Det norske Folks Historie/2/24

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 219-225).

Vi have omtalt de danske Besiddelser i Northumberland, og viist, hvorledes de dygtige engelske Konger, Ædhelstan, Eadmund og Eadred, gjorde sig til Herrer over dem^[1], uden dog derved at formaa, eller endog blot at forsøge paa at tilintetgjøre deres Nationalitet, men erkjendende deres Berettigelse til at danne en egen Afdeling i Staten selv, under egne Love og med eget Sprog, og overladende det til Tiden at udjevne Nationalitetsforskjellighederne – der forresten ej vare store – mellem begge Folkeslag. Uagtet nu vistnok de engelske Konger just ikke ganske med det Gode fik Danerne i Northumberland til at underkaste sig, vare disse dog paa den anden Side saa mægtige, at det neppe vilde være lykkets nogen engelsk Konge at tvinge dem til Lydighed, hvis de alle havde været enige om at gjøre ham Modstand. Det kan derfor antages som vist, at trods alle de Uroligheder i det danske England, som ledsagede dets Underkastelse, maa dog Fleerheden af Danerne ikke have haft noget imod at erkjende den engelske Konges Overherredømme. Dette lader sig ogsaa lettelig forklare. I samme Forhold, som Danerne i England og deres Efterkommere følte sig hjemme i Landet, og med Christendommen lærte at faa Smag paa og vænne sig til den højere Grad af Kultur og mere forfinede Levemaade, som herskede i England, i samme Forhold maatte ogsaa deres Interesser mere og mere smelte sammen med Englændernes, i Særdeleshed lige over for de senere ankommende Vikingesværme fra Norden; disse maatte være dem lige saa uvelkomne og ubelejlige, som for Englænderne selv, thi at en enkeltærgjerrig Prætendent til Herredømmet kunde benytte dem til Opnaaelsen af sit Øjemed, og saaledes glædede sig ved deres Ankomst, kan her ej komme i Betragtning. Det er derfor ikke usandsynligt, at Danerne i det nordøstlige England tildeels have underkastet sig Eadmund og Eadred til fælles Værn mod de Vikingesværme, der, som vi have seet, lige fra Edwards og Ædhelstans Dage hjemsøgte Nord-England, og som fornemmelig synes at være komne enten fra Irland eller fra Norge, som f. Ex. Sigtrygg, Olaf Kvaran, Olaf Gudrødssøn og allersidst Erik Blodøxe. En Hentydning hertil forekommer i et endnu opbevaret Brudstykke af et gammelt Kvad fra Kong Eadmunds Dage. Det sigter til Kong Eadmunds heldige Bedrifter mod Nordmanden Olaf Godfredssøn eller Gudrødssøn fra Irland i Aarene 942 og 943. „Danerne“, heder det, „vare før i en lang Tid trælbøjede under Nordmændene, Under Hedningernes Baand og Lænker, indtil han, Kong Eadmund, Edwards Søn, Krigernes Tilflugt, befriede dem ved sin Anseelse“^[2]. Hedningen Sigtrygg, der i Aaret 943, som nys fortalt, hjemsøgte Nordmandie og der fandt sin Død, var maaske just en af de Nordmænd, fra hvis Aag Eadmund befriede Danerne i England, og forsaavidt den ovenfor omtalte Harald ikke var Harald Gormssøn selv, kan det samme siges om ham.

