Eadgars Tjeneſte eller ej, kan ikke ſees. En Thord omtales ſenere (992) blandt de kongelige Jarler, og ſom Kong Ædhelreds Svigerfader.
  7. Bromton, l. c. Florents af Worceſter, S. 578. Chron. Mailros. ved 975.
  8. Brevet er aftrykt i Kembles „Codex diplomatarius ævi Anglosaxonici“, 3die Deel S. 404 flgg.; men det er der betegnet ſom uſikkert, hvad ogſaa Indholdet nokſom ſynes at viſe. Her omhandles nemlig, ſom de af ham erobrede Lande, ej alene Størſtedelen af Irland med Dublin, men ogſaa alle Ø-Riger i Oceanet ligetil Norge. Det begynder ſaa: Altitonantis dei largiflua elementia, qui est rex regum, dominus dominantium, ego Eadgarus Anglorum basileus omniumque regum insularum oceani, quæ Britanniam circumjacent, cunctarumque nationum, quæ infra eam includuntur, imperator et dominus, gratias ago ipsi deo omnipotenti, regi meo, qui meum imperium sic ampliavit et exaltavit super regnum patrum meorum; qui licet monarchiam totius Augliæ adepti sint, a tempore Æðelstani, qui primus regum Anglorum omnes nationes, quæ Britanniam incolunt, sibi armis subegit, nullus tamen corum ultra ejus fines imperium suum dilatare aggressus est, mihi autem concessit propitia divinitas, cum Anglorum imperio, omnia regna insularum oceani cum suis ferocissimis regibus usque Norvegiam, maximamque partem Hiberniæ cum sua nobilissima civitate Dublinia, Anglorum regno subjugare; quos etiam omnes meis imperiis colla subdere dei favente gratia coegi“. — Stilen er her aldeles ſom i de øvrige angliſke Kongebreve fra denne Tid, og Brevet er i ſig ſelv gammelt, kun ikke fra Eadgars egen Tid.
  9. Se herom ovenfor, S. 179.
  10. Se ovenfor S. 106.
  11. Nemlig i Fortællingen om Thorvald Vidfarle, deels i Kriſtniſaga, Cap. 1, deels i Olaf Tr. Saga Cap. 131, hvor det heder at Sven, paa den Tid, da Thorvald kom til ham, var fredløs i Danmark, fordi Harald Gormsſøn ej vilde erkjende ham ſom ſin Søn; at han laa lange i Viking og kaldtes Konge af ſine Folk, ſom Skik og Brug var, at Thorvald blev hans Mand, og var nogle Somre i Viking med ham „veſtenfor Havet“. Siden heder det (Cap. 131) at Thorvald blev døbt, og bragte Biſkop Frederik med ſig til Island, og endelig (Cap. 138), at dette var i Aaret 981. Men Kriſtniſaga (Cap. 1) opregner ogſaa dem, ſom da vare Høvdinger paa Island, og det er allerede ovenfor (S. 172) bemerket at denne Angivelſe ej pasſer paa 981 men paa 983 eller 984. Den Omſtændighed, at de engelſke Annaler juſt paa denne Tid (980—982) omtale Vikingetog til England, beſtyrke paa det evidenteſte den af os tidligere opſtillede Tidsregning for Harald Gormsſøn og Svens Regjeringstid.
  12. Chron. Sax. kalder dem „norð-sciphere“.
  13. Chron. Sax. fra Aar 980—982 Monum. hist. Brit. I. S. 399. Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen hva denne fotnoten henviser til.
  14. Om Sæmund ſyderøiſke, ſee ovenfor 1ſte B. S. 532.
  15. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 120, Kriſtniſaga Cap. 1.
  16. Se ovenfor, S. 121.
  17. Adam. Bremenſ. II. 32.
  18. Se herom ovf. S. 126, 128, 129.
  19. Saxo, 10de Bog, S. 496.