Erik Blodøxe var, efter de engelske Chronisters udtrykkelige Vidnesbyrd, den sidste Konge i Northumberland. Efter hans Død 950 indsatte Kong Eadred hans Overvinder Aasulf til Ealdorman, og fra denne Tid af lige til den nordmanniske Erobring styredes Landskabet kun af Ealdormen eller, som de efter den danske Erobringstid kaldtes, Jarler, dog øjensynligt af dansk Herkomst^[3]. Kong Eadgar, Eadmunds Brodersøn, deelte siden Northumberland i to Dele; den nordlige, eller det forrige Bernike-Land, nordenfor Tees, og det sydlige, eller det forrige Deira-Land, søndenfor Tee. Hiint beholdt Aasulf, hvis Efterkommere vedbleve at raade her lige til efter den nordmanniske Erobring; dette overlodes til en Aaslak, der opslog sin Bolig i York, men senere blev forjaget af Landet^[4]. Overhoved søgte Eadgar viselig at vinde Danernes Hengivenhed, skjønt rigtignok hans egne Landsmænd miskjendte ham derfor^[5]. Den Omsorg, han viste for at tilvejebringe det bedste og eneste Værn mod fremmede Fienders Angreb, nemlig en betydelig Sømagt, har vistnok for en stor Deel bidraget til hans Venskab med Danerne, thi den Vanskelighed, der dengang var forbunden med at skaffe Besætning til en Flaade blandt Englænderne selv, maatte ligefrem tilsige Nødvendigheden af at henvende sig desangaaende til de søerfarne Daner^[6]. Vi læse om Eadgar, at han ikke skal have haft færre end 3600 Skibe, og at han hvert Aar holdt Skibsmønstring, idet han med 1000 Skibe drog langs Kysten fra Station til Station^[7]. Hvis man kunde sætte Lid til et Gavebrev, han i Aaret 964 skal have udstedt tilbedste for Klosteret i Worcester, havde han ogsaa underkastet sig Irland eller de norske Besiddelser der; Brevets Egthed ansees imidlertid for tvivlsom, og de irske Kilder vide heller intet derom^[8]. Derimod synes det tilforladeligt, hvad der ovenfor er berørt, at han ved Skibsmønstringen i 973 hyldedes og lod sig ro af 8 ham undergivne Fyrster, hvoriblandt den oftere omtalte Makk Haraldssøn, Konge over Øerne. d. e. Man og Syderøerne^[9] den samme, der kort efter faldt paa Inniscathaig mod Brian Boroimhe. At en eller anden fordreven Konge fra Irland kan have hyldet Eadgar for at faa Hjelp af ham, er heller ikke usandsynligt.

Danernes Underkastelse og Eadgars kraftige Foranstaltninger til Landets Forsvar kan maaske for en stor Deel have bidraget til at give Nordboerne Afsmag paa at drage i Viking til England, eller overhoved til Vesten, skjønt det vel og i og for sig selv nu for en Tidlang var blevet det sædvanlige at drage i Austerveg. Hans ældste Søn, den unge Edward Martyrs kortvarige Regjeringstid gik ogsaa roligt hen. Men efter at denne skjendigt var bleven myrdet ved sin Stifmoders Anstiftelse (978), og hun havde faaet sin tiaarige, svage og charakteerløse, til mange Ulykker bestemte Søn Ædhelred paa Thronen, var det snart forbi med Englands Fred. Det var paa denne Tid, at den heftige Uenighed udbrød mellem Danekongen Harald og hans Søn Sven; da Danerne splittede sig i to Partier: et hedensk der holdt med Sven, et christent der holdt med Harald. Vi have seet, hvorledes Sven, forjaget af sin Fader, nødsagedes til at drage paa et Vikingetog. For ham var det ikke tilraadeligt, at sværme om i de østersøiske Farvande, hvor Harald, dennes mægtige Svigersøn Styrbjørn, og Jomsvikingerne vare Herrer. Han havde intet andet Valg, end at drage mod Vesten. Denne hans første Landflygtighedsperiode falder, som det ovenfor er viist^[10], mellem 979 og 985, og i denne Tid siges der og udtrykkeligt, at han herjede i Vesterlandene^[11]. Da vi nu just paa den samme Tid (980) efter lang Stilhed atter finde et Angreb af nordiske Søkrigere paa England omtalt i de engelske Aarbøger, kan der ikke være nogen Tvivl om at den Høvding der aflagde dette uvelkomne Besøg, var Sven. Han herjede først Southampton, og dræbte de fleste af Beboerne, derpaa Øen Tenet; siden hjemsøgte han Egnen omkring Ligeceaster (Chester). I det følgende Aar herjedes Devonshire og Wales eller Bretland, og i 982 kom Vikingerne med tre Skibe op i Dorset, og herjede Portland. Det er betegnende nok, at Vikingerne nu undgik at komme til Northumberland, men holdt sig til den sydligere Deel af England. Men endnu styrede den kraftige Erkebiskop Dunstan det engelske Rige, og Sven var heller ikke saa mægtig som senere, derfor udrettede han, som det synes, ikke stort, og efter 982 forsvinder ogsaa hans Navn for flere Aar i de engelske Historiebøger. Vore egne Skrifter vide endog at fortælle om et bestemt Uheld, han havde, hvilket allerede i og for sig kun have nødt ham til at drage bort^[12]. Sven herjede, fortælles der, engang paa Bretland, men vovede sig for langt op fra sine Skibe, blev overmandet af en talrig Rytterskare, og fangen, tilligemed mange af hans Mænd^[13], hvoriblandt den ædle Islænding Thorvald, kaldet den Vidfarle eller vidtberejste, Søn af Kodraan paa Giljaa i Vatnsdal, hvis Moder var en Datter af Landnamsmanden, Ingemunds Ven, Sæmund den syderøiske^[14]. Thorvald havde, skjønt endnu Hedning, i al den Tid, han fulgte Kong Sven.paa Vikingetog, viist et egte Christensind; al den Deel, han fik af Byttet, brugte han deels til at hjelpe Fattige, deels til at løskjøbe Fanger; disse, saavelsom dem, der faldt paa hans egen Lod, sendte han hjem til deres Fædre og Frænder. Derved erhvervede han sig et fortjent Ry baade blandt Venner og Fiender, og da det nu rygtedes at han var bleven fangen, kom allerede næste Dag en mægtig Befalingsmand, hvis Sønner han nys havde udløst fra Fangenskabet og sendt hjem, til Fængslet for at sætte Thorvald paa fri Fod. Men Thorvald svor, at han ej vilde forlade Fængslet levende, hvis ikke tillige Sven og alle hans Mænd slap løs. Befalingsmanden, hvis Taknemmelighed mod Thorvald var større end hans Fiendskab til Sven, føjede ham, og Sven befriedes saaledes fra denne Fare ved Thorvalds Trofasthed, hvilken han altid siden paaskjønnede og omtalte med fortjent Ros^[15]. Dog er det let at begribe, at Sven umuligt kan være frigiven uden paa temmelig ydmygende Betingelser, og at der i alle Fald har været sørget for, at han ikke saa snart kom tilbage. Svens Hovedformaal, at sætte sig i Besiddelsen af sin Faders Rige, kaldte ham ogsaa snart hjem til Danmark.

Vi have seet^[16], hvorledes det lykkedes Sven at overvinde sin Fader, fordrive ham til Jomsborg, og efter hans Død at bemægtige sig Riget, men tillige, at denne Lykke kun var kortvarig, da Jomsvikingerne fangede ham og kun paa haarde Vilkaar slap ham løs, hvorefter Sviakongen Erik Sejrsæl angreb ham med overlegen Styrke, erobrede Riget og nødte ham til atter at drage i Landflygtighed, endog, som det sees, i en temmelig forladt og mislig Forfatning. Han begav sig, ifølge Adam af Bremens Fortælling, til Norge, hvor den Gang Haakons Søn Trucco (Tryggve) herskede^[17]. Da der, som bekjendt, ikke var nogen anden norsk Konge ved Navn Tryggve i hele det 10de Aarhundrede, end Tryggve Olafssøn, hvilken allerede for længe siden var dræbt, maa den gamle Forfatter her have gjort sig skyldig i en Fejltagelse eller Forvexling; og intet er da rimeligere, end at han har forvexlet Haakon Jarls Søn Erik Jarl med Tryggve, hvis Navn foresvævede ham, fordi han kjendte Olaf Tryggvessøn som Norges Konge efter Haakon Jarls Tid og samtidig med Kong Sven, da denne anden Gang var kommen i Besiddelse af Danmark Vi have ovenfor (S. 63, 64, 89) søgt at godtgjøre Sandsynligheden af, at Sven Tjugeskegg var den, som i 975 forlenede Erik Jarl med en Deel af Viken, og at der siden har hersket en nærmere Forbindelse mellem dem. Det naturligste for Sven var derfor, efter hans Fordrivelse fra Danmark, at ty til Erik Jarl i Viken. „Men“, tilføjer Mag. Adam, „da han (Haakons Søn) var en Hedning havde han ingen Medlidenhed med den Landflygtige, som nu, forstødt af hele Verden, satte over til England, hvor Ædhelred, der mindedes alt det onde, Anglerne havde maattet døje af Danerne, jog ham bort“. Forholder nu dette sig saaledes, og er den Søn af Haakon, til hvilken Sven tyede, virkelig Erik Jarl, saa har dog vist ikke denne af nogen Ubarmhjertighed vægret sig ved at modtage ham, thi Erik viser sig overalt, hvor han fremtræder, ridderlig og ædelmodig, og traadte endog ikke mange Aar efter i endnu nærmere Forbindelse med Sven ved at egte hans Datter. Men det har neppe staaet i Eriks Magt at gjøre noget for Flygtningen, eller han har ikke vovet det, da den mægtige Erik Sejrsæl, som søgte at underkaste sig hele Danevældet, sikkert ikke har undtaget Viken derfra, og i alle Fald maa have været en Nabo, med hvem Erik Jarl ej vel kunde vove at lægge sig ud^[18]. Saxo, der i at fortælle om Svens Forjagelse ved Erik Sejrsæl synes at have haft Mag. Adams Beretning for Øje, afviger dog derfra i den Henseende, at han i Stedet for Haakons Søn Trucco nævner Olaf Tryggvessøn, og lader Sven ty til ham, fordi Harald Gormssøn i sin Tid havde hjulpet hans Fader, da denne var forjagen fra Norge, til at faa sit Rige igjen. Han tilføjer at Olaf dengang endnu ikke førte Kongenavn, men alligevel udøvede kongelig Myndighed^[19]. Ogsaa her synes den af Harald Gormssøn i sin Tid understøttede Haakon Jarl og hans Søn Erik at have foresvævet Fortælleren; men Saxo har nævnt Olaf, enten fordi han antog at Mag. Adam havde forvexlet ham med hans Fader, eller fordi han vidste, at Sven virkelig havde henvendt sig til Olaf Tryggvessøn, førend denne blev Konge i Norge. Dette forholder sig ogsaa ganske rigtigt saaledes. Men det var i England, ikke i Norge, at Sven henvendte sig til Olaf, og Olaf viste ham heller ikke strax fra sig, men de kæmpede en Stund i Fællesskab. Vi kunne dog ikke omtale Olafs og Svens fælles Bedrifter i England, uden tillige at kaste et Tilbageblik paa Olafs tidligere, saare bevægede og æventyrlige .Liv.

1. Se 1ste B. S. 693–702, jvfr. S. 726–730.
2. Se Chron. Saxonicum ved 942, i Monum. hist. Brit. I. S. 386. Da dette merkelige Sted lyder noget forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter, anføres det her, til Forebyggelse af Tvivl, efter det bedste og samtidige, nemlig Cambridge-Haandskriftet. Dene wæron ær under Norðmannum nýde gebégde, on hæðenra häfteclommum, lange þrage, óð þe hí alýsde aft, for his weorðscipe, wiggendra hleð, eafora lEadweardes, Eádmund cyning. I flere Haandskrifter staar „Denum“, hvilket er meningsløst.
3. Se ovf. 1ste B. S. 730. Saavel hos Hoveden (Savile S. 123), som i Melrose-Annalerne staar der udtrykkeligt, at der efter Eriks Død ikke længer var Konger, men kun „Comites“ i Northumberland. Se ogsaa Chron. de Mailros, ved 950.
4. Hoveden, l. c. jvfr. Chron. Sax. ved 966, Mon. hist. Brit. I. S. 363. Aaslaks Fordrivelse omtales ved Eadgars Død, 975.
5. Hertil sigtes allerede i det Kvad, Chron. Sax. anfører i Anledning af hans Thronbestigelse 960, og som vist er samtidigt. Her heder der: „Áne misdæde ho dyde, þeah to swíðe, þät he ellþeódige unsída lufode, and hæðene þeáwas innan þissau lande gebrohte to fäste, and útländisce hider intihte, and deóriende leóda bespeón to þissau carde; d. e. Een Misdaad begik han, dog altfor meget, nemlig idet han yndede fremmede Skikke og altfor ivrigt indførte hedenske Sæder i dette Land, lokkede Udlændinger hid, og kaldte slemme Folk til dette Land. Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Brit. S. 747) gjentager dette i Oversættelse; Villjam af Malmesbury (S. 56) klager over at Folket lærte Uskikke af de mange Fremmede, som Eadgar begunstigede, blandt andet af Danerne Drikfældighed. Bromton (hos Twysden S. 869) siger udtrykkeligt: Ille tamen (Eadgar) Dacorum petitioni nimis inconsulte favebat, nam vix fuit in Anglia viculus, in quo Daci cum Anglis non habitarent; demum hoc bono animo toleratum summæ calamitati peperit eventum. Nam Daci a natura potatores fortissimi, hoc unum prædicabile perpetuum reliquerunt Anglis, ut jam Anglorum probitas toti præjudicet munda in calicibus epotandis. Quamobrem rex clavos in scyphis fecit infigi, ut per emensos scyphorum terminos biberent ad mensuram. Altsaa skulde den Skik, at anbringe Nagler eller Merker paa Pokalerne, skrive sig fra Eadgar.
6. Om den i Chron. Sax. omtalte Thord Gunnarssøn (Þóred Gunnores sunu) der herjede i Westmoreland 966, var i Eadgars Tjeneste eller ej, kan ikke sees. En Thord omtales senere (992) blandt de kongelige Jarler, og som Kong Ædhelreds Svigerfader.
7. Bromton, l. c. Florents af Worcester, S. 578. Chron. Mailros. ved 975.
8. Brevet er aftrykt i Kembles „Codex diplomatarius ævi Anglosaxonici“, 3die Deel S. 404 flgg.; men det er der betegnet som usikkert, hvad ogsaa Indholdet noksom synes at vise. Her omhandles nemlig, som de af ham erobrede Lande, ej alene Størstedelen af Irland med Dublin, men ogsaa alle Ø-Riger i Oceanet ligetil Norge. Det begynder saa: Altitonantis dei largiflua elementia, qui est rex regum, dominus dominantium, ego Eadgarus Anglorum basileus omniumque regum insularum oceani, quæ Britanniam circumjacent, cunctarumque nationum, quæ infra eam includuntur, imperator et dominus, gratias ago ipsi deo omnipotenti, regi meo, qui meum imperium sic ampliavit et exaltavit super regnum patrum meorum; qui licet monarchiam totius Augliæ adepti sint, a tempore Æðelstani, qui primus regum Anglorum omnes nationes, quæ Britanniam incolunt, sibi armis subegit, nullus tamen corum ultra ejus fines imperium suum dilatare aggressus est, mihi autem concessit propitia divinitas, cum Anglorum imperio, omnia regna insularum oceani cum suis ferocissimis regibus usque Norvegiam, maximamque partem Hiberniæ cum sua nobilissima civitate Dublinia, Anglorum regno subjugare; quos etiam omnes meis imperiis colla subdere dei favente gratia coegi“. – Stilen er her aldeles som i de øvrige angliske Kongebreve fra denne Tid, og Brevet er i sig selv gammelt, kun ikke fra Eadgars egen Tid.
9. Se herom ovenfor, S. 179.
10. Se ovenfor S. 106.
11. Nemlig i Fortællingen om Thorvald Vidfarle, deels i Kristnisaga, Cap. 1, deels i Olaf Tr. Saga Cap. 131, hvor det heder at Sven, paa den Tid, da Thorvald kom til ham, var fredløs i Danmark, fordi Harald Gormssøn ej vilde erkjende ham som sin Søn; at han laa lange i Viking og kaldtes Konge af sine Folk, som Skik og Brug var, at Thorvald blev hans Mand, og var nogle Somre i Viking med ham „vestenfor Havet“. Siden heder det (Cap. 131) at Thorvald blev døbt, og bragte Biskop Frederik med sig til Island, og endelig (Cap. 138), at dette var i Aaret 981. Men Kristnisaga (Cap. 1) opregner ogsaa dem, som da vare Høvdinger paa Island, og det er allerede ovenfor (S. 172) bemerket at denne Angivelse ej passer paa 981 men paa 983 eller 984. Den Omstændighed, at de engelske Annaler just paa denne Tid (980–982) omtale Vikingetog til England, bestyrke paa det evidenteste den af os tidligere opstillede Tidsregning for Harald Gormssøn og Svens Regjeringstid.
12. Chron. Sax. kalder dem „norð-sciphere“.
13. Chron. Sax. fra Aar 980–982 Monum. hist. Brit. I. S. 399. Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen hva denne fotnoten henviser til.
14. Om Sæmund syderøiske, see ovenfor 1ste B. S. 532.
15. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 120, Kristnisaga Cap. 1.
16. Se ovenfor, S. 121.
17. Adam. Bremens. II. 32.
18. Se herom ovf. S. 126, 128, 129.
19. Saxo, 10de Bog, S. 496.